Artikler
Oktober 1, 2017
Bloddrenge og unge nazister
En SS-uniform koster i dag 75.000 kr. 4.500-6.500 var unge nazister i Danmark. Og så var der flere ”næsten nazistiske” organisationer herhjemme. Og det var dengang, da KU var uniformeret. Man skulle være tro over for Gud, Fædreland, Folk og Fører. Vi kigger på den nationalsocialistiske opdragelse og væbnerprøven. Man fik efterhånden sort uniform. Den nye musik nedbrød respekten for egen kultur. 40 pct. af medlemmerne havde været Konservative. Forældrene var ofte uvidende. Og tyskerne ville uden om det hele oprette ”Germanske Ungdom”. Og så var det Bloddrengene og Blodfanen. Schalburg var nærmest en religiøs besættelse. Mottoet var også ”Forrest i faren og sidst i ly”. Et medlemskab havde sin pris. Mange kom med i terrororganisationer. Men nazister oplevede en politisk skueproces i restopgøret. Mange oplevede personlig og social isolation.
En SS-uniform til 75.000 kr.
Det er endnu nogen, der mindes krigen. De var SS-frivillige, medlemmer af Frikorps Danmark eller måske medlem af N.S.U. Poul Sommer, manden bag Sommerkorpset var på et tidspunkt formand for et mindested ved Gudenåen. Den har vi omtalt i en anden artikel. Men det er også ”Sammenslutningen af 2. juli”. Det er netop den dag, hvor Schalburg faldt i nærheden af Leningrad i 1942.
Jo, der er også penge i de gamle rekvisitter fra dengang. Derfor er der blevet stjålet fra arkiverne, ja og derfor bliver vi i den grad overvåget, når vi er der.
Frits Clausens privatarkiv er solgt for 1,1 millioner kroner. En original Waffen SS-uniform kan købes for 75.000 kr. Men man kan sandelig også købe nye kopier af naziuniformer, medaljer, jernkors, gasmasker, stålhjelme og armbinde. Gad vide, hvad ”Blodfanen” ville gå for, hvis den stadig findes?
4.500-6.500 var unge nazister
Mellem 4.500 og 6.500 unge danskere var i årene 1932-1945 medlem af National Socialistisk Ungdom (N.S.U.) Og et stort antal af disse meldte sig frivilligt til østfronten. Her kæmpede de ideologisk skolede unge med stor fanatisme.
Flere ”næsten nazistiske” organisationer
Snart samarbejde man også med Hitler Jugend og sendte folk syd på til yderligere skoling. Nu fik moderpartiet DNSAP aldrig den helt store tilslutning herhjemme. Men der var jo også flere. Således også den fascistiske og nationalistiske inspirerede parti LS, som fik over 100.000 medlemmer. Søsterorganisationen Jord, Arbejde, Kapital (J.A.K.) fik 35.000 medlemmer. Ja så var det vel 5-6 andre nationalsocialistiske organisationer.
Dengang KU var uniformeret
I slutningen af 1930erne gik KU væk fra den tysk inspirerede SA-stormtrup-linje. Pludselig faldt medlemstallet. Eller var det den italienske fascist-linje, der domminerede i 1930erne.
I 1933 dannede KU et uniformeret korps med olivengrønne uniformer, ridestøvler og skrårem. Måske var det en efterligning af de italienske sortskjorter. Målet var at udvikle et militærlignende korps. Der stod de, 500 mand på Gentofte Kirkeplads. ”General” Hollbøll var tydeligvis stolt af sine 7 kolonner ”konservative stormtropper”.
De havde sandelig også sommerstævner med politisk skoling, marchøvelser og eksercits. Ja og mange KU’ er meldte sig da også senere til Frikorps Danmark. Men dennegang er DNSAP og KU det gælder.
”Hellige Krigere” i Nazismens tjeneste
DNSAP blev oprettet i 1930 af ritmester og Spejderbevægelsens stifter Cay Lembcke. Ved valget i 1939 fik DNSAP tre mand i Folketinget. Og omkring 12.000 fulgte med til den endelige kapitulation. I starten af 1943 var der endnu 21.500 medlemmer.
I en periode fra 1939 skiftede ungdomsafdelingen navn til Danske Drenge for at trække flere unge med. Nu skyldtes det også, at Wilfred Petersen kaldte sin ungdomsorganisation for N.S.U.
Jo, de kaldte sig også ”Hellige Krigere” i nazismens tjeneste. De ville stifte et herrefolksutopia på jorden i Hitlers ånd-uden jøder og kommunister.
Vær tro mod Gud, Fædreland, folk og fører
Man valgte ”Thors Hammer” som symbol. Det var nordisk tegn for styrke. Danske Drenges kampblad hed ”Hammeren”. Og snart blev organisationen igen ændret til N.S.U.
For at blive medlem af N.S.U. skulle man være indforstået med Ridderloven:
Man skulle besegle loven ved at sige:
Da Schalburg var landsungdomsfører
Bortset fra det med føreren var lovene mere eller mindre hentet fra Spejderbevægelsen. Og det mindede N.S.U. vel også om i begyndelsen. Det var jo også en spejderleder, der havde oprettet bevægelsen. Men der kom snart andre boller på suppen.
I 1939 udnævntes Christian Frederik von Schalburg til landsungdomsfører. Med ham kom der en ny kampånd ind i bevægelsen. Nu kom der også et tjenestereglement og appelsang.
I Fædrelandet den 18. september 1940 gav han sin beskrivelse af de sørgelige forhold, der herskede på ungdomsområdet i Danmark. Han mente, at der skulle en helt ny opdragelse til. Og dette skulle han nok sørge for i N.S.U. Han mente også, at organisationen skulle være en forskole for Waffen SS. Men dette brød Frits Clausen sig bestemt ikke om.
Renthe-Fink var godt tilfreds med N.S.U.
I 1941 kunne Rethe-Fink konstatere, at N.S.U. s opbygning stort set svarede til Hitler Jugend. I juni samme år roste Renthe-Fink kaptajn Lærum for sit engement med at skaffe medlemmer til N.S.U. Men nu var det vel ikke mere end 1.500-2.000 medlemmer på daværende tidpunkt.
Væbnerprøven
Man skulle gennem en væbnerskole, som førte til væbnerprøven. Man skulle også bestå en idrætsprøve. Så var det også lige Dannebrogs historie, som man skulle fortælle. Ja og Kong Christian skulle også afsynges. Ja og af arisk slægt skulle man også være, og ens fire bedsteforældre skulle også være ariske.
Egen uniform
N.S.U. havde deres egen uniform. Man skulle bære brun skjorte, brune korte benklæder og et hvidt hagekors i et rødt cirkelfelt på venstre overarm. I 1940 indførte Schalburg en sort uniform. Uniformsjakken var også sort. Huen var i udformning lige som hærens felthue bare med en kvast. Ja og så skal vi ikke glemme en sort livrem med skrårem.
Gradstegn
Man havde forskellige gradstegn. Og det var til hirdefører, storhirdefører, stammefører, bannerfører og storbannerfører. Når man var 18 år, blev man overført til partiet. Overførsler skete to gange om året, den 1. april og den 12. november. Sidstnævnte dato var fordi det var Frits Clausens fødselsdag.
Den nationalsocialistiske ungdomsopdragelse
Den nationalsocialistiske ungdomsopdragelse skulle føre til at skabe en ungdom af ideologiske medkæmpere. Man fik både en teoretisk og praktisk undervisning. Man kopierede Hitler Jugend med en ugentlig hjemmeaften, en ugentlig sportseftermiddag og en kortere eller længere udflugt hver anden weekend.
I Mein Kampf sagde Hitler, at det var ens ideologiske pligt at pleje og træne sit legeme over for race, folk og fædreland. I N.S.U. fortolkede man, at der findes en uafviselig pligt til at bevare slægten så sund som muligt.
Friluftsliv, sol og vind var en del af var en del af sundhedslæren hos N.S.U. Med militær disciplin blev man tjekket, om man var renvasket, havde renset negle og kæmmet hår.
Værne om land og folk
Hitler understregede vigtigheden af den fysiske træning i ungdomsopdragelsen. Han mente heller ikke, at ungdommen skulle blive ”en generation af bogorme”. Fysikken skulle have forrang. Mandens vigtigste opgave var at værne land og folk. Kvindens opgave var at føde og opfostre. N.S.U levede fuldt op til disse værdier.
Drengene blev udsat for klassisk gymnastik. Man gik mere op i kampsport og atletik end i boldspil. Brydning og boksning var noget, som man gik meget op i. Drengene skulle satse på ”styrke, kraft og udholdenhed”. Hos pigerne var det ”ynde, koordination og balance.
Man kunne også få feltsportsmærket. Så skulle man mestre 40 kilometers march på under 8 timer og 15 km orienteringsløb på under to timer med melding. Dertil kom forskellige terrænøvelser.
Hitler Jugend havde doneret svævefly til N.S.U. Og disse flyvninger foregik fra Lundtofte Flyveplads. Der var selvfølgelig også skydetræning.
Germanerne havde størst værdi
Hvor jødedommen var det største racemæssige fjendebillede var kommunisterne de største politisk-ideologiske fjender.
Germanerne var den sprogstamme, der havde størst værdi. De åndssvage blev brugt som skræmmebilleder på samfundets fejldisponeringer. Danerne var overlegne. Ja vi er efterkommere af en hårdfør, smuk og stolt race. Jo og så var SS-soldaterne ”Vikingernes sande efterkommere”.
Gennem helteskildringer skulle ungdommen begejstres og motiveres. Og der var masser af helte i Danmarkshistorien. Knud det Store, Valdemar Sejr, Niels Ebbesen, Absalon, Tordenskjold, Niels Juel m.m.
Den nye musik nedbrød respekten
Den ny musik, der strømmede til især fra USA truede med at nedbryde respekten for Danmarks fortid og kulturhistorie. Værdifulde kulturgoder var folkedans, Folkedragter, Folkeviser og gamle skikke.
De såkaldte ”Svingpjalter” var modsætninger til N.S.U. Det var dem, der elskede swingmusik. Homoseksualitet var en dødssynd. Urskovshyl, negerskrål og angorasokker var langt fra den vikingeånd, man søgte at fremelske i N.S.U. Her så man også med bestyrtelse på spejderlejernes indianerlejre.
Børn bliver ødelagt ungdomslitteratur. N.S.U, opbygget egne biblioteker. Man lavede lister over godkendt litteratur. Egne sangbøger producerede man også. Således udkom der i 1942 en sangbog med 77 sange.
Nære forbindelser til Hitler Jugend
Man havde også Førerskoler. Her lev kønnene adskilt, når der blev undervist. Omgangstonen mellem kønnene skulle være sund og naturlig.
Hitler Jugend ønskede, at have nære forbindelser til N.S.U. Tyskerne var dog også meget hjælpsomme. I Bovrup-arkivet findes der således også korrespondance mellem Frits Clausen og Hitler Jugends repræsentant i Danmark.
Frits Clausen var bange for, at SS ville overtage N.S.U. og DNSAP. Frygten var vel heller ikke helt ubegrundet.
40 pct. af N.S.U. havde været Konservative
De andre ungdomsorganisationer blev moppet, og der kom da også til konfrontationer, når man mødte hinanden. KU blev kaldt for ”Kagekonernes Ungdom og DSU blev kaldt for Balforeningen DSU.
Men egentlig havde 40 pct. af DNSAP’ s medlemmer før besættelsen været medlemmer af De Konservative eller KU. En hel KU-trop i hovedstadsområdet skiftede i 1930erne over til N.S.U.
Den 3. maj 1942 kunne man Fædrelandet læse, at Søren Kam var udnævnt som stabschef for N.S.U.
Forældrene var ofte uvidende
Forældrene var ofte ikke vidende om deres børns tilknytning til N.S.U. Børnene turde ikke indvie dem i deres aktiviteter. For mange af de unge var det pompøse en slags tiltrækningskraft. N.S.U. var godt klar over problemet. De udgav to pjecer, der henvendte sig direkte til ”Danske forældre”.
Fædrelandet og National Socialisten kunne fortælle om drabelige konfrontationer.
Tyskerne ville oprette ”Germansk Ungdom”
Fra tysk side mente man efterhånden, at DNSAP havde udspillet sin rolle. Man mente også, at det gik alt for langsomt med hvervningen til fronten. Men det var også som om, at SS fik mere indflydelse under Hans Jensens lederskab. Men SS satsede faktisk på en organisation helt uden om N.S.U. og DNSAP.
Man ville oprette en afdeling af ”Germanisk Ungdom”. Organisationen skulle ledes af prominente danskere. Samarbejdet skulle begynde meget forsigtigt. SS regnede med, at man efterhånden kunne sende 120 unge til militærtræning i Tyskland om måneden.
Egentlig skulle Werner Best kun sørge for 1/5 af beløbet. Og det beløb kan godt virke astronomisk højt. Hele 2,1 millioner kr. om måneden. Åbenbart havde den militære øverstkommanderende i Danmark, Herman von Hanneken givet tilsagn om at skaffe alle pengene, da SS mod forventning ikke selv kunne skaffe midlerne.
Aftalen skulle underskrives i midten af oktober 1943. Men i lyset af folkestemningen i Danmark efter august 1943 blev denne ordning aldrig gennemført.
N.S.U blev udskilt af DNSAP
Den 15. september 1943 blev N.S.U. udskilt fra DNSAP. Det var i første omgang for at holde ungdommen væk fra interne stridigheder. Og disse stridigheder var der konstant. Alene fra 1935 og frem til adskillelsen i 1943 har der været mindst syv udbrydergrupper fra DNSAP.
Besættelsesmagten var også glad for adskillelsen fra DNSAP. Nu regnede man med, at kunne få mere indflydelse.
Ønskede N.S.U. som en del af Schalburgkorpset
På et tidspunkt mente Werner Best, at N.S.U. skulle være en del af Schalburgkorpset. Men det mente hverken Frits Clausen eller landsungdomsfører Hans Jensen.
Tyskerne øgede deres tilskud til N.S.U. Og nu begyndte man også på tyskundervisning. I stigende grad begyndte man at sende unge i førerskoler i Tyskland. N.S.U.’ er, der var gamle nok, blev opfordret til at melde sig til Waffen SS. Og retorikken blev også kraftigere:
Endte i engelsk krigsfangelejr
I alle nazistiske blade og skrifter blev de frivillige fremstillet som helte. Mange gange blev der sendt N.S.U.’ er sendt til de såkaldte WE-lejre syd på. Så sent som den 7. april 1945 blev 16 N.S.U.’ er sendt til Seeboden i Østrig.
Da skoleopholdet sluttede den 5. maj var infrastrukturen brudt fuldstændig sammen. De unge fik nu stukket et gevær i håneden og fik et tre dages lynkursus hos Waffen SS. Det var fordi, at de russiske tropper nærmede sig. Og alt kunne bruges. De fleste drenges skæbner er ukendt. De danske drenge, der undslap tilbragte de næste 12 måneder i russisk krigsfangelejr.
I Bovrup-arkiverne fremgår det, at 177 unge deltog i de germanske WE-lejre. Men listerne er særdeles mangelfulde. Det rigtige tal er nok 675.
402 navngivne N.S.U.’ er meldte sig til tysk krigstjeneste. Men også dette tal er antagelig væsentlig højere.
”Bloddrenge”
En særlig gruppe blev kaldt ”Bloddrenge”. De kom fra ”Absalons Banner” i København, og det var Schalburgs egen distrikt. Ja navnet kom af, at disse drenge under et stævne i Kolding kom op at slås med ”De Røde”. De medbragte en fane, som blev plettet af blod. Derefter dømte Schalburg drengene for ”Bloddrenge” og fanen for ”Blodfanen”.
Mindst 30 ”Bloddrenge” meldte sig til fronten og fanen var selvfølgelig med. Det var den også, da Schalburgs lig skulle hentes ude på kamppladsen. Og det kostede endnu flere døde. De optrådte som en selvbestaltet hird omkring den karismatiske førerskikkelse, Schalburg. Ja, de havde nærmest et religiøst forhold til denne
Beundrede, feterede og misundte
Ja sådan formulerede ”Bloddrengene” det. Men egentlig var de kun 12 stykker, men historien bliver hele tiden gradbøjet. De kom fra Gentofte, Charlottenlund og Ordrup.
I de danske nazisters militære hierarki er ”Bloddrengene” meget beundrede, feterede og misundte. Schalburg dyrkede begrebet. Han udnævnte en af disse knægte til ”Æresbloddreng”. Så kunne man hvis ikke nå længere!
Schalburg var tydeligvis stolt af sine drenge. Han fungerede som vejviser og samlingspunkt for dem. Disse ”Bloddrenge” var en slags martyrer. De var i offerrollen. Måske var døden for dem vejen i paradis. Ja blandt disse blev det godt nok kaldt Valhalla. ”Blut und Boden” var en slags stammefællesskab for dem.
Forrest i faren og sidst i ly
Deres motto var ”Forrest i faren og sidst i ly”. Ja dette kom også til at koste de fleste af bloddrengene livet.
Schalburg havde forklaret dem, at ”Krigen var stor og skøn”. Men de fandt ud af, at:
Ja sådan udtrykte en af ”Bloddrengene”, Erik Herlev Nielsen det mange år senere. Han kom til at sidde ret lang tid i russisk fangenskabt, ja hele 9 år. Han blev taget af russerne i 1944-hårdt såret. Først i 1953 blev han løsladt.
Schalburg fik nærmest en statsbegravelse
Schalburg var på det tidspunkt leder af Frikorps Danmark. Og i N.S.U. så man op til ham som en slags ”Overhelt”. Han fik nærmest en statsbegravelse med radiotransmission og deltagelse af statsminister Buhl, udenrigsminister Scavenius, forsvarsminister Brorson og hærchef Gørlitz. Men dette vil man helst glemme i dag.
Søren Kam – også en af dem
En af dem, der blev optaget i ”Bloddrengene” var Søren Kam. Han er nok den dansker, der er den højst dekorede blandt danskere i Waffen SS. Derfor så man op til ham i N.S.U.-kredse. Han blev egentlig aldrig straffet for sine handlinger, mord m.m. Men fra dansk side var man nu ikke særlig energiske med at få ham udleveret.
Et medlemskab havde sin pris
Et medlemskab af N.S.U. kunne have sin pris. Kun de færreste undgik forfølgelse. Forfølgelse og chikane kom fra ikke nationalsocialistiske danskere. National Socialisten havde i sensommeren 1942 denne overskrift:
Det var en beskrivelse af et overfald ved Frederiksdal Kro den 9. august 1942.
Førere blev tilbudt våbentilladelse
Efter 1943 blev det almindeligt, at alle førere i N.S.U. blev tilbudt Waffenschein (Våbentilladelse). Landsungdomsføreren havde endda livvagt på. For modstandsbevægelsens side var hjemvendte N.S.U er fra fronten også mål for likvideringer, ja det var det efter 1944 for alle uniformerede i tysk tjeneste.
En mislykket aktion
Den 7. oktober 1944 gennemførte modstandsbevægelsen en aktion mod Breidablik i Holte. Ud over våben ville modstandsbevægelsen sikre sig et kartotek. Aktionen startede også godt nok for de 20 modstandsfolk. Men åbenbart havde man ikke taget højde for, at nogle af de tilstedeværende fra N.S.U. havde været frivillige ved østfronten.
Det udartede sig til en regulær ildkamp, hvor modstandsfolkene måtte tage flugten. De efterlod sig kartoteket og de fleste våben.
Mange var med i terrororganisationer
En af de mest berygtede folk fra N.S.U. var Ib Gerner Ibsen. Han blev leder af den berygtede Schiøler- gruppe. Gennemgangen vaf retsopgøret viser også, at nogle af de ældre N.S.U er tilsluttede sig Schalburgkorpset og HIPO. De var også at finde i Landstormen, ET og SD. Et tidligere medlem var også i den berygtede Birkedal-Hansen gruppe.
Politisk skueproces
Mange af medlemmerne af N.S.U., som kun havde været medlemmer af organisationen og ikke andet, blev også dømt i retsopgøret. Man mente, at medlemskab af N.S.U. kunne sidestilles med at være medlem af et vagtkorps for besættelsesmagten. Dette blev så takseret til 2 års fængsel.
For de danske nationalsocialister var retsopgøret en politisk skueproces, hvor de blev dømt for deres politiske overbevisning.
En unge kvindelig nazist, der havde lavet skansearbejde ved Seest og skrevet en artikel om sport i et af de nazistiske blade fik også to års fængsel. 10.000 af danskere, der havde lavet skansearbejde slap ellers for fængsel.
Personlig isolation
For mange nationalsocialister betød befrielsen også personlig isolering, ja og også en social udelukkelse fra det omgivende samfund. Nogle af de nazister, der havde fundet arbejde oplevede, at politiet dukkede op og fortalte arbejdsgiveren, at han havde ansat en landsforrædere.
Ja samfundet indledte også tjenestemandssager mod nazister. For var man sådan en, så havde man med garanti arbejdet sammen med tyskerne.
Opbakningen var ringe
Opbakningen til N.S.U. i Danmark forblev ringe. I Danmark var det meget begrænset del af ungdommen, der var udsat for nationalsocialistisk påvirkning. Men hvor det skete, bed ideologien sig fast med overvældende styrke og fremmanede troen på nationalsocialismens rigtighed og ufejlbarlighed.
Det var helt almindelige unge ofte fra velbjergede hjem. De fik et helt andet indblik inden for rammerne for handlinger og holdninger inden for kunst, politik, sport, kultur, menneskesyn og verdensopfattelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 202 artikler om tiden før, under og efter besættelsestiden herunder:
September 26, 2017
Hos apoteker Collenburg i Haderslev
Vi besøger apoteker Collenburg i 1848. Han var den 13. indehaver af Hjorte-Apoteket. Han var søn af en sukkerfabrikant fra Flensborg. Han var en mand med eksklusiv smag og havde en ung og smuk kone. Han talte behersket med fordrejet om Slesvig-holstenismen. Nu blev stemningen forandret. De danske officerer havde svært ved at beherske sig. Officererne gav konen det glatte lag. Det slog gnister og kaptajnen spildte sin kaffe. Holdningen til apotekerfruen kom under nul. Apoteker Collenburg kom til at forgribe sig på en Haderslev-borger, der ikke var enig med ham. Sagen kom for retten, og apotekeren så sig nødsaget til at flytte til Lybæk.
Artikeloversigt bagerst
Bagerst i denne artikel kan du finde en oversigt over artikler om optakten til og selve de slesvigske krige. Du kan også finde en oversigt over Haderslev artikler på www.dengang.dk
I Apotekergade 9-i 1848
Jo vi har skam før besøgt Hjorte-Apoteket i Haderslev. Det er Jyllands ældste apotek. Dengang blev vi ikke inviteret indenfor, men det gør vi her i 1848.
Vi befinder os i Apotekergade 9 i Haderslev. Den oprindelige bindingsværksbygning blev opført i 1682 som en ti-fags bindingsværksbygning i to etager med to svagt fremspringende sidefløje. Det er kun en tøndehvælvende kælder i det nordvestligste hjørne, der er tilbage af dette hus i dag. Men denne bygning blev revet ned og en ny opført i 1842 af apoteker Collenburg.
Der var også nationale spændinger hos borgerskabet i Haderslev dengang. Men her i huset var det en smuk kvinde, der styrede hjemmet.
Den 13. indehaver af apoteket
Apoteker Collenburg var den trettende indehaver af apoteket, der havde en stolt 400 års historie. Og denne historie har vi delvis beskrevet i den første artikel. Ved hjælp af bygmester Paul Christensen lod han apoteket opføre i den nuværende skikkelse.
Søn af sukkerfabrikant fra Flensborg
Porten mod nord er tilføjet i 1927 og verandaen imod gården i 1935. Hele bygningen gennemgik i 1948 en omfattende indvendig ombygning, der ændrede den hidtidige rumindretning i såvel forhus som sidehus.
Vest for indgangen hænger en baroktavle med følgende indskrift:
Han var søn af en sukkerfabrikant i Flensborg, som var gift med Gunhilde Dorothea, født Nissen, datter af en ritmester i Slesvig, der i mange år havde været i tjeneste i den danske armé.
En mand med smag
Apotekeren var en mand af smag. Både apoteket og hjemmet var præget af gedigne mahognimøbler, kunstgenstande og luksusudstyr, som man kunne hygge sig med. En dansk feltlæge fortæller, hvordan en junidag i 1848 kunne gå for sig:
Stemningen blev forandret
Det var luksus og smag udbredt over de store værelser, som fortjente betegnelsen udsøgt. Efter ”telivet” var det en sand nydelse at møde kultiverede mennesker. Jo det var det rene idyl.
Men så kom mødet mellem Slesvig-Holstenismen og den danske nationalfølelse, som officererne og militærlægen repræsenterede, så blev stemningen forandret.
Svært at beherske sig
Officererne gav hende det glatte lag
Dagbøgerne giver en pragtfuld skildring af den usædvanlige ”after dinner chat”. Der blev så dramatisk, som selskabelig takt kan tillade.
Kaptajnen spildte sin kaffe
Det slog gnister
Det første møde mellem det nationale Danmark og den nyopståede Slesvig-Holstenisme i et rigt og kultiveret Haderslev-hjem fik det altså til at slå gnister. Men med den selskabelige omgang mellem de modsat indstillede parter var det også dermed forbi.
De indkvarterede danske officerer blev, meddeler en af dagbøgerne, rigelig forsynet med både vådt og tørt. Men apotekeren holdt sig fremover fra officererne. Han syslede i sit apotek og fruen holdt sig skjult på et kontor. Dagligværelserne blev helt overladt til officererne. Man indskrænkede sig til kolde høflighedsvisitter, hvor al konversation var bandlyst.
Holdningen røg helt ned
Dog gjorde den unge feltlæge på Hjorte-Apoteket en undtagelse fra reglen. Han skriver i sin dagbog:
Apoteker Collenburg flyttede til Lybæk
Det var dagbøgerne. Historiens annaler lader forstå, at heller ikke apotekeren altid var lige velovervejet i sin slesvig-holstenske begejstring. Således forgreb han sig Kristi Himmelfartsdag 1848 på en Haderslev-borger på Torvet i et nationalpolitisk opgør.
Den efterfølgende retssag gav stødet til, at Collenburg solgte Hjorte-Apoteket og flyttede til Lybæk i 1852. Dermed endte dette hjems saga i Haderslev.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om 1864 og De Slesvigske krige-Læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Haderslev: På www.dengang.dk finder du disse artikler:
September 11, 2017
Christian den Fjerdes Ladegård
Dette er 10. artikel om Ladegården-lemmerne og åen. Vi er helt tilbage i begyndelsen og tiden før. Vi befinder os nærmest på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg, Chr. Den Fjerde var kendt for sit byggeri og anlægsvirksomhed. Kongen overtager Kalvehave og fandt Skt. Jørgens Sø helt udtørret. Der måtte måles og sættes grænsepæle. Ladegården var et meget moderne anlæg. Der var plads til 500 køer/okser. Her blev anlagt fiskedame. Og 18 broer blev anlagt i området. Nyby Ladegård blev rippet og genbrugt. Men så kom der en frygtlig og ødelæggende storm. Det gik et par år inden Ladegården blev genopført. Men den blev nu knap så stor. Vi kigger på, hvem der var ansat. Produktionen var sat i system.
På grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro
Vi har her på siden efterhånden ret meget stof om Ladegården og den tilhørende å. Men der dukker hele tiden nyt op eller sagt på den anden måde, der dukker hele tiden gamle ting op.
Egentlig hører Ladegården til Frederiksberg, men den har jo også haft stor betydning for Nørrebro, så mon ikke det kan forsvares, at vi fortsætter med at ligge den under denne kategori.
Vi følger åen
Vi følger Ladegårdsåen fra det punkt hvor den under jorden løber ud i Peblinge Søen og til det sted, hvor Lygteåen støder til. På denne strækning har man Nørrebro til den højre side og Frederiksberg på den venstre side. Under Åboulevarden fortsætter den. Men i 1940erne var der et lille stykke, der endnu var åben til glæde for ungdommen. Langt om længe udløber åen i Damhussøen.
Længe før Ladegården
Vi skal ikke glemme, at Serridslev, Solbjerg, Valby og Vigerslev er ældgamle bebyggelser. De fire landsbyer nævnes i det velkendte pavebrev fra slutningen af det 12. århundrede. Men som bekendt så forsvandt Serridslev pludselig. Gad vide om Rosbæk gård og mølle, det senere Gammel Vartov var identisk med den middelalderlige Serridslev Kongsgård?
Tagenshus var oprindelig et vangehus, som Magistraten lod bygge på Serridslev tidligere bymark. Jo vi er langt tilbage i tiden. Se allerede i 1548 bebudede kongen, at han ville ”lade holde Avlsgaard i Nyby”. Men hvor Nyby Ladegård har ligget er de kloge uenige om. Før Nyby var der sandelig også en ladegård på Amager til Københavns Slot.
Nyby Ladegård
I de første tiår af det syttende århundrede kom også Ibstrup Ladegård. Det blev senere til Jægersborg.
Der var mange ansatte på Nyby Ladegård dengang i 1580:
I år 1600 var der kommet endnu en vangevogter og endnu en ladegårdspige til.
De blev lønnet dels med penge, dels med naturalier som det var tilfældet ude på landet til langt ned i det 19. århundrede.
Allerede i 1559 gjorde en del af kronens fæstere i Utterslev, Bagsværd og Værløse ugedagstjeneste til Ladegården i Nyby.
Byggeri- og anlægsvirksomhed
Under Christian den Fjerde blev den gamle Ladegård afløst af et storstilet ny anlæg. Kongens interesse for byggeri og anlægsvirksomhed satte smukke minder rundt om i vort land, ikke mindst i hovedstaden og dens nærhed.
Da han begyndte at bygge Rosenborg, knyttedes der til dette et kongelig lysthus. Oprindelig var det tænkt som en urte- og nyttehave. Men der skulle også være en ladegård, henholdsvis til afløsning af den gamle have ved Vingården og til fornyelse og forøgelse af Nyby og Amager Ladegårde.
Haven ved Rosenborg voksede til og blev stadig større og smukkere, mens det med Ladegården gik den modsatte vej. Efterhånden hørtes der ikke mere om den. Omkring år 1620 hørte man ikke mere om den.
Kongen var på det tidspunkt kommet på andre tanker. Opførelsen af Rosenborg betød også en omlægning af hovedstadens befæstning. Der blev ledt vand ind til kongeslottet.
Kongen overtog Kalvehaven
Kongen overtog den sidste rest af den såkaldte Kalvehave mod at hovedstaden får Ryvangen ved grænsen til Gentofte. Tillige købte han Skt. Jørgens Mark af Vartov Hospital for en årlig afgift af 80 daler. De blev nu meget uregelmæssig betalt. Snart blev den gamle Skt. Jørgensgård nedbrudt.
Den ny Ladegård blev bygget blev opført i selve Kalvehaven ikke langt fra Kalvehavens Dæmning som var færdselsvejen mellem Peblinge- og Skt. Jørgens Sø.
En del af Ladegårdsmarken blev allerede i det 17. århundrede udlagt til byggegrunde ved Gammel Kongevej og overladt beboerne uden for Vesterport til erstatning for huse og haver, der måtte sløjfes til forandringer i fæstningsanlæggene.
Sankt Jørgens Sø
Omkring år 1600 var Sankt Jørgens Sø næsten udtørret, fordi den ikke holdtes tilstrækkelig inddæmmet- eller ”opstøvet” som det hed dengang. Vandet fik lov til at flyde i engdraget. Kongen forlangte søen ”opstøvet” af hensyn til forvaret. Men borgerne forsøgte at krybe udenom.
Under sidde forhold kunne forstanderen i Sankt Jørgens Hospital i 1587 indtage et stykke jord og stemme eller aflede vandet efter forgodtbefindende til størst udbytte for sin stiftelse.
Der måtte måles
Først da sandemænd fra Solbjerg og Valby erklærede, at denne jord havde ”altid været brugt til Københavns By til Aadrift uden Trætte” fik staden sin ejendom frigjort.
Historikere har haft svær ved at finde ud af Kalvehavens nøjagtige beliggenhed. Men heller ikke dengang kunne man finde ud af skel og grænser. Således måtte hollænderen Paul Buysser, der stod i kongens tjeneste som voldmester eller ingeniør foretage en opmåling.
Kalvehaven omfattede engdragene på begge sider af Sankt Jørgens Sø og gik helt ned til stranden. Og den havde næppe skarpe grænser. Og kongen erhvervede hele Kalvehaven. Man regner med, at den samlede Damhussø var 131 tdr. land. (72 ha.) Skt. Jørgens Sø med Kalvehaven har været endnu større. Ja man regner med at søen gik helt ned til Stranden på et tidspunkt.
Nyby Ladegårdsmark, der dannede kærnen i Christian den Fjerdes nye anlæg blev afrundet med dele af Kalvehaven, et stykke af hovedstadens fælled og Skt. Jørgens Mark.
Nyby blev nedlagt
Københavns ældgamle bydel blev begrænset af Valby, Vigerslev, Vanløse, Utterslev og Serridslev. Torpen Nyby blev dannet af bymarken nærmest hovedstaden. Skellet kom til at løbe lidt øst for det senere Falkoneralle. Mod nord når Nyby ud til Serridslev Mark, der siden blev til Københavns Nørre og Østre Fælleder. Mod syd gik det ned til Kongens Enghave og stranden. Allerede ved reformationstiden bliver en del til Vestre Fælled.
Samtidig forsvinder den gamle torp. Solbjerg fortsætter endnu i nogle menneskealdre som bondeby. Men så er det at Christian den Fjerde opførte en ny ladegård på de tørlagte enge på Kalvehaven Ved Skt. Jørgens Sø. Byen blev nedlagt og den gamle Ladegårds-areal blev fordoblet. Således kan historien skitseres ind til 1623, da den nye Ladegård tages i anvendelse.
Ladegården-et meget moderne anlæg
Ladegården var meget moderne, og fra gamle breve kan man se, at kongen var meget engageret i dette arbejde. I efteråret 1620, var der hugget tømmer til en stor stald- og ladebygning. Den var 100 bindinger lang og 30 alen bred og 15 alen høj.
Fra december til april var arbejdsfolk og daglejere beskæftiget med at opfylde og planere grunden i Kalvehaven. Det mægtige bygningsværk kunne rejses i foråret 1621. Allerede i sommeren stod den næsten helt færdig. Der var mur mellem stolperne og blyfattede ruder. Samtidig var der lagt vold og grav uden om den indre ladegårdsgrund ligesom ved Ibstrup og Rosenborg.
Næste sommer (1622) rejstes taget på et grundmuret hus. Det var indrettet til ”Vaaninger” med Gemakker og kamre. Samme efterår blev fire store kampsten tilhugget til en muret portbygning, som tømmermændene satte spir på.
I dette og følgende år blev der muret flere tusind alen tavlemur, skorstene og gavle i bygninger på den nye Ladegård. Til ”det store hus”, hvor der var lagt stenbro og mindre, lige til et tømmerhugget duehus. Arbejdet skred rask frem. Skifertækkerne havde travlt med at afdække husene. Vinteren igennem var glarmestrene i færd med at forfærdige vinduer af glas, bly og tin til bygningerne på den ny Ladegård.
Plads til 500 okser/køer
Christian den Fjerde hørte til den type, der ville have tingene gjort færdige med det samme. Han satte fart i tingene. Kongen havde bestemt, at der skulle opstaldes 250 okser på Ladegården. Men senere blev antallet af køer og okser udvidet til fulde 500.
Svinehuset var på 32 bindinger med en vældig ”svinehave” indhegnet med et plankeværk på mange hundrede fag. Samtidig blev en svanehave indhegnet. Erindringen om denne ”have” er bevaret i navnet Svanemosegård.
Fiskedamme
I den fugtige engbund, hvor Ladegården blev bygget, blev der som skik var i datiden anlagt fiskedamme. Og det var ikke kun for fiskeriets skyld. Det var også af hensyn til dræning og tørlægning. Ladegårdsåen blev ledt gennem voldgraven rundt om den egentlige Ladegårds-grund.
18 broer
Udenfor på terrænet var der mindst 18 broer. Over de mange grøfter og vandløb. For vandtilførselen til den ny Ladegård sørgede en ”Vandkunst” med kobberindretning, det var nærmest tale om en slags trykvandsanlæg. Vandet blev ledt ind i kostalden og i mælkestuen. Ved søen blev der indrettet et temmelig bredt vandingssted for kreaturerne.
Fyrstesønnen var begejstret
I marts 1623 var det enorme anlæg så godt som færdig. En tysk fyrstesøn var på gennemrejse og besøgte Københavns særværdigheder. Til dem hørte den nye Ladegård. Han fortalte bl.a., at i den underste etage var der vinterkvarter for 500 stykker kvæg opstillet i seks rækker.
Vandet førtes ind i rørledninger ind mellem krybberne, der fyldtes med foder fra det ovenover liggende loft, hvor kornet blev tærsket. Her oppe i laden kunne man køre med hest og vogn, uanset om køerne var opstillet nedenunder.
Nyby ladegård blev ribbet
Det gamle Nyby Ladegård var efterhånden blevet ribbet for sine bygninger og anlæg. Det var bindingsværk det meste men godt gammelt kram, der kunne tages ned og bruges igen. To af husene i alt 62 bindinger blev den ny Ladegård og forsynet med otte nye kviste. Andre kom til fjernere egne. Den store lade på 33 bindinger blev bragt til en af haverne i Kongens Enghave.
I marts 1624 er Nyby ladegård væk. I begyndelsen af 1630erne tager kongen igen fat på Ladegården uden for Vesterport. En medvirkende årsag til dette kan være den ravage der skete under en voldsom storm i 1628 der skete på den nybyggede Ladegård.
Den frygtelige storm
Sivert Grubbe anførte i sin dagbog under 29. januar, at der denne nat rasede en meget stærk og usædvanlig storm. Ole Worm fortalte, at den Kongelige Ladegård ved den lejlighed blev total ødelagt. Også i Pontoppidans ”Origines Hafnienses” læser man om denne ”Stormvind”, der ”mentes at have et jordskælv ifølge med sig” og som:
Hvor omfattende skaden var, og om den virkelig var så stor som de gamle beretninger giver indtryk af, er ikke til at få rede på.
Genopbygningen af Ladegården
I februar 1628 huggedes der 86 nye båse til Ladegården uden for Vesterport. I oktober blev der også foretaget tømmerarbejde herude. Ellers fik man ikke rigtig noget at vide om katastrofen.
Man i foråret 1630 tog man for alvor fat igen ude på den ødelagt Ladegård. Det kunne nu se ud som at byggerierne bredte sig til den gamle Nyby Ladegårds arealer. Ud fra regnskaberne kan man ikke rigtig se, hvornår hele Ladegården blev taget i anvendelse.
Hvem var ansat
Allerede i 1630erne blev Ladegården udvidet. I juni 1623 var den første foged, Rasmus Jensen startet. Hans løn var årlig 26 Daler kurant. Dertil kom 3 daler i kostpenge om måneden. Og det var nok at se til.
Der skulle ikke være flere ansatte end højst nødvendig. Man kunne ikke have unyttige mennesker gående. Der var to vognsvende, der tillige skulle skiftes til at passe svinene. Så var der to ”mælkedejer” en dansk og en tysk. Det holstenske mejeri stod i ”høj anseelse”. Fremdeles skulle der være en malkepige for hver atten køer og en røgter for hver hundrede okser.
Desuden var der brændevins-piger. Man brændte nemlig også brændevin på Ladegården. Ja så var der hønse-piger, svinedreng, buddreng m.m. Man blev også nødt til at tage daglejere, der skulle hjælpe i marken.
Produktionen sat i system
Kornet skulle rengøres og behandles omhyggeligt, så det kunne bruges til malt og anvendes i kongens store bryghus i København. Det korn, der blev til overs skulle bruges som føde til svin og småkræ. Ellers gik en masse af produktionen til Københavns Slot.
Men ellers skulle alt resterende sælges på torvet. Fogeden fik besked på at samle pengene sammen og hver onsdag og lørdag skulle det afregnes med Hans Hagedorn, som var en af kongens ”Edelknaber”. Denne havde en slags overopsyn med Ladegården og for dette hverv oppebar han ”Skjorte- og Støvlepenge”.
Laden blev aldrig så stor igen
Laden blev dog ikke nær så stor som den ødelagte. Laden blev ”kun” på 77 bindinger. I 1654 beskrives Ladegården som uberørt af krige. Ja lad os lige dukke ned i Johannes Wolfs ”Encomion Regni Daniæ:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Ladegården, så læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om tiden før Ladegården, så læs her på www.dengang.dk
September 7, 2017
I Skole i Højer
I Rudbøl måtte læreren spise på omgang hos forældrene. Han fik dog tilskud til foder til køerne. Skolen i Nørremølle havde 17 elever i 1924. Indtil 1804 var der ingen skolebygning i Højer. Og så skulle 150 børn placeres på 55 m2. Degnen skulle ved siden af passe jobbet i kirken. Og hvad er ”Æ Fisgaf”? Så var der en tysk privatskole i Storegade. En tysk og en dansk skole blev placeret delvis i samme bygninger. Og så var det ikke godt at skolelederne var uenige. Så var der godt, der kom nye skoleledere, som udviklede et varmt venskab. Men da nazismen bredte sig, opstod der spændinger. Og i besættelsestiden var der kold luft mellem danske og tyske lærere. I skolegården blev der talt sønderjysk. De danske forældre var præget af mindreværdsfølelse. Og de tyske forældre følte sig hævet over de danske småkårsfolk. Og så var det sandelig kreative stillingsopslag.
Læreren måtte spise på omgang hos forældrene
Ja vi kigger da også lige på, hvordan det var at gå i skole i nabobyerne. Og skal vi ikke starte helt syd på-i Rudbøl?
Indtil 1822 var det en såkaldt biskole. Man havde ikke en egentlig skolebygning. Undervisningen foregik i et lejet værelse. Og læreren fik kost ved børnenes forældre. Det er hvis det, som man kalder ”omgangsbespisning”. Ja dengang kaldte man det for ”Wandeltisch”. Man blev bestemt ikke rig af lærerlønnen, som blev betalt af forældrene.
Tilskud til foder til køerne
Men i 1822 blev der bygget en skolebygning med lærerbolig. Undervisningslokalet var på 24 m2. Nu ophørte ”Wandeltisch” og læreren fik et lille kosttilskud samt foder til et par køer. Rudbøl Skole blev opgraderet til en distriktsskole, hvor ældre elever også kunne undervises.
Indtil 1865 var undervisningen på dansk, derpå indførtes tysk 12 timer om ugen. Fra 1876 blev der undervist på tysk, men først skulle læreren forflyttes, for han kunne ikke tysk.
I 1882 blev der på det nuværende Rudbølvej 4 bygget en ny skole med skifertag, rummelig skolestue og lærerbolig. I de første år efter Genforeningen blev der undervist i både dansk og tysk. Om formiddagen var der på tysk og om eftermiddagen på dansk. Alle elever deltog i begge dele.
Nedlagt i 1970
Den 23. august 1923 blev der til den danske afdeling indviet en ny skole med lærerbolig. 26 elever blev indmeldt i den danske afdeling og 17 i den tyske. Og så kørte man de to afdelinger separat.
I 1946 gik alle børnene fra den tyske skole over i den danske, som derefter var den eneste skole i Højer Landsogn, indtil den blev nedlagt i 1970.
En skole i Nørremølle
I 1819 blev der bygget en skole i Nørremølle på det gamle Frederikskog dige. Det var lige i nærheden af møllen. Ja her lå tidligere en skole. Den nye skole var også en distriktskole. Undervisningssproget var tysk, indtil det i 1859 blev afløst af dansk. Dette bevirkede, at den daværende lærer måtte flytte. I 1865 blev der atter undervist på tysk.
Skolen bestod af en lys og ”rummelig” skolestue og lærerbolig. Læreren havde foruden en lille kontantløn, fri bolig samt græsning og foder til to køer og frit brændsel. Senere blev hans indtægter forhøjet. Omkring 1840 holdt han desuden 100 får på forlandet.
17 elever i 1924
Der blev bygget en ny skolestue. Den gamle fik læreren som soveværelse. Fra 1908 gik børnene fra den nordlige del af Frederikskog i skole i Højer. Efter 1920 fortsatte skolen i Nørremølle med en lærer, der både underviste i dansk og tysk. Det var vel nok den mindste skole i Tønder Amt. I 1924 havde den 17 elever.
Først i 1928 blev skolen delt i en dansk og en tysk afdeling. Den danske afdeling blev nedlagt i 1942. Ved nedlæggelsen blev der henvist til skolen i Rudbøl.
Vi har i en tidligere artikel besøgt skolen. Det var efter besættelsen, hvor man fandt en masse Nazi-undervisningsmateriale på skolen.
Indtil 1804 ingen skolebygning i Højer
Indtil 1804 var der ikke nogen skolebygning i Højer. Læreren, der blev benævnt ”Degnen” måtte selv sørge for sin bolig og finde et lokale, hvor han kunne undervise. Lokalet var som regel så dårlig, at det slet ikke egnede sig til undervisning.
Degnen skulle selv sørge for rengøring. Det var kakkelovn i lokalet. Eleverne skulle selv medbring tørv til at fyre med. De unge måtte også hver betale en skilling i skolepenge.
I 1804 blev der bygget en degnebolig til læreren og hans familie. Men boligen skulle også rumme andenlæreren, som degnen selv måtte antage og lønne.
120 børn til 55 m2
I forbindelse med dette, blev der opført en lys og rummelig skolestue på 55 m2. Men så skulle den også rumme hele 120 børn. De blev undervist samtidig af to lærere. Den ene havde måske dansk med halvdelen af flokken, mens den anden havde regning med resten.
Degnen skulle også passe jobbet i kirken
Det var ret utilfredsstillende. Så i 1832 blev der bygget en skole med to klasseværelser, en for de yngste og en for de ældste. Mellem de to klasser var der en dobbeltdør. Så kunne andenlæreren have begge klasser, såfremt førstelæreren i sin egenskab som degn skulle være organist i kirken.
Hver af de to klasser blev delt i to hold, så egentlig var det en fireklasse-skole. I den yngste klasse hjalp de ældste læreren med at undervise. Omkring 1846 var der omtrent 100 elever i hver af de to klasser.
Nye skole med tre klasser
I 1856 byggede man igen en ny skole med tre skolestuer. Denne skole blev etableret på Skolegade 7a, b,c,d. De tre klasseværelser var i den nordlige del af huset. I loftet var der i hver klasse en slags skorsten med åbning til loftsrummet. Med et ”låg” kunne der åbnes, hvis luften i klassen blev for tyk. Den blev i folkemunde kaldt ”æ fisgaf”.
Undervisningssproget var dansk. Men i de to ældste klasser havde eleverne desuden undervisning i engelsk og tysk. Det var 30 timers undervisning hver uge også for de yngste.
I 1872 blev skolen udvidet til fire klasser. For første gang blev det nu også ansat en lærerinde, så nu var der hele fire lærerkræfter.
Skolen udvidet til seks klasser
Men med tiden blev også denne skole for lille. Så i 1905-1906 blev skolen i Søndergade bygget til fem klasser og fem lærerkræfter. Og det var hele seks klasseværelser. Nu var den ene dog beregnet til teknisk skole. Bygningen havde desuden to lærerboliger. Skolen var efter datidens forhold meget moderne med centralvarme og elektrisk lys.
Fra 1880 til Genforeningen var undervisningssproget i Højer udelukkende på tysk.
En tysk privat skole i Storegade
Fra 1824 til 1864 var der en tysk privatskole i Højer. Den lå i Storegade 2. Senere blev den flyttet til Nørregade 26, hvor skolens leder boede. Den havde i perioder to lærere og modtog også elever fra nabosognene.
Siden 1850 har der været 15 børneskoler i den nuværende Højer Kommune. Fra 1865 til 1920 var de alle mere eller mindre tysksprogede.
Efter Genforeningen har der været dansk og tysk kommuneskole i Højer og Højer Landsogn. Indtil 1946. Fra 1951 var der tysk privatskole i Højer. I 1930erne og 40erne var der en tysk privatskole i Nr. Sejerslev.
En dansk kommuneskole
Indtil 1920 var der en offentlig skole i Højer. I oktober 1920 blev der oprettet en dansk kommuneskole. Men da der var plads nok i den store skolebygning fra 1906 fik den til huse der sammen med den tyske kommuneskole. På det tidspunkt var der 168 børn i den tyske afdeling, fordelt på fire klasser med to lærere og en lærerinde.
Den nyoprettede danske afdeling begyndte med 16 elever, men allerede året efter i 1921 var der 45. Den var normineret til to lærere, men i de første måneder blev alle børnene undervist i en klasse af en lærer. Først fra 1921 var der to lærere.
To skoleledere var uenige
I den tyske afdeling fik eleverne i de fire ældste årgange fire timers danskundervisning om ugen, givet af den danske førstelærer. Og tilsvarende gav den tyske førstelærer fire timer i tysk om ugen i den danske afdeling.
Men det kunne ikke blive ved med at gå på denne måde. Modsætningsforholdene var alt for store. Særlig var der dybe uoverensstemmelser mellem de to skoleledere. Dette forplantede sig til eleverne. I hver frikvarter var der således slagsmål mellem danske og tyske børn.
En ung dansk lærer var meget betænkelig ved at overtage et vikariat efter megen avisskriveri. Men da amtsskolekonsulenten løfte om, at det blot drejede sig om et seks ugers vikariat, ja så tog han vikariatet. Og han blev der til sin død. Han var leder af den danske skole fra 1938-1947.
Nye skoleledere og et varmt venskab
I 1926 blev den danske førstelærer afskediget. Året efter måtte den tyske skoleleder forlade skolen efter en dom for værtshusslagsmål. Det viste sig, at udskiftningen af to skoleledere kom til at betyde meget for skolen og dens problemer. Der opstod trods nationale forskelle et varmt venskab mellem de to skoleledere. Dette smittede af både på forældrekredsen og børnene. Det var nærmest ideelt for skolevæsenet i Højer.
En stigende spænding
I 1934 og 1938 skiftede henholdsvis den tyske og den danske afdeling skoleledere. Efter 1933 kunne det mærkes at nationalsocialismen trængte frem. Og det var en stigende spænding.
Forældre måtte betale skolepenge
De børn fra Højer Landsogn og Emmerlev Sogn, der boede tæt ved grænsen til Højer flække havde ikke nær så lang vej til skolen i Højer som til henholdsvis Rudbøl og Emmerlev Skole, så de fik lov til at gå i Højer. Men forældrene skulle betale skolepenge for det.
De tyske afdeling havde fået bevilliget et klasseværelse på 6 gange 8 meter indrettet til gymnastiksal med ribber ved vinduet.
Indtil da foregik de danske gymnastiktimer i forsamlingshuset og de tyske på Hotel Stadt Tondern, det daværende Nørregade 5. Når vejret ellers tillod det, havde man legemsøvelser og boldspil på skolepladsen.
Sønderjysk på skolepladsen
Et materialerum og lærerværelset var fælles for begge skoler. På lærerværelset hang tre store billeder, Goethe og Brorson. I midten var det den schweiziske pædagog Pestalozzi. Før den 9. april 1940 var lærerværelset absolut fælles. Man startede om morgenen med at give håndtryk til alle. Fællessproget var dansk. En del af skolens undervisningsmateriale var også fælles.
På skolepladsen blev der næsten kun talt sønderjysk.
Nu med gymnastiksal
I 1938 havde byrådet nedsat et udvalg, der skulle forbedre en udvidelse af skolen med gymnastiksal, to sæt omklædningsrum med bad samt toiletter for elever og lærere. På 1. sal skulle der være et skolekøkken og et sløjdlokale. Licitationen i 1939 viste udgifter på godt 100.000 kr. Der blev bevilliget et starttilskud på 25.000 kr.
Gymnastiksalen var 7×14 meter. Den blev også benyttet af den danske idrætsforening og den tyske Turnverein. Skolekøkkenet blev først taget i anvendelse i 1943. På 2. sal blev det også plads til en lejlighed og den blev taget i anvendelse af den tyske lærerinde.
Kold luft mellem de danske og de tyske lærere
Den 9. april 1940 bar præg af at der var to nationale modsætninger i Højer, og at tyskerne var i flertal. Klokken 10 fik de tyske elever fri. Og de fleste tog til Tønder med deres forældre for at byde de tyske tropper velkommen.
Det varede ikke længe før tyske tropper også nåede Højer. Dagligdagen var præget af besættelsen. I kælderen på skolen blev der indrettet et primitivt beskyttelsesrum. Heldigvis blev det aldrig for det. Efterhånden blev der mere og mere kold luft mellem de danske og de tyske lærere.
Indkvartering på skolen
I årene 1943-1945 var der indkvartering på skolen i sammenlagt 16 måneder. I den tid var gymnastiksalen konstant optaget og de øvrige lokaler i skiftende omfang. De tyske klasseværelser blev uden for skoletiden brugt som mødelokale for Zeitfreiwillige, hvor også de tyske lærere deltog. Legepladsen virkede som eksercer- og øvelsesplads.
Der blev indrettet et klasseværelse for de danske elever i Børnehavne, Nørregade 39, hvor man fyrede med tøv i en lille, interimistisk brændeovn.
De sidste soldater forlød Højer 8. maj
Den 5. maj 1945 samledes de danske børn omkring førstelærerens flagstang og sang mens flaget blev hejst. Der gik stadig tyske vagter omkring skolen. Den 8. maj forlod de sidste soldater byen. Dagen efter blev de tyske lærere interneret i Fårhuslejren. Den tyske lærerinde måtte nu selv foretage undervisningen i den tyske afdeling. Dette fortsatte til den 27. juni, hvor den blev lukket.
De danske forældre præget af mindreværdsfølelse
Den tyske og den danske skoles baggrund var vidt forskellig. Den danske forældrekreds bestod mest af mindre bemidlede, arbejdere, småhandlende, tjenestemænd og nogle forretningsfolk. Fra midten af 1920erne var der en del gendarmbørn i skolen. Mange af de danske forældre var kommet fra andre egne. De boede her så en kort overgang og så søgte så igen andre græsgange.
Der var særdeles mange af de danske forældre, der ikke følte sig bundet til egnen. Dette forhold medførte at danskheden og forældrekredsen var præget af mindreværdsfølelse og mangel på virkeligt sammenhold.
Tyskerne følte sig hævet over de danske småkårsfolk
I modsætning hertil var den tyske forældrekreds langt mere stabilt. Ved slægtsbånd, traditioner og fælles minder følte de sig tæt knyttet til egnen. Næsten al jord i Højer Flække og Højer Landsogn var på tyske hænder. De allerfleste håndværkere og handlende i byen tilhørte tyskheden. De tilhørte den besiddende klasse, som var sit værd bevidst. De følte sig hævet over de danske småkårsfolk.
De danske lærere i Tønder Amt sagde nej
Det nationale var trukket meget skarpt op i Højer. Der var kun ganske få, der efter kapitulationen blev overført fra tysk til dansk skole. Omkring 1. oktober 1945 havde børnetallet i den danske skole nået 88. Byrådet besluttede derfor at oprette en lærerindestilling på skolen. Skolen blev nu også opgraderet til en fire klasses skole.
Der blev oprettet særklasser til de tyske børn. Det var meningen denne ordning kun skulle vare i tre måneder, men man valgte at forlænge den. Men hertil sagde de danske lærere i Tønder Amt nej.
Den Tyske Privatskole
I de følgende år opstod der tyske privatskoler op overalt i landsdelen. Die Deutsche Privatschule Hoyer var nummer 24 i rækken efter 1945. Den begyndte under trange forhold i lokaler som man havde lejet i det nuværende Østergade 9, der tilhørte Hotel Stadt Tondern.
Samtidig begyndte den tyske skoleforening straks med planer om en ny skole. Fra Bonn havde man sikret sig finansieringen. Den 3. november 1956 kunne den nye smukke skolebygning, Nørrevej 64 indvies. Den havde på et tidspunkt 70 elever og to lærere plus skolelederen. Et nyt skolekøkken og sløjdlokale dannede de ydre rammer for den bedst mulige undervisning i disse nye fag. Den 1. april 1959 havde man 97 elever.
De tyske privatskoler havde i de første år ikke eksamensret. Derfor fuldendte mange elever fra Højer deres skolegang på statsskolen i Tønder. Senere blev elevtallet formindsket i Højer. Her afsluttede man med 7. klasse for så at fortsætte på Ludwig-Andressen Schule i Aabenraa.
I 1993 var der 35 elever i Højer tyske Privatskole. Der blev oprettet børnehaveklasse ved skolen i 1980.
Men i 2011 lukkede den tyske skole i Højer. Til sidst havde man kun 12 elever, og det tyske mindretal var også blevet ramt af offentlige besparelser i Tyskland.
Kreative stillingsopslag
I 1959 havde den danske skole 171 elever. Med skoleloven af 1958 åbnede der sig en mulighed for at få en realeksamen. Man indledte et samarbejde med de fem vesteregnskommuner om at anlægge og drive en skole, hvor der skulle undervises fra 1. – 10. klasse. Og overenskomsten blev først underskrevet i 1961, men da havde ordningen allerede fungeret et par år.
I 1964 kunne man endelig indvi Digeskolen, men indtil da havde man hutlet sig igennem. Gymnastiklokalet var indrettet i to rum til to klasselokaler. Og gymnastikundervisningen måtte foregå i Højer Ungdomsskole. De to realklasser måtte have deres undervisning i to små stuer i Højer Fritidshjem på Ballumvej.
Der var i den grad mangel på lærer i 1970erne. En borger foreslog følgende i stillingsopslaget:
En annonce fra midt i 1960erne havde følgende tilføjelse:
Badestrand: dårlig
Naturskønhed: en smagssag
Frisk luft: masser
Hash: vistnok ingen
Inspektør: nåh-ja
Arbejde: Rigeligt
Gode kollegaer og godt kammeratskab
Digeskolen-en distriktsskole
I 1992/1993 var der 325 elever, regnet fra børnehaveklasse til 10. årgang. I Sdr. Sejerslev Skole var der 45 børn.
Men i 2017 er der 170 elever fra 0-6 klasse. De ældre går på Tønder Overbygningsskole, som dengang jeg gik der, hed Tønder Kommuneskole. Og på Digeskolen, som kan kalde sig en distriktsskole er der i dag også en skolefritidsordning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Undervisning og Skoler – se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Højer og Omegn i gamle dage, så indeholder www.dengang.dk 63 artikler.
September 5, 2017
Sommerkorpset
Asmus Jensen blev dræbt af to nakkeskud. Og antagelig flere andre, fordi de var medlem Sommerkorpset. Men var de egentlig så slemme? Ja historikere er vildt uenige. Vi er stødt på modstridende oplysninger. Da retsopgøret fandt ud af, at de havde taget fejl, blev straffen for deltagelse i korpset nedsat fra 10 til 2 år. Vi kigger på, hvorfor man meldte sig ind i dette korps. Og vi kigger på manden bag det hele, Poul Sommer. Han var en stor stjerne hos Werner Best. Han deltog i 200 luftkampe. Han måtte ikke tage med i Finlandskrigen, men måtte godt melde sig i Det tyske ”Luftwaffe”. Selv blev han dømt 12 år, men han sad kun inde et par år. Han var en af hovedarkitekterne bag Mindelunden, der mindes faldende SS’er under krigen. Mange af korpsets folk deltog i sortbørshandel. Men mange spionerede for modstandsbevægelsen og diverse efterretningstjenester. Og det var sandelig en, der påstod, at 75 pct. af Sommerkorpsets medlemmer var ”dagdrivere”.
To nakkeskud
Vi er stødt på Sommerkorpset før her på siden. Det var dengang, da Asmus Jensen lige efter besættelsestiden blev likvideret med to pistolskud siddende på knæ ikke langt fra den dansk/tyske grænse ved Padborg. Til stede var fem medlemmer fra den lokale modstandsbevægelse. Men i historiebøger står der, at det var Den Danske Brigade, der skød ham under flugt over grænsen. Men hans forbrydelse skulle antagelig have været, at han var medlem af Sommerkorpset.
Vi har ikke kunnet finde ham i medlemskartoteket. Men nu var alle vagtmænd ikke i dette kartotek. Skulle det så have været forbrydelser nok til at man skulle likvideres, bare fordi man evt. havde været i Sommerkorpset? Og hvorfor andre påtog sig skylden for mordet, ja det kan du læse i andre artikler her på siden.
Modstridende oplysninger
Vi har haft lidt svært ved denne artikel, som ved så mange andre artikler fra besættelsestiden. Vi har fået modstridende oplysninger.
Blev tidligt grebet af de tyske forhold
Sammen med to søskende voksede han op under trygge økonomiske rammer i Rønne på Bornholm. Under en tur til Tyskland i 1930 fandt han efterhånden inspiration i nazismen. I efteråret kastede han sig ind i at studere tysk politik. I 1932 tog han et SS-studieforløb i München.
Han udgav pjecen ”Under Hagekorset” Det førte til dannelsen af Danmarks Nationalistiske Parti. Men levetiden var kort. De fleste af medlemmerne hoppede over til National Socialistisk Parti.
Deltog i 200 luftkampe
Inden han fratrådte aktiv tjeneste i 1939 var han blevet flyverløjtnant af første grad. Samme år blev han aktiv I National Samvirke. Han fik ikke nok stemmer, og var utilfreds med at partiet gik sammen med Dansk Samling. I 1939 ville han med i Finlandskrigen. Men han fik ikke lov af Marineministeriet. I september 1942 startede han i Luftwaffe.
Poul Sommer har deltaget i 200 kampe i det tyske luftvåben. Han skød i alt seks fjender ned. Ja i Nordafrika ved El Alamein kunne han faktisk have skudt landsmænd ned som kæmpede for englænderne. Han sendte skildringer hjem fra begivenhederne i Nordafrika til bladet Fædrelandet. Han kæmpede også i Italien og på Balkan.
Han blev selv såret i kamp, og i september 1943 var han igen tilbage i Danmark.
Wener Best så en stor stjerne i ham
Werner Best så en stor stjerne i ham. Og så heller ham lede Schalburgkorpset end K.B. Martinsen. Men dette kunne han dog ikke klare. Egentlig skulle han omskoles, da tyskerne ikke mere havde nok fly til deres piloter.
Poul Sommer blev leder af Folkeværnet. Tanken med Folkeværnet var at samle især modne nationalsocialister, der ikke kunne træde ind i Schalburgkorpsets militære del og give dem skydeøvelser i deres fritid. Poul Sommer proklamerede den 30. september 1943, at der var tale om en ”kamporganisation”, der skulle bryde ”den fjendtlige terror”
Wachkorps der Luftwaffe
På Kappelvej på Nørrebro henvendte han sig til General Ritter von Schleich. Denne ville godt have oprettet et vagtkorps, der skulle beskytte flypladser samt tyske fabrikker. Tyskerne havde spurgt dansk politi, men de sagde i maj 1945 nej.
Poul Sommer flyttede sin organisation fra Kappelvej til Meldahlsvej 1. Her havde Rüstungsstab Dänemark i forvejen til huse. Sommerkorpset oprettede fire kompagnier. Man startede med at bevogte Kastrup Lufthavn, men tyskerne selv havde ikke helt sluppet kontrollen. Selve korpset og de ansatte var underlagt tysk krigsjurisdiktion.
Det officielle navn var Wachkorps der Luftwaffe in Dänemark. Og officielt var formål og funktion at foretage bevogtningsopgaver på værnemagtens flyvepladser og installationer samt på fabrikker i Danmark, som leverede materiel til det tyske luftvåben.
Flere vagtværn
Fra begyndelsen af besættelsen gjorde Luftwaffe brug af mange civile danskere til vagttjeneste på flyvepladserne. En del af vagterne blev ansat gennem det civile vagtselskab Schweriner Wach und Schiessgesellschaft.
Kriegsmarine oprettede i begyndelsen af 1942 sit eget korps af civilvægtere til bevogtning af sine installationer. Marinevægterne var i begyndelsen ubevæbnede og i civil. Men blev snart uniformeret og fik pistoler. Korpset omfattede i april 1944 cirka 750 personer.
Og nogle historikere fastslår, at korpset hovedsagelig bestod af tidligere frontsoldater fra Schalburgkorpset. Medlemmer af korpset skulle være iført sorte uniformer. Og at 20 personer fra gruppen udgjorde et specielt terrorkorps, der bevidst kørte rundt og skød på folk. Da gruppen blev opløst, blev mange medlemmer overført til andre korps i tysk tjeneste, bl.a. Hipokorpset.
533 vagtfolk blev dømt
En uddannelsesskole blev etableret på Jonstrup Gymnasium. Man startede med at gå i sort uniform. Men dette var dog kun kortvarig. Derefter fortsatte man med noget der lignede dansk militæruniform. Tidligere befalingsmænd kunne straks blive vagtledere. Men den sorte uniform som de havde, skabte forveksling med Schalburgkorpset.
Korpset eksisterede frem til februar 1945. På grund af tysk utilfredshed med Paul Sommer, blev denne frataget ledelsen i oktober 1944. Det er lykkedes at navngive cirka 582 af de cirka 800 vagtfolk i Sommerkorpset. Således var 533 tidligere Sommer-folk blevet dømt i marts 1948.
Der var personer i alderen 18-45 år. Men man havde skam også en ansat på 67 år. Han gjorde rent i Jonstrup-lejren.
Sandheden om Sommerkorpset
Under vores efterforskning har vi så fundet kilder, der betegner korpset som et terrorkorps fuld af nazister og frontsoldater fra østfronten. De skulle alle være nazister.
Sandheden er dog, at her var færre tilhængere af nazismen end det var i Frikorps Danmark eller Schalburgkorpset. Folkene i Sommerkorpset var for det meste rekrutteret fra de lavere klasser. 73 pct. var ufaglærte. Tidligere havde mange haft en tysk arbejdsgiver. Kun 14 personer havde været i Schalburgkorpset. Men mange var arbejdsløse. Mange historikere har forsøgt at give et skrækbillede af korpset.
Først omkring Folkestrejken begyndte Sommerkorpset at optræde i de illegale blade.
Hvorfor meldte man sig ind i Sommerkorpset?
Flere af korpsets vagtmænd har senere forklaret, at socialkontorerne havde sagt, at de skulle tage et arbejde for tyskerne, for de kunne ikke få socialhjælp. Og i efteråret 1944 havde tyskerne foretaget razziaer og sendt 421 danskere i tyske Kz-lejre uden rettergang. Tyskerne kaldte dem ”asociale og vaneforbrydere”. Andre vagtmænd havde følt sig som sådan, derfor havde de meldt sig.
Havde man været i tysk krigstjeneste eller haft en tysk arbejdsgiver var der i 1944 og 1945 ikke mange danske arbejdsgivere, der ville ansatte en.
Sendetid til antisabotage-foredrag
Og her i 1944 havde man stadig hørt masser af danske stemmer, som advarede mod dansk sabotage. Overretssagfører Ejnar Krenchels havde holdt i alt 12 anti-sabotage-foredrag i den bedste sendetid i statsradiofonien. Måske skal vi også lige erindre om, at samarbejdspartierne i marts 1943 fik 90 pct. af stemmerne. Ja kommunisterne var jo smidt ud af demokratiet.
Var 75 pct. dagdrivere?
Pludselig udviklede Sommerkorpset sig som landsforrædere af værste skuffe. Ved siden af hvervede DNSAP også folk til marinevægtere. Og så blev vi ellers bildt ind, at de tysklandsarbejdere, der blev tvunget til Tyskland af deres fagforening var nazister. Men det var det faktisk kun 3 pct., der var.
Sommerkorpset var hverken et militært eller et politisk korps, selv om historikere vil betegne det som et sådant. Der var nogle, der betegnede 75 pct. af vagtmændene som dagdrivere.
Vagtlederne skilte sig ud
Disciplinen var ikke ret stor. Ofte var der drikkegilder om aftenen. Men af og til var der også foredrag omkring raceproblemer og andet nazistisk propaganda. Men der var dog ikke tale om en markant ideologisk påvirkning.
De 57 vagtledere skilte sig ud fra de almindelige menige. Her var 65 pct. nazister mens 6 pct. vel nærmest var at betegne som antinazister. 11 af disse havde været ved fronten.
Nogle samarbejde med modstandsbevægelsen
Nogle af de anholdte efter besættelsestiden påstod, at de havde leveret information til modstandsbevægelsen. En løjtnant Petersen fortalte, at han var leder af 300 Sommer- og civilvagter i Kastrup. Han havde udført spionage for det danske militære efterretningstjeneste.
En tidligere sergent fra den danske hær var gået ind i Sommerkorpset med det formål at få dannet et overblik over vagtstyrke og våbenkapacitet. Med en sammensvoret stos han bag et kup mod korpsets pengetransport. Målet var korpsets medlemskartotek. Kuppet lykkedes men efterfølgende blev de pågrebet og idømt seks år i et tysk tugthus.
Kastrup var sammen med Grove og Tirstrup det tjenestested, hvor flest var udstationeret.
Involveret i sortbørshandel
På Vesterbro kaldte man medlemmer af Sommerkorpset som ”Vesterbros udskud”. Egentlig var det sådan, at man skulle være ustraffet for at komme i korpset. Men efterhånden slækkede man på kravene. Det viste sig, at en hel del af vagtmændene var straffede. Dette blev også bekræftet af Københavns Vagtværn. En del var indblandet i sortbørs handel.
Det berygtede medlem af ”Tosca-banden” Anker Due Petersen, der var storkriminel skulle have været engageret af Poul Sommer til at myrde en mistænkelig ”Sommer-mand”. Men det blev Poul Sommer hvis ikke straffet for.
Der var en håndfuld episoder med befolkningen, men det var ikke noget, der var organiseret af korpset.
Ved Lundtofte Flyveplads patruljerede tyske tropper også periodevis. Det var også her at National Socialistisk Ungdom (NSU) trænede med svævefly.
Attentat mod Poul Sommer
I juli 1944 var Poul Sommer målet for en aktion i Charlottenlund. Ved et utroligt held slap han fra aktionen med livet i behold. Det første skud sad i panden, fortalte modstandsfolk. Men det var blot glasskår, der havde forårsaget blod. Samtlige modstandsfolk, der var med til aktionen påstod, at han var død af de to skud, der var affyret mod ham. Men det var blot tale om strejfskud. Senere har Sommer forklaret, at der i alt har været syv attentater mod ham.
Livvagt udleverede tegninger til modstandsbevægelsen
Fra august 1944 flyttede Sommer til lejren i Jonstrup. Under retsopgøret kom det frem, at hans livvagt havde udleveret tegninger over Globus i Glostrup, som blev udsat for sabotageaktion den 6. juli 1944.
Slaget på Lundtofte Flyveplads
Det berømte slag på Ludtofte Flyveplads er der åbenbart mange forskellige holdninger til. Det kan ikke endelig fastslås, om aktionen var sanktioneret af Frihedsrådet. De udpegede først i februar 1945 Sommer- og Hipofolk til frit bytte. Det var som hævn for 11 modstandsfolks drab at vagtmandskabet måtte undgælde.
I diverse kilder har vi set, at fra 5-11 Sommerfolk under denne aktion mistede livet. Oprindelig havde man udset sig selve Jonstrup-lejren som mål. Men det havde man så opgivet igen.
Måtte ligge navn til meget
Sommerkorpset måtte ligge navn til meget. Hovedårsagen var den illegale presse. Hvor udbredt kendskabet til korpset egentlig var blandt den almindelig befolkning vides ikke. I Frit Danmark og De Frie Danske fik befolkningen at vide, at samtlige vagtmænd havde kæmpet ved fronten. Man skrev også, at Sommerkorpset var blevet optaget i Hipo.
Man skulle holde øje med Poul Sommer
Der gik rygter om, at Poul Sommer skulle have sagt, at i sidste ende skulle man vende tyskerne ryggen. I Shell-huset stolede man nu heller ikke mere på Poul Sommer. Således fik vagtleder Uffe Birkedal at vide af sin bror, den berygtede Ib Birkedal, at man skulle holde øje med Sommer.
Poul Sommer fyrede også 20 vagtfolk efter at han havde fundet ud af, at de viderebragte informationer til Dagmarhus. Dette brød tyskerne sig ikke om. Man var også utilfreds med Poul Sommers passivitet og man havde faktisk også overvejet at anholde ham.
Retsopgøret vrimlede med rygter
De påståede terrorhandlinger, som skulle være udgået fra Sommerkorpset er hos nogle historikere delvis manet til jorden. De er udgået fra enkelte medlemmer uden for korpsets kontrol.
Som svar på stigende sabotage havde tyskerne henrettet 8 modstandsfolk, Peter-gruppen havde desuden sprunget Tivoli i luften.
Retsopgøret vrimlede med rygter om Sommer-folk, der kørte rundt i byen og plafrede folk ned på fortovet. Det påstås at Sommerkorpset bevist kørte ture for at skyde folk. Men det var veldefinerede mål, som ikke var terror. Turene foregik i kørertøjer med forsyninger til fabrikker og der var bevæbnet vagtmandskab med.
Poul Sommer havde givet udtryk for, at skulle der skydes, skulle det være over folks hoveder.
Nedskød de folk uden grund?
På Nørrebro var der på et tidspunkt blevet kastet en håndgranat fra et af Sommerkorpsets kørertøjer. Et vidne havde set en vagtmester stige af bilen for at tilse den kvinde, der lå på brostenene. Hun var heldigvis ikke kommet til skade.
Under retsopgøret var der også kommet frem, at ti Sommerfolk på en af strejkedagene havde skudt heftigt til alle sider fra et kørertøj. Man har dog ikke kunnet fastslå om nogen var blevet ramt.
Der har ikke kunnet bevises eller afvises, om Sommerfolk vitterlig har dræbt nogen, da de kørte gennem brændpunkterne. Således kom de også forbi på Nørrebro, da varehuset Buldog brændte.
En anklage gik på, at Sommer sammenmed andre vagtfolk havde skudt mod folkemængden på Sankt Hans Plads på Nørrebro. Sommers livvagt blev også anklaget for at have dræbt en mand i Valby. Så vidt vides var der ingen, der blev dømt for disse anklager.
Her på Sank Hans Plads var der en Schalburg-mand, der fik revet øret af, mens to andre blev skudt ned. Ved Shellhuset blev en vagtmand gennembanket, indtil en SS-mand kom til undsætning.
Schalburgkorpset besøgte de folk, der havde chikaneret Sommerkorpset. På Istedgade havde en terrorgruppe bestående af Sommerfolk åbnet ild mod en folkemængde og såret en 14-årig dreng.
150 vagtmænd sagde op
Efter Folkestrejken skulle 150 vagtmænd bedt om aftrædelse. I nazistiske kredse var Sommer blevet konfronteret med rygter om, at korpset gik og skød folk ned. Men Sommer tog sine vagtmænd i forsvar.
Poul Sommer hold sig skjult
Efter krigen lykkedes det ham, at holde sig skjult ved Ry. Og senere på en landbrugsejendom ved Randers. Han havde i august 1945 købt gården Bakkely under navnet Bernhard Andersen, som familien og to andre mænd flyttede ind i oktober samme år. Politiet anholdt her Sommer i juli 1946.
Heftige beskyldninger
Arrestordren var ellers barsk. Poul Sommer blev beskyldt for meddelagtighed i planlægning af drab, våbenrøverier, drab på og opfordring til drab på danske politibetjente. Anklager var i og for sig naturlige. De var et udsalg af en generel overvurdering af Sommerkorpsets rolle under besættelsen.
Sommer spillede selv en afgørende rolle i at korpset ikke blev iblandet jagten på illegale
Straffen blev sat kraftigt ned
Korpsets dårlige ry blev afspejlet i retsopgørets hårde dømme. Her blev vagtmændene i Sommerkorpset idømt 10 års fængsel. Da man efterhånden blev bevidst om forveksling med Hipo- og Schalburgkorpset, blev loven revideret og straffen nedsat til to år.
Cirka 3.900 danskere blev under restopgøret dømt for vagtjeneste for værnemagten. Det blev bedømt som tysk krigstjeneste og takseret med fra 1 til 4 års fængsel.
”Almindeligt civilt arbejde” for værnemagten var i princippet ikke strafbart. Men grænsen mellem civilt arbejde og krigstjeneste var ofte vanskeligt at definere. Hvor mange der udførte sådant et arbejde, er usikkert. Der er eksempler på, at personer i denne gruppe er blevet likvideret af modstandsbevægelsen.
Ja, der fandtes også en dansk sabotagevagtordning. Den kom i stand med loven af 4. december 1942. Det danske politi skulle godkende vagtpersonalet. Fra 9. april 1943 blev disse forsynet med en pistol. Der var ingen medlemmer af denne ordning, der blev straffet efter besættelsen.
Idømt 12 års fæmgsel, slap med få år
Sommer selv blev i 1948 idømt 12 års fængsel. Men han blev løsladt under betingelser i november 1950. Disse betingelser var, at han skulle holde sig straffri i tre år. Han måtte ikke dyrke utilbøjelig politisk virksomhed på den yderste højre fløj.
Sommer flyttede senere til Flensborg, hvor han dyrkede en ingeniørvirksomhed. Han havde nu ofte kontakt med myndighederne. Det drejede sig om banalt bedrageri og/eller underslæb. Det var som regel dækningsløse checks. Sommer havde aldrig fået styr på sine pengeproblemer.
Aktiv i stiftelse af SS-Mindelunden
Poul Sommer var aktiv i stiftelsen af SS-Mindelunden. Ved etableringen i 1969 bar han hovedtaler. Samtidig delte nynazister materialer ud. I talen sagde Poul Sommer:
Det vil sige, at mindelunden ikke kun var til ære for Frikorps Danmark folk, men også for stikkere og HIPO-folk, der blev likvideret under besættelsen.
Flere gange er mindelunden blevet ødelagt og genetableret. I 1976 blev Poul Sommer genvalgt som formand. I 1998 talte foreningen bag Mindelunden 200 medlemmer. Og den ligger ved Kongensbro i Silkeborg Kommune.
Skal man tage disse udtalelser alvorlig?
En af Poul Sommers medarbejdere, Arvid Waltenstrøm var efter krigen med til at tegne et billede af ham over for politiet:
Når de ledende medarbejdere havde brug for en bil gik de på gaden og affyrede et skud op i luften. Ifølge Waltenstrøm fik de i ni ud af ti tilfælde chaufføren til at standse, hvorefter bilen blev taget af Sommer-folkene. Samme metode havde Poul Sommer selv benyttet sig af indtil han fik tjenestebil med chauffør.
Men nu skal historikerne nok ikke tillægge disse udtalelser helt alvorlig. Waltenstrøm begik ganske alvorlige forbrydelser hos Gestapo. Og han var med sine udtalelser sikkert interesseret i at minimere sin rolle som landsforræder.
Døde i 1979
På et tidspunkt solgte han smørolie til bønder. Han boede Brusnæs ved Egernsund og i Broager. Poul Sommer døde i 1979 efter længere tids sygdom. Og han ligger begravet på Broager Kirkegård lige for enden af en høj. Men graven er i dag sløjfet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 201 artikler om Besættelsestiden herunder:
Hvis du vil vide mere: Om sagen omkring Asmus Jensen i Padborg:
September 1, 2017
Søens Folk fra Aabenraa
115 skibe i 1748. Jørgen Bruhn var kongelig agent. De velstående på Løjt Land investerede i skibsfarten. Og så var det lige værfterne, og tænk Andersens brugte tegninger. Og så kom der et stort værft på Kalvø. Jørgen Bruhn blev indberettet til provsten. Aabenraa var i 1864 den største søfartsby. Michael Jebsen forsøgte flere gange at få stålskibsværft til Aabenraa. Vi kigger på styrmandsuddannelsen og Aabenraa Sømandskasse. Og så skulle Dannebrog udskiftes i 1864. Et overgreb fandt sted mod skibsbygger Thorkild Andersen. Tømmermændene låndte Rådhuset. Bendix Bendixen endte på Fattiggården. Så var det også lige Sejl-, Flag- og Kompasmager Cornett. Den nye matador i Aabenraa hed Raben. Så blev Aabenraas havneflag reddet og Michael Jebsen idømt 4 dage i spjældet. Tysk flag var ikke velanset blandt de dansksindede. Og så fik Aabenraa deres egen Chinatown.
115 skibe i 1748
De ældst bevarede skibslister fra Aabenraa viser, at det var tidligere kaptajner, der stod som ejere. I 1714 var der således, 43 skibe hjemmehørende i byen. I 1735 hed det i en indberetning til kongens statholder i hertugdømmet Slesvig, at søfarten i Aabenraa var ”Byens sjæl”.
I 1748 var man oppe på 115 skibe i byen. Og i 1769 var byen vokset til 2.701 personer. Og heraf var 124 søfarende. Krigen mod englænderne reduceret antallet af skibe i byen. I 1815 var man helt nede på 26 skibe.
Tre store redere
Og i det år havde Thomas J. Frees parter i ni skibe. I de følgende år udvidede han til byens markant største rederi. Efter hans død ved man, at rederiet i 1825, som nu hed ”Thomas J. Frees Arvinger” ejede tre skibe og havde part i fem andre.
Den anden storredder, Peter Johann Ottzen var kaptajnssøn fra Aabenraa og gjorde selv karriere som kaptajn. I 1815 havde parter i hele syv skibe.
Jørgen Bruhn
Den tredje storredder var Jørgen Bruhn. Han repræsenterede søfartens nære forhold til Løjt. Han og hans netværk af familie og venner kom til at spille en afgørende rolle for søfarten i byen.
I 1820erne gik han i land og slog sig ned som reder i Aabenraa. Hans nære slægtninge blev alle boende på Løjt Land. Det var den berømte Bruhn-Bendixen klan. Bruhn familien gjorde en hurtig og fin karriere til søs. Og Bruhn-søstrene giftede sig med mænd af samme støbning. Men omkring 1860 mistede Bruhn-Bendixen-klanen deres førerposition.
De velstående bønder investerede i skibe
Jo de bakkede skam op om Aabenraas søfart på Løjt Land. De velstående bønder investerede en del af deres økonomiske overskud i skibe hjemmehørende i Aabenraa. Omkring hver tiende bonde på Løjt havde således part i en af købstadens skibe i løbet af 1700-tallet. Jo der opstod et helt sømandsmiljø bestående af kaptajner, styrmænd og almindelige søfolk.
Poulsens Værft
Det lokale skibsbyggeri bidrog også til succesen. I 1700-tallet var flere skibsbygmestre aktive i Aabenraa. Blandt dem var Jacob Paulsen sen. Sønnen Erich Poulsen sen. overtog virksomheden. Han anlagde i 1805 Tømmergårdshavn, hvortil han flyttede værfter.
Fra 1820 begyndte Paulsens værft at vokse. I de forgangne år havde der været beskæftiget knap 20 tømmermænd. Men i 1823 steg dette tal til 50. Og i anden halvdel af 1820erne var her knap 100 mand.
Der blev målet
Den udløsende begivenhed har angivelig været Jørgen Bruhns erhvervelse af en 80 kmd. Stor brig i København i 1820. Dengang havde den slags skibe ry for at være en rigtig hurtigsejler. Den var amerikansk bygget. Da skibet var slæbt på land for at gennemgå en reparation på Poulsens Værft i Tømmergårdshaven viste det sig, at den var i så sårlig stand, at det ikke var umagen værd at reparere på den.
Så måtte Jørgen Bruhn have bygget et nyt. Inden ophugningen blev skibet nøje målt og studeret, således at Jacob Paulsen kunne bruge skibet som model for nybygningen. Og før året var omme stod et nyt skib parat. Det viste sig at være et godt skib, så der kom masser af ordre til Poulsens værft og faktisk mere, end man kunne klare. Der opstod et godt samarbejde mellem Jørgen Bruhn og Jacob Paulsen til begges fordel.
Den sidste sejlbåd fra Aabenraa
Under den økonomiske krise i 1857/58 havde det set sort ud for værftet. Man havde færdiggjort bygningen af det hidtil største skib i Aabenraa til dato, Jacob Bendixens ”Himalaya”. Men pludselig havde værftet ikke mere at lave til stor skade for byen.
I alt nåede værftet at bygge 40 skibe indtil 1858. Den samlede værdi af disse skibe opgjorde Freia til halvanden million rigsdaler. Men i 1860 kom der igen gang i arbejdet. Det var primært barkskibe og en enkelt skonnert, der blev bygget.
Det sidste store sejlskib, der blev bygget på havnen i Aabenraa løb af stabelen på Paulsens Værft i 1883. Det var en bark på 652 tons ved navn Concordia. Bag skibet stod et aktieselskab bestående af en række optimistiske sjæle i Aabenraa, som troede på en fremtid for sejlskibe af træ. Ejeren af værftet hed nu Eric Paulsen.
Her kom Voetmanns Tømmerhandel
Da Paulsens Værft ikke fik flere bestillinger blev Tømmergården ført videre som savværk og trævarefabrik af Eric Paulsens søn Valdemar Paulsen, indtil det brændte i 1895. Året efter solgte familien området, der senere kom til at huse ”Voetmanns Tømmerhandel”.
Andersens Værft brugte tegninger
Først i 1830erne da skibsbygmester Thorkild Andreas Andersen slog sig ned i Aabenraa konstruerede man skibe efter tegninger og mål. Den ny teknik blev også efterhånden taget i anvendelse på Poulsens Værft og den håndfuld andre værfter, der med tiden blev anlagt i Aabenraa.
Kort efter sin ankomst til byen giftede Thorkild A. Andersen sig med en lokal smedemesters datter, Anna Tyroll. Dermed knyttede han familiære relationer til byens maritimt orienterede håndværkermiljø. Efter først at have bygget nogle mindre skibe, kunne han i 1838 søsætte det første store sejlskib, fregatten Wodan på 116 kmcl. Skibet havde han bygget for Jacob Bendixen, der var i færd med at opbygge eget rederi uden svogeren Jørgen Bruhn.
Det store værft på Kalvø
På Kalvø i Genner Bugt anlagde Jørgen Bruhn omkring 1850 et værft. Her blev det første klipperskib efter amerikansk forbillede bygget. I 1826 havde han købt Redergården som også blev kaldt ”Huset på Torvet”.
På Kalvø byggede han ”Herrehuset” til sig selv og boliger til værftets tømmermænd. Der blev også bygget et hus til mestersvend Anders Damm. Søren Schmidt fra Brøns kom til at spille en afgørende rolle i udviklingen af skibsbyggeriet. Han havde været i USA for at studere skibsbygning.
Jørgen Bruhn blev indberettet til provsten
I Aabenraa var man ikke så begejstret for Jørgen Bruhns initiativ. For nu gik Aabenraa glip af gode indtægter. Og ansøgningen om tilladelse til at starte skibsbyggeri på Kalvø blev trukket i langdrag. Men mod at betale afgift til byen og amtet fik han tilladelsen. Det vakte dog også begejstring, da man så, at det var et Dannebrog, der blafrede fra flagstangen.
Inde på fastlandet var man meget skeptisk over for det, der foregik på øen. Man havde nemlig hørt, at Jørgen Bruhn havde ansat en tysksindet, Madam Tutein til at undervise arbejdernes børn. Og det fik præsten inde på fastlandet til at melde ham til provsten i Haderslev.
Men noget kunne tyde på, at præsten i Hoptrup ikke forstod Jørgen Bruhns position i det nationale spil. Eller måske havde indberetningen blot haft til formål at undergreve projektet på Kalvø.
Økonomisk katastrofe for byen
De mange skibsværfter havde da det hele toppede 270 ansatte. Da de senere lukkede en efter en blev det en økonomisk katastrofe for byen.
Man glemte nationale stridigheder ved begravelse
Den 17. marts 1858 bragte Freia en reportage fra Jørgen Bruhns begravelse. To Dannebrogsflag blev båret forrest i processionen. 300 mennesker var mødt frem. Og det var uagtet af national sindelag. Og man kan sige, at hans død markerede enden på en æra i Aabenraas søfartshistorie.
Aabenraa-den førende søfartsby
I 1864 var Aabenraa den førende søfartsby i Slesvig foran Flensborg og Sønderborg. En folketælling fra Løjt i 1860 viste, at 20 sømænd på Løjt var hjemme, mens 205 var udenlands.
Da Michael Jebsen blev dømt
I kølvandet på treårskrigens sammenbrud gik Michael Jebsen den 3.maj 1851 på gaden sammen med tre andre. De sang en Slesvig Holstensk kampsang. Men uheldigvis hørte myndighederne dette, og så var det dømt fire dage i spjældet.
Men ifølge overleveringer så slap han fra spjældet grundet en nådig politiembedsmand. Men efter episoden fik han en livslang aversion-, ja nogle mente ligefrem had over for danskerne.
Han ville have et stålskibsværft til Aabenraa
Fremtiden tilhørte dampskibene. I 1878 havde Michael Jebsen oprettet et dampskibsrederi hjemmehørende i Aabenraa. I forbindelse med etableringen af rederiet forsøgte han at få de førende skibsbyggere i Aabenraa til at indgået samarbejde om anlæggelse af et stålskibsværft, men forgæves. Men Jebsen fik dog stor succes med sit rederi.
Men det fik dog ikke den samme betydning for Aabenraa som sejlskibene.
I 1873 var han blevet indsat som manager for den flåde af dampskibe, som den store tyske stålproducent Krupp netop var i færd med at opbygge.
Michael Jebsen var sarkastisk, når han omtalte sine kollegaer i Aabenraa, som i begyndelsen af 1880erne havde mistet følingen med den teknologiske udvikling. Dette erkendte Jebsen. Han gik foran med at etablere Flensburger Schiffsbau-Gesellschaft.
Men så let opgav Jebsen dog ikke. I 1899 gik han i samarbejde med byrådet om etablering af et stålskibsværft. Han havde udarbejdet en skitse over anlægget. Men projektet gik i sig selv, da Jebsen døde senere på året. Et stort bankkrak satte en stopper for investeringslysten i byen.
Familien Jebsen foretrak søfolk fra Aabenraa egnen, og de brugte de tre makreller i deres logo. Dog svømmer den midterste makrel den forkerte vej.
Minderne skulle bevares
Heldigvis indså man, at minderne skulle bevares. I 1887/88 fik man et museum i byen. En masse af områdets søfartsouvenirs blev indkøbt, så ikke andre byer overtog det. Men først i 1920erne udviklede museet sig til et egentligt søfartsmuseum.
Ja og byens søfartshistorie blev også nedfældet i både en dansk og en tysk version. Og en masse erindringer er samlet i byen og nedfældet i litteraturen.
Den legendariske Hans Bruhn
Forfatteren Erik Bodenhof som tilbragte sine ungdomsår omkring 1860 i Aabenraa og omegn fortæller således om Hans Bruhn;
Mange erindringer på museet
Mange af erindringerne er ikke udgivet, men ligger på museet. Kaptajners kopibøger og breve er bevaret. Og dagbøger fra kaptajnsfruer er bevaret. Ja så er det jo også dygtige historikere i Aabenraa, der forstår at videreformidle den spændende søfartshistorie, der havde og har stor betydning for byen.
Ja så var det jo også lige bladet Freia, hvis redaktør var ud fra en lokal kaptajnsslægt. Ja vi har faktisk beskrevet dem i en artikel for sig selv.
Styrmandsuddannelsen
Indtil 1863 foregik styrmandsuddannelsen som privatundervisning på Aabenraa-egnen hos en pensioneret kaptajn. På Løjt Land udviklede Peter Boysen og hans undervisning i Skovby sig som en skole. Han begyndte omkring 1830. Han var så populær, at han i 1845 havde 22 tilrejsende elever. Dertil kom et ukendt antal lokale elever.
Eksaminationen af de slesvigske styrmandskandidater foregik hos kaptajnløjtnant Middelboe i Tønning. Man var ikke helt tilfreds med i Aabenraa, at man skulle rejse så langt, når de fleste søfolk boede på østkysten. Man foreslog at det blev flyttet til Flensborg. Men det skete dog først mange år senere.
I 1863 åbnede Julius Ebsen en privat navigationsskole i Aabenraa. Den blev i 1871 overtaget af de preussiske myndigheder dog med de samme lærer. Det var her sejlskibstidens sidste kaptajner i Aabenraa tog deres uddannelse.
Aabenraa Sømandskasse
Der fandtes ikke et skipperlav, der kunne optræde på vegne af reddere og kaptajner. Et forsøg på at oprette et sådant lav i 1731 førte til udfærdigelse af nogle lavsartikler, men så skete der heller ikke mere.
Men den 20. februar 1839 oprettede man Aabenraa Sømandskasse. Kredsen var en god blanding af kaptajner bosiddende i Aabenraa og på Løjt Land. De årlige generalforsamlinger tiltrak mange kaptajner. Dagen efter afholdt man middag for byens borgere og områdets søfolk.
Hensigten var at spare 10.000 rigsdaler op. Når det beløb var nået ville man påbegynde udbetaling af renterne til trængende søfolk og deres familie herunder enker og børn.
Det største bidrag gav Jørgen Bruhn. Han blev også sømandskassens første direktør. Efter hans død overtog hans søn, Hans Bruhn denne post. Der skulle tre nøgler til at åbne kassen.
I 1867 overskred man de 10.000 rigsdaler. Nu kunne man begynde at udbetale penge til de trængende søfolk og efterladte. Aabenraa Sømandskasse virkede lang tid efter, at byens sidste store sejlskib var sejlet væk.
Da Dannebrog skulle udskiftes
Det nationale kom også til udtryk hos søfolkene. I 1842 forlangte 39 kaptajner og redere at få udskiftet Dannebrog med det slesvig-holstenske flag.
Men blandt skibstømrerne var der udprægede dansksindede. I 1845 etablerede skibstømrerne en dansk forening. Det betød fyring af fire mand hos Paulsens værft. Det fik ingen konsekvenser for folkene på det nu tredje værft, Michelsens Værft.
Kongelig agent
Jørgen Bruhn var blevet udnævnt til ”kongelig agent”. Han blev i København anset for at være en loyal mand. Han var dog ikke i den udprægede danske lejr. Han var en kongetro og konservativ helstatsmand af slesvigsk tilsnit dog mest muligt tilbage for den nationale konfrontation.
Overgreb mod Thorkild A. Andersen
Det fortælles, at Thorkild A. Andersen en vinterdag blev trukket ud på Torvet uden overtøj af de Slesvig Holstenske tilhængere. Det kostede ham angivelig det gode helbred. Da danskerne atter fik magten, vendte flygtningene fra Barsø hjem. Og efter krigen overtog sønnen Skifter T.J. Andersen den ledende kraft på værftet. Efter faderens død i 1862 overtog han hele ledelsen.
Freias Kommentar til Tømmermændenes fest
I Freia kunne man den 3. juli 1850 læse følgende:
Da Bendix Bendixen endte på Fattiggården
Bendix G. Bendixen måtte sælge det fine hus de havde fået bygget i Stollig. Han flyttede til Aabenraa, hvor den tidligere kaptajn ernærede sig som lods og havnemester. Men han kunne ikke fastholde dette job. Efterhånden gik familien i opløsning. En tid arbejde han på Poulsens værft. Men han blev stadig mere drikfældig og endte på fattighuset i 1887. En trist skæbne for en af Aabenraas mægtigste mænd.
Jørgen Bruhns sønner lukkede efter 15 år
I løbet af første halvdel af 1870erne afvikledes rederiet ”Jørgen Bruhns Sønner”, efterhånden som skibene forliste eller blev solgt. Da havde rederiet eksisteret i omtrent 15 år efter matadorens død. Selv om det ikke gik helt dårligt, formåede arvtagerne ikke at indtage den offensive rolle i Aabenraa-søfarten, som Jørgen Bruhn havde haft.
Reimars Værft
Vi havde også Johann H. Reimars. Han havde siden 1832 fungeret som smedemester i Aabenraa. Omkring 1856/57 etablerede han sit eget skibsværft. Han ansatte ”en lærd Konstruktør fra København” ved navn H.H. Holst. Reimars forestod ikke selv konstruktionen og byggeriet af skibene. Men han var organisatorisk og økonomisk leder af sin virksomhed. Skibene var af meget høj kvalitet. Der blev bygget i alt 19 skibe i de 10 år værftet eksisterede.
Sejl, flag og kompasmager
Centralt i Aabenraas maritime miljø befandt sig Jørgen Nicolaisen Cornett. Han var den ene af byens to sejlmagere. Han boede og arbejdede blandt skibsbyggere i den ende af Aabenraas skibbrogade, der løb ud ved havnen. På husets gavl stod:
Han havde parter i flere skibe og mange andre jern i ilden. Familien Cornett var stærkt dansksindet. Og i Marie Cornetts breve fra 1864, kan man se at familien omgikkes Skifter Andersen. Men sejlmagerfruen betegnede ham nu kun som halvt dansksindet. Og skibsbygmesterens broder, Ludvig betegnede hun som ”rent tysk”. Men til sidst mente hun dog, at de begge var blevet dansksindede.
Raben – en tysksindet matador
På den anden nationalpolitiske side befandt Gustav F.T. Raben sig. Han var både reder og værftsejer. Og han blev en ny matador i byen. Han var meget optaget af den nationalpolitiske strid. Han bestred også en post som senator. Ud over søfarten var han involveret i Kobbermøllen i Kruså. De leverede forhudningsplader, messingsøm og messingstænger til bolte, der blev anvendt på værfterne i Aabenraa.
I 1871 var Raben hovedredder af ikke mindre end 17 skibe. Et af hans skibe var den lille damper Apenrade, der sejlede i rutefart mellem Aabenraa og Sønderborg. Og så var der også et andet lille skib, der sejlede i fast rutefart.
I 1879 byggede Rabens Værft det sidste skib. Rederiet fortsatte i 1880erne. Omkring 1885 afhændede det en del skibe mens andre forliste. Først omkring 1890 var det helt slut med rederiets aktiviteter.
Aabenraas havneflag blev reddet
Aabenraa Havneflag, Dannebrog med De Tre Makreller i midten, som ifølge overleveringen blev nedtaget af Christoffer C. Fischer, da de tyske tropper nærmede sig byen i 1864, for at det ikke skulle falde i fjendens hænder. Det blev afleveret til Aabenraa Museum i 1920erne, da byen atter var blevet dansk.
For de fleste redere og kaptajner på Åbenrå-skibene var det forholdsvis uproblematisk at udskifte flaget efter 1864. Men for de dansksindede var det en bitter pille at sluge. Den unge styrmand Andreas Cornett havde været til søs under selve krigen, men da han vente hjem omkring årsskiftet 1864/65 beskrev han ændringerne til sin søster og svoger på Kinakysten:
Tysk flag var ikke velset blandt de dansksindede
Tyske flag var ikke noget man brød sig om i de dansksindede kredse i Aabenraa, men livet gik jo videre. Da Anders Cornett blev kaptajn for sit eget skib var han blandt de Aabenraa-kaptajner, der skiftede til dansk statsborgerskab og omregistrerede deres skib til en havn i Danmark. Også Fischer-kaptajnerne, som vi har beskrevet i en artikel tilhørte den hårde danske kerne blandt kaptajnerne. Men de var dog i mindretal.
Chinatown i Aabenraa
Penge tjent ved søfart blev brugt på opførelse og vedligeholdelse af bygninger på Aabenraa-egnen. Mest kendt er kaptajnsgårdene på Løjt Land, som kaptajnerne opførte og bosatte sig i, når de gik på land.
I 1875 opførte tre kaptajner en villa på stribe lidt uden for Aabenraa på Nørre Chaussee (Haderslevvej). Ja man kaldte det for Chinatown, ikke fordi, at de var speciel kinesiske. Men kaptajnerne havde tjent penge på Kinakysten.
I 1880erne kom der flere huse til Chinatown også beboet af tidligere kaptajner.
Blandt de mere utraditionelle hjembringelser var i 1820erne slaven, Emanuel fra Brasilien, som Jacob Bendixen medbragte.
En del kinesiske genstande havnede i borgerstuerne i Aabenraa og på kaptajnsgårdene på Løjt Land.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:
August 29, 2017
Byen med de mange jernbanestationer
Dette er Haderslev-artikel nr. 13. Her var man ikke tilfreds med de engelske entreprenørers udspil. Det første lokomotiv nåede Haderslev i 1866. Det var en festlig indvielse. Vi skal høre om Haderslev-Vojens Banen og Haderslev Amts Jernbane (Kleinbahn). Og så er det de mange jernbanestationer, der konstant fik navneforandring, og nogle blev også flyttet. Den første strækning med Amtsbanen gik til Christiansfeld. Man kunne mærke Første Verdenskrig. En ny storhedstid for Amtsbanen var kørsel med mergel. Under besættelsen kørte man med farligt gods. Der var ved at ske en katastrofe. Og så var der flere dræbte under et angreb af de allierede. Stationerne blev ude på landet ofte indrettet i forbindelse med en købmandshandel eller med en aftale med en landmand. Nu er der veteranbane på strækningen Haderslev-Vojens.
Ikke tilfreds med englændernes planer
Samuel Peto indgav den 3. december 1852 et forslag til kongen om bygning af en jernbane fra Flensborg til Frederikshavn, finansieret og bygget af ham selv. Peto foreslog en zigzaglinje fra Flensborg via Tønder og Ballum og videre til et punkt på en bane mellem Hjerting og Århus. Derfra skulle banen føres via Viborg til Aalborg og Frederikshavn.
Det var man nu ikke så tilfreds med. Så ville man ligge langt fra en jernbanelinje. Den 14. februar 1853 indgav man en ansøg om, at blive taget med i planlægning af en længdebane. Men dette blev afslået. Først 8 år senere var man mere heldig.
Det første lokomotiv i Haderslev
Da krigen brød ud den 1. februar 1864 var strækningen mellem Skovkro ved Flensborg og Rødekro færdiggjort. Aden 18. september 1864 kom det første lokomotiv til Vojens.
I 1865 havde jernbaneselskabet erhvervet de nødvendig arealer vest for byen. En del af jorden tilhørte bryggeriejer Søren Christian Fuglsang, der havde købt jorden året før. Foruden banegården opførtes også et ”Kaiserliches Haupt-Postamt”.
Indvielsen var festlig
Nu betød strækningen Vojens-Haderslev ikke de store udfordringer for de engelske entreprenører. Om eftermiddagen den 20. februar 1866 ankom der for første gang et lokomotiv til Haderslev Station. Lodsejerne op til banen havde modtaget instrukser om, at banen ikke måtte befærdes fra 10 minutter før et togs planmæssige passage, og indtil toget var kørt forbi.
Indvielsen var ret festlig. Således havde Jernbaneselskabet betalt 1.000 rdl. hos Hotel Petersen, der havde anrettet et festmåltid. Nogle af de godt berusede gæster kunne således ikke nævne, hvad de havde fået at spise.
Hold tungen lige i munden
Tre jernbanestationer havde Haderslev. Det er da godt nok imponerende. Jo i jernbanehistoriens storhedstid var alt muligt. Og skal man beskrive Haderslevs stationer, så må man holde tungen lige i munden. De fik konstant navneforandringer og blev flyttet, ja det skete også, at de fik deres gamle navne tilbage.
Statsbanegården/Vestbanegården
Der var Statsbanegården, der senere kom til at hedde Vestbanegården kun havde ekspedition af statsbanetog. Ja den hed jo også Alt Hadersleben. Den lå i den vestlige udkant. Den havde ikke forbindelse med bymidten eller havnen. Og den lå her fra 1866.
Faktisk lå bryggeriet Fuglsang lige ved siden af. Og det var konsortiet Peto, Brassy ND Betts, der anlagde den 11,9 kilometer lange bane Vojens-Haderslev. Det var også dem, der byggede den sønderjyske længdebane, og de sønderjyske sidebaner. På grund af det bakkede terræn kunne man ikke komme direkte til købstæderne.
Godt nok passerede amtsbanestrækningen Haderslev-Skodborg stationsterrænets nordside. Men man havde sin egen perron med læskur. Strækningen fra Statsbanegården til Amtsbanegården og videre til havnen havde firestrenget spor.
Sydbanegården/Sønderbro Station
Sydbanegården (Sønderbro Station) var mellemstationen på strækningen til Ustrup og videre vest på ad de to baner via Gram henholdsvis Toftlund til Arnum og videre til Skærbæk. Der var også på et tidspunkt et stoppested i Skolegade. Så egentlig var der 4 stationer i Haderslev!
Amtsbanegården/Hadersleben Kleinbahnhof
De smalsporede amtsbaners egentlige centrum var Amtsbanegården ved Jomfrustien. Her var der anlagt en halvrund remise med 8 porte samt et stort værksted. Jo Hadersleben Kleinbahnhof blev placeret midt i byen. Og den første strækning til Christiansfeld skabte også en forbindelse til Statsbanegården.
Nu kan det være svært at finde frem til disse steder. Mest intakt er nok Amtsbanegården og Sydbanegården. Remisen blev overtaget af et pakhus og så fik rutebilerne værksteder og garager.
Kun 5 km mellem to amtsbaner
To steder var der kun en afstand på 5 kilometer mellem Aabenraa og Haderslev Amtsbaner. Men det var ikke meningen, at de skulle sammenkobles, selv om det nok havde været praktisk nogle gange. I Haderslev Amt var der blevet anlagt i alt 207 km ”Kleinbahn”.
Preussisk lov af 1892
Det var inden for rammerne af den preussiske Kleinbahngesetz fra 1892, at disse baner blev oprettet. Man så bort fra en række sikkerhedskrav og ville gerne udvikle landområderne. Og det var nu heller ikke altid nødvendig at anlægge en station. For en lokal kromand eller landmand blev udnævnt som baneagent, og fra hans ejendom blev der så solgt biletter m.m.
I Haderslev kreds kom der i 1892 til en større diskussion med nationale undertoner, da Landråd (Amtmand) Karl Mauve fremlagde en plan over kredsringsbane fra Haderslev.
Betalingerne stoppet
Selv om der var samlet en ret stor arbejdsstyrke og selv om vinteren 1897-98 var mild kneb det for entreprenøren at gennemføre arbejderne til tiden. Den 7. februar 1898 standsede entreprenøren sine betalinger. Og det kneb nu også med at finde tilstrækkelig med arbejdskraft. At det også kneb med at få bygningsmaterialer gjorde det ikke bedre.
Arbejderne blev indkvarteret i træbarakker langs ruten.
Den første strækning
Den 4. marts 1899 blev banen fra Haderslev til Christiansfeld indviet som den første. Dagen efter kunne trafikken begynde på strækningen fra Rødding til Vojens, mens banen videre til Haderslev over Ustrup først blev åbnet 4. december samme år.
Herefter prioriterede man uddybningen af Haderslev Fjord. Først den 28. maj 1903 fortsatte man udbygningen af jernbanenettet med indvielsen af banen fra Haderslev til Årøsund, der gennem århundrede havde været et vigtigt overfartssted til Fyn.
Den 2. april 1904 indviede kredsen banen fra Ustrup til Toftlund over Over Jerstal, Agerskov og Branderup.
Skærbæk – Haderslev 4 ½ time
Den sidste jernbane med endestation i Haderslev var banen til Skodborg, der blev indviet den 1. juli det følgende år. Det var en bane med en yderst tvivlsom økonomi på grund af det meget begrænsede opland. Men den havde regeringens opmærksomhed for den gik gennem den udprægede dansksindede egn.
Den 15. september 1910 åbnede banen fra henholdsvis Toftlund og Gramby til Arnum, som den 13. november fik en strækning videre til Skærbæk på den vestlige længdebane.
Dermed havde Haderslev kreds fået en direkte forbindelse mellem Skærbæk og Haderslev. Tænk engang, at det var en rejsetid på 4 ½ time.
Første Verdenskrig
Jernbanerne i Slesvig-Holsten blev berørt af Første Verdenskrig. De blev sat under ”Krigsbetrieb”. Dette blev ophævet i november 1944, hvor personkørsel igen blev tilladt. Svigtende forsyninger betød at kørslen blev reduceret med 40 pct.
Under Første Verdenskrig blev der i forbindelse med ”Sicherungsstelle Nord” anlagt en metersporet forbindelsesbane mellem Haderslev Amts Jernbaner og Aabenraa Amts Jernbaner. Det skete mellem Branderup Mølle og Øster Terp.
Efter Genforeningen
Ved Genforeningen overgik statsbanerne til DSB, mens kleinbanerne blev overdraget til amterne. Men efter 1920 begyndte busser og lastbiler lige så stille at æde sig ind på jernbanernes økonomiske fundament. De var langt billigere og meget mere fleksible.
Turen fra Haderslev til Årøsund tog cirka en time. I dag kan turen foretages på 10 minutter i bil.
DSB overtog efter genforeningen i 1920 driften af Vojens-Haderslav banen. Statsbanegården fortsatte under betegnelsen Haderslev. Fra 1928 hed den Haderslev Statsbanestation. Kredsbanegården fortsatte som Haderslev Amtsbanegård. I 1933 nedlagde amtsbanerne linjen til Skodborg, som også omfattede strækningen mellem de to banegårde i byen.
DSB var villige til at lade underordnet personale til at fortsætte i deres stillinger, mens overordnede lederstillinger, som for eksempel stationsforstandere skulle besættes af danske embedsmænd. Det betød, at 120 danske jernbanefolk blev forflyttet til Sønderjylland den 21. april 1920. Den endelige overtagelse fandt sted natten mellem den 16. og 17. juni 1920.
En ny storhedstid
I 1926 indledes en ny epoke for Haderslev Amts Jernbaner. Dette år startede mergeltransporterne. Disse transporter spillede en meget stor rolle i forbedring af landbrugsjordene. Disse transporter foregik i resten af 1920erne og 1930erne. Mergellejrene lå ved Arnum, Fjersted og Roager.
Igen Navneforandring
Men fra 1934 førte DSB alle tog til Amtsbanegården og flyttede maskindepotet dertil. Haderslev Statsbanegård ændrede navn til Haderslev Vestbanegård og fik indskrænket betjeningen. Perronsporet østende blev forlænget i en kurve mod nord og forbundet med sporet til Amtsbanegården. Nu blev der muligt at køre direkte til Vojens. Der blev nu også lagt et krydsningsspor med en meget smal mellemperron.
I 1939 blev den sidste amtsbanestrækning nedlagt. Nu overtog DSB også Haderslev Amtsbanegård. Dens navn var ikke mere dækkende. Så i 1943 blev navnet ændret til Haderslev Bystation. Og samtidig blev Vestbanegården til Haderslev H.
Farligt gods
Placeringen af et stort tysk ammunitionslager i Østerskov nordøst for Haderslev bragte mange godstog til byen. Denne kørsel fortsatte et stykke tid efter besættelsen. Først blev lagrene i Østerskov tømt. Fra december 1945 kom særtog til Haderslev Havn med udgravet ammunition fra Oksbøl-egnen. Disse særtog kørte kun om natten og med beskyttelsesvogne.
Lige før en katastrofe
Den 5. december 1945 var det ved at gå galt ved bystationen. En fejlagtig rangering sendte toget med i alt 300 tons og bl.a. tre vogne med højeksplosive granater mod et holdene lokomotiv på remisesporet –i stedet for på havnen. Den store togvægt blev bremset af lokomotivet –og kun ved et stort held undgik man en eksplosion, der ville have lagt bydelen øde.
De allierede bomber tog
De allierede valgte at bombardere jernbaner og veje for at forhindre tyskerne i at bringe forsyninger frem. Over dele af Danmark var flyaktiviteten stor. Det kulminerede den 7. januar 1945, hvor ti tog blev angrebet af 14-16 allierede fly mellem 12 og 13. Først gik det ud over Sønderjylland, dernæst Fyn. 30 mennesker blev dræbt og 48 sårede.
I Vojens blev et værnemagtstog med to tyske lokomotiver ramt. Det ene lokomotiv blev sat ud af drift, en tysk soldat blev dræbt og tre andre personer blev lettere såret.
Værre gik det ud over Haderslev, hvor tog 217 blev angrebet. Toget skulle afgå fra Haderslev 12.30, men var, som de fleste tog i de sidste krigsår, noget forsinket. Det havde godt 50 passagerer, hvoraf halvdelen var tyske soldater. Desuden var der en del lærere og skolebørn, hvis juleferie var slut.
Omkring Dyringkær en halv kilometer efter Bøghoved, bemærkede passagererne en skrattende lyd. Kort tid efter blev man klar over, at toget, som stadig kørte, var blevet beskudt.
En fyrbøder og en togbetjent blev dræbt. Lokomotivføreren fik et strejfskud i brystet. Også en kvinde, der opholdt sig i Pakvognen blev dræbt.
Bystationen flytter
For nu at undgå to overskæringer i Haderslev på den meget trafikerede Nørregade, der dengang var hovedvej 10, blev Haderslev Bystation i 1950 flyttet til den tomme tyske Fridrichsschule vest for Nørregade. Bystationen blev i 1979 solgt til solgt til Haderslev Kommune.
Så blev navnene igen ændret
Den tidligere amtsbanegård blev nu rutebilstation indtil 1961, hvor den blev flyttet fra Jomfrustien til den nuværende placering ved Nørregade. Maskindepotet blev nedlagt i 1951. I stedet blev der på Haderslev H opført en remise, som er bevaret. Haderslev H fik i 1967 navnet Haderslev Vestbanegård tilbage.
Ofte restauranter og skænkestue i bygningerne
I jernbanebygningerne var der ofte indrettet gæstgiveri med skænkestue, restaurant og værelser i større antal til overnattende gæster. Det kunne ske på den lange rejse fra Skodborg til Vojens eller helt til Haderslev. Ofte var der også boliger til både stationsforstander og andet personel i eller ved stationen.
Og en af de flotteste, hovedstationen i Haderslev, Haderslev H eller Amtsbanegården blev desværre revet ned i 1960erne.
Mange købmandsbutikker var også indrettet i forbindelse med stationerne. Ganske få af de tidligere ledvogterhuse ved overkørslerne er i dag bevaret.
Veteranbane
I 1974 ophørte persontrafikken på Haderslev-Vojens banen. Der var oliekrise, og MO-togene slugte for meget olie. Disse toge stammede tilbage fra 1930erne og 1940erne. De kunne ikke mere konkurrere med de moderne busser.
I dag køres der veteranbane på strækningen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Haderslev: Læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Sporvogne, Busser og Tog: Læs her på www.dengang.dk
August 25, 2017
K.B. Martinsen-Portræt af en forræder
Han havde en glimrende karriere foran sig. Men han blev skuffet over dansk militær og de danske politikere. Han meldte sig ind i DNSAP lige som så mange andre officerer. Han fik 8 dages kvarterarrest, og så hans karriere ødelagt. Han meldte sig ind i Waffen SS og var meget tæt på jødeudryddelse. Kryssing forstod ikke Waffen SS-kultur. Schalburg blev chef. Men omkom i kamp. Martinsen blev chef, og der var ballade under første orlov hjemme. Martinsen var til samtale hos Himmler. Den danske krigsminister opfordrede officerer til at søge i tysk tjeneste. Dansk gesandt opfordrede de danske soldater til at forsvare ”det fælles fædreland”. Werner Best ville hellere have Poul Sommer end Martinsen. Han likviderede en rival i kælderen. Hele tiden var han i kollisionskurs med Panke og Best. Schalburgkorpset skulle bekæmpe danske terrorister. I Berlin troede han, at han skulle forfremmes, men han blev sat i arrest. K.B Madsen blev henrettet.
Han ville være officer
K.B. Martinsen vidste allerede under sin rekruttid på Roskilde Kaserne, at ville være officer. På Frederiksberg Slot var han en af de allerbedste kadetter. Hans karriere fortsatte i Haderslev, Sønderborg og Helsingør.
Faktisk var han også afholdt af dem, som han kommanderede eller underviste. Han havde en strålende karriere foran sig. Endvidere gjorde han tjeneste i Frankrig. Han kom til at lære fransk, og talte det nærmest som en indfødt. Men under opholdet udviklede han et radikalt had mod kommunismen.
Da han kom hjem fortsatte han i Sønderborg. Men snart blev han igen flyttet til Løjtnantskolen på Kronborg som underviser. I 1939 blev han forfremmet til kaptajnløjtnant. Han blev udset til at indtræde i Officersskolens specialskole, hvilket betød, at han var blandt officerseliten.
Skuffet over det danske militær
Den 9. april 1940 kom som et chok for de unge officerer. Martinsen foreslog, at Frederiksberg Slot blev indrettet som en forsvarsstilling. Han betragtede hærens rolle som et totalt svigt. Han tumlede med planerne om at rejse til England for at kæmpe for dem.
Som dyb konservativ militærpersonudviklede han en dyb foragt for de danske politikere og deres politik. Denne foragt fik ham til nøje at studere nationalsocialismen. På Hærens Officersskole blev han stærk påvirket af kaptajn Erik Lærum.
Glad for Scavenius tale
Den 26. juni 1940 meldte han sig ind i DNSAP. Seks af de øvrige officerer på det kursus han deltog i gjorde det samme.
Udenrigsminister Scavenius tale den 8. juli 1940 vakte genklang hos officererne. Her talte han om tyskernes store sejre og sluttede med ordene:
Hverken Stauning eller andre kritiserede disse udtalelser.
Forhandlinger om et dansk korps
Flere gange i vinteren 1940/41 var der indkaldt til møder vedr. oprettelse af et dansk korps, hvor alle danskere kunne gøre en indsats mod bolsjevismen. Det skulle være en ren dansk militærenhed.
Omkring januar 1941 var Martinsen indkaldt til et møde på landsretssagfører Børge Brylds kontor. Her blev han orienteret om, at DNSAP’ s leder, Frits Clausen havde ført forhandlinger med tyskerne om oprettelse af et dansk korps. Det var åbenbart stor interesse både blandt almindelige danskere samt officerer.
Hos Nebenstelle Nordsee fik Martinsen og andre officerer tilbud om, at komme på SS-Junker skolen i Bad Tölz i Bayern.
8 dages kvarterarrest
Den 17. november 1940 afholdt DNSAP en stor mindehøjttidlighed for de danske soldater, der havde mistet livet den 9. april 1940. Her kom der til sammenstød som politiet havde svært ved at tackle.
Martinsen medvirkede i uniform, og det fik konsekvenser. Kort forinden havde Krigsministeriet udsendt et dekret, at forsvarets officerer ikke måtte deltage i uniform i politiekse møder.
Martinsen blev idømt 8 dages kvarterarrest. Denne straf kunne han ikke acceptere og mente, at den var politisk, fordi han var medlem af DNSAP. Men Martinsens lovende karriere nu var kørt ud på et sidespor. Han blev nærmest tvangsforflyttet til Fredericia.
Optaget i Waffen SS
Ikke lang tid efter fik han brev fra Nebstelle Nordsee, hvor man meddelte ham, at han var godkendt til optagelse i Waffen-SS. Samtidig ansøgte Martinsen om at ”udtræde uden for nummer” og rent proforma fik han også bevilliget et års orlov.
Men på skolen viste det sig, at han og ro andre officerer var for overkvalificeret. De to andre var Worsøe-Lassen og Rantzau Engelhardt. De blev i stedet udstationeret til et kompagni i Krakow. Hurtig opdagede de, at her var ældre mænd på omkring 40 år og udrustningen var ikke den mest moderne.
I nærheden af jødedrab
Martinsen kom i forbindelse med Friederich Feckeln, der efter ordre fra Heinrich Himmler organiserede massemorderne på jøder i hans område. Fra den 27. til den 30. juli blev 800 jøder skudt, og alene den 4. august blev 1.385 jøder skudt. Omkring den 22. august blev 22.600 jødiske mænd, kvinder og børn skudt, af de kompagnier, hvor Martinsen og de to andre danske officerer var tilknyttet. Man ved den dag i dag ikke, hvordan de var tilknyttet, men de kan næppe have undgået at se, hvad der foregik.
Den 26. august fik de tre danske officerer ordre om, at rejse til Langenhorn-kasernen i Hamborg, hvor Frikorps Danmark nu var opstillet.
Krigsministeren var positiv m.h.t. at kæmpe på tysk side
Hjemme i Danmark havde SA-chef Axel Juul skrevet til krigsminister Brorson og bedt om klare linjer med hensyn til Frikorps Danmark. Han ønskede belyst, om det var i overensstemmelse med regeringens politik, hvis man meldte sig på tysk side i kampen mod kommunismen. Som svar fik Juul Krigsministeriets cirkulære af 8. juli 1941 samt et brev fra krigsministeren. Det er ikke alene korrekt, at pågældende meldte sig. Det er også ønskværdigt, at et så stort et antal som muligt melder sig, idet man så undgik tvangsudskrivning af et kontingent danskere til kampen mod kommunismen.
Hvervingen af danskere til Waffen SS var i gang
Hvervingen af danskere til Waffen-SS var allerede begyndt kort tid efter besættelsen. Dem der meldte sig var hovedsagelig nationalsocialister og hjemmetyskere. Men efter tyskernes angreb mod Sovjet den 22. juni 1944 satte DNSAP fulde sejl på propagandaen.
Kryssing forstod ikke kulturen i Waffen SS
Den 28. juni 1941 var Frikorps Danmark blevet en realitet under ledelse af den danske oberstløjtnant Kryssing. Allerede den 19. juli var de første 700 danske frivillige ankommet.
Allerede fra starten var der problemer i Frikorps Danmark. Kryssing forstod grundlæggende ikke kulturen i Waffen SS, som politisk arme med alt, hvad dette indebar. Han fastholdt stædigt, at Frikorpset var en upolitisk, dansk enhed under dansk kommando med dansk som kommandosprog.
Modstræbende måtte Kryssing erkende, at kommandosproget måtte være tysk, da det var en enhed under Waffen SS. Men Kryssing fastholdt, at korpset skulle være uafhængig af DNSAP’ s ideologi. Ja og for at gøre det endnu mere kompliceret, så kunne Kryssing overhovedet ikke noget tysk. Og vi skal vel også lige have med, at Kryssing ikke var nazist.
Danmark betalte motoriseringen af Frikorpset
Et tredje problem var, at der slet ikke var plads på kasernen i Hamborg. Man fandt en ny kaserne i Polen. Det var et tidligere kloster. Indkvarteringsforholdene var væsentlig dårlige, men uddannelsesforholdene var betydelig bedre.
Kryssing foreslog, at Frikorpset skulle motoriseres. I begyndelsen var de danske myndigheder ikke meget for dette. Men efter forhandlinger med Scavenius blev det danske militærs depoter åbnet. Og det var den danske stat, der leverede.
Man flyttede endnu engang
Endnu engang blev der flyttet kaserne. Forholdene var ideelle for officererne. De kunne nu få deres koner på besøg og her var sandelig også et officerskasino. Men forholdene var bestemt blevet dårligere for mandskabet.
Kryssing fyret som chef
Korpskommandør Kryssing mistede gradvis grebet om Frikorpset. Den 23. februar 1942 blev Kryssing kaldt til Berlin, hvor han fik at vide, at han var blevet flyttet fra Frikorpset og sat til tjeneste som artilleriofficer ved en Totenkopf-division.
Samme dag meddelte Martinsen dette over for alle, og oplyste, at han indtil videre overtog kommandoen.
Den nye kommandør, Schalburg dræbt
Den 1. marts ankom korpsets nye kommandør, Christian Frederik von Schalburg. Martinsen blev udnævnt som næstkommanderende. Snart efter blev Frikorps Danmark sendt til fronten ved Demjansk.
Den 17. maj mistede Frikorps Danmark deres første mand, og 12 dage efter blev Martinsen dekoreret med Jernkorset af 2. klasse for tapperhed.
Under et næsten selvmorderisk angreb blev von Schalburg dræbt. Og Martinsen overtog straks kommandoen. 32 andre danske soldater mistede livet ved denne aktion og tæt ved hundrede blev alvorlig sårede.
Nu blev Martinsen endelig chef
Alle forventede nu, at Martinsen blev den ny kommandør, men sådan gik det ikke. SS-Hauptamt havde andre planer. Sturmbannführer Hans Albert von Lettow-Vorbeck blev ny kommandør. Men den ny kommandør holdt kun et par dage. Det var under særdeles hårde kampe, at Frikorpset led voldsomme tab.
Nu blev Martinsen endelig valgt som kommandør. Efter tre måneders ophold i Demjansk-kedelen havde korpset 127 faldne og 700 sårede. Næsten samtlige soldater var angrebet af infektionssygdomme.
Duede ikke som kasernesoldater med fremragende frontsoldater
Den 4. august fik Martinsen at vide, at Frikorps Danmark skulle trækkes helt ud. Korpset var på vej til total udslettelse. Gruppenführer Eickel fortæller i Wilhelm Teicherts bog om de danske soldaters indsats:
Og den 27.juli fik Martinsen så at vide, at kongen havde tilladt ham at anlægge og bære det tyske jernkors af 1. og 2. klasse.
Ballade i København
Den 8. september 1942 ankom Frikorpset til Københavns Hovedbanegård til en længere orlov. Og dette skete ikke uden ballade.
Der blev afholdt reception på Hotel D`Angleterre for Frikorpset. Martinsen rejste hele landet rundt og fortalte om Frikorpset. Overalt var der fuldt hus. Den 21. september 1942 talte han på Petersens Gæstgivergård i Rødekro.
Den 13. oktober 1942 var der afskedsparade på Artillerivejens Kaserne. General von Hanneken, SS Brigadenführer Kannstein samt den øverstbefalende danske general Ebbe Gørtz skridtede fronten af. Martinsen rejste dog ikke med i første omgang.
Den 18. oktober ankom Frikorpset til Miltau i Letland.
Martinsen til møde hos Himmler
Den 18. februar 1943 blev Martinsen indkaldt til et møde hos Himmler. Her fortalte sidstnævnte, at man ikke havde aktuelle planer, om at nedlægge Frikorps Danmark, men divisioner skulle have en hvis størrelse, hvis de skulle klare sig i en krig.
Man ville heller ikke udnævne Danmark som et protektorat. Men man skulle nok indstille sig i Danmark, at Danmark og Tyskland i fremtiden skulle have fælles militær- og udenrigspolitik.
Martinsen var ikke tilfreds med de rekrutter, der kom fra Danmark. Det ville han gerne lave om på.
SS-korps i Danmark var Himmlers ide
Og så er historikerne lidt uenige om den tidligste historie om Schalburgkorpset. Man har ment, at det var Martinsens ide, måske fordi denne har gengivet det på sådan en måde. Men måske var dette en slags forsvarsstrategi fra Martinsen efter krigen, som danske historiker har slugt råt.
Ny forskning viser, at det var Himmlers plan fra starten, at oprette en SS-hær i Danmark. Han bad Martinsen straks at tage til Danmark for at organisere opstarten til dette korps. Men det var obergruppenführer Berger, der som chef for SS-Hauptmat, som bad Himmler om at forflytte Martinsen.
Himmlers havde forsøgt det samme i Norge, hvor ambitionerne ligeledes havde været at indlemme SA-afdelingen under Quislings nazistparti i SS.
Martinsen havde fortalt Himmler, at man kunne fremme den storgermanske tankegang i Danmark ved at uddanne et specielt korps og uddanne dem i militære færdigheder under dansk ledelse og organisation. Så kunne tropperne stilles til rådighed for Waffen SS. Korpset skulle også kunne bruges hjemme i Danmark. Og de ideer var Himmler helt med på. De var meget sammenfattende hans egne ideer.
Søren Kam blev skoleleder
Martinsen tog direkte til København og henvendte sig i Germanische Leitstelle. Her stillede man Høveltegård til rådighed for det nye korps. Obersturmführer Ellekilde fra Division Wiking blev foreløbig chef for skolen. Untersturmführer Søren Kam fra samme division blev næstkommanderende. Werner Best blev straks orienteret.
Scavenius tog oprettelsen af det nye korps til efterretning.
Kommandant for Regiment 24
Og Martinsen modtog også en direkte udnævnelse til hans ny gerning som regimentschef for Regiment 24 Dänemark fra Heinrich Himmler. Det vil sige, at det var sådan Martinsen forstod det. Men han blev også selv viklet ind i et politisk spil. Måske var det hans egen politiske naivitet eller troen på egen ufejlbarlighed, der senere fik ham i alvorlige problemer.
Det kneb med hvervingen
Den 1. april 1943 udsendte Ellekilde fra sit kontor på Schalburgskolen et cirkulære:
Ja det fremgik også, at skolechefen var Søren Kam.
På den politiske front gik det ikke så godt for DNSAP. Den 23. marts 1943 fik partiet kun 43.000 stemmer. Martinsen selv anså DNSAP som en flok talentløse amatører.
Martinsen rejste tilbage til Frikorpset. På Schalburgskolen kneb det med hvervningen. Foreløbig var der kun optaget 30 mand. Krigsministeriet havde ellers udsendt en skrivelse den 1. juni 1943. Her gjorde man opmærksom på, at ”Man kunne træde uden for nummer”. Det betød, at man kunne beholde sin rang og evt. pension, hvis man igen indtrådte i den danske hær.
Krigsministeren opfordrede atter til tysk tjeneste
Med andre ord, Krigsminister Brorson opfordrede åbenlys til og gav mulighed for at danske officerer kunne søge i tysk tjeneste. Og det var ikke første gang, han gjorde dette.
Ellekilde sendte en rapport til Martinsen. I modsætning til Søren Kam var han mere negativ. Han fortalte, at ikke mange mere troede på en sejr, og at DNSAP var negativ over det Germanske Korps. Dog var der tilmeldt 60 mand til det næste kursus.
Det har jeg aldrig sagt, sagde gesandt
I august 1943 blev alle Waffen-SS divisioner omstruktureret. Alle internationale legioner og frikorps skulle nedlægges. Frikorps Danmark skulle overføres til det nye Regiment 24 Dänemark i Division Nordland. For sidste gang skulle Frikorps Danmark paradere. Og det skete med 33 officerer, 162 underofficerer og 1.191 soldater.
Nedlæggelsen skabte oprør blandt de danske soldater. Mange mente, at deres kontrakter med Waffen SS skulle reves i stykker. Fra tysk side bad man den danske regering om at berolige soldaterne.
Man sendte gesandt Mohr, der var berømt for at holde lange taler. Han sagde bl.a. til de danske soldater:
Efter krigen benægtede Mohr, at han nogensinde havde sagt disse ord.
Ja og den første opgave som danskerne fik, ja det var at bekæmpe partisaner i Jugoslavien.
Søren Kam var stoppet
På Schalburgskolen var der sket ændringer. Søren Kam var stoppet. Han havde været involveret i mordet på Henrik Clemmensen. Og han havde involveret i så meget andet. Det lykkedes aldrig de forskellige danske regeringer at få ham udleveret til straf. I stedet kunne gennem årene blive fejret som nazistisk helt i Tyskland.
Martinsen overtog ledelsen
I SS-ledelsen mente man, at Martinsen nu skal tage til København og overtage ledelsen. Og da han ankom til byen fik han et chok, da han hørte, at den danske officerskorps var blevet interneret den 29. august 1943. Ja det gik rygter om, at de skulle tvangsudskrives for at gøre tjenester for tyskerne ved østfronten.
Werner Best forsøgte at berolige Martinsen. I mellemtiden kunne DNSAP måske nok alligevel godkende det Germaniske Korps, der nu fik navnet Schalburg-korpset.
Werner Best ville have Poul Sommer
En række kendte personligligheder ville relancere DNSAP eller skabe en lignende organisation med mere slagkraft. Martinsen stod også parat til dette, men det passede ikke ind i Werner Bests planer.
Og Werner Best mente, at det var Poul Sommer, der skulle stå for Schalburgkorpset. Han mente, at der var for meget ”Frontsoldat” over Martinsen. Tysk Politi og Poul Sommer indfandt sig på Frimurerlogen den 21. september 1943. Man beslaglagde bygningen. Frimurerne fik dog fire dage til at pakke.
Martinsen forlod korpset i vrede
Martinsen havde gode kontakter til dansk politi gennem betjente, der var officerer i Waffen-SS. Disse skaffede informationer fra Rigspolitiet. Her igennem fandt han ud af, at Poul Sommer havde været involveret i to bedragerisager.
Martinsen kunne ikke fordrage Poul Sommer. Midt i oktober stillede han på Werner Bests kontor og forlangte, at Sommer blev fjernet. Men Werner Best mente, at Poul Sommer var den rigtige på posten, og han var i øvrigt lige glad med bedragerisagerne.
Martinsen forlod i vrede Schalburgkorpset. Poul Sommer indtog øjeblikkelig ”Kongeværelset” som uofficiel leder af Schalburgkorpset. Men han indså hurtigt, at han ikke magtede lederrollen. Han ville tilbage til Luftwaffe, hvor ha havde en høj stjerne. Det kom han nu aldrig. Han blev leder af sit eget vagtkorps uafhængig af Schalburgkorpset.
Nu overtog Martinsen igen ”Kongeværelset”
Resultatet blev at Martinsen igen vendte tilbage. Han indtog igen ”Kongeværelset” på Blegdamsvej. De fleste af hans betingelser gik igennem. Man havde også lavet en ET-afdeling, som var et slags efterretningsvæsen. Man fik også adgang til Politiets registre gennem politibetjent Erik V. Petersen.
Et nært samarbejde til SD og Gestapo fik man også etableret.
I slutningen af november 1943 blev Martinsen kaldt til møde hos Best, der forlangte, at Schalburgkopset deltog i modterror. Martinsen var med på denne ide.
Statsradiofonien stillede sendetid til rådighed
I januar 1944 blev også Ringsted Kasserne stillet til rådighed for korpset. Høveltegård blev nu befalingsmandsskole. Den 14. januar 1944 stillede statsradiofonien sendetid til rådighed for Martinsen. Her promoverede han Schalburgkorpset og foredraget havde titlen ”Hvad vil vi?
Rival likvideret i kælderen
På et tidspunkt skulle Fru Martinsen haft et forhold til en fremtrædende ansat i Schalburgkorpset. Dette var imod Martinsens ære. Han holdt sig dog ikke selv tilbage og havde en del forhold til hustruer til hans officerskollegaer. Men han sørgede selv for at den pågældende blev likvideret i kælderen på Blegdamsvej.
På Dagmarshus var man dog ikke helt tilfreds med denne fremgangsmåde og indledte en undersøgelse. Og det gjorde dansk politi også efter krigen. Men da benægtede Fru Martinsen, at hun havde haft et forhold.
På vejen hjem den aften fra Blegdamsvej til Ringsted havde Fru Martinsen forsøgt selvmord ved at springe ud af bilen.
Ballade ved korpsets fødselsdag
Schalburgkorpsets et års fødselsdag skulle i den grad fejres. To kompagnier og et musikkorps skulle marchere fra hovedbanegården til Blegdamsvej og retur igen. 50 civile Schalburg-folk var udkommanderet med maskinpistoler. Adskillige tilskuere kom til skade.
Korpset var efterhånden blevet ret upopulær med aktioner og likvideringer som Martinsen mere eller mindre havde andel i. Men pludselig mente Pancke, at ET-afdelingen skulle flyttes til ham.
På kollisionskurs med Panke og Best
Martinsen blev ganske rasende. Han tog øjeblikkelig sin afsked. (Atter engang) Men hans afskedsbegæring kom ikke længere end til Germanische Leitstelle. Foreløbig blev han i sin stilling. Men efterhånden blev det også kendt i Berlin, at Martinsen var på kollisionskurs med Best og Pancke og tillod sig udtalelser, der ikke var acceptable.
Korps nu en SS-politibataljon
Den 7. juli 1944 meddelte Pancke, at Martinsen blev frataget kommandoen for Schalburgkorpsets militære del. Den blev nu lagt under Pancke som en ordinær SS-politibataljon. Den tidligere politibetjent og officer i Frikorps Danmark, sturmbannführer Neergaard-Jacobsen blev bataljonschef.
Pancke foreslog, at Martinsen blev sendt på orlov og dernæst hurtigst mulig til fronten. Nu flyttede Martinsen et par måneder i sommerhus. Den 7. august bekendtgjorde han, at han sammen med en række andre, havde oprettet et nyt parti ”Dansk Samling”. Den 1. september 1944 oprettede Martinsen en kostskole for SS-frivilliges børn. I begyndelsen var der 80 elever.
Troede han skulle forfremmes-blev sat i arrest
I Politiets Afdeling D fandt tyskerne nu dokumenter, så de helt kunne fjerne Martinsen fra indflydelse. De var efterhånden godt trætte af ham. Dette var lige efter ”Operation Möwe”.
Martinsen og Thorgils blev i oktober 1944 kaldt til Berlin. Han troede, at han skulle forfremmes. I stedet blev de to anholdt og sat i arrest. I december 1944 fik han at vide, at Himmler havde idømt ham ”Æresarrest for krigstid”.
Langt om længe blev de to flyttet til en skole i nærheden af Kz-lejren Rawensbrück. Her fik de langt bedre forhold. Den 1. marts 1945 lykkedes det for Martinsen og Thorgils at flygte efter et luftangreb.
Den 3. marts 1945 passerede de grænsen ved Padborg uden problemer. Men i København kneb det for Martinsen at få hjælp fra sine tidligere venner.
Martinsen blev skudt
Det endte dog med, at han fandt sammen med sin kone igen. Hun havde købt hus. Han gjorde ikke noget for at skjule sig, og tyskerne lod ham i fred.
Den 5. maj kl. 10. 40 blev han anholdt. Efter en lang retssag blev han den 23. juni 1949 dømt til døden. På Bådsmandsstrædes Kasserne blev han skudt to dage efter.
Accepterede terror som et legitimt middel
K.B. Martinsen mistede overblikket og accepterede terror som et legitimt middel. Han accepterede drab på uskyldige og meget mere.
Schalburgkorpset, det danske SS, spiller nøglerollen i udviklingen af en aggressiv nazistisk subkultur. Her blev nazisternes aktivisme mobiliseret og koblet med storgermanske visioner, antikommunisme og især en voksende vrede mod andre danskere. Flere af disse fulgte over i Hipo.
Schalburgkorpset gik i opløsning i januar 1945. Og Dansk Folkeværn, en nazistisk organisation, hvor Martinsen også havde stor indflydelse nåede kun 600 medlemmer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 200 artikler om Besættelsestiden, før og efter, herunder:
August 19, 2017
Amager fra A til Å
Hvad betyder Amager, Amagerbøndernes torvehandel. Hollænderne på rim. Et meget enkelt vejnet dengang. Vejbredden blev indskrænket det sidste stykke. Sogneforstanderskabet ønskede beskyttelse. Et springvand er sat op til minde om hollænderne. Englandsvej-den vigtigste vej i Sundbyøster. Hoffet skulle have en gård til at hvile ud efter svanejagt. Kirken på Amager, sådan blev Tårnby Kirke kaldt. Her kom den svenske konge pludselig på besøg. Og så besøger vi et kolerahus i Dragør. I Store Magleby kom hoffet til tøndeslagning. Der var forskellige storhedstider i Dragør. Og så skal vi med fly fra Kløvermarken. I Kongelunden skulle brylluppet stå.
Den anden vandring
Vi fortsætter vores byvandringer i Københavnsområdet. Her har vi så den anden vandring på Amager. Ja det er jo nogle, der ikke mener, at Christianshavn hører med til Amager.
Ja vi har jo været her før, og vi bringer lige en artikelhenvisning til tidligere artikler, som vi har skrevet om Amager i slutningen af denne artikel.
Hvad betyder Amager?
Amager nævnes i 1085, dengang blev den kaldt Amacum. I 1100-tallet omtales den som Amaca. Am- kan muligvis forklares som et gammelt navn på sundet mellem Sjælland og Amager. Parallelt hermed kendes Ammen eller Ammerännen, et tidligere sund på Falsterbo-halvøen.
Forleddet kan være beslægtet med det ”ame” som indgår i det gamle hollandske stednavn Amstel, der betyder vandløb. Efterleddet i Amager kan føres tilbage til ”haki”, den olddanske betegnelse for ”hage”.
Da Absalon fik Havn, fulgte Amager med og kom under Roskilde Bispestol. Tilknytningen hertil varede til 1416, da Amager ligesom København overgik til kronen
Hollændernes velmagtsdage
Kastrups berømmelse skyldes de virksomheder den kongelige bygmester Jacob Fortling anlagde herude i det 18. århundrede. Tårnby og Store Magleby er gamle landsbyer. Dragør er hansestædernes tidligere handelsplads på Amager.
Det var i Tårnby, at øens hovedgård, Ladegården var beliggende. Det var til Store Magleby, at Christian den Anden i 1520 indkaldte 184 hollandske bønder. Ja Dragørs oprindelse skyldes dens fantastiske beliggenhed.
Hollændernes velmagtstid på Amager falder fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet. Efterhånden trængte de frem i de andre byer og bredte sig til sidst ud over hele øen. Men de bevarede deres skikke, sæder, dragter og delvis deres sprog.
De første kolonister fik til opgave at opdyrke jorden og specielt at skaffe grøntsager og andre haveprodukter til hovedstaden.
Torvehandlen
Den 28. juli 1684 blev der indført en ny ordning for Københavns torvehandel. Alle slags frugter og havevækster som indførtes af gartnere og amagerbønder, skulle herefter forhandles på Amagertorv. Sammesteds blev det også tilladt at sælge smør, flæsk, ost, gryn og fjerkræ. I de fleste af de omkringliggende huse var der købmandsboder.
I 1700-årene red amagerbønderne mælk og fløde til København. De blev folkemunde kaldt ”Flødehusarer”. Mælkeprodukterne blev opbevaret i træbimpler(dunke)fastgjort til hesten.
Amagerbøndernes særstilling af mælkeprodukter blev fortrængt af de øvrige københavner-bønder. Samtidig blev amagerbønderne beskyldt for at blande vand i mælken. Herom skrev P.A. Heiberg i ”Rigsdaler-Sedlens Hændelser:
Uden gener var handelen nu ikke. I et klageskrift fra 1718 erklærede byens renovationsinspektør, assessor Svend Krag, at
Hollænderne på rim
Da Mikkel Jernskæg i 1693 udkom med sin rimede ”Amagers Beskrivelse” havde han kun godt at sige om de flittige bønder. Om deres ædruelighed og klædedragt skrev han:
Han drikker sig ej fuld til han ej mere sanser
Han gør sin Trøje ej paa den fransøske Node
Nej, han gaar siirlig nok med sin Amager-Mode
Han bær og ej Paryk med lange krused Lokker
Slig opfunden Skik han viser hen til Pokker
Blandt de senere beskrivelse af Amager skal nævnes denne beskrivelse fra 1758:
Et meget enkelt vejnet
Endnu i 1700-tallet var Amagers vejnet meget enkelt. Når den rejsende forlod hovedstaden gennem Amagerport, skulle en vindebro fra Ravelinen til selve Amager passeres, før det flade Amagerland lå åbent.
Det første stykke derefter var ældgammel vej og kaldtes Broen eller Amagervej. Omtrent ud for nuværende Markmandsgade delte vejen sig i to grene. På Jens Sørensens kort over Københavns omegn tegnet 1720 ses denne deling tydeligt.
Den ene gren fulgte nogenlunde Amagerfælledvej til Sundbyvester, hvorimod den anden kort efter delte sig i to nye grene, nogenlunde ud for nuværende Holmbladsgade. Den vigtigste vej i den sidste forgrening fulgte nu omtrentlig vore dages Amagerbrogade med fortsættelse i Amager Landevej ud til Dragør.
Vejbredden blev indskrænket
Op gennem 1700-årene var Sundby-vejen til Dragør i en dårlig stand, hvorfor Generalvejkommissionen april 1780 foreslog at et nyt anlæg skulle etableres. Kongen approberede dette 8. maj samme år.
Mens stykket frem til Sundbyerne skulle være 20 alen bredt, indskrænkedes vejbredden herfra til Dragør, dog kun 14 alen. Bygningen af vejen fandt sted 1780-1790. Man brolagde de første 111 favne, det vil sige stykket fra voldgraven til Acciseboden på Amagerbro.
Til de følgende 144 favne måtte man nøjes med en chaussé. Det var en stenvej med harpet grus. Den sidste ”distance” ud til Dragør blev almindelig gruset.
Den fremtidige vedligeholdelse af vejanlægget blev klaret ved indførelse af en bomafgift, som trådte i kraft fra nytår 1790.
Sogneforstanderskabet vil have beskyttelse
De vejfarende stod under lidt beskyttelse til den yderste barriereport før Amagerport, hvor militæret havde en skildvagt. Da denne blev inddraget 1842, måtte sogneforstanderskabet i Tårnby klage til Københavns politi for at sikre de rejsendes sikkerhed.
Men politidirektør Chr. Jacob Cosmus Brædstrup afviste dette med begrundelsen:
Sogneforstanderskabet i Tårnby fik alligevel ret og i 1845 blev det ved kgl. Resolution befalet, at man ansatte to vægtere og opsatte 12 nye lygter på Amagerbro.
Amagerbrogade
Med indlemmelsen af Sundbyerne i København 1. januar 1902 ændredes Amager Landevej til Amagerbrogade. Men endnu frem til 1915 måtte vejafgift erlægges ved Bomhuset, som lå ved Prags Boulevard.
På Amagerbrogade 5 boede agent Jacob Holmblad. Han havde i begyndelsen af 1800-tallet grundlagt en limfabrik på Amagerbro, hvortil sønnen Lauritz Peter Holmblad føjede en række tilgrænsende jordstykker af hvilke han skabte en storartet have.
Et springvand
De to gamle landsbyer Sundbyvester og Sundbyøster er nu opslugt af storbyen. Hist og her gemmer der sig nogle store boligkarreer og et enkelt bondehus. De fleste af de ældre bygninger er hvid- eller gulkalkede. Sundbyerne blev beboet af mange håndværkere.
På Christian den Andens Plads finder vi et springvand udført i 1896 af malet cement. Stukkatøren hedder Adam Hansen. Springvandets rejsning skyldes den kendte bygherre, grosserer Hermann Ebert. Det er en række figurer og relieffer, der skildrer amagerbøndernes liv.
Englandsvej-den vigtigste i Sundbyvester
Englandsvej var en af de vigtigste veje i Sundbyvester i ældre tid. På Peder Lykkes Vej, som engang var en meget idyllisk landevej finder vi tre ældre småhuse. Her er også nogle gårde, hvoraf Almhuset i nummer 109 er det smukkeste. Det er opført i 1772.
Midt i det hele på Tingvej finder vi tre små landsbyhuse. Hvor Hørhusvej og Tingvej skærer hinanden ligger Tinggården fra tiden omkring 1850. I Liflandsgade finder vi et malerisk pakhus med en tårnagtig tilbygning. Her er bindingsværksgavl, hejseværk, grønmalede luger og vinduesrammer. Dette hører med til en metalvarefabrik.
Jo det er malerisk her på Dagøgade, hvor vi lægger mærke til nummer tre, et toetagers gulkalket hus. Her i nærheden finder vi også Sundby Kirke fra 1869-70.
Øresundsvej-hovedvejen i Sundbyøster
Øresundsvej var hovedvejen i det gamle Sundbyøster. Og her minder bebyggelsen om Tingvej med nyere et etagehuse og lave bygninger fra 1850-60. Vi lægger mærke til Sundbyøsters tidligere skolebygning, som en overgang blev brugt som husvildebygning.
Desværre kan man ikke længere nyde Røde Kro teaters flotte indgangsparti. Det er lidt svært at finde ud af, hvordan småkårsfolk i første halvdel af 1800-tallet boede i Sundbyøster.
Hoffet hvilede ud efter svanejagt
I Rødegård Parken lå indtil 1942 Dyvekes Gård, Svanelejegård eller også Rødegård, som nok var det mest almindelige navn. Det var en høj toetagers bindingsværksbygning fra omkring 1670.
Hoffet har benyttet denne på Christian den Femtes tid som hvilested under de anstrengende svanejagter, der afholdtes på Amager. Vi har i en tidligere artikel på vores side beskrevet en sådan svanejagt.
Der er sket mange nedrivninger i kvarteret og der sker sikkert flere. I Spaniensgade kan vi lige nå at se nogle af de ældste huse inden de falder for øksens hug. I Portugalsgade ligger endnu et par gamle bondehuse
Stenhugger og kongelig bygmester
Men øens popularitet skyldes sikkert også, at danske kunstnere som Exner, Th. Philipsen, Viggo Johansen, Albert Gottschalk og Johan Rohde. Fra midten af 1800-tallet søgte de herud.
Fra Sundbyvester Plads går vi ud ad Amagerbrogade. Her lægger vi mærke til den gamle gård, Sophiehøj i nummer 242. Den er bygget i 1910. Ude ved Kastrupvej ligger Katrupgård. Det er vel det nærmeste vi kommer en herregårdslignende bygning på Amager! Det er en meget statelig gård. Den er opført 1749-54 af stenhugger og kongelig bygmester Jacob Fortling.
Han havde fået kongelig privilegium på at bryde kalksten på Saltholm. Og så drev han et kalkbrænderi i Kastrup. Han anlagde en havn og det var han anlagde sit kalkbrænderi, der bestod af en hovedbygning og flere mindre fabriksbygninger, som bl.a. rummede et mur- og teglstensbrænderi, en stentøjs- og sukkerformfabrik samt et okkerværk.
Endelig flyttede han i 1760 porcelænsværket fra Blåtårn ved Langebro herud. Men alle disse virksomheder bestod ikke så længe. I 1848 blev der her indrettet en filial af Holmegårds Glasværk.
Mindesmærke for ”Grundlovens giver”
Kastrupvej krydser Lufthavnsvej, hvor der er et vidt udsyn over flyvepladsen. Men vi drejer af inden, nemlig ned ad Gammel Kirkevej. Her lægger vi mærke til to gårde i henholdsvis nummer 78 og 77. Det er Ny Kastrupgård og Lille Kastrupgård.
På Amager Landevej passerer vi et mindesmærke for Frederik den Syvende, som Amagers befolkning rejste i 1885 til minde om grundlovens giver. Og så er det også lige Nykro i nummer 89.
De største gårde lå langs Englandsvej
Vi kommer nu til Listedvej som vi drejer til højre ad og følger til Tårnbyvej. Her lå der i sin tid store gartnerier. Den største og smukkeste gård er Allegården på venstre side, hvor også Rågårdsdal er beliggende. Betydelig yngre er Enigheden på den modsatte side.
Ved Vantårnet nærmer vi os det egentlige Tårnby. De gamle huse og gårde omkring kirken er landsbyens kerne. De største gårde lå langs Englandsvej, mens de mindre gårde fortrinsvis havde søgt ly langs kirkens skærmende mure på Sivkærvej, Vestre Bygade, Ved Lergravene, Smedekærvej og Tårnbystræde.
Kirken på Amager
I 1193 blev Tårnby Kirke kaldet ”Kirken på Amager” Det er sandsynligvis den ældste kirke på øen. Den er opført omkring år 1100, da byen endnu blev kaldt Borgby. Det er et navn som tyder på, at byen har været knyttet til en stormand. Fra første færd var den meget mere anseelig end nu.
Den var bygget af kampsten med enkeltheder af kridt og var som Fjenneslev Kirke forsynet med tvillingetårne og et vestgalleri. Tvillingetårnene forsvandt dog hurtigt igen. I 1200-tallet er det sikkert sket en ombygning af tårnrummet. Våbenhuset på nordsiden stammer fra 1300-tallet. Jo, der er i tidens løb sket mange til- og ombygninger af kirken.
Den svenske konge kom på besøg
Ifølge et sagn blev kirken skånet af svenskerne under Københavns belejring som belønning for den koldblodighed præsten viste ved at blive stående på prædikestolen, da Carl den Tiende Gustav uventet trådte ind i kirken. I hast flygtede menigheden bort.
I 1904-1905 blev kirken restaureret og langhuset som i 1844 var blevet pudset med cement blev renset.
Den gulkalkede præstegård på Englandsvej 330 er med sin meget brede kvist ud til haven en meget malerisk bygning. Det er også indgangen til kirkegården. Efter hvad vi kan se på en plade ved indgangsdøren så er den opført i 1791 af sognepræst Lambert D. Bruun.
Man påstår at den skulle være blevet bygget af materialer fra det bedrevne Hørsholm Slot. Præstegårdshaven er en af de smukkeste haver i Tårnby.
Hollænderbyen
Efter at have passeret det idylliske Tømmerup når vi endelig Store Magleby, som er den egentlige Hollænderby. Fra Skolegade drejer vi til venstre ad Magleby Hovedgade. Her lægger vi mærke til den idylliske rødkalkede krobygning og Amagermuseets maleriske bygninger.
Den gamle stråtækte bindingsværksgård er opført i 1782. Amager Museumsforening erhvervede i 1920 bygning, hvor der er genskabt en række kulturhistoriske interiører fra Dragør, Store Magleby og Tømmerup. Endvidere er der en samling af amagerdragter, syninger, malerier og møbler.
Tænk her er bindingsværk på det træfattige Amager. Her er masser af velholdte huse og gårde. Men den smukkeste gård er nok Marienlyst.
Store Magleby var i middelalderen underlagt ærkebispesædet i Lund. I 1521 anvistes landsbyen til de hollandske familier, som Christian den Anden havde indkaldt til Danmark. Gennem Sigbrit Willoms fra Amsterdam, moder til hans frille Dyveke, havde han fået grundigt kendskab til hollandske forhold.
Allerede 1515 søgte Christian den Anden bønder fra Waterland, men forgæves. De første ankom 1518 og anvistes gårde på Helsingøregnen. I 1521 fik 184 hollandske bønder privilegier på Amager dog undtaget fiskelejet Dragør.
Hoffet kom til tøndeslagning
Allerede fra 1540 fik de fast stadeplads på Amagertorv. Deres pyntelige dragter vakte opsigt, ligeså den festlige tøndeslagning til fastelavn. Det fortælles at hoffet på Christian den Femtes tid kørte ud til Ny Amager for at overvære løjerne fastelavns mandag.
Hoffet yndede også at udklæde sig som amagerbønder. Skikken med tøndeslagningen er bevaret den dag i dag.
På hjørnet af Kirkevej ligger Store Magleby Kirke. Sandsynligvis har den nuværende bygning haft en romansk forgænger. Den blev i både 1611 og 1731 ombygget fuldstændig.
Syd for kirken på kirkegården står et monument i form af en brudt søjle med en marmortavle, hvorpå man kan læse:
Ved siden af kirkegården ligger den gamle præstegård, hvis ældste dele stammer fra Frederik den Tredjes tid.
Et kolerahus i Dragør
Kirkevejen følger vi nu til Dragør. Det er i særdeles en hyggelig og mindst berørte byer i Københavns nærhed. Sin berømmelse skylder den de store sildemarkeder, der afholdtes her i middelalderen, da byen var en vigtig hansestad. Selv om der ingen bygning fra den tid er bevaret, så er en spadseretur i de snævre gader og stræder med de gulkalkede huse, deres røde tegltag eller stråtag som at vandre et århundrede tilbage i tiden.
Gå en tur ned gennem Kongevejen til den maleriske havn, Strandlinien nr. 4, der rummer museet i et lavt bindingsværks-pakhus. Den ældste del er fra 1682.
I dette hus har byforstanderskabet også haft til huse. I hotellets strandhave lægger vi dernæst mærke til den lille hvidkalkede kampstensbygning med de grønne skodder, Strandlinien 5. Det er det tidligere kolerahus.
Fra havnepladsen drejer vi nu til højre ad Strandgade, hvor vi på hjørnet af Magstræde ser kroens maleriske bygning. Den er bygget 1800-1806 af en af Dragørs store bygmestre, J.H. Blichmann. Det er et typisk skipperhus, opført som vinkelbygning med en fløj i to etager.
Fra Strandgade fortsætter vi nu gennem Trejn Jylmannsgang til von Ostensgade. Vi gør lige en afstikker til et andet typisk skipperhus, Strandstræde 8. Den bliver kaldt for Trappen og er bygget i 1784.
I von Ostensgade kigger vi på Jens Eyberts Hus. På hjørnet af Christian Mølstedsgade og Blegerstræde finder vi maleren Christian Mølsteds fødehjem.
Ad Sønderstræde kommer vi ud på Bymandsgade og gør herfra en lille omvej for at se Fogedens Plads 2, der er bygget omkring 1780. Til sidst ser vi i Vestgrønningen de tidligere skipperhuse i nummer 3 og 18-20. Men ak, der er meget mere at se på i Dragør.
Sildefiskeriet
Byen spillede en betydelig rolle i middelalderen så længe det var betydelig sildefiskeri i Øresund. Hansebyerne viste stor interesse for fiskelejet. I 1370 fik byen handelsprivilegier og ret til saltning af sild.
De hanseatiske boder antages at have ligget nord for byen. I 1973-74, da Nationalmuseet gravede i Dragør fandt man klædeplomber, der kunne føres tilbage til Limburg. Ud fra møntfund i samme udgravningslag blev plomberne dateret til 1350-1400. Dermed kunne man dokumentere, at Danmark i denne periode havde importeret klæde fra byer i Maas-området.
Med sildefiskeriets ophør mistede Dragør sin betydning i en længere periode. Sundet blev dog atter en indtægtskilde, da Dragørfiskerne begyndte at lodse skibe igennem det.
Lodsernes storhedstid
Omkring 1560 gik omtrent 2.000 skibe årligt gennem Øresund og søtønder blev udlagt flere steder således to ved Dragør i 1557. Dragørlodsernes betydning understreges at, at de i 1684, som de første i Danmark fik kongelig autorisation.
Den 8. marts 1684 tilskrev Christian den Femte sin overrentemester, at ”sex Mænd paa Dragøe” altid var til disposition, når hans orlogsfartøjer skulle op eller ned gennem Drodgen.
Da et Drogden Fyrskib første gang 1837 blev lagt for anker på grunden, en position som fyrskibet holdt de næste 100 år, bestemtes det, at Dragør-lodserne på skift skulle overnatte der ude på fyrskibet.
Skibsfartens storhedstid
Skibsfarten på fremmede havne fik også betydning for Dragør både før og efter krigen mod England. I 1830erne berettes det, at byen ejede 39 fartøjer på 1.882 læster
Den anden blomstringsperiode for skibsfarten begyndte i 1850ene, hvor flåden hjemmehørende i fiskerbyen voksede betragteligt. Omkring 1870 var her 70 skibe. I 1878 blev Dragør Danmarks tredjestørste søfartsby. Flåden talte da 78 skibe på i alt 12.422 brt.
Om vinteren, når Østersøens havne var lukket af is, satte nogle af skibene kursen mod Middelhavet eller fjernere himmelstrøg. Der blev fragtet gods fra Middelhavet til New York, sukker blev bragt fra De vestindiske Øer til Danmark. Kryolit blev sejlet fra Ivigtut til Philadelphia og laster med petroleum i fade førtes fra New York til Tyskland.
Enkelte skibe gik endog i fart på Sydafrika og Sydamerika eller endnu længere borte. Foråret med isens opbrud var en fest. Der kom løv og frugter i masteskoven i Dragør. Nu kunne Østersø-havnene igen besejles.
Skipperne bestilte frisk rugbrød til tre-fire ugers sejlads og man købte ”Canrøfler fra Pitter Jans”.
I 1880erne begyndte skibsfarten atter at gå tilbage. Skibsredder C.C. Jans kunne allerede 1877 notere sig ni forlis eller havarier på 2 ½ år. I 1890 var kun 56 Dragør-skibe med i alt 4.230 tons på fart.
Ved århundredskiftet var dampskibene for alvor blevet dominerende. Hvor efter den resterende flåde blev hyret til hjemlig fart.
Med fly fra Kløvermarken
Men udsigt over Christianshavn skal vi da også kigge på Kløvermarken. Her blev der skrevet historie, da Politiken-journalisten Alfred Nervø den 3. juni 1910 dristede sig til en flyvning over København. Med et Voisin-biplan passerede han hen over Københavns Havn, Kastellet, Søerne og tog en tur rundt om Rådhustårnet, før han atter landede på Kløvermarken.
Herefter var den grønne plet på Amager en fast base for flyvninger. Allerede samme år fløj mekanikeren Robert Svendsen over Øresund. Endnu større opsigt vakte det, da grev Zeppelin 18. september 1912 landede med sit luftskib ”Hansa” på Kløvermarken.
Verdens ældste flyselskab
Så kom 1. verdenskrig, hvor man ude på Kløvermarken skabte et dansk luftvåben. Den 29. oktober 1918 blev Det Danske Luftfartsselskab skabt på initiativ af billedhuggeren Willie Wulff. Det er verdens ældste. Det stiftende møde blev afholdt i ØK, hvor etatsråd H.N. Andersen opfattede det som en national opgave og foreslog den imponerende sum af tre millioner kroner som startkapital. Man nøjedes dog med 900.000 kr.
DDL’ s første postflyvning fandt sted fra København 15. september 1920 med Hamborg som mål. Starten på denne særlige trafik blev en succes. Men økonomien haltede og i årene 1921 og 1922 var postflyvningerne endnu uregelmæssige.
I 1925 blev den civile flyvning flyttet til den ny lufthavn i Kastrup. Hertil henlagde man også den militære flyvning i slutningen af 1920erne.
I slutningen af 2. verdenskrig oprettede myndighederne en baraklejr på Kløvermarken, først for tyske flygtninge, senere generelt for mennesker, som krigen havde drevet til Danmark.
På Kongelunden skal brylluppet stå
Når vi nu er på Amager skal vi da heller ikke glemme Kongelunden, som er Amagers eneste skov. Egentlig er den anlagt som fasaneri i 1850erne, men overgik senere til kongeskov og statsskov. Jo, der er den der er kendt fra Johanne Louise Heibergs vaudeville ”En søndag på Amager”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
August 14, 2017
Kolera på Nørrebro 1853
Ja vi kigger på sygdommen og de sanitære forhold. I alt døde 5.000 i København. Dengang boede der ikke så mange på Nørrebro. Der flød med ekskrementer og affald i Københavns rendestene. Ikke mange byggeregler i begyndelsen. Man diskuterede om kolera smittede, ja egentlig var man ikke enige om meget. Man snakkede om hyppig udluftning, rensning og hvidtning. Var sygdommen brudt ud, skulle man spise havresuppe og –grød. Og tænk, så fik man lov til at bygge træbarakker på militært område. Ny byggelov hjalp ikke på forholdene. De liberale politikere mente ikke, at det var offentligheden, der skulle bygge fattighuse. Så var der debat om natterenovation ved Nørre Alle, og Blegdamsgrøften indløb der mange klager over. I 30 år diskuterede Frederiksberg og København, hvem der skulle betale en hovedkloakledning.
Sygdom og sanitære forhold
Denne artikel handler om den frygtelige epidemi, der ramte København og Nørrebro i 1853, og hvad man gjorde for at hindre, at det skulle ske igen. Det handler også i høj grad om de sanitære forhold, der herskede i København og Nørrebro dengang. Ja og hvad skete der efterfølgende.
Godt 5.000 døde
Koleraen brød ud den 11. juni 1853 og varede indtil oktober samme år. Hen ved 4.800 døde af sygdommen under epidemien.
Endnu boede der ikke så mange på Nørrebro
Cirka 4 pct. af befolkningen døde på Nørrebro. Man ved godt helt nøjagtig, hvor stort et antal, der døde, men det kniber mere med at beregne, hvor mange der boede i bydelen dengang
Vi ved, at 48 døde på Blegdamsvejen og 220 i resten af Nørrebro.
Der var travlhed især på Assistens Kirkegård.
Der flød med affald og ekskrementer
Tænk engang i 1853, da boede der 220.000 mennesker i Indre By. I gaderne flød der med affald og ekskrementer. Byen savnede egentlige kloaker. Som vi i tidligere artikler har nævnt, så blev drikkevandet ført til byen i udhulede træstammer fra de omkringliggende søer. Og dette drikkevand var urent overfladevand.
Sanitære tiltag
Man havde tidligere iværksat karantæner og isolering af befængte huse. Men det afskaffede man et år før dette angreb brød ud. Det var det selvfølgelig besparelser i, men man fosøgte så, at bruge disse besparelser til hygiejniske tiltag, eller sanitære tiltag, som det hed dengang.
Men man kunne egentlig ikke finde fælles fodslag. Således nåede man først i 1892 til enighed om, at kolerabefængte skibe skulle i karantæne.
Sundhedskollegiet udsende ved epidemiens udbrud en bekendtgørelse, hvori det hed sig, at sygdommen ikke kunne eftervises at komme udefra. Koleraen skyldtes:
Men senere var man ikke så sikker, da syntes man nærmest at udtalelsen var en smule dristig. Man måtte prøve sig frem.
Ikke mange byggeregler
I 1850erne var der ikke mange byggeregler. Det militære terræn på den anden side af volden måtte der ikke bygges på. Så pladsen i byen måtte bruges maksimalt. Sådan var mottoet også, da man endelig fik lov til at bygge på Nørrebro.
De få regler, der var kunne der dispenseres fra. Og det gjaldt bygningens højde, de tilhørende gårde, adgang til luft og lys, lejlighedens højde m.m.
De åbne rendestene var altid fyldt med ”stinkende vand og mudder”. Ofte havde det ikke noget fald, og så blev det til slam. Grundvandet stod højt under København.
Hygiejne, vand og sanitet
Nogle hældte latrinen ud i rendestenen, da det var for dyrt at få tømt latringruben. Boede man i nærheden af en kanal eller vandgrav ja så hældte man også latrinen ud i dette. Som vi tidligere har beskrevet var vandrørene ikke altid i lige god stand. De lå tæt op af latringrubberne og så kom der synlige urenheder i drikkevandet.
Under hele koleraepidemien indberettede stadsfysikus Hoppe, hvad man havde gjort. Han skulle også i samarbejde med stadens politimester
Hoppe fokuserede på hygiejne, vand, sanitet og bedre beboelse for de fattige.
Smittede kolera?
Koleraen opstod i Nyhavn den 12. juni. Ved månedsskiftet var 9 patienter fra Nyboder døde. På Nørrebro var dødligheden stor, men på Vesterbro var der kun ganske få tilfælde. Hoppe skrev i medicinalindberetningen fra 1854:
Hoppe satte kolera i samme bås som tyfus og blodgang (dysenteri) og til dels pest. Distriktslæge Seidelin mente at koleraen smittede. Alle hans patienter havde fået smitten fra andre.
Forklaring måtte findes i jordbunden
Ingeniør Colding og kemiker Thomsen skrev i deres værk fra 1853, at det var usandsynligt, at smitten skulle komme fra luften. De mente derfor, at der skulle findes en forklaring i jordbunden. Befolkningstætheden var en yderligere faktor, men kunne ikke alene forklare koleraens forløb, da ”luftige” gader også blev ramt.
500 senge til rådighed
Man besluttede at oprette kolera-afdelinger i Frelsers og Fruers Arbejdshuse. Nyboder hospital blev åbnet for civile kolerapatienter. Men der var nødvendig at åbne endnu flere hospitaler. I slutningen af juli havde man 8 hospitaler rundt om i byen.
Men man havde kun i alt 500 senge til rådighed, men med 3.500 nye tilfælde i løbet af juli var det småt med plads. Halvdelen døde dog også hjemme.
Hyppig udluftning, rensning og hvidtning
Den 29. juni anmodede Landphysicus Guldberg Sundhedskollegiet om:
Folk blev påbudt at rense deres gårdsrum, straks fjerne det opfejede snavs, samt udskylle rendestenene i gården og på gaden. Latrin skulle jævnlig køres væk. Grubberne skulle helst tømmes hver gang.
I et cirkulære blev familierne anmodet om at sørge for hyppig udluftning, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig luftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm, samt at sørge for kun at bruge rent vand til drikkelse og madlavning.
Husk opiumsdråber, kamferdråber, Kamille- og Hyldeblomster
Man rømmede de huse, som skønnedes at være ubeboelige. De udflyttede beboere boede i mellemtiden på Fogedgårdens Kaserne og i telte og træbarakker lidt uden for byen.
Sundhedskollegiet bad apotekerne om at købe rigeligt med medikamenter såsom opiumsdråber, kamferdråber, tyk kamferolie, amerikansk olie, kamille- og hyldeblomster samt sennepspulver.
Dr. Hoegh-Guldberg opfordrede i en bekendtgørelse befolkningen til at behandle mild diarre, som kunne føre til kolera med korrekt diæt, amerikansk olie, rabarber-, Hoffmanns-, kamfer og opiumsdråber, samt varm beklædning af underlivet.
Havresuppe og –grød
Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte de sædvanlige udtømmende midler som åreladning, lavement og opkastning. Dette var ofte med til at forværre situationen.
Var man først blevet syg anbefaledes det bl.a. at spise havresuppe og grød, drikke hed kamillete med kamfer- og opiumsdråber, evt. vin eller cognac, samt tage amerikansk olie mod diarre og mavekrampe.
Ved sværere anfald måtte man gnide huden med børster eller uldne klude dyppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud måtte man lægge poser med varmt vand, sand eller aske. Sennepskager skulle lægges på arme, ben og i hjertekulen.
Træbarakker på militært område
På de militære Glacier ved søerne blev der opført en del træbarakker, der indeholdt 180 lejligheder. Militæret havde beordret dem revet ned igen senest 1. november 1853. Men de fik dog lov til at blive der til 1.november 1857.
Lægeforeningens boliger på Øster Fælled kunne rumme cirka 250 familier. Men ifølge dr. Hornemann manglede man endnu boliger til 800 familier.
Ny byggelov hjalp ikke på forholdene
I 1857 kom der en ny byggelov, men det var kun med meget få justeringer. Det var stadig meget lidt plads mellem husene, hvilket bevirkede manglende lys og luft.
I midten af 1800-tallet var det store problemer med at få løst problemet med et velfungerende kloaksystem. Lægerne hævdede på den ene side, at latrin var sundhedsfarligt og skulle afskaffes for omverdenen-gennem kloakken, mens jordejerne så latrinen som en god gødning.
De første kloaker så først dagens lys i København i 1860. Man måtte stadig ikke installere vandklosetter, da kloakkerne mundede ud i havnen og kanalerne.
Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i 1898. Kloakindholdet ledtes ud i Øresund med den stærke strøm. De københavnske læger havde talt for dette i 50 år.
De liberale: Ikke vores opgave
Der var bestemt ikke enighed hos lægerne mht. opståen, udbredelse og behandling. Ofte slog politikerne lægernes opfattelse hen som usikre teorier.
De liberale politikere mente heller ikke, at det kunne være en offentlig opgave at bygge boliger til de fattige.
I kærrer til Tårbæk og Jægersborg Dyrhave
At koleraen hovedsagelig smittede gennem drikkevandet blev først anerkendt langt senere. Man havde også fra lægerne i lang tid advaret mod drikkevand og kloakforholdene. Men på grund af politiske stridigheder trak dette ud.
Der var blevet anmeldt 7.219 tilfælde af kolera, hvoraf 4.737 døde. Fra København spredte smitten sig til provinsen, hvor 24 byer blev ramt og 1.951 døde.
Mange af de døde blev kørt i kærrer fra København op til Tårbæk. Her byggede man et kapel og begravede de mange mennesker inde i Jægersborg Dyrehave. For at undgå spredning af smitte fra gravene, plantede man den engriflede tjørn, der med sine sylespidse lange torne holdt folk og dyr væk fra gravene.
Moralske og hygiejniske hensyn havde man ikke tid til
Menneskemasserne inde bag portene pressede på. Og byggespekulanterne tjente masser af penge. Moralske og hygiejniske hensyn var der ikke tid til. Resultatet blev også derefter. Jo senere en lejekasserne stod parat og jo mindre tjente mand. Og jo mere man kunne presse ned på grundet, jo større var fortjenesten.
Nørrebro en mishandlet bydel
Nørrebro var først og den bydel, der blev mishandlet mest. Der blev bygget aldeles planløst. Tømrermester Bergmann byggede sit første hus i 153 i en afstand af 12 alen fra Dosseringen, ja så indrettede nabobygningerne sig bare derefter.
Dronning Louises Bro er kun fremkommet, fordi hjørnegrundens ejer, tømrermester Wildau ønskede det således, da han i 1857 skulle have grunden bebygget. Bülow og Bangert blev ved med at få særtilladelser, så de kunne fortsætte deres byggetilladelser.
”Dvælet ved flere Mangler i sanitær Henseende”
I 1854 udgav P. Knudsen et skrift med titlen ”Nørrebro og dens Omgivelser i Sanitær Henseende. I forordet skriver P. Knudsen:
Og lægen gik i den grad systematisk til værks. Han undersøgte, om der i nogle huse havde været speciel mange dødsfald, eller om der på forskellige gader havde været mange dødsfald.
”Høj grad af Usselhed og meget slet Drikkevand”
Ja og lægen konstaterede, at dødsfaldende ganske givet var forstærket af ”høj grad af Usselhed”, overbefolkning og ”meget slet Drikkevand”. Han kunne også se, at de steder, hvor der var det største antal dødsfald var, hvor der var ”hygiejniske mangler”.
Grundvandet på kirkegårdene havde gjort vandet mere kultbrinteholdigt. Men der blev fundet brøndvand, der var ”særdeles sletsmagende” og ildelugtende. Politiet lukkede også tre brønde. Men måske burde man have lukket endnu flere.
Blågårdsvejens drikkevand burde have været meget bedre, men diverse projekter var blevet forsinket.
Slet ingen afløb
Læge P. Knudsen kunne konstatere fugt i jorden. Og det skyldtes ikke kun regnvand. Det skyldtes mangelfuld afløb af spildevand fra husene. Mange steder var der slet ikke et afløb. Man lod vandet samle i gruber i umiddelbar nærhed.
Og der hvor afløbet var reguleret hen til en grøft, var situationen stort set ikke bedre, da disse grøfter kun undtagelsesvis var brolagte. Jordbunden blev konstant gennemsivet af urent, stinkende vand.
Natrenovationsoplægget ved Nørre Alle
Jorden optog en masse flydende renovation ikke mindst fra oplagsstedet ved Nørre Alle. Fra kirkegårdene kom en masse gærende stoffer. Luften blev også forpestet ved de giftige uddunstninger fra overnævnte renovationskule.
Knudsen advarede mod den manglende afledning af skadeligt vand, og henkastning af natrenovation på åben mark i nærheden af beboelse.
Natterenovationsoplægget ved Nørre Alle var oprettet i 1850. Det var en stor renovationskule omgivet af et plankeværk. Men det var beliggende under åben himmel og udsat for regn, sol og blæst. Og næsten alle beboere på Nørrebro var plaget af kulens ”ildelugtende dunster”.
Spørgsmålet havde været diskuteret mange gange
Det var umuligt at åbne et vindue, hvis vinden var i den forkerte retning. Spørgsmålet om natrenovation havde været oppe at vende flere gange. Allerede i 1841 lev der nedsat en kommission af nogle af Magistratens og Borgerrepræsentationens medlemmer. De kom med følgende forslag:
Dette forslag blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen, Politidirektøren, Magistraten, Stadsfysikus og Sundhedskollegiet
Dette forslag tiltrådte et flertal i Borgerrepræsentationen. Med det tillæg, at kuler for ublandet natrenovation aldeles ikke må findes på stadens grund.
Det flød over med urenheder
Men ak det gik kludder i beslutninger for pludselig mente man, at hvis forslagene trådte i kraft, ville det forværre situationen både i Indre By og i brokvartererne.
For bygninger, der lå lige op til Blegdamsvejen, ja så var det afløb til den store grøft langs vejen. Men for eksempel de bygninger der lå ved Første Blegdam ved den såkaldte Sant Hans Gade, ja de havde overhovedet ikke nogen afløb. Gaden havde et naturlig fald til Sortesøen (Sortedamssøen).
Det overfaldevand der ikke endte i søen ledtes hen i gruber, hvorfra det enten sivede i jorden eller fordampede. Ja man så også at vandet flød over med diverse urenheder. Allerede inden bebyggelsen var jorden her meget usundt. Med den tiltagende bebyggelse blev det hvert år mere usundt.
Denne fugtighed i nærheden af Sortesø blev endnu tydeligere ved de andre blegdamme. Og det var særlig galt ved den syvende blegdam, der ofte stod under vand.
Blegdamsgrøften gav anledning til klager
Blegdamsgrøften havde ofte givet anledning til klager. Det var de overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand. Det blev kun i ringe grad afhjulpet af de jævnlige gennemskylninger af rent vand.
Oprensningerne hjalp heller ikke. Grøften blev bare dybere hver gang, således at stenkisterne hver gang kom til at ligge højere og højere. Derved blev afløbet mere og mere forhindret.
Et par bassiner i Ventegodts Have
Blågårdvejens grøft var ikke dårlig, den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene. Og disse lå meget tæt på brøndene. Hist og her var jorden mættet. Lugten advarede om, hvad der var i vente, når spildevandet fra Jagtvejen blev ført videre af en grøft langs Jagtvejens nordvestlige sidefor at ledes langs Lygtevejens nordøstlige side bag Lygten og under Lersøens afløbsrende.
I Ventegodts Have havde afløbet udviklet sig til at par små bassiner. Her fortsatte det af snørklede veje til Ladegårdsåen. Koleraen var særlig slem på det nærliggende Pedersdal.
Vores læge anbefalede, at man skulle kigge på gravernes fald og så skulle de alle sammen brolægges. Spildevandet som til dels løb under Ladegårdsåen skulle have et lettere afløb.
Også vandinspektør Colding var rundt på Nørrebro var rundt og tjekke forholdene på Nørrebro.
Kunne man bygge en skole så tæt på en Kolerakirkegård?
Da Kapelvejens Skole i 1879 blev opført i Kappelvej 42, skete det også først efter en meget ophedet debat, for mange mente, at man da ikke kunne bygge så tæt på ”Kolerakirkegården”.
Colding og Thomsens rapport
Ludvig August Colding var i 1845 udnævnt til vandinspektør og i 1850 til stadsingeniør. Fra 1849 havde han arbejdet med at udrulle vandledninger og et separat kloaksystem i København. Efter koleraudbruddet lavede han sammen med den berømte kemiker Julius Thomsen en undersøgelse af sygdomsforløbet, der afkræftede lægernes hidtidigt herskende miasme-teori. Byen havde brug for rent vand og gode kloakker, fastslog makkerparret.
Hjælp fra England
Men at skylle spildevand i havnen var et utilladeligt spild, mente overpræsident Lange og flere andre. Latrinen var mange penge værd for bønderne. Der er mange beskæftiget med at køre den væk. Borgerrepræsentationen bad derefter Colding, om at hente ekspertise i udlandet.
Den britiske ingeniør James Simpson undersøgte derefter Københavns planer. Han understregede vigtigheden af, at vandledninger og kloaker blev installeret samtidig:
Rådet blev ignoreret
Rådet blev dog ignoreret i København, hvor Indenrigsministeriet på grund af uenigheden mellem Borgerrepræsentationen og Magistraten besluttede at afvise kloaksystemet og kun godkende installationen af vand- og gasledninger. Trods afslaget arbejdede Borgerrepræsentationen videre med planerne. Det blev op til ingeniørerne at finde en løsning.
Toiletter måtte ikke tilsluttes
I brokvarterne skulle der nedlægges kloaker, der kan rumme både gråt spildevand og sort spildevand. Samme system men i dybdeliggende hovedledninger skulle der installeres i den gamle del af byen. Men i første omgang måtte der ikke tilsluttes toiletter, så latrinerne og hele industrien omkring dem bevares foreløbig. Spildevandet ledes til havn eller nærmeste vandløb.
Byggespekulanter var lige glade med byggeplaner og regler
En samlet byggeplan blev først vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. oktober 1857 samtidig med en udenbys kloakplan. Problemet var, at der stod en masse bygninger, som ikke havde fulgt den vedtagende kloakplan. Og byggespekulanterne var ligeglade med byggeplaner og regler. Det skulle bare gå hurtigt.
Murstenskloaker anvendes i dag
I 1859 blev den første kloak lagt ned på Nørrebro, og i de følgende år blev stadig større dele af byen kloakeret. Mange af murstenskloakkerne fra den tid har i øvrigt vist meget god holdbarhed og er stadig en del af systemet i dag.
Indholdet blev tømt i rendestenen
Det første toilet var allerede blevet installeret i 1846. Men ak, det blev så bare tømt i rendestenen i nattens mulm og mørke. I 1857 anslog læge Hornemann, at der var omkring 300 toiletter i byen. Mange af dem, der havde toiletter, brugte de nyinstallerede vaskes afløb i sådan en grad, at bystyret i 1871 krævede, at nu skulle der monteres vandlåse på vaske.
Tømt i havnen
I 1880erne kunne man især om sommeren se en brun farve i hele vejen ned til Køge Bugt. I 1886 var det Charles Ambt, der var blevet stadsingeniør. Han måtte kæmpe med problemet, at der var direkte udledning i havnen og Svanemølle-bugten. Og så var det lige lugten.
Efterhånden steg forbruget af kunstgødning i landbruget. Efterspørgslen af de københavnske fækalier faldt stødt.
I 30 år var Frederiksberg og København uenige
Colding så aldrig sin plan blive helt gennemført. Det gik over 30 år inden København og Frederiksberg blev enige om den helt store kloakplan. Man vedblev med at bruge Rosenåen som en åben kloak.
Ja det hele gik godt nok langsomt. Man skulle tro, at sporene efter Kolera-udbruddet ville få politikkerne til at tage hurtige beslutninger, man ak nej
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk