Artikler
Januar 10, 2017
Aabenraa under Besættelsestiden
Mange søfolk fra Aabenraa omkom. Også to rederier fra byen mistede skibe. Tyskerne blev også mødt med hilsen med opstrakt arm. Men en 15 årige blev ramt af en vildfaren kugle. Der var hele tiden mange fly over Aabenraa. Og egnen blev også ramt af bomber. På kirkegården ligger 130 allierede piloter. En sabotageaktion mod Aabenraa Motorfabrik gik helt galt. Mange omkom bagefter som en direkte følge. Flere gange blev modstandsbevægelsen opløst. En overbetjent havde muret en masse våben ind i hans væg i kælderen. Politistationen blev sprunget i luften, og betjente afhørt på Dagmarhus. Rygtesmederiet nåede uanede højder. En masse mennesker kom pludselig til penge. Folke Bernadotte var på Brundlund Slot. Og tyske medborgere hjalp besættelsesmagten. Det var ikke velset. 39 bunkers blev opført i byen. Langt om længe indfandt ”Ørkenrotterne” sig.
Hårdt for Aabenraa rederi
Allerede den 20. marts 1940 blev Aabenraa ramt af krigen. Den 20. marts 1940 gik Aabenraa rederis damper Viking ned i Vesterhavet. 14 mand af skibets besætning omkom.
Krigen kom til at koste rederiet endnu flere tab. Den 25. maj 1941 forliste ”H.P. Hanssen” ud for Hollands kyst. Lige før jul samme år forliste ”Væring” i Ålandshavet.
Også Jebsen blev ramt
Også rederiet M. Jebsen led svære tab. De mistede to af deres skibe under krigen. Mange sømænd fra Aabenraa og Løjt mistede således deres liv under krigen.
Stor fare for tilskuerne
Allerede tidlig om morgenen den 9. april, omkom den 15 årige Reinholt Fabian ude ved Kystvej. Vi har beskrevet hændelsen i to artikler her på siden.
Kugler var gået ind i entreprenør Brink’ s villa og i Fru Kolbech’ s ejendom. En kugle stak ild i en sofa og lavede ravage i tag – og mureværk. En anden kugle beskadigede Møllehuset lidt længere fremme og endnu en nåede helt op til Landsbiblioteket.
Der var store fare for alle de tilskuere, der letsindigt var gået ud på Kystvejen for at se indrykningen.
Med opstrakt arm
De tysksindede medborgere hilste de tyske styrker velkommen med opstrakt arm, mens den endeløse strøm af mandskab og materiel gik nordpå. Om eftermiddagen blev der dekreteret mørklægning.
To dage efter flagede hele byen på halv, mens de faldne danske soldaters bårer fra Søgård blev ført igennem her igennem på vejen hjem.
Hauptmann Richard Uetzmann
Aabenraa blev atter engang garnisonsby. Den 22. juni ankom Hauptmann Richard Uetzmann til Aabenraa som Ortskommandant. Og det fortsatte han med til den 11. maj 1943.
Han forsøgte at skabe et godt klima, og vidste udmærket, at et flertal af befolkningen gerne ville af med ham og hans soldater. Da hans Ortskommandantur, den nedlagte Clausens Gæstgivergård på Store Torv om aftenen den 14. december 1942 brændte ned på hovedet på ham, nægtede han at tro, at branden skyldtes sabotage.
Egentlig oplevede borgerne ikke så meget til tyskernes tilstedeværelse under Uetzmanns ledelse, bortset fra de tyske troppers irriterende sang og støvletramp samt de natlige overflyvninger med tilhørende luftalarmer.
Der måtte ikke festes på Genforeningsdagen
Sadelmager Rosenvold havde et stort salg af mapper til tyskerne, så de efter besættelsestiden kunne slæbe alt mulig med hjem fra ”Flødeskumsfronten”.
Der måtte ikke flages på Genforeningsfesten og der måtte ikke festes om aftenen, men det blev nu gjort alligevel.
Gennem byen i en Cadillac
Gang på gang lød det fra de tysksindede, at nu ville Sønderjylland igen blive tysksindet. De havde anskaffet sig masser af flagstænger og hagekorsflag. Bysbarnet Frits Clausen fra Bovrup, som man ikke før havde taget så højtidelig var pludselig blevet en mand af format.
Han strøg gennem byen i en flot Cadillac på vej til og fra statsminister – værdigheden. Hans partifælde Christoffer Fischer blev intet mindre end ”Stabschef”. Han måtte forlægge residensen til hovedstaden, hvorfra han aldrig kom tilbage.
Mange fly over Aabenraa
Højspændingsværket var overbelastet. Aabenraa oplevede en støvplage grundet dårlig brændsel. Heldigvis gik kirkeuret og Thorsmarks uanfægtet af tidens vanskeligheder. Øverst oppe i kirketårnet vågede ”Føllene” – de nye C.B.’ er døgnet rundt. Gluggerne var åbne, når der var flyvere undervejs.
Havde sirenerne tudet var gaderne i løbet af nogle få minutter blæst rene for mennesker. Hist og her stod en og andet og lurede i portene på et belejlig øjeblik til uset at slippe videre.
Ofte kunne man om dagen se flyverne i stort tal. Om natten ved de store overflyvninger kunne flyenes brummen lyde faretruende. Nu og da blandede antiluftskytset i Kollund sig i larmen. Ind imellem lød der en drøn fra de fjerne bombenedslag eller nedstyrtede maskiner.
Bomber ramte Aabenraa
Den 29. marts 1941 gik der en lysbombe ned gennem taget til ejendommen, Storegade 27. Den tændte ild hos læge Callsen, hvis lejlighed blev slemt raseret.
Den værste bombenat oplevede man i Aabenraa mellem den 18. og 19. august 1942. Under luftkampe lige over byen oplevede man, at det regnede med spræng -, brand – og lysbomber rundt omkring byen. Og det var især ved Varnæs – egnen og Nordals.
Om morgenen sås store bombekratere ved Lundsbjerg, Laksemølle og bag Eliselund. Adskillige butiksruder i hovedgaden var knust af lufttrykket. Den nat var de fleste af Aabenraa – borgerne i kælderen.
En dejlig sommersøndag året efter var der kapsejlads ude på fjorden. Pludselig tabte en amerikansk bombemaskine nogle bomber i fjorden omkring Laksemølle.
130 allierede begravet på kirkegården
For mange af de allierede piloter blev disse overflyvninger deres sidste. Gravstedet på kirkegården her blev større og større. Ved kapitulationen var man oppe på 130 begravede ført til Aabenraa fra forskellige nedstyrtninger forskellige steder i Sønderjylland.
Mange af ligene var frygtelig lemlæstede og ganske ukendelige.
Larm om natten
Den natlige ro blev efterhånden brudt. Man kunne blive vækket af sirenerne, at bombebrag, sabotage eller schalburtage, af eksplosioner ude på jernbanestrækningen, eller på Højspændingsværket. Man kunne blive vækket af skud fra tyske vagtposter i gaderne. Dette krævede også dødsofre.
Man kunne også risikere at blive banket op og arresteret af Sicherheitspolizei. Mange måtte derfor gå under jorden. For kortere eller længere tid.
Mange døde under besættelsestiden
Aabenraa havde en betydelig repræsentation i de tyske koncentrationslejre. Der var mange, der ikke kom hjem, blandt dem politimester Aage Agersted. Den unge Egon Nørgaard blev pint til døde af Gestapo i Kolding. Lærer Andersens søn i Røllum, Knud Andersen blev pint så alvorlig, at han senere døde under svære pinsler i Frøslevlejren.
Flere borgere fra Aabenraa og omegns – byerne døde i modstandskampen.
Sabotage i Aabenraa
Hen på efteråret 1943 var der sabotager på Transformerstationen i Skovby og Nørby. Den 29. december brændte påhængsvognfabrikken ”Dapa” som følge af sabotage. Det var godt nok et ganske misforstået sabotage, da fabrikken ikke lavede noget for værnemagten.
I januar blev det tyske ledningsnet langs jernbanen fra Bolderslev til Hjordkær ødelagt. Den 6. februar bombesprængtes fabrikken Hamag i Lavgade. Et samtidigt attentat mod Aabenraa Motorfabrik blev mislykket, da tændsnoren til sprængledningerne ikke ville tænde. Vi har her på siden tidligere skrevet en artikel om sabotagen mod Motorfabrikken og de meget tragiske følger.
En del af de 21 sabotører, som også var tilrejsendes øgte dagen efter attentatet tilflugt hos automobilforhandler Koch i Styrtom. På Sølyst boede nogle Gestapo – mænd til hvem værtinden på kroen angav det mystiske besøg hos Kochs.
Betjente på Dagmarhus
Allerede den 18. februar fulgte den tyske aktion mod politiet, der om aftenen blev holdt op på stationen ved hjælp af maskinpistoler. Man tog to overbetjente og fem betjente med sig. Stationen var omringet af tyske soldater, mens aktionen stod på. Åbenbart havde sabotørerne en aftale med politiet om, at de bare skulle skyde op i luften.
Betjentene blev ført med til Dagmarhus og bragtes i forhør. Efter nogle dage blev de igen løsladt.
Politistation sprunget i luften
Den 5. maj klokken 1.53 blev politistationen bombet. To sprængladninger på hver 25 kg. engelsk materiale, der formentlig hidrørte fra det mislykkede attentat på Motorfabrikken var anbragt under søjleindgangen på den store bygning. Kun den ene sprængladning eksploderede. Men dette var nok til store ødelæggelser.
Den solide bygning var som blæst ud. Granitsøjlen var knækket. Frontpartiet skred to tommer og måtte afstives. 6 vagthavende betjente var i overhængende livsfare, men slap uden men. Hos enkefru Anna Top over på den anden side af gaden var ødelæggelserne ikke mindre. Lufttrykket havde raseret alt og beskadiget ejendom og indbo forfærdeligt.
Senere kom det frem, at det var den berygtede Peter – gruppe, der havde stået for denne sabotage antagelig efter en tysk anvisning.
Modstandsbevægelsen afsløret
Den 26. maj anholdtes en række af byens borgere i forbindelse med anholdelser andre steder. Blandt disse var amtmanden. De førstes til Frimurerlogen på Nr. Chausse, hvorfra de senere blev ført til Kolding.
Ved en fejltagelse fik Gestapo fat i den gamle Farver Th. Jacobsen i stedet for den unge Jacob Jacobsen. Denne flygtede og nåede til Sverige og England. Efter kapitulationen vendte han hjem som major.
Faderen blev løsladt dagen efter anholdelsen. Eftersøgningen af sønnen havde flere anholdelser til følge og blev årsag til at Gestapo fik optrevlet sabotagegruppen i Aabenraa. De fandt også en del af deres våben. Natten til den 8. juni afhentede tyskerne politiets hemmelige våbenlager, 60 geværer og maskinpistoler med 14.000 skud.
Dette var indmuret i kælderen hos overbetjent Jørgen Nielsen, Karpedam. Ham havde man taget den 26. maj.
En lussing til cyklister
Den 19. september havde man afvæbnet politiet En afdeling syngende tyske soldater kom syngende ud af Nr. Chausse for pludselig at gøre holdt og omringe Politigården. Politiet svarede på denne aktion ved at blive hjemme og i stor udstrækning at gå under jorden.
Til erstatning for det kom der den 24. november det kommunale Vagtværn med Falck – lederen Johan Christensen som en slags politimester. Han uddelte meget virkningsfuldt lussinger ud til ulovlige cyklister, Sortbørs – folk og andre lovovertrædere eller faderligt klappede folk på skulderen, når forseelserne var minimale.
39 bunkers i byen
I besættelsens sidste år skød 39 bunkers op rundt om i byen. Der var projekteret 40, men den sidste nåede ikke at blive påbegyndt, idet kapitulationen stoppede denne virksomhed. Disse meget lidt indbydende underjordiske opholdsrum blev så at sige aldrig taget i brug. De blev senere lejet ud til frugtopbevaring. Bænkene derfra blev stillet til rådighed for friluftsteatret ved Knapstien.
Tyske medborgere hjalp besættelsesmagten
Folkestrejken kunne også mærkes i Aabenraa. De var så effektiv, at også tyske virksomheder måtte lukke. I dagene efter undtagelsestilstanden oplevede Aabenraa – borgerne, at de mange tyske medborgere hjalp besættelsesmagten.
General Lindemanns salonvogn
Et sabotageforsøg hos Andersen & Clausen i Storegade mislykkedes. Men tyngdepunktet for sabotageaktionerne koncentrerede sig nu om jernbanen. Her fandt mange skinnesprængninger sted. Mere eller mindre alvorlige togafsporinger blev følgen. Rejselivet blev efterhånden så besværligt, at folk foretrak at blive hjemme.
Den 18. marts 1945 hen på aftenen opstod der sabotagebrand i en tankvogn i benzinhavnen. I april gik det ud over entreprenør Weises betonblandemaskiner på havnen og senere på jernbanestationen. Her havde fem uger forinden General Lindemanns salontog holdt under hans Sønderjyllandsbesøg.
Modtræk mod sabotagen
Tyskerne foretog sig også modtræk over for sabotagen. Således blev Hans Lildholdts gård i Brunde sprængt den 10. marts. Her havde man fundet våben. Pigen fik 10 minutter til at komme ud med børnene imens man anbragte bomben. En blev lagt under stuehuset og en anden under laden. Der var kun en ruinhob tilbage.
Mange pengestærke folk dukkede op
Mange butiksvinduer var tilskoddede grundet bombefaren. Inde i butikken lå de bedste varer ofte under disken. Vareknapheden gjorde sig efterhånden gældende. Det var ”køer” hos cigarhandleren og hos slagteren.
Et nyt pengearistokrati dukkede op og prægede tilværelsen. Men det gav også stof til diskussion. Hvor var pengene kommet fra? Selv om der var varemangel og priskontrol så blomstrede handlen.
Selv om restauranterne var tørlagt for øl, var der fulde folk som aldrig før. En af de nye velhavere i Aabenraa byggede sig en villa for 150.000 kr.
En ”nybagt” entreprenør ved Værnemagten, som en halv snes år forinden havde været kommunistfører og holdt brandtaler mod byrådet fra rådhustrappen købte jord, ejendomme og heste til fantasipriser. Han drev rundt på byens restauranter med mappen fuld af pengesedler, indsvøbt i en avis. En anden entreprenør lejede Hotel Royal i tre dage til sommerudflugt for sit personale.
Pengene rullede
Pengene rullede, ingen holdt på dem. Det var fuldt hus alle vegne og til alle foranstaltninger. Også den private selskabelighed antog i disse år hidtil ukendte dimensioner. Der blev fejret fødselsdage og familiesammenkoster i et omfang, man ikke havde kendt før.
Vareknaphed
Varerne var efterhånden for en stordels vedkommende blevet erstatninger. Man vænnede sig til kaffe – og te – erstatninger. Chokolade var lavet af et gammelt rugbrød.
”Æ Bommand æ i krich” Ja sådan sagde købmanden, når børnene bad om bolsjer. Tog og rutebiler kørte ikke om søndagen. Om hverdagen var der kamp om at komme med. Dæk og slanger slap op. På sommersøndage stod cyklister i række langs vejene og lappede. Postbilen kørte gennem gaderne forspændt med en hest. Generatorer måtte erstatte benzinen.
Rygtesmederiet havde højkonjektur
Rygtesmederiet havde højkonjunktur i disse år. Intet rygte var for usandsynlig til ikke at kunne spredes med lynets fart. ”Hvad nyt?”, spurgte man ustandseligt. Det skulle ske noget hele tiden. Det gjorde det nu også for det meste, alt for meget endda.
Det vrimlede med Kandestøbere og Kloge – Åger. Folks lommer struttede med illegale blade. Man lyttede til engelsk radio fra tidlig morgen til sen aften. Særlig kl. 18.15 havde alle indstillet på London.
Gadelivet forandrede sig
De stærke holde modet op på de mindre stærke. Da Jugoslavien gik ind i krigen gik pastor Kallenbach – Pedersen glædestrålende gennem gaden og råbte ”Leve Kong Peter!
Også gadelivet forandrede sig. Foruden de grå soldater, der beslaglagde skoler skolerne, så man også uniformerede medborgere hjemme på orlov eller som vagtmænd eller frivillige. Den tyske krigsmaskine kunne bruge alle. Nu og da var der marinefartøjer i havnen, og så blev byen oversvømmet af tyske marinesoldater.
Masser af tyske flygtninge
De sidste måneder af krigen blev naturligvis de mest hektiske. Den 1. februar, da kapitulations – rygterne for længst var i gang trådte en elektricitets – rationering i kraft. Og på skolerne havde man for længst taget hagekors – flaget ned. Måske var det af frygt for beskydning fra luften.
Den 12. februar, hvor byens fastlavsklædte børn muntrede sig på Folkehjem, ankom det første flygtningetog fra Østpreussen til Aabenraa Station. Det var begyndelsen til en invasion af underernærede, snavsede og pjaltede i mange tilfælde sygdomsbefængte ofre for Hitlers krig.
De kom nu til at fylde byens skoler, offentlige lokaler og tyske hjem. Det endte nu med, at Aabenraa’ s borgere af frygt for flygtningens lopper og lus ikke turde gå i biografen. Mange tragedier blev borgerne nu vidne til blandt disse flygtninge. En mængde døde heroppe, navnlig af børnene. Og kirkegården i Aabenraa rummer også et stort antal flygtningegrave.
De hvide busser
Om formiddagen den 28. februar kredsede to engelske flyvere over byen. På den klare forårshimmel trak de røgstriber, der af de mange mennesker, som fulgte dem med øjnene, kunne tydes som S.O.S. Betød det at byen skulle evakueres?
Lige før påske kom de cirka hundrede svenske Røde Kors biler gennem byen på vej syd på for at bringe hjælp til landsmænd i KZ – lejrene. De vakte voldsom opmærksomhed. Og det man så i den forbindelse glemmer, er, at norske og danske frivillige længe havde været i gang med samme forhold.
Hektiske dage
Skærtorsdag den 29. marts ankom krydseren Leipzig stærkt beskadiget til den nye havn. Skibet var fyldt med sårede soldater og flygtninge fra Gdynia. Havnens jernbanespor var blokeret af sanitetstog, der tog mod de sårede.
Langfredag var der flyvervarsel hele tre gange.
Svensk Røde Kors vendte hjem fra Tyskland med de første syge fanger. På Turistforeningens Vandrehjem anbragtes en del nordmænd, der skulle føres til Sverige, deriblandt Oslos politimester.
”Festung Blume”
Turistforeningens kiosk på Nørretorv blev pludselig et krigsvigtigt mål, der skulle forsvares. Vagtposter havde allerede i nogen tid passet på ”Royal”, hvor tyskerne havde belagt salen m.m. Nu blev det her som ved skolen i Nygade anbragt et lille fort med underjordisk skydestilling ud mod hovedgaden lige som foran kiosklugen.
Folkeviddet dømte straks anlægget ”Festung Blume”. Det nåede lige at blive færdigt til kapitulationen.
Hagekorset på Fürsens gård var for længst forsvundet. De under krigen oprettede tyske hjemmeværn kapitulerede og afleverede våben og uniform.
Folke Bernadotte i Aabenraa
Den 17. april kørte jøderne fra Theresienstadt gennem byen på vej til Sverige. D.K.B. bespiste dem i Aabenraa. Nu måtte krigen da være til ende, mente de i Aabenraa.
I dagene 21. til 22. april førtes mange hundrede danske og norske Neuengamme – fanger gennem byen til Møgelkjær – Lejren ved Horsens. Store menneskemængder hilste dem velkommen.
Søndag den 22. april ventede amtmand Refslund Thomsen ved grænsen på Greve Folke Bernadotte. De tog til Brundlund Slot, hvor Greven overnattede. Om natten blev han dog kaldt til Lybæk for at forhandle med Himmler. Han havde et kapitulationskrav med til vestmagterne.
Den 27. vente Folke Bernadotte tilbage til Aabenraa, hvor han på slottet dagen efter forhandlede med SS – brigadefører Schelleberg. Rygterne gik på, at Himmler også var på Brundlund, men det har ikke sin rigtighed.
Tyske soldater holder udsalg
Lørdag den 28., da skovene omkring byen efter en dags regn sprang ud, svirrede det med rygter om sammenbrud og kapitulation. Der blev af tyske soldater solgt heste for smørmærker, benzin for 50 øre literen, lastbildæk for 50 kroner og så videre.
Tyske patruljer jagede folk væk
Søndag vågnede Aabenraa – borgene op til snevejr og rygter om Hitlers død. Mandag aften fejrede et utal af rygter om freden. Det hed sig, at ”Hejmdal” arbejdede for fuld kraft ”uden censur”. Der samlede sig efterhånden en del mennesker i Rådhusgade, som råbte på telegrammer om situationen.
Tyske patruljer kom til og jagede folk væk ved at skyde i luften.
En uendelig masse værnemagts – materiel gik døgnet igennem nord på. Måske var det de sidste kamptrækninger eller måske ville tyskerne kæmpe til det sidste?
Da den tyske soldat ikke kunne finde tilbage
Men det kneb efterhånden med disciplinen hos de tyske soldater. Vagtposten hos Andresen & Clausen havde en aften forladt sin post for at følge en pige hjem. Han var ny i byen og kunne ikke finde tilbage. Man forklarede ham, at det var en ejendom oppe i gaden, ved hvilken der stod en soldat. Den vejledning var dog utilstrækkelig, idet han svarede:
Med Dannebrog på bilen
Af frygt for at blive beskudt fra luften fik de danske biler, som i disse dage drog gennem byen malet Dannebrog på tag eller køler. Nogle kørte med et udbredt flag. Nervøsiteten tog til, efterhånden som den engelske arme nærmede sig Sydslesvig. Mange steder sendt man børn og gamle væk fra byen.
Til forhandling i Flensborg
Fredag den 4. maj passerede General Lindemann og Werner Best Aabenraa. De var på vej til kapitulationsforhandlinger i Flensborg. De var ledsaget af Rigskommissær Terboven fra Norge. Krigen var da nået op over Danmarks grænse.
Allierede fly beskyder hovedvejen
De allierede flyvers beskydning af landevejstrafikken gennem Slesvig fortsatte denne dag op over Nordslesvig. Biler blev beskudt flere steder, hvorved en mand og et barn blev dræbt.
Fra Aabenraa kunne man ved middagstid iagttage røgsøjlen fra en konvoj af tyske biler, der var skudt i brand ved Vennelyst – Bakken. Et barn der legede på marken blev såret af projektiler.
Fest i gaderne
Da budskabet om kapitulationen om aftenen havde lydt i radioen var gaderne trods regnvejret fyldt af mennesker, der i overstrømmende begejstring ønskede hinanden til lykke med freden. Natten igennem festede man, og næste morgen ringede kirkeklokkerne freden ind.
Denne nat havde modstandsfolkene hentet deres skjulte våben og taget armbindet på. Ja i Aabenraa startede de som en terrænsportsklub.
Endelig kom ”Ørkenrotterne”
Lørdag aften nåede den længe ventede engelske fortrop omsider til Aabenraa. Den fik en stormende modtagelse. Føreren, major Fischer blev trukket ned fra vognen og i triumftog foran kolonnen ført gennem Havnegade, Nørreport og Nr. Chausse til Folkehjem. Jo to af disse tre nævnte gader har fået nye navne siden dengang.
Afdelingen blev indkvarteret efter at være blevet hyldet af den begejstrede menneskemængde. Da der ikke var mødt nogen af de officielle velkomsttalere, tog den gamle redaktør Franz von Jessen, der sammen med andre pressefolk var taget med fra grænsen ordet. Afdelingen fortsatte søndag morgen mod København.
Mandag middag drog en større afdeling af Montgomerys ørkenrotter gennem byen nordpå.
Masser af anholdte
Mens de tyske besættelsestropper nu i endeløse skarer drog gennem byen hjem, fejrede Aabenraa sammen med de allierede. Festen varede i tre dage. Om lørdag havde modstandsfolk taget Stadttheater eller Deutsches Haus i besiddelse. Her hejste man lige som på den beslaglagte Dibbernhaus Danneborg.
Det tyske gymnasium blev taget i brug som internat for de mange fangere, som Modtandsbevægelsen fik fat i. De blev senere taget med til politigården. Uden for stod en hujende menneskemængde. Og snart blev en masse sendt til Fårhuslejren. Desværre gik det som så mange andre steder også ud over en masse uskyldige.
Stadttherater blev omdøbt til Hotel Monty. Her fejrede Frederiksklubben de engelske tropper, der var indkvarteret i byen.
Mindegudstjenester
I kirken blev der holdt mindegudstjenester for de faldne under krigen, både de danske og medlemmer af det tyske mindretal. Men der blev også holdt en memorial service for de allierede flyvere, der havde fundet deres sidste hvilested på kirkegården. Den engelske feltpræst El Morrison takkede også for den omsorg, den danske befolkning havde vist disse grave.
Natten til den 18. august blev lokalerne til Nordschleswigsche Zeitung ødelagt ved et bombeattentat. Eksplosionen gav genlyd over hele landet.
Historien forandrer sig
Besættelseshistorien i Aabenraa er langt fra slut. Vi kigger fortsat i arkiver og har fundet overraskende ting, som du senere kan se her på siden. Vi finder hele tiden nye ting, der ændrer historiens gang – også besættelseshistorien i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 8, 2017
Originaler i det gamle Aabenraa
Originaler sætter kolorit på lokalhistorien. De er ofte skikkelige personer og ofte er det brændevinen, der er skyld i deres elendighed. Hver by har sine originaler. Vi har udvalgt disse fra Aabenraa. Så her skal du hilse på Johan Brammer, Patrioten Haugaard, Store Mads, Mutter Bommurut, Frans Tordnegal, Mutter Bause, Abichel fra Kolstrup, Tumbe – Andersen, Meyenberg – daradada, Svenske Louise, Store Louise, Skraa – Sofi, Silde – Drea, Anna Flydok, Betjent Matzen, Marcus Warlich, Urmageren, der døde af Hedewiche.
Originaler skal ikke gå i glemmebogen
Hver by har sine originaler. Ja se engang under Tønder, der har vi samlet en liste over flere hundrede originaler. (Benne Blitz og andre øgenavne i Tønder)
Ja originaler sætter i grunden ekstra kolorit på lokalhistorien. Ja vi har det også i hovedstaden og på Nørrebro. Ja vedrørende sidstnævnte så kan vi finde mange af dem blandt de såkaldte Lersø – bøller.
Disse originaler var som regel skikkelige borger med en forbavsende livskraft. De skal ikke bare gå i glemmebogen. Så her har vi udvalgt en samling fra det gamle Aabenraa.
Johan Brammer
I mange år kunne man til en, der dummede sig i kortspil i Aabenraa finde på at sige:
Man sigtede mod en musiker, der omkring 1900 levede i byen. Han var musiker og spillede basun i orkestret på byens eneste større danserestaurant ”Colosseum”. Han var kendt for sit opfarende væsen og sin drikfældighed.
En levende mus i basunen
Da han engang under en solo fandt ud af, at hans kolleger havde puttet en levende mus i hans basun, fik han et formeligt raserianfald, der gik ud over såvel kollegerne som de dansende.
Brammer færdedes altid iført en gammel diplomatfrakke med et sort rødt tørklæde i lommen. Næsen løb hele tiden på ham. Sin hund førte han med i en snor. I den anden hånd havde han en stok til at holde drengene fra livet. De var altid efter ham med nedsættende bemærkninger om hunden. Dette fik ham til at fare i flint.
Ja sådan råbte de, og så var spillet ellers gående.
Brammer spillede også violin og gav undervisning heri. Han spillede bl.a. til dans ved Juhler – skolens årlige udflugt til Farversmølle.
Patrioten Haugaard
En original helt for sig selv var C.C. Haugaard, hvis ejendommelige interesser har givet ham et udødeligt ry i den by i hvis små gader hans træsko klaprede. Egentlig var han meget for god til at blive slået i hartkorn med tidens andre originaler.
Haugaard rørte ikke spiritus. Han holdt for meget af sine penge. Han var farversvend, og boede i et lille hus i den gyde, der hed Rebekkagangen. Har havde han for byens håndværkssvende en slags lejebibliotek. Det var en slags sammenskrabet læsning og ikke af allerlødigste art.
Hengivenhed for de kongelige
Han var kendt for sin pengekærlighed, sin fantastiske danskhed og lidenskabelige hengivenhed for kongehusets medlemmer.
Byens drenge, også de danske, morede sig med efter mørkets frembrud at synge tyske sange uden for hans vinduer, for se at se ham rasende komme farende ud og forfølge sig.
Hver søndag gik han op ad kirkegulvet med en stor salmebog fra hvilket der demonstrativt stak et endnu større Dannebrog ud, et broderet bogmærke.
Når der var valg drev han klapjagt på alle syge og vege sjæle. Da han endnu engang kom slæbende til valgbordet med en elendigt udseende, opfisket vælger, sagde man til ham:
I hans noget sygelige fantasi spillede kongehuset som nævnt en meget stor rolle. Hver sommer drog Hauggaard til København, og aflagde da – på en eller anden måde – en slags visit hos hoffet på Frederiksberg. Han kom hjem og fortalte de mærkeligste ting derovre fra. Christian den Niende havde kaldt på dronningen:
Sprogforeningen skulle arve klenodierne
Han havde også hilst på prinsesserne. Prinsesse Dagmar havde givet ham en bøgegren, som – oversmurt med konserverende væske – hang på væggen i hans snuskede lille stue. I en cigarkasse opbevarede han en kostelig skat forskellige andre ”klenodier”, som han havde hjembragt fra sine besøg ved hoffet.
Der var en kongelig kraveknap, et lille stykke ordensbånd, en frynse fra Caroline Mathildes saddel og endelig et tot hår, som han i Frederiksborg – parken havde nappet af prinsesse Maries kat. Sprogforeningens formand, M. Andresen var udset til, at skulle arve disse herligheder.
Hjertekrampe på afstemningsdagen
Haugaard fik hjertekrampe på afstemningsdagen og døde otte dage senere, 84 år gammel. Han fik således ikke lov til, hvad han i sin royalistiske begejstring havde truet med, at springe lige op i kongens vogn, når den viste sig ved Nørreport.
Pastor Juhler sagde ved båren, at glæden over den ny tid for Haugaard havde været større, end han kunne bære den. Hans kiste var smykket med Dannebrog som den første i Sct. Nicolai Kirke efter den lange adskillelse. Og det var for ham, at Dannebrog første gang på ny her i byen blev hejst på halv stang, da han førstes til kirkegården.
Til Hejmdals knappe, men smukke nekrolog over ham føjede en mand fra Herning, Arthur Krogh, nogle dage senere et digt som sluttede:
Fordi hans kærlighed og håb var stor …….
Store Mads
Nede omkring den gamle havn kunne man i 1880erne og 1890erne ikke undgå at møde Store Mads, en kæmpe skikkelse med udsædvanlig store fødder. De stak I Aabenraa’ s største træsko – par, hvis dimensioner var sådan, som man sagde, kunne sejle over fjorden i dem.
Møllersvend
De tiltrak derfor drengenes opmærksomhed. Mads var endt som en noget forhutlet Havne – sjover. Han sås ofte i selskab med en anden drikfældig kollega, Kloj, der havde strandkvarter ved Toldboden.
Som yngre havde Mads været møllersvend. Det fortælles, at han dengang kunne tage en sæk hvede under hver arm og bære dem fra vognen op til møllen.
Bugslag
Ikke alle gadesælgere formåede som Bugslag at køre rundt i byen med ”Haandvogn” og faldbyde grøntsager. De tog derfor fast stade i Storegade.
Her kunne man ved Store Pottegade træffe Schütt, som var ledsaget af sin noget åndsvage søn, der havde svært ved at klage sig overfor ungdommens drillerier.
Navnlig blev han rasende, når drengene viskede ”Schi – i eller Pi-i-st” efter ham. Så måtte faderen tage affære og befri ham for de små plageånder.
Mutter Bommerut
Ved Store Torv holdt Mutter Bommerut med sin vogn. Hun var noget skrøbelig og kaldtes også:
Ved dårligt vejr sad hun bag sin vogn med fødderne stukket ned i en tønde. Det lunede. Også hun var skive for ungdommens drillerier.
Franz Tordnegal
Hvad Tordenskjold var som bussemand for børn blandt den svenske kystbefolkning var Franz Tordnegal for de uartige børn i Aabenraa.
Franz var altid her og der og alle vegne, navnlig i skovene byen, hvor børnene ikke skulle færdes alene. Man fik dog kun sjældent øje på ham. Så sad han atter i tugthuset, sagde man. Og Franz havde vist også været i grov konflikt med straffeloven. Men det vist næppe fordi han var gået så vidt som til at æde småbørn.
Påbudt største forsigtighed
Men de ubestemte rygter kunne tydes i den retning. Hvis det hed sig, at Franz var kommet ud igen, var der i hvert fald påbudt største forsigtighed.
Rimeligvis har han været noget højrystet og optrådt hidsig med banden og torden måske også til voldshandlinger, hvorfor han havde fået sit tilnavn.
Mutter Bause
På Klinkbjerg havde Mutter Bause en legetøjsbutik. Hun var en pæn og sirlig kone og næppe nogen original, hvad navnet ellers kunne tyde på.
Da hun var gift, og man aldrig så manden i butikken, ja så var det nok fordi, at hun havde bukserne (æ baus) på. Hendes borgerlige navn var Petersen.
Sammen med byens skomagere rejste hun ud til de store markeder i oplandet og på vestkysten og faldbød sine varer fra telt.
”Abichel” i Kolstrup
Ude i Kolstrup nr. 17, i det gamle hus foran ”Elisabethsminde” boede omkring 1890erne en anden original Abigael, hvis navn på affenraask var blevet til Abichel eller blot Bichel.
Hun, der havde været gift med ”Poul i æ Bæk”, var ”fæstemand” og gik som sådan rundt i gårde og byhjem og tilbød sine folk eller spurgte om ledige pladser. Hun bar sorte skørter, hvad der var usædvanlig dengang, hvide uldne strømper, der sal i ål og fladbundede ”Jyllandstræsko”.
Over skuldrene havde hun et gammelt silkesjal med lange frynser. Om vinteren havde hun hovedet gemt i en kyse. Om sommeren bar hun en flagrehat. Hun og en søster, med hvem hun boede sammen, stammede fra Fredericia. Det hed sig, at søsteren i denne by havde danset med Frederik den Syvende.
Abichel blev især kendt som modstander af en efter datidens sikkert revolutionerende reform på hygiejnens område.
Den nye forordning
Det var dengang skik, at man lod det snavsede vand fra husholdningen få afløb i rendestenen foran huset. Men en ny forordning foreskrev pludseligt, at det fremtidigt skulle hældes bort i gården.
Det påhvilede kommuneforstander Heitzmann på Elisabethsminde (det var før Kolstrups indlemmelse i Aabenraa) at drage omsorg for, at lovens bud skete fyldest. Herved kom han i karambolage med Abigael, som ikke godvilligt ville indordne sig under de tingenes tilstand.
Vand ”æfor” og ”æbach”
Hun erklærede i sin harme til alle og enhver, at nu havde hun i så og så mange år ladet sit vand ud ”æfor” og nu vil Heitzmann pludselig have, at det skal løbe ud ”æbag”.
Hun var ikke selv klar over det tvetydige i denne konstatering af fakta. Men det var andre, og historien om Abichel’ s besværligheder med vandet levede i mange år i folkemunde.
Edlef
En af datidens originaler var Edlef, en kraftkarl, der drak og bandede stygt. Han havde udmærket sig i krigen 1870 – 71 med tapperhed. Han var blevet såret i begge ben.
Brændevinen blev hans ulykke. Når han var fuld, og det var han det meste af tiden, havde han en stor flok drenge i hælene. Han larmede og bandede over deres drillerier. Han bandede i den grad og sagde altid:
Man han var alt for godmodig til at gøre dem fortræd. På sine ældre dage kom Edlef, der i adskillige år arbejdede på Damms Teglværk, til drejemester Erichsen i Skibbrogade. Han hjælp også til i noget landbrug.
Han fik kun udgangstilladelse om søndagen, men denne dag var da også helt helliget flasken. Ja nogle har set ham med brændevinsflasken i sengen.
Købmand J.A. Schmidt stod tiltalt
Købmand J.A. Schmidt stod engang tiltalt for at have solgt ham en pot brændevin, skønt han var på den sorte liste. Edlef var kommet løbende og havde sagt, at det var en til en syg ko. Men brændevinen kom i den forkerte hals.
Ved festlige lejligheder i byen spillede Edlef en stor rolle. Og det var ikke mindst på kejserens fødselsdag, det var en stor dag i hans tilværelse. Som veteran blev han indbudt til festlighederne, og det faldt både mad og drikke af.
Edlef havde fået stedfortræder
Det var en sådan aften, han havde fået for meget at drikke, at han på Store Torv, hvor drengene flokkedes om ham, måtte tages i forvaring og indsættes i arresten bag rådhuset.
Til alles forundring og ikke mindst betjentenes, der havde indsat ham, viste Edlef sig i fuld vigør på Torvet en halv time efter. Da betjentene spurgte ham, hvordan det gik til, svarede han, at han havde fået en ”Stellvertreter”. Han havde set sit snit til at smutte ud af cellen, mens den anden betjent gjorde denne klar til natten. Han havde derefter låst betjenten inde og var stukket af.
Andreas Andersen
En ung dygtig snedker fra byen, Andreas Thorkildsen Andersen tog ”skade på forstanden” af ulykkelig kærlighed til mesterens datter. Han slog sig på flasken og blev under navnet Tumbe (tossede) Andersen en af byens originaler.
Han havde et fjollet grin og talte med en pudsig nasallyd. Når drengene mødte ham, efterabede de hans ”snorken” og råbte ”Admiral” eller ”Kommandør” efter ham. Det bragte ham i den grad i vrede.
Han skulle have været admiral
Disse hentydninger til hans maritime interesser havde deres forklaring i, at han når han var påvirket, elskede at fortælle om sin kærlighed til søen. Han havde studeret navigation, forklarede han. Altså den ”højere” navigation. Han ville jo være admiral. Han havde taget 12 eksaminer, men skulle kun have haft 10. Det var altså to for mange, og det var hans ulykke!
På besøg hos H.P. Hanssen
Tumbe – Andersen forfulgte sine plageånder helt ind over hjemmenes tærskel. En eftermiddag, da man i det H.P. Hanssenske hjem i Nygade sad ved kaffen, blev døren slået op med et brag. Ind stormede husets ældste søn, skarpt forfulgt af Tumbe – Andersen. Mens den vilde jagt fortsatte nogle omgange bordet rundt sad familien musestille, indtil unge Hanssen havde fået et sådant forspring, at han stadig forfulgt af Andersen, kunne smutte ud af huset.
Han var af udmærket familie
Andersen døde den 25. oktober 1914. Han var af udmærket familie. I sine unge dage havde han været en dygtig og velstående håndværker, men endte alligevel på grund af sin særhed på Arbejdshuset, hvor der dog blev betalt for ham af familien.
Meyenberg – daderada
Christian Adolf Myenberg havde været korporal, og var som sådan kommet til Aabenraa fra Kaiserhagen, hvor hans far var musiker. Han skal have været en særdeles ”schneidig” person. Men også ham bragte brændevinen i fordærv og gjorde det af med hans videre løbebane inden for militæret, som han dog stadig bevarede en usvækket lidenskab for.
Kommandotonen blev bevaret
Hele hans liv igennem beholdt han sin Underofficers – tone og skældte bravt ud på tysk og tysk imellem hinanden. Når der var manøvrer eller anden militær foranstaltning i byen, livede han kendeligt op, holdt sig i nærheden af soldaterne og kommanderede voldsommere end ellers.
Han kunne drikke sig så fuld, at han pr. trækvogn blev kørt til kachotten. På sine gamle dage blev han en flittig kirkegænger. Med sin kommandostemme sang han så højt i kirken, at præsten måtte bede ham tage lidt lempeligere fat.
Ud af ligevægt
Drengenes ”krigsråb” til Meyenberg var ”Daderada”. Dette tilsyneladende uskyldige udbrud bragte ham fuldkommen ud af ligevægt. Han forfulgte skåneløst de ungdommelige drillepinde gennem gaderne.
Til trods for, at de altid var forfulgt af skarnsknægte, var Andersen og Meyenberg harmløse fyre, der aldrig kunne finde på at gøre en sjæl fortræd. Meyenberg, der var af god familie, var gift med en enke, der havde måttet gøre ham følgeskab til Fattiggården.
Myenberg døde 1923. Han blev ligesom Andersen 70 år. Begge havnede som nævnt på Fattiggården. Byens Arbejdshus havde også andre originaler som
Delirium tremens
Til trods for at de alle var på restaurationernes ”Brændevinsliste”, en i lokalet ophængt fortegnelse over personer, der ikke måtte skænkes for eller udleveres spiritus til, lykkedes det dem altid på en eller anden måde at få deres. Og det oven i købet i et rigeligt kvantum.
Meyenberg havde engang været ved at få fast stilling i samfundet, nemlig som Reserve – Arrestforvarer, men et tilfælde af ”Delirium tremens” var årsag til, at hans løbebane også her brat blev afbrudt.
Men der var også andre originaler end dem, hvem drikkeriet havde forlenet med denne tvivlsomme popularitet. Foruden de her nævnte Aabenraa – Originaler, har der været flere kvinder, der faldt ind under betegnelsen. To af dem hed Louise.
Svenske Louise
Omkring midten af 1800 – tallet kom der til Nordslesvig en del svenske piger. De fleste fik plads på landet. De kom fra småkårs – hjem i Skåne. De fleste af de kunne hverken læse eller skrive. Ja de kunne knap nok regne. En af dem var Louise Hvalström fra Darby. Hun kom til Sdr. Hostup, hvor hun senere blev gift med en røgter. De løb fra hinanden, som man sagde dengang. Louise havnede i Aabenraa, hvor hun blev en af datidens mange originaler.
Fungerede som spåkone
Hun var et lille, sværlemmet fruentimmer med et aparte, affekteret væsen, der snart gjorde hende kendt af hele byen. Sin fordums mand titulerede hun som staldmesteren. Hun skråede tobak og holdt to sorte katte ”Max og Moritz”.
Efterhånden oparbejdede hun sig en virksomhed som spåkone for unge piger i byen og omegnen. Hun kunne for et mindre honorar se fremtiden i sine kort.
På sine gamle dage førte hun en så forkommen tilværelse, at hun måtte anbringes i Arbejderhuset, og her – fjernt fra sin skånske hjemstavn, døde hun 27. september 1914, 90 år gammel.
Store Louise
Store Louise var et højt og kraftigt, mandstærkt fruentimmer med grove ansigtstræk i en hud, der så ud, som om den var garvet. Hun snød næsen på gammeldags maner – med fingrene.
Hun var af frisisk afstamning og gift med ”lille – Søren (Nielsen)”. De boede i et faldefærdigt lille hus, som folkevittigheden havde døbt ”Villa stürtz mich”. Begge gik de som daglejere og især i høstens tid var der stor efterspørgsel efter Louise, der havde kræfter som en bjørn, og var kendt for at kunne udrette to mands arbejde.
Manden blev båret hjem
Også ved høstgildet lagde hun kræfterne i. Da hun engang ved et sådant gilde dansede med sin husbond, en agtet borger i byens udkant, tog hun pludselig i et anfald af lystig overlegenhed og løftede ham i strakte arme op til bjælkeloftet. Når ”lille – Søren” hen på morgenstunden, hvor de skulle hjem, overvældet af nattens spirituelle nydelser var slumret ind, tog hun ham på nakken og bar ham hjem.
Hun havde haft 12 børn
Hun havde haft tolv børn, hvoraf kun et levede. Hendes følelsesliv var alt andet end sart. Da hun passede et barnebarn, en lille dreng, der ikke ville trives og så elendig ud, når han hang på hendes arm, sagde folk medfølende:
Louise svarede så:
Louise snuste tobak. Hun tog sig en ordentlig ”Pris”. Det var godt hun ikke skulle opleve en rationeringsperiode.
En neger i sengen
I hendes sidste år var hun anbragt i et plejehjem i omegnen. En nat, da hun vågnede og ville tage sig en ”Pris” af snustobaksdåsen, som altid stod ved hendes seng, tog hun i mørket fejl og fik fat i en æske skocreme.
Uden at opdage fejltagelsen stoppede hun næsen godt til med skosværten og gned derefter godt med bagsiden af håndfladen, som man nu gør, når man snuser. Da plejersken om morgenen kom ind i værelset, troede hun, at der lå en neger i sengen.
Store Louise døde i 1938, 84 år gammel.
Skraa – Sofi
Der var pæne og mindre pæne originaler. Værst var naturligvis de drikfældige, der var i flertal. I Middelheus’ Tobaksspinderi i Søndergade arbejdede mange mærkelige typer, også Skraa – Sofi. Hun skråede så sovsen løb fra mundvigene.
Her arbejde også Trussel – Mari Og Søren Babba.
Skraa – Sofi og Trussel – Mari gik ikke af vejen på stående fod, at stikke et halvt eller helt mål brændevin ned. Og det var altid masser af skarnsfolk, der led staklerne i fristelse. Det var jo ikke dyrt at være gavmild dengang.
Skraa – Sofi havde i øvrigt i sine unge dage været barnepige hos skibsbygmester Jacobsens. Efter at børnene var blevet voksne, kom hun hver dag hos Fru Jacobsen og hentede 10 Pf. Til skråtobak.
Da Fru Jacobsen flyttede fra byen, måtte den ældste datter, gift med købmand Lorenz Hansen, modtage Sofie som lørdagsgæst. For at skære forbruget ned, blev bidraget nu reduceret til 5 Pf., hvad Sofie tog meget unådigt op.
Silde – Drea
Bland datidens kvindelige originaler skal nævnes Silde – Drea (Dueholm var hendes efternavn). Hun solgte fisk på gaden. Hun var ikke særlig fortrolig med det tyske, hvorfor hendes sprogbrug nu og da gav anledning til livlig omtale i byen. Hun solgte således ”heisige Makrel”.
Besøg af pastorinden
Hun sparede sammen til en pæn begravelse. Hun fortalte også, at hun engang fik besøg af selveste Frau Probst
Da den daværende provstinde var kommet til skade, at give sin mand en forkert flaske (eddike) med til altergangen, og hun som følge deraf måtte rundt til altergæsterne og undskylde sig. Der udspandt sig følgende samtale:
Vi kunne også have nævnt:
Anna ”Flydok”
Det var kaptajns – enker i Aabenraa. En af dem var Anna ”Flydok” eller Anna ”mit dem Vogel”. Hendes hat lignede et skib for fulde sejl med store fuglevinger.
Om sommeren blev der tillagt en række friske røde roser. I årenes løb fik hatten større dæklast, blandt andet perler.
Anna var slank og rank, men hun gik ret usikker. Det var fordi hendes sko var for små. I Aabenraa var man derfor hele tiden bange for, at hun skulle kæntre.
Betjent Matzen
Han var ikke særlig populær, denne betjent Matzen. Omkring 1900 var der tre betjente i Aabenraa til at styre løjerne.
Det var Matzen, Gries og Grün.
Og da børnene heller ikke kunne lide Matzen råbte de:
Marcus Warlich
Den 14. januar 1941 fulgte et anseligt følge med byens borgmester og konsul Kr. Hansen i spidsen Aabenraa’ s virkelige original, Marcus Warlich til graven. En mærkelig livsskæbne havde fundet sin afslutning. Hele byen talte om den.
Warlich var eneste søn af velhavende forældre og arvede efter dem en tobaksfabrik, som dog efter hans overtagelse gik neden om og hjem. Warlich var blevet forkælet som barn. Han havde aldrig lært at bestille noget. Han formåede ikke at tage sig sammen, da livet begyndte at stille krav til ham.
Datidens ”Balløve”
Han var en livsglad natur. Der skulle være fest og humør om ham. Med det formål strøede han om sig med penge, så længe han havde nogen. Han var datidens ”Balløve” og dansede byens bedste vals. At danse vals med ham, sagde damerne, der var unge dengang, var så blødt, som at sidde henslængt i en sofa.
Warlich bar diamantringe og lod Dukaterne springe. Champagnepropperne knaldede i hans kølvand, og han var en glad giver.
Smed med tyvemarkstykker
Engang sad han og en lystig ven i balsalen og morede sig med i overgiven stemning at lade guld – tyvemarkstykkerne trille hen ad gulvet. Hvad skal vi da med det skidt, råbte de. Ved en anden festlig lejlighed vendte Warlich sin pung i luften, så guldmønterne raslede ud. Det kan jeg også, sagde en ven og tog overmodigt sin pung frem. Da han vendte tilbage var den gabende tom.
Da Warlich’ s pung efter nogle år var blevet lige så tom som vennens, var denne blevet nordjysk amtmand.
Det kneb med hygiejnen
Det varede ikke mange år, før hans forretning måtte lukke. Han havde venner nok, der ville hjælpe ham, men han fandt ikke noget blivende sted. Hans væsen bragte ham efterhånden på kant med det borgerskab, han selv havde tilhørt. Han havde sine bestemte meninger om tingenes tilstand.
Sans for renlighed savnede han fuldstændig. Fra ungdommen havde han været usoigneret, og med årene blev hans ligegyldighed med udseendet blevet være og værre.
Gennem mange år ernærede han sig som bog – kolportør. Han tænkte ikke så meget på at lægge penge til side, dem brugte han med det samme. Han røg kun de bedste mærker.
Han satte stor pris på hunden
Hans bedste ven, var hans hund. Han sled flere generationer af gravhunde. Han var rørende i sin kærlighed til ”Petersen”, ”Hr. Hund” og hvad han ellers kaldte dem. Han satte mere pris på dette væsen end noget menneske.
Han havde sin egen stolthed. Taknemlighed var ikke hans stærke side. Men han var dog glad for den offentlige forsorg.
Få måneder efter, at han var fyldt 70 år sov han stille hen med sin hund hos sig i sengen. Han havde ofte talt om, at han hverken ønskede præst eller kranse ved sin afsked med livet. Det var han ikke værd, sagde han.
Pastor Juhler talte mildt og stilfærdigt om det i et menneske, andre ikke har øje for, men som alene Gud ser.
Originale episoder
Se dette handler måske ikke lige om originale personer, men om originale hændelser. Vi bringer to stykker. Den første kunne såmænd godt være foregået i flere familier. Og den anden hændelse var noget man talte om i lang tid i Aabenraa, dengang.
Konen har kommandoen
Lige inden manden kom hjem fra søen blev pengene brugt til at købe nyt stads. Når manden så skulle til at betale regningerne, ja så blev kommentaren fra fruen altid:
Mange kaptajner havde den ordning, at fem år på søen udløste et halvårs orlov. Men det kunne nu godt give problemer derhjemme. Han var vant til at have kommandoen til søs. Men hjemme i Aabenraa lød det sådan:
Døde manden virkelig af ”Hedewiche”?
I Bøddelgade (Nygade) boede bager Schou. Folk vidste godt, at han var tysker. Men så tysk var han dog ikke, at han deltog ikke til kejserens ”geburtstag”. Til fastelavn bagte han ”Hedewiche”. Og dem delte han gratis ud indtil den dag, da der skete en frygtelig ulykke.
Man sagde, at urmager Wied døde, fordi han spiste for mange ”Hedewiche”.
Og nu kunne knægtene heller ikke mere råbe:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 6, 2017
Endnu flere anekdoter fra Højer (3)
Protokollen blev både ført på tysk og dansk. Og de tysksindede fik altid ret. De sagde bare ”lad os stemme om det”. En tysksindet høvring mente at Gud havde forladt ham, Højer var blevet dansk, trods tysk flertal. Masser af kongelig besøg. Men den første tale blev holdt på tysk. Borgmesteren skulle selv betale sin sekretær. Skolerekvisitter kunne ydes til skolebørn, men kun mod ansøgning og hvia man var medlem af en sygekasse. Nummeringen af husene var meget kreativ. Der var hastighedsbegrænsning på 15 kilometer. Og først i 1962 blev Søgård ”landfast” med Højer. 677 kr. betalte Wermacht for ”overnormal” brug af kommuneskolen. De tyske stemmer sad i Fårhuslejren. Og endnu i 1950 havde de ikke fået deres stemmeret tilbage, derfor blev det dansk flertal og dansk borgmester. Huller ”om væ æ Hav” var skyld i, at kvæg forsvandt.
Protokol både på dansk og tysk
Der boede lige som i dag tyske og danske dør om dør. De nationale forskelle udartede sig ofte i byrådets politik alt efter, hvem der havde flertallet. Men sådan var det mange steder i Sønderjylland.
Flækkebestyrelsen i Højer startede n ny protokol den 6. januar 1920. Den var naturligvis ført på tysk, men det vedblev den med, indtil den var udskrevet den 23. april 1945 – 11 dage før den tyske kapitulation.
Lad os stemme om det
Men fra den 5. april 1922 blev der også ført en protokol på dansk. Der var tysk flertal, og det var vel ikke så mange diskussioner, fordi man kunne altid afslutte en debat med bemærkningen:
Den 18. marts 1919 blev flækkebestyrelsen udvidet fra 8 til 15 personer. Her blev det blandt andet besluttet, at Højer skulle have en nattevægter. Men ak allerede efter fire måneder blev Laurids Nielsen fyret, fordi det blev skønnet, at det var unødvendigt med en nattevægter om sommeren. Sådan så man nu ikke på det oppe i Ribe.
Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt os?
Måske forstod de to parter – de tyske og de danske ikke rigtig hinandens følelser efter Genforeningen. En gammel tysk hævring troede blindt på Tysklands sag. Men han gav også i den grad udtryk for sine følelser ved ”Die Abtrennung”.
Også i 1914 troede han på den tyske kejsers retfærdige sejr og skrev i sin bibel:
I 1920 skrev han så i den samme bibel:
Hans sorg og nød var dyb og ægte. Men han har sikkert ikke skænket det en tanke, hvilken sorg og harme, sønderjyderne følte i 1864, og i årene under det preussiske styre.
Ville den danske stat betale?
Det gav en del praktiske problemer i Højer, nu hvor området igen var blevet dansk. Hvordan med ejendomsretten og tolden? Hvad skulle der ske med den omfattende trafik over til Sild?
Rudbølvejen var lige blevet istandsat. Det blev betydelig dyrere end forventet. Man havde forventet, at den tyske stat ville betale overskridelsen, men det ville den ikke. Nu håbede man så på den danske stat.
Masser af kongelig besøg
Byrådet kom i en slem kattepine, da Christian den Tiende havde bebudet, at han ville besøge Højer den 14. juli 1920. Byrådet var modstander af det danske styre. Men byrådet godkendte dog en tale, som borgmester Johansen skulle holde på tysk.
Ved det næste kongelige besøg den 24. maj 1922 blev talen holdt på dansk. Og tænk engang i 1937 var det igen kongelig besøg. Og her bevilligede byrådet skam også udsmykning af byen.
Den 24. juli 1957 besøgte Frederik den Niende, dronning Ingrid og prinsesse Margrethe Højer.
Mange store og små problemer
Man havde både en hjælpekassebestyrelse og en fattigkommission. Sidstnævnte skulle tage sig af Fattiggården.
Men der var sandelig mange store problemer som Byrådet måtte tage sig af dengang. Således forlangte Amtslægen, at afløbsrenden fra jordemoderboligen Søndergade 29 blev tildækket med brædder. Tre uger efter gør ministeriet godkendelse af et sparekasselån afhængig af, at afløbet fra vasken går i lukket rør.
Politimesteren ville have lagt rør i grøften ved Dr. Matzens nye hus, Ved gamle Dige 1. Men byrådet afviste med begrundelsen, at renden hørte under Digelaget. Et halvt år senere overlader byen dog lægen materialer til arbejdet og bygger en slamkiste. Men vedligeholdelsen skulle lægen dog selv tage sig af.
Borgmesteren skulle selv betale sekretær
Jo flækkebestyrelsen var meget sparsommelig. Således ville borgmesteren gerne have noget kontorhjælp. Det måtte han da også gerne få, men han skulle bare selv betale for det.
Slettet af vaglisten grundet skatterestance
Men befolkningen i Højer havde heller ikke så meget at rutte med dengang. Således blev der i 1925 slettet 6 personer fra valglisten på grund af skatterestancer. I 1933 drejede det sig om hele 39 personer.
Skolerekvisitter kunne bevilliges
I 1925 ansøgte Socialdemokratisk Forening om, at der blev givet gratis skolerekvisitter til børnene. Dette blev vedtaget gældende for alle børn, men kun hvis forældrene var medlem af en statsanerkendt sygekasse og kun mod ansøgning.
Afgift til kommunen
Kroerne var klassificerede med henblik på størrelsen af den årlige beværterafgift. Her kom Hotel Sylt ind som et flot nummer et med 200 kr. De øvrige betalte 100 eller 75 kr. Men kommunen indkasserede også andre afgifter:
Nummeringen var meget kreativ
I august 1920 havde Byrådet nedsat en kommission på seks medlemmer til forbedring af forbindelserne til og fra byen ad jernbane og landevej. Gadernes tilstand havde sorteret under det faste vejudvalg.
Allerede i 1883 var der sat gadeskilte op på passende steder og ved gadehjørnerne. Man satte også numre på husene, men ikke sådan som vi kender det i dag. Man startede på samme side med 1,2, 3 osv. Når man så havde nået enden fortsatte man med nummeringen i modsat retning over på den anden side.
I 1923 blev gadeskiltene fornyet, så det nu både var dansk og tysk. Nummeringen blev som vi kender i dag.
Allerede i juni 1945 blev der indhentet tilbud på nye gadeskilte til erstatning for de dobbeltsprogede.
Hastighedsbegrænsning på 15 km
En del af gaderne blev brolagt før Første Verdenskrig. I 20’ erne fortsatte man med reguleringen og forbedring af gadenettet. Man havde endda anskaffet et spand heste til brug ved vejbygningsarbejder. Og i 1926 satte man skilte op med hastighedsbegrænsning ved indkørsel i byen – 15 kilometer i timen.
I 1962 blev Søgård ”landfast” med Højer
Ejeren af Søgård (Kannikhusvej 4) klagede ustandselig over vejens tilstand. Men hver gang fik, at vide at det ikke sorterede under flækken men under Bønderkommunen. Og de foretog sig overhovedet ikke noget. I 1931 gik flækken så med til at forbedre vejen. Men to år senere var den gal igen. Ejeren af Søgård tilbød nu at betale for gruset mod ikke at skulle betale skat. Men det gik man skam ikke med til.
Den næste ejer af Søgård var Poul Andersen. Når han cyklede til Højer, havde han en smal murske med, hvormed han med mellemrum kunne kratte det klæg ud, der satte sig under skærmene og blokerede hjulene. Jo størstedelen af året var vejen nærmest et mudderbælte.
En forespørgsel til Tønder Amt om sagen hjalp heller ikke. Først i 1962 da Kannikehusvej blev udbygget, blev Søgård ”landfast” med Højer.
Europa – Jensen fik aldrig sin vej
Den 22. maj 1944 vedtog byrådet, at Toldgade skulle omdøbes til J.H. Jensens Vej, opkaldt efter den gamle vognfabrikant. Men så vidt vides er dette endnu ikke sket.
677 kr. for ”overnormal” benyttelse af kommuneskolen
Det varede nogen tid, inden der kom tyske soldater til Højer efter besættelsen. Over halvdelen af beboerne i Højer hilste de tyske soldater velkommen. Den 31. maj 1940 blev der bevilliget 40 kr. til en militærkoncert på Torvet i Højer.
I august 1944 spidsede situationen til. Byen modtog 677 kr. af Værnemagten for ”overnormal benyttelsen af kommuneskolen”.
”De tyske Stemmer” sad i Faarhuslejren
Den 10. februar 1942 var samtlige tyske medlemmer til stede. Samtlige danske medlemmer var fraværende. Det var familieaften i det danske forsamlingshus. Det var i stedet for den planlagte afstemningsfest, som var blevet forbudt.
Den 14. marts 1946 var der byrådsvalg. Det resulterede i 334 stemmer på de danske lister og 252 på de tyske. En grund til de få tyske stemmer var, at de tyskere, der var interneret i Fårhuslejren ikke kunne stemme. Og i 1950 havde de endnu ikke fået deres stemmeret tilbage.
Huller ”om væ æ hav”
Sejersbæklavningen lå åben, så derfor byggede man i 1927 diget fra Højer til Emmerlev. Tidligere havde drengene fra Højer en and mani for at lave huller ”om væ æ hav” ved Emmerlevdiget. De gravede et hul i jorden og lagde tag over af strandede planker og pæle. Egentlig måtte de kun tage det, der var under en meter, men det tog man ikke så nøje.
Det var hule ved hule deromme. Og taget var ikke altid solidt. Det hændte flere gange, at en landmand, der savnede et af sine kreaturer, og troede at den var faldet i åen, fandt den i en af hulerne. Den var bare gået gennem taget.
’Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 6, 2017
En ny vandretur i det gamle Højer
Vi tager en nostalgisk vandretur gennem Nørrevej, Nygade, Toldgade, Ballumvej og Tøndervej. Vi besøger på turen nogle spændende mennesker. Andreas Jensen kunne have blevet meget rig, hvis ikke man lige havde bygget Hindenburg – dæmningen. Og hvor lå nu Højers ældste mølle? Dannebrog vajede fra Rosenhytten den 5. maj 1945. Og så var det en afholdsforening, der hed ”Rettungsbot nr. 62”. I kælderen hos Gamle Meyer blev der opbevaret is. De to Magrether fik opkaldt en vej efter sig. Gamle Jes havde så meget metal i stuen, at de måtte spise i køkkenet hele tiden. Tømrer Ochsendorf hævnede sig over for kommunen. Og så forlød det, at man spiste masser af kartoffelsuppe i Burkal. Fået blev slagtet i nattens mulm og mørke. Krigsmateriel blev læsset på jernbanevogne ved Højer Sluse. I 1947 var der et åleeventyr. I Højer havde man kasseapparat med lokumsspand. Men man havde også snedkeri med dampkraft. Hos Damberg kunne man købe middel mod vorter osv.
Endnu en vandretur
Vi går atter engang gennem den gamle by, Højer. Men ”Den Gamle Redaktør” ved faktisk hvad der er revet ned og bygget nyt op og så videre. For som vi tidligere her på siden har nævnt så er det mange år siden, at vi har gået gennem byen.
Når vi nu nævner nogle bygninger, som ikke mere findes i Højer, så ved du i hvert fald nu efter, at have læst denne artikel, hvad der har ligget der. I øjeblikket bliver der hvis revet ret mange huse ned i Højer. Når vi nu på vores vej springer nogle bygninger over, så er det fordi, at vi har nævnt disse i tidligere artikler fra Højer.
Nu kan det godt være at vi dvæler lidt ved nogle ejendomme, for lige at beskrive det liv, der engang har været i Højer. For det har været en ret så driftig by.
Hvis du føler, at vi nævner noget, som du har hørt før, så er det nok fra en artikel, hvor grafikken ikke er så god. Derfor tager vi det så med her.
Nørrevej
Vi begynder denne gang ud for Nørrevej 100. Her var der en lavning uden for diget. Her stod der som regel vand, når vinteren begyndte. Når der var tilfrosset, var det en udmærket skøjtebane. Og manglede den vand, ja så kunne man godt overtale Æ Feuerwehr til at holde sprøjteøvelse herude.
Diplomatboligen
Der hvor 1861 – diget til Siltoft mødte 1927 – diget til Emmerlev byggede en tysk diplomat, Martin Brauer i 1938 sin villa i vestslesvigsk stil med stråtag. Fra Brauer var fra Højer, så mon ikke, det var hende, der ønskede at bo her. I 1945 konfiskerede staten ejendommen.
Grænsegendarmeriet overtog ejendommen, der blev indrettet til to boliger for gendarmfamilier. I 1988 gik huset igen over til privat eje.
Han kunne have blevet meget rig
Det yderste hus på sydsiden af Nørrevej 75 er bygget af Andreas Jensen. Han havde en speciel slags vognmandsforretning. Når de mange badegæster fra Tyskland om sommeren kom til Slusestationen og skulle med båden til Sild, kørte han deres bagage fra stationen op over diget ned til damperen.
Der skulle et spand gode heste til at trække de tunge læs over diget, men det gav en god indtægt. Den mistede han, da Hindenburg – dæmningen blev taget i brug i 1927. Turisttrafikken over Højer Sluse opførte dermed. Og Andreas sukkede:
De færgesejladsen holdt op, eksisterede af gården kun stuehuset på Nørrevej. Efterhånden købte han så nogen jord og lejede nogle arealer. Hans landbrugsbygninger blev opført i flere etaper.
Chr. Bundes vognmandsforretning
Da hans søn, Alfred i 1946 overtog gården, byggede han et aftægtshus ved Emmerlevdiget, Nørrevej 100. Efter faderens død flyttede Alfred Jensen landbruget ud i nr. 100 og solgte nr. 75 til Chr. Bundes, som der havde din vognmandsforretning med busser og lillebiler. Det blev efter hans død videreført af hans søn.
Højers ældste mølle
Går vi østpå ad Nørrevej, har vi Digeskolen på venstre hånd: En lille forhøjning vest for skolen, og som man kalder Møllepold, vidner om, at her formentlig har stået den ældste mølle i Højer. Det var en stubmølle, der har eksisteret så langt tilbage som i 1500 – tallet.
Måske skal vi lige have med, at Digeskolen er opført i 1964. Og det var foranlediget af det skoleforbund, der i 1959 blev dannet af de fem små vesteregnskommuner, som fra 1970 udgjorde Højer Kommune. Men se det er jo også nu i dag historie.
På den modsatte side Nørrevej ligger plejehjemmet Digegården, bygget i 1957.
Og så er det længere mod øst, Nørrevej 39, som er opført 1939. Her var et børnehjem, Højer Søskendehjem og en dansk børnehave. Denne blev flyttet til Nørrevej 28. Børnehjemmet blev nedlagt i 1973.
Rosenhytten
På nordsiden af Nørrevej, hvor nu Halvej udmunder, har det ligget en uanselig træhytte, som har sin helt egen historie. Snedkermester Wolf Lützen byggede den for sin bror, Asmus, der var gartner og havde lejet jord ved Nørrevej.
I 1943 meldte Asmus sig til den tyske værnemagt, og efterfølgende var han i Fårhuslejren. Han spurgte sin gode ven, Viggo Jørgensen, om han kunne passegartneriet indtil han kom hjem, ellers måtte det nedlægges. Men Viggo ville godt prøve, og så flyttede han ind i Rosenhytten, som træskuret blev kaldt. Og det lykkedes for ham at drive det, indtil Viggo vendte hjem.
Ja Viggo blev boede indtil han i 1952 købte ejendommen Østermarkvej 1. Og træhytten blev flyttet ned syd for A.R. Kjærbysvej, hvor det endte sine dage.
Her vajede Dannebrog den 5. maj 1945
Rosenhytten var omgivet af rosenbuske, så den levede op til sit navn. Ved Danmarks befrielse vajede Dannebrog på hytten. Viggo var i modsætning til Asmus, dansk. Og flagningen i fuld forståelse med Asmus` tyske søskende.
Rettungsboot nr. 62
Nu har vi tidligere omtalt Ungdomsskolen, den tyske privatskole og Æ armhus så vi springer ned til Nørrevej 62. Engang kunne man her på bygningen skimte bogstaverne IOGT. Og se det står for International Order of Good Templar. I 1896 blev der i Højer oprettet en afdeling af denne afholdsorganisation Rettungsboot Nr. 62.
Den omfattede også Daler, Hjerpsted og Ballum sogne samt Rodenæs. Her holdt man sine møder. Sine fester holdt man i Lauritz Petersens afholdsbeværtning Toldgade 3.
Is i kælderen hos ”Gamle Meyer”
På hjørnet af Nygade i Nørregade 58, boede gamle Meyer. Han var veteran fra 1864. Og han blev 99 år gammel. Husets kælder havde meget tykke mure og har fungeret som ishus. Her opbevaredes den is, som man i vintertiden hentede på en eller andet ”pøt”. Engang imellem hentede man også i Vidåen. Så kunne slagtere og ølmænd hente is her om sommeren.
Der var flere sådanne ishuse i byen. De fleste slagtere havde deres egne. Når isen var tilstrækkelig tyk, kunne der være mange i gang med at ise. Dertil brugte man specialværktøj, issave og isøkser. Isen blev transporteret på hestevogne til ishusene. Børnene var dog meget utilfredse, når man fjernede isen fra deres ”pøt” hvor de løb på skøjter.
De to ”Margrether”
Overfor Nygade udmunder Margrethevej. Nej, her er det dog ikke tænkt på vores dronning. I Strandvej 2 boede Margrethe Mathiesen og i Møllegade 9, Margrethe Sønnichsen. Mellem de to gårde gik en sti, der krydsede markvejen mellem Nørregade og Strandvej. Den blev flittigt benyttet af de to koner, som næsten daglig besøgte hinanden. Da vejen blev gjort i stand og asfalteret, fik den navn efter de to Margrether.
Maler Jensen
I Nørregade 54 havde vi den meget farverige barber Jacobs, der også trak tænder ud.
Ved siden af i nummer 56, var det maler Jensen. Han kom nordfra. Måske var det, fordi hjuler – Jensen havde brug for ham, som vognmaler. Han malede Trøjborg på det fortæppe, der i mange år hang for scenen i Emmerlev sogns forsamlingshus. Værkstedet førtes videre af Fritz Andersen. Forretningen blev nedlagt i 1988.
En meget velbesøgt kro
Vi går overgaden og hen til hjørnehuset Skolegade 17. Her havde Niels Gottfriedsen sin kro. Den havde kørerstald mod syd. Langs kroen var der på Skolegade granitpæle, forbundet med jernstænger. Her kunne man binde sin hest.
Det var en meget velbesøgt kro. På markedsdage holdt der vogne langt ud ad Ballumvej. Gottfridsen ejede også Nørrevej 15, hvor der var plads til flere heste.
Om søndagen blev kroen besøgt af skatspillere. Bordene var tætbesatte og det var så tæt af tobaksrøg herinde, at man næsten kunne skære i den. I husets nordøstlige hjørne var der samtidig med kroen en lille købmandsbutik.
Efter Niels Gottfriedsen skiftede kromanden nogle gange, indtil Lauritz Andersen kom til i 1924. Han var ellers bager og havde haft bageriet, Storegade 20. Nu blev han den sidste kromand på stedet. Staldkarlen Marius Jefsen boede i et lille rum ved stalden. Når kørende folk nordfra havde ærinde i Højer spændte de af ”hos Marius”. Inden de så kørte hjem skulle de så lige ind og have ”en lille jen” i kroen.
Kusk på Højers ligvogn
Da Lauritz Andersen i 1934 flyttede hen i Nygade 2, fulgte Marius med. Kroen blev solgt til Hans Eckholdt, der overlod den til sin søn Friedrich ”Fidde”. Kro blev det dog ikke mere. Fidde drev den som landbrugsejendom, og havde desuden en del vognmandskørsel.
I næsten et halvt århundrede var han kusk på Højers sorte ligvogn med englehoveder og sorte draperier. Han havde altid et par smukke heste. Han elskede heste og ville gerne handle med dem. Cirka hver anden måned gik der bud hen til Jeppe Smed, at nu havde Fidde fået nye heste. Så måtte smeden hen og mønstre dem.
”Det brænne sæ te ret”
Under krigen kørte han en stor del tøv hjem, som lærere og andet godtfolk i byen gravede i Kogsbøl mose. Det var svært at få en fast aftale med ham. Men når han kom af sted, var der ingen, der kørte to så svingende høje tøvelæs hjem som Fidde. Var man bange for at tørvene ikke var tørre nok. Fiddes stående bemærkning var altid:
Kun i Højer
Han var i mange år medlem af menighedsrådet, repræsenterende det tyske mindretal. Det var han også efter, at de fleste tyske familier havde meldt sig ud af folkekirken og gået ind i den tyske frimenighed. Suppleant for ham var altid hans søn, byrådsmedlem valgt på den socialdemokratiske, danske liste. Det var hvis kun i Højer sådan noget kunne lade sig gøre.
I 1958 solgte Fidde ejendommen til Maria og Walther Damm, der indrettede Trikotagehuset på hjørnet. Det endte hvis med en kiosk på stedet.
Onkel Kedde og Tante Annelise
På den modsatte hjørne af Skolegade, Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Men ham og sin datter, Bobbe Kårmache har vi tidligere berettet om. Her har hvis været mange butikker i tidens løb.
I det lille hus i nr. 11 blev kurvemageren og datteren nabo til smedjen, hvor undertegnede faktisk er kommet en hel del. For her boede Tante Annelise, Onkel Kedde og mine to skønne kusiner, Christel og Elke. Vi har tidligere fortalt om stedet.
Det var her Onkel Keddes far Jeppe i mange år også havde smedjen.
Der var ikke plads i stuen
I Nørrevej 7 boede Marie og Jes Jensen. Gamle Jes var fra Frifelt og bestyrer af lossepladsen ”Om ve æ hav”. – uden for diget ud for Nørrevej.
Her havde han et læskur, som var resterne af den gamle postvogn til Ballum. Han var også strandfoged. Det meste af dagen opholdt han sig dog på lossepladsen. Han samlede effekter, som han mente havde en værdi. Efterhånden var det et ret stor lager, han kunne tilbyde. Han afhændede det til private og til produkthandlere.
Ægteparret sad altid i køkkenet. For i stuen opbevarede han sine metalprodukter. Manglede nogle en ukurant reservedel til et komfur, en kakkelovn eller andet, ja så var Gamle Jes leveringsdygtig. Undertiden røg han uklar med en anden samler, Friedrich Møller i Østergade.
Tømrer Ochsendorf hævnede sig
På den grund, der sender blev ejet af Brugsen, Nørrevej 52, lå Bernhard Nielsens snedkeri. Den nu for længst nedrevne beboelseshus blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen var ikke interesseret.
Han blev så fornærmet, at han fik nogle sigøjnere til kommunen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt leben. Hvem der først blev træt af dette, melder historien ikke noget om.
Masser af kartoffelsuppe i Burkal
Over for Brudsen ligger Nørrevej 3, et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står 1724, og bogstaverne H.J.A. Huset er bygget af tipoldefaderen til Hans Ferdinand Andersen Ballumvej 38. Det at eje et hus, blev der lagt meget vægt på, for så var det ikke sandsynligt, at man skulle tilbringe sin alderdom i Fattighuset. Det var en skræk for datidens mennesker, og ikke uden grund.
Om det i Burkal, sagde man, at der fik man kartoffelsuppe så tit, at urene gik i stå. De tre næste generationer var også rebslagere. Men Hans F. Andersens bedstefar Hans Jensen Andersen solgte til sidst arealet ved Ballumvej til hjuler Jensen.
Masser af husdyr
Selv om rebslageriet var det egentlige erhverv, måtte der mere til for at skaffe føde til familien. Skønt pladsen i huset var begrænset, præsterede Hans J Andersen at holde 4 malkekøer, 4 ungkreaturer, 4 kalve, 2 svin samt 10 – 12 får i en kogfenne syd for byen.
Fåret blev slagtet i nattens mulm og mørke
Da det under første verdenskrig var svært at skaffe kød og hjemmeslagtning var ulovlig, slagtede han ved nattetid et får i kogsfennen og bar det hjem på ryggen. Gendarmen måtte ikke vide det.
Da han solgte reberbanen, måtte hans søn, Anders lære et andet håndværk. Han blev snedker men beholdt rebslagertitlen. Hans søn igen Hans F. Andersen, der var maskinarbejder, blev kendt som ”Hajse Refslæ”.
Fælles løbetur fra Tønder til Højer
Andreas Andersen kom i lære hos snedker Brodersen i Højer. Men:
Så gjorde han din uddannelse færdig hos en lærermester i Tønder. Der var også andre unge høvringer i lære i Tønder. Lørdag aften var der en hel flok, der sammen løb hjem til Højer og søndag aften tilbage igen. Det har været omkring 1890, få år før jernbanen Tønder – Højer blev anlagt.
Før Første verdenskrig var han ansat hos Meinert Lützen, men da han kom hjem i 1919 var det ikke mere brug for ham der. De boede i huset Nørrevej 3 sammen med den gamle bedstefar, som havde sin alkove i et lille rum ved køkkenet.
Krigsmateriel blev læsset på jernbanevogne
Anders Andersen blev først beskæftiget på havnepladsen ved slusen i en Schiffahrtgruppe, som lossede alt krigsmateriel, der blev sejlet over fra Sild. Det blev læsset på jernbanevogne.
Hø på øverste etage
Derefter lykkedes det for ham at få en fiskepant ved slusen. Han byggede et skur bag huset. Det brugte han til sit snedkerværksted. For dette hverv fortsatte han også med. Familien fortsatte med at holde husdyr i det omfang, som forældrene havde gjort. Hø havde de op på loftet. Det blev forket ind ad lugen over døren. Men det har egentlig været meget brandfarligt.
Smør, mælk og ost fra stalddøren
Men det var ikke nok til vinterens forbrug. Så de opbevarede også hø i Andreas Matthiesens lade, Møllegade 9. Det hentede de af, når loftet var tomt. Fra forår til vinter var køerne i deres kofenne syd for Slusevej 23. tre gange om dagen måtte hans kone gå derud for at malke dem. På de tider af dagen kunne man alle vegne se konerne komme trillende med deres tohjulede malkevogne med mælkespand på. Der var køer i næsten hvert hus i Højer dengang.
De fleste koholdere leverede mælk til mejeriet. Det gjorde Andreas Andersen ikke. Hans kone solgte mælk ved stalddøren. Hun lavede selv smør. Så hælde hun mælken op i et stort fad og skummede fløden af med en skummeske. Senere fik hun anskaffet en centrifuge, købt hos Ludolf Wismar. Smørret blev kærnet i en høj, næsten cylindrisk træbeholder. Den var lidt smallere op ad. Ved hjælp af en cirkelrund plade med huller i, der sad for enden af en stang, kunne man bevæge pladen op og ned i fløden, indtil denne blev til smør.
Smørret, der også blev solgt ved bagdøren blev indpakket i pergamentpapir. Ja hun lavede også ost, både fåreost og den specielle, stærke såkaldte Backenwost. Ostemassen blev indpakket i en klud og sat under pres i et rundt kar. Den blev helt mørk til sidst og skulle efterbehandles ved at stå og ”bræmme” i høet. Man sagde ganske vist, at Backenwost skulle bræmme i møddingen for at få den helt rigtige aroma. Men det er næppe praktiseret. Fru Andersen havde helt bestemte kunder til Backenwoost.
Da mejeriet begyndte at sende mælkevogne rundt i byen, hvorfra man solgte mælkeprodukter, holdt salget ved døren op. Nu begyndte Andreas Andersen også med at levere til mejeriet, først til Møgeltønder senere til Højer.
1947 var et åleeventyr
I mange år var dog hans vigtigste indtægtskilde ålefiskeriet ved slusen. Ålene blev opbevaret i hyttefade i åen, indtil de blev afhentet af en eksportør fra Kolding eller Esbjerg. Så blev de pakket i kasser med is.
Det var altid en stor dag, når en lastbil fyldt med ålekasser kørte af sted fra slusen.
Den varme sommer i 1947 gav noget af et åleeventyr ved Højer. Andreas Andersen sagde selv, at han fangede 4.000 pund. De store fangster kom nu aldrig officielt til ligningskommissionens kendskab! Da Rømødæmningen blev færdig i 1948 tog ålefiskeriet af. Året efter solgte Andreas Andersen sin fiskepart ved slusen, men da var han også 75 år.
Nu var det sådan, at når ”Den Gamle Redaktør” her var på ferie ude ved Oma og Opa u i æ Kow, så var der næsten ål morgen, middag og aften. Og selv om jeg var med til ”Sat ål og snaps å æ Højkro”, så blev jeg pludselig træt af ål og anden fisk, og spiser det i dag yderst sjældent.
”Kasseapparat” med lokumsspand
Toiletforholdene var i Nørregade 3 som i de fleste tilsvarende huse. I et halvtag bag ved huset var der et ”kasseapparat” med lokumsspand. Når de om aftenen skulle ”på huset” havde de gerne lygte med. Spandens indhold blev tømt af i ”æ mogkåe”. Det var den trillebør, man brugte, når man mugede ved dyrene, og hældt af på møddingen foran huset sammen med det øvrige møg.
Man havde natrenovation i byen. Det var en stor lukket kassevogn, som blev tømt ude på Vestermarken. Det skete ved at forenden blev hejst op, så indholdet gled ud af bagenden.
Det var dog mange, der ikke ville betale for natrenovationen, men klarede sig som på Nørregade 3 Helt op til 1950 var der til lærerlejlighederne på kommuneskolen lokummer med spande, som lærerne selv tømte. Som en af dem sagde:
Ved siden af Brugsens grund står vandtårnet, som bærer årstallet 1934 og øst for denne har det været et bryggeri.
Fidde Træ og Fidde Buhn
Den mest imponerende bygning på Nørregade er dog Hindrichsens købmandsgård fra 1760, Nørregade 1. I 1843 blev den ejet af Fedder Hindrichsen. Han var træhandler, kornhandler, urtekræmmer, brygger, krovært og landmand.
Oprindelig boede familien i stueetagen på ”Haubargen”, men senere byggede familien også det store hus på Nørregade 38 til familien. Den sydlige del af den gamle købmandsgård har været familiens aftægtsbolig. Den nordlige del har været beboet af tjenestefolk.
Det var også en Hindrichsen, der ejede den gård, der lå lige øst for købmandsgården med stuehus, Nørregade 36. I 1930erne hed de begge Fedder. Og for at skille dem fra hinanden kom de i folkemunde til at hedde Fedder Træ og Fedder ”Buhn”
Et blandet kommandosprog
Og så var det den gamle brandstation. Før 1945 var kommandosproget en blanding af synnejysk og tysk:
Masser af industri i Højer
I Nørrevej 32 har der været en tobaksfabrik, der tilhørte købmand Knudsen. I løbet af 1800 – tallet blev der faktisk oprettet en del industriforetagender i Højer. Der har været sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådvævsfabrik og kalkbrænderi.
Det sidste brændte ”Skællekalk” af hjertemuslinger. Denne kalk gav en hvid og meget stærk mørtel eller ”smadder” som murerne siger. Mange huse vidner endnu med deres hvide fuger om brugen af skællekalk. Nummer 32 var i øvrigt et smukt og absolut bevaringsværdigt hus, indtil det fik ny gavl og moderne vinduer. Ja vi har i en tidligere artikel gået gennem byen og tilladt os, at kritisere nogle af de ældre huses tilstand.
Af sundhedsmæssige grunde
Ved siden af går vejen ned til den ”ny” kirkegård. Den blev oprettet i 1862 dels fordi der var for lidt plads på den gamle ved kirken, dels af sundhedsmæssige grunde, idet der var en brønd med pumpe ved næsten hvert anden hus. Ja der var også en tæt ved kirkegården. Men en tyfusepidemi i 1860 – 1861 var nok den direkte årsag.
Resten af Nørrevej følger bagsiden af husene i Nørregade. Og ved den østlige ende danner de to gader en spids vinkel med hinanden. På den trekant, som derved fremkommer, blev der i 1950 rejst en Genforeningssten.
Den østligste bygning på Nørrevej er nummer 2. Den blev opført af Chr. Ohlsen, Østerende 3, da han i 1931 flyttede sin jernhandel hertil. Firmaet blev ført videre af hanjs søn Waldemar.
Nygade – Toldgade
Nygade 2 er opført af Lauritz Andersen. Det var den sidste kromand, der havde Gottfriedsens kro, Skolegade 17. Da han nedlagde kroen, byggede han huset i Nygade og ernærede sig som kolportør.
Han købte hver uge et antal eksemplarer af de gængse ugeblade, lagde omslag om dem og udlejede disse mapper til kunder fra nær og fjern. Så gik de på omgang efter et bestemt rutesystem. Distributionen sørgede han selv for. Han blev almindeligvis kaldt for Æ mapmand.
Fra Ridende Gendarm ved den gamle grænse
Nord for huset har man gennem haverne udsigt over Ballumvej 3. Her boede rebslager Andersen. Hans reberbane gik netop her fra Nygade og helt over til hans hus på Ballumvej.
Nygade 1 er bygget af en skipper, men senere overtaget af grænsegendarmeriet. Her havde de kontor for det vestlige grænseafsnit, der omfattede Højer og Rudbøl. Den vagtmester, der var afsnitsleder boede i huset. Den sidste var overvagtmester Albert Solager, som her afsluttede sin karriere. Han begyndte som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920. I 1973 afhændende gendarmeriet huset til private.
På det næste hjørne til venstre lå den tidligere toldbygning fra 1910.
Murermestrene Schmidt
Toldgade 8 er opført af brødrene Schmidt. De var murermestre i begyndelsen af 1900 – tallet. De har bygget det meste af æ Nystaj, som var kvarteret omkring Nygade – Toldgade.
Heinrich Schmidt fremstillede i husets kælder cementtagsten af en speciel flad facon, som endnu kan ses på det smalle hus på nordsiden af Søndergade mellem Skolegade og ”Bohsti”. De blev lavet på en maskine, som smed Wismar havde bygget. Senere flyttede Schmidt til Norge, hvor han fortsatte produktionen.
Et moderne snedkeri
Toldgade 6 er bygningerne lige nord for hørte til Meinert Lützen møbelfabrik, som han havde udviklet der fra 1896. Han var den første snedker i Nordslesvig, der anvendte maskiner i sit værksted. Allerede i begyndelsen af 1900 – tallet havde han dampmaskiner til at drive disse maskiner. Han lavede allerede selv elektrisk lys, før der blev oprettet elværk i byen.
Kedelhuset, der har haft en høj skorsten lå øst for nummer seks. Der var mange beskæftigede i hans virksomhed, og det var kvalitetsarbejde, der udgik fra den. De fleste snedkerværksteder i byen havde ikke maskiner. De fik deres værkstedsarbejde udført hos Meinert Lútzen.
Her blev høvlet træ til ligkister og her fik tømmerhandleren høvlet gulvbrædder. Det sidste krævede megen dampkraft.
Polstrede møbler
Meinert Lützen drev både bygnings – og møbelsnedkeri. Før første verdenskrig havde han ti snedkere og en polstrer ansat. Under krigen omstillede sønnen, Peter Lützen fremstillingen til næsten udelukkende polstrede møbler. Så nu beskæftigede han ti polstrere og en snedker. En del af dem blev derefter arbejdsløse. De begyndte så selv med større og mindre held at drive værksted.
Da den anden søn, Peter Lützen senere overtog virksomheden, nedlagde han efterhånden det meste af produktionen og satsede på driften af en meget velassorteret møbelforretning i Toldgade 6. Efter hans død blev virksomheden i 1986 helt nedlagt.
Den ridende gendarm
I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i tysk tid. Hestestalden stod bag huset. Han fungerede som politibetjent i området. Og i nummer tre havde Lauritz Petersen sit alkoholfri værtshus.
Ballumvej
Vi har tidligere i vores artikler besøgt Dambergs købmandsforretning på Ballumvej 7. Der har så mangen et barn sikkert fået ”en tut bom”. Dengang bestod butikken af en masse ting, der hang ned fra loftet. Blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og et utal af andre genstande. Ved døren stod en åben sæk korn. Ved siden af stod de store trekantede klipfisk med halerne i vejret.
Middel mod vorter
I bagbutikken sad petroleumspumpen på væggen og i vinduet ud mod gaden stod kaffemøllen med de festlige store blanke svinghjul. Det ufarvede smør stod i en åben drittel. Købmanden tog det op med en lille riflet træspade og pakkede det ind i pergamentpapir. Og med i pakken fulgte smørfarve i en lille blære af celluloid. Før man brugte smørret i husholdningen, æltede husmoderen det grundigt igennem, idet hun blandede smørfarvet i. Margarinen stod i en træbøtte. Den blev indpakket ligeledes i fedttæt papir.
Her kunne man også få midler mod vorter. Og ude ved Slusen havde Damberg en tank stående, hvor han leverede brændstof til fiskernes bådmotorer.
Bestyrer af Emmerlev Klev
Og så er det urmager og guldsmedeforretningen, Ballumvej 9. Den første Hyldtoft kom fra Ravsted og begyndte sin virksomhed i nummer 29. Hans søn Jacob begyndte i nummer ni.
I nummer 11 havde Fritz Hansen i sin tid vognmandsforretning med to heste. Hans søn, Mathias førte den kort tid videre, men rejste så til Amerika. Da han kom tilbage overtog han strandhotellet ved Emmerlev Klev. Åh ja, sikke mange minder, man har derfra.
Og nu blev nummer 11 så solgt til Peter Jensen, som etablerede mekanikerværksted og lillebilforretning. Han fremstillede en del metalbeslag, som hjuler Jensen eller Europa – Jensen, som han også blev kaldt, brugte i sin karosserifabrik. Senere havde Andreas Waltz vaskeri her. Og broderiforretning var her også.
Mad ud af huset – med bestik
I nummer 13 boede kleinsmed Ludolf Wismar. Han var en meget dygtig smed. Størstedelen af hans jerngitterværk kan ses overalt i byen. Han havde udstillingsvindue ud til gaden, ja han solgte også landbrugsmaskiner.
Efter hans død oprettede hans enke og to døtre et pensionat på stedet. De leverede også mad ud af huset i emaljerede to – eller treetagers madspande. Kunderne kunne også som Dr. Kühl få et komplet service med.
Før Ballumvej med muddergrøfter
Nord for nummer 13 går vejen ned til den tyske sportsplads forbi den tyske børnehave, som blev opført i 1962. Her havde hjuler – Jensen en filial af sin virksomhed, som han kaldte det træskur der stod her.
Det var også her, at grænsekommandoen blev indkvarteret.
Ved samme vej havde gartner Seidel i nummer 21 sit gartneri med drivhus. Når det havde regnet en forårsdag, var her masser af trafik for folk, der ville hente kål – og andre planter.
Endnu i begyndelsen af 1920erne var vejen, der dengang hed Grønnevej ikke brolagt med dybe grøfter, ja til tider muddergrøfter. Og i disse havnede en gang imellem en uøvet cyklist.
Og det er også her på Ballumvej, vi har forsamlingshuset, bageriet og en gammel hatteforretning. Ja her etablerede Europa Jensen også sit store firma, som vi har skildret i tre – fire artikler.
Dr, Kühl og rebslager Hans Peter Andersen kan du også læse om andre stede her på siden.
Tøndervej
Der ligger en gård på venstrehånd, Tøndervej 1. denne har vi fokuseret på tidligere. Syd for Tøndervej rejste der sig en ny bydel af parcelhuse. I folkemunde blev denne bydel kaldt for ”Snobberup”.
Jammerbugten og Guldkysten
Ja de huse, der lå direkte ved Tøndervejs sydside fik navnet ”Guldkysten” Gårdejer Hans Hindrichsen fik på baggrund af dette til at kalde bebyggelsen på Tøndervejens nordside til at kalde denne del for ”Jammerbugten”. Bønder klager sig jo altid.
Fortsætter man nu østpå ad Tøndervej finder man på højre side, lige før den hvide bro over Sejersbækken – Oldemandsfennen. Denne blev altid tillagt Bønderkommunens oldermand.
Længere ude på nordsiden af vejen ”Snur – om”, der tidligere var kro for blandt andet fragtkuske og jævne høvringer. På et tidspunkt var her blomsterhandel.
Nu holder vi så en lille pause i vores nye vandring, men vender frygtelig tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 1, 2017
Hvad er ”den rigtige” og hvad er den ”forkerte” historie? ”I amatørfuskere I er kun ude efter konspirationsteorier”, ja det er noget, man har været ude for, når man har beskæftiget med besættelseshistorien. Eller, at man beskyldes for løgn, når man holder foredrag om dette emne. Der har altid været mange meninger, og der er et hav af litteratur om emnet. Men nu er fortolkning mange ting. Samarbejdspolitikken er det moralske dilemma. Og den 9. april forbliver et skår i den danske selvopfattelse. Historien om Besættelsestiden ændrer sig hele tiden. Men vi lærer ikke noget af myter, vi skal have sandheden frem. Litteraturen ville have, at de skyldige skulle stilles til ansvar. Men hvem var egentlig forræderne?
Et tema, der vækker debat
Der findes nok ikke et tema, der er blevet beskrevet så meget i danmarkshistorien som besættelsestiden. Og det fylder også på ”Den Gamle Redaktørs” bogreol. Men der er nok heller ikke et tema, der kan vække så meget debat som netop dette. Og finder du en sag fra dengang, du gerne vil bore dybere i og ikke lige er historiker, ja så er arkiverne lukket.
Fortolkning er mange ting
Men det er ikke kun de fem år, der er spændende. Det er også tiden før og tiden efter. Vigtigt er det vel også, at have de kritiske briller på, når du ser tiden beskrevet i litteraturen. Fortolkning er nemlig mange ting. Denne fortolkning bliver hele tiden ødelagt af, hvem vi skal give skylden. Hvem var det lige, der var kujonerne?
Det handler også om skyld, ansvar, prestige og magt. Dette er ikke befordrende for at fremme realisme og sandhed.
Det eneste land i verden
Den 1. januar 1940 sagde statsminister Th. Stauning blandt andet følgende i sin nytårstale:
Tænk, at Danmark var det eneste land i Verden, der ikke ville forsvare. Nu skal dette dog ikke ligges Stauning for last. Han ville gerne opruste, men det ville den radikale regeringspartner ikke. Men Stauning tog her et hovedspring ud i de tabuer han det sidste årti omhyggelig havde undgået.
Pres fra De Konservative
Efter pres af blandt andet De Konservatives John Christmas Møller måtte Stauning acceptere en folketingsbeslutning den 19. januar:
Regeringen var enige om, at se tiden an. Kun Hartvig Frisch stillede spørgsmålet om, hvordan omverdenen ville betragte det, hvis vi ikke foretog en mobilisering.
Ikke en samlet beredskabsplan
Enhederne i Sønderjylland havde fået udleveret skarp ammunition og var i alarmberedskab. Ja egentlig var det begrænset, hvad hver enkelt soldat fik i ammunition. Men det var ikke en samlet beredskabsplan. Det var det heller ikke med henblik på at stoppe den tyske fremmarch. Søværnet og kystbatterierne var i samme sørgelige forfatning.
Vores forsvar var sparet ned til et minimum.
Udfaldet havde været det samme
Trods advarsler og tegn på at noget var i gære, sagde regeringen nej til Generalkommandoens ønske, om at samle styrkerne i Sønderjylland og rykke dem frem til grænsen.
Med en enkelt bataljon blev København bekæmpet.
Meget hurtig var man enige om, at indstille kampene. Men det budskab kom ikke frem til Sønderjylland grundet elendige kommunikationsforbindelser. Her og ved Amalienborg faldt der i alt 16 mand og 23 blev såret.
Havde general Prior fået sin vilje, havde det nok været 160 eller 1.600 faldne. Om den danske selvrespekt så havde været større, det afhænger af med hvilke øjne, man ser på det. Udfaldet havde dog været det samme.
De skal have æren
I Sønderjylland blev der trods alt kæmpet 13 steder. Angiveligt skulle der være faldet 200 tyske soldater. Men dette antal bliver også afvist. Men arkiverne er væk, så det kan ikke kontrolleres.
Kaptajn Bahnsen, hvis mandskab blev involveret i kampene ved Bjergskov og Bredevad i Sønderjylland skrev kort om begivenheden:
Hvorfor reagerede englænderne ikke?
Angrebet kom som en overraskelse. Man havde ignoreret advarslerne. Men det havde englænderne nu også. For ellers kunne de have sat et kæp i hjulet med deres overmagt til søs. Egentlig kunne englænderne måske have udvirket en masse.
Det var jo sådan, at den enorme operation Weserübung forudsatte samtidige angreb over en 1.600 km lang front og brug af 1.000 fly, 125.000 soldater og næsten den hele tyske flåde på en gang. Den tålte ingen forsinkelse og skulle gennemføres på en dag. Den blev af tyskerne kun iværksat under store betænkeligheder.
Den overmægtige britiske atlanterhavsflåde, der lå ved Pentland Firth, kunne med kort varsel have tilintetgjort den tyske krigsmarine. Længere før vidste man i hvert fald fra dansk side, at der foregik en oprustning i de nordtyske havne ud til Østersøen.
Man ventede på et ultimatum
Normalt starter en krig med at det ene land stiller forskellige krav, som regel af territoriel karakter. Derefter følger diplomatiske spilfægterier, forhandlinger, som så måske fører til sammenbrud. Derefter udsender den angrebslystne part en krigserklæring, hvorpå myrderierne kan starte. Også andre regler skulle overholdes, eftersom de er nedfældet i internationale krigslove, som parterne tidligere havde underskrevet.
Men hverken Tyskland eller Sovjet overholdte disse regler. Og når det drejer sig om Danmark, var det set med tyske øjne ”en fredelig besættelse”. Forklaringen var, at Danmark og Norge skulle sikres mod en nært forestående britisk invasion.
Svenskerne var med på ideen
At briterne havde overvejet det, ja det kom ført frem efter krigen. Men nu var den særdeles vigtige tyske import af jernmalm fra Kiruna muligt. Og svenskerne var med på ideen.
Tyskerne havde brug for støttepunkter til deres flåde i Norge, for at sikre jernmalmen. Danmark var blot en trædesten på vejen. Men snart fandt de ud af, at de kunne bruge vores landbrugsvarer. I stor stil blev disse eksporteret syd på også efter 29. august 1943.
Landmænd og fiskere tjente godt
Landmænd og fiskere tjente godt. En måneds forbrug hvert år af flæsk, smør, æg, fisk osv. stammede fra dansk landbrug og fiskeri.
Diskussionerne er gået siden. Var det noget, som vi kunne have gjort anderledes? Uenigheden om, hvad der skulle have været gjort er der endnu. Men et er sikkert. Ydmygelsen var sket.
Hvad mon naboen tænker?
Mange tog det i småborgerlig stil ”Hvad mon naboen tænker” Man var flov, særlig efter, at man hørte, at nordmændene havde kæmpet.
Det var kun meget få danskere, der havde troet, at deres land var så svagt. At man nu fuldstændig skulle tages på sengen havde man dog ikke regnet med. At man kunne acceptere det, var nok det værste. Det syntes at afsløre en afgrundsdyb slaphed og manglende vilje til at forsvare de værdier, man ellers aldrig blev træt af at rose sig selv af. Alle de positive ting, man kunne opsummere som det at være dansk.
Havde man ikke taget en beslutning den 19. januar? Kapitulationen i 1940 slog store skår i den nationale selvrespekt, som tilbagetoget fra Danevirke gjorde det i årene efter 1864. Ja og før da var det tabet af flådet i 1807.
Hollænderne kæmpede bravt
Hollænderne kæmpede en desperat kamp. De havde 350.000 mand med luftstøtte og alt muligt. Men det var ”Luftwaffe`s Ausradierung” af Rotterdam, der knækkede hollænderne. Men bombaderingen var unødvendig for hollænderne var på daværende tidpunkt nedkæmpet.
De norske forhold
Kan vi sammenligne os med Norge, med deres bjerglandskab og englændernes hjælp?
I Norge måtte tyskerne kæmpe i to måneder, før regeringen flygtede til England og den norske hær kapitulerede. Svenskerne accepterede, at der blev ført tyske tropper gennem Sverige. Det glemmer nordmændene aldrig. Den norske regering betragtede under hele krigen at være i krig med tyskerne.
Men vi skal jo ikke glemme, at medlemmer af det norske storting forhandlede med tyskerne om dannelse af en norsk samarbejdsregering. Man var endda indstillet på at svigte den flygtende regering og suspendere kongen. Forhandlingerne kuldsejlede, fordi tyskerne ville have nazistisk dominans (NS) i regeringen.
Den danske modstandskamp var ”vildere”
Den danske modstandskamp var langt ”vildere” i Danmark end i Norge. Det var kun de sidste 10 måneder, at modstandsfolkene i Norge kæmpede på samme måde som i Danmark. Antallet af likvideringer i Norge ligger på 82, mens det herhjemme er over 400, hvoraf mange slet ikke var stikkere.
I Danmark sad våbnene mere løst, og her var ikke samme sikre styring af kampen gennem Frihedsrådet som det var i Norge. Der blev holdt et fast tag, men de kunne ikke styre kommunisterne.
I Norge blev de politiske partier forbudt og erhvervsorganisationerne blev sat under tysk administration
Hvad var det lige Scavenius fik sagt?
Danmark kom aldrig i krig med tyskerne, heller ikke efter 29. august 1943. Hvad var det nu Erik Scavenius sagde efter krigen:
Skår i den danske selvopfattelse
Manden på gulvet havde aldrig opgivet. Vi har lært i historiebøgerne, at der altid kom en dansk general eller konge og vandt det hele.
Kapitulationen trak dybe spor i den danske selvopfattelse. Det vakte stærke følelser og gør det stadig. Nogle trak i tysk uniform, andre gik ind i modstandskampen.
Samarbejdspolikkens moralske dilemma
Stauning udtrykte det senere sådan her:
Men hvad nu, hvis andre havde set det på samme måde som Danmark? Det er samarbejdspolitikkens moralske dilemma.
Pest over Europa
Vi havde vores gode gamle folkestyre. Og så var det alle de nye ideer, der tordnede frem. Nazismen, kommunismen og fascismen. Det var lige som ”Pest over Europa” og Danmark skulle ikke blive smittet.
Selvmorderisk galmandsværk
Men det var jo ikke meget nogle få hundrede mænd på cykler og motorcykler kunne stille op mod en pansret tysk krigsmaskine på tusinder af veltrænede og veludrustede soldater. Fra ethvert praktisk, nøgternt og for den sags skyld militært strategisk synspunkt ville et egentligt militært forsvar af Danmark have været et selvmorderisk galmandsværk.
Vi måtte klare os selv
Vi måtte klare os selv. Der var ikke udsigt til nogen som helst hjælp. Efter krigen mente et flertal af danskere, at vi nok hellere måtte knytte nærmere samarbejde med krigens sejrherre USA. Men kunne de nu have sejret uden russerne? De havde trods alt ydet de største ofre.
Vi vidste det jo godt. Churchill havde på forhånd sagt, at Danmark ikke kunne forvente britisk støtte i forbindelse med en tysk invasion. Men det vidste Stauning allerede i 1938, da han kom tilbage med meldingen om, at englænderne hverken ville eller kunne forsvare Danmark. Englænderne betragtede Danmark som værende under tysk interessesfære.
Tyskerne ville respektere grænsen eller?
Tyskerne lovede, at de ville respektere de danske grænser fra 1920. Det havde de så ikke lige fortalt Det Tyske Mindretal, der så deres smit til at komme ”Heim ins Reich” med den gamle Kongeå – grænse. Men hvad nu hvis tyskerne havde vundet Anden verdenskrig?
Samarbejdspolitikken skånede Danmark, men den var også til gavn for den nazistiske krigsøkonomi lige til krigens sidste uge.
Danmark – det lille latterlige land
Werner Best kunne konstatere, at Danmark kunne ”køres” med blot 89 embedsmænd, svarende til én for hver 43.000 indbyggere. I Norge var tallet en for hver 3.700 indbyggere. Var det ikke også Hitler, der udtalte: ”Dänemark, das kleine lächerliche Land!
Russerne overtog Bornholm. De var på vej til Danmark. Og de forlod først øen igen i marts 1946. Vi kunne ikke have gjort noget som helst, hvis de var vendt tilbage.
Ikke noget nordisk samarbejde
Det blev aldrig til noget med et nordisk samarbejde. Sverige ville bevare sin neutralitet, selv om de nok havde bidraget en del til den tyske krigsindustri. Og Norge ville ikke give slip på USA og Storbritannien. Siden første verdenskrig var det sådan, at Danmark altid skulle holde sig gode venner med tyskerne. Vi skulle i hvert fald ikke stille os på deres fjenders side.
Fra dansk side havde man aldrig forestillet sig, at skulle stoppe en tysk hær. Man havde selvfølgelig ideen om, at stoppe Slesvig – Holstenske nazister, der ville over grænsen.
Hvordan så de på os?
Selv om det varede længe, så kom Montgomery før russerne. Hvad ville der ikke være sket, hvis det var russerne, der kom først?
Hvordan så russerne, briterne og amerikanerne på os, trods modstandsbevægelsen? Var det et politisk svigt af dimensioner, der nærmerede sig forræderi?
Og modstandsbevægelsen, sabotører og SOE – agenter brugte regeringen og politiet mange kræfter på at bekæmpe.
Vi lærer ikke noget af myter
Den nye fortælling om 9. april har ofte lang afstand til de reelle begivenheder. Er det ikke vigtigt at kende historien fra dengang, at kende den rigtige historie? Hvis vi ikke kender den, kan vi ikke sige:
Vi lærer ikke noget af myter. De bekræfter kun vores egne fordomme. Men ”Den Gamle Redaktør” er bange for, at mange af de bøger inde på reolen er fulde af myter. 9. april er blevet en slags selvpinerisk myte om det danske vankelmod og manglende vilje til at bringe ofre, når det er brug for det, fortjent eller ej.
Man kunne knap nok forstå, at krigen kom til Danmark den 9. april 1940. Dertil var de krigeriske begivenheder for få og for små. Men en alvorlig angst brød ind i landet med de tyske tropper, og den fortsatte med at ruge over nationen i de følgende fem år, mens den gradvist voksede sig stærkere.
Kan bruges til aktivistisk udenrigspolitik
Anders Fogh Rasmussen tog for nogle år siden problematikken op med manglende modstand og samarbejdspolitikken. Det faldt sammen med hans egen aktivistiske udenrigspolitik med deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan.
Historien ændrer sig hele tiden
Vi fik trods alt ved hjælp af modstandsbevægelsen plads hos sejrherrerne.
Historien om besættelsestiden ændrer sig hele tiden. I mange år ville man helst kun tale om den heroiske indsats, som modstandsbevægelsen var involveret i. Senere fik vi historien om landbrugs og fiskerieksporten. Det varede længe inden vi historierne om tyskerpigerne, de østfrontfrivillige, Frikorps Danmark og de andre ikke særlig behagelige fænomener.
Du lyver
Undertegnede har et par gange holdt foredrag om besættelsestiden. Det har faktisk flere gange betydet, at folk er gået i protest mod det, jeg har sagt. I pausen er der unge mennesker, der er kommet op og beskyldt undertegnede for at lyve. Det jeg sagde var ikke det, de havde lært på deres studie eller i skolen. Nu er det jo ikke fordi man lige just spreder løgne.
Så vidt vides er undervisning om besættelsestiden ikke obligatorisk i gymnasiet. Det kan jo undre.
Omfattende litteratur
Litteraturen om besættelsestiden er i den grad omfattende. Vi har forsøgt at lave en litteraturfortegnelse med foreløbig har vi her på siden opgivet. Dertil kommer diverse debatindlæg, artikler i diverse tidsskrifter m.m.
Først var det modstandsbevægelsens højre fløj, der kom til orde. Lige efter 1945 vrimlede det med erindringer, fremstillinger og rapporter. Hvis man har tid og koncentration til det, så var det jo også Den Parlamentariske Kommissions mange bind.
De skyldige skulle findes
Igen engang var der så spørgsmålet, hvorfor man ikke reagerede på de mange advarsler, og hvorfor duede kanonen ikke på Middelgrundsfortet. Og de skyldige skulle nu pludselig findes. Der var anklage om embedsmisbrug, embedsforsømmelse, kollaboration og forræderi. Og så dukkede anklagerne om Rostock – mødet op gang på gang.
Historikerne tager efterhånden over efter politikere, jurister og professionelle debattører. Og nu kunne man så begynde at kigge i de tyske marinearkiver vedrørende Weserübung. Og i 1980erne gjorde mange folk sig kloge på den danske sikkerhedspolitik. De fleste historikere var enige om, at Danmark blev nødt til at indrette sig efter tyskerne i slutningen af 1930`erne.
Det harmonerede ikke sammen
Der ligger sikkert en masse spændende i Rigsarkivets samlinger. Det kan undertegnede konstatere efter at vi er dukket ned i enkeltsager omkring grænsen. Her er det tydeligt, at man har forsøgt at viske tavlen ren og forsøgt at fjerne bevismaterialer. Man kunne måske også lytte noget mere til, hvad ens far fortalte. Det harmonerede ikke altid med det, der stod på skrift.
Hærledelsens opfattelse stik mod regeringens
Hærchefen Erik With havde bestemt ikke samme holdning som udenrigsminister P. Munch. Og Prior foreslog at regeringen og kongen skulle begive sig til en af de nordsjællandske kaserner. Hærledelsens planlægning var stik mod regeringens holdning på mange punkter.
Hvorfor skulle Himmler røbe planer?
Og atter engang dukker myterne om Rostock – mødet op i 1990`erne. Var det en aftale mellem den danske og tyske regering? Næppe, og hovedvidnet, Jes Schmidt fra Det Tyske Mindretal var vel næppe det mest neutrale vidne. Det viste sig også, at hans udsagn ikke kunne holde.
Men hvorfor skulle Himmler røbe tyskernes planer over for Munch? Ikke engang Renthe – Fink vidste noget før den 8. april.
Hvad skulle vi selv have gjort?
Modstandsbevægelsens hovedargument er, at hvis der ikke var blevet gjort modstand under besættelsen, så ville Danmarks status have været anderledes i forhold til de allierede. I modstandsbevægelsens egen selvforståelse er dens indsats en kompensation for den manglende danske modstand den 9. april og at der derved sikres Danmark en plads i det gode selskab.
Selv om man havde taget de advarsler alvorlig, der kom fra Berlin, havde det nok ikke gjort nogen forskel. Noget andet er, at havde englænderne taget dem alvorlig, havde det måske set helt anderledes ud.
Var interesseret i Aalborg Lufthavn
Egentlig var tyskerne mest interesseret I Aalborg Lufthavn på vejen til Norge. Men den danske hær havde ikke engang en garnison i Aalborg i 1940.
Mere brug for hø end benzin
En anden ting er, at vi hører, at de tyske tropper kom med det mest moderne udstyr dengang. Nu har de tyske militærfotografer vel kun fotograferet den tyske spydspids med motoriserede enheder. For i realiteten var der tale om en talstærk gammeldags hær med et lille relativ dårligt udrustet panservåben.
En tysk standarddivision havde i 1940:
Man kan sige, at den tyske krigsmaskine havde mere brug for hø end benzin. Og de fotos, der viste alle hestene er tydeligvis gemt væk.
Hvad var det lige med tysklandsarbejderne?
Det var også sent, at man tog emnet op omkring Tysklands – arbejdere. Det var social og økonomisk pres på danske arbejdere både fra fagbevægelsen, Socialdemokraterne og især pertiet Venstre. Måske hænger dette sammen med, at under besættelsen blev landbefolkningen på grund af den store eksport lige så attraktiv som byerhvervene.
Den 9. april er blevet brugt af mange interessegrupper til at markere sig.
Den ”rigtige” og den ”forkerte” historie
Og gentlig er det vel stadig i dag, at man ikke må fortælle ”den forkerte historie” om besættelsestiden. Spørgsmålet er så også, om min far dengang fortalte ”den rigtige” historie. Det samme gælder for alle dem fra Det Tyske Mindretal, som jeg har talt med, om besættelsestiden.
I de specifikke enkeltsager, som vi beskæftiger os med, har vi lige hørt fra Rigsarkivet, at der findes nogle notater i et par arkivkasser. Så er det spændende om vi så kan få indblik i disse kasser. Så kan vi måske fortælle den ”rigtige” historie.
Dygtige historikere og konspirationsteorier
Egentlig er vi herhjemme privilegeret med gode historikere. Og man opbygger efterhånden et ”favoritfelt”. Men mange hader sikkert os ”amatørfuskere” og andet som, man efterhånden er blevet kaldt. Og hvad var det lige, at sagde engang:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 186 artikler fra Besættelsestiden herunder:
December 29, 2016
Da Frits Clausen kom til middag
Frits Clausen var næppe så uduelig som så mange andre danske politikere. Han blev hånet i de illegale blade, men hædret i de nazistiske blade. Magtovertagelsen som han drømte om, var måske inden for rækkevidde i 1940. Ingen samarbejde med åndsfæller syd fra. Man ville prøve at danne sig et indtryk af Frits Clausen, derfor inviterede man til middag. Den første middag var en katastrofe, derfor foranledigede Kanstein endnu en middag. Men der er dybt uenighed om, hvad der blev sagt. Der er to danske og to tyske versioner. Og man er dybt uenig. Minister Gunnar Larsen havde fremsat sine ideer tidligere, dem som er gengivet i den tyske version. Den nazistiske magtovertagelse i Danmark blev dog afblæst. I 1943 måtte Frits Clausen afgive magten. Han nåede 43.000 stemmer. Og han passer fint ind i rollen som syndebuk.
Ikke så uduelig som så mange andre
Frits Clausen var måske ikke mere uduelig end så mange andre danske politikere. Men prøv at læse, hvad Information skrev den 5. – 8. maj 1944:
”Mindeord” fra Information
Konsekvent skrev Information hans navn med Z.
Hædret af sine egne
Han blev hele tiden beskrevet som en sørgelig person, som en slags antihelt. Men da det kom til retsopgøret forlangte man alligevel dødsdom over ham. Blandt sine egne, blev han betragtet som en helt se bare her fra en artikel i National – Socialisten den 6. november 1937:
Endelig i 1939 kom han og to partikammerater ind i Folketinget.
Magtovertagelse inden for rækkevidde
I sommeren og efteråret 1940, da tyskernes sejr var inden for rækkevidde, var chancen for DNSAP’ s magtovertagelse inden for rækkevidde. Og det hjalp også med en solid tysk økonomisk håndsrækning.
DNSAP forsøgte med en massiv propaganda at styrte Stauning. Men gentlig var det med begrænset tysk støtte. Egentlig var det kun Martin Luther, som var det tyske udenrigsministeriums forbindelse til de danske nazister, der ønskede en magtovertagelse.
Ingen samarbejde med åndsfæller sydfra
Han nægtede at samarbejde med åndsfællerne sydpå. Han var indstillet på at få regeringsledelsen på mindre ideelle vilkår. Han mente, at nazismen var bedst for Danmark også selv om det skulle ske ved hjælp af tyske bajonetter.
Tilgangen til DNSAP steg da også. Blandt andet kom der tilgang fra en hoben danske officerer.
Den 22. oktober havde gesandt Renthe – Fink sendt en rapport om at Frits Clausen om muligt kunne overtage regeringen i Danmark. I første omgang kunne det gøres uden tysk indblanding. Det skulle være en overgangsregering med prins Axel som leder af regeringen. Desuden skulle der være to repræsentanter fra DNSAP. Forslaget skulle være fremsat af minister Gunnar Larsen og direktør Sthyr.
Dette er så senere blevet benægtet af de to herrer samt Scavenius.
To middagsselskaber
Den 17. oktober havde legationssekretær Schwarzmann drøftet tanken om Scavenius kunne indtræde i et ministerium med Frits Clausen. Igen den 4 november, hvor Scavenius var til stede, blev der i gesandtskabet drøftet ”samarbejde”. Ved begge lejligheder nægtede Scavenius at drøfte dette.
Det var to middagsselskaber, den første i direktør Knud Styhr’ s hjem den 17. oktober og den næste var på restaurant Ny Rosenborg den 25. oktober afstedkom særlige undersøgelser efter besættelsestiden i Den parlamentariske Kommission. Man forsøgte at finde ud af, hvad der egentlig blev sagt ved disse middagsselskaber.
To forskellige ”slags” referater
Ja der foreligger godt nok forskellige referater, men historikere er dybt uenige om, hvilke referater, der skal tages mest alvorlig. Og det samme problem, syntes Den parlamentariske Kommission at have.
Man ville finde ud af, om Frits Clausen skulle til magten, som tyskerne havde truet med. På den ene side havde vi minister Gunnar Larsen og direktør Knud Sthyr. Og på den anden side var det overnævnte hr, Schwarzmann, presseattaché Meissner og obergruppenführer Kanstein. Desuden medvirkede grosserer Bojsen – Møller.
Man skulle danne sig et indtryk af Frits Clausen
Var var nu baggrund for dette? Ja, Sthyr havde under samtaler med Renthe – Fink advaret ham mod de danske nazister og Frits Clausen. Og så var det, at Renthe – Fink skulle have foreslået, at man dannede sig et indtryk af denne Frits Clausen.
Scavenius var enig i denne fremgangsmåde.
Frits Clausen kunne ikke gå lige
Man kan dog sige, at den første middag/møde var total mislykket. Under påvirkning af alkohol var Frits Clausen ikke i stand til at føre en normal samtale. Han kunne ikke engang gå lige. Under sådanne forhold kunne man diskutere noget som helst med ham. Derfor blev der arrangeret et nyt møde den 25. oktober på opfordring af Kanstein.
Den tyske referent, Meissner skulle også have været meget beruset. Måske er det derfor, at hans referat ikke er blevet taget alvorlig. Frits Clausen erkendte også senere, at sammenkomsten endte som et drikkegilde.
Middagsmad nummer to
Den 25. oktober var planen så blevet taget op igen. Her skulle Styhr og Gunnar Larsen har været optimistiske med hensyn til planens gennemførelse. Senere har de to forklaret det hele var bare et projekt for, at få lokket Frits Clausen frem for at føle hans planer. Clausen selv havde følt det som om, at han skulle lokkes. Han mente heller ikke, at der var fremsat deciderede planer.
Ifølge Schwartzmann så var motivet at hindre en ren nationalsocialistisk regering eller en Quisling – løsning for Danmark. Man ville bestemt ikke fremme det for de danske nationalsocialister.
Gunnar Larsen fremsat tankerne før
Under undersøgelser efter krigen har Justitsminister (1940 – 1941) Harald Petersen forklaret, at Gunnar Larsen i efteråret 1940 over for ham, havde nævnt ”en regering Prins Axel som alternativ til en nazistisk regering”.
Det var den såkaldte Højgaard – kreds, der havde planer om et regeringskup med Prins Axel som hovedfigur.
Tyskerne brugte ham som trussel
Frits Clausen førte sig frem blandt andet med det såkaldte spadeslag i Haderslev. Den danske regering var nok ikke uden grund bange for ham i 1940. Og tyskerne bruge ham som trussel, hvis de ville have den danske regering derhen, hvor de kunne den.
Men fra politisk side brugte man store bestræbelser på at overbevise Renthe Fink om Clausen og de danske nazisters ringe standard.
Kongen skulle være indforstået
Den anden tyske referent Schwartzmann havde samme holdning som Meissner med at kongen var indforstået med de nye planer. Nu kunne de to middagsselskaber have ført til en katastrofe, hvis der var kommet denne regering.
Man kan selvfølgelig nedgøre de to tyske referenter og påstå at de var karriere – nazister, men hvorfor skulle de manipulere et referat. Vi må jo huske på, at Kanstein var til stede.
Den nazistiske magtovertagelse var afblæst
Den 18. december 1940 bestemte den tyske rigsudenrigsminister Ribbentrop, at
Ved den lejlighed lagde Ribbentrop også vægt på, at der ikke opstod nogen kongekrise. Besættelsestropperne skulle sikres ved hjælp af ro og orden. Det var kun et absolut minimum, der var sendt til Danmark.
Var det Renthe – Fink’ s personlige ambition?
Spørgsmålet er om, det ikke var Renthe – Fink selv, der tog beslutningen, da han egentlig ikke fik nogen respons fra Ribbentrop.
Måske har det aldrig været hensigten med en nazistisk magtovertagelse i Danmark? Renthe fik ville måske bare have et mere villigt redskab for hans personlige ambition.
Regeringen kunne tilbyde mere
Frits måtte afbryde sin regeringsstorm og sine kuptrusler. Han kunne ikke tilbyde besættelsesmagten nok. Den siddende regering kunne åbenbart tilbyde mere. Frits gav dog ikke op og udnyttede modsætningerne i de forskellige tyske magtgrupper. Han sendte Himmler fire bronzelurer som gave i december 1940. Og et par måneder efter fik han fem minutter med SS – rigsføreren i Kastrup Lufthavn.
Schalburgkorpset var en reducering af DNSAP’ s indflydelse
Schalburgkorpset betød en yderligere reducering af DNSAP’ s indflydelse. Der var interne stridigheder mellem SS og udenrigsministeriet. Så var det tyske militær også irriteret over den uro som DNSAP spredte. Det blev opfattet som en trussel mod den militære sikkerhed.
DNSAP var kastebold
Men egentlig var DNSAP hele tiden kastebold mellem forskellige tyske interesser. Men egentlig fik de danske nazister ikke nogen fordel af dette. Partiet blev opfattet som en dårlig kopi af NSDAP også af tyskerne selv.
Hverken Görring eller Hans Frank ville hilse på ham. Hitler ville slet ikke kendes ved ham. Han hilste trods alt på Scavenius.
Måske ikke de helt rigtige meninger
Frits Clausen kunne som dansksindet sønderjyde ikke give afkald på grænsespørgsmålet. Han var også lidt ulden over for den storgermanske tankegang.
Fra DNSAP’ s lommebog
I 1942 kunne man læse en interessant information i DNSAP’ s lommekalender:
Frits Clausen og DNSAP omgav sig med vikingeskibe, runestene og bronzelurer. I 1943 fik Frits og hans parti 40 pct. flere stemmer, nemlig 43.309 men det rakte stadig kun til tre mandater.
Yderligere ydmygelser
Tyskerne brugte ham kun som trussel. Allerede i efteråret 1942, da rigsbefuldmægtigede SS – officer Werner Best kom til landet havde det været slut. I sommeren 1943 blev han reelt fritaget for rollen som fører for DNSAP. Information fortsatte med at foragte ham. Den 24. juli 1944 skrev de:
Passede i rollen som syndebuk
Frits passede i rollen som den syndebuk, samarbejdspolitikkerne havde brug for. Landsforræderen Frits var ikke ene om at være en trussel mod dansk folkestyre i 1940. Han alene er dog blevet gjort ansvarlig. Udhængningen af Frits dækker over andre motiver.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 185 artikler om Besættelsestiden før, nu og efter – herunder
December 19, 2016
Da Aabenraa fik danske gadenavne
Til Byggeudvalget
Det var i 1920 i Genforeningens – året. Første gang, at befolkningen hørte om ændring af gadenavnene var på forsiden af Hejmdal den 27. juli.
Dette var i forbindelse med et referat fra et byrådsmøde:
En livlig drøftelse
De danske gadenavne blev så vedtaget på et byrådsmøde den 13. august. Og dagen efter refererede Hejmdal drøftelsen af navnene.
Samtidig blev de danske navne offentliggjort:
Haderslevvej og Flensborgvej først efter krigen
I de fleste tilfælde var det de danske versioner af gadenavnene, der blev vedtaget som officielle. Også med hensyn til navnene med ”Chaussee nøjedes man med de danske versioner, Nørrechaussee og Sønderchaussee. Først efter Anden Verdenskrig blev de udskiftet med Haderslevvej og Flensborgvej.
Kun i nogle få tilfælde skete der en egentlig udskiftning af gadenavne og her kom de nationale modsætninger klart frem.
Michael Jebsen – en fremtrædende mand
Michael Jebsen Strasse fik sit gamle navn Skibbroen igen. Avisen skriver følgende:
Nu var Michael Jebsen ikke hvem som helst. Han var en byens fremtrædende borgere, skibsredder og medlem af den tyske rigsdag. Det gamle rederi har i dag adresse her. Og så vidt ”Den Gamle Redaktør” ved, så ejer familien Jebsen stadig flere huse i området.
Nye og gamle navne
Også Arnsbjerg, som i tysk tid havde heddet ”Fernsicht” fik sit gamle navn fra før 1864 tilbage.
”Haderslebener Landstrasse” fik navnet Gl. Kongevej. Her stemte tyskerne for Gl. Landevej. ”Mädchen – Mittelschulegang” fik navnet Raadhusgang.
Til den var der dog også forslag om Tingvej og Kanalen. Men de fik kun henholdsvis tre og fem stemmer.
Ikke ”Polske tilstande” i aabenraa
Til Møllegade (i tysk tid officielt: ”Mühlenfurt”) var også foreslået Mølleforte. Men dette forslag fik kun syv stemmer mod Møllegades fjorten stemmer. ”Forte” ville også have været lidt udsædvanligt i et dansk gadenavn.
Forstalle havde det også heddet i tysk tid. Der blev foreslået Kirkegaardsvej. Hejmdal oplyser ikke om stemmetal, men har den kommentar til Kirkegaardvej, at det
Hejmdal slutter sit referat:
Lavgade og Callesensgade
I 1921 fik man så løst problemet med Feldstrasse. Den fik navnet Lavgade. Det var nok fordi, at man ønskede et navn med en lang tradition.
Navnet har ikke før været brugt i Aabenraa. Men i Haderslev er det kendt fra 1564.
Elisabethsmindevej fik i 1921 navnet Callesensvej efter bygherren til husene i gaden. Eggersgang, der fik navnene Tværgade og Højgade er ikke nævnt i Hejmdal. Og det er Madevej heller ikke.
Madevej og Wollesgyde
I tysk tid var sidstnævnte kun en sti, der på dansk blev kaldt Madesti og på tysk Mayfort. Fra 1921 indgik en del af den i den nyanlagte Havnegade. Dette navn blev senere udskiftet til H.P. Hanssens Gade. Madesti fik så navnet Madevej.
I 1928 genoptog man navnet Wollesgyde, som var blevet afskaffet i 1903.
Den idylliske Vægterplads
Og når vi nu er ved de gamle gader, så er det altid noget, der fascineret ”Den Gamle Redaktør” Og det er Vægterpladsen. Jeg kunne godt finde på flere gange om ugen at gå herhen i min frokostpause fra Bo Bojesens Boghandel.
Det er noget fascinerende ved stedet. Og egentlig har vi allerede beskrevet stedet i andre artikler. Det er en af de mest særprægede pladser i Sønderjylland. Det skyldes nok forskellig byggestil med knæk og skæve vinkler. Her ægte idyl.
Tanker til de oprindelige boder
Her har vi bydannelse fra ældste tid. Det ligner de oprindelige boderækker, små lave lejehuse, store gavl – og længehuse. De ældste er de tre tidligere vægterboliger. Oprindelig var det små trefags bindingsværksboder fra 1600 – tallene. Og det er vel kun det ene, der er bevaret i den egentlige grundform.
Fra gammel tid har de haft egne navne. ”Tresuren” er fra 1803 og ”Det blinde æsel” er fra 1750.
Her finder vi indskrifter som:
Borgmesteren fik en god ide
Vægterpladsens maleriske udseende er et fund for turister. Det er nok det mest yndede Aabenraa – motiv.
Det var borgmester Buchreitz, der fik ideen til at genanvende en gammel granittromle. Han bad bysbarnet I:P. Junggreen Have om at udføre skulpturen 1948 – 1949. Og man må jo sige, at denne vægter passer godt til stedet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 120 artikler om det gamle Aabenraa og omegn herunder:
December 18, 2016
Alarm i Sønderjylland den 8. april
Divisionerne i Sønderjylland var i alarmberedskab. Diplomater havde indberettet Danmark om faren. Man kunne høre det i Højer, at man på Sild varmede flyene op. Hver dag den sidste uge fløj der danske observationsfly langs grænsen. Min far havde vidst det i en uge, bare ikke hvornår. Men det kom alligevel som et chok. Generalkommandoen i København havde fået indberetninger om stigende aktivitet syd for grænsen og om krigsskibe i Storebælt. Men man mente, at der først skulle komme et ultimatum. Der skulle hverken indkaldes sikringsstyrker, foretages forskydninger eller sammendrag af tropper. Der skulle bare foretages flere flyobservationer ved daggry. Men klokken 3 indløb der pr. fjernskriver en meddelelse til Sikkerhedspolitiet fra Aabenraa.
Man vidste, at de ville komme
Man vidste det jo godt, at tyskerne ville komme. Diplomater havde meddelt det fra Berlin. De talte om store troppeforskydninger mod det nordlige Tyskland samt aktiviteter i de nordtyske havne.
Som vi også havde meddelt det i tidligere artikler, så vidste min kære far i Tønder det en uge før. En tysk fiskechauffør havde fortalt ham, at der var masser af tyske tropper lige syd for grænsen.
Det kunne høres i Højer
En person fra Højer talte også om, at der i en uges tid før den 8. april havde fløjet et dansk observationsfly langs grænsen. Fra Sild kunne man i en uges tid i Højer høre jagerfly varme op.
Også tydeligt at høre ved Sæd Grænse
Noget var i gærde ved Sæd Grænse, dette kunne tydelig høres.
Det kom alligevel som et chok
Alligevel kom der et chok for danskerne, at tyskerne kom. Tre gendarmer måtte lige inden besættelsen lade livet i Padborg. Og 16 soldater måtte lade livet i Sønderjylland i kamp mod tyskerne. Og mange kæmpede længe efter, at man havde kapituleret. Men grundet kommunikationsproblemer nåede budskabet ikke til Sønderjylland.
Den 8. april var man enige om i Sønderjylland, at divisionerne skulle holdes i ”alarmberedskab”.
Generalkommandoen fik følgende melding:
Om aftenen den 8. april indløb der meldinger om følgende:
En afgørelse fra Generalkommandoen
Først klokken 22.30 den 8. april forelå regeringens afgørelse efter et ministermøde klokken 21.30. Chefen for Generalkommandoen blev kaldt til ministeren, og der blev her meddelt:
Endvidere blev der konstateret, at:
Åbenbart regnede man ikke faren for ultimativ. Alt tyder på, at alle bagefter gik rolig i seng.
Flyovervågning ved daggry
Inden man skiltes foreslog chefen for Generalkommandoen Søværnskommandoen at lade opklare med flyvere fra daggry syd om Sjælland og Lolland. Dette blev lovet af viceadmiralen.
Hærens flyvertropper var klokken 20.15 blevet beordret til at have tre maskiner klar til start med en halv times varsel. Klokken 23.25 fik Flyvertropperne ordre til at gentage luftobservationerne ved grænsen så tidligt, som dagslyset gjorde observation muligt, idet grænsen ikke måtte overflyves.
Man ville først få et ultimatum!
Generalkommandoen var af den opfattelse, at det drejede sig om en aktion mod Danmark, specielt Jylland. Hvad der kunne udløse denne aktion stod ikke helt klart. Måske var det først, når der kom et eller andet skridt fra Vestmagternes side.
Man anså det for mest sandsynligt, at der inden Tyskland skred til en aktion, ville der blive tilstillet Danmark et – om end – kun kortfristet – ultimatum.
Et telegram til Sikkerhedspolitiet fra Aabenraa
Tirsdag morgen klokken tre kunne kriminalassistent Mønnicke – Petersen fra Sikkerhedspolitiet rapportere, at han pr. fjernskriver fra Aabenraa havde modtaget følgende:
Hvis du vil vide mere:
December 18, 2016
Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
Det var en travl dag for politimesteren. Der var indbrud i retsbygningen. Tre betjente blev udsat for vold. Ja det gjorde politimesteren også. Der var Hagekorsflag mange steder også i kirketårnet. Kirkebetjenten ville ikke hjælpe. Han havde selv låst døren op for folk fra DNSAP og Det Tyske Mindretal. Politimesteren gik sammen med Pastor Magle op og fjernede Hagekorsflaget. Men en rasende skare på kirkepladsen forlangte at flaget blev hængt op igen. Enighed i Magistrat – udvalget selv med to tysksindede medlemmer at flagningen var uhørt. På Seminariet var der almindelig undervisning. De tyske institutioner havde lukket med besked om, at de børnene skulle hylde de tyske soldater.
En travl dag for politimesteren
Det var en travl morgen for politimester Martensen – Larsen i Tønder den 9. april 1940. Da har ankom til Retsbygningen, så han, at der var ophængt et Hagekorsflag. Flagstangen stod på fortovet. Og konstruktion efterlod indtrykket af, at det ikke var noget officielt foretagende.
Indbrud i retsbygningen
I retsbygningen var flere døre brudt op. Klokken 4.30 var cyklende tyske soldater ankommet. De havde blandt andet slået en rude ind til vagtlokalet.
Det skete efter, at den vagthavende betjent, der var alene i bygningen, nægtede at åbne. Tyskerne troede ikke på, at han var alene i bygningen, derfor bemægtigede de sig adgang.
Betjent udsat for vold
Han blev derefter med opstrakte arme beordret til Torvet. Her blev han udsat for en hård behandling. Han fik også adskillige skub og slag fra de tilstedeværende repræsentanter fra Det Tyske Mindretal.
Politimesteren havde afgivet en rapport om dette tilfælde til Stadsadvokaten for om mulig at rejse en tiltale. Men så vidt vides blev der aldrig rejst en sådan tiltale mod navngivne personer fra Mindretallet.
Kirkebetjenten nægtede at hjælpe
Politimesteren havde allerede fra sit hjem observeret et mægtigt Hagekorsflag udhængt fra spiret på Tønder Kirke.
Kort efter ankomst til kontoret indfandt pastor Magle sig. Han beklagede sig over, at flaget hang der. Han oplyste, at kirketjeneren, der hørte til de mest yderliggående i Det Tyske Mindretal, havde erkendt, at han havde lukket nogle personer ind i kirkerummet.
Han ville ikke oplyse navnene på disse. Han havde også nægtet at gå op i tårnet for at fjerne flaget.
Politimesteren gik nu selv hen til kirketjenere og bad ham fjerne flaget. Dette nægtede han. Politimesteren bad ham derefter, at vise ham vejen op i kirketårnet. Også dette nægtede han.
Nu bad han så kirketjeneren om at udlevere nøglen. Denne ordre blev nu fulgt. Sammen med Pastor Magle gik politimesteren nu op i tårnet og nedtog flaget. Ved tårnets fod var placeret to betjente.
Voldelig angreb i kirketårnet
Under arbejdet med dette ankom den lokale ”Ortsgruppenführer” inden for DNSAP, Christian Jensen op i tårnet. Han havde den i Tønder fødte danske teologiske kandidat, men nu sognepræst syd for grænsen, Schau med sig.
De forbød politimesteren at fjerne flaget. Det skal lige bemærkes, at de to med magt havde tiltvunget sig adgang til tårnet. De havde medbragt adskillige partimedlemmer. De to betjente havde fået adskillige knubs.
De to påberåbte sig, at Hagekorsflaget hang på deres plads efter ordre fra den lokale tyske kommandant.
Politimesteren ville have skriftlig ordre
Politimesteren mente dog, at det måtte bero på en misforståelse. Denne ordre harmonerede ikke med den proklamation, som stod på de flyveblade som General Kaupisch havde ladet nedkaste fra fly.
Her stod at man skulle agte den danske frihed og sikre landets fremtidige uafhængighed. Politimesteren lod også forstå, at han forlangte kommandantens skriftlige ordre for at undlade forsøg på at forhindre flagningen.
De to herrer udøvede nu magtanvendelse over for politimesteren. De proklamerede også, at flaget snart ville komme op igen. Politimestren forklarede, at det ham der havde myndigheden.
Politimesteren forklarede også, at han viste ærbødighed for flaget som det tyske højhedstegn, der blot ikke havde sin plads her i tårnet.
En ophidset skare
Politimesteren tog nu flaget med ned til tårnets bund. Her oplevede politimestren dog en ret så ophidset skare bestående af medlemmer af DNSAP samt Det Tyske Mindretal. Politimesteren så hurtig, at han sammen med sine to betjente var i mindretal.
For at undgå yderligere voldsanvendelse afleverede han flaget med en advarsel om, at flaget ikke måtte hænge i tårnet. Og ret hurtigt kom det dog også op at hænge igen. Et kontingent af partimedlemmer holdt derefter vagt ved at besætte kirketårnet.
Politimesteren skar snoren over
Borgmesteren havde indkaldt til et møde straks efter indmarchen. Har var amtmanden og politimesteren også indkaldt. På rådhuset havde man nemlig også anbragt to Hagekorsflag.
Da Politimesteren kom forbi Retsbygningen var Hecht, et aktivt medlem af Det Tyske Mindretal og nogle andre medhjælpere i gang med at hejse et nyt Hagekorsflag. Da Hecht efter ordre ikke ville fjerne det, skar politimestren flagsnoren over.
Enighed om, at flagning var uhørt
Også stationsforstanden, postmesteren, rektoren ved statsskolen, overlægen ved Amtssygehuset og seminarieforstanderen henvendte sig, hvordan de skulle forholde sig. De ville heller ikke have Hagekorsflag hængende.
I Magistrat – udvalget, hvor der var to tyske medlemmer var der enighed om, at det var forkert. Ved hjælp af de tyske myndigheder blev de fleste flag dog også pillet ned.
Almindelig undervisning på Seminariet
På Seminariet blev flaget også pillet ned, men så stationerede partiet nogle vagter og truede med alskens ulykker med, hvad der ville ske, hvis man igen tog det ned.
Her var man blevet kimet ned, om der var undervisning. Og det blev sagt ja. De tyske institutioner i Tønder havde fået fri. Børnene var kommanderet op til Torvet for at hylde de tyske soldater.
Men på Seminariet var der kun 30 af 314 elever, der var fraværende. Selv Gendarm – børnene fra Sæd var dukket op, selv om deres fædre var taget af tyskerne få timer i forvejen.
Man sluttede med en nationalsang
Klokken 8 var lærerne og lærerfruerne blevet samlet på lærerværelset, hvor der blev meddelt, at undervisningen ville foregå helt normalt. Man var dog knuget. Rektor mente, at man efter morgensangen skulle synge en fædrelandssang. Og det blev ”Danmark i tusind år”. Men da man kiggede ud på flagstangen var Hagekorsflaget igen blevet hejst.
Kilde:
Se – Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 182 artikler fra Besættelsestiden før, nu og efter og 216 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
December 17, 2016
Skovene omkring Aabenraa
Vi besøger de smukke skove i og omkring Aabenraa. Disse skove rummer en masse historier. Der er begrænsninger m.h.t. udvidelsesmuligheder. Og i fordomstider har det været svært at komme til byen grundet bakkerne. Men i denne beretning skal vi kigge på en masse møller, to mord og en masse dyr i skovene. Nogle steder er der nærmest urskov. Men i Hjelm Skov spøger det også, hvis du går her ved midnatstid. Og så var man ikke særlig gode til at vedligeholde galgen lige uden for Nørreskoven ved Galgebakken. Det var uærligt arbejde og sådan noget påtog håndværkerne sig ikke. Der har sandelig også været hekse, der dansede på Galgebakken. Og i Hjelm skov har der været sangerkrig. Her opstod Danmarks første kolonihaver. Ja man kaldte dem dengang for fattighaver.
Det skønne Aabenraa
En rejsende fra Tyskland var så begejstret for Aabenraas skønhed, at han skrev følgende i sin rejsedagbog:
Vi skal besøge skovene omkring Aabenraa. Hvor har man tit gået der, da man boede i byen. Og i disse skove er der også gravet efter guld og sølv. Ja der var nogen, der troede på det. Historier melder også om spøgelser i skoven. Vi skal faktisk besøge hele 8 skove rundt omkring Aabenraa. God tur.
Begrænsninger på udvidelsesmuligheder
Skovene og fjorden giver Aabenraa by sin skønhed, men begrænser også byens udvidelsesmuligheder. I mange år var byen isoleret. Den var vanskelig at komme til. Næsten eneste mulighed var søvejen.
De stejle skrænter var uegnede til landbrugsmæssig udnyttelse. Skovens nuværende udstrækning er således næsten den samme som vist på Johannes Meiers(Meyers) kort fra 1641 over Aabenraa. Den har gennem tiderne været ejet af kirken, af de sønderjyske hertuger og den danske krone. Dette har betydet en hvis beskyttelse af skoven. Hertugen og kongen bevarede især skovene af jagtlige hensyn.
Skovene havde dengang et helt andet udseende end det, vi møder i dag. De blev drevet af den såkaldte plukhugstdrift, hvor man har fældet enkelttræer efter behov. Især egetræet har været dyrket til den skibsværftsindustri, der flere hundrede år har haft hjemme i Aabenraa.
Gran har vanskelige vilkår
Skovene blev indtil omkring 1800 – tallet afgrænset af kreaturer og svin. Det gav en åben skov, som begunstigede egen. Brundlund Slot drev et stort landbrug basseret netop på skovgræsningen. Gamle navne som Vestermark, Kogang og Nr. Hesselmark tyder herpå.
Skovene har de sidste 200 år været drevet i ensartede flader. De naturlige bøge – og askeskov forynger sig ved selvsåning. Eg skal derimod plantes. På grund af de mange rådyr er det nødvendigt at indhegne store arealer.
Mens løvtræerne trives godt i området gælder det samme ikke for gran. De har vanskelige vilkår på den svære lerjord. Granskovarealet vil derfor med tiden blive reduceret. Granen vil dog blive bevaret i mindre omfang. Det er ønskeligt af hensyn til skovens variation samt fugle – og dyrelivet.
Jørgensgård Skov
På sydsiden af Jørgengård Skov går det stejle skrænter helt ned til Aabenraa Fjord. Pas på, når du cykler her. Min kammerat Ingolf hang engang pludselig her i en gren med cyklen neden under sig. Vi havde cyklet fra Tønder.
Klart vand i Åbæk Bugt
Ved Åbæk i skovens sydøstligste hjørne er det en fin badestrand med flot udsigt tværs over fjorden mod Enstedværket. Og her ved Åbæk Bugt har jeg en gang dykket efter øl. Vi havde sænket en kasse, som vi så dukkede ned efter. Her i Åbæk Bugt var vandet helt klart dengang.
Totensprung er den eng, hvor der i gamle dage var festplads. Her sejlede byens borgere ud og mødtes i det grønne. Et andet populært mødested var lidt længere henne ad kysten var Kaptajn Bruhns Bøg. Kaptajn Hans Bruhn var ud fra en velhavende skibsrederslægt. Vi har i flere artikler skrevet om ham.
Aabenraa – Nordens Athen
Ved Laimun lå engang et badesanatorium. Navnet stammer fra en havbugt ved Hong Kong og er bragt hertil i begyndelsen af 1800 – tallet. Det minder om en epoke, da skibene fra Aabenraa sejlede over hele kloden.
Fra Laimun førte et stisytem videre ind i skoven. Oldemors Trappe var en del af stisystemet. Nær trappen ligger skovfogedhuset Jørgensgård, bygget i tysk stil.
Noget af stisystemet stammer tilbage fra dengang Fysikus Neuber stablerede Frederikslyst på det nuværende Lindsnakkevej. Nogle af rigets mest fremhævende personer herunder kongen havde tegnet aktier i foretagenet. Men ak og ve. Selskabet blev opløst i 1826. Og det næsten helt nye to – etagers hus blev brudt ned. Materialerne blev brugt til et nyt rådhus.
Det blev aldrig til ”Nordens Athen”, som Neuber havde lovet. Han havde dog selv sørget for ture til det skønne Løjt og sejlture over til Laksemøllen. Der var hjorteskydning og bålfester. Der var arrangeret middage hos Hartmeyer, byens fornemste restaurant. Ja også hos Madamme Rudbeck.
Og ak, så lod Neuber sig bestikke, når der var session. Og det blev opdaget. Så blev han fyret og søgte trøst i den Slesvig – Holstenske bevægelse.
Æ Kleinbahn
Nord for skoven kan du følge Knapstien til landsbyen Stollig og restauranten Æ Knap. Den kombinerede cykel – og gangsti følger sporet fra den gamle Kleinbahn. Den har vi indgående beskrevet i en artikel.
Kredsbanen eller Æ Kleinbahn lavede så mange buer og man skulle gennem så mange omveje på Løjt land, inden man kom til Løgumkloster. Man sagde dengang, at det tog lige så lang tid at komme fra Aabenraa til Løgumkloster, som det gjorde fra Aabenraa til Hamborg.
Billetpriserne blev på et tidspunkt nedsat, og der blev sat ekstra vogne på. Problemet var at de små lokomotiver havde vanskeligheder ved at trække vognene. Toget der afgik fra Løgumkloster klokken 5.20 om morgenen først var i Aabenraa klokken 10.50.
Æ Knap(p)
Der er så delt meninger om, hvor navnet Æ Knap stammer fra. Nogle mener, at det stammer fra det norske og betyder det kullede – men nu det bevoksede – bjerg ved Stenbjerg Mølle, hvor Æ Knap ligger.
Og så er det dem, der mener at Æ Knap stammer fra det plattyske. Ja her skulle det så betyde bjergtop. Og det hele begyndte med en slibemølle i 1732. I 1836 blev Stenbjerg Mølleå opdæmmet. Der blev formalet korn og valket klæde. Her af kommer betegnelsen stampemølle.
Samtidig med møllebygningen opførtes et traktørsted og en lille stald. Begge ting primært for møllens gæster, så man kunne få formidlet nyheder over punchen.
I 1892 kom der en møllefamilie til stedet, der kom til at præge det i de følgende 77 år. Det var familien Kunkel. Stedets gode ry blev ført videre af Kaino og Peter Jacobsen. I 1987 blev Æ Knapp solgt til skibsredder Hans Michael Jebsen.
Sankt Jørgen
Den eneste synlige spor tilbage fra Jørgengård – tiden er adskillige render i skoven. Her tog munkene ler til teglbrænding. Helt oppe til vores tid har der ligger masser af teglværker i området. I 1853 meldes der om, at der i hele tolddistriktet var hele 22 teglværker, som beskæftigede 177 arbejdere.
Senest i 1270`erne fandtes et Sankt Jørgens Hospital ved hovedvejen mod nord. Det er sikkert kirken, der har bygget og drevet hospitalet. Har var også et kapel og en kirkegård.
Måske er det resterne af Jørgensgård man fandt i 1929 på Karpedam. Man fandt et stengulv af munkesten.
Her lå også engang Sankt Jørgens Kirke. Det var i 1592 gået i len til Claus Høyer. Men efter fire år flyttede han fra byen. Det blev tillagt Brundlund Slot.
Fægang
Openraa`s borgere havde fægang i Østerskov (Jørgensgård Skov). Kong Valdemar købte nogle jorde på Gl. Opnør og Kolstrup Marker. Dem gav kongen tilbage til de oprindelige ejere. Det var for at sikre, at borgerne til evig tid havde fri fægang i Østerskov. Og fægang kan oversættes med græsning, som også omfattede småkvæg og grise.
Nørreskov
Nørreskov er udlagt som hundeskov og meget populær blandt både to – og firbenede. Her er stejle bakker, hvor træerne må kæmpe for at stå fast. I området som omkranses af Skydebanevej, kan du se resterne af en militær skydebane anlagt i slutningen af 1800 – tallet.
Skydebanen
Skydebanen er anlagt i 1870`erne eller 1880`erne. På det tidspunkt blev der oprettet en militærgarnison i Aabenraa. Denne var ikke indkvarteret på en kaserne, men soldaterne boede i lejede huse rundt om i byen.
De havde eksercerplads foran Amtshuset på H.P. Hanssensgade. I 1888 blev garnisonen flyttet til Haderslev. Herefter var byen uden fast militærbelægning indtil 1914, hvor der kom de såkaldte Landsturmsoldater.
I 1915 blev Aabenraa så igen Garnisonsby. Denne gang for 2. Ersatzbataljon nr. 86 (regiment). Man måtte marchere helt til Haderslev for at skyde. Egentlig kunne man have brugt banen i Nørreskoven.
Tyskerne spurgte ikke om lov
I 1940 måtte den daværende skovridder nødtvunget give tyskerne lov til at bruge anlægget. Da han så, havde ryddet skov for at kunne benytte anlægget, forlangte han erstatning af den tyske værnemagt. Striden mellem skovrideren og besættelsesmagten fortsatte de følgende år.
Tyskerne gjorde, hvad det passede dem. De ryddede skoven for en masse træer uden at få lov. Og de byggede også et par skure til redskaber.
Skydebanen kan måske anes i dag. Den er godt tilvokset. Den er godt 600 meter lang og 15 meter bred.
I skoven kan du endnu se to gamle skovfyr. De er de sidste rester af de blandede beplantninger af bøg, eg, ask, fyr og rødgran, som det tyske forstvæsen plantede i sidste halvdel af 1800 – tallet.
Her hang galgen
Nørreskovhus i den sydlige ende af skoven er et gammelt traktørsted. I dag fungerer området ved Nørreskovhus som en tumleplads for børnene fra den lokale børnehave. Lige syd for skoven ligger byens gamle galgebakke. Den sidste hængning fandt sted i slutningen af 1700 – tallet. I dag er bakken et udsigtspunkt, hvorfra du kan se ud over byen og fjorden.
Man var ikke særlig gode til at vedligeholde retterstedet i Aabenraa. I 1728 faldt det helt sammen. Man kunne ikke lige finde håndværkere, der ville reparere det. I 1796 var den gal igen. Ingen håndværkere ville risikere deres gode navn og rygte på at lave ”uærligt” arbejde. Hjulet og stagen blev således leveret af en håndværker fra Felsted.
Heroppe prangede galgen, retfærdighedens strengeste straf. Her dinglede den døde krop under tværstokken, måske omgivet af høje stager, den såkaldte stejle. Der var også et hjul, fastgjort øverst oppe på lange stokke. Her skulle henrettedes parterede legeme hænge. Det blev så føde for sultne ravne.
Hekse, der dansede på Galgebakken
Ak ja. I 1617 måtte bødelen Mads Diederik tilkaldes, da Anna Jørgensdatter skulle brændes på ”heksebålet”. Under tortur indrømmede hun, at have været i hekselære i Kappel. Endvidere indrømmede hun, at have dræbt nogle køer og ved nattetide havde hun danset på Galgebakken. Ja så havde hun også haft omgang med djævlen.
Og Magrethe Krogh var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at hun var heks. For at finde ud af det, skulle hun gennemgå hekseprøven. Den bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var hun en heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig.
I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer til, hvordan man fandt frem til hekse. Her kunne man også læse, at det var kvindernes umættelige kødlige lyst, er var skyld i hekseri. Og her stod også at kvinderne havde mindre forstand end manden.
Hvis en kvinde tørrede sig om munden efter altergang skulle man være på vagt.
Bødelen boede i Nygade
Ja dem, der ofte havde sin gang på Galgebakken og skulle udføre disse henrettelser var rakkeren eller bødlen. Til den sidste blev der endda bygget en bolig. Og det var i Nygade 42. Her boede bødelen Hinrich Christoffer Rössler. Han var skarpretter – søn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter – datter fra Tønder. Han gav sig også af med at være sårlæge.
Men her greb han ind i de ærlige barskæreres lavsrettigheder. Derfor gik byfogeden til Rössler. Han blev fulgt af en række meget vrede barberer.
Bødelens regning
Så sent som i 1864 skrev man kontrakt med Haderslev – bødelen, Julius Beseler. Han fik tilsagn om en årlig ydelse på 30 lybske mark:
Det hedder sig også, at en meget fornem dame i Aabenraa i 1601 betalte 100 Rdl. for at hendes mand blev halshugget frem for at blive hængt.
En bæk, der hedder Svejts
Nørreskoven gennemskæres i dag af Nørreskovvej, som blev anlagt først i 1970erne for at forbinde de nye boligområder i Høje Kolstrup. Vejen ligger oven på bækken Svejts. Det er et navn, der siger noget om landskabets dramatiske form. Måske har bækken fået sit navn efter Folkehjems fortid, hvor det hed Svejtserhaller eller på tysk Schweitzerhalle.
Rise Skov
Rise Skov ligger i et meget bakket terræn med afvekslende natur – sø, ådal, enge og områder, hvor skoven får lov til at passe sig selv. Her kan du få følelsen at have naturen for dig selv.
Rise Enge
Rise Enge i den sydlige del af skoven var før i tiden delt op i små lodder, som tilhørte bønderne i Rise. De brugte engene til høslæt og som græsning for deres køer. I dag har staten overtaget det meste af jorden. Engene græsses fortsat af køer, som på den måde forhindrer arealerne i at gro til.
Vestersø
Vestersø i skovens sydvestligste hjørne er anlagt ved hjælp af opstemning. Søen er rig på fisk som karper og karudser – og muligvis også ål. Vandet kommer fra kildevæld i skrænterne. Det indeholder jern, og derfor har jorden omkring udspringet en orange farve. Skoven på bredderne er urørt skov, hvor de gamle træer får lov til at blive liggende i skovbunden. Det døde ved tiltrækker masser af insekter og fugle og svampe og andre planter stortrives her.
Ulvekule
Mellem søen og engene ligger Ulvekule. Navnet stammer fra 1700 – tallet, da man drev jagt på ulve ved at fange dem i dybe faldgrave. Skoven ved Ulvekule er udlagt som urørt skov.
Staten overtog Rise og Søst Skove sidt i 1700 – tallet fra frigården Risegård på grund af skatterestancer.
Pølsekilden
I bunden af ådalen tværs gennem skoven løber Mølleåen på sin vej fra Pølsekilden til Aabenraa Fjord. Ved Sortebro er dalen så smal, at den nærmest fornemmes som et bjerglandskab, hvor åen skærer sig dybt ind i terrænet.
Pølsekilden ligger ved Humlebjerg i Rise Menighedsråds Skov.
Søst Skov
I Søst Skov støder fortid sammen med nutid. Inden for skovdiget er det gamle landskab bevaret. Men udenfor er byen vokset helt op mod skoven på øst – og vestsiden. Træerne i Søst Skov er overvejende løvtræer, især eg, bøg og ask. Ved skovens grænse mod vest ligger ”Rikkes Kalgård”, et mindre areal afgrænset af diger.
Et flystyrt
Det har muligvis været brugt som planteskole, have eller dyrefold. Navnet Kohave optræder på ældre kort for området. Tæt ved Jørgensbjergvej kan du se en fin samling af græsklædte høje med bøgetræer på toppen. Højene er gravhøje fra bronzealderen.
Mindestenen på Jørgensbjerg er rejst til minde om et flystyrt, som fandt sted her under 1. verdenskrig. Den 3. januar 1943 var en allieret Lancester – maskine på vej til at udlægge miner i Øresund syd for Amager, da den blev skudt ned af en tysk natjager.
Alle syv ombordværende – seks briter og en canadier – omkom. En ung mand fra Rise markerede nedstyrtningsstedet med et hjemmelavet trækors. Han blev straffet med 10 dages hæfte for sin handling. Den nuværende mindesten er rejst af Naturstyrelsen i 1983. Men inskriptionen er den samme som på trækorset. Det dybe krater i skovbunden stammer fra det nedstyrtede fly.
Fem besætningsmedlemmer blev fundet på nedstyrtningsstedet og 2 andre blev senere fundet i Lillebælt. Alle 7 ligger begravet på kirkegården i Aabenraa.
Langebjerg Skov
Langebjerg Skov mellem Kolstrup og Nymølle står på en bakke mellem to tunneldale. En dyb slugt mellem Øen og Nymølle forbinder de to dale. I bunden af slugten løber Slotsmølleåen. I gamle dage var det så meget kraft på vandet i Mølleåen, at den kunne drive to vandhjul på Nymølle.
Ni gravhøje
Skoven er overvejende løvskov med eg, bøg og ask – og masser af rådyr og fugle. Her kan du være heldig at møde sortspætte og Ravn. I Øen finder du urørt skov, hvor de gamle træer får lov til at blive liggende, når de falder.
Langebjerg Skov rummer også mange fortidsminder. Hele ni små stenaldergravhøje ligger samlet i en gruppe nær p – pladsen ved Nymøllevej. Men du skal se godt efter for at finde dem. Højene er med tiden dækket af skoven.
Den vestlige del af skoven hørte tidligere under Brundlund Slot, mens det østlige del indtil 1965 tilhørte Kolstrup gård.
Guld – og Sølv feber
På et tidspunkt opstod ideen om at udvinde ædle metaller fra højdedragene. Men ak dette gav kun skuffelser. Der blev hverken fundet guld eller sølv. Hertug Adolf af Gottorp satte dette i værk omkring 1581. Han lod bjergmestre grave efter de ædle metaller i blandt andet ”Colstrup Höltzung”.
Hjelm Skov
Hjelm Skov har altid været byens lystskov. Her lå festpladsen, som du stadig kan se i skovens østligste udkant ud mod stadion. Skoven er fortsat meget populær i Aabenraa.
Skoven tilhørte tidligere Brundlund Slots ladegård.
Masser af gravhøje
Navnet Hjelm, som også betyder hat, fortæller om skovens landskabelige placering og alder. Dog har der ikke altid været skov, idet man finder masser af gravhøje. Disse er formodentlig blevet anlagt på opdyrket jord.
Tæt ved skovvejen findes flere gravhøje fra stenalderen. I nærheden af Bodenhoff`s kilde ligger en langdysse. Bodenhoff var en tidligere skovridder. Også Kongens Forhøjning er oprindelig en gravhøj fra stenalderen.
Dannebrog gik i land
Her gik Valdemar Sejr ifølge sagnet i land med Danneborg, efter at flaget var ”faldet ned fra himlen” under slaget ved Lyndanisse i Estland i 1219.
Kongen var på vej til Urnehoved Tingsted ved Hærvejen. Han kan godt være kommet sejlende hertil selv om det er umuligt i dag. Formentlig har engene dengang været store vådområder, som var adskilt fra fjorden af strandvolde. På højen findes en mindesten rejst i 1969 og en grillplads, hvorfra de har en fin udsigt over engene mod byen.
Sangerkrig
Her i Hjelm Skov har der også udspillet sig en anden krig i 1845, nemlig en sangerkrig. Det var en aktion mod det tysksindede Liedertaffel. En gruppe skibstømrer og unge svende fra værksteder i byen havde samlet sig ved havnen.
Med Dannebrog i spidsen båret af den kun 18 – årige Jens Peter Jungreen gik det så mod skoven. Her var de opsat diverse telte. De unge mennesker sang ”Kong Christian” hver gang Slesvig – Holstenerne og Liedertafel sang ”Schleswig – Holstein meerumschlungen”
Mange af de unge mennesker blev fyret dagen efter fra deres arbejdsplads, fordi de havde deltaget i denne ”provokation”.
Et rituelt forhold til Saltbjerg
Hesselbækken snor sig gennem skoven og passerer på sin vej højen Saltbjerg. Her har man fundet urnegrave fra jernalderen. I dag leverer bevoksningen af Normannsgran frø til juletræer og pyntegrønt.
Navnet Saltbjerg kommer af Solbjerg. Man kan forestille sig, at folk i den forsvundne landsby, Hessel har haft et rituelt forhold til bjerget. Urner fra jernalderen er fundet her.
Syd for Saltbjerg lå engang en mark, der hed Biskoppens Enemark. Det er sikkert til minde om Bispegården i Hessel.
Amtmanden er på jagt
Når du går gennem Hjelm Skov ved midnatstid, så kan du måske høre hundeglam og jægerhorn. Hvis du lytter ordentlig efter, kan du måske høre råb:
Se det er plattysk, og det er tegn på, at Günderoths glade jagt er i gang. Sagnet fortæller, at amtmand Günderoth og hans broder elskede at jage i Hjelm Skov, hvor der dengang var meget vildt.
Den fromme og ædle amtmand var sikkert ked af, at hans kære hustru ikke havde skænket ham nogle arvinger.
Hans broder, Andreas var uden kone. Dette skyldtes ulykkelig kærlighed i ungdommen. Sagnet fortæller at amtmanden og broderen havde skænket en masse penge til alderdoms – og skolestiftelsen i Nygade. Slægtningene følte sig bedraget for en arv.
Under en jagt i Hjelm Skov blev amtmanden opsøgt af slægtninge, der bebrejdede ham, at han ikke tænkte på dem.
I det samme kom en ung pige i bondedragt. Amtmanden spurgte:
Pigen viste sig nu, at være en lyslokket dreng. Han fortalte, at han kom fra en døende søster, der bad amtmanden om, at være god ved drengen. Amtmanden vendte sig om mod sine slægtninge:
Drengen takkede amtmanden, og faldt på knæ. Han ville bede Gud om, at give Amtmanden, hvad han helst ville have.
Amtmanden svarede, at han ville jage i skoven til evig tid. Så næste gang, du går i Hjelm skov ved midnatstid, så lyt:
Nu skal man aldrig efterprøve sådanne sagn. For historien er jo svov. Men det var desværre en anden Günderoth, der forærede pengene til Stiftelsen i Nygade.
Danmarks ældste kolonihaver
Nær indgangen ved Skyttegården ligger Danmarks ældste kolonihaver, Hjelmhaverne. Haverne er anlagt fra 1831 som ”fattighaver” på initiativ af statholderen i Slesvig – Holsten, landgreve Carl af Hessen. Carl var en meget fremsynet mand, og tanken var, at de fattige skulle have mulighed for at brødføde sig selv med høsten fra haverne. Haverne blev anlagt på Skyttelaugets gamle skydebane. Det var tilpas langt væk fra byen til, at Aabenraas borgere ikke behøvede at føle sig generet af synet af de fattige. Hjelmhaverne blev fredet i 1979.
Det var heldigt at haverne blev lagt så langt ude, at grundene ikke er blevet brugt til boligbyggeri.
Masser af fattigdom
Tiden omkring 1800 var præget af krise og fattigdom Der var ekstremt høje kornpriser. Og det var også disse priser samt kornmangel der i 1790 førte til uroligheder i Aabenraa. Skibstømrere og andre håndværkere ville tvinge en skipper til at sælge dem smør, der ellers skulle være gået til Vestindien. Fem år senere forlangte man brød i stedet for penge i byen.
I 1790erne lå antallet af fattige i Aabenraa med mellemrum over 200. Og antallet af tiggere var stigende. Ved højttiderne kunne man opleve 300 – 400 tiggere fra byen og omegnen vandre gennem byens gader.
Allerede i 1819 opfordrede Carl af Hessen, at nu skulle der indrettes fattighaver. I Aabenraa så man med skepsis på tanken. Der skulle tre rykkere til, inden der kom skred i planerne.
Et stort udbytte i haverne
I 1833, der hvor Skyttelauget siden 1734 havde sin skydebane gik 37 fattige i gang med at dyrke haverne. Allerede samme år fik endnu 40 lov til at få deres fattighaver.
Og man gik sandelig til den fra starten. I december 1833 var udbyttet fra 39 havelodder:
De skulle have ligget i Nørreskoven
Egentlig skulle kolonihaverne eller fattighaverne have ligget i udkanten af Nørreskoven oppe på Galgebakken. Her havde man fået tre tønder land af Kronen, som erstatning for græsningsret, som man tidligere havde i Nørre – og Sønderskoven.
Sønderskov
I Sønderskov er terrænet så stejlt og fyldt med kløfter og vandløb, at jorden aldrig har været under plov. Tidligere gav skovens Hjortekilde og Helligkilde vand nok til at drive vandmøllen Farversmølle.
Møllen har fået navn efter farver Martin Bahnsen, som i 1767 indrettede en såkaldt stampemølle på stedet. Med tiden voksede virksomheden til en regulær uldtøjsfabrik. Her blev uldent klæde valket, bleget og farvet med forskellige plantefarver.
Mange møller i Aabenraa
I 1761 meldes om en grynmølle på Arnsbjerg. I 1767 blev den flyttet til Sønderskov. Det er så den, der blev kaldt Farversmølle. Her havde man fundet en kraftig kilde, Hjortkilde. I den har man fundet spor af en ældre dæmning. I 1797 meldes om en ny stampemølle.
På et tidspunkt var der masser af møller i Aabenraa og omegn:
Velbesøgt udflugtsmål
Alle processerne krævede store mængder vand. Farversmølle var i drift indtil slutningen af 1800 – tallet. Da var stedet og møllens beværtning for længst blevet et velbesøgt udflugtsmål. Mindre popukært var det, når medlemmer af Frits Clausens danske naziparti i 1930erne øvede sig i at marchere på pladsen.
Den 28. juli 1869 fejrede Frederiksklubben her Frederik den Ottendes bryllup med svenske Louise. Og det var i møllens beværtning.
To mord
Sønderskov har også været scene for et brutalt mord. I februar 1795 red skovridder Anders von Bergen efter lyden af et rådyrs klagen, da han pludselig stod over for tre mænd.
Den ene genkendte han som krybskytten Røde Anders, der straks greb et gevær og skød skovrideren ned bagfra. Hårdt såret lykkedes det von Bergen at ride til Farversmølle. Han døde dagen efter.
Røde Anders blev i 1796 dømt til døden og halshugget. Hans krop blev lagt på hjul og stejle. En mindeplade “Von Bergens eg” markerer mordstedet. Egen har stået der i 400 år og er dermed dobbelt så gammel som træerne omkring den.
Langt senere slog en beruset person en ung skovfogedassistent ihjel lige i nærheden. Dette blev takseret til kun 18 måneders fængsel.
Sønderskov byder på mange fine kig ud over byen og fjorden. Selv husker jeg en morgen, da jeg kom løbende her, vores flotte kongeskib ude i fjorden. Det var et flot syn.
Årup Skov
Årup Skov har en anden historie end de øvrige Aabenraaskove. Skoven er etableret som jagtterræn for adelsfamilien Ahlefeldt. Den hørte oprindelig under Søgård Gods ved Kliplev. Jagten gjaldt især rådyr og ræv. Senere købte hertugen af Augustenborg skoven. Det var i 1725. Han var meget interesseret i fiskeopdræt og havde fiskerettigheder i søerne og vandløbene langs sydsiden af Aabenraa Fjord. Karpedammen og Laksemøllen stammer også fra den tid.
En halv ton fisk i dammen
Da hertugdømmet blev nedlagt i 1850, overgik den til staten. Karpedammen og Laksmøllen stammer fra hertugens tid. Da man tømte dammen sidst i 90`erne, viste den sig at rumme en halv ton fisk.
En stemning af urskov
I den vestlige, flade del af Årup Skov er der store åbne områder med et rigt liv af både planter og dyr. Før 1999 voksede der også skov her. Da mange af træerne faldt i december – orkanen det år, fik lysningerne lov til at forblive åbne. I dag finder rådyr, ræve og rovfugle masser af føde her. Flere store grævlingegrave findes i denne del af skoven. Og den sjældne sortspætte har her et af sine få ynglesteder.
Skovens østlige del byder på stejle skrænter og dybe slugter. Fra udsigtspunktet Dragebænken har du en fin udsigt over Aabenraa, fjorden og Løjt Land nord for byen. Gennem denne del af skoven løber en dyb kløft med en bæk i bunden. Kløften er i virkeligheden en lille selvstændig ”arm” på den store tunneldal med fjorden. Her lå træerne tæt. Du kan opleve en stemning af urskov under taget af grene.
Vandet løb ud til Vidåen
Midt i skoven ligger Skovlyst Naturskole, som arrangerer oplevelsesture for skovgæster i alle aldre.
Selv om Årup Skov ligger ned til Aabenraa Fjord, løber det meste af vandet fra skovens vandløb og kilder ud i Vidåen og videre mod vest til Vadehavet. De dybe grøfter i skoven er gravet for at afvande de lavere liggende arealer.
Skovene vest for Røllum Skovvej er private og delvis fredet for at beskytte sjældne orkidéer og dyr.
Langs Årupgade kan du se en typisk udstykning til husmandsbrug fra tiden efter 1920. En del af Årupgårds jord blev udstykket i husmandssteder på den tid.
Sct. Annas Kapel
Nær T – krydset Årupgade – Årup Skovvej ligger resterne af Sct. Annas Kapel. Det var i middelalderen et såkaldt valfartskapel. Møntfund fra stedet viser, at der trak mange pilgrimme til. Sct. Anna var søfolkenes helgen, og de bragte hende gaver som tak for en vellykket rejse. Aabenraa var på den tid en rigtig havneby.
Måske har kapellet på et tidspunkt været viet til Sankt Andreas – fiskernes skytsengel. Bakken er også blevet kaldet for Kappelbjerget.
Det oprindelige kapel var en simpel bindingsværksbygning. Men i begyndelsen af 1500 – tallet gik man i gang med at opføre en større murstenskirke på stedet. Kun koret nåede dog at stå færdigt, før reformationen kom i vejen.
Samtlige kilder fortæller, at den ufærdige kirkebygning blev revet ned af ”en rasende folkemængde” i 1528. Kapellet blev glemt, men siden genfundet på et kort fra 1641. Ruinerne blev udgravet sidst i 1950erne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: