Artikler
Februar 21, 2017
Historikernes Besættelsestid
Advarsel: Dette er en meget lang artikel. ”Du er fuld af Løgn”. ”Det er det rene konspiration”. ”Det ligner et stykke skolearbejde” Ja det er nogle af reaktioner på de artikler, vi lægger ud omkring besættelsestiden. Og fra arkiverne lyder det ”Dokumenterne findes ikke”. ”Vi har kigget i arkiverne, der er ikke noget at komme efter”. Åbenbart skal man stadig følge en bestemt linje. Og almindelige mennesker har ikke adgang til de arkiver, der fortæller noget andet. Men er det historikerne, der fordrejer historien? Vi har nogle fremragende historikere herhjemme. Men det er som om, at historien hele tiden forandrer sig og følger en bestemt tendens. Vi har taget en ordentlig stak bøger fra hylderne i stuen og forsøgt at beskrive besættelseshistorien ud fra disse. Se listen bagerst i artiklen. Vi har dog tilladt os, at komme med bemærkninger til dette.
Dokumenterne findes ikke
Ja sådan var beskeden fra Rigsarkivet. Vi havde ellers benyttet os af de teknologiske muligheder, og havde endda fået hjælp fra det lokale arkiv. Vi håbede at kunne komme i bunds i et par sager ned fra grænsen. Sager udspillede sig lige efter besættelsestiden.
Der er ikke noget at komme efter
Tidligere har vi fået beskeden:
Men det har det været tidligere. Her har vi kunnet konstatere manipulation og usandheder. Man har holdt familier hen med løgn og andet.
Jo besættelsestiden er spændende at beskæftige sig med. Man får ofte at vide, at man er ude på konspiration. Og sidst, da man beskæftigede sig med politiet under besættelsen, at fremstillingen lignede en fejlagtig skoleopgave. Men helt ærlig, så tror jeg, at det var meget værre med politiet, end det jeg selv har beskrevet.
Man var sådan set lige glad med hvilke kilder, jeg brugte.
”Du er fuld af løgn”
Når man holder foredrag om besættelsestiden, sker det ofte, at man får at vide, at man er fuld af løgn. Sidste gange kom denne beskyldning fra en række historiestuderende under en pause i et to timers foredrag om emnet.
Når man skriver eller holder disse foredrag jamen så bruger man jo eksempler på de sager man selv har fundet frem, sager fortalt af ældre familiemedlemmer eller fakta man har fundet i bøger fra nogle af de fremragende historikere, vi har herhjemme.
Historikerne er ikke altid enige
Nu er det i grunden dejlig at konstatere, at disse historikere heller ikke altid er enige indbyrdes. De fortolker historien i hver deres retning. Men mange af disse klager også over manglende aktindsigt eller bortkommende dokumenter.
Hvorfor siger man ikke rent ud. Du skal ikke have lov til at kigge i dette dokument, for den historie, vil vi ikke have frem.
Ældre Besættelses – bøger
Som mange sikkert har bemærket har vi anmeldt en række bøger om besættelsestiden. Som boghandler kunne man frieksemplarer og så anmelde næsten alle de bøger, man ønskede. Men det er slut.
Nu hvor man er gået på pension er den mulighed ikke mere til stede. Og forlagene sender ikke bare en bog til anmeldelse til en tilfældig hjemmeside som www.dengang.dk. Bagerst i artiklen kan du se en ret omfattende kildeliste. Lidt uhyggeligt er det i grunden, at mange af disse bøger kan du købe for en spotpris på ”hollandske bogmarkeder”.
Bruger besættelsestiden politisk
Igennem tiden dukker der af og til debatter op omkring besættelsestiden, hvor diverse partier forsøger at rense sig selv. Men ofte ender disse diskussioner i en værre gang mudderkastning. På det sidste har der været en diskussion mellem Lars Weiss og Erik Høgh – Sørensen. Men dette kommer vi tilbage til.
De forskellige partiers bebrejdelser af hinandens gerninger under besættelsestiden klinger i dag lidt hult. Men trods dette bliver besættelsestiden ofte brugt, når man skal have noget gennemført.
Hvordan vil historien se ud?
Men hvad sker der, hvis man nu går hen på en af de talrige overfyldte hylder, man har med lidt ældre bøger fra besættelsestiden og fortæller Besættelsestidens historie. Og hvis man så lige kommer med lidt kritik eller ros. Hvordan vil historien så se ud. Det bliver så med en lang liste med bøger under kilder.
Statens kamp og politisk magt
Ja egentlig er det to temaer, som de besatte lande inklusive Danmark zoomede ind på under Anden Verdenskrig. Den ene er kampen om statens overlevelse og nationens eksistens. Det andet er den interne kamp, om den politiske magt og det politiske system.
Strategien var også ikke at blive draget ind i krigen og vinde tid, indtil afgørelse var faldet på slagmarken. I de første år, da Værnemagten syntes uovervindelig, gjaldt det truslen fra de nationale nazipartier og fascistiske grupperinger. De fik følgeskab af et følgeskab af anidemokrater, antikommunister og antisemitter. I et ideologisk samarbejde med tyskerne forsøgte de at komme til magten, om end de før krigen havde meget lidt indflydelse.
Modstandskampen stod for mange, som integrationsfaktor. Man følte sig svigtet og orienteringsløse. For hvad var det lige regeringen ville?
Formelt set var besættelsesmagten accepterede gæster, der overtog det ydre forsvar mod trusler fra England og andre fremmede magter.
Jørgen Hæstrup – den store lærermester
Efter krigen var der vindere og tabere, men der var også nogle midt imellem. I slutningen af 1940erne var det Jørgen Hæstrup, der var den store historiker. Han blev inspirator og lærermester for næste generation af historikere. I mange år var han den ensomme ulv i dansk besættelsestids – forskning.
Et kritiseret Udgivelsesselskab
I 1960 skiftede han spor. Han blev videnskabelig vejleder og forsker i Udgivelsesselskabet for Danmarks Nyeste Historie (DNH). I tidens løb er disse blevet beskyldt for meget dårligdom, så som monopol på forskning, kilder og planløshed. Den berømte landsretssagfører kaldte den for ”autoriserede socialdemokratiske frisører”.
Samarbejdspolitikken blev favoriseret
Der blev foretaget undersøgelser, om disse beskyldninger havde noget på sig. Peter Brunbech fra Århus Universitet dementerede de fleste anklagepunkter. Men Claus Bryld tog kraftig til genmæle.
Politikerne fik en række bøger, der favoriserede samarbejdspolitikken og dokumenterede, at denne var båret frem af danske statsinteresser. Og at det bestemt ikke alle historikere, der kunne forvente økonomisk støtte.
En glorificerende Scavenius – biografi
Men den bog, der dengang gav størst genlyd var Viggo Sjøqvist ’ s glorificerende Scavenius – biografi fra 1973. Han var en dansk patriot og statsmand, ja en af de helt store. Men man skal nok forstå stemningen blandt befolkningen i 1950erne og 1960erne, for at forstå, at denne bog flyttede hegnspæle.
Jo den gang skulle ministerierne have ret til gennemlæsningen inden udgivelse. Det virker uhørt i dag. Allerede dengang vidste man, at DNH fik den fulde adgang til arkiverne.
Forbud mod at omtale landbrugsarkiverne
Kulegravning af erhvervslivet blev nødvendigt. Men de fleste firmaarkiver var hermetisk lukkede indtil 1990erne. Endelig var der en, der fik adgang til Landbrugsarkiverne, men samtidig forbud mod at omtale disse.
Der har været en del debat om kommunisternes rolle under besættelsestiden.
Højgaard – kredsen
Og sådan noget som førerdyrkelse, elitetænkning, raceforestillinger, eugenik, handlingsdyrkelse og nationale bedreværdsforestillinger var helt almindelige og udbredte dele af det borgerlige Danmarks grundlag indtil 1940erne. Ja eugenik var også en del af Socialdemokraternes grundlag.
Blandt de mest oplagte borgerlige grupper i besættelsens første år var højreorienterede erhvervsfolk samlet i for eksempel Højgaardkredsen og Danmarkskredsen, der i løbet af sommeren og efteråret 1940 så muligheden for en anden statsform. Målet var, at den økonomiske industri – og handelselite, der havde mistet indflydelse siden især 1929 skulle vinde det tabte tilbage.
En række andre højreradikale grupper anvendte andre metoder. De havde direkte kontakt til besættelsesmagten.
Dansk Samling
Dansk Samling stod for en antiparlamentarisk kritik af det politiske system. Men egentlig placerede de sig ikke klart som antidemokratisk. Det var tydeligt, at der var inspiration fra den italienske fascisme.
Dansk Samling lignede de mere traditionelle (og ikke – nazistiske) højre-miljøer sidst i 1930erne og først i 1940erne. Man var modsat De Konservative uinteresseret i fordelingspolitikken. Under besættelsen var man i kontakt med Højgaard-kredsens antiparlamentariske projekt. Også Sydslesvig-spørgsmålet var en del af partiets mærkesager.
Kaj Munk
Kaj Munk’ s forhold til nazismen og besættelsestidens problemstillinger fylder kun en lille del af den omfangsrige biografi, som Per Stig Møller har skrevet. Hovedmålet er at skaffe ham oprejsning fra det ”karakternord” som Per Stig Møller hævder, der blev udført på Kaj Munk i efterkrigsårene bestående af en alliance bestående af kommunister, kulturradikale og socialdemokrater, fordi han var konservativ, nationalromantiker og religiøs. Samtidig havde han en martyr og helte-status i kraft af forfatterskabet og mordet på ham.
Kritikerne påstod, at han i Ollerup i sommeren 1940 havde stillet sig forstående over for nazismen i en tale i Ollerup. Per Stig Møller betoner, at han straks den 9. april gik ind i et arbejde, der på det åndelige plan forberedte modstanden.
Hans Mørup fra Aabenraa
Hans Mørup fra Aabenraa har vi tidligere beskrevet. Omkring 1970 nedskrev han sine erindringer med titlen ”På Fløjen”. Og med den mener han, højrefløjen. Han tilsluttede sig Victor Pürschels ”Nationalt Samvirke”. Han fulgte med dette over i Dansk Samling. Via Terrænsportsbevægelsen blev han aktiv i modstandsbevægelsen. Mørup havde en trang til at ofre sig for sagen.
Som vi også tidligere har beskrevet blev særlig modstandsbevægelsen i Aabenraa hårdt ramt. Flere gange blev organisationen optrevlet.
Niels Aage Skov fra Ribe
Niels Aage Skovs illegale arbejde skete også med udgangspunkt i et KU – miljø. Han deltog både i våbenmodtagelse på Sjælland og i sabotage på Ribeegnen. Partpolitisk havde han og Hans Mørup samme udgangspunkt. De kom også i kontakt med hinanden i det illegale arbejde.
I sin indledning mener Niels Aage Skov, at den danske besættelsesopfattelse bærer præg af en forstørrelse af modstanden og en nedtoning af samarbejdsviljen over for besættelsesmagten.
Blev Frihedsrådet domineret af kommunisterne
Peter Birkelund har lavet en undersøgelse om de illegale organisationer som blandt andet Danske Studenters Efterretningstjeneste og Hjemmefronten. Der blev også kigget på organisationernes illegale blade. ”De frie Danske” blev etableret som det første illegale blad. Det er fra december 1941. Hjemmefronten så med skepsis på samarbejdet i Frihedsrådet, som man mente var domineret af kommunisterne.
Arne Sejr grundlægger og væsentlig aktør i Studenternes Efterretningstjeneste, udsendte i 1995 en fremstilling af organisationens historie. Men Peter Birkelunds bog går dog lidt dybere.
De højreradikale miljøer havde mange røster. De viste skepsis over for det parlamentariske system. De ville have en stærk leder. De tog også dyb afstand til forsvarspolitikken.
Niels Bukh havde sympatier for det nazistiske
Den store gymnastikpioner Niels Bukh har vi allerede portrætteret her på siden. I 1930erne fremhævede han positive træk i italiensk fascisme og tysk nazisme. Det var også disse ting, han videregav til sine gymnastikelever på Ollerup.
Egentlig har vi heller ikke hørt meget om dengang, da Bukh’ s gymnasiaster vandrede ind på Østerbro Stadion med et hagekors – flag. Hurtig glemmer man den danske idrætsverden og deres gode samarbejde med naboerne i syd. Der var kø ved håndvasken efter besættelsestiden.
Sammen med Kaj Munk var han i udkanten af systemforsøgene fra Højgaard-kredsen. Hvor Kaj Munk derefter distancerede sig fra de kredse og de tanker, der kunne identificeres med danske nazister og nazistisk ideologi, så indgik Niels Bukh i aktiviteter som for eksempel forslaget om etablering af et samlet Dansk Ungdomsforbund, der skulle organisere ungdommen på et nationalt og højreradikalt grundlag.
Efter 1945 måtte Niels Bukh forsvare sig mod angreb for pro-tysk virksomhed.
Den ideologiske forskel
Den ideologiske forskel mellem dem, der endte på modstandssidens borgerligt – nationale fløj som for eksempel Kaj Munk og dem, der endte på nazistisk side som for eksempel Harald Tandrup og Valdemar Rørdam var ganske beskeden i 1940. De historikere, heriblandt også Hans Hertel, der har beskæftiget sig med den radikale højrefløj, kan derfor heller ikke støtte Per Stig Møller’ s Kaj Munk-projekt.
En række danskere tog andre konsekvenser, de meldte sig til Frikorps Danmark. Det er klart, at dette kunne Hans Mørup ikke med sin sønderjyske baggrund, selv om han tog dyb afstand til systemet Munch-Stauning.
På hvilken side af kridtstregen stod man?
Men egentlig har besættelses- litteraturen endnu ikke kunnet forklare, hvilke faktorer, der var afgørende for på hvilken side af kridtstregen de nationalt-borgerlige og elitært tænkende danskere stillede sig på. Der mangler endnu noget forskning hist og her. Når man taler besættelseshistorie er det bestemt ikke en sort/hvid historie.
Erling Foss
Erling Foss var medlem af Frihedsrådet. Han var en del af besættelsestidens borgerligt-nationale miljø. Mogens Rüdiger indleder sin biografi af Erling Foss med følgende karakteristik:
I Erling Foss` univers under besættelsen befinder vi os langt væk fra den noget skingre nationalisme hos Hans Mørup og Niels Aage Skov.
Erling Foss havde interesser i virksomheder, der producerede til Tyskland. Han søgte i denne egenskab på at finde grænsen for det nationalt forsvarlige. Han var fremtidens konservativ partipolitiker. Men han kom i konflikt med John Christmas Møller og beklagede, at både retsopgøret efter besættelsen og opgøret om det politiske ansvar blev helhjertet. Der blev ikke markeret, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.
Erling Foss havde klare kriterier, hvormed han selv kunne skelne det rigtige fra det forkerte. Det var svært for ham at indse, at det var der ikke så mange andre danskere, der havde.
Det var ren og skær taktik
Socialdemokratiet var også med i den illegale presse. Det var for at få deres synspunkter igennem. Man opfattede sig selv som være i konkurrenceforhold til Frihedsrådet og bevægelserne bag dette. Man ville ikke begynde at diskutere med modstandsfolkene. Man fremstillede sin egen indsats som et supplement til den åbne modstand.
Man udsendte bladet Frihed. Det var ikke specielt rettet mod besættelsesmagten, men det var ren og skær taktik.
Hvad kunne bedst betale sig?
Allerede inden maj 1945 etablerede Socialdemokraterne et billede af en national enhedsfront, der omfattede både modstandsbevægelsen og de samarbejdende partier.
Således sendte Jens Otto Krag et brev til Hans Hækkerup den 13. juli 1944:
Besættelsestiden er så afgjort ikke den periode, hvor Stauning skabte sig sit myteomspundne navn og sin position i opbygningen af det folkelige Danmark og etableringen af Socialdemokratiet som statsbærende parti.
I Danmark har vi kun haft en statsmand!
Vilhelm Buhl, hvis liv og virke var præget af en asketisk livsførelse, magtpolitisk realitetssans og en vis kynisme er ligesom Stauning heller ikke Søren Mørchs helt.
Scavenius er om nogen den store kyniker i dansk politik i denne periode, alligevel er Søren Mørch en relativ stor beundrer af ham. Ja det er der jo flere historikere, der er. Men Søren Mørch skjuler dog ikke, at selv Scavenius af og til tog fejl. Han slutter biografien med et Erik Eriksen-citat om ”at vi i Danmark kun har haft en politiker, der fortjener prædikatet ”statsmand – og det var Scavenius”. Men den gode Erik Eriksen sagde dog ikke dette offentlig. Og den dag i dag har Borgerrepræsentationen i København ikke turdet at opkalde en vej, plads eller park efter Scavenius.
Hans Hedtoft
Og så var det også lige Hans Hedtoft. Han havde et ambivalent forhold til Frihedsrådet. Hans sympati for dets anti-nazistiske kamp var dog uomtvistelig. Men han var imod ”det selvgroede, selvbestaltede, selvrådige og det noget uhåndgribelige. Ja sådan siger Leif Thorsen. Men hans Kirchhof påpeger nu noget helt andet. Carl Erik Andersen nævner, at Hedtoft var et sted mellem Politik og modstand.
Niels Svenningsen havde indflydelse
Udenrigsministeriets topfolk og embedsmænd var vigtige under besættelsestiden. Og her var Niels Svenningsen en central person for gennemførelsen af den danske tilpasningspolitik. I sit otium har Viggo Sjøqvist lavet en biografi over ham. Han var professionel og havde en evne til at opnå kompromiser og nå resultater. Han dækkede over sin egen indflydelse og lod politikerne få ære, skyld og ansvar.
Men egentlig kommer vi ikke bag facaden og lærer ham at kende som menneske. Svenningsen mente, at Danmarks politik efter 5. maj 1945 stort set ville have været det samme, hvad enten modstandsbevægelsen havde været der eller ej.
Henrik Kauffmann og Grønland
En helt anden og farverig embedsmand var Henrik Kauffmann. Og ham har Bo Lidegaard tegnet et portræt af. Han balancerede hele tiden på kanten af vanære og udstødelse. Bo Lidegaard konkluderer, at Kauffmann handlede selvrådigt og ud fra en mere internationalistisk opfattelse end den, der var domminerende hjemme i ministeriet.
Kauffmann foretog en tvivlsom varetagelse af de danske interesser i Grønland. Men han bevarede sin magtposition. Mange diplomater tog en personlig vurdering af, hvad der tjente Danmark bedst.
DKP havde urealistiske forestillinger
DKP fik betydeligt besvær med et retfærdiggøre den nye sovjetiske politik, der også indebar, at krigen mellem Tyskland og Vestmagterne skulle ses som en imperialistisk krig, som DKP og Sovjetunionen måtte stå udenfor og hvis resultat var uden større betydning for proletariatet. I det antikommunistiske Danmark var det så god grund til at hænge DKP ud som protysk, antinational og noget, der var mindre pænt.
DKP havde urealistiske forestillinger om egen styrke og politiske muligheder. DKP – lederne havde i 1945 en stærk tro på muligheden for, at vejen stod åben for en socialistisk udvikling gennem en DKP-ledet enhedsfront med Socialdemokratiet og et samarbejde med Christmas Møller, som eksponent for reformvenlige borgerlige.
Mogens Fog nedtonede egne forbindelser til DKP
Ifølge Michael Kjeldsen var en kupagtig magtovertagelse en klar mulighed, hvis de rette betingelser var til stede. Mogens Fog havde en betydelig rolle for DKP`s strategi. Han søgte ellers at nedtone sine snævre forbindelser til DKP men forblev overbevist kommunist.
Mogens Fog var i april optaget af at udvikle et efterkrigsprogram for Frit Danmark. Michael Kjeldsen lader dermed også Mogens Fog være omfattet af DKP`s tvetydige demokratiopfattelse og demokratisk praksis.
Historikerne er lidt uenige omkring ”Frit Danmark”. Nogle mener således, at det reelt var en kommunistisk frontorganisation.
Var russerne slet ikke interesseret i Danmark?
Bent Jensen har i mange sammenhænge haft fat i DKP. Tyngdepunktet har dog været tiden efter revolutionen og i perioden efter 1945. De første afsnit i hans store bog om forholdet mellem Danmark og Sovjetunionen med den talende titel ”Haren og Bjørnen” omhandler DKP`s rolle især besættelsens slutfase. Det samme gælder hans bog om Bornholm ”Den lange befrielse”.
Bent Jensen beskriver DKP’ s politiske taktik som præget af konspiration, og han er ikke i tvivl om på hvilken side DKP ville befinde sig i et opgør, hvor Sovjetunionen ville forsøge at gribe direkte ind i Danmark. DKP-ledelsens rapporter og brevet til Moskva er entydige på dette punkt.
Bent Jensens gennemgang af de sovjetiske kilder viser dog samtidig, at for Sovjetunionen var Danmark engelsk interessesfære, og det var ikke forudsat, at der skulle indsættes sovjetiske tropper i Danmark.
Den mulighed for indflydelse på danske forhold, som de sovjetiske troppers tilstedeværelse på Bornholm gav, var dog en gevinst, som man ikke lod gå fra sig. For Bent Jensen var Bornholm først befriet, da både tyskere og russere have forladt øen.
Russerne ville ikke bruge lokale kommunistpartier
De sovjetiske efterretningsorganer anvender nødigt de lokale kommunistpartier. De foretrak at organisere specielle grupper. Sådan forholdt det sig også med Danmark. Dette er med til at forklare modsætningsforholdet mellem DKP’ s ledelse og Alfred Jensen, formand for Søfyrbøderforbundet.
Bopa fik bredere politisk sammensætning
Det var givet, at skulle der ske en kupagtig magtovertagelse så ville BOPA få en central rolle. Men Esben Kjelbæk omtaler, at BOPA i 1944-45 fik en politisk stadig bredere sammensætning. Således fik Eigil Larsen frataget sin lederrolle, da han var for markeret kommunist.
Danmark viste stor tilbageholdenhed
Der var begrænsede muligheder for at sikre dansk suverænitet overfor et tysk angreb. Det sørgede forsvarsordningerne fra 1932 og 1937 for. Socialdemokratiet overlod det sikkerhedspolitiske ansvar til andre, fagdiplomater og især P. Munch.
Danmark udviste stor tilbageholdenhed overfor stormagterne, især Sovjetunionen. Selv om Danmark lagde vægt på nordisk solidaritet ville man ikke udfordre stormagterne. Munch fastholdt stædigt dansk tilpasningspolitik.
Sikkerhedspolitikken og 9.april-problematikken har på trods af en del udgivelser og undersøgelser ikke været i centrum for forskning i den periode, vi her kigger på.
Nye muligheder for profit
For de fleste virksomheder, embedsmænd, arbejdere, funktionærer og landmænd betød besættelsen ofte kun en mindre tilpasning til nye vilkår på enkelte områder. Tilpasningen skete med større eller mindre lyst.
En del gik videre end blot tilpasning. De søgte aktivt at profitere på de nye muligheder for fortjeneste. Tyskland og værnemagten blev storaftager af dansk produktion og arbejdskraft til gode priser og lønninger.
Dansk erhvervslivs produktion til Tyskland og besættelsesmagten blev genstand for en betydelig debat i 1999 – 2000, hvor hovedtemaet var en moralsk afstandtagen fra, at profitmotivet blev sat højere end nationale hensyn.
”Krigens købmænd” satte gang i debatten
Debatten blev indledt efter, at tre unge journalister fra Berlingske Tidende offentliggjorde en artikelserie, hvis hovedemne var Riffelsyndikatet og A.P. Møllers rolle. Vi har tidligere indgående beskrevet dette på vores side.
Tyskerne sikrede sig ordentlige produktionsforhold
Den Parlamentariske Kommission og Detlev Tamm har omtalt danske virksomheders produktions, – afsætningsforhold og fortjeneste. Man må sige, at historikerne ikke rigtig har interesseret sig for dette emne. Og dog Joachim Lund har kigget lidt på det. Det samme gælder Philip Giltner.
Tyskerne sikrede sig ordentlige produktionsforhold i Danmark. Måske var det derfor, de ikke gik så hårdhændet til værks. Således blev Norge også på det økonomiske plan presset meget hårdere end Danmark.
Werner Best var alt andet en moderat
Og det skyldes ikke, at Wener Best var en særlig moderat politiker. Sådan betragter Ulrich Herbet det. Og Philip Giltner konstaterer, at de tyske instansers basale ukendskab til den danske økonomi og landets beskedne plads i de tyske Europa-forestillinger spillede en rolle i kombination med Danmarks beskedne besættelsesstatus.
Tyskerne fik et godt økonomisk udbytte af besættelsen. Det var mere, end de egentlig havde regnet med. Giltner mener dog, at også danske interesser blev tilgodeset gennem den politisk – økonomiske samarbejdspolitik. Tyskerne udnyttede således kun halvdelen af den danske værftsindustri.
Tilbageholdenhed?
Og dansk eksport inden for værktøjsmaskiner og dieselmotorer var højere til tredjelande som Sverige, Schweiz, Ungarn m.fl. end til Tyskland. Der var faktisk også en betydelig landbrugseksport til disse lande. Sammenlignet med lande som for eksempel Norge og Holland var der en bemærkelsesværdig tilbageholdenhed fra Wehrwirtschaftsstab Dänemark.
Godt nok leverede danske firmaer betydelige mængder varer til den tyske krigsindustri, men alt i alt var der tale om en meget mindre andel end den, der ville blive resultatet af en mere direkte tysk indflydelse på dansk erhvervsliv. Den neutrale canadiske iagttager Giltner understreger dog, at den danske samarbejdsstrategi ikke var nogen langtidsforsikring.
I det øjeblik Tyskland havde kunnet realisere sine planer friere, ville også Danmark være blevet underkastet en økonomisk udnyttelse, der kun så på tyske interesser.
Et vigtigt bidrag til den tyske krigsøkonomi
Danmark lagde et væsentligt bidrag til den tyske krigsøkonomi. Udnyttelsen af Danmark og de øvrige besatte lande sikrede, at den tyske krigsførelse kunne fortsætte meget længere.
Men Danmark blev ikke som andre lande tilsvarende groft udnyttet Dansk landbrug blev vurderet meget højt af de tyske instanser og spillede en betydelig rolle for tyskernes evne til at føre krig. På industrisiden vurderes skibsværfterne og F.L. Schmidt som det væsentligste danske bidrag til den tyske krigsevne.
Fra dansk embedsmandsside var man villige til at indgå et endnu nærmere økonomisk samarbejde.
Danske entreprenører i Tyskland
Therkel Stræde har i en artikel beskrevet entreprenørernes bidrag til byggearbejder i Tyskland under anden verdenskrig. Konklusionen er, at entreprenørerne trods opfordringer fra regeringen om at vise mådehold, ikke fulgte opfordringen. Hver femte danske tysklandsarbejder var beskæftiget af danske entreprenører.
100.000 danskere ved vestkysten
Ved vestkysten var 100.000 danske arbejdere beskæftiget i det store tyske befæstningsprojekt. Min far var tildelt arbejde oppe i Oksbøl. Da han og sine kammerater skulle tilbage til Tønder blev de advaret af modstandsbevægelsen. De ville stå bag ethvert hjørne. Næste dag vel ankommet til Tønder fik han tilbudt det berømte armbind, så kunne være med til at afvæbne dem ved Sæd Grænse.
Redaktører fjernet efter tyskernes krav
De københavnske dagblade befandt sig tæt på magtens centrum. De var tæt på modstandsbevægelsens nederlag og partiernes genetablering efter besættelsen. Men de var også meningsdannere. Og de prægede befolkningens reaktion. Rasmus Kreth har lavet en meget spændende jubilæumsskrift ”Pilestræde under pres”.
Redaktørerne var inviteret til møde hos udenrigsminister Munch. Her blev man formanet om, at vise tilbageholdenhed over for Tyskland og dets ledere. Senere under besættelsen fulgte en tilpasning gennem instrukser og eftercensur fra Udenrigsministeriets Pressebureau. En del skribenter måtte fjernes efter tyskernes krav. I perioder viste Berlingske Tidende på egen måde forståelse over for det nye styre i Tyskland og den nazistiske ideologi. Det gjaldt ikke mindst bladets korrespondent i Berlin i de første år af 1930erne.
Stop for antinazistiske ytringer i Berlingske Tidende
Senere blev der skabt antinazistisk legitimitet gennem bladets markante antinazistiske skribent, Nicolai Blædel. Men nu blev der så sat en stopper for, både at bladets ledelse og af besættelsesmagten.
Berlingske Tidende meget tilpasningsvenlig
I de første besættelsesår var Berlingske Tidende mere tilpasningsorienteret end de fleste andre større dagblade. Især chefredaktøren Svend Aage Lund fik i maj 1945 problemer i kraft af denne vidtgående tilpasningspolitik. Han blev stillet for en intern æresret, men bevarede sin stilling trods kritiske bemærkninger til hans virke. Berlingske Tidende balancerede i perioden mellem udpræget støtte til de samarbejdende partier, når der var sabotagen og venstrefløjen, der truede den etablerede orden. Man gav en hvis støtte til dem, der ville skabe forandring i sommeren 1940.
30 avisredaktører begejstret for Tyskland
Nu var Berlingske Tidende ikke det eneste blad, der havde problemer. Rasmus Kreth og Renè Rasmussen har skrevet en artikel om de tyske forsøg på at påvirke dansk presse i 1930erne. Først blev pisken anvendt mod Flensborg Avis og Jakob Kronika. Senere var det så guleroden med en propagandarejse for 30 danske avisredaktører. Man tog glædelig imod invitationen. Nu havde de Socialdemokratiske blade dog ikke fået nogen invitation. Og det havde Nationaltidende og Berlingske Tidende heller ikke. Her spillede Nikolaj Blædels virksomhed en rolle.
Den tyske presseattache var godt tilfreds med de artikler, der kom ud af turen. Kreth og Rasmussen fremhæver Jyllandsposten som den avis, der gik længst i retning af formuleringer i værternes ånd.
I dag er det lidt pudsigt, når man ser løftede pegefinger i disse aviser med hensyn til besættelsestiden.
Dramaskrig fra Modstandsbevægelsen
Der lød et dramaskrig, da Aage Trommer torpederede den almindelige enighed om, at modstandsbevægelsens militære effektivitet ved jernbanesabotage. Han demonstrerede samtidig, at rekrutteringen til modstandsbevægelsen skete gennem ganske bestemte politiske og nationale organer. Det var længe ikke så spontant, som man egentlig havde forestillet sig.
Det var i 1971. Det var nok det mest bevægende og ophidsede forsvar for en doktorgrad nogensinde, fordi modstandsfolkene gjorde indsigelser.
Disse modstandsbevægelser sættes i høj grad i forbindelse med de bredere ideologiske, politiske og kulturelle miljøer. Det varede længe inden historikerne interesserede sig for dette.
Egentlig mangler vi en analyse omkring industrisabotagen. Men det kan være at ”Den Gamle redaktør” har overset en sådan udgivelse.
Hjælp fra England: SOE og SIS
Knud J.V. Jespersen udgav et to – binds værk mit titlen ”Med hjælp fra Danmark”. Her fortælles blandt andet om SOE. Der var konflikter mellem efterretningsofficererne og sabotagetilhængerne i Danmark. I første omgang havde SOE kontakt med borgerligt prægede modstandsgrupper især fra Dansk Samling.
Glemt er det, at dansk politi satte store kræfter ind for at fange SOE – agenter.
I besættelsestidens sidste fase bakkede SOE op i flere spørgsmål bag de samarbejdende politikere. SOE bakkede også op bag kompromiset mellem Frihedsrådet og politikerne om befrielsesregeringen
SIS som var det engelske efterretningsvæsen fik kun ringe indflydelse i Danmark. SOE blev danskernes hovedkontakt i London. Chr. Bjerg skrev om forholdet mellem SOE og SIS i Ligaen 1-2.
Stikkerlikvideringer
En af de modstandsaktiviteter, der hidtil ikke er blevet gennemgået og vurderet udførligt af besættelseslitteraturen er stikkerlikvideringer. Men nu kom der så to bøger, der fokuserede på dette.
400 blev dræbt under besættelsen, ja også efter, som det fremgår af andre artikler her på siden. Ledende modstandsfolk som Frode Jacobsen og Per Federspiel fik optaget som en del af befrielseskompromiset med de store partier, at de likvideringer, som modstandsbevægelsen selv tog ansvar for, ikke skulle underkastes nærmere politimæssig undersøgelse eller straffemæssig behandling. Den politik blev fastholdt i mange år, og vel også endnu. Som det vil fremgå af de artikler som vi har skrevet om Asmus Jensen, så forhindrer manglende arkivadgang, at vi kan komme til bunds i sagen.
Historikerne holdt sig fra dette emne
Over for offentligheden blev der angivet, at der var foregået syv fejltagelser, men at likvideringerne ellers var sket på et forsvarligt og korrekt grundlag. Som krigshandlinger skulle de heller ikke underkastes samme krav til bevisførelse og vurdering af likvideringernes nødvendighed, som hvis de var sket i fredstid. På det grundlag lykkedes det at holde ikke alene justitsvæsnet væk fra sagerne, men også historikerne.
Også set med europæiske øjne foregik der ret mange likvideringer herhjemme. Og i Bov Kommune, hvor vi har lavet undersøgelser huskede de ældre mennesker modstandsfolkene som nogle ubehagelige mennesker. Og det gjorde særlig dem, der nede ved Flensborg Fjord havde solgt brød, æg og kød til patruljerende tyske soldater.
Myndighederne dækkede over historien
Ja vi har i vores undersøgelser fundet ud, at myndighederne i høj grad medvirkede til at dække over historien med falske politirapporter m.m. Så sent som i 1972 sendte en sønderjysk politimester em forespørgsel til Folketinget. Han ville vide, hvordan han skulle forholde sig i sagen om Asmus Jensen.
I Historiebøgerne står det anført, at det var den Danske Brigade, der skød ham under flugt på 100 meters afstand. Men i den medicinske rapport, står det, at han var blevet dræbt af to nakkeskud, og det var efter befrielsen. Vi har talt med Den Danske Brigade, men efter to samtaler, ville de ikke mere tale med os.
Efter Frode Jacobsens død, to bøger om emnet
Og egentlig er det symptomatisk at få år efter Frode Jacobsens død udkommer der så to bøger om stikkerlikvideringer. Det er Stefan Emkjærs bearbejdede historiespeciale ”Stikkerdrab” og dels journalisten Peter Øvig Knudsens bog ”Efter Drabet”.
Begge bøger bruger begrebet drab i stedet for mord. Hartvig Frich brugte også ordet ”mord” i den store debat om besættelsernes likvideringer. Besættelsens likvideringer skete ofte på et tilfældig grundlag og med en varierende og hyppigt utilstrækkelig beslutningsproces bag.
De to bøger er enige om, at likvideringerne ikke kun gik ud over egentlig stikkere, som var den officielle version under og efter besættelsen. Størstedelen af de likviderede havde blot markeret sig uheldig til den almene opfattelse.
Likvideringerne tog til i slutningen af besættelsen
Likvideringerne tog til i de sidste besættelsesmåneder, hvor faren for stikkere var mindst. Der var desuden langt flere likvideringer, som var rene fejl eller skete på et meget svagt grundlag end de syv, der officielt var renset. Således har vi på denne hjemmeside belyst nogle mystiske dødsfald i Bov kommune, der aldrig er blevet opklaret eller blevet manipuleret til selvmord.
Talrige røverier og sortbørs – handel
Bøgerne om stikkerdrab giver et interessant billede af et kun svagt belyst aspekt af de sidste måneders besættelseshistorie, men også i tiden lige efter. Samfundsmoralen blev opløst og der var vildtvoksende kriminalitet. Der var en omfattende gråzone mellem den traditionelle og nye kriminelle miljøer.
Tilfældigheder kunne afgøre, hvor man endte og hvad der blev opfattet som tilladeligt og utilladeligt. Dette kunne udløse en likvidering.
Både de talrige røverier og de 400 likvideringer kunne være vanskeligt at placere inden for denne gråzone. Vi har på vores hjemmeside også anmeldt Claus Bundgaard Christensens bog om den sorte børs før og efter 1945.
Peter Øvig Knudsens bog bygger oprindelig på en række samtaler med likvidatorer, der blev offentliggjort i Weekendavisen i løbet af 1999. Blandt de udspurgte er Hugo Horwiz og Gunnar Dyrberg.
Hævn og selvtægt
Vi får nok aldrig erindringsbøger fra de personer, der befinder sig i gråzonen. Efter samtaler med ældre mennesker i Bov Kommune har vi også kunnet konstatere, at visse modstandsmedlemmer påtog sig roller, der handlede om hævn og myndighed, som de egentlig ikke burde have.
Efter politiets afsættelse var der masser af tendenser til selvtægt. Vagtværnene forsøgte med større og mindre held i at forhindre dette.
Mange erindringsbøger
Danske modstandsfolk og politibetjente i tyske KZ-lejre er et traditionelt emne i den nationale optik. Det er fortsat genstand for stor opmærksomhed sammen med generelle værker om tyske fange – og udryddelseslejre. Herfra skal blandt alle disse bøger fremhæves en undervisningsbog af Karl Christian Lammers beregnet i gymnasiet.
Ofre for det nationale selvhævdelse
I første halvdel af 1990erne kom en række markante udgivelser, der handlede ofrene for den nationale selvhævdelse i månederne omkring befrielsen. Det var Anette Warrings bog om tyskerpiger. På vores hjemmeside har vi flere artikler om emnet.
Mest opmærksomhed fik Kirsten Lylloff med sin artikel om dødsfald blandt tyske flygtningebørn under og efter besættelsen og den svigtende danske lægehjælp til de tyske flygtninge.
Det var ikke særligt populært at anfægte det danske sundhedssystems svigtende indsats. Der var udpræget antityskhed i flygtningeadministrationen og modstandsbevægelsens organer. Flere har da også i tidens løb forsøgt at anfægte Kirsten Lylloff.
Minerydning
En anden gruppe tyskere, der blev tilbage i Danmark efter den tyske hærs rømning af Danmark, var et antal tyske soldater, der efter den tyske kapitulation af de engelske militære myndigheder i Danmark blev indsat i en aktion, der skulle rense Danmark for udlagte miner. Særlig de vest – og nordjyske strande var som led i det tyske invasionsforsvar spækket med nedgravede miner.
Historien om denne aktion er beskrevet i Helge Hagemanns bog ”Under tvang”. Og denne dannede også baggrund for filmen ”Under Sandet”, som vi også har anmeldt her på siden. Det er en god og dramatisk film, men den holder sig nu ikke helt til de historiske kendsgerninger.
Hvem havde ansvaret?
Hagemanns bog konkluderer, at indsatsen fra de tyske soldater skete under tvang i strid med Genevekonventionerne. Og bogen mener, at det her er tale om ren krigsforbrydelse. Det samlede antal dræbte tyskere, vurderer Hagemann til 250. Det gør han den danske stat og danske myndigheder ansvarlig for. Ansvarsfordelingen mellem tyske, danske og engelske myndigheder er dog ikke helt klar, trods Hagemanns undersøgelse.
De danske myndigheder mener ikke, at antallet af dræbte stemmer. Men i hvert fald kan der konstateres, at der var et ret stort antal, der omkom. Åbenbart fik de danske myndigheder ikke besked om metoderne, men de spurgte nu heller ikke. Hagemanns bog blev kritiseret, men egentlig mangler der vel også noget historisk forskning på dette område. Læs også vores artikel her på siden.
DSB – generaldirektør blev ofret
Retsopgøret efter besættelsen vender hele tiden tilbage i diskussionerne. Afskedigelse af DSB’ s generaldirektør, Peter Knutzen er blot en af disse sager. Det skete under anklagerne for ”utilbørlig imødekommenhed over for besættelsesmagten”. Det skulle han have gjort i form af foredrag og medlemskab af den dansk – tyske forening.
Peter Knutzen blev hængt ud i diverse illegale blade og DKP’ s trafikminister Alfred Jensen udnævnte ham allerede fra maj 1945 ham til en af ”de store landsforrædere”. Han fik ham suspenderet med den begrundelse, at der var strejketrusler fra DSB – personalet.
På trods af bestyrelsesposten i den dansk – tyske forening var overtaget efter kraftige opfordringer fra regeringsmedlemmer, og at de kritiserede taler var godkendt af udenrigsministeriet, kom de ansvarlige politikere ham ikke til hjælp.
Forløbet var eksemplarisk med henblik på, at der som offer til den nationale samling skulle findes syndebukke, der havde profileret sig i offentligheden. Den juridiske og moralske rimelighed i de enkelte domfældelser eller udlægninger blev der taget lettere på. Peter Knutzen søn har gennem sin bog søgt at skaffe sin far oprejsning, og hvor påpegningen af det svage grundlag for suspension og domsfældelse er overbevisende.
Redningen passede med tysk jødepolitik
De danske jøder og deres redning i oktober 1943 har været en juvel i den danske selvforståelse. Vores tolkning har været, at vi modigt trodser overmagten og hjælper de forfulgte og svage. Nu var det dog kun en beskeden del af den danske befolkning, der var med i denne redningsaktion.
Men aktionen kunne vel også kun lykkes med de tyske myndigheders stiltiende accept. Målet for Werner Best var et jødefrit Danmark. Det kunne opnås ved deportation eller ved uddrivelse til Sverige. Det var vel den løsning, der passede besættelsesmagten bedst. Man kan jo lidt provokerende sige, at den måde, vi gjorde det på, svarede til tyskernes jødepolitik.
Danske myndigheder gik besættelsesmagtens ærinde
Leif Larsen og Thomas Clausen har i bogen ”De forrådte” skrevet om de tyske politiske flygtninge, der blev interneret af det danske politi i 1940. Senere blev de udvist eller udleveret til tysk politi. Bogen er en forlængelse af deres tidligere bog ”De forsvarede”, politiske fanger i perioden 1941 – 1945. Begge bøger er et angreb mod dansk flygtningepolitik og danske myndigheder for at gå besættelsesmagtens ærinde.
De danske myndigheder viste manglende vilje til at opfylde kravene til en humanitær flygtningepolitik. Danmark var gennem sin praksis over for de tyske jøder på flugt skyld i at mange endte i tyske udryddelseslejre.
Lone Rünitz har med hendes bog lagt op til national selvransagelse. Mon ikke denne del af besættelsestiden kunne trænge til større opmærksomhed.
Danskere i tysk tjeneste
Danskere i tysk tjeneste er også noget, der har interesseret historikerne. Og navne som Frits Clausen og Ejnar Vaaben er der skrevet biografier om. Men den slagkraftige ”Under Hagekors og Dannebrog” blev en bestseller. Men der er aldrig leveret helt håndfaste beviser på, at danske styrker har deltaget i jødeudryddelser. Senere er der kommet at hav af enkeltbeskrivelser af folk i SS – uniform.
Schalburgkorpset
En del af de overlevende og hjemvendte frikorpsfolk blev optaget i Schalburgkorpset. De blev i den grad lagt for had, og et stort antal blev også likvideret. Anders Monrad Petersen kan viser at korpset indgik i Himmlers planer i at øge dansk tilgang til østfronten og udmanøvrere DNSAP.
En del af medlemmerne af korpset havde baggrund i Frikorps Danmark og en del i nazistiske organisationer. Men mange var også medlem som en protest mod befolkningens antityske orientering.
Korpsets virksomhed kom efterhånden til at fungere som et redskab for den tyske sabotagebekæmpelse, enkelte grupper deltog i den egentlige terror mod den danske befolkning og væbnede oprør med modstandsbevægelsen.
Hvordan kunne Werner Best slippe?
Blandt den tyske besættelsesmagts aktører i Danmark er den absolutte hovedperson Werner Best. Bedømmelsen af ham varierer meget. I Byretten fik han dødsstraf, i Landsretten blev det til otte års fængsel og afsluttende i Højesteret, 12 års fængsel.
Den tyske historiker Ulrich Herbert mener ikke, at Best var mindre fanatisk end Terboven fra Norge. Han havde blot skønnet, at de tyske interesser var bedre tjent med brug af andre midler i besættelsesstyret.
Herbert beskriver hans grundlæggende ideologiske prægning i højreradikale studenterforbund, hvor hans nationalistiske og racistiske grundholdning udvikles. Derefter fulgte en karriere i retsvæsnet og en NSDAP – partikarriere i Hessen. Men den sluttede brat med en afskedigelse på grund af den såkaldte Boxheimskandale i 1931, hvor Best havde udarbejdet retsgrundlaget for et nazistisk statskup.
I stedet blev han rekrutteret af Himmler til SS og stod bag opbygningen af Gastapo og RSHA. Han var en ideologisk og praktisk bagmand bag dannelsen af de første ”Einsatzgriuppen”. En konflikt med Heydrich førte til, at han måtte forlade Berlin. I Paris blev han leder af den stedlige militærforvaltning.
God til at nedtone sine egne forbrydelser
Det lykkedes ham at nedtone sine forbrydelser der, inden han blev udnævnt til Rigsbefuldmægtiget i Danmark. Og det lykkedes ham også at skjule yderligere forbrydelser ved undersøgelser og processer mod ham efter krigen.
Hans politik i Danmark var alibiet, der skulle rede ham fra dom og vanære. Hans evne til at tilrettelægge sin offentlige fremtræden, vidneudsagn ved andre processer, svar til historikere og manipulering af arkivmateriale var nogle af midlerne.
Selv en skarpsynet iagttager, som Erik Scavenius førte han bag lyset. Best havde også direkte indflydelse på Siegfried Matlocks tilrettelæggelse af udgivelsen af en beretning af Best.
Ulrich Herberts bog er et vigtigt bidrag til både Tysklands og Danmarks historie. Herbert tilegner sin bog til ofrene for Werner Bests virksomhed.
Venner med lederen af det tyske mindretal, Jens Møller
Vi har også på vores hjemmeside en anmeldelse af en dansk udgave af en Best – biografi, og heri kan man blandt andet læse om hans nære venskab med lederen af det tyske mindretal. Ja i vores forskning i grænselandet fandt vi også frem til en villa i Kollund, som tjente som Werner Bests sommerhus. Her har vi to artikler.
Litteraturen har som sådan heller ikke rigtig beskæftiget sig med den store indflydelse Jens Møller fik gennem sit venskab med Werner Best
Herman von Hanneken
Best modspiller i Danmark var den tyske militære øverstbefalende, Herman von Hanneken. Ole Drostrup har udgivet en biografi af generalen. Men i modsætning til Best – biografien er det et forsøg på rehabilitering af generalen, der ikke have et godt omdømme hverken i samtidige udsagn eller i den senere historieskrivning.
Ole Drostrups bog hviler på et materiale, som stammer fra Hannekens tidligere adjudant, Walter Kienitz, der efter krigen bosatte sig i Danmark. Han var en gennemsnits general som ikke havde lod i nazismens radikale raceideer og tvangsmetoder. Han handlede i Danmark ud fra klare militære interesser.
Gustav Meissner
En af besættelsesadministrationens mindre skikkelser er presseattacheen Gustav Meissner. Han udgav i 1990 i Tyskland en skildring af Danmark under tysk besættelse fra hans synsvinkel. Men det er ikke særlig vellykket. Han bygger sine kilder på standardlitteraturen. Det er også en skildring af egne oplevelser og et forsvarsskrift. Den er kommet i en dansk udgave.
Meissner varetog i en periode det tyske gesandtskabs forbindelse til DNSAP. I sin bog lader Meissner det fremstå, som om han bevidst arbejdede hen imod en dansk DNSAP – regering. Det forekommer dog ikke særlig overbevisende. Hans virksomhed har ikke haft særlig stor betydning. Han var en stor beundrer af Werner Best.
Den Gode tysker
G:F. Duckwitz er i dansk forståelse af besættelsen og besættelsesmagten ”Den gode Tysker”. Han var manden, der gjorde det muligt at skille det antityske fra det antinazistiske. Hans Kirchhoff har også tegnet et portræt af denne. Men man har indtrykket af, at meget af det positive stammer fra konstruerede dagbogsnotaer.
Det var folket, der var skyld i bruddet 28. august 1943
Det var også folket, der var skyld i sammenbruddet den 28. august 1943. Egentlig ville politikerne have fortsat. Palle Roslung –Jensen fremstillede i sin bog om militæret politikernes og hærens manipulationer imod Frihedsrådet. Ditlev Tamm skrev om skævheder i retsopgøret og om frihedsbevægelsens hævntogt i befrielsesdagene.
Historikere beskyldt for historieforfalskning
Egentlig efterlod historikerne et splittet Danmark. Det var en borgerkrig mellem det legale og det illegale. Og medierne kastede sig i den grad over udgivelserne. Gamle modstandsfolk følte, at deres indsats var nedgjort. De var forbitret over, at se kommunisterne løbe med det hele.
Da man begyndte at blive kritiske over for, hvad der hidtil var gældende for besættelsestiden blev historikerne kaldt for ”Historieforfalskere”. De blev beskyldt for, at de forstod en dyt af besættelsestiden.
Offentlighedens syn ændrer sig hele tiden
Hæstrup fortalte i sine faglige erindringer, at han i slutningen af 1940erne blev mødt med meget afvisende holdning i Rigsarkivet.
Offentlighedens syn på besættelsestiden ændrer sig hele tiden. Den almindelige opfattelse var en enigt folk i kamp mod tyskerne fra den første besættelsesdag. Men denne holdning ændrede sig i 1990erne. Ganske givet har historikerne hjulpet til med dette. Samarbejdspolitikken var ikke mere så populær.
Sociale udskud
Claus Bryld og Anette Warring’ s bog om ”Besættelsen som kollektiv erindring” var nok en slags kulmination på konflikthistorikernes arbejde. Vi fik at vide, at en masse var blevet udstødt af det nationale fællesskab.
Dem, der var på den forkerte side, var opfattet som sociale udskud, som småkriminelle og dumme. De havde fungeret som nationens prügelknabe. Nu blev de rehabiliteret i den forstand, at det kunne dokumenteres, at deres profil ikke afveg fra gennemsnittet af befolkningen.
Udrensning efter 1945
Man begyndte at slippe forestillingen om de fem onde år som en kamp mellem det onde og det gode, mellem sort og hvidt.
Historikerne har en pligt til at fortælle, så det kan forstås. Man skal ikke spille med på mediernes premisser.
Og egentlig burde fortællingen ikke slutte, da besættelsen hørte op. Og det gør det nu heller ikke helt. Litteratur omhandlende den anden side af maj 1945 havde to hovedemner. Den ene er med hovedvægt på udrensning, ofre for det nationale opgør og retsopgøret.
Her mangler der en undersøgelse
Henrik Lundbak har skrevet om befrielsesregeringen fra maj til oktober, og har vist, at modstandsbevægelsens ministre fik en række taktiske indrømmelser for eksempel om straffelovstillægget og konfiskation af værnemagtsfortjenester.
Men de politiske partier havde fat i den lange ende. Men det skyldes jo nok, at modstandsbevægelsen ikke kunne blive enige, og ikke stod som en samlet flok.
Egentlig mangler forskerne også at beskrive de sønderjyske forhold, hvor folk måtte aflevere deres opsparede formue, fordi de måtte aflevere optjente penge fra værnemagten. Dette resulterede i dyb fattigdom. Det skete for dele af Den Gamle Redaktørs familie. Og det at blive dømt ”ude af samfundet” var bestemt heller ikke sjovt. For det danske samfund huskede dette længe efter, at straffen var udstået. Så man havde bestemt den danske form for ”Beruftsverbot”. Men det er også noget, man ikke snakker om.
Socialdemokraterne var bange for DKP
I oktober 1945 gennemførte socialdemokraterne nogle taktiske forhandlinger med DKP. Der var en tillidskrise mellem socialdemokratiet og arbejderklassen. Man ville udmanøvrere DKP, som klarede det godt ved valget, men dog ikke så meget som håbet. I 1947 overtog Socialdemokraterne igen regeringsmagten i en styrket position.
Overlod man bare meningerne til Illegal presse og BBC?
Vi har fået masser af bøger om jødeaktionen i 1943, om Gestapo i Danmark og antisemitismen i 1930erne og 1940erne. Og endelig også bøger om erhvervslivet under besættelsen.
Nye historikere er på spring, og nu skriver journalister også historiske bøger. Så kunne det være, at vi fik noget mere at vide om, hvordan den almindelige dansker så på sabotagen. Hvilke forhåbninger man havde til freden. Var folk egentlig så politiserede, som man gjorde dem til?
Overlod man bare til den illegale presse og BBC til at diskutere samarbejde og modstand. Finn Søeborg, som bekendt var en sjov skønlitterær forfatter, skrev om halvtriste hverdage med mørklægning, halvkolde stuer, ustandselige punkteringer og evindelige kævlerier med handlende om, at blive anerkendt som såkaldt ”fast kunde” med deraf følgende ret til ugentlige rationer af tobak, øl og andre livsfornødenheder.
Bevidstheden om samarbejdspolitikken trængt tilbage
De ledende partier, organisationer og grupper kunne gennem besættelsesordningen fastholde deres positioner. Der skete egentlig ikke de store forandringer. Og det kan jo undre for der var store modsætningsforhold mellem modstandsfolkene og lederne af de største partier om samarbejdspolitikken frem til 29. august 1943.
Slutresultatet blev harmonisering. Der blev etableret en national og patriotisk erindring om besættelsestiden, hvor modstanden i en afpolitiseret form blev domminerende i opfattelsen af besættelsestiden. Bevidstheden om samarbejdspolitikken blev trængt tilbage.
Ny forskning på området?
Man vil sikkert påpege, at der er kommet nyere forskning på de områder, vi har beskrevet. Og til det er at sige, at vi har her valgt lidt ældre litteratur fra besættelsestiden, fordi disse bøger kan i dag købes billigt. Og for det andet har vi anmeldt en del nyere besættelseslitteratur på hjemmesiden. Men som pensionist er man jo ikke ligefrem forgyldt herhjemme.
Advarsel om tyveri fra arkivet allerede i 2004
Vi vil slutte med en debat i Altinget.dk mellem Erik Høgh-Sørensen, journalist og folketingskandidat for DF samt Lars Weiss, som sidder i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Diskussionen ender i politisk mudderkastning, og det er i grunden en skam. For Erik Høgh- Sørensen er inde på noget interessant.
Han mener, at i årevis har ”tyvagtige nazisamlere” og statskontrollerede historikere haft privilegeret adgang til arkiverne. Han blev nægtet adgang til arkiver, som for eksempel Ditlev Tamm havde fået adgang til. Og så måtte han ellers ty til de mere åbne tyske arkiver for at få sin udmærkede bog ”Forbrydelser uden straf” gjort færdig. Den handler om undvegne nazistiske mordere, hvis navne de danske myndigheder prøvede at skjule.
En af disse var Kurt Heel, der har været med til at myrde 33 civile danskere. Flere justitsministre nægtede ham arkivindsigt. Da han så endelig fandt frem til moderen var han død.
I mange år flød der rundt med bevismateriale mod Scavenius kæreste på en nazi – sortbørs. I sin bog, der udkom i 2004 advarede han mod risiko for at arkivalier fra besættelsestiden var forsvundet. Men hverken Justitsministeriet, Kulturministeriet eller Rigsarkivet reagerede.
Hvad var det lige Bertel Haarder sagde?
Scavenius kæreste, Alice Duvantier affyrede sin pistol i umiddelbar nærhed af Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann. Normalt ville ingen dansk statsborger slippe med livet i behold. Scavenius parret foragtede frihedskæmperne og havde et meget tæt forhold til Gestapo – chefen. Historikeren Niels-Birger Danielsen er kommet lidt videre i sagen i sin udmærkede bog om Hoffmann.
Ifølge Bertel Harder er det ikke nazityve, der har stjålet Scavenius – sagsakterne. Det er derimod staten selv, som destruerede dem:
Denne destruktion strider alligevel med statens egne retningslinjer. Beviserne mod Duvantie for ulovlig våbenbesiddelse var nu stærke nok.
Almindelige danskere har yderst begrænset adgang til arkiverne
Vi har selv i vores undersøgelser i Bov Kommune set rettelser i kirkebøgerne. Men man har dog ikke fået slettet det hele. Men det kan du læse i vores artikler på hjemmesiden.
Almindelige danskere har yderst begrænset adgang til arkiverne. Og det er lige meget, om du har berørte familiers underskrift med tilladelse til at undersøge sagen for dem. Derfor kan de professionelle historikere til enhver tid håne os amatører.
Dem, der går mod strømmen
Vi er fascineret af det gode kamp mod det onde. Vi kan lide, at se dem der går mod strømmen, og det gjorde Flammen og Citronen. Vi kan godt lige at se dramaer som Under Sandet. At der så ingen af disse to film, der holder sig til de historiske fakta er noget andet. Omkring filmen 9. april blev vi kontaktet af mindretallets avis. Da vi så ikke lige kunne svare på, hvem der egentlig blev dræbt ved Aabenraa, var det lige før det udviklede sig til et drama. Vedkommende er i filmen beskrevet som en ”mælkedreng”, men han var elev på gymnasiet i Aabenraa. Og vi fik fat i navnet. Også den historie kan du læse mere om på vores side.
Hvad kunne vi også have nævnt?
Ja vi kunne have nævnt F.L. Schmidt og andre danske virksomheders brug af slavearbejdere. Vi kunne have nævnt dansk politis ivrige anholdelse af kommunister, fem gange så mange som tyskerne ønskede. Ja og så er det upopulært at sige, at Frits Clausen var en stakkel. Ikke en gang tyskerne tage han alvorlig, men modstandsbevægelsen forlange dødsstraf over ham. Ja og så fik grev Bernadotte vel lidt for meget opmærksomhed med de Hvide Busser. Det var jo danskere og nordmænd, der startede det hele.
Ja, kære læsere, sådan kunne vi blive ved.
Sandheden er ilde hørt
Selvfølgelig er man da ked af, at blive beskyldt for at være løgner og konspirator, når man offentliggører artikler på denne hjemmeside eller holder foredrag om besættelsestiden. Og det er da også morsomt, at dagspressen og det offentlige Danmark interesserer sig for det, man skriver.
Men desværre må vi konstatere, at ”Sandheden er ilde hørt” og det er ikke nødvendigvis historikernes skyld. Det er de politikkere, der varetager arkivernes interesse, vi kan takke for det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 192 artikler om besættelsestiden. Og mange af disse indeholder mange af de temaer, som vi har taget under behandling her. Men vi henviser lige til nogle af de mystiske ting, som vi har taget under behandling i artikler nede i Bov Kommune:
Februar 15, 2017
Fra Slusevej og andre steder i Højer
Vi fortsætter vores historiske vandring gennem Højer. Denne gang, Slusevej, Kogsgade, Strandvej, Møllegade og Storegade. Vi besøger fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”. 2.000 bonevoksmaskiner stod ude ved kunderne. Min mor turde ikke at gå over Æ vie Bro. Paula passede vaskeriet, Karl var altid ude at fiske. Adde Post var speciel med afholdt. Kjærby måtte købe en bolig til den danske præst. Og så hed de både Califonen, Grünewald og Højer Storskov. Så var det Fiskehandleren, der kunne lide fisk. Og der var også huset med de 11 børn og en enkelt vandhane. Vi skal besøge Sorte Marie, Andreas pust og den muntre slagter. En lille forvaltning styrede Højer. Æ Bohsti var der også. Så skulle der være plads til trækbasunen. Og Æ Knogedrejer boede også i byen. Og der var lysthuse til de velstående i Højer. Dette og meget mere kan du læse i denne lidt større artikel.
Vi fortsætter vores historiske vandretur i Højer inden alle de gamle bygninger er revet ned. Og som vi tidligere har nævnt mange gange. Det kan være, at vi kommer til at nævne bygninger, som ikke står der mere, men så ved I, hvad der har været på adressen. Indrømmet at det er længe siden Den Gamle Redaktør har været i Højer.
Kogsgade
Vi er nåede til Kogsgade. På højre side lå der et lille hus med gavlen til gaden. Der boede Caroline Nielsen. Hun blev også kaldt Caroline ”Pandhus”, fordi husets tag var af teglsten (tagpander). Ja egentlig var de fleste huse bygget sådan i Højer, men det har nok været et særsyn, da dette hus blev bygget.
Fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”
I 1950 købte fabrikant Chr. Johannsen huset, lod det nedrive og brugte grunden til udvidelse af sin bonevoksfabrik.
I Kogsgade 2 boede maler Carl Johannsen. Hans søn Christian startede i tyverne med at lave skocreme. Senere gik han over til at lave bonevoks. Det var begyndelsen til fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”
Den sidste skocreme blev solgt i Brugsen i Visby under Anden Verdenskrig. Bonevoksfabrikken blev en meget ejendommelig virksomhed. Den fremstillede selv bonemaskiner, som den udstationerede ude ved kunderne. Så aftog man fra fabrikken bonevoks, klude, påføringsredskaber, og hvad der ellers er brug for ved gulvpleje.
2.000 bonevoksmaskiner ude hos kunderne
Blev en maskine defekt, modtog kunden omgående en anden. Den defekte blev hjemtaget til reparation. Og selv de brugte klude blev returneret til fabrikken, hvor de blev vasket. Deres voksindhold blev udtrykket, renset og genanvendt.
Fabrikken fik kunder over landet og nåede til at have 2.000 bonemaskiner udlånt. I begyndelsen lavede smeden i Nørregade, Peter Schmidt, maskinernes jernstel. Højer Elværk drejede valserne, som børsterne skulle sidde på. Trige i Odense leverede motorerne.
Men efterhånden overtog fabrikkens veludstyrede maskinværksted mere og mere fabrikationen. Til sidst lavede man det hele selv. I 1960erne var der ansat 20 mand i virksomheden, og den havde en salgsfilial i København.
Men da det blev almindeligt, at der kom tæpper på gulvene i mange institutioner, gik det tilbage for fabrikken. Senere drev Chr. Johannsen og hans kone næsten det hele selv.
Han glemte at søge dansk indfødsret
Over for bonevoksfabrikken ligge Kogsgade 1, der tilhørte Familien Lorentzen. Her boede Lucie, enke efter Christian Lorenzen. Han var 19 år ved Genforeningen. Men på det tidspunkt var han ikke i Højer, fordi han var til søs. Da han ikke senere gjorde noget for at få dansk indfødsret, forblev han tysk statsborger. Det medførte, at han i Anden verdenskrig måtte gøre tjeneste i det tyske marine, hvad der kostede det ene ben.
Korsgade 6, der ligger nord for den nedlagte jernbanelinje, er bygget af Chr. Lorenzens far. Enkefru Knochenhauer har haft lotterikollektion i huset. Hun boede alene. For at føle sig tryg, havde hun altid en politikappe og kasket hængende i entreen.
Slusevej
På hjørnet af Slusevej og Ved gamle Dige er der rejst en mindesten for Frederik den Sjette. Her gik han i land i 1825. Her var den gamle strandbred. I nærheden var der udskibningssted og ladeplads. Ja i dag er det vel 3 km til havet herfra.
Her holdt Feuerwehr øvelser
Det sjove med stenen er, at den er flyttet et par gange. En af navnene er visket ud. Måske var det fordi han var Slesvig – Holstener.
Vest for Slusevej anlagde man i 60erne et areal til industrikvarter. Der må piloteres her, hvis man skal anlægge en fabrik. Og det giver en væsentlig fordyrelse. I 1970 anlagde Linda og Peter Gildberg her deres møbelfabrik, Marsk Møbler. Senere kom Elmo også til. ”Den Gamle Redaktør” her mener dog, at have besøgt Elmo tidligere i Møgeltønder.
Øst for Slusevej lå den tyske skytteforening, skydebane og skyttehus. Her holdt Feuerwehr også øvelser, inden de tog til efterslukning. Og det foregik i mange år på Ohlsens Hotel. Her var også Steigerturm og stativ til tørring af slanger.
Mor turde ikke gå over ”Æ vie Bro”
Her er også udsigt til ”Den hvide Fabrik, som vi tidligere har omtalt.
Og så er det ”Æ vie bro” over Vidåen. Det var hertil Rudbøl – borgerne sejlede til, når de skulle i kirke inde i Højer. Min mor havde altid betænkeligheder ved at gå over denne bro. Hun var ellers opvokset her, og havde tjent ude i de store gårde i marsken bl.a. Poppenbøl.
De maleriske hvide pumpemøller
Længere mod øst stod på hver side en malerisk hvid pumpemølle. De skulle sørge for en passende vandstand i marskens grøfter. Men disse blev fjernet efter Anden Verdenskrig. Mellem den hvide bro og den gamle sluse ligger på nordsiden af åen et havneanlæg, der blev oprettet af diget i 1861. Det var her min Opa’ s flotte fiskekutter lå.
Strandvej
Vestpå fra Kiers Gaard løber Strandvej. Den har navn efter den gamle strandbred, der gik parallelt med den et halvt hundrede meter mod syd.
En damper på Vidåen
På Strandvej 2 ligger en gård, vi tidligere har omtalt. Før Første Verdenskrig var det vest for denne gård kun fire huse på Strandvej, nummer 12, 15, 17 og 33.
Strandvej 6 blev i 1931 bygget af købmand Niels Petersen. Han havde solgt sin forretning på hjørnet af Skolegade og Nørregade til skomager Jacobsen. Han købte en hel fenne, Kiers Gaards toft. Den blev senere udstykket til byggepladser. Det var Præstegården på Nørrevej, Søskendehjemmet Strandvejen 6 og 8 samt alle husene på Strandmeden er bygget på den.
Niels Petersen var et meget alsidigt menneske. Han var først købmand, derefter kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank, fåreavler og biavler. I en del år ejede han en lille damper på Vidåen. Den brugte han mest til lystsejlads.
En flyvemaskine blev byttet med benzin
Lige efter Første Verdenskrig kom har i besiddelse af en flyvemaskine fra det tyske luftvåben. Han måtte dog af med den igen, men fik adskillige tromler benzin for den. Og det tjente han som den gode handelsmand, han var adskillige penge på.
Paula passede vaskeriet, Carl var ude at fiske
I Strandvej 15 har der været vaskeri og strygestue. For en del år siden kunne man endnu på østgavlen se rester af malede bogstaver som bekendtgjorde at her var ”Wäscherei und Plätterei. Vestgavlen havde en lignende påmaling bare på dansk.
Vaskeriet blev ejet af Paula og Carl Hansen. Men han blev kaldet reer, fordi han som ung havde tjent på Andreas Matthiesens gård, Møllegade 9, som var ejet af Friedrich Wilhelm Reer. Det er mange måder, at få et øgenavn på. Vaskerimaskinerne stod i udhuset nede bagved. Det var nok mest Paula, der passede vask og strygning. Carl fiskede.
Adde Post var speciel men afholdt
Mellem nummer 17 og nummer 19 var der en lille, køn vej, der førte hen til Kiers Gård. I nummer 19 boede Adolf Nielsen, Adde post, som var landpostbud i Kærgård og Sejerslev. Han var meget vellidt, hvor han kom frem på sin rute. Han forrettede mange ærinderfor folk, bragte bud og gjorde småindkøb.
Han havde sine små særheder. Han tog for eksempel ikke imod et bundt pengesedler, hvis ikke de vendte på samme måde. I et hus klemte han altid hånden på et defekt dørhåndtag. Beboerne lovede at rette fejlen, men fik det ikke gjort. Så gjorde Adde kort proces. Han tog en skruetrækker med, skruede låsen af, tog den i tasken og afleverede den hos smeden. Næste dag, da den var repareret, satte han den i døren igen.
Kjærby måtte købe bolig til præsten
Det var bygmester Bernd Matzen, der byggede Adolf Nielsens hus i krisetiden i begyndelsen af 1930erne. Samtidig byggede han et ”søsterhus” ved siden af med salg for øje, nummer 21. Det lykkedes ham da også at få det solgt og siden har det skiftet ejer mange gange. I 1935 købte fabrikant A.R. Kjærby det, for at pastor N.P. Nielsen kunne få et sted et bo, indtil præstegården på Nørrevej blev bygget. Og den ballade har vi skildret i en tidligere artikel.
Strandvej 16 – 38 er tolv ældreboliger, opført af EGV (Ensomme Gamles Værn). De er opført på Digegårdens grund.
Califonien, Grünewald eller Højer Storskov
Strandvej 40 er bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. Han blev pensioneret i 1919. Han havde sikkert håbet at få nogle gode år i sit nye hus. Han døde allerede året efter, at det blev opført. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer.
Huset ligger i læ i en lille løvtræsplantage mod vest, som oprindelig hed Californien. Hvorfor, ja det vides ikke. Senere blev det kaldt Grünewald.
Friedrich Hagge byggede også her Walheim i 1908. Ja den omtalte plantage blev også på et tidspunkt kaldt Højer Storskov. De har altid været beskedne i Højer
Schützenverein
Over for nummer 40 går vejen ned til det område, hvor Støtteforeningen FDF/FPF byggede kredshuset ”Høwringen” Højer Idrætsforening har ejet grunden.
På det samme areal begyndte ”Schützenverein” sin virksomhed. Skydebanen lå lige syd for og parallelt med Strandvej.
Møllegade
Ja egentlig burde vi starte med Højer Mølle. Men du kan finde en artikel om denne på vores hjemmeside.
Fiskehandleren, der ikke spiste fisk
I Møllegade 7 boede gartner Wanderscheek, da han havde afstået gartneriet i Herbergsgade. Det kunne være svært for udeforstående at følge med, når han og hans kone talte sammen. Han talte plattysk og hun sønderjysk.
Senere købte Peter Martinsen huset. Han havde været landmand i Emmerlev. Men da han boede i Møllegade var han fiskehandler. Han var forundret over, at når han kørte rundt med sin lille trækvogn, at han kunne sælge fisk. Selv spiste han aldrig fisk.
11 børn og en vandhane
I den sydlige ende af de to sammenbyggede huse nr. 3 – 5 boede Petersen, det vil sige, at han blev kaldt for Bruer. Det var fordi, at han var ølbrygger hos Hindrichsen på Nørrevej. Man undrer sig over, at familien kunne få plads i det lille hus for der var mange børn. Det var barn nummer 11, Elfried, der overtog det. Endnu i hans tid var der kun en vandhane. Han døde i 1980. Den var anbragt i vaskerummet i udhuset.
I nummer 5 boede der en ”syster”, Anna af Laustens. Hun var enke og gik rundt og syede for folk i deres hjem.
Andreas Pust eller Æ Friesenskomache
Møllegade 1 tilhørte Mads Hansen, som var arbejder og landmand. Under Første Verdenskrig var han forvalter på Kiers gård, da Chr. Kier var indkaldt. Senere drev han sit eget landbrug. Han havde temmelig mange køer, som var indlogeret i Møllegade 9. Den jord, som han drev lejede han.
Hos Mads Hansen boede æ Friesskomache til leje i en lille tilbygning. Han var enkemand og ungkarl og stammede fra Friesland, deraf navnet.
Boligen bestod af et rum, hvori han lavede mad, spiste og sov og hvor han også havde sit skomagerværksted. Særlig sundt har det ikke været. Han led så stærkt af astma, at han også blev kaldt Andreas Pust.
Den muntre slagter
I Møllegade 2 boede Mathias Trip. I sine yngre dage havde han øldepot og gik ud som husslagter. Når han havde slagtet svin for en familie, kom han om aftenen og skar det hele ud. Det var altid festligt, for Mathias var en munter mand og en god fortæller. Men det kunne mange steder være svært at få varmet alt det vand, der skulle til. Derfor indrettede han et slagteri i Møllegade.
Derefter kom folk drivende med deres slagtesvin til ham. Det hændte også, at flere familier købte et kreaturer i fællesskab. Det blev slagtet hos Trip. Om aftenen hentede de forskellige deres part hos ham. Senere indrettede han slagterbutik i huset. Denne blev ført videre af hans datter, Emma.
De der leverede kød til hende, påstod at hun var den besværligste aftager. Det kunne ikke blive godt nok til hende. Man det kom hendes kunder til gode. I 1968 blev forretningen nedlagt.
Storegade
Fra Trips går vi op af Storegade. På hjørnet i nummer 35 boede kirketjener Nicolai Christiansen. Han blev kaldt Manstein, fordi han i Første Verdenskrig gjorde tjeneste i et regiment af dette navn.
Kirketjeneren og harmonikaren
Både kirketjenerhvervet og tilnavnet gik i arv til hans søn, Christian. Nicolai Christiansen var tysk, men gjorde tjeneste ved både de danske og tyske gudstjeneste. Hans yndlingssalme var Grundtvigs ”Har hånd du lagt på Herrens Plov….Han holdt meget af musik. En sommeraften kunne man ofte finde ham spillende på harmonika uden for hans hus.
Han var den sidste kirketjener, der brugte ”æ klingpung”.
De mange skræddere, dengang
På den modsatte hjørne i nummer 33, havde Wolf Frandsen et lille snedkerværksted i den østlige ende, og i nabohuset nummer 31, boede skrædder Diedrichsen, en af de mange skræddere, der dengang var i Højer.
På den anden side af gaden i nummer 32, var der også systue. Her boede Marie Friedrichsen. Et skilt ved siden af døren bekendtgjorde, at hun var linnedsyerske. Hun syede dynebetræk m.v. for manufakturhandler Peter Beyer, Skolegade 13.
Sorte Marie
Hun var helt sorthåret, hvorfor man kaldte hende ”Sorte Marie”. Ellers omtaltes hun som Marie Klåj, fordi hendes far hed Nicolai. Han var gadefejer og drog byen rundt med sine ”kåer” og sin ”lihm”.
Midt for huset stod ude ved gaden en vandpost, som var fælles for flere huse. Marie havde et bord stående uden for køkkendøren med nord. Her vaskede hun altid op, sommer og vinter, uanset vejret.
Storbrand den 21. april 1949
Mellem Maries hus og Skolegade har der ligget fire huse. Men de tre brændte eller blev så stærkt beskadigede ved en brand den 21. april 1949. Kun et smalt toetagers hus i nummer 28 blev stående. På den nærmeste tomt blev der bygget en telefoncentral. I 1991 blev nummer 28 nedrevet. Andelsboligforeningen opførte de boliger, der nu omgiver hjørnet Storegade/Skolegade, og som tidligere indbefatter ”Lises hus” og den gamle skole.
Pastor Rolfs hus
På den anden side af Storegade er nummer 29 bygget af trælasthandler Brinck. Han havde haft forretningen Mellemgade 1. Da han havde solgt denne, flyttede han hen i nr. 29. Efter hans død købte pastor Rolfs huset og boede der de to år han levede efter at være pensioneret. Hans datter, Magrethe holdt hus for ham, til han døde, og boede derefter i huset så længe hun levede.
En lille forvaltning styrede flækken
I nummer 27 finder vi det gamle borgmesterkontor. De sidste to tyske borgmestre har boet her og resideret herfra. Pladsforholdene var meget beskedne. Men nu var bemandingen heller ikke så overvældende.
Endnu under Anden Verdenskrig administreredes Højer flække kun af tre personer. Det var borgmester Hans Andersen og hans kontormedhjælper Johannes Brodersen. De arbejdede sammen i Storegade. Og Marie Matthiesen passede byens kasse i Herbergsgade.
I sidste øjeblik for søstrene
Øst for borgmesterkontoret har ligget et langt, hvidkalket, stråtækt hus, som tilhørte skomager Andreas Lund. Da huset brændte i 1949, blev det ejet af Martha Lund, som boede der sammen med sin søster. Det var i det hus, ilden opstod. På trods af forholdsvis stille vejr bredte ilden sig hurtigt.
Det kunne have udviklet sig til en sand katastrofe. De frivillige brandværn og Falcks slukningsmandskab fik begrænset skaderne.
Naboerne mente, at søstrene var ude, da branden begyndte. De lå dog og sov middagssøvn i deres soveværelse på loftet. Det var i sidste øjeblik, at man fik dem reddet.
Kroejeren skulle have gårdhave
I det lille hus bag ved Lunds boede Hans Mikkelsen, som også var skomager. På tomten efter de to huse samt deres haver, blev det senere p – plads.
Mellem denne og kroen i Skolegade 1 har der ligget et meget smalt toetagers hus, som dog blev lidt beskadiget ved branden. Den er dog senere blevet købt af kroejeren, der har revet det ned for at give plads til den lille gårdhave.
Tredje generation nedlagde manufakturforretningen
Vi går over Skolegade og fortsætter ad Storegade. På hjørnet til højre i nummer 23 var Jens R. Petersens Manufakturforretning. Da den blev nedlagt i 1990 var det tredje generation, der ejede den. Manufakturhandleren har gennem mange år haft kontor for Tønder Bank, tidligere Tondernbank.
Der rote Mielcke
I nummer 21 var der allerede 125 år siden bogbinderi med papir – og bladhandel. I 1912 overtog Andreas Martinsen forretningen. Han var uddannet bogbinder. I en periode havde han kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin ”der rote Mielcke”, der lærte ham sit fag.
Da Mielcke rejste tilbage til Berlin, fortsatte Martinsen selv med bogtrykkeriet. Han indrammede billeder og i hans butik kunne man også købe tobaksvarer. Men hans store lidenskab var fotografering. På det område var han selvlært. Han indrettede mørkekammer på loftet og lavede selv sine billeder og de forstørrelse, som han havde brug for.
Stor samling af fotos
Sine motiver fandt han i byens gader, i de omkringliggende landsbyer, i marsken og ved Vidåen. Men han fotograferede også andre egne af Sønderjylland. Hans scener fra det gamle Højer er i dag klenodier, som påskønnes.
Hans fotografiske virksomhed varede fra cirka 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes dels på Søfartsmuseet i Esbjerg, dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.
Husholdersken fejede vennerne ud med ”æ lihm”
I Martinsens ungkarledage var forretningen et muntert sted, hvor mange af hans jævnaldrene holdt af at komme. Da han engang vandt i lotteriet satte han et skilt i døren:
Og så tog han til Hamborg. Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede sikkert for en lidt fastere husorden.
Da hun en dag fandt en flok af vennerne i spisekammeret i færd med at gøre indhug i en steg, hun havde beregnet til søndagsmiddagen, fejede hun dem ud med ”æ lihm”.
Stor tab for Højer, da Bundgård lukkede
Før Martinsen blev gift, var den vestlige ende af huset lejet ud til en skrædder Menge, som havde sit skrædderbord stående ved vinduet ud til gaden. Var han en aften meget træt, hændte det, at han lagde sig til at sove på bordet.
Martinsen efterfølger var Tage Bundgård. I hans tid var det virkelig en boghandel. Det var et smertelig tab for Højer, da butikken i 1984 blev lukket.
Æ Bohsti
I Storegade 17 har der boet en urmager, der hed Boh Mathiesen. Efter ham blev den stump gade, der øst for huset forbinder Storegade og Søndergade kaldt Bohsti. Der har været mange forskellige slags forretninger i nummer 17. Manufakturhandel, damefrisørsalon, broderiforretning, malerforretning med malervarer og tæpper.
Midt på Bohsti udmunder Skippergade. Det gule hus på sydsiden i nummer 1 blev ejet af manufakturhandler Jens R. Petersen. Hans enke boede der, til sønnen Friedrich blev gift, så flyttede han derind med sin kone. Der var ingen børn.
Der skulle være plads til trækbasunen
I det langt mindre hus på nordsiden, nr. 4 var der derimod en masse børn. Der boede møllersvend, Jep Westergaard. Husrum var der ikke meget af med derimod hjerterum. Mange af børnenes kammerater kom der gerne.
Her øvede også det daværende FDF – orkester under ledelse af restauratør Lauritz Petersen i Toldgade. På grund af de trange forhold, måtte trækbasunblæseren stå ud for et åben vindue, som han stangede resten af basunen ud ad.
Jep Westergaard forulykkede ved løbskørsel, som nær havde kostet ham livet. Længe gik han med hovedet bundet ind. Og siden fik han en sølvplade indsat i panden.
Hjuler Jensen byggede posthuset
Vi går nu tilbage til Storegade. Og på nummer 26 på hjørnet af Skolegade lå posthuset. Postmester og postekspedient har det været i Højer siden 1850. Posthuset har oftest været på den pågældendes hjemadresse, sidst i Storegade 16.
Men så besluttede hjuler Jensen, om hvem vi har skrevet flere artikler om, at Højer skulle have et regulært posthus. Han byggede det høje hus på hjørnet, og lejede det i 1897 ud til postvæsnet. På facaden forkyndte store bogstaver, at her var ”Kaiserliches Postamt”. Har flyttede postkontor, telegrafstation og telefoncentral ind. Ved slutningen af Første Verdenskrig var der her 16 ansatte.
Den første telefonforbindelse i Danmark
Og man etablerede faktisk herfra den første telefonlinje i Danmark, og den gik helt til Møgeltønder. Det var i februar 1878.
Historien melder intet om den praktiske betydning af dette pionerforetagende. Apparatet i Møgeltønder var opstillet på Vesterkroen og betjentes af købmanden. Den stedlige postforvalter, der var en ældre herre, ville ikke have noget at gøre med den nymodens tingest.
I Storegade 24 har Jacob Thimsens bedstefar haft en lille vognmandsforretning. Bag huset havde han stald til vogn og heste, og udkørsel til Storefade var der vest for huset.
Weichensteller Schmidt blev smidt ud af Danmark
Nummer 22 har tilhørt Weichensteller (sporskifter)Schmidt, der, som navnet viser, var ansat ved jernbanen. Senere boede skipper Wolf Decker der. Han sejlede mellem Højer og Sild. Han var tysk statsborger og blev udvist af Danmark i 1945. Derpå boede han på Sild, hvor han stammede fra. Men han og hans kone er begravet på Højer Kirkegård. Siden har Marie Thomsen haft ismejeri i huset indtil 1986.
I Cafe Danmark kom byens ungdom
I Storegade 20 har der altid været bageri. Peter Løck har haft det, og han havde samtidig cafe, hvor man også kunne få en punch. Men han måtte holde op, fordi han ikke kunne tåle melstøvet. Han solgte det til Lauritz Andersen.
I dennes Cafe Danmark kom byens ungdom. Og når de unge var ved muffen, kunne de her traktere deres udkårne med en Eisbrecher.
Masser af bagere
I 1934 købte Lauritz Andersen kroen Skolegade 17. Derefter skiftede bagerne i et væk. Til sidst overtog kulhandler Fedder Hindrichsen ejendommen. Måske var brændselsregningen blevet for stor. Efter at bageriet havde været forpagtet ud et par gange, købte Heinrich Clausen det. Han fortsætte med bageri og cafe til 1967.
De følgende ejere har ikke opretholdt cafeen, men heldigvis var bageriet i brug sidste gang, ”Den Gamle Redaktør” var på stedet. Men det er godt nok også lang tid siden. Ja tænk dengang i begyndelsen af 1900 var der 13 bagerier. Men det var måske fordi, man eksporterede ”covinge”(tvebakker).
Der var plads til natteravne på koren
I naboejendommen i nummer 18, havde Asmus Petersen købmandsforretning, før han byggede Søndergade 4A. Derefter indrettede Friedrich Hagge kro i huset, og den blev senere overtaget af Peter Jensen.
Det var et hyggeligt sted i hans tid. Og det kunne godt hænde, at kunderne havde svært ved at bryde op ved lukketid. Men krostuen kunne med et tykt, sort gardin deles i to rum. Så kunne der godt være gæster i den nordlige halvdel, uden at man kunne se det fra gaden. Ja og så kunne natteravnene bare lodses ud til Postgade.
Overdækket keglebane
Der var både billard og elektrisk klaver i krostuen. I nordvæggen førte et par døre ind til den overdækkede keglebane. Ja det var den sidste i Højer.
Her kunne man endnu i 1920erne dyrke den ædle sport. En rask dreng kunne tjene en god skilling ved at være keglerejser. Peter Jensen drev også landbrug. Han havde desuden vognmandskørsel fra banen. Senere har der igen været kolonialhandel i huset, derpå blomsterforretning og pottemageri.
Sæbehus
Storegade 16 blev ejet af skomager Nicolai Petersen, som havde skotøjsbutik. Derefter har Ottilie Roll der haft Tatol – udsalg. Det førte hun så videre over på den anden side af gaden. Fhv. købmand Niels Petersen, Strandvej 6 var søn af Nicolai Petersen overtog huset efter sin far. Han var i en periode kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank i det lokale, hvor der havde været sæbehus.
Det var et spartansk udstyret rum, hvor kunden sad i en vakkelvorn stol. Men i kraft af Niels Petersens personlighed og lune gemytlighed var det et sted, hvor man befandt sig godt. Efter at bankfilialen er flyttet, har Ejnar Nielsen haft legetøjs – og glarmesterforretning i huset.
Mange ejere i nummer 10
Hjørnet af Mellemgade i nummer 10 var Sparekassens domicil, senere Bikuben. Vi går tilbage til Bohsti. På hjørnet i nr. 15 boede fhv. købmand Johannes Brodersen, der sammen med borgmester Hans Andersen administrerede flækken.
Nabohuset nr. 13 er bygget af tandlæge Claus Matthiesen på en grund, hvor der har ligget en stråtækt lade, som blev ejet af Friedrich Hagge, medens han var kromand i nummer 18. En tandlæge købte laden, rev den ned og byggede det høje toetagers hus, hvor han havde sin tandklinik. Siden har barber Wendicke købt det og haft sin salon dér. Han har solgt det til Tønder Landmandsbank (Sydbank). De havde kontorlokaler og funktionærbolig i huset, indtil den flyttede hen i Skolegade 8. Stofhuset har også holdt til her.
Masser af øl til arbejdere ved afvandingen af marsken
I Storegade 11 havde Sparekassen lokale, da Carsten Volquadsen, som ejede huset, var kasserer for den.
I nummer 9 Havde Johannes Brodersen sin købmandsforretning. Han fik beskadiget sit ene ben i Første Verdenskrig og derfor forpagtede han forretningen ud først til ”Den tykke købmand, Petersen, der også havde øldepot.
Under afvandingen kørte han øl til de folk, der arbejde der. Det var en ganske god forretning. Gravemester Scheer skulle efter sigende altid have en kasse øl stående inden for rækkevidde.
Æ knogedrejer
Fra 1929 til 1971 var der Tatol – udsalg. Derefter har der været sygekassekontor. I to perioder har der boet en dyrlæge i huset. Senere blev det kun lejligheder. Den sydlige del af huset har adressen, Skippergade 4.
På hjørnet af Mellemgade, i Storegade 80, var der et pibedrejeri. Det blev ejet af ”knogedrejer” Bensien. Han lavede, drejede og udskar ting af ben, for eksempel kunstfærdige rørstykker, der indgik i de lange tobakspiber.
Cigaretter blev solgt stykvis
Christian Hagge overtog huset og havde samtidig forpligtet sig til at sørge for enkefru Bensiens bespisning. Han var selv ungkarl, men betalte Augusta Westergaard, Skippergade 2, for hver dag at bringe mad om til fru Bensien.
I butikken blev der indrettet en grøntforretning. En tid drev Hagge den selv. En del af varene avlede han i haven ”Waldheim” Strandgade 33, hvor han boede. Men han solgte også slik og tobaksvarer. Cigaretter kunne man købe stykvis. De billigste kostede én øre. I mange år havde medlemmerne af familien Lorenzen, der kom fra Møgeltønder, grøntforretningen. Og så blev der blomsterforretning. Nu er det hvis kun beboelse.
Æ Bækkerhus
Storegade 5 bliver under tiden kaldt for ”æ Bækkerhus”. Det er fordi, at her har bager Feddersen boet. Bageriet var i den østligste del af huset. Men det har ikke været meget plads. Der var mange børn i familien. Der skulle også være stald til et par køer, for bageren leverede mælk til Højer mejeri.
Der var dør mellem stalden og bageriet. Når han skulle sætte brød i ovnen, blev han nødt til at åbne døren til stalden, ellers kunne han ikke få det lange skaft på brødspaden derind. Efter at bageriet var nedlagt, har der været tre, senere kun to lejligheder i huset. I en periode boede der en skomager i en af dem.
Laurids Matthiesen og hans 18.000 billeder
På den anden side af gaden havde Laurids Matthiesen urmager – og guldsmedeforretning på hjørnet af mellemgade i den høje bygning, som han havde opført, hvor der tidligere havde ligget et lavt stråtækt hus. Der var to store udstillingsvinduer ud mod Mellemgade og et mod Storegade.
Han var samtidig fotograf og havde indrettet atelier på 1. sal i det nuværende Mellemgade 2. I egnens chatol – og kommodeskuffer, på vægge og i albums findes en utrolig mængde portrætter med Laurids Matthiesens navn på.
I lokalhistorisk Arkiv findes kopi af hans bestillingslister fra årene 1893 – 1959, omfattende godt 18.000 billeder. En meget stor del af de pågældende glasplader opbevares i ”Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.
De udgør en klædedragtens kavalkade fra denne periode og et stykke egnshistorie. Tyske og danske soldater, frihedskæmpere, håndværkere af mange slags og privatpersoner af alle samfundslag.
Det var sjovt at besøge Laurids Matthiesen
Det skal have været hyggeligt og morsomt at komme i hans atelier og blive ”tæjn a”. Ingeborg Mathiasen beretter om et besøg, at hun blev anbragt i en stol, hvorefter Matthiesen gik om bag sit højbenede apparat, stak hovedet ind under det sorte klæde og indstillede linsen. Så kom han frem igen:
Så smilede Ingeborg bredt
Hun strammede masken
Da han fandt udtrykket tilfredsstillende, forsvandt han igen bag omhænget, men idet han trykkede af, kunne hun ikke holde masken. Hun brød ud i voldsom latter og Matthiesen dukkede forfærdet frem:
Man kunne også blive foreviget foran bagtæppe med et flot skovparti.
Oceaner af varer i isenkrambutikken
Isenkramforretningen i Storegade 6 tilhørte i gammel tid Olde Nissen og da hans efterfølger A.M. Hansen overtog den, fulgte navnet med, så han længe blev kaldt Hansen Olde.
Der var utrolig mange slags varer i butikken. Alt almindelig isenkram, lamper, cykler, barnevogne, træskostøvler, skotøj og jagtudstyr. Han solgte ofte jægernes jagtudbytte for dem og i frugttiden tillige æbler, pærer og bær. I 1930erne og 1940erne kunne byens koner komme med deres fyldte konservesdåser og få påloddet låg. Det foregik på en maskine, der også renskar dåsens kant, så de kunne bruges igen og igen.
Der var skuffedarium med utallige skuffer til søm, skruer og ”dimser” af mange slags. Men der var også medicinalvarer som kamillete, hoffmannsdråber, pulvere mod hovedpine og hævede kirtler samt briller og lakrids. A.M. Hansen opnåede at blive 106 år gammel. Han blev efterfulgt af sin søn, Mathias Hansen, som drev forretningen videre i samme gode ånd, indtil det blev nedlagt i 1990.
Lysthuse til de velstående
I næste hus i nummer 4 havde Erichsen manufakturforretning. Den blev ført videre som hatte – trikotage og Putz – forretning af hans ugifte datter, senere af Bothilde Aarup. Også Anna Hansen havde butikken, som blev nedlagt ved hendes død i 1987.
Huset på hjørnet af Torvegade har tilhørt slægten Todsen. Den ugifte Elly Todsen var den sidste af familien, der boede der. I haven bagved stod endnu i lang tid en af de gamle lysthuse som tidligere fandtes i mange velstående høvringers haver. Her kunne husets frue have sine veninder til eftermiddagste.
Port og staldbygning til Ohlsens Hotel
Vi slår lige et lille slag hen ad Torvegade. Huset nr. 5 er bygget af maler Sørensen, som havde sit værksted her. Grunden tilhørte tidligere Ohlsens Hotel på Torvet. Det var en port og en staldbygning på den, og her kunne hotellets kørende gæster spænde fra.
Vi er slet ikke færdige
Og kære læsere, vi er endnu ikke færdige med vores historiske vandreture gennem det gamle Højer. Serien fortsætter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 61 artikler om Det Gamle Højer og omegn herunder:
Hvis du vil vide noget: Om Hjuler Jensen:
Februar 12, 2017
Familien Jürgensens tyske sind
Gehejmeråd Jürgensen havde et godt forhold til danskhedens bannerfører, H.P. Hanssen, men slet ikke til Gustav Johannsen. Og egentlig hjalp han de danske repræsentanter efter 1902 i deres kamp mod det preussiske bureaukratis groveste overgreb mod danskheden i Nordslesvig. Men inden da havde Familien Jürgensen fra Stubbæk i den grad kæmpet mod danskheden. På et tidspunkt følte amtmand Helzen sin stilling truet af familien. Jürgensen ville heller ikke uden videre overlade posten som sognerådsformand til sin efterfølger. Han måtte trues med bøder. Som oprørs – soldat måtte man ikke uden videre forlade sognet. Men det var familien Jürgensen lige glade med. Det kostede straf. Men det ville familien ikke finde sig i. Så var det godt, at et familiemedlem var advokat i Tønder. Men den klage, som han udformede kostede hans job.
En af de få tyske embedsmænd, som man savnede
Gehejmeråd Christian Jacob Jürgensen fra Husum er født den 6. marts 1838 i Stubbæk ved Aabenraa. Han var indvalgt i den preussiske landdag. Han var aktuar i Toftlund (1864 – 1867). I Rødding var han amtsdommer fra 1867 – 1880.
Han var blevet kendt for det tillidsfulde forhold, han havde til lokalbefolkningen. Han var en af de få tyske embedsmænd, som folk savnede, da han havde forladt stedet. Hans bortrejse fra Nordslesvig blev savnet.
Dårlig forhold til Gustav Johannsen
I Landdagen var hans forhold til de danske nordslesvigers repræsentant Gustav Johannsen imidlertid den værst tænkelige. Grunden hertil var oprigtig en misforstået udtalelse af Gustav Johannsen om hjemmetyskere. Og den fjendtlige holdning varede ved.
Godt forhold til H.P. Hanssen
H.P. Hanssen søgte derimod at vinde Gehejmeråd Jürgensen og bruge ham i sin politik. Det lykkedes så godt, at Jürgensen i årene efter 1902 blev en vigtig støtte for de danske repræsentanter i deres kamp mod det preussiske bureaukratis groveste overgreb mod danskheden i Nordslesvig.
En historie om en bortløben kvie
Engang fortalte Jürgensen til H.P. Hanssen om oprindelsen til sin ”tyskhed”. Hans far var blevet bevidst danskfjendsk, fordi amtmand Heltzen i begyndelsen af 1850erne uretmæssigt havde beskyldt ham for tyveri af en bortløben kvie.
Den ansete, ærekære bonde besluttede efter dette at sende sønnen på latinskole i Glückstadt for at give ham en ren tysk uddannelse. Som så mange andre tyskere i datiden har Jürgensen dog med denne barndomserindring åbenbart ville pege på, at det danske styre i Slesvig i årene 1850 til 1864 også haft problemer.
Men spørgsmålet er så om Jürgensens kritik af amtmanden har sin rigtighed. Det kigger vi lige på.
Ensted Sogns vigtigste oprører
Gårdmand Boy Jürgensen i Stubbæk støttede det Slesvig – Holstenske oprør fra begyndelsen i 1848. Han var opgørets ivrigste talsmand i Ensted Sogn. Hertil var han uden tvivl blevet ansporet af de nærmeste pårørende.
Hans ældste bror, Christian Jürgensen, havde studeret jura i Kiel. Han tilhørte nu som advokat i Tønder, den tyskdannede akademikerstand i Hertugdømmerne. Han døde i Tønder i 1849 midt under oprøret i 1849.
Sådan skrev Gehejmeråden i sit sidste leveår om ham.
Dræbt af dansk kanonbåd
En anden bror, Jacob Jürgensen, var også en ivrig Slesvig – Holstener. Efter at have været til søs i sine unge år, overtog han Skelbæk Teglgård ved Aabenraa Fjord. Her blev han desværre ramt af et dødbringende skud fra en dansk kanonbåd ude i fjorden, da han en dag i 1849 gik på en mark uden for sin ejendom.
Advokat i Tønder
Den yngste bror, Jürgen Jürgensen, havde ligesom den ældste studeret jura i Kiel. Efter endt studium var han en tid advokat i Nibøl. Efter den ældste brors død i 1849, overtog han dennes virksomhed i Tønder.
På grund af hans politiske holdning fratog de danske myndigheder ham hans advokatbestalling i 1852.
Derefter blev han sagfører i Wolgast i Pommern, indtil han i 1864 kunne vende tilbage til hjemstavnen. Han blev amtmand over Aabenraa Amt indtil 1865. Derefter kom han til Appelretten i Flensborg og senere til Kiel. Han døde i 1880.
Sognefoged i Ensted Sogn
Som medlem af dette ivrigt tysksindede miljø har Boy Jürgensen i Stubbæk naturligvis været selvskreven til at indtage en ledende stilling i Ensted Sogn efter oprørernes udbrud.
Allerede den 29. maj 1848 udnævnes han da også af den provisoriske regering som sognefoged. Han bestred denne stilling, så længe de Slesvig – Holstenske myndigheder sad inde med magten.
Sønnen – ivrig oprørssoldat
Hans ældste søn, Jürgen Christian Jürgensen, der i Oprørsåret var en snes år gammel, deltog i krigen som soldat i Oprørsarmeen.
Frataget sogneråds – embedet
Amtmand Heltzen fra hvem disse linjer stammer, fratog straks i 1850 Boy Jürgensen hans rettigheder som sognefoged, da
Boy Jürgensen protesterede forgæves:
Den nye sognerådsformand
Til sognefoged udpegedes nu gårdmand Peter Hansen Petersen i Sdr. Hostrup:
Som tak for sin indsats under Treårskrigen blev Peter Hansen Petersen allerede i 1851 udnævnt til Dannebrogsmand. Han var sognefoged i Ensted indtil 1862.
Ville ikke aflevere regnskab
Efter sin afskedigelse som sognefoged indtog Boy Jürgensen en trodsig, stejl og vrangvillig holdning over for de danske myndigheder.
Først efter en trussel om bøde følte han sig foranlediget til at aflevere sognets regnskaber til sin efterfølger som sognefoged. Allerede året efter prøvede han sammen med sin meningsfælle møller, Hans Lautrup på Laksemølle og en fattig enke i Styrtom på at undslå sig for i lighed med de andre beboere at yde bidrag til opførelse af et nyt jordemoderhus. En stævning til at give møde på Amtshuset blev resultatet.
Måtte ikke forlade sognet – tog til Kliplev Marked
Det værste sammenstød mellem amtmand Helzen og Boy Jürgensen gav hans ældste søn, Jürgen Christian Jürgensen dog anledning til.
Som hjemsendt ”Insurgentsoldat” stod han under polititilsyn. Han måtte ikke uden særlig tilladelse forlade Ensted Sogn. Uden at tage det mindste hensyn til dette, tog han den 3. og 4. april 1851 til Kliplev Marked.
Han idømtes derfor 24 timers simpelt fængsel, men klagede til Overjustitskommissionen. På en forespørgsel til Amtmanden svarede denne:
Blev udtaget til dragon
Som følge af Jürgensens forsøg på at omstøde den idømte straf nedlagde amtmanden nu påstand om skærpelse af straffen.
Men kort tid efter blev der holdt session. Her blev den unge Jürgensen imidlertid taget til Kongelig Dragon. Dermed blev han som soldat befriet for politiopsynet. Han henvendte sig derefter til kongen om benådning for den endnu ikke afsonede straf.
Amtmanden ville da også gerne have eftergivet ham straffen:
Amtmand Heltzen forslog i stedet for benådning, at man indtil videre udsatte straffeafsoningen.
Advokaten i Tønder mistede sin stilling
Den unge Jørgensens ”usandfærdige” klage til Overjustitskommissionen var udarbejdet af farbroderen, advokat Jürgensen i Tønder. Han havde desuden anklaget amtmand Heltzen, bormester Lunn, postmester Moltke og postholder Hansen i Aabenraa for uretmæssig embedsførelse.
Heltzen opfordrede derfor Overjustitskommissionen til ikke at forny hans advokatbestalling. Han ønskede i hvert fald Aabenraa – Nord – og Sønderborg Amter undtaget fra hans virkekreds:
Som allerede nævnt mistede advokaten i Tønder kort efter denne begivenhed sin advokatbestalling.
Et bittert had mellem Amtmanden og familien Jürgensen
Mellem amtmanden og den Jürgenske familiekreds herskede der nu bittert had. Spiren hertil var lagt i samme øjeblik, Boy Jürgensen mistede sine rettigheder som sognefoged.
Sønnens opsætsighed og trods mod øvrighedens bestemmelser blev støttet af familien og uddybede hadet til den danske amtmand. Det synes dog ikke grund til at bebrejde amtmanden noget i hans optræden.
Han tog til at begynde med så lemfældigt på sagen, som det var ham muligt. Først da unge Jürgensen prøvede at sværte ham til hos de højeste instanser, frarådede han mildhed af frygt for, at det kunne bestyrke Familien Jürgensen i deres trods.
Kvierne græssede på landevejen ved Stubbæk
Historien om kvien, er nok ikke helt korrekt, som gehejmeråden tillægger den i sin fremstilling.
I efteråret 1852 idømtes Boy Jürgensen ganske vist en bøde, fordi noget kvæg, som tilhørte ham, var brudt ud af en mark. Det havde græsset på landevejen ved Stubbæk.
Men andre begivenheder havde da allerede brudt broen af mellem Boy Jürgensen og amtmand Heltzen. Den senere Gehejmeråd sendtes derfor efter sin konfirmation i foråret 1853 med fuldt overlæg på tysk Latinskole.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk ideholder 124 artikler om Det Gamle Aabenraa og Omegn, herunder:
www.dengang.dk indeholder mindst 27 artikler om 1864 og De Slesvigske krige, herunder:
Februar 10, 2017
Historisk vandretur fra Torvet i Højer
Denne gang går vi en tur på Torvet og i Søndergade. Advarsel, der vil flere gange forekomme sønderjyske sætninger. Revolutionen foregik på Centralhotellet. Der var et lokale på Torvet, hvor Sprøjten holdt i den ene side og ligvognen i den anden ende. Vi skal besøge Æ stormklok. Og hos Falle fik du en røget ål, når du købte en cykel. Og så var det Ohlsens hotel, hvor Æ Feuerwehr holdt efterslukning. Carl Hoegh var en rigtig spøgefugl. Højer Kino blev etableret allerede i 1921 med en pianist. Så var det Fiddes Sporvogn. Soldaterne fra Tønder kunne købe cigaretter og slik, inden de skulle på skydeøvelse. Vi besøger Fleischbeshauer Jensen og gadefejer Johan Wilhelmsen. Man sendte bud efter Eckholdt i stedet for dyrlægen. Og så var det den lokale fostermor og opråber Karl Færch.
Vi starter å æ Mærkensplads
Vi fortsætter vores historiske gåtur i Højer. Vi skal lige huske, at vi måske nævner bygninger, der for længst er revet ned. I øjeblikket sker dette hvis ret hurtigt i byen. Og måske dvæler vi lige lidt længe i enkelte ejendomme. Men det er for at for at få livet frem i det gamle Højer.
Og vi starter fra ”Æ Mærkensplads”. Men egentlig har vi allerede i vores artikler skrevet en del om Torvet, som også uvist af hvilken grund blev kaldt for ”Æ bjerg”. Det er jo ikke særlig højt her.
På et tidspunkt var torvet fuldt af runde huller, som børnene have lavet til brug for deres spil med ”nøbbelser”. Ja nogle kaldte det også for ”løbbelser”.
Revolutionen foregik på Centralhotellet
Her var samlingspunktet for omegnens folk, landmænd, håndværkere, tjenestefolk og arbejdere. Det var især efterårsmarkedet den 3. torsdag i oktober, der var et tilløbsstykke. Dyrene var i den nordlige ende af Torvet, og der var trængsel på disse markeder. Disse markeder fortsatte op i 1940erne.
Og det var også her på Centralhotellet, at revolutionen i Højer fandt sted. Det var også her ved kirkegårdsmuren en mørk september aften, der holdt en lastbil med danske gendarmer over ved kirkegårdsmuren. De var blevet hentet af tysk militær. De havde nok ikke forestillet sig at ende i en tysk KZ – lejr.
Egentlig burde vi skrive om kirken, men det har vi skrevet om i andre artikler. Husker min Opa’ s begravelse. Der var blomster hele vejen ude fra Ny Frederikskog her til kirken.
Hotel Sylt
Og det har vi også om Hotel Sylt. Og her havde det tidligere ligget et gæstgiveri ”Fährhaus”. Dengang Anders Nissen ejede Hotel Sylt var der liv og glade dage her på hotellet. Her var også billard og dilletant – optræden.
I 1915 overtog Ebbehark Jordt stedet. Der blev udvidet og Jordt blev også udnævnt til kongelig vejer. Her var både en kreatur og en vognvægt.
I 1948 blev ”Sylt” overtaget af Tom Juhl, der gjorde et stort stykke arbejde med at trække turister til Højer. I 1966 solgte han hotellet. Og den hæderkronede kro forfaldt i folks anseelse. Ja man talte om, at det var en ”bule”. Mange protesterede over dens tilstedeværelse. I 1978 blev den nedrevet.
Sprøjte i den ene side – ligvogn i den anden side
Man kan undre sig i dag over, at der var plads til et så omfattende sted. Men så vidt jeg husker gik det langt ud på den nuværende Banegårdsgade.
I torvets nordøstligste hjørne var der et sprøjtehus, hvor ”Feuerwehr” havde sprøjte og andet materiel. I den anden ende var der plads til ligvognen. Og begge ting har vi også tidligere beskæftiget os med.
Æ Stormklok
Ved torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved den nordlige ende af torvet. Der byggede han et bageri. Det kaldtes ”Æ Stormklok”. Måske var det, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Dette hus blev revet ned omkring år 1900.
En cykel og en røget ål
Torvet 9 tilhørte Falle Simonsen, som vi tidligere har omtalt i mange artikler. Han kom til Tønder som 19 – årig. Han startede som staldkarl på Hotel Sylt. Jo Falle var en festlig fyr. Han kom også ude hos min Opa ”u i æ Kog”.
Hvis du købte en cykel hos ham fik du en røget ål med i købet. Hvis du skulle besøge Falle og Magda inde i privaten, skulle du passe på ikke at falde over cyklerne.
Ohlsens Hotel
På det sted, hvor Torvet 7 ligger i dag, lå Tinghuset. Her havde Birkeretten med Birkedommeren i spidsen sæde. Han var tillige herredsfoged i Højer herred. Jeg ved ikke, om man stadig kan se skampælen ved kirkegårdsmuren. Højer beholdt sin birkeret indtil 1864.
Ja åbenbart har birkeretten haft lokaler i en stråtækt kro, der holdt til her. Men det gamle hus måtte vige pladsen grundet brandmyndighederne.
Her var også i mange år Banhofshotel. Det blev senere til ”Ohlsens Hotel”. Det blev på et tidspunkt ejet af tre søstre. Når Feuerwehr havde brandøvelse, så sluttede de i en periode altid her. Og så sang de en sang ”Immer an der Wand entlang”. Men børnene hos den ene af søstrene måtte ikke synge sangen på grund af teksten.
Peters Kro
På et tidspunkt blev kroen ejet af Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte stedet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens passede hans kone kroen. Hun blev kaldt for Mutti.
I 1969 blev Jens Lyhne Kristensen ejer af kroen. Den fik en tiltrængt og gennemgribende restaurering og blev omdøbt til Hotel Højer. Men kroen blev solgt til en andelsboligforening.
Højer Pølse
Torvet 6A – D er bygget af Carl Hoeg, farver og landmand. I nummer 6A har slagter Müller haft sin butik. Den flyttede til Søndergade. Her har maler Sørensen haft forretning, og den er også blevet ejet af Falle Simonsen.
Midde Boysens gamle gård kræver en nærmere omtale. Ved siden af slagterens butik lå det sidste ishus. Og Müller er jo kendt for de berømte Højer Pølser.
Søndergade
Vest for Søndergade 1 har der ligget enlænget, stråtækt gård som har tilhørt Carl Hoeg. Han var en velhavende landmand, der tillige var farver. Farveriet har været i eller i forbindelse med slagter Müllers stuehus. Her farvedes det garn, som blev spundet at især fåreavlernes koner. Det meste af garnet blev derpå vævet af ni professionelle vævere, der dengang var i Højer.
Carl Hoeg – en spøgefugl
Carl Hoeg var en stor spøgefugl, der drillede folk, når han kunne komme af sted med det. En dag, da der var det fineste høstvejr, havde han lejet alle de arbejdsfolk, som de andre bønder brugte i høsten. De skulle sidde hele dagen på en stol på torvet og intet foretage sig. Hoeg betalte deres løn. Mad og drikke lod han bringe til dem fra et hotel.
En dag, da den stærkt dansksindede apoteker Nagel havde fødselsdag, betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham.
Men Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag, stillede en flok drenge ved hans hus og sang en dansk sang for ham.
Højer Kino
Hotelejer Jordt købte i 1921 Carl Hoegs gård. Han byggede et to etagers hus med tegltag. I den østlige ende indrettede han Højer Kino. Her havde det til huse indtil 1957. Han havde tidligere vist film på Hotel Sylt. Nu havde byen fået en fast biograf. I begyndelsen drejede operatøren filmen med håndkraft. Disse filmaftner var ikke så regelmæssige. Derfor blev de bekendtgjort af ”Æ Klokmand”. Ja sådan hed byens offentlige udråber.
I stumfilmens dage sad en pianist bag ved en sort skærm og spillede klaver. Der var plads til cirka 125 personer. I den bagerste ende af salen var der et ophøjet logeparti.
Jordt drev selv biografen, så længe der var publikum til stumfilm. Fra begyndelsen af 1930erne lejede han den ud til en rejsekino, der til hver forestilling medbragte tonefilmsmaskiner.
Fra 1946 drev Nicolaus Jensen ”Højer Kino” der som skrevet blev nedlagt i 1957, da han startede Højer Bio i Østerende 2.
Men høvringerne var flittige gæster i Kino i Søndergade, ikke mindst under krigen, da der ikke var så mange adspredelser. Enkelte overværede faktisk hver forestilling.
Tysk skomagerværksted
I 1966 købte gartner Asmus Lützen, Søndergade 5. I 1987 solgte hans enke det til slagter Andreas Müller. Han rev det ned og opførte garager og lagerbygninger på stedet.
Søndergade 7 var oprindeligt bygget som landbrugsejendom, men omkring 1907 nedsatte Søren Lützen sig der som snedker. Under Første Verdenskrig var han soldat i Rusland, og da havde tysk militær skomagerværksted i huset.
Tre søskende i rad og række
Endnu i 1918, da sønnen Wolf kom i lære hos sin far, havde de ingen maskiner. I 1920 fik de en båndsav og en maskinhøvl. Men først i 1934 blev det store værksted bygget. Lützens var tyske. Men Søren sagde om sig selv, at han var dansk til halvtreds.
I 1942 overtog Wolf Lützen firmaet. Han første det videre i den Lützenske ånd. Der blev også lavet ligkister på værkstedet. Wolf var i mange år, bedemand.
I Søndergade 7,9 og 11 boede i 1920erne tre søskende Lützen. I nummer 7 var det Søren, i nummer 9, hvorfra familien stammede, hans søster Marie, gift Frandsen. I nummer 11 var det deres søster Cathrine Erichsen, hvis mand havde været rebslager. Hans reberbane gik fra nummer 7 mod sydvest ned til hjørnet af Kogsgade og Ved gamle Dige.
Fiddes Sporvogn
Da Fidde Eckholdt havde solgt Skolegade 17, flyttede han og hans kone Nelly ind i Søndergade 9, der var hendes hjem. Helt op i sin høje alderdom havde han stadig et par heste. I nogle år, kørte han ved fåremarkeder byen rundt med ”Fiddes Sporvogn”, hestetrukket naturligvis.
Æ Burg
Over for Søndergade 9, i haven til Skippergade 2, lå engang et stråtækt hus med storkerede på østgavlen. Det lå ret højt. Der var trappe op til det med jerngelænder. Ud mod gaden var der en kampstensmur. Det var muligvis derfor at huset blev kaldt ”Æ Burg”. Det var efterhånden blevet en del forfalden. I 1925 blev det revet ned. Der var to lejligheder i huset. Den tre meter dybe vindebrønd, der stod ved østgavlen, var beboerne fælles om.
På hjørnet af Kogsgade, Søndergade 13, senere Kastanjehuset har det været gartnerforretning med indgang under kastanjetræet.
Stormflodsudstilling i tidligere cafeteria
På det modsatte hjørne af Kogsgade i Søndergade 15 har der oprindelig været landbrug i den østre ende med ajlekule ud til Korsgade. Her har Hans Bossen haft cykelværksted og derpå isenkramforretning. Han kørte også lejebil.
Da der i 1950 for anden gang blev oprettet en brugsforening i Højer, lejede den sig ind hos Bossen. Efter at den i 1962 var flyttet op i Skolegade 8, var der i nogle år cafeteria på hjørnet.
I 1976 lejede sparekassen lokalerne og startede en stormflodsudstilling. Den fik senere plads på Højer Mølle. Der har hvis nok også været kunstgalleri på stedet.
Byens største kolonialhandel
I Søndergade 4A, huset lige over for Kogsgade, har der været en købmandsbutik. Den første indehaver var Asmus Petersen, som byggede huset. Med sine fem døtre var han en værdig svigerfar i byen. Efter ham havde Hans Pørksen i mange år forretningen.
Det var byens største kolonialvareforretning. Pørksen handlede også med gødningsstoffer og uld. Og så bestyrede han en filial af handelsbanken. Han var en dygtig købmand, førte gode varer og holdt lave priser. Hans kunder på landet betalte nogle gange deres regninger med uld og gæs ved juletid.
Gæs og bøndersmør
Hvis gæssene ikke blev afsat måtte familie Pørksen spise gåsesteg lang ind i det nye år. Tidde ude fra æ kog kærnede selv smør, dom hun leverede til hans Pørksen. Det blev solgt som ”bøndersmør”.
Jo han beherskede dialekten til fulde. Han kunne finde på og sige til lærlingen:
Efter Hans Pørksen førte Claus Damberg og senere Mathias Stokbæk i nogle år forretningen videre. Siden har butikken været brugt til forskellige formål.
Soldaterne kunne købe cigaretter og slik
I Søndergade 4B, det smalle hus, der ligger helt ud til fortovet, havde Hanne Brodersen sin butik med tobaksvarer og slik. Hun var enke efter den snedker, der havde boet i Postgade 10. Hun havde sammen med sin mand bestyret sygehuset, Søndergade 33.
Når soldaterne fra Tønder Kaserne tog med toget til Højer for derpå ad diget over Emmerlev til skydebanen ved Stampemølle, pakkede hun sin lille blå trækvogn og trillede ned til stationen, hvor hun slog sit bord op. Så solgte hun slik og cigaretter til soldaterne.
Thomas Jensen havde tobaks – og radioforretning i huset. Han havde arbejdet med radio fra hans spæde barndom. Uden at have lært faget fulgte han med i det, så han til enhver tid var meget kyndig på området.
Fleischbeschauer Jensen
Søndergade 17 blev ejet af Fleischbeschauer Nicolai Jensen. Han sad for kødkontrollen vedrørende de dyr, der blev slagtet både i slagterhusene og ved hjemmeslagtning. Huset kaldtes af gamle høvringe for ” æ Fleischbeschauers Haus”. Det blev senere overtaget af Tæppefabrikken.
Gadefejer Johannes Wilhelmsen
I det lille, hvide hus i haven bagved boede Johannes Wilhelmsen, der var gadefejer. Han drog byen rundt med kost og skovl. Så havde han også et lille hvid tohjulet vogn. Han sagde altid:
Han sørgede også for, at de få kloakbrønde i byen fungerede. Han kunne blive helt balstyrig, hvis drengene lagde grene og snavs på risten ved sydenden af Skolegade. Så løb regnvand m.v. over og ned i hans have. Og dette vidste knægtene jo udmærket.
Vest for nummer 17 går vejen ned til Kommuneskolen (1906 – 1964) forbi Tæppefabrikken. Og Tæppefabrikken har vi tidligere skrevet om.
Det tidligere sygehus
Sydøst for skolepladsen ligger det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkerlavet en opfordring til flækkebestyrelsen, om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejdede i Højer, fordi disse i sygdomstilfælde ikke kunne blive indlagt på sygehuset i Tønder.
I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varmstue i fattighuset, men at der snart ville blive bygget et sygehus i byen.
Det var dog først den truede koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træbarak i fenne nummer to ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset.
Den havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger. Bestyreren var samtidig ligkistesnedker. Det må have været beroligende at vide for patienterne. Sygehuset blev mærkeligt nok nedlagt under Første Verdenskrig og solgt til andet formål. I 1923 købte fabrikant A.R. Kjærby, Højer Tæppefabrik, ejendommen, som derefter i hovedsagen blev brugt til beboelse.
Men i mange år kunne man lejlighedsvis skimte orden ”Krankenhaus” over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev at kalde bygningen ”sygehuset”.
Hellere Eckholdt end dyrlægen
Fra seminariet går vi igen op til Søndergade og drejer ned til venstre. Huset på hjørnet, nummer 23, hørte også til Tæppefabrikken.
I nummer 25 havde Hans Eckholdt landbrug med mødding, og hvad der ellers hører med. Han var desuden glaser (glarmester). Han desinficerede værelser efter smitsomme sygdomme. Hvis husdyr blev syge, sende man ofte hellere bud efter Eckholdt end efter dyrlægen. I begyndelsen af 1930erne solgte han huset til Kjærby. Her indrettede Tæppefabrikken kontor.
Den lokale fostermor
Søndergade 27 tilhørte Jens Hansen også kaldet Jens Amerika. Han fortalte gerne om den tid, han havde været derover, og det var måske lige lidt overdrevet, derfor fik han tilnavnet. I huset var der et øldepot, som han drev sammen med Johannes Brodersen. De bragte øl ud på landet i et enspænderkøretøj. Men man kunne også selv hente øl derinde.
Indtil efter Anden Verdenskrig foregik praktisk talt alle fødsler i hjemmet med bistand af den lokale fostermor (jordemoder). I en årrække var det fru M. Nielsen, der boede Søndergade 29. I 1925 byggede hun og hendes mand, Ballumvej 12 og flyttede derop.
Kommunen købte huset i Søndergade, hvor der blev lærerbolig, beboet af Hans Brockmann, indtil han i 1934 blev leder af den tyske skoleafdeling og flyttede ned på skolen. Jordemoderens datter undgik naturligvis ikke at blive kaldt Anna Fostermor.
Offentlig toilet og fællesvaskeri
På hjørnet af Søndergade og Møllegade nummer 31, boede der før Første Verdenskrig Fedder Nielsen. Han havde landbrug og havde sine køer fående i en toft syd og sydvest for huset, hvor den nyeste del af Tæppefabrikken kom til at ligge.
På markedsdage var der kro i huset, måske også uden for disse dage, men det var bestemt et af de ydmyge steder. Den næste ejer var Hans Carstensen, men han solgte til tæppefabrikken og byggede i stedet ejendommen Slusevej 1.
Der, hvor der senere var parkeringsplads mellem Søndergade og Storegade, har der ligget to stråtækte huse med deres haver. De brændte sammen med flere huse i 1949. Her var også et offentligt toilet og et fællesvaskeri.
I Søndergade 6 har farver Christensen boet. Han drev farveriet i Søndergade 1, som Carl Hoeg havde grundlagt.
Opråber Karl Færch
Søndergade 10 var to sammenbyggede huse. I den østlige del boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene.
Han gik sin udråberrute efter behov. Han stod stille bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:
Når sangforeningen havde dans på Hotel Sylt, var Karl Hansen balinspektør med hvide glacèhandsker. Han sørgede for, at der kun kom et bestemt antal par på gulvet. Når Heinz Asmus og Siegismund m.fl. svang deres damer i fejende vals, så skulle der plads til.
Børster og Antikvitetshandler
I den vestlige ende af nummer 10 boede børstenbinder og antikvitetshandler Peter Knudsen Hansen. Han og hans kone bandt børster i køkkenet, og ”butikken” var på loftet inden for det lille kvistvindue.
De har også bundet børster til bonevoksfabrikken.
Når Peter Knudsen kørte rundt og solgte sine varer, støvede han samtidig antikviteter op, og han havde øjnene godt med sig. Hos en ældre kone i Skast fik han øje på en gammel lampe:
Og så byttede de. Det var ingen tvivl om, at Peter gjorde en god handel.
En lærlinge – spøg
I Søndergade 12 havde vi Kiers Gård, som vi har omtalt i en artikel for sig selv. Da noget af taget på Kiers gård ved en tidligere lejlighed skulle tækkes, sagde tækkermanden til en drenge, der hjalp ham:
Drengen løb hen til Peter Beier, der uden tøven svarede:
Så måtte drengen videre på farten.
Fra Hans Pørksen hen til Ohlsen & Co, hvor bogholderen ved at slå op i hovedbogen konstaterede, at apparatet befandt sig hos maskinhandler Lützen i Daler. Så måtte drengen hjem efter sin cykel. Men her fik hans mor sat en stopper for det videre forløb. Dette var en almindelig spøg at sende smedelærlingen i byen efter kørnerprikker.
I Andersen & Nissens Boghandel i Tønder sendte vi den nye lærling hen til Jefsen for at købe en papirstrækker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 7, 2017
Besættelsestiden – det har vi måske glemt
Det er ting, vi gerne vil springe over, ignorere eller bare glemme. Der blev indført tvangslove, der skadede arbejderne. ”Churchill var en farlig mand” ja sådan kun man læse i Politiken. Hitler var glad for et dansk initiativ med industri i østrummet. Der kom en F.L. Schmidt cementfabrik i Kunda. De brugte KZ – fangere. Grønlandske fangere skulle tvangsflyttes. Det blev indført censur på 300 blade. Soya stak Eskelund et par flade. Danmark sendte masser af tyske politiske flygtninge retur. Røde enker fik ingen hjælp Vi blev allieret med Italien og Tyskland. Arbejdsløse kunne tage til Tyskland for dagpenge fik de ikke. Det danske bidrag til tysk rustning var 250.000 mand. Våben fra Sverige og England til modstandsbevægelsen landede hos militæret. Den danske general skridtede Frikorps Danmark af. De frivillige blev straffet med tilbagevirkende kraft. Og så var der et ustraffet angreb mod det danske folkestyre.
Tvangslove, der gik ud over arbejderne
Der er mange paradokser, når vi kigger på Besættelsestidens historie. Det er ting vi glemt, gerne vil springe over, ignorere eller bar har glemt.
Allerede den 8. maj 1940 blev der indført tvangslove, som gik ud over arbejderklassen. Det skete i form af ophævelse af pristalsreguleringen, totalt lønstop, forbud mod strejker, tvungen voldgift, tvangsarbejde til underbetaling, arbejdsdeling og en lønskat.
Det kunne have gået helt galt
Og allerede fra starten indledtes der et tæt samarbejde, og det var så tæt, at hvis det havde udviklet sig så kunne Danmark været blevet slettet af Europa – kortet. Her tænkes på:
Det startede sådan set, da cementkongen Gunnar Larsen fra F.L. Schmidt blev trafikminister.
Forbavselse og beundring
Så var det jo også lige Scavenius, der i sin tiltrædelsestale, som den samlede regering havde godkendt sagde:
Churchill er en farlig mand
Samme dag, som Scavenius blev udenrigsminister nedlagde han sin post som bestyrelsesformand på Politiken. Det var ham, der forlangte, at bladets chefredaktion skrev en lederartikel den 28. april 1940 som med overskriften ”Churchill er en farlig mand” hyldede tyskerne og rejste voldsom kritik af England og dets ledere under Anden Verdenskrig. I løbet af få dage mistede Politiken 15.000 abonnenter.
Danmark vil samarbejde økonomisk
Ni dage efter at Scavenius kom til magten blev ministeriets øverste chef direktør Otto Mohr og Danmarks gesandt i Tyskland, kammerherre Herluf Zahle sendt til det tyske udenrigsministerium med en erklæring. Den fortalte, at Danmark ville drøfte fremtidig økonomisk samarbejde på det økonomiske område. Erklæringen kom helt bag på tyskerne.
Ingen Told – eller Møntunion
12 dage efter, den 30. juli stod tyskerne klar med et fuldt færdigt forslag til told – og møntunion mellem Danmark og Tyskland. Forslagets paragraffer afslørede, at Danmark var færdig som nation. Landet ville simpelthen blive et tysk protektorat, hvor al udenrigspolitik, handelspolitik og erhvervspolitik blev overtaget af tyskerne. Kronen skulle erstattes af den tyske Mark. Aftalen sluttede med, at der skulle nedsættes en særlig kommission med tysk flertal, der skulle afgøre tvivlsspørgsmål.
Men det blev for meget. Den 23. august 1940 blev det et nej. Og det var ham, der havde støbt kuglerne til forslaget, trafikminister Gunnar Larsen, der måtte overbringe tyskerne danskernes nej. For nu ikke at ødelægge den gode stemning, blev det dog nedsat en dansk – tysk udvalg, der skulle undersøge mulighederne for et økonomisk samarbejde med tyskerne.
Hitler var glad for det danske initiativ
Efter tyskernes overfald mod Sovjetunionen den 22. juni 1941 øjnede erhvervsledere og storlandbruget nye muligheder. En af de ivrigste var Gunnar Larsen. Han så mulighederne få at få fingrene i en tidligere dansk cementfabrik i Kunda i Estland. Den 8. juli 1940 var han tiltrådt som trafikminister. Men egentlig styrede han stadig F.L. Schmidt – koncernen selv om han sad i regeringen.
Hitler var glad for det danske initiativ. Og fra dansk side talte man, om et Sibirisk Kompagni, der skulle have koncessioner på skovbrug, landbrug og minedrift i de baltiske områder. Danske topledere bed på maddingen. De nedsatte et arbejdsudvalg uden om regeringen. Der var tætte forbindelser til Udenrigsministeriet og Trafikministeriet.
Det var ikke meningen, at der skulle spilles med åbne kort. Man var bange for at pressen fik kendskab til initiativet.
I et helt år havde den danske befolkning ikke fået noget som helst at vide, om forbindelsen mellem danske koncernchefer og Hitler for at genopbygge de tyskerobrede områder i Østeuropa og Sovjetunionen.
Cementfabrik i Kunda og Ukraine
F.L. Schmidt – koncernen fik sin cementfabrik og gratis arbejdskraft. Tusinder af slavearbejdere, hovedsageligt jøder og sigøjnere, der boede i tyfusbefængte barakker skovlede penge ind til koncernen. Længe benægtede F.L. Schmidt fakta. I1999 blev der oprettet en fond, der skulle sikre de overlevende.
I efteråret 1942 kom det private udvalg under udenrigsministeriet. Under rejser til Berlin som trafikminister Gunnar Larsen foretog sammen med udvalgsformand Thorkild Juncker, blev der truffet aftale om eksport af insulin til F.L. Schmidts datterselskab Novotrade og om etablering af cementfabrikker i Ukraine.
Direktør Thorkild Juncker var formand og leder af ØK og Aarhus Oliefabrik. Han var kendt for nazistiske sympatier.
Grønlandske fangere skulle tvangsforflyttes
Den aftale, som man fik i stand, betød, at der ikke skulle betales med penge, men med varebytning. Danskerne skaffede lastbiler og skibe til de nyerobrede områder. De skulle også fremskaffe arbejdskraft. Således lovede man fra dansk side, at grønlandske fangere skulle tvangsforflyttes fra Grønland til Estland og sættes ind i Pernnauerbugten.
Forslaget var grotesk. Grønland var jo nærmest den 9. april 1941 blevet foræret bort til USA af den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann.
Jødiske agenturer
Forhandlingerne mellem Thorkild Juncker, Gunnar Larsen og tyskerne blev ledet af den specielle Jøde – udrydder, Alfred Rosenberg. Juncker foreslog, at man skulle arbejde på ”Jødiske Agenturer”.
Da krigslykken for alvor vendte i starten af 1943 svandt udvalgets aktiviteter ind. Den 29. august 1943 lukkede butikken. Efter besættelsestiden blev ingen straffet for disse aktiviteter.
Geværbørster på ”en utilbørlig måde”
De to eneste, der blev straffet og dømt efter 1945 var Gunnar Larsen og Niels Erik Valdemar. De havde begge været direktører for Hans Olsens Børstefabrik. De leverede geværbørster til tyskerne ”på utilbørlig Maade”
Gunnar Larsen blev også anklaget for at have ydet økonomisk støtte til ”det med besættelsesmagten samarbejdende dagblad ”Fædrelandet”.
Men Gunnar Larsen blev dog straks frikendt og rejste i eksil i Irland.
Censur på 300 dagblade
Lederen af Udenrigsministeriets pressebureau, Karl Eskelund blev bedt om, at lede censuren af de godt 300 dagblade, der dengang udkom i Danmark. Dertil kom alle bogudgivelser, opførelse af skuespil på alle landets teatre, revytekster, radioens udsendelser og meget mere.
Han skulle sammen med sin stab af ansatte i det statslige bureau holde øje med, at der ikke kom oplysninger ud, der kunne genere Værnemagten i Danmark.
Dette er en klar overtrædelse af Grundlovens paragraf om Ytringsfrihed. Og der blev endda konstrueret en provisorisk presselov og et cirkulære med straffebestemmelser, der indeholdt fængsel, bøder og beslaglæggelser. Ja man kunne få helt op til tre års fængsel.
Man måtte ikke fortæller, at der var miner i Østersøen, og man måtte ikke bringe vittigheder om tyskerne. Berlingske Aftenavis fik i 1943 en bøde på hele 1.000 kr, fordi de talte om kødrationering. Villige chefredaktører havde bøjet sig for besættelsesmagtens krav om censur.
Ingen tjenestemandssag
Lige efter besættelsestiden blev der rejst krav om, at Eskelund skulle stilles for en tjenestemandsdomstol. Auditøren for denne domstol afviste imidlertid at rejse sag.
Soya gav Eskelund et par flade
Det går også en historie, om at forfatteren Soya i sommeren 1945 havde mødt Eskelund på et værtshus i København. Han havde stukket Eskelund et par flade, fordi han mente, at Eskelund var skyld i, at han måtte 60 dage i fængsel i 1942 for manuskriptet til bogen ”En gæst”.
Kort tid efter denne batalje blev Eskelund sendt til New Zealand som generalkonsul.
Tyskland indtager den centrale magt
Den 8. marts 1941 gik statsminister Thorvald Stauning på talerstolen i Studenterforeningen i København. Det var ikke for at tale om studenterpolitik, men for at skitsere Danmarks fremtidsmuligheder efter 11 måneders besættelse:
Stauning: Danmark skal tilpasse sig
Danmark kunne se frem til mere samhandel med Tyskland. Danmark skulle levere landbrugs – og fødevarer – smør, svin, fedt og heste – til Tyskland for at få brændsel – kul og koks til gengæld.
Opgaven for statsministeren var at sikre det politiske systems beståen, bevarelsen af dansk sprog, kongehus, myndigheder med jurisdiktion, flag og forvaltning. Så måtte Danmark tilpasse sig Tyskland på det handelspolitiske og valutariske områder.
Statsminister Thorvald Stauning var villig til at styrke nazi – Tysklands økonomiske formåen. Han mente at Danmark skulle tilpasse sig:
Befolkningen skulle ikke blande sig i den politiske situation
Statsministeren mente heller ikke, at befolkningen skulle blande sig i den politiske situation:
Danskere til de tyske kulminer
Regeringen havde også efterkommet tyskernes krav om arbejdskraft til de tyske kulminer, ellers ville danskerne ikke kunne få kul. Socialdemokraterne havde et fast greb om fagbevægelsen, der sørgede for at der kommer masser af danske arbejdere til Tyskland. Landbrugseksport og dansk arbejdskraft var to vigtige bidrag til landets tilpasning til ”Det nye Europa”.
Danmark sendte tyske flygtninge retur
Det tyske kommunistparti (KPD) og det tyske socialdemokrati (SPD) blev forbudt i 1933. Mange af deres medlemmer flygtede til Danmark. De politiske flygtninge fik efterhånden følgeskab af mange landsmænd med jødisk baggrund, efterhånden som jødeforfølgelsen tog til. Mange der forsøgte at krydse grænsen blev sendt tilbage til Nazi – Tyskland.
Fra 1938 ønskede tyskerne en mere effektiv afspærring af den 67,6 kilometer lange grænse i Sønderjylland mellem Danmark og Tyskland. Den 24. januar 1938 besluttede regeringen på anmodning af udenrigsminister Peter Munch at indføre visumtvang. Denne visumtvang fik straks konsekvenser. Fra 1. juli til 1. oktober forsøgte 527 tyske flygtninge at passere grænsen illegalt. De 346 blev sendt tilbage i armene på nazistiske myndigheder i Tyskland.
Bevogtningen blev fra dansk side yderligere skærpet. Nu fik grænsegendarmerne ordre til straks at føre flygtningene over grænsen til de nazistiske myndigheder.
Danskere, der skjulte flygtninge blev truet med fængsel
Den 1. marts 1940 blev loven yderligere skærpet. Danskere som havde kendskab til udlændinges illegale indrejse eller ophold kunne straffes med fængsel indtil 6 måneder.
Stauning: Pressen har et ansvar, når de omtaler fremmede magter
Vi har tidligere i denne artikel talt om ytringsfrihed. Men allerede i 1934 havde statsminister Stauning foreholdt pressen, at de havde et ansvar, når de omtalte fremmede magter. I dele af den konservative presse fandtes mange tyskvenlige synspunkter, mens regeringsaviserne Socialdemokraten og Politiken og det kommunistiske Arbejderbladet fortalt om undertrykkelsen i Tyskland.
Tyske flygtninge udgjorde en fare for de tyske tropper i Danmark?
Den 29. maj 1940 stillede Gestapo krav om at dansk politi skulle anholde og internere en række navngivne tyske flygtninge. De var eftersøgte af tyske domstole for højforræderi. De kunne udgøre en fare af den offentlige sikkerhed for de tyske troppe i Danmark, blev der sagt.
De danske løfter om at de tyske flygtninge ikke skulle frygte frihedsberøvelse, som myndighederne havde lovet dem, der var sluppet ind, kunne ikke mere opretholdes. Det var måske ikke overraskende, at tyskerne ville have deres politiske fjender anholdt. Men de danske myndigheder advarede dem ikke.
Flygtninge nu betragtet som kriminelle
De danske myndigheder efterkom tyskernes ordre og med et slag blev flygtningene betragtet som kriminelle. De blev anbragt i Horserødlejren den 23. august 1940. Senere blev de udleveret til tyskerne. De blev idømt fængsel til op mod 15 år og mange af dem endte i KZ – lejre.
Grundloven overtrådt flere gange
Dansk politi anholdt fem gange så mange kommunister, som tyskerne havde præget. Ja egentlig har vi allerede omtalt denne sag flere gange i vores artikler her på siden. Der foregik en intensiv jagt på kommunister og modstandsfolk indtil 29. august 1943. Og man kan nok engang konstatere, at Grundloven blev overtrådt på en række punkter:
Højforræderi
Efter besættelsen i 1945 udarbejdede modstandsorganisationen Frit Danmark en hvidbog om besættelsestiden. Den samlede redaktion på 49 mand og en kvinde var enige om:
Men der blev ikke rejst nogen sag. Ingen embedsmænd, der havde deltaget fik knæk i deres karriere. Ja mange fik top – jobs.
Ofrene for politikernes og myndighedernes grundlovsbrud omfattede cirka 600 personer. Af dem, der blev internerede til Stutthof døde 21 personer.
De Røde Enker fik ingen hjælp
”De Røde enker” organiserede hjælp til dem, der endte i KZ – lejrene. Der var ingen hjælp at hente hos Dansk Røde Kors. Og hos Udenrigsministeriet fortalte embedsmænd, at de ikke kendte noget til en transport med politiske fangere.
Man oprettede Stutthof-Komiteen, der de næste 20 måneder holdt 84 møder.
LO – ledelsen advarede
Den daværende LO – formand, Ejler Jensen havde sendt et brev til alle fagforeninger, hvori han advarede mod ”denne selvbestaltede Komité”, som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.
Da ”De Røde Enker” forespurgte LO – ledelsen, hvad man egentlig havde gjort, fik man ikke noget svar. Senere påstod LO – formanden, at han havde sendt 150 kr. ned til Stutthof svarende til en krone pr. fange.
De Røde Enker henvendte sig til Svensk Røde Kors. De sendte straks adskillige pakker til de danske fanger. Men nu los dig ikke vælte omkuld af træge myndigheder og hjælpeorganisationer.
Vi blev allieret med fascistiske og nazistiske lande
I 1941 var man klar til at Danmark skulle blive allieret med de fascistiske og nazistiske lande, Tyskland, Italien, Japan og Spanien. Forhandlingerne blev holdt i det skjulte. Det var et klart flertal mod tilslutning. Man havde dog ikke givet tyskerne et svar.
Scavenius trak tæppet væk under regeringen ved pludselig at meddele, at hvis det ikke blev skrevet under på pagten, ville han gå af som udenrigsminister. Søndag den 23. november havde Renthe – Fink tiltvunget sig et møde med statsminister Stauning.
Renthe – Fink fortalte, at han var blevet ringet op af udenrigsminister von Ribbentrop. Hvis ikke man tilsluttede sig antikominternpagten omgående, ville Tyskland trække sit tilsagn fra 9. april 1940 tilbage. Det betød, at Danmark ville være i krig med Hitler, og at regering, Folketing og Landsting blev afløst af et nazistisk styre, parallelt med det, der var etableret i Norge allerede i april 1940, da tyske tropper med stor besvær havde nedkæmpet norsk modstand og besat hele landet. Pagten blev derefter tiltrådt.
”Hvis vi angribes af England, skal vi så gå i krig”
Statsminister Stauning bildte mødedeltagerne ind, at den tyske gesandt havde sat sin stilling ind på, at der blev opnået en ordning. Stauning sagde endvidere, at et nej kunne ”indebære politiske Konsekvenser, det gælder Udenrigsministeren og maaske flere Medlemmer”. Her sigtede statsministeren sikkert til Scavenius og Gunnar Larsen.
H.P. Hansen fra Socialdemokratiet stillede et meget vigtigt spørgsmål, som han aldrig fik noget svar på:
– Tiltræder vi og angribes derefter af England, er vi saa forpligtet til at gaa i Krig?
Uro i de københavnske gader – Aviserne tav
I de københavnske gader fandt der voldsomme protestdemonstrationer sted. Tusinder deltog. Politiet slog ned med hård hånd. Knipler kom i anvendelse og mange blev slået ned af ophidsede betjente. Omkring hundrede demonstranter blev anholdt. Men i aviserne stod der intet om den folkelige modstand.
En tilfreds Scavenius
Nøjagtig et år efter, nemlig den 10. november 1942 blev denne pagt nævnt ved Scavenius regeringserklæring, da han blev statsminister:
Det var også protest mod lønninger, priser, sociale nedskæringer m.m.
Folkestrejken eller Augustoprøret 1943 var vel ikke kun en protest mod tyskerne og regeringens samarbejdspolitik med tyskerne. Det var vel også arbejdernes protest over for lønninger, priser, arbejdsløshed, sociale nedskæringer og rationeringer.
I sommeren 1944 var aktionerne endnu større.
Solgt til fordel for koks og kul
Vi har lige kort berørt de danske Tysklandsarbejdere. Den danske imødekommenhed fik tyskerne til hele tiden at stille nye krav med hensyn til antallet. Måske var villigheden fra de danske arbejdere positiv i begyndelsen. Men efterhånden blev der berettet om særdeles hårdt arbejde, lav løn, og elendige bolig – og arbejdsforhold.
De tyske fagforeninger var nazisternes forlængede arm. De danske fagforeningsmedlemmer var helt uden indflydelse. De blev solgt til fordel for leverancer af koks og kul.
Taget både af Gestapo og dansk politi
Og de danske arbejdere fik ”kærligheden” at føle i det tyske. Således blev en 17 – årig dansker sat i spjældet for at have sunget en ”kommunistisk” sang. Desværre stod Gestapo i døren. Det blev takseret til 8 måneder.
Året efter blev han så anholdt af politiet i Århus for at være kommunist, skønt han aldrig havde været medlem. Det var dommen fra Tyskland, der havde fået politiet i Århus til at se røde spøgelser. Først 3 ½ måned senere blev han løsladt, uden undskyldning eller erstatning.
Justitsministeriets øverster embedsmænd afleverede lister til tyskerne med tysklandsarbejdere, der var kommunister.
Tag til Tyskland – ellers får du intet
De Samvirkende Fagforbund tog initiativ til at udsende et fortroligt cirkulære til alle fagforeninger, hvori der blev fastslået, at der skulle lukkes for al understøttelse til de arbejdsløse. Først for ugifte, siden for alle de omkring 200.000, der var helt uden arbejde i 1942 – 43. Det fik tallet på tysklandsarbejdere til at stige voldsomt til 138.000 ved starten af 1943. Det vil sige, at 7.000 arbejdede i den tyske krigsindustri i Norge.
Den hårde linje i arbejdsløshedskasserne medførte, at mange blev tvunget økonomisk til at rejse til Tyskland, hvis de ville sikre deres familiers oplevelse.
Myndighederne lukkede for tyske ”prærievogne”
De danske myndigheder lukkede også øjnene for tyske ”prærievogne” der drog rundt i de københavnske gader for at samle tilfældige mennesker op på gaden og sende dem afsted til tyske fabrikker for at arbejde. Det hed sig, at det var subsistensløse og dagdrivere, der blev udsat for denne hårde metode.
Tysklandsarbejdere var nok ”lidt nazister”
Man har glemt at fortælle, at ca. 49 tysklandsarbejdere døde i tyske fængsler. Efter befrielsen blev dette sorte kapitel gemt af vejen. Begrundelsen var at de fleste tysklandsarbejdere nok var ”lidt nazister”.
Dette glemte man lige at fortælle
Så havde man også lige glemt at fortælle tysklandsarbejderne, at hvis de i stedet tog et højskoleophold, så kunne de slippe for at tage til Tyskland.
Det danske bidrag til den tyske oprustning: 250.000 danskere
Det danske bidrag til Tysklands oprustning under Anden Verdenskrig løber vel op i en kvart million danske arbejders indsats. Det har sikkert været mange familier herhjemme, der har levet i angst og bævet i takt med de allieredes bombardement af de tyske byer.
Vær positiv – ellers ingen penge!
På en konference på Odens Universitet i 1995 blev det røbet, at forskning i besættelsens historie kunne forvente de bevilligende myndigheders positive behandling. Men forudsætningen var at historikerne ”skulle sætte fokus – og et positivt sådan – på samarbejdspolitikken og politikernes indsats for at redde landet gennem besættelsen” (se kildeangivelse).
Våben havnede hos det danske militær
Og den berømte stikkertale af Vilhelm Buhl den 2. september 1942 har vi også været inde på i flere artikler vores hjemmeside. Han forlangte, at danskerne ufortrødent skulle anmelde sabotører til dansk politi. Dette skuffede mange modstandsfolk også efter besættelsestiden, da pludselig igen så ham som statsminister.
Mange modstandsfolk var frustreret over manglende sprængstoffer og våben. Det viste sig at den danske hærs officerer støttet af regeringen havde tilranet sig mange af de våben som englændere og svenskere sendte til Danmark. Politikerne var bange for, at især kommunisterne ville hævne sig, når tyskerne var ude af landet.
Først blev Kryssing fyret på ”gråt papir”
Og så er det spørgsmålet om regeringens støtte til Frikorps Danmark. Syv dage efter at tyskerne havde overfaldet Sovjetunionen lå der en anmodning fra den danske oberstløjtnant Christian Peter Kryssing på regeringens bord om orlov og tilladelse til at lede et ”Frikorps mod Bolsjevismen” som det hed i Kryssings ansøgning.
Det bragte regeringen i en slem kattepine. Fra hærledelsen lå der et forslag om at afvise orlogsordningen. Den 2. juli 194, hvor beslutningen skulle træffes, var udenrigsminister Scavenius forhindret i at deltage i regeringsmødet. Regeringen vovede det ene øje, og afskedigede Kryssing på gråt papir.
Det blev tilladt befalingsmænd og menige til at melde sig
Dagen efter dukkede Scavenius op igen. Han satte hårdt ind for at få ændret beslutningen. Det lykkedes. Regeringen vendte som på en tallerken, blandt andet fordi Scavenius oplyste, at han havde truffet aftale med Renthe – Fink om, at alle officerer, der ønskede at optræde i tysk uniform i SS – underafdeling, Frikorps Danmark, skulle have ret til at træde uden for nummer og dermed få orlov.
For samarbejdspolitikerne var det en beslutning med konsekvenser. Næste skridt blev nemlig, at det blev tilladt alle befalingsmænd og menige at melde sig til frikorpset ”i Kamp mod Bolsjevismen”.
Der måtte ikke lægges hindringer i vejen
Derfor blev der sendt et brev til alle ledere i den danske hær og flåde om, at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for dem, der ønskede at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorps Danmark. Dermed kan man tolke det som regeringen gav grønt lys for officiel hvervning. Med regeringsbeslutningen blev det lovliggjort, som hidtil havde været forbudt.
I september samme år stillede Kryssing krav om, at frikorpset blev motoriseret. Kort efter blev kravet honoreret med en regeringsbeslutning om at stille tusinde lastbiler til den tyske front inde i Sovjet.
Renthe – Finks vigtige notat
Beslutningen er referat i ”Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 13 (1-6 side 139). Her er også refereret et afslørende notat fra den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Renthe – Fink. Han skriver om sagen:
Den danske general skridtede fronten af
Statsradiofonien lagde mikrofon til en hvervetale den 9. juli 1941 af Kryssing. Det gik dog hurtigt op for regeringen, at de var gået for vidt. Vreden i befolkningen voksede. De Frikorpset i efteråret 1942 kom på orlov brød helvede løs.
Ved afskedsparaden var den danske chef for hæren, general Ebbe Gørtz skridtet fronten af sammen med tyske generaler. Det var en handling som tyskerne, betragtede som en stor succes.
Straffet med tilbagevirkende kraft
Under resten af besættelsen udviklede Frikorpset sig til et terrorkorps i Danmark. De skiftede navn under vejs. De 6.000 danskere, der havde meldt sig under nazisternes faner, blev af befolkningen betragtet som landsforrædere. De blev straffet med tilbagevirkende kraft efter besættelsen.
Der blev aldrig foretaget en tilbundsgående undersøgelse, hvilke krigsforbrydelser korpset begik under deres felttog i det daværende Sovjet.
Ustraffet angreb mod Folkestyret
Hele foråret og sommeren 1940 arbejdede en gruppe mænd på højtryk i noget, de kaldte for ”Danmarkskredsen”. Her arbejde notoriske nazister som Einar Vaaben sammen med A.P. Møller og over hundrede erhvervsfolk og nationalister. Senere kaldte de sig ”Højgaard – gruppen”
I et meget følelsesladet brev til kongen den 14. november 1940 anbefalede ni mand fra gruppen, at der blev dannet ”en upartipolitisk Regering, som kunne opnaa Fordele fra Tyskland, der ikke ville kunne opnaas med et Ministerium som det nusiddende”
I et brev dagen efterstillede gruppen forslag om at gøre Prins Axel til statsminister, fordi lød der i brevet – ”det ville virke ”stærkt forvirrende” på de danske nazister”. Brevet var blandt andet underskrevet af A.P. Møller.
Kongen gav straks henvendelserne videre til statsminister Stauning, der åbenbart arkiverede dem lodret. Ja man kan sige, at det var et angreb på folkestyret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 191 artikler fra Besættelsestiden herunder:
Februar 5, 2017
Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
Det er nu fjerde gang, at vi besøger Lersø – bøllerne. Og så fortæller vi om Danmarks svar på Bonnie og Clyde – Frederik Eriksen og Karen Spidsmus. Efter Lersø – slaget flygtede de til Århus. Her holdt de skjult i et halvt år. De blev anholdt og flygtede. Men det var ikke politiet, der bekæmpede Lersø – bøllerne. De fortsatte ude på Nørre Fælled. Og da de heller ikke kunne være her mere. Så spredte de sig til Blågårds plads og Nordvest. De blev til ”prinserne” og ”klunsere og kræmmere”. Ja nogle endte ude på Sundholm. Vi beskriver også Lersø – slaget, sådan som Politiken oplevede det. Der findes hele tre versioner af denne historie. Og så var det jo også lige ”Fælleddronningen” Maja Robinson.
Lygteåen var grænsen
Det er sikkert ikke så mange, der kan forestille sig det, der skete ude i Lersøen dengang. Vi har kun navnene tilbage. Men her lå den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo, den var en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.
Nu var denne å også en anden vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man over åen, var man i Brønshøj Sognekommune og nogenlunde i sikkerhed for politiet. Måske var det derfor at så mange eftersøgte lige kom herud.
Masser af pilekrat
Lersøen strakte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade og fra Nørrebrogade ud forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Det blev høstet til byens mange kurvemagere. Og det var inde i dette vildnæs at Lersøbøllerne holdt til.
Ordet bølle stammer i virkeligheden fra bølleplanten af slægten Vaccinium. Dem voksede der mange af I Lersøen. Udtrykket ”bølle” har siden levet i folkemunde som navnet på en rå og ubehøvlet person.
Det var ikke ”Guds bedste børn”
Herude i sivene skulle man nok være stedkendt for ikke at fare vild. Man kaldte stierne for Harald Blåøjes Gang og Peter Knæs Gang.
Men allerede på Christian den Fjerde’ s tid strejfede folk rundt på Nørrebros fælleder. Det var folk, der var jaget af politiet. Og de var bestemt ikke Gud’ s bedste børn.
Her kom ”de pæne” ikke
Herude på Lersøen, der kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Lange Hermand, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider.
Fanemarchen afspillet med ræven
Jo sidstnævnte kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos Nørrebro – børnene. Jo de var meget hensynsfulde over for børn. De kunne trygt lege herude.
Ja Sorte – Petra var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var der også Anna 66, Guldåsen og lignende.
Karl Baj og Skæg Johannes blev til noget
Nye beboere kom til, blandt andet Musen og Karl Baj. Jo så var der også Delle Frederik. Karl Baj brugte en opvarmet firetommer søm for at sætte sit skæg. En gang imellem brugte han også fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Ja, Karl Baj blev storentreprenør og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Huslejen var gratis
De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mamrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital.
Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.
Fast føde brugte man sjældent penge på
Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.
Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel
Bølle – Jørgensen uddelte øretæver
Politiet vidste godt, hvad der foregik herude. Men der var ikke daglig patruljering herude. Men når der var farlige forbrydere, der gemte sig herude, så gik den vilde jagt med hunde, og så blev der ellers uddelt øretæver. En ordentlig betjent havde ret og pligt til at sætte sig i respekt.
Ikke alle betjente var lige populære herude. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.
Ikke alle var lige kriminelle
Nu var de ikke alle lige kriminelle herude. En masse militærnægtere havde også fundet vejen herud. Og beboerne i Utterslev mærkede ikke noget til ”bøllerne”. De var fredet.
Engang brød ”bøllerne” ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende inde i detentionslokalerne. Men alle blev efter kort tid anholdt.
Renovationsvæsnet spolerede tilværelsen
Men det var nu ikke politiet, der spolerede tilværelsen for dem. Det var renovationsvæsenet. De brugte nogle kolossale udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. I 100 meter brede og 20 meter dybe kratere, hvorfra man tidligere hentede ler, anbragte vognmændene fra natrenovationen deres dyrebare last på så sindig en måde, at det tykke langsomt blev skilt fra det tynde.
Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnerne i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste stof blev skåret i blokke for siden hen at blive sendt med tog ud til bønderne i hele landet.
10 øre for en rottehale
Det vrimlede med rotter, men det var en indtægtsgilde, Lersøbøllerne budgetterede med. 10 øre betale politiet for en rottehale. Og det var en god pris. Man kunne få en flaske brændevin for mindre end en krone.
Disse rotter tog ophold hos vognmand Klenz. De var meget glade for hans høloft.
Frie fugle
Lersøbøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og så tjente pigerne ved at trække på Københavns gader.
De havde deres egen uniform. De gik med bowlerhatte og havde imponerende snoede cykeloverskæg. De havde altid hvide halstørklæder, der var bundet med en stor knude i halsen. Ja og så gik de i træsko.
Ferdinand var en ordentlig kleppert
Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.
Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde, ja han havde modvilje til dette. Han kom fra det nu forsvundne Brøndstræde – kvarter ved Vognmagergade. Jo han var flere gange kommen på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Det var klart at han søgte ud til ligesindede.
Der hvor Frederik kom fra holdt man sig ikke tilbage for vold og trusler. Under tiggeriet udviklede det sig ofte til vold. I ”Fagsproget” hed det ”drikke” eller ”smække” modstanderen en skalle.
De tykke panserbasser
Og politiet havde nok at gøre her. Var ofret bare beruset, så lod man ham ført ligge og sunde sig. Det tog jo tid, at få fat i en hestedroske og få kørt ”liget” til nærmeste politistation.
Det var ikke den høje slanke betjent man så, nej det var den tykke panserbasse. Man sagde om ham, at han var udvalgt efter vægt. De kendte hver eneste beboere, disse betjente og deres formåen inden for skrivekunsten var begrænset. Så ofte blev forseelsen takseret til en dragt klø inde i næste port.
Frederik startede sin karriere son 13 – årig
Frederik Ferdinand Eriksen begyndte tidligt, allerede i 1888 som 13 – årig. Sammen med et par jævnaldrende knægte hjemsøgte han de frederiksbergske villaer.
Dette indbragte ham 25 slag ris. Dette gjorde dog ikke det store indtryk på ham. To måneder efter fik han en ny dom på 6 dages fængsel. Og sådan gik det slag i slag. I 1892 fik han 8 måneders forbedringshus og året efter 18 måneder.
Det var den 4. november 1893 og det var i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat undveg han. Han var sluppet ud af sine celle og ud i gården. Ved hjælp af et rendestens – bræt og noget tovværk lykkedes det ham at komme over den høje mur. Men ak, glæden var kort. Allerede dagen efter bliver han anholdt.
I 1901 flygtede Frederik til Lersøen
Han tilstod nu yderligere indbrud og fik en 8 måneders tillægsstraf. I 1896 blev han igen anholdt og fik tildelt tre års forbedringshus. Det følgende år modtog han sin 12. straf, nemlig 8 måneders fængsel for vold mod politiet.
Men nu havde han her i forsommeren 1901 fået nok og mødte op i Lersøen.
Karen Spidsmus
Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende det berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidig indblanding i hendes privatliv. Hun var blandt andet stukket af fra en forvaringsanstalt.
Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Og man skulle ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”snotten”. Man sagde om hende, at hun trak. Men det gjorde de fleste andre piger herude også.
I bad i Lygteåen
De havde nu en ret stor hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt i Lygteåen. Deres tøj hang så til tørre inde ved bredden. Og for 5 øre kunne de endda også købe et stykke sæbe.
Stamværtshuset
De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefans Kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder, og her holdt de snapseting en gang imellem.
Lersø – slaget i flere versioner
Man kan vel sige at bølleuvæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det berømte Lersø – slag udkæmpet. Det var natten mellem den 29. og 30. september. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begået indbrud på Nørrebro. Hen på morgenstunden drog de så af sted belæsset med udnyttet for at fejre det i hytterne.
To københavnske betjente stødte på dem og anholdte den sidste i karavanen. Det gik ikke fredeligt for sig. De andre kom kammeraten til hjælp og betjenten blev ilde tilredt.
Men historien findes også i andre udgaver.
Sprit – apparatet
Der var masser af brandfare herude. Der måtte ikke tændes ild. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente var lige fleksible. Den ene betjent havde sparket til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene.
Ørsted blev mishandlet og døde senere af dette. Kjærumgaard løb sin vej. Og det gik ned af Rådmandsgade. Og her skar han sig selv i frakken. Det skulle se ud, som om, at bøllerne havde overfaldt ham med knive. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen for at have svigtet sin kollega.
Politiken den 1. november 1901
Det såkaldte Lersø – slag fik stor omtale i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
Mathilde og Valdenar Hansen
Politi og myndigheder satte nu for alvor ind mod Lersø – bøllerne. De fleste blev hurtig fanget. Men det lykkedes for Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus at gemme sig i Århus i et halvt år.
De lejede en lille kvistlejlighed under navnene Mathilde og Valdemar Hansen, broder og søster. Men så var det en kone i ejendommen, der synes, at det var mistænkeligt, at de havde fået nye klæder trods det, at de ikke bestilte noget som helst. De havde også åbenbart altid penge. Så var det, at konen underrettede politiet.
Sand i øjnene
En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun ret modvilligt med. Det passede hende ikke, at hun skulle gå. Hun ville køres.
På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Pludselig kastede han en håndfuld sand i øjnene på betjenten, der blev ganske blindet. Og da han atter kunne se, var de borte.
Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på vej til København.
I retten
I retten opgave de deres fingerede navne og nægtede at have begået noget ulovligt. Da forhøret var forbi, lå der en lille håndfuld sand på gulvet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget sand i lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det. Hun nægtede at ville bruge det, ligesom Ferdinand havde gjort det.
De blev nu indsat i det gamle umoderne arresthus. Fotografier af dem blev nu oversendt til Københavns Politi. Men før svaret forelå, var fuglene fløjet.
Den eventyrlige flugt
Flugten var ganske eventyrlig. Om natten ved tretiden kom en bagermester ind på politistationen og meddelte, at der på arrestmuren ud til Rosengade hang et lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at et tagvindue på arrestbygningen stod åbent.
Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse, blev det konstateret, at både Ferdinand og Karen var borte. De må være flygtet i det blotte linned, da arrestforvareren hver aften tog deres tøj fra dem netop for at hindre deres flugt.
To betjente på cykel
Hele politistyrken blev nu alarmeret og sendt i alle retninger, men forgæves. Først ved 16 – tiden om eftermiddagen ringede en vognmand fra Århus ude for landsbyen Lisbjerg nord for byen, at der lige havde været to mistænkelige personer inde hos købmanden der.
De to eneste disponible betjente sprang straks på deres cykler og kørte alt hvad de kunne. Ved deres ankomst havde beboerne hjulpet af vognmanden og hans søn fået fat i Karen. Da Ferdinand havde set var han kommet for at befri hende. Men han var blevet omringet.
Ferdinand bundet på arme og ben
For at frelse sig selv var han løbet ind i en svinestald. Men her havde man lukket døren for ham. Da der var jernstænger for vinduerne, var han fanget som en rotte i en fælde.
Da betjentene nu havde fået forstærkning, trænge de ind i stalden. Ferdinand var aldeles rasende og ustyrlig. De måtte til sidst binde ham på arme og ben.
Da de kom tilbage til Århus blev de modtaget af politimester og by foged Jespersen. Karen blev straks sat ned i arresten igen. Men for brud på arrestreglementet blev Ferdinand af By fogeden idømt 20 slag rotting. Denne straf blev eksekveret med det samme i forhørslokalet på rådhuset af arrestforvareren i overværelse af hele politistyrken.
Ferdinand modtog slagene på sin nøgne ryg uden at foretrække en mine.
Hvordan lykkedes det at flygte?
Men hvordan var flugten egentlig lykkedes? Ferdinand havde om natten brækket briksen i cellen løs. Han havde stillet den på højkant op mod væggen til gangen. En gasarm, der førte ind i cellen gennem et ret stort hul, havde han bøjet ud og havde tvunget sig igennem hullet og ud på gangen. Han var gået ned i stueetagen, hvor Karen havde sin celle lige over for arrestforvarerens soveværelse.
Stående på et bord, som han havde taget ud i gangen, havde han benyttet samme fremgangsmåde med gasarmen, og ved at trække armen ind gennem hullet, havde han kunnet få fat i hendes hænder og havde trukket hende ud gennem hullet.
Med bordet og en lille stige, der stod i gangen var de gået op på loftetagen. Her anbragte de stigen oven på bordet under tagvinduet og kom så ud på taget. Ferdinand trak stigen op til sig og gjorde den fast ned ad taget. De kravlede så ned ad den til tagrenden og lod sig derfra falde ned på den ret brede gårdmur, som de balancerede hen ad, og ved hjælp af et lagen, som Karen havde taget med, firede de sig nu ned i gaden.
Med fuldskæg i dameklæder
I de mennesketomme gader vandrede de så lykkelig arm i arm ud ad de mennesketomme gader. Han i skjorte og hun i særk.
Som en af betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Uden for byen skjulte de sig i en kornmark. Ved middagstid begav de sig hen til en tennisplads, hvor de brød et skur op. Her fandt de diverse beklædningsgenstande.
Men nu var det kun dameklæder. Ferdinand så fantastisk ud med hans store overskæg. Han havde hele tiden et tørklæde op for det meste af ansigtet. Måske var det derfor, at de vakte mistanke.
Det undrede politiet, at de havde penge på sig. Men Karen sagde med et smil, at det havde hun tjent i Risskov. Senere måtte hun erkende, at hun under hele arrestopholdet havde gemt penge på sin krop.
Myndighederne til grin
Man havde nu fået svar fra København og de to måtte bekende, hvem de egentlig var. Og mens de havde været i Århus havde de begået 18 indbrud.
Myndighederne blev gjort til grin. I revyer og teaterstykker blev Lersøbøllerne hyldet som en anden Olsen Bande. Talrige skillingsviser blev det til.
Ferdinand træt af USA
Ferdinand Eriksen fik 4 års tugthus for sin medvirken i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage i 10 år.
Han blev så hjulpet til Amerika, og sendt derover på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke helt. Så allerede i juli vendte han tilbage. Og det skulle selvfølgelig fejres. Han drak sig fuld, lavede gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen. Han afsonede en bøde på 25 kr.
Genkendt af arrestforvareren
Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter ”over vandet” for at afsone de eftergivne 17 måneder.
I januar 1907 blev han løsladt. Et halvt år efter blev han på ny anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier, han måtte tilstå kostede ham 5 års tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede straffen.
I 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri af Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.
Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro, til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.
Bebyggelsen kom tættere på
Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende bøller på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisserne.
Men politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Lersø’ s beboere. Der blev uddelt adskillige bidesår.
Dette gentog sig gang på gang.
Man sagde også, at det var Opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Men det er nu ikke helt korrekt.
Udtryk som bisse og bølle”
Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet bisser, der som bøller stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”.
5 øre for at trække op i kjolen
Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været fin lægefrue i Australien. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik rundt med et billede af sig selv, ind til det var blevet slidt.
Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende. Og klædte hende ind fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.
Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Der var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være førstebajs hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.
Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen kunne hun finde på, at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.
En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen
En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget hos Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder.
Men ak tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. I 1909 opgav militæret endelig sine rettigheder på Fælleden. Den blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte ud i Nordvest kvarteret, hvor de blev klunsere. Nogle blev faktisk holdne mænd som produkthandlere, hvor deres tidligere ”bølle” – kollegaer klunsede for sig i byens skraldespande.
Om sommeren drog mange af dem på landevejen som landevejsriddere og skærslippere.
På Sundholm og Østerbro
Nogle få af dem kom fri fra miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersøbøllerne og fælledbisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.
Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmandsmarken minder om både Fælledbisser og Maja Robinson, der i hans barndom var gæster i Likørstræde ved Kristineberg.
De ”pæne” damer gik i en stor bue uden om Maja
De ”rigtige” damer gik en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:
De stjal mad
I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild”, ”Den hvide neger” og ”Krølle Charles”. De var ret fredelige, men stjal lidt mad i ny og næ.
Brændevinsrus
Mange ude på fælleden lå i en evig brændevinsrus. De var såmænd fredelige, hvis man gav en lille skærv til brændevinen. Men det var politiet ikke ude på Fælleden. Det var endda ridende politi, som med deres sabler slog dem på flugt, såvel kvinder som mænd.
Maja populær hos børnene
Når Maja så, at der kom børn, havde hun altid en slikpose parat til dem.
Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940’erne så man Julius i Fælledparken.
Men historien slutter ikke her. Den fortsætter, men det kan du læse i artiklerne Prinserne på Nørrebro og Klunsere og Kræmmere på Nørrebro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:
Februar 3, 2017
De Fattige i Vest – Sønderjylland
Daglønnen om vinteren var 50 pf. og betydelig større om sommeren. Det var en lang arbejdsdag. Hvorfor skulle man lige have blå bukser på i fattiggården i Borg? Her var masser af børn. En af disse blev præst i Møgeltønder. Bestyreren skulle bruge skrappe midler. Pludselig sad en nøgen pige fast i tremmerne. Og nogle tog sig en udgangsbillet. Så var det Anders ”Kjærremand”, Jørgen og Kjesten Trild, Æ synkuen, Stam Peter og Æ Pryller. ”Bosser” blev en landepage.
Daglønnen om vinteren: 50 pf.
Brede Sogn hørte nok ikke til de fattigste sogne. Her var mange større og mindre gårde. Og på de mindre ejendomme holdt man 3 – 4 køer og ofte en hest. For almindelige arbejdere var forholdene nogenlunde. Lønnen var lille, men det var heller ikke de afgifter og skatter, som vi kender i dag. Her i slutningen af 1800 – tallet var daglønnen 50 pf. plus kost. Det vil sige, at det var vintertaksten.
En lang arbejdsdag
Om sommeren, når der skulle høstes var daglønnen selvfølgelig væsentlig højere, men man nåede dog ikke over 3 mark. Man kunne også arbejde på akkord. Betalingen for at slå en demant eng var normalt 3 mark. Dygtige ”slættere” kunne klare 1 ½ demant på en enkelt dag.
Arbejdsdagen kunne sagtens starte klokken tre om morgenen og først slutte klokken otte om aftenen afbrudt af et par timers hvil.
Brede Sogns fattiggård i Borg
Men fattigdom kunne ikke undgås. Kunne man ikke klare sig, var den eneste udvej, fattighjælp. Og helt galt var det, hvis man endte på fattiggården.
Brede sogns fattiggård lå uden for byen Borg. Den blev ejet af sognet og var en mindre gård, der blev drevet af en bestyrer. Ved driften måtte alumnerne hjælpe til. Kvinderne hjalp til i huset og mændene på gården.
Det var pinligt med de lyseblå bukser
Der blev kartet, vævet, spundet og strikket tøj til de mange beboere. Var et stykke færdigt, kom skrædderen for at sy tøj til både mænd, kvinder og børn. Mændene bar korte mørkeblå jakker (jækkerter), lyseblå bukser, strømper af ufarvet uld og træsko.
Man var ikke så tilfreds med de lyseblå bukser. Det var tydligt, at man var fattighuslemmer. De blev dog også afskaffet senere.
Kvinderne bar normalt hjemmelavet mørkeblåt tøj både sommer og vinter. Det har sikkert været pinligt for børnene at skulle bære samme uniform som mændene, når de skulle i skole.
Op til 50 personer på fattiggården
I perioder var belægningen helt op til 50 personer, deraf en stor del børn. Børnetallet i sognet var temmelig stort dengang. Alle skoler var overfyldt. Ja der var hele 50 i en skolestue, som i dag måske kunne rumme 20.
Masser af børn
Børnene på Fattiggården hørte til Borg skole. Men da den var meget lille, gik seks – syv stykker af de store på skolen i Bredebro. Ja i perioder blev man også nødt til at sende børn til Harres Skole og til noget fjerntliggende skole I Abterp.
Skoletiden var fra 9 til 12 og 13 og 16 hver dag med undtagelse af onsdag og lørdag eftermiddag, blev der især om vinteren ikke megen fritid for børnene. Det var mørk aften, inden de kom hjem til fattiggården igen.
Blandt fattighus – børnene var der en del født uden for ægteskabet. Der var ugifte kvinder, der bragte en del børn til verden i fattiggården. Moderen måtte atter ud at tjene, men børnene blev der.
I skolen klarede disse børn sig godt, når man betænker under hvilke elendige forhold, de voksede op.
En præst i Møgeltønder
En af disse var særlig opvakt. Navnlig ved præsternes hjælp kom han senere til at studere teologi i København. Efter endt studium blev han præst og havde embede forskellige steder. Efter Genforeningen blev han sognepræst i Møgeltønder, men døde kort tid efter.
Bestyreren skulle bruge skrappe midler
Under disse forhold var det at være bestyrer ikke en let post. Der måtte både en mand og en kone til. Der skulle både energi og vilje til at regere de mange fattiglemmer.
I mange år og i den værste tid hed bestyreren, Sven Olesen. Det var ikke altid såkaldte ”førsteklasses” mennesker, der kom på fattiggården. Mange af mændene var forhutlede og fordrukne. De var ikke altid lige medgørlige. Og med adskillige kvinder var det ligesådan. Bestyreren var derfor nødt til at bruge skrappe midler.
En nøgen kvinde sad fast i tremmerne
For alle tilfældes skyld var det på fattiggården indrettet et arrestlokale, hvori den, der blev alt for umedgørlig, kunne indsættes, til han kom på bedre tanker, eller til rusen, der sædvanligvis var skyld i opsætsigheden var sovet ud.
Uha, og så var det en mand, der levede sammen med en kvinde uden at være gift. Sådan noget kunne ikke tillades på fattiggården. Dette passede ikke kvinden. Hun opførte sig så rebelsk, at hun måtte i arresten.
Da manden kom hjem, var konen borte, hvad der ikke passede ham. I nattens mulm og mørke gik han på opdagelse for at finde hende og få hende med hjem igen.
Han havde vel en anelse, om hvor hun var havnet. Så fandt han ud af, at hun sad i arresten. Han forsøgte at befri hende. Men det lykkedes nu ikke. Bestyreren anede uråd og kom på benene. Han fandt kvinden, som Gud havde skabt hende siddende mellem stængerne. Benene havde hun fået ud, og manden hev så godt han kunne.
Det kostede bestyreren en del møje og besvær at hale det nøgne kvindemenneske tilbage igen.
De tog sig en udgangsbillet
En gang imellem fik eller tog mændene på fattiggården udgangsbillet og benyttede friheden på deres vis. Med andre ord, de drog rundt i sognet og omegnen og tiggede sig frem. Hurtigst muligt blev pengegaverne omsat i brændevin.
En gammel mand ved navn Ebbe var ret anmassende. Han optrådte som prædikant og kunne være ret besværlig at komme af med igen.
Anders ”Kjærremand”
De fattigste koner i sognet gik også rundt med tiggerposen eller sendte deres børn på tiggergang. Men de kom også fra nabosognene som Sejerslev og Nørre Løgum.
I gamle dage lå der vest for Brede op vejen til Abterp to huse i Kjærfennerne, de såkaldte Kjærhusene. Herfra stammede en mand, der blev kaldt ”Æ Kjærremand”. Han gik rundt i et stort område og solgte selvlavede lynglimer(koste) og koste. Men han glemte aldrig at tage tiggerposen med på turen. På sine ture bar han altid en gammel cylinderhat.
På den måde slog han sig igennem tilværelsen. Men han var et meget skikkelig menneske. Mange gange blev han på sine vandringer nappet af politiet for løsgængeri. Så måtte han ind og brumme et par dage. Men lige meget hjalp det, så snart han var kommet ud, optog Anders Kjærremand atter sin håndtering, trofast assisteret af sin kone.
Jørgen og Kjesten Trild
I Abterp boede et ældre ægtepar, manden hed Jørgen og kaldtes Jørgen Trild. Konen hed Kjesten og blev selvfølgelig kaldt Kjesten Trild.
Manden var ingen ven af fast arbejde, men lå hellere og plaskede om i Brede Å., som fisker. Og deraf levede de hovedsagelig.
Ægteparret boede i et gammelt forfaldent hus, der tilhørte pastoratet i Brede. Undertiden blev det dog lidt skralt med udkommet for Jørn og Kjesten, men så hittede de på råd. Hun foranstaltede et lille privat lotteri. Det gik sådan for sig. Hos en eller anden købmand købte eller tiggede hun sig en glasvase i meget grelle farver.
Den skulle så bortloddes, og hun gik fra hus til hus og solgte lodsedler til fire skilling stykket. Lodsedler havde hun ingen af, men skillingerne fik hun alligevel. En lodtrækning er sikkert heller aldrig blevet foretaget.
”Æ synkuen”
I sognet var der også en lille krumbøjet kone ”æ synkuen”. Hun var en trofast gæst rundt på gårdene. I den tid fåreklipningen stod på lød spørgsmålet:
I slagtetiden:
Dermed mente hun en grisetå, men hun var også taknemmelig for andre spisevarer.
Hun kom på sine rundture adskillige gange i konflikt med politiet og var ret bange for det:
Ja sådan sagde hun altid, og sluttede med: ”Gud velsing dæ”.
”Stam Peter” og ”æ Pryller”
I fattiggården i Visby var der i nogle år nogle originaler, som af og til fik lov til at gå en tur i omegnen. Det var ”Stam Peter”, som stammede så meget, at det næsten var umuligt at forstå ham. Og så var det ”æ Pryller”, der var en ældre helt forskruet person. Brystet havde han behængt med ”ordener”. Det vil sige, at det var brogede sløjfer og bånd og prunkende ting. En eller anden havde givet ham dem, og som han indbildte sig, var det ordener og hæderstegn.
Havde han fået en ny, fremviste han den altid og forklarede, at den var blevet ham tilsendt af kejseren i Kina eller en anden eksotisk person.
Med sig havde han altid en ældgammel harmonika, hvorpå han spillede, det vil sige, han trak instrumentet ud og ind, hvorved det gav nogle vældige hyl. Dertil sang han så en vise, sædvanligvis om en eller anden frygtelig udåd.
”Æ Pryller” var nærmest lykkelig med tilværelsen. Gladest blev han, når man gav ham et blank æskelåg eller lignende.
”Bosser” var en landeplage
I årenes løb forsvandt disse personer efterhånden og en ny slags dukkede op på egnen. Det var de såkaldte ”bosser”, der strejfede rundt på landevejene og brandskattede beboere. For det meste var det arbejdssky, ofte fordrukne personer, tit hjemmehørende langt nede i Tyskland.
Det var ikke velsete gæster at få, og der var mange af dem. Det var ikke sjældent, at der kunne komme fem – seks stykker om dagen.
Det var ikke altid hyggeligt, at få sådant besøg, især ikke, hvis der ingen mandfolk var hjemme på gårdene. Gendarmerne var naturligvis på nakken af disse ”bosser”.
Det tog tid for gendarmerne i Bredebro, at føre ”bosserne” til amtsretten i Løgumkloster. Turen måtte tages til fods. Imens kunne andre ”bosser” husere i området. Jo disse ”bosser” var en ren landeplage. Nogle steder fandt man på at lave blikpenge.
Sønderjysk Månedsskrift
Sønderjyske Årbøger
Litteratur Bredebro (under udarbejdelse)
Februar 2, 2017
Fra Kovej og andre steder i Højer
Vi fortsætter vore historiske vandretur rundt i det gamle Højer, og stopper op, der hvor der befinder sig interessante personer. Denne gang går vi rundt på Kovej, Klostergade, Herbergsgade, Banegårdsgade, Højer Dige og Ved Gamle Dige. Vi skal hilse på Johan Elektrik og papegøjen, der kunne tale sønderjysk. I Søndagsskolen var der masser af ”bom”. Vi besøger Herberge zur Heimat”. Og vi kigger fobi Æ Bykass og Glashuset. Så var der sjællænderen, der efter 50 år blev ved med at tale sjællandsk. Man kunne få ”en glant awten” på Højer Station. Der blev leveret tagrør direkte fra Rudbøl. Og fra Højer blev der leveret jordbær og rabarber fra Højer til luksushotellerne på Sild.
Vi beskriver livet
Vi er i gang med en historisk vandretur i Højer. Det er muligt, at I har hørt nogle af anekdoterne før. Og vi omtaler måske nogle bygninger, der ikke er der mere. Vi vil gerne beskrive livet i Højer før i tiden, så det kan være, at vi tilbringer lidt for meget tid på enkelte steder.
Kovej
Vi går vest på ad Kovej. Vi kommer forbi nummer 8, Højer Mejeri, men den har vi omtalt i en særskilt artikel. Vest for Mejeriet har ligget et elektricitetsværk, som i 1903 blev oprettet af Fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner. De var begge ingeniører. Man fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var først en dampmaskine, derfor var der en stor skorsten.
Johan Elektrik
Fyrbøderen havde de med fra Aabenraa. Det var Johan Nielsen, som også blev kaldt Johan Elektrik. Til værket hørte også et veludstyret maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge.
De var i kost hos Bastiansen og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelser. Bastiansen solgte også elektriske artikler og mod vest var der et udstillingsvindue med lamper.
Dieselmotor afløste dampmaskinen
På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor. Skorstenen blev så revet ned. Johan Elektrik skiftede nu arbejdsplads til Højer Mølle.
Dykke Sibbertsens smedje
På det sted, hvor Kovej 2 ligger, var Dykke Sibbertsens smedje. Sin bolig havde han på den anden side af gaden i Kovej 5. Foruden det almindelige smedearbejde havde han et speciale. Han lavede klægspader. De arbejdere, der grøblede på forlandet satte stor pris på Dykkes spader. Bladet var stærkt, men tyndt og let og havde den rigtige bredde. Til arbejdet skulle man bruge en maskinhammer. Dykke var den eneste af byens smede, der havde sådan en.
Papegøjen, der kunne sønderjysk
Dykke havde landbrug og holdt køer, og så havde han en papegøje, der om sommeren stod i bur i haven og skreg i et væk:
Efter at Dykke var blevet enkemand, havde han stadig lærling på kost. I en periode havde han ikke husholderske, men stod selv for madlavningen. Lærlingen fortalte, at frikadellerne kunne være af en underlig beskaffenhed.
Kaptajn i det frivillige brandværn
Dykke Sibbertsen var kaptajn i det frivillige brandværn, en post som han gik meget op i. På hans gravsted er anbragt en kunstfærdig udsmykning i smedejern, forestillende en hestesko, en smedehammer og en tang, alt omkranset af bøgegrene.
I 1937 afstod Dykke virksomheden til smed Peter Nielsen fra Bønderby, men grunden syd for Kovej, hvor smedjen lå, solgte han til købmand J.M. Johannsen, som nedrev smedjen og byggede huset Kovej 2 til forretning og beboelse.
Peter Nielsen byggede så en ny smedje på det sydvestligste hjørne af Kovej og Herbergsgade. Den blev senere nedlagt.
Klostergade – Herbergsgade
Over for Kovej 2 ligger Klostergade.
Ingen kloster i Højer
Nej, der har ikke ligget et kloster i Højer. En hvis Helena, datter af ridder Hvidding arvede efter sin far, bl.a. en halv plov land i Højer og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for ”sin sjæls frelse”.
Senere overtog feltherre Hans Schack den, ”Vor Frue Toft” eller ”Kloster i Høfver”. Den var fordelt på 13 forberedelser (små husmandssteder). Nogle af disse har sikkert ligget i det område, hvor Klostergade nu ligger.
Over gaden for at fodre køer
På hjørnet af Kovej havde Andreas Truelsen sin landbrugsejendom, Klostergade 9. Hans kostald var der på nordsiden af Kovej. Foderstoffer, hø og halm havde han i en nu for længst nedrevet bliklade lige over for sydsiden af vejen. Når han skulle fodre sine køer, måtte han løbe tværs over vejen.
I Klostergade 7 har der været købmandsforretning, oprindelig ejet af Familien Martensen. De ejede også Østerende 18. Senere havde J.M. Johannesen forretning her. Men det blev ham for trangt, så han flyttede til Kovej 2. Der har han og siden hans svigersøn og datter drevet købmandsforretning. Her har også været døgnkiosk.
Søndagsskole med masser af ”Bom”
Martensen har også ejet Klostergade 5. Her har været en indskrift på muren:
Han holdt også søndagsskole for børn. Det skete i hans butik. Børn deltog gerne. Dertil bidrog sikkert, at han ikke var karrig med at åbne for bolsjedåsen. I øvrigt foregik det ikke så meget andet, som optog børnene i Højer dengang.
Herberge zur Heimat
Parallelt med Klostergade løber Herbergsgade. Navnet kommer efter det herberg for rejsende håndværkssvende, som blev oprettet i 1881 i Herbergsgade 3. Oven over indgangen stod ”Herberge zur Heimat”.
Her kunne håndværksmestre, der manglede en svend, skrive sig på en opslagstavle. Svendene havde pligt til at henvende sig til den inden for faget, der stod øverst på listen.
Herbergsbestyreren var i mange år Jens Hedegaard. Han var også saddelmager og havde en lille butik ud til gaden. Han lavede bl.a. kørerpiske. Man kunne af og til se ham stå i døren og prøve, om de kunne slå et knald.
Der kom mange omvandrende håndværkssvende. En del indfandt sig år efter år. Naboerne kom til at kende dem. De kunne også blive bespist i herberget. Åbenbart kunne de også få en øl til maden, selv om der ikke måtte nydes spiritus i huset.
Den sidste herbergsbestyrer var murer Jacob Lorenzen. I hans tid var der dog kun et enkelt rum med nogle senge, hvor håndværkssvende kunne overnatte for en billig penge. I 1945 kostede det fra 1,90 kr. til 2,40 kr. Men kort tid efter blev det nedlagt.
Gartneri
Bag herberget har der ligget et ret stort enetages, stråtækt hus, der omkring 1900 tilhørte gartner Wanderscheck. Det lå mist i det areal, som gartneren drev. I 1910 overtog gartner Christensen det. Han havde eget drivhus. Ud til gaden havde han et ”klafisken” (træskur) med en lille butik.
I 1931 overtog Hans Hansen gartneriet. Han rev samme år det stråtækte hus ned og byggede Herbergsgade 1 med blomsterbutik. Efter dennes død i 1974 blev gartneriet nedlagt.
Dunhammer i ovnen
I Herbergsgade 5 boede bagermester Emil Petersen. I 1903 havde han overtaget bageriet, Ballumvej 6. Men her var forholdene for dårlige. Så i 1905 købte han Bombergs Bageri i Herbergsgade. Det var bygget i 1867. Der var ingen butik og elektrisk lys. Når der skulle brød i ovnen, satte man i det første en dunhammer, der var dyppet i en brandbar væske. Den blev antændt og oplyste ovnen. Petersen gik straks i gang med at bygge et nyt moderne bageri og lavede butik ud til gaden.
Den meget aktive bagermester
Emil Petersen havde mange jern i ilden. Han var impliceret i 17 forskellige foreninger og foretagender og slæbte en masse mennesker med hjem. I 30erne var han formand for teknisk skole. Lærerne fik halvdelen af deres penge udbetalt lige før jul. Petersen gik personlig rundt og afleverede penge. Han nød at spille julemand på denne måde.
Han var også et virksomt medlem af såvel Skytteforeningen som det frivillige brandværn. Og så kunne han vise vand med en gaffeldelt pilekvist. 200 brønde er gravet på hans anvisning. Han var også parat til at hjælpe, når nogen led af en gigtsygdom. Hvis han da via din pilekvist fandt ud af, at vedkommendes seng stod over en vandåre, så hjalp det ofte den syge, at sengen blev flyttet.
”Du passer ovnen”
Desuden fiskede han ål ved slusen. Det var ikke underligt, at han overlod arbejdet i bageriet til kone og børn. Da vognmand Hans Knudsens hus på Nørrevej brændte i begyndelsen af 20’erne måtte bageren naturligvis til brand. Inden han for ud af døren sagde han til datteren Käthe, der vel var i konfirmationsalderen:
Hun vidste ikke engang, hvad det var i den, men sådan var hans facon.
Käthe skiftede nationalitet tre gange
Käthe blev gift med Max Boysen, bagersvend fra Sild. De overtog i 1934 Lauritz Andersens Bageri i Storegade. Men efter et par år flyttede de til Herbergsgade og drev bageriet der sammen med Käthe’ s far. Siden overtog Max Boysen selv bageriet. Det blev nedlagt bed hans død i 1974.
Skønt Käthe Boysen havde boet praktisk taget hele sit liv i det samme hus i Herbegsgade, skiftede hun nationalitet hele tre gange.
Glashuset
På grunden af Herbergsgade 7 på hjørnet af Østergade var der i begyndelsen af 1900 – tallet landbrug med møddingssted lige ved siden af bageriet. I 1924 blev der bygget et nyt hus. Den rummede en kirkesal, hvor den nyapostolske menighed holdt sine gudstjenester og møder. Det var meget store vinduer ud mod gaden. Derfor hed huset i folkemunde ”Glashuset” Senere blev gudstjenesterne flyttet til Klostergade 2 og Glashuset blev lejet ud til beboelse. Senere fik menigheden sin egen kirke Buen 4.
Æ Bykass
I Herbergsgade 9 var der i mange år byens finanskontor ”æ bykass” Før genforeningen havde ”Fleckenkasse Hoyer” kontor i Klostergade 2, der blev ejet af Johannes Matthiesen. Han overlod nabogrunden ved Herbergsgade til sin søn snedker Claus Matthiesen, der byggede huset nr. 9 med lejligheder og værksted. Han var byens kasserer og flyttede kontoret over i det nye hus.
Kassererhvervet gik i arv til hans datter, Marie, der i mange år forestod indkassering af skatter og afgifter og udbetaling af lønninger og pensioner m.v. Først da borgmesterkontoret i 1947 blev flyttet fra Storegade 27 til den gamle præstegård, blev bykassen i Herbergsgade nedlagt. Marie Matthiesen undgik naturligvis ikke at måtte leve med navnet ”Mie Bykass”.
Sjællænderen blev ved med at tale sjællandsk
Herbergsgade 11 optager det smalle, sydlige mellemrum mellem de to parallelgader, og her boede Jørgen Nielsen. Han var en gæv sjællænder, der kom til Højer i 1914. Han arbejdede ved låningerne, de faskinvolde, der skulle holde kanterne af Højer kanal intakte.
Desuden fiskede han og holdt et par køer i den nordlige ende af huset. På den anden side af Kovej havde han svinesti vest for Truelsens lade. Endnu da han havde et halvt hundrede år på bagen som høvring, talte han uforfalsket sjællandsk med en enkelt undtagelse. I stedet for “når””sagde han ”wenn”, men udtalt på sjællandsk med stød:
Banegårdsgade – Højer Dige – Ved gamle Dige
Syd for Kovej førte Banegårdsgade hen til Højer Station. Den blev bygget, da jernbanen mellem Tønder og Højer skulle åbnes i 1892. Det var en statelig bygning, der rummede kontorer, lejlighed til stationsforstanderen og ventesale med restauration for de rejsende. Den blev dog også besøgt af de lokale.
En gemytlig aften på Højer Station
Man kunne godt have en gemytlig aften på stationskroen i daler og så tage det sidste tog hjem og slutte af hos Heine Bensien på Højer Station. Man kunne også benytte toget lokalt og løse billet fra Højer til slusen. Du kan selvfølgelig læse hele historien i artiklen ”Sidste tog fra Højer”.
Banegård revet ned
I den østlige ende af bygningen var der godsekspedition. Der var en rampe, hvor man læssede kreaturer på toget. På baneterrænet var der et vandtårn til brug for togene. Persontrafikken blev opretholdt til 1935 og godsbefordringen fortsatte til 1962. Derefter overtog kornfirmaet Hindrichsen stationsbygningen og indrettede lejligheder i den. Den blev nedrevet i 1985 for at give plads til andelsboliger.
Banen – stor betydning for byen
Da banen blev oprettet i 1892 betød det et minus for byen, som derved gik glip af indtægter ved at være transitby fra turister til Sild. Men siden havde toget stor betydning for byen.
Det var det normalt benyttede middel for personbefordring mellem Højer og Tønder. Den befordrede tyske turister til slusestationen og arbejdere og skoleelever til Tønder. Den besørgede godstransport for virksomheder i Højer, først og fremmest Tæppefabrikken.
En branddam, der ikke pyntede
Vest for Kovej nr. 2 har det været en stor branddam med træstakit omkring. Der blev ofte smidt skrammel i den, så det pyntede bestemt ikke. Men i 1930 blev den fyldt op, bl.a. med jord fra nordenden af det gamle dige, med henblik på, at der kunne anlægges en mindelund på stedet.
I 1987 opførte Højer Andelsboligforening 20 boliger i området mellem mindelunden, baneterrænet og det gamle mejeri.
Tagrør fra Rudbøl
Vest for mindelunden begynder det gamle havdige fra 1556, der strækker sig til Rudbøl og videre ind syd om Tønder. De jernbanen blev lagt ud til slusen, gik diget længere mod nord op forbi Ved gamle Dige nr. 1. Derfor blev banen ført igennem diget syd for dette hus, og i tilfælde af stormflod kunne åbningen lukkes med svære planker ligesom man ser i de næstyderste diger syd for grænsen.
Lige syd for byen går vejen op mod diget, og vest for dette ligger Højer Dige nr. 2, der i sin tid tilhørte gartner Johannes Møller. Han var oprindelig bødker med værksted i Postgade 11. Han startede i begyndelsen af århundredet et rørvæveri i huset ved diget ligesom det i Østerende 18.
Råmaterialet var tagrør, der blev høstet i egnen omkring Rudbøl. Man kunne sejle rørene næsten helt op til huset. Senere lærte Møller gartnerhåndværket og drev i cirka 25 år gartneri på ejendommen.
Rabarber og jordbær til feriehotellerne på Sild
Han avlede bl.a. rabarber og jordbær, som han solgte til feriehotellerne på Sild. Han havde også en postordreforretning med kålplanter til forskellige egne af Tyskland. I Skolegade 4 havde han grøntforretning. Men hans produkter solgtes også fra en trækvogn på gaden.
I 1936 overtog Lorens Jepsen gartneriet, og efter 1946 har han mest drevet det som hobby.
Lægebolig
Vi vender om og går tilbage til Ved gamle Dige 1. Huset er bygget til lægebolig i 1922 af dr. Madsen. Han var fra Højer, hans kone fra Kaukasus. Jo, det var den læge, der blev kørt over af sin egen bil i 1924. Derpå købte amtsfuldmægtig Florander huset, og i 1934 blev det igen lægebolig, da Dr. Rasmussen flyttede ind i det.
Rutebilstationen
På hjørnet over for lægeboligen var rutebilstationen. Da persontrafikken ophørte på jernbanen i 1935, måtte det foregå pr. rutebil. Rutebilejerne Hansen og Snitgaard fik koncession på ruten. Højer – Tønder. Men forbindelsen mellem Ballum og Højer over Hjerpsted blev opretholdt.
I 1937 byggede de Højer Rutebilstation med en ventesal. Byen betalte en årlig leje på 300 kr. til denne ventesal. Og ofte har Familien Brodersen taget denne tur.
I 1940 blev taksten for en rutebilbillet til Tønder forhøjet med hele 25 pct. Ja det var her, at Oma og Opa’ s hund ”Sep” ventede på os, når vi kom fra Tønder. Den havde trods alt måttet løbe 3 kilometer ude fra Ny Frederikskog.
Og her slutter denne gåtur, men vi vender som sædvanlig frygtelig tilbage med næste gåtur.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 59 artikler om Det Gamle Højer og Omegn herunder:
Januar 31, 2017
Britiske Bomber over Jylland
Vi hører næsten kun om bombardementer mod København af britiske fly under besættelsestiden. Men også Jylland blev ramt, både af bevidste angreb, men også af fejlslagende angreb. Ofte oplevede jyderne ligefrem luftkampe over deres hoveder. Og tyske jagere jagtede ofte de britiske flyformationer over Danmark. Denne artikel er eksempler på bevidste angreb, fejlangreb m.m. Fiskere fra Esbjerg blev angrebet af britiske fly. Skjern Svineslagteri blev næsten lagt i grus under et sådant angreb. Et sommerhusområde blev angrebet flere gang. Sundeved og Als oplevede det største bombeangreb overhovet på dansk grund under krigen. Adskillige gårde og huse i området blev ødelagt. I Tønder blev det samme hus ramt to gange under besættelsestiden. Alle disse angreb, bevidste eller ubevidste kostede mange menneskeliv og store materielle skader.
Der faldt mange britiske bomber
Der faldt mange britiske bomber over Danmark under Anden Verdenskrig. Vi har mest hørt om dem, der ramte København. Og egentlig forårsagede disse bomber store ødelæggelser og menneskeliv. Dette er ikke et forsøg at kortlægge antallet af bomber. Men det er blot for at påvise et glemt kapitel i besættelseshistorien.
Der var mange bevidste angreb
De allieredes angreb mod Danmark var ikke kun fejlbombning med bevidste angreb. Og antallet af disse angreb er større end man hidtil har antaget. Det var åbenbart et led i en bestemt strategi eller udtryk for en bestemt type angreb.
Fra især Norge, men også fra Danmark generede tyskerne den britiske østkystsejlads og den britiske rekognoscering i Nordsøen.
De så døden i øjnene
Fra de engelske baser fløj de dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Ingen vidste, om de kom tilbage. For at kunne holde sig vågen og for at kunne se døden i øjnene uden at bryde sammen tog piloterne metamfetamin.
Til angrebene i Vestjylland brugte briterne et fly, der måske ikke kunne bruges til andet. Den var uegnet til strategiske angreb, og den havde ikke rækkevide til togter til Tyskland.
I nogle byer var der mange luftalarmer. I de fleste tilfælde blev alarmen udløst af allierede bombemaskiner, der fløj hen over Danmark på vej til Tyskland med deres dødbringende last.
Mange britiske fly skudt ned på dansk grund
Fra midten af 1942 blev denne overflyvning forstærket. I juli 1943 blev Hamborg bombarderet. 30.000 af byens indbyggere omkom.
En del fly blev dog under disse togter også skudt ned på dansk jord.
Den 4. september 1939
Det var den 4. september 1939. Det var en smuk sensommerdag med solskin og høj himmel over Esbjerg. Ude over Nordsøen var der dog skyet og i løbet af dagen blev det helt usigtbart.
Klokken cirka 17.30 kom en flyvemaskine ude fra Ho Bugt og fløj ind over havnen nordfra. Den fortsatte i en bue over byen og forsvandt igen ud over havet.
Fire bomber over Esbjerg
Undervejs havde den kastet fire bomber. Den første faldt på Tjæremarken lidt nord for Hermetikfabrikken. Den frembragte et stort krater næsten fem meter dybt. Den næste bombe faldt ved Vedsted Hansens papkassefabrik og efterlod ligeledes et krater i jorden. Den tredje bombe traf ejendommene Frodesgade 150 – 152. Den sidste bombe faldt i gården til Sjællandsgade 26.
Det var den tredje bombe, der forårsagede store ødelæggelser. Der var tusindvis af knuste ruder. I Sjællandsgade legede adskillige børn i gården. Den tredje bombe var gået gennem taget nær skorstenen i Frodesgade 152. Den fortsatte gennem huset og eksploderede i kælderen i nabohuset i nr. 150.
Store materiale skader
De to gavle blev revet fra hinanden, og det så ud som om at den havde skåret husene fra hinanden. På grund af det gode vejr var de fleste af beboerne udendørs. En kvinde var blevet dræbt. Mange var blevet kvæstet og sygehuset samt redningsmandskabet havde travlt. Man søgte i ruinerne efter sårede. Først hen på aftenen var der klarhed over katastrofens omfang.
Panikken bredte sig i Esbjerg. I privatbiler og rutebiler tog folk væk fra byen. Togene var overfyldte på vej væk. Bomben kom som et chok. Angst, usikkerhed og panikhandlinger fulgte.
DNSAP´s blad Fædrelandet fastslog, at regeringen havde forsømt sine forsvarsopgaver. De opfordrede regeringen til at gå af.
Briterne var længe om at erkende deres fejl
Den 11. september 1939 blev fru Edel Hansen begravet. Der var kranse fra kongeparret og fra den engelske regering. Det gik lang tid, inden briterne ville erkende, at det var dem, der ved et uheld var skyld i ødelæggelserne.
Den tyske gesandt i København erklærede straks, at det ikke kunne være tyske bomber. Ingen tyske maskiner havde været i området.
De danske myndigheder kunne fortælle den engelske gesandt Ramsay, at det var tale om engelske bomber. Den engelske regeringer blev dog tvunget til at fortælle sandheden efter at de var kommet med et noget vattet svar. Modstræbende erklærede englænderne, at de ville betale erstatning.
Det kneb med erstatningen
Esbjerg Kommune fremsatte krav lød på 93.000 kr. for ejendomme, 53.000 kr. for løsøre og 20.000 kr. til kommunen. Sagen trak ud. Den 16. december spurgte flere aviser, hvordan de hjemløse familier skulle kunne holde jul.
Trusler fra Englænderne
Begivenhederne førte til, at der blev opstillet et luftværnsforsvar ved Sædding. Ramsey meddelte udenrigsminister Munch, at England betragtede dette som en uvenlig handling hvis Danmark nedskød britiske fly. Ramsey truede med at Royal Air Force kunne finde på at hævne en sådan handling.
Hvad skete der egentlig?
Allerede den 4. september 1939 satte RAF angreb ind mod tyske krigsskibe i Wilhelmshafen og i Brunsbüttel ved Elbens munding. Ingen af aktionerne var særlig succesrig.
Tilsyneladende var den tyske modstand større end forventet, det engelske mandskab for uerfarent og i kombination med det dårlige vejr over Nordsøen gik aktionen i opløsning. Den maskine der kastede bomber over Esbjerg synes at være en vildfaren maskine, der skulle have været over Brünsbüttel.
Formentlig er piloten i det usigtbare vejr kommet ud af kurs, og han havde ment, at han var over en tysk havn. Hvordan han så har forvekslet krigsskibe med huse i byen bliver nok aldrig opklaret.
Angreb igen den 15.10.1944
Også den 15.10.1944 var der igen bombefly over Esbjerg. Flyvepladsen blev beskudt. Gestapo – hovedkvarteret i Århus blev angrebet. To tog blev angrebet og endnu to tog blev angrebet.
Tysk massakre over Aalborg
I august 1940 ville 12 engelske fly af Blenheim – typen bombe Aalborg Lufthavn. Men det hele gik galt. Fejlnavigationer, fejlfortolkninger og misforståelser medførte at 20 engelske flyvere mistede livet. Flyene blev alle skudt ned i en sand massakre.
I Vestjylland oplevede befolkningen dog også bombenedslag, luftkampe og flystyrt. I foråret 1941 var man særlig udsat. Det gik ud over både privat og offentlig ejendom.
Tilfældige mål over Vestjylland
Skjern Svineslagteri blev jævnet med jorden, Også viadukterne ved Hee og Velling blev angrebet. Ringkøbing banegård var målet hele to gange. Foråret 1941 var en blodig periode i krigen for vestjyderne.
Ved at angribe mål langs Europas vestkyst ville de allierede hæmme fragten af svensk jernmalm, olie fra Spanien og desuden konvojer fra Hamborg som fragtede forsyninger til de fjendtlige tropper i Holland, Belgien og Frankrig.
Nu var det sådan, at hvis de engelske fly ikke fandt passende mål langs kysten havde de tilladelse til at gå ind over land og finde passende mål i kystområderne. Militære mål som flyvepladser og havne med ubåde var legitime mål.
Man ville måle tyskernes reaktion
Nu var målene i Vestjylland ikke at ødelægge, men man ville sprede tyskernes fly og se reaktionen på angrebene. Man håbede også på at tyskerne ville trække nogle af deres Messerschmidt 109 væk fra slagmarkerne i Nordafrika og Mellemøsten.
Hvis de ikke fandt nogen interessante mål i vandet gik de ind over landjorden. Som regel måtte de ikke gå længere end 10 – 15 miles. Det begrænsede operationsområde skyldtes frygten for de tyske jægere.
Man forsøgte at bevare overraskelsesmomentet.
Transport af malm gennem de indre danske farvande
Transporten af malm skete dog normalt gennem de indre danske farvande, men på grund af hård frost blev transporten iværksat langs den jyske vestkyst i januar – februar 1941. Briterne mente dog, at dette var permanent. Deres angreb kom først i stand i løbet af foråret 1941. Men da var de indre danske farvande igen blevet sejlbare.
Nogle af de første angreb fandt sted den 7. – 8. februar 1941. Her blev to viadukter ved Velling og Hee angrebet. Men også private huse i området fik bomberne at føle.
De mistede orienteringen
Men bombningen af Skjern Svineslagteri den 16. april 1941 skabte en del røre. Ville briterne ramme dansk levnedsmiddeltransport til Nazi – Tyskland? Men årsagen var simpelthen fejlbombning.
Man havde mistet orienteringen og bombningen foregik 40 – 50 kilometer sydligere end de mål, man havde udvalgt. Man havde troet, at man bombede en fabrik ved Varde. En dyrlæge og en opsynsmand mistede livet. Flere slagteriarbejdere måtte på sygehuset.
Angreb på fiskerflåde
Den 7. april angreb 6 fly vestkysten. To af flyene angreb en fiskerflåde på 40 skibe cirka 12 miles nordvest for Blåvandshuk. En trawler blev ramt og gik ned. Angrebet blev fulgt op af maskingevær – angreb. Fem kuttere var under direkte angreb. Elsa af Esbjerg blev ramt af en bombe.
Blåvands Radio, som tre dage efter blev overtaget af tyskerne blev også angrebet.
Den 9. april 1941 faldt der 8 bomber over jernbaneterrænet i Ringkøbing. Målet for bomberne var et holdende godstog. Men englænderne ramte næsten alt andet i nærheden. En viadukt ved Holstebrovej, gasværket og et beboet hus, hvor en kvinde blev såret af sprængstykker.
Egentlig var målet et holdende godstog med 10 – 20 vogne, men det blev ikke ramt. En af bomberne faldt i en have 150 meter fra stationen.
24 ejendomme beskadiget
Et hus blev næsten total ødelagt, og en kvinde, der opholdt sig i huset blev kvæstet.
Rom Flyveplads blev også angebet. Først ved anden overflyvning gik alarmen i gang. Ingen af flyene led dog overlast. En dansk tømrer fik kåret flænset op. Yderligere blev en person hårdt kvæstet og to lettere såret.
Samtidig blev et godstog angrebet i Vemb. Her var man mere heldig og ramte godstoget. Hele 24 ejendomme blev mere eller mindre beskadiget.
Et sommerhusområde i Bjerghuse ved Fjand ca. 15 kilometer nordvest for Staby blev angrebet. To sommerhuse nedbrændte og en del blev beskadiget.
Antenner var til ophængning af rødspætter
Man kan undre sig over, at danske fiskekuttere blev angrebet. Men det var meget almindelig i krigens første år. De engelske piloter kunne se ”mystiske snore” på kutterne. De troede at det var antenner. Men de blev såmænd brugt til at tørre rødspætter på.
Egentlig havde piloterne ikke nogle specifikke mål at gå efter. Det var efter deres egen bedømmelse. Indtrykket er dog, at piloterne ikke vidste præcis, hvad de gik efter. Det var ikke nogen mål, der havde den store militære betydning. Indtrykket er, at man ville vurdere tyskernes reaktion.
Igen ude af kurs
Godstog blev angrebet betingelsesløs mens passagertog kun blev angrebet, når man kunne konstatere, at der var tyske soldater med toget.
Angrebene i Vestjylland tre dage i træk blev nu afløst af en uges ro.
Men den 16 april var man igen i gang. Det var tæt tåge over Vestjylland. Man angreb en ”W/T station på Fanø”, en jernbanelinje sandsynligvis ved Struer og en fabrik med stålskorstene i fuld aktivitet, sandsynligvis nær Varde. Ja sådan troede piloterne.
Fabrikken blev næsten helt ødelagt. Angrebene mod jernbanen blev forfejlet.
”W/T station på Fanø” og en hvid bygning med telegrafpæle må have været Hotel Skodbjerg med telefonpæle. Og Fanø har i virkeligheden været landtangen Holmsland Klit. Dette betød en fejlnavigation på mindst 50 kilometer. En ”jernbanelinje nær Struer” tilskrives angrebet på Snedsted Station.
Skjern Svineslagteri næsten jævnet med jorden
Men som skrevet var der betydelige skader på Skjern Svineslagteri. Bygningen lå delvis i ruiner. Et stort antal svinekroppe blev ødelagt. Der strømmede farlig ammoniak ud. I alt blev 5 mennesker alvorlig kvæstet, 2 af dem døde senere. 5 personer blev lettere kvæstet.
Et hus i Snedsted blev alvorlig beskadiget
Sommerhuse igen angrebet
Den 25. april var der galt igen. Bomberne ødelagde dengang jernbanesporet to steder og raserede et pakhus på stationen. Flere omkringliggende huse fik sprængt ruder og fik ødelagt taget. Flere godsvogne blev ødelagt og en enkelt person blev meldt såret.
Brandbomber slog ned i de omkringliggende haver. Nogle af disse antændte et græsområde, der bevirkede, at en gård nedbrændte. En arbejder på Vostrup station blev en arbejder hårdt kvæstet.
Igen engang blev sommerhusområdet i henholdsvis Nr. Lyngvig og Bjerghuse ved Fjand angrebet. To sommerhuse blev total ødelagt og seks sommerhuse blev alvorlig beskadiget
Måske har de britiske piloter troet at de danske sommerhusområder var tyske barakbyer.
CBU – korps blev dannet
Man kan jo undre sig over angrebene ved den jyske vestkyst, der kunne have ført til mange flere dødsfald. Aktionerne havde til formål at tvinge tyskerne til at sprede jagerstyrken. Angrebene ramte for det meste civile mål.
De gav også anledning til, at luftværnet forhøjede beredskabet for observationstjeneste ved Vestkysten. Der blev også foretaget en række skærpende inspektioner af luftværnsforanstaltningerne i hele Vestjylland.
Angrebene var også årsagen til, at de første 4 ½ sluknings – og sanitetskolonner under Statens Civile Luftværn, det såkaldte CBU – korps.
Fabriksluftværns – foranstaltninger blev etableret
Især angrebet på Skjern Svineslagteri vakte bekymring i Danmark. Man mente, at det var tegn på en skærpet kurs fra briternes side i retning af at ramme den danske levnedsmiddeleksport til Tyskland.
Fabriksluftværns – foranstaltninger blev gennemført på samtlige landets slagterier. Tilsvarende foranstaltninger blev et par måneder efter gennemført på landets mejerier.
Et kystbatteri ved Hanstholm
Først i maj 1942 begyndte briterne at interesserer sig for Hanstholm. Først i juni kunne briterne konstatere, at det første supertunge 4 kanonernes kystbatteri var observeret. Denne fæstning var Hitlers egen ide.
SOE havde fået indberetninger fra det danske efterretningsvæsen. Men man begyndte først at interesserer sig for installationen langt senere.
Den 27. september 1942 detonerede en sprængbombe i Kyvling ved Tarm. Den gjorde skade på 19 ejendomme. En gård blev næsten helt raseret.
Kæmpe ødelæggelser i Øst – Sønderjylland
Natten mellem den 18. og 19. august 1942 skete der en masse i den østlige del af Sønderjylland. Avisen Hejmdal kunne den 20. august i en række artikler berette om omfattende ødelæggelser. Gårde og huse var lagt i ruiner mange steder. Over hele Als, i Gråsten, Felsted, Ullerup. Blansmark, Grødebjerg, Bolderslev, Lundsbjerg og mange andre steder havde der været sprængninger og brande.
Det kunne ses i Aabenraa
Inde i Aabenraa gik der ild i et tag på Storegade. Flere butiksvinduer i hovedgaden var ødelagt.
Ingen mennesker var dræbt, men en del husdyr gik tabt udover de store materielle værdier. En af de engelske bombemaskiner var skudt ned over Sønderborg.
På en firlænget gård på Søgård Mark
En bombe var gået ned i de ene højre hjørne af en firelænget gård på Søgård Mark, i hestestalden. Her var den ene mur fuldstændig blæst bort. Taget på stuehuset var revet af, og det samme gjaldt store flager af bliktaget på laden og staldene. Der var ikke en dør eller et vindue i hele ejendommen, der var helt. Ikke en mur var hel, de havde alle sammen revner.
I nærheden af gården var der faldet en halv snes bomber med ikke mere end 25 – 30 meters afstand.
En minebombe faldt syd for stuehuset i en kartoffelmark.
En syg mand i støv og glasskår
Ved siden af gården lå et aftægtshus. Her lå en meget syg mand. Han var blevet overdrysset med klakstøv og glasskår. Men han var heldigvis ikke kommet noget til. To unge piger var alene hjemme i stuehuset. De blev heldigvis kun lettere såret.
Da bomberne faldt var ejeren af gården, Johan Philipsen til fødselsdag på Bremsmaj. Her faldt en brandbombe ned gennem stuehuset.
Heldigvis kom alle karle fra Lundtoftebjerg og hjalp til med oprydningen.
Hvorfor skulle de bombe her?
Det blev aldrig rigtig klart, hvorfor bomberne faldt. Man gættede på, at de engelske fly havde vanskeligheder ved at navigere. Måske havde de bomber til overs fra et større togt, og troede at de kastede deres last ud over Nordtyskland.
Statens Civile Luftværn undrede sig
18 lette bombefly havde til opgave den 19. august at bombe ubådsværftet i Flensborg. Som alternativ mål havde de selve Flensborg. Fem af flyene havde åbenbart kastet deres bomber mod værftet. 9 af flyene bombede Flensborg. Det ene fly kastede sin last over et ”tilfældigt” mål. Og det må så have været over Danmark.
Men det er noget der ikke passer i den historie. For Statens Civile Luftværn kunne fortælle, at der mellem klokken 00.05 og 0030 den nat blev kastet et stort antal bomber mod området Tinglev og Gennerbugten og farvandet mellem Als, Ærø og Flensborg Fjord. Man mener, at der var tale om et regulært angreb.
Statens Civile Luftværn sagde, at der på dansk jord i løbet af en halv time faldt i alt 293 sprængbomber og ca. 4.500 brandbomber. Herunder var et stort antal fosforbomber. Selve vægten var anslået til 250.000 pund!
Det vil sige, at selv om alle 18 fly havde forpasset deres mål og ramt ved siden af Flensborg og i stedet bombet på dansk jord, ville regnestykket ikke gå op.
Endelig fik man den rigtige historie
Ja sådan var opfattelsen i mange år. Men det viste sig at være 149 bombefly med 993 sprængbomber og 4.500 brandbomber over Sundved og Nordals. Målet var skibsværftet i Flensborg. De forreste fly, der skulle udpege det med faldskærmsbårne lysbomber kastede dem for tidligt. Derved blev 155 tons bomber smidt ned over den del af Sønderjylland. Heldigvis kostede det mirakuløst ingen menneskeliv, men som nævnt brændte mange ejendomme ned.
Flystyrt over Als
Omkring midnat mellem den 28. og 29. januar lettede 700 bombefly fra deres base i England. Målet var Berlin. Under indflyvningen over Sønderjylland fik tyske natjægerram på en Lancaster JB 412 fra Eskadrille 83 ved Varnæs omkring 2.20. Måske blev en JA 967 også ramt samtidig.
Minutter senere da Lancaster HK 537 fra Eskadrille 437 befandt sig over Augustenborg Fjord blev den sandsynligvis ramt af Friendly Bombs (bomber fra egne fly). Den blev alvorlig skadet, så piloten valgte at returnere til sin base. Men i det skydækkede område over Broballe stødte flyet sammen med en Lancaster JA 967. Flyene styrtede og alle 14 besætningsmedlemmer omkom.
Den blodige søndag den 27. august 1944
Jyderne oplevede en del luftkampe under krigen. Og det gjorde de også den 27. august 1944. Ved Hee i Vestjylland blev et persontog angrebet. En af lokoførerne blev dræbt lige som 8 passagerer og otte sårede. To civile, der opholdt sig nær en lastbil blev dræbt.
Under en sportsfest blev en fodboldspiller dræbt, mens flere tilskuere blev såret. Disse ulykker blev muligvis forårsaget af vildt skyderi mellem fly under heftige luftkampe i området.
Under den tredje beskydning havde passagerer søgt dækning under toget. Særtog 8322 blev angrebet nær Ulfsborg, begge lokofører døde af sære forbrændinger.
Nord for Lem blev endnu et tog beskudt En lokofører blev dræbt, en anden hårdt såret.
En sort dag i Tønder
Den 11. juni 1942 blev en sort dag for Tønder. 4 personer blev dræbt og 16 såret, da bygningen, Jernbanegade 10 i nærheden af Tønder H blev nærmest jævnet med jorden. En dyrlæge og hans datter var blandt de dræbte.
Der var murbrokker og glassplinter og støv over det hele En anden bombe var faldet ned på den anden side af Kongevej. På stationen og i nærheden var der vild panik. Folk skreg.
To engelske jagerfly var kommet ud af kurs. De var omkring 20 km nordligere, end de havde regnet med. Ja de troede, at de var i Niebüll, der havde direkte forbindelse til Sild. Derfor var det et oplagt bombemål.
Men klokken 18.58 drønede de to fly ind over Tønder og fra 50 meters højde kastede de deres 500 punds sprængbomber. Flight Sergent Rowland drejede af mod vest og fløj hjemad.
Frygtelige virkninger
Den første bombe havde ramt jernbaneterrænet 40 meter fra banegården. Den var ikke eksploderet men rikochetterede derfra gennem en mur, gennem en have, tværs over Jernbanegade og endte i kælderetagen til Jernbanegade 10, hvor den eksploderede sammen med en anden bombe fra samme fly.
Virkningerne var frygtelige. De to øvrige bomber var faldet i nærheden og havde forvoldt stor skade på flere ejendomme.
Fly skudt ned
Flight Lieutenant Hughes havde endnu ikke smidt sine bomber. Han valgte at følge jernbanen nord på. Kl. 19.10 angreb han et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Lokomotivføreren døde på stedet. Fyrbøderen døde et par dage senere. Det engelske fly styrtede ned 5 minutter senere, skudt ned af en tysk jager.
Det samme hus ramt igen
Natten mellem den 14. og den 15. april 1945 kastede en engelsk jager igen en bombe mod Tønder H. Men desværre ramte bomben forbi målet og direkte ind i den genoprettede bygning på Jernbanegade. Bygningen blev nærmest halveret. I ruinerne fandt man 5 dræbte og 7 sårede.
Angrebet var kommet så pludselig, at luftalarmerne ikke gik i gang.
Omkring Jejsing og Rørkær faldt det også bomber. Dette betød mindst to dødsfald. Ja ved Visby faldt der også bomber. Ja og mange andre steder i Jylland.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 190 artikler om Besættelsestiden herunder:
Januar 27, 2017
Fyrretyve Fængselsfortællinger
Uffe Aasvang er tidligere fængselsbetjent (1965 – 2001) Bogen er til tider kritisk over for kriminalforsorgen/fængselsvæsnet. Alle 40 fortællinger er virkelighed. Og her på siden bringer vi lige omtale af den på grund af nyhedsværdien. Vi vender selv tilbage med en anmeldelse. Men allerede nu kan vi bringe en mini – anmeldelse. Her er masser af humor, ironi, satire, kærlighed og menneskelig forståelse. Men der uddeles også hug. Man sidder overrasket og forbløffet tilbage. Og så uddeles der da også hug.
Stor nyhedsværdi
Vi har fået tilsendt denne bog ”Fyrretyve Fængselsfortællinger” til anmeldelse. Den ser enorm spændende ud, og vi vil senere anmelde den her på siden. Men da bogen har stor nyhedsværdi i kraft af, at der sker en masse inden for netop fængselsvæsnet i øjeblikket vil vi allerede nu gøre opmærksom på den.
En anmeldelse af bogen
Vi har fundet følgende anmeldelse af bogen:
Som skrevet vil vi senere her på siden tage bogen gennem vridemaskinen.
Det er virkelige fortællinger
Uffe Aasvang fortæller, at alle disse fængselsfortællinger er virkelige og er foregået som fortalt. Alle personer er eksisterende, men som Uffe siger, så har han benådet de fleste, ved at kalde dem de navne, de gik under.
Fortællingerne starter i 1960’erne i Kastellet og på Vestre Fængsel. Læserne skal dog lige erindre sig, at fortællingerne begynder i en tid for længe siden, og at de foregår i en verden af i går.
Kritisk over for fængselsvæsnet/kriminalforsorgen
I dag er Uffe 72 år og thailandsk gift. Selv siger han, at bogen ikke er det sædvanlige lirum – larum, men visse steder kritisk over for fængselsvæsnet/kriminalforsorgen.
I sit forord skriver Uffe Aasvang blandt andet:
Vi vender tilbage med anden del af omtale af denne bog, når vi selv har læst den. Og så anmelder vi den.
Uffe Aasvang: Fyrretyve Fængselsfortællinger/ Historia