Artikler
Marts 20, 2017
Besættelsen i den sidste tid i Bov
Hvem var mest tysk af speditørerne. Der var drama på strandhotellet. Flere modstandsbevægelser i området og hele 150 mand. Læge Hans Lorentzen var den lokale byleder. Det lykkedes at få frigivet 70 genarmer, takket være Hans Lorentzen og Jens Møller. 3.000 ”Schippere” opholdt sig i kommunen. De ville gerne have madvarer med hjem, når de skulle på orlov. Der var nervøsitet i Frøslevlejren. Og så kom nok et ”spøgelsestøj” til Padborg Station. Folke Bernadotte fik frigivet Hans Lorentzen, der stak af til Sverige. Et drama afspillede sig bag toldbygningen. Tyskerne måtte aflevere alt. Lokale fik ”organiseret” mange ting. Men hvem fik egentlig ”organiseret” alle pengesedler. Enkelte modstandsfolk fik nye pistoler. Der var frit valg. De første englændere ydmygede tyskerne.
Hvem var mest tysk
Under besættelsestiden var der kun tre speditionsfirmaer i Padborg. Det var Andreas Andresen, Schenker og Wilhelm Stave. Hvem der var mest tysk, var svært at afgøre. Schenker fik alle transporter af kød og levende dyr. Stave fik transporterne af smør, ost æg og fjerkræ.
Drama på Kollund Strandhotel
Den 10. februar 1944 udspillede der sig et drama i Kollund. Tyskerne have fået et tip af et eller andet. På Strandhotellet boede to unge mænd, Anker Hansen og Karl Lauersen. Det var dem, som tyskerne søgte. De tog dem på sengen. Anker flygtede ind over hotellets loft, men blev skudt ned.
Karl kom ud af et vindue og løb til den østlige del af Kollund og slap ind i en kælder på Kummelfort. Men sporene af hans bare fødder i den nyfalden sne var lettere at følge. Han blev også skudt ned. Der blev senere indsamlet mindeplader og sat på de to huse.
Flere modstandsbevægelser i området
Hen på sommeren 1944 var der dannet flere modstandsgrupper i sognet. Formålet var specielt jernbanesabotager. Men man begik også flere alvorlige forbrydelser, som vi har skrevet om i tidligere artikler.
Pistoler, maskingeværer samt sprængstof var nedkastet i blandt andet Nordjylland. Det blev først anbragt i savsmuldet på Frøslev Savværk og senere kørt til rensning i Kollund. Det foregik om aftenen i hestevogn.
Gruppen blev taget ved Frøslev kro
Udkald til sprængning foregik via BBC. Således kom der en hilsen den 12. februar 1945 om aftenen. Syv mand skulle samles på Frøslev Savværk. Derfra skulle man cykle til broen over Bajstrup Å syd for Bajstrup By. Her skulle der foretages en sprængning mellem klokken 22 og 23.
En tilsvarende hilsen var kommet til en gruppe fra Tinglev med aftale om aftale om sprængning syd for Tinglev i samme tidsrum. Men et eller andet gik galt. Da gruppen fra Bov nåede Frøslev Plantage hørte de to kæmpemæssige brag omkring klokken 20. Det betød, at det tyske personale i Frøslevlejren var i alarmberedskab og sendte en masse mennesker ud for at fange disse sabotører.
Gruppen fra Bov blev taget omkring Frøslev Kro om morgenen den 13. februar. Senere om morgenen blev de alle syv ført til Aabenraa. Her blev de indlogeret på Forstalle og afhørt i tretten dage til gentagende afhøringer. Derefter blev gruppen ført til Frøslevlejren, hvor de sad resten af besættelsestiden.
Hans Lorentzen – den lokale byleder
Læge Hans Lorentzen fik forbindelsen med modstandsgruppen Ringen. Han blev den lokale byleder for modstandsbevægelsen. Efterhånden var der kun en gruppe tilbage. Han var med på rejser af de hvide busser og deltog i alt 16 rejser.
Tyskerne nægtede lægen at behandle den sårede
Der blev skudt en del fly ned i kommunen. Nogle måtte også nødlande. Således også den 27. august 1944. De gik galt for piloten Argent Arcosta Junior i en Mustang – jager. Han var på en mission fra England for at støtte bombefly på togt til Berlin.
På grund af dårligt vejr over Berlin blev flyene omdirigeret for at bombe Esbjerg. Men det gik galt over Flensborg. Her blev jageren tilsyneladende ramt af antiluftskyts og styrtede ned klokken halv fire om eftermiddagen på Bov Mark.
Inden flyet ramte jorden nåede piloten imidlertid ud og landede 500 meter fra nedstyrtningsstedet i sin faldskærm. Ved landingen slog Arcosta sit ene ben slemt og blødte meget. Han blev umiddelbart taget til fange af en soldat fra den tyske lejr i Bov. Dr. Hans Lorentzen tog ud.
I begyndelsen nægtede Lorentzen at behandle den sårede. Men så fik han besked på, at køre den sårede til Frøslev lejren. Her døde piloten senere på dagen.
Tyskerne havde fået en liste over byledere
Den 24. april 1945 blev Hans Lorentzen arresteret ag Gestapo. Grev Folke Bernadotte fik ham løsladt, og han flygtede derefter til Sverige, hvoraf han kom hjem den 4. maj.
Tyskerne havde fået en liste over byledere i Sønderjylland. Hans Lorentzen var ikke blevet advaret. Gennem brigadeführer Schellenberg i Flensborg sørgede Folke Bernadotte for at han blev frigivet. Det skete ved at han blev leder af en transport af 300 nordmænd og 500 Ravensbrück – kvinder fra Nyborg.
To timer efter afrejsen holdt en bil med to Hipofolk foran lægeboligen i Bov. De forblev der hele dagen og også næste dag.
150 mænd blev undervist i våbenbrug
Allerede i januar 1942 oprettede han en skytteforening. Formålet var at undervise unge mænd i våbenbrug. Da al skyttevirksomhed blev forbudt i 1944 havde hun 150 mænd lært at håndtere et gevær.
Af disse deltog de fleste i modstandsbevægelsen, to faldt i åben kamp og tre døde i KZ – lejr. Hjemme fra Hans Lorentzens hjem foregik der uddeling af illegale bøger og hefter. Han modtog også en del illegal post til fangere i Frøslevlejren.
”Ole” organiserede grupperne
Medicin og store mængder af tobak fik han også smuglet ind i Frøslevlejren. Også en radio fik han indsmuglet i lejren.
I hver af sognets fem byer blev der dannet modstandsgrupper. Der var i alt 150 mand, 75 geværer, 75 maskinpistoler, to maskingeværer og to bazukaer.
En af dem, der organiserede disse grupper kaldt de bare ”Ole”. Han boede en overgang på Møllegården, men da tyskerne ville hente ham, var han væk.
Det lykkedes at få 70 gendarmer hjem
En mislykket sabotage den 10. februar 1945 medførte arrestation af 19 mand og den 10. februar. Heriblandt var der flere gruppeledere. Andre måtte gå under jorden.
Hans Lorentzen forsøgte blandt andet sammen med Det Tyske Mindretals leder, Jens Møller at få frigivet de danske grænsegendarmer. Den 16. marts 1945 lykkedes det at få 70 gendarmer hjem.
Til tider var der udgangsforbud i hele Bov Kommune. Der var ingen gadebelysning eller lys fra butiksvinduer. De enkelte biler havde blændede lygter. Dette gjaldt ligeledes for cykler.
Hårdt for gendarmerne
Den 19. september 1944 afvæbnede Gestapo gendarmerne og førte dem til Frøslevlejren. 46 af dem nåede at gøre under jorden. 141 af dem blev den 5. oktober deponeret til Neuengamme. 38 af dem nåede aldrig hjem igen.
Disse gendarmer oplevede til tider dramatiske oplevelser. Og her tænkes ikke kun på de brutale mord, da tyskerne invaderede landet.
En dramatisk vagt i Frøslev mose
Således var gendarm Simon Grosen ude for en dramatisk oplevelse, da han gik patrulje ude i Frøslev mose. Han hørte to svage stemmer, og stod i skjul bag et par busker. To mennesker nærmede sig, og sagde, at de var faret vild. Manden simulerede døvstum. De blev begge anholdt og ført ind mod Padborg.
En af Grosens kollegaer kom nu til stede, og Grosen ville sætte ham ind i situationen, da den anholdte mand i brøkdel af et sekund trak en bajonet frem, som han havde skjult i støvlen og huggede den i halsen på Grosen og knuse kæben hos kollegaen.
Skønt Grosen var hårdt såret greb han pistolen og tømte magasinet i maven på manden, inden han selv tabte bevidstheden.
Den anholdte mand var død på stedet. Grossens kollega slæbte sig hen til nærmeste hus i Padborg. Begge blev indlagt på Sønderborg Sygehus. Bajonetten havde kun ramt millimeter fra halspulsåren. Det viste sig senere, at den anholdte, var en tysk soldat, der ville desertere.
3.000 ”schippere” i Bov Kommune
I november 1944 fik Bov Skole besked på, at der skulle indkvarteres 11 tyske vagtmænd på skolen. Disse fik anvist et lille biblioteksværelse ved gymnastiksalen.
Den 3. januar 1945 ankom tre befalingsmænd. De blev kaldet guldfasaner. De gik nærmest i en gul, mørkegul uniform samt 230 mand. De sidste havde kun uniformsjakke og kasket, men ellers var de i civilt tøj.
De skulle grave tankgrave tværs igennem bøndernes marker, og blev kaldt ”Schipperne”, Dette blev gjort, fordi at forsvare sig mod eventuelt fremrykkende engelske og amerikanske styrker. Der blev indkvarteret 100 mand i de fire klasseværelser og resten i gymnastiksalen.
Man ville gerne have mad med hjem
Til selve undervisningen blev det ikke så meget plads tilbage. Et lærerværelse samt et klasseværelse var det tilbage. Der blev undervist fra klokken 8.00 til 15.25. Og fra klokken 16.00 til 20.00 var det Handelsskolen, der havde lokalerne.
Sløjdlokalerne blev brugt til spisekammer. Her blev også opbevaret madvarer, røget flæsk, skinker, brød m.m. To mænd skulle sove der og holde vagt. Intet måtte tages med hjem til den sultne familie, når ”Schipperne” som de kaldtes, fik et par dages orlov.
De fleste var værftsarbejdere fra Kiel. De blev sendt på gravearbejde efter at værfterne i Kiel var bomberamt. Egentlig var det ikke mange af dem, der var nazister. De sagde, at de var socialdemokrater og kommunister. Men det turde de ikke, at sige til deres overordnede.
”De ville dø af grin”
Maden til de mange mennesker samt dem, der var indkvarteret i salen på Bov Kro, blev kogt i en kæmpe gryde anbragt i en træbygning for enden af skolen. Kokken var en tidligere hotelejer fra Berlin. Det var altid en sammenkogt ret.
Guldfasanerne forbød personalet at tale med danskerne. Men alligevel spurgte en af Bov’ s hjemmetyskere en af ”Schipperne” om de tankegrave, som blev gravet, ville komme til at gøre nogen gavn:
Medlemmer af ”Frauenschaft” fra det lokale tyske mindretal sad nede i baderummet og fyrrummet og gjorde kartofler, gulerødder m.m. i stand, så det var klar til at hælde i gryden.
Også på andre skoler i kommunen var de såkaldte ”Shippere” indkvarteret. I alt blev der indkvarteret 3.000 mænd i Bov Kommune. Den pansergrav, som de skulle grave, skulle gå tværs over Sønderjylland.
Schipperne ville have maskinpistoler
Disse Schippere mødte blandt andet i Fårhus, hvor de tiggede om mad, som de kunne tage med hjem til familien. De betalte med familiesmykker, som de tog med næste dag.
Efterhånden som frygten for engelske flyvere bredte sig, forlangte ”Schipperne” at få maskingeværer med, når de gik ud og grave. Det fik de så- de blev om aftenen opstillet i skolegangen ovre i mellembygningen.
Til sidst var der ikke meget disciplin tilbage blandt ”tropperne”. Den 3. eller 4. maj, da de var klar over, at krigen var ved at være slut, stak de simpelthen næsen hjemad. De adlød overhovedet ikke ”guldfasanerne”.
Nervøsitet i Frøslevlejren
Ude i Frøslevlejren var der stor nervøsitet blandt fangerne. Gennem deres radio skjult under gulvplankerne fulgte de udviklingen. De vidste, at afslutningen på fangenskabet var nær. Men de var bange for, at tyskerne i desperation enten ville udrydde lejren eller i hast sende fangerne til Tyskland som gidsler, hvis lejrledelsen hørte, hvordan den virkelige situation var. Da dagen endelig oprandt, overgav lejrkommandanten sig efter længere diskussion sig til danskerne.
Tyskerne havde under den sidste del af krigen udviklet en ny strategi med hensyn til deres jagtflyvere. Man havde oprettet mange små flyvepladser. Således også ude ved Kragelund. Men pladsen blev hvis aldrig klargjort i det omfang, som man havde tænkt sig.
Således stod her i maj-måned 1945, 6-8 dagslørerede Heinkel eller Messerschmidt maskiner på pladsen.
Da spøgelsestoget fra Ravensbruck kom
Mange beboere i Padborg var berørte, da de så spøgelsestoget fra Ravensbruck. Kvinderne var udsultede. De havde i flere døgn stået stuvet sammen i deres egen afføring i haverne. De kastede sig over en sæk kartoftler og spiste dem rå. Hurtigt blev der skaffet mas fra hjemmene i området. Kvinderne gjorde stor modstand, da de skulle i badeanstalten. De troede, at det var gaskamre.
”Fårhus-Fangere” fik lov til at rydde op
Tyskerne efterlod klasseværelserne i meget griset tilstand. Rengøring foregik ved hjælp af ”Fårhusfangere”. Og det skete under opsyn af folk fra modstandsbevægelsen.
Lige efter kapitulationen var der folk fra modstandsbevægelsen, der overtog bevogtningen af en del af grænsen. Disse modstandsfolk var lige populær alle steder. Og der forekom også nogle mystiske dødsfald i Padborg-området. Dette har vi beskrevet i andre artikler.
Da stærkt bevogtede marineinfanterister dukkede op
Der var masser af modstandsfolk ved grænsen. Hele Bov – gruppen var mødt frem. Men tropperne blev dirigeret og kommanderet af Harald Skodshøj, pressesekretær ved Hedeselskabet i Tønder. Men ellers var det lærer Frederik Sørensen, der havde kommandoen over Bov – gruppen.
Alt hvad der kom nordfra skulle kontrolleres. Men der var dramatik, da politiets fjernskrivere meddelte, at en flok tyske marineinfanterister var på vej, stærkt bevæbnede. De dukkede op fra skoven og gik syd om Krusågård og op mod landevejen. De danske modstandsfolk var gået i dækning. Men de havde heldigvis ikke ondt i sinde.
De fortsatte tværs over vejen ved Grænsehotellet og forsvandt op over marken og endnu ind i skoven til Tyskland.
Modstandsfolkene hentede også hjemmetyske bekendte, og det var ikke altid lige behageligt.
Et drama bag toldbygningen
Bag toldbygningen legede den 7-årige Bente Madsen fra banken i Kruså og en lidt større søn af toldassistent Tiedemann. Bente havde troet, at hun havde fundet en bold. Det var det ikke. Det var en håndgranat i ægform. Bente blev kvæstet til døde, kammeraten slap med livet i behold.
Enhederne på Korsvejen blev større og større. Nu havde tyskerne også heste og tungt materiel med. Alt blev sorteret og frataget de tyske soldater, inden de nåede grænsen. Langt ud på Åbenråvej stod cykel mod cykel.
Alle heste ind på Harkjærs mark
På Harkjærs store mark, hvor nu Grænsehallen ligger blev alle heste jagtet ind. Til sidst var pladsen overfuld. På den anden store mark bagved, det senere Metro, var oplagringsplads for alt det tungemateriel. Her var biler i alle afskygninger, motorcykler, panservogne, feltkøkkener og endnu et hav af cykler.
Hvor blev pengesedlerne af?
En mægtig lastvogn med tippelad komme af med sin store bunke af blæseinstrumenter. De blev bare tippet af i en stor bunke.
Nogle modstandsfolk havde fået det job at tømme beholdere for gasmasker og fylde dem med alle de pengesedler man tog fra tyskerne og som flød alle vegne. Hvor alle de pengesedler blev af senere, vides ikke.
De lokale ”organiserede” sig til fine varer
I diverse vandløb og grøfter i nærheden af grænsen flød det også med bildelem cykeldele, ”pansernæver”, geværer, bajonetter, madvarer, rester af cykler og meget mere.
Efterhånden samlede folk sig og fik ”organiseret” sig til diverse rester på markerne. Nogle af modstandsfolkene fik sig også en ny revolver.
Efter at englænderne var kommet til grænsen, behandlede de ikke tyskerne særlig godt i den første tid. De forsøgte på alle mulige måder at ydmyge de enkelte tyskere. Men i andre af vores historier fra området var denne udvikling vendt.
En lejr ved Østerløkke
Lidt efter tyskernes kapitulation kom så ”Den Danske Brigade”. De blev blandt andet indkvarteret på Bov Skole. Maden til brigadesoldaterne blev tilberedt i et feltkøkken opstillet i et hjørne på skolepladsen.
Men efterhånden blev der indrettet en lejr til brigaden, hvor nu Østerløkke ligger, så skolen fik sine lokaler tilbage.
Fra den 26. maj til den 10. juni var 2. kompagni Den Danske Brigade indkvarteret på Kiskelund Skole. Den 10. juli blev Den Danske Brigade hjemsendt. Frem til den 10. november blev de erstattet af de danske soldater.
Gennem besættelsestiden oplevede Bov Kommune over 100 luftalarmer og 40 bomber.
Historien er nok ikke fortalt helt rigtig
Der skete også mange andre dramatiske ting under besættelsestiden i Bov Kommune. Vi har fået nogle år siden talt med en hel del ældre mennesker i kommunen. Og så har vi talt med Asmus Jensens familie, ligesom vi har haft indblik i forfalskede afhøringsrapporter og andre politirapport, medicinske erklæringer m.m.
Officielt så døde Asmus Jensen under flugt, skudt af Den Danske Brigade. Men sandheden er en helt anden.
Vi har konstateret flere mystiske dødsfald, nogle af disse har man forsøgt at camouflere som selvmord.
Dette efterlader et indtryk af, at det hele nok ikke forløb så uskyldigt, som denne artikel bæger præg af.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 194 artikler om Besættelsestiden herunder de følgende artikler:
Marts 17, 2017
Anekdoter fra Rømø
Vi bringer her otte historier fra Rømø. Den første hedder ”Strandet på isen” Det var i 1777 på en grønlandsfærd. Pludselig måtte 300 sømænd efterlades på isen. Nogle skibe sank. På Rømø havde man opgivet, men efterhånden vendte mange hjem. Og glemt er også, at der på Rømø blev taget 1.450 svenske fangere, deriblandt en landsforræder. Christian den Fjerdes flagskib sænkede næsten en hel flåde. 800 – 1.000 svenskere og hollændere omkom. I mange år havde en bandit hærget på øen. Endelig havde bønderne fået nok af ham. De overfaldt ham og 13 dage senere døde han. Og så blev Jørgen Jespersen fejret som helt. Sammen med andre øboer fik han ordnet nogle sørøvere. En ”Heks” blev anholdt 14 år efter, at hun var angivet. Men de kunne ikke finde andre beviser. Og så blev øvrigheden narret, da de skulle inspicere noget nyt land. I mange år kæmpede øboerne mod sandflugt. Og mens mændene var på havet, var det konerne, der måtte sørge for dette.
Strandet på isen
Man siger, at den første grønlandsfarer kom fra Rømø. Men der nok ikke rigtig. En kendsgerning er dog, at øen kan takke hvalfangsten ved Grønland for den velstand, som øen opnåede.
Kommandøren skulle være fra Rømø
Rømeserne blev regnet for aldeles fremragende søfolk. Man sagde:
Det var nok lidt overdrevet. Men en kendsgerning var, at næst efter Føhr så leverede Rømø det største antal kommandører til Hamborgs hvalfangerbåde. Desuden var mange hollandske og danske skibe bemandet med en kommandør fra Rømø.
Han blev på havet
Hvert år i februar tog en meget stor del af Rømø’s mandelige befolkning afsted på søen. Kvinderne måtte overtage kommandoen derhjemme. Om efteråret vendte de så igen hjem. Men på gravsteder kan man læse:
På mange gravsten er det ligefrem en hel livshistorie.
Søfolkene tog mange kostbarheder med hjem.
Man tager afsked
Det var skik og brug at man holdt Persawten med bål og ild. Det gjorde man også i 1777. Den følgende dag tog mændene til Amsterdam og Hamborg. De havde ladt sig hyre til grønlandsfarten. De yngste var kun 10 – 12 år gamle.
Før de gik om bord i da fladbundede vadehavsbåde, tog de afsked med familie, venner og bekendte. Efter tur besøgte de diverse huse. Man drak punch og kaffe. Og et par punche blev det også på kroen ved havnen. Man råbte så et trefoldigt hurra fra land, og dette blev gentaget at folkene i bådene.
Den 12 årige Anders Mickelsen List skulle med skibet ”De twee jonge Hermans” under kommando af Engelbrecht Jensen. I slutningen af marts forlod skibet Hamborg. Midt i maj nåede man fangstpladserne.
Tolv skibe blev indesluttet i isen
Isforholdene var vanskelige, og der var tåge under hele fangstperioden. Som nybegynder måtte man ikke deltage i jagten. Men man kunne følge det fra skibet. Mændene i små chalupper(robåde) mod kolossale havdyr. Oftest var det dog mændene, der vandt.
Det var et godt fangstår, men midt i juni blev ”De twee jonge Hermans” og de andre hvalfangerskibe indesluttet af tætte ismasser. I otte dage forsøgte mændene at bringe deres skibe fri. Men det lykkedes kun delvis. Tolv skibe forblev indesluttet.
Anders var frygtelig bange, men kommandøren trøstede ham. I slutningen af juli så det en overgang ud til, at isen ville åbne sig. Men i august pakkede den sammen igen. Ja nu var man også bange for at skibet ville blive knust af ismasserne.
Han forsvandt i det kolde vand
Nogle vovede sig ud på ismasserne for at undersøge, hvor langt isen strakte sig. Det blev en besværlig tur. De måtte springe over revner og klatre over høje isbjerge. Men der var kun hvid ørken så længe øjet rakte. På tilbagevejen gled en af mændene, da han ville springe over en åben spalte i isen. Han forsvandt i det iskolde vand under isen.
300 sømænd stod på isen
Den 19. august kom der en voldsom storm fra øst. Den følgende nat vågnede Anders ved lyden af træ, der splintredes. Et øjeblik senere lød det gennem mandskabslukafet:
Det var ikke tid til at rede noget. En smule proviant og to redningsbåde. Isen pressede alt andet ned i dybet. Inden stormen havde lagt sig var endnu fem skibe blevet knust.
I begyndelsen af september lykkedes det for to skibe at komme fri. Endnu fire sad fast. Men fire sad stadig fast. De knustes under endnu en heftig storm sidst på måneden.
Det hele resulterede i, at 300 sømænd stod tilbage på den arktiske isflade uden skib. De fleste ventede bare på døden. Men kommandør Jensen råbte op, at nu skulle der kæmpes. Han mente, at nu skulle man slå sig igennem isen til Grønland. En farefuld vandring startede. Man måtte gå lange omveje for at komme over alt få brede sprækker.
En røgsøjle i det fjerne
Det gik uger. Kræfterne ebbede ud. Nogle var blevet angrebet af skørbrug. Anders var nået til det yderste af sine kræfter. Hele tiden blev han bagefter gruppen. Men kommandøren blev hos ham. Han bad om at tage noget af sit tøj af. Han gik nu halvnøgen og uden fodtøj videre.
Stormen hylede. Solen lod sig slet ikke se. Og det var iskold. Men pludselig fik hele gruppen nyt liv. De kunne se land. Men glæden varede kort. Hver nat krævede sinde dødsofre.
Pludselig en morgen kunne man se en røgsøjle. Man slæbte sig afsted med de sidste kræfter. Hurtigt kom man sig under grønlændernes omsorgsfulde pleje. Men nogle var så svage, at de døde efter få dage.
På Rømø havde man opgivet
På Rømø blev der bedt for de savnede. Hver gang en vendte hjem, blev der bedt i kirken. I efteråret og vinteren 1777 var halvdelen endnu ikke vendt hjem. I 1778 gik pastor Rasmus Christiansen Neve på prædikestolen og sagde med grådkvalt stemme:
155 af 475 søfolk blev reddet
Fra den dag bar mange familier sørgedragt og accepterede i tavshed deres skæbne.
Hen på foråret vendte de 27 af dem, de havde troet døde, tilbage til Rømø. Der blev jubel og glæde, men også tårer og lidelser. Man fik bekræftet at 20 mænd blev derude.
Anders Mickelsen List drog trods alle de grusomme oplevelser igen på grønlandsfart. Han blev senere styrmand.
Af de 475 søfolk, hvis 10 skibe blev trykket ned af isen, blev kun 155 reddet. Derfor er året 1777 gået over i grønlandsfartens historie som:
Engang stod der to rustne kanoner på klitten øst for Havneby Kro. Om de står der endnu vides ikke. Hvorfor de står eller stod her, får du svaret på her.
Da svenskerne blev jaget væk fra Rømø
Den svenske general Torstensson erobrede i februar 1644 den nordlige del af Sild og Rømø. Begge øer faldt uden modstand. Dette skyldtes englænderen Markus Whittes forræderi. Christian den Fjerde havde overdraget ham forsvaret af øerne med to pramme og otte galejer. Whitte gav skibene til fjenden og trådte i svensk tjeneste.
Svenskerne brændte 26 af Rømøs 30 skibe
Svenskerne brændte 26 af Rømøs 30 skibe. De anlagde to skanser øst for Havneby. Lidt nord Mølby opslog de deres lejr. Dammen med deres forbundsfæller, hollænderne kaprede svenskerne alene i februar måned tolv danske skibe.
Von Buchenwald tog 1.450 fangere og en landsforræder
Den danske oberstløjtnant Heinrich von Buchwald forlod i marts fæstningen Glückstadt med 600 soldater. Den 21. marts landede han på Rømø. Uden større besvær erobrede han begge skanser og forlod øen med 1450 fanger, deriblandt Markus Whitte. Som tak for sin indsats blev von Buchwald unævnt til oberst.
Slaget ved Listerdyb
Men i begyndelsen af maj viste en flåde på 36 skibe sig nu i Listerdyb. De var blevet udrustet i Holland af den rige købmand Louis de Geer, som boede i Sverige.
800 bueskytter om bord
Under ledelse af Martin Theyssen sejlede skibene til Ribe for at tage 800 af Torstenssons bueskytter om bord. De skulle understøtte svenske troppers landgang på Fyn.
Trefoldigheden angreb
Men dette foretagende blev forpurret af den danske konge, der i rette tid løb ind i Listerdyb med ni orlogsskibe. Den 16. maj angreb Christian den Fjerde med sit flagskib ”Trefoldigheden” den fjendtlige flåde. I over to timer måtte han holde stand mod en kæmpe overmagt, da de andre danske skibe ikke kunne gribe ind grundet vindstille og manglende strøm.
Svenskerne og hollænderne mistede 800 – 1000 mand
Men grundet kanonernes større rækkevidde og vindstille lykkedes det danskerne at tilføje svenskerne og hollænderne et tilintetgørende nederlag. Svenskerne og hollænderne skal have mistet mellem 800 og 1.000 mand. De fleste af dem fandt deres hvilested på den nu forsvundne ø, Jordsand, ud for Emmerlev og sydøst for Rømø.
På Rømø var der efter krigen stor fattigdom, fordi indbyggerne nu savnede deres vigtigste middel til livets opretholdelse, skibene som svenskerne havde brændt.
Da Tandrup blev banket ihjel
I årene omkring 1650 levede der i Kongsmark en mand ved navn Jens Sørensen Tandrup. Han havde under svenskekrigen tjent i den danske flåde under kaptajn Peter Bomfeldt. Efter sin tilbagekomst udstedte han på egen hånd søpas for rejser til udlandet.
Rømøs søfolk var på langfart
Da øboerne havde pligt til at stille mandskab til den danske flåde, kunne kun tage hyre på de hamborgske og hollandske skibe, hvis de besad et sådant gyldigt søpas til udenlandsrejser.
Da øen nu skulle stille sit kontingent søfolk til marinen, var de fleste rejst. Man var derfor tvunget til under store ofre, at hverve fremmede og oven i købet uerfarent mandskab, for at kunne stille det fordrende antal matroser til flåden.
Røverier og indbrud
Men dermed var det ikke slut. Sammen med sin følgesvend Niels Knudsen Stürck begik Tandrup også en række røverier og indbrud uden at nogen turde sætte sig op imod ham. Alle øens beboere frygtede hans voldshandlinger og håbede at problemet en dag ville løse sig selv.
Efter nogle års tyranni fik man dog mod til at underrette herredsfogeden i Brøns på fastlandet. Han kom over til øen for at besigtige de anrettede skader, men blev truet af Tandrup og hans følgesvende, der mødte bevæbnede op. Med uforrettet sag måtte fogeden vende tilbage.
Det blev for meget for Rømøs bønder
Der gik endnu nogle år uden at der skete Tandrup noget på grund af hans ugerninger.
Da hændte det, at han ved højlys dag brutalt slog en øbo ned og udplyndrede ham. Nu kogte vreden over hos nogen af øens bønder. De lagde sig i baghold, og da han endelig kom, slog de så længe løs på ham, at han blev liggende på jorden som livløs. Kort efter blev han fundet af nogle kvinder, der kom forbi. I et dejtrug blev han bragt til sin svigerindes hus.
Begravet ”uden sang og klang”
Her døde han 13 dage senere af sine svære kvæstelser, efter at præsten, Aagaard, havde givet ham den sidste nadver.
Fra Ridefogeden kom der besked om, at liget ”uden sang og klang” skulle jordes ved kirkegårdsmuren, hvor forbrydere og selvmordere blev begravet.
Før dette kunne ske, havde nogle af Tandrups slægtninge begravet hans jordiske rester på engen bag ved huset.
Konen forsøgte at stikke af med godset
Hans kone, Dorthe Jenses ville dagen efter bagholdet flygte til fastlandet med en del af det stjålne gods. Men hun blev i sidste øjeblik fanget af øboerne. Da hun havde deltaget i en del af sin mands forbrydelser, blev hun ved retten i Haderslev idømt flerårig fængselsstraf. Under trussel om livsvarig indespærring blev hun bortvist fra Haderslev Amt.
Der blev senere indledt en undersøgelse mod de mænd, der havde deltaget i overfaldet på Tandrup. Efter at den var afsluttet blev de skyldige idømt en bod til amtet.
Da Jørgen Jespersen fangede sørøverne
Jørgen Jespersen levede i midten af det 16. århundrede på Rømø. Som de fleste mænd på øen sejlede han til søs. Det skete, at de fik en for meget. Og i den tilstand blev de ofte hyret til et skib.
Jørgen Jespersen flygtede
Sådan skete det også for Jørgen Jespersen i Holland. Han befandt sig pludselig på kaperfart. Nu hændte det så at sørøverskibet satte kursen mod Rømø, for at snuppe bytte i søfartsruten til Ribe.
Men på en vagt sprang Jørgen i vandet og flygtede. Hans landsmænd bød ham velkommen på land. De var straks parate til at kæmpe mod piraterne. De skulle bare have lokket fribytterne på land.
Kaptajn og besætning overfaldet
På skibet var flugten blevet opdaget. Kaptajnen lod sig ro i land af en del af besætningen for at lede efter desertøren og for at lede efter bytte.
De var næppe kommet på land før øboerne med vilde skrig for frem fra klitterne, faldt over dem og tog dem til fange. Herved blev en del af de fremmede ilde tilredt.
Sørøverne blev taget til fange
Da sørøverne om bord på skibet så udgangen af denne kamp på stranden, forsøgte de at sætte sejl og flygte. Men de kendte ikke farvandet og det varede ikke længe før de løb på grund i vaden. Jørgen Jespersen og hans venner entrede skibet og tog resten af besætningen til fange.
Skibet blev bragt til Ribe. De mænd, der frivilligt havde taget hyre om bord blev lagt i lænker og senere hængt. De øvrige lod man løbe efter at deres udsagn var ført til protokols.
Jørgen Jørgensen blev belønnet af kongen for sit mod og fik del i prisen.
Hvem skulle have udbyttet
Resten af byttet blev anledning til en strid mellem hertugen af Slesvig og den danske konge. Begge gjorde krav på skib og ladning. Den vade, hvor skibet var strandet hørte med til hertugdømmet.
Men hertugen måtte i sidste ende trække det korteste strå, fordi skibet som nævnt allerede lå i Ribe, der hørte under kongen Og han ønskede under ingen omstændigheder at afgive nogen del af byttet til den slesvigske hertug.
Da heksen blev frikendt
For nogle hundrede år siden fandtes der også hekse på Rømø ligesom i resten af Europa. Det var i reglen kvaksalvere eller ”kloge damer”. Folk mene, at de ”kunne mere end deres fadervor”
Anna Boyes angav endnu en heks
I året 1652 var der en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø, der blev indbragt for retten i Ballum på fastlandet. Efter en retssag blev hun dømt til døden for hekseri. Inden hun blev overgivet til bødlen og henrettet, aflagde hun endnu en tilståelse, idet hun angav Mette Thøffrings som heks. Nu kan det også være at dette skete under tortur.
Heks anholdt fjorten år efter
Fjorten år senere anholdt man denne kvinde og bragte hende til fangehullet på Møgeltønderhus. Herfra blev hun den 14. februar 1666 ført til retten i Ballum, hvor man rejste anklage mod hende for hekseri.
Sagen trak i langdrag, fordi man ikke kunne fremlægge andre ”beviser” mod Mette Thøffrings end den henrettede Anna Boyes’ udsagn.
Frikendt, så længe ikke andet er bevist
Efter at processen havde varet i over et år, spurgte de femten domsmænd, der var udpeget i sagen, den 2. marts 1667 anklageren Hans Andersen, om han ud over allerede kendte beskyldning lå inde med andet bevismateriale. Det benægtede han og tilføjede, at han i den forløbne tid ikke havde hørt andet end godt om den anklagede.
Således kunne retten ikke godt gøre andet end at frikende Mette Thøffrings, selv om det skete med tilføjelsen:
Denne beretning er historisk og her er sikkert tale om et af de få tilfælde, hvor en heks er blevet frikendt. Sædvanligvis gjorde man kort proces i sådanne sager.
Øvrigheden blev narret
Foran diget nordøst for Juvre finde man i dag et pænt stykke forland, som øboerne kalder Ejland. I slutningen af det 18. århundrede fandtes der endnu intet dige her, og det nuværende forland var adskilt fra øen af en pril og blev overskyllet ved højvande.
Strid om det nye land
I året 1779 opstod der en strid mellem folkene i Juvre og øvrigheden i Haderslev og Ribe om dette nye kystland. Den sydlige del af Rømø var dengang under kongelig overhøjhed, og blev styret af Ribe. Den nordlige del var slesvigsk (hertugelig) og blev styret fra Haderslev.
Nogle steder, bl.a. i Juvre, fandtes der både hertugelige og kongelige gårde.
Første kommission så kun oversvømmet land
Øboerne gjorde gældende, at havet i løbet af den sidste menneskealder havde taget en fjerdedel af alle marker og enge på øen. Det nye land på den anden side prilen var kun en ringe erstatning for den tabte.
Men øvrigheden i Ribe og Haderslev bestred denne ret og sendte en kommission til Rømø, for at det kunne blive vurderet, hvilken værdi det omstridte område repræsenterede.
Første gang kommissionen drog af sted, nåede den slet ikke over til øen, fordi der blæste en kraftig modvind. Da overfarten endelig kom i stand, fik vurderingsmændene ikke lejlighed til at se det nye land, fordi en stormflod havde overskyllet det.
I deres indberetning oplyste de, at øens indbyggere havde meddelt dem, at den nye ø fra gammel tid havde eksisteret som sandbanke. For at kunne losse brændsel havde Juvre-folkene bygget en dæmning over til Ejland, idet de skibe, der bragte brændsel fra fastlandet til øen stak så dybt, at de ikke kunne gå ind på østsiden af sandbanken.
Kommission mente ikke, der var noget at komme efter
Øvrigheden i Ribe og Haderslev stolede ikke på øboerne og sendte næste år en ny kommission af sted, som skulle fastsætte værdien af Ejland. Kommissionen bestod af dommere, fogeder og vurderingsmænd fra fastlandet.
Den 25 juli skulle kommissionen komme. Denne dato var fastsat, fordi det var midt i høsttiden, og man mente, så kunne man tage græsset i øjesyn, når det var bedst.
Også denne kommissions indberetning faldt ud til Juvre-folkenes fordel. Denne gang fik de høje herrer endelig lejlighed til at tage det nye land i øjesyn, og de berettede, at græsset på de bedste steder var 5 cm højt, men for det meste kun 2-3 cm eller lavere.
En ansættelse af, hvor meget hø, der kunne høstes her, skønnedes ikke muligt. I øvrigt erklærerede vurderingsmændene, der var bedre vant, hvor de kom fra, at de ville end ikke bjerge høet, om de så fik det foræret. Man kunne heller ikke lade kvæg græsse her, erklærede kommissionen, da det ville drukne ved pludseligt indtrædende højvande.
Resultatet af kommissionens arbejde blev, at Juvre-folkene som førhen kunne slå hø på Ejaland, uden at skulle betale for det.
Øboerne grinede af de kloge vurderingsmænd
Da kommissionen havde forladt Rømø grinede man af de kloge vurderingsmænd. Deres afgørelse blev fejret. På Ejland vokser der nemlig annelgræs, en græsart, som først bliver slået i slutningen af august og begyndelsen af september. Derfor kunne disse planter ikke være særligt høje eller frodige den 25. juli.
Det kunne godt betale sig
Selv om det ikke var tale om noget yppigt bevoksning, så lønnede det sig i hvert fald at bjerge høet. Når man havde nøje kendskab til ebbe og flod, hvad øens indbyggere naturligvis havde, så var det også muligt at lade kvæget græsse på området.
Dertil kom, at prilen i tidens løb slikkede til. Det betød at landområdet år for år blev større. Man kan roligt sige, at Juvre-folkene havde gjort en god handel.
Kampen om sandet
Rømø er ikke nær så gammel i geologisk henseende som for eksempel Føhr eller Sild. Mens disse to øer har en fast kerne af gestland, og vel oprindelig har hørt til fastlandet, så mener de kloge, at Rømø oprindelig var en sandbanke, der i løbet af årtusinder har hævet sig af havbunden.
Efterhånden er det kommet basis for vegetation. Faktisk har der kun vokset træer her de sidste 100-120 år. Klitter og kunstigt byggede volde udgjorde den eneste beskyttelse mod vinden. En kendt øboer Peder Jens Manø her berettet om, hvorledes disse volde blev bygget.
Sandet var alle steder
I slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. århundrede så det ikke godt ud for Juvre. På grund af nordøstenvinden havde det skarpe flyvesand fra stranden taget overhånd. Sandet blæste over markerne, hvirvlede ned fra klitterne og fløj ind i gårdene, hvor det ofte lå indtil tre alen højt.
Særlig slemt så det ud i Mikkel Hansens og Las Brodersens ejendomme samt i de to nordligste huse. Når disse nævnte bønder kørte hø hjem fra de østligste marskenge, som endnu var fri for sand så lejrede der sig meget sand mellem udkørsel og hjemkørsel-især når vinden var i nordvest. De måtte skovle sandet væk fra døren, før de kunne få høet ind. Kål og grøntsager kunne man ikke længere dyrke på Nørreland.
Nu måtte der gøres noget
På grund af de stærke nordveststorme havde sandstøvet taget overhånd i sådan grad, et de ikke blot dækkede engene, men også de faste og veltilgroede klithøje, der på denne måde blev til rent flyvesand. Til sidst var det ikke blot markerne, men også husene og de tofter og gårdspladser, der ligger omkring dem, dækket med skarpt klitsand.
Indbyggerne var imidlertid fast besluttet på at forene deres anstrengelser for at dæmpe sandflugten, og efter et mangeårigt hårdt arbejde lykkedes dette.
Et kæmpe arbejde fulgte
Først bragte de sandet ud af deres huse og slæbte det sammen til en stor bunke. Derefter hentede de tang og klæg fra havstokken mod øst for at dække bunken og derved forhindre, at sandet blæste væk. I nogen afstand byggede de en vold af tang.
De købte gammelt og nyt træ og hentede græstørv for at dæmpe sandet. Børnene samlede grene og andet opskyl på stranden til samme formål. På lignende måde byggede man volde af sandhøjene, som blev beplantet med marehalm, som man hentede fra andre klitter. Dette lykkedes så godt, at næsten alle volde nu er bevokset. På mange steder må beplantningen dog gås efter hvert år.
Størstedelen blev gjort af landsbyens kvinder
Da sandflugten nu var nogenlunde under kontrol fattede indbyggerne nyt mod. Den mængde sand, som de tidligere havde samlet i store bunker søgte de nu på en hver måde at fjerne. Derved har Juvre siden 1740 vundet nogle hektar land, som tidligere lå dækket af flyvesand.
Det særdeles hårde arbejde med at inddæmme sandet er for størstedelen gjort af landsbyens kvinder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :
Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet og øerne i Vadehavet – Læs her på www.dengang.dk
Marts 15, 2017
En ny tur langs grænsen
Man bliver ofte spurgt om spørgsmål om Sønderjylland. Vi henviser også til 53 yderligere artikler. Prøjserne sløjfede §5. På et folkemøde på Folkehjem besluttede man at opstille fem krav. H.V. Clausen tegnede allerede grænsen i 1891. Men det var en skuffelse, at vi ikke fik Flensborg ikke kom med til Danmark. Vi starter i Siltoft og slutter ved Flensborg Fjord. Vi kigger på Vidåens udløb og Vadehavsmaleren Nolde. Vi tager til Aventoft, Ubjerg og Sæd. Her hør vi en meget trist historie. Hertugen gik på jagt og byggede et jagtslot. Og så blev kolonister lokket hertil. Vi kigger på Frøslev og Fårhuslejren. Så er det transportbyen Padborg, slaget ved Bov og den ældgamle by, Kruså. Og så går vi langs Gendarmhuset.
Altid spørgsmål om Sønderjylland
Vi har efterhånden taget nogle cykelture langs grænsen. Og det gør vi atter engang. Når man er ude, og holder foredrag om sønderjysk kultur, kaffebord m.m. så bliver der ofte stillet de samme spørgsmål. Ja det behøver ikke engang, at være sønderjyske ting, der er på programmet. For når publikum hører, at man er sønderjyde, så stilles, der ofte spørgsmål. Og disse har ”Den Gamle Redaktør” forsøgt at besvare i denne artikel.
Så vidt vides er den dansk-tyske grænse den eneste eksisterende grænse, der er fremkommet efter en folkeafstemning. Egentlig burde man fra sønderjysk side gøre mere for at udbrede den historiske og kulturelle viden om dette.
Du kan fordybe dig yderligere
Vi skal lige gøre læserne opmærksom på, at vi i slutningen af artiklen har en ret så omfattende henvisning til tidligere artikler om de emner, vi tager op. Så har man mulighed for yderligere at fordybe sig.
Vi har samlet en liste på 53 artikler. Og du kan bruge hjemmesidens søgefunktion. Vi kunne godt have fundet endnu flere.
Sønderjylland var den nordlige del af Slesvig er blev kaldet Nordslesvig. Ja det er der nu stadig mange, der gør. Således kaldes det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger.
Egentlig burde vi have startet allerede i 1848 med vores historie, men det kan du læse om andre steder på vores side.
Afstemningen
Afstemningen i første zone blev afholdt den 10. februar 1920 og i anden zone den 14. marts 1920.
Under fredsforhandlingerne med Preussen og Østrig blev der indført en paragraf 5 i fredstraktaten. Denne paragraf sagde, at hvis den nordlige del af Slesvig ved en afstemning tilkendegav at de ville hjem til Danmark, ja men så måtte sejrherrerne give afkald på Nordslesvig til Danmark.
Prøjserne sløjfede §5
Man kan hvis rolig påstå, at denne paragraf efterlevede man ikke, og i 1878 sløjfede man den simpelthen. Det var den samme paragraf, man tog op igen den 11. november 1918 som afsluttede Første Verdenskrig.
Krav fra Folkemødet
Allerede den 23. oktober havde H.P. Hanssen rejst kravet i Rigsdagen i Berlin. Få dage efter våbenstilstanden blev der den 16. og 17. november 1918 afholdt et folkemøde på Folkehjem. Man vedtog en resolution på fem punkter.
H.V. Clausen tegnede grænsen
Egentlig var det H.V. Clausen, der tegnede grænsen, ja det gjorde han allerede første gang i 1891. Han var dog lidt usikker på, om grænsen skulle gå nord eller syd om Flensborg. Han foretog mellem 1901 og Første Verdenskrig mange ture langs grænsen. Han foretog observationer af sprog og sindelag i området og blev mere og mere sikker på, at grænsen skulle forløbe nord om Flensborg.
H.V. Clausen blev udpeget som den danske regerings sagkyndige. Han deltog også i fredsforhandlingerne i Versailles, og hans studier blev retningsgivende for de efterfølgende afstemninger.
Mange tyske byer
Ved folkeafstemningen i første zone den 10. februar 1920 stemte ca. 75 pct. af befolkningen dansk, mens ca. 25 pct. stemte tysk.
Byerne Aabenraa, Sønderborg, Tinglev, Tønder og Højer havde tysk flertal. Og det havde Ubjerg syd for Tønder også. Det tyske flertal var særlig markant i Tønder og Højer. At grænsen skulle gå syd om disse to meget tyske byer skyldtes et dansk ønske om, at Vidåens udløb i Vadehavet skulle være dansk.
Tyske myndigheder måtte ikke udnytte en krigs- eller krisesituation til at kontrollere sluser og diger.
Stor skuffelse for danskerne – Flensborg blev tysk
Ved afstemningen i zone 2, der foregik sognevis, havde ingen sogne dansk flertal. Hovedbyen Flensborg havde kun 27 pct. danske stemmer. At denne by skulle tilfalde tyskerne var en stor skuffelse for mange danskere.
Pørksen måtte over grænsen til sine marker
Men lad os nu tage en cykel/vandretur langs grænsen. Lige inden havdiget har vi den meget lille by Siltoft. Her følger grænsen vejgrøften langs den ene side af vejen. Beboerne på den danske side kan ikke komme ud på vejen uden at skulle krydse landgrænsen. Da ”Den Gamle Redaktør” var ung, måtte Pørksen til Tyskland, hver gang han skulle ud på sine marker.
Et ben i hvert land
Et lignende og meget mere kendt fænomen har vi i landsbyen Rosenkrantz lige syd for Rudbøl. Her går grænsen midt ned gennem gaden. Dette er markeret med en grænsesten. Og talrige turister har stået med et ben i hvert land.
Landarbejderen, der blev udsat for stikkeri
Lige vest for Rudbøl ligger et lille husmandssted. Selve huset ligger i Tyskland, mens husets have ligger i Danmark. Her boede i 1930’erne landarbejder Carsten Atzen. Han var kommunist og havde af den grund kontakter til antinazister i Nordtyskland.
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 hjalp han mange antinazister over grænsen ved at lade dem passere hans hus og have. De fik at vide, at de skulle gå en lille kilometer mod øst og derefter dreje mod nord, så kom de til Nørremølle. Der var det forholdsvis sikkert.
Carsten Atzen blev stukket i slutningen af 1930’erne. Han måtte tilbringe flere år i en KZ – lejr med overlevede. Han døde i midten af 1950’erne.
Her var Vidåens udløb
De mange inddigninger har flere gange ændret Vidåens udløb og stederne for læsning og losning af skibe til Tønder
Navnet på den lille landsby ”Ved Gaden” lige nord for Rudbøl tolkes af sprogforskere som en omskrivning af ”ved gattet” (ved udløbet). Dette tyder på, at Vidåens udløb har været her på et tidspunkt efter 1550’erne.
Det var på det tidspunkt, da Hertug Hans den Ældre byggede det dige, hvor vejen fra Højer til Tønder i dag ligger på.
Johannes Meyer korttegneren fra Husum benævnte på et kort stedet Ved Gaden som ”Gaate”, en betegnelse der støtter forestillingen om stedet som Vidåens udløb i middelalderen.
En kæmpe gård i Marsken
Et par kilometer øst for Rudbøl ligger en stor gård, bygget om til en haubarg af den markante frisiske storbonde Cornelius Petersen. Haubargen brændte desværre i 1950. Gården er kun en svag afglans af sin tidligere storhed, men stadig ret markant i landskabet.
Gården har navn efter Vester Anflod sogn, der gik til grunde under den store stormflod i 1436. Kirken mener mange har ligget ved hjørnet af landevejen østpå fra Rudbøl til Tønder og vejen fra Rudbøl til Højer, mens andre placerer stedet for kirken længere mod nordvest.
Kampsten fra Vester Anflod kirke blev under alle omstændigheder samlet sammen og brugt som synlige byggematerialer i begge korsarme på Højer kirke.
Emil Nolde var ikke tilfreds med afvandingen
Ved Magisterkog syd for Rudbøl-Tønder vejen, på det gamle dige nord for Vidåen/grænsen ligger et par små ejendomme. I en af ejendommene boede den berømte Vadehavs-maler Emil Nolde fra 1916-1927. Han kaldte stedet for Uttenwarf hvilket på plattysk betyder uden værft.
Han elskede sit hjem, især fordi stedet i store dele af året var omgivet af vand på alle sider, således at han og hans kone Ada måtte bruge båd til at komme til og fra huset.
Da den danske regering fremlagde planerne for marskens afvanding i 1926 protesterede Emil Nolde voldsomt og forsøgte at få myndighederne til at ændre afvandingsplanerne. Han fremlagde endog en skitse til en alternativ plan men forgæves.
Skuffet over ikke at blive hørt solgte Emil Nolde i 1927 Uttenwarf for at slå sig ned syd for grænsen få kilometer i luftlinje fra Uttenwarf, i Neukirchen sogn. Her ligger hans museum, som i dag hører til en af de fineste seværdigheder i Tyskland. Og det er virkelig også et besøg vær. Læs også vores artikler om maleren på vores side.
Uttenwarf ligger i dag stort set, som da Emil Nolde boede der. Haven som han og Ada anlagde i løbet af de 11 år, de boede der, fastholdes i store træk af de nuværende ejere.
Aventoft – var andet end grænsebutikker
Den lille by Aventoft er præget af grænsebutikker. Vi kom der meget i vores ungdom, og så var det at komme over grænsen inden den lukkede klokken 22. Det er en af de sogne, der blev stærkt minimeret ved grænsedragningen i 1920. Næsten 300 ha af sognets jord blev afstået til Danmark.
Aventoft er opbygget på små holme i det tidligere Vidådelta. Fra 1700-tallets midte var stedet leverandør af kartofler og grøntsager til Tønder. Befolkningen levede af fiskeri og høst af søkogleaks til tagrør og til fremstilling af måtter, tæpper og sivsko.
Fra Aventoft følger grænsen Sønderå, indtil den løber sammen med Gammelå lidt øst for landsbyen Sæd (ved Elhjem).
Ubjerg Præstegård
Vi besøger Ubjerg med dens mange polde og værfter. Her er den lille landsbykirke. Og ved siden af præstegården, der også er bygget på en værft (forhøjning) Ubjerg præstegård er opført 1674-75 og er en af Danmarks ældste præstegårde.
Kirken har et spændende loft udført i 1747 af brødrene Sönnichsen fra Tønder, der også har malet det meget mere kendte loft i Møgeltønder kirke.
Lige syd for Ubjerg ligger landsbyen Bremsbøl, der består af en række gårde bygget på værfter, sådan var skikken i hele marsken siden bebyggelsen af marsken begyndte omkring 1100.
Den triste historie om Karen Chrestens
Landsbyen Sæd Ligger få kilometer sydøst for Tønder og cirka en kilometer nord for den nuværende grænse. Hvis man fra landsbyen følger den gamle vej mod Husum, støder man i udkanten af byen på venstre side på en lav rektangulær sten, der står i et lille anlæg.
Indskriften på stenen er blevet eroderet bort af vejr og vind. Men historien om stenen kan stadig fortælles. Der stod følgende:
Indskriften tyder på en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Men sandheden er dog en helt anden.
Familien kunne ikke få nogen som helst hjælp hverken fra hendes mands slægtninges mangel på hjælp eller andre steder fra. Derfor fik hun fat i ”Rottekrudt” som hun blandede i en grød, som hun kogte til sine sultne børn.
De tre ældste, tre drenge på henholdsvis ti, otte og fem år spiste så meget af grøden, at de straks døde. Det mindste barn, en lille pige på et par år, kunne ikke lide maden og kun spiste lidt. Resten af grøden var ikke tilstrækkelig til straks at slå hende selv og pigen ihjel.
De to døde først næste dag efter at Karen Chrestens havde aflagt fuld tilståelse for sin fortvivlede handling.
Provsten lyttede ikke på de to lokale præster
Skønt to lokale præster gik i forbøn for Karen, besluttede Tønders provst, at kun de fire børn skulle have en kristen begravelse på Ubjerg kirkegård. Karen Christens lig blev derimod slæbt gennem byen af bødlen og kulet ned ved alfarvej.
Over hendes grav blev skamstøtten sat for at minde vejfarende om hendes skændselsgerning. I dag har vi nok mere ondt af kvinden, hvis håbsløse og fortvivlede situation fik hende til at dræbe sine børn og sig selv.
Hertugen gik på jagt
Vejen mellem Sæd og Rens løber nogle hundrede meter nord for grænsen gennem et område, der er meget tyndt befolket. Grænsen følger her Gammelå til Skelbækkens udløb i Gammelå, hvorefter Skelbækken danner grænsen til få kilometer vest for Sofiedal.
Det er i dag vanskeligt at forestille sig, at hele dette område i 1500-tallet var dækket af tætte skove. Hertug Hans den Yngre, der blandt andet havde Tønder som sit område, yndede at gå på jagt i de store skovområder.
Grøngård – et flot jagtslot
Han valgte i 1569 at opføre et jagtslot, Grøngård, et par kilometer nord for Lydersholm. Slottet, der stod færdigt i 1570, synes efter fund af bygningsrester at dømme, at have været et meget smukt renæssanceslot med fine sandstensdetaljer i det røde murværk. Dets bygmester formodes at være Hercules von Oberberg.
Slottet allerede nedrevet i 1648
Broderen Adolf, der i forvejen var hertug over Gottorp arvede slottet, men modsat sin bror, så opholdt han sig aldrig her. Så slottet forfaldt mere og mere. Allerede i 1648 rev man slottet ned igen. Slottets placering blev i 1946 fundet af en lokalskolelærer Leick. Dets fundament er siden blevet frilagt gennem flere udgravninger foretaget af Nationalmuseet.
Gendarmhuse
Da grænsen i 1920 var blevet fastlagt kom en ny gruppe tjenestemænd til grænseområdet. Det var grænsegendarmerne. Det var deres arbejde, at patruljere langs den nye grænse for at forhindre illegal transport over grænsen. Dengang foregik der masser af smuglerier.
For at kunne tiltrække mænd til dette arbejde, blev der langs grænsen opført dobbelthuse, de såkaldte gendarmboliger. Disse dobbelthuse var opført i nyklassicistisk stil. Et smukt eksempel på disse dobbelthuse kan ses et par kilometer vest for Lydersholm ved en lille vej, der løber få hundrede meter nord for grænsen. Andre gendarmhuse kan for eksempel ses i landbyen Rens.
Blev kolonisterne lokket hertil?
For at kunne få opdyrket jorden langs den midterste del af grænsen påbegyndte kong Frederik den Femte en koloniseringspolitik i 1761. Ved Lille Jyndevad oprettedes en koloni på fem gårde. Kolonisterne kom fra Würtenberg. Fra dansk side var der blev sat en agitation i gang.
Kolonisterne blev lokket til landet med løfte om 40 ha jord, et hus med løsøre samt en besætning på to heste, en ko, to får samt en plov og en harve. Kolonisterne skulle til gengæld binde sig til en fæstetid på 20 år.
I den tid skulle man være fritaget for skatter, militærtjeneste og militær indkvartering. Men man fortalte ikke, at de 40 ha land var nøgen hede, hvilket gjorde, at flere af kolonisterne snart rejste igen.
Kolonien ved Lille Jyndevad fik navnet Christianshåb efter Frederik den Femte’ s søn, den senere Christian den Syvende.
Lidt længere mod øst grundlagdes et par år senere kolonien Sofiedal, opkaldt efter Frederik den Femte’ s mor, dronning Sophie Magdalene med 20 kolonistfamilier. Kolonisthusene, der blev opført, eksisterer for en dels vedkommende endnu. Flere steder er de blevet ombygget. Men deres karakteristiske udseende er bevaret.
Frøslevlejren
I sommeren 1944 oprettede den tyske besættelsesmagt i Frøslev Plantage en lejr til internering af fængslende modstandsfolk og politisk uønskede personer. I august 1944 blev de første 700 danske fangere overført fra Horserødlejren. Egentlig var lejren beregnet til 1.500 mennesker, men tyskerne internerede op mod 5.000 fangere. 1.500 blev sendt videre til KZ-lejre syd på. Af dem vendte 600 ikke hjem.
Fårhuslejren
Efter maj 1945 indrettedes lejren til Fårhuslejren. Her blev medlemmer af Det Tyske Mindretal samlet sammen med landsforrædere. Men man skelnede ikke så meget mellem landsforrædere og medlemmer af det tyske mindretal.
En uheldig tilknytning til fortiden
I 1949 overgik lejren til forsvaret og fik navnet Padborglejren.
I 1969 blev der oprettet et museum for Frøslevlejren. Og senere under meget debat blev der også lavet en udstilling for Fårhuslejren. Ind imellem har der været lejrskole med lidt uheldig tilknytning til forhistorien.
Mystiske dødsfald i området
Lige efter krigen forekom mystiske dødsfald i området. Det har vi beskrevet i særskilte artikler. Det var også hernede, at der blev indrettet karantænestationer til indsatte fra KZ-lejre.
Frøslev – Sønderjyllands største landsby
Frøslev Kros ejer gennem mange år var Karsten Thomsen (1837-1885). Han er kendt som en af de mest betydelige sønderjyske digtere, der har skrevet på dialekt. Den mest kendte er vel nok:
Ja og i Frøslev, der engang var Sønderjyllands største landsby, lå der også kolonisthuse.
Padborg og Bov
Siden 1920 voksede Padborg frem på en bar mark. Her voksede en moderne transport-by frem med masser af transport- og speditionsvirksomheder frem.
Næsten bygget sammen med Padborg ligger Bov. Det var her slaget stod den 9. april 1848. Her vandt danskerne en overvældende sejr. Men det skyldtes måske, at danskerne udgjorde 10.000 mand mod 6.000 mand fra fjendes side.
Og så var det lige Oldemorstoft, som indeholder mange spændende historier.
Kruså – en gammel by
Kruså er modsat Padborg en ældgammel by. I middelalderen bestod den af en større og to mindre gårde. Til Krusås største gård hørte ret store jordtilliggender. Det var her, at Christian den Fjerde anlagde en hammermølle, Kobbermølle.
Gendarmstien
Grænsen løber øst for Kruså gennem Flensborg Fjord, der danner en naturlig grænse. Langs den danske side af Flensborg Fjord er Gendarmstien blevet genskabt og markeret vandringssti fra Kollund til Egernsund. Stien udgør en smuk spadseremulighed, som man kan foretage i små bidder eller som en samlet vandring over flere dage.
Egentlig burde Gendarmstien genetableres i sin fulde længde helt til Siltoft i vest. Ja egentlig kunne vi have sagt meget mere. Og det har vi egentlig også gjort. Se engang under denne artikel. Her finder du meget mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Vi har lavet en liste over artikler, der berører de emner og steder, der er omtalt i artiklen og som du kan finde mere om på www.dengang.dk
Pas på Grænsen (1)
Langs Grænsen
Grænsen-dengang
Kampen ved Bov og de slesvigske krige
Heltene i Vadehavet
Apotekeren i Højer
Tønderegnen 1814 – 1848
Tønderegnen 1848 – 1852 (2)
Istedløven brøler stadig
Rendsborg 1848
Sejren ved Bov
Rudbøls Historie
Bådfolket i Rudbøl
Vadehavets maler-Emil Nolde
Emil Noldes liv – vest på
Landet bag digerne
Syd for Højer
Vadehavet ved Højer
Højer-Stormflod og Diger
Højer Kirke
En rebel og hans gård
Tønder, Marsken og afvandingen
Tøndermarsken 1 – 2
Tøndermarsken – under vand
Digebyggeri i Tøndermarsken
Hertugen af Tønder
De mystiske mord ved grænsen 1-2
Frøslevlejren i den seneste tid
Frøslevlejren
Dagligliv i Frøslevlejren
Straffelejren
Fårhuslejren
Frøslev og omegn dengang
Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby
Kolonisthusene ved Frøslev
Vognmænd og Speditører i Padborg
Oldemorstoft
Kobbermøllen ved Kruså
Hærvejen til Grænsen
Kruså for længe siden
Marts 13, 2017
Oldemorstoft
Vi er i udkanten af Padborg. Og så kigger vi i gamle bøger, om det hedder Valdemarstoft eller Oldemorstoft. Ja det sidste var noget befolkningen kaldte gården. Og Valdemarstoft var noget myndighederne og de fine kaldte gården. Første skriftlige kilde har vi fra 1472, men et sagn omkring gården stammer fra 1321. Henrik Jæger kom tilfældigvis forbi og friede til Mette. To sønner kunne ikke enes. Hovedgården brænde, så de byggede hver deres gård. Og så var Christian den Fjerde også på besøg. Man blandede sig ikke med almindelige bønder og holdt huslærer sammen med andre frigårde. Og så hævnede husfogeden sig, fordi datteren sagde nej. Den berømte Jessen slægt flyttede ind. Så skal vi lige har historien om kong Valdemars evige jagt med. På gården havde det været et attentat mod ham. Og kromanden på Oldemorstoft gik igen. Og det skulle altid være mindst en skimmel på gården. Mystiske ting skete, længe inden jernbanen kom.
Vi har ikke oplevet et spøgelse
Da vi boede i Padborg kunne vi gå her hen. Længere var det ikke. Men stedet indeholder masser af historie. Og egentlig var vi her ofte, når der var kulturelle arrangementer. Det skønne ved stedet er jo, at der findes så mange myter, sagn og historier, der kan knyttes til stedet.
Vi har, når vi har været her aldrig oplevet et spøgelse eller andre mærkelige ting.
Tre gårde, der hed Oldemorstoft
Der var engang to gårde i Bov sogn, der hed Oldemorstoft. En nærliggende gård, der var ejet af en fru Frandsen hed også Oldemorstoft. Gamle dokumenter afslører også dette. Men egentlig var der tre gårde, der på et tidspunkt hed det samme. Siden fik de andre navne.
Herredsfogeden boede her på den gård, vi beskæftiger os med, og det var for Vis Herred. Her har også været en ret betydelig kro.
En bog fra 1652
I en bog fra 1652 af Casper Danckwert og Johannes Mejer ”Newe Landesbeschreibung der zwei Hertzogthümmer Schleswig und Holstein findes ved ”Frosle” anført en lokalitet med navnet ”Olmerstofft”
På kortet over Flensborg amt er dette sted anført som ”Woldemarstofft”. Men for at gøre forvirringen total, så er stedet på oversigtskortet over det sydlige Slesvig igen benævnt som ”Olmerstofft”.
Vi har i litteraturen også set en bemærkning om, at to gårde Valdemarstoft og Oldemorstoft var vokset sammen til et ejerskab. Men den fortolkning kan vi godt afvise.
Forklaringen på forvirringen
I teksten på side 106 over Bov sogn får vi så forklaringen:
På et eller andet tidspunkt har de tonangivende nok ment at navnet Oldemorstoft var for plat, så har man nok fundet på navnet Valdemarstoft, formentlig påvirket af de romantiske sagn om Kong Valdemar.
Det har nok været en beslutning nogle fin folk har taget, for den jævne befolkning fortsatte med navnet Oldemorstoft.
Vi har faktisk skrevet en artikel om en af forfatterne, Johannes Meyer (Mejer).
Et værk fra 1691
I 1691 udkom Troels Arnkiels digre værk ”Cimbrische Heyden-Religion”. Heri omtaler han gården et par steder. Således på side 169, hvor han nævner:
Det må således allerede dengang have været en kro på gården. Arnkiel var præst i Åbenrå og født i Toldsted ved Hærvejen (se artikel under artiklen). Han må have haft god kendskab til egnens dialekt.
Men da han var gejstlig skrev han på tysk. Og derfor har han forpligtet sig til at bruge det officielle navn ”Valdemarstoft”.
Danske Atlas fra 1781
I Pontoppidans ”Danske Atlas” bind 7 fra 1781 under omtalen af Bov Sogn hedder gården Oldemorstoft. Gården er omtalt som ”1 B” antagelig ment som ”en Bol”
En topografi fra 1854
Johannes v. Schröder ”Topographie des Herzogthums Sleswig” fra 1854 på side 568 står følgende:
I Trap ”Hertugdømmet Slesvig” 1864 omtales stedet under beskrivelsen af Bov sogn således:
Her antydes, at der er to gårde med samme navn.
De lokale kaldte det hele tiden ”Oldemorstoft”
I sin omtale af stedet synes Johannes von Schröder at støtte sig overvejende til Danchwert. Men måske er det også de mest rigtige oplysninger nemlig at gården i 1652 officielt kaldtes Valdemarstoft, men at det navn, som folk på egnen brugte, var Oldemorstoft.
For øvrigt skriver Danchwert i samme værk (side 105) om sproget i Flensborg, at til trods for, at alle er så godt som alle dokumenter fra vort område den gang var skrevet på tysk, slå Danchwert fast, at folkesproget var dansk.
Det er meget gammelt
Om den egentlige betydning af stednavnet Oldemorstoft så kan forleddet give indtrykket af at det er noget, der er noget, som er ældgammelt. I den forbindelse kan nævnes Olmersdige i Tinglev sogn eller Ribe Oldemor.
Et sagn fra 1321
Der findes sagnet om den evige jæger fra Oldemorstoft som skulle have brugt Kong Valdemars gård som jagtslot. Ja jægerne var jo kongen selv Og dette skulle have været omkring 1321. Historien får du senere.
Omkring 1345 opstod i forbindelse med forsvaret af Flensborg borgen Niehuus (Nyhus) ikke langt fra Oldemorstoft.
Første skriftlige kilder fra 1472
Men de første skriftlige kilder får vi først i 1472. Da blev gården nævnt på en skatteliste i Flensborg. Den gang hed indehaveren Nis Petersen. Han døde i 1470’erne eller i begyndelsen af 1480’erne.
Tilbage på gården blev hans kone Cisser Nissen og barnebarnet. Enken og den unge pige kunne ikke selv klare bedriften. På den tid befandt Henrik Lorentzen, Henrik Jæger eller Henrik Schack i kongelige tjeneste som amtmand i Flensborg.
Et besøg der førte til ægteskab
En dag var han på jagt og turen gik forbi Oldemorstoft. Gården befandt sig i en dårlig tilstand. Ved besøget lærte han den unge pige, der hed Mette at kende. Han giftede sig snart med hende og bad om at blive løst fra sin kongelige ansættelse.
En beretning fra 1628
Vi har fundet en beretning fra 1628 af Jonas Hoyer. Beretningen lyder således:
Se dette er en lidt anden historie.
Udnævnt som hofjæger
Åbenbart blev han æret for god tjeneste og udnævnt som hofjæger. Oldemorstoft blev udnævnt som frigård. Rettighederne indebar blandt andet jagtrettigheder. Der blev også givet rettigheder til at drive udskænkning på gården.
Privilegier
Privilegierne kender vi ikke. Men pastor Rønnau har optegnet de privilegier, der gjorde sig gældende som en slags ”sædvane” for ejerne af Oldemorstoft og sådan må det også have set ud i 1484:
Åbenbart gifter Nis Jepsen sig med enken efter Henrik Lorentzens død.
I 1528 blev privilegierne stadfæstet af Kong Frederik den Første. Og det var over for Henrik Lorentzens to sønner.
Sønnerne kunne ikke enes
Disse to sønner hed Jep og Lorentz Hendrichsen. De kunne ikke enes. Gården brændte ved en piges uforsigtighed. Så byggede de hver sin gård. Jep mod vest og Lorentz mod øst. Midt mellem de gårde lå den oprindelige gård. Og åbenbart var det hovedgården, der her brændte.
Stridighederne fortsatte
Jorden blev dog ikke delt. Og stridighederne fortsatte. Efter flere års processer sluttede de forlig i 1571 og en ny i 1586 og 1587, dog således at den ene af sønnerne Asmus Jepsen på Vestergården skulle have Humlegården, Vestertoften, halvdelen af Hansted made og 20 svins olden forud for sin fætter på Østergården.
Hvad var Humlegården
Humlegaarden var et markareal, der lå øst for Oldemorstoft. Her lå i det 15. århundrede et jagtslot af samme navn. Ja det siges også, at slotsherren på Nyhus skulle have givet en gammel dame et aftægtshus. Det var en toft med lidt landbrug. Og denne toft skulle have heddet Humlegården. Her skulle også have boet en ung pige. Var det Cisser Nissen og barnebarnet, Mette?
I 1920’erne fandt man her i en halv meters dybde et kalkleje af en temmelig stor udtrækning. I nærheden fandt man en kilde, hvis vand var radiumagtig.
Vestergården havde taget førerpositionen
Vestergården havde indtaget en førerposition. Hertil bidrog Asmus Jepsens’s søn Nis Asmussen, som arvede det ansete hverv som herredsfoged efter sin morbroder Jens Boysen i Kollund. Det er også Nis Asmussen, der har foræret prædikestilen til Bov kirke.
Christian den fjerde kom på besøg
I 1600 finder vi her den meget rige herredsfoged Nis Asmussen og sin kone Catrina von Oldemorstoft. Forskellige konger har overnattet på Oldemorstoft. Den Krumme Vej der førte fra Bov over Flensborg til Niehuus (Nyhus) blev kaldt for Kongevej. Det skyldtes sikkert, fordi adelen og kongefamilien overnattede på Oldemorstoft.
Christian den Fjerde overnattede her den 19. december 1616.
En prædikestol til 230 mark
I Bov kirke står der våbenskjold, der viser at det er Valdemarstoft, det drejer sig om.
I kirken er det også prædikestolen, som i 1626 var foræret af Nis Asmussen og hans kone. Men det må åbenbart være hans søn, herredsfoged Lorens Nissen, der har ladet den fuldføre, for faderen døde året før. Den kostede 230 mark.
Man blandede sig ikke med de almindelige bønder
Familierne på Oldemorstoft og Hajstrupgård var åbenbart så tæt forbundne, at de havde holdt fælles huslærer for deres børn. Dem sendte de så senere i skole i Flensborg, Tønder, Kiel og Lüneburg. De sønner som ikke kunne få stamgården fik en anden gård ved køb eller giftemål.
Frigårdsejere følte sig som standspersoner og bedre folk. De havde en bekendtskabskreds, der kom fra ligesindede ofte langvejsfra. Nej de omgikkes sandelig ikke almindelige bønder.
En dagbog af Niclaus Nissen
En af dem, der blev født på Oldemorstoft var Niclaus Nissen (1627 – 1684). Der findes en biografi af ham. Som så mange andre unge adelsfolk drog han rundt i Europa for at få ”dannelse” blandt ligesindede.
Han fortæller også, at den 10 marts 1662 mellem 11 og 12 middag blev hans ældste datter Anna Margrete født på godset Oldemorstoft.
Den 11. marts blev hun hjemmedøbt af Detlev Jessen, præst i Bov. Fadderne var:
Den 29. februar 1676 om morgenen mellem 3 og 4 døde hustruen Magdalene af heftig høj feber. Hun var blevet smittet af Niclaus Nissen eller hans folk. De havde været i en lejr i Wismar og havde sikkert fået overført en smitte. Hustruen døde efter 13 dages sygdom.
Var det hævn fra husfogedens side?
I 1749 overtog Hans Thimsen sammen med sin forvalter, Vestgården. Af nogle retsdokumenter kan vi se, at han havde visse fortræffeligheder at slås med. En husfoged i Flensborg bestred hans ret til at fiske i Nyhus Sø.
Hans Thimsen gik helt til regeringen og fremførte at husfogeden var vred over, at Hans Thimsens datter havde afvist husfogedens frieri. Angrebene over fiskeretten var kun en hævnakt.
Retten til stolestader i kirken
En anden proces angik retten til stolestader i Bov kirke. Peter Boysen af frigårdsslægten i Kollund havde søgt at tilegne sig skolestader, der efter hans Thimsens mening tilkom Oldemorstoft.
Jessen-slægten flyttede ind
I 1786 (1779) overtages gården af Hans Thimsens svigersøn, Johan Henrik Jessen som var søn af præsten i Bov, Henrik Jessen og dennes hustru Catherina født von Steding.
Dermed rykkede den store Jessen-slægt ind på Oldemorstoft. Slægten nævnes først fra frigården Skardebøl syd for Tønder i 1436.
En del af familien blev optaget i delen. Til denne hørte blandt andet Thomas Balthazar von Jessen og den kendte forfatter og journalist Franz von Jessen.
Padborg Kro
Da Johan Henrik Jessen døde giftede enken sig med Chr. Hansen. Men da han døde barnløst fik sønnen fra første ægteskab gården i 1814.
Han kom også i besiddelse af Padborg Kro. Den lå I Haraldsdal ved vejen fra Frøslev til Flensborg.
Der blev trukket af den store hat
Begge ejendomme gik i 1847 i arv til sønnen Hans Christian Jessen. Denne døde i 1889. Og her begyndte det nationale at få sin virkning. Pastor Rønnov skriver i sin krønike, at Hans Chr. Jessens to sønner skulle dele deres fars efterladenskaber. Og det skete ved, at de skulle trække papirstrimler fra den store hat.
Friedrich Carl Jessen fik den gamle stamgård med halvdelen af jorden. Han var møller og måtte sælge den fædrene arv i 1892.
Initiativer fra Hans Jessen
Den anden bror, Hans Jessen som tabte lodtrækningen fik den anden halvpart af jorden med bolig i Padborg kro. Han byggede en stor lade, overtog postagenturet, anlagde fiskedamme og startede en biavlerforening.
Han solgte kroen for 20.000 mark. Han byggede et stuehus ved laden. I 1899 solgte han landejendommen på nær en mark, hvor han byggede et beboelseshus.
Oplysningerne har vi igen fra Pastor Rønnovs krønike. Men egentlig har han glemt at fortælle, at Hans Jessen anlagde en trævarefabrik.
Indsat i sprøjtehuset i Bov
Hans Jessens søn, Th. Steding Jessen fortæller, at hans far og onkel Frederik nærmest flygtede til Danmark for ikke at blive prøjsiske soldater.
Men onklen havde ikke fået kæresten med. Så engang imellem vovede han sig så over grænsen. Så opholdt han sig hos familien i Kjær Mølle. Så blev han engang imellem snuppet og indsat i sprøjtehuset i Bov. Men han bestak sine vogtere.
Han blev gift med en lærerdatter, var gårdejer i Ejstrup og Hejls, inden han atter vendte hjem til egnen.
Hans Jessen blev tysk
Hans Jessen måtte bide i det sure æble og aftjene tre år i den prøjsiske hær, da han vendte tilbage til egnen. Han overtog kroen i Padborg med mark og skov. Men efterhånden blev han mere og mere tysksindet. Men det gjorde hans bror ikke. Så de to fik mange politiske diskussioner.
Oldemorstoft blev i 1892 købt af Ahrend Witt for 47.000 mark. I 1898 blev gården overtaget af den ældste søn, Johannes Witt. Men allerede året efter den solgt til hans svoger, amtsforstander Julius Clausen. Gården blev derefter forpagtet af Liske.
Kommunen overtog ejendommen
I 1908 blev gården overtaget af Heinrich Friederich Peter Sieverts. Han døde i 1959 og sønnen Hans F.J. Sievers ejede gården til 1965, da kommunen købte bygningerne sammen med et større landareal.
En manepæl og bjælker fra den første gård
Da man renoverede bygningerne fandt man ud af, hvordan væggene så ud i 1850. Og i skuret forfandtes en såkaldt manepæl. Den skulle holde djævlen væk fra gården.
Nogle af bjælkerne på gården er fra den første gård.
I dag er det Museum Sønderjylland, der holder diverse arrangementer på stedet.
Beslaglagt af den danske takst
Henrik Jægers søn Lorenz Heinrichsen var den første ejer af det østlige Oldemorstoft. Dennes søn fik privilegierne bekræftet i 1667. Hans dattersøn står som ejer i 1700. Og så er det ellers gået slag i slag.
I 1931 blev ejendommen overtaget af Höferverwaltungsgesellschaft. I 1945 blev gården beslaglagt af den danske stat.
Mange historiske fund
På ejendommen er der fundet en del flinteredskaber fra stenalderen. Desuden er der fundet slagger fra jernudvinding. Meget tyder på, at der fra tidlig tid har ligget en gård her på stedet.
Også på hovedgårdens arealer er der gjort mange historiske fund gennem tiderne.
Kong Valdemars vilde ridt
Sagnet fortæller, at kong Valdemar engang om sommeren og i efteråret boede på sit jagtslot, Valdemarstoft. Han elskede at gå på jagt. En morgen red kongen tidlig om morgenen med mange jægere og hunde ind i skoven.
Jagten gik godt. Men jo mere bytte, man fik, des mere ville han have. Dagen gik, men kongens trang til at få endnu bytte blev ikke mindre. Da den mørke nat nu sænkede sig, blev man nødt til at afslutte jagten. Så råbte kongen:
Prøv at lytte om natten
Så råbte en stemme fra himlen:
Kort tid efter døde kongen. Men siden jager Kong Valdemar hver eneste nat på sin snehvide hest. Og det foregår i skovene ved Flensborg og mon ikke os i Kollund Skov. Man kan også høre de andre jægere og alle hundene.
Hvis man lytter rigtig efter ved midnatstid i skovene kan man høre kongen og sin stab.
Attentat mod kong Valdemar
Da jagtslottet forvandlede sig til et værtshus, var der i lang tid derefter et værelse tilbage, som var indrettet, som om Kong Valdemar stadig boede her. I hjørnet stod en himmelseng. Over denne var et mørkerødt tæppe med gyldne frynser.
Et orgel, som kongen spillede på, skulle også have stået der. Væggene var forsynet med gamle billeder. Et portrætbillede af kongen vidnede om, at der havde været et skudattentat mod ham. Man kunne se et skudhul på billedet. På væggen bag ved sad kuglen endnu.
Spørgsmålet er så, hvilket våben, det er blevet brugt. Vi er tilbage i det 14. århundrede.
En hestehandler på Oldemorstoft
En dag for mange år siden kom en rig hestehandler kørende nordfra ad Oksevejen. Ved Oldemorstoft gik han ind på kroen, og bad værten tage godt imod en karl og en flok heste, som var på vej sydpå. Hestene skulle fodres på bedste måde, så de næste dag kunne fortsætte rejsen. Hestehandleren gav kromanden dobbeltbetaling imod at kromanden skulle overholde aftalen.
Lidt efter kom en student gående. Han tog ind på kroen, fik noget at styrke sig på og ønskede at blive natten over.
Senere gik kromanden til ro. Han snorkede så meget, at studenten ikke kunne sove. Studenten stod op, tog en kappe og gik over i stalden.
Studenten overværede det
I det samme kom en masse heste. De blev fodret. Studenten gemte sig, for han var bange for heste. Lidt efter kom kromanden og fjernede foderet fra hestene. Kromanden sagde til sig selv, at det var den bedste dagløn, han nogensinde havde tjent.
Studenten syntes ikke, at det var i orden, at kromanden fjernede trefjerdedel af foderet. Da månen kom frem dristede han sig ud af stalden.
Karlen fik skylden
Næste morgen var karlen for længst taget videre med hestene. Men pludselig kom en vogn med to personer. Den ene sprang ud og angreb kromanden. Han råbte:
Karlen lå bag i vognen. Kromanden overbeviste manden, at han var uskyldig, men at karlen var den skyldige. Hestehandleren troede på kromanden. Han halede karlen frem og piskede ham så grusomt.
Studenten så det ske. Da han passerede kromanden fortalte han om sine observationer i stalden. Men kromanden gentog sine gerninger gang på gang.
Kromanden gik igen
Da kromanden blev syg og døde, troede enken, at nu blev der ro. Men hver nat kom kromandens genganger nu og gjorde det samme, som da kromanden var i live. Hun sendte derfor bud efter præsten i Bov.
Da han gik ud i stalden for at snakke med genfærdet slog denne bibelen ud af hånden på præsten. Til alt held kom nabopræsten forbi. Ved fælles hjælp prøvede de gejstlige nu at få genfærdet ned. Men det lykkedes ikke. Tværtimod led de begge stor overlast.
Studenten kom til hjælp
Uventet kom den før omtalte student til hjælp. Han var nu blevet lærd og præst i nærheden af Flensborg. Han havde fået en fornemmelse af, at et eller andet var galt på Oldemorstoft. Så han skyndte sig for at komme sine to medbrødre til hjælp.
Han skyndte sig ind i stalden, og nu rettede genfærdet sine angreb mod ham:
Genfærdet kunne ikke finde flere beskyldninger og snak dybere og dybere ned. Omsider sad han i jord til hjertestedet. Men længere formåede præsten ikke at få det ned.
Muren findes stadig
Han lod nu en kobberkeddel hente. Den hyllede de over genfærdet og lod den mure til. Fra nu af var det ro på kroen. Og muren skulle være at se den dag i dag.
Der skulle være en skimmel på gården
Det hed sig før i tiden, at der altid skulle være en skimmel på Oldemorstoft. Var det ikke det, ville gården brænde. Derfor havde den tidligere ejer Hans Jessen altid to skimler stående, så mente han at der altid var en i live.
Da Liske fik gården i forpagtning blev skimlerne solgt. Og så brændte den staldlængde, der lå langs vejen. Det var omkring 1908.
Men nu finders hvis ikke nogen dyr på Oldemorstoft den dag i dag.
Mystik længe før jernbanen kom
Nogle har set et lys brænde, der hvor jernbanen tidligere skulle løbe på Oldemorstofts jorde. Og i nærheden af det senere vogterhus 109 skete der her mystiske ting, længe før jernbanen.
Det berettede murer Andreas Hansen om. Men han fortalte, at også andre havde oplevet lignende tilfælde. Jo mureren sad og passede kvæg, da han følte at hjul kørte over ham. Det lød som om, der var en voldsom støj, der blev ført væk af vinden.
Også de hvilende og sovende kreaturer blev forskrækket. De sprang op og flygtede alle steder hen. Nogle måtte indfanges mange kilometer væk.
Og klokkeslettet passede med det tidspunkt hurtigtoget Flensborg – Vamdrup mange år skulle passere forbi stedet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk findes der 54 artikler om Bov, Padborg og Kruså herunder:
Læs også:
Marts 10, 2017
Fra Østergade til Postgade i Højer
Her er vores sidste historiske vandretur i Højer. På denne tur besøger vi Østergade, Mellemgade, Skolegade og Postgade. Vi skal også lige nå resten af Nørregade. Atter engang skal vi møde nogle af Højers spændene indbyggere. Og advarsel. Det er blevet en ret stor artikel. Heil havde et røgeri, og kunne genkende udskæringerne fra alle slagtere i byen. Om Hans Christensen jun. sagde man, at han var så nysgerig, at han kendte alle fra Ribe til Husum. Den ene han ikke kendte, var tilflytter. Og så var det Mutter ”Dulles” slikbutik. Jens Hansen havde en ko stående i forstuen. En kæmpestor ungkarl, Johannes Jørgensen fra Rudbøl gik nedom og hjem. En kroejer faldt ud over trappegelænderet og døde. En røget sild stimulerede tørsten. Så skal vi kigge på en blå Ford lastbil uden gearstang. Rasmus Feddersen skrev nekrolog seks gang over Molly – en silkepuddel. Og så kørte Olga Jensen firspand. Mathias Skipper Christensen boede i ”Skipperhuset” og havde galeasen ”Maria”. Man havde alt i Postgade.
Det er livet, vi søger efter
Ja dette er så vores foreløbige sidste vandretur gennem det gamle Højer. Og atter engang skal vi huske at nævne, at det kan være, at nogle af de ejendomme, vi nævner, måske for længst er revet ned. Men for historiens skyld nævner vi dem. Men på disse vandreture søger vi mere livet i det gamle Højer, end de egentlige bevaringsværdige huse.
Østergade
Vi går over den gamle kirkegård og ind i Østergade. Og i nummer 4 som er et smukt stråtækt hus får vi øje på en plade. Her står følgende indskrift:
Huset er bygget i 1757. Men den ældste del af historien kendes ikke. Til venstre for døren, var engang en butik. Postbud Hans Kromann har ejet huset. På den tilhørende grund, vest for Østergade 3 havde han et stort skur. Her havde han den hestetrukne postvogn stående.
Han blev siden forflyttet til Skærbæk. Husets næste ejer var smed Hans Hansen, som indrettede et smedeværksted i vognskuret.
Man føler sig hensat 100 år tilbage i tiden
Når man fortsætter ad Østergade, kunne de kønne, lave, gamle huse godt for en til at føle sig sat 100 år tilbage i tiden, om det ikke havde været for asfaltbelægningen, der skjuler brostenene og den gamle åbne rendesten. Der har tidligere været to huse mere på gadens sydside.
En inkarneret samler
I et af disse boede skrædder Møller. Han var en inkarneret ”samler”, som hver dag besøgte lossepladsen ved diget og altid havde noget med sig hjem. Meget af det anbragte han på loftet. Det var til sidst stoppet helt op til tagryggen. Til sidst kunne man næsten ikke trække enkelte ting ud af bunken.
Hyggelig passiar ved brønden
Ud for nr. 16 har der stået en gammel vindebrønd, der var fælles for flere naboer. Man kan forestille sig den gemytlige passiar, når flere koner samtidig troppede op med deres vandspande. Men fællesbrønde kunne nu også give anledning til nabostrid.
De rejsende blev gjort opmærksom på Hotellet
Østergade 9 har hørt med til Hotel Stadt Tondern i Østerende. Ud mod gaden var der indgang til hotellets have gennem en låge, hvorover der var et stort skilt med hotellets navn.
Dette skilt var anbragt så smart, at rejsende, der kom til Højer med toget, ikke kunne undgå at se det, når de kom ud fra stationen.
Mellemgade
I Mellemgade 8 startede dr. Kühl i 1889 sin praksis i Højer. Senere har Lina og Hans Chr. Kier haft huset som aftægtsbolig. De holdt guldbryllup i 1927, og festen stod på Kiers Gaard. Der var guldbryllupsgudstjeneste i kirken.
Et flot guldbryllup
Bagefter kørte de byen rundt og glædede sig over, at beboerne havde sat lys i vinduerne
Det skal have været første gang, byen var illumineret ved et guldbryllup. Da de kørte forbi hjemmet i Mellemgade, var dér opstillet et par unge piger i lange hvide gevandter ud for den åbne dør, som kunne det have været engle.
Blikkenslagerhus
Mellemgade 6 er et typisk blikkenslagerhus med småkupler og spidser. Der boede blikkenslager Jordt og hans kone Jørgine. Deres søn Eberhark videreførte forretningen og drev den, til han overtog Hotel Sylt, hvorefter hans mor fortsatte med den i nogle år. Derpå havde Edel og Moritz Nielsen skotøjsforretning, Hector i butikken.
Efter fodtøjet rykkede blikkenslageriet ind igen med Henry Rosenberg. Derpå har Chr. Bundes haft lillebilforretning i huset. Så kom der en kiosk, og nu er der kun lejligheder.
Polizeidiener Peter Nickelsen
Hvor nabohuset, Mellemgade 4 ligger, var der tidligere et gammelt, stråtækt hus. For over 125 år siden boede her Polizeidiener Peter Nickelsen. Siden har der i to omgange været skomagerværksted i huset. I 1925 købte købmand Peter Pørksen det af en børstenbinder. Samme år blev huset revet ned for at give plads til det nuværende, der har været aftægtsbolig for familien Pørksen.
I Mellemgade 1, hjørnet af Storegade havde købmand Brinck sin trælasthandel. Han solgte den til Peter Pørksen.
Her boede politibetjent Hartung
Nord for Sparekassen har ligget et lille hus, Mellemgade 3, hvor der i 1930’erne og 1940’erne har været politistation. Her boede politibetjent Hartung. Og ham har vi allerede skrevet en spændende historie om.
Da han flyttede fra byen, købte apotekerkarl Marius Lagoni huset. Han fik det så senere solgt til sparekassen, som rev det ned for at skaffe plads til bilparkering.
Der var 7 skomagere i Højer
Mellemgade 5 blev købt af sparekassen, som restaurerede det. Det blev indrettet til to lejligheder for enlige. Den ene havde indgang fra Postgade. Der har også tidligere været to lejligheder i huset. I den ene har der boet en skomager, som havde værksted i sit sovekammer. På et tidspunkt var der 7 skomagere i Højer. Der var mange, der fik syet deres egne støvler hos en lokal skomager dengang.
De nysgerrige damer i Højer
Der var også grøntforretning i huset. Den sidste ejer inden sparekassen var Ingeborg Andresen. Hos hende sad der ofte en hel række kvinder og hyggede sig med hinanden. Og de fulgte nøje med i, hvad der passerede deres synsfelt på Postgade, Mellemgade og Nørregade. Og så fik snakketøjet en ekstra omgang, når der var nogle de kendte.
Mellemgade 7 var aftægtshus for madam Adzersen fra Daler. Da Jørgine Jordt opgav blikkenslagerforretningen på den anden side af gaden, flyttede også hun ind i nummer 7. Hun havde en ”spion” (gadespejl) i et vindue mod Postgade og en ud mod Mellemgade. Så også på dette hjørne havde man alt under kontrol. Senere har malermester Anton Bossen haft bolig og værksted der. Nu er der så kun en lejlighed i huset.
Lidt mere af Nørregade
På næste hjørne har vi Nørregade 29. Det er bygget af bager Rasmus Feddersen og madam Feddersen, hans brors enke, har boet der.
Barberen havde travlt fredag og lørdag
Barber Johannes Petersen, senere Torvet 3, havde i 1920’erne en barbersalon i huset. Han var en dygtig barber og frisør og havde en stor kundekreds. Det var dengang adskillige høvringer aldrig barberede sig selv. De havde faste tider hos barberen.
Fredag og lørdag var meget lange og travle dage. Da kom karlene inde fra gårdene på landet. Dengang var der ikke noget med weekendordninger og lørdagsfrihed. De ventende kunder sad tæt i barberstuen. Forudbestillinger var et ukendt begreb.
Der var også nogle af byens drenge, der passede at komme og blive klippet om lørdagen. De kunne vel have aftalt andre dage.
Men det var en egen, gemytlig stemning i det tætpakkede rum, hvor nogle spillede kort. Måske var snakken ikke altid lige stueren.
Det var i døren til dette hus, byens natvægter, Würdemann havde sin faste soveplads.
Heil kunne genkende udskæringen
I Nørregade 31 var Heils bødkerværksted, hvor der blev fremstillet trækar og –tønder af enhver tænkelig form og størrelse, saltkar, skoldekar, vaskebaljer, mælkestripper, vand- og ajletønder samt trægenstande af mange slags. Det var først og fremmest smørdritler, som var trætønder, som kunne ramme 37,33 kg smør (en tredjedel af en tønde).
På siden af dritlen blev indebrændt det obligatoriske lurmærke. Uden for forretningen stod der tit oversavede store trætønder, mest vintønder, som blev brugt til vaskebaljer.
Heil havde også eget røgeri, spånerne dertil producerede han selv. Han havde så stor erfaring i at bedømme det kød, han fik ind til røgning, at han kunne sige, hvilken af egnens slagtere, der havde skåret en skinke til.
De to vognmænd
I Nørregade 35 boede Andreas Johannsen (Andreas Foemand) og i nr. 37 Hans Christensen (Hans Foemand). De to naboer havde begge landbrug og drev begge vognmandsforretning med hestekørertøj. De påtog sig al slags kørsel. De kørte hø for dem, der ikke selv havde ”foeværk”, sand fra ”æ Sandkuhl” i Møgeltønder, tørv, gødning, sten m.m.
Masser af støj i Højer
I vores tid taler man meget om støjforurening. Men når datidens store tunge vogne på deres jernringede hjul, trækket af svære, jernskoede heste, rumlede gennem Højers stenbrolagte gader, var støjen øredøvende og kunne overdøve enhver samtale både på gaden og i de nærmeste huse.
Og de, der havde oplevet et par heste pludselig blev skræmt og satte af sted i vanvittig fart gennem de smalle gader, medens den fortvivlede kusk klamrede sig fast uden chance for at standse dem, mindes sådanne scener med rædsel. Det kunne ende med en ulykke.
En fenne, hvor vandtårnet står i dag
Nr. 35 har tilhørt Sønnichsen på ”Højergård”, og da hørte der jord til den nord for Nørrevej, bl.a. den grund, hvorpå vandtårnet står. Når gårdens kreaturer skulle til og fra denne fenne, hvorpå de græssede, blev de drevet gennem den åbning i husrækken, der er øst for Nørregade 42. Det er forklaringen på den lille vej, der ellers kan forekomme ret umotiveret.
Madam Carstensen smed slagterens stude ud
Andreas Johannsens far, Christian Foemand købte ejendommen omkring 1880 med god hjælp fra Marie Carstensen på den senere Tüchsens gård, Nørregade 21. Der havde han været karl, men jorden ved vandtårnet fik han ikke med.
Da han ved sin overtagelse af gården ville have sine heste og køer ind i stalden, kunne det ikke lade sig gøre, fordi slagteren i Postgade havde stude i den. Dem havde han ikke i sinde at flytte på det tidspunkt.
Men da madam Carstensen hørte det gik hun resolut ind i stalden og skar egenhændig studene løs. Christian Johansen blev, som navnet viser, også vognmand.
Stuehuset blev renoveret
Efter Andreas Johannsens død drev hans enke gården med en karl, indtil hendes søn, Christian kunne overtage driften. I 1962 blev den nedlagt. Hvis den skulle have været udflyttet med sønnen som ejer, skulle han først have købt den af sin mor.
I stedet blev 17 tdr. land, der hørte til gården, solgt til staten for grundværdien på betingelse af, at Chr. Johannsen måtte oprette et husmandsbrug i Højer Mark, Kannikhusvej 6. Han købte 24 tdr. land af staten ligeledes til grundværdien. På den måde blev de økonomisk overkommeligt.
Siden er gården i Nørregade gået helt i forfald, men i 1990 købte kommunen den, og den følgende ejer har restaureret stuehuset.
Uheld grundet fuldskab?
Bygningen i nr. 37 er opbygget på grundmuren af en gammel enlænget gård. Hans Christensens far ejede den. Han var også vognmand og blev lammet i benene efter et trafikuheld. Han kørte med to vogne efter hinanden og var måske ikke helt ædru. Der var mange kroer undervejs.
Han var så faldet af. Og vognenes hjul var gået over benene på ham. I avisen stod der, at alle otte hjul var gået over ham. Men det protesterede han imod. Så dum var han ikke. Som han sagde, så skulle han have været så dum at være løbet om på den anden side, for at hjulene der også kunne løbe over ham.
Han kendte alle fra Ribe til Husum
Hans Christensen jun. var meget nysgerrig. Ingen fremmede kom forbi ham, uden at han fik at vide, hvem han var, og hvor han boede. Man sagde om Hans Christensen jun., at fra Ribe til Husum var det kun en, som han ikke kendte, og denne var tilflytter.
Senere havde Stofhuset lokaler i en del af ejendommen.
Maren Faaborg solgte ”gille” og ”lippe”
På hjørnet af Skolegade har der ligget et gammelt stråtækt hus. Der boede Maren Faaborg, som havde en butik, hvor man bl.a. kunne købe ”gille og lippe”, hvoraf man kunne lave en fiskeret. Det har ikke været muligt for ”Den Gamle redaktør” at finde ud af mere. Indrømmet jeg gør ikke så meget i fisk. For derude i Ny Frederikskog fik man nærmest ål til morgen, middag og aften.
Den første benzintank blev saboteret
Købmand Niels Petersen rev det gamle hus ned og byggede i 1905 en forretningsejendom på stedet. I de følgende 25 år drev han sin købmandsforretning. Han var en meget foretagsom mand, altid et skridt foran udviklingen.
Ved mølledammen på den anden side af Skolegade, hvor der nu er parkeringsplads, fik han opsat den første benzintank i Højer. Han havde i øvrigt et farligt bøvl med at få den tæt. Vandet fra dammen ville trænge ind i den.
Oven på benzinpumpen var der en glaskuppel. Da en dreng en dag kom forbi med den obligatoriske slangebøsse i lommen, og der sad en fugl på kuplen, kunne han ikke dy sig. Fuglen fløj men glaskuplen splintredes.
Mutter ”Dulles” slikbutik
I 1931 solgte Niels Petersen huset til skomager Hans Jacobsen. Han og senere hans søn Asmus drev forretningen med fodtøj og legetøj, til den blev nedlagt i 1991. Nu er der kun beboelse.
Det gamle hus, som Niels Petersen rev ned var sammenbygget med et nabohus mod øst, tidligere nummer 39. Der boede Nicolai Meyer og hans kone Caroline. ”Mutter Dulle” (udtalt med stød) kaldte man hende. Hun havde en strikkemaskine og slikbutik. Isen lavede hun selv, og den var god. Hendes man gik hende til hånde.
Når der var ringridning, marked eller skyttefest, kørte han på en trækvogn hendes telt hen og stillede op.
Hans Jacobsens datter, Sophie Lygum har i det hus startet den kiosk, som hun senere flyttede i Mellemgade. Samtidig overtog hendes bror huset til lagerrum. I 1992 blev det smukt restaureret.
Rosenkrantz passede havnefyr
Vi går nu tilbage til parkeringspladsen ved Nørregade 34. Den er delvis anlagt i haven til Rasmus Hindrichsens gård. I stuehuset til denne oprettede Carl Christensen i 1967 sin forretning ”El-Service”.
I Nørregade 38 havde Hans Fedder Hindrichsen hjemme. Han drev kornhandelen på Nørrevej. Det store hus blev bygget i 1902. Ladebygningen øst for huset har været stald til Rasmus Hindrichsens gård, der senere hørte til kornhandelen.
I nummer 42 boede Hans Hansen, kaldet Rosenkrantz. Da der var dampskibsforbindelse til Sild, var det hans job at passe de lygter, der tjente dom havnefyr. Der var en på slusen. Og det var en på et hus nord for denne. I en kort periode også fyrtårnet ved de to hvide pumpemøller.
På trehjulet cykel til Vester Gammelby
Det næste hus i nummer 44 ejede Jens Hansen. Han var snedker og drejer. Han indrettede to lejligheder i det. Den østlige del blev lejet ud til Johan Elektrik, fyrbøderen på el – værket. Denne har tidligere skrevet om.
På sine gamle dage kørte Johan ofte på sin trehjulede cykel til Vester Gammelby og besøgte sin datter.
En ko i forstuen
I resten af huset boede Jens Hansen selv. Da der døde et par børn hos dem, anskaffede de en ko for at kunne få frisk mælk til børnene. De anbragte den i forstuen bag et lille jernvindue i vestenden af huset. I gården bag husene var der en brønd med en pumpe, der var fælles for fem familier. Senere fik hver af dem lagt et rør ind i huset fra brønden.
I nummer 46 boede Danklefsen, der var skrædder. Da man i sin tid startede sygekassen, blev han dens første kasserer.
Endnu en skomager
Det næste hus i nummer 48 har til hørt skomager Hans Jacobsens familie siden 1911. Det var først hans far og siden han selv drev skomagerværksted her. I 1926 byggede han det røde toetagers hus i nummer 52 og flyttede forretningen derind.
Johannes Jørgensen gik nedenom og hjem
Da han så i 1931 indrettede sin skotøjs- og legetøjsforretning i Nørregade 41, hvor der havde været købmandsforretning. Denne butik blev flyttet over på den anden side af gaden i nr. 52. Her har været mange købmænd. Den første var Johannes Jørgensen en kæmpestor ungkarl fra Rudbøl.
Bag butikken var der et par trin op til et lille lagerrum. I middagsstunden sad han ofte der og klunsede med nogle venner. Noget øl fik de også og blev mere og mere højtrøstede. Når butiksklokken tingede måtte Johannes ned at ekspedere. De reparerede også motorcykler på lageret, og som den daværende bydreng sagde:
Her startede I.K. Johansen
Så overtog Theodor Nielsen forretningen og senere under krigen startede I.K. Johannsen ”Lille Købmand” sin virksomhed der. Han fortsatte den i Skolegade 10. Efter den tid har det mest været beboelse i nummer 52.
Andreas Nielsen polstrede vogne for Hjuler Jensen
I det næste hus på hjørnet af Skolegade havde Andreas Nielsen fra 1886 sit sadelmagerværksted med butik på hjørnet. Han polstrede vogne for Hjuler Jensen. I den østlige ende af huset var der en port, så man kunne køre en vogn ind i værkstedet.
Da han holdt op med sadelmageriet, lejede Franz Lessow butikken til skoforretning, som han drev samtidig med at Hans Jacobsen havde sin i nabohuset. Det varede dog ikke så længe før Lessow lukkede butikken. Han fortsatte kun med skomagerværksted. Da hans far døde, flyttede han dette hjem til Ballumvej 4.
Senere lejde Andreas Nielsen ugifte datter, der altid blev kaldt Ester Sajler, hjørnebutikken ud til barber Wilhelm Hansen, som havde frisørsalon der fra 1939, til han i 1950 flyttede hen i Nørrevej 17. I 1957 købte kommunen huset til nedrivning for at skaffe bedre trafikforhold på stedet.
Skolegade
Vi drejer om hjørnet og går til højre til Skolegade 10, et ”blikkenslagerhus” som Mellemgade 6, hvor tre generationer af familien Boysen har haft værksted og butik. I udstillingsvinduet har man kunnet se mejerispande og de sædvanlige blikkenslagerprodukter tillige med en mængde brugs- og pyntegenstande af kobber og messing. Det var et meget alsidigt værksted.
Butikken var i ejendommens sydlige ende, der havde to etager med beboelse oven på. Værkstedet var i nordenden og havde kun en etage.
Konkurrencen fra Brugsen blev for stor
Men i 1920’erne gik der ild i værkstedsloftet. Så kunne man lige så godt bygge en etage oven på i denne side også.
Efter at blikkenslageriet var nedlagt havde Frida Johannsen, der var søster til den sidste blikkenslager, grøntforretning og blomsterhandel i huset. Senere købte købmand I.K. Johannsen det og drev i mange år en god kolonialhandel på stedet. Hans efterfølger kunne ikke klare konkurrencen fra Brugsen og nedlagde forretningen i 1988.
Her begyndte Sønnichsens slagterforretning
I Skolegade 8 lå Sydbanks filial. Her byggede Brugsen også. Men her lå Sønnich Sønnichsens stråtækte gård. I denne gård begyndte en slagterforretning, som blev ført videre i det store hus på det modsatte hjørne af Postgade, Skolegade 6. Den var i familiens eje til 1970.
En flot forretning
Før Genforeningen var det et stort foretagende. Ja man var oppe på 13 svende og 3 lærlinge. Man afsatte ikke mindst pølser til et ret stort område. Dengang var selve slagteriet på nordsiden af Postgade. Men det blev senere revet ned. Grunden blev så tillagt Sønnichsens gård på hjørnet.
Gamle billeder af slagterbutikken vidner om, hvor flot butikken var. Her var mønstret glasloft og flisebeklædte vægge. Syd for huset var der en stald ud mod Skolegade, hvor man havde en hest stående.
Alt affald fra slagtningerne blev læsset på en tipvogn og transporteret til en fenne nord for Frifelt, der blev kaldt ”æ Bankfenne”. Her blev det tippet af og dækket til. Østermarkvej 1 er bygget i den fenne.
Den stakkels slagtersvend
I slagteriet havde man en benzolmotor. En dag ville en slagtersvend se, om der var mere benzol i en tromle. Han strøg en tændstik med det resultat, at han blev oversprøjtet med brændende benzol. Skrigende løb han som en brændende fakkel ned ad Skolegade. Ulykken kostede ham livet.
Det blev til Marsk Pølser
Efter 1920 mistede forretningen en stor del af sit opland. Slagter Sønnichsen rejste til Canada og Lauritz Nielsen fik bedriften i forpagtning. I 1944 overtog Andreas Sønnichsen virksomheden, og den er stadig ført videre som en god slagterforretning i dag under navnet Marsk Pølser.
Skolegade 4 blev dengang ejet af gartner Møller, Højer Dige 2. Han havde grøntforretning i huset. Den blev passet af en enke, som boede der med sine tre drenge. Senere købte skomager Martinus Petersen huset og indrettede reparationsværksted deri.
Fisker Hans Petersen blev dekoreret
I Skolegade 2, et lille hvidt hus boede den navnkundige husmand og fisker Hans Petersen. I afstemningstiden forud for Genforeningen udførte han et meget stort arbejde for den danske sag i grænseegnen her mod vest. Han var også efter Genforeningen en af danskhedens ivrigste støtter i Højer.
Han var hovedmanden bag oprettelsen af det danske forsamlingshus i 1925. Så længe han levede var det næppe et folkeligt møde i huset, som han ikke deltog i. Ofte tog han ordet. Det er nok ikke flere, der husker hans ofte gentagne bemærkning ”Her i vort danske hjem”. I en årrække var han også et virksomt medlem af byrådet medens dette havde tysk flertal.
For sin nationale indsats fik han tildelt dannebrogsmændenes hæderstegn. Nu var han ikke ene om navnet Hans Petersen. Og dette resulterede i en pinlig forveksling idet den tyske havnemester af samme navn fik tildelt æren.
I daglig tale blev han benævnt Hans Hausø, hans kones pigenavn. Men det var han næppe særlig tilfreds med.
Kroejeren faldt ud over trappegelænderet
I Skolegade 1 var Centralhotellet. I gammel tid blev den ejet af restauratør Jensen. Senere overtog Lauritz Hansen det og drev det en tid sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster, plads i kroen. Hun tilbragte derefter resten af sit liv i krostuen, lige bortset fra den tid hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Men han mistede livet ved at falde ud over trappegelænderet. Så Henny måtte selv føre kroen videre.
En røget sild stimulerede tørsten
I en periode kom et par af skolens lærere jævnligt på kroen, men i løbet af 20’erne ændrede dette sig, hvad det fik Henny til syrligt at bemærke:
Syd for den nuværende bygning har der været kørestald, og over dem var der værelser til hotelgæster, som kunne overnatte der, hvis de f.eks. skulle med damperen til Sild. Ud mod vest, på en del af nuværende parkeringspladser var der tidligere en hyggelig hotelsal.
I ældre tid holdt man mange familiefester her. I den nordlige ende var der butik ud til Skolegade. Her har ”æ tyk kømand” haft delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild.
Det var stamgæster på Centralhotellet, der startede besøget med at nyde en saltet sild hos købmanden for at stimulere tørsten. På det sted har der i tidens løb været tobaksbutik, skrædderværksted, damefrisørsalon og grøntforretning, før kroen inddrog lokalerne.
Det var ikke en rotte på toilettet
Også Centralhotellet havde natrenovationen adgang til wc-spandene gennem lemme fra kørerstalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene, forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde, stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdene på de unævnelige og råbte:
Efter Hennys død har kroen haft forskellige ejere. I en kort årrække hed det ”Fredes Kro”. De næste indehavere kaldte den ”Bykroen”. I 1991 drejede den daværende ejer nøglen om. Dermed forsvandt Højers sidste kro. Men året efter blev den overtaget af ejeren af Emmerlev Klev Strandhotel.
Skolegade 3 er bortset fra kirken Højers ældste hus, fra 1708. Dets ældste historie kendes ikke. I begyndelsen af 1900 – tallet blev det ejet af vognmand Lorens Nielsen ”Lille Lorens”.
En blå Ford Lastbil uden gearstang
Han kørte fragtmandskørsel mellem Højer og Tønder, først med hestevogn senere med lastbil. På den tid var der sydvest for huset vognport og hestestald. På gårdspladsen var der en ”kehl”. Det var en brønd med brøndvinde og hejsespande. Den forsynede også nabohuset med vand.
Senere overtog Lorens Nielsens svigersøn Andreas Hansen vognmandsforretningen og lastbilen, en gammel blå Ford uden gearstang. Når den skulle starte om vinteren, med håndsving, løftede han det ene baghjul op på en donkraft. En del af hans kørsel gik mellem Tønder og Højer havn.
Pengene til bankerne blev gemt under førersædet
Det var ofte tungt gods, som han fragtede, petroleumstønder a 200 liter. Det var til den traktor, der fungerede som elværk i Kongsmark på Rømø. De tomme tønder tog han med til Tønder. Så var der sukkersække på 100 kg, sirupstønder, kolonialvarer m.m. Han kørte også ofte fiskekasser med rokker fra slusen til banen.
Når han kom fra Tønder havde han ofte penge med til bankfilialerne i Højer. Der kunne være større beløb, som han havde liggende under førersædet.
Luise lagde navnet til ”Lises Hus”
Det var et meget blandet varesortiment, han kørte med. Han forrettede også de mest forskelligartede ærinder for folk. Hvis drengene i Højer var kommet i besiddelse af hareskind, tog han også dem med til Riggelsen i Tønder. De gav 25 øre for en ”hareblle”.
Efter Lorens Nielsens død boede hans enke i huset sammen med sin ugifte datter Luise. Da moderen døde blev Luise boende der alene, indtil hun i 1966 flyttede på Digegården. Det var hende, der var årsag til navnet Lises Hus. I 1991 blev det overtaget af andelsboligforeningen, som indrettede kontor i det flotte hus.
Her lå skolen dengang
Nord for Lises hus har det halt ud til gaden ligget et højt, toetagers hus med tre undertiden fire lejligheder. Det blev opført en degnebolig. På den tid var skolen i det lange hus bagved, Skolegade 7a -7d. Den blev senere restaureret af andelsboligforeningen. I degneboligen var der lejlighed til skolens førstelærer, der tillige var degn. Her var også lejlighed til 2, og 3. læreren.
Endnu i 1940’erne har der været lærerlejlighed i huset samt bolig for elværksbestyreren. På 1. sal boede der yderligere en familie. Senere blev der sygekassekontor i stueetagen. Huset blev nedrevet i 1965.
Døndagsskole
Efter at skolen i Søndergade (nu seminarium) var taget i brug i 1906 har der været lejligheder i den gamle skole, mod nord en lærerbolig mod syd bolig for to diakonisser, siden sygeplejersken Amalie Roll.
Midt i huset var der et lokale, der i nogle år blev benyttet til ungdomsmøder og søndagsskole. Senere har den tyske børnehave, der blev ledet af Margrethe Rolfs haft til huse der. Søndagsskolen blev ledet af banefunktionær Paul Lauersen. Han samlede en stor flok børn. De holdt af at komme der. Det var hver gang en fornøjelse at lægge sin toøre i den fremstrakte hånds på den negerfigur, der samlede ind til hedningemissionen. Når lederen trykkede på en lille vægtstang bag figuren, slugte negeren mønten.
”En lille jen” og et kop kaffe
Skolegade 13 var gennem generationer Feddersens manufakturhandel. Det var i sin tid en stor forretning med 3 – 4 ekspedienter. Foruden høvringer havde den mange kunder fra landet. De kunne lide at komme der. Ofte gav det en kop kaffe og ”en lille jen”, når de var inde at handle.
På første sal har der samtidig med manufakturforretningen været jernhandel, hvor man kunne købe al slags jerntøj.
Peter Beyer læste hele natten
Den sidste manufakturhandler i familien var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kun benævnt Peter Beyer. Han var ikke den store forretningsmand men meget musikinteresseret og meget belæst.
Han rejste gerne, tog billeder hvor han kom. Måske var han også selv den mest fotograferede høvring. Han figurerer på utallige amatørfotos. Han var ugift og boede sammen med sin mor på 1. sal. Han nåede sjældent ned i butikken før ved middagstid. Til gengæld læste han til langt ud på natten.
”Æ vanter inne bom i daw”
Når han gik på gaden, havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud af til børn, der høfligt hilste på ham:
Han blev helt skuffet, der en af dem, han plejede at få en ærbødig hilsen fra, en dag gik forbi ham uden at værdige ham et blik:
Druknet i Vadehavet
Peter Beyers yngre bror, Jacob, var sømand og havde som styrmand sejlet på alverdens have. Da han sidste gang var hjemme, var han med et jagtselskab på Jordsand. Da det øvrige selskab tog hjem, ville han blive lidt endnu. Han ville gå i land over vaderne. Men han må have mistet orienteringen og druknede i Vadehavet.
Peter Beyer gav sig også af med spiritisme. Da man undrede sig over, at Jacobs ring ikke var på hans finger, da de fandt ham, fik broderen kontakt med den afdøde. Han sagde angående ringen, at de skulle se på et søm bag hans seng. Og rigtigt, dér hang ringen!
En kreativ familie
I mange år var Anders Thuesen kommis hos Peter Beyer. Da denne døde, førte Thuesen forretningen videre, indtil den blev nedlagt i 1978.
Fru Cathrine Thuesen havde hele sit liv været en ivrig og meget dygtig kniplerske. Hun lavede de skønneste tønderkniplinger. Sønnen Dan Thuesen er en god og anerkendt maler med en stor produktion af landskabsbilleder fra marsken.
Postgade
Lige over for Skolegade 13 udmunder Postgade, men vi skynder os ned i den anden ende. Huset nummer 1 har vi allerede omtalt under Mellemgade 5.
En nekrolog over Molly – seks gange
Nummer 3 byggede bager Rasmus Feddersen som aftægtsbolig for sig og sin søster, der førte hus for ham. Han var bror til Peter Beyers bedstefar, der havde manufakturforretning i Skolegade. Selv havde han selv haft bageri i Postgade 9.
Han var ungkarl og havde altid en silkepuddel, der hed Molly, som han omfattede med stor kærlighed. Hver gang hunden døde var det en sorg for ham. Efterhånden havde han haft seks stykker.
I et lille hefte skrev han ved hver Mollys død en nekrolog over den og klistrede en tot af dens hår ved. Han rejste meget, både i Tyskland og i de nordiske lande. Han førte altid en minutiøs rejsedagbog. I det hele taget var han meget skrivende.
Vred og bedrøvet da ”Stormklokken” blev revet ned
I hans andagtsbog er ethvert hvidt blad beskrevet, især med hans nytårsbetragtninger. Han var en dybt religiøs natur, tysk national, Slesvig-holstener og kejsertro til sit inderste hjerte. Grænseflytningen i 1920 var for ham en stor sorg.
Også familiens gamle hjem ”Stormklokken” på Torvet var som et klenodie for ham. Han var både vred og bedrøvet, da det blev nedrevet.
Eline Jacobsen trak tænder ud
Efter Rasmus Feddersen blev huset i Postgade overtaget af dentist frk. Eline Jacobsen, der først havde klinik i Storegade 8 med indgang fra Mellemgade. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor, der blev drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor.
Hun trak også tænder ud. Det var nu ellers de praktiserende læger, der trak flest tænder ud. Og i Højer var der også en enkelt barber, der gjorde det.
Olga Jensen kørte firspand
Nabohuset nr. 5 var aftægtsbolig for blikkenslager Conrad Boysen fra Skolegade 10. Nummer 7 tilhørte vognmand Hans Jensen, der besørgede den meste stykgods- og pakketransport fra banen. Efter hans alt for tidlige død fortsatte hans enke, Olga Jensen, en tid vognmandsforretningen og kørte ofte selv det svære hesteforspand.
Æ Syngforening var ikke et blandet kor
I Postgade 9 havde Rasmus Feddersen sit bageri. Han efterfulgtes af bager Aarup, der også var dirigent i ”æ Syngforening”. Det var før man i Højer kendte begrebet ”blandet kor”. Det rene mandskor havde måske sine fordeleved festlige lejligheder.
Anders Staldkarl lånte hesten hos smeden
Senere overtog Anders staldkarl på Hotel Sylt bageriet. Han holdt så en bagersvend og kørte selv på landet med bagervognen. Hesten lånte han gerne af smeden på Nørrevej. I mange år havde Eduard Muurholm bageriet. I hans tid var der også cafe dertil. Her kom der som på de øvrige cafeer og kroer et fast klientel af skat- og skakspillere. I en periode holdt ligningskommissionen sine møder i cafeen.
Efter Muurholms død blev forretningen videreført af forskellige indehavere, indtil den blev nedlagt i begyndelsen af 1970’erne.
Skomagerværksted
Fra Postgade 11 stammede gartner Møller, der oparbejdede gartneriet Højer Dige nr. 2. Faderen til skotøjshandler Hans Jacobsen, Nørregade 41, har en tid haft skomagerværksted i huset. Det var indrettet på 1. sal ud mod gaden. Der var plads til to svende, som havde deres sovepladser i det samme rum. Sengene var bygget ind under taget med låger for, så de virkede som alkover. Senere har det kun været lejligheder i huset, og der har undertiden boet tre familier i det.
Skipperhuset
Oppe i nr. 14 har der boet en skomager, Karl Bannow. Nabohuset nr. 12 kaldes ”Skipperhuset”. Der boede Mathias Skipper (Christensen). Han var ejer af det sidste skib, der var indregistreret i Højer, galeasen ”Maria”.
Huset er årsag til navnet, Postgade
Så vidt vides, er det i øvrigt det hus, der har givet navn til Postgade, som har heddet sådan i umindelige tider, længe før der kom posthus i Højer. Her skal nemlig i 1700-tallet den kørende postholder have haft sin bolig. På de ordinære dage kørte han fra Højer til Tønder og tilbage.
Først efter 1850 blev posten bragt ud til adressaterne med bud. Indtil da måtte man selv hente den hos postholderen.
Sadelmager
Over døren til Postgade 10 er der en plade med billede af en høvl og navnet Brodersen. Her boede den snedker Brodersen, som senere sammen med sin kone bestyrede sygehuset. Derefter havde sadelmager Niels Nielsen butik i huset og værksted bagved.
Den stråtækte ejendom Postgade 8 købte Peter Løck, da han opgav bageriet i Storegade og derfra drev han landbrug. Der var både stald og lade. Efter hans død førte hans enke i en årrække landbruget videre.
I Postgade 6 boede malermester Martens, der tillige var fotograf, og der findes stadig en del portrætter med hans navn på.
Han hentede varer i Flensborg
Postgade 4 blev i 1800-tallet ejet af købmand Niels Andersen, som her havde en blomstrende kolonialforretning. På den modsatte af gaden var der indkørsel til et areal mellem Postgade og Storegade, hvor han havde opslagsplads med vognport, stald og lade. Med sine egne vogne hentede han varer så langt borte fra som Flensborg. Sine kunder på landet betjente han til dels også med vogn.
Den sidste tyske borgmester
Hans Andersen som overtog forretningen efter sin far var direktør for Sparekassen fra 1922 til 1937 og fra 1947 til 1954. Indtil 1949 havde den lokale ved siden af butikken. Hans Andersen var Højers sidste tyske borgmester, indtil 1946. Han blev efterfulgt af Vilhelm Mathiasen, hvis svoger Johannes Kjærby var gift med en datter af Hans Andersen.
Dennes søn, Werner var den sidste indehaver af forretningen, der blev nedlagt i 1969.
Man havde jo alt i Postgade
Til trods for, at der kun var 15 huse i Postgade, behøvede deres beboere i ældre tid kun sjældent at forlade den. Det skulle da så lige være for at komme på arbejde. Hos købmand Andersen fik de kolonialvarer og alle de ting, som en velassorteret købmandshandel kunne præstere. Grønthandel var der på hjørnet af Mellemgade. Bager og slagter var der i den anden ende af gaden. Mælk kunne man formodentlig købe hos gadens landmænd, hvis de ikke selv havde en ko.
Vognmanden besørgede pakker og andet gods til og fra. Skomager, snedker og maler var der også. For enden af gaden boede manufakturhandleren, sparekassen var hos købmanden. Hos maleren kunne man blive fotograferet. Tænder ordnede dentisten, og snedkeren lavede også ligkister. Ja man skulle næsten tro, at Postgade var et storcenter. Men se det ord kendte man jo slet ikke dengang.
Takket være de litterære kilder
Og se så nåede vi da vist igennem Højer i vores historiske vandreture takket være de litterære kilder, som i den grad har hobet sig op her hos ”Den Gamle Redaktør”. Men vi er jo slet ikke færdig med Højer endnu. Men se de historier må I vente lidt på. Foreløbig er der 62 artikler, at gå i gang med.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 62 artikler om Højer og Omegn herunder:
Marts 8, 2017
Kæmp for alt hvad du har kært – Christian Fries
Af Poul Agertoft
Pernille Juhl har udsendt bogen ”Frihed og Ære” Den handler om en af de mange skæbner fra Besættelsestiden. Christian Fries var født i Kollund. Han kom i bagerlære men senere blev han sergent i Sønderborg. Han begyndte at arbejde i Studenternes Efterretningstjeneste. Men Arne Sejr ville have ham til at organisere et militært efterretningsvæsen, der skulle indrapportere til den danske efterretningstjeneste i Sverige. Det lykkedes bl.a. for Christian Fries at skaffe nogle vigtige tegninger. Men tyskerne kom på sporet af virksomheden. Han blev sat i Vestre Fængsel. Han var anklaget for ”Rigsfjendtlig virksomhed”. Han blev sendt til Frøslevlejren. Men det var ikke længe han var i sin hjemstavn. Allerede ugen efter som en af de første blev han sendt til Neuengamme og senere udelejren Schwesing – Engelsberg. En af de sidste, der talte med ham var Hans Mørup. Og lørdag den 18. november 8.23 kunne Jørgen Kieler konstatere, at Christian Fries i køjen ved siden af ham var sovet stille ind.
Christian Fries
1916 – 1944
Med udsigt til Flensborg Fjord står der på hjørnet af Fjordvejen og Skolevej i Kollund en stor granitsten til minde om nogle af sognets sønner, som gav deres liv for frihed, familie, og fædreland. Som der står på stenen:
De faldt i kamp for
Danmarks frihed og ære
Hjerter der af troskab lue
Mod som døden ej kan kue.
Et af de udhuggede navne er CHRISTIAN FRIES 18.11.1944.
Hvem var officiant Christian Fries, og hvordan blev hans korte liv? Han var kun 28 år og ugift, da han fandt sin død under en udkommando fra koncentrationslejren Neuengamme til en forfalden baraklejr i forstadskommunen Schwesing-Engelsburg nordøst for Husum – kun ca. et halvt hundrede km syd for sit barndomshjem.
Christian Fries (kaldet Kedde) fødtes i Kong Christian X 4. regeringsår i hjemmet hos sin mormor i Kollund onsdag d.12.01.1916 kl. 06.30. Mormoderen boede dengang på Fjordvej nr. ? lige overfor automekanikeren. Huset blev i 19.. revet ned. I 1916 havde Nordslesvig været annekteret af Tyskland i næsten 52 år siden kampene på Dybbøl i 1864, og 1. Verdenskrig rasede på tredje år.
Tvungne deltagere i denne krig var to af hans onkler: Georg Jørgen Fries, født d.24.10.1889 og død og begravet d.08.04.1916 i Ardennerskovene som ”Ersatzreservist” og Jacob Sørensen Clausen født d.05.10.1895 og død d.14.09.1978.
Hans mor var Cathrine Christine Fries (kaldet Tidde) født d. 22.01.1895 i Kollund, som datter af parcellist og arbejdsmand Jørgen Fries og hustru Botilla Marie Sørensen. Ved sin død d.13.06.1971 boede hun stadig i Kollund, og hun ligger, sammen med to af sine søstre, begravet ved siden af sin søn på Bov Kirkegård.
Sin far har Christian Fries ikke kendt, da han var født uden for ægteskab. Ifølge det af familien oplyste var faderen en vognmand fra Tønder.
Christian var enebarn. Barndomshjemmet har ikke haft de store midler at gøre med. Moderen var ud af en familie på i alt otte børn, og hendes far døde, inden det yngste barn blev født. Christians mor var hele livet tjenestepige. Under besættelsen var hun husholderske for toldbetjent Søren P. Pedersen (Toldgården i Padborg), der var enkemand.
Vi ved ikke så meget om Christians barndoms- og ungdomsår, men hans efterladte papirer i Bov Lokalarkiv (Reg. nr. 253 (503-01)) giver nogle fingerpeg om hans livsforløb, aktiviteter og de steder, han færdedes.
Den sidste del af skolegangen havde han på Duborg-Skolen (grundlagt 31.03.1922) eller, som der står på afgangsbeviset torsdag d. 30.03.1933: Folkelig Dansk Realskole, Flensborg. Afgangsprøven blev bestået med 89,33 point varierende fra ”godt” i skriftlig regning til ”mgX” i generel orden. Beviset er underskrevet af rektor Andreas Hansen, Dr. phil., der også havde signeret Christians frisvømmerbevis sammen med Bernhard Hansen. Efter endt skolegang blev han medlem af Duborg-Samfundet, indtil han i 1939 betalte sit kontingent på 3 kr. og samtidig meldte sig ud.
Skolevejen har været lang. Mon ikke der er 7-8 km fra Kollund til Duborg-Skolen, så det gav hver dag en cykeltur med herrecyklen Sirius stelnr. 489928 på 15 – 20 km, selvom Christian i sit pas havde noteret, at han havde lov til at bruge Dambroen i Kobbermøllen, og derfor kunne tage genvejen gennem Kollund Skov. At han sommetider tog damperen til Flensborg vidner et par stempler (1935) fra Passkontrollstelle Flensburg Hafen om.
Af passet, der var udstedt af Politimesteren i Politikreds nr. 70 dækkende Lundtofte og Nybøl Herreder og gyldig for 5 år, fremgår det, at han ved udstedelsen d. 07.04.1931var 160 cm høj, havde blondt hår og blå øjne. En lægeattest forud for ansættelsen som bagerlærling mandag d. 03.04.1933, udstedt af Dr. Hans Lorenzen, Bov fastslår, at han to år senere er vokset til 167 cm uden fodtøj, vejer 112 pund påklædt (56 kg) og har et brystmål på 80 cm målt midt mellem ind- og udånding.
Af afgangsbeviset fremgår det, at Christian er søn af vognmand Jes Clausen i Kollund, og det har sin forklaring i, at Jes Clausen var gift med en lillesøster til Christians moder: Alma Dorthea Sørensen (12.06.1902 – xx.xx). De havde ingen børn, og på et tidspunkt blev Christian af praktiske årsager deres plejesøn.
Jes Clausens var i øvrigt bror til førnævnte Jacob Sørensen Clausen, som var gift med en storesøster til Christians moder (Mathilde Marie Betty Fries).
Onsdag d. 05.04.1933 startede han 17 år gammel som bagerlærling hos bagermester Hans Nissen i Kollund med 3 måneders prøvetid. Betalingen i første læreår var 1 (én) krone om ugen at erlægge hver lørdag bagud. Andet år steg lønnen til 2 kroner ugentlig. Tredje år til tre kroner og det fjerde og sidste år til hele fire kroner om ugen. Dette fremgår af lærekontrakten, som underskrevet af Christian, hans moder og bagermesteren findes i arkivet tillige med en arbejdsbog og et svendebrev udstedt d. 24.03.1937, idet Christian havde bestået svendeprøven med karakteren ”godt”.
Ifølge lærekontrakten med bager Nissen skulle læretiden have løbet til d. 01.04.1937, men af Forholdsattest nr. 85 udstedt af 3. Bataljon på Haderslev Kaserne d. 27.01.1938 kan vi læse, at Christian har været rekrut nr. 13 ved 13. Bataljon allerede fra d. 19.01. – 12.04.1937, hvorefter han blev befalingsmandselev ved fodfolkets sommerkorporalskole fra d. 13.04. – 07.11.1937. Derefter var han så underkorporal ved 13. bataljon. På tidspunktet for forholdsattestens udstedelse er han underkorporal nr. 395/1937 ved 3. bataljons 1. kompagni.
Forholdsattesten tildeler ham det vidnesbyrd, ”at han er en særdeles flink befalingsmand, og at hans forhold såvel i som uden for tjenesten har været særdeles tilfredsstillende”. Han er tilført lægsrullen for 7. udskrivningskreds lægd 180 b bogstav 13.
I hans papirer finder vi en ansøgning dateret d. 02.04.1938, hvorved han frivilligt søger om at måtte udføre militærtjeneste. Det blev ham bevilliget, og han fortsatte ved 3. bataljon, hvor han fik udstedt kørekort til motorcykel d. 25.08.1939. (Vi finder også et falsk kørekort angiveligt udstedt d. 25.08.1938 til ”toldbetjent” Chr. Fries, Kollund).
Arkivet huser også en indfødsretserklæring fra Indenrigsministeriet d. 21.11.1938 (IM 3. eksp. 1938 J62 1451-52), som sandsynligvis har været udstedt af hensyn til hans videre uddannelse. Beviset gør vitterligt, at Christian er i besiddelse af dansk indfødsret (statsborgerret). Grundlaget er §5 i lov nr. 474 af 05.09.1920 om erhvervelse af dansk indfødsret i anledning af de sønderjyske landsdeles indlemmelse i Danmark.
Som korporal kom han til Sønderborg Kaserne, hvor han efter uddannelse i årene 1938-39 blev udnævnt til sergent d. 18.04.1939, som den 6. bedste af 72 elever. Dagen før d. 09. april 940 underskriver skolechef H.E. Christensen eksamensbeviset, og Christian udnævnes og ansættes som oversergent efter at have bestået som nr. 14 af 42. Han var sandsynligvis på kasernen i Sønderborg den dag, tyskerne besatte Danmark. Et fotoalbum i arkivet indeholder en lang række fotos fra soldatertiden i Haderslev og Sønderborg.
Herefter fortsatte Christian med Hærens Officiantuddannelse 1940 – 1941 , som bl.a. foregik på Frederiksberg Slot og Kronborg, hvorfra der findes et fællesfoto af hans hold. Beviset for gennemførelse af uddannelsen som nr. 4 ud af 50 udstedtes d. 18.06.1941, og underskrives af oberstløjtnant P.A. Mathiassen. Et ansættelsesbevis som officiant i fodfolket daterer sig til d. 25.06.1941.
Deltagerne på Kornetskolen på Kronborg har ikke været udelt tilfredse med den danske regerings lade stå til politik. I hvert fald har Christian opbevaret en sang, som gør grin med uddannelsen, der efter forfatterens mening uddanner soldaterne til statister i et absurd teaterstykke.
Oplysningerne bliver nu lidt mere sparsomme. En postkvitteringsbog begyndende Kbh. d. 06.01.1941, medens Christian er på Frederiksberg Slot, viser, at han har haft forsendelser til sin moster Anna Maria Fries, Kollund og til sin plejefar hønseriejer Jes Clausen, Kollund. At man heller ikke under besættelsen kunne gemme sig for skattevæsenet viser forsendelser til Sønderborg Kæmnerkontor, Frederiksberg Skattedirektorat samt kæmnerkontorerne i Haderslev og Fåborg. Hans skattepligtige indtægt udgjorde i 1942: 2.900 kr.
Efter uddannelsen til officiant må han være kommet tilbage til Haderslev Kaserne, idet der forefindes et medlemskort af Sønderjysk Idrætsforening 1942-43 samt et træningskort for 1942 til Haderslev Stadion.
En depotkvittering nr. 42305 fra 2. reg. i Haderslev depotkammer nr. 1 er dateret d. 11.02.1942, og viser hvilke ”munderingssager”, der var udleveret til officianten.
Christian har på det tidspunkt boet Toftsvej 3 i Haderslev, idet en brandforsikring police nr. 57665 i Forsikringsselskabet SKJOLD (Nye Danske Lloyd) dækker for indtil kr. 5.000 indbo på denne adresse, samt et tilsvarende beløb hos Jes Clausen i Kollund. Policen er dateret 07.02.1942 stemplet H. Hoeck, inspektør, Aarøsundvej 25, Haderslev. Årlig præmie: kr. 6,80.
Et brev fra vennen Lenskjold c/o Lublin er afsendt fra Dannevirkegade 32,3. Kbh. V. d.20.09.1942. Lensjold har åbenbart lånt penge af Christian, og da han ikke kan få arbejde i København forsøger han lykken i Kiel.
I arkivet findes også en del notaer fra Boghallen Alfred G. Hassing A/S, Rådhuspladsen 37, Kbh. Den 19.11.1941 bestiller Christian ”Vor Tids Konversationsleksikon 1-10 i blå indbinding” formedelst kr. 190,00 som afdrages med kr. 8,00 pr. måned. Den 10.12.1941 sælger repræsentanten Adelbrand ham atter en gang lekture. Nu gælder det ”Nationernes Historie 1-5 i rød indbinding formedelst kr. 144,00. Konto nr. 92218 afdrages herefter med kr. 12,00 pr. måned. Den 06.03.1943 kan Christian ikke stå for ”Kipling 1-18”. Afdragene er herefter på kr. 20,00 månedlig. Forsendelsesadressen er i alle disse tilfælde angivet til Kollund.
Gymnastik var ikke Christians stærke side, hvis man skal dømme efter hans eksamenskarakterer. Det har måske inspireret ham til at købe bogværket ”Idræt – Vor tids store folkeopdrager”, som angiveligt skulle udkomme i ca. 16 hæfter af ca. 40 sider med billeder. Han bestilte i hvert fald hæfterne fra Forlaget Arnkrone i Odense d.27.08.1942 til adressen 3. Bataillon Haderslev. Den 02.05.1944 (3 uger før sin arrestation) betaler han på Købmagergades Postkontor endnu et afdrag på kr. 12,00. Afsenderadressen er da angivet til Colbjørnsensgade nr. ? Kbh.
Tyskerne forbød fra december 1942 al dansk militær tilstedeværelse i Jylland af frygt for evt. engelsk angreb, som de danske soldater så formodedes at ville støtte. Fra Haderslev kom Christian derfor sidst på året 1942 til Fåborg, hvor han var tjenestegørende ved regimentet, indtil han skulle starte i Næstved. Han har afsendt penge fra Fåborg Postkontor d. 01.12.1942. Den 12.01.1943 sender han penge fra et postkontor i Kbh. Det samme sker d.02.03.1943. I et brev Christian skrev til sin tante Alma og onkel Jes Clausen tirsdag d. 16.03.1943. fortæller han, at han har været en tur i Holbæk (hvor SE havde en gruppe), og at han lørdag kom tilbage i kvarter hos frk. Kaad, hvor der sørges godt for ham. Mandag aften havde han set en dansk film i biografen: ”Tyrannens Fald”, som han betegner som meget god. Den 18.03. er han stadig i Fåborg, da han der får kvittering for en indbetaling.
Tirsdag d. 23.03.1943:
”Mange Tak for Brev og Pakke. Begge Dele kom Lørdag Eftermiddag. Hatten havde ikke taget Skade. Jeg fik brev fra Padborg i Dag. Tidde skrev, at Onkel Chresten rejste i Gaar. Han skulle vel hjem at stemme.
Jeg har stemt (til Rigsdagsvalget) i Dag for første Gang, det har I vel ogsaa. Der er ingen, der maa blive hjemme. Vi maa alle vise, at vi kan alene og stadig ønsker Folkestyre frem for Diktatur.
Jeg har sendt mit civile Tøj til Rensning. Det var først Meningen, at det skulle farves, men de mente, at det ikke ville blive pænt. Det kan jo sagtens holde til en Sommer til. Saasnart mit Tøj er færdigt, kommer jeg hjem.
Hele Byen er pyntet med Flag i Anledning af Afstemningen. Det lader ogsaa til, at der skal være Fest paa Hotellet i Aften. Det er dejligt igen at høre Regimentsmusikken. Den spillede i Dag paa Torvet.
Jeg tror nok, jeg vil købe mig en Radio, naar jeg kommer til Næstved. Man kan lige saa godt købe noget for pengene hver Maaned, saa er de da i Sikkerhed”.
En sygekassebog fra Sygekassen i Næstved viser d. 03.05.1943 (medlem nr. 2597), at adressen er angivet til Garderhusarkasernen.
Et brev til tante Alma og onkel Jes Clausen dateret Næstved torsdag d. 13.05.1943 oplyser, at han endnu ikke har fundet eget kvarter, men bor hos en kammerat. Han konstaterer, at tyskerne er færdige i Afrika, at Riffelsyndikatet er brændt, og at skibsværfterne i Svendborg og Aalborg er sprængt i luften. ”Nu sker der snart noget”, skriver han. Han omtaler ligeledes et par fælles bekendte Ejnar og Kurt Clausen, som sveder over deres soldateruddannelse på kasernen. Christian nævner også, at han tager et smut til København den førstkommende søndag. Mon det blot var for at gå i Tivoli, som han skriver? (Kornetelev Ejner Jørgen Clausen var søn af en overbetjent fra Rens ved Store Jyndevad).
København Søndag d. 27.06.1943:
”Er vel ankommen, og har det godt. Har allerede mødt saa mange Bekendte. Spiste i Dag hos en Ven fra Haderslev, som jeg traf i Tivoli. Skal i Morgen paa Indkøb. Sender Pibe, Ur m.m. i Morgen, naar jeg har fundet det rette. Hilsen til Georg. Tak for sidst”.
Den 01.06.1943 har Postkontoret i Næstved kvitteret for en indbetaling.
Den 17.07.1943 udsteder Fåborg Kommune en kvittering for betalt restskat (62 øre) til Christian på adressen Klostergade 69 –71 i Fåborg. På samme adresse tilskrives han den 16.08., da landsretssagfører Knud Frederiksen, Østergade 24 i Fåborg sender ham en inkassoskrivelse på vegne af Haderslev Creditbank på kr. 43,90 incl. omkostninger på kr. 6,00. Det ligner ikke den pertentlige Christian ikke at betale, hvad han skylder, hvis man skal bedømme efter hans omhyggeligt førte regnskaber. Om Christian har kautioneret for en eller anden, eller hvad der er sket, vides ikke, men han havde i hvert fald skrevet under på en veksel d. 10.01.1943. Kopi af inkassoskrivelsen sendtes til oversergent K. Sørensen og officiant E. Olsen Fåborg Kaserne.
Denne gæld står noget i misforhold til den punktlighed, hvormed Christians betalinger ellers er erlagt og indført i hans postkvitteringsbog. Måske er hans hemmelige mission, der har bragt forstyrrelse i tingene.
Postkvitteringsbogens sidste indføring i august er d. 17.08.1943.
Christian skriver mandag d. 23.08.1943 fra Næstved:
”Mange tak for pakken. Ja, det er en urolig Tid, vi lever i. Der sker mange mærkelige Ting. Særlig i Odense. Der er mange Døde og Saarede. En tysk Officer, som skød ind i Mængden og ramte en Dreng, blev slaaet ihjel af Mængden paa Stedet og slæbt hen ad Gaden. Pigerne, der gaar med Tyskere, bliver klædt af og malet og klippet skaldet og jaget paa Gaden. Men det bliver meget værre. Der bliver Oprør i hele Landet.
Vi venter paa at blive sendt hjem. Her havde vi stor Forældrefest i går. 6000 Mennesker med Ekstratog fra København. Vi er hver dag paa Skydebanen.
Paa Lørdag rejser vi til Jægerspris, saa hvis det er muligt, vil jeg gerne have lidt Tøj forinden. Vor bagage skal afsted Fredag. Her i Næstved gaar det ellers roligt. Nu venter vi jo kun paa det næste Slag, inden Vinteren kommer”.
Natten til fredag d. 27.08.1943 ryddede S.E.’s folk i Næstved, på et tip fra Christian, et af Næstved kasernes våbendepoter, som var nemt tilgængeligt. Vagten var informeret, og derfor nem at overmande, og depotet blev ryddet for maskinpistoler og ammunition.
På skæbnedagen søndag d. 29.08.1943 var Christian tjenestegørende (passértegn nr. 377) ved Fodfolkets Kornet- og løjtnantskole, der tidligere på sommeren var blevet flyttet fra Kronborg til Gardehusarkasernen i Næstved, sammen med Sergent- og Korporalskolen fra Sønderborg, da tyskerne skulle bruge kasernerne.
Han blev i lighed med mange andre i det danske forsvar afvæbnet og interneret af den tyske besættelsesmagt, som indførte militær undtagelsestilstand efter at den danske regering havde smidt håndklædet i ringen, og afvist de tyske krav dagen i forvejen.
Lørdag morgen d. 28. kl. ca. 05.30 fik Kornetskolen telefonisk besked fra Sjællandske Division om, at den politiske situation var på bristepunktet, men at forhandlingerne fortsatte. Det foranledigede skolen til at forespørge Generalinspektøren for Fodfolket, om den af Generalkommandoen udstedte ordre om fægteskydning i Jægerspris stod ved magt. Det gjorde den, og man tog som befalet toget fra Næstved kl. 08.28 bevæbnet og forsynet med skarp ammunition.
Via Københavns Hovedbanegård ankom man til Jægerspris i Nordsjælland kl. 16.40, hvor der var ordre fra Generalinspektøren om, at al lørdag-søndagsorlov var inddraget, og at alle befalingsmænd skulle være i lejren igen kl. 20.00. Der var ingen klar forholdsordre, men situationen var fortsat kritisk, så lejrvagten fordobledes, bl.a. for at hindre tyveri af våben og ammunition. Ved aftenappellen blev eleverne orienteret om situationen, og fik udleveret mest mulig skarp ammunition. Ingen sov denne trøstesløse regnvejrsnat.
Søndag morgen d. 29 kl. ca. 05.00 meddelte adjudanten ved Sjællandske Division, at tyskerne var i færd med at omringe Christiansborg, Sorgenfri Slot (hvor kongen og dronningen opholdt sig) samt kaserner i København. ”Operation Safari” var i gang. Ved rundringning fandt man ud af, at kasernen i Næstved var blevet angrebet, og havde overgivet sig efter kamp.
Der var ingen forsvarsplan for Jægersprislejren, og da det ville være nytteløst at forblive i lejren, besluttede oberst H.E. Christensen at føre skolen til Holbæk for at hjælpe med forsvaret af kasernen der. Kl. 09.00 afgik man på 10 gamle lastbiler mod Holbæk. Kl. ca. 10.00 traf man en officiant på motorcykel, som kunne fortælle, at oberst Raabye i Holbæk havde opgivet at kæmpe. Officianten medbragte tillige en afskrift af en bekendtgørelse fra de tyske myndigheder om undtagelsestilstand med øjeblikkelig varsel.
Efter at have overvejet situationen sendtes en officer afsted til Roskilde, hvor han fik kontakt med tyskerne, som sendte en officer (kl. 13.30), der garanterede fri passage tilbage til kasernen i Næstved via Ringsted.
I løbet af ventetiden var kaptajn Brøndum kommet forbi med en motorvognkolonne på vej til Sverige. Soldaterne fik tilbuddet om at tage med, men ingen meldte sig. Alle tog med til Næstved Kaserne, som nu bevogtedes af tyske soldater. Her fik man ordre på at aflevere sine våben, som mange ødelagde, idet de gav dem fra sig.
Næstved torsdag d. 02.09.1943 (interneret):
”Hermed sender jeg jer de kærligste Hilsner og meddeler, at det gaar mig godt. I kan være ganske rolige, alting er i Orden. Forhaabentlig ses vi snart. Mange Tak for Pakken. Send evt. Breve til den gamle Adresse. Husk kun Kort. Ingen Breve. Hils Georg og Naboerne. Kunne ikke skrive før”.
Næstved lørdag d. 11.09.1943 (interneret):
”En lille Hilsen for at meddele jer, at det gaar saa nogenlunde. Sender Pakken paa Mandag. Det er nu tilladt at sende Pakker indtil 5 Kg begge Veje. Det koster ingen Fragt. Bare skriv ”Interneret”. Tiden bliver jo forfærdelig lang. Der sker jo store Ting i denne Tid. Kunne godt tænke mig at være i Kollund i Morgen”.
Kornetskolen Næstved torsdag d. 16.09.1943 (interneret):
”Mange Tak for jeres Kort og for Pakken med Indhold. Det har glædet mig og Kollegaerne meget. Haaber, at mine to Pakker ogsaa maa komme godt hjem. Haandklæderne skal I ikke sende igen. Ellers alt som sidst. Maaske vi snart skal herfra? Sender nok mere Tøj hjem. Har faaet Pakke fra Hans Hoeck. Læser hele Dagen, men keder mig. Trænger til at komme ud. Naar Tiden er saa lang, spekulerer man for meget”.
Natten mellem d. 01. og 02.10.1943, hvor Gestapo indledte sin razzia mod de danske jøder, var eleverne ved Fodfolkets Kornet- og Løjtnantskole stadig interneret. De blev alle hjemsendt d. 13.10. med et: ”Til civil træd af”. Christian har enten haft udgangstilladelse eller er blevet løsladt allerede i september, da vi finder noteringer i hans postkvitteringsbog igen d.21.09.1943.
Af skattekvitteringer kan vi se, at der er betalt personligt på Næstved Kommunekontor d. 14. og 19.10.1943. I løbet af oktober tog Christian igen officiel adresse i Kollund. I hvert fald kan vi se, at han har indbetalt flere beløb d.29.10.1943 på Postkontoret i Kollund, ligesom det er dertil Krigsministeriets Bogholderikontor d. 18.11.1943 sender hans løn for november. I alt kr. 336,59.
Den sidste indførsel i Christians Postkvitteringsbog er sket d.06.12.1943.
Næstved Kommune sender i anledning af Christians fraflytning en skatteopgørelse for 4 måneder. Den afsendes d. 05.01.1944 til adressen Hotelpension Lucca, Nørre Allé 11, Kbh. N. Christian er åbenbart fraflyttet pensionatet, for brevet bliver sendt videre til Kollund, hvorfra det returneres til København nemlig til Frederiksberg Allé 19A, Kbh. F.
Krigsministeriet udsteder i oktober 1943 forskellige bestemmelser med hensyn til beskæftigelsesforholdene for bl.a. Hærens faste liniebefalingsmænd efter interneringens ophør. Man meddeler, at der betales fuld løn indtil videre.
I Christians gemmer finder vi også følgende seddel:
PROTOKOL für die entlassenden Offizianten der dänische Wehrmacht:
”Jeg bekræfter, at jeg er blevet gjort bekendt med følgende: Såfremt jeg eller andet personel af den danske krigsmagt forholder os fjendtligt over for det tyske rige eller dets forbundsfæller eller deltager i eller begunstiger fjendtlige handlinger, må jeg regne med på ny at blive interneret og derpå overført til Tyskland”.
Christian og hans venner vidste altså, hvad de gik ind til, og for flere af dem skulle det desværre blive grum virkelighed.
Stabsofficiant K. Sørensen formand for Officiantgruppens Hovedorganisation skriver d. 27.10.1943 til Hovedorganisationens repræsentantskab, at den efter interneringen d. 29. august nedsatte komite har indstillet sin virksomhed, da Røde Kors har overtaget opgaven med at skaffe civilt hjemsendelsestøj til befalingsmænd m.v.
Fra et bestyrelsesmøde i samme organisation oplyses det d. 29.10.1943, at der forhandles med Krigsministeriet og Finansministeriet om munderingshjælp etc., indtil det igen bliver tilladt at bære uniform. Endvidere arbejdes der med erstatningsudbetaling for mistede private ejendele i forbindelse med interneringen.
Endelig konstaterer bestyrelsen, at befalingsmændene er overladt til sig selv, da samtlige kommandomyndigheder er ophævet. Bestyrelsen ser derfor en opgave i at holde sammen på stumperne, indtil der igen bliver brug for dem. Det er imidlertid svært, da medlemmerne er spredt over det ganske land, og trykkefriheden er begrænset til neutrale oplysninger.
Haderslev Officiantforening fremsender d. 14.11.1943 følgende adresseliste:
Korpsofficiant P.H. Støvring Grenågade 9, Kbh.
Stabsofficiant A.B. Hansen Christiansfeldvej 44, Haderslev
Overofficiant C.S.B. Andersen Grønnegade 26,B, Fåborg
Overofficiant G.K. Gregersen Kongevej 15, Haderslev
Overofficiant L.P. Jepsen Moltrupvej 8, Haderslev
Overofficiant K.A. Jørgensen Afskediget ultimo nov. 1943 (udmeldt)
Overofficiant K.K. Lisby Kongevej 2, Haderslev
Overofficiant R.H.E. Nielsen Riddergade 7, Næstved
Officiant O. Christensen Savnet fra d. 30.08.1943
Officiant C. Fries Kollund, Sønderjylland
Officiant E.T.C. Jensen Sdr. Ottingsgade 7, Haderslev
Officiant W.S.C.H. Jørgensen Moltrupvej 57, Haderslev
Officiant B. Maigaard Vestergade 24, Holstebro
Officiant H.E. Nielsen Østergade 57, Fåborg
Officiant M. Nissen Ørstedsgade 39, Sønderborg
Officiant K.B. Olesen Kærvej 20, Sønderborg
Officiant S.E.F. Olesen Nørrebrogade 199, Kbh.
Officiant K.L. Pedersen Præstøvej 122, Næstved
Officiant H.W. Rasmussen Lunding, Haderslev
Først for nylig er Christians deltagelse i Studenternes Efterretningstjeneste blevet beskrevet og gjort tilgængelig for offentligheden. Det er sket i henholdsvis Arne Sejrs erindringsbog: ”En Kamp for Frihed” (side 75-81) udgivet på Hans Reitzels Forlag i 1995 og i en bog af Peter Birkelund: ”De loyale oprørere”, (side 240-45) som er udgivet på Odense Universitetsforlag i 2000. Bogen beskriver den nationalt-borgerlige modstandsbevægelses opståen og udvikling 1940-45.
Ifølge Arne Sejr, der var leder af Studenternes Efterretningstjeneste, mødtes han første gang med Christian i slutningen af november 1942 hos læreren Johannes Fosmark, der havde arbejdet i Sydslesvig, og hvis søn Hans åbenbart kendte Christian fra sine drengeår. Arne Sejr ville have Christian til at opbygge en egentlig illegal militær efterretningstjeneste i tilknytning til S.E. Christian var stærkt interesseret og accepterede opgaven med det forbehold, at han jo var tjenestegørende og dermed havde forpligtelser i hæren, idet han var lærer ved Fodfolkets Kornetskole i Næstved.
Man oprettede (februar 1943 ?) et kontor oprettet i en 3-værelses lejlighed i Øresundsgade 91 (nu Vordingborggade), som var lejet af Anna Melson Nielsen, der var sekretær og korrespondent i engelsk, og i hvis navn lejligheden var lejet. Den var i øvrigt fremskaffet via Oliver Sandberg. Senere kom yderligere kurér- og sekretærhjælp til i form af Ulla Lassen og Lotte Smedebo.
Christian skulle angiveligt være gået i gang med straks at opbygge sit agentnet, og i løbet af sommeren og efteråret 1943 knyttedes forbindelser til flere og flere nuværende og tidligere officianter over hele landet, som Christian havde adgang til, da han var medlem af officiantforeningen. I en vis udstrækning brugte han tillige de grupper, som S.E. i forvejen havde etableret rundt i landet.
Selve det konkrete arbejde, som Christians organisation udførte som del af Studenternes Efterretningstjeneste, vides der ikke så meget om. Men der ligger nok noget gemt i arkiver hos Secret Service i England, i Sverige og i Danmark. De indsamlede oplysninger om tyskerne af militær karakter sendtes til en postboks i København, hvorefter de blev behandlet af bl.a. Christian, overofficiant Petersen, officiant Aksel Lykkegaard, underkvartermester Knud Henning Møller og sergent Tage Larsen.
De udarbejdede rapporter, der var med til at danne et billede af tyskernes placering, deres antal, deres bevæbning og aktiviteter, sendtes tillige med tegninger og fotos med de illegale transporter via Sverige til den danske efterretningssektion i Stockholm og siden til England, hvor det indgik i en overordnet vurdering af nazisternes krigsførelse.
Christian arbejdede også selv i marken. De umiddelbart største enkeltbedrifter var fremskaffelsen af planer vedr. tyske enmandsubåde (torpedoer), der blev produceret i Kiel og kopier af tegninger til den tyske V-2. Ifølge Arne Sejrs beretninger havde Christian forklædt som sømand været i bl.a. Flensborg og på Femern. Han havde desuden identitetskort som både repræsentant og skolelærer.
Christians fætter Nicolaj Clausen har fortalt, at Christian fik hjælp af en anden fætter Hans Bruhn, der var bager i Flensborg, og at dennes søster ? Bruhn, som var gift Peters og også boede i Flensborg, hjalp Christian med at smugle papirer over grænsen, da hun arbejdede i Padborg.
I 1944 fik Christian kontakt med Lucjan Maslocka fra den polsk-engelske efterretningstjeneste i Danmark. (Maslocka og hans kone Anna Louise Christine blev begge dræbt af Gestapo d.03.01.1945) De indledte et tæt samarbejde, og brugte i en vis udstrækning de samme personer i marken. I Bramming-Esbjerg var f.eks. Erik Balslev og i Tønder officiant Finderup.
Af Christians efterladte breve og kvitteringer kan vi følge en del af hans færden. Officielt havde han vist adresse i Kollund hos Alma og Jes Clausen, men i praksis opholdt han sig andre steder.
Den 17.01.1944 indbetaler han personligt et afdrag hos Boghallen i Politikkens Hus på Rådhuspladsen i København. Det samme sker d. 07.03., d. 24.03. og d. 09.05.1944 (hans adresse noteres til Kaalundsallé).
I 1944 begyndte det tyske politi at optrevle organisationen. Den første arresterede var Carl Erik Abel (dec. 43). Han røbede intet, og henrettedes i Ryvangen d. 02.05.1944, men efter et par måneder arresteredes den næste: Mogens Anthon Hansen (15.03.1944). I maj 1944 gik det helt galt. En gruppe på Østerbro blev taget og lederen Emanuel Vieg-Hansen sendt til Neuengamme og senere Husum.
Lørdag den 20. maj overraskede Gestapo Christian og Aksel Lykkegaard i Christians illegale lejlighed på Grundtvigsvej 15 i Kbh (Frederiksberg), hvor man desværre også fik fat i en navneliste samt liste over meldinger til Secret Service. Knud Henning Møller arresteredes andetsteds samme dag. Ifølge Christians fætter Nicolaj Jørgen Clausen var de blevet stukket. Nicolaj havde på flere tidspunkter haft Christian boende hos sig i Fredericia, hvor Nicolaj gjorde tjeneste som CB-er indtil politiet blev arresteret af tyskerne d. 19.09.1944.
I lokalarkivet findes også en efterlysning af Christian. Den oplyser at han har været savnet siden d. 22.05.1944, og beskriver ham som værende 28 år, 176 cm høj og boende i Kbh. Bygning: Middel. Hovedform: Skarp, markeret, kantet. Hår: Blondt (tyndt). Skægløs. Ansigtsform: Bred foroven og solbrændt. Høj pande. Blågrå øjne. Øjenbryn: Blonde, alm. buet. Næse: Almindelig. Store ører. Skarp hage. Alm. ben, mund, hænder og fødder. Guldplombe i fortand. Ingen ar eller tatoveringer.
I virkeligheden sad Christian i Vestre Fængsel. Det gjorde han i hvert fald, da han skrev hjem i et udateret brev i begyndelsen af juni 1944:
”Kære Allesammen. Har ikke kunnet skrive før. Blev arresteret den 20/5. af det tyske Politi. Grunden kan jeg ikke fortælle jer i Dag. Ønsker tante Alma hjertelig til lykke med Fødselsdagen (12.06.). Kan kun skrive 20 linier, derfor saa kort. Det er jo ikke morsomt at sidde indespærret, når det er saa dejligt udenfor. Er Jordbærrene modne? Nu maa I ikke være alt for kede af det. Jeg tror paa Skæbnen, og hvis det er Meningen, at det skal være min sidste Sommer, saa er der ikke noget at gøre ved det. Fremtiden tegner sort, og dog kan det hurtigt skifte. Det gælder om at holde Humøret oppe. Maa skrive hver 14 Dage. Haaber snart at høre fra jer. Hils min Mor og alle bekendte, jeg skriver næste Gang til hende. Det er en Trøst, at man ikke er den eneste, der er her. Jeg haaber kun paa en snarlig Fred og saa paa et frit Danmark. Naar det er alt for trist, saa synger jeg en Sang. Mange kærlige Hilsner jeres Christian.”
Der er tilføjet et PS Husk Adressen: Tysk Afdeling. Brevet er stemplet Geprüft og signeret PB.
Blandt Jes Clausens efterladte papirer i arkivet finder vi følgende afskrift:
”Sommeren 1944. –18. Juni. Den mest ulykkelige Dag i mit Liv. Gud være med os begge! Tak fordi jeg lærte dig at kende, selvom vi kun var sammen nogle faa Gange. Maa Gud være os naadig, saa vi engang kan lære hinanden bedre at kende. Mon den Dag kommer, hvor vi sammen kan takke Gud, fordi han frelste vort Liv. Vi maa haabe og bede dertil”.
Ovennævnte var skrevet på et foto af Christian af en kammerat fra København, som også døde i kamp for Danmarks Frihed.
Gerda Lykkegaard skriver til Alma Clausen fra Sønderborg d. 01.07.1944:
”Sender Dem hermed lidt undertøj. Desværre har jeg kun dette, men hvis De ikke modtager det snavsede Tøj, vil De saa ikke meddele mig det, saa vil jeg forsøge at faa Værtinden til at sende mig lidt, enten det bliver Christians eller min Mands. Forhaabentlig varer det heller ikke saa længe inden, jeg bliver i stand til selv at rejse derover. Jeg har faaet Meddelelse om, at Pakker, der sendes derover, kun maa indeholde Brugsgenstande.”
Næste brev fra Christian er dateret tirsdag d. 18. Juli 1944:
”Kære Allesammen. Tusind Tak for 2 Breve og Pakke. Glæder mig, at alt gaar ved det gamle. Ja, det har været fint Vejr, efter hvad jeg har kunnet se. Om mine forhold intet nyt. Haaber snart at faa en afgørelse. Naar man har rodet sig ind i noget, maa man jo ogsaa rodes ud igen. I maa ikke sørge for meget, jeg har ikke tabt modet. Der kommer nok lysere Tider for os. Man hører jo ikke noget om krigens gang, men jeg tror nok, at det vi alle længes efter er Fred. (Den næste halvanden linie er overstreget af censuren). Sommeren er jo ødelagt, men om det gaar godt, oplever vi nok nye somre. Smagte Fødselsdagskagerne godt? Jeg vilde gerne have et Stk. Sæbe, Barberblade og Tandpasta. Haaber at det maa passere Censuren. Og et lille Spejl. Har I haft travlt med Mælkevognen? Der har vel været mange Mennesker i Kollund. Hils nu gamle onkel Chresten (Olling) og alle mine Venner. Hils også Gedi (Nissen/Brandenhoff), jeg ved hun bliver glad. I maa ikke tænke paa Besøg. Det kan vist ikke blive til noget. De kærligste Hilsener til Mor, Georg (Clausen) og jer to. Jeres Christian.
Der er tilføjet et PS Frimærker ? Brevet er stemplet Geprüft og signeret.
Der Befehlshaber der Sicherheitspolizei und des SD in Dänemark fremsender d.14.07.1944 Christians papirer ”und sonstigen Sachen” til familien i Kollund.
”Som De ser af Adressen er jeg med min Familie paa ferie paa Bornholm, og hvornaar jeg kan komme herfra, er ikke til at sige i Øjeblikket, da det er vanskeligt at faa Køjeplads med de to Baade, som hver anden Dag besørger Forbindelsen mellem Øen her og Kbh.
Dog har jeg straks skrevet til Udenrigsministeren og endnu et Brev til en Ven angaaende Deres Plejesøn, og lige saa snart jeg kommer til Kbh., skal jeg personligt gøre, hvad der staar i min Magt for at skaffe Oplysninger, og hvis Chr. Fries endnu er i Vestre Fængsel, skal jeg nok faa lov at besøge ham og hjælpe ham på en eller anden Maade”.
Den 29.07.1944 har Christians onkel Jes Clausen skrevet til Forsvarsministerens Foredragsudvalg om reglerne for pakker, besøg og brevskrivning. Han får fremsendt vejledningerne ved brev af d.05.08.1944 fra Folk og Værns Kontor på Vester Voldgade 117, Kbh. V., hvori man også oplyser, Daells Varehus vil være behjælpelig med at skaffe underbeklædning til de anholdte.
Vestre Fængsel, tirsdag den 8/8.1944:
”Kære Alle sammen. Mange tak for Brevet. Pakken har jeg ikke faaet endnu, men den kommer nok. Det glæder mig, at I alle har det godt. Kan endnu ikke sige jer noget vedrørende min sag. Regnede med en Afgørelse, men saa kom der noget nyt til. Kommer i hvert fald ikke ud, saa længe Krigen varer, men jeg synes at have paa fornemmelsen, at den snart er slut. Det skal blive en stor Dag, naar man atter er fri, forhaabentlig inden Kongens Fødselsdag (26.09.). Jeg har Celle Nr. 584 nu. Og Lykkegaards har faaet en Datter skriver I, det er jo glædeligt. Mon vi kan komme til Barnedaab? Har fuldstændig vænnet mig til Forholdene nu, det gaar automatisk. Forstaar at I har haft travlt, der er jo nok at se til. Jeg naar ikke at faa solbad i Aar, det var ellers mit bedste, at ligge i Solen. Dog trøster jeg mig med, at dette ikke kan vare evigt. Der maa komme en dag, hvor alt igen er godt. Og Onkel Chresten er stadig rask og rørig, han holder sig godt. Sender noget Tøj hjem ved Lejlighed. Til Slut sendes de kærligste Hilsener til jer alle derhjemme, til Venner og Bekendte, jeg har ikke tabt modet. Jeres Christian”.
Brevet er stemplet Geprüft og signeret.
Vestre Fængsel, onsdag den 30/8. 1944:
”Kære Alle sammen. Takker jer paa det hjerteligste for Brevet. Det glæder mig, at I har faaet en ny Radio. Har faaet Vask og Sæbe, tror nok Fru Lykkegaard har bragt det. Hils hende mange Gange og ønsk til lykke med Datteren, naar I skriver. Ja, Sommeren er hurtigt forbi, hvem skulle tro, at man sidder her paa 4. Maaned. Jeg kan ikke sige noget om min Sag, det trækker ud, der kommer hele tiden noget nyt til, men lyst ser det ikke ud. Jeg vil ikke lyve for jer, det er lige saa godt, at I ved, hvordan det gaar. Jeg venter kun paa Freden, og den skal nok komme. Det kunne ellers have været dejligt, om jeg var blevet interneret i Frøslev, saa havde jeg ikke langt hjem, men det bliver der nok ikke noget af. Haaber ellers at I har det godt Alle sammen. Er pærerne modne. Bliver dejligt, naar man igen er fri, saa skal man nok skønne paa, hvad det betyder. Har ikke sendt Vask endnu. Ønsk Naboerne til lykke med Sølvbrylluppet. Til Slut de kærligste Hilsener til min Mor og jer alle og Vennerne. Jeres Christian”.
Senere overførtes han til den mellem marts og august 1944 nyopførte interneringslejr i Frøslev pr. Fårhus, hvor han blev indkvarteret i den nu nedrevne barak H10 stue 10, hvorfra han skrev sit sidste brev onsdag d. 06.09.1944:
”Kære Alle sammen. Takker for Pakken, som jeg modtog i Vestre Fængsel. Er nu i Frøslev. Haaber, at I har det godt. Det er en god Forandring at komme hertil, saa I kan være ganske rolige. Maa modtage en Pakke hver 6. Uge, den maa ikke indeholde Spisevarer. I Pakken skal der være en Fortegnelse over Indholdet. Maa skrive Brev hver 3. Uge. Ansøger om at modtage Besøg, saa vil I modtage Besked gennem Myndighederne. Ved Besøg maa der medbringes 1 Kg. Nydelsesmidler saasom Kager, Chokolade, Tobak, Æbler. Jeg trænger meget til at faa følgende tilsendt: Gummistøvler, Fodsvøb, grove Ridebenklæder, Drejlsfrakke, blaa Sweater. Maaske det gaar hurtigere, hvis en af jer cykler herop med Pakken. Haaber, at alt gaar godt derhjemme. Vi venter kun paa Freden. Forplejningen er udmærket herude, men jeg trænger ogsaa til at faa noget Fedt paa Kroppen. Har mødt en Del kendte Ansigter, det er jo morsomt at se gamle Bekendte. Har lige nu faaet Besked paa, at jeg kan faa Besøg, saa I kan vente Besked. Kærligste Hilsener til Mor og jer Alle. Christian”.
Samme dag afsendtes et brev (A.S. 1-563) fra Politigården i Kbh. udfærdiget af Statsadvokaten for Særlige Anliggender til Alma Clausen i Kollund:
”Under henvisning til Deres brev af 20. juli 1944 til fru overlæge Jørgen Jensen, Kbh., hvilket brev gennem Udenrigsministeriet er overladt mig, skal jeg meddele, at Deres plejesøn officiant Christian Fries for tiden sidder i Vestre Fængsels tyske afdeling sigtet for rigsfjendtlig virksomhed.
Det har hos det tyske sikkerhedspoliti ikke været muligt at opnå yderligere oplysning om sagen. Denne er imidlertid meget omfangsrig, og undersøgelserne er langt fra afsluttet, hvorfor der vil hengå endnu nogen tid, inden De kan forvente Besøgstilladelse til Vestre Fængsel”.
Glæden over at være kommet til hjemstavnen varede kun kort. Allerede ugen efter fredag den 15. september brød tyskerne løftet om, at fangerne skulle blive i Frøslevlejren. Som de første blev Christian sammen med 194 andre, herunder flere medlemmer af Studenternes Efterretningstjeneste, sendt til koncentrationslejren Neuengamme, med ankomst lørdag d. 16, hvor han fik fangenummer 50.403. Med samme transport var bl.a. Ejnar Brøgger (50.397), Hans Schach Bruun (50.451 / Død 02.2009 / Bog: På dødsmarch gennem Hitlers Tyskland), Henry Ingemann Martin Him-Jensen (død 19.12.44 i Husum), Ebbe Gylding Holmboe, Arne Kjeld Jørgensen (død 25.12.1944), Jørgen Kieler (Flere bøger og artikler), Børge Køngerskov (Død 18.05.2010), Vincent Lind (50.381 / Død 13.09.2007 / Flere bøger bl.a. Træl & Fri), Aage Malling-Jacobsen, Knud Henning Møller (Død 13.02.1945), Benjamin Mørch (Død 07.02.1990 / Bog: Mærket for livet), Hans Mørup (Død 11.12.2008 / Bog: På fløjen), G.K. Petersen, Arent Esbensen Petersen, Henry Petersen, Peter Andersen Riber (Død 27.02.1945), Aage Buhl Rosenkjær (Død 18.11.1944), Jørgen Willy Sejr, Paul Aage Jens Thygesen (50.540 / Død 28.07.1999 / Bog: Læge i tyske Koncentrationslejre)), Knud Wiese (50.475 / Bog: Fange i Tyskland).
Fangerne fik efter afklædning, aflusning, bad og kronragning tildelt en ussel beklædning og et kadaverskilt, hvorefter de blev fordelt mellem Neuengamme, Ravensbrück, Porta Westphalica og Husum. Transporten til udekommandoen i Schwesing-Engelsburg ved Husum fandt sted i de sædvanlige beskidte kreaturvogne mandag d. 25. september med ankomst på Kong Chr. X fødselsdag dagen efter, hvilket gav anledning til, at danskerne fik lov at samles til fællessang på dansk.
Christian og bl.a. officiant G.K. Petersen, 7. Regiment i Fredericia var med i den allerførste transport til lejren, der var ca. 30 år gammel og opført til at huse russiske krigsfanger under Første Verdenskrig. Der var 9 faldefærdige barakker samt 4 ubeskriveligt svinske lokumsbarakker med hul i jorden, og kunne overhovedet ikke tage den overbelastning, som lejren blev udsat for. Den var bygget til højst 400 mand og i de 3 måneder, den var i brug indtil slutningen af december1944, blev der sendt ca. 2.500 fanger dertil. Lejrlederen var en fordrukken og brutal SS-Untersturmführer ved navn Hans Griem. I dag er der kun få rester tilbage, men der findes et monument og en oversigtstavle indviet d. 30.01.1983 ved hvilken lejlighed, der for første gang fra officiel tysk side blev berettet om denne lejr over for offentligheden.
Danskerne blev indkvarteret i barak nr. 1 og 4. Fra første dag blev de hver eneste dag ved 6-tiden sendt gennem Husum by 10-15 km ud i marsken, hvor de som led i forsvarsstillingen ”Friesenwall” (Friservolden) skulle grave pansergrave ned til godt 2 meters dybde. Enhver kan forestille sig, hvordan det var, når grundvandet kun stod et spadestik nede.
Det hårde og fugtige arbejde, dårlige indkvarterings- og hygiejneforhold samt elendig beklædning og underlødig kost (kålrabisuppe uden kålrabi)var dagligdag. Intet under at mange blev angrebet af sygdomme, og også Christian blev ramt. Ifølge moderens anmeldelse til Direktoratet for Ulykkesforsikring døde han af dysenteri (voldsom diarré). En af de sidste, som talte med ham var Hans Mørup, og overfor ham havde Christian givet udtryk for, at han ikke kunne klare det længere. Det samme sagde Ejnar Brøgger, Hammelev, da jeg traf ham til et foredrag af Jørgen Kieler på Skamlingsbanke Ungdomsskole d. 29.09.2009. Christian var sovet ind ved siden af ham i samme køje!
Benjamin Mørch beretter i sin bog ”Mærket for livet” på side 66, at Christian, få dage før han døde, var blevet banket så voldsomt af en SS-er og en Kapo, at han fik knoglebrud, og blev sygemeldt.
Lørdag den 18. november kl. 08.23 døde han. Dødsattesten (nr. 44/1944) er udstedt d. 25.12.1944 af Standesbeamte Bestmann i Schwesing. Den fremsendtes til Christians mor Christine i Padborg ved brev af d.31.12.1944 af lejrkommandanten ved Kommandanturens Politiske Afdeling i Konzentrationslager Neuengamme. Dødsattesten modtoges i Direktoratet for ulykkesforsikring d. 11.01.1946.
At der ikke straks blev givet besked til de danske myndigheder om dødsfald, kan bl.a. ses af, at Forsvarets Foredragsudvalg ved brev (J. 23 nr. 1124) af d. 30.11.1944 fremsender kr. 100 til Jes Clausen til køb af en julepakke til Christian.
Alma og Jes Clausen havde lørdag d.02.12.1944 indrykket en dødsannonce i Flensborg Avis: ”Vi har modtaget den sørgelige meddelelse, at vor kære plejesøn officiant Chr. Fries d.18.11.1944 pludselig og uventet er afgået ved døden i en alder af 28 år”.
Christian begravedes i første omgang i en fællesgrav på kirkegården i Husum. En månedstid efter krigens afslutning nemlig d.12.06.1945 udstedtes en fuldmagt til rejseinspektør Henry Petersen, Schlegels Allé 3, Kbh.(senere Silkeborg), hvormed han kunne hente liget tilbage til Danmark. Sammen med læge Paul Thygesen, Kbh., der også havde været i Schwesing, lykkedes det at finde og via tandkort fra garnisionstandlæge Evald i Sønderborg at identificere Christians lig samt 8 andre, der alle blev transporteret via Sæd til Tønder i dannebrogssmykkede zinkkister d. 09.07.1945, hvor de ankom kl. 11.15. Efter en kort mindehøjtidelighed ved pastor Magle, Tønder førtes hver især til sit bestemmelsessted.
Christian blev begravet igen i dansk jord på Bov Kirkegård torsdag d. 12.07.1945 kl. 15.00 af Pastor Lauritzen. I kirken var der et æreskompagni fra 13. Bataillon, og kisten, der var smykket med Dannebrog, førtes under sørgemarch, spillet af militærorkesteret fra Sønderborg, til gravsted nr. 53. Ved jordpåkastelsen talte Oberst Christensen, tidl. Sønderborg, Oberst Have, Haderslev, Oberstløjtnant Elmgreen, Haderslev, formanden for officiantforeningen i Haderslev, formanden for Haderslev Gymnastikforening, Rektor Bernhard Hansen samt repræsentanter for Sergenternes Hovedorganisation og Region 3. Kaptajn i Grænsegendarmeriet Malling-Jacobsen afsluttede med en hilsen fra Christian, som han havde talt med i lejren umiddelbart før hans død. Efter begravelsen samledes man på Bov Kro til mindesamvær.
”Jeg vil gerne sende Dem en venlig deltagende Hilsen i Anledning af Christians Død. Hvor var det svært, da min Moder Søndag Morgen meddelte mig at min bedste Ven, Christian var død. Jeg følte det som om noget uretfærdigt var sket. Da jeg stod og saa på det Billede af Christian, som staar paa mit Bord fandt jeg et Øjeblik Trøst, Lidelserne for ham var hermed ogsaa ophørt, kun en lille Trøst, men sikkert ikke ringe.
Jeg forstaar, hvor svært det maa være for Dem, saadan som De holdt af ham og han af Dem, og er det end rigtigt, at Tiden læger alle saar, saa bliver dog Savnenes Ar tilbage. Mærkeligt at Christian ikke maatte se sit højeste Ønske opfyldt nemlig ”Et frit Danmark”.
Jeg husker tydeligt hans sidste Ord til mig, da vi skiltes sidste Gang, han besøgte mig. Christian sagde da til sidst: ”Hans, du maa love mig tab ikke Humøret, selv om det en Overgang kan se svært ud for os, men Danmark skal atter blive frit”.
Jeg er sikker paa, at Christian til det sidste har holdt Humøret højt. Han kæmpede en ”Kamp for Sejren med aaben Pande”. Æret være hans Minde”.
Oberst A. Wulff Have, Haderslev Kaserne skrev fredag d. 08.12.1944 til Jes Clausen:
”I Anledning af den triste Meddelelse Regimentet har faaet – at en af dets bedste Officianter; Deres Plejesøn, er afgaaet ved Døden, vil jeg meget gerne hilse på Dem.
Jeg kommer til Kollund fra Mandag d. 11. ds. – paa Cykle fra Graasten, og vil saa tillade mig at opsøge Dem – antagelig ved Middagstid”.
Ellen, hustru til officiant Oskar Christensen, som blev meldt savnet dagen efter d. 29. august skriver fra Tjærbyvej 6, Dronningborg ved Randers d. 12.01.1945 til Christians mor:
”Maa jeg allerførst kondolere Dem. Det var haardt, det skulde gaa vores bedste ven Christian saadan, og mest haardt for Dem, der maatte miste Deres eneste Barn, tilmed lige op til Jul.
Det er svært at forstaa, at vi aldrig skal se ham mere, og at det skal gaa en saa sund, rask og livlig ung Mand som ham saa sørgeligt. Vi vil altid ære hans Minde, og savne ham dybt, vi der i flere Aar var saa meget sammen med ham. Vi kan ikke glemme, hvor god en kammerat, han var.
Jeg har i dag faaet brev fra min Mand, og han bad mig sende Dem en Blomst. Min Mand kan desværre Ikke selv skrive til Dem, ellers havde han gjort det for længst.”
”I anledning af Deres søns død vil jeg tillade mig at udtrykke Krigsministeriets dybeste deltagelse i Deres sorg, ligesom jeg må bevidne Dem det smertelige tab, som Hæren har lidt ved at miste en af sine gode befalingsmænd. Jeg beder Dem være forvisset om, at Deres søns minde altid vil blive bevaret i Hæren”
Foruden mindestenen i Kollund, findes Christians navn blandt andre faldnes på mindetavler på Kasernerne i Haderslev (afsløret søndag d.29.08.1948) og Sønderborg (afsløret onsdag d.09.07.1947), på Kornetskolen på Kronborg og på Officersskolen på Frederiksberg Slot.
Et par dage før mindehøjtideligheden skriver vennerne Gerda og Aksel Lykkegaard, hvoraf sidstnævnte blev arresteret sammen med Christian bl.a. følgende til Alma og Jes Clausen:
”Hvor vilde vi gerne have overværet Mindehøjtideligheden over Christian på Søndag, men desværre lader det sig ikke gøre, da vi endnu befinder os i Viborg. Det er en længere Ferie, vi har faaet.
Men selv om vi er afskaaret fra at deltage i Højtideligheden, saa vil vore Tanker være hos Dem. Vi tænker saa ofte paa Christian, og kan ikke forstaa, at det netop skulde være ham, som vi saa inderligt ønskede at gense, der skulde bukke under for en fremmed Nations Djævelskab. Man staar saa uforstaaende overfor det, men saadan siger vel alle, der mister deres kære.
Der hersker Sorg og Nød i mange danske Hjem over Tabet af Danmarks bedste Sønner. Maatte de glade Minder, De har om Deres gode Dreng, som vi ved Christian har været, samt stoltheden over, at Christian gav det bedste og det største han ejede, sit Liv, for vort Fædreland, hjælpe Dem til at mildne Deres bitre og smertelige sorg.
De der en gang har lært Christian at kende, vil aldrig kunde glemme ham. Han vil blive mindet og savnet mange Steder rundt omkring i vort Land. Aldrig har vi hørt andet end godt om Christian. Altid saa vi ham i godt Humør og med smil paa Læben. Vi er taknemmelige over at have lært ham at kende og stolte over at have været hans bedste Venner.”
Søndag d. 18.02.1945 kl. 15.00 afholdtes mindehøjtidelighed på Strandhotellet i Kollund for Christian samt Overgendarmerne A. Roos og J.H. Markussen. Salen, som var smykket med Dannebrog, blomster og levende lys, var så fyldt, at man var nødt til at åbne til stuen ved siden af. Der var bl.a. taler af pastorerne i Bov Lauritzen og Carøe, Stabsofficiant Thomsen, Haderslev, Inspektør Hoeck, Haderslev og lærer Hansen, Kollund.
Blandt udklippene finder vi også følgende digt af C. Hauch:
O du som græder, visk din tåre bort
og du, som sørger, husk din sorg er kort.
Thi du har ro, når hjertet står stille
og dødens engel læger dine sår.
Haderslev Officiantforening holdt lørdag d. 09.03.1946 indvielsesfest. Man indledte med en lille sang, hvis sidste vers lød således:
Vi priser hans indsats, hans gerning, hans trods
vil lyse for senere slægter,
Hans solskinshumør og hans herlige smil,
vil leve blandt os for stedse.
Der afsagdes derefter følgende mindeord:
Ja, da så godt som alle foreningens medlemmer med damer er samlet her i aften, synes jeg, at vi skal samle vore tanker om den kammerat, der her er omtalt, officiant Christian Fries, der faldt i kampen for Danmarks Frihed.
Under sit motto: Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder, måtte denne unge, gode og livsglade kammerat bukke under for det tyske tyranni. Han døde i tysk koncentrationslejr. Han hviler nu i dansk jord – den jord og det land han gav sit liv. Skal vi rejse os og i stilhed hædre ham for hans indsats.
Vi rejser os stille og bøjer vort hoved,
for en af Danmarks helte,
som gav det han ejede: sin ungdom – sit liv.
Vi lover at ære hans minde.
Æret være officiant Fries’ minde!
*Hans Hoeck: Ven fra barndommen i Kollund? Se folketælling 1921.
Tak til Poul Agertoft
Hvis du vil vide mere: Læs
Februar 21, 2017
Historikernes Besættelsestid
Advarsel: Dette er en meget lang artikel. ”Du er fuld af Løgn”. ”Det er det rene konspiration”. ”Det ligner et stykke skolearbejde” Ja det er nogle af reaktioner på de artikler, vi lægger ud omkring besættelsestiden. Og fra arkiverne lyder det ”Dokumenterne findes ikke”. ”Vi har kigget i arkiverne, der er ikke noget at komme efter”. Åbenbart skal man stadig følge en bestemt linje. Og almindelige mennesker har ikke adgang til de arkiver, der fortæller noget andet. Men er det historikerne, der fordrejer historien? Vi har nogle fremragende historikere herhjemme. Men det er som om, at historien hele tiden forandrer sig og følger en bestemt tendens. Vi har taget en ordentlig stak bøger fra hylderne i stuen og forsøgt at beskrive besættelseshistorien ud fra disse. Se listen bagerst i artiklen. Vi har dog tilladt os, at komme med bemærkninger til dette.
Dokumenterne findes ikke
Ja sådan var beskeden fra Rigsarkivet. Vi havde ellers benyttet os af de teknologiske muligheder, og havde endda fået hjælp fra det lokale arkiv. Vi håbede at kunne komme i bunds i et par sager ned fra grænsen. Sager udspillede sig lige efter besættelsestiden.
Der er ikke noget at komme efter
Tidligere har vi fået beskeden:
Men det har det været tidligere. Her har vi kunnet konstatere manipulation og usandheder. Man har holdt familier hen med løgn og andet.
Jo besættelsestiden er spændende at beskæftige sig med. Man får ofte at vide, at man er ude på konspiration. Og sidst, da man beskæftigede sig med politiet under besættelsen, at fremstillingen lignede en fejlagtig skoleopgave. Men helt ærlig, så tror jeg, at det var meget værre med politiet, end det jeg selv har beskrevet.
Man var sådan set lige glad med hvilke kilder, jeg brugte.
”Du er fuld af løgn”
Når man holder foredrag om besættelsestiden, sker det ofte, at man får at vide, at man er fuld af løgn. Sidste gange kom denne beskyldning fra en række historiestuderende under en pause i et to timers foredrag om emnet.
Når man skriver eller holder disse foredrag jamen så bruger man jo eksempler på de sager man selv har fundet frem, sager fortalt af ældre familiemedlemmer eller fakta man har fundet i bøger fra nogle af de fremragende historikere, vi har herhjemme.
Historikerne er ikke altid enige
Nu er det i grunden dejlig at konstatere, at disse historikere heller ikke altid er enige indbyrdes. De fortolker historien i hver deres retning. Men mange af disse klager også over manglende aktindsigt eller bortkommende dokumenter.
Hvorfor siger man ikke rent ud. Du skal ikke have lov til at kigge i dette dokument, for den historie, vil vi ikke have frem.
Ældre Besættelses – bøger
Som mange sikkert har bemærket har vi anmeldt en række bøger om besættelsestiden. Som boghandler kunne man frieksemplarer og så anmelde næsten alle de bøger, man ønskede. Men det er slut.
Nu hvor man er gået på pension er den mulighed ikke mere til stede. Og forlagene sender ikke bare en bog til anmeldelse til en tilfældig hjemmeside som www.dengang.dk. Bagerst i artiklen kan du se en ret omfattende kildeliste. Lidt uhyggeligt er det i grunden, at mange af disse bøger kan du købe for en spotpris på ”hollandske bogmarkeder”.
Bruger besættelsestiden politisk
Igennem tiden dukker der af og til debatter op omkring besættelsestiden, hvor diverse partier forsøger at rense sig selv. Men ofte ender disse diskussioner i en værre gang mudderkastning. På det sidste har der været en diskussion mellem Lars Weiss og Erik Høgh – Sørensen. Men dette kommer vi tilbage til.
De forskellige partiers bebrejdelser af hinandens gerninger under besættelsestiden klinger i dag lidt hult. Men trods dette bliver besættelsestiden ofte brugt, når man skal have noget gennemført.
Hvordan vil historien se ud?
Men hvad sker der, hvis man nu går hen på en af de talrige overfyldte hylder, man har med lidt ældre bøger fra besættelsestiden og fortæller Besættelsestidens historie. Og hvis man så lige kommer med lidt kritik eller ros. Hvordan vil historien så se ud. Det bliver så med en lang liste med bøger under kilder.
Statens kamp og politisk magt
Ja egentlig er det to temaer, som de besatte lande inklusive Danmark zoomede ind på under Anden Verdenskrig. Den ene er kampen om statens overlevelse og nationens eksistens. Det andet er den interne kamp, om den politiske magt og det politiske system.
Strategien var også ikke at blive draget ind i krigen og vinde tid, indtil afgørelse var faldet på slagmarken. I de første år, da Værnemagten syntes uovervindelig, gjaldt det truslen fra de nationale nazipartier og fascistiske grupperinger. De fik følgeskab af et følgeskab af anidemokrater, antikommunister og antisemitter. I et ideologisk samarbejde med tyskerne forsøgte de at komme til magten, om end de før krigen havde meget lidt indflydelse.
Modstandskampen stod for mange, som integrationsfaktor. Man følte sig svigtet og orienteringsløse. For hvad var det lige regeringen ville?
Formelt set var besættelsesmagten accepterede gæster, der overtog det ydre forsvar mod trusler fra England og andre fremmede magter.
Jørgen Hæstrup – den store lærermester
Efter krigen var der vindere og tabere, men der var også nogle midt imellem. I slutningen af 1940erne var det Jørgen Hæstrup, der var den store historiker. Han blev inspirator og lærermester for næste generation af historikere. I mange år var han den ensomme ulv i dansk besættelsestids – forskning.
Et kritiseret Udgivelsesselskab
I 1960 skiftede han spor. Han blev videnskabelig vejleder og forsker i Udgivelsesselskabet for Danmarks Nyeste Historie (DNH). I tidens løb er disse blevet beskyldt for meget dårligdom, så som monopol på forskning, kilder og planløshed. Den berømte landsretssagfører kaldte den for ”autoriserede socialdemokratiske frisører”.
Samarbejdspolitikken blev favoriseret
Der blev foretaget undersøgelser, om disse beskyldninger havde noget på sig. Peter Brunbech fra Århus Universitet dementerede de fleste anklagepunkter. Men Claus Bryld tog kraftig til genmæle.
Politikerne fik en række bøger, der favoriserede samarbejdspolitikken og dokumenterede, at denne var båret frem af danske statsinteresser. Og at det bestemt ikke alle historikere, der kunne forvente økonomisk støtte.
En glorificerende Scavenius – biografi
Men den bog, der dengang gav størst genlyd var Viggo Sjøqvist ’ s glorificerende Scavenius – biografi fra 1973. Han var en dansk patriot og statsmand, ja en af de helt store. Men man skal nok forstå stemningen blandt befolkningen i 1950erne og 1960erne, for at forstå, at denne bog flyttede hegnspæle.
Jo den gang skulle ministerierne have ret til gennemlæsningen inden udgivelse. Det virker uhørt i dag. Allerede dengang vidste man, at DNH fik den fulde adgang til arkiverne.
Forbud mod at omtale landbrugsarkiverne
Kulegravning af erhvervslivet blev nødvendigt. Men de fleste firmaarkiver var hermetisk lukkede indtil 1990erne. Endelig var der en, der fik adgang til Landbrugsarkiverne, men samtidig forbud mod at omtale disse.
Der har været en del debat om kommunisternes rolle under besættelsestiden.
Højgaard – kredsen
Og sådan noget som førerdyrkelse, elitetænkning, raceforestillinger, eugenik, handlingsdyrkelse og nationale bedreværdsforestillinger var helt almindelige og udbredte dele af det borgerlige Danmarks grundlag indtil 1940erne. Ja eugenik var også en del af Socialdemokraternes grundlag.
Blandt de mest oplagte borgerlige grupper i besættelsens første år var højreorienterede erhvervsfolk samlet i for eksempel Højgaardkredsen og Danmarkskredsen, der i løbet af sommeren og efteråret 1940 så muligheden for en anden statsform. Målet var, at den økonomiske industri – og handelselite, der havde mistet indflydelse siden især 1929 skulle vinde det tabte tilbage.
En række andre højreradikale grupper anvendte andre metoder. De havde direkte kontakt til besættelsesmagten.
Dansk Samling
Dansk Samling stod for en antiparlamentarisk kritik af det politiske system. Men egentlig placerede de sig ikke klart som antidemokratisk. Det var tydeligt, at der var inspiration fra den italienske fascisme.
Dansk Samling lignede de mere traditionelle (og ikke – nazistiske) højre-miljøer sidst i 1930erne og først i 1940erne. Man var modsat De Konservative uinteresseret i fordelingspolitikken. Under besættelsen var man i kontakt med Højgaard-kredsens antiparlamentariske projekt. Også Sydslesvig-spørgsmålet var en del af partiets mærkesager.
Kaj Munk
Kaj Munk’ s forhold til nazismen og besættelsestidens problemstillinger fylder kun en lille del af den omfangsrige biografi, som Per Stig Møller har skrevet. Hovedmålet er at skaffe ham oprejsning fra det ”karakternord” som Per Stig Møller hævder, der blev udført på Kaj Munk i efterkrigsårene bestående af en alliance bestående af kommunister, kulturradikale og socialdemokrater, fordi han var konservativ, nationalromantiker og religiøs. Samtidig havde han en martyr og helte-status i kraft af forfatterskabet og mordet på ham.
Kritikerne påstod, at han i Ollerup i sommeren 1940 havde stillet sig forstående over for nazismen i en tale i Ollerup. Per Stig Møller betoner, at han straks den 9. april gik ind i et arbejde, der på det åndelige plan forberedte modstanden.
Hans Mørup fra Aabenraa
Hans Mørup fra Aabenraa har vi tidligere beskrevet. Omkring 1970 nedskrev han sine erindringer med titlen ”På Fløjen”. Og med den mener han, højrefløjen. Han tilsluttede sig Victor Pürschels ”Nationalt Samvirke”. Han fulgte med dette over i Dansk Samling. Via Terrænsportsbevægelsen blev han aktiv i modstandsbevægelsen. Mørup havde en trang til at ofre sig for sagen.
Som vi også tidligere har beskrevet blev særlig modstandsbevægelsen i Aabenraa hårdt ramt. Flere gange blev organisationen optrevlet.
Niels Aage Skov fra Ribe
Niels Aage Skovs illegale arbejde skete også med udgangspunkt i et KU – miljø. Han deltog både i våbenmodtagelse på Sjælland og i sabotage på Ribeegnen. Partpolitisk havde han og Hans Mørup samme udgangspunkt. De kom også i kontakt med hinanden i det illegale arbejde.
I sin indledning mener Niels Aage Skov, at den danske besættelsesopfattelse bærer præg af en forstørrelse af modstanden og en nedtoning af samarbejdsviljen over for besættelsesmagten.
Blev Frihedsrådet domineret af kommunisterne
Peter Birkelund har lavet en undersøgelse om de illegale organisationer som blandt andet Danske Studenters Efterretningstjeneste og Hjemmefronten. Der blev også kigget på organisationernes illegale blade. ”De frie Danske” blev etableret som det første illegale blad. Det er fra december 1941. Hjemmefronten så med skepsis på samarbejdet i Frihedsrådet, som man mente var domineret af kommunisterne.
Arne Sejr grundlægger og væsentlig aktør i Studenternes Efterretningstjeneste, udsendte i 1995 en fremstilling af organisationens historie. Men Peter Birkelunds bog går dog lidt dybere.
De højreradikale miljøer havde mange røster. De viste skepsis over for det parlamentariske system. De ville have en stærk leder. De tog også dyb afstand til forsvarspolitikken.
Niels Bukh havde sympatier for det nazistiske
Den store gymnastikpioner Niels Bukh har vi allerede portrætteret her på siden. I 1930erne fremhævede han positive træk i italiensk fascisme og tysk nazisme. Det var også disse ting, han videregav til sine gymnastikelever på Ollerup.
Egentlig har vi heller ikke hørt meget om dengang, da Bukh’ s gymnasiaster vandrede ind på Østerbro Stadion med et hagekors – flag. Hurtig glemmer man den danske idrætsverden og deres gode samarbejde med naboerne i syd. Der var kø ved håndvasken efter besættelsestiden.
Sammen med Kaj Munk var han i udkanten af systemforsøgene fra Højgaard-kredsen. Hvor Kaj Munk derefter distancerede sig fra de kredse og de tanker, der kunne identificeres med danske nazister og nazistisk ideologi, så indgik Niels Bukh i aktiviteter som for eksempel forslaget om etablering af et samlet Dansk Ungdomsforbund, der skulle organisere ungdommen på et nationalt og højreradikalt grundlag.
Efter 1945 måtte Niels Bukh forsvare sig mod angreb for pro-tysk virksomhed.
Den ideologiske forskel
Den ideologiske forskel mellem dem, der endte på modstandssidens borgerligt – nationale fløj som for eksempel Kaj Munk og dem, der endte på nazistisk side som for eksempel Harald Tandrup og Valdemar Rørdam var ganske beskeden i 1940. De historikere, heriblandt også Hans Hertel, der har beskæftiget sig med den radikale højrefløj, kan derfor heller ikke støtte Per Stig Møller’ s Kaj Munk-projekt.
En række danskere tog andre konsekvenser, de meldte sig til Frikorps Danmark. Det er klart, at dette kunne Hans Mørup ikke med sin sønderjyske baggrund, selv om han tog dyb afstand til systemet Munch-Stauning.
På hvilken side af kridtstregen stod man?
Men egentlig har besættelses- litteraturen endnu ikke kunnet forklare, hvilke faktorer, der var afgørende for på hvilken side af kridtstregen de nationalt-borgerlige og elitært tænkende danskere stillede sig på. Der mangler endnu noget forskning hist og her. Når man taler besættelseshistorie er det bestemt ikke en sort/hvid historie.
Erling Foss
Erling Foss var medlem af Frihedsrådet. Han var en del af besættelsestidens borgerligt-nationale miljø. Mogens Rüdiger indleder sin biografi af Erling Foss med følgende karakteristik:
I Erling Foss` univers under besættelsen befinder vi os langt væk fra den noget skingre nationalisme hos Hans Mørup og Niels Aage Skov.
Erling Foss havde interesser i virksomheder, der producerede til Tyskland. Han søgte i denne egenskab på at finde grænsen for det nationalt forsvarlige. Han var fremtidens konservativ partipolitiker. Men han kom i konflikt med John Christmas Møller og beklagede, at både retsopgøret efter besættelsen og opgøret om det politiske ansvar blev helhjertet. Der blev ikke markeret, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.
Erling Foss havde klare kriterier, hvormed han selv kunne skelne det rigtige fra det forkerte. Det var svært for ham at indse, at det var der ikke så mange andre danskere, der havde.
Det var ren og skær taktik
Socialdemokratiet var også med i den illegale presse. Det var for at få deres synspunkter igennem. Man opfattede sig selv som være i konkurrenceforhold til Frihedsrådet og bevægelserne bag dette. Man ville ikke begynde at diskutere med modstandsfolkene. Man fremstillede sin egen indsats som et supplement til den åbne modstand.
Man udsendte bladet Frihed. Det var ikke specielt rettet mod besættelsesmagten, men det var ren og skær taktik.
Hvad kunne bedst betale sig?
Allerede inden maj 1945 etablerede Socialdemokraterne et billede af en national enhedsfront, der omfattede både modstandsbevægelsen og de samarbejdende partier.
Således sendte Jens Otto Krag et brev til Hans Hækkerup den 13. juli 1944:
Besættelsestiden er så afgjort ikke den periode, hvor Stauning skabte sig sit myteomspundne navn og sin position i opbygningen af det folkelige Danmark og etableringen af Socialdemokratiet som statsbærende parti.
I Danmark har vi kun haft en statsmand!
Vilhelm Buhl, hvis liv og virke var præget af en asketisk livsførelse, magtpolitisk realitetssans og en vis kynisme er ligesom Stauning heller ikke Søren Mørchs helt.
Scavenius er om nogen den store kyniker i dansk politik i denne periode, alligevel er Søren Mørch en relativ stor beundrer af ham. Ja det er der jo flere historikere, der er. Men Søren Mørch skjuler dog ikke, at selv Scavenius af og til tog fejl. Han slutter biografien med et Erik Eriksen-citat om ”at vi i Danmark kun har haft en politiker, der fortjener prædikatet ”statsmand – og det var Scavenius”. Men den gode Erik Eriksen sagde dog ikke dette offentlig. Og den dag i dag har Borgerrepræsentationen i København ikke turdet at opkalde en vej, plads eller park efter Scavenius.
Hans Hedtoft
Og så var det også lige Hans Hedtoft. Han havde et ambivalent forhold til Frihedsrådet. Hans sympati for dets anti-nazistiske kamp var dog uomtvistelig. Men han var imod ”det selvgroede, selvbestaltede, selvrådige og det noget uhåndgribelige. Ja sådan siger Leif Thorsen. Men hans Kirchhof påpeger nu noget helt andet. Carl Erik Andersen nævner, at Hedtoft var et sted mellem Politik og modstand.
Niels Svenningsen havde indflydelse
Udenrigsministeriets topfolk og embedsmænd var vigtige under besættelsestiden. Og her var Niels Svenningsen en central person for gennemførelsen af den danske tilpasningspolitik. I sit otium har Viggo Sjøqvist lavet en biografi over ham. Han var professionel og havde en evne til at opnå kompromiser og nå resultater. Han dækkede over sin egen indflydelse og lod politikerne få ære, skyld og ansvar.
Men egentlig kommer vi ikke bag facaden og lærer ham at kende som menneske. Svenningsen mente, at Danmarks politik efter 5. maj 1945 stort set ville have været det samme, hvad enten modstandsbevægelsen havde været der eller ej.
Henrik Kauffmann og Grønland
En helt anden og farverig embedsmand var Henrik Kauffmann. Og ham har Bo Lidegaard tegnet et portræt af. Han balancerede hele tiden på kanten af vanære og udstødelse. Bo Lidegaard konkluderer, at Kauffmann handlede selvrådigt og ud fra en mere internationalistisk opfattelse end den, der var domminerende hjemme i ministeriet.
Kauffmann foretog en tvivlsom varetagelse af de danske interesser i Grønland. Men han bevarede sin magtposition. Mange diplomater tog en personlig vurdering af, hvad der tjente Danmark bedst.
DKP havde urealistiske forestillinger
DKP fik betydeligt besvær med et retfærdiggøre den nye sovjetiske politik, der også indebar, at krigen mellem Tyskland og Vestmagterne skulle ses som en imperialistisk krig, som DKP og Sovjetunionen måtte stå udenfor og hvis resultat var uden større betydning for proletariatet. I det antikommunistiske Danmark var det så god grund til at hænge DKP ud som protysk, antinational og noget, der var mindre pænt.
DKP havde urealistiske forestillinger om egen styrke og politiske muligheder. DKP – lederne havde i 1945 en stærk tro på muligheden for, at vejen stod åben for en socialistisk udvikling gennem en DKP-ledet enhedsfront med Socialdemokratiet og et samarbejde med Christmas Møller, som eksponent for reformvenlige borgerlige.
Mogens Fog nedtonede egne forbindelser til DKP
Ifølge Michael Kjeldsen var en kupagtig magtovertagelse en klar mulighed, hvis de rette betingelser var til stede. Mogens Fog havde en betydelig rolle for DKP`s strategi. Han søgte ellers at nedtone sine snævre forbindelser til DKP men forblev overbevist kommunist.
Mogens Fog var i april optaget af at udvikle et efterkrigsprogram for Frit Danmark. Michael Kjeldsen lader dermed også Mogens Fog være omfattet af DKP`s tvetydige demokratiopfattelse og demokratisk praksis.
Historikerne er lidt uenige omkring ”Frit Danmark”. Nogle mener således, at det reelt var en kommunistisk frontorganisation.
Var russerne slet ikke interesseret i Danmark?
Bent Jensen har i mange sammenhænge haft fat i DKP. Tyngdepunktet har dog været tiden efter revolutionen og i perioden efter 1945. De første afsnit i hans store bog om forholdet mellem Danmark og Sovjetunionen med den talende titel ”Haren og Bjørnen” omhandler DKP`s rolle især besættelsens slutfase. Det samme gælder hans bog om Bornholm ”Den lange befrielse”.
Bent Jensen beskriver DKP’ s politiske taktik som præget af konspiration, og han er ikke i tvivl om på hvilken side DKP ville befinde sig i et opgør, hvor Sovjetunionen ville forsøge at gribe direkte ind i Danmark. DKP-ledelsens rapporter og brevet til Moskva er entydige på dette punkt.
Bent Jensens gennemgang af de sovjetiske kilder viser dog samtidig, at for Sovjetunionen var Danmark engelsk interessesfære, og det var ikke forudsat, at der skulle indsættes sovjetiske tropper i Danmark.
Den mulighed for indflydelse på danske forhold, som de sovjetiske troppers tilstedeværelse på Bornholm gav, var dog en gevinst, som man ikke lod gå fra sig. For Bent Jensen var Bornholm først befriet, da både tyskere og russere have forladt øen.
Russerne ville ikke bruge lokale kommunistpartier
De sovjetiske efterretningsorganer anvender nødigt de lokale kommunistpartier. De foretrak at organisere specielle grupper. Sådan forholdt det sig også med Danmark. Dette er med til at forklare modsætningsforholdet mellem DKP’ s ledelse og Alfred Jensen, formand for Søfyrbøderforbundet.
Bopa fik bredere politisk sammensætning
Det var givet, at skulle der ske en kupagtig magtovertagelse så ville BOPA få en central rolle. Men Esben Kjelbæk omtaler, at BOPA i 1944-45 fik en politisk stadig bredere sammensætning. Således fik Eigil Larsen frataget sin lederrolle, da han var for markeret kommunist.
Danmark viste stor tilbageholdenhed
Der var begrænsede muligheder for at sikre dansk suverænitet overfor et tysk angreb. Det sørgede forsvarsordningerne fra 1932 og 1937 for. Socialdemokratiet overlod det sikkerhedspolitiske ansvar til andre, fagdiplomater og især P. Munch.
Danmark udviste stor tilbageholdenhed overfor stormagterne, især Sovjetunionen. Selv om Danmark lagde vægt på nordisk solidaritet ville man ikke udfordre stormagterne. Munch fastholdt stædigt dansk tilpasningspolitik.
Sikkerhedspolitikken og 9.april-problematikken har på trods af en del udgivelser og undersøgelser ikke været i centrum for forskning i den periode, vi her kigger på.
Nye muligheder for profit
For de fleste virksomheder, embedsmænd, arbejdere, funktionærer og landmænd betød besættelsen ofte kun en mindre tilpasning til nye vilkår på enkelte områder. Tilpasningen skete med større eller mindre lyst.
En del gik videre end blot tilpasning. De søgte aktivt at profitere på de nye muligheder for fortjeneste. Tyskland og værnemagten blev storaftager af dansk produktion og arbejdskraft til gode priser og lønninger.
Dansk erhvervslivs produktion til Tyskland og besættelsesmagten blev genstand for en betydelig debat i 1999 – 2000, hvor hovedtemaet var en moralsk afstandtagen fra, at profitmotivet blev sat højere end nationale hensyn.
”Krigens købmænd” satte gang i debatten
Debatten blev indledt efter, at tre unge journalister fra Berlingske Tidende offentliggjorde en artikelserie, hvis hovedemne var Riffelsyndikatet og A.P. Møllers rolle. Vi har tidligere indgående beskrevet dette på vores side.
Tyskerne sikrede sig ordentlige produktionsforhold
Den Parlamentariske Kommission og Detlev Tamm har omtalt danske virksomheders produktions, – afsætningsforhold og fortjeneste. Man må sige, at historikerne ikke rigtig har interesseret sig for dette emne. Og dog Joachim Lund har kigget lidt på det. Det samme gælder Philip Giltner.
Tyskerne sikrede sig ordentlige produktionsforhold i Danmark. Måske var det derfor, de ikke gik så hårdhændet til værks. Således blev Norge også på det økonomiske plan presset meget hårdere end Danmark.
Werner Best var alt andet en moderat
Og det skyldes ikke, at Wener Best var en særlig moderat politiker. Sådan betragter Ulrich Herbet det. Og Philip Giltner konstaterer, at de tyske instansers basale ukendskab til den danske økonomi og landets beskedne plads i de tyske Europa-forestillinger spillede en rolle i kombination med Danmarks beskedne besættelsesstatus.
Tyskerne fik et godt økonomisk udbytte af besættelsen. Det var mere, end de egentlig havde regnet med. Giltner mener dog, at også danske interesser blev tilgodeset gennem den politisk – økonomiske samarbejdspolitik. Tyskerne udnyttede således kun halvdelen af den danske værftsindustri.
Tilbageholdenhed?
Og dansk eksport inden for værktøjsmaskiner og dieselmotorer var højere til tredjelande som Sverige, Schweiz, Ungarn m.fl. end til Tyskland. Der var faktisk også en betydelig landbrugseksport til disse lande. Sammenlignet med lande som for eksempel Norge og Holland var der en bemærkelsesværdig tilbageholdenhed fra Wehrwirtschaftsstab Dänemark.
Godt nok leverede danske firmaer betydelige mængder varer til den tyske krigsindustri, men alt i alt var der tale om en meget mindre andel end den, der ville blive resultatet af en mere direkte tysk indflydelse på dansk erhvervsliv. Den neutrale canadiske iagttager Giltner understreger dog, at den danske samarbejdsstrategi ikke var nogen langtidsforsikring.
I det øjeblik Tyskland havde kunnet realisere sine planer friere, ville også Danmark være blevet underkastet en økonomisk udnyttelse, der kun så på tyske interesser.
Et vigtigt bidrag til den tyske krigsøkonomi
Danmark lagde et væsentligt bidrag til den tyske krigsøkonomi. Udnyttelsen af Danmark og de øvrige besatte lande sikrede, at den tyske krigsførelse kunne fortsætte meget længere.
Men Danmark blev ikke som andre lande tilsvarende groft udnyttet Dansk landbrug blev vurderet meget højt af de tyske instanser og spillede en betydelig rolle for tyskernes evne til at føre krig. På industrisiden vurderes skibsværfterne og F.L. Schmidt som det væsentligste danske bidrag til den tyske krigsevne.
Fra dansk embedsmandsside var man villige til at indgå et endnu nærmere økonomisk samarbejde.
Danske entreprenører i Tyskland
Therkel Stræde har i en artikel beskrevet entreprenørernes bidrag til byggearbejder i Tyskland under anden verdenskrig. Konklusionen er, at entreprenørerne trods opfordringer fra regeringen om at vise mådehold, ikke fulgte opfordringen. Hver femte danske tysklandsarbejder var beskæftiget af danske entreprenører.
100.000 danskere ved vestkysten
Ved vestkysten var 100.000 danske arbejdere beskæftiget i det store tyske befæstningsprojekt. Min far var tildelt arbejde oppe i Oksbøl. Da han og sine kammerater skulle tilbage til Tønder blev de advaret af modstandsbevægelsen. De ville stå bag ethvert hjørne. Næste dag vel ankommet til Tønder fik han tilbudt det berømte armbind, så kunne være med til at afvæbne dem ved Sæd Grænse.
Redaktører fjernet efter tyskernes krav
De københavnske dagblade befandt sig tæt på magtens centrum. De var tæt på modstandsbevægelsens nederlag og partiernes genetablering efter besættelsen. Men de var også meningsdannere. Og de prægede befolkningens reaktion. Rasmus Kreth har lavet en meget spændende jubilæumsskrift ”Pilestræde under pres”.
Redaktørerne var inviteret til møde hos udenrigsminister Munch. Her blev man formanet om, at vise tilbageholdenhed over for Tyskland og dets ledere. Senere under besættelsen fulgte en tilpasning gennem instrukser og eftercensur fra Udenrigsministeriets Pressebureau. En del skribenter måtte fjernes efter tyskernes krav. I perioder viste Berlingske Tidende på egen måde forståelse over for det nye styre i Tyskland og den nazistiske ideologi. Det gjaldt ikke mindst bladets korrespondent i Berlin i de første år af 1930erne.
Stop for antinazistiske ytringer i Berlingske Tidende
Senere blev der skabt antinazistisk legitimitet gennem bladets markante antinazistiske skribent, Nicolai Blædel. Men nu blev der så sat en stopper for, både at bladets ledelse og af besættelsesmagten.
Berlingske Tidende meget tilpasningsvenlig
I de første besættelsesår var Berlingske Tidende mere tilpasningsorienteret end de fleste andre større dagblade. Især chefredaktøren Svend Aage Lund fik i maj 1945 problemer i kraft af denne vidtgående tilpasningspolitik. Han blev stillet for en intern æresret, men bevarede sin stilling trods kritiske bemærkninger til hans virke. Berlingske Tidende balancerede i perioden mellem udpræget støtte til de samarbejdende partier, når der var sabotagen og venstrefløjen, der truede den etablerede orden. Man gav en hvis støtte til dem, der ville skabe forandring i sommeren 1940.
30 avisredaktører begejstret for Tyskland
Nu var Berlingske Tidende ikke det eneste blad, der havde problemer. Rasmus Kreth og Renè Rasmussen har skrevet en artikel om de tyske forsøg på at påvirke dansk presse i 1930erne. Først blev pisken anvendt mod Flensborg Avis og Jakob Kronika. Senere var det så guleroden med en propagandarejse for 30 danske avisredaktører. Man tog glædelig imod invitationen. Nu havde de Socialdemokratiske blade dog ikke fået nogen invitation. Og det havde Nationaltidende og Berlingske Tidende heller ikke. Her spillede Nikolaj Blædels virksomhed en rolle.
Den tyske presseattache var godt tilfreds med de artikler, der kom ud af turen. Kreth og Rasmussen fremhæver Jyllandsposten som den avis, der gik længst i retning af formuleringer i værternes ånd.
I dag er det lidt pudsigt, når man ser løftede pegefinger i disse aviser med hensyn til besættelsestiden.
Dramaskrig fra Modstandsbevægelsen
Der lød et dramaskrig, da Aage Trommer torpederede den almindelige enighed om, at modstandsbevægelsens militære effektivitet ved jernbanesabotage. Han demonstrerede samtidig, at rekrutteringen til modstandsbevægelsen skete gennem ganske bestemte politiske og nationale organer. Det var længe ikke så spontant, som man egentlig havde forestillet sig.
Det var i 1971. Det var nok det mest bevægende og ophidsede forsvar for en doktorgrad nogensinde, fordi modstandsfolkene gjorde indsigelser.
Disse modstandsbevægelser sættes i høj grad i forbindelse med de bredere ideologiske, politiske og kulturelle miljøer. Det varede længe inden historikerne interesserede sig for dette.
Egentlig mangler vi en analyse omkring industrisabotagen. Men det kan være at ”Den Gamle redaktør” har overset en sådan udgivelse.
Hjælp fra England: SOE og SIS
Knud J.V. Jespersen udgav et to – binds værk mit titlen ”Med hjælp fra Danmark”. Her fortælles blandt andet om SOE. Der var konflikter mellem efterretningsofficererne og sabotagetilhængerne i Danmark. I første omgang havde SOE kontakt med borgerligt prægede modstandsgrupper især fra Dansk Samling.
Glemt er det, at dansk politi satte store kræfter ind for at fange SOE – agenter.
I besættelsestidens sidste fase bakkede SOE op i flere spørgsmål bag de samarbejdende politikere. SOE bakkede også op bag kompromiset mellem Frihedsrådet og politikerne om befrielsesregeringen
SIS som var det engelske efterretningsvæsen fik kun ringe indflydelse i Danmark. SOE blev danskernes hovedkontakt i London. Chr. Bjerg skrev om forholdet mellem SOE og SIS i Ligaen 1-2.
Stikkerlikvideringer
En af de modstandsaktiviteter, der hidtil ikke er blevet gennemgået og vurderet udførligt af besættelseslitteraturen er stikkerlikvideringer. Men nu kom der så to bøger, der fokuserede på dette.
400 blev dræbt under besættelsen, ja også efter, som det fremgår af andre artikler her på siden. Ledende modstandsfolk som Frode Jacobsen og Per Federspiel fik optaget som en del af befrielseskompromiset med de store partier, at de likvideringer, som modstandsbevægelsen selv tog ansvar for, ikke skulle underkastes nærmere politimæssig undersøgelse eller straffemæssig behandling. Den politik blev fastholdt i mange år, og vel også endnu. Som det vil fremgå af de artikler som vi har skrevet om Asmus Jensen, så forhindrer manglende arkivadgang, at vi kan komme til bunds i sagen.
Historikerne holdt sig fra dette emne
Over for offentligheden blev der angivet, at der var foregået syv fejltagelser, men at likvideringerne ellers var sket på et forsvarligt og korrekt grundlag. Som krigshandlinger skulle de heller ikke underkastes samme krav til bevisførelse og vurdering af likvideringernes nødvendighed, som hvis de var sket i fredstid. På det grundlag lykkedes det at holde ikke alene justitsvæsnet væk fra sagerne, men også historikerne.
Også set med europæiske øjne foregik der ret mange likvideringer herhjemme. Og i Bov Kommune, hvor vi har lavet undersøgelser huskede de ældre mennesker modstandsfolkene som nogle ubehagelige mennesker. Og det gjorde særlig dem, der nede ved Flensborg Fjord havde solgt brød, æg og kød til patruljerende tyske soldater.
Myndighederne dækkede over historien
Ja vi har i vores undersøgelser fundet ud, at myndighederne i høj grad medvirkede til at dække over historien med falske politirapporter m.m. Så sent som i 1972 sendte en sønderjysk politimester em forespørgsel til Folketinget. Han ville vide, hvordan han skulle forholde sig i sagen om Asmus Jensen.
I Historiebøgerne står det anført, at det var den Danske Brigade, der skød ham under flugt på 100 meters afstand. Men i den medicinske rapport, står det, at han var blevet dræbt af to nakkeskud, og det var efter befrielsen. Vi har talt med Den Danske Brigade, men efter to samtaler, ville de ikke mere tale med os.
Efter Frode Jacobsens død, to bøger om emnet
Og egentlig er det symptomatisk at få år efter Frode Jacobsens død udkommer der så to bøger om stikkerlikvideringer. Det er Stefan Emkjærs bearbejdede historiespeciale ”Stikkerdrab” og dels journalisten Peter Øvig Knudsens bog ”Efter Drabet”.
Begge bøger bruger begrebet drab i stedet for mord. Hartvig Frich brugte også ordet ”mord” i den store debat om besættelsernes likvideringer. Besættelsens likvideringer skete ofte på et tilfældig grundlag og med en varierende og hyppigt utilstrækkelig beslutningsproces bag.
De to bøger er enige om, at likvideringerne ikke kun gik ud over egentlig stikkere, som var den officielle version under og efter besættelsen. Størstedelen af de likviderede havde blot markeret sig uheldig til den almene opfattelse.
Likvideringerne tog til i slutningen af besættelsen
Likvideringerne tog til i de sidste besættelsesmåneder, hvor faren for stikkere var mindst. Der var desuden langt flere likvideringer, som var rene fejl eller skete på et meget svagt grundlag end de syv, der officielt var renset. Således har vi på denne hjemmeside belyst nogle mystiske dødsfald i Bov kommune, der aldrig er blevet opklaret eller blevet manipuleret til selvmord.
Talrige røverier og sortbørs – handel
Bøgerne om stikkerdrab giver et interessant billede af et kun svagt belyst aspekt af de sidste måneders besættelseshistorie, men også i tiden lige efter. Samfundsmoralen blev opløst og der var vildtvoksende kriminalitet. Der var en omfattende gråzone mellem den traditionelle og nye kriminelle miljøer.
Tilfældigheder kunne afgøre, hvor man endte og hvad der blev opfattet som tilladeligt og utilladeligt. Dette kunne udløse en likvidering.
Både de talrige røverier og de 400 likvideringer kunne være vanskeligt at placere inden for denne gråzone. Vi har på vores hjemmeside også anmeldt Claus Bundgaard Christensens bog om den sorte børs før og efter 1945.
Peter Øvig Knudsens bog bygger oprindelig på en række samtaler med likvidatorer, der blev offentliggjort i Weekendavisen i løbet af 1999. Blandt de udspurgte er Hugo Horwiz og Gunnar Dyrberg.
Hævn og selvtægt
Vi får nok aldrig erindringsbøger fra de personer, der befinder sig i gråzonen. Efter samtaler med ældre mennesker i Bov Kommune har vi også kunnet konstatere, at visse modstandsmedlemmer påtog sig roller, der handlede om hævn og myndighed, som de egentlig ikke burde have.
Efter politiets afsættelse var der masser af tendenser til selvtægt. Vagtværnene forsøgte med større og mindre held i at forhindre dette.
Mange erindringsbøger
Danske modstandsfolk og politibetjente i tyske KZ-lejre er et traditionelt emne i den nationale optik. Det er fortsat genstand for stor opmærksomhed sammen med generelle værker om tyske fange – og udryddelseslejre. Herfra skal blandt alle disse bøger fremhæves en undervisningsbog af Karl Christian Lammers beregnet i gymnasiet.
Ofre for det nationale selvhævdelse
I første halvdel af 1990erne kom en række markante udgivelser, der handlede ofrene for den nationale selvhævdelse i månederne omkring befrielsen. Det var Anette Warrings bog om tyskerpiger. På vores hjemmeside har vi flere artikler om emnet.
Mest opmærksomhed fik Kirsten Lylloff med sin artikel om dødsfald blandt tyske flygtningebørn under og efter besættelsen og den svigtende danske lægehjælp til de tyske flygtninge.
Det var ikke særligt populært at anfægte det danske sundhedssystems svigtende indsats. Der var udpræget antityskhed i flygtningeadministrationen og modstandsbevægelsens organer. Flere har da også i tidens løb forsøgt at anfægte Kirsten Lylloff.
Minerydning
En anden gruppe tyskere, der blev tilbage i Danmark efter den tyske hærs rømning af Danmark, var et antal tyske soldater, der efter den tyske kapitulation af de engelske militære myndigheder i Danmark blev indsat i en aktion, der skulle rense Danmark for udlagte miner. Særlig de vest – og nordjyske strande var som led i det tyske invasionsforsvar spækket med nedgravede miner.
Historien om denne aktion er beskrevet i Helge Hagemanns bog ”Under tvang”. Og denne dannede også baggrund for filmen ”Under Sandet”, som vi også har anmeldt her på siden. Det er en god og dramatisk film, men den holder sig nu ikke helt til de historiske kendsgerninger.
Hvem havde ansvaret?
Hagemanns bog konkluderer, at indsatsen fra de tyske soldater skete under tvang i strid med Genevekonventionerne. Og bogen mener, at det her er tale om ren krigsforbrydelse. Det samlede antal dræbte tyskere, vurderer Hagemann til 250. Det gør han den danske stat og danske myndigheder ansvarlig for. Ansvarsfordelingen mellem tyske, danske og engelske myndigheder er dog ikke helt klar, trods Hagemanns undersøgelse.
De danske myndigheder mener ikke, at antallet af dræbte stemmer. Men i hvert fald kan der konstateres, at der var et ret stort antal, der omkom. Åbenbart fik de danske myndigheder ikke besked om metoderne, men de spurgte nu heller ikke. Hagemanns bog blev kritiseret, men egentlig mangler der vel også noget historisk forskning på dette område. Læs også vores artikel her på siden.
DSB – generaldirektør blev ofret
Retsopgøret efter besættelsen vender hele tiden tilbage i diskussionerne. Afskedigelse af DSB’ s generaldirektør, Peter Knutzen er blot en af disse sager. Det skete under anklagerne for ”utilbørlig imødekommenhed over for besættelsesmagten”. Det skulle han have gjort i form af foredrag og medlemskab af den dansk – tyske forening.
Peter Knutzen blev hængt ud i diverse illegale blade og DKP’ s trafikminister Alfred Jensen udnævnte ham allerede fra maj 1945 ham til en af ”de store landsforrædere”. Han fik ham suspenderet med den begrundelse, at der var strejketrusler fra DSB – personalet.
På trods af bestyrelsesposten i den dansk – tyske forening var overtaget efter kraftige opfordringer fra regeringsmedlemmer, og at de kritiserede taler var godkendt af udenrigsministeriet, kom de ansvarlige politikere ham ikke til hjælp.
Forløbet var eksemplarisk med henblik på, at der som offer til den nationale samling skulle findes syndebukke, der havde profileret sig i offentligheden. Den juridiske og moralske rimelighed i de enkelte domfældelser eller udlægninger blev der taget lettere på. Peter Knutzen søn har gennem sin bog søgt at skaffe sin far oprejsning, og hvor påpegningen af det svage grundlag for suspension og domsfældelse er overbevisende.
Redningen passede med tysk jødepolitik
De danske jøder og deres redning i oktober 1943 har været en juvel i den danske selvforståelse. Vores tolkning har været, at vi modigt trodser overmagten og hjælper de forfulgte og svage. Nu var det dog kun en beskeden del af den danske befolkning, der var med i denne redningsaktion.
Men aktionen kunne vel også kun lykkes med de tyske myndigheders stiltiende accept. Målet for Werner Best var et jødefrit Danmark. Det kunne opnås ved deportation eller ved uddrivelse til Sverige. Det var vel den løsning, der passede besættelsesmagten bedst. Man kan jo lidt provokerende sige, at den måde, vi gjorde det på, svarede til tyskernes jødepolitik.
Danske myndigheder gik besættelsesmagtens ærinde
Leif Larsen og Thomas Clausen har i bogen ”De forrådte” skrevet om de tyske politiske flygtninge, der blev interneret af det danske politi i 1940. Senere blev de udvist eller udleveret til tysk politi. Bogen er en forlængelse af deres tidligere bog ”De forsvarede”, politiske fanger i perioden 1941 – 1945. Begge bøger er et angreb mod dansk flygtningepolitik og danske myndigheder for at gå besættelsesmagtens ærinde.
De danske myndigheder viste manglende vilje til at opfylde kravene til en humanitær flygtningepolitik. Danmark var gennem sin praksis over for de tyske jøder på flugt skyld i at mange endte i tyske udryddelseslejre.
Lone Rünitz har med hendes bog lagt op til national selvransagelse. Mon ikke denne del af besættelsestiden kunne trænge til større opmærksomhed.
Danskere i tysk tjeneste
Danskere i tysk tjeneste er også noget, der har interesseret historikerne. Og navne som Frits Clausen og Ejnar Vaaben er der skrevet biografier om. Men den slagkraftige ”Under Hagekors og Dannebrog” blev en bestseller. Men der er aldrig leveret helt håndfaste beviser på, at danske styrker har deltaget i jødeudryddelser. Senere er der kommet at hav af enkeltbeskrivelser af folk i SS – uniform.
Schalburgkorpset
En del af de overlevende og hjemvendte frikorpsfolk blev optaget i Schalburgkorpset. De blev i den grad lagt for had, og et stort antal blev også likvideret. Anders Monrad Petersen kan viser at korpset indgik i Himmlers planer i at øge dansk tilgang til østfronten og udmanøvrere DNSAP.
En del af medlemmerne af korpset havde baggrund i Frikorps Danmark og en del i nazistiske organisationer. Men mange var også medlem som en protest mod befolkningens antityske orientering.
Korpsets virksomhed kom efterhånden til at fungere som et redskab for den tyske sabotagebekæmpelse, enkelte grupper deltog i den egentlige terror mod den danske befolkning og væbnede oprør med modstandsbevægelsen.
Hvordan kunne Werner Best slippe?
Blandt den tyske besættelsesmagts aktører i Danmark er den absolutte hovedperson Werner Best. Bedømmelsen af ham varierer meget. I Byretten fik han dødsstraf, i Landsretten blev det til otte års fængsel og afsluttende i Højesteret, 12 års fængsel.
Den tyske historiker Ulrich Herbert mener ikke, at Best var mindre fanatisk end Terboven fra Norge. Han havde blot skønnet, at de tyske interesser var bedre tjent med brug af andre midler i besættelsesstyret.
Herbert beskriver hans grundlæggende ideologiske prægning i højreradikale studenterforbund, hvor hans nationalistiske og racistiske grundholdning udvikles. Derefter fulgte en karriere i retsvæsnet og en NSDAP – partikarriere i Hessen. Men den sluttede brat med en afskedigelse på grund af den såkaldte Boxheimskandale i 1931, hvor Best havde udarbejdet retsgrundlaget for et nazistisk statskup.
I stedet blev han rekrutteret af Himmler til SS og stod bag opbygningen af Gastapo og RSHA. Han var en ideologisk og praktisk bagmand bag dannelsen af de første ”Einsatzgriuppen”. En konflikt med Heydrich førte til, at han måtte forlade Berlin. I Paris blev han leder af den stedlige militærforvaltning.
God til at nedtone sine egne forbrydelser
Det lykkedes ham at nedtone sine forbrydelser der, inden han blev udnævnt til Rigsbefuldmægtiget i Danmark. Og det lykkedes ham også at skjule yderligere forbrydelser ved undersøgelser og processer mod ham efter krigen.
Hans politik i Danmark var alibiet, der skulle rede ham fra dom og vanære. Hans evne til at tilrettelægge sin offentlige fremtræden, vidneudsagn ved andre processer, svar til historikere og manipulering af arkivmateriale var nogle af midlerne.
Selv en skarpsynet iagttager, som Erik Scavenius førte han bag lyset. Best havde også direkte indflydelse på Siegfried Matlocks tilrettelæggelse af udgivelsen af en beretning af Best.
Ulrich Herberts bog er et vigtigt bidrag til både Tysklands og Danmarks historie. Herbert tilegner sin bog til ofrene for Werner Bests virksomhed.
Venner med lederen af det tyske mindretal, Jens Møller
Vi har også på vores hjemmeside en anmeldelse af en dansk udgave af en Best – biografi, og heri kan man blandt andet læse om hans nære venskab med lederen af det tyske mindretal. Ja i vores forskning i grænselandet fandt vi også frem til en villa i Kollund, som tjente som Werner Bests sommerhus. Her har vi to artikler.
Litteraturen har som sådan heller ikke rigtig beskæftiget sig med den store indflydelse Jens Møller fik gennem sit venskab med Werner Best
Herman von Hanneken
Best modspiller i Danmark var den tyske militære øverstbefalende, Herman von Hanneken. Ole Drostrup har udgivet en biografi af generalen. Men i modsætning til Best – biografien er det et forsøg på rehabilitering af generalen, der ikke have et godt omdømme hverken i samtidige udsagn eller i den senere historieskrivning.
Ole Drostrups bog hviler på et materiale, som stammer fra Hannekens tidligere adjudant, Walter Kienitz, der efter krigen bosatte sig i Danmark. Han var en gennemsnits general som ikke havde lod i nazismens radikale raceideer og tvangsmetoder. Han handlede i Danmark ud fra klare militære interesser.
Gustav Meissner
En af besættelsesadministrationens mindre skikkelser er presseattacheen Gustav Meissner. Han udgav i 1990 i Tyskland en skildring af Danmark under tysk besættelse fra hans synsvinkel. Men det er ikke særlig vellykket. Han bygger sine kilder på standardlitteraturen. Det er også en skildring af egne oplevelser og et forsvarsskrift. Den er kommet i en dansk udgave.
Meissner varetog i en periode det tyske gesandtskabs forbindelse til DNSAP. I sin bog lader Meissner det fremstå, som om han bevidst arbejdede hen imod en dansk DNSAP – regering. Det forekommer dog ikke særlig overbevisende. Hans virksomhed har ikke haft særlig stor betydning. Han var en stor beundrer af Werner Best.
Den Gode tysker
G:F. Duckwitz er i dansk forståelse af besættelsen og besættelsesmagten ”Den gode Tysker”. Han var manden, der gjorde det muligt at skille det antityske fra det antinazistiske. Hans Kirchhoff har også tegnet et portræt af denne. Men man har indtrykket af, at meget af det positive stammer fra konstruerede dagbogsnotaer.
Det var folket, der var skyld i bruddet 28. august 1943
Det var også folket, der var skyld i sammenbruddet den 28. august 1943. Egentlig ville politikerne have fortsat. Palle Roslung –Jensen fremstillede i sin bog om militæret politikernes og hærens manipulationer imod Frihedsrådet. Ditlev Tamm skrev om skævheder i retsopgøret og om frihedsbevægelsens hævntogt i befrielsesdagene.
Historikere beskyldt for historieforfalskning
Egentlig efterlod historikerne et splittet Danmark. Det var en borgerkrig mellem det legale og det illegale. Og medierne kastede sig i den grad over udgivelserne. Gamle modstandsfolk følte, at deres indsats var nedgjort. De var forbitret over, at se kommunisterne løbe med det hele.
Da man begyndte at blive kritiske over for, hvad der hidtil var gældende for besættelsestiden blev historikerne kaldt for ”Historieforfalskere”. De blev beskyldt for, at de forstod en dyt af besættelsestiden.
Offentlighedens syn ændrer sig hele tiden
Hæstrup fortalte i sine faglige erindringer, at han i slutningen af 1940erne blev mødt med meget afvisende holdning i Rigsarkivet.
Offentlighedens syn på besættelsestiden ændrer sig hele tiden. Den almindelige opfattelse var en enigt folk i kamp mod tyskerne fra den første besættelsesdag. Men denne holdning ændrede sig i 1990erne. Ganske givet har historikerne hjulpet til med dette. Samarbejdspolitikken var ikke mere så populær.
Sociale udskud
Claus Bryld og Anette Warring’ s bog om ”Besættelsen som kollektiv erindring” var nok en slags kulmination på konflikthistorikernes arbejde. Vi fik at vide, at en masse var blevet udstødt af det nationale fællesskab.
Dem, der var på den forkerte side, var opfattet som sociale udskud, som småkriminelle og dumme. De havde fungeret som nationens prügelknabe. Nu blev de rehabiliteret i den forstand, at det kunne dokumenteres, at deres profil ikke afveg fra gennemsnittet af befolkningen.
Udrensning efter 1945
Man begyndte at slippe forestillingen om de fem onde år som en kamp mellem det onde og det gode, mellem sort og hvidt.
Historikerne har en pligt til at fortælle, så det kan forstås. Man skal ikke spille med på mediernes premisser.
Og egentlig burde fortællingen ikke slutte, da besættelsen hørte op. Og det gør det nu heller ikke helt. Litteratur omhandlende den anden side af maj 1945 havde to hovedemner. Den ene er med hovedvægt på udrensning, ofre for det nationale opgør og retsopgøret.
Her mangler der en undersøgelse
Henrik Lundbak har skrevet om befrielsesregeringen fra maj til oktober, og har vist, at modstandsbevægelsens ministre fik en række taktiske indrømmelser for eksempel om straffelovstillægget og konfiskation af værnemagtsfortjenester.
Men de politiske partier havde fat i den lange ende. Men det skyldes jo nok, at modstandsbevægelsen ikke kunne blive enige, og ikke stod som en samlet flok.
Egentlig mangler forskerne også at beskrive de sønderjyske forhold, hvor folk måtte aflevere deres opsparede formue, fordi de måtte aflevere optjente penge fra værnemagten. Dette resulterede i dyb fattigdom. Det skete for dele af Den Gamle Redaktørs familie. Og det at blive dømt ”ude af samfundet” var bestemt heller ikke sjovt. For det danske samfund huskede dette længe efter, at straffen var udstået. Så man havde bestemt den danske form for ”Beruftsverbot”. Men det er også noget, man ikke snakker om.
Socialdemokraterne var bange for DKP
I oktober 1945 gennemførte socialdemokraterne nogle taktiske forhandlinger med DKP. Der var en tillidskrise mellem socialdemokratiet og arbejderklassen. Man ville udmanøvrere DKP, som klarede det godt ved valget, men dog ikke så meget som håbet. I 1947 overtog Socialdemokraterne igen regeringsmagten i en styrket position.
Overlod man bare meningerne til Illegal presse og BBC?
Vi har fået masser af bøger om jødeaktionen i 1943, om Gestapo i Danmark og antisemitismen i 1930erne og 1940erne. Og endelig også bøger om erhvervslivet under besættelsen.
Nye historikere er på spring, og nu skriver journalister også historiske bøger. Så kunne det være, at vi fik noget mere at vide om, hvordan den almindelige dansker så på sabotagen. Hvilke forhåbninger man havde til freden. Var folk egentlig så politiserede, som man gjorde dem til?
Overlod man bare til den illegale presse og BBC til at diskutere samarbejde og modstand. Finn Søeborg, som bekendt var en sjov skønlitterær forfatter, skrev om halvtriste hverdage med mørklægning, halvkolde stuer, ustandselige punkteringer og evindelige kævlerier med handlende om, at blive anerkendt som såkaldt ”fast kunde” med deraf følgende ret til ugentlige rationer af tobak, øl og andre livsfornødenheder.
Bevidstheden om samarbejdspolitikken trængt tilbage
De ledende partier, organisationer og grupper kunne gennem besættelsesordningen fastholde deres positioner. Der skete egentlig ikke de store forandringer. Og det kan jo undre for der var store modsætningsforhold mellem modstandsfolkene og lederne af de største partier om samarbejdspolitikken frem til 29. august 1943.
Slutresultatet blev harmonisering. Der blev etableret en national og patriotisk erindring om besættelsestiden, hvor modstanden i en afpolitiseret form blev domminerende i opfattelsen af besættelsestiden. Bevidstheden om samarbejdspolitikken blev trængt tilbage.
Ny forskning på området?
Man vil sikkert påpege, at der er kommet nyere forskning på de områder, vi har beskrevet. Og til det er at sige, at vi har her valgt lidt ældre litteratur fra besættelsestiden, fordi disse bøger kan i dag købes billigt. Og for det andet har vi anmeldt en del nyere besættelseslitteratur på hjemmesiden. Men som pensionist er man jo ikke ligefrem forgyldt herhjemme.
Advarsel om tyveri fra arkivet allerede i 2004
Vi vil slutte med en debat i Altinget.dk mellem Erik Høgh-Sørensen, journalist og folketingskandidat for DF samt Lars Weiss, som sidder i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Diskussionen ender i politisk mudderkastning, og det er i grunden en skam. For Erik Høgh- Sørensen er inde på noget interessant.
Han mener, at i årevis har ”tyvagtige nazisamlere” og statskontrollerede historikere haft privilegeret adgang til arkiverne. Han blev nægtet adgang til arkiver, som for eksempel Ditlev Tamm havde fået adgang til. Og så måtte han ellers ty til de mere åbne tyske arkiver for at få sin udmærkede bog ”Forbrydelser uden straf” gjort færdig. Den handler om undvegne nazistiske mordere, hvis navne de danske myndigheder prøvede at skjule.
En af disse var Kurt Heel, der har været med til at myrde 33 civile danskere. Flere justitsministre nægtede ham arkivindsigt. Da han så endelig fandt frem til moderen var han død.
I mange år flød der rundt med bevismateriale mod Scavenius kæreste på en nazi – sortbørs. I sin bog, der udkom i 2004 advarede han mod risiko for at arkivalier fra besættelsestiden var forsvundet. Men hverken Justitsministeriet, Kulturministeriet eller Rigsarkivet reagerede.
Hvad var det lige Bertel Haarder sagde?
Scavenius kæreste, Alice Duvantier affyrede sin pistol i umiddelbar nærhed af Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann. Normalt ville ingen dansk statsborger slippe med livet i behold. Scavenius parret foragtede frihedskæmperne og havde et meget tæt forhold til Gestapo – chefen. Historikeren Niels-Birger Danielsen er kommet lidt videre i sagen i sin udmærkede bog om Hoffmann.
Ifølge Bertel Harder er det ikke nazityve, der har stjålet Scavenius – sagsakterne. Det er derimod staten selv, som destruerede dem:
Denne destruktion strider alligevel med statens egne retningslinjer. Beviserne mod Duvantie for ulovlig våbenbesiddelse var nu stærke nok.
Almindelige danskere har yderst begrænset adgang til arkiverne
Vi har selv i vores undersøgelser i Bov Kommune set rettelser i kirkebøgerne. Men man har dog ikke fået slettet det hele. Men det kan du læse i vores artikler på hjemmesiden.
Almindelige danskere har yderst begrænset adgang til arkiverne. Og det er lige meget, om du har berørte familiers underskrift med tilladelse til at undersøge sagen for dem. Derfor kan de professionelle historikere til enhver tid håne os amatører.
Dem, der går mod strømmen
Vi er fascineret af det gode kamp mod det onde. Vi kan lide, at se dem der går mod strømmen, og det gjorde Flammen og Citronen. Vi kan godt lige at se dramaer som Under Sandet. At der så ingen af disse to film, der holder sig til de historiske fakta er noget andet. Omkring filmen 9. april blev vi kontaktet af mindretallets avis. Da vi så ikke lige kunne svare på, hvem der egentlig blev dræbt ved Aabenraa, var det lige før det udviklede sig til et drama. Vedkommende er i filmen beskrevet som en ”mælkedreng”, men han var elev på gymnasiet i Aabenraa. Og vi fik fat i navnet. Også den historie kan du læse mere om på vores side.
Hvad kunne vi også have nævnt?
Ja vi kunne have nævnt F.L. Schmidt og andre danske virksomheders brug af slavearbejdere. Vi kunne have nævnt dansk politis ivrige anholdelse af kommunister, fem gange så mange som tyskerne ønskede. Ja og så er det upopulært at sige, at Frits Clausen var en stakkel. Ikke en gang tyskerne tage han alvorlig, men modstandsbevægelsen forlange dødsstraf over ham. Ja og så fik grev Bernadotte vel lidt for meget opmærksomhed med de Hvide Busser. Det var jo danskere og nordmænd, der startede det hele.
Ja, kære læsere, sådan kunne vi blive ved.
Sandheden er ilde hørt
Selvfølgelig er man da ked af, at blive beskyldt for at være løgner og konspirator, når man offentliggører artikler på denne hjemmeside eller holder foredrag om besættelsestiden. Og det er da også morsomt, at dagspressen og det offentlige Danmark interesserer sig for det, man skriver.
Men desværre må vi konstatere, at ”Sandheden er ilde hørt” og det er ikke nødvendigvis historikernes skyld. Det er de politikkere, der varetager arkivernes interesse, vi kan takke for det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 192 artikler om besættelsestiden. Og mange af disse indeholder mange af de temaer, som vi har taget under behandling her. Men vi henviser lige til nogle af de mystiske ting, som vi har taget under behandling i artikler nede i Bov Kommune:
Februar 15, 2017
Fra Slusevej og andre steder i Højer
Vi fortsætter vores historiske vandring gennem Højer. Denne gang, Slusevej, Kogsgade, Strandvej, Møllegade og Storegade. Vi besøger fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”. 2.000 bonevoksmaskiner stod ude ved kunderne. Min mor turde ikke at gå over Æ vie Bro. Paula passede vaskeriet, Karl var altid ude at fiske. Adde Post var speciel med afholdt. Kjærby måtte købe en bolig til den danske præst. Og så hed de både Califonen, Grünewald og Højer Storskov. Så var det Fiskehandleren, der kunne lide fisk. Og der var også huset med de 11 børn og en enkelt vandhane. Vi skal besøge Sorte Marie, Andreas pust og den muntre slagter. En lille forvaltning styrede Højer. Æ Bohsti var der også. Så skulle der være plads til trækbasunen. Og Æ Knogedrejer boede også i byen. Og der var lysthuse til de velstående i Højer. Dette og meget mere kan du læse i denne lidt større artikel.
Vi fortsætter vores historiske vandretur i Højer inden alle de gamle bygninger er revet ned. Og som vi tidligere har nævnt mange gange. Det kan være, at vi kommer til at nævne bygninger, som ikke står der mere, men så ved I, hvad der har været på adressen. Indrømmet at det er længe siden Den Gamle Redaktør har været i Højer.
Kogsgade
Vi er nåede til Kogsgade. På højre side lå der et lille hus med gavlen til gaden. Der boede Caroline Nielsen. Hun blev også kaldt Caroline ”Pandhus”, fordi husets tag var af teglsten (tagpander). Ja egentlig var de fleste huse bygget sådan i Højer, men det har nok været et særsyn, da dette hus blev bygget.
Fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”
I 1950 købte fabrikant Chr. Johannsen huset, lod det nedrive og brugte grunden til udvidelse af sin bonevoksfabrik.
I Kogsgade 2 boede maler Carl Johannsen. Hans søn Christian startede i tyverne med at lave skocreme. Senere gik han over til at lave bonevoks. Det var begyndelsen til fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”
Den sidste skocreme blev solgt i Brugsen i Visby under Anden Verdenskrig. Bonevoksfabrikken blev en meget ejendommelig virksomhed. Den fremstillede selv bonemaskiner, som den udstationerede ude ved kunderne. Så aftog man fra fabrikken bonevoks, klude, påføringsredskaber, og hvad der ellers er brug for ved gulvpleje.
2.000 bonevoksmaskiner ude hos kunderne
Blev en maskine defekt, modtog kunden omgående en anden. Den defekte blev hjemtaget til reparation. Og selv de brugte klude blev returneret til fabrikken, hvor de blev vasket. Deres voksindhold blev udtrykket, renset og genanvendt.
Fabrikken fik kunder over landet og nåede til at have 2.000 bonemaskiner udlånt. I begyndelsen lavede smeden i Nørregade, Peter Schmidt, maskinernes jernstel. Højer Elværk drejede valserne, som børsterne skulle sidde på. Trige i Odense leverede motorerne.
Men efterhånden overtog fabrikkens veludstyrede maskinværksted mere og mere fabrikationen. Til sidst lavede man det hele selv. I 1960erne var der ansat 20 mand i virksomheden, og den havde en salgsfilial i København.
Men da det blev almindeligt, at der kom tæpper på gulvene i mange institutioner, gik det tilbage for fabrikken. Senere drev Chr. Johannsen og hans kone næsten det hele selv.
Han glemte at søge dansk indfødsret
Over for bonevoksfabrikken ligge Kogsgade 1, der tilhørte Familien Lorentzen. Her boede Lucie, enke efter Christian Lorenzen. Han var 19 år ved Genforeningen. Men på det tidspunkt var han ikke i Højer, fordi han var til søs. Da han ikke senere gjorde noget for at få dansk indfødsret, forblev han tysk statsborger. Det medførte, at han i Anden verdenskrig måtte gøre tjeneste i det tyske marine, hvad der kostede det ene ben.
Korsgade 6, der ligger nord for den nedlagte jernbanelinje, er bygget af Chr. Lorenzens far. Enkefru Knochenhauer har haft lotterikollektion i huset. Hun boede alene. For at føle sig tryg, havde hun altid en politikappe og kasket hængende i entreen.
Slusevej
På hjørnet af Slusevej og Ved gamle Dige er der rejst en mindesten for Frederik den Sjette. Her gik han i land i 1825. Her var den gamle strandbred. I nærheden var der udskibningssted og ladeplads. Ja i dag er det vel 3 km til havet herfra.
Her holdt Feuerwehr øvelser
Det sjove med stenen er, at den er flyttet et par gange. En af navnene er visket ud. Måske var det fordi han var Slesvig – Holstener.
Vest for Slusevej anlagde man i 60erne et areal til industrikvarter. Der må piloteres her, hvis man skal anlægge en fabrik. Og det giver en væsentlig fordyrelse. I 1970 anlagde Linda og Peter Gildberg her deres møbelfabrik, Marsk Møbler. Senere kom Elmo også til. ”Den Gamle Redaktør” her mener dog, at have besøgt Elmo tidligere i Møgeltønder.
Øst for Slusevej lå den tyske skytteforening, skydebane og skyttehus. Her holdt Feuerwehr også øvelser, inden de tog til efterslukning. Og det foregik i mange år på Ohlsens Hotel. Her var også Steigerturm og stativ til tørring af slanger.
Mor turde ikke gå over ”Æ vie Bro”
Her er også udsigt til ”Den hvide Fabrik, som vi tidligere har omtalt.
Og så er det ”Æ vie bro” over Vidåen. Det var hertil Rudbøl – borgerne sejlede til, når de skulle i kirke inde i Højer. Min mor havde altid betænkeligheder ved at gå over denne bro. Hun var ellers opvokset her, og havde tjent ude i de store gårde i marsken bl.a. Poppenbøl.
De maleriske hvide pumpemøller
Længere mod øst stod på hver side en malerisk hvid pumpemølle. De skulle sørge for en passende vandstand i marskens grøfter. Men disse blev fjernet efter Anden Verdenskrig. Mellem den hvide bro og den gamle sluse ligger på nordsiden af åen et havneanlæg, der blev oprettet af diget i 1861. Det var her min Opa’ s flotte fiskekutter lå.
Strandvej
Vestpå fra Kiers Gaard løber Strandvej. Den har navn efter den gamle strandbred, der gik parallelt med den et halvt hundrede meter mod syd.
En damper på Vidåen
På Strandvej 2 ligger en gård, vi tidligere har omtalt. Før Første Verdenskrig var det vest for denne gård kun fire huse på Strandvej, nummer 12, 15, 17 og 33.
Strandvej 6 blev i 1931 bygget af købmand Niels Petersen. Han havde solgt sin forretning på hjørnet af Skolegade og Nørregade til skomager Jacobsen. Han købte en hel fenne, Kiers Gaards toft. Den blev senere udstykket til byggepladser. Det var Præstegården på Nørrevej, Søskendehjemmet Strandvejen 6 og 8 samt alle husene på Strandmeden er bygget på den.
Niels Petersen var et meget alsidigt menneske. Han var først købmand, derefter kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank, fåreavler og biavler. I en del år ejede han en lille damper på Vidåen. Den brugte han mest til lystsejlads.
En flyvemaskine blev byttet med benzin
Lige efter Første Verdenskrig kom har i besiddelse af en flyvemaskine fra det tyske luftvåben. Han måtte dog af med den igen, men fik adskillige tromler benzin for den. Og det tjente han som den gode handelsmand, han var adskillige penge på.
Paula passede vaskeriet, Carl var ude at fiske
I Strandvej 15 har der været vaskeri og strygestue. For en del år siden kunne man endnu på østgavlen se rester af malede bogstaver som bekendtgjorde at her var ”Wäscherei und Plätterei. Vestgavlen havde en lignende påmaling bare på dansk.
Vaskeriet blev ejet af Paula og Carl Hansen. Men han blev kaldet reer, fordi han som ung havde tjent på Andreas Matthiesens gård, Møllegade 9, som var ejet af Friedrich Wilhelm Reer. Det er mange måder, at få et øgenavn på. Vaskerimaskinerne stod i udhuset nede bagved. Det var nok mest Paula, der passede vask og strygning. Carl fiskede.
Adde Post var speciel men afholdt
Mellem nummer 17 og nummer 19 var der en lille, køn vej, der førte hen til Kiers Gård. I nummer 19 boede Adolf Nielsen, Adde post, som var landpostbud i Kærgård og Sejerslev. Han var meget vellidt, hvor han kom frem på sin rute. Han forrettede mange ærinderfor folk, bragte bud og gjorde småindkøb.
Han havde sine små særheder. Han tog for eksempel ikke imod et bundt pengesedler, hvis ikke de vendte på samme måde. I et hus klemte han altid hånden på et defekt dørhåndtag. Beboerne lovede at rette fejlen, men fik det ikke gjort. Så gjorde Adde kort proces. Han tog en skruetrækker med, skruede låsen af, tog den i tasken og afleverede den hos smeden. Næste dag, da den var repareret, satte han den i døren igen.
Kjærby måtte købe bolig til præsten
Det var bygmester Bernd Matzen, der byggede Adolf Nielsens hus i krisetiden i begyndelsen af 1930erne. Samtidig byggede han et ”søsterhus” ved siden af med salg for øje, nummer 21. Det lykkedes ham da også at få det solgt og siden har det skiftet ejer mange gange. I 1935 købte fabrikant A.R. Kjærby det, for at pastor N.P. Nielsen kunne få et sted et bo, indtil præstegården på Nørrevej blev bygget. Og den ballade har vi skildret i en tidligere artikel.
Strandvej 16 – 38 er tolv ældreboliger, opført af EGV (Ensomme Gamles Værn). De er opført på Digegårdens grund.
Califonien, Grünewald eller Højer Storskov
Strandvej 40 er bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. Han blev pensioneret i 1919. Han havde sikkert håbet at få nogle gode år i sit nye hus. Han døde allerede året efter, at det blev opført. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer.
Huset ligger i læ i en lille løvtræsplantage mod vest, som oprindelig hed Californien. Hvorfor, ja det vides ikke. Senere blev det kaldt Grünewald.
Friedrich Hagge byggede også her Walheim i 1908. Ja den omtalte plantage blev også på et tidspunkt kaldt Højer Storskov. De har altid været beskedne i Højer
Schützenverein
Over for nummer 40 går vejen ned til det område, hvor Støtteforeningen FDF/FPF byggede kredshuset ”Høwringen” Højer Idrætsforening har ejet grunden.
På det samme areal begyndte ”Schützenverein” sin virksomhed. Skydebanen lå lige syd for og parallelt med Strandvej.
Møllegade
Ja egentlig burde vi starte med Højer Mølle. Men du kan finde en artikel om denne på vores hjemmeside.
Fiskehandleren, der ikke spiste fisk
I Møllegade 7 boede gartner Wanderscheek, da han havde afstået gartneriet i Herbergsgade. Det kunne være svært for udeforstående at følge med, når han og hans kone talte sammen. Han talte plattysk og hun sønderjysk.
Senere købte Peter Martinsen huset. Han havde været landmand i Emmerlev. Men da han boede i Møllegade var han fiskehandler. Han var forundret over, at når han kørte rundt med sin lille trækvogn, at han kunne sælge fisk. Selv spiste han aldrig fisk.
11 børn og en vandhane
I den sydlige ende af de to sammenbyggede huse nr. 3 – 5 boede Petersen, det vil sige, at han blev kaldt for Bruer. Det var fordi, at han var ølbrygger hos Hindrichsen på Nørrevej. Man undrer sig over, at familien kunne få plads i det lille hus for der var mange børn. Det var barn nummer 11, Elfried, der overtog det. Endnu i hans tid var der kun en vandhane. Han døde i 1980. Den var anbragt i vaskerummet i udhuset.
I nummer 5 boede der en ”syster”, Anna af Laustens. Hun var enke og gik rundt og syede for folk i deres hjem.
Andreas Pust eller Æ Friesenskomache
Møllegade 1 tilhørte Mads Hansen, som var arbejder og landmand. Under Første Verdenskrig var han forvalter på Kiers gård, da Chr. Kier var indkaldt. Senere drev han sit eget landbrug. Han havde temmelig mange køer, som var indlogeret i Møllegade 9. Den jord, som han drev lejede han.
Hos Mads Hansen boede æ Friesskomache til leje i en lille tilbygning. Han var enkemand og ungkarl og stammede fra Friesland, deraf navnet.
Boligen bestod af et rum, hvori han lavede mad, spiste og sov og hvor han også havde sit skomagerværksted. Særlig sundt har det ikke været. Han led så stærkt af astma, at han også blev kaldt Andreas Pust.
Den muntre slagter
I Møllegade 2 boede Mathias Trip. I sine yngre dage havde han øldepot og gik ud som husslagter. Når han havde slagtet svin for en familie, kom han om aftenen og skar det hele ud. Det var altid festligt, for Mathias var en munter mand og en god fortæller. Men det kunne mange steder være svært at få varmet alt det vand, der skulle til. Derfor indrettede han et slagteri i Møllegade.
Derefter kom folk drivende med deres slagtesvin til ham. Det hændte også, at flere familier købte et kreaturer i fællesskab. Det blev slagtet hos Trip. Om aftenen hentede de forskellige deres part hos ham. Senere indrettede han slagterbutik i huset. Denne blev ført videre af hans datter, Emma.
De der leverede kød til hende, påstod at hun var den besværligste aftager. Det kunne ikke blive godt nok til hende. Man det kom hendes kunder til gode. I 1968 blev forretningen nedlagt.
Storegade
Fra Trips går vi op af Storegade. På hjørnet i nummer 35 boede kirketjener Nicolai Christiansen. Han blev kaldt Manstein, fordi han i Første Verdenskrig gjorde tjeneste i et regiment af dette navn.
Kirketjeneren og harmonikaren
Både kirketjenerhvervet og tilnavnet gik i arv til hans søn, Christian. Nicolai Christiansen var tysk, men gjorde tjeneste ved både de danske og tyske gudstjeneste. Hans yndlingssalme var Grundtvigs ”Har hånd du lagt på Herrens Plov….Han holdt meget af musik. En sommeraften kunne man ofte finde ham spillende på harmonika uden for hans hus.
Han var den sidste kirketjener, der brugte ”æ klingpung”.
De mange skræddere, dengang
På den modsatte hjørne i nummer 33, havde Wolf Frandsen et lille snedkerværksted i den østlige ende, og i nabohuset nummer 31, boede skrædder Diedrichsen, en af de mange skræddere, der dengang var i Højer.
På den anden side af gaden i nummer 32, var der også systue. Her boede Marie Friedrichsen. Et skilt ved siden af døren bekendtgjorde, at hun var linnedsyerske. Hun syede dynebetræk m.v. for manufakturhandler Peter Beyer, Skolegade 13.
Sorte Marie
Hun var helt sorthåret, hvorfor man kaldte hende ”Sorte Marie”. Ellers omtaltes hun som Marie Klåj, fordi hendes far hed Nicolai. Han var gadefejer og drog byen rundt med sine ”kåer” og sin ”lihm”.
Midt for huset stod ude ved gaden en vandpost, som var fælles for flere huse. Marie havde et bord stående uden for køkkendøren med nord. Her vaskede hun altid op, sommer og vinter, uanset vejret.
Storbrand den 21. april 1949
Mellem Maries hus og Skolegade har der ligget fire huse. Men de tre brændte eller blev så stærkt beskadigede ved en brand den 21. april 1949. Kun et smalt toetagers hus i nummer 28 blev stående. På den nærmeste tomt blev der bygget en telefoncentral. I 1991 blev nummer 28 nedrevet. Andelsboligforeningen opførte de boliger, der nu omgiver hjørnet Storegade/Skolegade, og som tidligere indbefatter ”Lises hus” og den gamle skole.
Pastor Rolfs hus
På den anden side af Storegade er nummer 29 bygget af trælasthandler Brinck. Han havde haft forretningen Mellemgade 1. Da han havde solgt denne, flyttede han hen i nr. 29. Efter hans død købte pastor Rolfs huset og boede der de to år han levede efter at være pensioneret. Hans datter, Magrethe holdt hus for ham, til han døde, og boede derefter i huset så længe hun levede.
En lille forvaltning styrede flækken
I nummer 27 finder vi det gamle borgmesterkontor. De sidste to tyske borgmestre har boet her og resideret herfra. Pladsforholdene var meget beskedne. Men nu var bemandingen heller ikke så overvældende.
Endnu under Anden Verdenskrig administreredes Højer flække kun af tre personer. Det var borgmester Hans Andersen og hans kontormedhjælper Johannes Brodersen. De arbejdede sammen i Storegade. Og Marie Matthiesen passede byens kasse i Herbergsgade.
I sidste øjeblik for søstrene
Øst for borgmesterkontoret har ligget et langt, hvidkalket, stråtækt hus, som tilhørte skomager Andreas Lund. Da huset brændte i 1949, blev det ejet af Martha Lund, som boede der sammen med sin søster. Det var i det hus, ilden opstod. På trods af forholdsvis stille vejr bredte ilden sig hurtigt.
Det kunne have udviklet sig til en sand katastrofe. De frivillige brandværn og Falcks slukningsmandskab fik begrænset skaderne.
Naboerne mente, at søstrene var ude, da branden begyndte. De lå dog og sov middagssøvn i deres soveværelse på loftet. Det var i sidste øjeblik, at man fik dem reddet.
Kroejeren skulle have gårdhave
I det lille hus bag ved Lunds boede Hans Mikkelsen, som også var skomager. På tomten efter de to huse samt deres haver, blev det senere p – plads.
Mellem denne og kroen i Skolegade 1 har der ligget et meget smalt toetagers hus, som dog blev lidt beskadiget ved branden. Den er dog senere blevet købt af kroejeren, der har revet det ned for at give plads til den lille gårdhave.
Tredje generation nedlagde manufakturforretningen
Vi går over Skolegade og fortsætter ad Storegade. På hjørnet til højre i nummer 23 var Jens R. Petersens Manufakturforretning. Da den blev nedlagt i 1990 var det tredje generation, der ejede den. Manufakturhandleren har gennem mange år haft kontor for Tønder Bank, tidligere Tondernbank.
Der rote Mielcke
I nummer 21 var der allerede 125 år siden bogbinderi med papir – og bladhandel. I 1912 overtog Andreas Martinsen forretningen. Han var uddannet bogbinder. I en periode havde han kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin ”der rote Mielcke”, der lærte ham sit fag.
Da Mielcke rejste tilbage til Berlin, fortsatte Martinsen selv med bogtrykkeriet. Han indrammede billeder og i hans butik kunne man også købe tobaksvarer. Men hans store lidenskab var fotografering. På det område var han selvlært. Han indrettede mørkekammer på loftet og lavede selv sine billeder og de forstørrelse, som han havde brug for.
Stor samling af fotos
Sine motiver fandt han i byens gader, i de omkringliggende landsbyer, i marsken og ved Vidåen. Men han fotograferede også andre egne af Sønderjylland. Hans scener fra det gamle Højer er i dag klenodier, som påskønnes.
Hans fotografiske virksomhed varede fra cirka 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes dels på Søfartsmuseet i Esbjerg, dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.
Husholdersken fejede vennerne ud med ”æ lihm”
I Martinsens ungkarledage var forretningen et muntert sted, hvor mange af hans jævnaldrene holdt af at komme. Da han engang vandt i lotteriet satte han et skilt i døren:
Og så tog han til Hamborg. Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede sikkert for en lidt fastere husorden.
Da hun en dag fandt en flok af vennerne i spisekammeret i færd med at gøre indhug i en steg, hun havde beregnet til søndagsmiddagen, fejede hun dem ud med ”æ lihm”.
Stor tab for Højer, da Bundgård lukkede
Før Martinsen blev gift, var den vestlige ende af huset lejet ud til en skrædder Menge, som havde sit skrædderbord stående ved vinduet ud til gaden. Var han en aften meget træt, hændte det, at han lagde sig til at sove på bordet.
Martinsen efterfølger var Tage Bundgård. I hans tid var det virkelig en boghandel. Det var et smertelig tab for Højer, da butikken i 1984 blev lukket.
Æ Bohsti
I Storegade 17 har der boet en urmager, der hed Boh Mathiesen. Efter ham blev den stump gade, der øst for huset forbinder Storegade og Søndergade kaldt Bohsti. Der har været mange forskellige slags forretninger i nummer 17. Manufakturhandel, damefrisørsalon, broderiforretning, malerforretning med malervarer og tæpper.
Midt på Bohsti udmunder Skippergade. Det gule hus på sydsiden i nummer 1 blev ejet af manufakturhandler Jens R. Petersen. Hans enke boede der, til sønnen Friedrich blev gift, så flyttede han derind med sin kone. Der var ingen børn.
Der skulle være plads til trækbasunen
I det langt mindre hus på nordsiden, nr. 4 var der derimod en masse børn. Der boede møllersvend, Jep Westergaard. Husrum var der ikke meget af med derimod hjerterum. Mange af børnenes kammerater kom der gerne.
Her øvede også det daværende FDF – orkester under ledelse af restauratør Lauritz Petersen i Toldgade. På grund af de trange forhold, måtte trækbasunblæseren stå ud for et åben vindue, som han stangede resten af basunen ud ad.
Jep Westergaard forulykkede ved løbskørsel, som nær havde kostet ham livet. Længe gik han med hovedet bundet ind. Og siden fik han en sølvplade indsat i panden.
Hjuler Jensen byggede posthuset
Vi går nu tilbage til Storegade. Og på nummer 26 på hjørnet af Skolegade lå posthuset. Postmester og postekspedient har det været i Højer siden 1850. Posthuset har oftest været på den pågældendes hjemadresse, sidst i Storegade 16.
Men så besluttede hjuler Jensen, om hvem vi har skrevet flere artikler om, at Højer skulle have et regulært posthus. Han byggede det høje hus på hjørnet, og lejede det i 1897 ud til postvæsnet. På facaden forkyndte store bogstaver, at her var ”Kaiserliches Postamt”. Har flyttede postkontor, telegrafstation og telefoncentral ind. Ved slutningen af Første Verdenskrig var der her 16 ansatte.
Den første telefonforbindelse i Danmark
Og man etablerede faktisk herfra den første telefonlinje i Danmark, og den gik helt til Møgeltønder. Det var i februar 1878.
Historien melder intet om den praktiske betydning af dette pionerforetagende. Apparatet i Møgeltønder var opstillet på Vesterkroen og betjentes af købmanden. Den stedlige postforvalter, der var en ældre herre, ville ikke have noget at gøre med den nymodens tingest.
I Storegade 24 har Jacob Thimsens bedstefar haft en lille vognmandsforretning. Bag huset havde han stald til vogn og heste, og udkørsel til Storefade var der vest for huset.
Weichensteller Schmidt blev smidt ud af Danmark
Nummer 22 har tilhørt Weichensteller (sporskifter)Schmidt, der, som navnet viser, var ansat ved jernbanen. Senere boede skipper Wolf Decker der. Han sejlede mellem Højer og Sild. Han var tysk statsborger og blev udvist af Danmark i 1945. Derpå boede han på Sild, hvor han stammede fra. Men han og hans kone er begravet på Højer Kirkegård. Siden har Marie Thomsen haft ismejeri i huset indtil 1986.
I Cafe Danmark kom byens ungdom
I Storegade 20 har der altid været bageri. Peter Løck har haft det, og han havde samtidig cafe, hvor man også kunne få en punch. Men han måtte holde op, fordi han ikke kunne tåle melstøvet. Han solgte det til Lauritz Andersen.
I dennes Cafe Danmark kom byens ungdom. Og når de unge var ved muffen, kunne de her traktere deres udkårne med en Eisbrecher.
Masser af bagere
I 1934 købte Lauritz Andersen kroen Skolegade 17. Derefter skiftede bagerne i et væk. Til sidst overtog kulhandler Fedder Hindrichsen ejendommen. Måske var brændselsregningen blevet for stor. Efter at bageriet havde været forpagtet ud et par gange, købte Heinrich Clausen det. Han fortsætte med bageri og cafe til 1967.
De følgende ejere har ikke opretholdt cafeen, men heldigvis var bageriet i brug sidste gang, ”Den Gamle Redaktør” var på stedet. Men det er godt nok også lang tid siden. Ja tænk dengang i begyndelsen af 1900 var der 13 bagerier. Men det var måske fordi, man eksporterede ”covinge”(tvebakker).
Der var plads til natteravne på koren
I naboejendommen i nummer 18, havde Asmus Petersen købmandsforretning, før han byggede Søndergade 4A. Derefter indrettede Friedrich Hagge kro i huset, og den blev senere overtaget af Peter Jensen.
Det var et hyggeligt sted i hans tid. Og det kunne godt hænde, at kunderne havde svært ved at bryde op ved lukketid. Men krostuen kunne med et tykt, sort gardin deles i to rum. Så kunne der godt være gæster i den nordlige halvdel, uden at man kunne se det fra gaden. Ja og så kunne natteravnene bare lodses ud til Postgade.
Overdækket keglebane
Der var både billard og elektrisk klaver i krostuen. I nordvæggen førte et par døre ind til den overdækkede keglebane. Ja det var den sidste i Højer.
Her kunne man endnu i 1920erne dyrke den ædle sport. En rask dreng kunne tjene en god skilling ved at være keglerejser. Peter Jensen drev også landbrug. Han havde desuden vognmandskørsel fra banen. Senere har der igen været kolonialhandel i huset, derpå blomsterforretning og pottemageri.
Sæbehus
Storegade 16 blev ejet af skomager Nicolai Petersen, som havde skotøjsbutik. Derefter har Ottilie Roll der haft Tatol – udsalg. Det førte hun så videre over på den anden side af gaden. Fhv. købmand Niels Petersen, Strandvej 6 var søn af Nicolai Petersen overtog huset efter sin far. Han var i en periode kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank i det lokale, hvor der havde været sæbehus.
Det var et spartansk udstyret rum, hvor kunden sad i en vakkelvorn stol. Men i kraft af Niels Petersens personlighed og lune gemytlighed var det et sted, hvor man befandt sig godt. Efter at bankfilialen er flyttet, har Ejnar Nielsen haft legetøjs – og glarmesterforretning i huset.
Mange ejere i nummer 10
Hjørnet af Mellemgade i nummer 10 var Sparekassens domicil, senere Bikuben. Vi går tilbage til Bohsti. På hjørnet i nr. 15 boede fhv. købmand Johannes Brodersen, der sammen med borgmester Hans Andersen administrerede flækken.
Nabohuset nr. 13 er bygget af tandlæge Claus Matthiesen på en grund, hvor der har ligget en stråtækt lade, som blev ejet af Friedrich Hagge, medens han var kromand i nummer 18. En tandlæge købte laden, rev den ned og byggede det høje toetagers hus, hvor han havde sin tandklinik. Siden har barber Wendicke købt det og haft sin salon dér. Han har solgt det til Tønder Landmandsbank (Sydbank). De havde kontorlokaler og funktionærbolig i huset, indtil den flyttede hen i Skolegade 8. Stofhuset har også holdt til her.
Masser af øl til arbejdere ved afvandingen af marsken
I Storegade 11 havde Sparekassen lokale, da Carsten Volquadsen, som ejede huset, var kasserer for den.
I nummer 9 Havde Johannes Brodersen sin købmandsforretning. Han fik beskadiget sit ene ben i Første Verdenskrig og derfor forpagtede han forretningen ud først til ”Den tykke købmand, Petersen, der også havde øldepot.
Under afvandingen kørte han øl til de folk, der arbejde der. Det var en ganske god forretning. Gravemester Scheer skulle efter sigende altid have en kasse øl stående inden for rækkevidde.
Æ knogedrejer
Fra 1929 til 1971 var der Tatol – udsalg. Derefter har der været sygekassekontor. I to perioder har der boet en dyrlæge i huset. Senere blev det kun lejligheder. Den sydlige del af huset har adressen, Skippergade 4.
På hjørnet af Mellemgade, i Storegade 80, var der et pibedrejeri. Det blev ejet af ”knogedrejer” Bensien. Han lavede, drejede og udskar ting af ben, for eksempel kunstfærdige rørstykker, der indgik i de lange tobakspiber.
Cigaretter blev solgt stykvis
Christian Hagge overtog huset og havde samtidig forpligtet sig til at sørge for enkefru Bensiens bespisning. Han var selv ungkarl, men betalte Augusta Westergaard, Skippergade 2, for hver dag at bringe mad om til fru Bensien.
I butikken blev der indrettet en grøntforretning. En tid drev Hagge den selv. En del af varene avlede han i haven ”Waldheim” Strandgade 33, hvor han boede. Men han solgte også slik og tobaksvarer. Cigaretter kunne man købe stykvis. De billigste kostede én øre. I mange år havde medlemmerne af familien Lorenzen, der kom fra Møgeltønder, grøntforretningen. Og så blev der blomsterforretning. Nu er det hvis kun beboelse.
Æ Bækkerhus
Storegade 5 bliver under tiden kaldt for ”æ Bækkerhus”. Det er fordi, at her har bager Feddersen boet. Bageriet var i den østligste del af huset. Men det har ikke været meget plads. Der var mange børn i familien. Der skulle også være stald til et par køer, for bageren leverede mælk til Højer mejeri.
Der var dør mellem stalden og bageriet. Når han skulle sætte brød i ovnen, blev han nødt til at åbne døren til stalden, ellers kunne han ikke få det lange skaft på brødspaden derind. Efter at bageriet var nedlagt, har der været tre, senere kun to lejligheder i huset. I en periode boede der en skomager i en af dem.
Laurids Matthiesen og hans 18.000 billeder
På den anden side af gaden havde Laurids Matthiesen urmager – og guldsmedeforretning på hjørnet af mellemgade i den høje bygning, som han havde opført, hvor der tidligere havde ligget et lavt stråtækt hus. Der var to store udstillingsvinduer ud mod Mellemgade og et mod Storegade.
Han var samtidig fotograf og havde indrettet atelier på 1. sal i det nuværende Mellemgade 2. I egnens chatol – og kommodeskuffer, på vægge og i albums findes en utrolig mængde portrætter med Laurids Matthiesens navn på.
I lokalhistorisk Arkiv findes kopi af hans bestillingslister fra årene 1893 – 1959, omfattende godt 18.000 billeder. En meget stor del af de pågældende glasplader opbevares i ”Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.
De udgør en klædedragtens kavalkade fra denne periode og et stykke egnshistorie. Tyske og danske soldater, frihedskæmpere, håndværkere af mange slags og privatpersoner af alle samfundslag.
Det var sjovt at besøge Laurids Matthiesen
Det skal have været hyggeligt og morsomt at komme i hans atelier og blive ”tæjn a”. Ingeborg Mathiasen beretter om et besøg, at hun blev anbragt i en stol, hvorefter Matthiesen gik om bag sit højbenede apparat, stak hovedet ind under det sorte klæde og indstillede linsen. Så kom han frem igen:
Så smilede Ingeborg bredt
Hun strammede masken
Da han fandt udtrykket tilfredsstillende, forsvandt han igen bag omhænget, men idet han trykkede af, kunne hun ikke holde masken. Hun brød ud i voldsom latter og Matthiesen dukkede forfærdet frem:
Man kunne også blive foreviget foran bagtæppe med et flot skovparti.
Oceaner af varer i isenkrambutikken
Isenkramforretningen i Storegade 6 tilhørte i gammel tid Olde Nissen og da hans efterfølger A.M. Hansen overtog den, fulgte navnet med, så han længe blev kaldt Hansen Olde.
Der var utrolig mange slags varer i butikken. Alt almindelig isenkram, lamper, cykler, barnevogne, træskostøvler, skotøj og jagtudstyr. Han solgte ofte jægernes jagtudbytte for dem og i frugttiden tillige æbler, pærer og bær. I 1930erne og 1940erne kunne byens koner komme med deres fyldte konservesdåser og få påloddet låg. Det foregik på en maskine, der også renskar dåsens kant, så de kunne bruges igen og igen.
Der var skuffedarium med utallige skuffer til søm, skruer og ”dimser” af mange slags. Men der var også medicinalvarer som kamillete, hoffmannsdråber, pulvere mod hovedpine og hævede kirtler samt briller og lakrids. A.M. Hansen opnåede at blive 106 år gammel. Han blev efterfulgt af sin søn, Mathias Hansen, som drev forretningen videre i samme gode ånd, indtil det blev nedlagt i 1990.
Lysthuse til de velstående
I næste hus i nummer 4 havde Erichsen manufakturforretning. Den blev ført videre som hatte – trikotage og Putz – forretning af hans ugifte datter, senere af Bothilde Aarup. Også Anna Hansen havde butikken, som blev nedlagt ved hendes død i 1987.
Huset på hjørnet af Torvegade har tilhørt slægten Todsen. Den ugifte Elly Todsen var den sidste af familien, der boede der. I haven bagved stod endnu i lang tid en af de gamle lysthuse som tidligere fandtes i mange velstående høvringers haver. Her kunne husets frue have sine veninder til eftermiddagste.
Port og staldbygning til Ohlsens Hotel
Vi slår lige et lille slag hen ad Torvegade. Huset nr. 5 er bygget af maler Sørensen, som havde sit værksted her. Grunden tilhørte tidligere Ohlsens Hotel på Torvet. Det var en port og en staldbygning på den, og her kunne hotellets kørende gæster spænde fra.
Vi er slet ikke færdige
Og kære læsere, vi er endnu ikke færdige med vores historiske vandreture gennem det gamle Højer. Serien fortsætter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 61 artikler om Det Gamle Højer og omegn herunder:
Hvis du vil vide noget: Om Hjuler Jensen:
Februar 12, 2017
Familien Jürgensens tyske sind
Gehejmeråd Jürgensen havde et godt forhold til danskhedens bannerfører, H.P. Hanssen, men slet ikke til Gustav Johannsen. Og egentlig hjalp han de danske repræsentanter efter 1902 i deres kamp mod det preussiske bureaukratis groveste overgreb mod danskheden i Nordslesvig. Men inden da havde Familien Jürgensen fra Stubbæk i den grad kæmpet mod danskheden. På et tidspunkt følte amtmand Helzen sin stilling truet af familien. Jürgensen ville heller ikke uden videre overlade posten som sognerådsformand til sin efterfølger. Han måtte trues med bøder. Som oprørs – soldat måtte man ikke uden videre forlade sognet. Men det var familien Jürgensen lige glade med. Det kostede straf. Men det ville familien ikke finde sig i. Så var det godt, at et familiemedlem var advokat i Tønder. Men den klage, som han udformede kostede hans job.
En af de få tyske embedsmænd, som man savnede
Gehejmeråd Christian Jacob Jürgensen fra Husum er født den 6. marts 1838 i Stubbæk ved Aabenraa. Han var indvalgt i den preussiske landdag. Han var aktuar i Toftlund (1864 – 1867). I Rødding var han amtsdommer fra 1867 – 1880.
Han var blevet kendt for det tillidsfulde forhold, han havde til lokalbefolkningen. Han var en af de få tyske embedsmænd, som folk savnede, da han havde forladt stedet. Hans bortrejse fra Nordslesvig blev savnet.
Dårlig forhold til Gustav Johannsen
I Landdagen var hans forhold til de danske nordslesvigers repræsentant Gustav Johannsen imidlertid den værst tænkelige. Grunden hertil var oprigtig en misforstået udtalelse af Gustav Johannsen om hjemmetyskere. Og den fjendtlige holdning varede ved.
Godt forhold til H.P. Hanssen
H.P. Hanssen søgte derimod at vinde Gehejmeråd Jürgensen og bruge ham i sin politik. Det lykkedes så godt, at Jürgensen i årene efter 1902 blev en vigtig støtte for de danske repræsentanter i deres kamp mod det preussiske bureaukratis groveste overgreb mod danskheden i Nordslesvig.
En historie om en bortløben kvie
Engang fortalte Jürgensen til H.P. Hanssen om oprindelsen til sin ”tyskhed”. Hans far var blevet bevidst danskfjendsk, fordi amtmand Heltzen i begyndelsen af 1850erne uretmæssigt havde beskyldt ham for tyveri af en bortløben kvie.
Den ansete, ærekære bonde besluttede efter dette at sende sønnen på latinskole i Glückstadt for at give ham en ren tysk uddannelse. Som så mange andre tyskere i datiden har Jürgensen dog med denne barndomserindring åbenbart ville pege på, at det danske styre i Slesvig i årene 1850 til 1864 også haft problemer.
Men spørgsmålet er så om Jürgensens kritik af amtmanden har sin rigtighed. Det kigger vi lige på.
Ensted Sogns vigtigste oprører
Gårdmand Boy Jürgensen i Stubbæk støttede det Slesvig – Holstenske oprør fra begyndelsen i 1848. Han var opgørets ivrigste talsmand i Ensted Sogn. Hertil var han uden tvivl blevet ansporet af de nærmeste pårørende.
Hans ældste bror, Christian Jürgensen, havde studeret jura i Kiel. Han tilhørte nu som advokat i Tønder, den tyskdannede akademikerstand i Hertugdømmerne. Han døde i Tønder i 1849 midt under oprøret i 1849.
Sådan skrev Gehejmeråden i sit sidste leveår om ham.
Dræbt af dansk kanonbåd
En anden bror, Jacob Jürgensen, var også en ivrig Slesvig – Holstener. Efter at have været til søs i sine unge år, overtog han Skelbæk Teglgård ved Aabenraa Fjord. Her blev han desværre ramt af et dødbringende skud fra en dansk kanonbåd ude i fjorden, da han en dag i 1849 gik på en mark uden for sin ejendom.
Advokat i Tønder
Den yngste bror, Jürgen Jürgensen, havde ligesom den ældste studeret jura i Kiel. Efter endt studium var han en tid advokat i Nibøl. Efter den ældste brors død i 1849, overtog han dennes virksomhed i Tønder.
På grund af hans politiske holdning fratog de danske myndigheder ham hans advokatbestalling i 1852.
Derefter blev han sagfører i Wolgast i Pommern, indtil han i 1864 kunne vende tilbage til hjemstavnen. Han blev amtmand over Aabenraa Amt indtil 1865. Derefter kom han til Appelretten i Flensborg og senere til Kiel. Han døde i 1880.
Sognefoged i Ensted Sogn
Som medlem af dette ivrigt tysksindede miljø har Boy Jürgensen i Stubbæk naturligvis været selvskreven til at indtage en ledende stilling i Ensted Sogn efter oprørernes udbrud.
Allerede den 29. maj 1848 udnævnes han da også af den provisoriske regering som sognefoged. Han bestred denne stilling, så længe de Slesvig – Holstenske myndigheder sad inde med magten.
Sønnen – ivrig oprørssoldat
Hans ældste søn, Jürgen Christian Jürgensen, der i Oprørsåret var en snes år gammel, deltog i krigen som soldat i Oprørsarmeen.
Frataget sogneråds – embedet
Amtmand Heltzen fra hvem disse linjer stammer, fratog straks i 1850 Boy Jürgensen hans rettigheder som sognefoged, da
Boy Jürgensen protesterede forgæves:
Den nye sognerådsformand
Til sognefoged udpegedes nu gårdmand Peter Hansen Petersen i Sdr. Hostrup:
Som tak for sin indsats under Treårskrigen blev Peter Hansen Petersen allerede i 1851 udnævnt til Dannebrogsmand. Han var sognefoged i Ensted indtil 1862.
Ville ikke aflevere regnskab
Efter sin afskedigelse som sognefoged indtog Boy Jürgensen en trodsig, stejl og vrangvillig holdning over for de danske myndigheder.
Først efter en trussel om bøde følte han sig foranlediget til at aflevere sognets regnskaber til sin efterfølger som sognefoged. Allerede året efter prøvede han sammen med sin meningsfælle møller, Hans Lautrup på Laksemølle og en fattig enke i Styrtom på at undslå sig for i lighed med de andre beboere at yde bidrag til opførelse af et nyt jordemoderhus. En stævning til at give møde på Amtshuset blev resultatet.
Måtte ikke forlade sognet – tog til Kliplev Marked
Det værste sammenstød mellem amtmand Helzen og Boy Jürgensen gav hans ældste søn, Jürgen Christian Jürgensen dog anledning til.
Som hjemsendt ”Insurgentsoldat” stod han under polititilsyn. Han måtte ikke uden særlig tilladelse forlade Ensted Sogn. Uden at tage det mindste hensyn til dette, tog han den 3. og 4. april 1851 til Kliplev Marked.
Han idømtes derfor 24 timers simpelt fængsel, men klagede til Overjustitskommissionen. På en forespørgsel til Amtmanden svarede denne:
Blev udtaget til dragon
Som følge af Jürgensens forsøg på at omstøde den idømte straf nedlagde amtmanden nu påstand om skærpelse af straffen.
Men kort tid efter blev der holdt session. Her blev den unge Jürgensen imidlertid taget til Kongelig Dragon. Dermed blev han som soldat befriet for politiopsynet. Han henvendte sig derefter til kongen om benådning for den endnu ikke afsonede straf.
Amtmanden ville da også gerne have eftergivet ham straffen:
Amtmand Heltzen forslog i stedet for benådning, at man indtil videre udsatte straffeafsoningen.
Advokaten i Tønder mistede sin stilling
Den unge Jørgensens ”usandfærdige” klage til Overjustitskommissionen var udarbejdet af farbroderen, advokat Jürgensen i Tønder. Han havde desuden anklaget amtmand Heltzen, bormester Lunn, postmester Moltke og postholder Hansen i Aabenraa for uretmæssig embedsførelse.
Heltzen opfordrede derfor Overjustitskommissionen til ikke at forny hans advokatbestalling. Han ønskede i hvert fald Aabenraa – Nord – og Sønderborg Amter undtaget fra hans virkekreds:
Som allerede nævnt mistede advokaten i Tønder kort efter denne begivenhed sin advokatbestalling.
Et bittert had mellem Amtmanden og familien Jürgensen
Mellem amtmanden og den Jürgenske familiekreds herskede der nu bittert had. Spiren hertil var lagt i samme øjeblik, Boy Jürgensen mistede sine rettigheder som sognefoged.
Sønnens opsætsighed og trods mod øvrighedens bestemmelser blev støttet af familien og uddybede hadet til den danske amtmand. Det synes dog ikke grund til at bebrejde amtmanden noget i hans optræden.
Han tog til at begynde med så lemfældigt på sagen, som det var ham muligt. Først da unge Jürgensen prøvede at sværte ham til hos de højeste instanser, frarådede han mildhed af frygt for, at det kunne bestyrke Familien Jürgensen i deres trods.
Kvierne græssede på landevejen ved Stubbæk
Historien om kvien, er nok ikke helt korrekt, som gehejmeråden tillægger den i sin fremstilling.
I efteråret 1852 idømtes Boy Jürgensen ganske vist en bøde, fordi noget kvæg, som tilhørte ham, var brudt ud af en mark. Det havde græsset på landevejen ved Stubbæk.
Men andre begivenheder havde da allerede brudt broen af mellem Boy Jürgensen og amtmand Heltzen. Den senere Gehejmeråd sendtes derfor efter sin konfirmation i foråret 1853 med fuldt overlæg på tysk Latinskole.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk ideholder 124 artikler om Det Gamle Aabenraa og Omegn, herunder:
www.dengang.dk indeholder mindst 27 artikler om 1864 og De Slesvigske krige, herunder:
Februar 10, 2017
Historisk vandretur fra Torvet i Højer
Denne gang går vi en tur på Torvet og i Søndergade. Advarsel, der vil flere gange forekomme sønderjyske sætninger. Revolutionen foregik på Centralhotellet. Der var et lokale på Torvet, hvor Sprøjten holdt i den ene side og ligvognen i den anden ende. Vi skal besøge Æ stormklok. Og hos Falle fik du en røget ål, når du købte en cykel. Og så var det Ohlsens hotel, hvor Æ Feuerwehr holdt efterslukning. Carl Hoegh var en rigtig spøgefugl. Højer Kino blev etableret allerede i 1921 med en pianist. Så var det Fiddes Sporvogn. Soldaterne fra Tønder kunne købe cigaretter og slik, inden de skulle på skydeøvelse. Vi besøger Fleischbeshauer Jensen og gadefejer Johan Wilhelmsen. Man sendte bud efter Eckholdt i stedet for dyrlægen. Og så var det den lokale fostermor og opråber Karl Færch.
Vi starter å æ Mærkensplads
Vi fortsætter vores historiske gåtur i Højer. Vi skal lige huske, at vi måske nævner bygninger, der for længst er revet ned. I øjeblikket sker dette hvis ret hurtigt i byen. Og måske dvæler vi lige lidt længe i enkelte ejendomme. Men det er for at for at få livet frem i det gamle Højer.
Og vi starter fra ”Æ Mærkensplads”. Men egentlig har vi allerede i vores artikler skrevet en del om Torvet, som også uvist af hvilken grund blev kaldt for ”Æ bjerg”. Det er jo ikke særlig højt her.
På et tidspunkt var torvet fuldt af runde huller, som børnene have lavet til brug for deres spil med ”nøbbelser”. Ja nogle kaldte det også for ”løbbelser”.
Revolutionen foregik på Centralhotellet
Her var samlingspunktet for omegnens folk, landmænd, håndværkere, tjenestefolk og arbejdere. Det var især efterårsmarkedet den 3. torsdag i oktober, der var et tilløbsstykke. Dyrene var i den nordlige ende af Torvet, og der var trængsel på disse markeder. Disse markeder fortsatte op i 1940erne.
Og det var også her på Centralhotellet, at revolutionen i Højer fandt sted. Det var også her ved kirkegårdsmuren en mørk september aften, der holdt en lastbil med danske gendarmer over ved kirkegårdsmuren. De var blevet hentet af tysk militær. De havde nok ikke forestillet sig at ende i en tysk KZ – lejr.
Egentlig burde vi skrive om kirken, men det har vi skrevet om i andre artikler. Husker min Opa’ s begravelse. Der var blomster hele vejen ude fra Ny Frederikskog her til kirken.
Hotel Sylt
Og det har vi også om Hotel Sylt. Og her havde det tidligere ligget et gæstgiveri ”Fährhaus”. Dengang Anders Nissen ejede Hotel Sylt var der liv og glade dage her på hotellet. Her var også billard og dilletant – optræden.
I 1915 overtog Ebbehark Jordt stedet. Der blev udvidet og Jordt blev også udnævnt til kongelig vejer. Her var både en kreatur og en vognvægt.
I 1948 blev ”Sylt” overtaget af Tom Juhl, der gjorde et stort stykke arbejde med at trække turister til Højer. I 1966 solgte han hotellet. Og den hæderkronede kro forfaldt i folks anseelse. Ja man talte om, at det var en ”bule”. Mange protesterede over dens tilstedeværelse. I 1978 blev den nedrevet.
Sprøjte i den ene side – ligvogn i den anden side
Man kan undre sig i dag over, at der var plads til et så omfattende sted. Men så vidt jeg husker gik det langt ud på den nuværende Banegårdsgade.
I torvets nordøstligste hjørne var der et sprøjtehus, hvor ”Feuerwehr” havde sprøjte og andet materiel. I den anden ende var der plads til ligvognen. Og begge ting har vi også tidligere beskæftiget os med.
Æ Stormklok
Ved torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved den nordlige ende af torvet. Der byggede han et bageri. Det kaldtes ”Æ Stormklok”. Måske var det, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Dette hus blev revet ned omkring år 1900.
En cykel og en røget ål
Torvet 9 tilhørte Falle Simonsen, som vi tidligere har omtalt i mange artikler. Han kom til Tønder som 19 – årig. Han startede som staldkarl på Hotel Sylt. Jo Falle var en festlig fyr. Han kom også ude hos min Opa ”u i æ Kog”.
Hvis du købte en cykel hos ham fik du en røget ål med i købet. Hvis du skulle besøge Falle og Magda inde i privaten, skulle du passe på ikke at falde over cyklerne.
Ohlsens Hotel
På det sted, hvor Torvet 7 ligger i dag, lå Tinghuset. Her havde Birkeretten med Birkedommeren i spidsen sæde. Han var tillige herredsfoged i Højer herred. Jeg ved ikke, om man stadig kan se skampælen ved kirkegårdsmuren. Højer beholdt sin birkeret indtil 1864.
Ja åbenbart har birkeretten haft lokaler i en stråtækt kro, der holdt til her. Men det gamle hus måtte vige pladsen grundet brandmyndighederne.
Her var også i mange år Banhofshotel. Det blev senere til ”Ohlsens Hotel”. Det blev på et tidspunkt ejet af tre søstre. Når Feuerwehr havde brandøvelse, så sluttede de i en periode altid her. Og så sang de en sang ”Immer an der Wand entlang”. Men børnene hos den ene af søstrene måtte ikke synge sangen på grund af teksten.
Peters Kro
På et tidspunkt blev kroen ejet af Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte stedet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens passede hans kone kroen. Hun blev kaldt for Mutti.
I 1969 blev Jens Lyhne Kristensen ejer af kroen. Den fik en tiltrængt og gennemgribende restaurering og blev omdøbt til Hotel Højer. Men kroen blev solgt til en andelsboligforening.
Højer Pølse
Torvet 6A – D er bygget af Carl Hoeg, farver og landmand. I nummer 6A har slagter Müller haft sin butik. Den flyttede til Søndergade. Her har maler Sørensen haft forretning, og den er også blevet ejet af Falle Simonsen.
Midde Boysens gamle gård kræver en nærmere omtale. Ved siden af slagterens butik lå det sidste ishus. Og Müller er jo kendt for de berømte Højer Pølser.
Søndergade
Vest for Søndergade 1 har der ligget enlænget, stråtækt gård som har tilhørt Carl Hoeg. Han var en velhavende landmand, der tillige var farver. Farveriet har været i eller i forbindelse med slagter Müllers stuehus. Her farvedes det garn, som blev spundet at især fåreavlernes koner. Det meste af garnet blev derpå vævet af ni professionelle vævere, der dengang var i Højer.
Carl Hoeg – en spøgefugl
Carl Hoeg var en stor spøgefugl, der drillede folk, når han kunne komme af sted med det. En dag, da der var det fineste høstvejr, havde han lejet alle de arbejdsfolk, som de andre bønder brugte i høsten. De skulle sidde hele dagen på en stol på torvet og intet foretage sig. Hoeg betalte deres løn. Mad og drikke lod han bringe til dem fra et hotel.
En dag, da den stærkt dansksindede apoteker Nagel havde fødselsdag, betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham.
Men Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag, stillede en flok drenge ved hans hus og sang en dansk sang for ham.
Højer Kino
Hotelejer Jordt købte i 1921 Carl Hoegs gård. Han byggede et to etagers hus med tegltag. I den østlige ende indrettede han Højer Kino. Her havde det til huse indtil 1957. Han havde tidligere vist film på Hotel Sylt. Nu havde byen fået en fast biograf. I begyndelsen drejede operatøren filmen med håndkraft. Disse filmaftner var ikke så regelmæssige. Derfor blev de bekendtgjort af ”Æ Klokmand”. Ja sådan hed byens offentlige udråber.
I stumfilmens dage sad en pianist bag ved en sort skærm og spillede klaver. Der var plads til cirka 125 personer. I den bagerste ende af salen var der et ophøjet logeparti.
Jordt drev selv biografen, så længe der var publikum til stumfilm. Fra begyndelsen af 1930erne lejede han den ud til en rejsekino, der til hver forestilling medbragte tonefilmsmaskiner.
Fra 1946 drev Nicolaus Jensen ”Højer Kino” der som skrevet blev nedlagt i 1957, da han startede Højer Bio i Østerende 2.
Men høvringerne var flittige gæster i Kino i Søndergade, ikke mindst under krigen, da der ikke var så mange adspredelser. Enkelte overværede faktisk hver forestilling.
Tysk skomagerværksted
I 1966 købte gartner Asmus Lützen, Søndergade 5. I 1987 solgte hans enke det til slagter Andreas Müller. Han rev det ned og opførte garager og lagerbygninger på stedet.
Søndergade 7 var oprindeligt bygget som landbrugsejendom, men omkring 1907 nedsatte Søren Lützen sig der som snedker. Under Første Verdenskrig var han soldat i Rusland, og da havde tysk militær skomagerværksted i huset.
Tre søskende i rad og række
Endnu i 1918, da sønnen Wolf kom i lære hos sin far, havde de ingen maskiner. I 1920 fik de en båndsav og en maskinhøvl. Men først i 1934 blev det store værksted bygget. Lützens var tyske. Men Søren sagde om sig selv, at han var dansk til halvtreds.
I 1942 overtog Wolf Lützen firmaet. Han første det videre i den Lützenske ånd. Der blev også lavet ligkister på værkstedet. Wolf var i mange år, bedemand.
I Søndergade 7,9 og 11 boede i 1920erne tre søskende Lützen. I nummer 7 var det Søren, i nummer 9, hvorfra familien stammede, hans søster Marie, gift Frandsen. I nummer 11 var det deres søster Cathrine Erichsen, hvis mand havde været rebslager. Hans reberbane gik fra nummer 7 mod sydvest ned til hjørnet af Kogsgade og Ved gamle Dige.
Fiddes Sporvogn
Da Fidde Eckholdt havde solgt Skolegade 17, flyttede han og hans kone Nelly ind i Søndergade 9, der var hendes hjem. Helt op i sin høje alderdom havde han stadig et par heste. I nogle år, kørte han ved fåremarkeder byen rundt med ”Fiddes Sporvogn”, hestetrukket naturligvis.
Æ Burg
Over for Søndergade 9, i haven til Skippergade 2, lå engang et stråtækt hus med storkerede på østgavlen. Det lå ret højt. Der var trappe op til det med jerngelænder. Ud mod gaden var der en kampstensmur. Det var muligvis derfor at huset blev kaldt ”Æ Burg”. Det var efterhånden blevet en del forfalden. I 1925 blev det revet ned. Der var to lejligheder i huset. Den tre meter dybe vindebrønd, der stod ved østgavlen, var beboerne fælles om.
På hjørnet af Kogsgade, Søndergade 13, senere Kastanjehuset har det været gartnerforretning med indgang under kastanjetræet.
Stormflodsudstilling i tidligere cafeteria
På det modsatte hjørne af Kogsgade i Søndergade 15 har der oprindelig været landbrug i den østre ende med ajlekule ud til Korsgade. Her har Hans Bossen haft cykelværksted og derpå isenkramforretning. Han kørte også lejebil.
Da der i 1950 for anden gang blev oprettet en brugsforening i Højer, lejede den sig ind hos Bossen. Efter at den i 1962 var flyttet op i Skolegade 8, var der i nogle år cafeteria på hjørnet.
I 1976 lejede sparekassen lokalerne og startede en stormflodsudstilling. Den fik senere plads på Højer Mølle. Der har hvis nok også været kunstgalleri på stedet.
Byens største kolonialhandel
I Søndergade 4A, huset lige over for Kogsgade, har der været en købmandsbutik. Den første indehaver var Asmus Petersen, som byggede huset. Med sine fem døtre var han en værdig svigerfar i byen. Efter ham havde Hans Pørksen i mange år forretningen.
Det var byens største kolonialvareforretning. Pørksen handlede også med gødningsstoffer og uld. Og så bestyrede han en filial af handelsbanken. Han var en dygtig købmand, førte gode varer og holdt lave priser. Hans kunder på landet betalte nogle gange deres regninger med uld og gæs ved juletid.
Gæs og bøndersmør
Hvis gæssene ikke blev afsat måtte familie Pørksen spise gåsesteg lang ind i det nye år. Tidde ude fra æ kog kærnede selv smør, dom hun leverede til hans Pørksen. Det blev solgt som ”bøndersmør”.
Jo han beherskede dialekten til fulde. Han kunne finde på og sige til lærlingen:
Efter Hans Pørksen førte Claus Damberg og senere Mathias Stokbæk i nogle år forretningen videre. Siden har butikken været brugt til forskellige formål.
Soldaterne kunne købe cigaretter og slik
I Søndergade 4B, det smalle hus, der ligger helt ud til fortovet, havde Hanne Brodersen sin butik med tobaksvarer og slik. Hun var enke efter den snedker, der havde boet i Postgade 10. Hun havde sammen med sin mand bestyret sygehuset, Søndergade 33.
Når soldaterne fra Tønder Kaserne tog med toget til Højer for derpå ad diget over Emmerlev til skydebanen ved Stampemølle, pakkede hun sin lille blå trækvogn og trillede ned til stationen, hvor hun slog sit bord op. Så solgte hun slik og cigaretter til soldaterne.
Thomas Jensen havde tobaks – og radioforretning i huset. Han havde arbejdet med radio fra hans spæde barndom. Uden at have lært faget fulgte han med i det, så han til enhver tid var meget kyndig på området.
Fleischbeschauer Jensen
Søndergade 17 blev ejet af Fleischbeschauer Nicolai Jensen. Han sad for kødkontrollen vedrørende de dyr, der blev slagtet både i slagterhusene og ved hjemmeslagtning. Huset kaldtes af gamle høvringe for ” æ Fleischbeschauers Haus”. Det blev senere overtaget af Tæppefabrikken.
Gadefejer Johannes Wilhelmsen
I det lille, hvide hus i haven bagved boede Johannes Wilhelmsen, der var gadefejer. Han drog byen rundt med kost og skovl. Så havde han også et lille hvid tohjulet vogn. Han sagde altid:
Han sørgede også for, at de få kloakbrønde i byen fungerede. Han kunne blive helt balstyrig, hvis drengene lagde grene og snavs på risten ved sydenden af Skolegade. Så løb regnvand m.v. over og ned i hans have. Og dette vidste knægtene jo udmærket.
Vest for nummer 17 går vejen ned til Kommuneskolen (1906 – 1964) forbi Tæppefabrikken. Og Tæppefabrikken har vi tidligere skrevet om.
Det tidligere sygehus
Sydøst for skolepladsen ligger det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkerlavet en opfordring til flækkebestyrelsen, om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejdede i Højer, fordi disse i sygdomstilfælde ikke kunne blive indlagt på sygehuset i Tønder.
I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varmstue i fattighuset, men at der snart ville blive bygget et sygehus i byen.
Det var dog først den truede koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træbarak i fenne nummer to ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset.
Den havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger. Bestyreren var samtidig ligkistesnedker. Det må have været beroligende at vide for patienterne. Sygehuset blev mærkeligt nok nedlagt under Første Verdenskrig og solgt til andet formål. I 1923 købte fabrikant A.R. Kjærby, Højer Tæppefabrik, ejendommen, som derefter i hovedsagen blev brugt til beboelse.
Men i mange år kunne man lejlighedsvis skimte orden ”Krankenhaus” over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev at kalde bygningen ”sygehuset”.
Hellere Eckholdt end dyrlægen
Fra seminariet går vi igen op til Søndergade og drejer ned til venstre. Huset på hjørnet, nummer 23, hørte også til Tæppefabrikken.
I nummer 25 havde Hans Eckholdt landbrug med mødding, og hvad der ellers hører med. Han var desuden glaser (glarmester). Han desinficerede værelser efter smitsomme sygdomme. Hvis husdyr blev syge, sende man ofte hellere bud efter Eckholdt end efter dyrlægen. I begyndelsen af 1930erne solgte han huset til Kjærby. Her indrettede Tæppefabrikken kontor.
Den lokale fostermor
Søndergade 27 tilhørte Jens Hansen også kaldet Jens Amerika. Han fortalte gerne om den tid, han havde været derover, og det var måske lige lidt overdrevet, derfor fik han tilnavnet. I huset var der et øldepot, som han drev sammen med Johannes Brodersen. De bragte øl ud på landet i et enspænderkøretøj. Men man kunne også selv hente øl derinde.
Indtil efter Anden Verdenskrig foregik praktisk talt alle fødsler i hjemmet med bistand af den lokale fostermor (jordemoder). I en årrække var det fru M. Nielsen, der boede Søndergade 29. I 1925 byggede hun og hendes mand, Ballumvej 12 og flyttede derop.
Kommunen købte huset i Søndergade, hvor der blev lærerbolig, beboet af Hans Brockmann, indtil han i 1934 blev leder af den tyske skoleafdeling og flyttede ned på skolen. Jordemoderens datter undgik naturligvis ikke at blive kaldt Anna Fostermor.
Offentlig toilet og fællesvaskeri
På hjørnet af Søndergade og Møllegade nummer 31, boede der før Første Verdenskrig Fedder Nielsen. Han havde landbrug og havde sine køer fående i en toft syd og sydvest for huset, hvor den nyeste del af Tæppefabrikken kom til at ligge.
På markedsdage var der kro i huset, måske også uden for disse dage, men det var bestemt et af de ydmyge steder. Den næste ejer var Hans Carstensen, men han solgte til tæppefabrikken og byggede i stedet ejendommen Slusevej 1.
Der, hvor der senere var parkeringsplads mellem Søndergade og Storegade, har der ligget to stråtækte huse med deres haver. De brændte sammen med flere huse i 1949. Her var også et offentligt toilet og et fællesvaskeri.
I Søndergade 6 har farver Christensen boet. Han drev farveriet i Søndergade 1, som Carl Hoeg havde grundlagt.
Opråber Karl Færch
Søndergade 10 var to sammenbyggede huse. I den østlige del boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene.
Han gik sin udråberrute efter behov. Han stod stille bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:
Når sangforeningen havde dans på Hotel Sylt, var Karl Hansen balinspektør med hvide glacèhandsker. Han sørgede for, at der kun kom et bestemt antal par på gulvet. Når Heinz Asmus og Siegismund m.fl. svang deres damer i fejende vals, så skulle der plads til.
Børster og Antikvitetshandler
I den vestlige ende af nummer 10 boede børstenbinder og antikvitetshandler Peter Knudsen Hansen. Han og hans kone bandt børster i køkkenet, og ”butikken” var på loftet inden for det lille kvistvindue.
De har også bundet børster til bonevoksfabrikken.
Når Peter Knudsen kørte rundt og solgte sine varer, støvede han samtidig antikviteter op, og han havde øjnene godt med sig. Hos en ældre kone i Skast fik han øje på en gammel lampe:
Og så byttede de. Det var ingen tvivl om, at Peter gjorde en god handel.
En lærlinge – spøg
I Søndergade 12 havde vi Kiers Gård, som vi har omtalt i en artikel for sig selv. Da noget af taget på Kiers gård ved en tidligere lejlighed skulle tækkes, sagde tækkermanden til en drenge, der hjalp ham:
Drengen løb hen til Peter Beier, der uden tøven svarede:
Så måtte drengen videre på farten.
Fra Hans Pørksen hen til Ohlsen & Co, hvor bogholderen ved at slå op i hovedbogen konstaterede, at apparatet befandt sig hos maskinhandler Lützen i Daler. Så måtte drengen hjem efter sin cykel. Men her fik hans mor sat en stopper for det videre forløb. Dette var en almindelig spøg at sende smedelærlingen i byen efter kørnerprikker.
I Andersen & Nissens Boghandel i Tønder sendte vi den nye lærling hen til Jefsen for at købe en papirstrækker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: