Artikler
Juni 13, 2016
Tønder – da Liebestempel blev bygget
Dette er Tønder’s historie fra ca. 1790 – 1820. Borgmesteren anlægger ”Kærlighedens Lysthus. ”Lyse vinduer og et venligt udseende”, ja sådan beskriver en gæst byen. Politimesteren forlangte lys, men det fik han ikke. Det var stadig farligt, at få hjem fra værtshus i mørke. Man kunne havne i en mødding, kælderhals eller vandpumpe. Der var hårde afstraffelse. På et tidspunkt var der 80 bryggerier og brændevinsfremstillere. Seminarister var ikke ”Guds bedste børn”. Vild oprør, da lokale ikke kunne få brødkorn. Smuglergods blev fragtet op ad Vidåen. Franske, spanske, polske tropper besøgte Tønder, ja selv kosakker. I Tønder lavede man nødpengesedler. Og så blev amtmanden begravet i Højer.
Tønder fra ca. 1790 – 1820
Vi har flere gange beskrevet dette Liebestempel eller snarere begge pavilloner, som Carsten Richtsen lod anlægge. Hvordan så Tønder ud dengang – i tiden fra 1790 til ca. 1820.
Kærlighedens Lysthus, ja sådan bekriver Michael Falch vores Liebestempel. Og vi har alle vores egne oplevelser fra denne pavillon. Og Falck’ s oplevelser, ja det kan I også læse her på vores side.
De fleste huse var små
Egentlig var byen ikke ret stor. Også dengang kunne man også se kirketårnet lagvejs fra. Nej vandtårnet var endnu ikke bygget.
Syd fra eller nærmere øst fra var det vanskelig at komme ind i byen. Det var næsten hele tiden oversvømmet. Man passerede to stråtække toldhuse på markedet, og gennem Søndergade passerede man mange små håndværkere.
Carsten Richtsens hus
De fleste huse i byen var små, og så var der også nogle langhuse og de prægtige huse oppe i hovedgaden. Og disse huse var Dröhses Hus, Apoteket og Carsten Richtsens Hus.
Carsten Richtsens hus var byens stolthed. Også hans far var blevet rig på kniplingskunst. I 1795 fik han tilbygget et nabohus, hvor undertegnede i tidens løb er kommet meget. Bygningen indeholder nemlig endnu en af byens mest kendte beværtninger Centralhalle.
Jo denne borgmester har vi allerede skrevet om. Men her skal kort nævnes, at han samlede 200 kobberstik, 60 malerier og en kæmpe bogsamling. Og vi skal da heller ikke glemme, at det var ham, der anlagde Nørre Allé og Liebestempel.
I 1812 var justitsråd og borgmester gået af som borgmester. Han var nedtrykt over, at hans kone ikke kunne blive rask. Parret havde mistet deres eneste søn som lille.
En ny borgmester
Der var efterhånden sket en masse ændringer i Tønder Kommune. Og det måtte yngre kræfter til at ordne dette. Det blev så den yngre Horup, der måtte klare dette.
Gulsmedens søn
I Vestergade boede guldsmedjen Nicolay Hansen og hans fem år ældre kone, Anna Henriette født Köhn. I 1803 boede her også den 83 – årige bedstemor Köhn. Til husholdingen hørte også en 14 – årige tjenestepige og to karle på cirka 20 år. Jo guldsmeden var en nogenlunde velhavende mand. Han havde tjent penge på sin faglige dygtighed. Meningen var at sønnen skulle føre det hele videre, men ak, det var en helt anden skæbne, der overgik P.A. Hansen.
Lyse vinduer og et venligt udseende
Huset, de boede i, var et meget pænt hus inspireret af hollænderne fra 1600 – tallet. I øvrigt var der mange pæne huse i Tønder allerede dengang. Se bare her, hvad der blev nedfældet hos en rejsende fra år 1800:
Fysikus hjælper ”Byens stolte søn”
Den unge Hansen fortsatte sin lærertid i Flensborg. I Tønder havde han lært grundprincipperne i latin og fransk. Han havde allerede i fødebyen vist sine talenter inden for fysik og matematik. Den gode lærer Hansen havde hjulpet den unge mand med at udvikle sine talenter og stillet sit bibliotek til rådighed. Nogle af nætterne fik P.A. Hansen til at gå med og læse.
I guldsmedjefamilien var datteren i huset, Jette blevet syg. Og fysikus Dirk kom på besøg. Og det udviklede sig til en lang diskussion med den unge P.A. Fysikus var i den grad blevet imponeret af den unge guldsmedjesøn. Han ansporede ham til at videreuddanne sig og brugte sin forbindelser for at få guldsmedesønnen videre. Og det udviklede sig til en af Tønders stolte sønner, astronom Hansen. Ja en gade fik han opkaldt efter ham. Men læse lige mere i vores artikel om Byens stolte søn.
Politimesteren forlangte lys
Nu var ikke alt lige praktisk dengang. Nogle steder mindende byen om en middelagtig by. Vandpumperne stod ofte i vejen for almindelig færdsel. Kendte man ikke stederne, skulle man passe på, når det var mørkt. I 1832 mente politimesteren, at disse pumper skulle være belyst for at undgå ulykker. Men både Raad og Borgmester afviste.
Kun der hvor Østergade gik ud i markedet var der oplyst med en lanterne.
Når det var mørkt i Tønder
Den berømte Uwe Jens Lornsen skrev hjem til sine forældre, mens han gik på Seminariet:
De gamle borgerpligter beskrev, hvordan man skulle reagere i mørke. Lige så snart, at man hørte Mordskrig eller Brandlarm skulle man enten tænde et lys i vinduet eller hænge en lanterne ud på huset.
Helt så dødt, var det nu ikke
Men helt så dødt var det nu ikke i Tønder. Der var gang på byens beværtninger, Rådhuskælderen, Humlekærren, Den Nordiske Løve, De Hvide Svane eller en af alle de andre.
Og her rådede man til, at såfremt man havde en tjenestepige eller en tjenestekarl, så skulle denne komme med en lanterne og følge en hjem, så undgik man de værste forhindringer. Det kunne jo være at bragede ind i en vandpumpe, faldt ned i en kælderskakt eller faldt om i en mødding i en af sidegaderne. Nu kunne det jo også være at man ikke var hel appelsinfri. Der befandt sig i byen omkring 500 stk. mælkekvæg.
Fysikus forsøgte at skabe sundhed
Fysikus Dirck havde forsøgt at skabe lidt mere sundhed i byen, ved at minimere alle disse møddinger. Men åbenbart gik tøndringerne mere op i deres gamle rettigheder end at forandre ting. Først i 1842 skete der en forandring i den henseende.
Man tog sig af syge og fattige
I Tønder var man bedre til at tage sig af de fattige og syge end mange andre steder. I 1862 blev de alle samlet i Fattighuset.
Men også Richtsen, Popsen, Leo, Horup og mange andre stiftede omkring år 1800 legater, der skulle komme de mindre bemidlede og syge til gode. Allerede i 1783 havde man indrettet en arbejderanstalt. Året efter fik byen et privilegium af kongen til at oprette en Hatte – og Strømpefabrik.
Her arbejdede 10 fattige mænd og 34 kvinder med børn. På et år frembragte de 9.600 hatte og 252 par strømper.
I 1784 havde fysikus Dr. Krichauff oprettet Anstalt til Helbredelse af Syge og Fattige i Østergade 15. Oprettelsen skete ved hjælp af frivillige midler. Det var i 1826 blevet forbudt at tigge. Blev man snuppet, blev man snuppet og anbragt i arbejderanstalt.
Hårde afstraffelser
En skomagerlærling havde i 1813 stjålet et æble. For denne forbrydelse blev han to gange pisket på markedspladsen. I en time skulle han desuden sidde med halsjern og modtage folkets harme. Desuden modtog han en straf på tre dage på vand og brød.
En karl havde i Brensbüll myrdet en bondedatter og efterfølgende havde han begået selvmord. Hans lig blev hentet af skarpretterens søn. Skarpretteren måtte ikke selv hente liget. Han blev ført til Tønder Herreds henrettelsesplads. Men herfra blev liget så kørt til Løgumkloster. Her blev liget så hængt tre gange op på galgen, inden det blev smidt i et hul i jorden.
Skolesystemet blev lavet om
I Tønder var næsten alle, der skulle have noget at skulle have sagt blevet pietister. Og deres retning var ikke lige i den retning som Adler, den nye kirkelige chef ønskede at gå. Dette afstedkom også mange problemer inden for skolevæsnet.
Denne Adler var også forfatter til en ny skolereform, som trådte i kraft i Slesvig – Holsten, som trådte i kraft i 1814. Fire latinskoler blev tilbage i Slesvig – Holsten. Alle andre blev nedlagt. Også den i Tønder, men det skete dog ikke før, at den gamle lektor Carstensen ophørte. Men så skete der også store forandringer i Tønder’ s skolevæsen.
Også i kirkelivet skete der ændringer. Således dukkede Provst Prahl op, og han nærede ingen tilknytning til pietisterne.
Brændemærket
I 1830 havde skarpretter Stöckler pisket en tyv ved navn Pfeisser. Det skete midt på markedspladsen. Samtidig blev han brændemærket mellem skulderblade. Han blev fulgt til sognegrænsen og udvist.
Tro mod gamle regler og forordninger
Vi har tidligere refereret til en norsk besøgenes dagbog, hør blot her var vedkommende også lagde mærke til:
Seminarister – ikke Guds bedste børn
Efterhånden var der en stor søgning til Seminariet i Tønder. Besøgte unge rige bondesønner dette seminarium, ja så slap de for militærtjeneste.
Det var ved dette seminarium, at Uwe Jens Lornsen i 1811 startede som 18 – årige. Han skrev jævnlig hjem til sine forældre. Nogle af hans med – elever blev beskrevet som vilde folk. De kunne finde på hvad som helst og var bestemt ikke Guds bedste børn.
Kniplingsindustrien gik tilbage
Tønders handelsliv var domineret af kniplingsindustrien. Omkring år 1800 var i alt 12.000 piger beskæftiget med at kniple. Højdepunktet var i 1805, da der blev eksporteret for 261.869 rigsdaler. Omkring år 1800 var der 13 store kniplings – købmænd i byen.
Men kniplingsindustrien gik tilbage. Moden havde ændret sig, og mange steder kunne man producere billigere. Og så var der steder, hvor man ikke gik så meget op i kvaliteten. I selve byen havde der været 900 piger beskæftiget, men nu var man helt nede på 300. Kun en kniplingshandler var tilbage i 1828
80 bryggerier – og brændevinsfremstillere
Omkring 1780 var der hele 80 bryggerier og brændevinsfremstillere i Byen. Men allerede dengang klagede de over manglende afsætning og for dyrt korn.
Ikke brødkort til de lokale
Nord for linjen Højer – Ballum kunne man slet ikke mere få brødkorn. Allerede i 1789/90 havde en rig kniplings – købmand købt alle brødkorn omkring Trøjborg. Men også nogle andre borgere fra Ballum og Tønder havde været i gang med at eksportere en masse brødkorn.
Der opstod efterhånden nød i befolkningen. Flere og flere protesterede mod, at de ikke kunne få brødkorn. I februar 1790 blev der foranstaltet protestmøder i Stokkebro, Sejerslev, Ballum, Emmerlev Klev, Møgeltønder, Gallehus m.m.
Grev Schack forlange militær indgriben
Store mængder gik mod Tønder. Militærstyrker blev hentet ind til Tønder. Amtmand von Bertouch havde sendt forespørgsel til København m.h.t. hvad der skulle foretages.
Grev Schack havde forlang at militæret skulle sættes ind og hans arbejdere skulle tvinges i gang. Stadsholderen i Hertugdømmerne, Prins Friedrich Carl von Hessen var sendt til Tønder for at underholde forholdene. Og endnu et kompagni soldater blev sendt til Tønder.
Amtmanden forhindrede værre
Nu kom der også frem, at bryggerier i Flensborg og Bremen havde købt masser af brødkort i Tønder – området.
Amtmanden undlod at sætte militæret ind. I stedet gav amtmanden sig til personlig at tale med de involverede. Han begav sig også til at snakke med kornhandleren. Det har sikkert været amtmanden, der forhindrede at der ikke skete det, der var værre.
Indsamling, til dem, der mistede hjemmet
Men i 1807 var det galt igen. Årsagen var englændernes brutale nedskydning af København. I Tønder var man med til at samle penge ind til alle de københavnere, der havde mistet et hjem.
Ved kysterne fik man organiseret vagtmandskab.
Borgervæbning i Tønder
Og i selve Tønder indgik både Skyttekorpset og Ringriderforeningen i en Borgervæbning. De holdt vagt foran byporten.
Skyttekorpset havde gule bukser og blå jakker med røde kraver. Ringridderne, der fra 1805 måtte kalde sig Frederiksgarden var i lysegrønne jakker med gule knapper, hvide veste og gule benklæder. Amtmand von Betouch var ringridernes chef.
Fra 1803 til 1813 var Landstormen mobiliseret.
Smuglergods til Tønder
Nu var det slut at handle med englænderne. Kysten blev spærret for indførelse af alle mulige engelske varer.
Men snart kunne man via Tönning og Sild købe engelske smuglervarer. Ved List på Sild ankrede flere og flere skibe under amerikansk flag med engelske varer som te, kaffe, tobak, sukker og kolonialvarer. Disse varer blev omladet og sendt op ad Vidåen ind til Tønder. Der var også mange tøndringer, der led af en dårlig moral.
Spanske tropper til Tønder
I marts 1808 begyndte spanske og franske tropper at gå op gennem Slesvig – Holsten mod Danmark.
Den 22. marts var hele Tønder oppe på mærkerne. Spanske tropper skulle indkvarteres. Først kom kavaleri regimentet El Infante. De kom med 618 mand og 599 heste. Og så kom en uendelig strøm af vogne med bagage for hele divisionen. Så kom en afdeling med mulddyr, marketendervogne og artillerikommandoen.
De gamle toldbygninger på markedspladsen fungerede nu som hovedbygninger. Ja senere kom der også franske soldater i flere omgange.
Eksotisk indtryk på tøndringerne
På et slag var Tønder forandret i lange uger. Men spaniolerne havde medbragt deres koner og børn. På tøndringerne virkede det hele meget eksotisk. De var vant til dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk. Nu skulle de også til at vænne sig til spansk og fransk.
Også spanske danse, viser og musik stiftede tøndringerne kendskab til. Hver aften blev der på markedspladsen afholdt messe. Skolebørnene fik også besøg af de festlige soldater. Men de forsvandt i løbet af sommeren 1808.
I en periode kom der så franske ryttere ind i byen. Og det skete også i oktober 1807, hvor de var iført grønne jakker og bjørnehuer.
Nødpenge i Tønder
Efterhånden kneb det med pengenes værdi. Efter krigen mod England var det i den grad gået tilbage med Danmarks økonomi. Først forsvandt sølvmønterne, men efterhånden kneb det også med kobbermønterne.
Den 1. december 1812 fik Tønder lov til at fremstille nødpenge. Det var 4 og 12 skillinger.
Kosakker og polakker
I Holsten rykkede nu russiske, svenske og tyske tropper ind. Til Tønder rykkede nu kosakker ind. I en fart måtte der skaffes, hø, halm og strå til disse kosakker.
Det var den 8. januar 1814, da Tønder lå begravet under et tykt lag sne, da kosakkerne kom. De forlangte kaffe, the, rum og Brændevin. Men de kom til at elske Tønder – udgaven af Te – punch.
Allerede 10 dage efter kom tøndringerne til at sige farvel til dem. Men det var slet ikke slut med fremmede tropper endnu. For i februar 1814 fik byen besøg af polske styrker med lanser. De blev i 2 – 3 uger.
Amtmanden blev begravet i Højer
Amtmand von Bertouch døde i 1815. Men han blev ikke begravet på Tønder Kirkegård. Han havde selv i live fortalt, at fra gammel tid, skulle beboere på Slotsgrunden begraves på Udbjerg Kirkegård. Men amtmanden blev begravet på Højer Kirkegård.
I 1821 døde den meget afholdte tidligere borgmester Carsten Richtsen. Hermed havde pietisterne også mistet en af de sidste støtter i Tønder.
Masser af underholdning i byen
Mange skuespiltrupper og artister besøgte Tønder. En gang imellem var der også her livlig fyrværkeri. Og den 5. juli 1825 besøgte Frederik den Sjette byen.
Og se kære læsere, det var hvad der skete omkring den tid, hvor Liebestempel kom op.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere; Se
Juni 11, 2016
Tønder som Garnisons by 1740
De havde røde jakke og gul krave. Ja det var bare en af de regimenter, der huserede i Tønder fra 1713 til 1770. To soldater dræbte i 1740 en tøndring. De brugte ret barske hvervnings – forsøg. En bytjener lovede i fuldskab at gå ind i hæren. Han fortrød dagen efter med tømmermænd. Borgmesteren måtte gå ind i sagen. Soldaterne skabte meget uro i Tønder. Der var masser af slagsmål og tyveri. Og så gjorde de unge Tønder – piger gravide. Husværter blev også straffet, når soldater deserterede. Indkvarteringen var en byrde, især for de fattigste. Og soldaterne tog deres familie med. Det var kummerlige forhold der blev budt og stakkels soldaterbørn. Snart opstod der bolignød i byen. Og officererne, ja de kom sammen med spidserne og snappede flere gange en datter af en rig kniplingskøbmand.
Rød jakke med gul krave
Fra 1736 – 1742 lå der i Tønder et kyrassier – regiment. Dette regiment havde en rød jakke med gul krave. Og så havde de en sort kappe.
Regimentet var kommet tilbage fra Rhinen, hvor de var led i et dansk hjælpekorps til den tyske kejser. Nu var de så kommet tilbage til Holsten.
Leibkompagnie var ledet af en ritmester Knutzen og bestod af to officerer, en vagtmester, tre koporaler, en trompeter og 56 menige.
Dette kompagni plus et andet havde fået Tønder tildelt som garnison. Det anden kompagni blev ledet af ritmester, Baron Wedel.
Regimentes leder grev Holstein havde i første omgang indtaget Møgeltønder som kvarter, senere blev det så Flensborg. Regimentet blev også kaldt Regiment Holstein.
Tønder kendte til indkvartering
For Tønder var det ikke nyt med militær. Gennem de sidste hundrede år var der næsten konstant indkvarteret tropper. Ofte var det kun af kortere varighed. Men fra 1713 var Tønder konstant garnison for dansk militær. Denne tilstand varede til 1770.
Masser af militær, dengang
I det 18. århundrede havde de europæiske magthavere et forholdsvis stort militærbudget. Og det gjaldt også for den danske konge. I fredstid var der cirka 10.000. Mange gange var man dog over 25.000. Med Landmilitsen var man oppe på 70.000 mand.
Ofte var enkelte enheder udstationeret i udlandet. Kommandosproget var tysk. Målet var at ligne de preussiske regimenter, men opnåede man dog sjældent. Fra 1773 blev der indført noget der nærmest ligner et hjemmeværn.
Forskellige rytterregimenter bestod kun af professionelle. Før i tiden forsøgte man at lokke nye rekrutter til med trompeter og trommer. Men nu var man blevet lidt mere smarte. Rundt omkring også nede i Tyskland sad en slags hverveofficerer. Og især fra Altona, som dengang tilhørte Danmark kom der en masse rekrutter.
To soldater dræbte Tønder – borger (tøndring)
I Tønder blev det hvert år afholdt en slags session eller hvervning. De foregik på Hamburger Herberge, Østergade 58, Holsteinischen Nesselblatt, Weissen Schwan, Nordischen Löwen og i Trekroner, Nørregade 75.
Men i 1740, da man afholdt et stort arrangement i nærheden af byen endte det hele med et slagsmål, hvor to kyrasserer endte med at dræbe Tønder – borgeren, Jens Christensen. Der var mistanke om, at militæret forsøgte at drikke unge knægte fulde for så at få dem ind i folden.
Drastiske midler
En anden af byens borger, Niels Nielsen vågnede således i 1739 en morgen med svære tømmermænd og gennemtæsket. Angiveligt skulle han være blevet hyret til militæret.
Tre dragoner under ledelse af overløjtnant von Ahlefeldt skulle have overfaldet den rødhårede knægt, Johann Petersen. Denne kendte ikke noget til, at han skulle have sagt ja til militærtjeneste. Han kunne dog ikke komme ud af klemmen. Men Tønders – borgmester gik ind og forsvarede ham. Men ikke engang det hjalp ham.
Borgmester gik ind i sagen
Bytjener Jürgen Petersen lod sig lokke ind i en vagtstue, hvor han yderligere lod sig traktere med salte fisk og brændevin. Da man så tog kongens skål, så Jürgen Petersen sit snit til at tage en anden end sin egen uniform på. I fuldskab lovede han at tjene regimentet.
Næste morgen, da han vågnede af sin rus, stod han til ti piskeslag. Han fandt også 10 daler i sin egen uniform, fordi han nu allerede havde fået sin første løn. Igen kæmpede borgmesteren fro sin ansatte.
Han henviste til en kongelig forordning fra 4. marts 1737 om et forbud, om at hverve de borgere, som endnu ikke havde givet afkald på deres borgerskab. Borgmesteren henviste også til, at soldaterne havde slæbt bytjeneren hen i vagtlokalet, drukket ham fuld og trakteret ham.
Soldater skabte megen uro
Der var ofte klager over militæret. Slåskampe med borgere men også indbyrdes forekom ofte. Men soldaterne holdt sig heller ikke tilbage med at stjæle klædestykker fra Blegen. Ofte var soldaterne skyldige i hæleri. Selv æggene ud i staldene var ikke i sikkerhed for soldaterne,
Og ja, soldaterne løb også fra deres faderskab, når unge Tønder – piger blev gravide og senere fødte børn.
Men det var til stor morskab for byens borgere, når alle disse soldater blev straffet ved Æ Kachmand (kagmanden). Ryttere og dragoner blev forholdsvis straffet hårdere.
156 soldater stak af
Nu var der ikke så underligt, at ret så mange deserterede fra Kyrassierne. De udgjorde i alt 500 mand og i en periode på 7 år stak 156 af, som ikke siden blev pågrebet. Der findes ikke et tal, hvor de pågrebne også er med.
Hver gang en soldat var deserteret blev kanonen fra slotsmuren affyret. Og så var der alarm. På alle veje og gader i Tønder og omegn blev der sendt patruljer. Også nabobyerne blev alarmeret.
Husværter blev også straffet
Enhver husvært havde pligt til at låse sin dør en halv time efter solnedgang og klokken 20 om vinteren. Uagtsomhed blev straffet.
Da en dragon fra Tønder i 1724 deserterede måtte kvarter – værten kautionere 40 daler. Det forlangte ritmesteren. Fra 1713 måtte ingen soldater gik på landevejen uden pas.
Navnet blev slået op på galgen
Hvis en desertør ikke blev pågrebet, blev hans navn slået op på galgen.
En ung kobbersmed, Ingwer Conrad Hinz søn af meget agtede forældre i Tønder havde gjort tjeneste i byen fra 1730 – 1734. I 1734 begik han i Elmshorn dumheder. Dommeren befalede, at hans navn skulle på galgen i hjembyen.
Magistraten i Tønder nægtede at deltage i dette.
Familien Hinz skrev til kongen og bad ham forhindre dette. Men de kunne dog ikke overtale kongen. Men ingen kobbersmed i Tønder ville påtage sig opgaven og lave skiltet. Man måtte have hjælp udefra. I 1734 kom blikskiltet endelig til byen og under stor militær opmærksomhed blev skiltet hamret op på galgen ude på Østmarken.
For vedkommende og hans familie betød sådan et skilt en skam for livet. Man kunne ikke søge et offentligt job, så længe den dømte var i live.
Indkvartering var en stor byrde
Indkvarteringen i Tønder vakte i mange år mishag og misundelse, fordi nogle var fritaget for denne byrde. Og blandt disse var:
Når byen så for en gangs skyld fra fri for indkvartering, ja så slap man heller ikke. Så måtte man betale indkvarteringsgæld.
Det var de fattigste, der måtte hænge på dem
For det meste var det de fattigste i Tønder, der måtte hænge på soldaterne. Og det var en værre gang logi, de fik tilbudt. Elendige huller, kammer, tagværelser og tilbygninger med mangelfuld sengetøj og husholdningsapparater.
Det gik ud over kniplingsindustrien
Minsandten klagede byen i 1742 over, at militæret forhindrede kniplingsindustriens udbredelse. For i de rum, som soldaterne optog kunne der indrettes kniplings – arbejdspladser, fortalte Magistraten.
I 1761 lå her først fire siden seks kompagnier af Oldenborgske soldater. Der opstod pludselig stor bolignød.
Kaptajnen fandt sin kniplingspige
Et stort problem var, at en hvis kaptajn Staffeldt ville lade sin dygtige kniplepige bortføre til Rügen. Magistarten klagede til København. Men det tog meget lang tid for at få svar. Og fra hovedstaden kom meldingen, at hun ikke måtte gifte sig. Men da havde brylluppet allerede fundet sted.
Dengang havde staten hånds – og halsret over kniplepigerne. De skulle nødig rejse andre steder hen med deres hemmeligheder.
Kone og børn med hjemmefra
Men egentlig kunne man jo ikke forhindre, at soldater blev forelsket. I 1718 blev det dog befalet, at i et Rytterkompagni måtte kun 25 (efter 1733 kun 20) mand have en kone og 13 senge. Nu gjaldt nok kun for gifte!
Det kunne jo også være at de havde taget familien med hjemmefra. Det var normalt dengang, at kone og børn tog med ud til kamppladsen.
50 kvinder og 86 børn fulgte med
Da der i 1759 blev proklameret nye indkvarteringer i Tønder, var der også 50 kvinder og 86 børn blandt de kongelige dragoner.
Kvinderne overtog jobs som syning og vask. Nogle overtog sygeplejen og andre igen tog arbejde i lazarettet. Og så var det dem, der forsøgte at holde husholdningen i gang med fiskeri og frugter eller de østers, som de havde smuglet fra Højer.
Ja en del af kvinderne var også tvungne til at tigge.
Soldaterbørn
Trist var det også at se soldaterbørnene. Selv om de havde fri skole, så var det ikke mange af dem, der gjorde brug af dette.
Gifte underofficerer og mandskab fik hvert år en rigsdaler for hver knægt. Men så skulle denne også være til rådighed for kongen. Fra det 6. år skulle disse børn bære et rødt bånd om halsen som bevis for, at barnet ikke var fritstillet. Soldater, der ikke ville indgå denne ordning, kunne ikke opnå et fri indkvartering for kone og børn.
Ofte besluttede Magistraten i Tønder at sende disse børn i et militært plejehus i København.
En meget beskeden løn
Lønnen dengang var ikke noget at prale af:
Det dækkede ikke engang det mest nødvendige. Nu var det dog efter ansøgning muligt at dage et job ved siden af som daglejer.
Direkte til Fattigvæsnet
Var man blevet ældre og ikke mere tjenestedygtig, ja så faldt man ofte Fattigvæsnet til last. Men mange fandt sig en almindelig stilling, ofte var dette som medhjælp på et gods.
I 1734 blev det lovligt for soldater at udøve deres egentlig erhverv. Man skal huske på, at dengang var lovgivningen præget af diverse privilegier og forordninger. Det var blandt andet for at sikre, at der var arbejde nok til alle håndværk.
Officererne kom sammen med spidserne
Officerer kom sammen med byens spidser. Og enkelte af disse blev gift med døtre af rige kniplingshandlere.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Juni 11, 2016
Amalienborg
Det er Eigtved vi kan takke for de fire flotte palæer. Og det er ham, vi kan takke for Frederiksstaden. Han satte nogle helt specifikke mål for standarden. Og mange af bygningerne kom fra hans hånd. Han var utrolig flittig og konstruktiv. Men det hele startede med en lysthave ved Vesterport, som blev ødelagt af svenskerne. Så blev den flyttet ud til Ny – København. Og her blev anlagt det første Amalienborg. En fødselsdagsfest ødelagde det hele. 200 mennesker indebrændte. I seks år lå det hele bare glemt og gemt. Christian den Sjette brugte 75 pct. af nationens budget til et kæmpe nyt slot. Og endelig kom Eigtveds fire flotte palæer op. Men den ene adelsmand havde ikke formue til at kunne fortsætte. Christiansborg brændte og kongefamilien blev hjemløs. Her er historien om en kongefamilie, hvor der både var børn født uden for ægteskab, elskerinder, sindssyge og meget andet.
Man føler sig kongelig
Man føler sig i den grad kongelig, når man befinder sig på slotspladsen. Og motivet gengives igen og igen på fil, postkort og turistbøger. De fire palæer er i sig selv også ganske imponerende.
Eigtved og Frederiksstaden
Og egentlig er stedet samt hele området, Frederiksstaden en mands værk. Og denne mand er Nicolai Eigtved. Ja egentlig blev han døbt Niels Madsen i 1701. Hans far var en fattig fæstebonde på gården Eigtved under Skjoldenæsholm Gods.
Som færdiguddannet fik han arbejde i Frederiksberg Have. Ja den 22 årige gartnersvend var så heldig at få et rejsepas underskrevet af Frederik den Fjerde.
I Polen arbejde han i det saksisk – polske bygningsvæsen. Her udmærkede han sig med en meget dygtig konduktør ved opførelse af militære voldanlæg. Han sugede til sig af viden og fortsatte med at imponere.
Han fik de nødvendige midler til en videreuddannelse i Italien, Østrig og Bayern. I 1735 vendte han tilbage efter 12 år i udlandet. Nu var han blevet en feteret hofbyggemester og kaptajn i ingeniørkorpset.
Eigtved havde travlt
Snart blev han involveret i færdiggørelsen af Christiansborg Slot. Han lavede det kongelige beboelsesrum samt tegningerne til Marmorbroen og to markante pavilloner.
Eigtved leverede tillige tegningerne til Prinsens Palæ på den anden side af kanalen. Bygningen blev i 1743 – 44 som bolig for landets kronprins, den senere Frederik den Femte.
Han havde travlt denne Eigtved. Ret hurtigt leverede han tegninger til en række rigmandspalæer og lysthuse i Nord – og Sydsjælland.
Han fik også overdraget opgaven til at opføre det første kongelige teater, Komediehuset på Kongens Nytorv. Og derefter fulgte Det Kongelige Frederiks Hospital (Kunstindustrimuseet), Det asiatiske Kompagnis Pakhus på Christianshavn og Christianskirken.
Alt skulle godkendes af ham
Og så var det at kongen engagerede Eigtved til at føre ideen om Frederiksstaden og Amalienborg ud i livet. Han kom i den grad til at sætte sit fingeraftryk. For alle tegninger skulle godkendes af ham. Han ville have ufravigelige retningslinjer opfyldt. Husene skulle være lige høje og både gesimser og vinduer skulle flugte.
Ved hans død i 1754 havde han kun set begyndelsen af det som skulle blive hans hovedværk. Moltkes og Levetzaus palæer var opført. Men der manglede endnu to.
Jubelåret med et års forsinkelse
I 1749 fejrede man jubelåret for Oldenborgernes overtagelse af kongehvervet. Men man tog det ikke så nøje dengang, for det var i 1448, at grev Diderik af Oldenborg blev indsat som dansk kunder under navnet Christian den Første.
På tredjedagen af disse festligheder lagde kongen grundstenen til et andet af Eigtveds produkter, Frederikskirken. 145 år gik det fra første spadestik til indvielsen af Marmorkirken i 1894.
Jo Frederiksstaden udviklede sig til noget af det fornemste i København.
Brandfare
På kysten holdt flåden til, og langs Toldbogade var der mange tømmerhandlere, De havde store mængder af brandfarlig træ liggende. Man skulle sikre sig en byggetilladelse fra Holmens chef, admiral Suhm. Og tilladelsen blev givet under forudsætning for, at de nye huse blev grundmuret og ikke det traditionelle bindingsværk.
De brandfarlige erhverv måtte placeres andre steder i byen. Fremstilling af øl, brød og brændevin måtte forgå andre steder.
I rasende fart havde Eigtved udarbejdet en plan for hele området af Amaliegade og Frederiksgade. Og den centrale plads, hvor de skærer hinanden.
Fire ens palæer
Han lavede facadeudkast til borgerhuse og tillige udkast til fire ens palæer på pladsen.
Overhofmarskal Adam Gottlob Moltke engagerede sig i projektet. Formelt var han uden politisk indflydelse, men han var kongens nærmeste rådgiver. Og egentlig var han rigets mægtigste mand.
Den tysksprogede Moltke havde i 1743 også ansvar for Kronprins Frederiks moralske vandel. På grund af Frederik den Femte’ s udsvævende livsførelse var det ofte Moltke, der skulle påtage sig de opgaver, kongen egentlig skulle have påtaget sig.
De fire palæer blev opført efter en samlet plan i 1750 erne. Men egentlig skal langt længere tid tilbage for at få starten af historien.
En lysthave, der blev ødelagt
Et lille stykke vej uden for Vesterport omtrent der, hvor Hovedbanegården ligger i dag, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave. Den var blevet ødelagt af svenskerne i årene 1658 – 1659. Da freden igen havde sunket sig, måtte der findes en erstatning.
Hendes svigerfar Christian den Fjerde havde taget initiativ til at fordoble Københavns areal ved at flytte byporten og hovedstadens voldanlæg.
Sophie Amalie anlagde en lysthave
I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne vidder. Derfor var det naturligt, at det var her i det landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade, og som strakte sig fra kysten og ind til Bredgade.
Det var ganske vist meget sumpet og et værre morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelige mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.
Sophie Amalienborg – et lystslot
Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Den fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.
Det var herude at kongen valgte at holde sin 44 – års fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.
En dramatisk brand
Også byens lavere rangklasse fik lov til at se forestillingen i en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere overværet opera med sang og musik, mængder af levende lys og fyrværkeri. 200 mennesker var de plads til i den propfyldte teatersal.
Men ak en af de 1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig, og alle trængte mod salens eneste udgangsdør.
Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet til en glødende askehob. Og det frygtelige er, at næsten samtlige 200 gæster omkom.
Ilden fik også godt fat i slottet som ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.
Et slot, der aldrig blev bygget
Allerede i 1670 havde Christian den Femte planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men de planer blev aldrig ført ud i livet.
Brandtomten lå der i seks år
I mere end seks år lå brandtomten hen. Men da de sidste rester at lystslottet var ryddet af vejen, blev den del, der lå nærmest Sank Annæ Plads udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns garnison.
I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opføre sig, når han inspicerede sine tropper.
På det tidspunkt var hele området med haven og mønstringspladsen omgivet af kanaler på alle fire sider. Og langs Sankt Annæ Plads og Bredgade blev der plantet alleer af lindetræer.
Slottet slugte trefjerdedel af Nationens budget
I 1728 oplevede vi den store bybrand og i 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Og dette slot kom til at sluge mere end trefjerdedel af nationens budget. Men i pragt og udstyr var den ikke til at sammenligne med noget som helst i Europa.
Og derefter var der ingen, der interesserede sig for området omkring Amalienborg indtil Kongen i 1743 bad Eigtved om at lave tegninger til et nyt palæ til kronprinsen. I dag rummer bygningerne Nationalmuseet.
Eigtved havde allerede dengang henvist Christian den Sjette til den glemte plads, Amalienborg – pladsen. Men det syntes denne dog ikke om.
Hvem skulle bygge de fire palæer
Men det stod klart, at der skulle bygges fire ens palæer. Moltke var udsæt til at være førstevælger. I begyndelsen af maj 1750 fik den unge generalløjtnant C.F. Raben Levetzau overdragt skødet til nabogrunden. På østsiden var det gehejmråd, baron Joachim Brockdorf, der var udset til at opføre et palæ. Og endelig var det konferensråd baron Severin Løvenskiold, der var fundet værdig til formålet.
Det kneb for unge Løvenskiold
Det gik da også fint med de første tre, som med det samme kastede sig over opgaven. Men det kneb for unge Løvenskiold. Det gik et helt år, inden han kom i gang. Problemerne voksede da også efterhånden som huset fik form. Økonomien kunne ikke holde til det.
Lensgreve Schack i økonomiske problemer
I 1754 afhændede han det hele til den hovedrige grevinde Anna Sophie Schack. Hun ville ikke selv bo der. Hun havde netop købt admiral Niels Juels store palæ på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade.
Men nu var det sådan, at hendes barnebarn, lensgreve Hans Shack stod netop og skulle giftes. Og det var med naboen A.G. Moltkes datter. Et palæ på Amalienborg Plads var vel en passende begyndelse.
Men nu boede parret ikke ret længe her. Lensgreven havde jo også Schackenborg Slot i Møgeltønder. Og her bliv han udnævnt som stiftsamtmand. Økonomiske problemer opstod, ja faktisk blev han sat under administration af Rentekammeret. Løsningen blev, at Schacks Palæ blev udlejet til folk, der gerne vil betale en tårnhøj leje på byens dyreste adresse.
Moltke købte Brockdorffs palæ
Næsten det samme skete for baron Brockdorff. Han ejede flere godser i Sydslesvig og foretrak at opholde sig der. Inden hans død i 1763 havde han fundet passende lejere. Det var tre unge prinser fra Hessen – Kassel.
Da Moltke købte Brockdorff’ s sønderjyske besiddelser fulgte Amalienborg med i handelen. Dette solgte han så videre til Frederik den Femte. Således blev kongen kort før hans død i 1766 ejer af en af de palæer, som han 15 år tidligere havde befalet opført.
Akademi for militæret
Palæet blev i kongehusets navn omdannet til akademi for henholdsvis hære og flåden. Frem til 1827 blev der her uddannet officerer til rytteriet, infanteriet og flåden i Brockdorf’ s fornemme bygning.
En national katastrofe
Sidst på eftermiddagen den 26. februar 1794 kunne der iagttages et rødt skær ind over København. Nogle timer tidligere havde tjenestegørende ved hoffet opdaget, at der var udbrudt brand på Christiansborg. Men desværre, da var det alt for sent.
Dagen efter ragede de sodsværtede rester af murværket op gennem askedyngerne. Det første Christiansborg havde et pragtfuldt indbo og et væld af kostbare kunstværker. Slottet nåede kun at blive cirka et halv hunderede år gammel. Det var en national katastrofe.
Kongefamilien skulle genhuses
Kongefamilien, der altid om vinteren befandt sig på slottet, var blevet evakueret. Nu var kong Christian den Syvende og den i praksis regerende kronprins Frederik blevet hjemløse.
Den første nat tilbragte far og søn hos general von Huth i Gjethuset på Kongens Nytorv. Derefter blev kronprinsen indkvarteret hos udenrigsminister Bernstorff, mens den øvrige kongefamilie blev indkvarteret på Rosenborg, Sorgenfri og Fredensborg.
Moltkes palæ blev købt
Allerede tre dage efter begyndte man, at kigge på Moltke’s palæ, der havde stået tomt i halvanden år efter dennes død. Bygningen var ubeboet og stadig møbleret. Prisen var overkommelig kun 45.000 rigsdaler.
Også Schack’ s palæ blev købt
For at skaffe plads til Kronprinsen blev Schack’ s palæ på den anden side købte to dage efter. Denne skulle dog igennem en omfattende restaurering. De mange forskellige lejere havde ikke været skånsom over for bygningen.
Ja og så købte Arveprinsen, Kongens halvbror, Levetzaus palæ. Nu var kongefamilien sandelig flyttet ind.
En tronstol til kongen
En tronstol med himmel blev skaffet fra Frederiksberg Slot. Også et nyt billard bord blev stillet til rådighed. Og de ting, der blev reddet fra Christiansborg blev stillet til rådighed for de kongelige.
Håndværkerne strejkede
Det var professor i arkitektur ved Kunstakademiet, hofbygmester Harsdorff, der skulle stå for ombygningen. Herskabet lå på landet, men da arbejdet skulle gå i gang, strejkede halvdelen af de københavnske håndværkere. Man måtte kalde assistance fra Holmens skibstømrer. Og de 200 strejkende tømrersvende fik valget mellem strafarbejde i lænker eller fast lønarbejde.
Et slot uden udgang
Frem til 1808 spillede det tidligere Moltke’ s palæ en central rolle i statsstyrelsen. Den sindssyge Christian den Syvende blev installeret her, og siden har dette palæ båret hans navn. Han blev indlogeret i et mindre gemak ud mod haven i stueetagen. Det havde dog ikke udgang til det fri.
På hver side fik to kammerherrer deres logi, som en slags skildvagter, der kunne passe på den utilregnelige monark. Resten af det prægtige palæ tjente andre formål.
Let adgang til kongen
Når det nu var så vigtig at have denne monark i nærheden, var det fordi, at kronprinsen (Frederik den Sjette) efter at have overtaget magten i 1784 altid skulle have sin fars signatur på alle kongelige reskripter og ordrer.
Derfor havde arkitekten, Harsdorff i 1794 opført Kolonnaden, der forbandt Kronprinsens (i dag Dronningens residenspalæ) og kongens palæer. På den måde gav det en bekvem adgang for sønnen, når han skulle hente fars underskrift.
Da Kolonnaden blev opført regnede man med, at det kunne ville gå kort tid før kongefamilien atter kunne vende tilbage til Christiansborg. Derfor blev den kun bygget i træ og blev malet i sandstenskulør. Men det blev aldrig noget med at flytte.
Kæmpe kunstsamling
Levetzau’ s palæ blev bolig for arveprins Frederik og prinsesse Sophie Frederikke, hvis søn, prins Christian Frederik (senere Christian den Ottende) boede her under hele guldalderperioden. Her samlede kongen store samlinger af kunst.
Enkedronning Caroline Amalie kom efter kongens død til at sidde i udskiftet bo. Og først efter hendes død i 1881 solgtes samlingen.
H.C. Andersens jul i Brockdorff’ s palæ
Sandelig om ikke H.C. Andersen kom i Brockdorff’ s palæ. Kommandør Wulff og frue havde inviteret. Den var den 19. december 1825. Lillejuleaften var der bal i riddersalen for de unge kadetter. Selve kongen, Frederik den Sjette kom forbi og så på sine kadetter.
Kongen sendte svigersønnen i eksil
I 1828 blev palæet indrettet til bolig for prins Frederik Carl Christian den senere Frederik den Syvende og kongens datter, Vilhelmine. De blev formælet med et kæmpebryllup med 700 gæster.
Men ak, ægteskabet var elendigt. Prinsen holdt højrøstede fester nede i stueetagen. Og selv om det blev forsøgt at ligge låg på, så var det kendt at ikke alle sømmelighedens grænser blev overholdt.
Til sidst mistede den kongelige svigerfar (Frederik den Sjette) tålmodigheden med sin svigersøn og sendte ham i 1834 i eksil, først på Jægerspris Slot og så på Island. Han talte ikke senere et eneste ord med ham.
Vilhelmine blev hurtig lykkelig igen. Kort tid efter blev hun forlovet med hertug Carl af Slesvig – Holsten.
Frederik den Niende flytter ind
I 1869 flyttede kronprins Frederik (den senere Frederik den Ottende) og prinsesse Louise ind. Her boede de i mange år, indtil han i 1906 efterfulgte sin far på tronen.
I 1935 blev det indrettet til kronprins Frederik (den senere Frederik den Niende) og dronning Ingrid.
En lejlighed til Louise Rasmussen
Frederik den Syvende tog for resten aldrig ophold på Amalienborg. Han boede enten på Christiansborg, Frederiksborg eller på Jægerspris Slot(te).
Han lod indrette en bolig til sin hustru til venstre hånd Louise Rasmussen, som efter vielsen i 1850 blev ophøjet til lensgrevinde af Danner.
Palæet stod ikke tomt så længe. Det blev overdraget til Landgreve Vilhelm af Hessen – Kassel. Langt senere blev stedet, der blev kaldt Frederik den Ottendes palæ beboet af Dronning Ingrid.
God nat Ole – sluk lyset
Schacks Palæ kom til at hedde Christian den Niendes Palæ.
Her boede Frederik den Sjette. Hver aften sagde han God nat Ole, sluk lyset. Det var henvendt til kongens gamle kammertjener. Dengang havde kongen kun en meget spartansk seng uden himmel eller gardiner. Dette blev også bemærket af biskop Martensen, da denne kom for at se til kongen under hans sidste sygdom i 1839.
Kun 10 pct. til kongen
Privat levede han ganske spartansk. Det chokerede befolkningen, at 38 pct. af nationens udgifter gik til soldatervæsnet men kun 10 pct. til kongen.
Elskerinde og flere børn
Han holdt til i stuen, mens dronningen boede oven på. I hele 40 år holdt kongen til her i palæet. Man sagde at ægteskabet var lykkelig, selv om Frederik den Sjette havde sin elskerinde, oberstinde Dannemand med hvem han havde flere børn.
Han glemte ikke, at han var enevældig
Han var meget afholdt, men han glemte dog aldrig, at han var enevældig. Således sørgede kongen personlig for, at dr. Dampe måtte sidde i et kummerligt fængsel, blot fordi han havde givet udtryk for, at han ville diskutere en demokratisk styreform.
Efter kongens død blev dronning Marie boende i palæet til hendes død i 1852. Her blev også en kort årrække sæde for Højesteret. Ja i stueetagen holdt Udenrigsministeriet også til en overgang.
Dronning Margrethes residens
Efter en renovering i 1865 blev det bolig for Christian den Niende og hans dronning. Han døde i 1906
Siden 1972 har det været Dronning Margrethe residens i vintermånederne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om adel og kongehus – Læs:
Juni 9, 2016
Tønder i frem – og modgang
Meget af Tønders historie gik tabt ved en brand på Rådhuset i 1581. Det var i mange år få familier, der bestemte i Tønder. Og disse rettigheder var arvelige. Jo det var Den Lybske Ret, der gjaldt i Tønder. I 1660 var alle ved at opgive i byen. Man havde ikke mere en havn. Og driftige købmænd fra Flensborg og Ribe havde efterhånden stor indflydelse i Tønder Amt. Oversvømmelser, sygdomme og brand forstærkede elendigheden. Ja så var det lige hære fra Brandenburg og Polen, der bestemt ikke gjorde hverdagen lettere.
Tønders historie bliver tolket forskelligt
Der findes mange fortolkninger af Tønder’ s historie. Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Man kan jo vælge og citere fra klassikerne og så satse på, at det er rigtigt.
Det handler også om, man vil se historien fra tysk eller dansk side. Og her er det store forskelle i udlægningen. Tag for eksempel Ludwig Andresens mange herlige Tønder – bøger. Han har lavet et kæmpe arbejde. Men det er tydeligt, at Tønder’ s historie her ses med tyske øjne.
Vi har også Carstens: Die Stadt Tondern fra 1861. Dette er også en spændende bog. Men det er som om, at oplysningerne kommer på anden hånd og ofte er baseret på rygter og myter. Men også denne bog må om nødvendigvis indgå i en helhed, når Tønder’ s historie skal beskrives.
Problemet er, at i 1581 brændte Rådhuset i Tønder, og dermed gik en masse værdifuld viden tabt.
Ludwig Andresen fremhæver også en person ved navn, Wilhelm Nannsen, der har forsket i diverse arkiver. Men ellers vil vi lige henvise vores læsere til vores lille samling Litteratur Tønder.
To borgmestre
Rådet i Tønder havde indtil 1637 4 medlemmer. Derefter havde man i første omgang 6 medlemmer. Fra 1637 til 1767 havde man to borgmestre.
Det at sidde i Rådet var kun forbeholdt få familie i Tønder. Privilegiet var arveligt. Mange af Tønder’ s borgere havde sikkert håbet på et demokratisk valg.
Ikke to fra samme familie
Efter den Lybske Ret måtte far og søn ikke samtidig sidde i Rådet. Andre eksempler er også nævnt i lovgivningen. I hvert fald måtte to fra samme familie ikke sidde der samtidig. Men det blev langt fra overholdt. Og klager fra borgerne hjalp heller ikke på dette.
Men de betydningsfulde familier fik mere og mere magt. Og de giftede sig også ind i hinanden.
Konkurrence fra Flensborg
Omkring 1630 gik Tønder’ s handel tilbage. Nedgangen var allerede startet omkring 1559, da man måtte opgive havnen. Den blev hele tiden flyttet længere og længere mod vest.
Også konkurrencen tog til. Således forstærkede Flensborg – købmændene deres indsats i Tønder – området. Bryggerierne fra Flensborg interesserede sig også for området. De overtog efterhånden mange kroer, gæstgiverier og værtshuse. Det gik også ud over de lokale bryggerier.
På landet var et værtshus ofte tilknyttet en købmandshandel. Dette betød så, at også denne handel gik til Flensborg.
Også kræmmere og andre handlende havde indfundet sig. Og de tilbød en masse varer.
Også konkurrence fra Ribe
Ja selv Ribe var skyld i dalende handel i Tønder. Denne by overtog efterhånden næsten alt handel med Vadehavs – øerne.
Tønder opnåede dog privilegier på det håndværksmæssige område. Ja det var den første by i Hertugdømmerne, der fik dette privilegium.
Allerede i 1562 klagede Tønder – købmændene til hertugen over, at Ribe dominerede for meget i amtet. Og i 1612 blev der berettet om, at hele 12 fiskehandlere fra Ribe havde indfundet sig på markedet.
Ja selv okseeksporten til Holland var truet. I Ribe steg denne eksport.
Tønder tabte kampen mod Højer
I mange år måtte Tønder kæmpe mod Højer for diverse privilegier, og i sidste ende tabte Tønder denne kamp.
Dagligt måtte man i Tønder se op til 100 fuldtlæssede vogne passere byen mod vest. Det havde man ikke oplevet før.
Som om dette ikke var nok, så oplevede Tønder også oversvømmelser, brand og sygdomme. Tønder lignede omkring 1660 en forfalden by uden nogen fremtid. Også husene var ved at styrte sammen.
Udviklingen vente i 1680
Først omkring 1680 vente udviklingen tilbage. Handelen steg i byen. Selv om søhandlen var næste borte, var byen blevet meget livligere. Kniplingsindustrien havde taget sin begyndelse.
Nye familier var kommet til byen. De var begunstiget med held og penge og fik efterhånden indflydelse.
De led ude i marsken
Ude i marsken led beboerne. Krigsår, digebyggeri, stormflod og svenskekrigene gjorde bestemt ikke hverdagen lettere. Og hertugdømmerne led konstant af pengemangel, så her var ikke hjælp at hente.
Bedrageri
I 1673 har marskbønderne klaget. Amtmand Hans von Thinnen gennemførte efter anordning af hertugen en tilbundsgående undersøgelse. Det drejede sig om manglende restancer og betalinger. Tidligere amtsmænd havde åbenbart ladet sig bestikke.
Egentlig var det ikke unormalt dengang, at embedsmænd lod sig bestikke.
Fremmede hære hærgede området
Borgmester von Hatten i Tønder skrev i 1658 til hertugen og fortalte, at soldater fra Polen og Brandenburg havde hærget området. Ja selv om officererne havde fået mad på rådhuset, ønskede de hele tiden mere.
De to hære var egentlig kommet for at hjælpe den danske konge mod den svenske Karl den 10. Gustav.
Et sandt industrieventyr var begyndt
I 1683 havde man regelmæssig postforbindelse til Flensborg og Hamborg. Dette var positivt for de handlende i Tønder.
Kniplingsindustrien havde efterhånden udviklet sig til et helt industrieventyr. Mange blev i den grad rige af dette eventyr.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder efterhånden 205 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn.
Juni 2, 2016
Ondskabens Øjne
Forsøg på anmeldelse af Paul Duedahl: Ondskabens Øjne (Gads Forlag) Forfatteren har brugt 10 år og kigget 8.000 dokumenter igennem inden denne fremragende bog var færdig. Vi skal kigge på det sidste ofre for øksen herhjemme. Det er en historiebog nærmest i romanform, ja nærmest en thriller, hvor vi kender afslutningen. Det var i en tid, hvor man måtte tæske ens underordnede. De fattige og laveste i samfundet blev nærmest interneret. Jens Nielsen startede med dyremishandling. Som tre – årig var han overladt til sig selv uden voksen tilsyn. Han måtte stjæle mad hos naboen, bare for at stille den værste sult. Vi får en malende beskrivelse af øksehugget.
Henrik Cavlings malende beskrivelse
Bogen begynder med Henrik Cavlings malende beskrivelse af øksehugget ved skafottet i Horsens Straffeanstalt den 8. november 1892:
Og så var det ikke engang sikker, at Cavling selv havde været til stede. Jo det var den sidste henrettelse med økse i Danmark. Egentlig var dødsstraffen afskaffet.
Den sidste reminiscens af middelalderens barbari
En anden fremtrædende journalist fra dengang, Georg Brandes udtrykte det således:
Jo det var skarpretter, Theodor Seistrup, der svingede øksen.
Han var kendt overalt i verden
New York Times skrev:
Jo han var international kendt. Det blev han, da han var skyld i en brandkatastrofe i London.
Hvem var ofret for det sidste øksehug
Og bogen handler om den person, der blev offer for historiens sidste øksehug i Danmark. Ja det er nærmest en biografi af Jens Nielsen. Han levede af offentlig forsørgelse og han stjal. Han brugte sine stjålne penge til mad, tøj, alkohol og kvinder.
Han overfaldt fængselsbetjente, satte ild til andre menneskers ejendom. Ja hans forbrydelser kostede både den danske og den engelske stat millioner af kroner.
Ondskab
Centralt i historien er netop ondskab. Sådan beskrev samfundet ham. Og sådan en karl kunne man ikke have løbende rundt. Derfor besluttede Højesteret at uskadeliggøre ham.
En del mente, at han var offer for den sociale elendighed og et symbol på uretfærdighederne i samfundet.
Som Brandes meget fornuftig mener, så kunne det jo være, at Jens Nielsen var blevet en hel anden, hvis han havde fået sin frihed og arbejde i stedet for at sende ham på anstalt.
Jens Nielsens selvbiografi
Nu har denne Jens Nielsen ikke været en af Guds bedste børn. De fleste af hans forbrydelser er nedfældet og registreret, derfor kan hans lovovertrædelser findes. Men det heldige er også, at Jens Nielsen også selv nedskrev sine erindringer.
Men i mange år var disse erindringer forsvundet. Men en dag mødte en person op i Horsens Statsfængsel. Han fortalte, at han var efterkommer af en tidligere fængselspræst og havde gjort et bemærkelsesmæssigt fund nemlig Jens Nielsens selvbiografier fra 1884.
8.000 dokumenter
Kort tid efter dukkede yderligere nogle selvbiografiske noter frem fra 1886 i kælderen under Statsfængslet. Den yngste del mangler dog stadig. Men det har været rigeligt at tage af. Således har Paul Duedahl samlet hele 8.000 dokumenter.
En af forfatterens andre bøger har vi tidligere anmeldt på vores side. Det var Forbrydelsens ansigt. Denne bog blev i 2013 kåret til Årets Historiske Bog.
Som tre årig blev vores hovedperson nærmest overladt til sig selv uden voksen opsyn. Han stjal mad i naboens have bare for at stille den værste sult. Men bliver man virkelig født ond? Ja vi får ikke et svar. Det må vi selv afgøre.
Dyremishandling var begyndelsen
Som 7 – årig bankede han samtlige køer, som han var sat til at passe. Han klippede halerne af og solgte dem. Han morede sig med at fange fugle, som han skar vinger og ben af. De sprællede helt vildt, når han slap dem løs. Men denne dyremishandling var bare begyndelsen.
Vi følger næsten Jens Nielsen fra dag til dag. Og det er lige fra Fattiggården, opdragelsesanstalter, flugtforsøg, daglige tyverier, brandstiftelser, indbrud, fængselsophold, udlandsrejser og til sidst mordforsøg mod en fængselsbetjent.
I hele sit unge liv blev han tugtet. Men på opdragelsesanstalten pryglede han forstanderen. Han havde et had til ham, som aldrig ophørte.
Hovedpersonens lidelseshistorie
Det er en meget tæt og detaljeret skildring vi får af Jens Nielsen. Og det er helt igennem en fremragende bog. Men måske er skildringen for intens, for det forhindrer måske, at vi ikke kommer hurtigere videre. Det er som om, at vi absolut skal have det hele med. Men til forfatterens ros, så har han fundet masser af spændende materiale.
Man havde ret til at slå underordnede
Samtidig med hovedpersonens lidelseshistorie får vi et godt indblik i 1800 – tallets fattigdom og besynderlige afstraffelsesmetoder. Man havde ret til at straffe underordnede og børn korporligt.
Herremænd slog deres husmænd. Mestre slog deres svende. Bønder slog deres tjenestefolk. Mænd slog deres koner. Og forældre slog deres børn.
Fattige og subsistensløse blev samlet og interneret på arbejdsanstalter og fattiggårde. Uvorne unger blev sendt væk og tæsket til lydighed.
Det var århundredet, hvor staten idømte lovovertrædere afskæring af ører eller brandmærkning. En majestætsfornærmelse blev takseret med afhugning af højre hånd.
Historiebøger i romanform
Disse historiebøger, der nærmest har romanlignende form er blevet meget populære. Vi har set det hos Ulrik Langen og Tom Buk – Swienty. På den måde følger vi en afgrænset periode i danmarkshistorien fortalt på en meget levende måde. Vi bliver i den grad klogere på, hvordan vores forfædre har levet.
Det har angiveligt taget forfatteren ti år at lave bogen. Men der har da også været mange protokoller, som skulle læses igennem, samt de 8.000 dokumenter.
Sendt til Canada
Også i denne historie hører vi om hjemkommunen, der ville slippe for alt bøvl, og sendte ham til Canada. Men han tager tilbage igen, først til London. Og det går ikke stille for sig. Han festede på skumle værtshuse og bordeller. Han tænkte ikke på dagen i morgen. Dette at finde et fast arbejde var ikke noget for vores hovedperson.
Og her i London fremkaldte han den største brand i en menneskealder med skader dengang for 27 millioner kroner.
Nærmest en thriller med kendt afslutning
Bogen er en thriller, hvor vi kender afslutningen. Og det gjorde Jens Nielsen vel også selv. Han fremtvang vel nærmest selv dødsdommen. Det meste af sit liv levede han på lukkede institutioner.
Bunden af det danske samfund
Bogen giver også et fremragende indblik af bunden i det danske samfund. Man kan stille spørgsmålet om, hvilke roller arv, miljø og rene tilfældigheder spiller, når de mødes og bliver til en skæbne.
Jens kunne ikke indordne sig. Han blev trodsig af de mange tæsk. Han gik ofte langt for at straffe dem, der havde straffet ham. Og hans erindringer skal ikke ses som anger, tvært imod er det en opgørelse over alle hans bedrifter.
Ja egentlig var erindringerne skrevet med slag for øje. Og pengene skulle hans søster have.
Poul Duedahl: Ondskabens øjne (Gad)
Hvis du vil vide mere: Om straf, henrettelse og lov og orden:
Juni 1, 2016
Død over Babi Jar
Stedet der ligger i en slugt uden for Kiev var stedet for 250.000 mord. På et døgn blev 33.000 jøder skudt. Vi besøger her lejren, som er ukendt for de fleste i Danmark. Mange år efter kunne børn finde rester af den massakre, der fandt sted. Gennem to år hørte naboerne maskingeværsalver næsten fra morgen til aften. Og lejrlederen Radomsky skulle man ikke kigge på, så var man død. Vi kigger også på, hvordan befolkningen i Kiev havde det.
Ukendt for de fleste
Stedet kaldes også Babij Yar, og de fleste har glemt stedet. I Danmark er det så godt som ukendt. Historikere er også uenige om, hvor mange der her blev skudt eller omkom på en eller anden måde.
En roman, der skabte røre
Russerne og ukrainerne havde også glemt stedet, indtil den unge russiske digter, Anatoly Kuznetsov offentliggjorde en del artikler i det russiske ungdomsblad Junost. Disse artikler vakte stor opmærksomhed både i Rusland og hele verden. Dr russiske myndigheder havde bevidst fortiet eksistensen af stedet.
Da den unge digters dokumentariske roman udkom på dansk kaldte Politiken den for et mesterværk. Vi har her i artiklen dukket ned i historiske kilder, for at finde ud af, havd der var for et sted. Menneskets ondskab og brutalitet kendte ingen grænser.
Maskingeværsalver gennem to år
Babi Jar var egentlig en slugt uden for Kiev. I godt to år var stedet forbudt område med pigtråd og højspænding. Skilte advarede mod, at hvis man nærmede sig, ville der blive skudt uden varsel.
Naboerne hørte uregelmæssige mellemrum maskingeværsalver gennem to år. I slutningen af de to år steg der i en periode tyk og kvalmende røg op fra stedet.
Børn gjorde frygtelige fund
I bunden af den engang smukke slugt flød der en hyggelig bæk. Skrænterne var meget stejle og engang imellem var der også jordskred.
Mange år efter legede der børn på stedet. De gjorde nogle uhyggelige fund. De fandt forbrændte knoglerester. Sandet var mange steder gråt. Langt om længe gik det op for børnene, at det var asken af mennesker.
Man kunne også være heldig at finde skindende og snavsede klumper. Da disse blev skyllet i bækken, viste det sig at være halvt smeltende guldringe, guldtænder og ørenringe. Man fandt også store stykker af slagger.
Tyskerne var skabt til at udrydde bolsjevikkerne!
For at spore os ind på dette frygtelige sted, skal vi lige fokusere på, hvad der egentlig skete i Kiev.
Gennem flyverblade fik de lokale at vide, at tyskerne var kaldet til at udrydde bolsjevikkerne og indføre en ny retfærdig orden.
Det var ikke let for Kiev’s befolkning. Det ene direktiv og forbud afløste det andet. Således var der absolut forbudt at hamstre. Det var kun tilladt at have forråd til de næste 24 timer. Befolkningen skulle aflevere våben og radiomodtagere. Enhver der ikke efterkom disse ordre ville blive skudt.
Butikker blev plyndret
Disse restriktioner forhindrede dog ikke, at mange af Kiev’s butikker blev plyndret. Befolkningen fik dog ikke afleveret særlig meget. Men så forlængede tyskerne fristen og truede med dødsstraf, hvis man ikke fulgte de tyske forordninger.
Tyskerne plyndrede også. Alt hvad der kunne bruges blev transporteret til deres kaserner. Borgerne i Kiev gav ellers tyskerne en varm velkomst. Partisanerne var meget effektive i deres sabotager. Mange af de bygninger, som tyskerne havde taget i deres besiddelser blev sprunget i luften. Problemet var bare, at der ikke var vand til at bekæmpe ilden.
Jøderne skulle melde sig til ”Umsiedlung”
Efter at tyskerne angreb Sovjet, besatte Die Wehrmacht næsten hele Ukraine. Straks efter besættelsen pågreb man de jødiske indbyggere. Det vil sige, at man sagde, at de skulle evakueres. Man besluttede sig ret hurtigt for, at jøderne skulle myrdes. Og det skulle jøderne fra Kiev også.
På plakater blev jøderne opfordret frivilligt til at møde op uden for byen ved Babi Jar. 30.000 jøder fulgte opfordringen. Det havde de nok ikke gjort, hvis de vidste, hvad de ville blive udsat for.
Jøderne blev opfordret til at tage varmt tøj med.
Jøder var nogen, som man skyder
Men også højtalervogne kørte gennem Kiev og fortalte, at jøderne bare skulle flyttes et andet sted hen.
Efterhånden gik det op for befolkningen, at ”Jøder var nogen, som man skyder”.
Der blev foretaget masser af razziaer. Forefandt man jøder blev de ofte skudt med det samme.
Et pas var af afgørende betydning. Folk med mørkt hår, mørke øjne og lang næse, skulle nok ikke vise sig på gaderne.
For hver sabotageaktion blev 300 tilfældige Kiev – borgere myrdet. Tyskerne havde også medbragt gasvogne. I denne blev 60 – 70 mennesker gennet ind og myrdet.
Tvangsarbejde i Tyskland
På plakater blev ukrainerne opfordret til at tage til Tyskland for at arbejde. Man fik at vide, at man fik en god løn, og at der ville blive draget omsorg for familien. De lokale aviser i Kiev bragte hyldestartikler og fremviste en godsvogn fuld af pølser og skinker som proviant til turen.
Men så frivilligt, som det så ud til, var det nu ikke. Hele tiden blev der sendt nye tilsigelser ud til folk, der skulle møde frem på Arbejdsbørsen. Men ingen var nogensinde vendt tilbage fra sådan et møde. Man blev placeret i en gennemgangslejr. I passet stod der Frivillig. Og så kunne man så bare vente på den næste afgang til arbejde i Tyskland.
Alle der var fyldt 14 år og som ikke havde et arbejde blev tvangsudskrevet til Tyskland.
I Kiev skulle arbejdsgiveren stemple et Arbeitskarte hver uge. Blev man truffet uden opholds – eller arbejdstilladelse vankede der en hård straf. Ind – og udrejse af Kiev var også forbudt.
Die Wehrmacht banket i fodbold
Dynamo Kiev har altid været et godt fodboldhold. Dengang hed holdet Start. Efter at de havde banket Die Wermacht stort hele tre gange, blev de efter den sidste kamp lodset ind i en militærlastbil og kørt direkte til Babi Jar.
33.000 jøder skudt på et døgn
På stedet var der ståltråd, schæferhunde, sandsække m.m. Over stedet fløj der flyvemaskiner, og fra højttalerene lød der operamusik. Måske skulle denne musik overdøve skrigene.
De måtte aflevere deres papirer og værdigenstande. De skulle derefter klæde sig af og stille sig i en gruppe på 10, foran en grav. Så blev de eller skudt. Alene den 29. og 30. september 1941 blev der skudt 33.771 jøder i Babi Jar.
Allerede 10 dage efter besættelsen af Kiev blev kvinder, børn og mænd skudt. Nogle dage genlød maskingeværerne fra morgen til aften.
Blandt de senere ofre var sigøjnere og russiske krigsfanger.
Værdigenstande sorteret
Tyskerne sorterede værdigenstande. Med hyppige mellemrum, kom der en hestevogn eller en lastbil efter værdigenstandene.
Fangerne boede i jordhuler
I Babi Jar strakte der sig jordhuler i to rækker. Der var almindelige huler, arbejdsmændenes huler, jødebunkeren og sygebunkeren.
I lejren foregik der også nedskydninger efter en særlig udvælgelse.
Et hårdt arbejde
Hver dag klokken 5.30 om morgenen blev der hamret på en jernbaneskinne. På halvanden minut skulle fangerne klæde sig på. De stillede sig på en lang række. Og så blev der ellers kommanderet fremad – march – syng. Uden sang kunne man ikke gå et skridt.
Indbyggerne i jødebunkeren blev sat til at grave jord op, læsse det i sække og transportere det et andet sted hen På hele vejen stod vagter i to rækker med stokke. I løb måtte jøderne slæbe deres byrde gennem denne korridor. Dem, der knækkede sammen under dette arbejde blev omgående ført til kløften og skudt. Ofte nøjedes man med at knuse hovederne på dem med et brækjern.
Lig som råstof
På en øde plads langt borte, blev der opført et hemmeligt anlæg. Byggeriet var meget hemmeligt. Og dem, der blev udtaget til dette arbejde vendte aldrig tilbage.
Først lang tid efter blev det afsløret, at det var et eksperimentalt sæbesyderi, der brugte lig som råstof. Men tyskerne fik aldrig gjort eksperimentet færdigt.
Kvinder brugt som heste
Kvinder blev brugt som heste. De blev et par stykker spændt for vognene, og så måtte de ellers trække.
Paul von Radomsky
Lejren blev ledet af Paul von Radomsky. Han kørte selv rundt i en mørk personbil. Ved siden af sad shäferhunden Rex, der var dresseret til at rive kød af mennesker. På bagsædet sad tolken, Rhein, der var såkaldt volksdeutscher.
Om aftenen blev alle stillet op i en hesteskosform. Hvis der havde været flugtforsøg blev hele sjakket skudt. Hvis Radomsky ønskede det, blev hver femte eller hver tiende taget ud og skudt. Han kunne også finde på, at standse ud for dem, der ikke behagede ham og kommandere vedkommende skudt. Man måtte aldrig kigge direkte på ham.
Kløften med de daglige nedskydninger fungerede stadig normalt. Man dræbte de fjender, som man havde besvær med i lejren. De ankommende blev jagtet ned i kløften af smalle stier og anbragt ved skrænten. Man ofrede ikke patroner på dem, der blot var såret. De blev simpelthen slået ihjel med en skovl.
Alle spor skulle slettes
I juli 1943 under det tyske tilbagetog skulle alle spor efter massemord fjernes. Politienheder fra Sonderkommandos lod internerede fra en lejr i nærheden alle lig grave op og brænde dem.
De fleste fornægter deres jødiske herkomst
I dag ligger der højhuse fra 60erne i nærheden af stedet, der er meget sandet. Her er plantet nåletræer.
I 90erne blev der opsat en skulptur til minde om alle de børn, der blev skudt her. Skulpturen forestiller en dukke og forskellige kæledyr fremstillet i metal. Endnu i dag taler man ikke om det, der skete.
Man mener, at der i Kiev lever 5.000 overlevende efter Holocaust. Men man finder aldrig ud af det rigtige antal. For de allerfleste fornægter deres jødiske herkomst.
1.500 massegrave i Ukraine
I alt 1.500 massegrave befinder sig rundt omkring i Ukraine. Mange af disse skyldes Stalin.
I Sovjet – tiden var det forbudt, at tale om Babi Jar. Og også i dag skal man helst lade være at tale om det.
Kilde:
Hvis du vil læse mere: www.dengang.dk indeholder 162 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:
Maj 28, 2016
Sort Jord – Holocaust
Forsøg på anmeldelse af Timothy Snyder: Sort Jord – Holocaust som historie og advarsel (Gad). Her er masser af nye informationer at hente. Bogen er velskrevet og provokerende. En masse nye historiske opfattelser bliver fremsat. Ved nogle siger man interessant, andre, nåh. Og ved andre igen har man opfattelsen, at det kan absolut ikke passe. Konservative historikere vil nok bortdømme bogen. Man skal nok have et historisk kendskab, inden man går i gang med bogen. Hele 80 sider noter, er det til. Men afsnittet om Danmark virker lidt tyndt og lidt for letkøbt. Forfatterens force er absolut øst på. Herfra kommer der også en del godbidder, hvis man kan beskrive det sådan. For der bydes på oceaner af grusomheder, og der lægges ikke fingere imellem.
Ikke for begyndere
Vi kommer sandelig vidt omkring i denne velskrevne bog. Det er med holde tungen lige, for du får en masse informationer. Bogen kan for uøvede godt virke lidt tung. For begyndere inden for denne kategori, er den måske ikke anbefalelsesværdig. Så skal den i hvert fald tages i små mundfulde, for du bliver i den grad proppet med informationer, konklusioner og ny viden. Det sidste er for undertegnede guld værd.
Hvis man vil have en almindelig indføring i folkedrabene og Holocaust er det nok ikke den rette bog. Men som debatbog og provokation over for fastfryste historikere er den fremragende.
Radikale nyfortolkninger
Jo de 500 sider giver dig mange nye informationer. Vi får en masse nye synsvinkler. Man kan sige, at forfatteren har en modig tilgang til sit stof. Og vi så allerede i sin bog, Bloodlands at han i den grad behersker historien.
Mange af de påstande, der fremkommer i bogen er radikale nyfortolkninger af historien. Men det er som om, at Snyders nyfortolkninger ikke altid er lige godt underbygget.
Russere og tyskere i konkret samarbejde
I denne bog oplevede vi Stalins terror i 1937 og 1938, hvor 700.000 måtte ofre deres liv. Og hvad med polakkerne? 200.000 blev ofre i 1940 i de polske skove myrdet af enten sovjetiske eller tyske styrker.
I bogen får vi også beviser på at russerne og tyskerne fra 1939 til 1941 udførte kyniske massemord i konkret samarbejde.
Et grusomt fænomen
Timothy Snyder mener, at Josef Stalins og Adolf Hitlers ideologiske og morderiske vanvid i midten af det 20. århundrede igen kan blive til virkelighed. Snyder samler alle de adskilte mordkampagner, hungersnøden i Ukraine, massehenrettelserne, Stalins og Hitlers etniske og politiske udrensninger, holocaust og den tilsigtede udsultning af krigsfangere – som facetter af samme grusomme fænomen.
Snyder fører de grusomme hændelser sammen. To systemer begår stort set de samme forbrydelser på næsten samme tid. Og dette forhold øger i den grad tragediens omfang.
I Blodlands mener Snyder, at de nazistiske og stalinistiske systemer må sammenlignes, ikke så meget for at forstå det ene eller andet, men for at forstå vores tid og os selv.
De fleste omkom i drabsmarkerne
I bogen Sort Jord konstaterer Snyder igen engang, at størstedelen af Hitlers ofre ikke omkom i KZ – lejre, der primært var arbejdslejre, men på primitiv vis i drabsmarkerne i Polen, Ukraine, Hviderusland og Rusland. De blev i store grupper gennet ud i blodlandets dybe, stille skove, hvor de blev tvunget til at knæle nøgen på kanten af dybe massegrave og derpå henrettet af geværsalver.
De blev sultet ihjel i tyske sult – zoner eller gasset til døde i dødsfabrikker.
Igen en gang er vi hovedsagelig i Tyskland, Polen, de baltiske stater og Ukraine.
At nytænke vores fremtid
Det var Hitlers opfattelse af raceopfattelse, der ødelagde stater og jagten på jord og fødevarer. Den stærkeste race vil overleve, mente Hitler. Han så en verden med begrænsede ressourcer.
Jøderne skulle udryddes, for det var dem, der stod bag kristendom, kommunisme og kapitalisme.
Måske kan man bruge bogen til at nytænke vores fremtid. Som forfatteren selv siger, så burde Holocaust være en alvorlig advarsel.
Stalin og Hitler havde samme ideologier
Man kan sagtens sammenligne Stalin og Hitler i deres ideologier. Stalin brugte Ukraine som Sovjets spisekammer. Han havde held med at lokke vestlig industri til landet, herunder også dansk industri.
Kannibalisme
I det sovjetiske Ukraine dræbte familier deres svageste medlemmer, sædvanligvis børn og bruger kødet til spise.
Utallige forældre spiste deres børn og døde uagtet af sult senere. En familie dræbte deres svigerdatter, fodrede svinet med hendes hoved og stegte resten af hovedet. Ja det får vi at vide i Blodlands.
2.505 mennesker blev dømt for kannibalisme i Ukraine. Men det reelle tale er utvivlsomt meget større. I alt døde 3,3 millioner mennesker af sult eller af sultrelaterede sygdomme.
Kompromisløs og meget direkte
Bogen Sort Jord fortsætter, hvor Bloodlands slutter. Den er mange steder kompromisløs og meget direkte. Ja visse steder er den tryllebindende, gribende, foruroligende og fascinerende. Skal vi bruge flere af disse kunne vi også sige afslørende og relevant.
Bogen er en anderledes fortolkning af begrebet Holocaust. Måske skal vi genoverveje det som vi allerede har læst i talrige andre bøger. Den kan måske også være chokerende læsning for dem, der allerede tror, at de ved en masse, om de ting, der skete dengang.
Borer i Hitlers hjerne
Vi borer dybt i Hitlers hjerne for at finde ud af, hvorfor han gjorde det. Bogen er langtfra en stivnakket historikers værk. Snyder provokerer bevidst. Men hans argumenter fejler ikke noget. I sidste afsnit forsøger han at kigge på nutidens farer med blik tilbage til Holocaust. Vi kommer både gennem det globale klima, hungersnød og meget mere.
Ja forfatteren antager, at den kinesiske regering måske i 2030 kommer til at skulle indføre de samme ting som ledelsen i 1930ernes Berlin. Vi oplever også Putin og Ukraine.
Migration, knaphed på mad samt klimaforandringer er nok de største farer, der kan udløse nye massakrer og syndebukke, mener forfatteren.
Snyder kombinerer forskellige videnskaber
Hans forrige bog, Bloodlands, der udkom for fem år siden skabte store røre blandt historikere. Og det gør og kommer denne bog også til. Men Snyder henholder sig blandt andet til nyt arkivmateriale, som aldrig før er blevet offentliggjort.
Snyder kombinerer forskellige videnskaber, ikke kun historie men også social – og samfundspolitik. Og det er ikke kun en historiker, vi oplever, ja til tider, er det en aktivist. Man forstår godt at hans konklusioner har vakt opsigt i forskningsmiljøer.
Vi vender sjældent blikket helt mod øst
Vi har for vane kun at kigge i vores egen historie, måske hvad der skete hos vores naboer. Men sjældent vender vi blikket helt mod øst. Ja hvad der skete her, kan vi læse i Bloodlands – Europa mellem Hitler og Stalin.
To millioner jøder var allerede døde, da Auschwitz i Polen blev forvandlet til dødslejr. Men Snyder mener, Auschwitz var medgørlig, når vi tænker på, hvad der skete længere øst på. Faktisk blev 97 pct. ag alle jøder myrdet øst på.
I Østeuropa døde 90 pct. af jøderne. Dem der her forsøgte at hjælpe jøderne risikerede meget støre risiko end danskerne.
Danskerne sagde nej til jøderne efter 1935
Danskerne sagde nej til jøderne efter 1935. De fleste af dem, der fik afslag gik en sikker død i møde i løbet af krigen. Estland sagde ja til jøder helt op til krigens begyndelse. I Estland blev 99 pct. af de jøder dræbt, der var til stede, da tyskerne angreb landet. Og i Danmark overlevede 99 pct. af jøderne.
Vi får også forklaringen af Snyder i bogen, hvorfor så mange danske jøder overlevede. Han skriver, at Sverige egentlig var neutrale under krigen, men medvirkede på den økonomiske side af den tyske krigsindsats. Derfor havde man i 1943 alle gode grunde til at demonstrere en tilnærmelse til de allierede.
Den svenske regering foreslog nu over for Tyskland, at Sverige skulle tage Danmarks jøder. Forslaget blev gentaget i radioen på en åben frekvens, så de danske jøder var klar over, at de var velkommen i Sverige. Ja sådan fortæller forfatteren.
Danskerne arrangerede derpå en flotille, derpå en flotille, der sejlede deres jødiske befolkning til Sverige. Det tyske politi kendte til indsatsen og forsøgte ikke at standse den. Den tyske flåde så til, mens de danske både langsomt passerede forbi.
Snyder fortæller, at de danske borgere gjorde dette uden større risiko for sig selv, eftersom det ikke var en forbrydelse at hjælpe deres medborgere i deres eget land. Ikke en eneste af de danske jøder blev gasset.
En tynd beskrivelse af danske forhold
De tyske myndigheder udnyttede tilstedeværelsen af danske jøder til at lave en propagandafilm om de angiveligt gode forhold, jøderne havde i deres lejre. De danske myndigheder accepterede ingen jødiske flygtninge efter 1935 og returnerede nogle af dem, der var ankommet tidligere til Tyskland.
De jøder, der blev nægtet statens beskyttelse i Danmark, delte skæbne med dem, som savnede statens beskyttelse i Estland eller for den sags skyld alle mulige andre steder, døden.
Det virker nok lidt tyndt, denne beskrivelse af de danske forhold. Kigger man på kildematerialet vedr. danske forhold, så har han ikke medtaget det nyeste på området. Måske kan man sige, at han har brugt forældet og sparsom litteratur om forholdene i Danmark.
Vi kender slet ikke de tre værste dødslejre
Der er skrevet meget om Auschwitz, men næsten ingenting om de rene dødslejre som Treblinka, Sobibór og Belzec, fordi her overlevede næsten ingen. I løbet af 1942 blev 1, 3 millioner myrdet i disse tre lejre. Og herhjemme kender vi næsten ikke dødsfabrikkerne, Babi Yar og Ponary. Her på siden vender vi tilbage til Babi Yar i en senere artikel.
Babi Yar er en slugt i udkanten af Kiev. Her skulle jøderne lægge sig nøgne på maven oven på lag af allerede døde kroppe og vente på skuddene, der kom bagfra og fra oven. Samme metode blev brugt i efterfølgende jødeudryddelser.
Luk jeres hjerter for barmhjertighed
I 1939 da Hitler marcherede ind i Polen sagde Hitler til sine kommandører:
Den tyske invasion af Polen blev foretaget ud fra den logik, der gik ud fra, at Polen ikke eksisterede, ikke havde eksisteret og ikke kunne eksistere som en suveræn stat. Tilfangetagende soldater kunne skydes, eftersom den polske hær i virkeligheden ikke kunne have eksisteret som sådan.
Den polske lovgivning blev erklæret for ugyldig, ja den havde aldrig eksisteret. Denne tingenes tilstand blev baseret på Førerens vilje. Den virkelige nazistiske revolution var begyndt.
Den ledende klasse i Polen blev udryddet
Heydrich organiserede Einsatzgrupper til at myrde den ledende polske klasse med henblik på at umuliggøre enhver polsk modstand.
Da tyskerne ankom til de polske byer for at uddele fødevarer, var det de undertrykte polakkere, der udpegede de jøder, der stod i køerne, så polakkerne kunne få mere og jøderne mindre eller slet ingenting.
Ghettoer blev etableret i byerne med jøder. Det muliggjorde tyskernes tyveri af al jødisk ejendom. Og de kunne frit voldtage jødiske kvinder og piger.
Og polakkerne selv gjorde det samme, dog uden at stille sig på tyskernes side.
10 millioner civile blev myrdet mod øst
Allerede i 1941 – 42 lod tyskerne to millioner jøder skyde over dødsgrave i det besatte Sovjetunionen. Længe før Auschwitz havde tyskerne været i gang med udryddelserne i stor stil.
Under den østlige krig myrdede tyskerne 10 millioner civile, heriblandt flere end fem millioner jøder.
Auschwitz er et skalkeskjul
Forfatteren mener, at det er meget belejligt, at man sammenligner Auschwitz med Holocaust. For så glemmer man alle de lokale kollaboratører som estere, hviderussere, russere, letter, litauere, estere, polakker, tatarer fra Krim og så videre.
Tyskerne vidste besked
At tyskerne ikke var klar over, hvad der foregik tror forfatteren ikke på. Hundredtusinder af tyskere var vidne til drabene og millioner af tyskere ved østfronten kendte til dem. Under krigen besøgte hustruer og endda børn drabsstederne. Soldater, politifolk og andre skrev hjem til deres familier, nogle gange med fotografier og detaljer.
Tyskernes hjem blev beriget, millioner af gange med plyndringsgods fra de myrdede jøder. Hvis Holocaust begrænses til Auschwitz, kan man nemt glemme de tyske massedrab øst på.
Men egentlig vidste de allierede også, hvad der foregik. Men dette fortæller bogen os ikke.
Menneskearten var opdelt i racer
Hitler mente, at barmhjertighed gjorde vold på tingenes orden. Han mente, at menneskeheden blev nødt til at fornægte de bibelske bud. Hvis der var et guddommeligt bud, så ville han kun anerkende:
Hitler erklærede, at menneskearten var inddelt i racer. Jøderne var ikke en mindre eller en højere race. De var slet ikke en race.
Jøderne var en åndelig pest
For Hitler var jøderne værre end Den Sorte Død. De var en åndelig pest.
Stærke racer skulle have bedre kanoner, bedre radioer og bedre helbred, så de var i stand til beherske de svage racer. Teknologiske fremskridt var et bevis på racemæssig overlegenhed.
Hitler mente, at hvis tyskerne kunne erobre et stort landområde, så kunne de blive selvforsynende og så var de ikke afhængig af britisk import.
Lebensraum
Han brugte ordet Lebensraum. Det var udtryk or overlevelse og for at få den højeste levestandard i verden.
Robert Ley, en af Hitlers tidligste nazi – kammerater opfattede ordet som mere kultur, mere skønhed – det racen er nødt til at have for ikke at gå til grunde.
Hitlers propagandist Joseph Goebbels definerede det som, at millioner blev nødt til at sulte, så tyskerne kunne stræbe efter en levestandard, der ikke stod tilbage for nogen.
Hitler så op til amerikanerne
Amerikanerne havde noget, som tyskerne ikke har, mente Hitler. Han så op til amerikanerne. Han så også op til den måde, som amerikanerne koloniserede landet. Det indfødte folk skal bare tilintetgøres, sagde Hitler.
”Slaverne kalder på deres herre”
Og det var sådan tyskerne gjorde under første verdenskrig. Tyskerne mistede dette efter første verdenskrig, men tidligt gik Hitlers tanker mod øst. For egentlig blev tyskerne ikke bekæmpet på østfronten under første verdenskrig. Det blev de af franskmændene på vestfronten under første verdenskrig.
Ja sådan skrev Hitler. Her tænkte han på ukrainerne, der boede i et meget frugtbart område.
Nogle stater inviterede til angreb
Hitler var faktisk ret åben for sine tanker og strategier. Men de vestlige stormagter trak bare på skulderne.
Nogle stater inviterede til angreb, mente Hitler. Lavere racer var ikke i stand til at opbygge stater. Ja Hitler mente endda, at USSR var en slags jødisk svindelnummer.
En ”darwinistisk” kamp mellem racer
Hitler var først og fremmest en racistisk anarkist, der anskuede verdenshistorien som en darwinistisk kamp mellem racer. Men jøderne havde ødelagt raceenheden med deres opfattelse af mennesket som værdifuldt og civilisationen som noget godt, så de skulle udryddes for at verden kunne vende tilbage til den oprindelige naturtilstand.
Hans største udfordring var statsdannelse og stærke politiske strukturer, der beskyttede jøder og andre strukturer. Derfor gik Hitler ifølge Snyder målbevidst mod statsødelæggelse af nabolandene.
”Medvirken til massemord” var en god handling
Heinrich Himmler fulgte ikke hver eneste detalje i Hitlers filosofi, men holdt fast i konklusionerne. Han fastslog at medvirken til massemord var en god handling. Og det var nødvendigt at myrde jøder for at bevare den ariske races fremtid.
Man glemmer, at 100.000 jøder blev dræbt i Ukraine af soldater fra alle sider.
Dødeligheden større syd på
Himmler oprettede den første lejr i Dachau i 1933. Her kunne man straffe folk uden for loven. Her blev socialister, kommunister, homoseksuelle og folk, der blev betegnet som arbejdssky anbragt.
Den samlede dødelighed i de østeuropæiske lejre var betydelig højere der, end hjemme i Tyskland.
Jøderne blev andenrangsborgere
Fra 1938 blev jøderne gjort til andenrangs borgere. De måtte ikke længere bestride hverv inden for handel, medicin og retsvæsen. Det vil sige, at det startede egentlig langt før. For i 1933 fik jøder forbud mod at arbejde i statens tjeneste og som advokater.
Man ville tvinge jøderne til at forlade Tyskland. Men det var nu ikke så mange, der ville tage imod dem, herunder Danmark.
Jøder uden for Tyskland udgjorde det store flertal. Og Himmler, Göring, Heydrich og de andre nazistiske ledere planlagde en udryddelses -, udsultnings – og koloniseringskrig i Østeuropa.
Jøderne klarede sig bedst i de lande, hvor den statslige kraft ikke var sat ud af kraft (Belgien og Danmark). I de lande, hvor statsapparatet var sat ud af kraft skete der en brutal udryddelsespolitik, herunder Holland.
Politiet myrdede flere end Einsatzgrupperne
Einsatzgruppen i Sovjet myrede ikke kun jøder, men også handikappede, romaer, kommunister og polakker. Også folk fra andre nationaliteter myrdede løs.
Fejlagtigt så tror vi, at det kun er disse grupper, der myrdede løs. Både almindelige SS – styrker og politistyrkerne myrdede løs.
En af de største bødler i den forbindelse var Friedrich Jeckeln. Han beordrede også til at skyde kvinder og børn. Jo, han var en fremtrædende voldsentreprenør.
Ordenspolitiet havde 33.000 mand udstationeret øst på. De dræbte således mange flere end de forskellige Einsatzgrupper. På en enkelt dag kunne de nå at skyde 10.000 jøder.
De fandt hele tiden på nye effektive måder at myrde på. Ofte fik de lokale kræfter til at hjælpe sig.
I løbet af efteråret og vinteren 1942 omkom cirka to millioner sovjetborgere i udsultningslejre, og yderligere en halv million i det belejrede Leningrad. Ikke nok med det med de overlevende fra disse lejre blev tvunget til at dræbe landsmænd.
Hvad nu med Palæstina?
Hitlers jødepolitik tvang alle landende til at præcisere deres holdninger til Palæstinas fremtid. Omkring 130.000 tyske jøder udvandrede i årene efter Hitlers magtovertagelse. Omkring 50.000 af dem slog sig ned i Palæstina. De arabiske ledere mente, at en fortsættelse af de jødiske indvandring kunne føre til zionismens sejr. Det betød ballade og opstand.
Snyder har gravet dybt. Alene noterne fylder 80 sider. Forfatteren holder sig ikke kun det historiske. Han kigger på fremtiden og angriber fremsatte teorier. Flygtningekrisen er tegn på forandring i verden. Og hvis dette fænomen ikke behandles korrekt, kan det givetvis føre til noget brutalt.
Noterne fylder 80 sider
De mange filosofiske betragtninger, som Snyder kommer med møde kritik mange steder. Selv har han givet udtryk for, at han nok ikke vinder noget popularitetskonkurrence. Selv påpeger han, at når man diskuterer Holocaust, så har man fokuseret alt for meget på polakker og jøder eller tyskere og jøder.
Snyder mener, at man har glemt stater, institutioner, sociologiske forklaringer samt økonomi.
Hvis job er det så
Han er blevet beskyldt for, at historikeres job ikke er at skrive om fremtiden. Til dette svarer Snyder:
Snyder advarer mod, at USA i dag minder om Tyskland i 1930erne.
Forfatteren mener, at vi er i en ny global tidsalder. Han frygter, at jøderne igen vil blive brugt som syndebuk for de spændinger og problemer, som opstår.
Genialt eller tvivlsomt?
Men hvad nu? Er det en god bog. Ja, det må man sige. For den provokerer i den grad mod den konservative historieopfattelse. Men man kan så igen begynde at diskutere, om alle de fremførte betragtninger og opfattelser ”holder vand”.
Hvis du gerne vil provokeres, skal du læse bogen. Hvis du vil vide noget generelt om udryddelser af jøder og andre, skal du nok læse en anden bog.
Timothy Snyder: Sort Jord – Holocaust, som historie og advarsel (Gads Forlag):
Hvis du vil vide mere: Om Holocaust, Jøder, KZ – lejre m.m. så læs her på www.dengang.dk:
Maj 20, 2016
Bommerlunder – Hærvejens Snaps
Af Sven Petersen
Sven har tidligere bidraget med både fotos og artikler her på vores hjemmeside. Her fortæller han om Hærvekskroerne, Den ærlige Schwennesen, den usædvanlige betaling for et logi. Bommerlund – snapsen går i arv. Men ak et par brande bevirker, at brændingen af snapsen pludselig foregår i Flensborg. Læs den spændende historie, hvor snapsen atter engang flytter. Og i 1960 får snapsen sin egen mindesten. Men ak i 1998/99 flyttede snapsen helt ned til Niedersachsen. Og pludselig kunne man købe snapsen i Fakta.
Fransk, dansk og tysk, men allermest synnejysk…!
Når man i dag besøger resterne af den gamle Hærvej i Sønderjylland, tæt på grænsen til Tyskland, støder man i Bommerlund Plantage, godt hundrede meter syd for den smukke, dobbeltbuede Gejlå Bro på en stor mindesten med inskriptionen Bommerlund 1760 – 1960. De færreste, som kommer her i dag, ved hvorfor stenen står her.
Hærvejen – med mange navne
Ned langs den jyske højderyg – fra Vendsyssel over Viborg og videre ned gennem Midt- og Sønderjylland til Nordtyskland – har der gennem århundreder, enkelte historikere siger helt fra oldtiden, løbet en uhyre vigtig hovedfærdselsåre. Gennem tiderne har den haft vidt forskellige navne: Oksevejen, Studevejen, Pilgrimsvejen, Gammel Viborgvej, Kongevejen, Adelvejen, Sakservejen, Romawegr (vejen til Rom). Ved en kortlægning omkring 1641 bruges navnet Hærvejen første gang. Det er i dag det navn, der er bedst kendt.
På nogle strækninger er Hærvejen en del af vort nuværende vejnet; andre steder er der blot næsten udviskede rester af hjulspor ind over heden tilbage – eller også er de helt forsvundet.
Hærvejskroerne
I 1600-tallet forlangte en forordning, at der skulle være en kro for hver 2½ mil, svarende til 20 km. Her kunne de vejfarende så få mad og overnatning hver 5. time. Man skulle være glad, hvis man kom frem med 4 km i timen ad datidens veje.
Man ved fra middelalderlige rejsebeskrivelser og dagbogsoptegnelser, at en dagsrejse ad Hærvejen i 1600-1700 tallet var på omkring 30 km. Og det var uanset, om man var kørende, ridende eller gående, om man var studedriver, pilgrimsvandrer, handelsmand, naver eller soldat i hæren på vej mod Danevirke for at forsvare Danmarks grænse mod syd.
Det kunne være en særdeles fysisk krævende – og også farlig opgave at færdes ad de ofte hullede og plørede veje.
Derfor var der langs vejene kroer, hvor man kunne få en bid brød og en dram samt en nats søvn i sikre og trygge rammer. Ved Hærvejskroerne var der tillige græsningsmarker til studene og stalde eller folde til hestene. Disse kroer lå ofte ved knudepunkter, hvor Hærvejen krydsedes af andre veje – eller ved vadesteder eller broer.
Mange af disse kroer ligger her endnu – nogle endda med deres oprindelige funktion. Men det gælder ikke den kro, Bommerlund Kro, som denne artikel handler om. Den er for længst revet ned – desværre! Men mindet om den lever videre. På vore biblioteker, i lokalhistoriske arkiver, i private slægtsbøger og på nettet kan man grave kroens historie frem. Når kroen stadig er kendt, skyldes det uden tvivl brændevinen, som havde sin oprindelse her – og som gudskelov stadig kan kildre ens gane.
”Den ærlige Schwennesen”
Det fortælles, at der op gennem århundrederne var en indædt, indbyrdes konkurrence mellem kroejerne langs Hærvejen om at yde den bedste beværtning – næsten som man kender det den dag i dag. Desuden konkurreredes der om at brænde den bedste brændevin.
En af disse kroejere var den navnkundige Peter Schwennesen på Bommerlund Kro ved Hærvejen. Han var en meget kendt og respekteret kromand. På egnen – og især blandt de vejfarende – var han kendt som ’Den ærlige’. Om tilføjelsen til navnet skyldtes, at han ikke hældte vand i snapsen, ved jeg ikke. Det skulle ellers have været ret almindeligt blandt gæstgiverne dengang. Efterhånden som gæsterne blev mere og mere anløbne, blev snapsen spædet lidt op. Men prisen var sikkert den samme.
Schwennesen havde tidligere været skipper i Aabenraa, men var gået i land for at ernære sig som krofatter. Han havde erhvervet kroen gennem sit ægteskab med Anna Margaretha Jürgensen, som var født i Kliplev. Hun var efter blot få års ægteskab med Christian Bendixen blevet enke. Det var Bendixen, der havde opført kroen. Den lå et par hundrede meter syd for Gejlå Bro i Bov Sogn. Den var godt besøgt af rejsende af alle stænder. Det fortælles, at Kong Frederik VI’s svigerfar, landsgreve Carl af Hessen-Cassel, altid overnattede på Bommerlund Kro på sine rejser til og fra København.
Usædvanlig betaling for logi
Det var et tilfælde, som gjorde, at Schwennesen startede et brændevinsbrænderi i forbindelse med kroen. Historien fortæller, at ”Den ærlige Schwennesen” i 1759 var blevet opsøgt af en fransk rytterofficer, som syg, såret og rejsetræt bankede på krodøren og bad om logi for sig selv og sin hest. Kroejeren forbarmede sig over ham og indlogerede ham og hesten og gav dem den bedst tænkelige forplejning. Det blev til et længere ophold, og tiden kom, hvor der skulle afregnes for kost og logi. Ifølge legenden skulle rytterofficeren ikke have været i stand til at betale kroejer Schwennesen for sit og hestens ophold. Men det endte med, at officeren fik lov at betale for opholdet ved at overlade kroejeren en opskrift på en mild, velsmagende akvavit, krydret med anis, kommen og forskellige andre krydderier. En god historie – ikke sandt…?
Populær lige fra starten
Schwennesen anede ikke, at det var en rigtig god ”handel”, han her havde lavet med den franske officer. Han efterprøvede opskriften og var meget begejstret for resultatet. Han kunne sikkert fornemme, at der var muligheder i de ædle dråber.
Kroejer Peter Schwennesen ansøgte kongen og fik den 27. juni 1760 kongelig privilligering til brændevinsbrænding. Straks kom der gang i produktionen af den drik, kromanden selv gav navnet Bommerlunder Snaps.
Rygtet om den gode Bommerlunder Snaps bredte sig meget hurtigt – ikke mindst blandt de mange rejsende, som søgte logi på Bommerlund Kro. Brændevinsbrændingen foregik efterhånden i bygninger, som blev opført til formålet i forbindelse med kroen.
Snart var destilleringen af ”Bommerlunder Aquavit” en blomstrende forretning. Ikke blot blev snapsen populær lokalt, men i hele Norden. Bl.a. fik Schwennesen en betydelig eksport til Norge.
Den store succes skal ses i lyset af, at der omkring midten af 1700-tallet var omkring 200 brænderier i den nærliggende storby Flensborg. Så kromanden var absolut ikke ene på markedet! Konkurrencen var stor.
Bommerlunder’en går i arv
Efter at have brændt snaps i over 40 år, døde ”Den ærlige Schwennesen” 72 år gammel den 22. januar 1805, og hans søn Marcus arvede kroen og brænderiet. Året efter giftede Marcus Schwennesen sig med Elisabeth Cathrine Jürgensen, kromandens datter på den nærliggende Kliplev Kro. Hun var i øvrigt hans kusine. Men efter blot syv måneders ægteskab døde Marcus 31 år gammel. Tre år senere giftede enken sig med Hans Benzen Møller, som drev gesjæften videre. Indtil 1911 kom familien Møller til at spille en stor rolle i Bommerlunder’ens historie.
Den røde hane galede
I 1836 oplevede Hans Benzen Møller den store ulykke, at kroen og brændevins-brænderiet gik op i flammer. Men Benzen Møller lod sig ikke slå ud. Inden han døde i 1839 oplevede han at se hele herligheden, kro og brænderi i nye, tidssvarende bygninger. Denne gang med tegltag!
Sønnen Marcus Benzen Møller arvede hele herligheden og førte fabrikationen videre i Bommerlund.
Men anlæggelsen af den nye landevej mellem Flensborg og Åbenrå efter treårskrigen blev fatal for Bommerlund Kro og brænderi. Den nye vej betød, at færdslen meget hurtigt forsvandt fra Hærvejen. Ligeledes var jernbanen kommet til i 1860’erne, hvilket også trak trafik væk fra Hærvejen. Allerede i 1856 besluttede man derfor at flytte snapseproduktionen nordøst på til herregården Søgaard ved den nyanlagte vej, få km øst for Kliplev.
Bommerlund Kro blev ført videre som kro, men driften var ikke længere rentabel, så i slutningen 1880’erne måtte man lukke. Omkring år 1900 blev de sidste rester af Bommerlund Kro revet ned. Nu fortæller kun den store mindesten, hvor en af landets kendteste kroer engang lå, og hvor den gode snaps stammer fra.
Fra Søgaard til Flensborg efter endnu en brand
I 1863 blev brændingen af Bommerlunder flyttet fra Søgaard til Store Gade 69 i Flensborg, som jo dengang endnu var en dansk by. Flytningen skete efter, at bygningerne med brænderiet på Søgaard nedbrændte. Af det gamle Søgård er nu kun den gamle, fredede lade fra 1780 tilbage. I dag er Søgaard kaserne for Hjemmeværnet. For et par år siden blev laden smukt restaureret. Bl.a. fik den nyt stråtag. Alle andre bygninger er af nyere dato.
I 1901 flyttede familien Møller igen Bommerlunder-produktionen, denne gang til bedre forhold på adressen Nørregade 89 i Flensborg. Her lykkedes det Møller-familien at øge salget af brændevin. Dette skyldtes ikke mindst en energisk indsats fra et nyt medlem af slægten; lidt forvirrende bar han også navnet Marcus Benzen Møller. Han gjorde en stor indsats for at få gang i exporten af Bommerlunder til bl.a. Amerika. Bl.a. deltog han ved Verdensudstillingen i Chicago i 1904 med sin gode snaps. Men…
Hesten kom alene hjem.
Den 16. maj 1905 omkom den driftige og i det flensborgske erhvervsliv meget ansete Marcus B. Møller ved en tragisk togulykke på Gråsten-egnen. I en ubevogtet jernbaneoverskæring havde Møller, som havde været på forretningsbesøg i sin enspændervogn, overset toget. En ulykke var uundgåelig.
Familien og de ansatte anede uråd, da hesten pludselig dukkede op – alene – ved brænderiet hjemme i Flensborg, forvildet og rædselsslagen. Senere modtog familien den officielle besked om den for familien og virksomheden så skelsættende ulykke.
Enken Josephine Møller forsøgte af alle kræfter at køre virksomheden videre sammen med en vis prokurist Mahrt. Men det var svært. Ingen magtede at løfte arven efter den dynamiske M.B. Möller, som han kaldtes på etikkerne på Bommerlunder’en dengang.
Endnu en gang flytter Bommelunder
Det blev nogle økonomisk yderst vanskelige år, så i 1911 valgte Josephine Møller at afhænde Bommerlunder til det store handelshus Hermann G. Dethleffsen i Flensborg. Med købet af Bommerlunder erhvervede Herm. G. Dethleffsen brænderiet, destillationsanlægget, patentrettighederne samt retten til navnet ”Bommerlunder Aquavit” for 40.000 mark i guld. Men, vigtigst af alt, så fik man opskriften på de liflige dråber med i handlen.
Firma H.G. Dethleffsen var startet 1738 flyttede produktionen fra Nørregade 89 til adressen Holm 39 i Flensborg. I dag er den gamle Bommerlunder-Hof i Nørregade i Flensborg en smukt restaureret beboelsesejendom.
Fra 1911 til 1998 blev Bommerlunder Akvavit dygtigt produceret og markedsført af Hermann G. Dethleffsen GmbH & Co. Således har snapsen overlevet to verdenskrige samt den voldsomme økonomiske depression i mellemkrigstidens Tyskland. Firmaet formåede at gøre Bommerlunder Aquavit kendt over hele verden med en stor eksport til mere end 30 lande, blandt andet U.S.A. og Sydafrika, men kerneområdet har hele tiden været Grænselandet.
Opskriften findes endnu
Firma Dethleffsen har gennem alle årene sat en ære i til punkt og prikke at følge den gamle opskrift – om end i kopi i vore dage. Men ryttersoldatens gamle recept skulle angiveligt stadig eksistere. Jeg har talt med Josephine og M.B. Møllers barnebarn, fru Ursula Pülschen, som i dag bor i en forstad til Flensborg. Hun har betroet mig, at hun ligger inde med den gamle opskrift.
Fru Pülschen er en standhaftig dame, må jeg indrømme! Uanset, hvor meget jeg har lokket, har jeg ikke fået lov at se opskriften.
Jeg ved nu heller ikke, hvad jeg egentlig skulle bruge den til. På nettet har jeg fundet en spiritus-analytikers bud på den hemmelige opskrift: Den neutrale alkohol er krydret med anis, kommen og/eller dildfrø og smagt til med koriander, nelliker, hel kanel og tørret citronskal. Sådan, – så er det vel bare med at komme i gang…
Snapsen fik en mindesten
Bommerlunder Snapsens 200 års jubilæum den 23. juni 1960 blev fejret med en stor fest på Bov Kro. Ved festen overrakte direktør Hermann Dethleffsen en check på 10.000 kr. til det lokalhistoriske arkiv. Pengene var en hjælp til lokalarkivet i Bov til udgivelsen af Bov Sogns historie.
Samtidig afslørede man den mindesten, som jeg har nævnt flere gange. Den er udført af billedhuggeren Walter Rössler fra Kiel. Stenen blev afsløret af prins Friedrich Ferdinand af slægten Glücksborg. Hvor mange snapse får sin egen mindesten?
Jeg var den gang en knægt på 14 år og kan huske Jydske Tidendes skriverier om afsløringen af stenen. Den dag i dag synes jeg, at stenen er imponerende flot. Indrøm det bare: Motivet med pigen, der rækker den trætte rytter en velvoksen dram, er da smukt!
”Min Bommerlunder”
Jeg kan huske, at der gennem hele min opvækst i Sønderjylland – ikke mange kilometer fra Bommerlund – helt naturligt altid blev hentet både en Aalborg Akvavit og en Bommerlunder frem fra skabet, når der en eller to gang om året kom øl og snaps på bordet.
Da jeg midt i 60’erne var flyttet hjemmefra for at læse på seminariet – og i den forbindelse havde fået smag for alkoholens glæder, var det Bommerlunder, som jeg smuglede med over grænsen under twin-sadlen på Vespa’en, når vi skulle holde fest. Dels kunne jeg lide den milde smag, dels var det den billigste brændevin, vi kunne købe i grænsebutikkerne i Aventoft. Det var det, SU’en rakte til. Og siden har det såmænd været min favoritsnaps.
Jeg siger som forfatteren Hans Lyngby Jepsen: ”Jeg har næsten altid en flaske “Bommerlunder” i huset; den har en frisk og opkvikkende smag, der kan sætte humør på selv en død dag”.
Væk fra Grænselandet
Ved årsskiftet 1998/99 blev Flensborgfirmaet Herm. G. Dethleffsens spiritussektion pga. et vigende spiritussalg, ikke mindst i Tyskland, overtaget af Berentzen Brennerei. År 2000 flyttedes produktionen fra Schleswiger Strasse 107 i Flensborg til Haselünne/Emsland i det sydvestlige Niedersachsen. Bommerlunder’en var flyttet fra Grænselandet. Dermed var et stykke erhvervs- og ikke mindst kulturhistorie gået tabt for egnen – sikkert for altid.
Og det skete ikke uden en vis bitterhed og nervøsitet blandt de 200 ansatte hos Dethleffsen. I dag markedsfører handelsfirmaet Herm. G. Dethleffsen medicin og kosmetiske produkter!
Den 26. juni 2001 kunne Flensborg Avis fortælle, at der dagen i forvejen var blevet udskænket det sidste glas ”Bommi” forud for Sct. Knudsgilde-brødrenes traditionsrige Kongeskydning. Da snapsen ikke længere kunne betragtes som et ægte Flensborg-produkt, ville man fra 2002 i stedet udskænke den lokale Asmussen-snaps. Sådan!
Kan nu købes i fakta
Men ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget andet, siger man jo. Produktion og distribution af Bommerlunder Aquavit varetages nu af en betydeligt større virksomhed. Det betyder naturligvis et større markedsføringsbudget. Om det er grunden til, at den gamle sønderjyske/nordtyske snaps lige pludselig er at finde på danske butikshylder overalt i landet, ved jeg ikke.
Nu skal vi ikke længere omkring grænsebutikkerne for at købe den med hjem, når vi er på vej hjem efter campingferien sydpå. Nu skal vi såmænd bare gå en tur i vores lokale fakta, hvor den står på hylden til 75,- kr. (2009)
Den fås her i Danmark dels i den klare, originale udgave på 38%, dels som en gylden (med navnet Gold), ligeledes på 38%, men lagret 6 måneder på udvalgte egetræstønder, som blev fremstillet til snapsens jubilæum i 1960. Også en herlig, mild snaps med en skøn aroma.
Det er altid nogen, der bliver sure
Inkarnerede snapsedrikkere i det gamle grænseland påstår, at
Bommerlunder’en efter ”forvisningen” til Niedersachsen ikke længere er en ægte Bommerlunder. Når en af bestanddelene i snapsen, vandet, ikke længere pumpes op fra Flensborgs undergrund, bliver smagen forkert, siger de.
De påstår, de kan smage forskel.
Men det kan jeg i hvert fald ikke, når jeg nupper en Bommerlunder til silden ved frokostbordet på campingturen. Uvægerligt glider tankerne tilbage til de mange gode mennesker, som gennem over 200 år har frembragt denne ædle drik. Jeg nyder med stor glæde min Bommerlunder, – som jeg har gjort det i snart 40 år. Skål!
Baggrundsmateriale, adresser, links mv.:
Peter Schwennesens slægtsbog på Nettet: www.sodemann.dk/genealogy/ancestors/f158.html
Privat slægtsbog, tilhørende fru Ursula Pülschen, Groß-Solt, Tyskland
– kontakt, skabt via Flensburger Schiffarhtsmuseum.
Jutta Kürtz: Nordschleswig – Landschaft, Menschen, Kultur
Udgiver: Bund Deutscher Nordschleswiger
Husum 2005.
Jubilæumsskrift Herm. G. Dethleffsen 1960:
Vom Fass zum Glas
250 Jahre Herm. G. Dethleffsen Flensburg
Jubilæumsskrift 1988
Privatejet tekst- og billedmateriale (tilhørende Herm. G. Dethleffsen’s barnebarn, Hans Dethleffsen, i dag seniorchef i Dethleffsen-firmaet i Flensborg)
Hærvejen – fra Limfjorden til Danevirke
DR’s undervisningsafdeling 1983
Oplevelser ved Hærvejen – før og nu
DR’s undervisningsafdeling 1983
Sønderjysk Månedsskrift nr. 7, 1. juli 1960
Udgiver: Historisk Samfund for Sønderjylland
Flensborg Avis’ artikelarkiv på
www.flensborg-avis.de
www.haervej.dk
Søgaards historie: http://www3.hjv.dk/lfr-s/hhd-sdj/BB/BB_SGL_04.pdf
GPS-koordinater:
Bommerlund mindestenen:
54º53’29,00’’ N, 09º21’39,00’’ E
Søgård:
54º56’32’’ N, 09º27’08’’ E
Tak for en interessant artikel til Sven Petersen
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :
Maj 17, 2016
Tønder i 773 år
Vi må nok erkende, at Ribe er landets ældste købstad, selv om flere hjemmesider erklærer Tønder som den ældste. På papiret er Tønder Danmarks ældste købstad. Eller er det nu rigtig? Det handler om tolkning. Hvad for en by så Idrisi i 1130? Var det Møgeltønder eller Tønder? Tidligt var der to klostre i byen. Tønderhus havde en ret broget historie. Og så havde Tønder en hel anden lovgivning end andre. Den gjaldt helt til år 1900. Ak, så måtte man vinke farvel til en havn. Vi kigger på byens kirker. Tårnet har været meget udsat. Og tænk engang, at blive døbt fra en så gammel døbefond. Barbererne havde en god indtægt i sårbehandling og de blev gode til benbrud. Og så kom der hekse og kloge koner. Hør også om apotekere og spritsmugling. Omkring 1860 var der masser af markeder i byen.
Ribe er Danmarks ældste købstad
Længe gik vi og bildte folk ind, at Tønder var Danmarks ældste købstad. Det står sikkert stadig på diverse hjemmesider. Men mon ikke vi hermed bliver nødt til, at kåre Ribe som Danmarks ældste. Jamen kan vi så ikke kåre Tønder, som næstældste købstad. Tønder er Danmarks ældste købstad på papiret. Det kan vi måske nok, indtil man i Aabenraa finder ud af, at deres Skraa dukkede op før 1243. Men på skrift er Tønder stadig Danmarks ældste købstad. I Ribe kan man ikke påvise skriftlige beviser for at de har fået rettighederne før.
Var det Tønder eller Møgeltønder
Men egentlig er det hele jo noget pjat, fordi der var gang i købstæderne længe før man fik rettighederne. Således går diskussionen jo stadig, om det var Tønder eller Møgeltønder (Tundria) som kom på verdenskortet i 1130.
Møgeltønder var ældre og ordet Møgel stammer fra det oldnordiske mykild og betyder stor. Ja det er ikke populært i Tønder, at udnævne naboen som den by Idrisi så. Hvad var det så med guldhornene i Gallehus? Ja nogle mener, at disse stammer fra et nomadefolk, som kom hertil i vandretiden omkring år 400. Og mon ikke også disse huserede i Møgeltønder. Så var det jo også her, at Biskoppen fra Ribe omkring år 1200 byggede en borg.
Men lå Møgeltønder ikke lidt langt fra kanalen? Godt nok var kystforholdene anderledes dengang og sikkert også Vidåens løb, men alligevel?
Man mødtes i Tønder
Men det var i Lille – Tønder, at de forskellige veje mødtes. Og disse færdselsvej var urgamle. Det var her skipperne mødtes. Her var min fri for sørøvere, og her mødtes jyder og frisere både i fredelig og ikke fredelig sammenkomst.
To klostre i Tønder
Tønder må allerede dengang haft en stor betydning. Der blev stiftet to tiggerklostre. Det ene var et Sortebrødrekloster, stiftet i 1227. Det andet var et Gråbrødrekloster stiftet i 1238 af ridder Johan Naffnesøn og hans hustru Elsiff. Det førstnævnte kloster brændte i 1517. Det blev igen opbygget af Frederik den Første og indviet til Heilliggeist – sygehus og Hospital for Fattige og Syge.
Munkene blev jaget ud af byen
Gråbrødreklostret har ligget på Slotsgrunden. Lensmanden jagede dem ud i september 1530. Nicolas Tybo havde ellers anmodet kongen om, at lade dem beholde deres kloster.
En broget historie med Tønderhus
I 1271 blev Tønderhus erobret og ødelagt af Kong Erik Glipping under hans strid med Hertugen.
I 1357 blev Tønderhus blev Tønder erobret af den holstenske greve Adolf.Men det var den sidste af Abel’ s slægt. Kong Valdemar Atterdag besatte det. Men han overlevede kun hertugen i et par måneder. Og en tysker ved navn Peffse solgte Tønderhus til de holstenske grever. Disse var snart igen i besiddelse af hele hertugdømmet. Gentagende gange i historiens forløb kom Dronning Margrethe den Første i besiddelse af slottet.
Kong Christian den Første overlod i 1470 Tønderhus og Amt som pantlen til Henning Pogwich for 28.000 Mark Lybsk. Men 10 år senere måtte denne adelsmand sammen med sine sønner rømme landet.
Dette betød at kongen tog slottet tilbage, og det førte så til fejde mod Pogwich – familien. Denne fejde stoppede først ved kongens død med et forlig mellem kongens sønner, Kong Hans og Hertug Frederik.
Ved den første deling af hertugdømmerne mellem disse to brødre i 1490 tilfaldt Tønderhus og by, Frederik (senere Frederik den Første). Ved den anden deling i 1544 var det til Hertug Hans den Ældre. Ved delingen efter dennes død var det så Hertug Adolf og hans efterkommere, de gottorpske hertuger.
En hovedreparation blev foretaget i 1585. Under stormfloder i 1532 og 1615 led slottet store skader. Under krigen mod de kejserlige blev Tønderhus i 1629 indtaget af Prins Frederik (den senere kong Frederik den Tredje). Det var fordi hertugerne havde tilsluttet sig fjenderne.
Det gamle slot forfaldt dog mere og mere. Til sidst blev det revet ned og brugt til blandt andet anlæggelse af Ribe Landvej.
Kun porthuset står i dag tilbage.
En beskrivelse af Vidåen
Langt senere i historien kan man læse denne spøjse beskrivelse af J.N. Schmidt i Slesvigs Land og Folk:
En anden lovgivning
Og det var usædvanligt at byen fik Lübische Recht og ikke var underlagt Jyske Lov. Det får så igen folk til at formode, at Tønder var grundlagt af tyskere. Men kigger vi på de gamle stednavne, ja så får vi en anden opfattelse.
Måske ville hertugen beskytte byen mod konkurrence fra den danske by Møgeltønder. (Store – Tønder) Og måske var Tønder beskyttet mod de tilrejsende frisere, som hørte under den danske konge.
Er dette den rigtige forklaring?
I 1861 udkom den interessante bog Die Stadt Tondern af C.E. Carstens. Han mente, at det ikke var størrelsen på stedet der gav navnet på Store – og Lille Tønder. Nej, det var størrelsen på slottene.
Det specielle retssystem varede til 1900
Retssystemet i Tønder gav da også nogle problemer i forhold til Jyske Lov. Og det specielle retssystem i Tønder varede helt til 1900.
Frem til især 1650 havde Tønder en stor samhandel med Holland. Man fornemmer byens rigdom, når man ser udsmykningen af Kristkirken. (1591 – 92).
Farvel til havnen
Men som det efterhånden er skrevet meget om her på siden, så betød inddigningen, sluser og tilsanding af Vidåen, at Tønders storhed som skibshavn forsvandt. Danske Atlas skrev, at man skulle have bygget digerne og sluserne langs siden af kanalen og ladet strømmen være fri, så kunne Tønder have bevaret sin status som havneby.
Det store industrieventyr
Ifølge myterne var det den westfalske købmand Stenbeck, som lod 12 gamle mænd komme til Tønder til sit hjem og oplære koner og piger i kniplingskunsten. Det skulle have været i første halvdel af det 17. århundrede. Jo et sandt industrieventyr opstod.
Hvor gammel var Sankt Laurenti?
Byens ældste kirke var Sankt Laurenti. Hvornår Sankt Nicolai blev bygget kan ikke siges med sikkerhed, da selve kirken har veget pladsen for den nuværende Kristkirke. Men Sankt Nicolai’ s gamle tårn er bevaret. Den blev senere bygget til den nuværende kirke.
Første gang Sankt Nicolai Kirke blev omtalt med sikkerhed er år 1500. Da betegnes den som sognekirke. Men den er sandsynligvis betydelig ældre. Den nævnes ikke i Ribe – Oldemoder’ s Kirkeliste (1325 – 50). Men her var kun medtaget kirker, der betalte afgift. Andre igen påstår, at der var en trækirke i Tønder, og det skulle have været den allerførste.
Stadsretten fra 1243
Bebyggelsen efter år 1200 kom også til at omfatte den østlige del af den holm som byen lå på. Den nye bydel blev anlagt efter et skema, som man ser i andre nordtyske byer. Det vil sige, at byen blev inddelt i 120 smalle og nogenlunde lige store grundstykker. Nord for hovedgaden blev der afsat et areal, der var stort nok til at rumme et torv med en kirke. Det er også her, at kirken og dens efterfølgere blev bygget. Denne udvidelse må have fundet sted før 1238. For på det tidspunkt anlagde franciskanerordenen et kloster i byen kun seks år efter at den var komme til Danmark.
Da denne orden udelukkende oprettede sine klostre i bysamfund, må Lilletønder på det tidspunkt har haft betydning som købstad. Få år derefter fik byen sin stadsret i 1243. Det var en kopi af Lybæks.
Afgift til kirken
Måske er Sankt Nicolai Kirke blevet til i disse år. Den startede beskedent med et kapel. Der findes ikke kilder, som bekræfter, at de 120 stavne betalte korntiende til Sankt Laurenti Kirke. Men til Sankt Nicolai blev der betalt en afgift, der i 1621 blev ændret til et beløb i penge.
Undertegnede har set, at en sognepræst, Nicolaus Kock er blevet knyttet til kirken i Tønder. Det skulle have været i 1365. Men mon ikke det har været til Sankt Nicolai Kirke i Abild.
Nogle af Tønders præster
Den 10. august 1500 foreslog hertug Frederik ribebispen Ivar Munk at embedet som sognepræst ved vor sognekirke Lutkentundern, som var blevet ledigt ved Georg Ingemanns død og hvortil hertugen havde patronsret, skulle besættes med hertugens kapellan på Gottorp, Johannes Ouerscherer.
Et minde om kirkens bebyggelse
Vi ved, at i 1591 var også Sankt Nicolai Kirke blevet for lille og blev erstattet af Kristkirken. Og dette kan vi læse om i kirken. For i 1593 lod den daværende sognepræst i kirken ophænge en indskrift på latin. Oversat lyder det omtrent sådan:
Senere har man tilføjet:
Tønder’ s kirkegårde
Den første kirkegård blev oprettet omkring kirken. Den var i brug helt til 1787. Ret hurtigt derefter indstillede man begravelserne. I 1823 gik man i gang med at køre gravstenene bort og planere. Antagelig blev kirkegården helt sløjfet på den tid.
I 1857 optrådte et linedanserselskab på pladsen, der seks år senere tjente som tømmerplads.
På den gamle rutebilholdeplads har der også været kirkegård. Den nuværende kirkegård blev indviet i 1814. I de ældre kirkeregnskaber optræder den som den såkaldte nye kirkegård. Og denne kirkegård er senere blevet udvidet.
En klokkestabel på Torvet
Vi har i tidligere artikler omtalt en klokkestabel. Den optræder omkring år 1520, og var placeret omkring Torvet. Man solgte resterne for den høje sum af 11 ½ mark. Det var almindeligt i Slesvig med klokkestabler af træ. Og i Tønder var dette det gentlige tårns forgænger.
En lille smule af den gamle kirke
Egentlig vil det gå for vidt, at omtale den pragtfulde kirke stykke for stykke. Her vil vi bare dukke ned i nogle ejendommeligheder. I den nuværende Kristkirke’ s tagværk er der genanvendt egetømmer fra den gamle kirke.
Tårnet udsat for mange skader
Vi ved også, at tårnet er bygget af Luce Jepsen for 40 rdl. Lybsk og 8 sk. for:
Dette tårn har været udsat for lidt af hvert. Og det var ikke kun i 1686, som det står i indskriften. Ved en stormskade i 1615 skal halvdelen af spiret være blevet nedrevet. Og i 1686 blev de øverste 8 alen ødelagt. Det var så mester Adam Thurmbauer og grovsmed Niels Jensen, der arbejde på tårnet for 304 mark.
Lørdag før anden advent 1716 fulgte et nyt lynnedslag. Det tales om, at tårnet blev ruineret. Men udgifterne viser, at skaderne dog ikke var så omfattende. Gennem 17 – 1800’erne er der ustandselig reparationer på spirets spåntag og blyinddækninger.
Svalerne skulle holdes ude
Omkring 1786 gennemgik kirken også en stor renovering. Der fortælles, at man havde ansat en person, der udelukkende skulle sørge for at svalerne ikke kom ind i kirken. I 1862 mente biskoppen, at kirken trods talrige reparationer var temmelig brøstfældig og trængte til en gennemgribende reparation.
Døbt fra en ældgammel døbefond
Mon ikke kirken hører til blandt Danmarks rigeste, når vi kigger på inventaret? Fra den foregående kirke er der også bevaret døbefont, tre middelalderlige krucifikser, prædikestolen og et enkelt epitaf – den katolske altertavle. Denne befinder sig dog ikke mere i kirken. En middelalderlig sidealtertavle befinder sig i dag i Tønder Kirkemuseum. En stor del af kirkens første stolestader er bevaret.
Prædikestolen er fra 1586. Og man taler i dag om Tøndertypen.
Tænk engang, at man er blevet døbt ved denne gamle døbefont. Den stammer fra 1250 – 1350. Og dåbsfadet er fra omkring 1575.
Mindesten
Selvfølgelig har kirken også mindetavler for de tøndringer, der faldt i krigene. Dem finder man i tårnrummet. Her mindes man de faldne i treårskrigen 1848 – 1851, i verdenskrigen 1914 – 1918 og ofrene for besættelsesårene 1940 – 1945.
Kun en romansk gravsten er bevaret i Tønder. Den blev brugt som dørtrin til Torvet 11. Men er nu at finde på Tønder Museum.
Begravelser i kirken
I kirkebeskrivelsen fra 1800 hedder det:
Ved hjælp af regnskaberne kan man følge, hvordan disse begravelser efterhånden nedlægges og opfyldes. I 1859 opfyldes en begravelse foran alteret med 14 læs sand. I 1879 fyldes to begravelser, og der lægges bjælker over dem. I 1893 – 94 nedlægges resten.
Spændende at se regnskaberne
Spændende er det også, at se i regnskaberne, at man i 1659 købte to huse vest for Smedegade, nedrev dem og udlagde grundene til en ny kirkegård.
Tankevækkende er også, at det var mange lokale håndværkere, der udførte reparationerne i kirken. Og gennem regnskaberne har vi navnene på dem.
Tænk dengang, den 2. november 1532 skulle vandet have stået tre alen høj i kirken i Tønder og afstedkommet stor skade.
Og ja den kirke kunne vi skrive sider op og sider ned om.
Tønder delt i 4 kvarterer
Kigger vi på beskrivelsen af Tønder omkring 1860, ser vi, at byen er inddelt i 4 kvarterer. Der er to torve Store og Lille – Torv som dog er forbundet til hinanden. Byen har 13 gader og fire stræder. I de sidste par er der ikke kommet nye gader, dog har byen udviklet sig lidt mod vest.
Man kan ikke mærke at Peter Doctor praktiserer
Den første læge, der bliver nævnt i Tønders historie er Peter Doctor eller Peter Dorn. Det var omkring år 1600. Han deltog ved et nytårsgilde på slottet. Værten var amtmand Dietrich Blühme.
Igen i 1608 bliver han nævnt. Og heller ikke her er det i forbindelse med noget medicinsk. Der står i en skrivelse, at han var fuld lige som så mange andre. Det er kornskriveren, der beretter dette til hertugen. Amtmanden beretter samme år, at man ikke rigtig kan mærke, at Peter Doctor praktiserer i byen.
Under lægens værdighed, at operere
Nu var det jo sådan dengang, at en læge, der havde studeret, ikke måtte behandle indre sygdomme. Det var dog også under hans værdighed og forbudt at foretage operationer. Behandlinger, forbindinger og sårbehandling tog barberne og jordmødrene sig af. Ja en enkelt gang kunne skarpretteren også gøre det.
Fyrstelig sårbehandler
Mester Claus var den første, der tog sig af sårbehandling i Tønder. Han døde i 1602. Den 12. december sendte hertugen sin hofkirurg David Henning til byen. Han var blevet udnævnt til Fyrstelig sårbehandler.
Dengang var bønder og borgere altid bevæbnet med et våben, kniv m.m. Man drak ofte og meget. Slåskampe var hyppige, og blodtab forekom ofte.
Efter Mester Davids død, var det barberen Jürgen Hansen’ s tur. Han havde fået hvervet, fordi han havde giftet sig med Mester Claus enke. Han fik endda et større område.
Den første jordemoder
Omkring denne tid hører man også om den første jordemoder i Tønder. Hun havde uhyggelig meget at se til. Dengang blev der født rigtig mange børn. Men dødeligheden både blandt børn og mødre var også stor dengang.
Masser af epidemier
I 1540 var 140 død af pest, og i 1639 var det cirka 600, der døde. Årsagen til de mange døde var også, at man ikke lyttede til lægens anvisninger. Man forsøgte at indføre forbud mod at handle med de byer, der havde en epidemi. Men det overhørte man hele tiden.
I 1602 blev magister Laurentius Thomaeus og hans elever beordret til Løgumkloster. Året efter kom magisteren tilbage til Tønder. I den tid var 500 tøndringer afgået ved døden.
Gamle huskeråd
Man brugte gamle huskeråd. Det var varm øl med ingefær, safran eller kanel. Brændevin brugte man også. Det købte man hos Hans Koch i Rådhuskælderen. Her købte man også krydderier.
Også te med en masse krydderier blev brugt. Ingefær med peber var godt mod tandpine i Tønder.
Borgerskabet med penge importerede diverse hjælpemidler som plaster, medikamenter m.m. fra Slesvig og Hamborg.
Hekseri og kloge koner
Pludselige dødsfald som skyldtes naturlige årsager blev tolket som mystisk og hekseri. Her kunne kloge koner hjælpe. En af dem hed Kathrine Jacobs. Hun blev også kaldt Kathy Kullgap. Men disse kloge koner skulle nok selv passe på. For pludselig kunne de selv blive udnævnt til hekse.
Sådan gik det for eksempel for Kirstine Mathies, Kathrine Gretsbüll og Anne Wallens. Disse blev omkring1600 anklaget for at være hekse.
Så sent som i 1782 i Tønder var der en masse overtro, hekseri m.m.
Den første apoteker i 1623
I 1623 ansøgte en hvis Michael Frenzke hertug Frederik den tredje om at måtte oprette et apotek i Tønder. Han fortalte godt nok, at han ikke var lokal, men at han i mange år havde vandret rundt.
Amtmand Hans von der Wisch gav sine anbefalinger videre. Han måtte dog ikke oprette en filial. Han fik desuden eneret på en del varer, og så måtte han sælge krydderier i lige så store portioner, som han ville. Og dette måtte kræmmerne ikke mere. Det blev de godt nok sure over.
I Tønder var man vant til at bruge krydderier i madlavningen allerede dengang. Og man fik disse krydderier via Holland.
Men til sidst fik kræmmerne dog deres vilje.
Han havde tjent Prinsen af Oranien
Efter den første apotekers død, skrev Andreas Lorentzen til hertugen. Nu ville han have privilegiet. Og han mente bestemt, at han var egnet til dette. Han havde tjent Kong Gustav Adolf af Sverige og også Prinsen af Oranien. Nu blev han ikke den bedste apoteker, men han var en god forretningsmand. Men han beklagede sig mange gange til Magistraten og til Hertugen, at hans privilegier blev overtrådt.
Omkring 1649 hører vi om lægen den praktiserende læge, Johan Strobaus. Han klagede til Hertugen, at han kun kunne opretholde en meget lav indkomst i Tønder.
Dyrekirurgen og Hestedoktoren
Det så vitterlig ud til, at barbererne kunne opretholde en meget større indtægt med sårbehandling og plaster. I Tønder blev disse ikke betragtet som uærlige. Det gjorde de så mange andre steder.
Tønder havde skam også en dyrekirurg, der hed Asmus Schweinenschneider. Og så var det også hestedoktoren Jacob Kühl. Men ak sidstnævnte blev sat i spjældet. Det var nemlig sådan, at 14 piger blev udvist af byen, men en del af disse sneg sig ind til byen igen. Dette blev opdaget, og de blev smidt i spjældet. Og så var det ved nattetide, at Jacob Kühl blev snuppet i færd med at befri nogle af disse piger.
Tre kandidater til apotekerjobbet
På et tidspunkt ville mester Johan opgive sit job som læge. Beboerne i Tønder brugte ham ikke nok. Han kunne godt tænke sig, at blive apoteker, nu hvor apoteker Lorentzen var afgået ved døden.
Men det var sandelig også to andre favoritter til dette job. Det var Johannes Block og Schwermann. De havde begge fået privilegier til at drive sideapoteker.
Bevis på, at han var god til Benbruds – behandling
Ja i fortællingen om lægevæsnet i Tønder hører det også med til historien, at når der var markeder, ja så skete der også ofte, at der var læger med. Og disse var sikkert af vidt forskellige kvaliteter.
Men barbererne i Tønder udviklede sig. De kunne nu også behandle brud og ledsmerter. Således modtog Peter von Gothern i 1634 et bevis på, at han var god til at behandle brudskader.
Skarpretter Hans Gottfriedsen måtte ikke mere behandle sårpartienter fik han at vide af hertugen.
Apotek – privilegium gik i arv
I 1661 fik Peter Langhein tilladelse til at måtte drive sideapotek. Men han nåede også at drive hovedapotek. Og hvervet som apoteker gik i arv i familien.
Det kneb gevaldig med at overholde diverse privilegier. Og der blev smuglet vin og brændevin til Tønder. Ja sådan blev de i hvert fald påstået. Og se sådan gik livet sin gang i byen.
Og så var det jo også det specielle m.h.t. Tønder Slots – og Frigrund. Dette stykke dannede sit eget politidistrikt, som hørte under Tønder Herred.
26 skilling i lommepenge
Byens hospital dengang var flere gange brændt. Her var bedesal, hvor byens præster afholdt gudstjenester. Hospitalet var bestemt for værdig trængende af begge køn, navnlig gamle borgerfolk.
Omkring 1860 fik man foruden fri bolig, linned, belysning og brændsel og fuld kost samt 26 skilling i ugentlig penge. Hospitalet fik sine penge fra ejendomsbesiddelser. Der var plads til 36 trængende personer.
Skolelærerseminariet havde plads til 18 unge mennesker, hovedsagelig lærersønner, blev det fastslået dengang. Men nu var det hovedsagelig tyske lærer, der blev uddannet på dette tidspunkt.
Vajsenhuset til 12 forældreløse drenge
Vajsenhuset havde plads til 12 forældreløse drenge. Også her var det fonde og ejendomme, der betalte driften. Vi har tidligere i en artikel beskrevet stedet.
Dengang betegnedes rådhuset på Torvet som brøstfældig. Og på grund af mangelfuld indretning af arrestlokalerne benyttede man amtets arresthus i porthuset på Slotsgrunden. Det er det nuværende museum.
Handelsomsætningen faldt
Der fornemmes en hvis form for pessimisme, når Tønders handelsomsætning skal omtales. Man mangler gode vejforbindelser til baobyerne, flere fabrikker er blevet nedlagt, kniplingsindustrien havde ikke samme betydning som tidligere. Man regnede dog med, at de nye chausseer til Ribe og Husum ville gavne byens udvikling. Skibsfartsslusen til Højer og jernbanen skulle også bidrage til en bedre udvikling af byen.
En del fabrikker i Tønder
Ved udgangen af 1861 var der tre tobaksfabrikker, der beskæftigede 33 arbejdere. Et jernstøberi beskæftigede 18 mennesker. En cichoriefabrik beskæftigede 10 mennesker. Og så var der en klædefabrik med 8 ansatte. De forskellige bomuldsvæverier havde hele 40 ansatte. Og så var der et stort bryggeri for bajersk øl med lagerkælder. Det var blevet anlagt 1861 – 62. Så havde man jo også et bogtrykkeri, der udgav Intelligentbladet for Tønder og Omegn. Dette blad eller avis har vi tidligere omtalt i en artikel.
Masser af markeder
Vi skal da heller ikke glemme, at der stadig her i begyndelsen af 1860erne blev holdt en del markeder i byen:
Der har været gang i byen under alle disse markeder.
62 yngre mænd blev udkommanderet ved brand
Og så blev det også meddelt, at byen ikke havde nogen Borgervæbning. Man havde heller ikke nogen egentlig brandkorps. Men til betjening af slukningsredskaberne, der bestod af seks sprøjter, udkrævedes 62 mand, der af Magistraten udtages af yngre borgere. I tilfalde af brand blev slukningen ledet af Brandadministrationen og Sprøjtemesteren under politimesterens tilsyn. Vi har på vores hjemmeside flere artikler om brand i Tønder.
Et smukt anlæg
I 1857 var der sket en uddybning af åen eller kanalen. Men langt fra alle skibe kunne mere nå ind til Tønder. Således måtte de skiber, der ikke kunne lægge masten ned lægge til uden for sluserne i Rudbølkogs Diget.
Byen Tønder var omkranset af smukke offentlige Spadseregange og anlæg dengang. Ja og det er byen skam endnu. Det var Borgmester Richtsen, der anlagde Nørre – Borgdige i 1800. Og dette anlæg blev i 1857 udvidet.
I disse anlæg var der flere pagoder og i hvert fald det ene blev kaldt Liebes – tempel. Og alle os tøndringer kan fortælle om oplevelser i og omkring dette tempel. Ja det kan Michael Falch også. Han har levendegjort fortællingen om dette stykke Tønder – Historie i en af hans mange dejlige sange, Kærlighedens Lysthus.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Maj 15, 2016
En berømt mand fra Øster Højst
Enewald Ewald var bannerfører for pietismen. Han stammer fra en begavet og opvakt præsteslægt. Som 14 – årig havde han læst bibelen fire gange. I 1718 kom han tilbage til Øster Højst fra sin studietur. Han gik imod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed. På Tønder – egnen foranstaltede han bibelmøder på bøndergårdene. Hans far gav ham lov til møder i kirken. Men så blev faderen kaldt til forhør hos provsten i Tønder. Brødrene Brorson støttede pietismen. Og det gjorde Christian den Sjette. Amtmanden ville ikke have ham som præst på Tønder – egnen. Så blev han lærer ved Vajsenhuset i København. Men snart mødte han også modstand hos præsterne i København. Jo han fik yderst trange kår i hovedstaden. Det hjalp nok ikke, at kongen udnævnte ham til professor. Og så fik de en søn, der senere blev berømt.
Sønnen blev også berømt
Man kan næppe tro det, men også i Øster Højst har der boet en berømt person. Og ikke mindst dennes søn, blev måske endnu mere berømt og kendt. Måske skal vi lige forklare dem, der ikke ved det, at Øster Højst ligger ikke langt fra Tønder.
Pietismens bannerfører
Vi taler om pietismens bannerfører og igangsætter, Enewald Ewald. Det er ham, vi kan takke for, at pietismen fik sit gennembrud i Danmark. Det var en ny fromhedsbevægelse. Hans forkyndelse og vækkelsesretning nåede endda til selve hovedstaden. Han var skyld i, at der nu kom bevægelse og fornyelse i kirkelivet.
Han blev født i Øster Højst i året 1694. Faderen Nicolai Ewald var fra Bylderup Præstegård, og blev i 1693 gift med Pastor Prætorius datter Mette Magdalene i Øster Højst.
En begavet og opvakt præsteslægt
Vores hovedperson er udgået fra en begavet og opvakt præsteslægt som var udbredt i Slesvig Holsten fra Dagebøl i vest til Varnæs i øst.
To af hans fætre, Ewald Ægidius i Bylderup og Bertel Ægidius i Varnæs var salmedigtere og – oversættere. De var i den grad påvirket af åndelige strømninger sydfra.
Som 14 – årig havde han læst bibelen 4 gange
Den første uddannelse fik Enewald i hjemmet af sin far. I sin bog Visdoms Kilde, fortæller han, at han allerede som 14 – årig havde læst bibelen fire gange, inden han var blevet 14 år:
Siden kom han på Tønder Latinskole, hvor Christoffer Bluhme var rektor. Som student søgte han først til Kiel, siden til Jena og Halle.
Tilbage til Øster Højst i 1718
I Danmark kendtes pietismen kun af navn og var genstand for en tåbelig frygt. I Tyskland var bevægelsen allerede meget udbredt. Pietismen satte fokus på den levende tro. Halle var nok pietismens hovedstad.
Hen på sommeren 1718 vendte den unge student tilbage til sit barndomshjem i Øster Højst. Straks kastede han sig ud i, at udbrede det som han havde set og hørt på sin studierejse. Han vakte hurtigt stor opmærksomhed og samlede store skare om sin forkyndelse i Øster Højst.
Bibellæsning ude på bøndergårdene
Han holdt bibellæsning og katekisationer ude i landsbyerne, men det kneb efterhånden med plads ude på bøndergårdene. Han fik lov af sin far til at henlægge møderne til selve kirken.
Til forhør hos provsten
Men snart fik han også modstandere i sin forkyndelse. Det var blandt andet fra præster på Tønder – egnen. De kaldte ham for en hallensisk kætter og klagede over ham til provsten i Tønder, Samuel Reimarus
Denne provst i Tønder var en af de store, men det fik han aldrig æren for. Dette tilkom hans efterfølger, Schrader. Denne provst Reimarus var ikke modstander af pietismen men det han hørte fra Øster Højst foruroligede ham. Den gamle Nicolai Ewald blev kaldt til tjenstlig forhør i Tønder. Det skete i oktober 1718.
Og faderen kunne berette om, at han var glad for den store tilstrømning til kirken. Han kunne ikke se, at disse møder skadede kirken, tværtimod. Men snart blev også den gamle Ewald udsat for hån, anklager og spot. Det lykkedes også for modstanderne at indvirke til et forbud mod disse møder i Øster Højst Kirke.
Året efter måtte den gamle Ewald igen stille til tjenestelig forhør, da der var blevet indberettet til provsten, at møderne i Øster Højst Kirke fortsatte. Men faderen kunne berette, at siden forbuddet havde sønnen ikke betrådt kirken.
Men den gamle Ewald kunne også fortælle provsten at
Kulde i kirkelivet
Denne pastor Johann Schrader havde været huslærer ved hoffet i København og kendte personligt grev Zinzendorf, herrnhutternes førstemand. Det var dem, der opførte den pietistiske mønsterby, Christiansfeld.
En vækkelsesbølge gik over hele Tønder – egnen. Den skabte røre i mange sogne. Ewalds forkyndelse nåede længere og længere ud og fik større og større tilløb.
Usselhed i verden, kulde i kirkelivet, længsel efter liv og inderlighed har sikkert befordret denne nye vækkelse. Og nu trådte der en mand frem på den rette tid.
Borgmesterens far husker pietismen
Mange år senere nedskrev Borgmester Carsten Richtsens far, Hans Richtsen sine erindringer om sin tid:
Brødrene Brorson støttede pietismen
Nogle af dem, der strømmede var de tre brødre Brorson.
Nikolaj Brorson støttede Ewald, da præsten i Møgeltønder fremkom med en ond beskyldning imod ham. Præsten måtte da også undskylde sine beskyldninger. Han indrømmede at have,
I Løgumkloster opholdt H.A. Brorson sig i disse år som huslærer på Slottet og han og Ewald blev meget gode venner.
Amtmanden ville ikke have ham som præst
Konferenceråd Lorentz Prætorius, som var født i Burkal blev sendt til Højst, hvor han blev undervist af Ewald. Han ansøger sognerådet om, at Ewald bliver udnævnt til faderens kaplan med udsigt til at blive faderens efterfølger.
Den daværende amtmand i Tønder, J.G. von Holstein som boede i København, hvor han tillige beklædte høje stillinger inden for embeder i stat og kirke var dog ikke begejstret for dette.
To år efter ansøger faderen om, at hans søn bliver efter hans efterfølger. Men også dengang siger amtmanden nej. Både sogn og slægt forsøgte at fastholde Ewald i Øster Højst. Selv var han glad for egnen.
Men i 1727 blev han kaldt til København for aldrig mere at vende tilbage til Øster Højst.
Allerede i 1720 udgav han anonymt Den sande Christendoms rette Grundvold. Året efter var det så Begyndelsens Elementer i de Guds Ord.
Pietisme på Tønder – egnen
Nikolai Brorson samlede folk i sin præstegård for at opmuntre dem med psalmer og lovsange. Og det var bevægelsens egne sange, som de sang. Det var trekløveret Brorson fra Randerup, der skabte disse sange. Og her var det særligt H.A. Brorson.
I Tønder udgav Schrader også en tysk salmebog, sikkert inspireret af H.A. Brorson. Og Brorson igen oversatte også nogle af Schraders salmer. Ja de bedste skrev Brorson, da han opholdte sig i Tønder.
Christian den Sjette var pietist
Enevold Ewald fik ansættelse som lærer på Vajsenshuset i København. I 1728 blev han udnævnt som vajsenhuspræst. Han vakte fra starten opsigt med sin veltalenhed og de tanker, som han fremsatte.
Jo Christian den Sjette var også tilhænger af den nye bevægelse. Og dem, der fremmede pietismens sag fik vigtige embeder.
Mod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed
Med liv og sjæl prædikede han imod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed. Heller ikke her i hovedstaden brød præster af den gamle skole sig om den nye bevægelse. Han havde en enestående evne til at finde og præge sine medarbejdere. Snart sprang vækkelsen ud i lys lue og efterhånden måtte gejstligheden tage stilling til Vajsenhusfolkene.
Han bliver gift med Madamme Wulff
Efter den store brand i 1728 måtte gudstjenesterne holdes i Ridehuset på Nytorv. Her blev en interimistisk prædikestol rejst. Her samledes høje og lave, rige og fattige.
Som hjemme i Øster Højst samlede han folk. Her kom en Madam Wulff født Martens til at spille en stor rolle. Jævne borgere, studenter, lærerdrenge og selv hofembedsmænd samlede sig hos Madam Wulff for at høre de nye kristelige strømninger.
Også hun var fra Sønderjylland. Hendes far var fæstebonde i Oksenvad Sogn, senere degn og lærer i Gråsten. Her fandt Ewald sin tilkommende hustru Maria Wulff.
Trange kår i hovedstaden
Ewald var den første, der praktiserede konfirmationsundervisning i København. Det var før kongen, Chistian den Sjette gjorde det obligatorisk.
Men også i hovedstaden voksede modstanden lige som i Tønder Amt. Også indbyrdes i bevægelsen opstod der rivaliseringer. Stridigheder og skuffelser tog hårdt på Enevald
Stridigheder opstod med hovedstadens præster og Enevald måtte flere gange i forhør. Hans senere år i hovedstaden blev trange. Forfølgelse og fortrædeligheder, økonomiske bekymringer og huslige sorger og et skrøbeligt helbred.
Han lukkede sig mere og mere ind i studiekammerets stille verden, hvor han holdt sig for sig selv.
Udnævnt til professor
For at bøde på de meget små indkomster ved Vajsenhuset, som han dog ikke ville slippe, påtog han sig anstrengende skriftligt arbejde. Til sidst magtede han dog ikke at skrive.
Men det blev dog til en række bøger og skrifter, særlig opbyggelige, men også af historisk – filosofisk art, som han fik udgivet.
Kong Frederik den Femte udnævnte ham i 1747 til professor.
Den berømte søn
Han var hadet eller misundt af adskillige, men elsket af mange. Den nidkære stridsmand døde den 17. november 1754. Da var hans søn, Johannes Ewald kunne 11 år gammel.
Og hvorfor skal vi så lige have dette at vide. Jo det var den senere berømte digter Johannes Ewald. De sønderjyder bragte meget godt til hovedstaden. Det var jo ham, der blandt andet skrev Kong Christian stod ved højen mast.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Kirker, præster og åndsliv:
Tønder:
Højer:
Aabenraa:
Padborg/Kruså/Bov:
Sønderjylland:
Nørrebro:
Østerbro: