Artikler
December 19, 2016
Da Aabenraa fik danske gadenavne
Til Byggeudvalget
Det var i 1920 i Genforeningens – året. Første gang, at befolkningen hørte om ændring af gadenavnene var på forsiden af Hejmdal den 27. juli.
Dette var i forbindelse med et referat fra et byrådsmøde:
En livlig drøftelse
De danske gadenavne blev så vedtaget på et byrådsmøde den 13. august. Og dagen efter refererede Hejmdal drøftelsen af navnene.
Samtidig blev de danske navne offentliggjort:
Haderslevvej og Flensborgvej først efter krigen
I de fleste tilfælde var det de danske versioner af gadenavnene, der blev vedtaget som officielle. Også med hensyn til navnene med ”Chaussee nøjedes man med de danske versioner, Nørrechaussee og Sønderchaussee. Først efter Anden Verdenskrig blev de udskiftet med Haderslevvej og Flensborgvej.
Kun i nogle få tilfælde skete der en egentlig udskiftning af gadenavne og her kom de nationale modsætninger klart frem.
Michael Jebsen – en fremtrædende mand
Michael Jebsen Strasse fik sit gamle navn Skibbroen igen. Avisen skriver følgende:
Nu var Michael Jebsen ikke hvem som helst. Han var en byens fremtrædende borgere, skibsredder og medlem af den tyske rigsdag. Det gamle rederi har i dag adresse her. Og så vidt ”Den Gamle Redaktør” ved, så ejer familien Jebsen stadig flere huse i området.
Nye og gamle navne
Også Arnsbjerg, som i tysk tid havde heddet ”Fernsicht” fik sit gamle navn fra før 1864 tilbage.
”Haderslebener Landstrasse” fik navnet Gl. Kongevej. Her stemte tyskerne for Gl. Landevej. ”Mädchen – Mittelschulegang” fik navnet Raadhusgang.
Til den var der dog også forslag om Tingvej og Kanalen. Men de fik kun henholdsvis tre og fem stemmer.
Ikke ”Polske tilstande” i aabenraa
Til Møllegade (i tysk tid officielt: ”Mühlenfurt”) var også foreslået Mølleforte. Men dette forslag fik kun syv stemmer mod Møllegades fjorten stemmer. ”Forte” ville også have været lidt udsædvanligt i et dansk gadenavn.
Forstalle havde det også heddet i tysk tid. Der blev foreslået Kirkegaardsvej. Hejmdal oplyser ikke om stemmetal, men har den kommentar til Kirkegaardvej, at det
Hejmdal slutter sit referat:
Lavgade og Callesensgade
I 1921 fik man så løst problemet med Feldstrasse. Den fik navnet Lavgade. Det var nok fordi, at man ønskede et navn med en lang tradition.
Navnet har ikke før været brugt i Aabenraa. Men i Haderslev er det kendt fra 1564.
Elisabethsmindevej fik i 1921 navnet Callesensvej efter bygherren til husene i gaden. Eggersgang, der fik navnene Tværgade og Højgade er ikke nævnt i Hejmdal. Og det er Madevej heller ikke.
Madevej og Wollesgyde
I tysk tid var sidstnævnte kun en sti, der på dansk blev kaldt Madesti og på tysk Mayfort. Fra 1921 indgik en del af den i den nyanlagte Havnegade. Dette navn blev senere udskiftet til H.P. Hanssens Gade. Madesti fik så navnet Madevej.
I 1928 genoptog man navnet Wollesgyde, som var blevet afskaffet i 1903.
Den idylliske Vægterplads
Og når vi nu er ved de gamle gader, så er det altid noget, der fascineret ”Den Gamle Redaktør” Og det er Vægterpladsen. Jeg kunne godt finde på flere gange om ugen at gå herhen i min frokostpause fra Bo Bojesens Boghandel.
Det er noget fascinerende ved stedet. Og egentlig har vi allerede beskrevet stedet i andre artikler. Det er en af de mest særprægede pladser i Sønderjylland. Det skyldes nok forskellig byggestil med knæk og skæve vinkler. Her ægte idyl.
Tanker til de oprindelige boder
Her har vi bydannelse fra ældste tid. Det ligner de oprindelige boderækker, små lave lejehuse, store gavl – og længehuse. De ældste er de tre tidligere vægterboliger. Oprindelig var det små trefags bindingsværksboder fra 1600 – tallene. Og det er vel kun det ene, der er bevaret i den egentlige grundform.
Fra gammel tid har de haft egne navne. ”Tresuren” er fra 1803 og ”Det blinde æsel” er fra 1750.
Her finder vi indskrifter som:
Borgmesteren fik en god ide
Vægterpladsens maleriske udseende er et fund for turister. Det er nok det mest yndede Aabenraa – motiv.
Det var borgmester Buchreitz, der fik ideen til at genanvende en gammel granittromle. Han bad bysbarnet I:P. Junggreen Have om at udføre skulpturen 1948 – 1949. Og man må jo sige, at denne vægter passer godt til stedet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 120 artikler om det gamle Aabenraa og omegn herunder:
December 18, 2016
Alarm i Sønderjylland den 8. april
Divisionerne i Sønderjylland var i alarmberedskab. Diplomater havde indberettet Danmark om faren. Man kunne høre det i Højer, at man på Sild varmede flyene op. Hver dag den sidste uge fløj der danske observationsfly langs grænsen. Min far havde vidst det i en uge, bare ikke hvornår. Men det kom alligevel som et chok. Generalkommandoen i København havde fået indberetninger om stigende aktivitet syd for grænsen og om krigsskibe i Storebælt. Men man mente, at der først skulle komme et ultimatum. Der skulle hverken indkaldes sikringsstyrker, foretages forskydninger eller sammendrag af tropper. Der skulle bare foretages flere flyobservationer ved daggry. Men klokken 3 indløb der pr. fjernskriver en meddelelse til Sikkerhedspolitiet fra Aabenraa.
Man vidste, at de ville komme
Man vidste det jo godt, at tyskerne ville komme. Diplomater havde meddelt det fra Berlin. De talte om store troppeforskydninger mod det nordlige Tyskland samt aktiviteter i de nordtyske havne.
Som vi også havde meddelt det i tidligere artikler, så vidste min kære far i Tønder det en uge før. En tysk fiskechauffør havde fortalt ham, at der var masser af tyske tropper lige syd for grænsen.
Det kunne høres i Højer
En person fra Højer talte også om, at der i en uges tid før den 8. april havde fløjet et dansk observationsfly langs grænsen. Fra Sild kunne man i en uges tid i Højer høre jagerfly varme op.
Også tydeligt at høre ved Sæd Grænse
Noget var i gærde ved Sæd Grænse, dette kunne tydelig høres.
Det kom alligevel som et chok
Alligevel kom der et chok for danskerne, at tyskerne kom. Tre gendarmer måtte lige inden besættelsen lade livet i Padborg. Og 16 soldater måtte lade livet i Sønderjylland i kamp mod tyskerne. Og mange kæmpede længe efter, at man havde kapituleret. Men grundet kommunikationsproblemer nåede budskabet ikke til Sønderjylland.
Den 8. april var man enige om i Sønderjylland, at divisionerne skulle holdes i ”alarmberedskab”.
Generalkommandoen fik følgende melding:
Om aftenen den 8. april indløb der meldinger om følgende:
En afgørelse fra Generalkommandoen
Først klokken 22.30 den 8. april forelå regeringens afgørelse efter et ministermøde klokken 21.30. Chefen for Generalkommandoen blev kaldt til ministeren, og der blev her meddelt:
Endvidere blev der konstateret, at:
Åbenbart regnede man ikke faren for ultimativ. Alt tyder på, at alle bagefter gik rolig i seng.
Flyovervågning ved daggry
Inden man skiltes foreslog chefen for Generalkommandoen Søværnskommandoen at lade opklare med flyvere fra daggry syd om Sjælland og Lolland. Dette blev lovet af viceadmiralen.
Hærens flyvertropper var klokken 20.15 blevet beordret til at have tre maskiner klar til start med en halv times varsel. Klokken 23.25 fik Flyvertropperne ordre til at gentage luftobservationerne ved grænsen så tidligt, som dagslyset gjorde observation muligt, idet grænsen ikke måtte overflyves.
Man ville først få et ultimatum!
Generalkommandoen var af den opfattelse, at det drejede sig om en aktion mod Danmark, specielt Jylland. Hvad der kunne udløse denne aktion stod ikke helt klart. Måske var det først, når der kom et eller andet skridt fra Vestmagternes side.
Man anså det for mest sandsynligt, at der inden Tyskland skred til en aktion, ville der blive tilstillet Danmark et – om end – kun kortfristet – ultimatum.
Et telegram til Sikkerhedspolitiet fra Aabenraa
Tirsdag morgen klokken tre kunne kriminalassistent Mønnicke – Petersen fra Sikkerhedspolitiet rapportere, at han pr. fjernskriver fra Aabenraa havde modtaget følgende:
Hvis du vil vide mere:
December 18, 2016
Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
Det var en travl dag for politimesteren. Der var indbrud i retsbygningen. Tre betjente blev udsat for vold. Ja det gjorde politimesteren også. Der var Hagekorsflag mange steder også i kirketårnet. Kirkebetjenten ville ikke hjælpe. Han havde selv låst døren op for folk fra DNSAP og Det Tyske Mindretal. Politimesteren gik sammen med Pastor Magle op og fjernede Hagekorsflaget. Men en rasende skare på kirkepladsen forlangte at flaget blev hængt op igen. Enighed i Magistrat – udvalget selv med to tysksindede medlemmer at flagningen var uhørt. På Seminariet var der almindelig undervisning. De tyske institutioner havde lukket med besked om, at de børnene skulle hylde de tyske soldater.
En travl dag for politimesteren
Det var en travl morgen for politimester Martensen – Larsen i Tønder den 9. april 1940. Da har ankom til Retsbygningen, så han, at der var ophængt et Hagekorsflag. Flagstangen stod på fortovet. Og konstruktion efterlod indtrykket af, at det ikke var noget officielt foretagende.
Indbrud i retsbygningen
I retsbygningen var flere døre brudt op. Klokken 4.30 var cyklende tyske soldater ankommet. De havde blandt andet slået en rude ind til vagtlokalet.
Det skete efter, at den vagthavende betjent, der var alene i bygningen, nægtede at åbne. Tyskerne troede ikke på, at han var alene i bygningen, derfor bemægtigede de sig adgang.
Betjent udsat for vold
Han blev derefter med opstrakte arme beordret til Torvet. Her blev han udsat for en hård behandling. Han fik også adskillige skub og slag fra de tilstedeværende repræsentanter fra Det Tyske Mindretal.
Politimesteren havde afgivet en rapport om dette tilfælde til Stadsadvokaten for om mulig at rejse en tiltale. Men så vidt vides blev der aldrig rejst en sådan tiltale mod navngivne personer fra Mindretallet.
Kirkebetjenten nægtede at hjælpe
Politimesteren havde allerede fra sit hjem observeret et mægtigt Hagekorsflag udhængt fra spiret på Tønder Kirke.
Kort efter ankomst til kontoret indfandt pastor Magle sig. Han beklagede sig over, at flaget hang der. Han oplyste, at kirketjeneren, der hørte til de mest yderliggående i Det Tyske Mindretal, havde erkendt, at han havde lukket nogle personer ind i kirkerummet.
Han ville ikke oplyse navnene på disse. Han havde også nægtet at gå op i tårnet for at fjerne flaget.
Politimesteren gik nu selv hen til kirketjenere og bad ham fjerne flaget. Dette nægtede han. Politimesteren bad ham derefter, at vise ham vejen op i kirketårnet. Også dette nægtede han.
Nu bad han så kirketjeneren om at udlevere nøglen. Denne ordre blev nu fulgt. Sammen med Pastor Magle gik politimesteren nu op i tårnet og nedtog flaget. Ved tårnets fod var placeret to betjente.
Voldelig angreb i kirketårnet
Under arbejdet med dette ankom den lokale ”Ortsgruppenführer” inden for DNSAP, Christian Jensen op i tårnet. Han havde den i Tønder fødte danske teologiske kandidat, men nu sognepræst syd for grænsen, Schau med sig.
De forbød politimesteren at fjerne flaget. Det skal lige bemærkes, at de to med magt havde tiltvunget sig adgang til tårnet. De havde medbragt adskillige partimedlemmer. De to betjente havde fået adskillige knubs.
De to påberåbte sig, at Hagekorsflaget hang på deres plads efter ordre fra den lokale tyske kommandant.
Politimesteren ville have skriftlig ordre
Politimesteren mente dog, at det måtte bero på en misforståelse. Denne ordre harmonerede ikke med den proklamation, som stod på de flyveblade som General Kaupisch havde ladet nedkaste fra fly.
Her stod at man skulle agte den danske frihed og sikre landets fremtidige uafhængighed. Politimesteren lod også forstå, at han forlangte kommandantens skriftlige ordre for at undlade forsøg på at forhindre flagningen.
De to herrer udøvede nu magtanvendelse over for politimesteren. De proklamerede også, at flaget snart ville komme op igen. Politimestren forklarede, at det ham der havde myndigheden.
Politimesteren forklarede også, at han viste ærbødighed for flaget som det tyske højhedstegn, der blot ikke havde sin plads her i tårnet.
En ophidset skare
Politimesteren tog nu flaget med ned til tårnets bund. Her oplevede politimestren dog en ret så ophidset skare bestående af medlemmer af DNSAP samt Det Tyske Mindretal. Politimesteren så hurtig, at han sammen med sine to betjente var i mindretal.
For at undgå yderligere voldsanvendelse afleverede han flaget med en advarsel om, at flaget ikke måtte hænge i tårnet. Og ret hurtigt kom det dog også op at hænge igen. Et kontingent af partimedlemmer holdt derefter vagt ved at besætte kirketårnet.
Politimesteren skar snoren over
Borgmesteren havde indkaldt til et møde straks efter indmarchen. Har var amtmanden og politimesteren også indkaldt. På rådhuset havde man nemlig også anbragt to Hagekorsflag.
Da Politimesteren kom forbi Retsbygningen var Hecht, et aktivt medlem af Det Tyske Mindretal og nogle andre medhjælpere i gang med at hejse et nyt Hagekorsflag. Da Hecht efter ordre ikke ville fjerne det, skar politimestren flagsnoren over.
Enighed om, at flagning var uhørt
Også stationsforstanden, postmesteren, rektoren ved statsskolen, overlægen ved Amtssygehuset og seminarieforstanderen henvendte sig, hvordan de skulle forholde sig. De ville heller ikke have Hagekorsflag hængende.
I Magistrat – udvalget, hvor der var to tyske medlemmer var der enighed om, at det var forkert. Ved hjælp af de tyske myndigheder blev de fleste flag dog også pillet ned.
Almindelig undervisning på Seminariet
På Seminariet blev flaget også pillet ned, men så stationerede partiet nogle vagter og truede med alskens ulykker med, hvad der ville ske, hvis man igen tog det ned.
Her var man blevet kimet ned, om der var undervisning. Og det blev sagt ja. De tyske institutioner i Tønder havde fået fri. Børnene var kommanderet op til Torvet for at hylde de tyske soldater.
Men på Seminariet var der kun 30 af 314 elever, der var fraværende. Selv Gendarm – børnene fra Sæd var dukket op, selv om deres fædre var taget af tyskerne få timer i forvejen.
Man sluttede med en nationalsang
Klokken 8 var lærerne og lærerfruerne blevet samlet på lærerværelset, hvor der blev meddelt, at undervisningen ville foregå helt normalt. Man var dog knuget. Rektor mente, at man efter morgensangen skulle synge en fædrelandssang. Og det blev ”Danmark i tusind år”. Men da man kiggede ud på flagstangen var Hagekorsflaget igen blevet hejst.
Kilde:
Se – Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 182 artikler fra Besættelsestiden før, nu og efter og 216 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
December 17, 2016
Skovene omkring Aabenraa
Vi besøger de smukke skove i og omkring Aabenraa. Disse skove rummer en masse historier. Der er begrænsninger m.h.t. udvidelsesmuligheder. Og i fordomstider har det været svært at komme til byen grundet bakkerne. Men i denne beretning skal vi kigge på en masse møller, to mord og en masse dyr i skovene. Nogle steder er der nærmest urskov. Men i Hjelm Skov spøger det også, hvis du går her ved midnatstid. Og så var man ikke særlig gode til at vedligeholde galgen lige uden for Nørreskoven ved Galgebakken. Det var uærligt arbejde og sådan noget påtog håndværkerne sig ikke. Der har sandelig også været hekse, der dansede på Galgebakken. Og i Hjelm skov har der været sangerkrig. Her opstod Danmarks første kolonihaver. Ja man kaldte dem dengang for fattighaver.
Det skønne Aabenraa
En rejsende fra Tyskland var så begejstret for Aabenraas skønhed, at han skrev følgende i sin rejsedagbog:
Vi skal besøge skovene omkring Aabenraa. Hvor har man tit gået der, da man boede i byen. Og i disse skove er der også gravet efter guld og sølv. Ja der var nogen, der troede på det. Historier melder også om spøgelser i skoven. Vi skal faktisk besøge hele 8 skove rundt omkring Aabenraa. God tur.
Begrænsninger på udvidelsesmuligheder
Skovene og fjorden giver Aabenraa by sin skønhed, men begrænser også byens udvidelsesmuligheder. I mange år var byen isoleret. Den var vanskelig at komme til. Næsten eneste mulighed var søvejen.
De stejle skrænter var uegnede til landbrugsmæssig udnyttelse. Skovens nuværende udstrækning er således næsten den samme som vist på Johannes Meiers(Meyers) kort fra 1641 over Aabenraa. Den har gennem tiderne været ejet af kirken, af de sønderjyske hertuger og den danske krone. Dette har betydet en hvis beskyttelse af skoven. Hertugen og kongen bevarede især skovene af jagtlige hensyn.
Skovene havde dengang et helt andet udseende end det, vi møder i dag. De blev drevet af den såkaldte plukhugstdrift, hvor man har fældet enkelttræer efter behov. Især egetræet har været dyrket til den skibsværftsindustri, der flere hundrede år har haft hjemme i Aabenraa.
Gran har vanskelige vilkår
Skovene blev indtil omkring 1800 – tallet afgrænset af kreaturer og svin. Det gav en åben skov, som begunstigede egen. Brundlund Slot drev et stort landbrug basseret netop på skovgræsningen. Gamle navne som Vestermark, Kogang og Nr. Hesselmark tyder herpå.
Skovene har de sidste 200 år været drevet i ensartede flader. De naturlige bøge – og askeskov forynger sig ved selvsåning. Eg skal derimod plantes. På grund af de mange rådyr er det nødvendigt at indhegne store arealer.
Mens løvtræerne trives godt i området gælder det samme ikke for gran. De har vanskelige vilkår på den svære lerjord. Granskovarealet vil derfor med tiden blive reduceret. Granen vil dog blive bevaret i mindre omfang. Det er ønskeligt af hensyn til skovens variation samt fugle – og dyrelivet.
Jørgensgård Skov
På sydsiden af Jørgengård Skov går det stejle skrænter helt ned til Aabenraa Fjord. Pas på, når du cykler her. Min kammerat Ingolf hang engang pludselig her i en gren med cyklen neden under sig. Vi havde cyklet fra Tønder.
Klart vand i Åbæk Bugt
Ved Åbæk i skovens sydøstligste hjørne er det en fin badestrand med flot udsigt tværs over fjorden mod Enstedværket. Og her ved Åbæk Bugt har jeg en gang dykket efter øl. Vi havde sænket en kasse, som vi så dukkede ned efter. Her i Åbæk Bugt var vandet helt klart dengang.
Totensprung er den eng, hvor der i gamle dage var festplads. Her sejlede byens borgere ud og mødtes i det grønne. Et andet populært mødested var lidt længere henne ad kysten var Kaptajn Bruhns Bøg. Kaptajn Hans Bruhn var ud fra en velhavende skibsrederslægt. Vi har i flere artikler skrevet om ham.
Aabenraa – Nordens Athen
Ved Laimun lå engang et badesanatorium. Navnet stammer fra en havbugt ved Hong Kong og er bragt hertil i begyndelsen af 1800 – tallet. Det minder om en epoke, da skibene fra Aabenraa sejlede over hele kloden.
Fra Laimun førte et stisytem videre ind i skoven. Oldemors Trappe var en del af stisystemet. Nær trappen ligger skovfogedhuset Jørgensgård, bygget i tysk stil.
Noget af stisystemet stammer tilbage fra dengang Fysikus Neuber stablerede Frederikslyst på det nuværende Lindsnakkevej. Nogle af rigets mest fremhævende personer herunder kongen havde tegnet aktier i foretagenet. Men ak og ve. Selskabet blev opløst i 1826. Og det næsten helt nye to – etagers hus blev brudt ned. Materialerne blev brugt til et nyt rådhus.
Det blev aldrig til ”Nordens Athen”, som Neuber havde lovet. Han havde dog selv sørget for ture til det skønne Løjt og sejlture over til Laksemøllen. Der var hjorteskydning og bålfester. Der var arrangeret middage hos Hartmeyer, byens fornemste restaurant. Ja også hos Madamme Rudbeck.
Og ak, så lod Neuber sig bestikke, når der var session. Og det blev opdaget. Så blev han fyret og søgte trøst i den Slesvig – Holstenske bevægelse.
Æ Kleinbahn
Nord for skoven kan du følge Knapstien til landsbyen Stollig og restauranten Æ Knap. Den kombinerede cykel – og gangsti følger sporet fra den gamle Kleinbahn. Den har vi indgående beskrevet i en artikel.
Kredsbanen eller Æ Kleinbahn lavede så mange buer og man skulle gennem så mange omveje på Løjt land, inden man kom til Løgumkloster. Man sagde dengang, at det tog lige så lang tid at komme fra Aabenraa til Løgumkloster, som det gjorde fra Aabenraa til Hamborg.
Billetpriserne blev på et tidspunkt nedsat, og der blev sat ekstra vogne på. Problemet var at de små lokomotiver havde vanskeligheder ved at trække vognene. Toget der afgik fra Løgumkloster klokken 5.20 om morgenen først var i Aabenraa klokken 10.50.
Æ Knap(p)
Der er så delt meninger om, hvor navnet Æ Knap stammer fra. Nogle mener, at det stammer fra det norske og betyder det kullede – men nu det bevoksede – bjerg ved Stenbjerg Mølle, hvor Æ Knap ligger.
Og så er det dem, der mener at Æ Knap stammer fra det plattyske. Ja her skulle det så betyde bjergtop. Og det hele begyndte med en slibemølle i 1732. I 1836 blev Stenbjerg Mølleå opdæmmet. Der blev formalet korn og valket klæde. Her af kommer betegnelsen stampemølle.
Samtidig med møllebygningen opførtes et traktørsted og en lille stald. Begge ting primært for møllens gæster, så man kunne få formidlet nyheder over punchen.
I 1892 kom der en møllefamilie til stedet, der kom til at præge det i de følgende 77 år. Det var familien Kunkel. Stedets gode ry blev ført videre af Kaino og Peter Jacobsen. I 1987 blev Æ Knapp solgt til skibsredder Hans Michael Jebsen.
Sankt Jørgen
Den eneste synlige spor tilbage fra Jørgengård – tiden er adskillige render i skoven. Her tog munkene ler til teglbrænding. Helt oppe til vores tid har der ligger masser af teglværker i området. I 1853 meldes der om, at der i hele tolddistriktet var hele 22 teglværker, som beskæftigede 177 arbejdere.
Senest i 1270`erne fandtes et Sankt Jørgens Hospital ved hovedvejen mod nord. Det er sikkert kirken, der har bygget og drevet hospitalet. Har var også et kapel og en kirkegård.
Måske er det resterne af Jørgensgård man fandt i 1929 på Karpedam. Man fandt et stengulv af munkesten.
Her lå også engang Sankt Jørgens Kirke. Det var i 1592 gået i len til Claus Høyer. Men efter fire år flyttede han fra byen. Det blev tillagt Brundlund Slot.
Fægang
Openraa`s borgere havde fægang i Østerskov (Jørgensgård Skov). Kong Valdemar købte nogle jorde på Gl. Opnør og Kolstrup Marker. Dem gav kongen tilbage til de oprindelige ejere. Det var for at sikre, at borgerne til evig tid havde fri fægang i Østerskov. Og fægang kan oversættes med græsning, som også omfattede småkvæg og grise.
Nørreskov
Nørreskov er udlagt som hundeskov og meget populær blandt både to – og firbenede. Her er stejle bakker, hvor træerne må kæmpe for at stå fast. I området som omkranses af Skydebanevej, kan du se resterne af en militær skydebane anlagt i slutningen af 1800 – tallet.
Skydebanen
Skydebanen er anlagt i 1870`erne eller 1880`erne. På det tidspunkt blev der oprettet en militærgarnison i Aabenraa. Denne var ikke indkvarteret på en kaserne, men soldaterne boede i lejede huse rundt om i byen.
De havde eksercerplads foran Amtshuset på H.P. Hanssensgade. I 1888 blev garnisonen flyttet til Haderslev. Herefter var byen uden fast militærbelægning indtil 1914, hvor der kom de såkaldte Landsturmsoldater.
I 1915 blev Aabenraa så igen Garnisonsby. Denne gang for 2. Ersatzbataljon nr. 86 (regiment). Man måtte marchere helt til Haderslev for at skyde. Egentlig kunne man have brugt banen i Nørreskoven.
Tyskerne spurgte ikke om lov
I 1940 måtte den daværende skovridder nødtvunget give tyskerne lov til at bruge anlægget. Da han så, havde ryddet skov for at kunne benytte anlægget, forlangte han erstatning af den tyske værnemagt. Striden mellem skovrideren og besættelsesmagten fortsatte de følgende år.
Tyskerne gjorde, hvad det passede dem. De ryddede skoven for en masse træer uden at få lov. Og de byggede også et par skure til redskaber.
Skydebanen kan måske anes i dag. Den er godt tilvokset. Den er godt 600 meter lang og 15 meter bred.
I skoven kan du endnu se to gamle skovfyr. De er de sidste rester af de blandede beplantninger af bøg, eg, ask, fyr og rødgran, som det tyske forstvæsen plantede i sidste halvdel af 1800 – tallet.
Her hang galgen
Nørreskovhus i den sydlige ende af skoven er et gammelt traktørsted. I dag fungerer området ved Nørreskovhus som en tumleplads for børnene fra den lokale børnehave. Lige syd for skoven ligger byens gamle galgebakke. Den sidste hængning fandt sted i slutningen af 1700 – tallet. I dag er bakken et udsigtspunkt, hvorfra du kan se ud over byen og fjorden.
Man var ikke særlig gode til at vedligeholde retterstedet i Aabenraa. I 1728 faldt det helt sammen. Man kunne ikke lige finde håndværkere, der ville reparere det. I 1796 var den gal igen. Ingen håndværkere ville risikere deres gode navn og rygte på at lave ”uærligt” arbejde. Hjulet og stagen blev således leveret af en håndværker fra Felsted.
Heroppe prangede galgen, retfærdighedens strengeste straf. Her dinglede den døde krop under tværstokken, måske omgivet af høje stager, den såkaldte stejle. Der var også et hjul, fastgjort øverst oppe på lange stokke. Her skulle henrettedes parterede legeme hænge. Det blev så føde for sultne ravne.
Hekse, der dansede på Galgebakken
Ak ja. I 1617 måtte bødelen Mads Diederik tilkaldes, da Anna Jørgensdatter skulle brændes på ”heksebålet”. Under tortur indrømmede hun, at have været i hekselære i Kappel. Endvidere indrømmede hun, at have dræbt nogle køer og ved nattetide havde hun danset på Galgebakken. Ja så havde hun også haft omgang med djævlen.
Og Magrethe Krogh var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at hun var heks. For at finde ud af det, skulle hun gennemgå hekseprøven. Den bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var hun en heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig.
I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer til, hvordan man fandt frem til hekse. Her kunne man også læse, at det var kvindernes umættelige kødlige lyst, er var skyld i hekseri. Og her stod også at kvinderne havde mindre forstand end manden.
Hvis en kvinde tørrede sig om munden efter altergang skulle man være på vagt.
Bødelen boede i Nygade
Ja dem, der ofte havde sin gang på Galgebakken og skulle udføre disse henrettelser var rakkeren eller bødlen. Til den sidste blev der endda bygget en bolig. Og det var i Nygade 42. Her boede bødelen Hinrich Christoffer Rössler. Han var skarpretter – søn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter – datter fra Tønder. Han gav sig også af med at være sårlæge.
Men her greb han ind i de ærlige barskæreres lavsrettigheder. Derfor gik byfogeden til Rössler. Han blev fulgt af en række meget vrede barberer.
Bødelens regning
Så sent som i 1864 skrev man kontrakt med Haderslev – bødelen, Julius Beseler. Han fik tilsagn om en årlig ydelse på 30 lybske mark:
Det hedder sig også, at en meget fornem dame i Aabenraa i 1601 betalte 100 Rdl. for at hendes mand blev halshugget frem for at blive hængt.
En bæk, der hedder Svejts
Nørreskoven gennemskæres i dag af Nørreskovvej, som blev anlagt først i 1970erne for at forbinde de nye boligområder i Høje Kolstrup. Vejen ligger oven på bækken Svejts. Det er et navn, der siger noget om landskabets dramatiske form. Måske har bækken fået sit navn efter Folkehjems fortid, hvor det hed Svejtserhaller eller på tysk Schweitzerhalle.
Rise Skov
Rise Skov ligger i et meget bakket terræn med afvekslende natur – sø, ådal, enge og områder, hvor skoven får lov til at passe sig selv. Her kan du få følelsen at have naturen for dig selv.
Rise Enge
Rise Enge i den sydlige del af skoven var før i tiden delt op i små lodder, som tilhørte bønderne i Rise. De brugte engene til høslæt og som græsning for deres køer. I dag har staten overtaget det meste af jorden. Engene græsses fortsat af køer, som på den måde forhindrer arealerne i at gro til.
Vestersø
Vestersø i skovens sydvestligste hjørne er anlagt ved hjælp af opstemning. Søen er rig på fisk som karper og karudser – og muligvis også ål. Vandet kommer fra kildevæld i skrænterne. Det indeholder jern, og derfor har jorden omkring udspringet en orange farve. Skoven på bredderne er urørt skov, hvor de gamle træer får lov til at blive liggende i skovbunden. Det døde ved tiltrækker masser af insekter og fugle og svampe og andre planter stortrives her.
Ulvekule
Mellem søen og engene ligger Ulvekule. Navnet stammer fra 1700 – tallet, da man drev jagt på ulve ved at fange dem i dybe faldgrave. Skoven ved Ulvekule er udlagt som urørt skov.
Staten overtog Rise og Søst Skove sidt i 1700 – tallet fra frigården Risegård på grund af skatterestancer.
Pølsekilden
I bunden af ådalen tværs gennem skoven løber Mølleåen på sin vej fra Pølsekilden til Aabenraa Fjord. Ved Sortebro er dalen så smal, at den nærmest fornemmes som et bjerglandskab, hvor åen skærer sig dybt ind i terrænet.
Pølsekilden ligger ved Humlebjerg i Rise Menighedsråds Skov.
Søst Skov
I Søst Skov støder fortid sammen med nutid. Inden for skovdiget er det gamle landskab bevaret. Men udenfor er byen vokset helt op mod skoven på øst – og vestsiden. Træerne i Søst Skov er overvejende løvtræer, især eg, bøg og ask. Ved skovens grænse mod vest ligger ”Rikkes Kalgård”, et mindre areal afgrænset af diger.
Et flystyrt
Det har muligvis været brugt som planteskole, have eller dyrefold. Navnet Kohave optræder på ældre kort for området. Tæt ved Jørgensbjergvej kan du se en fin samling af græsklædte høje med bøgetræer på toppen. Højene er gravhøje fra bronzealderen.
Mindestenen på Jørgensbjerg er rejst til minde om et flystyrt, som fandt sted her under 1. verdenskrig. Den 3. januar 1943 var en allieret Lancester – maskine på vej til at udlægge miner i Øresund syd for Amager, da den blev skudt ned af en tysk natjager.
Alle syv ombordværende – seks briter og en canadier – omkom. En ung mand fra Rise markerede nedstyrtningsstedet med et hjemmelavet trækors. Han blev straffet med 10 dages hæfte for sin handling. Den nuværende mindesten er rejst af Naturstyrelsen i 1983. Men inskriptionen er den samme som på trækorset. Det dybe krater i skovbunden stammer fra det nedstyrtede fly.
Fem besætningsmedlemmer blev fundet på nedstyrtningsstedet og 2 andre blev senere fundet i Lillebælt. Alle 7 ligger begravet på kirkegården i Aabenraa.
Langebjerg Skov
Langebjerg Skov mellem Kolstrup og Nymølle står på en bakke mellem to tunneldale. En dyb slugt mellem Øen og Nymølle forbinder de to dale. I bunden af slugten løber Slotsmølleåen. I gamle dage var det så meget kraft på vandet i Mølleåen, at den kunne drive to vandhjul på Nymølle.
Ni gravhøje
Skoven er overvejende løvskov med eg, bøg og ask – og masser af rådyr og fugle. Her kan du være heldig at møde sortspætte og Ravn. I Øen finder du urørt skov, hvor de gamle træer får lov til at blive liggende, når de falder.
Langebjerg Skov rummer også mange fortidsminder. Hele ni små stenaldergravhøje ligger samlet i en gruppe nær p – pladsen ved Nymøllevej. Men du skal se godt efter for at finde dem. Højene er med tiden dækket af skoven.
Den vestlige del af skoven hørte tidligere under Brundlund Slot, mens det østlige del indtil 1965 tilhørte Kolstrup gård.
Guld – og Sølv feber
På et tidspunkt opstod ideen om at udvinde ædle metaller fra højdedragene. Men ak dette gav kun skuffelser. Der blev hverken fundet guld eller sølv. Hertug Adolf af Gottorp satte dette i værk omkring 1581. Han lod bjergmestre grave efter de ædle metaller i blandt andet ”Colstrup Höltzung”.
Hjelm Skov
Hjelm Skov har altid været byens lystskov. Her lå festpladsen, som du stadig kan se i skovens østligste udkant ud mod stadion. Skoven er fortsat meget populær i Aabenraa.
Skoven tilhørte tidligere Brundlund Slots ladegård.
Masser af gravhøje
Navnet Hjelm, som også betyder hat, fortæller om skovens landskabelige placering og alder. Dog har der ikke altid været skov, idet man finder masser af gravhøje. Disse er formodentlig blevet anlagt på opdyrket jord.
Tæt ved skovvejen findes flere gravhøje fra stenalderen. I nærheden af Bodenhoff`s kilde ligger en langdysse. Bodenhoff var en tidligere skovridder. Også Kongens Forhøjning er oprindelig en gravhøj fra stenalderen.
Dannebrog gik i land
Her gik Valdemar Sejr ifølge sagnet i land med Danneborg, efter at flaget var ”faldet ned fra himlen” under slaget ved Lyndanisse i Estland i 1219.
Kongen var på vej til Urnehoved Tingsted ved Hærvejen. Han kan godt være kommet sejlende hertil selv om det er umuligt i dag. Formentlig har engene dengang været store vådområder, som var adskilt fra fjorden af strandvolde. På højen findes en mindesten rejst i 1969 og en grillplads, hvorfra de har en fin udsigt over engene mod byen.
Sangerkrig
Her i Hjelm Skov har der også udspillet sig en anden krig i 1845, nemlig en sangerkrig. Det var en aktion mod det tysksindede Liedertaffel. En gruppe skibstømrer og unge svende fra værksteder i byen havde samlet sig ved havnen.
Med Dannebrog i spidsen båret af den kun 18 – årige Jens Peter Jungreen gik det så mod skoven. Her var de opsat diverse telte. De unge mennesker sang ”Kong Christian” hver gang Slesvig – Holstenerne og Liedertafel sang ”Schleswig – Holstein meerumschlungen”
Mange af de unge mennesker blev fyret dagen efter fra deres arbejdsplads, fordi de havde deltaget i denne ”provokation”.
Et rituelt forhold til Saltbjerg
Hesselbækken snor sig gennem skoven og passerer på sin vej højen Saltbjerg. Her har man fundet urnegrave fra jernalderen. I dag leverer bevoksningen af Normannsgran frø til juletræer og pyntegrønt.
Navnet Saltbjerg kommer af Solbjerg. Man kan forestille sig, at folk i den forsvundne landsby, Hessel har haft et rituelt forhold til bjerget. Urner fra jernalderen er fundet her.
Syd for Saltbjerg lå engang en mark, der hed Biskoppens Enemark. Det er sikkert til minde om Bispegården i Hessel.
Amtmanden er på jagt
Når du går gennem Hjelm Skov ved midnatstid, så kan du måske høre hundeglam og jægerhorn. Hvis du lytter ordentlig efter, kan du måske høre råb:
Se det er plattysk, og det er tegn på, at Günderoths glade jagt er i gang. Sagnet fortæller, at amtmand Günderoth og hans broder elskede at jage i Hjelm Skov, hvor der dengang var meget vildt.
Den fromme og ædle amtmand var sikkert ked af, at hans kære hustru ikke havde skænket ham nogle arvinger.
Hans broder, Andreas var uden kone. Dette skyldtes ulykkelig kærlighed i ungdommen. Sagnet fortæller at amtmanden og broderen havde skænket en masse penge til alderdoms – og skolestiftelsen i Nygade. Slægtningene følte sig bedraget for en arv.
Under en jagt i Hjelm Skov blev amtmanden opsøgt af slægtninge, der bebrejdede ham, at han ikke tænkte på dem.
I det samme kom en ung pige i bondedragt. Amtmanden spurgte:
Pigen viste sig nu, at være en lyslokket dreng. Han fortalte, at han kom fra en døende søster, der bad amtmanden om, at være god ved drengen. Amtmanden vendte sig om mod sine slægtninge:
Drengen takkede amtmanden, og faldt på knæ. Han ville bede Gud om, at give Amtmanden, hvad han helst ville have.
Amtmanden svarede, at han ville jage i skoven til evig tid. Så næste gang, du går i Hjelm skov ved midnatstid, så lyt:
Nu skal man aldrig efterprøve sådanne sagn. For historien er jo svov. Men det var desværre en anden Günderoth, der forærede pengene til Stiftelsen i Nygade.
Danmarks ældste kolonihaver
Nær indgangen ved Skyttegården ligger Danmarks ældste kolonihaver, Hjelmhaverne. Haverne er anlagt fra 1831 som ”fattighaver” på initiativ af statholderen i Slesvig – Holsten, landgreve Carl af Hessen. Carl var en meget fremsynet mand, og tanken var, at de fattige skulle have mulighed for at brødføde sig selv med høsten fra haverne. Haverne blev anlagt på Skyttelaugets gamle skydebane. Det var tilpas langt væk fra byen til, at Aabenraas borgere ikke behøvede at føle sig generet af synet af de fattige. Hjelmhaverne blev fredet i 1979.
Det var heldigt at haverne blev lagt så langt ude, at grundene ikke er blevet brugt til boligbyggeri.
Masser af fattigdom
Tiden omkring 1800 var præget af krise og fattigdom Der var ekstremt høje kornpriser. Og det var også disse priser samt kornmangel der i 1790 førte til uroligheder i Aabenraa. Skibstømrere og andre håndværkere ville tvinge en skipper til at sælge dem smør, der ellers skulle være gået til Vestindien. Fem år senere forlangte man brød i stedet for penge i byen.
I 1790erne lå antallet af fattige i Aabenraa med mellemrum over 200. Og antallet af tiggere var stigende. Ved højttiderne kunne man opleve 300 – 400 tiggere fra byen og omegnen vandre gennem byens gader.
Allerede i 1819 opfordrede Carl af Hessen, at nu skulle der indrettes fattighaver. I Aabenraa så man med skepsis på tanken. Der skulle tre rykkere til, inden der kom skred i planerne.
Et stort udbytte i haverne
I 1833, der hvor Skyttelauget siden 1734 havde sin skydebane gik 37 fattige i gang med at dyrke haverne. Allerede samme år fik endnu 40 lov til at få deres fattighaver.
Og man gik sandelig til den fra starten. I december 1833 var udbyttet fra 39 havelodder:
De skulle have ligget i Nørreskoven
Egentlig skulle kolonihaverne eller fattighaverne have ligget i udkanten af Nørreskoven oppe på Galgebakken. Her havde man fået tre tønder land af Kronen, som erstatning for græsningsret, som man tidligere havde i Nørre – og Sønderskoven.
Sønderskov
I Sønderskov er terrænet så stejlt og fyldt med kløfter og vandløb, at jorden aldrig har været under plov. Tidligere gav skovens Hjortekilde og Helligkilde vand nok til at drive vandmøllen Farversmølle.
Møllen har fået navn efter farver Martin Bahnsen, som i 1767 indrettede en såkaldt stampemølle på stedet. Med tiden voksede virksomheden til en regulær uldtøjsfabrik. Her blev uldent klæde valket, bleget og farvet med forskellige plantefarver.
Mange møller i Aabenraa
I 1761 meldes om en grynmølle på Arnsbjerg. I 1767 blev den flyttet til Sønderskov. Det er så den, der blev kaldt Farversmølle. Her havde man fundet en kraftig kilde, Hjortkilde. I den har man fundet spor af en ældre dæmning. I 1797 meldes om en ny stampemølle.
På et tidspunkt var der masser af møller i Aabenraa og omegn:
Velbesøgt udflugtsmål
Alle processerne krævede store mængder vand. Farversmølle var i drift indtil slutningen af 1800 – tallet. Da var stedet og møllens beværtning for længst blevet et velbesøgt udflugtsmål. Mindre popukært var det, når medlemmer af Frits Clausens danske naziparti i 1930erne øvede sig i at marchere på pladsen.
Den 28. juli 1869 fejrede Frederiksklubben her Frederik den Ottendes bryllup med svenske Louise. Og det var i møllens beværtning.
To mord
Sønderskov har også været scene for et brutalt mord. I februar 1795 red skovridder Anders von Bergen efter lyden af et rådyrs klagen, da han pludselig stod over for tre mænd.
Den ene genkendte han som krybskytten Røde Anders, der straks greb et gevær og skød skovrideren ned bagfra. Hårdt såret lykkedes det von Bergen at ride til Farversmølle. Han døde dagen efter.
Røde Anders blev i 1796 dømt til døden og halshugget. Hans krop blev lagt på hjul og stejle. En mindeplade “Von Bergens eg” markerer mordstedet. Egen har stået der i 400 år og er dermed dobbelt så gammel som træerne omkring den.
Langt senere slog en beruset person en ung skovfogedassistent ihjel lige i nærheden. Dette blev takseret til kun 18 måneders fængsel.
Sønderskov byder på mange fine kig ud over byen og fjorden. Selv husker jeg en morgen, da jeg kom løbende her, vores flotte kongeskib ude i fjorden. Det var et flot syn.
Årup Skov
Årup Skov har en anden historie end de øvrige Aabenraaskove. Skoven er etableret som jagtterræn for adelsfamilien Ahlefeldt. Den hørte oprindelig under Søgård Gods ved Kliplev. Jagten gjaldt især rådyr og ræv. Senere købte hertugen af Augustenborg skoven. Det var i 1725. Han var meget interesseret i fiskeopdræt og havde fiskerettigheder i søerne og vandløbene langs sydsiden af Aabenraa Fjord. Karpedammen og Laksemøllen stammer også fra den tid.
En halv ton fisk i dammen
Da hertugdømmet blev nedlagt i 1850, overgik den til staten. Karpedammen og Laksmøllen stammer fra hertugens tid. Da man tømte dammen sidst i 90`erne, viste den sig at rumme en halv ton fisk.
En stemning af urskov
I den vestlige, flade del af Årup Skov er der store åbne områder med et rigt liv af både planter og dyr. Før 1999 voksede der også skov her. Da mange af træerne faldt i december – orkanen det år, fik lysningerne lov til at forblive åbne. I dag finder rådyr, ræve og rovfugle masser af føde her. Flere store grævlingegrave findes i denne del af skoven. Og den sjældne sortspætte har her et af sine få ynglesteder.
Skovens østlige del byder på stejle skrænter og dybe slugter. Fra udsigtspunktet Dragebænken har du en fin udsigt over Aabenraa, fjorden og Løjt Land nord for byen. Gennem denne del af skoven løber en dyb kløft med en bæk i bunden. Kløften er i virkeligheden en lille selvstændig ”arm” på den store tunneldal med fjorden. Her lå træerne tæt. Du kan opleve en stemning af urskov under taget af grene.
Vandet løb ud til Vidåen
Midt i skoven ligger Skovlyst Naturskole, som arrangerer oplevelsesture for skovgæster i alle aldre.
Selv om Årup Skov ligger ned til Aabenraa Fjord, løber det meste af vandet fra skovens vandløb og kilder ud i Vidåen og videre mod vest til Vadehavet. De dybe grøfter i skoven er gravet for at afvande de lavere liggende arealer.
Skovene vest for Røllum Skovvej er private og delvis fredet for at beskytte sjældne orkidéer og dyr.
Langs Årupgade kan du se en typisk udstykning til husmandsbrug fra tiden efter 1920. En del af Årupgårds jord blev udstykket i husmandssteder på den tid.
Sct. Annas Kapel
Nær T – krydset Årupgade – Årup Skovvej ligger resterne af Sct. Annas Kapel. Det var i middelalderen et såkaldt valfartskapel. Møntfund fra stedet viser, at der trak mange pilgrimme til. Sct. Anna var søfolkenes helgen, og de bragte hende gaver som tak for en vellykket rejse. Aabenraa var på den tid en rigtig havneby.
Måske har kapellet på et tidspunkt været viet til Sankt Andreas – fiskernes skytsengel. Bakken er også blevet kaldet for Kappelbjerget.
Det oprindelige kapel var en simpel bindingsværksbygning. Men i begyndelsen af 1500 – tallet gik man i gang med at opføre en større murstenskirke på stedet. Kun koret nåede dog at stå færdigt, før reformationen kom i vejen.
Samtlige kilder fortæller, at den ufærdige kirkebygning blev revet ned af ”en rasende folkemængde” i 1528. Kapellet blev glemt, men siden genfundet på et kort fra 1641. Ruinerne blev udgravet sidst i 1950erne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 15, 2016
Da gadenavnene blev ændret i Tønder
Det har været en heftig debat om tysk by og vejskilte i Sønderjylland. Det har været følelsesladet og ikke altid lige smart. Men hvordan var det med gadeskilte i Tønder. Jo her var tosprogede gadeskilte fra 1920 – 1945. Tønder Amts Avis opfordrede folk til at komme med forslag. Hvad var det med Struck, Popsen og Richsen? Man mente, her skulle ny til, indtil man fandt ud af, at forslaget til disse navne kom fra en dansksindet. Og så var det lige problemet med Uldgade og pebergade. Ja, så fandt ud af, at ”Spiker” måske ikke kun var tysk. Og hvorfor skulle du kun hedde Abild – landevejen. Den gik jo helt til Ribe. Der var nærmest ingen udskiftning i Tønder. Men skulle dansk eller tysk hænge øverst? Det var tre postbude, der smed de tyske skilte væk tre dage efter besættelsen i 1945.
En heftig debat
I flere omgange har der været en debat i gang, om der skulle indføres gadenavne og byskilte på tysk i Sønderjylland. Til tider har denne debat nået astronomiske højder, der har fået følelser frem. Måske har debatten måske ikke altid været lige smart.
Man ændrede bare det mest nødvendige
Ved Genforeningen i 1920 skulle der ske en overgang fra tysk til dansk styre. Der skulle ordnes mange ting. Og der skulle også sættes nye gadeskilte op på dansk. Nogle gange ændrede man bare gade til strasse og vej til weg, dengang, der gik den anden vej.
Avisen opfordrede til forslag
I Tønder opfordrede Tønder Amts Avis læserne til at komme med forslag til gadenavne. Der var i mellemtiden kommet navne på gaderne, som man ikke bare kunne oversætte til dansk.
Fra Abild til Ribe
Det kunne vel ikke blive ved med at hedde Abeler Chaussee. Man vidst jo udmærket at vejen førte til Abild, men den vejen gik endnu længere, så derfor blev det til Ribe Landevej.
Forslaget kom fra en dansker
I tysk tid var der kommet vejnavne til ære for legatstifterne Struck, Popsen og Richsen. Jo provst Carsten, som var forfatter til bogen ”Die Stadt Tondern” havde også fået gade opkaldt efter sig.
Det blev nu foreslået at få udskiftet disse navne til for eksempel Løgumklostervej, Kongensgade og Møgeltøndervej.
Men se legatstifternavnene var i sin tid blevet forstået af det danske byrådsmedlem, bagermester Thorvald Petersen.
Hvad med Petersen og Brorson?
Forfatteren til et anonymt indlæg i Tønder Avis, formentlig seminarielærer Claus Eskildsen gik varmt ind for dem. Han foreslog også, at man gav et par gader navn efter Balthasar Petersen, som stiftede seminariet og efter Brorson.
Han mente også, at Markgade og Vidågade bedst kunne afgive deres navne. De to navne havde endnu ikke kunnet fortrænge det gamle Bag Staldene. De to navneforslag blev imidlertid først brugt senere. Gaden efter Balthasar Petersen kaldte man Provst Petersensvej.
Så var det lige Pebergade
Redaktør P. Skovrøy mente, at navnet på den ikke længere eksisterende Pebergade, Pfefferstrasse, var en tysk misforståelse af et oprindeligt Peblingegade.
Han giv i øvrigt ind for at gaden skulle have dette navn. Men den beholdt navnet Pebergade. Dette var sandsynligvis også det oprindelige navn.
Problemet med Uldgade
Uldgades navn blev også drøftet. Gaden blev på tysk kaldet Wolfstrasse. Den tyske historiker Ludwig Andresen argumenterede i Neue Tondernsche Zeitung for, at det var det oprindelige navn, og at gaden derfor nu burde hedde Ulvegade.
Redaktør Skovrøy tog til genmæle i Flensborg Avis. Hans opfattelse var, at Uldgade var det oprindelige navn. Uld og Ulv udtales ens i Tønderdialekten. Det tyske navn må have været en misforståelse.
Mange år senere – i 1943 – nævnte Claus Eskildsen i sin bog, at hverken Ulvegade eller Uldgade var oprindelig. I 1603 kaldtes gaden Wulfs Gade efter Wulf Hans’ s som ejede et hus til hjørnet af Søndergade.
Tønder fik også en Kongegade
Ja i øvrigt blev der så også senere opkaldt gader efter både P. Skovrøy og Ludwig Andresen.
I modsætning til Haderslev og Sønderborg havde Tønder en Papegøjevej. Men den blev slet ikke nævnt i aviserne. Ønsket om en Kongevej blev opfyldt både i Tønder, Aabenraa og Sønderborg.
”Spiker” var måske dansk
Spikergade beholdt også sit navn. Flensborg Avis og Vestslesvigsk Tidende skrev, at det ”maaske alligevel ikke er tysk, naar Oprindelsen granskes ret”. Det, der ligger bag denne bemærkning er, at navnets forled egentlig kommer af middelalderlatin Spicarium ”kornhus”.
Dette ord blev lånt i både dansk og nedertysk i formen ”spiker”. Det er uvist om navnet er kommet sydfra eller nordfra. I højtysk fik det formen Speicher ligesom ”Speicherstrasse i Haderslev.
Nærmest ingen udskiftning i Tønder
I Tønder skete der nærmest ingen udskiftning af gadenavnene. I Aabenraa skete det kun i mindre omfang, men i Haderslev i større omfang. I Sønderborg blev cirka en tredjedel af alle navne udskiftet.
Ved nu at give gaderne navne efter danske personer, ved at søge tilbage til gamle navne og ved ellers at vælge typisk og traditionelt danske navne viste man sin glæde over at vende hjem.
Tosprogede skilte indtil 1945
Men gadeskiltene i Tønder har deres egen historie. Den 8. oktober blev det på et møde i byrådet, hvor der jo dengang var tysk flertal, vedtaget at have gadeskilte på begge sprog. Den 20. februar 1921 var man færdig med at sætte de nye danske skilte op.
I mellemtiden var der blevet diskuteret, om de skulle hænge øverst eller nederst. Og det så en tid ud til, at de ville komme til hænge nederst. Men det endte nu med, at de kom til at hænge øverst.
De tyske skilte blev hængende, også efter at man fik dansk borgmester i 1937. Det var byens postbude, der nogle dage efter Befrielsen i maj 1945 med sang og musik gik rundt og tog dem ned.
Det var tre postbude, der startede
Postbud Fr. Lund altid kaldet Fidde, har på spørgsmålet om, hvem der startede det, fortalt:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :
December 14, 2016
Solvig – en herregård i Slogs Herred
Gården kan man sikkerhed føres tilbage til 1390. Men måske eksisterede gården allerede i 1364. Det har været en af de største godser i Sønderjylland. Diverse adelsslægter, som Sappi, Rantzau, Gjordsen og Ahlefeldt har ejet stedet. Ja kongen ejet det i en måned og hertugen af Gottorp har ejet stedet to gange. Også områdets bønder har været ret aktive for at undgå at blive udnyttet. Og en stærk kvinde, der blev trolovet allerede son syv årige ville ikke have sønnen på Trøjborg som ægtemand, da hun blev voksen. Det kostede faderen en bøde på 3.000 mark og en undskyldning til herren på Trøjborg. Jo, det var sandelig en skandale, hvor både kongen og hertugen var involveret.
Nævnes første gang i 1390
Måske syner Solvig ikke af så meget i dag, men det har faktisk engang været en af de største godser i Sønderjylland
Ja denne gård ligger ved Arnåen. Og det bærer navnet også præg af. Således betyder Sol – sump. Solvig nævnes første gang i 1390, da Marine af Løgimose til Peder Eriksen afstod sit gods i Hostrup Sogn.
Adelsslægten Sappi
Peder Eriksen tilhørte den sønderjyske adelsslægt Sappi. Han var af ”kongelig byrd”, idet hans bedstefar Abel Valdemarsen var en ”naturlig søn” af hertug Valdemar af Sønderjylland.
Hans far, Erik Abelsen (Rynd) skødede i 1364 til sin bror Valdemar Sappi en del gods i Hostrup sogn, som tilhørte hans stedsøstre Gunner og Elsiif. Han var gift med Cathrine Eriksdatter Urne. Det må have været tale om et gods, der har tilhørt hendes første mand.
Har gården eksisteret i 1362?
Solvig omtales ikke i brevet, så måske er det tvivlsomt, om det har eksisteret på daværende tidspunkt. Men i ældre litteratur omtales to mænd, Hartvig og Wulf, som skulle have haft gården i 1362.
Peter Sappi har sandsynligvis arvet sin farbror. Måske var det erhvervelsen af godset i Hostrup Sogn som blev forudsætningen for, at der netop på denne egn blev bygget en herregård.
Gjordsen stammer fra en tysk adelsslægt
Peter Eriksen Sappi`s datter Anna blev gift med Mads Gjordsen, som tilhørte en tysk adelsslægt, som var indvandret til Sverige og Danmark. Slægten hed oprindelig Goritz eller Gortz, hvilket blev fordansket til Gjordsen.
Mads Gjordsens søn fik i 1443 en vigtig indrømmelse af hertug Adolf, idet han fik overdraget alle 40 marks bøder af sine bønder. Han døde omkring 1460. I 1469 nævnes en Erik Sture til Solvig, som vel har været gift med en datter af Claus Gjordsen. Eneejer har han næppe været.
Godset voksede
Fra 1481 nævnes Claus Gjordsens søn, Eggert Gjordsen til Solvig. Han var ivrig i at forøge godset. Han var også meget energisk i sine bestræbelser for at sikre sine rettighede. Ofte mødte han på tinge, således i 1496, da han fik lavhævd på alt sit gods i Slogs herred. Det var foruden Solvig, den dertil hørende mølle og i alt 44 ejendomme og nogle tofter m.m.
Det var dengang et gods af imponerende omfang. De fleste af fæstergårdene lå i Solvigs umiddelbare nærhed.
Eggert Gjordsen kom ikke hjem fra Ditmarsken
Eggert Gjordsen var med på det store togt mod ditmarskerne i 1500, hvor så mange holstenske og sønderjyske mænd faldt. Heller ikke herren til Solvig vendte hjem igen. Med stor kraft tog hans enke Anna Eriksdatter Fasti opgaven op for at sikre godset for sine 4 sønner og 6 døtre.
En del ejendomme som hendes ægtefælle havde erhvervet i Kær herred afstod hun dog til Hertug Frederik i 1502. Men ellers fortsatte hun med at arbejde for den retslige sikring af sine besiddelser. Ofte gav hendes folk møde på egnens herredsting. Hun døde i 1516.
Ældste søn endte som kansler
Den ældste søn Claus Gjordsen studerede ved universitetet i Köln og blev magister. Efter at være hjemkommet til Danmark gik han i kirkens tjeneste. Her gjorde han hurtigt karriere. Efter først at være kannik i Ribe, provst i Jellingsyssel og i Hardsyssel, blev han i 1514 domprovst i Ribe. I 1523 rejste hertug Frederik sammen med de jyske rigsråder oprørets fane mod Christian den Anden.
Da Hertugen gik over Kolding Å, var Claus Gjordsen med ham som kansler. Han reorganiserede Det danske Kancelli, som han ledede med dygtighed indtil sin død i 1532. Kanslerens færd i kirkens tjeneste og som leder af rigets administration er et bevis på, at han var en god dansk mand, der mestrede det danske sprog til fuldkommenhed. Slægtens nære tilknytning til Danmark viser sig også deri, at dens medlemmer altid hentede deres ægtefæller blandt den danske adel.
Den ene datter boede i Jejsing
Eggert Gjordsens børn synes oprindelig at have haft Solvig i fællesskab. Sønnen Erik, der døde i 1519, nævnes til gården i 1507 og 1509. De to yngste brødre døde imidlertid som ganske unge uden at efterlade sig arvinger. Da mester Claus, som den kirkens mand han var, døde barnløs, blev Mads eller Mathias formodentlig eneherre på gården.
De to søstre fik hver udelagt 19 bøndergårde. Den ene af dem, Anna synes at have boet i Jejsing. Hun var gift med Otto Brockenhuus, der døde før 1529. Den anden, Bege, var gift med Jesper Holck. Ved selve hovedgården forblev der 25 fæstegårde.
Trolovet som 7 – årig
Mads Gjordsen levede endnu 1561, men efter hans død gik gården over til hans datter Anne, der var født i 1529. Hun blev allerede i en alder af 7 år trolovet med Hans Pogwisch søn af Wulff Pogwisch på Trøjborg. Da hun blev voksen, nægtede hun at ægte sin fæstemand. Det var jo ikke godt for slægten. Ja det var en skandale.
En bøde på 3.000 mark og en undskyldning!
Pogowisch`erne ville ikke gå med til at hæve trolovelsen. Ja og sagen blev sandelig indbragt for kongen. Mads Gjordsen måtte betale 3.000 mark til Wulff Pogowisch. Samtidig måtte han bede om tilgivelse på et møde den 3. april 1547 i Kolding, hvor kongen, dronningen, prins Frederik og hertugerne Hans og Frederik samt talrige rigsrødder var tilstede.
Tredje gang lykkedes det
I stedet trolovede den halsstarrige jomfru sig med Axel Banner, der dog døde før brylluppet.
Hun tabte dog ikke modet af den grund. Tredje gang lykkedes det for hende at finde en mand, der virkelig kunne føre hende til brudeskamlen. Den udkårende var Erik Lange til Engelsholm ved Vejle. Han døde allerede i 1572. Enken ægtede senere Albert Galskyt. Hun beholdt Solvig, indtil den omkring 1579 gik over til sønnen Erik Lange. Jo, det var den kendte guldmager.
Solgt til Frederik den Anden
I 1583 solgte han Solvig med alt bøndergods til Kong Frederik den Anden for 58.000 daler. Skødet optegner alle de gårde som dengang lå til Solvig. En sammenligning med de middelagtige forhold viser en stærk forøgelse af godsområdet.
De gårde, som Anna og Bege Gjordsen havde haft, var nu blevet genforenet med de andre besiddelser. Samtidig var antallet af gårde forøget til 75, hvortil kommer 12 bol og 30 huse. Antallet af gårde og gårdparter i Slogs herred var steget fra 44 i 1494 til 66, hvoraf alene 56 i Hostrup og Højst sogne.
Godset voksede
Det var virkelig et storgods, der var blevet skabt. Gennem hoveriet blev undersåtternes arbejdskraft udnyttet. I forbindelse hermed så fandt der også en udvidelse af hovedgårdsmarken sted i det 16. århundrede. I 1583 nævnes 8 byggesteder (og bol) på Solvig mark.
En indberetning fra en senere tid oplyser, at hovedgårdsmarken var blevet udvidet med to gårde, kaldet Adelvad, som var blevet lagt øde.
Kun en måned under kongen
Kongen havde kun erhvervet Solvig for at bruge den ved sine byttehandler. Kun godt en måned var bønderne kongens fæstere, så blev de afhændet til Melchior Rantzau, der til gengæld afstod gården Tovskov til kongen.
Melchior og Henrik Rantzau
Og hvem var denne Melchior Rantzau? Ja, han var søn af Henrik Rantzau til Bülk und Borghorst. Han havde været amtmand i Haderslev et par år. I sine unge år havde han studeret i Strassbourg og Siena. I 1588 var han blevet dansk hofjunker.
På den bekendte Rantzau’ske tavle findes en gengivelse af Solvig på Melchior Rantzaus tid. Den viser et hvidkalket enkelthus, der er bygget af grundmur i to stokværk og omgivet af grave. Åbenbart har Melchior Rantzau ombygget den gamle herregård. Ombygningen har åbenbart fundet sted i 1585. Dette årstal var at finde på den anseelige staldbygning.
Det ældste Solvig
Det Solvig, der er afbildet på tavlen er ikke det ældste Solvig. Dette lå i engen vest for den nuværende avlsgård. Her har der været fire kunstig opførte holme. Der er her konstateret rester af træbygninger, hvoraf de ældste går tilbage til 1300 – tallet.
På den sydøstre holm har der oprindelig stået et tårn med en grundflade på 5 gange 5 meter. Den var bygget af tømmer og med lerklinede tavl. Det stod oven på et græstørvehus, der synes at være ødelagt ved en brand. Denne skæbne ramte også tårnet. Det ser ud til at dette er blevet afløst af flere større bygninger. Den yngste var også af bindingsværk og syns at være fra omkring 1500.
Melchior Rantzau døde allerede 1589. Hans enke Dorothea, datter af Christopher Rantzau i Quarnbeck blev boende på Solvig.
Amtmand Blome overtalte hertugen
Også den gottorpske hertug drev godspolitik i stor stil. Og købte en del nordslesvigske herregårde. I 1597 rådede amtmanden i Tønder, Dietrich Blome ham til at købe Solvig, der havde en overmåde gunstig beliggenhed.
I de følgende år er det antageligt blevet forhandlet om afståelsen. Men først i 1601 nåede man til en overenskomst med Benedict og Jørgen Rantzau, enkens brødre.
Solvig blev nu overtaget af hertug Johan Adolf af Gottorp. Det var nu blevet et domæne, der foreløbig blev drevet af hertugens egen regning. Den gav et betydeligt overskud, som regel mellem 800 og 1.300 daler om året.
Bønderne klagede
Nogle af indtægterne stammede fra, at der på gården blev staldet en del okser. I den første tid efter at hertugen havde overtaget stedet, blev bønderne meget plaget af hoveri. De bad derfor, om at få lettelser eller at blive helt frie, ligesom der var sket på Grøngaard.
Spørgsmålet blev løst ved, at hovedgårdsmarken blev lejet ud til amtmanden i Tønder for 742 rdl. Undersåtterne fik hoveriet afløst med en pengeydelse, i 1624: 639 daler.
Da trediveårskrigens ulykker væltede ind over Danmark gik det hårdt ud over Solvigs bønder.
Solvig blev bortforpagtet
Efterhånden gik man over til at bortforpagte Solvig ligesom tilfældet var med de andre kongelige og hertugelige domæner. Allerede 1620 var den hertuglige staldmester Wilken Manteuffel blevet pensionær på gården.
Først i 1650erne var kaptajnløjtnant Johan Clausen forpagter. Senere overtog dennes enke Anna gården. Fra 1677 var den forpagtet af løjtnant Chr. Dormeyer, som blev gift med Clausens datter. I forpagtningskontrakten var det bl.a. fastslået, at undersåtter ikke skulle præstere hoveri.
”Guds vejr” ødelagde Solvig
Det Solvig, som muligvis blev bygget omkring 1585, blev ikke gammelt. Allerede 1622 blev noget af gården ødelagt af ”Guds vejr” og 1638 brændte hele gården efter at være antændt af lynet. Også hovedbygningen blev ødelagt, men trods store udgifter lykkedes det dog hertugen at få gården bygget op igen.
Frederik Ahlefeldt overtager
Ved salgsbrev af 4. april 1681 blev Solvig overdraget Frederik Ahlefeldt til Oppendorf og hans brødre. Hele det Solvig`ske godsområde var spredt over ti sogne.
”En kommune” med særlige rettigheder
Området kom til at udgøre et særligt jurisdiktionsområde, et birk. Selv om bønderne, i hvert fald fra 1724 var tingpligtige i de herreder, hvori de boede, vedblev de dog at udgøre en kommune for sig med en del særlige rettigheder. Det var først efter indførelsen af prøjsisk administration, at der skete en afgørende ændring i dette forhold.
Frederik Ahlefeldt boede ikke på gården. Ligesom så mange andre Ahlefeldt` ske besiddelser blev bortforpagtet.
Bønderne bliver ”herremænd”
Tolv år senere skilte Ahlefeldt sig atter af med Solvig. Ved et salgsbrev af 7. januar 1693 blev gården og godset til ”samtlige frie undersåtter under godset Solvig”. Salgsprisen var 44.000 rdl. Species. En sådan overdragelse var på dette tidspunkt enestående.
I virkeligheden var bønderne ved denne dristige transaktion blevet herremænd. De ville dog ikke drive selve hovedgården, som af kommunens fuldmægtig blev bortforpagtet til Johan Jensen for 800 rdl. i afgift.
Hertugen tilbagekøber gården
Bøndernes herremandsværdighed blev dog ikke af lang varighed. Allerede 1706 tilbagekøbte hertug Carl Frederik af Gottorp, gården. Bøndergodset blev lagt under amtet, selvom det som nævnt i flere henseende beholdt sin særstilling, havde det herefter igen særlig tilknytning til hovedgården.
Stormandens fald
Også i den følgende tid var Solvig bortforpagtet. Fra 1. maj 1706 til Baltzer Bentzen, der i en længere årrække havde været inspektør hos Ahlefeldt, sidst på Gråsten. Senere blev han amtsforvalter og amtsinspektør i Haderslev amt. Fra 1715 var han desuden borgmester i Haderslev by. Han var i mange år en stormægtig mand, idet han ret egenmægtigt styrede hele Haderslev amt. Men selv den største mand kan fældes. Og i 1727 mødte Baltzer Bentzen sin skæbne. Han faldt på en toldsvigsag og dømtes fra embedet. Selv om han senere blev rehabiliteret, var hans embedsbane dog brudt. Han døde på Havervadgård den 3. juli 1739.
Lignede ikke en herregård
Fra hans tiltrædelsestid er der bevaret et meget udførligt inventarliste over Solvig, som giver et levende indtryk af de mange bygninger, der hørte til gården. Selve hovedbygningen var ikke imponerende, kun 14 fag lang, hvert fag ansat til seks fod. Bredden var 36 fod. Dielen var belagt med klinker. Den var 4 alen lang og 3 alen bred.
Af udbygninger var der en hestestald, kostalde, lade, tørvelade, baghus m.m. Man kan ikke sige, at bygninger bar præg af, at man var på en herregård.
Halslænke og jernkæde
Men alligevel. På pladsen findes en pæl af egetræ, hvorved en halslænke og en jernkæde med 11 led og en krampe, hvori lænken hænger.
Man skulle betale brotold
Den slags havde man dog ikke på almindelige bøndergårde. Omgivelserne viser også tydeligt, at det var en gammel herregård, der var tale om. Gården var dels omgivet af en vold, dels af en ret tilvokset grav. Foran gården gik der en bro over til porten. Den var 11 alen lang og 5 ½ alen bred, mens broen over åen var ikke mindre end 23 alen lang og 6 alen bred.
Omegnens folk, der passerede over den, skulle betale brotold. Til gården hørte en have på 216 x 144 alen og med 5 – 6 kirsebærtræer, ribs, nødder, vilde blommetræer, lindetræer og el. Tidligere havde der også været en fiskedam ved gården, men den var nu øde og forladt.
Kohold blev en fiasko
Gårdens jorder bestod, som det fremgår af et kort fra en noget senere tid, af agerjord, engjord og jord, der kun var beregnet til kvægdrift.
Agerjorden, der lå mellem engjorden og græsningsområderne, var i 1764 delt i 6 indtægter, hver med en usæd på mellem 32 og 40 tdr. I 1716 blev den samlede usæd til 80 tdr. rug, 25 tdr. boghvede eller byg. På hedejorden kunne der avles lidt havre.
De langstrakte, men smalle engstrækninger var magre og græsningen egnede sig ikke til hollænderi. To gange havde man forsøgt sig med kohold i større stil. Men det var begge gange blevet en fiasko.
På Baltzer Bentzens tid holdtes kun 12 – 14 køer, idet køerne gav for ringe mælk. Man fortsatte derfor med den gamle driftsform, hvor hovedvægten var lagt på staldning og fedning af okser.
Opstaldning gav bedre
I 1751 fedede man således 150 okser med en fortjeneste på 6 rdl. pr. stk. I øvrigt var en del af jorden ligesom i tidligere tid lejet ud. Det hang sammen med, at man havde for lidt ladeplads. Den store lade, som var blevet ødelagt ved branden i 1638, var ikke blevet genopbygget.
Den første Outzen
Baltzer Bentzen var endnu forpagter i 1723, da bønderne bad om at måtte overtage forpagtningen. I 1736 var Peter Thomsen pensionær. Han døde 1737 og efterfulgtes af sin broder, Johan Thomsen, der gav 1.310 rdl. i årlig afgift. Han døde 1759 og fra 1. maj dette år overtog Georg Outzen forpagtningen. Fra 1. maj 1768 fik han gården i arvefæste mod at betale 2.398 rdl. for bygningerne. Det var den sum, hvortil de var vurderet i brandkatasteret. Desuden skulle der betales en årlig afgift på 500 rdl.
Afgiften havde de sidste 30 år gennemsnitlig været på 1.258 rdl. Og grunden til den ringe afgift var, at en del af engjorden var blevet udelagt til de fra Tyskland indkaldte kolonister.
Georg Outzen var født 1730 som søn af Ludolph Outzen i Aventoft. Han tilhørte nogle af de kendteste og mest udbredte sønderjyske slægter, idet hans moder Anna Sophie Bahnsen var datter af farver Johan Bahnsen og Anna Sophie Klinge.
En ny hovedbygning opføres
I 1777 fik han tilladelse til at bortsælge noget af jorden. I 1789 overlod han gården til sin ældste søn, Johan Ludolf Outzen. Faderen blev dog boende på Solvig, hvor han døde i 1808.
Den nye arvefester var født i Ubjerg i 1758 og var gift med en farverdatter Agathe Nyland fra Horsens. Også han blev en gammel mand, idet han først døde i 1841. Hans efterfølger blev sønnesønnen Johan Ludolph Outzen, der var født i Ballum sogn 1818 som søn ag Georg Outzen.
Han opførte den nye hovedbygning i 1851. Det er en hvidkalket enlænget bygning med halvt afvalmet stråtag.
Rester af en gammel vindeltrappe
I 1942 blev der herunder fundet rester af en vindeltrappe fra renæssancetidens Solvig. J.L. Outzen blev den sidste af slægten på Solvig. I 1884, et år før sin død solgte han gården til lensgreve Hans Schack. Han havde fået en del frikapital ved afhændelse af fæstegods, kirketiende m.m. fra Schackenborg.
Den nye ejer gennemførte ret store forbedringer på bygningerne, ligesom han kultiverede det store engareal. Den følgende ejer var hans søn, amtmand over Tønder Amt, lensgreve Otto Didrik Schack. Han døde 1949 og blev efterfulgt af sin søn, lensgreve Hans Schack.
I 2011 blev gården overtaget af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim. Hvordan ejerforholdet er i dag, hvor prinsen har forladt Schackenborg vides ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Slotte, Adel og Herregårde i Sønderjylland: Læs her på www.dengang.dk :
Hvis du vil vide mere: Om området i nærheden, Læs her på www.dengang.dk:
December 12, 2016
Tønder – Erindringer 17 – en anmeldelse
Så foreligger 2016 udgaven af Tønder – erindringer. Denne gang er det arbejdspladser, der bliver præsenteret. Og det får da i den grad nye minder frem. Mange af dem, der bliver nævnt kender man mere eller mindre. Pludselig går det op for en at man har været bud syv forskellige steder i byen. Ja man kommer også i tanker om sin soldatertid for ens gamle kompagni flytter til Tønder. Ja og så bliver Æ Klev også nævnt med de orkestre fra dengang. Og hvor ofte har man ikke siddet i Tønder Kino. Det gode ved disse erindringer er, at vi alle har vores forskellige måde at skrive på. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune udnytte sin lokalhistoriske ekspertise og bruge de sociale medier. Opret en FB – gruppe. Lav en mere aktiv hjemmeside. Interessen for lokalhistorie er enorm. Det kan vi se på vores hjemmeside besøgstal. Og vi er en masse, der hjælpe Birgitte og Ingolf med dette.
Vi venter længselsfuldt
Vi venter alle længselsfuldt efter årbogen fra Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune. Men nu foreligger 2016 – udgaven. Seks spændende beretninger om virksomheder og arbejdspladser i byen.
Før i tiden var det pensionister, der fortalte, om deres oplevelser i det famle Tønder. De sidste par år har man til dels fokuseret på virksomheder. Dette er også spændende for vi har hver især haft et forhold til disse virksomheder.
Det gode er også, at selv om man ikke er medlem af foreningen, så kan man købe heftet for 60,- kr. i Tønders eneste tilbageblivende boghandel.
S.C. Lorenzen, Tønder Kolonivarer fra 1880 til 1992 af Siegfried Carsten Lorenzen
Man husker udmærket dette firma, der lå inde i en meget smuk gård. Her kom undertegnende ofte, når man som bud, skulle hente varer for købmand Kaiser i Østergade, købmand Petersen på Dragonvej og fra en anden købmand på Østergade, som jeg ikke mere husker navnet på.
Det var også her min storebror, stod i lære. Så undertegnede kender udmærket forholdene her. På en eller anden måde var man tilbage i tiden, når man var her. Mener også at gården har været brugt til teaterforestilling.
Forfatteren til artiklen er jo selv meget interesseret i Tønders historie.
De største grundejere i Ubjerg Sogn sluttede sig til den Slesvig – Holstenske bevægelse, men det gjorde gårdejer og sognefoged Carsten Carstensen Lorenzen i Sæd ikke. Han skildres som en med stejl karakter og et heftigt sind. Det skyldtes nok hans fortjeneste og indflydelse, at Sæd ved krigens udbrud 1864 var sognets mest danske by i modsætning til Ubjerg og Bremsbøl.
Ved begravelsen mødte pastor Göttges og Slesvig – Holstenernes store forfærdelse og forargelse herredsfoged C.A. Kier med en krans smykket med rød – hvide bånd. I pastor Jessens tyske sognekrønike stod der ”geschmückt mit dem Dannebrog”.
Siegfried Carsten Lorenzen var barnebarn af nævnte Carsten Carstensen Lorenzen, af hvis otte sønner alle på nær en opterede for Danmark. Han kom i købmandslære hos købmand Olufsen på Torvet i Tønder i årene 1867 – 1871.
I 1880 giftede han sig og lejede H.P. Angels købmandsforretning i Vestergade 12. Lagerbygningerne strakte sig til parallelgaden mod syd, Skibbrogade. Her lå i sin tid en stor tobaksfabrik. Undertegnede husker tydelig ”Tobaksmanden” på muren.
Handlen med tobak og cigarer var fortsat vigtig. En speciel tørrestue blev indrettet til disse. Et stort loftsrum på 2. sal blev indrettet til krydderiloft.
Butikshandelen foregik fra forretningen mod hovedgaden. Omkring 1900 var S.C. Lorenzen medstifter af ”Tønder Kafferisteri”. Sivsko og sivmåtter blev leveret fra bønderne i Rudbøl. Vi har tidligere i en artikel beskrevet dette.
I artiklen får vi meget malende beskrevet de forskellige arbejdsgange i virksomheden dengang. Handelen med stensalt var også stor. Det blev solgt til bønderne ude på landet. De spredte det over høet, så forhindrede de selvantændelse.
Strand – og muslingskaller blev også leveret i store kvanti. Det var beregnet til landkøbmændene til supplement til hønsefoderet. En masse nye varer kom efterhånden til.
Kort efter Genforeningen søgte virksomhederne at markere sig. Det gjorde man ved den såkaldte Tønder Amtsudstilling og her deltog S.C. Lorenzen selvfølgelig også.
En årlig tilbagevendende begivenhed var søndagsrengøring af butik og kontor. Hele personalet mødte op en forårsmorgen kl. 7.
Med tiden blev forretningen udvidet med en engroshandel. I 1919 blev forretningen overdraget til sønnen, Carsten, som er forfatterens far. I en virksomhed i Heide lærte de engroshandlen at kende. Svogeren Peter Sørensen fik også del i virksomheden. Han tog ud og besøgte kunderne.
Faderen blev dømt halvanden års internering i Fårhuslejren grundet deltagelse i Zeitfreiwilligendienst. Det var svært at komme i gang efter krigen.
I 1952 efter en omfattende uddannelse tiltrådte forfatteren i virksomheden. Han overtog selv virksomheden i 1969. I 1950 – 1960 opstod der en meget livlig grænsehandel. Det var danske levnedsmidler, der var meget attraktive for de tyske forbrugere.
Efterhånden som købmændene faldt fra leverede firmaet til storkøkkener i Sønderjylland – en såkaldt cateringhandel med levering af storpakker. Man brugte navnet S.C. til Sønderjysk Catering.
Man overtog i 1982 – 800 m2 på Nordre Landevej. Nu kunne det hele fungere mere effektivt.
Ejendommen Vestergade 12 blev i 1986 solgt til en gardinforretning. Bygningerne Skibbrogade 6 blev solgt til et investeringsfirma, der indrettede fem lejligheder i to etager.
Efter en brand i 1987 i nabovirksomheden kasserede sundhedsmyndighederne alle papiremballerede varer.
Da forfatteren til artiklen blev 65 år blev virksomheden afhændet til en kollega fra Århus.
En meget spændende historie. Undertegnede kendte ikke de sidste mange år af S.C. Lorenzens historie. Fortidens historie kendte jeg en lille smule til.
Tre generationer i Kino Tønder af Niels, Lars og Jens Ellekjær
Hvor har man tit siddet her i Kino, og set alverdens film. Og hvor har man været ofte inde i Kino – baren.
Historien startede omkring 1904 og sluttede i 1985. Oprindelig var Vestergade 19 en to – etagers bygning. I 1899 brændte ejendommen. Driftige mennesker bl.a. fotograf Timm genopførte bygningen. Det blev en tre – etagers ejendom. I bunden blev indrettet et lokale, hvor der kunne vises film.
I perioden frem til 1920 har der været vist film med manuelt betjent fremvisningsapparat. Underlægningsmusikken blev leveret af en klaverbokser.
I 1920 hed ejeren kinografdirektør Petersen, og drev stedet som ”Kinografteatret” På 2. sal havde Timm indrettet et lokale til portrætfotograferinger.
De tre brødre som skriver denne artikel, havde en morfar Ingelev Christensen, der ejede Bramming elektricitetsværk. Han blev nødt til at sælge foretagenet og blev handelsmand med bl.a. studehandel.
I 1921 satte han sig i direktørstolen for Kinograftetret. Han ansætter i løbet af dette år en klaverbokser. Dengang kunne der kun være 80 personer i biografen.
I 1924 skete der en udvidelse. Nu var der plads til 200 personer. Indtil 1930 blev der investeret i datidens teknologi. Også en lille kiosk blev det til. I 1932 kom talefilmen. To nye fremvisningsapparater blev der investeret i. De holdt til 1957.
Der blev lavet ugentlige oplysningsfilm, ugerevyer og reklamefilm. Man fik også at vide, hvad der skete i udlandet, når man gik i biografen.
Under besættelsestiden henvendte tyskerne sig til indehaveren for at få udvidet antallet af siddepladser. Fra tysk side, ville man have, at soldaterne skulle muntre sig. Tyskerne ville også vise Wochenschau hver aften.
I 1942 blev antallet af sidepladser udvidet til 378. Men det var nu meget trangt. Og sådan var det indtil 1967. Der var forevisning af film 2 – 3 gange om dagen alle ugens 7 dage under besættelsen. Det var der dog ikke meget økonomi i dette.
I perioden 1950 – 1955 viste et andet fænomen sig, nemlig fjernsynet.
I disse år var der et stærkt ønske fra det tyske mindretal om en tysk biograf. Man ville herfra se klassiske Hollywood – film og flere tyske film. De personer, der stod bag dette, var vinhandler Nissen og malermester Sehestedt. De havde udset sig Schweizerhalle som stedet, hvor dette skulle etableres.
Tønder Kommune mente dog ikke, at der var behov for en ekstra biograf. Sagen blev afsluttet i 1955 efter at være kørt i 5 år.
I 1955 døde Ingelev. Forfatternes mormor Clara Marie kørte bevillingen videre. Den 1. oktober 1955 overtog forfatternes forældre driften. Det var dog konsekvenser forbundet med dette. De boede i Assens på daværende tidspunkt.
Faderen, Jørgen uddannede sig til operatør. Søndag eftermiddag var der altid gang ideen, når børnene mødte op. Politimesteren havde påpeget, at det var Kino’ s ansvar at der var orden i rækkerne og at fortovet var passerbar. Det var Tarzan, Zorro, far til fire og cowboy – film.
De store amerikanske film kom ikke til Danmark. Det var for dyrt. Det var for dyrt at lave kopier til sådan et lille land. Det havde den logiske konsekvens, at tøndringerne tog til Nibøl eller Flensborg for at se de store film.
Fra 1960 begyndte billetsalget at stagnere. De to knægte Jens og Lars blev nu inddraget i driften. Faderen, Jørgen havde fået job på Tønder Handelsskole som faglærer. Det hjalp på økonomien.
En arvesag efter Clara Marie’ s død blev langvarig og førte til meget anstrengt økonomi. På trods af den verserende arvesag og stagnerende besøgstal blev de 378 gamle stole skiftet ud til 325 nye stole i 1967.
Bladcentralen blev købt efter at Jørgen stoppede på Tønder Handelsskole i 1973.
I årene 1975 til 1980 stagnerede billetsalget atter engang. Tønder Kino var ikke en særlig god forretning. Lars gik ind og overtog hele driften af kino og købte Bladcentralen i 1980. Denne blev lavet om til spillehal og fik navnet Las Vegas.
I slutningen af 1984 og starten af 1985 kom der en henvendelse fra en ung mand ved navn Preben Christensen. Han ville købe Tønder Kino. Han havde i forvejen Biografen i Toftlund og Rødding. Men han kunne ikke rejse pengene.
Man havde forgæves flere gange henvendt sig til Tønder kommune. Men den 26. juni 1985 var det sidste forestilling.
Det kom i den grad bag på politikerne i Tønder, at kino lukkede. Lars havde fået den ide om at ombygge Kino til en arkade med små butikker og en burgerbar. Projektet blev gennemført, men det viste sig ikke, at kunne holde.
I 1989 døde Jørgen kun 73 år, og i 1997 døde mor Ella Grethe 79 år.
Man må jo sige, at det var en trist afslutning på et stykke kulturhistorie, der har præget ens ungdom. Her så vi alle Elvis film. Min ven, Ingolf var helt vild fan med ham. Her så vi Paw – fil og Far til Fire.
Og her holdt købmændene i byen engang en banko – eftermiddag. Og efter, at have set en film om nogle forbyttede babyer skulle vi knægte fare rundt med præmierne i salen. Og nogle snød jo. Så var det så andre, der ikke fik deres præmier. Det blev vi knægte så gjort ansvarlig for.
Kvickly – glimt fra årene på Plantagevej! – af tidligere leder af Brugsen/Kvickly Tønder, Verner Madsen.
Artiklen er en opfølgning på ”Brugsen i Tønder” fra 2012 og ”Fra Brugs i Vestergade til Kvickly på Plantagevej” 2014
Indrømmet, så kan undertegnede bedre huske den gamle Brugsen i Vestergade. Det var så hyggeligt dengang. Men i 1968 flyttede man ud til de nybyggede lokaler ude på Plantagevej. Og Rita flyttede ind i de gamle lokaler i Vestergade.
Dengang man flyttede ind på Plantagevej blev der høstet på marken bag ved. Og på marken nord på gik der kreaturer.
Fordelene var parkeringspladserne. Men man havde ikke mere den naturlige kundestrøm fra hovedstrøget. Nu skulle der findes på sjove ting. Og så var der ellers ponyridning, slå katten af tønden og udstoppede dyr fra Låsby – Svendsen.
De forskellige gange fik vejnavne, og talrige aftener blev brugt til kundearrangementer. I 1975 udbyggede man butikken til det dobbelte. Og supermarkedet var blandt de første i Danmark, der fik en delikatesseafdeling. Atter engang i 1979 fordoblede man arealet. Nu fik man bageri og cafeteria.
Men dette byggeri blev nok lidt af et maleri. Der løb vand ned i to store eltavler i maskinrummet. De brændte begge total sammen. Dette udviklede PVC – røg, og i alt 28 måtte til observation, heraf var der 23 af butikkens egne folk.
Man måtte have hjælp af butikker udefra. En masse varer måtte destrueres. Der skulle foretages lagertælling, oprydning m.m. Butikken måtte lukke mandag, tirsadag, onsdag. Torsdag kunne der så holdes brandudsalg. Det blev så den største omsætning i Brugsens historie.
Fjorten dage senere kom endnu et chok. En nabo ringede og sagde, at der stod meterhøje flammer op over butikkens tag. Brandvæsnet var dog hurtig til stede, og kunne begrænse skaderne.
I 1983 fik man påskrevet, at nu blev man nødt til at kalde sig Kvickly. Atter engang indførte man noget nyt, nemlig Kvickly Food. Grænsehandlen med billig benzin syd på ødelagde en masse. Så fik man pølsemageri med egen røgeovn.
Haveartikler blev solgt fra en boplehal, der blev for lille. Den blev foræret til Tønder Festivallen. En ny træbygning kunne rumme noget mere.
Sammen med Kurt Gabs tog Verner Madsen til Bornholm efter friske sild. Man kunne godt have 6.000 – 7.000 sild med i flyveren. Man bagefter måtte de to hvis i bad.
Når der var stævner i Tønderhallerne var det Kvickly Bageriet, der stod for bagningen af rundstykker og tilberedning af smørrebrød.
I 1994 var der igen tid at udvide. Men der skulle lige flyttes en afvandingskanal. Og så skulle man lige spørge naboerne. Formanden for Teknisk Udvalg i Tønder forsøgte, at tale Kvickly fra ideen. Men man var godt forberedt.
I 1995 var der 75 års jubilæum. I den anledning blev der udgivet en jubilæumsbog, som undertegnede også har stående på hylden. Året efter syntes Werner Madsen, at det var tid til at holde op efter 30 år i Tønder og Omegns Brugsforening. Da han startede i 1966 var der seks medarbejdere og nu var man oppe på 110 ansatte.
En forrygende artikel om en butik i fremgang. Men egentlig savner man lige et par ord om, hvordan Kvickly i Tønder har det i dag. For man hører herover fra København, at et stigende antal folk inklusive min egen familie ofte kører over grænsen efter fødevarer.
Livet på Tønder Kaserne ved 2. Telegrafbataljon (2.TGBTN) – fra 8. august 1978 til kasernens lukning ultimo 2002 v. pensioneret major Søren P. Sørensen, Tønder.
Se den ”Gamle redaktør” her på siden har jo netop været hos telegraftropperne på Langelandsgades kasserne i Århus. Men nu kan jeg ikke huske, om det var 2. eller 3. telegrafbataljon. Og på toiletdøren stod der malet med stor blødrød skrift:
Vi afsluttede altid med løb i de smukke skove uden for Århus. De 18 første kom altid med den første bil hjem. Så kunne vi lige nå at klæde om, og så tage et tidligere tog hjem. Men så var det næstkommanderende, der fandt ud af, at vi skulle have en aftrædelses – parade. Ham fik vi indberettet for ”fuldskab”. Og han blev hvis nok forflyttet. Men se her drejer sig om Tønder.
Cirka 7 – 8 år efter rykkede 2.TGBN ind på Tønder kaserne, nøjagtig den 8. august 1978. Og det gjorde også Fodfolkspionererne, 9. Regiment og Luftværnsartilleriet. Og man kan sige, at det nok er lokalpolitikernes fortjeneste, at dette skete.
Det et chok for personalet at få at vide, at de skulle til Tønder. Og det blev ikke bedre, da de hørte, om den voldsomme stormflod i efteråret 1976, da Tønder By blev evakueret. Men Tønder By nedsatte forskellige udvalg, der skulle hjælpe personalet til rette.
Således udstykkede man et nyt boligområde i Ulriksalle, hvor man anviste værelser til unge konstabler. Og to gange inviterede Tønder Kommune til en udflugt til byen.
Mandskabsstuer på kasernen blev omdannet til 80 enkelt – og dobbeltværelser. Der var dengang 29 lejligheder på Eksercergården, lejeboliger ved kasernen og 4 huse i Tønder By.
Garager og undervisningslokaler skulle ændres. Desuden var det nødvendig med en kraftigere elforsyning.
Om morgenen den 8. august kørte ca. 140 køretøjer og 240 mand mod Tønder. Man blev modtaget med flag ved indfaldsvejene. Og et fly var i luften med et banner, hvorpå der stod ”Velkommen til Tønder 2. Telegrafbataljon”.
Der var musikkorps gennem Tønder og parade foran Kristkirken. Her talte borgmester Børsting Andersen og bataljonens chef, oberstløjtnant B.E. Löwenstein. Jo denne kan undertegnende godt huske. Dengang var han kun major. Han havde sin onde og sin bløde side. Og var han til den bløde side, så var han ret hyggelig at tale med.
Der var tappenstreg og fest i Tønder om aftenen.
Rigtig meget af personalet blev efterfølgende i byen. Ved stormflodsberedskabet i 1999 var bataljonen indsat over flere dage. Man forstod at engagere sig i byens forskellige aktiviteter.
Den 8. august 2001 blev 2. TGBTN nedlagt efter den sidste march og parade på Tønder Torv.
Min tid som bydreng hos Tønder Kafferisteri af Peter Marcussen, Tønder.
Peter skulle have fire måneder til at gå. Han skulle efterfølgende på Ungdomsskole i Vojens. Stedfar som var købmand i Østerby skaffede ham et job hos Tønder Kafferisteri. Lønnen var 150,- kr. om ugen. Det må jo siges, at være et god løn.
Hver dag gik turen fra Vidågade til Østerby. Og det værste sted var Strucksallé, der endnu var brobelagt. Her sprang kæden ofte af.
Det var dengang, der var en købmand Brodersen på Strucksalle og købmand Filskov i Popsensgade. Peter cyklede rundt på Long John med kaffeposer på 2,5 kg. De skulle passe til en kaffemølle. Filskov var den første selvbetjeningsbutik i Tønder.
Det kunne ske det, at brændemesteren havde fået ”en over tørsten”. Så skete det, som ikke måtte ske. Hele kaffen blev brændt. Med andre ord. Det lignede mere kul end kaffe. Så skulle der ellers ryddes op. Og alle måtte i sving.
Når Henning var sur, skulle alle vinduer pudses, selv i solskin. Og som regel skulle det laves om dagen efter.
Onsdag var den dag, hvor Kaj Odefey skulle på langtur. Det vidste man, for så kom Kurt Bödefur slingrende hed ad Vidågade med sin plasticpose i hånden. Han skulle med Kaj til Rømø. Turen tog normalt fem øls tid. Kaj drak aldrig, når han skulle køre bil.
Åh ja, man husker udmærket de to personligheder.
Hver lørdag fik man et kilo kaffe gratis med hjem. Kaffen solgte Peter til sin bedstemor. Så var det penge til bal på ”Æ Klev”.
Ja så husker vi jo også de grupper som Peter nævner. The Luckies fra Tinglev, The Arrows og The Tommyguns fra Højer. Og Silverboys fra Visby.
Hos købmand Klüver på Torvet var der altid drikkepenge. ”Den lille Købmand” på Strucksalle lå sidst på turen. Når der blev leveret varer til Jørgen Colding, så var der altid chokolade, lakridskonfekt eller andet slik med hjem. Men på Tønder Kafferisteri var man nu heller ikke smålig med vægten, når det drejede sig om denne kunde.
Afløseren var Store Bernhard. Han første tur var en katastrofe. Det regnede, og Hans Erik havde pillet lidt ved tre af poserne. Og så ud ad Strucksalle. Han havde ikke en chance.
Der var 500,- kr. i afsked. Og det var mange penge dengang i 1965. Senere flyttede Peter til Lendemark, hvor han kom i lære som murer.
Igen en sjov historie, der får minderne frem om alle de bypladser, man efterhånden har haft i Tønder. Men også de skønne minder man har fra ”Æ Klev”
Folkevogn i Tønder gennem knap 70 år af Bent Hansen, indehaver af Volkswagen Bruhn og Knudsen, Tønder
Omme på Ribe Landevej løb vi altid ind til Bruhn og Knudsen, fordi vi skulle have klistremærker til vores sæbekassebiler på Lærkevej. Og disse sæbekassebiler var der mange af dengang på Lærkevej. Det var en ”Legegade” og vi unger mente, at det betød, at der slet ikke måtte køre biler der, så vi flyttede os slet ikke.
Og så gjorde jeg haven i stand som knægt for en ældre dame i Nygade, som hvis nok var mor til en af indehaverne dengang. Min kammerat Ingolf kaldte hende for Fru Jaskeberg. Der var en kæmpe græsplæne bag til og en mindre, der foran altid skulle klippes. Og der kom altid tillægsopgaver til. Og egentlig fik man ikke ret meget for det. I forvejen havde man også ”bydreng”.
Henne på hjørnet af Nordre Landevej og Ribe Landevej 59 startede firmaet. Man fik lov til at forhandle VW. I forvejen blev der forhandlet Opel og Ford i byen. Man kunne måske også have fået forhandlingen af Citroen.
På Ribe Landevej oprettede man et værksted og i Østergade blev der senere oprettet udstillingslokaler. Her skulle salget foregå. Det første år blev der solgt omkring 27 personbiler.
I værkstedet reparerede man også andre bilmærker samt en del af byens og omegnens lastbiler. Den gang var det ikke så kompliceret som i dag. Ja dengang var en svensknøgle og en skruetrækker næsten nok. I dag skal man mindst to gange om året på kursus for at lære de nye programmer til computeren at kende.
I 1952 rykkede firmaet hen i nummer 55. Her byggede man nyt værksted, lager, kontor og udstillingshal. Her holder man stadig til. Varevogne kommer også til. Firmaet Kirchheiner blev den helt store kunde. Det var ikke så mange andre, der kunne levere ”Rugbrød”.
Man sagde altid De og Hr. Knudsen. Benzintanken blev lukket i 1973. Hans Peter Bruhn havde tjek på reservedelslageret.
I 1976 overtog forfatteren til denne artikel salget af biler. Men allerede i 1972 blev han medindehaver af firmaet. Og det skete efter Hr. Knudsens søns pludselig dødsfald. De to døtre solgte aktieposten til Bent Hansen.
Firmaet har medarbejdere, der har været der i 30 år.
I 1970erne fik man også forhandlingen af Audi. Og så kom Passat og Golf – modellerne også. Oliekrisen var hård ved bilbranchen. Gennem et halvt år i 1974 blev der ikke solgt en eneste ny bil. I dag er der 52 forhandlere rundt om i landet.
Sønnerne Brian og Henrik kom med i firmaet. Og da de begyndte var der 11 mand ansat i firmaet, Nu er man oppe på 25. I 2004 opkøbte man Volkswagen i Haderslev. I Tønder har man nyrenoveret virksomheden helt efter Volkswagens principper. Det skete i 2012.
Man bruger også Nettet. Som Bent Hansen siger så gik der måske 10 henvendelser til før en bil var solgt dengang. I dag klares det ved 2 – 3 henvendelser. Køberne er godt orienteret via nettet.
I 2005 blev virksomheden udnævnt som ”Årets Forhandler”.
På reservedelslageret har man i dag 2.500 reservedele. For få år siden havde man 7.500 numre på lager. Nu har man et fjernlager og et meget hurtigt distributionssystem.
Fremtiden er førerløse biler med GPS – systemer. Der satses mere og mere på miljøvenlig energi og hybridbiler. Og en nyere måde at finansiere bilkøbet har også sat sit præg.
En ganske informativ artikel som undertegnede har passeret utallige gange, dengang da familien boede på Lærkevej.
Brug de sociale medier
Igen engang har vi fået nogle gode artikler. Og snart vil vi igen møde et kvartalshefte. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune bruge de sociale medier og oprette en Facebook – gruppe og måske en aktiv hjemmeside.
Der er masser af lokalhistoriske Facebook – grupper. Men de spreder mest fotos, og måske ikke så meget information. Vi er en masse amatør – historikere, der gerne vil bakke op. Vi kan da se også for Tønders område, at interessen for at læse om de gode gamle dage er enorm. Og lige i dette øjeblik har vi 213 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn.
Ja og så ligger der også en del invitationer til foredrag i området. Og ”Den Gamle Redaktør” glemmer aldrig den store skare tøndringer, der kom for at høre undertegnede holde foredrag på en ganske almindelig torsdag aften u å æ Schweiz.
Interessen er der. Tak for et godt hefte. Det er godt gået.
Hvis du vil vide mere:
December 10, 2016
Da Als var Republik – endnu mere (2)
En nekrolog i Dybbøl – Posten. Hændelsen er både opfattet som myte og begivenhed. Hvem var Gustav Noske. Han har i sine erindringer nævn revolutionen i Sønderborg. Men hvem var præsident Topff. Sønderborgs arbejdere var ikke med. Topff forsvarede sin handling. Men der var bestemt ikke alle der var enig med ham. Og Topff var bestemt ikke sagesløs, men han blev betegnet som utilregnelig. Sonderburger Zeitung kunne berette om revolutionen. Avisen blev også udsat for censur. Topff udsendte flyverblade og beordrede marinen til at sejle med rødt flag. Efter at Topff var gået af, blev Soldaterrådet udvidet med 5 og nu skulle der to underskrifter under anordninger. Den 9. november 1920 døde Topff og begravet i Berlin.
Nekrolog i Dybbøl – Posten
Det er efterhånden gået nogen år, siden vi skrev den første historie om Als som republik. Men efterhånden har man så fået samlet en hel del nyt kildemateriale.
Den 12. november 1920 indeholdt avisen Dybbøl – Posten følgende nekrolog over én af Sønderborgs borgere:
Danebod Højskoles Årsskrift 1928
Ja her har vi det på skrift, at han var præsident. De fleste vil sikkert kalde for en myte. Fra selve revolutionsdagene findes der ikke noget skriftligt vidnesbyrd. Det vil dog sige at i gårdejer Ernst Christensens artikel i Danebod Højskoles årsskrift 1928 finder vi også beviser på det. Således skildrer Ernst Christensen, da han var i audiens hos den nye præsident for Als.
Både myte og begivenhed
I Sønderjyske Årbøger beskrives hændelsen både som en myte og som en begivenhed, der har fundet sted. Dorrit Andersen kunne i artiklen ”Rådsbevægelsen i Nordslesvig” fremlægge nyt kildemateriale.
Erindringer af Gustav Noske
Således udkom der i 1920 er erindringsbog af Gustav Noske med titlen ”Von Kiel bis Kapp. Zur Geschichte der deutschen Revolution. Om begivenhederne på Als, står følgende:
Hvem var Gustav Noske?
Denne Gustav Noske var ikke en hvem som helst. Han var med til forhandlinger i Kiel, hvor revolutionen var gået helt galt med ni dræbte og mange sårede.
Han modsatte sig, at provinsen Slesvig – Holsten blev udråbt til republik. Og han fulgte meget nøje udviklingen rundt omkring i Slesvig – Holsten. Til Soldaterrådet i Flensborg sagde han følgende:
Her på siden, har vi skrevet lidt om revolutionen i Højer og Tønder.
Hvem var præsident Topff?
Men hvem var han enlig denne præsident fra Als?
Han hed Bruno Gustav Eugen Topff. Han var skrædder og født i Potsdamm den 2. november 1886. Under krigen var han overskræddergast i marinen. Du budskabet om revolutionen nåede Sønderborg lå Bruno på marinelazarettet. Han led af tuberkulose. Trods dette lykkedes det ham at sætte sig i spidsen for soldaterråddet.
Byens arbejdere var ikke med
Byens arbejdere kom ikke med i bevægelsen med dannelse af et arbejderråd, før Topff om formiddagen den 9. november på et nyt møde, havde forkyndt, at han trak sig tilbage af helbredsmæssige grunde.
Topff forsvarede sin handling
I et læserbrev til Sonderburger Zeitung den 20. marts 1919 forsvarer Topff sin beslutning. Han skriver blandt andet i et meget langt læserbrev:
En brevskriver var bestemt ikke enig
Den 3. april 1919 svarede Philipp Weiglein. Han var bestemt ikke enig med Topff’ s beskrivelse af hændelsesforløbet. Han mente, at andre også havde taget en del af slæbet. Han fortæller at Topff skulle have sagt:
Brevskriveren slutter:
Topff var ikke sagesløs
Selv om Topff blev frikendt, så var det ikke i erkendelse af, at han var helt sagesløs. Men det var snarere, at man ikke fandt, at han var hel tilregnelig i revolutionsdagene.
Topff havde angiveligt holdt en tordentale med angreb på officererne. Disse måtte lægge deres sabler for fødderne af Topff. Man skulle have rødt mærke på uniformen uden militære værdighedstegn.
Sonderburger Zeitung kunne berette
Sonderburger Zeitung kunne bringe en kort meddelelse om revolutionen i spalten med lokalnyheder. Efter at have nævnt soldaterrådets dannelse den 6. november hedder det:
Sonderburger Zeitung udsat for censur
Efter Topff’ s afgang fortælles noget mere om begivenhederne under revolutionen:
Flyveblade
Topff havde ellers henvendt sig til befolkningen med proklamationer i flyvebladsform. Tre flyveblade kendes i dag, hvoraf de to også er trykt som bekendtgørelser i Sonderburger Zeitung den 8. november. Ingen af flyvebladene nævner dog Republikken Als.
Topff opfattede sig selv som den øverste civile myndighed. Han var hele tiden i aktion. Således afviste han at dispensere fra udførsel af levnedsmidler fra Als.
Marinen skulle sejle under rødt flag
En kaptajn ville vide under hvilket flag han skulle sejle under til Kiels, svarede Topff resolut, under det røde flag, naturligvis.
Soldaterrådet udvidet og nu to underskrifter
Ved Topff´s afgang blev Soldaterrådet udvidet med 5 medlemmer. I fremtiden skulle der nu være to underskrifter under anordningerne. Og hvordan arbejderbevægelsen så på Topff vides ikke. Forhandlingsprotokollen for det sønderborgske socialdemokrati må anses for at være gået tabt.
Den 9. november 1920 døde Topff
Den 5. november 1920 blev Topff indlagt på hospitalsafdelingen på Krigsinvalideskolen yderst medtaget af bughinde – tuberkulose. Han døde fire dage senere.
Hans lig blev ført bort med Flensborgdamperen og siden begravet i Berlin. Hans enke flyttede fra Sønderborg til Berlin samme dag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
December 10, 2016
Sønderjyske Årbøger 2016 – en anmeldelse
7 hovedartikler, 18 boganmeldelser, oversigt over lokalhistoriske hefter, årsrapporter m.m. På hjemmesiden er der gode bogtilbud og mange gange i løbet af året kommer der nyt fra Sønderjylland ind ad døren. Og dem, der bor i lokalområdet kan benytte sig af gode foredrag, konferencer og historiske udflugter. Man får en masse for 325,- kr. Artiklerne denne gang handler om Skibskaptajner, Spadeslaget i Haderslev, Simmersted – ulykken, København – Bonn erklæringen, Skolestrejke i Terkelsbøl, Slesvigland i Sydslesvig, Samarbejde med tyskerne. Nogle artikler er mere spændende end andre. Men generelt kan årbogen varmt anbefales.
Man venter med længsel
Ja man længes faktisk efter årbogen med længsel. Denne gang beklager man, at kontingentet er steget med 10 pct. Vi er nu oppe på 325,- kr. Man får dog en masse for de penge. Og når man tænker på de stigende portoudgifter, er det ikke dyrt.
Tænk, hvor meget lokalhistorie, vi får. Og kig en gang på foreningens bogliste. Der er altid tilbud. De lokale nede i Sønderjylland, har også mulighed for foredrag og historiske ture.
Men her er det selve Årbogen 2016, vi skal anmelde. Her får vi så:
Var det nu nogle af de 7 artikler, der ikke var så relevante? Ja det er vel op til den enkelte at vurdere. Hvad er det lige, som interessere en mest? Det er jo tydeligvis fagfolk, der kan deres kram, som man har fået til at skrive de forskellige indlæg.
Mikkel Leth Jespersen: Skibsredder Jacob Bendixen fra Stolliggård – En Aabenraa – matadors storhed og fald
Jacob Bendixen var blandt de første, der rejste mod Sydamerika. Og redderiet blev en af de største i Aabenraa. Han havde mange af sine forretninger kørende sammen med sin svoger Jørgen Bruhn. Der findes i den grad også masser af kildematerialer at tage af. Familierne Bendixen og Bruhn havde andele i hinandens skibe.
Fra Aabenraa – avisen Freja vides, at allerede som ung rejste Jakob Bendixen til søs. Besætningen følte sig forpligtet over for hinanden. De fleste regnede med en dag at vende hjem og bosætte sig på Løjt.
Jacob Bendixen tog som så mange andre løjtninger sin navigationseksamen i Tønning, men blev undervist i navigationsskolen på Løjt. Ifølge nevøen, Hans Bruhn blev han ”en meget duelig skibsfører”.
Ved krigsudbruddet mod England i 1807 blev der taget ni store skibe fra Aabenraa. Det samlede tab under krigen med England var nærmest en katastrofe for skibsfarten i Aabenraa. 46 af byens 66 store fragtskibe blev taget af englænderne.
I 1811 var Bendixen bosat i Nyhavn og sejlede som styrmand fra Norge. To år efter blev han gift med en søster til vennen Jørgen Bruhn. Han overtog en mindre landejendom i Stollig. Men det varede dog noget, inden han for alvor kom hjem. Først i 1820 opsagde han sit københavnske borgerskab.
Sammen med Jørgen Bruhn købte han Bolette og Marie. Han sejlede dernæst i pendulfart mellem Nord – og Sydamerika. Derefter gik turen til Rio de Janeiro.
Bendixen var også med i det stort anlagte projekt med Creole, der skulle sejle med klonister og soldater over Atlanten for den brasilianske regering.
På returrejsen medbragte skibet kaffe og sukker. Jacob Bendixen blev gode venner med den brasilianske kejser, Pedro den Første. Bendixen købte en slave, der boede hos Jørgen Bruhn på Løjt. Denne druknede dog, da han skulle bade heste i Aabenraa Fjord.
Stoliggaard blev et samlingspunkt for Bruhn – Bendixen familien.
Jacob Bendixen var tyskorienteret. Han var en af dem, der ønskede skibsmærket ”Dansk Ejendom” fjernet fra byens skibe. Dannebrog skulle erstattes af det Slesvig – Holstenske flag.
Den eneste i kredsen, der fastholdt det danske, var den kongetro Jørgen Bruhn.
Det var i Sydamerika – fartens gode år, at Jacob Bendixen for alvor etablerede sig som skibsredder. Hans store skib, Napoleon, var det første Aabenraa – skib, der besejlede Hongkong. Det er også Napoleon, der er kirkeskib i Løjt Kirke.
I 1849 blev fregatten Hindoo bygget på Paulsens Værft. Det var det sidste skib, der blev en forretningsmæssig succes. Byggeriet af skibet Himalaya havde været en uheldig timing. Det begyndte at gå ned ad bakke. Stolliggård måtte nu belånes for at betale restgælden.
Til sidst måtte huset sælges og familien måtte flytte til Aabenraa. Jacob Bendixen døde i 1866, 78 år gammel. Han blev begravet på Løjt Kirkegård. Magrethe Marie, hans kone døde i 1881.
Men konsekvenserne blev mere smertelige for sønnen Bendix Georg og hans familie. Udover at gå i land, måtte han sælge sit hus. Der opstod store problemer på hjemmefronten, og han begyndte at drikke. I 1887 døde han. I kirkebogen står, at han var ”forhenværende kaptajn” og at han boede på ”arbejderhuset”, hvor han var fattiglem.
Hans kone havde solgt alle værdigenstande fra de gode tider på havet. Hun fik understøttelse fra Aabenraa Sømandskasse. Hun sikrede børnene en tryg opvækst. I 1894 flyttede hun ind hos datteren, som var blevet søster i Brødremenigheden i Christiansfeld.
En spændende beretning fra en person, der kan sin skibshistorie. Det, der så undrer ”Den Gamle Redaktør” er, hvorfor de andre i kredsen ikke kunne hjælpe noget mere økonomisk, da det gik galt.
Sidsel Maria von Qaulen: ”Die Nationale Pflicht für das Mutterland” – Det Tyske mindretals økonomiske kollaboration under den tyske besættelse af Danmark 1940 – 45
Mindretallets almindelige samarbejde er så rigelig belyst i diverse kilder. Men det er det økonomiske samarbejde dog ikke. For at begrænse omfanget har forskeren begrænset undersøgelsen til Haderslev – området. Og det er i grunden en skam.
En endegyldig nazistisk ensretning efter tysk forbillede fandt sted i 1938. Senere blev Zeitfreiwilligendienst sidestillet med aktiv krigstjeneste. Den blev så bare aftjent i hjemstavnen. 1.700 tysksindede i Nordslesvig gjorde tjeneste i korpset. Selbstschutz – korpset blev ikke nær så stort. Disse to grupper er indgående blevet beskrevet andet sted.
DBN – Deutsche Berufsgruppen für Nordschleswig havde to hovedopgaver:
I 1940 blev organisationen omstruktureret i tre undergrupper. Dette blev så yderligere omstruktureret i 1941.
En yderligere underorganisation blev oprettet. Den kaldte man for LG – Liefergemeninschaft
Omkring 1942 havde man månedlige leverancer gennem LG på 1,2 millioner kroner.
Stauning skulle over for Jens Møller have givet udtryk for, at dette var helt i orden. Men statsmagten havde nu flere indvendinger mod dette system. Og det var, fordi de tysksindede virksomheder blev favoriseret. Og så påtog de tysksindede virksomheder fra Sønderjylland efterhånden arbejde i hele landet.
Man fik også afvist en kontrol, da priskontrolrådet i 1942 ville lave et tjek på de arbejder, der blev lavet for værnemagten. Gennem de tyske myndigheder fik man afvist kontrollen og kunne fortsætte, som de var vant til.
3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev under retsopgøret dømt for samarbejde (kollaboration) med den tyske besættelsesmagt. 700 af de dømte fra mindretallet blev enten dømt for værnemageri eller for at have udført vagttjeneste.
Den største sag om økonomisk kollaboration fra Haderslev omhandler et lokalt bryggeri, der under hele besættelsestiden leverede øl, vand og kaffeerstatning til besættelsesmagten.
21 personer fra Haderslev blev dømt for at have været Zeitfreiwillige.
Men også dansksindede blev dømt, og her var der mest tale om vognmænd.
En klædefabrik havde haft en omsætning på 6,5 – 7 millioner kroner på arbejdet for tyskerne. Man havde hovedsagelig syet uniformer og leveret tøj til Frøslevlejren. Man havde i perioden udvidet personalet fra 120 til 230 ansatte.
Man var blevet opfordret til arbejdet af Industrirådet. Og man mente også at have regeringens tilladelse. Anklagen mod klædefabrikken blev frafaldet i 1948.
Omfanget af kollaborationen var temmelig stor, konkluderer forfatteren. Og det skyldes blandt andet den gode organisation.
Mindretallet var fanget som en lus mellem to negle. Man ydede en indsats for krigen som en del af det tredje rige. Men man fik ikke opfyldt ønsket i parolen ”Heim ins Reich”.
Hans Schultz Hansen: Spadeslaget i Haderslev den 8. december 1940.
Her er et af de bedre indslag i Årbogen. Og hvorfor nu det? Jo den bringer en masse nyt til en emne, man troede, man vidste alt om. Forfatteren er her tydelig inde i sit område, og ved, hvor han skal finde kilderne.
Fra august 1940 finansierede tyskerne DNSAP’ s aktiviteter. Den tyske gesandt i Danmark, Renthe – Fink foretrak at arbejde med den siddende regering frem for en nazistisk regering med Frits Clausen.
I anden halvår 1940 foranstaltede DNSAP en række demonstrationer. De trodsede også uniformsforbuddet.
I Roskilde måtte det danske politi finde sig i at tyske soldater deltog i en march arrangeret af DNSAP. Man ville forhindre, at noget lignende fandt sted i Haderslev. Derfor havde man kontaktet de tyske myndigheder.
Forud for demonstrationsmarchen den 8. december 1940 marcherede SA – tropper med spader. Det var sikkert nazistledernes sidste forsøg på at fremprovokere en krise. Mødet var anmeldt, men politiet var ikke rigtig klar over marchens omfang.
Dansk politi blev stærk udvidet under besættelsen. 1. juli 1940 fik rigspolitiet bemyndigelse til at ansætte 1.100 betjente på honorar – basis. Det betød blandt andet, at to udrykningsdelinger blev placeret i Sønderjylland. Disse blev der brug for den dag i Haderslev.
SA’ erne var bevæbnet med spader af en længde fra 47 cm til 113 cm. Efter slaget blev der beslaglagt 106 lange og 20 korte spader. Endvidere fandt man et par pistoler og dolke.
I programmet stod der, at der på højskolehjemmet afholdtes offentlig møde med kaptajn Lærum som taler. Bovrup S.A. orkester musicerede. Endvidere stod der en talkode, som politiet efterfølgende afkodede. Der stod, at klokken 14.30 skulle alle stille to kilometer syd for Haderslev. Spader og tornystre skulle medbringes.
Tilsammen var der 275 mand i optoget, alle uniformerede. Flere gange forsøgte politiet at stoppe marchen, men de var endnu for få.
Haderslevs politimester Hartmann måtte have hjælp flere steder fra. Der kom betjente fra Aabenraa, Tønder, Kolding og Odense. På sit højeste nåede man op på 130 mand.
På et tidspunkt beordre overbetjent Jacobsen fra Aabenraa, at man trak pistolerne. Politiet fik nu anholdt et par stykker. Det lykkedes dog for disse at flygte. Nu blev der også sendt bud efter tåregas.
Det offentlige møde inde i salen blev indledt med kaptajn Lærum´s tale. Men det bevarede manuskript og overbetjent Riis’ s referat stemmer ikke overens med, hvad han virkelig sagde.
Det offentlige møde var forbi lidt efter 18. De ikke uniformerede forlod derefter mødet. Her blev ingen arresteret. Politimesteren afbrød telefonforbindelsen til Højskolehjemmet, da der pludselig gik rygter om et kup.
Kaptajn Lærum præsenterede sig som ”Rigsungdomsfører”. Han anmodede om frit lejde for NSU’ erne. Han anmodede om, at de måtte forlade mødet. Alle under 16 år fik derefter lov til at gå.
Men klokken 20.30 var aktionen endnu ikke afsluttet. Nazisterne ville ikke gå ind på politiets krav. Nu fik de 10 minutter, men de viste sig stadig ikke.
Et par vinduer blev nu slået ind, og tåregas blev smidt ind i lokalerne. Nu styrtede SA`erne ud med hævede spader. Politiet svarede igen med tre brandslanger og knippelsuppe.
I alt blev 239 nazister anholdt. Kvinder, civile og unge under 16 år blev sat på fri fod. I alt 23 betjente måtte under behandling.
Fædrelandet kunne berette om ”Polititerror i Haderslev” og ”Politiets Torturmanerer”
Nordschleswigsche Zeitung kunne berette om, at de løsladte nazister var forulempet af menneskemængden. En håndfuld SA’ er fik vitterlig bank.
Meningen var, en del af disse løsladte skulle senere ind og afsone deres straf, men så vidt kom det aldrig.
Frits Clausen skrev til understatssekretær Luther i det tyske udenrigsministerium. Ribbentrop gav Renthe Fink ordre til, at den påståede hetz mod de danske nazister skulle ophøre.
Det hele endte med, at der blev givet amnesti til alle. Men efter krigen blev tre af sagerne taget op igen.
Og mange år efter fik det også følger for Jes Friis, da han stillede op for Fremskridtspartiet til Amtsrådsvalget. Det var i 1978, og han måtte trække sit kandidatur, da det kom frem, at han havde været en af de ledende i Spadeslaget i Haderslev.
Som allerede skrevet. En yderst velskrevet beretning.
Jesper Thestrup Hansen: Side om side i det kommende Europa. Købehavn – Bonn erklæringerne og Vesttysklands optagelse i Nato 1948 – 1955
Emnet eller dele af emnet har flere gange været op at vende i De Sønderjyske Årbøger. København – Bonn erklæringerne skulle for fremtiden sikre henholdsvis det tyske og det danske mindretals rettigheder.
Den danske brigade eller Tysklandsbrigaden bestod i starten af 5.000 soldater. I 1947 blev de sendt til Tyskland som besættelsesstyrke.
Problemet var, at Tyskland var et sikkerhedsproblem for Danmark. Men den største fare var dog Sovjetunionen.
Danmark var stiftende medlem af Atlantpagten i 1949. Men det bar slet ikke en sikkerhedsgaranti. Samme år blev Forbundsrepublikken Tyskland oprettet. Franskmændene så med skepsis på Tysklands genoprustning. Og langt fra alle ville have tyskerne med i Nato. Danskerne måtte gå med listesko.
Danmark var tydelig bange for russerne. Da tyskerne så endelig blev optaget i Nato, så var det straks bedre. Det danske efterretningstjeneste søgte råd hos tyskerne med hensyn til russerne.
Adolf Heusinger med en fortid som officer under det nazistiske regime fik stor betydning i forbindelse med opbygningen af de dansk – tyske forsvarsarbejde.
For Danmark var det vigtigt at få løst problemerne for det danske mindretal syd for grænsen.
Den 29. marts 1955 blev København – Bonn erklæringerne underskrevet. H.C. Hansen lovede til sidst at tale tyskernes sag vedr. Nato.
Erik Nørr: En sønderjysk skolestrejke 1951 – Da forældre og skolenævn i Terkelsbøl ville beholde lærerinde med nazistisk fortid.
Denne fortælling er et rystende eksempel på, hvor svært det er at glemme fortiden. Man kan sikkert finde masser af lignende eksempler i Sønderjylland. Der er eksempler på, at folk, der har siddet i Fårhuslejren er nægtet en offentlig stilling op til 20 år efter.
Nu er lige denne sag særdeles godt dokumenteret. Den viser også en lokalbefolkning, der kæmper mod systemet.
I dagene den 15. – 19. september 1951 holdt forældre næsten samtlige skolebørn hjemme fra undervisningen i Terkelsbøl Skole. De ville beholde en lærerinde, der havde været vikar på skolen i halvanden år.
Undervisningsministeriet ville dog ikke ansætte hende grundet hendes forhold under krigen.
De tyske skoler blev som bekendt lukket efter befrielsen. De fleste tysksindede børn i Terkelsbøl fik ikke undervisning i et halvt år.
I februar 1946 blev der oprettet særklasser for tyske elever ved den danske skole i Terkelsbøl. Dette skete under protest fra lærerne. Særklassen havde 21 elever, og undervisningen blev varetaget af to lærere fra den danske skole. Denne ordning vakte stor offentlig modstand ikke mindst fra modstandsbevægelsen.
Særklasserne blev igen lukket ved udgangen af marts 1946 efter krav fra skolekommissionen.
I Tinglev blev der afholdt et protestmøde som politibetjent J.P. Egebjerg Andersen (Sheriffen fra Tinglev) tog initiativ til.
Omtrent 100 tyske børn i kommunen sad nu atter uden undervisning. De fleste af disse blev i stedet af kort tid indmeldt i danske skoler. De havde ingen anden udvej.
Tysksindede forældre forsøgte forgæves at oprette en tysk privatskole. Nogle af eleverne fik dog undervisning af en tyske vandrelærerinde.
I 1949 og 1950 blev der oprettet tyske privatskoler i Bylderup og Tinglev. Og herfra blev der optaget ikke så få børn fra Terkelsbøl.
Enkelte af børnene gik til konfirmationsforberedelse hos den tyske præst i Tønder. Dette første til klager og protester. Og det førte så til, at de tysksindede forældre holdt deres børn hjemme fra skole i 21 dage.
Skolen i Terkelsbøl havde gode bygningsforhold. Problemet var, at der fra 1945 og langt op i 1960erne var lærermangel. Det var særlig slemt i Tønder Amt. Undervisningsministeriet tillod, at lærerstuderende og seminarieelever blev udsendt som vikarer.
Den 1. september 1949 blev lærerstuderende Hilda G. ansat som vikar. Fem gange i perioden 1949 – 51 søgte man om besættelse af lærerindeembedet. Hver gang søgte Hilda G. og fik embedet. Ansættelsen blev støttet af flertallet i Terkelsbøl Skolenævn. Men Tønder Amts skoledirektion nægtede hver gang at indstille hende.
I foråret 1951 lykkedes det at få Ingrid Schmidt Danielsen ansat. Hun havde lærereksamen fra Tønder Statsseminarium. Det var amtsskoleinspektør Brejl, der havde sørget for, at hun ansøgte om dette embede. Derfor måtte Hilda G. fratræde i september 1951.
Hilda G. Havde arbejdet i Aalborg. Men ansættelsesopholdet ophørte, da det kom frem, at hun ventede barn med en tysk soldat. Hun nægtede over for skolevæsnet at vise attest. Faderen til det kommende barn, den tyske soldat mødte frem og truede med de tyske myndigheder, hvis hun blev fyret.
Hilda G. havde ingen anden mulighed end at arbejde for de tyske myndigheder. Ingen dansk virksomhed ville ansætte hende. Hun meldte sig ind i DNSAP og arbejdede for den tyske værnemagt i diverse kontorstillinger. Hun fik yderligere et barn med den tyske soldat.
Fra 1. august 1948 til udgangen af august 1949 blev hun ansat ved Broager Private Realskole med fuldt timeantal. Hun fik et flot vidnesbyrd.
Men i Terkelsbøl gik det rygter om hendes ”skumle” fortid. Trods dette fik hun støtte hos forældre og skolenævn. Man ønskede hende fastansat. I skolenævnet var det dog et enkelt medlem, der ikke gik ind for Hilda G. Det var førstelærerens kone.
Hilda G. var ikke anklaget i retsopgøret og heller ikke senere for nogle kriminelle forhold. Trods dette blev hun afhørt af politibetjent J.P. Egebjerg Andersen (Sheriffen fra Tinglev) om hendes fortid. Referatet af denne afhøring blev sendt til Tønders politimester og amtsskoleinspektør Brejl.
Sagen med lærerinden vakte efterhånden stor opmærksomhed i landets aviser. Der var vidt forskellige holdninger til lærerinden. Hilda G. synes dog at Jydske Tidende var gået for vidt. Hun forlangte 2.000 kr. i erstatning. Det kvitterede avisen så med denne overskrift den 6. september 1951:
Sagen endte dog med et forlig. Hver af parterne betalte halvdelen af sagsomkostningerne, og avisen bragte et dementi, hvor de var gået for vidt.
Efterhånden ændrede fokus sig i sagen. Nu gik beskyldningerne mod førstelæreren. Han skulle således i en religionstime have anklaget Hilda G i elevernes påhør.
Arbejds – og socialminister Poul Sørensen blev indblandet i sagen. Han lovede at hjælpe. Men embedsmændene i ministeriet var ikke særlig vilde med at får Hilda G. ansat et andet sted.
Forældrene lovede igen, at deres børn kom tilbage på skolen. Men problemerne i Terkelsbøl var langtfra afsluttet.
Hilda G. endte med at få ansættelse i Middelfart Kommunale skolevæsen. Hun var ansat som lærerinde ved Vestre Skole i Middelfart indtil hun døde i 1966, 52 år gammel. Man var her bekendt med hendes ”skumle” fortid. Men her var det ikke samme problem som i Sønderjylland.
Den 30. oktober 1951 var der afskedsfest på Terkelsbøl Kro. Hverken førstelæreren eller den lærerinde var til stede. Beboerne havde samlet en gave sammen til hende og hendes to børn på 500 kroner. Dette beløb voksede i løbet af aftenen.
Forældrene boykottede også et par af de traditionelle fester på skolen. Og fire ud af fem skolenævnsmedlemmer nedlagde i protest deres hverv. Kun førstelærerens kone blev i nævnet.
Leif Hansen Nielsen: Giftulykken i Simmersted
Endnu en spændende beretning følger. Ulykken her i Simmersted fik alvorlige konsekvenser for beredskabet og for en ny miljølovgivning. Episoden er spændende fortalt.
Det var natten mellem den 20. og 21. januar 1972. Tidspunktet var omkring kl. 23.30. En tankvogn forulykkede i den lille by Simmersted 10 kilometer nordvest for Haderslev.
Egentlig var det en banal ulykke, men den udviklede sig til en kæmpe forureningskatastrofe, for man anede ikke, hvordan man skulle håndtere den.
En Mercedes Benz sættevogn nærmede sig nordfra ad Ørskovsvej. Lasten var 23 tons flydende 80 grader varmt Fenol.
Det var et stof, der ved almindelig stuetemperatur er i fast form og nærmest harmløst. I flydende form afgiver det giftige dampe og er stærkt ætsende. Opløst i vand er det i selv små mængder uhyre giftig.
Pludselig skred motorvognen ud i det glatteføre og vogntoget rullede rundt. Fortumlet kravlede chaufføren ud af førerhuset. Han benægter straks den kraftige lugt af Fenol. Han løber op til det nærmeste hus efter hjælp.
Inden han mistede bevidstheden, nåede han at fortælle, at det var gift i tankene.
Chaufføren var ikke bekendt med, at han ikke måtte køre på de små veje. Han skulle holde sig til den såkaldte ”blå rute” Det kan jo undre, at han ikke vidste dette. Men han var jo også kørt forkert. Seks af sættevognens otte hjul var også meget nedslidte.
Det var formentlig bevægelser i tanken, der fik chaufføren til intuitivt at trykke på bremsen i krydset i Simmersted.
De første på stedet var to betjente og Sommersted Frivillige Brandværn. Vojens Kommunale Brandvæsen kom med røgdykkerudstyr. Men der var brug for ekspertbistand. Falck – Zonen og CF – kolonnerne fra Haderslev og Middelfart blev også tilkaldt.
Befolkningen i den nærmeste omkreds måtte evakueres. Fenol løb ned i kloakken og ind i vandværket. Strøm og vandforsyning blev afbrudt. Cirka 20 mand blev indlagt til observation.
48 husstande i Simmersted var nu pludselig uden vand. Der blev tilkaldt specialister fra nær og fjern. Men man stod næsten alle falmende over for situationen.
Om lørdagen konstaterede man døde fisk i det nærliggende å – system. Dambruget i Fole, mere end 20 kilometer borte konstaterede døde fisk. Spangså, Nørreå og Ribe Å helt ude ved vadehavet var også angrebet.
Direktøren for Nyborg Kommunekemi, Peter Stausholm gned salt i det lokale sår med en udtalelse om Fenol – ulykkens omfang i Simmersted kunne være undgået såfremt redningsarbejdet var blevet af en kemiker i stedet for en jurist.
Egentlig fik chauføreren og hans vognmand små bøder. Men erstatningskravet var enorm. Den lovpligtige forsikring kunne slet ikke dække for skaderne. Alene kravet fra Fole Dambrug var på 550.000 kr.
Langvarige forhandlinger fulgte. Og for vandværksbrugerne fulgte også en svær tid.
Mogens Rostgaard Nissen: Slesvigland – en knast i forholdet mellem flertal og mindretal i Sydslesvig omkring 1980.
Egentlig blev undertegnede glad, da han så, at det var noget omkring dette flotte tidsskrift, som enhver, der beskæftiger sig med Nord og Sydslesvigs historie kender. Pludselig kunne man ikke finde det på nettet mere. Det var så let før, man bare lige kunne printe ud. Artiklen nævner ikke noget om dette. Men det er åbenbart noget man kan få adgang til via Dansk Central Bibliotek.
Denne historie beskæftiger sig kun med starten på projektet. Og det var i den grad en vanskelig start.
I perioden 1980 – 2010 blev tidsskriftet Slesvigland sendt ud til alle husstande i Sydslesvig. Det var rigmanden Traugott Møller, der stod bag projektet.
Hans langsigtede mål var en adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Fra tysk side blev Slesvigland mødt med kraftig kritik. Det udkom hver gang i 200.000 eksemplarer. Men til sidst var bunden nået i Traugott Møllers pengekasse. Jo, det var manden bag tekstilfabrikken Møller & Co i Sønderborg.
Mange sydslesvigske personligheder, som undertegnede kendte fra tiden i Padborg Boghandel var involveret i dette tidsskrift.
Der var mange og gevaldige sværdslag inden projektet kom i gang.
Hver gang, der kom et nyt nummer af Slesvigland, kom der kritik. Først i 1990erne forstummede kritikken. Slesvigland blev aldrig det propagandatidsskrift, som man fra tysk side advarede imod.
Formålet fra dansk side var at fremme dansk identitet. Traugott Møllers ambitioner var nok for skarp. Han var meget svær at arbejde sammen med. Først trak SSF sig. Siden SSW og Flensborg Avis. Troels Fink og H.P. Clausen forsvandt også.
Siegfried Matlok og Der Nordschleswiger advarede mod rigsdansk kulturoffensiv i Sydslesvig.
Men selve tidsskriftet Slesvigland indeholdt en hav af fantastiske gode artikler både fra Nord og Sydslesvig.
Nu skal der bestilles bogtilbud
Sønderjysk Årbøger 2016 levede atter engang op til forventningerne. Nu overvejer ”Den gamle Redaktør” her, at skal benytte sig af tilbuddet af ældre årbøger og månedsskrifter til en slik. Men mange har man jo i tidens løb modtaget, så måske kan det lade sig gøre at bestille en masse minus på det man har?
Igen engang vil jeg da opfordre folk til at melde sig ind i Historisk Samfund For Sønderjylland. Man får sandelig noget for pengene.
December 8, 2016
Lygtekroen i Bov Sogn
Nej det er ikke den berømte Lygtekro på Nørrebro/Nordvest. Det er den på Hærvejen. Her gik postvæsnets rute forbi fra Hamborg til København siden 1624. Men det var meget mørkt på hedestrækningen. Der skulle derfor sættes tre lys op. To mænd blev ansat til at tænde og slukke. Man ak, det gik slet ikke i frostvejr. En ny blev sat til. Men han krævede kro – tilladelse. Efter tre år var han ved at gå konkurs. En ny aftale blev aftalt. Kroen blev dog aldrig en guldgrube. Konkurrencen fra Bommerlund Kro og Bov Kro var for stor. Postruten blev nedlagt. En ny hovedvej blev etableret fra Flensborg til Aabenraa. Og det kunne Lygtekroen selvsagt ikke klare. Den bestod fra 1799 – 1850.
En anden Lygte – kro
Når vi nu bruger denne overskrift, skyldes det, at på Nørrebro eller nærmere i Nordvest også findes en kro, der næsten hedder det samme. Og den findes endnu. Men ikke så langt fra lå den oprindelige Lygtekro. Men se her har ordet Lygte ikke boget at gøre med lys, men er en omskrivelse af en gammelt dansk ord for sump.
I Bommerlund Plantage
Den kro vi her skal beskæftige os med lå vest for Hærvejen i den nuværende Bommerlund plantage. Ja den lå ikke langt fra den nok mere berømte Bommerlund Kro med den meget velkendte snaps.
På et stykke jord i Bommerlund Plantage blev der oprettet kvart bol. Det skete efter at landmåler Christian Hansen fra Tarp i 1798 havde afsluttet opmålingen og boniteringen af jorderne i Vejbæk ejerlav.
Ejeren var Peter Thomsen Petersen. I 1799 var huset færdigbygget og samme år blev han gift med Anna Petersen – en datter af hans farbror. Det var den nære Hærvej, der kom til at præge livet her på adressen.
Postvæsnets rute fra 1624
Det danske postvæsen havde siden oprettelsen i 1624 haft en fast postrute fra København til Hamborg. En del af denne rute på Hærvejen førte over den øde hede mellem Bommerlund og Bov.
Dette stykke gav ofte anledning til forsinkelser for posten. Det var når posten i dårlig vejr passerede dette stykke i vinterhalvåret.
Tre lygter skulle opsættes
For at afhjælpe dette problem foreslog Generalpostamtet i København, at der blev opsat nogle lygter på strækningen. Amtmand von Ployart og husfoged Lüders i Flensborg gav derefter i 1798 ordre til, at der skulle opsættes tre lygter.
En lygte skulle opsættes syd for Bommerlund, en lygte skulle opsættes midt på heden og en lygte skulle opsættes nord for Bov. Disse tre lygter skulle så virke som ledefyr over heden.
Arbejdet skulle udliciteres
Arbejdet med rejsningen af lygtepælene skulle udliciteres. Licitationen blev foretaget af Husfogderiet i Flensborg. Den 5. november 1798. Bekendtgørelsen om licitationens afholdelse var bl.a. blevet bekendtgjort i områdets otte kirker.
I betingelserne for licitationen hedder det blandt andet, at de tre pæle skal være af sundt vinterfældet egetræ. Det skulle være fri for splint, skævkant, isrevner, knaster og hvad der ellers måtte være.
De skulle være ni alen, det vil sige cirka fem meter, hvoraf de seks ville komme til at stå over jorden. Desuden skulle de være 12 tommer (cirka 35 cm) i kvadrat. Seks alen skulle være skarpkantet. Pælene skulle være leveret på stedet otte dage efter licitationen.
Kun en var interesseret
Ved licitationen mødte der ikke andre interesserede end Hans Christian Schmidt fra ”Thorschele”. Han forlangte 36 rigsdaler inklusive transport for de tre pæle. Han lod forstå, at han ikke ville sælge pælene billigere. Og da pælene sikkert ville blive dyrere tog man hans tilbud ril efterretning.
Han tog fejl af datoen
Den følgende dag kom imidlertid Hans Jürgensen fra Klus og undskyldte sig med, at han havde taget fejl af datoen for licitationen. Han tilbød dog at sælge de tre pæle for 24 rigsdaler. Dette tilbud blev – efter – Generalpostamtets godkendelse – accepteret.
Men nu var det jo ikke kun pælene. Der skulle jo også lygter på dem. Og der skulle være nogen til at tænde og slukke dem.
Alle aftaler på plads
Allerede den 8. november havde husfoged Lüders i Flensborg alle aftaler på plads. Han kunne nu sende en fortegnelse herover samt over de beløb, som der var truffet aftale om. Ud over de 24 rigsdaler for levering af tre store lygter af engelsk blik med de nødvendige reflektionsplader af messing.
Lygterne skulle leveres af en lokal blikkenslager, Christian Traut, mens glarmester Münchhausen skulle levere dobbelte ruder af stærkt bøhmisk glas til de tre lygter for en pris af i alt syv rigsdaler. Desuden skulle mester Døssing udføre malerarbejdet.
Der skulle tændes og slukkes
Udflytteren Hans Nielsen fra Østerbæk havde påtaget sig frem til marts 1799 at tænde de to lygter syd for Bommerlund og i Bommerlund for 12 rigsdaler. Peter Hansen skulle udføre det samme arbejde ved lygten i Bov for lidt mindre. De to mænd fik endvidere 32 skilling for tjæring og nedgravning af hver pæl.
I alt beløb de samlede etableringsudgifter sig til 78 rigsdaler.
Lygterne gik ud i frost
Det første år gik imidlertid ikke så godt. Lygterne blev ikke færdige til tiden. De gik ud, når det blev rigtig koldt. Det skyldtes, at der skulle bruges tran til lamperne, og tranen størknede, når det begyndte at fryse.
De to lygtetændere havde fået nok
Der blev så forsøgt med linolie og senere med rigtig lampeolie. Dette var dog flere gange dyrere end tran. Desuden var prisen på de dele steget i de forløbne år. Efter det første års besværligheder, havde Hans Nielsen og Peter Hansen fået nok. De ønskede derfor heller ikke at fortsætte.
Ville have kro – tilladelse
Man henvendte sig nu til den nyetablerede kvartbolsmand Peter Thomsen Petersen for at få lov til at anbringe den ene lygte på gavle af hans hus. Samtidig bad man ham om at varetage tilsynet med den ene lygte.
Petersen indvilligede gerne heri mod at han foruden betalingen for vedligeholdelsen og tænding af lygten også fik ret til at holde kro. En kontrakt herom blev oprettet og underskrevet den 13. oktober 1799.
Var ved at gå konkurs
Det gik dog kun tre år, så måtte han meddele husfoged Lüders, at han havde haft så stort et underskud ved den trufne akkord, at det truede med at ruinere ham. Der var brugt meget mere olie og tran end beregnet. Priserne på olie og tran var også blevet større.
Han bad derfor om at få kontrakten ophævet, hvis ikke han fik en godtgørelse for sit tab og en bedre betaling i fremtiden. Ellers ville han ernære sig ved kroen alene. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi retten til at holde kro var en følg af, at han skulle tænde og vedligeholde lygten. Disse to forhold kunne ikke adskilles, og derfor ville han også gå til grunde.
En ny og forbedret kontrakt
Husfoged Lüders kunne godt se fornuften heri. Han indså også at postvæsnet ville lide et tab, hvis kontrakten blev ophævet. Der var ikke andre huse i nærheden, hvor lygten kunne anbringes.
Man gik derfor fra postvæsnets side med til at yde Petersen den forøgede godtgørelse, som han krævede. En ny forbedret kontrakt blev derfor oprettet og underskrevet den 1. juni 1800.
Kroen var ingen guldgrube
Kroen blev dog ingen guldgrube, fordi Petersen skulle konkurrere med de to nærliggende kroer i Bommerlund og Bov, som kunne yde de rejsende en meget bedre betjening. Og den lette jord gav heller ikke noget stort udbytte.
I 1814 døde Peter Thomsen Petersen, 43 år gammel. Enken Anna Petersen giftede sig igen i 1818 med Mads Christensen Baagø fra Hammerlev, der førte kroen videre.
Postruten blev nedlagt
Omkring 1842 blev postruten mellem Hamborg og København indstillet. Nogle år senere blev der anlagt en chausse mellem Flensborg og Aabenraa. Hermed var Hærvejens funktion som alfavej slut og hermed også Lygtekroens eksistensmuligheder. Omkring 1850 blev den nedbrudt.
En del af Bommerlund Plantage
Jorden, hvor kroen havde ligget, blev senere købt af Peter Hansen, der indtil 1860 var præst i Bov.
Marken, der nu blev kaldt ”Lygtekromark” blev senere solgt til statsskovvæsnet i Flensborg. I dag er det en del af Bommerlund plantage. En del af den strækker sig ind under den nuværende landevej.
Af kroen er der intet at se.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs