Artikler
November 24, 2017
Boghandlere i Haderslev
Vi starter med Det Senebergske Trykkeri. Og så købte man bøger i kirken. Vi besøger den første fastboende boghandler og også den første samhandelsberettigede boghandler. En Flensborg-boghandler havde fået udvidede privilegier. En bogbindersvend indvandrede fra Tønder. Og en boghandler var involveret i oprettelse af bladet Dannevirke. To boghandlere fik bøde for at sælge ”Den Blå Sangbog”. En boghandler endte på Staldgården i Kolding. Og en søn måtte gå under jorden. Tyskerne var efter ham. Johannes Chr. Nielsen havde et stort virke i byen. Nationale modsætninger lukkede butik. Indre Mission havde også en butik i byen. Vi skal møde Danmarks ældste boghandler. Og så blev en boghandler sognepræst.
Det Senebergske Trykkeri
Der blev solgt bøger i Haderslev tilbage i middelalderen. Mange af disse blev trykt i byen i et trykkeri, der lå på hjørnet af Lille Slagtergade og Vestergade (nu Storegade 44-46). Dette trykkeri blev etableret i 1759, hvor halvdelen af Haderslev brændte.
Og så fik svenskeren, Heinrich Luckander privilegium af Frederik den Femte til at trykke ugeskriftet Den Jydske Fama. To år efter søgte han om at få portofritagelse til distribution. Snart fulgte andre blade og bøger.
Især skillingsviserne var populære. De spredtes over hele Jylland, bl.a. med studedriverne. Lucander døde i 1796. Hans svigersøn Jens Seneberg førte virksomheden videre under navnet Det Senebergske Trykkeri.
Bøger købte man i kirken
Haderslev havde fået sit købstadsprivilegium i 1292. Allerede i middelalderen kunne man på markedsdage købe bøger i Vor Frue Kirke, og kirken havde også et bibliotek. Vi ved, at der i 1500-tallet blev solgt skolebøger. Der fandtes nemlig bog-legater, som eleverne ved Latinskolen kunne søge, hvis de ikke selv havde råd.
Den første fastboende boghandler
Haderslevs første fastboende boghandler hed Hieronymus Schertner, der i 1706 fik privilegium (eneret) til at drive bogbinderi og handel med latinske og tyske skolebøger og store og små almanakker. Bøgerne købte han af omrejsende bogførere fra Hamborg. Efter at Schertner havde fået privilegium måtte kræmmere ikke mere sælge bøger i byen. Men da sønnen Poul Schertner efter farens død i 1725 skulle føre forretningen videre, fik han ikke fornyet eneretten. Så vendte de omrejsende bogkræmmere tilbage.
I 1736 klagede han til kongen over, at fremmede bogbindere skadede hans handel og fik delvis medhold. Det blev bestemt ved kongelig anmodning, at ingen anden bogbinder måtte nedsætte sig i byen, og at udenbys boghandlere og bogbindere kun på markedsdagene måtte sælge indbundne og uindbundne bøger i Haderslev. Bøger kunne dog også i 1700-tallet også købes på posthuset og fra 1759 på trykkeriet.
En Flensborg-boghandler havde fået privilegium
Grunden til, at unge Schertner ikke fik eneret på bogsalget kunne have været, at Flendborg-boghandler Bathasar Otto Bosseck i 1723 fik udvidet sit privilegium til også at omfatte Haderslev, Tønder og Aabenraa. Brødrene Johann Christoph og David Korte, der overtog Bossecks forretning i 1732 fik privilegiet stadfæstet af både Christian den Sjette og Frederik den Femte.
Samhandelsberettiget boghandler
Efter brødrene Kortes død overtog deres forretningsfører Peter Willers Jessen i 1781 i boghandel og privilegium og tog navnet Peter Korte-Jessen. Denne tog hvert år til påskemarkedet i Haderslev og opslog sin bogbod i Frue Kirke. Han døde i 1804 og blev efterfulgt af sin søn Johann Christoph Korte-Jessen og senere af sønnesønnen Johannes Chr. Korte-Jessen. Sidstnævnte blev ved Boghandlerforeningens stiftelse i 1837 samhandelsberettiget boghandler.
En bogbindersvend fra Tønder
Vi skal tilbage til 1765, hvor bogbindersvend Christian Nissen fra Tønder i 1765 slog sig ned i Haderslev på hjørnet af Storegade og lille Slagtergade. Han købte i 1770 en ejendom, Bispegade 8, hvor forretningen derefter havde sit domicil i mere end 100 år. Nissen døde i 1774 og efterfulgtes ikke alene som bogbinder, men også i ægtesengen af Peter Matthias Düffer, hvis efterfølger i bogladen igen blev en Nissen, nemlig Christian Nissens søn Claus.
Disse tre første indehavere havde efterhånden oparbejdet en pæn forretning og været ansete håndværkere i den lille by. Claus Nissen blev endda medlem af borgerkollegiet.
Oprettelse af Dannevirke
Det var dog først med den tredje indehavers søn, Niels Chr. Nissen. At bogbinderne tog del i nationalitetskampen. Han blev en af forgrundsfigurerne ved oprettelsen af Sønderjyllands første danske avis ”Dannevirke” i 1838. Niels Chr. Nissen blev ikke indehaver af forretningen, idet han døde allerede i 1839, et halv år før faderen.
Da havde han arbejde i bogbinderiet. Meningen har sikkert været, at han skulle have arvet butikken.
Efter Claus Nissens død ægtede en datter, københavneren Theodor August Møller. Han overtager boghandlen og deltager desuden i nationalkampen dog på en lidt mere beskeden plads.
Theodor Sabroe overtager
I 1863 gik virksomheden ud af slægtens eje, idet Møller solgte den Theodor Sabroe, der stammede fra Næstved, og da var forretningsfører hos Dannevirkes nye ejer og redaktør Godske Nielsen. Han solgte efter 1864 det danske blad til Sabroe.
Bladet var blevet forbudt af prøjserne, men da den prøjsiske presselov i foråret 1867 indførtes i Sønderjylland, begyndte Sabroe atter at udsende avisen under navnet Dannevirke efter at H.R. Hiort Lorenzen i 1868 havde overtaget redaktionen.
Efter en kort intermezzo fra 1869 til 1877, hvor en bornholmer, Jens Jørgen Henriksen havde forretningen i forpagtning, overtog Sabroe den atter.
Han flyttede i 1878 til Nørregade 34, hvor han selv forestod den til 1882, da sønnen Axel Sabroe fik den overdraget. To år senere antog Axel Sabroe den unge bogbindersvend Carl Nielsen, der i 1874 var kommet i lære i forretningen, som bestyrer. I 1896 købte Carl Nielsen forretningen.
Bøde for at sælge ”Den Blå Sangbog”
Han flyttede i 1907 til Nørregade 27, hvor bogladen siden har haft hjemme. Også Carl Nielsen kom til at yde en indsats for den danske presse. Han var en af foregangsmændene til at bevare ”Dannevirke” på danske hænder, da det gamle blad var blevet kørt i sænk af en kongerigsk dame, der var i tyskernes sold.
I 1905 fandt den berømmelige retssag mod ”Den blå Sangbog” sted. Carl Nielsen var blandt de anklagede. Anklagemyndigheden havde allieret sig med professor Niels Schrøder fra Latinskolen. Han oversatte for retten 48 danske og nordiske sange, og påstod, at de virkede ophidsende ikke på tyskerne, men på de syngende selv. Heri gav retten ham medhold.
Sangbogen var efter Schrøders mening det farligste agitationsmiddel, danskerne havde.
På Staldgården i Kolding
Ved Genforeningen blev boghandlens særlige nationale præg selvfølgelig udvisket. Den blev en boghandel som i mangen anden dansk by. Carl Nielsen drev den til 1946, da han overdrog den til den nuværende indehaver, Johannes Chr. Nielsen, der allerede i 1930 var indtrådt som medhjælper hos faderen.
Han fortsatte forretningens virke i samme ånd. Han fik også tyskernes kærlighed at følge. Han blev således i 1915 bortvist fra Latinskolen. Under besættelsen blev han arresteret af Gestapo og indsat først på Staldgården i Kolding og senere i Horserødlejren.
Johannes Chr. Nielsens store virke
Carl Nielsens Boghandel var en af Haderslevs førende butikker, der udover allerede nævnte bogbinderi også egen forlagsvirksomhed. Johannes Chr. Nielsen leverede også tegninger til ”Æ Rummelpot”. Ja han lavede endda også turistplakater.
Også Haderslev Samfundets Årsskrift var noget han var idehaver til. Han var bladets redaktør fra 1934 til 1941. Sidste nummer af årsskriftet udkom i 1992. Og så forbindes Johannes Chr. Nielsens navn også til Slesvigsk Vognsamling. Grundstenen blev lagt i 1952. I første omgang var det kun for at sikre studenternes hestevognstransport gennem byen.
I 1961 opførte Johannes Chr. Nielsen en bygning i Christiansdal, hvor et vognmuseum fik til huse. I 1978 blev hele den Slesvigske Vognsamling samlet i Det Gamle Ridehus.
En af sønnerne oprettede boghandel i Aabenraa
Carl Nielsens anden søn, Niels Hartvig Nielsen åbnede en boghandel i Aabenraa. Men han blev som andre unge sønderjyder indkaldt til tysk militærtjeneste i Første Verdenskrig. Her blev han skadet af giftgas. Han måtte tilbringe det meste af et år på lazaret i Flensborg. Hans svoger Harald Bo Bojesen passede forretningen imens og overtog den i 1919. Og det var i denne boghandel, der mange år efter ankom et ungt mennesker, der blev i butikken i 15-16 år. Ja det var undertegnede, ”Den Gamle Radaktør”
Men tilbage til Haderslev. Boghandlen i Nørregade blev videreført af sønnesønnen Carl Johs. Nielsen. Men i 1982 lukkede den – efter 217 travle år.
Plyndret af tyskerne
Tilbage i 1811 grundlagde en vis C.H. Wiecks Bog- og Papirhandel i Haderslev, som han drev i en menneskealder. Hans efterfølger Axel Zimmermann drev kun forretningen i to år fra 1858-60. Han havde drevet købmandshandel i Slagelse og deltog i krigen 1848-50. Han blev senere købmand i Flensborg. Under krigen i 1864 var han med til at pleje de sårede på Gottorp Slot. Han forsøgte ligeledes at redde officerer fra tysk fangenskab ved at skjule dem i sit lokale i Høruphav.
Til gengæld plyndrede tyskerne hele hans lager. Han mistede næsten alt. Senere flyttede han til København, hvor han ernærede sig som bogholder, teaterkontrollør, forfatter m.m. Han udgav ”Erindringer fra Felttoget 1864”. Han skrev bladartikler, føljetoner og digte. Hans datter Emma Vilhelmine Zimmermann blev gift med forlægger Axel Aller søn af Carl Aller.
En boghandler fra Assens
Det var fra gammel tid færgeforbindelse mellem Haderslev (Årøsund) og Assens. I mange år var det den vigtigste postforbindelse mellem Jylland og Fyn med daglige afgange indtil 1864. Det var måske derfor ikke så mærkeligt, at en boghandlersøn fra Assens, Niels Georg Gleerup i 1860 kunne finde på at nedsætte sig som bogbinder og boghandler i Haderslev.
Gleerup havde lært boghandel hos sin far Abraham Christoffer Gleerup og bogbinderi hos D.L. Clément i København. Han havde også arbejdet i Berlin, Leipzig og Paris, inden han etablerede sig som 25-årig. Krigen mod Preussen/Østrig i 1864 satte en brat stopper for forretningen. Gleerup deltog som officersaspirant. Han nedsatte sig efter krigen som bogbinder i Assens.
Men det var dog også boghandlere, der etablerede sig i Haderslev efter 1864. Hans Lauridsen i 1868 og L. Johansen i 1897.
Endnu en bøde for salg af ”Den Blå Sangbog”
Hans Lauridsen var husmandssøn fra Koldingegnen og udlært hos J.L. Wisbeck i Kolding. Han blev officielt anerkendt af Boghandlerforeningen i 1873. Men det var dog kun som kontantboghandler. Han drev bog- og papirhandel, solgte kunst og musik (noder), havde bogbinderi og drev lejebibliotek.
I 1870 ansatte han også Peder Christensen (udlært hos Engsig, Frederikshavn). Peder Christensen åbnede efter 14 år sin egen boghandel og overtog sine gamle principals forretning, da denne døde i 1894. I 1914 blev han sammen med sin kollega Carl Nielsen idømt 10 mark i bøde have solgt Den blå sangbog.
Lukkede omkring Genforeningen
Nationale modsætninger lukkede butikken
I begyndelsen af 1980erne startede der flere nye boglader i Haderslev. Nogle af dem lukkede igen. En af de ny lå i Apotekergade. Det er nu en del af Arnold Busck-kæden. Men egentlig begynder historien om den i Flensborg lang tid tilbage.
To unge boghandlere H.C. Møller og Margrethe Lange drev hver sin boghandel. Han var dansk og hun var tysk. Men de forelskede sig i hinanden, og giftede sig. Kærligheden overvinder som bekendt alt-eller næsten alt, men ikke nationale modsætninger. I Flensborg. Parret blev så kraftig chikaneret, at de måtte lukke forretningen og forlade byen.
Sønnen måtte gå under jorden
Da Første Verdenskrig brød ud, blev H.C. Møller indkaldt som bibliotekar i den tyske hær og sendt til Østfronten. Efter krigen i 1918 solgte han rullegardiner. Men både han og hans kone savnede bøgerne. I 1925 åbnede de en lille boghandel i Haderslev.
”H.C. Møller var utrolig vidende”, fortæller hans efterfølger boghandler Svend Boye Hvorslev. Men han fik aldrig bragt sit danske statsborgerskab i orden. Dette kom til at ramme hans søn Philip, der i 1940 måtte gå under jorden. Han havde nemlig fået indkaldelse til den tyske hær.
I begyndelsen flyttede den nye boghandel noget rundt. Bispensgade 11, Jomfrustien, Møllepladsen 3. Til sidst blev det så Apotekergade 4. Og det gik rigtig godt. Datteren Kaja Lange Møller kom også med i forretningen, som fik navnet Sønderjydsk Boghandel og Antikvariat. Mor og datter passede bogladen, faren antikvariatet. Og sådan gik det i 38 år.
Boghandler Hvorslev
I 1963 blev forretningen overtaget af et engageret boghandlerægtepar, Inger Margrethe og Svend Boye Hvorslev, begge i slutningen af 20’erne. De udvidede sortimentet til også at omfatte udenlandske bøger. Ja og deres søn, Michael var jeg med til at lære op i Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa.
Indre Mission også i Haderslev
Omkring og efter Genforeningen blev flere boghandlere antaget som samhandelsberettigede boghandlere. Men de fleste forsvandt igen. Marie Lindstrøm havde drevet Indre Missions Boghandel i Haderslev. I 1924 blev forretningen overtaget af Grethe Nissen. Den skiftede nu navn til Grethe Nisses Boghandel og var beliggende, Storegade 2. Den ophørte i 1965. Endvidere var det også C.P. Hansen i Storegade 5.
Karl Usbek havde arbejdet i Ejnar Munksgaards Boghandel i København. Han overtog Gyldendal-forhandler Carl L. Jensens forretning i Haderslev. Men han var hørehæmmet efter at have været med på både Øst- og Vestfronten under Første Verdenskrig. Han opgav forretningen efter to år. Herefter overtog Carl Frederik Algreen-Petersen butikken.
Danmarks ældste boghandler
Algreen-Petersen drev butikken i 20 år. Derefter solgte han den til Thorvald Ougaard. Denne blev landets ældste aktive boghandler. Ja han blev optaget i Guinness Rekordbog. Han blev 93 år. I et interview med BT sagde han bl.a.:
Ougaard kom i lære i Korsør som 16-årig og købte boghandel i Kolding i 1931. En kort overgang i 1950’erne var han væk fra branchen. Han drev en frugtplantage ved Skærbæk. Men da æblepriserne faldt købte han boghandlen i Haderslev.
Hans kone Edith Ougaard deltog i forretningens drift. Ja og datteren overtog butikken, der er beliggende, Graverne 22 A.
Meyers Boghandel
Endnu en boghandel fra denne periode skal nævnes, nemlig Meyers Boghandel, Storegade 37. Forretningen var etableret af bogtrykker August Meyer, der blev Gyldendal-forhandler. Hans søn og efterfølger Johannes August Meyer blev udlært hos Carl Nielsen og medhjælper hos Refslund i Vejle. Som bare 22-årig måtte han overtage forretningen. Han drev boghandlen i 31 år til 1964, hvor Carl Nielsens Boghandel overtog restlageret.
Den legendariske Søren Album
Allerede som ung havde Johannes Meyer lærlinge. Hans lærling nr. 2 hed Svend Erik Sørensen. Han blev en legende for boghandlerne og kaldt for Søren Album. Han var rejsende for firmaet Harald Petersen i Vejle. Den Gamle Redaktør her husker en af hans jubilæer, da jeg havde lavet en hitliste over rejsende. Han var selvfølgelig nummer et.
En ny boghandel i 1943
I 1943 midt under Anden Verdenskrig, hvor der blev læst mange bøger, etablerede en medarbejder fra Carl Nielsen, Knud Edelmann Wulff egen boghandel på Nørregade 39. Den flyttede senere til Graverne 21 men ophørte efter en halv snes år- i hvert fald som boghandel.
Fra Boghandler til Sognepræst
I 1966 flyttede Hans F. Beck sin boghandel fra Ramsherred 14 i Aabenraa til Nørregade 7 i Haderslev. Men han lukkede i 1970 og blev sognepræst i Veerst og Bække. På adressen havde der engang været en tysk boghandler Nis Jensen. Han mistede en søn i Første Verdenskrig. Og han kom selv sørgelig af dage efter et fald. Det var muligvis i forbindelse med at julepynten skulle hentes ned fra loftet.
Den store ”Lorentzen Bog & Ide”
Jo så var det også Lorentzen Bog & Ide. Birgit og Mogens Lorentzen overtog i 1981 en eksisterende papirhandel på 50 kvm. i Apotekergade 13. De udvidede med bøger, men da de ikke selv var boghandleruddannede ansatte de Ingelise Asmussen som faglig leder efterfulgt af Christine Wolff. Jo Birgit og Mogens kan ”Den Gamle Redaktør” godt huske.
Arnold Busck overtager
Allerede i 1992 var butikken efter fire ombygninger vokset til 400 kvm. Den havde fem medarbejdere. Men 1. maj 2001 valgte Lorentzens alligevel at stoppe. De solgte til Arnold Busck, som nogle år forinden havde overtaget Sønderjysk Boghandel i samme gade. Busck har fusioneret de to forretninger på Lorentzens adresse. Ja og i dag så leder en de gamle lærlinge, som ”Den Gamle Redaktør” har haft med at gøre, Carsten Moos, butikken.
Vi har garanteret ikke fået alle med. Og vi har nok heller ikke fået det allernyeste med.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Haderslevs Historie – Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere om Boghandlere – Se her på www.dengang.dk
November 17, 2017
Grænsen er overskredet-Hvem er forfatteren?
Hvem er det, der har skrevet bogen ”Grænsen er overskredet”?
Uwe Brodersen er født og opvokset i Tønder. I 48 år har han været boghandler, først i lære i Tønder, og så gik det via Aabenraa og Padborg til Nørrebro.
Han har altid haft skrivekløe. Den store debut fik han i en fristil på Tønder Kommuneskole. Den blev læst op på lærerværelset og hed ”Mord i Skraldespanden” med fem mord på fire sider.
Der er blevet til at hav af kronikker og indlæg i diverse tidsskrifter og aviser. I dag er han redaktør på Nørrebro Handelsforenings hjemmeside www.norrebro.dk . Her er der over 3.000 artikler. Her er han også sekretær. Uwe har siddet i Initiativudvalget i Aabenraa og sekretær i Bov Handelsforening. I dag er han også redaktør på Facebook-siderne for Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsforening.
Uwe har været redaktør af Boghandlermedhjælperforeningens blad Bogormen. Han har været Formand for HK i Aabenraa og formand for Teknologiudvalget i ASL (Arbejdernes Sønderjyske Landsforbund).
Uwe har siddet i diverse områdefornyelser og kvarterløft. Desuden har han siddet i bestyrelsen i Handelsstandens Indkøbsordning. Uwe har optrådt i diverse radio- og Tv-udsendelser. Han har også leveret baggrundsmateriale til diverse bøger, Tv-udsendelser m.m.
I dag er han en meget brugt foredragsholder og er redaktør på den lokalhistoriske hjemmeside www.dengang.dk Her ligger ca. 1.200 artikler.
Grænsen er overskredet er den tredje udgivelse. Tidligere har Uwe skrevet om Nørrebro Handelsforenings og Nørrebroparkens historie.
I dag er Uwe Brodersen bosiddende i Vordingborggade på Østerbro.
November 17, 2017
Grænsen er overskredet-Indholdsfortegnelse
Her får du en fortegnelse over de 23 afsnit i bogen ”Grænsen er overskredet”
Indholdsfortegnelse
November 17, 2017
Kildehenvisning til ”Grænsen er overskredet”
Som det kan ses har vi brugt over 100 kilder til at skrive bogen ”Grænsen er overskredet”. Vi ville gerne været gået endnu videre. Men der var arkiver, hvor vi ikke måtte komme ind i. Havde dette kunnet lade sig gøre, havde vi sikkert opklaret mordet på Asmus Jensen
November 17, 2017
Forordet giver et godt indblik i, hvad bogen handler om. Det er på 7 sider. Og man kan sige, at grænsen er overskredet mange gange.
Velkommen til bogen, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?
Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.
Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.
Asmus Jensens kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.
Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?
Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettigede til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?
Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvorfor har vi kun fået en halv forklaring?
Vi prøver i denne bog, at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var der ikke andre, som skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævnaktion?
Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.
Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positiv om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.
Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.
Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP-N.
Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til, at presse Justitsministeriet til, at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.
Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.
Vi har fået at vide, at medlemmerne af modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af det tyske mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?
De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret, var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensens likvidering. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos det tyske mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner i Tinglev og omegn. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.
I Tønder sad nogle forholdsvis unge tysksindede mennesker. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse, der stod på listen, var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på hans kontor. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmeligt høje straffe.
I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretmæssig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.
I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.
Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder. Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapportere, hvad hjemmetyskerne foretog sig.
Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen? Det var myndighederne ikke interesseret i.
En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.
Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra Kz-lejre. Og nu ventede der dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.
Men det tyske mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klart. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.
Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.
Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede, blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.
En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.
Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?
Hvis man stod i et andet kartotek kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven, at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufatteligt mange udgaver.
Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.
Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som leder. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-ledere, som boede meget tæt på hinanden, var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.
Vi tager en tur langs grænsen, på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat følte sig så ydmyget, da man tog alt, hvad han havde med og til sidst også hans vielsesring. Han tog sin revolver og begik selvmord ved Kruså. Her truede man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.
Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.
Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fanger blev sendt videre sydpå til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fanger.
I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fangerne var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.
Ved Tønder kom det til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men i Tønder havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.
600 domme omkring værnemageri, blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejder for tyskerne.
Jo vi udførte en hel del forbrugsvarer til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydeligt større udgifter ved, at have besøg af tyskerne. Ja spørgsmålet er også om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til, at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejer osv. var betydelig.
Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.
Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.
Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positivt. Og Højgaard-gruppen slap ustraffet selvom de forsøgte et angreb mod folkestyret.
Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.
Dommerne fulgte snarere stemningen i befolkningen, end retssikkerheden. Tyskertøser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:
Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.
Amtmand Kr. Refslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og det tyske mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af det tyske mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.
Statsminister Buhl mente da også, at det tyske mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra modstandsbevægelsen og myndighederne over for det tyske mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.
Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i det tyske mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede det tyske mindretal mente, at det tyske mindretal blev dømt alt for mildt.
I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra det tyske mindretal. Han havde med held skjult, at han havde en ret så stor stilling i SS.
Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen, spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog. Det tyske mindretal følte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.
Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.
Der var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som det tyske mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.
Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.
Hadet over for de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.
Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vendte tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.
Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.
Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.
For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for det tyske mindretal. Min kone og jeg havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.
I vores bog slutter vi med et afsnit om det tyske mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.
Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.
Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.
Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede, var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.
Det er nemlig sådan, at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare det vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på, at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.
Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.
Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid, som Asmus Jensen befandt sig i, både før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.
Sagen er for længst stillet i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sig på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.
Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.
Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet på Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder for, at afvise os med legale midler.
Uwe Brodersen
November 17, 2017
Immervad Bro
Mange steder fortælles at der først var bro her fra 1787. Men broen må være mindst 70 år ældre. I hvert fald lå der en træbro her i 1716. Og stenbroen der er der i dag kan bære op til 150 tons. Og så er der knyttet mange sagn og myter til stedet. Således kan man ved midnatstide og fuldmåne oplyse en hovedløs ride over broen. Går du under broen kan du høre kvæg, og du kan høre kvægdrivere snakke.
Her lå flere broer
Hærvejen er altid spændende at beskæftige sig med. Vi kan også se, at det er stor interesse for emnet. Du får en artikeloversigt bagerst i denne artikel.
På den lange strækning fra Viborg til Dannevirke følger hærvejen i hovedsagen den jyske højderyg og dermed vandskellet. På vejen gennem Sønderjylland ligger flere broer.
Altid farbart vadested
Immervad Bro er bygget over Rudbækken. Den har sit udspring i højdedraget ved Hovslund skov nogle få kilometer østligere. Tidligere løb vandet fra Rudbækken under Immervad bro og videre i Geelså for at ende i Ribe å og således i Vesterhavet.
Immervad betyder, at der altid/immer på dette sted har været et farbart vadested, hvor andre vadesteder kan være ufremkommelige i tøbrudstider eller våde perioder. Så vi må udlede at her har været et helårsvadested.
I dag er bækken reguleret og uddybet. Den følger nye baner, og det gamle vadested er tørlagt.
Broen er ældre er indtaget
Det er landmand Jørgen Pedersen Aarøe, der har bygget Immervad bro i 1787. Men i tidligere artikler står der anført, at det er Jørgen Sønderballe, der er bygmester.
Der fastslås, at indtil 1787 var Immervad bro blot et vadested, hvor store flade sten var lagt ud med et skridts afstand.
Men dette er ikke korrekt. Hans H. Worsøe har gennemgået hidtil uordnede arkivalier i Haderslev amtsarkiv og her har han fundet akter, der belyser broens tidligere historie.
Der var allerede en bro her i 1716
Den 24. marts 1731 ansøgte amtmanden i Haderslev, grev Reventlow, Rentekammeret i København om at få udgifterne dækket ved reparationen af Immervad bro på den offentlige landevej til Flensborg, da den nu er blevet så brøstfældig, at han har givet husfoged Simonsen ordre til at udarbejde en nøjagtig fortegnelse over omkostningerne ved reparation.
Som argument for en hurtig bevilling anførte amtmanden, at hvis kongen agtede at rejse til Holsten til sommer, ville han ikke uden besvær og fare kunne passere broen. Allerede få dage efter svarede Rentekammeret, at man ville stille træ til broen til rådighed.
Man ville dog ikke betale arbejdslønnen og det nødvendige jern (Eisenwerck)idet man henviste til en skrivelse af 1. oktober 1716 til krigskommissær Simonsen, hvor der er blevet befalet, at amtet selv skulle afholde disse udgifter.
Dette kunne altså tyde på, at den omtalte bro er blevet bygget eller måske repareret i 1716. Så broens historie er således blevet i hvert fald 70 år ældre end hvad du kan læse i diverse bøger og på diverse hjemmesider.
Længden var 8,80 meter
Nu siges der ikke noget om broen fra 16. april 1731. Men der foreligger en ordre fra Rentekammeret om at udvise træ fra den nærmeste skov. Dette skal så tages fra steder, hvor det gør mindst mulig skade.
Man kan ud fra materialelisten se, at broens længde har været 8,80 meter. Broens bredde havde været 1 ¾ meter. En helt lille bro har det altså ikke været. Men det har slet ikke kunnet tage de store studedrifter. De har fortsat måttet over træbroen.
Den nuværende bro er kortere
Den nuværende bro er 4,70 meter bred, men betydelig kortere end træbroen. Det kan hænge sammen med, at der er sket en opfyldning på begge sider, da granitbroen blev bygget.
Granitkvadrene blev hugget ud af en stor granitsten. Man kan se, hvorledes nogle af de udhuggede kvadre ligger nøjagtig over hinanden, som de er taget fra kæmpestenen. Broen har to gennemløb. Det samlede spænd er så stort, at man har været nødt til at afstive konstruktionen med lodrette bropiller midt i åløbet.
De vandrette stanbjælker er optil 4,35 meter lange. De er alle udspaltet fra en og samme granitblok, som lå ved Fredhule nær Haderslev.
Blodet farvede vandet rødt.
Der er udkæmpet mange slag på Hærvejen ofte på strategisk vigtige steder langs Hærvejen. En af slagene er formentlig sket her ved Immervad. Her mødte Erik af Pommern i 1422 en hær af holstenere.
Erik af Pommern lå i flere år i krig med holstenske grever om slesvigske hertugdømmer. Han var konge af Danmark, Norge og Sverige, men også hertug af slesvigske Pommern.
Slaget ved Immervad var voldsomt og myten siger, at blodet farvede vandet i åen rødt. Erik af Pommern taber slaget. Efter slaget laves en fredsaftale på et sted lidt nord for vadestedet, hvor en hulvej afgrener fra Hærvejen mod Haderslev. Stedet kaldes i dag Fredshulen.
Broens bærerevne er 150 tons
Her ved Immervad ligger en af de gamle hærvejskroer. Kroen er i dag landbrug. Men i længen ud mod Hærvejen er indrettet et af de primitive pilgrimsherberge. Det er her man af ”syge” elmetræer har lavet statuer af hærvejstrafikanter.
Man har regnet ud, at broens bærerevne er helt oppe på 150 tons.
Man kan hører stemmer og kvæg
Sagnet siger også, at sætter man sig under den gamle bro i nattetimerne, vil man kunne høre de gamle kærrer og hestehove passere broen.
Tredje generation af en familie nu bosiddende i Helsingør har mødt dette mærkelige fænomen ved broen. Den første var hendes bedstefar fra Hovslund. Omkring 1910 prøvede han at klatre ned under broen. Han stak hovedet ind under broens skygge. Dernede kunne han tydelig høre lyden af menneskestemmer, traskende køer, muhen, brølen og en kraftig lugt.
På et tidspunkt lød det som om, at der var en flok køer, der kom over broen. Da han stak hovedet op mod lyset igen, var der absolut ingenting. Også hans søn oplevede i 1930erne samme fænomen. Han har hørt en tydelig samtale mellem to mænd diskutere, hvilke priser deres dyr ville indbringe.
Og som skrevet, så har tredje generation også oplevet det samme, når hun har tilbragt sine sommerferier hernede.
Hovedløs passerer broen ved midnatstide
Et andet sagn siger, at man ved broen ved midnatstid og i fuldmåne vil man kunne se en hovedløs formentlig soldat krydse broen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Hærvejen her på www.dengang.dk se her:
November 15, 2017
Hertugræve og Køkkenharer
Dette er en anmeldelse af en bog af Hans Kristensen, der omfatter Jagt, Vildt og Jægere i Sønderjylland før Genforeningen. Selv for en ikke-jæger er bogen ”vildt” underholdene og informativ. Vi får nogle pragtfulde hertugelige beskrivelser og vi hører om en Kejser, der fik serveret vildt inden for skudvidde. Der er i den grad brugt arkiver og litteratur. Et kæmpe arbejde er blev foretaget. Vi er mange steder, bl.a. på sæljagt på Rømø, og tænk engang en hjort blev skudt på Jordsand. En masse gæs vækkede borgerne i Tønder. Og Emil Nolde var bestemt ikke tilfreds med afvandingen.
En ny jagtlov
Hvordan var jagten i Sønderjylland før Genforeningen. Ja erfaringerne blev brugt herfra og fik betydning for jagten i hele Danmark. Ja det er et tre årigt jagthistorisk forskningsprojekt, der er blevet afsluttet med bogen ”Hertugræve og Køkkenharer”.
Hovedvægten af bogen omhandler tiden fra 1864 til 1920. Pludselig fik man en helt anden jagtlovgivning som var forskellig fra den danske. Den måde, det blev forvaltet på havde betydelige fordel frem for den måde, det blev forvaltet på nord for Kongeåen.
Det var den måde, man samarbejdede på, der stort set var ukendt i Danmark før 1925. Man oprettede blandt andet jagtforeninger. I Sønderjylland havde man under det preussiske styre en regel om, at et jagtterræn skulle være på mindst 75 hektar.
”Den Gamle Redaktør” er ikke jæger
Egentlig troede undertegnede at her skulle man anmelde en såkaldt ”smal” bog. For det er jo ikke lige jagt, som har den største prioritet hos undertegnede. Det er nok ”Den Gamle Redaktørs” to brødre, der nok nærmere ville kunne udtale sig om dette.
Så det var nok med lidt skepsis, at man her kaster sig over anmeldelsen og omtalen af denne bog. Som ”amatørhistoriker” hefter man sig med det samme ved det omfattende register, der præger denne bog. Og det er i sandhed et omfattende kildemateriale, der er anvendt både i private og offentlige steder. Men også et hav af litteraturmateriale er anvendt. Som prikken på i’et er der også et stedregister, man kan kaste sig over.
Der er masser af historier at hente
Det gik jo ikke lang tid før undertegnede fandt ud af, at det er jo ofte mange af de samme hertugelige personer, som man har beskæftiget sig med på vores hjemmeside. Men faktisk også de samme landskaber.
Ja egentlig er vi i vores historie dukket helt til bage til Hertug Hans den Ældre og hans jagtslot Grøngård. Dette er så ikke omtalt i bogen vel sagtens fordi bogen koncentrer sig om tidspunktet 1864-1920.
Fascinerende er det også at opleve beskrivelserne af jagten i Tøndermarsken. Vel sagtens fordi, vi også har skrevet en del om dette på vores hjemmeside. Men her tænkes også på Tøndermarsk-Initiativet. For i denne bog, er der masser af historier at hente. Og der er jo nok ikke nogen, der er bedre til at beskrive dette en vadehavsmaleren Nolde, som heller ikke er glemt.
Et kæmpe arbejde
Bogen er inddelt i 40 afsnit og er på cirka 300 sider. Den kombinerer på en forunderlige måde Jagtens historie med Sønderjyllands indviklede historie og det skønne, forunderlige landskab, som vi er opvokset med hernede.
Vi får en masse flotte naturbeskrivelser, som Hans Kristensen har fundet i utallige bogværker og arkiver. Og så rummer bogen også en masse flotte illustrationer.
Forfatteren Hans Kristensen driver fra Lydersholm i nærheden af Tønder firmaet www.bogjagt.dk Han er også en ivrig skribent på diverse tidsskrifter.
H.P. Hanssen startede som 12-13 årig
Vi starter med en kort gennemgang af Sønderjyllands historie. Og så går vi ellers på jagt med danskhedens bannerfører, H.P. Hanssen. Allerede som 12-13 årig anskaffede han sig ”skydere”. Som 16 årig skød han sin første ræv, odder og råbuk. Hans nære ven mente, at det var en god ide for H.P. Hanssen, at han mindst en gang om ugen havde en ugentlig jagtdag. Danskhedens leder havde en stresset hverdag.
Digteren Valdemar Rørdam var hans gode jagtkammerat.
Hertug Christian August af Augustenborg fik sin vilje
Hertug Christian August af Augustenborg havde opbygget et omfattende jagtvæsen med over 20 mand, der på den ene eller anden måde beskæftigede sig med jagt. I kennelen ved Augustenborg Slot stod der ikke mindre end 200 jagthunde.
Og det var ret så omfattende jagtselskaber, han havde. Og hertugen var bestemt ikke enig i at jagtretten udelukkende skulle tilfalde jordbesidderne som i kongeriget. Men i Stænderforsamlingen fik han ret i sin argumentation. Han havde vel også sine forbindelser.
I 1848 under de slesvigske krige forblev Als dansk i de tre år. Og det var til hertugens store fortrydelse. For nu var hans jagtlidenskab begrænset.
Diverse forbud var indbygget i kontrakterne
Før Genforeningen bortforpagtede landskommunerne jagtretten. Indtægterne fra kommunernes bortforpagtninger blev omhyggelig fordelt blandt lodsejerne efter indskudt areal. Sådan var praksis mange steder.
Omkring Højer Kog måtte man ikke anvende jagthunde. Man var bange for, at de ville jagte fårene i Abild nord for Tønder stod der i vedtægterne, at kornmarker hverken måtte betrædes af hunde eller jægere.
Kontrakterne for udlejningen af byjorderne omkring Tønder i begyndelsen af 1900-tallet indeholdt forbud mod ”trampjagt” efter harer. Jagtforpagterne måtte kun afholde en fællesjagt om året. Dette var for at sikre bestanden af harer. Disse var den vigtigste vildart i området.
Dengang var det inden afvandingen af Tøndemarsken. Store dele af den var dækket af ferskvand fra Vidåen. Så blev der ellers drevet ”kravlejagt” fra fladbundede jagtpramme.
En gårdejer fra Øster Terp ved Løgumkloster nedlagde i tidsrummet 1883 til 1909 hele 547 harer og 954 agerhøns.
Prima Jagtbøsser i solid udførelse
Isenkræmmer H. Frees i Haderslev solgte våben og udstyr til jægerne i det nordlige Sønderjylland. Længere syd på kunne man hos Weber i Aabenraa købe:
Hos Mørch i Sønderborg kunne man få:
Og bøssemager Berg i Flensborg annoncerede med:
Masser af Jagtforeninger
I begyndelsen af 1900-tallet skød der masser af jagtforeninger op flere steder i Sønderjylland. I Aabenraa var der 43 medlemmer i den lokale jagtforening omkring 1911. Man forpagtede i løbet af kort tid kommunejagten i Øster Løgum og Lovtrup samt jagten i et større grusgravsområde vest for byen.
Man arrangerede lerdueskydning. Og medlemmerne blev godt rustet til jægerlivet med den lokale skovfoged Wehding, der fortalte og jagthundens sundhed og dressur. Man havde egne foreningslokaler. Her kunne medlemmerne læse i det tyske jagtblad ”Wild und Hund”.
Også i Sønderborg og Tønder var der jagtforeninger. I Christiansfeld kaldte man sig en international jagtforening. For her var der både plads til dansk- og tysksindede.
Skovridder imponeret af jagtudbyttet
Vi får i bogen også en beskrivelse af hønsefugle og hønsehunde og ”herlige harejagter”. Den mest udbredte jagtform på disse var ”Klapjagten”, hvor stor drenge drev harerne frem mod de posterede skytter. Også den såkaldte ”Keddeljagt” var udbredt.
Skovridder Simonsen der var tilflytter fra Kongeriget var imponeret over fangsten på en jagt. Således kunne der på det store Gråsten Gods nedlægges 100-140 harer på en gang.
H.P. Hanssen måtte selv hente sine ænder
Moserne i Sønderjylland var fulde af vildænder. Valdemar Rørdam skriver, at H.P. Hanssen havde smukke, velbegavede og uopdragne hunde. Han var i Berlin det meste af tiden og havde ikke rigtig tid til at tage sig af disse hunde. De nægtede at hente ænderne ude i dyndet. Og så måtte H.P. Hanssen selv af sted. Han sprang selv ud, og stod der ofte med vand til halsen.
Beskrivelse af Valdemar Rørdam
Valdemar Rørdam fortæller også, at han ofte var gæst hos greven på Schackenborg, hvor han oplevede:
Andejagterne havde dog ikke samme prestige over sig som i sommerjagten på ænder- alle hare og agerhønejagten havde.
Der røg også lige et par katte
Skovfoged Wehing fra den bynære Hjelm Skov kunne berette om nedlagte ræve og grævlinger. Men der røg også en del af områdets mange katte.
Råvildtet måtte man normalt ikke nedlægge i statsskovene. Det blev foretaget af den lokale skovfoged. Han fik så en kontant præmie for hver nedlagt dyr. Men nu og da fik prominente mulighed for at skyde en buk.
Et storstilet projekt gik i vasken
Det preussiske statsskovvæsen var kendetegnet med planlægning og sagkundskab. De praktiserende forstfolk havde da også en fortid i såkaldte jægerkorps i Slesvig-Holsten eller andre dele af det tyske rige.
I Sønderskoven på Als forsøgte Oberförster Plaas at oprette en dyrehave. Hertugen af Augustenborg bekostede hegnet. Han havde fået frataget sine besiddelser og jagtrettigheder, så han havde intet at tabe.
Men da Første Verdenskrig startede måtte Oberförster Plaas i krig. Blot halvanden måned efter krigsudbruddet var han faldet i krig. Den efterfølgende genforening kom til at koste hans ambitiøse råvildtprojekt livet.
I den tyske tid efter 1864 tog oprettelsen af plantager yderligere fart. Midlerne til dette kom fra omfattende krigsskadeerstatninger som franskmændene måtte betale efter krigen 1870-71. Plantagerne i Frøslev, Bommerlund og Årtoft stammer fra denne tid.
En Kronhjort blev set i Søgård Skov
De preussiske statsplantager lå i klynger. De private var få og spredte. Det kneb med finansieringen.
Ja sådan lød indledningen til en notits i Hejmdal i december 1908. Det var rigsdagsmedlem, redaktør og jæger H.P. Hanssen, der skrev dette. På det tidspunkt var kronvildt en sjældenhed i Sønderjylland. Sådan havde det ikke altid været.
Vildtbestand gået tilbage
Op gennem 1500- og 1600-tallet, hvor kongehus og adel havde eneret på jagten, stod der kronvildt i størstedelen af området. De krige og troppeindkvarteringer, der hærgede landsdelen op gennem 1600-tallet gjorde et stort indhug i bestanden. Dertil kom landboreformerne i 1700-tallet. Her blev landbrugets og skovbrugets produktion prioriteret højere end vildtet og jagten.
De sidste bastioner var skovene ved Haderslev, ved Gråsten og under Gram Gods. I 1846 deltog Christian den Ottende i en jagt på gram Gods. Her stod stadig kronvildt.
En hjort i Søgård Skole
Den hjort der blev set i 1908 ved Søgård er sikkert kommet nordfra. Interessant er også, at der omkring 1900 blev nedlagt en hjort på den for længst forsvundne ø, Jordsand ude i Vadehavet.
En skovfoged i Gallehus
På de gamle godser i landsdelen var der storstilede herskabelige jagtudfoldelser. Det største jagtområde var gram Gods efterfulgt af Gråsten. På tredjepladsen kom Schackenborg.
Men her var der betydelige problemer med økonomien. På tidspunkter var godset sat under administration. Dette hæmmede udviklingen af jagten. En lokal boghandler fra Tønder lejede størstedelen af jagtområdet mellem Tønder og Møgeltønder i 1859.
Det var greve Hans Schack, der sørgede for at få udbygget Gallehus Skov til 110 HA. Et tilsvarende projekt satte han i gang ved Solvig.
Greven ansatte en tysk skovfoged, Theodor Rojahn, som bosatte sig i Skyttehuset i Gallehus. Han blev berømt for sine stikkelhårede hønsehunde. Han drev hundeopdræt under navnet ”Kennel Nordslesvig”.
Hans Schack havde en svag fysik. Han ville hellere beskæftige sig med ægyptologi frem for at arrangere store jagter. I den nationale kamp holdt han også lav profil.
Greven valgte side
Men sønnen Otto Didrik Schack forpagtede også jagten på de store nabogårde Rosinfelt og Røj. Således havde han jagtretten syd og øst for Gallehus Skov.
I 1912 skiftede greven side i den nationale kamp. Han var sikkert blevet på virket af H.P. Hanssen. Men mon ikke også godsinspektør H.C. Davidsen har været en inspirationskilde.
Hertug Ernst Günther
Hertug Ernst Günther forsøgte på en meget omtumlet måde at finde et passende parti at gifte sig med. Slægten fra Augustenborg var blevet degraderet af det danske kongehus. Men han var en respekteret jæger. De eksklusive jagter, som han arrangerede strakte sig over flere dage. Der blev endda trykt et program.
Da kejseren var på jagt
Flere gange deltog den tyske kejser, Wilhelm den Anden. Han var blevet gift med Ernst Günthers søster, Auguste Viktoria.
Der er registreret en jagt, hvor kejseren alene nedlagde 1.031 fasaner, to harer, 212 kaniner, en agerhøne og en spurvehøg. Men dertil skal lige siges, at de jagter, hvor kejseren deltog, var anbragt på den måde, at han fik flest mulige skudchancer.
På et tre dages besøg nedlagde kejseren 20 råbukke siddende på en hestevogn. Dette kunne kun lade sig gøre, hvis hesten var tilpas rolig.
En anden dag nedlagde kejseren 50 vildsvin, en anden dag var det 600 harer. Ja man tror næsten, at det er løgn.
Ernst Günthers position i den tyske adel afhang af kejserens velvilje. Og Ernst Günthers fyrstelige livsførelse afhang af den betydelige årlige apanage, som kejseren havde tildelt ham.
Man tog salonvognen fra København
Når Greve Adolph Brockenhuus-Schack modtog sine herskabelige gæster fra København havde han lejet en salonvogn til stationen i Vojens. Rejsen blev forkortet med adskillige gange whist. Fra Vojens gik turen med hestevogn videre til Gram. Her ventede en god middag og bægerne blev hyppigt fyldt op. Greven havde bestilt øl direkte fra München.
Ved Vidåen udlagde man foder og tamme ænder lokkede store mængder af vildænder til. Det var ”Trækjagten”, der nu spillede ind.
Masser af gæs i Tønder
Og i Tønder blev befolkningen vækket om natten af sædgæssenes hæse skrig. De opholdt sig foran det gamle gasværk i tusindvis.
På byens gader kom folk slæbende med gæs i en trillebør eller i små trækvogne. De døde gæs fyldte overalt købmændenes udhængsstænger og butikker, samt borgernes middagsborde.
Nolde var imod afvandingen
Ja vi møder skam også Vadehavsmaleren Emil Nolde i bogen. Han købte i 1912 gården Utenwarf. Han lærte sig efterhånden marskboernes jagtmetoder. Hans første jagter foregik i en almindelig tjæret fiskepram. Men han fik bygget sig en decideret jagtpram, der for alvor gav ham jagtmuligheder.
Han giver i sine bøger en malende beskrivelse af sine jagtoplevelser. Og gennem hans malerier får vi en flot oplevelse af livet ude i marsken i nærheden af vadehavet.
Nolde kæmpede en ihærdig kamp for at bevare en natur, et landskab og en jagt, som havde spillet en umådelig stor rolle for ham. Han var en indædt modstander af den planlagte afvanding af marsken. Han skrev utallige protestbreve til Tønder Kommune. Denne afvanding gik i høj grad ud over fuglelivet. Nutidens Tøndermarsk berømmes i dag i høje toner, men faktisk er det kun en svag afglans af det fantastiske vådområde, det var engang.
Nolde blev så sur og skuffet, at han i 1927 flyttede til Seebüll på den tyske side.
På sæljagt
På et tidspunkt var der en stor bestand af sæler i Vadehavet. Fra gammel tid var der mange på Rømø, der havde stor erfaring i at jagte sæler. Det var særlig på sandbankerne mellem Rømø og Mandø, at sælerne søgte op.
Man kunne møde dem i hundredevis, hvor de lå og sov. For en ikke jæger kan aflivningsformen lyde brutal. Man havde nemlig et stykke træ med en klods på den ene ende og en jernpig i den anden. Først bedøvede man sælen med et slag i hovedet. Så vendte man redskabet og huggede piggen i sælen. Man kunne nå at få ram på 6-7 stykker på den måde.
På øen Norderoog i Vadehavet ud for Husum boede en familie af sæljægere, der nedlagde 130 sæler om året. Her brugte man skindet til beklædning. Forklæder, jakker, kapper og bukser af sælskin, hvor hårene sidder på. Her ude ved vestkysten i det barske vejr var denne mundering praktisk.
På jagt i Første Verdenskrig
I bogen får vi sandelig også indblik i sønderjydernes jagt, mens de deltog i Første verdenskrig. Og det var i den krig, hvor 6.000 sønderjyder mistede deres liv. Dertil kom et stort antal krigsinvalider, hvis fysiske eller psykiske skader i større eller mindre grad havde gjort dem uarbejdsdygtige.
Jagten har givet soldaterne en kærkommen pause og udbyttet har beriget en stadig ringere feltration.
Vi møder også Nis Kock fra Sønderborg, som vi næsten daglig følger på vores Facebook. Han opholdt sig i Østafrika. Og han har deltaget i nogle eksotiske jagtoplevelser, bl.a. med jagt på flodheste. I 1919 vendte Niels Kock og andre overlevende sønderjyder hjem.
Lidelser under krigen
Nolde fik også nøden at mærke under krigen. En vinter tilbragte han i kunstnerkolonien i Berlin. Han berettede om, at han ligefrem sultede. Og da han kom hjem kunne de næsten ikke genkende ham.
Også H.P. Hanssen mærkede nøden, når han var til Rigsdagsmøde i Berlin. Og det var især udvalget i butikkerne, som han hæftede sig ved. I november 1017 var udvalget i det gigantiske varehus på Leipziger Platz skrumpet ind til krager, skader og ugler.
I Slesvig Holsten kunne man i den grad også mærke fødevaremanglen. Fra Kiel lød opfordringen til Jagtforeningen i Aabenraa, at de skulle sende nedlagte råbukke til byen. Men omkring Aabenraa var vildtbestanden helt i bund.
Krybskytteri
I krigsårene 1914-18 havde krybskytteri og ulovlig jagt grebet om sig. Ved Ballum lå der i perioder et tysk ”ulankompagni”. De byggede en storkalibreret haglkanon, som blev brugt til jagt på flokke af ænder i Vadehavet.
På Rømø gik soldaternes ulovlige jagt blandt andet ud over en lille bestand af rensdyr, som man kort før krigen havde importeret og sat ud på øens klithede.
Overgangen fra preussisk til dansk jagtlov skabte store problemer efter Genforeningen. Effekten af lokale jagtforeningers tiltag viste sig dog hurtig i form af stigende vildudbytte.
”Vildt” underholdene og informativ
Bogen må siges at være vildt underholdende og informativ for en ikke-jæger. Mange af oplysningerne harmonerer med ting, vi har beskæftiget os med på vores hjemmeside. Og hvad mon en jæger så kan få ud af bogen. For undertegnede ”amatør-historiker” har det været en oplevelse at læse. Bogen har sandelig også givet et væld af nye informationer.
Hans Kristensen: Hertugræve og Køkkenharer – Jagt, Vildt og Jægere i Sønderjylland før Genforeningen (Bogjagt.dk)
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk
November 13, 2017
En lærer i Burkal
Vi er i Burkal i 1920. Og så nyder vi udsigten fra Jejsing Bjerg. Tysk skilt blev fjernet af lokalbetjenten. Tyskerne i Burkal havde danske navne. Man talte fem-seks sprog i Tønder. Burkal Skole var i den grad forsømt. Pastor Schwartz var født i Holsten. Der var 60 elever i klassen. Og så kom kongen på besøg. Det tog et kvarter. En mindesten blev afsløret. Så kom der nye skoler i sognet. Den nationale kamp var bitter. Man tog til Slogs Herreds Hus, hvor der var en masse nationale arrangementer.
Burkal i 1920
Ja det er nok ikke alle læsere der er klar over, hvor vi er. Det er ikke langt fra grænsen. Kommer man fra Tinglev, Bylderup Bov, så kører man til venstre forbi Saksborg, ja så er man i Burkal. Vi er øst for Tønder. Lige her i nærheden blev den berømte Vadehavs-maler Nolde født. Kan vi komme det nærmere?
Vi er i Burkal i 1920. Det var i oktober måned efter Genforeningen, hvor landsbyen fik en ny andenlærer. Tyskerne havde endnu flertal.
Udsigten fra Jejsing Bjerg
For en, der kom fra det bakkede og frugtbare Østjylland kunne førstehåndsindtrykket godt være at stedet var ensformigt og trist. Men så kunne man bare gå i gang med Egeberg-Jensens smukke sang.
Udsigten fra Jejsing banke er smuk. Her ser man ud over vidderne syd på. Krigen havde ikke ændret på landskabets skønhed og egenart. En tilflytter kunne godt se, at huse og gårde i 1920 ikke var så velholdte.
Skiltet fjernet af politiet
Vejen lige uden for skolen en sølet efterårsdag var slem. Denne vej fungerede samtidig som legeplads for skolebørnene.
At mangt og meget så fattigt ud, skyldes krigen. Der var flere ting, som fortalte, at landet havde været tysk. Lige i udkanten af Burkal stod et lille forfaldent hus. På porten stod malet med store bogstaver ordet ”Spritzenhaus”. På gavlen på en af de største huse i byen var anbragt et skilt, hvorpå der stod:
Men dette skilt blev fjernet af de lokale politibetjent.
Tyskerne i Burkal havde danske navne
I øvrigt gjorde den lille landsby med de mange store træer et hyggeligt indtryk. Husene var lave, grå og stråtækte. De faldt naturligt ind i landskabet. Enkelte huse var af et mere moderne tilsnit. De virkede lidt afstikkende og passede slet ikke til omgivelserne.
Hvor var det hyggeligt og fredeligt i de lave stuer. Den harmoni og hygge, man fandt her, var ægte og oprindelig.
Her boede så danskere og tyskere. I 1920 var der flest tyskere men med navne som Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen osv. For udefrakommende var dette en overraskelse. Man havde forventet, at tyskerne havde tyske navne. Men disse familier talte også sønderjysk.
Fem-seks sprog i Tønder
Nogle enkelte familier var dog så tyske, at de straks flyttede syd for grænsen. I Tønder var der mange tyske navne, og i mange butikker taltes tysk. Efter sigende skulle der i Tønder tales fem tungemål:
Ja det var sandelig også nogle der talte ”Tynne-plat”. Dette var stort set et sammensurium af det hele. Men det var nu kun de ældre, der kunne dette sprog.
Pastoren var født i Holsten
De fleste beboere i Burkal var bønder og arbejdere. Så var der naturligvis en smed og en høker og endelig præsten. Han var den eneste, der var født i Holsten. Men han var fuldt loyal over for det danske styre. Han sendte også sine børn i dansk skole. Han deltog ikke i nationalpolitiske møder, for ham var præstegerningen det alt overskyggende.
Andenlæreren syntes som helhed, at befolkningen var venlig og gæstfri, både danskerne og tyskerne. Han kom godt ud af det med de allerfleste. En stor del af den mandelige befolkning havde været med i krigen.
En forsømt skole
Og her i den lille landsby lå så skolen, lidt gemt hen, over for præstegårdshaven og købmanden. Nogen fryd for øjet var det bestemt ikke. Det preussiske undervisningsministerium syntes ikke at have næret den store interesse for Burkal skole. Berlin anede måske slet ikke dens eksistens.
Men hvad nu med skolebygningen, det lokale visdoms tempel. Ja imponerende var det ikke, hverken udenfor eller indenfor. Mange hundrede mark kunne huset ikke have kostet. Stor interesse for undervisningen syntes skolemyndighederne ikke at have haft.
Der fandtes to ret store klasselokaler med vinduerne anbragt således, at børnene fik lyset både bagfra, forfra. Der var to vakkelvorne katedre, skoleborde med plads til 3-4 elever, ingen fernis på gulvet, ingen billeder på væggene og ingen undervisningsmidler.
60 elever i hver klasse
En del af manglerne kan dog skyldes krigen. Og hvad der var ganske utænkeligt nord for Kongeåen, så gik eleverne i skole med træsko på. Til opvarmning af lokalerne var der to overordentlig store kakkelovne, der havde den for kakkelovne uheldige egenskab at sluge en masse brændsel uden derfor at yde tilsvarende valuta i varme, i hvert fald på den side, der vendte mod kakkelovnen.
De øvrige børn sad i et polart klima med røde næser og øren. Intet under, at drengenes næver i al stilhed forsvandt ned i bukselommernes behagelige lunhed. Ja så dertil kom også, at vinduerne var løse og utætte. Taget var flere steder også utæt. Regnen faldt i jævnt tempo ned på borde gulv og børn. Ja disse børn måtte til tider søge hen, hvor der var mere tørt. Måske skal det også lige nævnes at gulvet var hullet. Så har vi fået et billede af Burkal Skole i 1920.
På dette tidspunkt var der cirka 60 i hver af klasselokalerne. De stammede både fra danske og tyske hjem.
Da en preussisk embedsmand var på besøg
Førstelærer Hansen kunne berette om følgende historie fra den preussiske tid.
Under en eksamination ville den tyske kredsskoleinspektør åbne et vindue. Det skulle han nok ikke have gjort. Da han tog fat i vinduet, gik et af hængslerne af. Samtidig faldt noget af glasset ud af rammen. Under forsøget på at hindre vinduet i at falde ud, måtte han bøje kroppen frem og stødte derved hovedet mod den øverste vinduesramme, så førstelærer Hansen måtte træde hjælpende til.
Men i denne for en preussisk embedsmans noget underlige stilling fik han anledning til i stor ophidselse at fremstamme:
Ved fælles hjælp blev det skrønelige vindue sat på plads igen og ikke foreløbig forsøgt åbnet.
Det var bestemt ikke alle lærer nord for Kongeåen, der kunne vende sig til forholdene hernede. Men det kunne vores andenlærer nu godt. Han måtte selvfølgelig lige vende sig til forholdene.
Da kongen kom på besøg
Under og efter afstemningstiden havde sindene været højstemte. Til daglig gik det sin vante gang. Men af og til indtraf der begivenheder, der brød hverdagens ensformighed. Kongen og dronningen besøgte Sønderjylland hver sommer. En dag fik Burkal meddelelse om, at kongen ville aflægge et besøg i byen. Ligeledes skulle turen gå til Rens og Jyndevad.
De danske i Burkal fik travlt. I nattens løb fik de rejst en æresport over landevejen. Danneborg gik til tops hos alle danskere i byen. Da tiden for kongens ankomst nærmede sig, tog de to lærere med børnene hen til landevejen. Forventningerne var store. Pastor Schwartz skulle byde kongen velkommen. Han gik nervøst frem og tilbage på vejen og øvede sig på sin tale.
Delvis skjult af buske stod en del hjemmetyskere i en have på den anden side af vejen. Alle kiggede spændt ad vejen til Saksborg. Det var herfra kongen med sit følge skulle komme.
Besøget tog et kvarter
Omsider kom en bil til syne. Det gav et ryk i forsamlingen. Det var første gang, at man skulle se en konge. Vognen nærmede sig hurtigt. Men ak, det var lutter skuffelse. Det var kun amtsskolekonsulent Svendsen, der kom tøffende i en Ford af ældre model. Han standsede ikke men råbte, at nu kom de.
Så gik der nogle minutter. En bil kom til syne. Den var funklende og skinnede i solen. Det var tydeligt, at det var en mand i uniform. Det måtte da være kongen. Atter en skuffelse. Det var ikke kongen, men amtmanden grev Schack. Han standsede lidt fremme. Så gik der igen et par minutter. Nu endelig kom kongen.
Nu steg majestæten ud. Han var i admiraluniform. Pastor Schwartz holdt sin tale. Kongen takkede og sluttede med at takke for troskab gennem de mange år. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og så blev andelæreren præsenteret for kongen af pastor Schwartz.
Det hele varede et kvarter. Under hurra og sang tog hele selskabet videre til Rens.
En mindesten blev afsløret
En søndag i november 1920 blev der under trist og skyet vejr afsløret en sten ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om alle dem, der faldt i krigen. Og det var både danskere og tyskere. Og det er omkring 70 navne. Pastor Schwartz, der som tidligere nævnt er født i Holsten talte på dansk. Førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland talte på tysk. Han havde selv deltaget i krigen. Lokalbefolkningen bakkede godt op omkring arrangementet.
Nye skoler i sognet
Et spørgsmål, der optog sindene var opførelsen af nye skoler. Og det var ikke alene i Burkal men også i Rens og Jyndevad. Alle var enige om, at de gamle faldefærdige rønner ikke duede mere. Sogneråd og skolekommission var klar over, at der skulle bygges nyt. I løbet af få år var tre smukke skoler en realitet. Burkal Skole kom til at ligge ved Saksborg omkring midt i skoledistriktet.
Der var fem skoler i sognet. Foruden de nævnte, var der også skoler i Lund og Lydersholm. I alt fire nye lære var kommet til. Hver skole havde en skolekommission bestående af både danske og tyske medlemmer.
I den nye skole var der straks fra begyndelsen oprettet både en dansk og en tysk afdeling.
Den nationale kamp var bitter
Den nationale kamp var ret bitter i disse år. I det daglige omgik var danskere og tyskere nød til at omgås fredeligt, snakke sammen, handle sammen og arbejde sammen.
Men ved fester og andre sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk. I skolen omgikkes de meget fredelig, selv om der ikke blev lagt skjul på sindelag.
Af og til hørte man i Burkal om drabelige slagsmål mellem danske dragoner i Tønder og tyskere. Slagsmål mellem danske og tyske drenge fandt ikke sted.
Man tog til Slogs Herreds Hus
Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. I Burkal sogn var der et ret stort tysk flertal. I Bylderup var der et betydeligt dansk flertal. Den nye præst i Bylderup, pastor Chr. Knudsen var også en forkæmper for danskheden.
Slogs Herreds Hus bød på masser af foredrag og arrangementer. I Burkal var der ingen dansk forsamlingshus, derfor søgte mange til Bylderup.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 225 artikler om Det Gamle Tønder og omegn og 144 artikler om Det Gamle Sønderjylland herunder:
Hvis du vil vide mere om Genforeningen så læs her på www.dengang.dk:
November 10, 2017
Aabenraa-krogede gader med toppede brosten
Vi kigger på dagligdagen i Aabenraa fra cirka 1870 til 1910. Vi skal møde den ”sprogkyndige” provst. Og så var det et skønt liv ude på Farversmølle. Der var mange købmandsgårde i Aabenraa, dengang. Som lærling var man på kost og logi. Og her ”spiser man alting med” fik man at vise, selv om det var blodpølse. Vi skal kigge på en købmandsgård ved Sønderport. Så flyttede man, og blev nabo til Postgården. Men efter 15 år gik den ikke mere. Et freds-egetræ blev plantet. Vi skal møde en gårdkarl, der gik med guldbriller og havde en ridehest. Og så var det lige vognmanden, der kørte helt til Flensborg. Ja og hjemmeslagter og natvægter Schubert, samt brandmajor Poul Schröder. Hvert år var der landevejscykelløb fra Flensborg til Haderslev. Der var grise- og kræmmermarked. Kejseren blev fejret og Meyenburg var med. Politi Matzen var emsig og havde travlt. Og Rosenvold fik sin hævn. Så kom Brødrene Fink til byen og Frits Clausen var en god legekammerat.
Den ”sprogkyndige” provst
Vi er i byen t tidsrummet 1870-1910. Dengang havde man en ”Apenrader Knabenbürgerschule”. I skolerne i Aabenraa blev der undervist både på dansk og tysk. Og derhjemme talte man som regel sønderjysk.
Den navnkundige tysk provst Götting maltrakterede det danske sprog fra prædikestolen, hvor han under en begravelse kom til at sige dette under en begravelse:
Ude på Fraversmølle
Jo og tænk engang så var der to kornmøller og en stampemølle. En af møller var Farversmølle. Til den hørte 30 tønder landbrugsjord og skovarealer.
Farversmølle blev solgt til et medlem af den rige familie Bruhn i Aabenraa. Det var kaptajn Jacob Schmidt Wildfang. Ja han var også ejer af Vejrmøllen ved Sønderport.
Møllerparret på Farversmølle fik efterhånden fem børn. Den ene af sønnerne druknede i Mølledammen som lille.
Møllerbørnene lærte at bestille noget, og de måtte deltage i alt forfaldende arbejde ude og inde. Navnlig høravlen krævede mange flittige hænder, både når den skulle rykkes op med rode og ruskes. Det var et arbejde, der kunne mærkes i ryggen.
Om vinteren blev der spillet kort i folkestuen. Regnskabet fra kortspillet blev skrevet med kridt på loftsbjælkerne.
Jo det var herude, at borgeskabet mødtes om søndagen hos den daværende møller Andresen. Her kunne man for billige penge købe kaffe. Og de fine kager kunne man så selv medbringe. De kostede 5 penning pr. stk.
En stor købmandsgård
Lige overfor Store Pottegade lå dengang den gamle købmandsgård i Ramsherred. Den blev ejet af storkøbmanden N.C. Nielsen. Det var dennes far, købmand Jens H. Nielsen, der i 1856 byggede det store 4-etagers pakkehus ved gangen ned til H.P. Hanssensgade. Dette hus er for længst revet ned.
Skulle man stå i købmandslære dengang, ja så blev der stillet krav. Lærertiden startede lige efter ens konfirmation. Den varede i fem år. Det var et rent hundeliv fra om morgenen klokken 5 til om aftenen klokken 22.
Også om søndagen havde man åbent, dog ikke i kirketiden. Det var lærerdrengens arbejde at passe den. Den første time om hverdagen gik med at rense flasker. Så skulle man ellers stå på spring bag disken og fare ud på lageret i det store pakhus. Jo så var der også udbringning af varer.
Her spises alting med
Kost og logi fik personalet dengang hos arbejdsgiveren. De unge mennesker blev behandlet med strenghed.
Ja sådan lød det strengt fra madmor, hvis det kneb med at få hendes udpinte middagsmad ned.
Det var dengang da sortsuppe allerede var en specialitet i Sønderjylland. Den blev kogt på grisetæer, og så kom der griseblod i den samt gryn og lidt eddike. For nogle var det en livret, men for sikkert mange flere inklusive ”Dem Gamle Redaktør” så afgjort ingen delikatesse.
En blandet kolonialhandel
I 1877 startede der en blandet kolonialhandel i vognmand A.P. Schlaikiers ejendom på Søndertorv 194 nu Søndergade 14. Dette var det den unge købmandsfamilie Lorenzen. Oppe i den pæne stue blev der anbragt mahognimøbler. Og så var der en ”Silberschrank” til sølvtøj, de pæne glas og porcelæn.
Sofa og stole var betrukket med rød plys og svajede ben. Jo denne pæne stue blev kun brugt om søndagen og til festlige lejligheder.
Der var en indkørsel til gården, hvor bønderne spændte fra. Langs med indkørslen lå butikken og det er så her vi igen møder lærlingen fra Ramsherred. Det var nu de færreste lærlinge, der startede deres egen butik. Nu var han blevet gift og havde fået godt tag i bønderne, der strømmede til sin butik.
Man kunne få en gratis middagsmad
Her var lige fra grøn sæbe og saltede sild til hele sukkertoppe samt brændevin. Der var Jamaicarom fra fad. Snapsen kostede kun 25 pf. for en flaske.
Fra butikken kunne man komme ind til konens domæne-skænkestuen-hvor kunderne kunne få dagens ”læskedrikke”. Det kunne for eksempel te- eller kaffepunch for en ”groschen”. Og så var brændevinsflasken på bordet til fri afbenyttelse efter behag. Man kunne også få en romtoddy, som var lidt dyrere.
Ved en god handel blev der også serveret gratis middagsmad. Men nu var en god handel altid relativ. Han fik nemlig sjældent kontanter for sine varer. Men han måtte aftage deres produkter-smør og æg-som hel eller delvis betaling. Kvaliteten var dog ofte meget ringe. Æg fra skjulte reder på høloftet og loen blev flittigt blandet med de nylagte.
Smørrets kvalitet var meget forskelligt og ikke altid afregningen værd. Og i den forbindelse måtte man ikke være godtroende. Konkurrencen fra de gamle købmandsgårde i Aabenraa var hård. Og her var mange drevne og dygtige handelsfolk.
Butikken flytter
Men de unge købmandsfolk var optimister og efter 2-3 år købte man ejendommen Søndertov 198-i dag Søndergade 18. Hertil flyttede man nu forretningen. Denne ejendom havde i gamle dag været gæstgivergård, fint beliggende lige på ad byens store og smukke postgård, som blev bygget i 1758. Mange af postdiligencens passagerer har nok spist og overnattet her.
Også på det nye sted var der indkørsel. Butikken og skænkestuen var forneden. Der var beboelseslejlighed foroven. I sidebygningen ud til gården var der tre små toværelses lejligheder til udlejning. I forlængelse heraf var der et gammelt bulhus med vaskerum og to lagerrum. Dette havde den unge købmand indrettet til en lille eddike- og sennepsfabrik.
Travlhed på rejsedage
Oven over disse var der et stort rum med en lille forstue i hele bulhusets længde, som nok i gæstgivergårdens tid har været fest- og forsamlingssal. Senere har der også været snedkerværksted her. For enden af gårdspladsen lå der en stor lade med stald og vognport. På porten var der et kobbermonogram på porten med Frederik den Syvendes navnetræk. Det kunne tyde på, at porten på store rejsedage for eksempel ved højtider også har været benyttet af postdiligencerne.
Efter 15 år gik det ikke mere
Dette sted var bygget engang i begyndelsen af det attende århundrede. Og her voksede en søskende flok op på to piger og fem drenge. Konen var vant til at tale plattysk hjemme fra Flensborg, hvor hun stammede fra. Derfor blev sproget i huset tysk.
Men købmand Lorentzens evner som købmand var begrænset. Han manglede i høj grad menneskekundskab og han var for eftergivende. Efter 15 års virksomhed som købmand kom han i den pinlige situation at måtte indfri betydelige kautionsforpligtelser over for en slægtning og en forretningsforbindelse.
Han måtte opgive den blandede kolonialhandel. Mens han var svag som købmand var han dog stærk som bogholder. Lorentzen blev bogholder i Voetmanns store trælasthandel, hvis kontorer lå i Ramsherred.
Et lille pensionat
Der var mange munde at mætte, og bogholder-gagen kunne næppe brødføde dem alle sammen. En snes æg kostede dengang fra 80 penning til en mark. En liter mælk fik man i stalddøren hos by-bønderne Boyskov og Poul Schrøder. De boede lige i nabolaget. Og prisen var kun 8-10 penning.
De holdt gerne 2-3 køer og en hest. Deres enge og markjorder lå ”å æ Mæsk” vest og og syd for Sønderport.
Og familien Lorenzen indrettede et lille pensionat for 3-4 mennesker. Hun satte en ære i at være en god husmoder og at børnene gik fin påklædt. Og til det formål kom hjemmets faste sypige, mutter Fränzel en måneds tid før pinse i flere dage, ja op til en hel uge, og syede pinsestadsen.
En Freds-egetræ
Så længe de to af knægtene endnu ikke gik i skole fik de altid tøj af faderens gamle, vendte bukser og jakker. De var forinden blevet grundig vasket i kvillajabark. Sypigens løn var i 1890erne en mark om dagen plus fuld kost. Der blev altid lavet noget særligt godt i de dage, hun var i huset.
Derhjemme i pensionen var der to vintre i træk elever fra den tyske landbrugsskole. Familien kaldte den for ”Aggerstudenter” og de gik ”nach Burchenart” med grønne studenterhuer. Nogle fulgte også de tyske studenterskikke og røg lang pibe, som nåede helt ned til gulvet.
Fra vinduerne var det et godt overblik over gaden og Torvet. I mørke augustaftener gik børnene op og ned ad gaden omkring det egetræ, der kaldtes ”Friedenseiche”. Tyskerne havde plantet det der i 1871 efter sejren over Frankrig,
Masser af hestevogne
Der var kørertøjer fra hele landet, som spændte fra i de to gæstgivergårde og købmandsgårde lige i nærheden. Køretøjerne var for det meste flade fjedervogne med ca. 35 cm høje sidefjæl, på hvis kanter en løs agestol var anbragt til kusk og passagerer.
På markedsdage var der ofte bundet en hest til bagsmækken. Den nærmeste nabo til familie Lorentzen var gæstgiver Sønnichsen, i hvis gård der jævntligt blev handlet med heste som gårdskarlen Jens Christensen fremførte i trav op og ned ad indkørslen.
Med guldbriller og ridehest
Han var ungkarl, gik altid med guldbriller og holdt ridehest. Og denne var en pæn og lidt nervøs hoppe, som hvert andet eller tredje år skænkede ham et dejligt føl. På dens ryg vandt han i årenes løb mange præmier ved ringriderfesten. Men han alles sorg vandt han aldrig kongeværdigheden.
Når det var hans tur til at galopere efter ringen snakkede han gerne først beroligende til hesten:
Fra Aabenraa til Flensborg
En af de første vogne, der rumlede over Torvet om morgenen, var gerne onkel Schlaikiers. Han hed i folkemunde aldrig andet end ”æ Flensborre Fohrmand”. I en mægtig stor vogn, som fra bukken til bagsmækken helt var dækket med sejldug spændt over halvrunde buer, kørte han fragtgods fra Aabenraa til Flensborg og retur.
Denne vogn var fast parkeret på Nyvej, hvor åen langs med Outzens Plads under jernbanebroen løb ud i fjorden ved fiskernes gamle bådeplads.
På en mindre vogn fordelte han godset fra den store over hele byen og samlede samtidig nyt til den næste tur. For 4-5 groschen tog han også en enkelt passagerer og deres bagage med til Flensborg. De ca. 30 km ad Chausséen tog 6-7 timer.
Hjemmeslagter og nattevægter Schubert
I gadebilledet så man også den meget morsomme hjemmeslagter og nattevægter Schubert. Med en embedskasket på hovedet og en klokke i hånden gik hans lille, runde person vuggende på sin korte ben gennem byens gader og forkyndte kommunale meddelelser på tysk:
Den dansksindede hesteslagter Rosenvold brugte ikke Schubert som reklamesøjle. Han annoncerede med sine ”fede heste” i Hejmdal. Prisen på hestekød var 20-25 penning pr. pund. Efter Genforeningen råbte Schuberts efterfølger med klokken på klingende sønderjysk:
Brandmajor Poul Schröder
En anden markant skikkelse i gadebilledet var bybonde, bødkermester og brandmajor Poul Schröder ved æ Synneport. Når han iført sin flotte uniform og med sit store, velplejede flagrende skæg ilede over Søndertorv og op ad Fiskergade, så vidste knægtene, at der på brandkorpsets øvelsesplads ned ”å æ Maj” ville ske noget.
Det var altid spændende, at se de dygtige frivillige brandmænd tumle med sprøjter, slanger og stiger under Poul Schröders myndige ledelse. Han kommanderede altid på tysk, men det hændte at en advarsel kom ud på sønderjysk.
Det var ikke ham, men en gammel kollega i Haderslev der under en brandøvelse sagde:
Det store landevejs-cykelvæddeløb
En årlig tilbagevendende begivenhed var det store landevejs-cykelvæddeløb fra Hamborg til Haderslev. Det fandt sted på sommersøndage med en deltagelse på over hundrede mandlige ryttere, som i spredte grupper i løbet af en halv time passerede Søndertorv.
Ved et løb efter år 1900 var der mellem sportsfolkene to damer i tækkelige pludderbukser. Det vakte næsten mere opsigt end topløse damer på vores badestrande i dag. Tilskuerne på fortovene grinede og man kunne høre dem råbe:
Ja dengang var der kun en slags damemode med hensyn til kjolernes længde, og den var maxi.
Da Aabenraa fik den første bil
En anden begivenhed, som satte sindene i bevægelse i de dage, var da Aabenraa fik sin første bil, hvis ejer var maskinfabrikant Bastiansen på Nr. Chaussé. Når han med høje trut fra hornet tøffede gennem gaderne stejlede hestene. Folk skyndte sig fra kørebanen i sikkerhed på fortovene:
Og når børnene hørte hornet stoppede deres leg i baggården. Så var det bare med at komme ud på gaden under råbet:
Motorcykler var der også kommet, men ikke alle brød sig om ”dette nymodens kram”.
Det store kræmmermarked
Oppe på Store Torv var der hver sommer kræmmermarked ”æ Jahrmærken” med skydetelte, kram og slikboder og ikke at forglemme ”Braunschweiger Honnigkuchen”. De gik som varm brød under tonerne af karruselmusikken i købmand Danielsens gård.
Grisemarked
Senere blev sommermarkedet afholdt på den nye markedsplads for enden af Store Raadhusgade. Før den blev anlagt var der hver lørdag formiddag også grisemarked på Store Torv. Der holdt vogn ved vogn af den type, vi allerede har beskrevet, belæsset med kasser af masser af små pattegrise.
Deres høje, skrigende hyl lød fra den tidlige morgen over pladsen. Duften fra deres ekskrementer fyldte luften. Men der var ingen, der klagede over støjplagen eller luftforureningen, som jo også forsvandt klokken et. For at drille bønderne på grisemarkedet sang gadedrengene:
Kejseren blev fejret
På Storetorv holdt kejser Wilhelm den Andens bror, storadmiral ”Prinz Heinrich af Preussen med sin stab højt til hest militærparade under de hyppige landingsmanøvrer, i hvilken mandskabet på 4-5 opankrede panserskibe, deltog.
Til tonerne af fejende tysk militærmusik defilerede i strakt parademarch marinesoldater og infanterister fra landsdelens garnisoner forbi de høje herrer, efter anstrengende og meget realistiske øvelser i terrænet mellem Haderslev og Aabenraa. Landsoldaterne var indkvarteret hos byens borgere og klokken ti aften lød tappenstreg fra torvene.
Jo kejserkulturen prægede mange i datidens Aabenraa. Også i byens børneasyl i Persilegade. Her gik små børn rundt i march og sang hyldestsange til kejseren. Dette har sikkert kunne høres i den Gyntherothske Stiftelse lige inde ved siden af.
Også i den tyske Drengeborgerskole hyldede man kejseren, men det var så uden saftevand og kager som i asylet. Til gengæld fik man fri allerede kl. halvti.
Da Meyenburg var til festgudstjeneste
I Skt. Nikolaj Kirke var der festgudstjeneste. På den venstre fløj sammen med alle krigerne havde Meyenburg Dadderada omme fra Arbejderhuset også indfundet sig. Han var en fordrukken og forhenværende preussisk underofficer. Men denne dag var han renvasket og vandkæmmet. Han marcherede sammen med sine soldaterkammerater og ”Volksgenossen” under den gamle major Marinis kommando ind i kirken.
Den lille pæne mand var iført sin gallauniform pyntet ”mit Orden und Ehrenzeichen”. Han hade selvfølgelig sin officerspikkelhue med særlig lang spids på hovedet og sabel ved sin side. Om aftenen festede Krieger- og andre tyske foreninger på byens fine hoteller til den lyse morgen. Her var Meyenberg Dadderada dog ikke med.
60 tyske samler skulle læres udenad
Den preussiske disciplin i skolen var ikke sjov. Der var hele tiden store krav til at lære udenad. Tyske salmer, mange med helt op til 12 vers. Og en masse digte af de tyske klassikkere. Kunne man det ikke, så blev spanskrøret taget i brug. Særlig berygtet i den henseende var lærer Schwien. Han var en skrap holstener, der som pædagog var hård og brutal.
I sangtimerne ”sjælede” han på sin violin. Skolebørn, der havde holdt ud i alle 7 klasser havde vel lært cirka 60 tyske salmer. Det var svært for dem, der talte dansk derhjemme, og af dem var der flest.
Modsætningen til Schwien var Peter Clausen. Han var sønderjyde. Hos ham var terperi bandlyst. Han var en af de få, der fortsatte lærergerningen efter Genforeningen i Aabenraa.
Rosenvold blev forfulgt
I Søndergade 6 holdt saddelmager C.F. Rosenvold til. Han var dansksindet. I Köllertiden forsøgte de tyske myndigheder at gøre tilværelsen hård for ham. På Brundlund Slot sad von Köllers emsige håndlanger, landråd von Uslar.
Ja landråden udviste de dygtigste saddelmagere. Og det ramte økonomisk. Rosenvold havde otte børn at forsørge.
Politi Matzen havde travlt
Når en tidsbestemt udvisningsordre var indløbet fra landråden, kom politibetjent Matzen luskende på fristens sidste dag og stod i naboen hestehandler Tøgesens gård bag en pille i porten for at se, om den udviste danske svend var rejst.
Rosenvolds værkstedsvinduer vendte ud til naboens gård. Flere gange fik han også bøder, fordi han ved møder på Folkehjem havde sunget forbudte danske sange. Matzen noterede emsig, hvem der havde bragt ”das grosse Vaterland” i fare ved at synge ”Jeg er en simpel bondemand”.
Rosenvold fik hævn
Også ved de danske gudstjenester i Frimenighedskirken var den nidkære politibetjent til stede i fuld krigsmaling med pikkelhue og sabel. Men Rosenvold lod sig ikke sådan kue. Han fik omsider lejlighed til at sige landråd von Uslar tak for den fortræd, han havde gjort ham.
Rosenvold lod sig ikke kue, og fik da også omsider lejlighed til at sige landråd von Uslar tak for den fortræd, han havde gjort ham. Rosenvold havde nemlig under krigen i 1871 været rekrut ved husarerne i Slesvig. Men han var sluppet for at komme i felten, da krigen sluttede, inden han var færdig med uddannelsen.
Nu var der netop i den for de dansksindede hårde Köllertid indstiftet en erindringsmedalje for alle dem, der havde været i tysk militærtjeneste under krigen mod Frankrig. Den kunne fås ved ansøgning til kontoret på Brundlund Slot. Rosenvold samlede sine papirer og ansøgte. Den kunne ikke afvises. Da han et stykke tid efter at have modtaget ordnen, kunne han om aftenen læse følgende meddelelse i Hejmdal:
Det har sikkert været en besk pille at sluge for landråden. Rosenvold og hans danske venner morede sig kongeligt.
Da brødrene Fink kom til byen
De dansksindede havde ”Den Selskabelige Forening”, hvor man sang fra den blå sangbog. Her var også mange foredrag. Og det foregik selvfølgelig på Folkehjem.
I 1907 kom brødrene Jep og Holger Fink til byen. De startede deres forretning i en ejendom på Klinkbjerg. Jep var arkitekt og bygmester. Holger var købmand med byggematerialer. Nu kom der gang i det danske ungdomsarbejde. De stiftede Aabenraas første danske gymnastikforening. De stillede også en gymnastiksal med redskaber til rådighed i en stor lade på ejendommen.
Frits Clausen var venlig og flink
Blandt legekammeraterne i Søndergadekvarteret var også Frits Clausen. Han var søn af brave og maget dansksindede forældre. De boede i et meget stort hus i Skibbrogade. Det blev senere købt af dr. Dibbern. Frits Claussens far ejede den store isenkramforretning på Store Torv. Den blev efter hans død overtaget af Jürgen von Bergen. Dennes svigerfar var købmand Thomas Ries på Nørretorv. Disse var begge tysksindede.
Frits Clausen var en venlig og flink dreng. Alle kunne lide ham. Han var enebarn og meget forkælet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 131 artikler om det gamle Nørrebro og omegn herunder fra cirka samme tidsperiode i Aabenraa:
November 7, 2017
Askersodde ved Vidåen
Dette er historien om en glemt lade- og losseplads ved Vidåen. Storhedstiden var mellem 1500-1566. Vi er ved Askersodde ved Vidåen. Her kunne store både lægge til 1.400 meter fra slottet. Men så begyndte digebyggeriet Tønder mistede forbindelsen til havet. Man sørgede for at både på 6-8 læster kunne gå ind til Tønder. Men ak, der opstod tilsanding. Der var store problemer i 1790. Et kæmpe projekt med en ny kanal blev sat i værk i 1792. Der var igen problemer i 1845. Vi skal høre P. Svroys beskrivelse af ”Asgers Odde” Vi tager også lige en sejltur i begyndelsen af 1900-tallet. Og så kom den store afvanding. Charmen forsvandt fuldstændig.
Storhedstiden fra 1500 til 1556
Askersoddes storhedstid var fra 1500 til 1556. Det var en ladeplads for større søgående skibe. De var som regel på 15-30 læster (30-60 tons). De kunne ikke gå helt op til byens beskyttede havn bag Slotsholmen. Vi befinder os på Tønders gamle Lade-og losseplads ved Vidåen.
Stednavnet er forsvundet fra landkortene. Vi har set mange stavemåder for stedet, en af dem er ”Aschesodde” og ”Asgers Odde”
1.400 meter fra Slottet
Pladsen lå på nordsiden af ”Bugten” på bredden af en slags sund mellem øen Ubjerg og fastlandet. Det var her sejlrenden fra det dybere vand gik over i de mere flade grunde ved Tønder.
I luftlinje lå den vel kun 1.400 meter fra slottet ved en åben strand udsat for tidevand og havets angreb ved storme fra vest. Om der har været opført bygninger her, kan ikke ses.
De store skibe kom kun til Lægan
I 1556 var inddigningen Grelsbøl-Lægan-Højer afsluttet og slusen ved Lægan var efter store vanskeligheder langt om længe blevet en kendsgerning. Derimod var Tønders rolle som egentlig søstad udspillet og Askerodde som dets ladeplads for så vidt også.
De større skibe kunne nu kun komme til Lægan, hvor de måtte losse og lade ved slusen. Kun pramme og andre småfartøjer, der kunne lægge masterne ned, var i stand til at passere slusen og sejle det sidste stykke helt til Tønder i hvert fald i begyndelsen.
Uden forbindelse til havet
Men Vidåen, der nu var uden direkte forbindelse med havet, tilsandede ret hurtigt, blandt andet fordi den ikke mere blev påvirket af ebbens sug. Selv pramme og både kunne efterhånden kun med besvær eller slet ikke mere slæbes ind til byen.
Byens ledelse forsøgte dog at løse problemet. Den lod et havnebassin udgrave, og så anlagde man en ca. 2.400 meter lang kanal der noget zigzagformet fulgte den tidligere sejlrende til Askerodde, hvor den mundede ud i Vidåens dybere vand.
Atter skibsforbindelse til Tønder
Kanalen var vel 10-12 meter bred og omkring 2 ½ meter dyb. Skibe på indtil 6-8 læster kunne under gunstige vandstands- og vinforhold atter komme ind i Tønder havn.
Kanalen var i det lange løb ikke let at have med at gøre. Navnlig ved Askersodde og i afsnittet nær Tønder var der altid tilbøjelighed til slikdannelse og tilsanding. Den lave vandstand i sommerens tørke førte ikke sjældent til trafikafbrydelser. Vandstanden var i øvrigt også i det daglige brat varierende, helt afhængig af om Slotsmøllen var i gang eller stod stille.
Hvilke skibe kom her i 1760
Men hvilke slags skibe, brugte kanalen ved Askersodde. Ja det fremgår af Statholderens reskript af 5. april 1760, som godkender et af Tønder Magistrats foreslået regulativ vedrørende opkrævning af havne- og kanalafgifter efter fartøjets størrelse. Der nævnes følgende arter af skibe. Nogle af disse var sandsynligvis på indtil 6 læster (12 tons):
Der må antages, at de første to nævnte skibe, der ikke alle var fladbundede, dengang under særlig gunstige omstændigheder har kunnet bringes helt op til Tønder skibbro.
Store problemer i 1790
Cirka 30 år senere har det næppe været således.
Der foreligger en opmåling (A. Hinrichsen) af 1790. Kanalens afsnit fra ”knæet” syd for Tønder (”Angels led”) til Askerodde virker på tegningen temmelig forsømt og angives at være ”zugeschlammt”. Den nordfra kommende del af kanalen går i realiteten med en bred forbindelse over i den lige syd derfor løbende Vidå, som dog på dette tidspunkt, mellem Møllekulen og Askerodde kun havde en vandstand fra 0,30 meter til 1,20 meter.
Ved selve landingspladsen var dybden 1,50 meter til 2,10 meter. Det var det sted man kaldte for Askersodde Kule. Her var åens bredde udvidet til 40-50 meter.
Kæmpe projekt med ny kanal i 1792
I 1792 beslutter byens ledelse, åbenbart med god grund, at udgrave og istandsætte kanalen ved Askersodde.
Den 20. maj 1792 behandler borgmester Carsten Richtsen kanalforholdene. Han går stærkt ind for at arbejdet bliver gennemført af hensyn til ”de kongelige allerhøjeste toldinteresser” og i hovedsagen ”zum Vorteil der hiesigen Commerzien”.
I årene 1795-97 blev der så tilsyneladende efter en plan, der var udarbejdet af eksperten Heine Matzen foretaget et ret stort anlagt udgravning af kanalen lige fra dens knæ ”Angels led” til Askerodde. Tillige hermed blev der også anlagt en ny kanal. Den var ca. 500 meter og cirka 10-12 meter bred. Den førte i lige linje fra Vidåen i højde med den gamle kanals knæ øst for Askerodde til sydsiden af ”Baltzershørn”, hvor den blev genforenet med Vidåen. På dette sted skulle den være 2 ½ meter dyb.
Den afskar den store Vidåslynge med den sydlige del af ”Amtsforvalter Land”. Indmundingen i åen ved ”Baltzershørn” skete åbenbart i en meget spids vinkel.
Det blev et bekosteligt arbejde for ”Broen”. Først i 1841 blev restgælden på 3.100 rbd. I ”Richtsens Fond” overtaget af Tønder Kommunekasse.
Igen problemer i 1845
I 1845 ansøgte bådførerne fra Rudbøl, Rosenkrans, Aventoft m.m. om iværksættelser af foranstaltninger, så ”strømmen” mellem Tønder og Nørreslusen kunne blive bragt i sejlbar tilstand. Dette var Tønder vistnok forpligtig til i henhold til reskriptet af 5. april 1760.
Generalzollkammer og Commerzkollegium udbad sig straks en indberetning. Men det gik to år, før Magistraten bekvemmede sig til at svare.
Men allerede i 1845 var der dog blevet udarbejdet en plan, der atter drejede sig om Askerodde, der igen var stærkt tilsandet. Der blev nu foreslået en forlængelse af den gamle kanal udover Askerodde tværs igennem ”Baltzerhørn” til den brede del at åen i retning mod Dyrhus mølle.
Da parterne behandlede sagen den 21. august 1845, blev der henvist til, at arbejdet ville være spildt, så længe Tønder kommune ikke holdt sin del af kanalen i orden.
Fred og ro
Senere har der været fred og ro om den gamle plads. Den blev knap berørt af de følgende mere eller mindre utopiske kanalplaner. De sorte fladbundede togangs- og engangsbåde med deres røde lappede sprydsejl stagede eller sejlede forbi. Lodsejerne passede deres høslet og nogle fiskere kom der også. Men ellers sænkede en verdensfjern ro sig ned over den.
Asgers Odde
– Neden for gården Dyrhus ved Asgers Odde slår åen en bugt, og her har strømmen i århundreders løn dannet en langstrakt kule på et par hundrede meter, hvis dybde er så stor, at man de fleste steder ikke kan nå bunden med en kluvstage (Æ Klugstach).
Lidt længere hen siger han:
Han siger dog ikke noget om ”Nøkken”, der boede der, skønt han utvivlsomt har kendt den. Jo de ældre talte om ”Nøkken”, som fik drengene omkring 1900 til at gyse en smule. Så ganske ufarligt var dette vandområde nu heller ikke.
En sejltur i 1900-tallet
Mellem århundredeskiftet og Første Verdenskrig kunne man i en lille båd sejle over ”gasgraven”. Og omkring kanalhjørnet i Askersodde kom man snart ind i de sivbevoksede bredder uden at man lagde mærke til, at her havde været en ladeplads. Men så dukker der pludselig en sideløbende strøm frem af sivene. Det var resterne af 1795-strømmen.
Den var kun adskilt med en smal jordstrimmel støttet af gamle egetræsstolper forbundet med rusten ståltråd. Strimlen var nogle steder så smal, at man kun med besvær kunne balancere på den. Mærkeligt nok virkede den ene strøm mørk og uigennemsigtig og dyb, hvorimod nabostrømmen til venstre var klar med gennemskinnende sandbund, hvor der gik en mængde fisk. Til sidst blev landtungen dog lidt bredere igen og endte så i en tæt gruppe siv.
Man kom ind i en bred å, netop det sted, Skovrøy omtaler. Åen drejede mod sydvest og fremtrådte med Dyrhus Mølle i baggrunden, som en sø-lignende vandflade omgivet af en høj og frodig sivskov og med masser af åkander her og der åkander. Undertiden kunne man møde en ensom fisker i sin båd. Ved stærkere vind kunne man, så snart man med latinersejlet oppe kom ind i den brede del af Vidåen lige bag ved Askerodde blev man mødt med en ret anselig bølgegang.
Om sommeren og efteråret kunne der være meget smukt. Der var mange sump- og vandfugle. Der kunne også fanges store brasen. De svirrende guldfarvede insekter og de mange myg øgede dog ikke altid idyllen.
Den store Afvanding
Ved vintertide var egnen oversvømmet og falmede siv stak op alle vegne. Ved stærkere frost kunne man på skøjter glide hen over isfladen både til Dyrhus Mølle og Lægan. Min far påstod, at man kunne løbe på skøjter helt til Nibøl. Strømmene, der lumsk gled under isfladen, dannede våger, som var yderst farlige. Jo, Nøkken boede der stadig.
Den beskrevne tilstand holdt sig nogenlunde bevaret i årrækken indtil 1925-28, da afvandingen af marsken blev gennemført. Vidåens vand blev et stykke længere mod øst opfanget i et nyt leje og mellem høje diger, og en smule mere sydlig, ført forbi Askersodde ud til havet.
Den oprindelige skibsfartskanal samt Askersodde-kulen og den tilsluttende Vidå helt til pumpestationen ved Lægan blev efter regulering til en forholdsvis smal afløbskanal med til tider skummende indhold, der stammede fra Tønders kloaker.
Charmen er forsvundet
Askersodde-området er nu tørlagt og al den charme, der tidlig var over dette landskab er nu forsvundet. Står man på diget ved Ubjærg bro og ser mod nord, ligger foran ens fødder grønne enge med rester af sommerdiger og en bevoksning, der pletvis markerer dels den ældste Vidå-bugt, dels mere skarpt afgrænset, den fordoms forbindelseskanal af 1797 gennem ”Aktforvalterland”.
Lidt længere borte ses som en stribe ”kanalen” og på dens nordbred, fremhævet af noget buskads, selve Askeodde. På dettes plads findes de gamle ydergrænser, som angives på kortene fra 1791 og 1811, ligeledes vejene. Men vandløbet og Askersodde-kulen er slet ikke mere som før.
Og lidt længere øst på i Grønå cyklede vi ofte ud og badede om Sommeren.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 224 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn og 65 artikler om Det Gamle Højer og Omegn herunder: