Artikler
Marts 12, 2018
Besættelsen og Befrielsen ved Grænsen
Frits Clausen truede med klø. Claus Eskildsen påstod, at tyskerne ikke kom. Jyllands – danskerne skulle sendes hjem. Hitlers fødselsdag blev fejret i forsamlingshuset i Lydersholm. Masser af bomber over området. Borgerne var forarget over Hjemmetyskernes Heimwehr. Tønders betjente var advaret. Hvorfor gik gendarmerne ikke under jorden? Masser af stikkere. Maskinpistoler blev fundet på seminariet Tre tøndringer blev brugt som gidsler. Lektor Aage Rosenkjærs død i Husum. Bagerkonen overfusede den tyske officer. 1.500 flygtninge til Tønder. Folk valfartede for at se 6 døde engelske flyvere. Engelske fly skyder den 4. maj. Frihedskæmpere kom i kamp. Først kom frihedskæmperne, derefter Den Danske Brigade og til sidst Livgarden. Den Danske Brigade var ved at antænde Grøngårds lade.
Frits Clausen truede med klø
I 1938 blev man enige om, at man ville invitere en af fra hvert parti til at holde foredrag i forsamlingshuset i Lydersholm. Da Frits Clausen kom havde han 25 – 30 meningsfæller med sig.
I området havde bageren fra Bylderup Bov nu i lang tid præket om den danske nationalsocialisme. Nu kom giraffen selv. Frits Clausen fortalte, at i ethvert dansk hjem hænger Kong Christian. Og netop her var der en lokal, der afbrød ham. ”Ja og i et tysk hænger Hitler”.
Clausen blev gal og følte sig truffet:
Forsamlingshuset var ikke ret stort. Men mange var blevet berørt over Clausens vredesudbrud. Og formanden mente, at Frits Clausen havde misbrugt forsamlingshusets gæstfrihed. Man havde lagt op til, at det skulle være et almindeligt oplysningsmøde om DNSAP. Og Frits Clausen skulle vide, at dette ikke var et politisk rabaldermøde på en kro.
Den omtalte bager som skulle lede mødet blev bebrejdet, at han ikke havde forsøgt at glatte ud.
Når man kigger på hvilke gæster, der har besøgt det lille forsamlingshus, ja så må man i den grad forbavses.
Claus Eskildsen: Tyskerne kommer ikke
Den 8. april 1940 var der også møde i Lydersholm forsamlingshus. Det var seminarielærer Claus Eskildsen, Tønder, der var på besøg. Inden mødet var der gået rygter om, at alle bilejere skulle havde deres biler parate, men til hvad.
Eskildsen begyndte:
Han fortalte om ”Lebensraum”, viste lysbilleder om beliggenheden af danske stednavnetyper i Sydslesvig.
Det blev uro i salen. Det blev meddelt, at der forelå bud om, at alle gendarmer skulle nordpå kl. 12. Alle pårørende tog straks hjem.
Claus Eskildsen viste på kortet, at Danmark faktisk ligger som en pikkelhue over Tyskland:
Og han gentog, at de ikke kom.
Gendarmerne skulle blive hjemme
Formanden for foredragsforeningen, gårdejer Mathias Christiansen udtalte meget begavet:
Alle var dybt bevægede og sang:
Og det var med tårer i øjnene med ængstelige tanker for hvad der nu ville ske.
Da man kom uden for fløj en flyvemaskine lige over hovedet på dem. Man var spændt på, hvad natten ville bringe. Gendarmerne gik hele natten med deres familier frem og tilbage på vejen i Lydersholm. Til sidst gik de hjem, ventende i spænding. Klokken 3 næste morgen kom der en kontraordre:
De mørke flyvemaskiner
Mellem 4.30 og 5.00 drønede de første store tunge mørke flyvemaskiner over den dansk – tyske grænse. De formørkede næsten himlen. Så lavt fløj de, at de store træer nærmest svajede af lufttrykket.
Og så kom de næsten endeløse kolonner af fremmede soldater af landevejen. Det var ikke alle, der havde trang til at vise interesse for de ubudne gæster, der så fuldstændig brød ikke – angrebspagten.
Taleøvelser i radioen
Mange lyttede til radioen. Der måtte dog være noget vigtigt nyt. Der var morgengymnastik som sædvanlig. Folk lyttede stadig. Ved 8.30 – 9.00 tiden lød en fremmed stemme:
Dette blev gentaget flere gange. Udtrykket ”gør” er tydelig nok, hvor det kommer fra.
Hjemmetyskernes holdning var ikke til at tage fejl af.
Ja sådan råbte en gårdmandskone i Lydersholm højt til hendes tysksindede nabokone.
Jyllands-danskerne skal ud
I Tønder delte hjemmetyskerne chokolade, cigaretter og bolsjer ud til de tyske soldater, mens de gik gennem byen. Ja de mødte med flere spande vand og kopper til at drikke af. En købmand delte ud af sine varer i lange baner.
Hecht, som alle i Tønder kendte, havde hejst hagekorsflaget på Statsskolens flagstang, mens der blev sunget morgensang. Hagekorsflaget blev hejst på Seminariet og på Tønder Rådhus. Og dramaet omkring Hagekorsflaget på kirketårnet har vi tidligere berettet om.
Om eftermiddagen den 9. april var sognerådsformanden i Udbjerg og en gårdejer i Tønder sammen med et par andre hjemmetyskere på turne på byens restauranter. Hen under aften gik de stærkt beduggede op gennem Tønders hovedgade.
Gårdejeren var så vidt, at han ikke kunne se men nok høre. Gårdejer Mathias Jepsen, Rørkær passerede parret og sagde ”Go Avten”.
Gårdejeren spurgte: ”Hvem er det”, hvortil sognerådsformanden svarede: ”Det er da Mathias fra Rørkær” Den anden slog fast: ”Ja han er god nok. Han kan få lov at bli` her, men alle de andre Jyllands-danskere, de skal Fanden gale mig herut!
Hitlers fødselsdag blev fejret i forsamlingshuset
Livet måtte gå videre. I København fortsatte kongen sine rideture, og det gjorde han også den 11. april. I det lille forsamlingshus i Lydersholm overnattede nu 14 tyske soldater i godt tre uger. De sov i halm.
De gik nu i vagt ved grænsen sammen med de danske gendarmer. – en tysk soldat og en gendarm. Hjemmetyskerne sørgede godt for soldaterne.
Men det vakte dog i den grad harme i den lille by, Lydersholm, at man fejrede Hitlers fødselsdag – i et dansk forsamlingshus. Ganske rigtigt. De tysksindede koner kom gående gennem byen med den ene lagkage efter den anden hen til forsamlingshuset.
De fleste beboere mente nu nok, at det var mere passende, at holde Hitlers fødselsdag i Den Tyske Privatskole. Soldaterne var ellers blevet inviteret hjem privat, men de havde valgt at sige nej tak.
I Lydersholm blev der flaget med Hagekorsflaget, da Paris blev taget. De tænkte vel ligesom som en gårdejer i Jejsing:
Vigtige Datoer fra Besættelsestiden:
Maj 1940
Redaktør Viggo Lausten, Vestslesvigsk Tidende, Tønder, arresteres af Gestapo midt om natten. En måned efter lyder budskabet: Redaktøren har begået selvmord i Vestre Fængsel på grund af de overvældende mange indicier mod ham.
Anklagen lød på spionage (Man mener: næppe helt ubegrundet). Pastor Magle i Tønder holdt en personligt præget og stærk tale.
Dr. Ejnar Dahl, Tønder arresteres. Han blev frigivet en måned efter.
Der kom nye flagstænger ved hver tysk ejendom. Hidtil kunne man altid med sikkerhed hævde, at hvor der var flagstang, bor der en dansker.
Juni 1940
I midten af juni 1940 lød rygter:
Det skulle ske den 28. juni, dagen for undertegnelsen af Versaillestraktaten i 1919. Om formiddagen skulle kong Christian tale i radioen og tage afsked med Sønderjylland. Om eftermiddagen skulle Hitler byde velkommen fra Versailles.
Men dagen før bekendtgjordes i Nordschleswigsche Zeitung, at al demonstration aflystes. Det var en stor skuffelse for hjemmetyskerne. En vagtmester i Udbjerg stod i en have og hørte en samtale mellem sognerådsformanden og en gårdejer:
Købmand Axel Michelsen og politimester Brix arresteres
Legitimationskort indføres og kræves
Der faldt engelske bomber i Tønder. En engelsk flyvemaskine ville ramme tog med soldater ved banegården. I stedet rammes et stort hus, herved dræbes dyrlæge Jensen, datteren Inge, samt fru lærer Larsen og hendes datter Birte (se artiklen Bomber over Tønder). Og senere ville skæbnen, at bomber ramte det samme hus med flere døde.
400 brandbomber faldt natten over Rørkær. 2 huse blev fuldstændig knust. Vognmand Höeg, hans datter Mathilde og fru Höegs gamle far blev dræbt.
Otto og Kirsten Frederiksens gård brændte. I skæret fra den brændende gård forsøgte alle Rørkærs beboere at redde dem i det sammenstyrtede hus. Alle hjalp hvad de kunne. Der blev så oprettet nattevægterkorps, der trådte i funktion under luftalarm
Bagermester Svend Petersen, redaktør Berntsen, fotograf Buchard og kaptajn Dichmann, alle fra Tønder var blevet arresteret
December 1942
Lektor Aage Rosenkjær (en meget afholdt lærer) er blevet anholdt. (Var med til at starte modstandsbevægelsen i Tinglev) (se artiklen: Modstand i Tinglev)
Den 29. august 1943
Det var en dag, man ikke sådan lige glemmer. Læge Dahl og Claus Eskildsen blev igen arresteret. Også pastor Schülein fra Løgumkloster blev arresteret. Uniformer og våben blev taget fra det danske militær. Mandskabet blev interneret.
Pludselig optrådte Heimwehr, et frivilligt korps af vore hjemmetyskere i uniform og med gule armbind. I alt var der vel 150, der var flest fra Tønder, men også mange fra Rørkær og Jejsing. De stod vagt ved broer og veje. De forlangte at se legimitationskort også fra gamle naboer, som de udmærket kendte.
Dette betød et skærpende forhold til hjemmetyskerne. Man kunne ikke forstå, at de nu skulle bære våben mod naboerne.
December 1943
Forpagter Mathiesen Hansen, Hestholm blev arresteret og ført til Koldinghus (Staldgården). Han frigives 1 ½ måned efter. Han arresteres dog atter og igen er han væk i 1 ½ måned inden han igen frigives.
Lektor Rosenkjær var blevet ført til Vestre Fængsel og derfra til Frøslev, derfra blev han sendt i KZ – lejr.
Redaktør H.H. Bernsen, købmand Aksel Michelsen, politimester Brix og politimester Martensen-Larsen arresteres.
Godsinspektør Gjerlev arresteres (Vi har mere om familien Gjerlevs lidelser under besættelsen Se artiklen: En frihedskæmper fra Tønder) Efter et halvt år løslades Gjerlev.
Kaptajn Bartholdy og lærer Marcussen arresteres
Sommeren 1944
Lærer Leick, Lydersholm modtog trusselsbreve. Det medførte ”nervechok”. Han må på et halvt års rekreation. Spændingen voksede i forhold til hjemmetyskerne. Usikkerheden breder sig også. Det føles som, at der er stikkere rundt omkring, alle vegne.
Grænsegendarmeriets chef, oberst Paludan Müller dør i sit hjem i Gråsten i kamp mod Gestapo (Se artiklen: Var Paludan – Müller en folkehelt?)
Tyskerne arresterede det danske politi. I Tønder blev ingen anholdt, men mange forsvandt. Politimester Brix havde indkaldt til et hemmeligt møde på Tønderhus.
Samme dag havde Grænsegendarmeriets fungerende chef, kaptajn A.S. Ørsted Petersen rundt til vagtmestrene og sagde:
Næste dag ved middagstid kom en tysk lastbil efter gendarmerne. De blev bevogtet af soldater med håndgranater, maskinpistoler og revolver.
Hvorfor gik gendarmerne ikke under jorden?
Måske kan det undre, at ikke flere gik under jorden. Men nu blev de i stedet kørt til internering i Frøslevlejren. Senere blev de sendt syd på. Men til kaptajn Ørsted Petersen havde tyskerne sagt, at såfremt denne ville være behjælpelig med at finde frem til hver enkelt gendarm, så ville de blive løsladt inden for 8 dage.
De enkelte gendarmer stolede på deres kaptajns garanti for løsladelse, måske var det derfor de ikke forsøgte at unddrage at gå under jorden.
De internerede officerer i Frøslevlejren viste dog Ørsted Petersen den kolde skulder på grund af hans holdning.
I Jyndevad var en tysk soldat kommet efter en gendarm. Men soldaten puffede til ham og sagde, at han skulle se, at komme væk.
141 gendarmer føres den 5. oktober til koncentrationslejren Neuengamme og til andre lejre.
Gårdejer Gotthardsen, Lund og vognmand Hans Therkelsen, Bylderup Bov blev arresteret. Man berettede om, at en yngre mand, antagelig stikker, nogle dage forud havde været rundt bl.a. hos Gotthardsen, for at sælge Kaj Munks erindringer. Manden havde rigtig forstået at tale med folk og havde fået Gotthardsen til at fortælle alt for meget.
Masser af stikkere
I hvert fald forsvandt gårdejer Svend Hansen ud af bagdøren, mens et par tyske herrer stod og talte med fru Mette ”om de ikke havde noget halm at sælge”. Sognefoged Mathias Johannsen, Kværnholt og skomagermester Bøgen forsvandt ”under jorden”. Bøgen spadserede en tur hen ad gaden i Bylderup Bov, da han blev advaret.
Efter dette arbejdede stikkerne igen med at sælge ”erindringer”. De var bl.a. hos landmand Aksel Mathiesen, Nolde, snakkede og snakkede.
Bankassistent Erik Svendsen, isenkræmmer Holger Petersen og trafikkontrollør Alfred Nielsen blev arresteret. Sidstnævnte blev dog kort tid efter løsladt. De holdtes en kort tid holdt som fanger i Alexandrineskolens kælder. De blev faktisk brugt som gidsler ved at køre med i de forreste vogne i de tyske troppetog.
En flok fanger gik gennem Tønders gader under skarp bevogtning, deriblandt Holger Petersen, Erik Svendsen, overlægen på Grindsted Sygehus, pastor Riis Højgaard fra Rise og mange flere.
Pludselig dukkede Gestapo op på Seminariet. På loftet fandt de to maskinpistoler. Og yderligere tre fandt de på området. To seminarister blev anholdt.
Da Seminariet gentog arbejdet efter sommerferien, udtalte forstander Morten Bredsdorff over for eleverne, at enhver form for illegalt arbejde ikke ville blive tålt og medføre øjeblikkelig bortvisning.
Da Ortskommandanten i Tønder tryglede den danske politimester om at fortsætte i hvert fald som luftværnschef, fik han som svar de allerede klassiske ord:
I Tønder trængte to berusede tyske underofficerer ind på sygehuset, hvor de i en sygestue generede sengeliggende patienter.
Rygterne svirrede. Nu havde gendarmerne i Neuengamme plettyfus. Tre var døde. I alt var 61 gendarmer sendt hjem.
November 1944
Overbetjent A.H. Sørensen, Tønder blev arresteret, og det gjorde kontorist Kaj Petersen på Burkal kommunekontor også.
Gendarmkonerne led meget. De kunne ikke få noget at vide om deres mænds tilstand. Måske blev de pint eller sultet? Måske er de uden lægehjælp eller pleje?
Brødrene Tygesens forretning i Tønder blev ødelagt ved en påsat brand, antagelig en sabotageaktion.
For tredje gang lykkedes det at redde Tønderhus fra at komme i tyskernes hænder.
Første december 1944
Det var sorgens dag i Tønder. Man havde fået at vide, at lektor Aage Rosenkjær var død den 18. november i Husum. Han var begravet der sammen med 8 andre. Harmen greb også mange Tønder – borgere
Pastor Magle var blevet arresteret.
Overgendarm Jens Petersen fra Lydersholm var død i Neuengamme. Det var den første gendarm fra Lydersholm, der var bukket under. Det greb borgerne i byen om hjertet. Man frygtede det værste. Man vidste, at gendarmerne var syge.
Der var mindegudstjeneste for lektor Rosenkjær i Tønder kirke. Kirken var stuvende fuld. Danske fra Tønder og omegnen deltog.
En enkelt gendarm var kommet hjem. Det forlød, at de var blev flyttet fra Neuengamme til lejre ved Dresden.
Der var mindegudstjeneste i Burkal præstegård for overgendarm Jens Petersen. Pastor Ejnar Høgel sagde nogle gribende ord. En del af familien var tyske, og hjemmetyskere var dog også mødt op.
Toldforvalter Harald Bahnsen Tønder talte på etatens vegne og overgendarm Schultz talte på gendarmernes vegne:
Senere på dagen meldtes om tre gendarmers død syd fra. En personbil var blevet beskudt af allieret flyver ved Stemmild,
Tre gendarmer var blevet løsladt fra Frøslev, heriblandt var kaptajn Ørsted Petersen
Der blev meldt om 6 gendarmdødsfald og ligeledes var politimester Agersted, Aabenraa død. Rygterne svirrede. Man fortalte nu fra Tyskland, at gendarmerne blev brugt som bloddonorer. Et stort antal fangere var ført fra Frøslev til Tyskland som gidsler, deriblandt Erik Svendsen, Holger Petersen og lærer Marcussen.
Februar 1945
En bagermesterfrue fra Tønder er blevet arresteret. Hun sad først i den tyske skoles kælder. Derefter var det så Koldinghus. Man beretter om, at hun ved en fest på Tønderhus havde fået rigeligt. Hun rakte tunge ad en tysk officer, der boede på Tønderhus, da han samlede hendes handske op.
Officeren tilbød at lade det skete være glemt, hvis hun ville give en undskyldning, men hun blev ved med at skælde ud. Ja hun ringede endda officeren op på hans værelse og fortsatte. En sådan opførsel måtte hævne sig.
Masser af arbejdere
350 tyske arbejdere var ankommet til Jejsing – Rørkær for at grave tankgrave, skyttegrave og fælder på strækningen Jejsing – Tønder.
På Krusågård var over 200 arbejdere i gang med gravning, gennem køkkenhaver ud på marken. De sov i halm, i forsamlingshuse og skolen. Der er 650 overalt i sognet. De fem af dem var over 70 år.
Marts 1945
Flygtninge fra Østprøjsen strømmede i massvis til egnen. Til Tønder kom der 1.500. De blev indkvarteret hos hjemmetyskere i by og på land. De boede også i lejre, hvorfra de blev sendt ud at arbejde på gårde.
Folk valfartede til døde engelske flyvere
En vinteraften blev en engelsk flyvemaskine skudt ned på en mark ved Jejsing. 6 flyvere blev dræbt. Maskinen og de døde englændere blev liggende i to døgn. Folk valfartede for at se det. Den tyske skole i Bylderup kom med læreren i spidsen for at beundre tyskernes værk.
Hvor utiltalende at lade de døde ligge så længe. Det viser ringe respekt og pietet over for døden. En flyver sad fast i en tjørnehæk. Skoledrenge gik og samlede flødekarameller ud af flyvernes lommer.
Fire gendarmer kom hjem
En bombe havde ramt et hus i Rens. En bombe faldt i Nolde, en ved Vindtved, en syd for Jejsing, en i Solderup og nogle syd for grænsen. Alle steder kunne man mærke rystelserne og der var masser af drøn.
På hele strækningen til Tønder blev der gravet firkantede maskingeværstillinger et par meter fra landevejen og med 50 meters afstand.
Fire gendarmer kom hjem fra Neuengamme. Der var i den grad glæde. Og fra alle danske hjem på strækningen fra Jejsing kom folk ud og vinkede.
Hjemmetyskere på arbejde
To hjemmetyskere fra Jejsing og en gårdmand fra Rørkær kørte mod nord med hver deres arbejdsvogn og spand heste. Det forlød, at de skulle til Esbjerg og være med blandt de 8.000 mand, der skulle lave fæstning. De skulle også lave dige ved Rejsby. Det forlød nemlig, at englænderne skulle gå i land i næste uge.
Fra Tønder var der allerede afrejst en masse hjemmetyskere, også kvinder. En hjemmetysk kone fortalte, at de kvinder, der kunne holde ud at grave, også skulle grave. De andre skulle lave mad.
Et hemmeligt sted til Tønders betjente
Betjentene i Tønder havde forskellige steder i området, hvor de overnattede. Og dog! De havde et hemmeligt samlingssted på Margretegård.
Ingen vidste, at de var betjente. Gestapo havde flere gange søgt dem i deres hjem. Aften efter aften. Nat efter nat. Det var først bagefter det gik op for folk, at det var betjente.
Skolebørnene havde fået fri. Man forventede at englænderne hvert øjeblik kunne forventes ved grænsen. Så ville ludtalarmen lyde i byen. En stor flok engelske flyvemaskiner kom syd fra. Nogle fløj meget lavt. Nogle dukkede ned over Sæd. Maskinpistoler knaldede pludselig.
Børn og voksne på cykler smed sig ned i vejgrøfterne.
Frihedskæmpere på vej
Et par hundrede frihedskæmpere var på vej nord fra til grænsen. Lige så snart englænderne havde passeret grænsen skulle de overtage bevogtningen. 60 af dem skulle bo på Grøngård.
Igen var der en masse rygter. Russerne var på Fyn. Amerikanerne var kommet til Aabenraa. Hvad var sandt. Der var uro og spænding.
Den 4. maj 20.30 lød frihedsbudskabet fra London. Dannebrog blev hejst overalt.
Klokken 8 lød kirkeklokkerne fra alle landets kirker. Lige uden for Tønder var der landet et engelsk fly. Her var masser af folk.
Frihedskæmpere i kamp
De frihedskæmpere, der kom nordfra kom i kamp med tyskerne ved Skærbæk. To blev dræbt og flere blev såret. Ved grænsen ved Bremsbøl blev tre frihedskæmpere alvorlig såret. Tyske pansernæver blev kastet mod dem. Blandt disse var to ingeniører fra Statens Jordlovsudvalg. Heron Nielsen fik et maveskud og Christensen fik højre arm ødelagt.
Allerede flere dage før kapitulationen begyndte tyskerne at gå over grænsen. Og mange benyttede de mindre grænseovergange bl.a. ved Bejers Kro.
Ordren lød, at der kun var overgang ved Rens og Sæd. Hver tysker måtte medtage et håndvåben alt andet skulle afleveres. Til transport af levnedsmidler, så måtte der kun medtages en vogn pr. bataljon.
Efterhånden lå der ammunition overalt i grøfter og ved veje. Maskinpistoler, geværer og meget andet våben fyldte også.
Mange af frihedskæmperne kom direkte fra Frøslevlejren. Andre havde også siden lang tid i Vestre Fængsel. Og premierløjtnant Lind var blevet mishandlet på den mest grusomme måde i universitetets kælder i Århus, da han opholdt sig der i tre måneder.
I det lille forsamlingshus var der en sammenkomst for beboere og frihedskæmpere. Seminarielærer Claus Eskildsen holdt tale om Sønderjylland og Sydslesvig.
Den danske brigade ankommer
Den 14. maj 1945 ankom 45 mand fra den danske brigade. De overtog grænsebevogtningen fra Flyvsholm i øst til grænsesten nr. 195 i vest. Denne deling var på Grøngård indtil 17. maj.
Nye soldater kom og overtog bevogtningen. De kedede sig og skød med både det ene og det andet. Pludselig gik der ild i halmen og Grøngårds lade var i stor fare for at brænde ned. Civilforsvarets udrykningstjeneste blev kaldt til assistance og branden blev slukket.
En anden gang legede to kopraler med tåregasbomber. Det blev for meget for husbonden på Grøngård.
Livgarden ankommer
Den 8. juli 1945 kom livgarden og overtog grænsebevogtningen. Den første nat boede de på gården. Men næste dag blev de tre barakker fra gårdspladsen flyttet ned på den tyske skole. Garderne begyndte straks at bygge en rigtig lejr. Garderne blev indkvarteret i private hjem og hjalp med høstarbejdet. De hjalp også, da der brændte en gård i Lydersholm.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden i Tønder, på www.dengang.dk kan du finde følgende:
På vores hjemmeside har vi i alt 220 artikler fra Besættelsestiden
Hvis du vil vide mere: Om Gendarmerne og deres leder, på www.dengang.dk kan du finde følgende:
Hvis du vil vide mere: Om Frits Clausen og Nazisterne, på www.dengang.dk kan du finde følgende:
Marts 11, 2018
Kongens Klub i Østergade
Her var udskejelser og orgier sagde aviserne. Her var også en læseklub uden bøger. Ja og så var der spiritistiske beskeder til kunderne. Vi kigger også på ejerne i Østergade 15. Og her har der været liv siden 1500 – tallet. Vi kigger på de første ejere. Her kom maleren Karel von Mander, der blev Chr. Den Fjerdes hofmaler. Måske oprettede han Danmarks første antikvariat. Her boede Ahlefeldt, og Schreck fik igen gang i ejendommen. Og i Kongens Klub måtte man tage to damer med pr. billet. Det var årene efter Struensee, hvor der kom gang i borgerklubberne. Heiberg skrev sange til dem. Men han blev senere udvist grundet majestætsfornærmelse. Kongens Klub fik navneforandring. Drejers klub tilsluttede sig, men hvornår? Her startede Odd-Fellow logen også. Ejendommen blev udvidet med en etage i 1918.
En nænsom restaurering
Ja egentlig var de lige så støjende, som den langhårede ungdom omkring Storkespringvandet. Måske er det kun årene og farverne, der gør en forskel.
Vi skal kigge lidt på Karel von Manders fornemme gård, Østergade 15. I sin tid var den bedre kendt under navnet ”Kongens Klub”. Ja det var der hvor Jørgen Hovmands antikvitetshandel lå. Omkring første verdenskrig lå her en forretning ejet af Ole Haslund og Svend Heymann. Disse to kunsthandlere restaurerede nænsomt den gamle Østergade – gård.
Den gamle ordenshistorigraf dr. phil Louis Bobè har skrevet om huset og dets ejere gennem tiden.
Udskejelser og orgier
Her oppe på førstesalen havde ”Kongens Klub” holdt til. Man sagde, at der her ved nattetide havde fundet ”udskejelser og orgier sted”. I en af de små middagsblade fra dengang var dette omtalt. Og dette resulterede i en politiundersøgelse.
I bladet blev der rettet en række voldsomme angreb mod værten. Og stakkels Frk. Feyerschou ejede senere huset. Hun havde i hendes barndom oplevet klubben. Hun var stolt af den flotte gård. Men hun så ikke gerne, at en sådan klub igen opstod i de gamle lokaler.
Frk. Feyerschou havde arvet ejendommen efter hendes far.
Inde i ejendommens gård var der i 1860erne, Feyerschous Vinstue. Blandt stamgæsterne var digteren Christian Winther. Denne gik også på værtshus på Nørrebro. Og i denne bydel var pigerne vilde med ham.
Brahiminer- klub
I kælderbeværtningen under ”Kongens Klub” holdt den såkaldte ”Brahiminer-Klub” til. Jo klubben skaffede værten fulde huse i en årrække. Selve navnet var hentet fra Jules Verne, hvis ”Jorden rundt i 80 dage”, hvor der en natlig ”Brahama-fest” med en overdådighed af knæfald, hvilket inspirerede nogle unge københavnere til lignende øvelser på deres stamcafè.
Over – brahimin og skarpretter
Højdepunktet var, at man slukkede gadebelysningen, hvorpå alle deltagere sneg sig ned på gulvet under høje hyl. Efterhånden oprettedes en Brahiminer – klub med både over-brahimin og skarpretter.
Journalister fik fat i sagen og fortalte malende om de forfærdelige orgier, hvor der ofredes og afholdtes blodgilder på de henrettede. Kampagnen endte med, at politiet satte en stopper for det støjende natteliv. Usædeligt var det vist ikke. Det hørte til under ”glædesnymferne”, der holdt til på Amagertov.
Jo man arrangerede da ofringer og andre ”Glædelige begivenheder”.
En læseklub uden bøger
Politiet ville ikke give bevilling til nattesold. Så fik værten den ide til at etablere læseklub efter midnat. Det kunne myndighederne ikke sætte sig imod. For et ubetydeligt beløb kunne man blive livslang medlem af klubben. Men der har hvis aldrig været en eneste bog i klubben.
Politiet kunne ikke blande sig i foreningsretten, og det gjaldt jo om at bruge alle krumspring for at holde åben til efter kl. 24.
Spiritistiske beskeder til gæsterne
Den sidste vært hed Niedermann. Han skaffede kælderen et nyt opsving. Han var blevet spiritist og lod gennem ”ånderne” forskellige meddelelser tilflyde sine gæster. Men også hans popularitet visnede. Og værtshuset måtte til sidst lukke.
Og liv kom der først i huset, efter at Ole Haslund og Svend Heymann havde lejet sig ind med senere overtagelse for øje.
Tilbage til 1500-tallet
Men måske skal vi lige kigge på, hvorfor Karel von Manders navn er blevet knyttet til den gamle gård. Det skete ved den internationale berømte flamske malers overtagelse i 1652. Men allerede i 1500-tallet var der gang i stedet. Da var det nærmest som en landsbygade, hvor svinene gik og rodede i andres efterladenskaber. Og disse blev kun fjernes ved meget festlige anliggender. Østergade blev først brolagt i 1681 og fik endda borgmesteren midt i gaden.
De første ejere
Frue Kirkes Højalter og Helligåndshuset var faktisk de første ejere, som 1514 udlejede gården til rådmand Arild Hacke mod en årlig afgift. Denne betaltes også efter reformationen, da kirkernes altergods ellers tilfaldt Universitetet.
I 1543 lejede Jakob Perlestikker gården, som cirka 20 år efter blev købt af Hans Sukkerbager. Om de følgende ejerskifter er det lidt tvivl, indtil den hollandske urtekræmmerske Cornelia van Rooswijck gennem danske slægtninge kommer ind i billedet.
Da maleren kommer til København
Hun var enke efter Karel van Mander nr. 2 og mor til nr. 3 af samme navn.
Cornelias mand havde en fabrik i Holland for vævede tapeter, hvoraf han leverede nogen til Christian den Fjerde til Frederiksborg Slot. Væveren døde i 1623, og enken drog så til København for blandt andet at få sin mands tilgodehavender udbetalt.
Hun havde sine tre små sønner med, deriblandt Karel, der var født omkring 1610. 10 år senere vendte drengen tilbage til Holland, hvor han blev uddannet på Rembrandts atelier. 1634 opholder han sig på ny en overgang i København for at levere tegninger af dragter og dekorationer til prins Christians bryllup.
Kongens hofmaler
Derefter tog han til udlandet for at fuldende sine studier. Han var bl.a. i Italien. Nu var han rustet til sin senere gerning som hofmaler hos Christian den Fjerde. Dermed blev han også tidens modemaler.
Han indledte karrieren med at blive tegnelærer (1641-44) hos Leonore Christine. Og så kom udnævnelsen til kongelig konterfejer, som det så flot hed.
Karel von Mander var en dygtig og intelligent portrættør, ikke mindst af sin kongelige velynder Christian den Fjerde.
Karel oprettede et fornemt pensionat
Han blev en af Københavns rigeste borgere. Samtiden sagde om ham, at han var:
Han havde også andre talenter end de nævnte. Han skrev således adskillige digte. Han skrev også et digt til snustobakkens pris. Det sidste har næppe behaget kongen, som ikke var tilhænger af netop denne last, men så han så mange andre.
Karel von Mander giftede sig i 1640 med Maria Fern, som sammen med ham indrettede og senere administrerede et herberg. Ja det vil vi nok kalde hotel – pension i dag. Det var for fornemme personer i den store gård, der lå nær ved slottet.
Fyrster, adelsmænd, udenlandske diplomater og anden forvænt godtfolk boltrede sig her.
Danmarks første antikvitetshandler?
Men det forhindrede dog ikke vores hovedperson i at dyrke andre interesser. Således havde han 350 sjældne bøger, sejrværker (ure), matematiske instrumenter, udstoppede dyr, en kajak og ”etnografica” af alle mulige slags.
Han solgte også ud af sine kuriositeter. Ja måske var han Danmarks første antikvitetshandler.
Moderen døde 1650, Karel van Mander 1670 og hans kone 10 år senere.
Ahlefeldts gård
Gårdens næste ejer blev sekretæren i det tyske kancelli, Conrad Biermann, senere adlet von Ehrenschildt. Ved arv tilfaldt den hans svigersøn Balthasar von Jessen, der endte som gesandt i Wien.
Derefter blev stedet overtaget af højesteretsassessor Lorentz Kreyer og gik i arv til hans børnebørn frøknerne Sara og Charlotte Elisabeth Boefke. En kort tid var en Johan Simon Nagant ejer, indtil Københavns guvernør, generalmajor Conrad Wilhelm Ahlefeldt overtog den i 1757 og forbedrede interiørerne på mange måder.
Schrecks Gård
I 1775 indledtes den epoke, som bærer overskriften ”Kongens Klub”. Da købte traktør Gottlieb Schreck gården og gjorde den atter til en fornem pension samt indrettede stærkt benyttede klub – og koncertlokaler.
Kongens Klub
Det var udvandrede medlemmer af den navnkundige litterære klub ”Drejers Klub” der i 1782 stiftede ”Kongens Klub”. Man må så sige, at denne klub bragte ejendommen i vanry under forskellige værter.
Ja egentlig starter klubben tilbage fra 1776, da den hed Fichs Klub eller Selskabet i Mad. I 1778 blev lovene nedskrevet, og de var underskrevet af 80 ansete borgere.
Man måtte tage to damer med
I ”Kongens Klub” kunne man også deltage i koncerter. Og medlemmerne, der kun var mænd, havde ret til pr. billet at medbringe to damer. Også ”De Forenede Venneselskab”, hvis lokaler var blevet ødelagt af den store brand tilsluttede sig ”Kongens Klub”.
Årene efter Struensee
Det var i årene efter Struensee, at det var blevet moderne at være medlem af en borgerklub. Den mest prominente var Drejers Klub, der blev stiftet af det danske litteraturselskab som ”læseinstitut og bogsamling”. Formålet var at ”skaffe bekendtskab med den nyeste litteratur” I klubben kunne belæste mænd i fortrolighed udveksle synspunkter helt fri for kvinder og verdens larm.
Hvornår tilsluttede Drejers Klub sig?
Men allerede efter et års tid opstod der splid om den rette tone i debatten, om antallet af spilleborde og anretningernes kvalitet. Resultatet blev at en gruppe af ansete borgere og embedsmænd udvandrede og fandt husly hos Schreck her i Østergade 15. Ja sådan står det anført i flere artikler og bøger. Men Drejers Klub havde nu eksisteret i længere tid.
Således har vi mødt optegnelser, der påstår, at Drejers Klub først tilsluttede sig Kongens Klub i 1842. Det var bl.a. her at Knud Lyne Rahbek havde sin gang. Han var udgiver af diverse liberale skrifter. Ja i klubberne dyrkede man også drikkeviserne. Og det bedste var jo, hvis medlemmerne selv kunne fabrikere drikkeviser.
Egentlig var dette med klubber opstået i England i slutningen af 1600-tallet. Foruden de nævnte klubber var det også Kronprinsens Klub og Det Norske Selskab.
Heiberg skrev sange til klubberne
En af dem, der var populær i de borgerlige klubber var Peter Andreas Heiberg. Men han var ikke populær hos myndighederne. Han startede i 1787 med at udgive den satiriske roman ”Rigsdaler-Sedlens Hændelser i små hefter. Han gav læserne indblik i samfundets sociale lag Heiberg kritiserede tallotteriet, toldspionage, købmændene og adelen. Desuden kunne han heller ikke lide de tyske embedsmænd i den danske statsforvaltning.
Sin første dom modtog han, da han rettede beskyldninger mod krigsflådens militære administration. Heiberg skrev også sangen ”Almindelig Folkesang for hele København” til ”Kongens Klub” den blev så populær, at den blev udgivet i 14,000 eksemplarer. Dengang var der ikke tegn på majestætsfornærmelser, men det kom der sandelig senere.
Udvist for bestandigt af Danmark
Heiberg skrev masser af sange til de borgerlige klubber. Efterhånden havde myndighederne fået nok af Heibergs ironiske skrifter. Men han fortsætte ufortrødent endda de forhør han blev udsat for, blev udgivet. Dette tirrede myndighederne yderligere. Efterhånden udgav han skrifter, hvor myndighederne mente, at han havde begået majestætsfornærmelse. Dette var en alvorlig forbrydelse.
Dertil kom også, at den ny trykkefrihedsordning blev vedtaget den 27. september 1799. Nu var der store begrænsninger i trykke- og ytringsfriheden. Den 24. december 1799 faldt dommen over Heiberg. Han blev landsforvist og forlod under lettere dramatiske omstændigheder København den 7. februar 1800. I rejsevognen fulgtes han af ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbæk indtil Frederiksberg Bakke.
Knud Lyne Rahbæk var også en ivrig deltager i klublivet i København.
Heiberg rejste først til Sverige og derfra videre til Paris. Trods flere forsøg blev han aldrig benådet. Et par af hans politiske skrifter udkom i Norge, der var censuren ikke så hård som i Danmark.
Aktieselskabet ”Østergade 15”
I 1784 købte Schrecks svigersøn, kollektør i Tallotteriet, A. Friisenberg gården. Men han sælger den 10 år efter til isenkræmmer Peter Chr. Klein, som i 1811 afhænder den til strømpehandler Peter Hansen Feyerschou, hvis efterkommere 1906 sælger den fordoms så fornemme gård til Aktieselskabet Østergade 15, hvor så endelig Ole Haslund og Svend Heymann overtager aktiemajoriteten.
Blandt de mange lejere gennem tiderne er der måske særlig grund til at fæstne sig ved fotograf O.C.R. Schou, en af hovedstadens første og mest berømte fotografer, som etablerede sig her i 1868. I 1886 rykkede Gieses kunsthandel ind.
Kongens Klub får navneforandring
I 1877 tilsluttede ”Det forenede borgerlige selskab” sig også til Kongens Klub, der så blev omdannet til Kjøbenhavns Klub. Omkring 1850 var klubben flyttet fra Østergade. I 1846 havde klubben fået lov til at opføre sommerlokaler på Vesterbrogade 2. Man flyttede til vinterlokalerne på Kongens Nytorv 13.
I Østergade 15 forsynede man nu facaden med FH foran Kongens Klub. Og disse to bogstaver stod for forhenværende.
Klubben havde også bibliotek
I 1867 havde klubben bortaktioneret godt 5.000 ”gode og velconditionerede Bøger”. Man kunne låne to bøger af gangen af klubbens bibliotek, men kun i 14 dage. Og der var adgang til klubbens bibliotek mandag og torsdag fra 13 til 14.
Kongens Klub var blevet lidt slidt
Interiøret i Kongens Klub blev med tiden lidt lurvet, hvilket fremgår af en københavners erindringer fra anden halvdel af 1800-tallet:
Odd-Fellow Ordenen flytter ind
Den 29. og 30. juni 1878 foretoges den højtidelige installation af ”Loge nr. 1, Danmark”, herunder også indvielse af 30 kandidater samt af de nye loges lokaler i ”Kongens Klub”. Den 30. juni 1878 regnes som indstiftelsesdagen for ”Loge nr. 1 Danmark, der samtidig blev institueringsdag for Odd-Fellow Ordenen i Kongeriget Danmark. Desuden var logen den første i Skandinavien.
Udvidet med en etage i 1918
Kigger vi på et foto fra 1914 ser vi, at Ole Haslunds Hus er flyttet ind i den forhenværende ”Kongens Klub”. Den Nederlandske Tobaksfilial er veget for Harald Jacobsens udvidelser. Gieses bog – og kunsthandel og Alfred Hinrichsens sportsmagasin er forsvundet. I stedet er det blevet udstillingsvindue for A.C. Illum.
Jo ejendommen var ret imponeret, men det fik antikvitetshandler Ole Haslund styr på, da han i 1918 udvidede med en ekstra etage.
Selv om der ikke er meget tilbage af den oprindelige Karel van Manders gård, kan man dog endnu i kældrene finde fundamenter og levninger fra 1500-tallet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om: Strøget – Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere om: Ahlefeldt – Se her på www.dengang.dk
Marts 8, 2018
Frihedsstøtten – et folkeligt monument
Det har hårdt at være bonde. Stavnsbåndet blev indført i 1733. Der kom lyse tider for danserne takket være Struensee. Denne blev væltet og henrettet i 1772. Bernstorff og Reventlow gik i gang De allierede sig med kronprins Frederik. Denne tog magten. Stavnsbåndet blev ophævet 1788. Masser at tilskud til monumentet, der kostede 13.000 rigsdaler Kronprinsen lagde grundstenen 31. juli 1792. 15 meter obelisk med fire figurer. 1872 måtte figurerne genskabes i norsk marmor. Monumentet måtte flyttes 5 meter. Frihedsstøtten blev stående på alfavej. I 1984 var monumentet ødelagt af vand Kronprinsen genindviede Frihedsstøtten.
Hårdt at være bonde
Dengang var det betydeligt hårdere at være bonde. Man var stavnsbundet fra sit 14. til det 36. år på det godsområde, hvor man var født. Bevægelsesfriheden var begrænset. Efterhånden var man tvangsbundet fra det 4. år til 40. år. Man kunne godt købe fripas, hvis man ellers kunne blive enig om prisen.
Det var omkring året 1700, at godsejerne beklagede sig over, at de ikke havde hold på deres bønderkarle, idet der skulle stilles et vist antal soldater fra hvert gods til landmilitsen. Det viste sig også ofte, at de unge karle rømte.
Stavnsbåndet blev indført
Den enevældige regering under den pietistiske konge, Christian den Sjette greb til den drastiske udvej at indføre Stavnsbåndet i 1733 for at sikre godsejerne arbejdskraft og dermed nye rekrutter til hæren.
Nu var godsejerne sikret billig arbejdskraft med hoveri. Bondestandens mangel på frihed betød lavere placering i forhold til andre i landet. Denne ulighed stred mod de fremherskende ideer overalt i Europa.
Lysere tider for befolkningen
Men Frederik den Femtes tronbestigelse i 1746 begyndte en lysere tid for fædrelandet. Folk åndede lettet op, fordi onde år med kvægpest og trykkede priser afløstes af fremgang på mange områder.
Dette gjaldt også den folkelige oplysning, hvis fornemste repræsentant var Ludvig Holberg, der selvbevidst slog på, at der var lige så nyttigt at læse komedier som at læse bønnebøger og huspostiller. Skuespillere, operatrupper og andre farende folk fik atter indrejsetilladelse i Danmark og Norge. Mange af disse ting kunne man takke Struensee for. Han var en torn i øjet for borgerskabet og adelen.
Struensee var blevet væltet og henrettet i 1772. Så var de reelle magthavere enkedronning Juliane Marie og professor Ove Guldberg, der på vegne af arveprins Frederik regerede landet i den sindssyge Christian den Syvendes navn.
Bernstorff og Reventlow gik i gang
Det var godsejerne A.P. Bernstorff og Christian Ditlev Reventlow, der tog initiativet til bondens frigørelse. Kronprinsen støttede dem, idet han selv var meget ivrig for reformerne, som han udtrykte sig:
Reventlow var personligt overbevist om, at det var til samfundets bedste at frigøre bønderne. Han begyndte med gode resultater på sine egne godser. Han arbejdede utrætteligt på, at kongen skulle gennemføre en lignende frigørelse over hele landet. Den norske jurist, Colbjørnsen var optændt af oplysningstidens humane ideer om alle menneskers ret ril frihed og lykke. Han nærede et grundfæstet had til den privilegerede adelstand og stavnsbåndet.
Utrygge ved deres forhold til kronprins Frederik
Både Reventlow og Bernstorff var medlemmer af den adlede Høegh-Guldbergs administration, men kom hurtig i modsætning til den nationale og konservative regeringsleder, blandt andet i spørgsmålet om ophævelse af stavnsbåndet. Kredsen omkring Høegh-Guldberg og enkedronning Juliane Marie var også utrygge ved deres forhold til den unge kronprins Frederik.
I 1780 indgik udenrigsminister Bernstorff en såkaldt kontrabandeaftale med England, som udløste Ruslands vrede. Det benyttede Høegh – Guldberg til at afsætte Bernstorff. Også Reventlow kom i konflikt med denne.
Kronprinsen tog magten
Den 14. april 1784 indtog den 16 – årige kronprins sit sæde i Rigsrådet. Høeg – Guldberg og kredsen om enkedronningen havde hindret ham deri så længe som mulig, og med god grund.
Midt under mødet rejste den unge kronprins sig og oplæste et forslag om, at bl.a. A.P. Bernstorff og juristen Henrik Stampe skulle udnævnes som ministre. Guldberg – ministeriet fik tørt besked på, at søge deres afsked.
Stavnsbåndet blev ophævet i 1788
Den 20. juni 1788 kom Stavnsbåndets løsning efter at det i 55 år havde hindret unge danske bønderkarle i at nedsætte sig og søge næring hvor i riget, de måtte ønske det.
Fire år senere forbød vi handel med negerslaver. Først året efter, at vi havde haft den franske revolution vidste Europa, hvad menneskerettigheder var. Nu anerkendte den danske enevælde, at personlig frihed lige så fuldt tilkom bondestanden som andre steder.
Frihedsstøtten blev rejst i 1797
Frihedsstøtten, som i 1797 rejstes uden for Vesterport på grænsen mellem by og land blev et monument over enevældens største bedrift, som digteren Thomas Thaarup udtrykte i de stolte ord, der ses på obeliskens side mod vest:
Masser af støtte
En komité på seks mand, hvoriblandt der burde have været en bonde, bestod bl.a. af historikeren P.F. Suhm, juristen Christian Colbjørnsen, forfatterne Ove Malling og N. Tønder Lund, præsident for Landhusholdingsselskabet Chr. Fabricius blev enige om at udsende en indbydelse til at tegne bidrag til dette monument i Danmark.
De fik så stor tilslutning, at over halvdelen af overslagssummen var tegnet, inden indsamlingen startede. Der fremkom en række forslag om, hvor monumentet skulle stå. Nytorv, Kultorvet eller Halmtorvet. Kronprinsen skar igennem. Monumentet skulle stå i den trækransede runddel uden for Vesterport. Ja dengang var det ret så landeligt.
Kronprinsen lagde grundstenen
Grundstenen blev nedlagt på kronprinsens bryllupsdag den 31. juli 1792. Den 6. november 1797 kunne komiteen tilmelde kancelliet at Frihedsstøtten, der havde kostet 13.000 rigsdaler, stod færdig, omgivet af et jerngelænder med to lygter.
Det var kronprinsen selv, der lagde grundstenen under kanonsalutter fra Vester Vold. Christian Colbjørnsen gav kronprinsen æren for stavnsbåndets ophævelse. Han sagde:
Da kronprinsen forlod stedet, var hele vejen ind til Vesterport og videre ind gennem byen til slottet bestrøet med blomster.
15 meter obelisk
Der fandt ingen afsløringshøjtidelighed sted. Men generalitetet besluttede, at der skulle være en militær vagtpost om dagen. Om natten blev bevogtningen overladt til vægterne. Magistraten vedtog, at staden skulle vedligeholde den 15 m høje obelisk, der består af 30 bornholmske sandsten på et fodstykke af norsk marmor.
Da den dan danske malerkunsts førstemand C.W. Eckersberg skulle male billeder af Danmarks historie til det genopbyggede Christiansborg, valgte han som den betydeligste begivenhed i Christian den Syvendes regeringstid, Stavnsbåndets løsning, fremstillet gennem bøndernes hyldest til kongen og kronprins Frederik.
Billedet som blev malet 1837-39 hænger på Christiansborg og i en af Christian den ottendes bestilt formindsket gentagelse fra 1844 på Frederiksborg slot.
Fire figurer
Fire over to meter høje figurer omgiver Frihedsstøtten. Billedhuggeren Johannes Wiedewelts kvindefigur symboliserer ”Troskaben”. Andreas Weidenhaupts ”Bondefliden” og Nicolaj Dajons ”Fædrelandskærligheden” og ”Tapperheden”.
1872 måtte figurerne genskabes i norsk marmor
Obelisken og figurerne var i sandsten. Det forvitrede dog hurtigt, og figurerne måtte allerede i 1872 genskabes i norsk marmor. Da voldene faldt i 1858, var byen begyndt brede sig ud over Vesterbro og omkranse Frihedsstøtten. Dr omliggende gader fik efterhånden navn efter de store mænd i bondereformen som
Monumentet måtte flytte 5 meter
I 1909 måtte man af hensyn til Boulevardbanen midlertidig nedtage Frihedsstøtten, men to år senere blev den genrejst dog lidt over 5 meter nærmere Rådhuspladsen. En projektørbelysning om aftenen er atter opgivet, idet det skarpe løs for ubarmhjertigt afslørede revner, som togenes underjordiske passage afstedkom.
Kvindefigurerne var temmelig forvitrede og måtte genskabes af Jens Lund. Der opstod en heftig debat allerede dengang, om Frihedsstøtten ikke skulle flyttes til Fælledparken, Frederiksberg Runddel, St. Thomas Plads eller Søndermarken.
Man har ofte talt om at flytte Frihedsstøtten, fordi de moderne forretningsbygninger, der omgiver den, synes at være en uheldig baggrund for den smukke mindestøtte, som, da den blev rejst, stod i en af stadens grønne områder.
Den store græsplæne i Søndermarken over for Frederiksberg slot har været udset til at være det rette sted, men også ”Det Kongelige Veterinær- og Landbohøjskolens have har været på tale.
Frihedsstøtten blev stående på alfavej
Men Frihedsstøtten bliver stående på alfavej dom Nikolaj Abildgaard ønskede det – midt i mylderet på det travle Vesterbro, så alle der haster fra og til kan få øje på de smukke ord på støttens østlige side:
Og siderne inskriptioner:
I 1984 var monumentet ved at blive ødelagt af vand
I 1984 fandt man ud af, at hele monumentet var fyldt med vand og var ved at forgå. Hvis Frihedsstøtten skulle bevares, måtte alt skiftes ud. I 1994 blev Selskabet til restaurering af Frihedsstøtten stiftet.
Kronprinsen genindviede Frihedsstøtten
Man gik i gang med at indsamle midler til renoveringen. Det blev en stor og dyr opgave til 18,5 millioner kroner. Selv med vore dags teknologi har det svært at rejse et monument med samme præcision som kunstnere og stenhuggere beherskede for 207 år siden.
Og det var kronprins Frederik, der på 150 års dagen for Grundlovens vedtagelse, genindviede den ny renoverede Frihedsstøtte.
Nu var det bare ikke alle bønder der fik deres frihed dengang. Det kan du læse i nogle af artiklerne på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Om bøndernes vilkår)
Februar 27, 2018
Dibbernhaus i Aabenraa
Stedet spillede en vigtig rolle for Det Tyske Mindretal under krigen. Vi kigger lige på de vigtigste personer, der var tilknyttet stedet. De brune bastioner vil overstrømme landsdelen, sagde man fra mindretallet. Der var utrolig mange danskere uden tilknytning, der meldte sig til Waffen SS eller Wermacht. Det var også mange leverandører og vognmænd, der søgte tilladelser. Mange forældre fik at vide, at deres søn var eftersøgt for Fahnenflucht. Og det betød dødsdom. Man skulle som regel være aktiv i mindretallet for at få tilladelse. Men en skibsredder fik dommen ”Kein Freund von Deutschland” Og en dame klagede over, at en læger, der havde set et billede af Hitler i hendes stue havde sagt ”Den Jødekarl er snart færdig” En person fra Tønder, der havde begået bedrageri på en flyveplads fik som straf en afgang til fronten. Og så skulle forældre sende et billede af deres søn ”Er fand den Heltentodt”.
Mange skæbner
Vi har skrevet en del om det tyske mindretal også om deres gøren og laden under Anden Verdenskrig og besættelsen. Men inden vi dukker ned i de mange skæbner, kigger vi lige på det tyske mindretal dengang og den sønderjyske befolkning. Dibbernhaus i Aabenraa var stedet, hvor man samlede trådene.
Det var murermester Hans Ohlsen, der i 1898 – 1899 byggede huset for Sanitätsrat Dr. Med. Johannes Dibbern Men efter byggeriet gik murermesteren fallit. Dernæst rejste han med familien til Kiel.
I 2001 var det fare for at huset i Skibbrogade 7, Aabenraa skulle rives ned. Men så købte Rederi Jebsen ejendommen plus de to naboejendomme, 5 og 9 for at renovere dem.
De brune bastioner ville oversvømme landsdelen
Mange følte sig ligefrem krænket af de tysksindede. Deres handling vakte harme i den danske befolkning. Da nazisterne fik magten holdt loyaliteten med Danmark op, var meldingen
Og de skønne ord dukkede op, at der skulle ske en straf efter loven, men der skulle ikke være tale om hævn. Ingen sønderjyder kunne finde på, at tage loven i egen hånd. Men det kom efter besættelsen til at se lidt anderledes ud end disse velmente ord.
Pastor Peperkorn sagde allerede tidligt, at:
Snart overtog nazismen magten inden for mindretallet. Og pastor Schmidt havde bragt de nazistiske ideer til landsdelen, men han ville ikke overtage magten. I mange år kæmpede mange personager om magten og egentlig var det først fjerde valget, Jens Møller, der blev Landesführer.
Han overtog også et folketingsmandat, som valgloven ved en særbestemmelse havde skænket mindretallet.
Ingen ”Machtergreiffung”
Tidlig var der mistanke om spionagetjeneste i mindretallet. Blandt de mistænkte var bankfuldmægtig P. Petersen og Dr. Max Rasch. Da de blev løsladt efter krigen, fik de straks igen ledende poster i mindretallet. Det gjaldt i øvrigt også for mange andre dømte medlemmer af mindretallet.
På et tidspunkt var en af lederne i organisationen i Aabenraa en tysk marineofficer ved navn Pflug Hartung, der havde fået opholdstilladelse som politisk flygtning. Hans datter blev gift med en hvis dansk garderofficer ved navn, von Schalburg.
Efter den 9. april 1940 blev der en del steder ret hurtig nedlagt hverv som sognerådsformænd og sognefogeder. I Aabenraa ville den nazistiske Kreisleiter Schmidt fra Løjt Kloster beslaglægge Frimurerlogen. Både på Dibbernhaus og på Rådhuset blev Hagekors-flaget rejst.
I Haderslev og syd for Aabenraa viste stedlige uniformerede nazister vejen for tyskerne. Og snart viste selvbestaltede nazistiske censorer sig på de danske dagblade. Men det tyske militær tog afstand fra denne ”Machtergreifung”.
Overløjtnant Larsen
Rektor Elholm mente, at det tyske mindretal lige frem vendte Danmark ryggen, og ikke mere kunne regnes for et mindretal. Jens Møller afgav da også flere troskabsløfter til ”Das Dritte Reich”.
Overløjtnant Larsen fra Løjt Skovby kom hjem fra krigen med kun en arm. Han havde udviklet et rent hadforhold til fjenden og Danmark. Det var nok ham, der i en periode førte de barske ord fra det tyske mindretal.
Han havde dog også fået ledende poster i
Man var ligeglade med uniformstilbuddet, og snart vandrede man rundt i alle større byer i Sønderjylland iført uniform.
Asmus von der Heide
En indvandret privatskolelærer fra Angel, Wilhelm Jürgensen og egentlig tysk statsborger vakte vild forargelse blandt sønderjyderne. Han var dominerende i den tyske presse. Under to pseudonymer Asmus von der Heide og Unsere Stimme fik han skrevet en masse artikler, som sønderjyderne sent vil glemme. Efter 1943 fik han hvervet som propagandaleder efter Rudolf Stehr.
Rudolf Stehr – leder af Dibbernhaus
Og denne Stehr var propagandaleder inden Jürgensen og overtog hvervet som leder af det tyske kontor på Dibbernhaus.
Med selvtilfredshed og overlegenhed fik det tyske mindretal fortalt sønderjyderne mange ting, og den løftede formanende pegefinger mange gange.
De fortalte, at mindretallets rolle var bestemt af det tyske udenrigsministerium. Rudolf Stehr beskrev det således:
Mange af de udtalelser der her fremkom var i sig selv landsforræderiske
Også mange danskere meldte sig
Mange fra det tyske mindretal meldte sig ikke kun ved fronten men også rundt omkring i Danmark for at hjælpe den tyske besættelsesmagt.
Mange meldte sig til SS. De fik automatisk tysk statsborgerskab den dag de aflagde ed til Hitler. Man glemmer dog lige at nævne i historiebøgerne, at mange danskere, der ikke havde den ringeste kontakt til mindretallet også meldte sig.
Man var udsat for et stort tryk
Her i huset løb mange tråde sammen. Og her blev der skabt så mange en kugle. Her har Gestapo fundet mange oplysninger. Her blev udarbejdet mange lister på kriminelle.
Nu var det langt fra alle i mindretallet, der ville være med til at vende det danske samfund ryggen og melde sig ind hos nazisterne. Men dem, der forsøgte, at holde sig udenfor, blev udsat for et voldsomt tryk. Fulgte man ikke med, var der mange repressalier som mindretallet brugte. Man kunne risikere, at blive fyret hos sin tysksindede arbejdsgiver.
Under tvang blev mange børn taget ud af de danske skoler og sat ind i de tyske skoler. Børn måtte sige nej til det danske spejderkorps og ja til Hitler Jugend.
Jef Bertelsen Blume
Deutsche Jugendschaft Nordschleswig DJN blev også underlagt partiet. Og leder af denne afdeling var Bertelsen Blume. Han fik titel af Landesführer. På Dibbernhaus fik han lønnet job som partsekretær ved siden af sit job som ungdomsfører. I efteråret 1940 blev han ligeledes medlem af mindretallets ”Det lille politiske råd”.
Fra 1939 var han med til at udpege unge til krigstjeneste. Han lod sig selv hverve, og i to omgange var han ved Waffen SS ved både vest – og østfronten.
I marts 1943 førte han sammen med lederen af organisationen Peter Larsen forhandlinger med SS-Einsatskommando i København om fremtidig hvervning i det tyske mindretal. Fra april 1944 gjorde han igen fronttjeneste, men han nåede lige at være med til at oprette Zeitfreiwillig-korpset og Selbstschutz.
Han blev i maj 1945 taget til fange af amerikanerne og udleveret til dansk politi i 1946. Han blev dømt fem års fængsel i efteråret 1948, men allerede benådet året efter. Fra 1962 til 1966 var Bluhme næstformand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).
Bitterhed til begge sider
Bitterheden i det sønderjyske over for det tyske mindretal har været til at føle på. Hjemmetyskerne måtte også tage skylden for Gestapos brutalitet. Al denne vrede kom til udtryk den 5. maj1945.
Efter befrielsen var det ikke alt, der gik efter reglerne. Vi har afdækket nogle af forholdende. Men det er ikke særlig populært at afdække disse ting. Og det bliver i den grad sat forhindringer i værk, for at tingene ikke må komme frem.
Ikke alle var tilfreds med Jens Møller
Og det gør diskussionen også om det tyske mindretals leder, Jens Møller. Han havde stor indflydelse gennem sine forbindelser og forhold til Werner Best. Men ekstremister i det tyske mindretal var ikke tilfredse med Jens Møller’ s indsats, især ikke i de to sidste år. Ja som nogle sagde, så genkendte de ham ikke mere.
Så sent som i april 1945 forsøgte Jens Møller at stoppe for ungdomsfører Johan Thorvies forsøg på at kapre flere unge til fronten.
Mange familier i det tyske mindretal var uden forsørger lige efter besættelsen. Forsørgeren sad interneret i Fårhuslejren eller var faldet i krigen. Formuen blev taget fra disse familier. Den danske stat overtog den.
Jens Møller bebrejdede det tyske mindretal, at de ikke havde gjort mere for at hjælpe disse familier, da han efter sin dom, blev aktiv i Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).
Fahnenflucht
Men hvad skete der egentlig her i Dibbernhaus på det tyske kontor? Ja som vi tidligere har gjort opmærksom på, så afslører de dokumenter, som vi har fundet frem til, at her har man fået kendskab til utrolige skæbner. Af hensyn til familier og efterladte, omtaler vi efter gængse regler ikke navne m.m. Det kan så igen efterlade konspirationsteorier, men det tager vi så på vores kappe.
V.J. fra Ribelandevej i Tønder fik at vide, at hans søn, der boede i Strucksalle var deserteret fra SS og derfor dømt til døden. Der er en livlig brevudveksling, hvor faderen bad om, at man ville skåne hans søn. Forældrene havde den 5. februar fået at vide, at deres søn var dømt til døden på grund af ”Fahnenflucht”. Og den 15. april fik de den sørgelige besked, at sønnen var henrettet i Østrig.
Også en barber fra Kruså var deserteret. Familien havde fået at vide, at hvis han viste sig skulle han med det samme melde sig til de tyske myndigheder.
Fra Tønder stammede der også en Sturnbandführer fra ”Stampersonal-kompagni Buchenwald”.
Forældre skrev til kontoret. De havde ikke hørt fra deres søn i månedsvis, og ville have Dibbernhaus til at hjælpe dem. Men herfra gjorde de opmærksom på, at han havde meldt sig ”bis Kriegsende”.
Forsøgte at få sønner fritaget
Mange forsøgte at få deres sønner frigivet fra tjeneste og brugte mange argumenter. Man kunne ikke alene klare det på gården mere uden sønnens hjælp og meget mere. Men det hjalp ikke, for det stod med småt på de kontrakter, som man underskrev, at man havde tilmeldt sig til krigen var over.
Ja selv via Dibbernhaus skrev man til SS – Artillerikasernen og ville have sønnen hjem. Men den gik bare ikke.
Mindretallet og de tyske myndigheder støvsugede områder efter folk. Man udsatte folk for en kæmpe pression med, at de skulle melde sig. De fik at vide, at ved fronten kæmpede man, og her i ”Guderup” gik Klaus bare, som om intet er hændt og ville ikke kæmpe for ”Der Führer”.
Mange meldte sig
En masse var stadig stærk i troen og håbede på tysk sejr. Således ankom der helt frem til marts/april 1945 ansøgninger til SS. En ansøger fra Løjt ville absolut melde sig til elitehæren Hitler’ s Lebenstandarte.
En person ansøgte om, at blive chauffør for de øverste officerer. Og en var skuffet over, at han blev vraget til SS. Det viste sig, at han ikke var høj nok (1,68) så derfor anbefalede Dibbernhaus, at han i stedet valgte Wehrmacht.
Men ikke alle var lige begejstret for at indtræde i den tyske hær. Således blev en af Aabenraa’ s mest kendte skibsreddere den 6 februar 1945 anmodet om, at indmelde sig. Han svarede dog, at han aldrig havde meldt sig frivillig. Men hvis man var medlem af mindretallet, så fangede bordet. Sådan var svaret. Man havde flere gange forsøgt at få fat i ham.
I oktober 1944 blev der afsendt et brev fra Kz-lejren Auschwitz til en person i Nygade i Aabenraa, at han straks skulle melde sig hos vagtmandskabet, ellers ville han blive anholdt. Antagelig var han ikke kommet tilbage efter endt orlov. Og efter krigen ville Krigsforbryder-jægere sikker gerne have fat i ham.
Den 5. februar 1945 kom der også via Dibbernhaus et brev til L.C. fra Ravsted, at han skulle melde sig i Auschwitz.
Mindretallet sørgede for folk til Ladelund
Det kan også ses ud fra dokumenterne, at Jens Møller sørgede for, at det var folk fra mindretallet som meldte sig som vagter i udelejren i Ladelund. Denne lejr eksisterede kun ganske kort tid. Den fortæller vi også mere om.
En marineofficer fra Kriegsmarine havde været hjemme på orlov i Broager. Men hans kone lå i med en sømand fra Sønderborg. Han ville gerne have at kontoret greb ind over for denne sømand. Det endte dog også med en retssag, hvor der blev fremlagt kærrestebreve. Hvordan denne retssag endte, vides ikke.
Vognmænd stod i kø
En vognmand fra Aabenraa, H.L. skrev til Dibbernhaus om hjælp. Han havde solgt dæk, men det havde åbenbart været ulovligt, for han var blevet idømt 60 dages fængsel. Og nu bedte han det tyske kontor om hjælp, fordi
Masser af firmaer tilbød sig. Der var ingen grænser for firmaernes kreativitet, når man skulle fortælle om deres formåen. Mange tilbød at blive leverandører til tyskerne. Og det var ikke kun firmaer med rødder i det tyske mindretal.
En masse af de sønderjyske vognmænd havde også tilbudt sig. Åbenbart var N.C. Kloster tyskernes foretrukne speditør. Han havde hele 11 tilladelser. Men ellers var det også
I 1938/1939 betagnede man fra tysk side Sønderjylland, som ”Das abgetrente Teil”. Og allerede dengang var eksporten godt organiseret. Åbenbart fandt der møder sted på Dibbernhaus og i Flensborg omkring eksport/import. Det hele skulle ske gennem en koordinator Hans Hermann Christensen, Flensborg.
En masse slagtervare blev leveret af et firma, der hed Köppmann med filialer mange steder.
Det var et stort projekt, man havde sat i gang. ”Lebensmitteln für das Reich”.
Mindretallet fik ikke altid hjælp fra Berlin
Og en interessant detalje, fandt vi ud af. For man gjorde opmærksom på, at overkørslen kun måtte ske ved Kobbermøllen/Kruså. Og dette skulle man fortsætte med:
Dette er en interessant oplysning. For på dansk side, var man først færdig med en motorvej 40 år senere. Og hvorfor taler man om Reichsautobahn?
I det tyske mindretal og syd for grænsen især blandt transportfirmaer i Flensborg var man utilfredse med, at det var danske vognmænd med danske chauffører, der skulle løbe med det hele. De var blevet alt for dominerende.
I Flensborg talte man om, at frostvarer skulle pakkes om, og så køre videre syd på med danske vognmænd. Men de danske vognmænd fik kølelastbiler.
Det blev ikke bedre
De tyske vognmænd og det tyske mindretal mente bestemt, at alt ville blive bedre, efter at vi i 1940 var blevet besat. Men i Berlin gad man ikke høre om lokalpolitik. Wehrmacht forlangte, at hvis eksporten med de vognmænd, man brugte nu, fungerede, ja så skulle man fortsætte med disse. Og som Jens Møller, sagde efter et af møderne:
Der var en ret livlig korrespondance om dette. Og igen engang er det en interessant note, hvor der står anført at alle udgifter skal sendes til den danske nationalbank
Ja den 20. november 1940 aftalte de danske og tyske myndigheder, at afregningen for Tysklandsarbejdere skulle ordnes gennem den danske nationalbank.
Ja allerede den 24. november 1938 blev der aftalt med tyskerne, at ”Volksdeutscher” der tog arbejde i Tyskland, skulle have ekstra tillæg, hvis de havde familier.
Mindretallet mente at det skulle være ”Volksdeutscher”
Det var vigtigt for tyskerne, at al eksport/import skete gennem ”Volksdeutscher” eksportører/importører og vognmænd. Også alle leverandører skulle gerne være fra mindretallet.
På et tidspunkt opstod der så et problem, for mange af chaufførerne var danskere og det var bilerne også. Fra tysk side forsøgte man med tyske chauffører og biler, men her blev udgifterne alt for store.
På kontoret var der sager om en del danske vognmænd, der var udstationeret i Königsberg. Der var vel 20 – 25 forskellige vognmænd.
Mange vognmænd søgte hele tiden om tilladelser. Således søgte en stor vognmand fra Tønder om tilladelse. Men også fra Esbjerg blev der søgt om tilladelser. Og fra Kolding lød budskabet, at man havde svært ved at tiltrække tysksindede chauffører. Men svaret fra Dibbernhaus var, at der i ”Das Dritte Reich” var masser af chauffører.
Man skulle være aktiv i det tyske mindretal
Man søgte også om tilladelser til rejsetransporter fra grænsen til Hamborg og så videre til Berlin. Og så søgte man om returgods.
Et autotransportfirma i Kruså var gået sammen med to andre vognmænd. Under besættelsen udbyggede firmaet sin formue. Og efter besættelsestiden købte man de tro andre firmaer ud.
Man så helst fra Dibbernhaus, at selskabet, der søgte var aktiv i det tyske mindretal og at chaufførerne var Volksdeutscher. Og det allerbedste var om børnene også gik i tysk skole.
Når en vognmand klagede over, at det var svært at holde alle biler i gang, ja så anbefalede man Vogelgesang, kreditforeningsselskabet.
Vognmændene var meget aktive. De sendte billeder ind af deres biler. De roste sig selv i høje toner. Men i Dibbernhaus havde man helt klart deres egne favoritter, som de holdt sig til.
”Kein Freund von Deutschland”
Og så var der adskillige breve til en Dr. Flitz med adressen Hotel Kosmopolit i København. Og de drejede sig alle sammen om ydelser, som firmaer kunne tilbyde. Der var tilbud om dæk og om kolonialvarer som man gerne ville levere til den tyske Wehrmacht. Således tilbød S.C. Lorenzen fra Tønder allerede i 1939, at de kunne levere kolonialvarer til Wehrmacht.
Der var mange danske firmaer, der gerne ville levere varer. Men det kan undre, at man allerede startede på dette i 1939.
Den 21. maj indsendte et stort trælastfirma i Aabenraa’ s nordlige bydel et tilbud om levering 1.000 m3 træplanker til bygning af fly. Åbenbart havde man et samarbejde med en fabrik i Möln.
En motorfabrik i byen leverede en del motorer til Tyskland. Men det kneb med at få tilladelse til at få sendt ingeniører og montører med ned for at montere disse motorer. Også her anbefalede Dibbernhaus folk, der havde børn i tysk skole, og var aktive i det tyske mindretal.
Det havde en skibsredder fra Haderslev ikke. Og Dibbernhaus kunne derfor ikke anbefale, at han fik tilladelse til at anløbe de nordtyske havne. Endvidere skrev man, at skibsredderen var meget danskorienteret:
Æ Skærvefabrik i Smedeby som senere blev flyttet til Vilsbæk forsøgte at sælge skærver til Deutsche Reichsbahn. Og det var åbenbart ikke nok, at formanden var aktiv i det tyske mindretal. For selve foretagenet var en dansk statsinstitution.
”Den jødekarl er snart færdig”
Dr. Lorenzen fra Aabenraa havde skrevet til lederen af det tyske mindretal, om han ikke kunne hjælpe med, at få politimester Andersen fra Tønder løsladt. Han befandt sig i en Kz-lejr. Dr. Lorenzen gjorde opmærksom på, at politimesteren var syg og blandt andet havde astma. Hvad der kom ud af sagen vides ikke.
En læge havde været på besøg hos en dame fra mindretallet. Hendes mand lå ved fronten. På et tidspunkt spurgte fruen, om doktoren ikke lige ville med ind i stuen og se, hvad hun havde fået i gave af hendes mand. Jo, det ville doktoren da godt. Og her hang et stort billede af ”Der Führer”
Det var nu ikke noget som lægen brød sig om. Så han svarede ”at den jødekarl er da snart færdig”. Damen var meget fortørnet over denne bemærkning, og sendte nu en klage via Dibernhaus. Hvad der kom ud af dette, vides ikke.
En protokol på kontoret blev brugt til afregninger og normalt stod der datoer ud foran. Men fra april 1945 blev datoerne skiftet ud med sagsnumre.
Åbenbart har Dibbernhaus også erhvervet en villa i Havneby. Den blev brugt til at efterkomme et ønske fra nazisterne om ”Lebensborn”.
Russere lige i hælene
Der var modtaget en masse forespørgsler fra flygtninge fortrinsvis fra årsskiftet 1945 på familiemedlemmer. Man søgte kone, mand og børn. Der var medsendt svar – frimærker og nogle gange en 5 Reichsmark – seddel. Om man havde svaret på de mange henvendelser, kan vi ikke se. Mange af henvendelserne var henvendt til Volfahrtdienst, Flensburg, men var så åbenbart havnet her.
Disse breve omfattede mange skæbner. Børn blev væk på banegårde, skibet var for fuld, moderen kom ikke med. Og nogle børn eller forældre var indlagt på et lazaret, som så pludselig blev flyttet midt under krigen.
Atter andre var flygtet over isen med russerne i hælene. Således var en mor flygtet med hendes tre børn, da russerne var lige i nærheden. Der er historier om flygtninge, der vandrede rundt i sumpen. Men de blev pludselig væk. Disse russere blev beskrevet som vildmænd af nazisterne. Og det var de måske også. De ville i den grad hævne sig med masser af voldtægter m.m. begået af nazisterne.
Et tilbud til ”Norddeutsche Volksgruppe”
Disse henvendelser fortsatte efter 5. maj 1945. Danskerne ville absolut ikke hjælpe. Det fortsatte også med flygtninge, således ankom der tog til Padborg den 7. maj med flygtninge.
Mange af brevkortene var påtrykt ”Heil Hitler”. Andre var påtrykt en tekst på russisk/ukrainsk/ tysk: ”Følg de stiplede linjer”
Et tilbud til Norddeutsche Volksgruppe kom fra Sudentenland i det nuværende Polen. Det var på brunkuld. Men først skulle man have tilladelse til at importere det. De danske myndigheder forlangte en prøve. Og åbenbart er der blevet leveret en cigarkasse med en prøve. Her har myndighederne så kunne afprøve kullet. Af dokumenter kan vi se, at der i hvert fald er kommet 4.000 tons via Harislee (Harrislev) og Padborg. Og her er det så blevet vejet og fortoldet.
Der var også en opfordring fra Deutsche Reichsbahn, der også opfordrede kvinder fra det tyske mindretal at søge et job som lokomotivfører og andre jobs. Man ville så garantere, at kvinderne kunne få op til 18 dages ferie, når manden vente hjem fra fronten.
Der er en del korrespondance til ”Ortsgruppenführer” Jens Petersen i Bovrup.
”Er fand den Heltentodt”
Dengang udkom et hefte ved navn ”Junge Willen”. Det var udgivet i Flensborg. Her blev alle omtalt som havde begået ”Heltentat für den Führer”. Og her kunne man læse om alle dem, der havde erhvervet tapperhedsmedaljer. Og man kunne læse om dem, der var faldet ved fronten og begravet der.
Således blev Clausen i Strucksalle i Tønder efter at han havde fået vide, at hans søn havde fundet ”den Heltentodt in Stallinggrad” bedt at sende et foto af sin søn – helst i uniform, så ville fotoet blive offentliggjort i bladet.
Men her var også alle dem nævnt med navn og adresse, som trods opfordringer ikke havde meldt sig under de tyske faner ”Für das Vaterland”. På den måde forsøgte man, at presse folk til at melde sig helt op til 1945. Og man lod vide, at dem der ikke meldte sig havde svigtet de andre.
Bladet fortsatte efter 5. maj 1945. Men nu var det ikke beskrivelser at ”Heltentat” m.m. Heftet fortsatte med at hjælpe flygtninge så de fandt frem til deres pårørende.
Vi fandt også i arkivet meddelelser om at Landesjugendverband DJR i Tønder var brændt. Her skulle også være et lager, der opbevarede militærtøj m.m.
Mange fortsatte i Fremmedlegionen
Mange af de tyske soldater fra fronterne fortsatte i Fremmedlegionen. Der blev ikke spurgt om så meget her. Og de tyske soldater var meget velkommen her. De blev ofte indsat de mest farlige steder. Og deres kultur fulgte med. Således var en af de kendteste sange ved østfronten ”Mein lieber kleine Erika” en meget kendt sang i Fremmedlegionen
En dame fra Kiskelund spurgte, hvor faren til hendes barn var. Åbenbart havde hun haft et forhold til en tysk soldat, som nu var forsvundet.
Mange danskere, der havde arbejdet i Tyskland havde fået et stort problem, for både den tyske og den danske stat forlangte skat.
Og så var det åbenbart galt med lønningerne i Tyskland, således klagede flere til Dibbernhaus om manglende løn.
Mange hjemmetyskere studerede i Tyskland under krigen. Her hjalp Dibbernhaus også med at få tilladelser til de forskellige studier. Igen var det en stor fordel ved at være aktiv i det tyske mindretal.
Så sent som den 4. maj 1945 klagede en beboer fra Ballum over, at han ikke kunne afdrage sit lån til Vogelgesang.
Dømt for bedrageri – straf: Sendt til fronten
N.C.P. fra Tønder havde begået underslæb på Fliegerhorst Grove (Karup). Han blev dømt 3 års fængsel og 2 år ved fronten. Dette blev så omgjort til 5 år ved fronten. Ja og så kunne han, hvis han slap levende fra dette også blive dømt efter krigen for dette.
Allerede i 1939 blev Sønderjylland omtalt som ”Gaubund Sleswig – Holstein”. Gau er vel nærmest at sammenligne som landområde. Og egentlig hed det ”Volksdeutscher Gau Bund”
Der var også klager fra Volksdeutscher (hjemmetyskere), at de ikke kunne få arbejde hos danske arbejdsgivere, fordi de havde børn i tyske skoler eller børnehaver.
Ja sådan kunne vi blive ved.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 220 artikler fra Besættelsestiden Før/under/efter, herunder:
Februar 25, 2018
Jagten på det perfekte menneske
Sen danske racehygiejne var ikke et nazistisk udryddelsesprojekt. Men vi praktiserede Eugenik (forbedring af befolkningens kvalitet) herhjemme. 13.000 blev tvangssteriliseret og 4.500 fik det ”hvide snit”. Danske forskere samarbejdede med tyske arvelighedsforskere både før, under og efter besættelsestiden. Europæiske forskere var interesseret i resultater af forsøg i KZ – lejre. Det er moralsk og etisk forkert. Nazisterne roste danskerne i deres arvelighedsforskning. Sig (FACEBOOK – Forbudt ord) blev også forfulgt herhjemme. I Tyskland blev de udryddet. Nobelprisen blåstemplede det ”hvide snit”. Folk fik ændret deres personlighed og fik andre skavanker. I Norge fik man erstatning, men ikke herhjemme. I Tyskland gik man på jagt efter arierne med nordisk blod. Man tog den nordiske kultur med i nazismen. SS-soldater og deres kommende hustruer skulle aflægge prøver. Man havde både i Tyskland og herhjemme blind tiltro til videnskaben og folk i hvide kitler. Tvangsindgrebene herhjemme fortsatte til 1983.
”Eugenik” – forbedring af befolkningens kvalitet
Det er sikkert mange, der ikke mener, at denne artikel hører hjemme under besættelsestiden. Måske nok den tyske del af det, der bliver skrevet, men ikke den danske del. Men det handler om, at vi havde blind tillid til dem i de hvide kitler. Videnskaben havde stor indflydelse både på befolkningen og på politikerne. Det gjaldt både i Tyskland og i Danmark.
Ja i videnskabelige kredse kaldte man det for ”Eugenik”. Og det kan oversættes med at forbedre befolkningens kvalitet.
Lignede den nazistiske raceideologi
Herhjemme havde vi heller ikke så meget til overs for dem, der ikke lignede os. Vi havde vænnet os til jøderne. Men vi har bestemt ikke altid elsket dem herhjemme. Og i Norge og Sverige blev der indført restriktioner over for sigøjnerne.
Og læs vores artikel om, hvad der skete efter besættelsen i Sydslesvig blandt det danske mindretal. Her blev der indført regler om, hvem man måtte gifte sig med. Og de regler nærmer sig den nazistiske raceideologi. Den havde vi trods alt ikke indført herhjemme. Men inden for racehygiejne indførte vi dog trods alt nogle tvangsordninger, som skulle skabe det perfekte menneske bl.a. for at mindske udgifter for vores samfund.
Ikke et nazistisk udryddelsesprojekt
Men vi gik dog ikke så drastisk til værks som vores nabo mod syd. Danske videnskabsmænd samarbejde med tyske videnskabsmænd før, under og efter krigen. Vi leverede vaccine til Buchenwald og vi havde også en dansk læge Værnet, som udførte tvivlsomme eksperimenter. Og kære læsere, vi kan ikke komme helt i dybden i denne artikel, derfor henviser vi til andre artikler i slutningen af denne artikel.
Den danske variant af racehygiejne var ikke et nazistisk udryddelsesprojekt. Det var et velfærdsprojekt. Forplantning var nu ikke mere et personligt spørgsmål. Det blev samfundets anliggende.
Man kan sige at ligheden mellem den danske og tyske stat, var at bruge genetiske viden til at forbedre befolkningskvaliteten og begrænse de offentlige forsorgsudgifter. Fra dansk side ville man jo også bekæmpe lidelser og sygdomme.
Forskerne lavede eksperimenter på rotter og mus, men den menneskelige arvelighed blev undersøgt af slægter og almindelige lægelige undersøgelser.
Ca. 13.000 tvangssteriliseret
Begge stater indførte tvangssterilisation. Og de gamle love blev først afskaffet i 1960erne og 1970erne. Man ville reducere fremkomsten af skadelige arveanlæg i befolkningen.
De fleste, der blev steriliseret efter loven af 1929 var lettere åndssvage. Mellem 1929 og 1967 blev 11.000 og 13.000 danskere tvangssteriliseret.
En læge J.H. Leunbach skrev allerede i 1923 en bog med titlen Racehygiejne. Her udpegede han de grupper, der havde negative arvelige egenskaber:
Ægteskabsforbud
Allerede i 1824 havde man herhjemme en ægteskabslovgivning, hvor der blev påpeget, at dem der ikke var ved ”Fornuftens brug” ikke måtte indgå ægteskab. Og ægteskabslovgivningen af 1922 blev der anvendt racehygiejniske overvejelser, idet man ikke mente, at sindssyge måtte gifte sig.
Personer, der led af medfødt døvhed, arvelig blindhed, sindssygdom, åndssvaghed, epilepsi, alkoholisme, tuberkulose, legemlige misdannelser og kræft var kandidater til ægteskabsforbud.
Blødersygdomme og sukkersyge var også under mistanke for at være arvelige.
En læge skulle også attestere, at den nærmeste familie ikke led under veneriske sygdomme (kønssygdomme). Fra USA kom budskabet om, at kriminalitet og vagabondering også var arvelig belastet.
De åndssvage fik for mange børn
Den grundlæggende tanke i racehygiejne var, at dem man kaldte åndssvage fik mange børn, og man mente, at deres børn blev kriminelle eller fattige på grund af deres nedarvede lave intelligens. Målet med racehygiejne var så, at disse grupper fik færre børn. Dem, der havde gode gener, skulle så have flere børn.
Racehygiejnens teori og praksis blev en del af socialpolitikken, fordi dalende fødselstal og videnskaben om arvelighed vakte stor bekymring. Man henholdt sig til forskeren Morèl der fremsatte den såkaldte ”degenerationsteori:
Velbegavede mænd og velhavende kvinder skulle gifte sig
I 1869 fremkom der en bog af den britiske arvelighedsteoretiker sir Francis Galton. Han forestillede sig, at man ved ar arrangere ægteskaber mellem velbegavede mænd og velhavende kvinder kunne skabe en race af begavede mennesker og derved imødegå den fare for degeneration, som mange af 1800-tallets samfundsdebattører anså for et problem.
At afværge den truende befolkningsforringelse
En alliance mellem Socialdemokratiet, åndssvage – lægerne og kvindebevægelsen sigtede mod en reduktion af den offentlige forsorgsbyrde, højnet sædelighed og bedre sociale forhold. Dette var også baggrund for, at socialminister K.K. Steincke i 1924 nedsatte en sterilisations-kommission. Steincke mente, at der skulle ske indgreb for:
Nazisterne: Vi er ikke alene
I 1929 ved Danmark den første sterilisationslov i Europa, dvs. en lille schweizisk var hvis nok kommet os i forkøbet. Jo vi gik foran herhjemme. Og de tyske nazister brugte også Danmark i deres propaganda. Således optræder det danske flag på en nazistisk plakat fra 1934:
Jo Steincke var bannerfører, men han var nu langt fra alene om synspunkterne. Der var bred enighed om, at undermålernes antal skulle begrænses.
Stort set alle bakkede op, selv venstrefløjen, feminister, socialister og kulturradikale. Man havde en fælles pligt til at sørge for, at samfundet og befolkningskvaliteten var i orden.
Forsorg og anstalter var meget udgiftskrævende. Og i Folketinget var økonomien et ofte benyttet argument, sammen med det kriminalpræventive aspekt.
Man allierede sig med Chr. Keller, som fra 1884 var forstander for de kellerske anstalter i København, men især på Nørrebro. I 1900 flyttede man til Brejning ved Vejle.
Samfundsmæssig skavank
Fra dansk side var man meget begejstret for den tyske lov om racehygiejne, der fremkom i 1934. Man regnede nu med herhjemme, at man kunne gå i gang med at tvangs – sterilisere 25.000 åndssvage. Disse åndssvage blev betragtet som en ”samfundsmæssig skavank”.
De fleste danske læger tog ikke afstand fra den tyske sterilisationslov, snarere tværtimod. I Danmark praktiserede vi vores egen version uafhængig af naboerne mod syd. I Sverige var arvebiologerne meget mere pro-nazistiske end herhjemme.
Den danske sterilisationslov fra 1934 gav ingen anvisning på, hvordan arveligt belastede åndssvage skulle identificere. Den tyske lov fra 1933 krævede, at der forelå dokumentarbar, arvelig belastning før en åndssvag kunne steriliseres.
Den danske lov mere vidtgående end den tyske
Loven af 1934 var et resultat af åndssvagelægernes effektive lobbyvirksomhed. Denne lov kom til at indeholde ganske stærke tvangsmidler. De danske læger var nok for uvidenskabelige og overdrevne i deres vurdering af åndssvages arvelighed. Man ville ikke afvente en mere omfattende viden.
Bevisbyrden påhvilede den enkelte åndssvage eller familierne herhjemme, hvis man ville undgå tvangssterilisation. Ja egentlig var den danske lov mere vidtgående end den tyske.
Steincke måtte forsvare sig for sympatier for nazismen
Efter en skærpelse af ægteskabsloven i 1938 måtte ikke blot sindssyge og åndssvage, men også psykopater, epileptikere og kroniske alkoholister kun indgå ægteskab efter tilladelse fra Justitsministeriet.
Også generel ”Sociale afvigere” skulle tvangssteriliseres. Det gjorde man allerede i Tyskland.
Men nu måtte K.K. Steincke også forsvare sig mod beskyldninger om regeringens sympatier for nazismen.
Positiv og negativ racehygiejne
I Nazi-Tyskland brugte man den ”positive racehygiejne”, som gik på at fremavle mennesker med gode egenskaber. Det kan nærmest sidestilles med den avl, der foregår med dyr for at fremme egenskaber som hurtighed, udseende m.m.
Den ”negative racehygiejne” som blev anvendt i Danmark, foregik ved fravalg af afkom. Det vil sige et skøn over, hvilke mennesker med specifikke skavanker, man ikke ønsker reproduceret, og som derfor skulle tvangs steriliseres.
100.000 mentalt retarderede blev myrdet
Allerede i 1939 havde Hitler taget initiativ til, at der i al hemmelighed blev givet ordre til at 100.000 anstaltsanbragte mentalt retarderede og sindssyge. Det var læge Werner Heyde, der var leder af nazisternes ”Eutanasi-program”. Det var mentalt syge og udviklingshæmmende mennesker, der ikke var ramt af en livsfarlig sygdom, der blev brutalt myrdet.
Og denne læge skaffede sig i Flensborg en ny identit som Fritz Sawade og fik et vellønnet job som reservelæge. Naboerne vidste det godt, men de gemte sig bag gardinerne.
Københavns Kommune opdaget ”mærkværdigheder”
I 1932 havde man anbefalet ”ufrugtbar-gørelse” af sigøjnere. I Sverige måtte man i 1937 at tatarerne udgjorde ”undermålere”. Sterilisation over for disse ville være relevant.
I 1930erne var sigøjnerne blevet genstand for større opmærksomhed fra de danske myndigheders side. I Københavns Kommune havde man observeret en række ”Mærkværdigheder”, hvad angår boligform, erhverv og livsstil hos bestemte forsorgskrævende familier, ”der bar et særligt udenlandsk præg”.
De levede i husvogne og ernærede sig ved så eksotiske erhverv som kludekræmmere, spåkoner, skærslippere og cirkusartister. Man mente, at de havde sigøjnerblod i årerne.
Kommunen mente, at disse asociale særheder skyldtes arvelige defekter og tog i 1938 initiativet til en undersøgelse af disse familiers forhold.
I København var de sociale og økonomiske problemer ganske massive under krisen i 1930erne, og man var også her begyndt at interessere sig for de særlige grupper af økonomisk belastende asociale, der var eugenikkens hovedmåls-gruppe.
I Danmark stolede man mere på en nazistisk undersøgelse
Den tyske sigøjnerforsker, Robert Ritter indsamlede en masse materiale om sigøjnerfamilier og hævdede, at deres asocialitet kunne spores tilbage i generationer. Han mente, at disse familier fødte børn med belastende egenskaber.
Brun og Bartels undersøgelser førte i en helt anden retning end Ritter. Livsstilen var et resultat af en medfødt rejsetrang, men mente blot ikke, at det var tale om en abnorm eller asocial tendens.
Sigøjnerne i Tyskland havde samme tendens som jøderne, mente Ritter. Fra dansk side afviste man Brun og Bartels konklusioner. Man valgte fra dansk side en nazists konklusioner. Arvebiologisk Institut offentliggjorde i 1943 en bog om sigøjnere. Og man oplyste for offentligheden og tyskerne, at man havde et omfattende register over sigøjnere i Danmark.
Himmler sendte sig (Facebook forbudt-ord) til Auschwitz
Ja i 1942 gav Himmler ordre til, at alle sig (Facebook Forbudt-ord) skulle sendes til Auschwitz. Hvor mange sigøjnere, der her omkom, ja det er man uenige om. Men hvis vi regner romaer med, ja så nærmer det sig nok et par hundrede tusinde.
Registreringer og overvågning
Og det med registreringer og overvågning, ja det kendte man også dengang. Og her havde man et register over sociale afvigere. Således rapportere politiet om en anholdelse:
4.500 fik det ”hvide snit”
Glemt er det også herhjemme, at fra 1939 til 1983 fik knap 4.500 udført et omstridt hjerneindgreb. 70 pct. af disse gik ud over kvinder. Man kan vel ikke direkte overføre dette til begrebet ”Racehygiejne” og dog.
Påfaldende er at det ofte gik ud over helt unge piger. Disse havde ofte været indlagt i 5-6 måneder. De blev ofte erklæret som psykopater. Dengang blev dette ikke anset som en sygdom, men nærmest en karakterafvigelse.
Man betragtede det som en ”hjernesygdom”
De var aggressive og vendte sig ofte mod personalet. De bandede og var seksuel aktive. De kunne være svært at styre og brugte et forfærdeligt sprog. Det var nok til, at de skulle have det ”hvide snit”. En af hensigterne var, at få dem hurtigst muligt udskrevet.
De kunne komme i familiepleje eller blive ansat som hushjælp. Og det hele skete alt sammen mod deres vilje. Før Folketingets Ombudsmand kom til i 1955 var der ikke nogen kontrolinstanser, der kunne varetage borgernes interesse i forhold til psykiatrien. Herhjemme betragtede man psykiatriske lidelser som en hjernesygdom, som man skulle opereres for.
Jubelpressen hyldede det ”hvide snit”
Der var også kun seks psykiatere til 1.000 patienter. Der var ingen, der reagerede over, at 30 pct. af de opererede udviklede epilepsi eller på anden måde fik det værre end før. Frem til midten af 60’erne betragtede man sundhedsvæsnet for et område, hvor der kun skete fremskridt. Også jubelpressen hyldede det ”hvide snit”. Folketinget og skiftende ministre var begejstrede,
Vi sende åndssvage patienter ud på øde øer. Borgerskabet ville fjerne mentale lidelser fra det offentlige liv.
Det var suverænt overlægen på de psykiatriske afdelinger, der bestemte, hvem der skulle have det hvide snit, også selv om patienten var imod.
Nobelprisen blåstemplede det ”hvide snit”
Det hele startede med en portugisisk kvinde i 1935. Hun fik en lokal bedøvelse. Med en skalpel blev der lagt to snit tre centimeter i hver side af kvindens isse, og her blev boret to huller, hvor ren alkohol blev sprøjtet ind for at ødelægge udvalgte steder i den hvide substans forrest i kvindens hjerne.
To måneder efter kunne psykiaterne meddele, at kvinden tilsyneladende var blevet mindre angst, rastløs og paranoid. Men hun var stadig nedtrykt og kom aldrig til at forlade hospitalet. Lægen skiftede alkoholindsprøjtningen ud med en spids kniv. Det endte med, at Danmark blev de flittigste brugere af det ”hvide snit”. I 1939 kom behandlingen til Danmark og i 1949 fik behandlingen det ultimative blåstempel, da Egas Monitz fik nobelprisen for sin opfindelse.
Til forhindring af ”åndelige undermålere”
Og det ”hvide snit” sammen med elektrochokket sikrede psykiaterne anerkendelse. Operationerne sikrede ro på afdelingerne, som var overfyldte.
Hjerneoperationerne lå nærmest i en logisk forlængelse af andre tiltag som i årene forinden var indført fra politisk side. Blandt andet lovgivningen om tvungen sterilisering og kastration af såvel psykisk syge som åndssvage og kriminelle for at forhindre ”åndelige undermålere”, som man kaldte det.
Patienterne forandrede personlighed
Men lægerne handlede i blinde. Man var allerede tidlig klar over bivirkningerne – inkontinens, hæmningsløshed, følelseskulde, apati, epilepsi m.m. Der var en dødelighed på omkring seks procent. Denne var muligvis højere, da man kun registrerede dødsfald umiddelbart i forbindelse med operationerne, selv om mange først døde efterfølgende. Ydermere er dødsfald efter 1950 slet ikke opgjort.
Den største bivirkning var dog, at der skete en forandring i patientens personlighed, idet de blev mere sløve, ligeglade, mister hukommelsen eller blev mere aggressive. De mistede også evnen til at planlægge ting.
Familiemedlemmer kunne ikke mere kende dem. De kunne måske heller ikke mere få kontakt med vedkommende. Patienten befandt sig i en anden verden end før.
Journaler og tidsskrifter havde omtalte bivirkningerne, men der var ingen, der protesterede. Anerkendte tidskrifter som Ugeskrift for læger skrev rosende om det ”hvide snit.
Ved fremkomsten af psykofarmaka faldt antallet af operationer drastisk. Men det havde dog en opblomstring i 1970erne.
Modsat Norge, ingen erstatning i Danmark
Efter en meget kritisk rapport fra en gruppe psykiatere blev det vedtaget, at psyko-kirurgi krævede godkendelse. Siden 1983 er denne form for operation ikke blevet godkendt i Danmark. Efter en tv-dokumentar om emnet lavede Sundhedsstyrelsen en kortlægning af omfanget af ”lobotomier” i Danmark. Men yderligere undersøgelser og eventuel erstatning blev afvist modsat i for eksempel Norge.
På jagt efter arierne
Himmler var tidlig i gang med jagt efter den ariske race. Det var den mest sunde og raske af alle racer. Og snart opstod der et institut ”Ahnenerbe” i velhaverkvarteret i en af Berlins velhaverkvarterer. I 1939 var der ansat 137 tyske videnskabsmænd og forskere. Foruden dette var der beskæftiget 82 assistenter, filminstruktører, fotografer, malere, billedhuggere, bibliotekarer, laboranter, bogholdere og sekretærer.
Ideen om en arisk race var bestemt ikke nazisternes ide. Den blev allerede fremsat i midten af 1800 – tallet af en franskmand. Og en engelsk filosof fremkom i 1899 med tanker, som nazisterne senere tog til sig.
Ja ”Arierne” var egentlig en fiktiv race bestående af høje slanke mænd med hørgult hår fra det nordlige Europa.
Jøderne var en farlig bacille
På den modsatte side anbragte Hitler og Himmler jøderne. De to mente at alle jøder kom fra samme race. De udgjorde en alvorlig trussel mod menneskeheden. De sammenlignede jøderne med en farlig bacille. Og for dem var det meget irriterende, at mellem 1901 og 1939 havde 21 jødiske videnskabsmænd og forskere vundet nobelprisen.
Nazisterne praktiserede både racehygiejne og raceudskillelse som udviklede sig til raceudryddelse. Hitler sagde flere gange, at nationalsocialismen kender kun tyskheden og er ikke beregnet til eksport.
Ja alle ikke-arier udgjorde en trussel mod det tyske blod og ”Volksgemenschaft”.
Det var de germanske arier, der var først i verden. Og disse arier skulle producere masser af børn. I det tredje rige blev faderskabet anset som en af de vigtigste ting.
Homoseksuelle blev jagtet
Og homoseksuelle blev i den grad betragtet som afvigere. Det gav Himmler allerede udtryk for i 1937. De blev jagtet på badeanstalter, på barer. Deres adressebøger blev taget fra dem og de blev smidt i fængsler og KZ – lejre.
De blev udstyret med uniformer og lyserøde trekanter. Og så blev de ellers udsat for diverse forsøg. Den danske læge Værnet stod for nogle af disse.
På jagt efter ”nordisk blod”
Forskere skulle finde beviser for, at et oldgammelt imperium fra Norden havde bosat sig på Krim. Det kunne så retfærdiggøre Hitlers planer om at henrette eller deportere det meste af befolkningen og bosætte SS – mænd og deres koner.
Raceteoretikeren Hans E.K. Günther anså, at kun 6-8 pct. af tyskerne var af nordisk blod. Ved 45 -50 pct. kunne der måske spores nordisk blod. Disse betragtninger kom allerede frem i 1925.
Himmler havde ”en nordisk hjerne”
Himmler mente, at SS kort tid efter oprettelsen, at SS kun skulle tage unge mænd med nordisk blod. De egnede fik et grønt kort, mens de afviste fik et rødt kort. Man kunne bestemt ikke kalde rigsfører Himmler som en mand med nordisk blod. Men som han sagde:
Det var Hugo Boss, der leverede uniformerne. Og de skulle være bedre end hvad man ellers forventede.
Hustruerne skulle også gennem en prøve
De kommende hustruer til SS-soldaterne skulle også gennem en prøve. Jo og SS skulle rigtig udvikle sig til en nordisk adel. Normalt måtte SS – soldaterne ikke pleje omgang med de lokale i de besatte lande. Men de blev opfordret til at pleje omgang med danske og norske piger.
Det gjaldt om at få så mange børn som muligt. De skulle helst se nordiske ud og være sunde og raske. Man skulle føre en detaljeret genealogisk stambog over sine forfædre. Man skulle forske i klansymboler eller i familiens våbenskjold.
Et nordisk akademi
Himmler oprettede også et nordisk akademi. Og det skulle selvfølgelig være på et slot. Der skulle bygges en masse, ja så kunne man jo bare oprette en KZ – lejr i nærheden, der så kunne levere arbejdskraft.
En af de mere kontroversielle historikere mente, at han havde fundet et gammelt hellig skrift som henviste til en nu tabt nordisk civilisation. Han mente også at kunne afkode det til den gamle ariske religion. Nu var det chancer for at genrejse Tyskland som noget stort.
Videnskaben var blevet forladt til fordel for ønsketænkning og drømmen om hæder. Og tænk engang man fandt et gammelt hagekors i Sverige.
Jo alt blev undersøgt. Også Nazismens erklærede fjender. Jøder, Pavestolen, Jesuitter, Frimurer og bolsjevikker. Så havde man hele tiden noget man kunne bruge mod dem. Og så kunne det også retfærdiggøre deres handlinger mod dem.
Den nordiske kultur fandt plads i nazismen
Jo den finske sauna-kultur fandt også indpas i nazismens kultur. På Helgoland var der helbredende kilder, der kunne forbindes til Atlantis. Det kunne også bruges i den nazistiske kultur.
SS lånte også det som man kaldte for Thingplatz. Det skulle være en efterligning af det skandinaviske ”Ting”. Men den nazistiske udgave var mere konstrueret end demokratisk. Sådan et sted skulle ligge ved en naturskønhed eller et arkæologisk fundsted. Af mytologisk eller historisk betydning. Her skulle SS – familierne opmuntres til at gå med fakler og fejre solhvervsfester.
Her skulle oprettes skydebaner og lokale afdelinger af SS og Hitler Jugend skulle holde til her.
Himmler havde sikkert ikke forestillet sig, at mod slutningen af krigen var halvdelen af soldaterne i Waffen SS udlændige. Ja man kan sige, at det var Tysklands første multikulturelle styrke.
Jøder og sigøjnere blev andenrangs borgere
I 1935 havde Ahnenerbe gang i 18 udgravninger i forskellige steder i Verden. Det var resterne af den nordiske kultur og arierne, som man ledte efter.
Himmler ønskede at skille sig af med alle jøder. Også de såkaldte mischlinge, det vil sige personer med blandet jødisk blod.
Med Nürnberg-lovene den 15, september 1935, blev jøder og sigøjnere udnævnt til andenrangs – borgere. De var uden politiske rettigheder, og efterhånden blev flere og flere rettigheder taget fra dem. Seksuelt samvær mellem en tysker og en jøde blev anset som kriminel.
Forsøg med sociale afvigere
I KZ- lejrende blev der gjort masser af forsøg med de såkaldte ”Sociale afvigere”. I racehygiejnes navn blev der myrdet 6 millioner jøder. Dertil kom sigøjnere, homoseksuelle og andre, der ikke passede ind i den nazistiske raceideologi.
Nazisterne mente, at udryddelsen af jøder og andre af racehygiejnens målgrupper var teoretisk legitimeret, moralsk understøttet og til dels udført af akademisk anerkendte tyske videnskabsmænd, der nød høj international prestige.
Man lavede undersøgelser med underafkøling, fosfor, tyfus og mange andre frygtelige ting.
Himmler gik i gang med at lave forsøg i KZ – lejre. Man ville skabe det perfekte menneske. Og har var det især Blok 28 i Auschwitz, der blev brugt. Her blev der udført skrækkelige eksperimenter på ellers raske mennesker.
Ekstra forsyning til SS’ er, der var med til massemyrderi
SS-officerer betragtede stedet som et godt sted at være. Lige i nærheden var der en god restaurant, hvor man kunne få svinekød og de lavede Tysklands bedste is. Her var også mulighed for at stjæle juveler og andre skatte fra de forsømte.
Når der blev kaldt op til massemord, stod soldaterne i kø. Ja de kappedes om det. For dette fik man en ekstra bonus:
Man havde efterhånden fundet et effektiv middel til at myrde med. Det var gassen Zyklon – B. 600 sovjetiske krigsfangere og 250 polakker var i Auschwitz forsøgskaniner.
Himmler mente, at han skulle spille en rolle efter krigen
Himmler mente helt bestemt, at kunne overtale de allierede til at se gennem fingrene med alle hans forbrydelser, som han havde begået. Han var sikker på, at han kom til at spille en afgørende rolle i efterkrigstiden.
Da de allierede nærmede sig blev Ahnenerbes mange afdelinger sprunget i luften, men det lykkedes for de lokale beboere rundt omkring at kapre vin, møbler, tæpper, porcelæn, arkæologiske fund, kunstskatte m.m.
En kultur af løgne, undvigelser og fantasi
Nazismen havde bevidst fremmet en kultur af løgne, undvigelser og fantasi. Efterhånden gik det op for de allierede, hvad man havde haft gang i. Højtstående læger havde medansvar for grusomhederne begået på sindssygehospitaler, børnehjem og i KZ – lejre. Nogle af de mest grusomme eksperimenter fandt man beskrevet i dokumenter, der var gemt i huler. Mange af forsker, læger m.m. regnede med, at de kunne fortsætte efter et stykke tid.
I 1951 så 40 pct. endnu på Hitler med velvilje.
1971: 50 pct. var positive, skulle dog være udført anderledes
De allierede forlangte at alle i offentlige embeder skulle besvare et omfattende spørgeskema. Og svarene førte til en masse nye anholdelser. Således fyrede eller arresterede de allierede 100.000. Det betød at mange skoler pludselig stod helt uden lærere.
Mange af dem, der arbejdede på Ahnenerbe blev aldrig dømt. Og en tysk undersøgelse fra 1971 viste, at 50 pct. af befolkningen stadig mente, at nationalsocialismen var en fundamental god ide. Den skulle bare være udført på en anden måde. Den var bare blevet gennemført på en dårlig måde.
Blind tiltro til folk i hvide kitler
Videnskaben havde en frygtindgydende magt. Og den har i den grad manipuleret for at kunne retfærdiggøre de værste grusomheder under Holocaust. Ahnenerbe har vist os, at ting er blevet fordrejet og forvansket i katastrofal retning. Vi kan nu engang ikke tillade os at glemme denne lektie. Men hvad med den danske del af racehygiejnen. Den skal vi vel heller ikke glemme?
Her havde vi også blind tiltro til folk i hvide kitler.
Hvor er moralen og etikken?
Men mange af de forsøg, der blev udført, vakte almen interesse. Og andre lande fik fat i nogle af de læger, der udførte disse forsøg. Ja man kappedes om at få fat i resultaterne af de umenneskelige forsøg. Moralsk og etisk kan man næppe forstå sådan noget.
Ansete tyske forskningsinstitutter og universiteter deltog i forsøgene. Og de blev gennemført i intimt samarbejde med medicinalkoncerner som Bayer, Behring og Schering.
Herremennesket havde ret til at herske, udnytte og udrydde
Man havde åbenbart blind tillid til, at forsøgene skulle forbedre det tyske ”herremenneskets” genetiske” udrustning. Tyskerne foretog væsentlig flere tvangssterilisationer end danskerne, nemlig 400.000. Motivet var sådan set det samme. Man bar dårlige arveanlæg. Tusindvis af tvangsaborter blev gennemført.
”Herremennesket” havde ret til at herske over, udnytte eller ligefrem udrydde ”undermennesker”. Et folk er åbenbart af en højere racemæssig værdi, hvis det forholder sig rationelt til forplantningen og forbedre den gennem racehygiejne.
De tyske læger bakkede op om nazismen
Halvdelen af alle tyske læger var medlem af NSDAP, en fjerdedel var med i stormtropperne SA og 7 pct. var med i SS. Bortset fra juristerne var det ikke en erhvervsgruppe, der bakkede nazisterne så meget op som lægerne.
Det kan derfor ikke undre, at normale etiske og moralske hensyn blev tilsidesat i KZ – lejrene under de tyske lægers medvirken.
Himmler stillede gerne sin KZ – lejre til rådighed for de medicinske menneskeforsøg.
Danske forskere samarbejde med tyskerne
Helt op til besættelsen havde danske forskere arbejdet sammen med tyske arvelighedsforskere. En af disse var von Verschuer. Han var en meget anerkendt forsker. Han havde arbejdet sammen med Josef Mengele både før og under dennes mange forsøg. Således er der sendt massevis af blod – og vævsprøver af Mengeles forøg til von Verschuer i Berlin.
Men von Verschuer blev frikendt. Han blev udnævnt til professor i human genetik.
En anden forsker, som danskerne arbejdede meget sammen med var en højt anset antropolog Fritz Lenz. Han skrev lærerbøger om racehygiejne. Han beskrev jøderne, som en race, der udelukkende var ude på at kontrollere og udnytte andre mennesker. De var kriminelle og bedrev hvid slavehandel.
Trods disse racistiske beskrivelser blev bogen positiv modtaget i engelske og amerikanske kredse. Også herhjemme blev bogen anmeldt i ”Socialt Tidsskrift”. Her beskrev man bogen:
Også efter besættelsen fortsatte de danske forskere deres samarbejde med Lenz og von Verschuer. I 1956 deltog de to tyske forskere ved en kongres i København.
Tvangsindgrebene i Danmark fortsatte til 1983
Herhjemme fortsatte tvangsindgreb over for åndssvage indtil 1967 og overfor forbrydere indtil 1972. Og som skrevet blev det sidste ”hvide snit” foretaget i 1983.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 219 artikler om Besættelsestiden før/under/efter Besættelsestiden:
Februar 20, 2018
Syd for grænsen – efter besættelsen
Der var 20 mil. Tyskere på flugt. Befolkningen i Slesvig Holsten voksede med 71 pct. 3.000 SS-krigsforbrydere var forsamlet i Flensborg. KZ-fangere skulle bruges som gidsler. Mange lyssky ting i Flensborg. Her gjorde massmordere karriere. Fortrængninger er hemmeligheden bag tyskernes succes. Bønder ville ikke åbne deres spisekammer. ”De æder hundefoder”, sagde bønderne. Dansksindede: ”De er bastarder”. Skibsredderen havde også travlt med at fordømme. Hjælp fra Danmark til de dansksindede. Men tyskerne var lige så sultne. ”De Blå Biler” blev hædret. Tyske historikere mener, at de dansksindedes kampagne minder om nazistisk raceideologi.
20 millioner tyskere på flugt
I 1945 og 1946 var omkring 20 millioner tyskere på flugt fra øst mod vest. Vesttyskland blev oversvømmet af tyske flygtninge fra det baltiske område, hvor deres forældre havde boet i århundrede.
Nogle af dem var på flugt fra Den Røde Hær. Mange af dem, der ikke nåede det blev skudt eller voldtaget. Andre var fordrevet fra Polen, Østpreussen og Pommern. Flugten og fordrivelsen skete under store lidelser.
Af de 20 millioner nåede kun de 15 millioner frem i live. Selv om de internationale medier var til stede, er denne enorme folkevandring knap nok blevet bemærket.
Befolkningen voksede med 71 pct.
Da krigen var slut voksede Slesvig Holstens indbyggertal. I 1939 boede der 1,5 millioner indbyggere. Efter krigen var der 2,6 millioner indbyggere. Situationen betød, at der opstod akut hungersnød, bolignød, arbejdsløshed og spændinger mellem befolkningen og flygtningene.
Befolkningstallet steg med 71 pct. Skulle det samme være sket i Danmark, ville vi have haft 3,9 millioner flygtninge.
3.000 SS-krigsforbrydere i Flensborg
Den britiske besættelsesmagt internerede indtil april 1946 over en million tyske soldater i Eiderstedt, Ditmarsken og Østholsten. Her havde topnazister også skjult sig. Rudolf Hess, lederen af KZ – lejren Auschwitz var som marinesoldat Franz Lang en af disse.
Han var kun en af 3.000 SS-krigsforbrydere, der var forsamlet i Flensborg i maj 1945. De fleste af disse nåede at flygte til Sydamerika. Ja nogle flygtede også via Danmark til Sverige.
KZ-fangere skulle bruges som gidsler
I begyndelsen af maj var der vrimlet med KZ- fangere fra Neuengamme til Flensborg. Fra andre steder kom der også fangere og flygtninge. Dengang Himmler havde magten havde han beordret dette. Han ville bruge dem som gidsler, når han skulle forhandle med de allierede.
Himmler var den 2. maj kommet til Flensborg med 150 medarbejdere. Han havde penge og guld med. Men Dönitz, den nye leder, havde afvist ham.
Flere topnazister blev arresteret i Flensborg, hvor de forsøgte at få nye identitetspapirer. Mange fik i de følgende år arbejde i den offentlige administration, på højskoler og i administrationen i Kiels Landsregering.
Mange lyssky tiltag i Flensborg
I 1950erne var Slesvig-Holsten nok det sted, hvor der var flest ansatte med en skummel fortid inden for Wermacht, SS eller Gestapo. Det lykkedes for et flertal af de mange tusinder at komme tilbage til en topstilling.
Forskellige nazistiske hjælpeorganisationer opstod. Werner Best deltog selv aktivt i dette hjælpearbejde i 1950erne og senere.
Da Flensborg blev regeringsby og Dönitz regeringschef skete der en masse lyssky ting i Flensborg. Ja det har vi allerede berettet om.
Massemordere gjorde karriere i Flensborg
Det pæne Flensborg-kvarter, Westliche Höhe var behængt med nazister i efterkrigsårene. Her blev forbrydere pludselig forvandlet til bedsteborgere med hus og have. Naboerne vidste det, men de sagde ikke noget. De nøjedes med at kigge ud bag gardinerne og lade som om intet var hændt.
Det lykkedes med stor succes massemorderne at gøre karriere i Flensborg efter krigen. Godt nok blev 300 af Det Tredje Riges kabinetsmedlemmer og stabsofficerer anholdt den 23. maj 1945 på marineskolen i Mørvig. Men mange slap fri. Flensborg blev et ”Fortielseskartel og hvidvasknings – syndikat”.
Der ikke en anden by i Tyskland, hvor så mange ansvarlige og villige bødler gik under jorden.
Fortrængningen er hemmeligheden bag tyskernes succes
Hans Joachim Beyer er en betydelig nazistisk raceideolog. Han opnåede at blive rehabiliteret som talsmand for den ”Nordelbiske Kirke”. De var vidne om hans deltagelse i massehenrettelser i Ukraine. Han opnåede via kirken at komme ind på Pädagogische Hochschule i Flensborg, hvor han fik et professorat.
Hitlers justitsminister, Franz Schlegelberger fik ved Nürnberg-processerne livsvarig fængsel. Allerede i 1951 blev han løsladt. Han flyttede ind i Dietrich-Nacke-Strasse 21 på Westliche Höhe i Flensborg. I 1962 fik han ved en retsforordning en månedlig pension på 2.984 mark. En faglært tjente dengang 400 mark om måneden.
Carl Oberg legede Dr. Jerkyll og Mr. Hyde på Peter-Christian-Hansen-Weg 8 efter først at være dømt til døden ved en krigsret i Wuppertal og senere benådet. Oberg var SS-fører i Lvov, hvor han var ansvarlig for nedslagtning og tvangsudskrivning af jøder.
Læge Werner Heyde aflivede som leder af nazisternes eutanasiprogram i årene 1939 – 41 100.000 mentalt syge og udviklingshæmmende mennesker, som ikke led af en livsfarlig sygdom. Han skaffede sig i Flensborg en ny identitet som Fritz Sawade og fik et vellønnet job som reservelæge.
Listen er lang, vi kunne blive ved. Ja så undrer man sig over at 94 – årige i dag skal i fængsel.
Naboskab kender ingen ideologi. At NSDAP havde forholdsvis høje stemmetal i Slesvig – Holsten er også en væsentlig faktor til at dette kan lade sig gøre. Fortrængningen er netop en af hemmelighederne bag Tysklands hurtige opbygning.
Bønderne ville ikke åbne deres spisekammer
At skulle anbringe den store menneskemængde skabte kæmpe problemer. Familier delte deres hjem med fremmede. Køkken og toilet blev delt. Levnedsmidler blev rationeret og fordelt via rationeringsmærker, som man havde set under krigen. Sortbørshandlen blomstrede. Den gode kontakt til bønderne kunne betyde overlevelse.
Den der ikke kunne finde et privat logi, kunne næsten ikke finde en lejr, der ikke i forvejen var overfyldt. I april 1950 eksisterede der endnu 728 flygtningelejre, som husede 127.756 mennesker. Men så kom der endelig gang i boligbyggeriet og situationen begyndte langsomt at blive bedre.
Andelen af flygtninge i Slesvig – Holsten var steget enormt. Og sulten var et kæmpe problem. Bønderne ville ikke åbne deres spisekammer for flygtningene. Og disse kunne ikke bare bytte med noget for at få mad. De måtte tigge og stjæle for at få noget at spise.
”De æder også hundefoder”
Mange bønder slagtede sort. Egentlig skulle de have spurgt englænderne om lov, men det glemte de. Men det rygtedes hurtig blandt de østpreussiske flygtninge, når der var nogen, der slagtede sort. For så fandt man hurtig ud af, hvor kødet blev opbevaret.
Og de lokale bønder sagde skadefro: ” De æder også hundefoder”. De lokale bønderknægte forsøgte hele tiden at banke flygtningebørnene. Men det var nu ikke altid, de slap heldigt fra dette.
”Du flygtning” blev flygtningene tiltalt med masser af had i stemmen. Man så i den grad ned på dem. Dem der har oplevet at være flygtet fra Østpreussen til Slesvig – Holsten fortæller flygtige historier. Mange af de lokale beboere ligefrem grinede af dem, når de stod uden for og skulle lave mad. De var skadefro. Mange familier skulle dele et ganske lille toilet. Og flygtningene skulle passe på ikke at få stjålet deres få ejendele.
Overalt lå der våben og andre efterladenskaber. Og det var farligt når børn fik fat i håndgranater.
Vinteren 1946/1947 var udsædvanlig koldt. Der var ikke meget varme, der hvor flygtningene opholdt sig. Mange måtte tage ud i skoven og stjæle brændsel og træ for at få nogenlunde varme. Der hang istapper ned ad vinduerne.
Man var stuvet sammen
Børnene fik lus. Og så var der ellers den hårde petroleumskur. Det var noget, der bed. Men en dag var det slut med klø og udyr.
Mange steder blev den hjemmehørende befolkning mere eller mindre stuvet sammen med flygtninge. Der kunne være op til en halv snes personer i et værelse. Der var menneskelige tragedier, der udspillede sig dag for dig. Og der var en ufattelig nød.
Dansk forargelse over flygtningene
I bogen ”Sydslesvig i dag”, der blev udgivet i 1956, er der fotografier af danske hjem, der måtte afgive plads til flygtninge. Billedteksterne lægger ikke skjul på forargelsen. Et sted står der:
Ved et andet fotografi er forargelsen måske endnu større:
Flygtningene fortrængte kommunisterne
Modstanden mod de fremmede blev endvidere forstærket af de forhold, at flygtningene trængte ind i det offentlige liv. Sagen var af mange af de fastboende slesvig – holstenere var blevet afskediget i det offentlige på grund af deres tilknytning til nazipartiet. Dem var der mange af, for i Sydslesvig havde Hitler været umådelig populær, og nazismen havde haft en næsten total tilslutning i befolkningen.
De stillinger, der blev ledige på grund af afnazificeringen blev nu givet til flygtninge, som forklarede, at de skam aldrig i livet havde så meget som drømt om at blive nazister. Resultatet var, at der sad flygtninge på centrale poster i forvaltningen. I skolerne og politiet var op mod to tredjedele af stillingerne besat af flygtninge.
Nazister vendte tilbage til topposter
Men som vi tidligere har skrevet, så var det utallige topnazister, der slap fri og nogle vendte i 1950erne tilbage til topposter overalt, særlig i Sydslesvig.
Dansksindede: ”De avler bastarder”
I såvel danske som sydslesvigske blad holdt danskerne sig nu heller ikke tilbage med beskrivelsen af flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten, ikke blot i Sydslesvig men også i Danmark. Et sted stod der:
Et andet sted stod der:
På flyverblade sås et landkort med sorte pile, der kom fra Østpreusen, Pommern, Sudetenland og som pegede på Sydslesvig. Forneden stod:
Skibsredderen havde også travlt
Skibsrederen A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede for danskhedens skæbne og skrev læserbreve i Berlingske Tidende og Flensborg Avis om sagen:
A.P. Møller mente dog, at flygtninge over 60 år godt kunne få lov at blive:
– Men nu, da Beslutninger skal træffes, bør denne Fare med alle Midler øges forebygget. Nogen Beroligelse, ligger der for Danmark næppe i, at der blandt Flygtningene er saa mange Kvinder, thi min Iagttagelse gennem mange aar har været, at tyske Kvinder gennemgaaende er fuldt saa nationalt fanatiske end tyske Mænd.
Hjælp til det danske mindretal
Fødevaresituationen i Sydslesvig var katastrofal. Hurtigt sendte Danmark hjælp til det danske mindretal syd for grænsen. Gennem den såkaldte Sydslesvig – hjælp fik de dansksindede dobbelt så meget at spise som de andre borgere i Nordtyskland.
Det danske mindretal fik tilsendt store mængder af levnedsmidler. Hvis man ville have andel af disse levnedsmidler, skulle man sende ens børn i dansk børnehave eller i de danske skoler.
Allerede omkring 1920 blev der sendt masser af fødevarer her ned til. Deraf stemmer begrebet ”Speck-Dännen”. Fra tysk side var man ikke begejstret over den måde, danskerne agiterede på. Og det gjorde man både efter Første og Anden Verdenskrig. Fra tysk side sagde man:
Mange støttede danskheden
Satsningen fra dansk side bar frugt. Det første kommunalvalg efter krigen gav et stort stemmetal til det danske mindretal syd for grænsen. I april 1947 stemte 100.000 på SSW (Südschleswigischer Wählerverband). Man udnyttede situationen og fortsatte med at sende levnedsmiddelpakker.
Men nu vil det være uretfærdigt at påstår, at det kun var levnedsmidlerne, der var årsag til den store medlemstilgang. Mange af flygtningene brugte tilmeldingen til det danske mindretal som en slags protest mod det tyske samfund.
De tyske myndigheder blev forarget
I mange kommuner nægtede de tyske myndigheder efterhånden at udlevere rationeringsmærker til de dansksindede, fordi de fik hjælp sydfra. Man mente fra tysk side, at der skulle være mad til alle uanset hvilket nationalt synspunkt, man havde.
Fra dansk side påstod man, at alle tilmeldinger til det danske mindretal blev omhyggelig undersøgt, og at man først efter et halvt år kunne komme i betragtning til en levnedsmiddelpakke.
”De Blå Biler” hædret
BT havde i 1946 en længere artikel om de blå biler, der kørte gennem Sydslesvig for at hjælpe de dansksindede sydslesviger. Mottoet var, at danskerne syd på, skulle have lige så meget at spise som danskerne nord på. Følgende kunne man læse i artiklen i BT:
I artiklen er det også denne beskrivelse:
Mon ikke tyskerne var lige så sultne?
Ja egentlig kunne man godt forstå dem. Men hvad med naboerne, som ikke var medlem af Det Danske Mindretal, mon ikke de var lige så sultne?
Men hvad var det så i de pakker, der fremkaldte så stor glæde hos de dansksindede sydslesviger:
Denne portion var beregnet for en person i en måned. Dertil kom at for hver husholdning kom der hver anden måned:
I 1946 uddeltes der 10.000 pakker. Ja og de dansksindede havde også krav på den tyske ration og den bestod af
Det stank af roer i alle sydslesvigske ejendomme. Kogte roer var den daglige middagsmad, brød med mosede roer udgjorde også morgen- og aftensmaden.
Dertil kom rationeringskortene, men uden garanti for at det var dækning for mærkerne:
Man havde beregnet, at den tyske kost gav 1.200 – 1.300 kalorier om dagen. Den danske kost var beregnet til 2.500 – 3.000 kalorier.
Der blev også sørget for varme klæder
Varme klæder til kulden havde kun de færreste. Tøjet var slidt op under krigen. Og skulle man have en erstatning, skulle man betale svimlende sortbørspriser. Værst var det med fodtøjet. Børn måtte holdes hjemme, fordi de ikke havde fodtøj.
De blå biler fra Sydslesvighjælpen kørte fra tidlig morgen til sen aften for at hjælpe de dansksindede med kostbar last af mad og der var også tørv til opvarmning af de danske kulturcentre.
Korsmændene fra Danmark
Hele denne forsyningstjeneste var fortrinlig organiseret. Det danske mindretal havde bygget organisationen op fra bar bund. To – tre butikker i Flensborg og 21 private hjem fordelt over hele landsdelen delte varerne ud.
Varerne kom fra Danmark med biler eller skibe til grænsen ellen til Flensborg Havn. Det hele blev samlet på et kæmpe lager i Storegade 26. Store mængder af brugt tøj blev også sendt fra Danmark til de dansksindede.
Folkene, der delte alt dette ud blev kaldt ”Korsmændene” eller ”Kreutzmänner aus Dänemark”. Det var udkommanderede C.B.U. – folk og frihedskæmpere. De havde alle Dannebrogsmærket på venstre arm.
I skal ikke blive glemt
Efter 1920 havde Det Danske Mindretal i Sydslesvig 6-8.000 medlemmer. Ved Genforeningsfesten den 11. juli 1920 lovede den danske statsminister:
Og lige siden er det strømmet til med midler fra Danmark til Det Danske Mindretal syd for grænsen. De kulturelle og økonomiske forbindelser har aldrig været tættere.
Til sidst fik man dengang en løftet finger fra den engelske regering. De spurgte den danske regering, hvad de egentlig ville med Sydslesvig. Fra dansk side måtte man nu erkende, at grænsen lå fast.
Lokale nazistiske ledere i Slesvig – Holsten som Gauleiter Hinrich Lohse, overborgmester i Flensborg Wilhelm Siewerts og fra 1937 Ernst Kracht gjorde livet surt for danskerne. Skolerne og Flensborg Avis blev løbende angrebet af lokale nazister, men faktisk reddet af centrale nazistiske myndigheder i Berlin.
Den nazistiske raceideologi skal nok også ses i betragtning, fordi nordboerne blev betragtet som arier. Altså som en del af det tyske folk, selv om de endnu ikke havde erkendt det.
Der blev løbende krævet en række loyalitetserklæringer for at kunne få arbejde, understøttelse m.v. Som tyske statsborgere måtte medlemmer af det danske mindretal også aftjene værnepligt. Cirka 700 deltog og omkring 100 omkom.
Man måtte ikke gifte sig med hvem som helst!
I 1951 var der jubel hos de tysksindede i Flensborg. Man havde igen fået tysk flertal. Og l 1971 havde Det Danske Mindretal kun 19.700 stemmer.
I marts 1948 pålagde SSW, at de ikke måtte gifte sig med nogle syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogen, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde man det var man udelukket af det danske mindretal. Og så kunne man heller ikke mere modtage de fordele, som dette indebar.
Det vides, at der på denne bekostning blev smidt 45 medlemmer ud. Så sent som i 1949 kunne man læse i den slesvigske hjemstavnsavis, som specielt udkom til det danske mindretal på tysk, at der var stor fare for det frisiske folks blod.
Folk øst fra blandede sig. Og det var fare for, at de slaviske træk ville blande sig. Derefter kom en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i den nordlige del af Slesvig Holsten skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.
Flere ligheder med nazistisk raceideologi
Det danske mindretal havde bestemt ikke haft det let under Hitler-tiden. Det danske mindretal blev også ladt alene med kravet om ”Danmark til Ejderen” De havde også taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske kultur og race. Åbenbart skulle man tage stilling til denne igen.
Martin Klatt har i bogen ”Lange Schatten” under overskriften ”Et Slesvigsk Folk” beskrevet det danske mindretals selvforståelse i efterkrigstiden sat i relation til det tyske flertal og specielt de mange hjemstavnsfordrevne, der kom til Sydslesvig øst fra. Kapitlet er en kritisk belysning af den danske Sydslesvig – propaganda, der har flere ligheder med den nazistiske raceideologi. I mange tilfælde slog dansksindede og tyske i Sydslesvig sig sammen om en hjemstavnsideologi vendt mod den fremmede østprøjsiske indflydelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk : Om Sydslesvig under/efter krigen:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk : Vi har 218 artikler om Besættelsestiden før/under/efter inklusive Om Tyske Flygtninge:
Februar 16, 2018
Ulve i Sønderjylland
Den sidste ulv blev sidste gang skudt i 1813. Sted- og marknavne præget af ulve. Borger hårdt belastet af ulve. Det var tilladt for bønder selv at jagte ulve. Man lavede ulvegrave. Og så skal vi have sagnet om Spillemanden nede i ulvegraven. Ulveunger blev udgravet af bønder. Ulvene formerede sig mere i krigstid. Gamle dagbøger fortæller om ulvenes hærgen. 10 ulveunger fundet på løgumklosteregnen. 14 ulve ophængt i galge ved Ellum. Schackenborgs tjenere inviteret til jagt. Hesteangreb ved højlys dag. 3.900 klapper var mødt op til ulvejagt. Jægermester Brockendorf fik kål på 300 ulve. Bønderne var lettet, da ulvene var udryddet. Også fordi det ikke var risikofrit at gå på jagt efter ulve.
Den sidste ulv blev skudt i 1813
Det er ikke alle, der er lige begejstret for de ulve, der løber rundt i naturen. Egentlig troede man, at disse var fortrængt til øde og ret utilgængelige skov- og fjeldegne i det nordlige Skandinavien, Sovjetunionen og Polen.
Men inden den sidste invasion, har vi haft ulve i Danmark fra stenalderen til 1813, hvor den sidste ulv blev skudt ved Estvadgård syd for Skive.
I Sønderjylland hærgede de til 1811, da man skød en ulv i Vesterskov ved Haderslev. Men endnu så sent som i 1778 dræbtes der 12 ulve på en klapjagt i den store Farris Skov. Først 1780 dræbtes den sidste ulv på Løjtland.
Sted – og marknavne præget af ulve
Om ulvenes tidligere udbredelse vidner endnu adskillige af vore sted og marknavne, således:
Ægtepar angrebet af ulve
Tidligere tiders mere udbredte skov -, hede – og mosestrækninger gav bedre vilkår for rovdyrenes tilstedeværelse. Men også det meget krat, der var overalt.
Forhadt var ulvene især af bønder og ensomme vejfarende. Om sommeren lod de sig nøjes med bær, insekter og mindre hvirveldyr. På mere barske årstider kunne de godt hitte på at tage fjerkræ, får, svin og kalve. De kunne finde på at angribe heste, når de græssede ude om natten.
Et ægtepar fra Spandet, som i 1763 havde været til barselsgilde i Gånsager, blev på hjemvejen angrebet af ulve, der kom så nær, at de sprang over hammelstokken og ville op i vognen til dem.
Borgere hårdt belastet af ulve
I Hytten herred syd for Slien blev der i løbet af en kortere årrække i 1600 – årene dræbt 1.275 heste og 225 stk. kvæg, kalve og svin af ulve.
I 1737 klagede bønder og borgere ved Aabenraa over ulves og rævens huseren og vildtets forfærdelige skade på deres agre. Men da der blev tale om afholdelse af en klapjagt var der ingen, der gav tilsagn om dette.
Der var tilladt for bønder at jagte ulve
Ellers var der pligt, at bønderne skulle stille til ulvejagt, når og hvor den adelige lensmand, amtmand eller jægermester tilsagde dem. Så skulle de stille med fourage, høforke og hakker eller lignende. De skulle også underkaste sig amtmandens ulvefoged.
Udeblivelse blev straffet med bøde eller hårde foranstaltninger, uanset om det var kongens, hertugens undersåtter. Mens jagtrettighederne almindeligvis tilkom kongen, hertugen og de større godsejere, var ulvejagt tilladt for alle. Bønderne havde nu for det meste meget primitive våben. Man kunne selvfølgelig grave en ulvegrav. Men det gav nu ikke så meget gevinst.
Ulvegrave
Det vil sige, at det gjorde det for degnen Hans Nielsen fra Oksenvad i 1739. Han fangede deri en gammel ulv. På amtsstuen fik han udbetalt 6 rigsdaler. Ifølge jagtforordningen af 1737 var det taksten. For en ung ulv fik man 2 rigsdaler.
Sådanne ulvegrave var normalt 7 – 8 alen dybe. I midten ragede en pæl op, hvorpå der var anbragt et hjul med et fastbundet, som regel levende lokkedyr. Det kunne være en ged, et får eller helst en and, som kunne udholde stærk nattefrost.
Kulerne var oversækket med faldlemme, som igen var ”sløret” med kviste, løv, mos, jord eller sne. Ved Draved og Rødding præstegårdsskov fandtes endnu 1912 spor af sådanne ulvegrave.
Spillemanden i ulvegraven
Et lokalt sagn beretter, at en spillemand fra Arrild, som en aften silde kom fra legestue i Rost gik vild og kom hen til ulvegraven i Ultoft, hvor han faldt ned i graven til ulven. Næste morgen hørte folk spillemanden spille fra ulvegraven. Da de kom nærmere, så de, at han sad og spillede for sin medfange. Således holdt han den på afstand. Men da var der ganske vist kun en streng tilbage på violinen.
Lignende sagn fortælles dog fra Sundeved, fra Himmerland, Djursland og Vendsyssel. Det er nok det, der hedder vandresagn.
Ulveunger udgravet af bønder
Om sommeren blev der taget ikke så få ulveunger, idet disse ligesom rævehvalpe bliver født i en jordhule. Ulvens brunst – og parringstid er fra slutningen af december til midt i marts. Drægtighedstiden varer 9 uger. Kullene er på sædvanligvis 5 – 9, sjældent helt op til 12 unger.
Ungerne blev gravet ud af bønderne, når de fandt en sådan ulvehule.
Ulve formerede sig i krigstid
Især landsbyerne langs Hærvejen var til dels afbrændte, udplyndrede, forarmede eller affolkede efter krigslignende forhold. Og lyngen bredte sig. Under sådanne forhold formerede ulvene sig, og der måtte træffes særlige foranstaltninger mod dem.
Under Svenskekrigene 1657 – 1660 blev bestanden af ulve pludselig forøget. I de følgende over hundrede år udgjorde de en stor plage for befolkningen i Sønderjylland. Under strenge vintre kunne de driste sig ind i landsbyer.
Ulveoverjæger kunne ikke klare sig
I 1677 fandt Christian den Femte det nødvendigt at ansætte en særlig ulveoverjæger, Johann Täntzer i Jylland og hertugdømmet Slesvig. Han fik fri befordring, dertil 2 skilling af hver gård i herredet, hvor ulve blev dræbt og måtte desuden beholde skindene.
Täntzer fangede ulvene dels i ulvegårde og – grave og dels i sakse. Men han kunne ikke leve af hvervet allerede i 1685. Hans efterfølger, Lampmann holdt heller ikke så længe.
Dagbøger fortæller om ulvens hærgen
Men ulvene var stadig en landepleje. P. Rhode, som var præst i Stepping 1760-67 fortæller:
I 1792 skriver en bonde i Ørsted i sin dagbog:
10 ulveunger på Løgumkloster-egnen
I juli 1732 blev der fanget 10 ulveunger på Løgumkloster – egnen. 1737 blev der nedlagt 2 gamle ulve, en han og en hun og 7 unger. Året efter blev der indberet, at der var fanget 2 ulve i Lindet Skov, hvor de ynglede.
14 ulve ophængt ved Ellum
1739 indleveredes der til en amtsstue i Nordslesvig 12 levende ulveunger, hvoraf 6 var fanget på heden. I marts 1756 blev der foranstaltet en ulvejagt i Tønder og Højer herred. Her deltog også Schackenborg og Trøjborg godsers jagtpligtige beboere. Jagten førte til tre ulves død.
Særlig i 1750 var ulveplagen stor omkring Draved. Næsten dagligt oplevede bønderne angreb på deres kvæg. Efter en klapjagt i 1750erne blev 14 ulve hængt op i en galge ved Ellum i nærheden af Løgumkloster.
I slutningen af 1770erne så det ud som om, at de var forsvundet fra skoven.
I maj 1762 blev der udgravet 8 ulveunger ved Frøslev. Og det samme antal blev udgravet tre år efter på samme sted, og her fandt man også en gammel ræv.
Schackenborgs tjenere inviteret
En stor ulvejagt fandt sted i Linnet Skov i maj 1769. I en indbydelse til Grev Schack til Schackenborg bedes greven om:
Heste angrebet ved højlys dag
I maj 1765 klagede beboerne i Tastrup ved Flensborg over omstrejfende ulve, som dræbte deres kvæg. En kådner havde mistet 11 får – og 2. pinsedag ved højlys dag var en hest blevet skambidt på marken.
I området mellem Løgumkloster og Højer afholdtes i oktober 1770 en ulvejagt, hvori deltog 500 klappere og året efter berettes om en ulvejagt nordvest for Løgumkloster, hvor 4 ulve blev skudt, men mange undveg.
Jagtforordningen af 1781 bestemte, at jægermestrene efter landsherrens godkendelse kunne afholde lokale jagter på ulve og lade bønderne tilsige dertil. Men når det blev skønnet nødvendigt, kunne der afholdes store fælles klapjagter landskabsvis over større områder.
3.900 klapper mødt op til ulvejagt
En sådan fandt sted i egnen mellem Kongeå og Vidå i 1695 under ledelse af jægermester Gerhard Brockendorff. Klapperne i disse herreder skulle møde en bestemt tid i hvert herred den 27. juni om aftenen med tre dages proviant og spidse redskaber.
I alt mødte 3.900 klappere. Fritaget for at møde var personer, der var kendt som private ulvejægere eller som afgav kvarter for klapperne. Bønderne opstilledes med ca. 20 alens afstand, og råbende og klappende drog de så af sted. Det var forud bestemt, hvor ”Ulvehaven”, dvs. den indhegning, hvor ulvene skulle drives hen, skulle sættes.
Efterhånden som klapperne rykkede frem, indsnævredes kredsen og når de nærmede sig garnene gik de næsten side om side. ”Ulvehaven” var et lille stykke skov, der var omspændt af ”Jægergarn”, og som det gjaldt at få ulvene drevet ind i.
Klapperne var kun bevæbnet med forke, hvorimod jagtbetjentene naturligvis havde deres skydevåben. Så længe garnene kunne holdes i god stand, blev næsten alle de ulve, der gik i dem, taget. Men blev garnene først bidt itu, var der ofte mange ulve, som undslap.
De ulve, som blev fanget, blev flået. Og kroppen blev hængt op i en galge til skræk og advarsel for andre ulve. Her fik de lov til at hænge, indtil de rådnede op og knoglerne faldt ned af sig selv.
Jægermester Broockendorff fik fat i 300 ulve
I årene 1681 – 90 fik jægermester Brockendorff over 300 ulve, alene i 1684, 42 stykker.
Bønderne åndede lettet op
Ulvejagterne var ikke helt ufarlige for klapperne og jagtbetjentene. De sønderjyske bønder, som på mange måder havde en friere stilling end kongerigets, kviede sig ved at lade sig kommandere af de ofte indvandrede holstenske embedsmænd.
De udeblev ofte i stort tal, idet de foretrak at betale mulkt. Navnlig var vinterjagterne en plage. Man skulle være på benene dag og nat, ofte tre døgn i træk. Mange havde flere mil til mødestedet. Også derfor følte bønderne det som en lettelse, at ulvene i begyndelsen af 1800 – tallet blev udryddet.
Kilde:
Februar 15, 2018
En degn fra Varnæs
Vi kigger på en af de stolte og stovte degne, der fandtes mange af dengang. De gjord et omfattende stykke arbejde. Gammelgaard solgte ”klaptræer” i Tønder. Han gik kun i skole om vinteren. I skolen havde de en daglejer, en matros og en teologisk student som lærer. Han var ikke god til praktisk arbejde. Bestod en prøve hos en pastor. Måtte så undervise på en distriktsskole. Aflagde ny prøve og puklede i to på Seminarium, dog ikke i Tønder. Han opgav missionsarbejdet og var 5 år i Klovtoft. I 1832 fik han job i Varnæs. Han fik udmærkelser af kongen, og lavede aftenskole og oplæsningsaftener. Der var masser af fisk i Skovsøen og jagten foregik også på Løjt. Han udstoppede også fugle. Ja så havde han også en skribentvirksomhed. Han samlede sagn. Og vi skal da lige have den med Junker Vigge og Jomfru Ida. Gammelgaard og konen nået at tilbringe 10 års pensionist – tilværelse. Livskraften forsvandt, da hun døde.
Stovte og stolte degne
Vi er sydøst for Aabenraa. Og vi besøger degn Gammelgaard fra Varnæs. Ja han hed egentlig Christian Nielsen Gammelgaard.
Han hørte til det kuld af stovte og særprægede degne, der sad rundt i sognene i Sønderjylland. I kraft af deres personlighed øvede de ikke en ringe indflydelse. Men ofte er deres navn er glemt. Som regel ønskede de ikke offentlig omtale.
Omfattende arbejde
Men deres virke må ikke undervurderes. De nuværende lærere har kun et medlidende smil tilovers for det, de udrettede. Men de fik faktisk meget udrettet. Dengang havde døgnet også kun 24 timer.
Deres elevers skriftlige efterladenskaber viser den dag i dag, at de kunne læse og forstå, at de kunne skrive og udtrykke deres tanker i et klart og præcist sprog. Ja så kunne de også regne.
Ja skolekundskaberne omfattede en grundig viden i faget religion og en løselig orientering i geografi.
Foruden deres arbejde i kirke og skole var de gamle degne ofte rådgivere i faglige såvel som økonomiske anliggender. De dyrkede deres skolelod. Mange af dem var fremskridtsfolk på landbrugets område. Ofte havde de også en eller anden form for hobby.
Arbejde i 44 år i Varnæs
Degn Gammelgaard, der kom til at øve sin manddomsgerning i Varnæs gennem 44 år, var en kendt mand på Aabenraa – egnen. Hans forældre Niels Christian Gammelgaard og Maren Nielsdatter havde et lille sted i Rurup. De havde sparet penge op, som skulle komme deres eneste barn, Christian til gode.
Solgte ”klaptræer” i Tønder
Men statsbankrotten og de fattige tider gjorde næsten de opsparede penge værdiløse. I de lange vinteraftener fremstillede forældrene ”klaptræer” Disse blev afsat hovedsagelig marskegnene. Allerede som 10- årig tog drengen med for at få vinterens produktion afsat i forårsmånederne.
Med Tønder som udgangspunkt færdes han i uger i omegnens landsbyer for at sælge. Meget handelsmand var han ikke, men hans færden i naturen lagde grunden til hans interesse for jagten og naturvidenskaben, navnlig ornitologi.
Skolegang kun om vinteren
Den skolegang, han fik, indskrænkede sig til vintermånederne. Om sommeren har han som hyrdedreng gjort tjeneste på gårdene. Allerede dengang listede han en bog med ud på de ensomme sletter, når han vogtede langt fra byen.
Han havde let adgang til læsning. Allerede i 1802 var der oprettet et fyldigt sognebibliotek. Flere af de bønder, han tjente, har rystet på hovedet af den sære dreng. Han kunne sidde på diget med en bog, og kreaturerne passede sig selv.
Endnu i sin høje alderdom kunne han citere lange stykker fra guldalderdigtningen. Det var en viden, som han havde tilegnet sig i stille stunder derude på højderyggen.
En daglejer som skolelærer
Den skoleundervisning, drengen fik, var ikke værre eller bedre end den, der var normalt ude på landet i den tid. Man gik kun i skole om vinteren, og lærerne var ofte ret tilfældig personer. Det eneste krav, men stillede til dem, var, at de kunne læse, skrive og kendte katekismen. Hans første lærer var en gammel, lammet daglejer, der lavede træsko og snoede tagreb i skolestuen, alt imens børnene kværnede med deres læsning.
Matrosen var god til regning
En anden af hans lærere var matros, der på en ejendommelig måde var strandet midt ind i landet. Han håndhævede gennemført disciplin ved hjælp af en ende reb. Navnlig i regning var han ferm og gav de mest begavede en god undervisning i dette fag.
Teologisk student var en god lærer
Den mest interessante af hans lærere var en teologisk student. Han blev på stedet i en årrække. Han underviste om vinteren og vagabonderede om sommeren. Han havde afbrudt sine studier for som krigsfrivillig at turnere på slagmarkerne rundt i Europa i årene 1813 – 15.
Hans væremåde var som landsknægten. Og hans tørst var stor. I den tid, hvor tørsten ikke plagede ham, var han en overmåde dygtig og særpræget lærer, der forstod at fængsle sine elevers opmærksomhed. Foruden i de almindelige fag underviste denne forhenværende teologkriger i gymnastik, hvad der var noget usædvanlig på den tid. De større og mest begavede drenge fik nogen undervisning i sprog.
Erindringen om ham bevarede Gammelgaard hele livet igennem. Endnu som gammel mand kunne han fortælle om denne barndoms enestående lærer og give udtryk for sin beundring og taknemmelighed over for ham.
Opgav det praktiske arbejde
Gammelgaard blev konformeret 1821 og fik plads som yngste karl på en gård. Da han blev en stor og kraftig dreng, ventede hans husbond en del af ham. Men det blev en skuffelse for dem begge. Hans tanker var ikke ved arbejdet. Hans lyst og interesse gik ad andre baner. Derfor opgav han det praktiske arbejde.
En prøve hos pastoren
Han underkastede sig en prøve og fik ved en den 5. nov. 1821 dateret skrivelse af Provst Paulsen i Aabenraa tilladelse til at undervise i en mindre distriktsskole i Aabenraa provsti. Derefter tiltrådte han en stilling som vinterlærer i Hinderup. Dermed begyndte så hans gerning i skolens tjeneste, en gerning, der varede i 55 år kun afbrudt af de år, han tilbragte på seminariet i Vesterborg for at tage lærereksamen.
Endnu en prøve
I årene 1821 – 24 underviste han så dels i Hinderup dels i Vellerup, hvorefter han hos provst Høxbro i Rødding lader sig prøve i retskrivning, lærerbog, bibelhistorie, regning samt geografi og sproglære. Der ”findes”:
Hermed blev han anset som duelig til at indgå det Vesterborgske seminarium og anbefales til det kgl. Amtshus i Haderslev:
Hvorfor valgte han ikke Tønder Seminarium?
Nu var det så bare et problem, som han skulle have løst. Han skulle have de militære myndigheders tilladelse til at slippe for militærtjeneste. Denne tilladelse fik han. Han ansøger nu det kgl. Amtshus i Haderslev om at tage af sted til Lolland for at tilbringe to lærerige, arbejdsfyldte, men også fornøjelige lærerige år.
Men hvorfor valgte Gammelgaard Vesterborg i stedet for Tønder?
I de år Vesterborg Seminarium bestod fra 1802 – 31, var der i alt 281 dimittender heraf 84 fra hertugdømmerne.
Det var ikke på grund af, at Tønder var tyskpræget og det tyske sprog var domminerende. Det var i helstatens dage og nationalfølelsen var endnu ikke vågnet.
At forstanderen, biskop P.O. Boisen og førstelæreren Andreas Hansen var slesvigere, kan have været årsagen. De to glemte aldrig deres barndoms landsdel og satte deres personlige præg på hele seminariums liv. De var med deres grundige og pligtopfyldende arbejde med til at præge eleverne og dermed undervisningen.
At de to seminarier i hertugdømmerne, Kiel og Tønder var overfyldte, kan også have været medvirkende. Gammelgaard gjorde ikke det mindste forsøg på at blive optaget på en af disse.
Efter to års ihærdigt arbejde bestod han lærereksamen med udmærkelse. Der stod sandelig også, at han kunne forestå sang og orgelspil i kirken.
Et skibsforlis
Han tager imod et vellønnet job som missionær i Trankebar, men da hans far døde i sommeren 1826 føler han sin forsørgerpligt over for moderen. Ifølge aftale skulle 2/5 af hans løn overføres til moderen.
Efter 20 års tjeneste ved missionen var det lovet ham et præsteembede ved hjemkomsten. Efter at have holdt prøveprædiken for Sjællands biskop optages han på missionsskolen.
På hjemvejen strander regeringsskibet. Og det vil gå et år inden det igen kommer tilbage til Indien, opgiver han alle planer. Han har ikke råd til at gå ledig et helt år og søger et embede i folkeskolen.
Over fem år i Klovtoft
Det var svært for dimittender fra kongerigske seminarier at få stilling i hertugdømmerne. Han får et embede i Galsted og senere et større embede i Klovtoft. Her var både lejligheden og indtægterne sådan, at han kunne føre sin egen husholdning. Moderen flytter til sønnen og fører hus for ham.
I de 5 ½ år han er lærer i Klovtoft vinder han stor anseelse som en dygtig og pligtopfyldende lærer. Ved siden af sit job tegnede han vægkort og fremstillede glober. Han udstoppede også fugle.
Han underviste også privatelever fra omegnen. Blandt disse var to sønner fra Bevtoft Kro.
Ny stilling i Varnæs
Da den sidste person i en gammel degneslægt i Varnæs dør i 1832 i en alder af 82 år, blev stillingen opslået ledig. Han søger stillingen og får den. Forinden havde han afvist et job på Lolland.
Den 1. oktober 1832 tiltræder han sit nye embede og rykker ind i en helt ny skole bygget lige ved siden af Varnæs Kirke. Klovtoft – bønderne stiller vogne til rådighed til flytningen. Og det må have lignet et helt optog.
Først et par vogne med hans beskedne bohave og redskaber, derefter en vogn med ham selv, hans mor, og de to privatelever, de to Krüger – sønner. Derefter blev hans 4 køer, et par ungkreaturer og får drevet frem.
Den ”halvgamle” mand blev hendes husbond
Ved den første gård i Varnæs blev der gjort holdt. Her tog gårdens ejer, Anders Thøysen, skoleforstanderen og nogle bønder imod. Da man havde hilst på hinanden, vurderede Varnæs – bønderne besætningen. Gårdens unge døtre tog den nye degn i øjesyn. Den ældste af de tre afsagde dommen:
At hun 7 år senere som den ”halvgamles” brud skulle flytte ind i degneboligen, kunne ingen forudse. Det var Anne Marie, der stod for husholdningen og holdt styr på pengene. Selv brugte han ikke mange penge. Det vil sige, at når det gjaldt påklædning eller udstyr til hans jagt, fiskeri og andre hobbies, så var han ikke smålig. At de efterhånden blev ret velstående var ikke hans fortjeneste.
Måtte afvise et godt tilbud
Efter faderens død arvede hun fødegården, dom de dog ikke beboede før efter pensioneringen. Den var bortforpagtet, indtil den ældste søn kunne overtage den. Måske havde han følt den som en klods om benet. Det hindrede ham i hvert fald, at tage imod et fristende tilbud som seminarielærer i kongeriget.
Svært at undervise 100 børn
Elevtallet var stort. I løbet af 20 år fra 1826 – 47 stiger det fra 70 – 120. På grund af landbrugets opsving efter de fattige tider bygges der en del huse, dels til håndværkere, dels til daglejere til gårdene.
At undervise over 100 børn samtidig i samme rum synes at være en uoverkommelig opgave. De bedre begavede elever sættes til at være hjælpelærere.
Udmærkelser fra kongen
Gennem skolevisitationer holdt kongen sig nøje underrettet over den enkelte skoles tilstand. Gammelgaard havde flere gange modtaget allerhøjeste tilfredshed fra majestæten.
Efter kongens død 1839 svinder interessen for denne metode ret hurtigt. I Varnæs kommer snart klassedeling med skiftende præparander, som Gammelgaard forbereder til seminariet. I 1863 oprettedes der et fast anden læreembede. Nu er man tre mand om arbejdet.
Ved siden af det store skolearbejde passede han degnetjenesten. Skønt han kun var en jævn sanger, var kirkesangen i Varnæs god. Den udmærkede sig mere ved styrke end skønhed.
Under hele hans embedstid brugte han den komplet forældede ”Flensborg – Salmebog”, der var udgivet i 1717 af præsten i Varnæs, B.C. Ægidius.
Aftenskole
Gammelgaard samlede vinter efter vinter en flok unge mænd især tidligere elevere til en videregående aftenundervisning. Foruden i de sædvanlige skolefag undervistes der i matematik, landmåling, naturfag, geografi og tysk. De 3 sidste fag tog man under et, idet undervisningen væsentligt foregik på den måde, at læreren læste højt af tyske bøger i disse fag. Bagefter talte han med eleverne på tysk om det læste.
Oplæsningsaftner med strikketøj
Også de unge piger mødte til nogle oplæsningsaftener i skolen. Man mødte op efter aftenmalkningen med strikketøj. Og så læste degnen op en times tid. Så fik man nødder eller æbler. Man sluttede af med en bøn, sådan at man kunne nå at være hjemme til normal sengetid.
Masser af fisk i Skovsøen
Gammelgaard slappede af som lystfisker eller jæger. Han var sammen med sin gode ven Leopold Petersen, søn af pastoren. Efter en masse bevægende studieår ved forskellige universiteter var han faldet til ro som landmænd på Varnæshoved.
I Skovsøen var der masser af fisk og fra båden ”Gefion” blev der halet mange fisk op af dybet. Den sidste gang, at Gammelgaard besøgte søen var den 11. november 1889.
En beskrivelse fra sønnesønnen
De to kammerater jagtede på begge sider af Aabenraa Fjord. Ofte tog han også over til Løjt, hvor han var en velset gæst. Hans sønnesøn, den senere degn i Stubbæk har i nogle optegnelser til sine børn givet en skildring af sådan jagtudflugt:
Udstopning af fugle
Det var vel navnlig som ornitolog, han blev kendt i en større kreds. Fra ungdommen Havde han beskæftiget sig med udstopning af fugle. De første forsøg havde han lært af sin naturhistorielærer på seminariet. Han havde udviklet og forbedret teknikken, så efterhånden var han blevet ekspert på området.
Fra sine mange jagter hjembragte han selv eksemplarer, ligesom hans udstrakte bekendtskabskreds blandt jæger og naturelskere forsynede ham med dyr. Fra udlandet sendte hans gamle skoledrenge eksemplarer. Efterhånden havde han en enestående samling af fugle, både inden – såvel som udenlandske, ja endda også tropiske.
Denne omfattende samling var opstillet i et stort værelse på Varnæs Skole. Dette rum blev også benyttet som en slags venteværelse af folk fra sognet, der var kommet lidt for tidlig til kirke søndag morgen. Det blev efterhånden et samlingssted, hvor man drøftede sognets sager før kirketid.
Samlingen blev besøgt af mange interesserede lige som adskillige videnskabsmænd brugte den i studieøjemed. Da Kjærbølling således forberedte sit store værk om Danmarks fugle opholdt han sig i flere perioder i længere tid i Varnæs for at tegne efter den fyldige samling.
Som tak for hjælp og gæstfrihed forærede han Gammelgaard et håndmalet særtryk af værket. Gammelgaard forærede mindre samlinger til Rødding højskole og til interesserede kollegaer til undervisningsbrug.
Skribentvirksomhed
Også hans skribentvirksomhed vakte opsigt. Det var navnlig 1840erne, der vakte hans opmærksomhed. Han samlede stof til en række sagn. Efter de gamles fortællinger nedskrev han overleveret sagnstof dels fra egnen omkring Aabenraa fjord, dels fra hjemegnen derude på højderyggen.
Hvor meget der i disse og hans to store sagnromaner er historisk kerne, hvor meget han har hørt fortælle, hvor han har arbejdet flere sagn sammen til ’et, ja og hvor meget han selv har digtet til, er i dag ikke let at afgøre.
Gammelgaard samlede sagn
Hans gode ven, Frederik Fischer trykte hans sagn som føljeton i ”Freja”. De blev senere optaget i hans ”Nordslesvigske Folkesagn”. Foruden en række mindre sagn, skrev Gammelgaard to større, ”Junker Viggo på Vig” og ”Hundehøjen”.
Det var særligt den første, der blev kendt i en større kreds. Det blev læst og genfortalt i mange hjem. Den nu fuldstændig glemte tyske forfatter Adelbert Dreesen oversatte det og udgav det på vers. Det blev kendt i Norge og blandt danskere i Amerika.
I en omtale af Skamlingsfesten i Californien 1892 skriver ”Danske Pioner”:
Junker Vigge og Jomfru Ida
Og historien om Junker Viggo og Varnæs Kirke kender alle i Varnæs og omegn. Og hvis ikke, ja så kommer den her:
På pension
I 1875, da Gammelgaard var fyldt 70 år, søgte han om afsked med pension. Skolemyndighederne svarede med en henstilling til ham om at fortsætte, da han stadig var rask og rørig.
Året efter meddelte han kort og bestemt, at han fra den 1. april 1876 flyttede fra skolen til sin gård. Han henstillede til myndighederne at foretage det fornødne for at få udnævnt en efterfølge i embedet.
Pensionsspørgsmålet var han villig til at forhandle om. Pensionen var dengang ikke ordnet ved lov, men blev i hvert tilfælde afgjort af skolebestyrelsen. Efter tidens forhold blev der tillagt ”æ deen”, som han altid omtaltes en ret stor rundelig pension.
10 års pensionist – tilværelse
Derefter flyttede de to gamle, men endnu virksomme, efter 44 års tjeneste i skole og kirke i Varnæs til den pæne bolig, de havde indrettet sig på deres gård. Her fik de lov til at leve en halv snes stille og fredfulde år med hinanden. Hun var travlt optaget af en husmors syssel, bistået af deres mangeårige, trofaste hushjælp.
Han færdedes stadig rask i skov og ved strand, eller var beskæftiget med biologiske forsøg. Således fandt han en metode til fremstilling af lim af torskens svømmeblærer, der indbragte ham en belønning fra foreningen til fiskeriets fremme i København. Han arbejdede også med fremstilling af fysiske forsøgsapparater.
Livskraften blev brudt
Men da hans højtelskede Anne Marie den 26. november 1886 døde fra ham, var det, som om hans livskraft var brudt. Han holdt sig mere og mere hjemme, og opgav sine vandringer i naturen.
Hans sidste år var ensomme. De gamle venner og jagtfæller var gået bort. Han havde overlevet dem. Han følte sig tilovers og glemt. Lidt efter lidt indskrænkede han sin omgang med mennesker uden for den nærmeste familie. Han søgte tilflugt i bøgernes verden.
Han, friluftsmanden, den passionerede lystfisker og jæger, den livlige fortæller og selskabsmand blev efterhånden noget af en indesluttet særling. Han døde anden påskedag den 7. april 1890.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om egnen – på www.dengang.dk der indeholder 134 artikler om det gamle Aabenraa og omegn, herunder:
Hvis du vil vide mere: Om skoler – Læs her på www.dengang.dk:
Februar 14, 2018
Dansk Film under Besættelsen
Gang i agitationsfilm. Der var uniformsforbud. Hos DNSAP var der præstekjoler og pibekraver. Aksel Larsen skabte opmærksomhed, derfor måtte Socialdemokratiet lave P.R. – film. I film så man KU med ridebukser og skrårem. Tyskerne satsede på kulturel krigsførelse. Vi måtte lave en film til tyskerne ”Gesicht Dänemarks”. Og så var det filmen om Frikorps Danmark. Ugerevyen var delt i tre dele. Nordisk Film tjente kassen. Mindretallet havde smug – biografer. Og så lavede Dansk Sabotage – værn Ib Schønberg klarede frisag. Bodil Ipsen blev kaldt nazist. Karmark var nazist. Men senere lavede han Morten Korch – film. Gruppe 1944 udførte dristige sabotageaktioner. Alice O´ Friederichs fortsatte det nazistiske tankegods. Så lavede man film omkring Besættelsestiden, der i den grad var farvet. Men allerede i 1930erne havde Danmark berøringsangst. Spillefilm, der kom til at ramme tyskerne blev censureret bort. Kritiske journalister blev fyret. Den 9. april 1945 sad københavnerne og så tyske spillefilm!
Gang i agitationsfilm
Nogle af de kortfilm som beskriver i denne artikel har vi tidligere vist på vores Facebook, så mon ikke de vil være bekendt for mange læsere. I 1930erne kom der rigtig gang i agitationsfilm. Det var Thorvald Stauning og udenrigsminister P. Munch, der satte sig i spidsen for dette. Og vi begynder hele historien lidt før besættelsestiden.
Uniformsforbud
Danskerne marcherede bag ved bannere til protestmøder på Fælleden og Skamlingsbanken. Og det var som om at folk blev mere og mere uniformerede, selv om regeringen allerede i 1933 indførte et forbud mod at private korps bar uniform.
Mænd i præstekjoler og pibekraver
En række stumfilm præsenterer det danske Nazistparti DNSAP’ s historie. Her var mænd i præstekjoler og pibekrave, der holdt brandtaler fra talerstole, der var prydret med hagekorsflag. Og så så man heilende danskere.
Man se hyggesnakkende mennesker, der pludselig heiler, når kammeraet peger på dem. Det var nu ikke så meget disse filmklip, men viste, når man skulle beskrive danske nazister efter krigen, så blev de beskrevet som sinker eller forbrydere.
Aksel Larsen skabte opmærksomhed
På venstrefløjen var det Aksel Larsen og kommunisterne, der agiterede godt hjulpet af utilfredshed med fattigdom. Partiets hvervning på arbejdspladser og i fagforeninger var ved at udgøre en trussel for Socialdemokraterne. Aksel Larsen kunne samle masser af folk til 1. maj taler. Optagelser af disse taler indgik i nazi – propagandafilm.
Socialdemokratisk P.R. – film
Socialdemokraterne brugte i 1938 Ib Schønberg i en af deres propagandafilm. Ja og filmen er klippet, filmet og instrueret af Valdemar Christensen, som under besættelsen var åbenlyst nazist. Det var åbenlyst at Socialdemokraterne på dette tidspunkt havde flere penge til rådighed end nazisterne til deres propaganda. Det var en meget velproduceret tonefilm med en indbygget kærlighedshistorie.
Ridebukser og skrårem
I 1935 skulle Konservativ Ungdom også gøre opmærksom på sig selv. Her heiles der og man går i strækmarch. Alle har støvler på. Der er ridebukser og skrårem. KU’ s flag ses side om side med Dannebrog. Det er som uniformerne her hos KU sidder bedre end hos DNSAP.
Og det er det friske lejrliv med feltkøkkener, teltlejre, tovtrækning og boksekampe, som vi ser. Billederne er som tyske propagandafilm for Hitler Jugend. Men det er her i KU’ s rækker, man ser nogle af besættelsestidens værste bødler. Bl.a. Henning Brøndum.
I filmen ser vi kamphandlinger fra Blågårds Plads. Der er et masseslagsmål med de røde. Næste scene er Slaget på Amager.
Man frygtede Socialdemokraternes planer
Modstand og mistro mødte den folkevalgte regering før krigsudbruddet. Og det var ikke kun fra kommunisterne og nazisternes side. I nationalkonservative kredse frygtede man Socialdemokraternes planer om at nationalisere produktionen. Socialreformen fra 1933 var for både Konservative og Venstre det rene socialisme. Skatterne var for høje, og de arbejdsløse var dovne.
Venstre tog sig godt betalt
Med den tyske invasion og samlingsregeringen stod Stauning – regeringen endnu dårligere. På de indre linjer tog Venstre sig godt betalt for at gå i regering. De sociale forbedringer blev rullet tilbage. Arbejdernes vilkår blev forværret. Venstres kærnevælgere, landmændene begyndte hurtigt at tjene penge i deres handel med tyskerne. Konflikten mellem land og by, der havde bestået fra 30’erne blev forstærket.
Højgaard – kredsen forsøgte kup
Kommunisterne øgede deres indflydelse og tyskerne krævede deres ret. Højgaard – kredsen forsøgte at begå et kup. A.P. Møller fremsatte så sent som i februar 1942 sine sympatier for Hitler. Og Knud Højgaard kunne ikke skjule sine sympatier for den portugisiske diktator.
Prins Axel skulle stå i spidsen for det hele, men Stauning fik kongen til at erklære, at han ikke ønskede, at der blev dannet en regering uden de folkevalgte. Men Højgaard fik dog noget ud af det. Stauning fik ministre ind i regeringen, der nærede stor tiltro til tyskerne. Det var bl.a. Gunnar Larsen, der fik øgenavnet ”Cementminister”.
Den kulturelle krigsførelse
I de danske biografer så man ny dynamisk klippede tyske ugerevyer. Filmen var vigtig for at vinde danskerne for nationalsocialismen. Filmen var særdeles vigtig for tyskernes kulturelle krigsførelse.
Et datterselskab af tyske UFA var etableret i Danmark. Man forsøgte at få tyske spillefilm på danske lærreder. Også den rendyrkede propaganda i form af Deutsche Wochenschau skulle ude til danskerne.
Alsangs – nationalisme
Allerede i 1932 var Dansk Kulturfilm og i 1938 blev Statens Filmcentral dannet. Man ville fremstille ”et lødigt og lærerigt alternativ til den kommercielle films tant og fjas”. I 1941 lancerer man en kortfilmproduktion som udspringer af besættelsestidens omstændigheder. Mange af de danske film var præget af ”æblekindet alsangs-nationalisme”. Det var skønne piger, der kom cyklende ude på landet, der blev sunget af højskolesangbogen, dyrket morgengymnastik. Der var sommersol og smil. Det var statens habitus, at tage hånd om befolkningen.
En enkelt satirisk film havde sneget sig gennem censuren. Den hed ”Kornet er i fare”. Og den handlede om farlige dyr. Det var en meget tvetydig film.
Den berømte eller snarere berygtede film ”Der ewige Jude” fik aldrig biografpræmiere herhjemme. Den blev kun vist i lukkede forsamlinger.
Gesicht Dänemarks
Arbejds- og Socialminister Johannes Kjærbøl skulle holde foredrag for nazi-spidserne i Berlin. Tyskerne havde planer om at gennemføre et socialt program i Danmark. Det ville man fra dansk side forhindre. Derfor blev der fremstillet en film, der fik navnet ”Gesicht Dänemarks”. I filmen spillede man nærmest på nazismens strenge. Nationen tog vare på ungdommens opdragelse og sundhed, og piger blev opdraget til at være gode husmødre.
Flere af scenerne var som taget af tyske ugerevyer med blonde piger som fanebærer. Førerskikkelsen var selvfølgelig kongen. Ingen tyskere skulle være i tvivl. Danmark var en social og sund stat.
Men egentlig var der ikke nogen ydre væsentlige forskelle på de billeder af nationen, som både tyske og danske magthavere yndede ar eksponere. Nok er det overordnede formål med de danske statsfilm generelt et andet end de tyske, nemlig at fremme kvaliteterne ved det danske demokratiske samfund og dets institutioner. De tyske film tjener primært til at opdrage til lydighed og loyalitet over for førerstaten. Men det er kun nuancerne mellem de dyder, der tegner nationen og befolkningen i filmene.
Det er arbejdsomhed, orden renlighed og statens ret og pligt til at drage omsorg for borgernes opdragelse og sundhed, der er på menuen. Og både danske og tyske propagandafilm sætter ungdommen i centrum. Det skorter ikke på flid, kammeratskab og udendørs – og lejrlivets velsignelser, gerne tilsat blafrende faner, sang og munter marchmusik.
Filmen om ”Frikorps Danmark”
Det danske nazistparti havde fået allierede, der kunne deres filmhåndværk, da Frikorps Danmark blev oprettet. Det fremgår af filmen ”Frikorps Danmark” Den er antagelig produceret i efteråret 1942.
Allerede fra filmens start eksponeres det dilemma, som korpset stod i. ”Frikorps Danmark” skildrer de danske SS – frivilliges hvervning, uddannelse og indsættelse på østfronten. Efterfølgende er de så hjemme på orlov i Danmark i september 1942.
Man vil gerne fremstå som et ikke – nazistisk korps, der kunne rekruttere uden for nazisternes rækker, primært blandt de mange antikommunister som ikke nødvendigvis svor til hagekors og fører og antisemitisme. Men korpset hørte under det tyske SS. Her er der ingen slinger i valsen. Her var man ideologisk skolede nazister, man var førertro, jødehadere og antikommunister.
Filmen, der er stum, lægger hårdt ud med en mellemtekst, som proklamerer, at ”Denne
Krig har Jøderne på deres Samvittighed. På billedsiden ses rækker af forhutlede, forkomne og angste mænd. Disse billeder tvang tyske propagandafotografer sig til i jødiske ghettoer.
Det er tvivlsomt, at det er danske fotografer, der har taget disse billeder. Det var normalt Landskontoret for Folkeoplysning under DNSAP, der stod for eksponering af hetz-billeder af jøder.
Efter disse klippes der til en SS-soldat, der stirrer stålsat ind i kammeraet. Det var det jødiske undermenneskets ranke ariske modstykke. Så følger scener fra hvervekampagnen i Danmark, hvor der er paroler som ”Knus Bolchevismen” og ”Vi kæmper for Europas Frihed og Kultur”.
Ikke alt er prøjsisk disciplineret
Derefter er der en sekvens af Frikorpsets uddannelse. Man ser en flok officerer skrå over en gårdsplads. Så klippes der til nogle ænder, der skrår den modsatte retning. Her skal filmen cementere at ikke alt er prøjsisk disciplineret. Danskerne kan også være med. Der er sang og øldrikning i Tutten efter fyraften. Den muntre og afslappede side af SS – uddannelserne bliver fremhævet, før det går mod østfronten, hvor korpset blev indsat i maj 1942.
Frontscenerne er forbavsende tæt på. Det skorter ikke på brændende huse og nedskudte fjendtlige fly, der styrter ned over hovedet på soldaterne. Man ser grøfter fulde af lig. Disse optagelser er sikkert taget af det tyske Propaganda – Korps. Det er militærfotografer, der har gennemgået militæruddannelse, som med deres kamaraer var med i forreste række. Mange af dem døde bag kameraet.
Det handler om hvilket perspektiv, man vælger
Da Frikorpset blev trukket tilbage fra fronten og sendt på fire ugers orlov i efteråret 1942 var 274 såret og 73 mand dræbt, herunder korpsets leder von Schalburg. Han blev begravet under en stor ceremoni i København med deltagelse af både danske og tyske nazi – spidser. Til stede var repræsentanter fra regeringen, som havde godkendt Frikorpssoldaternes indtræden i tysk krigstjeneste. Og alt det mod lov med tilbagevirkende kraft og fængselsstraffe for landsforræderi har vi været inde på i flere artikler.
I SA-Filmen bliver Frikorps-soldaterne modtaget med blomster og heilende københavnere. Den samme hændelse kan ses i filmen ”Danmark i Lænker. Her fortælles, at soldaterne blev beskyttet af skummelt udseende vagtfolk med et fast greb om pistolen i inderlommen for at københavnerne ikke skulle overdænge de hjemvendte soldater med flasker og skældsord på deres march gennem København. Begge fremstillinger er rigtige. Det handler bare om, hvilket perspektiv, man vælger.
Nordisk Film tjente kassen
Producenter og distributører så en fordel i at presse de tyske ugerevyer ind i de danske biografer. Det var kontante fordele. Og have et godt forhold til det tyske filmselskab UFA i København havde også mange fordele. Man kunne også få adgang til råfilm.
Nordisk Film tjente under besættelsen mange penge på at kopiere og visioner de tyske ugerevyer til det danske marked. Og så aftalte man eksport af danske film til det tyske marked.
På Nordisk Fil fravalgte man jødiske manuskript – forfattere. Man ansatte bevidst nazister for at få udlejningsret til hele Skandinavien på tyske film. Man støttede den nazistiske avis Fædrelandet. I slutningen af maj 1940 kunne man præsentere ”Feuertaufe” en nazi – film, der beskriver tyskernes indtagelse af Polen.
Nordisk film fik afsat tre film med den svenske skuespillerinde Kristina Söderbaum i hovedrollen. Hun var gift med Veit Harlan, Goebbels foretrukne instruktør.
Ugerevyen i tre blokke
Biograferne var nu ikke interesseret i de tyske ugerevyer. Publikum reagerede mange gange voldsomt på dem. Dansk Film Avis var nu ikke altid grovkornet nazi – propaganda. Men verden var set i tysk optik. Normalt bestod det i tre blokke. Første del var dansk stof, anden del var tysk og den tredje del var internationalt stof. Det var primært fra enten tysk besatte lande eller fra lande, der var allieret med Tyskland.
Man fik billeder af glade tysklandsarbejdere, der var på vej hjem til juleorlov. Men det var bestemt ikke særlig sjovt at være tysklandsarbejder. Så fulgte ofte en fodboldkamp taget med et kamera. ”Hov, det var mål”. Man så aldrig, hvem der scorede. Så så man smilende og galde børn foran juleudstillinger. Og så var det tyske og finske soldater i krig mod den fælles fjende, Rusland. Så var der fokus på, at man bruge rensdyr som trækdyr.
Gunnar Larsen og hans film om F.L. Smidth
I anledning af F.L. Smidth’ s 60 års jubilæum blev der i 1942 produceret en film om dette firma. Cement-giganten leverede cement til tyskernes store anlægsarbejder i Danmark. Man fejrede en virksomhed, der havde særdeles gode forbindelser til Tyskland. Og deres fabrikker i udlandet brugte KZ – fangere.
Gunnar Larsen så tydeligvis muligheden for at få produceret film, som både reklamerede for hans egne virksomheder og for Danmark i Tyskland. Som dynamisk virksomhedsleder og udpeget minister uden partipolitisk skoling faldt det ham ikke let at adskille sine private forretninger fra sit politiske hverv.
Danmark kæmper
I 1944 blev der produceret to film, der begge skulle vise omverdenen, at der i Danmark blev kæmpet mod besættelsesmagten. Det var Gunnar Nu Hansen, der speakede. Og det var bestemt ikke helt ufarligt. De illegale optagelser kom senere til at danne rygraden i efterkrigstidens dokumentarfilm om besættelsen.
Livsfare – Miner
I 1946 blev der lavet en film med titlen ”Livsfare – Miner ”. Efter de officielle tal så omkom 150 og 300 blev såret. Vi har på vores side skrevet to artikler om emnet. I mange år talte man om, at Danmark skulle have begået en krigsforbrydelse.
For meget medfølelse forsinkede filmen
Det var ikke den store medfølelse, der mødte de 250.000 tyske flygtninge, der opholdt sig i Danmark ved krigens slutning. Der kom en statsfilm i 1949, der hed ”Tyske flygtninge i Danmark”. Hvorfor filmen først kom i 1949 fortoner sig. Allerede i 1946 kunne aviserne berette om, at man var i gang med at lave en stor film, der skulle vise, hvor gode forhold, der blev budt de tyske flygtninge i Danmark.
Man var stærk utilfreds med åbningssekvensen. Her ses en sorgfuld tysk bedstemor i nærbillede fortælle om de rædsler hun og hendes familie måtte gennemgå under deres flugt fra Tyskland. Man skulle være blottet for menneskelig medfølelse, hvis ikke man gribes af bedstemors lidelseshistorie. Men medlidenhed var ikke lige det, som Statens embedsmænd ville have markedsført. De fandt både den sekvens og filmens speak alt for medlidenheds – betonet. De savnede oplysninger om, hvad flygtningene havde kostet os. Embedsmændene mente, at dette var noget, som vi var blevet påtvunget. Sådan noget skulle der ikke vækkes medlidenhed for.
Lederen af flygtningeadministrationen mente, at filmen skulle ud i biograferne, men det mente Statens embedsmænd absolut ikke. Om det var derfor, at filmen var så længe undervejs, ja det kan det kun gisnes om.
Mange danskere mente, at disse flygtninge levede over evne i de danske lejre. De skulle heller sendes hjem til sønderbombede Tyskland. Når man ser filmen, ja så får man indtryk af, at det var opdragelseslejre, som danskerne havde indrettet, hvor alle skulle ”denazificeres” og opdrages til demokrati.
Den manglende lægehjælp og medicin, der førte til unødigt mange dødsfald særlig blandt børn, nævnes ikke i filmen.
Emnerne blev prioriteret
Det var staten, der prioriterede, hvilke emner, der skulle prioriteres. Danmark indførte en model for produktion af propagandafilm, som mindede om dem, som Goebbels havde indført i Tyskland. Det var dog den vigtige undtagelse, at den ”udjødning” som tyskerne havde indført allerede tidligt i 1930erne ikke var til stede i Danmark.
Dansk Sabotage – værn
Dansk Sabotage – værn fremstillede en film med titlen Kaos. Det var overretssagfører Krenchel, der var ophavsmand. Krenchel havde holdt flere radioforedrag mod sabotage, og det var også det som filmen handlede om. Sabotørerne blev fremstillet som sande forbrydere. Det var ikke en nem opgave at få produceret filmen. Det skete i Norge.
Men filmen kom aldrig ud i biograferne. Den blev vist til lukkede møder, hvor Krenchel holdt foredrag. Ja Holger Danskes Forlag i Helsingør udgav endda bogen ”Krenchel, Sabotagen og Danskerne” i 1944.
Langt ind i krigen syntes et flertal af danskere også at have været imod sabotagen. Ja og Krenchel udgav også en pjece, der hed ”Sabotage og Snigmord”. Den blev udsendt i januar 1944. Heri skrev han blandt andet:
Krenchels kvaksalveri inkasserede ham en dom på 8 års fængsel. Ja dommens strenghed er betegnende for de tilstande i ”det juridiske galehus” retsopgøret efter besættelsen er blevet kaldt. Ja dommen var hårdere end de tyske krigsforbrydere.
Mindretallet indførte ”smugbiografer”
I Sønderjylland begyndte mindretallet at arrangere forevisning af tyske film. Mange gange kunne man købe billetter hos den lokale boghandler. Jo det var tale om ”smugbiografer” som underminerede den danske lovgivning.
I Tønder greb politimesteren også ind. Og den ballade der opstod, gav genlyd i Berlin. Det danske gesandtskab sendte et bekymret brev hjem til Udenrigsministeriet. Ja og Justitsministeren udbad sig en forklaring fra politimesteren i Tønder.
Asta Nielsen – upopulær i Danmark
Die Asta, Asta Nielsen var en sand filmstjerne i Tyskland. Og hun sad til bords sammen med Hitler. Hun måtte betale dyrt for sine tyske forbindelser. 13 gange søgte hun om biografbevilling i Danmark og 13 gange fik hun afslag.
Videregav komplimenterende oplysninger
Anton Møller blev i 1935 direktør for DSB – Kino. Han blev hurtig kritiseret for at sætte nazi – propaganda på programmet. Som deltager i den internationale filmkongres i Berlin samme år, blev han meget betaget af den dynamik, han oplevede i Tyskland.
Det tyske Rigsfilmkammer bruger ham som kontakt efter invasionen. Fra ham fik de at vide, hvem de skulle samarbejde med. Tyskerne anså ham som nazist. Han blev også direktør for den københavnske afdeling af det tyske filmselskab Tobis. Men han videregav også kompromitterende oplysninger om danske filmfolk til gesandtskabet og dermed det tyske sikkerhedspoliti. Efter befrielsen fik Møller en fængselsdom for angiveri.
Berøringsangst
Man havde i den grad berøringsangst herhjemme i slutningen af 1930erne. PH blev fyret som skribent på Politiken. Han havde redigeret et særnummer af tidsskriftet Kulturkampen i efteråret 1938 som advarede mod nazismen.
Også Berlingske Tidendes udenrigsredaktør Nic. Blædel blev samme år ”idømt” ufrivillig orlov for sin kritik af nazismen. Et skriveforbud fulgte, da tyskerne besatte Danmark.
Ja allerede i 1925 blev spillefilmen ”Grænsefolket” forbudt af ministerielle embedsmænd. Filmcensuren havde ellers godkendt filmen, men da en tysk gesandt kort tid efter gjorde ophævelser mod en anden film, fordi han anså den for at være antitysk, mente man at så skulle man forbyde denne film. Man var særlig påpasselig over for tysk nationalfølelse.
Der var penge at tjene
Der var mange, der gerne ville tjene penge på tysk film. Direktørerne for ASA, Henning Karmark og Lau Lauritzen Jr. Var ved at indfinde sig på den store scene, hvor man kæmpede om besættelsesmagtens gunst. Karmark melder sig ind i DNSAP.
I Bovrup – kartoteket finder man et brev fra DNSAP’ s propagandachef Langgaard Nielsen, der den 12. august 1940 skriver til Fører Clausen:
Også Christian Arhoff havde meldt sig ind i DNSAP. Da rygterne opstod efter befrielsen nægtede han i første omgang. Han røg ud i kulden i et par år. Han havde også været med i DNSAP’ s teaterkorporation.
Københavnere så tyske film – den 9. april 1945
Selv om mange opfordrede til at boykotte tyske film, var der mange tilskuere. Selv den 9. april 1945, hvor alle vidste, at tyskernes nederlag var nært forestående var der ifølge det illegale blad ”De frie Danske” et dansk publikum til dem:
Tyske P.R. Blade i mange biografer
Det tyske filmselskab UFA udgav forskellige blade med en masse propaganda. Man havde 282 betalende abonnenter blandt 342 biografer i Danmark. Og de sidste blade udkom så sent som i maj 1945.
Selv om de enkelte biografer ikke var meget for at vise de tyske film, tyder noget at distributørerne tvang dem til at vise dem.
Statsradiofonien gjorde plads til ugentlige ”forståelsesforedrag”. Her kunne man så høre mere om de tyske film.
Anmærkninger til hver eneste dansk film
Når danske film skulle eksporteres var der anmærkninger med, om filminstruktører, manuskriptforfattere, skuespiller m.m. var tyskfjendtlige, kommunister, ariske m.m. Og på den måde var der en masse danske film, der på forhånd blev kasseret.
Nazisten Karmark sendte penge til modstandsbevægelsen
Henning Karmark var en person, der fik stor indflydelse i handelen med tyskerne. Han blev en god ven med Poul Reichardt. Og han var den første der solgte danske film til tysk TV. Han var også manden bag en masse Morten Korch – film. Han meldte sig ind i DNSAP, men meldte sig igen ud, da tyskerne tabte ved Stalingrad. I det sidste år sendte han en del penge til modstandsbevægelsen.
Nazistisk tankegods
Også Danmarks første og mest produktive instruktør Alice O’ Frederiks udtrykker en positiv holdning til Tysklands styre og håber derigennem at få en karriere i landet. Men det bliver det dog ikke til. Hendes holdninger ligger tydeligt i forlængelse af det nazistiske tankegods. I 50erne instruerer hun en række Morten Korch – film.
Bodil Ipsen beskyldt for at være nazist
Bodil Ipsen var ubestridt dansk teaters førstedame. Hun debuterede som filminstruktør med besættelsestidens mest roste film ”Afsporet”. I 1940 meldte hun sig ind i Dansk – Tysk Forening. Men den udtrådte hun dog af efter fem måneders medlemskab. Efter krigen blev hun beskyldt for at være nazist. Dette kommenterede hun ikke offentlig. Men ret hurtig efter besættelsen var hun ude med en film, der forherligede modstandsbevægelsen ”De Røde enge”.
Ib Schønberg klarede frisag
Også Ib Schønberg måtte gennem vridemaskinen for hans rolle under besættelsen. Men han havde gode venner, der forsvarede ham. Men så let gik det ikke for Otto Leisners hyggepianist Aage Stentoft. Han blev lagt på is i en periode.
Gruppe 1944’ s dristige sabotager
Den 5. april 1944 angriber en af de mere dristige modstandsgrupper Gruppe 1944 UFA – filmkontoret og stikker det i brand. 130 spillefilm og et antal ugerevyer til en samlet værdi af 250.000 kr. går op i røg. Omkring et år senere vender de tilbage. Og da lykkedes det, at finde dokumenter, der viste, hvem der samarbejdede med tyskerne.
Gruppen foretog en række spektakulære aktioner under besættelsen. Således angreb de den 19. juni 1944 Schalburgkorpsets hovedkvarter i Frimurerlogen på Blegdamsvej med maskingeværer. De smed håndgranater ind af de sønderknuste vinduer.
Ved flere angreb på postkontoret lykkedes det også at afsløre stikkere. Ja man foretog også et angreb mod Det Tyske Handelskammer. Her stjal de over en halv million bilag. I tre timer holdt de personalet op. Dette angreb fandt sted så sent som den 17. april 1945.
”De Fem Aar” så vi i skolen
I skolen så vi filmen ”De Fem Aar” fra 1960. Det var ikke bare en skolefilm. Det var også et skoleeksempel på, hvordan historiefortælling formes i takt med tidens samfundsmæssige og politiske toneklang.
”Danmark i Lænker”
Og så var der filmen ”Danmark i Lænker”. Der blev gjort opmærksom på, at det var dristige fotografer, der med livet som indsats havde taget alle billeder, og ikke et eneste var rekonstrueret. Men det er nu tydeligt, at flere episoder er rekonstrueret. Her ser vi virkelig de sande danske i et ubrydeligt sammenhold. Og tyskerne er alle ens. De er smittebærende terroristiske snyltere ”nazistiske fnatmider”, som hærger og udplyndrer landet. Så er det – det danske samfunds bundfald, landsforræderne i DNSAP og Schalburgkorpset.. Nogle tosser som alligevel ikke er rigtige danskere. Og Tyskertøserne som lægges på had over en kam. Så får vi at vide, at man overalt i verden lagde mærke til den danske modstand.
Så er det værnemager, som dog ikke er repræsentativ for danskerne. Væk er enhver nuancering af danskernes optræden i de første år af besættelsestiden. Hvis man kunne tjene penge på de nye gæster, ja så var det jo helt i orden, bare ikke med tilbagevirkende kraft. Ja Stauning – regeringen opfordrede jo direkte til samkvem med tyskerne, både forretningsmæssigt og selskabeligt. Bare ikke med tilbagevirkende kraft! Mange beundrede tysk orden effektivitet og orden. Stikkerlikvideringer ser vi slet ikke.
”Det gælder din frihed”
Ja og så var det ”Det gælder din frihed”, som også helt igennem skulle være autentisk. Men det passer nu heller ikke. I denne film kommer vi ind på, at interneringen af kommunisterne var et grundlovsbrud. Ingen af filmene beskæftiger sig med Dansk Politis rolle omkring arrestationen af kommunisterne. Vi har jo tidligere i andre artikler været inde på, at Socialdemokraterne betragtede dem som konkurrenter. Her bliver de gamle politikere skoset for deres føjelighed over for tyskerne.
Ingen af filmene beskæftiger sig med tiden efter besættelsen. De går let over ”sorgen” og ”hævnen” efter krigen.
Begge film fremhæver den danske modstandsbevægelses store bedrifter – historien om Danmark under besættelsen blev historien om modstandsbevægelsens kamp mod den tyske overmagt.
Nu kunne måske godt efter besættelsestiden have slået lidt hårde ned over for de brådne kar i dansk film. Men nu var det ikke kulturformidling, der lå forrest, da regnskabet skulle gøres op.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 217 artikler om Besættelsestiden, før, under og efter, herunder:
Februar 10, 2018
Gestapo i Danmark
Det var først de sidste par år man rigtig kunne mærke Gestapo i Danmark. Nogle af folkene var små tyraner og bødler. De slap fri. Men mange af de danske håndlangere og medlemmer af de danske terrorkorps, der hjalp Gestapo blev henrettet. Men der var dog særlig en Gestapo – mand, som hjalp med at løslade modstandsfolk og gav meldinger til dem. Dansk politi samarbejdede tidligt med Gestapo. Der skulle ringes på i jødejagten. Der blev tilstået meget i Shell – Huset. En dansk tortur – bøddel. Hoffmann var den kultiverede nazist med kynisk. Fru Scavenius mistænkt for spionage og havde forbindelse til stikker – central. Hun ringede efter Gestapo. Vi skal hilse på storstikkeren Grethe Bartram. Og så har vi Staldgården i Kolding. Vi kigger op begrebet ”Skærpet forhør”. De danske terrorkorps stod for det meste modterror. Meget barsk modterror i Norge. Efter besættelsen: 40.000 anholdt kun 13.500 dømt. Befolkningen blev opildnet af modstandsbevægelsen. Likvideringerne tog nu for alvor fat. Mange forblev ustraffet.
Artiklen kunne sagtens blive længere
Vi kunne skrive en masse om Gestapo i Danmark. Rundt omkring i landet gik der små bødler, som ville overgå alle de andre. Dem kunne vi selvfølgelig godt skrive om, men så ville artiklen blive alt for lang. Og det er fordi vi allerede har beskæftiget os med en del om modstandsbevægelsen og for enden af denne artikel, vil du kunne se en oversigt over artikler, hvor Gestapo også optræder.
Dansk politi samarbejdede tidligt med Gestapo
Allerede i 1930erne kunne tyske flygtninge fortælle rædselshistorier om Gestapo hjemme i Tyskland. Og den illegale presse kunne fastholde disse historier. Men allerede inden besættelsen var dansk politi begyndt at samarbejde med dem. Mange tyske flygtninge blev afleveret i hænderne på Gestapo.
Senere befandt der sig Gestapo – folk på Politigården. Når dansk politi var færdige med afhøringerne tog tyskerne fat og truede med tyske fængsler. Her foretog Gestapo skam flere anholdelser. Det danske politi udleverede også en del af deres kartotek til Gestapo.
En forholdsvis lille organisation
Nu var Gestapo ikke tænkt som et hemmeligt politi, som det ofte er udlagt. Det var tænkt som et præventivt, offensivt og indgribende instrument. Det skulle skabe en idealorden på baggrund af den nazistiske racetænkning.
Organisationen blev oprettet den 26. april 1933 i Preussen af Hermann Göring.
Man skulle identificere, overvåge og uskadeliggøre alle de personer, som blev defineret som ”folke- og statsfjender”. Alle selvstændige og politiske politiafdelinger var forenet under Reichsführer Himmler. Gestapo og fra 1936 kriminalpolitiet sorterede under Reinhard Haydrichs ledelse.
Man kunne ikke tale om politiarbejde i traditionel forstand. Der blev foretaget adskillige drab under mottoet ”Skudt under flugtforsøg”.
Egentlig var Gestapo en forholdsvis lille organisation. En væsentlig del af mandskabet var ”tvangsoverført” fra ordenspolitiet eller kriminalpolitiet. Man var meget afhængig af stikkere. Undersøgelser af Gestapo-arkivet fra Wützburg viste, at 57 pct. af de arresterede jøder var angivet af deres tyske medborgere.
I Sydslesvig skulle Gestapo blandt andet overvåge Det danske mindretal.
Mere human i Danmark – i begyndelsen
I Danmark var Gestapo alligevel mere human end i andre lande. Måske var det, fordi Danmark var at betragte som ariere. Også omstændighederne omkring Danmarks besættelse forhindrede en mere aktivistisk Gestapo – linje. Det var først efter august 1943 vi så Gestapo i en helt anden funktion.
Gestapos danske hovedkontor var i Shell – Huset i København. Der blev oprettet enheder i de større danske byer, blandt andre Universitetsparken i Århus, Husmandsskolen i Odense og Staldgården i Kolding.
Der skulle ringes på
Hovedopgaven var at bekæmpe modstandsbevægelsen. Man var afhængig af samarbejdet med dansk politi. I realiteten var de interesseret i at samarbejdspolitikken fortsatte.
Gestapo i Danmark koncentrerede deres jødeaktion i et meget begrænset tidsrum, og de fulgte ikke op på det med en decideret klapjagt. Da jøderne skulle indfanges i København og omegn med hjælp af danske SS-frivillige, gav han ordre Karl Heinz Hoffmann ordre til, at der skulle ringes på – dørene måtte ikke sparkes ind, hvis der ikke blev åbnet.
Dermed fik jøderne et forspring til at flygte. Da turen gik over Øresund, var kun få SS-folk udkommanderet for at holde vagt.
Det var ikke så svært at få jøderne uset til Sverige. Men det vidste de personer, der stod for overfarten ikke. De følte, at det var forbundet med stor fare.
Gestapo led af mandskabsmangel
Günther Pancke, politichefen (Højere SS og politifører) var i lange perioder enig med Werner Best’ s besættelsespolitik.
I efteråret indtrådte en radikalisering af Gestapos virksomhed. Man havde mandskabsmangel og dertil kom flere opgaver. Man havde allerede den 19. september haft Operation Möwe mod de danske politibetjente.
De nye Gestapo-folk var uuddannede og uerfarne. De kompenserede deres mangler med tortur. Modstandsbevægelsen befandt sig i en voldsspiral af aktioner og hævnaktioner. Måske spillede det også ind fra oven, at Hitler og Himmler forlangte modterror.
Der blev tilstået meget
Karl Heinz Hoffmann ligefrem roste Børge Outze for at få indført en mere behagelig tone i den illegale presse. Han syntes bedre om Outzes sarkastiske stil end den højstemte tone, der domminerede store dele den illegale presse. Hoffmann lod selvtilfreds skinne igennem, hvor nøje han havde fulgt med i mange illegale publikationer.
Her i Shell-huset, Gestapos hovedkvarter mødte Outze fanger, der efter at være tortureret fortalte alt, hvad de overhovedet kunne komme i tanke om – også ting som tyskerne aldrig ville have fundet på at spørge om. Han så lange skriftlige tilståelser, hvoraf det fremgik, at de afhørte ligefrem havde anstrengt sig for at komme på mest muligt at fortælle forhørslederne.
Det var en uhyggelig oplevelse. Der blev tilstået langt mere under forhør i Shell – huset, end selv en velinformeret Børge Outze havde forestillet sig.
En dansk tortur – bøddel
For de tyske officerer gjaldt det hele tiden om at kaste et blik over skulderen – knivene sad løst i de interne magtkampe. Fangerne havde det selvsagt ikke lettere. Også i Shell – Huset fandtes stikkere og folk, der udgav sig for andre end dem de var.
Den mest påfaldende var den berygtede torturbøddel Ib Birkedal Hansen. Han stod for de mest grusomme mishandlinger af fanger under besættelsen og var efter krigen den sidste landsforræder, der blev henrettet.
Bovensieben – en farlig mand
Ifølge Børge Outze var Otto Bovensieben en farlig mand. Han var begavet, alvidende, direkte, arbejdede i det skjulte og langt farligere end Günther Pancke. Han kom til Danmark i begyndelsen af 1944. Han havde et ret stort alkoholforbrug. Men han var en dynamisk og selvstændig organisator. I Berlin var dybt impliceret i deportering af 30.000 jøder. Bovensiebens navn er direkte forbundet med terror.
Godt nok fandt de første likvideringer sted under Mildner, men de blev i høj grad forstærket under Bovensieben.
Hans Hermannsen – den gode Gestapo – mand!
Vi skal vel også nævne Hans Hermannsen. Han var ikke så begejstret for nazismen. Han var hovedaktør i bekæmpelsen af tyske socialdemokrater og kommunister i Danmark. Man anså ham for at være for blødsøen, for gammel og for danskervenlig.
Kommunisterne var ikke så glade for ham. Han kom fra en stilling i Flensborg var han holdt øje med de dansksindede i Sydslesvig.
Efter krige skrev han 41 maskinskrevne sider om sit arbejde. Og hans danske kontakt Viggo Christensen kunne med en beretning fra 1947 på 41 sider samt dennes stilehefte med navne på 258 arresterede danskere og deres skæbne dokumentere Hermansens hjælp. Viggo Christensen var udstationeret som tolder i Padborg før besættelsen. Denne mente, at Hermannsen ganske åbent modarbejdede det tyske terrorregime.
Fik løslast 122 fangere
Med personlig risiko lykkedes det at få løsladt danske fangere i koncentrationslejre, Vestre Fængsel og Frøslevlejren. Samarbejdet inkluderede også breve, besøg, ekstra forplejning og yderligere lempelser.
Også svært belastede modstandsfolk fik han frigivet. Viggo Christensen kunne dokumentere, at Hans Hermannsen havde medvirket til 122 løsladelser. Ja han forsøgte endda også at advare mod Operation Möwe (Politianholdelserne)
Mod krigens afslutning kunne han overraskende informere modstandsbevægelsen om navnene på sine medhjælpere. Hermannsen fik også løsladt nogle af de mange kommunister, der blev anholdt.
Hoffmann – den kultiverede nazist
Karl Heinz Hoffmann var overbevist nazist. Han var ansvarlig for tortur mod danske modstandsfolk. Han foretrak ideologiske diskussioner med prominente fanger. Og så plejede han i den grad sociale netværk især med kvinder. Han var chef for Gestapo i Danmark fra 1943 – 1945.
Han blev sendt til Danmark i 1943 for at komme den tiltagende danske modstand til livs. Hans ordre kom direkte fra Hitler.
Drab på tyske soldater blev hævnet med såkaldte clearingsdrab på tilfældige danskere. Hoffmann sad med til møderne, hvor det blev vedtaget, hvem der skulle myrdes. Han gav personlig ordre til, at modstandsfolk og andre blev udsat for ”skærpet forhør”. Jo det var et raffineret ord for tortur.
Det praktiske arbejde som at uddele pisk og cigaretbrændemærker overlod han dog til andre som f.eks. den berygtede torturbøddel Ib Birkedal.
Som Dr. Jekyll og mr. Hyde
Han holdt sig helst på ti skridts afstand fra uhyrlighederne. Han var aldrig til stede ved tortur. Men han var selvfølgelig klar over, at det fandt sted. Gennem sit stikkersystem var han årsag til, at hundreder af modstandsgrupper blev rullet op, og at talløse mistænkte eller virkelige modstandsfolk blev underkastet tortur på Shell – Huset.
I filmen ”Flammen & Citronen” bliver Hoffmann portrætteret som en gal nazist, skaldet, sadistisk og kold. Men han var i virkeligheden et komplekst og sammensat menneske.
Han havde glimt i øjet med et stort velplejet hår. Han var et meget kultiveret menneske. Hans intelligens var betydeligt over gennemsnittet.
Han var et sammensat menneske. Han holdt sig bag en maske af beherskelse og korrekthed. Han var ikke direkte følelseskold, men alt som havde med varme og menneskelig forståelse ar gøre, kom altid i anden række. Han var venlig, imødekommende og korrekt. Men han var nok en af krigstidens uhyggelige, dobbelttydige skikkelser – en slags Dr. Jekyll og mr. Hyde.
Et kynisk dobbeltspil
Man sagde godt nok, at han distancerede sig for mange af de ting, der foregik på Gestapo-kontorerne. Han har givetvis været en charmerende jurist og han plejede i den grad omgang med overklasse-damer, bl.a. statsminister Scavenius kone, Alice.
Blandt de mange damer, han faldt for, var den billedskønne fotograf og modejournalist Ketty Selmer. Vedholdene rygter hævdede også, at han havde et forhold til en kendt skuespiller, men det er aldrig blevet bekræftet.
Ligesom den rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best kørte han et kynisk dobbeltspil i Danmark. Han kunne være venlig og imødekommende over for bestemte danskere. Han havde vel en ambition om at redde sit eget skind, når sandhedens time kom.
Scavenius besøgte ham i fængslet
Egentlig var han flygtet ud af Danmark den 5. maj 1945, men han meldte sig senere til de danske myndigheder.
Han blev dømt til døden i 1949 i Københavns Byret. Men året efter blev dette ændret til 20 års fængsel. Men som alle andre tyske krigsforbrydere i Danmark blev han løsladt få år efter.
Efter krigen besøgte Erik Scavenius og hans kone Alice Devantier, Hoffmann i Vestre Fængsel.
Hvad var det med Fru Scavenius og Gestapo – chefen?
Men hvad var det nu med Alice Devantier og Gestapo-chefen? Ja Alice var nær veninde med Erik Scavenius under besættelsen og senere gift med ham. Men hun havde også et nært forhold til Karl Heinz Hoffmann. Efter krigen sad hun varetægtsfængslet i over to måneder, mistænkt for spionage og drabsforsøg.
Detaljerne fremgår af et notat fra Rigsadvokaten, der 22. december 1945 opgav at sigte Alice Devatier. Dog begik hun en ”klar overtrædelse” af våbenloven, men sigtelsen bortfaldt.
Alice og Erik Scavenius mødtes i 1937 og blev kærester senest i 1942. Han skaffede hende fra april 1942 job ved telefonbordet i udenrigsministeriet. Her kunne hun følge ministeriets kommunikation, men ved udgangen af 1944 havde hun taget sygeorlov på grund af de rygter, der verserede om hende. Hun kom dårligt ud af det med det øvrige personale.
En lærer fra Skt. Petri Skolen
Alice havde fået skoleundervisning i den tyske Skt. Petri Skole i Nørregade. En af skolens lærere, Hans Wäsche var hemmelig agent for det tyske militær og nazipartiet. Den tyske skole blev betragtet som særdeles aktiv spioncentral.
I 1936 kom Wäsche ind i SD (Sicherheitsdienst). Det var egentlig en efterretningstjeneste, som han ledede. Han skulle referere til Eberhard von Löv, der var opvokset i grænselandet. Det var ham, som Frits Clausen betroede sig til. Löv var leder af afdelingen for de besatte germanske lande under SD-Hovedkvarteret i Berlin.
Forbindelser til stikkercentral
Alice kom via sin søsters mand, den tyske direktør Gürtler i kontakt med Hoffmann. Ifølge notatet er der ingen beviser for, at hun gav oplysninger til Hoffmann. Der blev påpeget, at hun og søsteren forsøgte at hjælpe folk, der var fængslet af tyskerne.
Alice havde forbindelser til den tidligere socialdemokrat og forfatter Jens Strøm, der var skyhøj lønnet af tyskerne efter datidens forhold. Via sit kontor rekrutterede han tysklandsarbejdere og drev angivelig stikkercentral.
Hvad skete der egentlig i Charlottenlund?
At forholdet til Hoffmann var meget nært fremgår af en episode den 8. januar 1945. En ung mand bankede ved 21-tiden på hos Scavenius i Charlottenlund. Alice var alene hjemme og kun iført kimono. Hun besluttede alligevel at åbne.
Manden viste sig at være bevæbnet og forsøgte ifølge Alice at røve hendes pistol, men da Alice resolut begyndte at skyde løs, tog han flugten. I minutterne derefter var hun selv så oprevet, at hun flygtede selv af Lindegårdsvej hen til Alleteatret. Hun følte sig forrådt af et lokalt vagtværn og ringede herfra til Gestapo for at få beskyttelse.
Hoffmann rykkede personlig ud med sine styrker. Men skæbnen ville at det danske vagtværn ankom omtrent samtidig til Scavenius hjem. Danskerne valgte at gå igen.
Ja og så følger en af de største anekdoter i besættelseshistorien. I sin ophidselse kom Alice ved et uheld til at affyre pistolen for fødderne af Gestapos øverste chef i Danmark. Andre ville være skudt på stedet. Men Hoffmann nøjedes i al venskabelighed at tage pistolen fra hende.
Hun erkendte at have skudt men nægtede at have skudt mod en flygtende mandsperson. Hun afviste også beskyldninger mod spionage.
Mystisk brev til fru Hoffmann
I et brev den 13. oktober 1950 havde hun sendt et brev til Hoffmanns mor, hvor hun anførte at danskerne havde provokeret besættelsesmagten. Hun skammede sig og det gjorde hendes mand også. Notatets ægthed er bekræftet.
Åbenbart er sagen svævet over diverse kontorborde. Og da der her var tale om en tidligere statsministers kone, er fløjlshandskerne taget frem.
Karl Heinz Hoffmann slog sig ned i Koblenz. Og han levede her som advokat i ind til sin død i 1975.
Krigsforbryderne blev hurtig benådet
Werner Best havde stor held med at bagatellisere Gestapos forbrydelser herhjemme. Opgøret med ledende nazister, der bevisligt stod bag krigsforbrydelser, ebbede ud i meget lidt. Bests næstkommanderende i Danmark, Otto Bovensiepen indrømmede at have beordret ”anvendelse af tortur i visse sager”. Men indrømmelsen forhindrede ikke en hurtig amnesti, og Bovensieben gjorde efterfølgende karriere som direktør for et vesttysk forsikringsselskab.
I 1946 blev SS, og dermed Gestapo erklæret for forbryderiske organisationer ved Nürnberg – processen. Herhjemme blev en masse tyske Gestapo – folk som allerede nævnt idømt lange fængselsstraffe men de blev forholdsvis hurtigt benådet.
Storstikkeren Grethe Bartram
Ja og også Gestapo folk havde givet ordre til danskere, der ikke blev benådet. 46 af dem blev henrettet og mange sad indespærret mange år efter, at de tyske krigsforbrydere kunne rejse hjem.
En af dem, der blev dødsdømt med ikke henrettet var Grethe Bartram. Hun var storstikker med 70 mennesker på samvittigheden. Hun var en gevinst for Gestapo. Mange af hendes ofre undergik månedlange forhør og tortur. 35 af dem blev sendt i KZ – lejr, ni af dem vendte aldrig tilbage.
Grethe havde svært ved at få pengene til at slå til efter at hendes mand havde været udsat for en arbejdsulykke. En dag så hun en annonce i en Århus – avis, hvor man tilbød 1.000 kr. i dusør til dem, der kunne give oplysninger til opklaring af en sabotagebrand.
Grethe havde sine oplysninger fra modstandsbevægelsen, hvor hun selv deltog. Hun kommer i forbindelse med en Gestapo-mand ved navn Rothenberg, der lovede hende flere penge, såfremt hun kunne skaffe flere oplysninger om modstandsbevægelsen. Og ved hjælp af Grethe bliver det meste af modstandsbevægelsen i Århus optrevlet. Særlig den 21. juni 1944 er en mærk dag i modstandsbevægelsens historie i Århus. Mere end 20 – 30 modstandsfolk bliver anholdt samtidig den dag. Ingen fatter mistanke til hendes dobbeltspil.
Celle – stikker i Frøslev
Efterhånden fatter man i toppen af modstandsbevægelsen mistanke til Grethe Bartram. Der bliver givet tilladelse til at likvidere hende. Det lykkedes dog for hende i første omgang at undslippe. I oktober 1944 arrangerer hun en skinanholdelse af sig selv. Gestapo bruger hende nu som celle – stikker i Frøslev. I december vender hun tilbage til Århus. Her bliver hun forsøgt likvideret. Efter en kort indlæggelse på lazarettet i Fredericia, fortsatte hun sit stikkeri for Gestapo i Kolding.
Erik Blodøkse
Ja rundt omkring i Danmark sad der Gestapo-bødler. I Aalborg var det det Franz Toft på den berygtede Gestapo – borg, Højskolehotellet. I den hektiske periode efter besættelsen var han en af dem, man helst ville have fat på. Han blev fanget under sin flugt og gennembanket af modstandsfolk. Det fortsatte de med indtil han sad i en fængselscelle.
Det krænkede ikke retsbevidstheden efter at han gennem en overmåde hård og nådesløs retshandling blev dømt til døden. Af dommer Erik Hansen blev han kaldt Erik Blodøkse. Han var en af Gestapos mest afskyelige håndlangere.
Staldgården i Kolding
Gestapo i Kolding måtte sammen med deres underafdelinger i Esbjerg og Aabenraa dække hele det sydlige Jylland. Og selv om andre politistyrker f.eks. det tyske ordenspoliti, der også var placeret i Kolding havde chefen på Staldgården 70 mand til rådighed i et område med over en kvart million indbyggere.
I efteråret 1944 var hovedparten på omkring 40 personer beskæftiget på Staldgården, hvor kernegruppen i bekæmpelsen af modstandsbevægelsen bestod af kun 17 egentlige tyske Gestapo – folk.
Den øvrige del af personalet udgjordes af chauffører, vagtmænd og kontorpersonale. Det meste af kontorpersonalet var dansk. Og de fleste var yngre kvinder. Endelig bestod personalet af omkring 10 danske tolke. Stillingen ”tolk” er dog mildt sagt misvisende. Betegnelsen omfattede ofte aktiv deltagelse i både tortur under forhør og i Gestapo – aktioner.
En enkelt stikker kunne skabe stor ulykke
Det er også en misforståelse at kalde disse tolke for stikkere, idet de var fastansatte, lønnede Gestapo – folk med arbejdsplads på Staldgården. Besættelsestidens begreb ”Stikker” dækker over en meget uensartet gruppe fra professionelle, velbetalte stikkere med snesevis af angivelser på samvittigheden til mennesker, der af frygt angav en bekendt.
Det er en myte at stikkere udgjorde tusinder. Men en enkelt stikker kunne forvolde enorm skade og sætte bølger af anholdelser i gang. I et lille bysamfund, hvor folk kendte hinanden, var der i forvejen sin sag at holde illegale aktiviteter skjult.
”Skærpet forhør”
Torturmetoderne var afstumpet brutal og primitiv. Men ofte var dette ikke nødvendig. Den psykiske tortur var mange gange nok. Her truede man med at anholde slægtninge eller sende vedkommende i KZ – lejr. Man knækkede de anholdte under psykisk pres.
Men man anvendte dog oftere og oftere begrebet ”Skærpet Forhør” særlig efter 1944. Her brugte man læderrem, pisk, brændende cigaretter og stokkeslag. Reglementet blev tydeligvis ikke overholdt.
Ib Birkedal Hansen indledte i maj 1944 sine ofte helt vilkårlige mishandlinger. Han brugte gummiknippel, hundepisk og en tung jernstang forsynet med en kugle i enden. Han brændte sit offer med cigaretter i næseborene, i knæhaserne og under fodsålerne. Så hejste han folk op i håndjern eller i armene. Dette foregik på Shell – Huset.
Cheferne på Staldgården
Den første Gestapo – chef på Staldgården var August Naujock. Han sad på posten fra september 1943 til juni 1944. Så blev han afløst Thes Burfeind. De kom begge fra Slesvig – Holsten.
Burfeind forlod for det meste forhørslokalet, når slagene og sparkene begyndte at hagle ned over fangerne. Naujock derimod tog ofte personlig del i mishandlingerne. Men de havde begge ansvaret for den tortur og de dødsfald, der skete.
De ”dygtige” danskere
Men det var danskere, der gik foran på Staldgården. Og det var Peter Bollerup, Peter Karl Brinkmand, Hans Kristian Kristensen (Smukke Hans), Johannes Rasmussen (Snogen) og Niels Ries. Disse deltog i et utal af mishandlinger og i flere hundreder af anholdelser.
Og de var effektive. Gang på gang blev modstandsbevægelsen i Sønderjylland optrevlet.
Ofte er disse beskrevet som desperadoer, kriminelle udskud og småbegavede individer. Men det giver deres baggrund slet ikke belæg for. Hvorfor disse fem valgte Gestapo, ja det må findes i en kombination af politiske og økonomiske forhold.
Gestapo – chefen på Staldgården rummede formentlig over nogle af de ”dygtigste” og mest initiativrige danske Gestapo – folk. Flere af dem blev indstillet til en tysk orden.
Jenny Holm
En af dem, der også arbejdede på Staldgården var Jenny Holm. Hun var i 1941 kommet til Hamborg, hvor hun hurtig skiftede fabriksarbejdet ud med beskæftigelse for Gestapo. Her fik hun desuden kontakt med den senere så berygtede danske terrorist Ib Birkedal Hansen, der skulle have taget hende med til København.
Men Jenny Holm var også i vigør for Gestapo i Kolding, Odense og Esbjerg. Hun havde angivelser, anholdelser og sandsynligvis også medvirken i mishandlinger af fanger på samvittigheden.
Modstandsbevægelsen forsøgte af to omgange at få ram på hende, men uden held. En af gangene forgik i Vamdrup i januar 1945.
De tyske Gestapo – folk forsøgte at komme over den dansk – tyske grænse. De iførte sig ordinære værnemagtsuniformer og gled ind i strømmen af hjemvendte tyske soldater. Burgfeind blev anholdt i Niebüll den 16. maj.
Naujock tog ophold hos sin kone i en forstad til Hamborg. Han meldte sig til briterne og sad i Neuengamme, før han i 1946 blev udleveret til retsforfølgelse i Danmark.
Jenny Holm vente 180 grader og begyndte at arbejde for briterne. Men i 1949 blev hun af Landsretten idømt 16 års fængsel.
Brinkmand slap for dødsdom
Brinkmand var stort set tavs om sit arbejde for Gestapo, mens andre led pludselige hukommelsestab. Men det anfægtede ikke retssagerne. De fem danskere på Staldgården, der medvirkede i tortur og mishandlinger blev dømt til døden. Ved Landsretten fik Bollerup dog nedsat sin straf til livsvarigt fængsel.
Og deres arbejdsgivere, der medvirkede til tortur og drab blev ligesom de øvrige tyske krigsforbrydere udvist i 1953. Burfeind slap for straf for at have deporteret såkaldte asociale i KZ – lejre.
Hvem var de danske Gestapo – arbejdere?
Egentlig var der 41 danske Gestapo – folk beskæftiget på tjenestesteder overalt i Danmark. 20 af dem havde været Tysklandsarbejdere, 22 af dem havde enten været i Frits Clausens DNSAP eller andre nationalsocialistiske grupperinger og 12 af dem havde været i Waffen SS.
I Nordschleswigsche Zeitung blev der annonceret efter arbejdskraft hos de forskellige tjenestesteder hos Gestapo.
Havde ikke lyst til at blive myrdet i egen seng
Gestapo-chefen i Helsingør var ikke ubetinget tilfreds med personalesituationen. Aflytningen af hans telefonsamtaler viser således, at han igen og igen efterlyser flere og ikke mindst bedre – folk.
På et tidspunkt i august 1944, hvor han tilsyneladende er nervøs for hovedkvarterets fysiske sikkerhed siger han i telefonen, at:
Han ville også gerne have ombyttet nogle af sine folk til folk, der ikke var bange for noget. Og så ville han gerne have bedre våben.
I begyndelsen af september 1944 ringede Gestapo – chef John fra Helsingør til hovedkvarteret i København, at han havde brug for 7 – 8 tolke. Der var masser af pligtforsømmelser og en enkelt, der ellers var blevet rost for sin iver begik bankrøveri i sin tjenestetid. Der var masser af afdelinger langs kysten. Her kontrollerede man våben og de personer, der forsøgte at flygte til Sverige.
Ventede i 10 måneder på sin henrettelse
I rapporterne fra aflytningscentralen i Helsingør nævnes adskillige stikkere, der havde deres jævnlige gang hos Gestapo.
En punkteret hjul på en lastbil nær Ringsted efterfulgt af yderligere tilfældigheder satte Gestapo på sporet af hele modstandsorganisationen i Nordsjælland i november 1944.
Det var ikke kun telefonen, der blev aflyttet. Ved et indbrud på et posthus lykkedes det også at tage Gestapos post. Og en modstandsmand, Erik G. Andersen blev ansat i Hermannsens kartoteksafdeling. Han kunne give værdifulde oplysninger. Men ved en razzia fandt tyskerne nogle af deres agne papirer, som afslørede Erik Andersen. Han blev anholdt og dødsdømt. Efter 10 måneder blev han henrettet den 21. februar 1945.
De danske terror – korps
Vi skal jo hellere ikke glemme Gestapos forskellige hjælpekorps. Det var Schalburgkorpsen og Hipo – korpset med hele 550 mand i København. Ja og Lorenzen – gruppen, der selvstændig foretog 600 – 800 anholdelser. Så var det Schiølergruppen og Lille – Jørgen gruppen.
10.000 danskere blev interneret
Tysk politi kunne deponere mere end 3.000 modstandsfolk til tyske fængsler og koncentrationslejre, mens op imod 7.000 blev interneret i det tyske politis fangelejr i Danmark (Frøslevlejren). 1.600 af disse blev senere sendt syd på i kz – lejre. Dertil henrettede besættelsesmagten 101 modstandsfolk.
Men nu er den danske modstand ikke en statistisk masse, så ”regnskabet” kan vel næppe gøres op.
Den 29. september 1944 påbegyndte Gestapo en ny repressalieform med officielle sprængninger af ejendomme, som havde fungeret som våbenlagre.
Af de 6.100 danskere, der endte i koncentrationslejre, blev over 5.000, hvoraf halvdelen var modstandsfolk, deponeret fra midten af september 1944 til marts 1945.
Barsk modterror i Norge
I Norge anvendte tyskerne mere barsk form for modterror. I Telavåg, et isoleret fiskeleje sydvest for Bergen med 400 beboere i april 1942 jævnet med jorden. Alle mænd mellem 16 og 65 år blev anholdt og deporteret til tyske kz-lejre, hvor op imod halvdelen omkom.
Kvinder, børn og ældre, 268 mennesker blev tvangsforflyttet og sad i arrest til maj 1944. Som yderlige repressalier blev 18 Gestapo – fanger uden tilknytning til Telavåg henrettet.
Hitler beordrede modterror
Best, Hanneken og Pancke var den 30. december 1943 beordret til møde i førerens hovedkvarter ”Ulveskansen” i Østpreussen. En vred Hitler gav trioen en utvetydig ordre om at iværksætte modterror i Danmark. Hver sabotage skulle gengældes med modsabotager. Et hvert drab på en tysk soldat skulle modsvares med fem gengældelsesdrab på fremtrædende danskere. Førerordren var startskuddet til den tyske modterror i Danmark.
Masser af modterror
100 clearingsdrab og 131 schalburgtager kan tilskrives Peter – gruppen. Peter – Gruppens danske indslag bestod af folk fra Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste ET med Henning Brøndum, Kai Bothildsen Nielsen og Ib Nedermark Hansen i spidsen. Det var også Gestapo – folk tilknyttet gruppen. Instrukserne modtog man fra Bovensieben. Omkring midten af 1944 opstod der en fast aflægger af Petergruppen i Jylland.
Den såkaldte ”Bombenat” den 19. – 20. april 1945 blev arrangeret af de danske terrorgrupper som hævn for modstandsbevægelsens likvidering af ET – chefen Erik V. Petersen. Og hævnen kom til at bestå af 12 drab, 3 drabsforsøg og 30 bombeattentater. Den højere SS – og politifører Pancke havde godkendt aktionen.
Den 8. oktober gik det ud over uskyldige, kvinder og børn. Det var de to danske terrorister Henning Brøndum og Ib Nedermark Hansen, der havde placeret bomber i et tog. Lige nord for Hobro sprang den ene af bomberne. Den dræbte ti tilfældige mennesker og sårede andre ni alvorligt.
Attentatet var med al sandsynlighed gengæld for en jernbanesabotage mod et tysk militærtog ved Rødekro dagen før. Den dræbte 7 soldater og sårede 42.
I januar og februar 1945 tog Peter – gruppen på en ny terrorturne i provinsen. De foranstaltede sprængninger i blandt andet Guldsmedegadekvarteret i Århus. Syv uskyldige mennesker blev dræbt, og der var omfattende skader.
Efter jernbanesabotager i februar 1945, hvor 24 tyskere mistede livet udførte Peter – gruppen et nyt attentat mod et DSB – eksprestog, hvor ni blev dræbt og mange flere sårede.
Det er i grunden forfærdeligt, at en stor del af tyskernes modterror er udført af danskere mod deres landsmænd!
Asociale og vaneforbrydere
Natten til den 27. september 1944 fortog det tyske sikkerhedspoliti en stor razzia i København. 166 danskere blev arresteret og uden nogen form for rettergang sendt i tysk koncentrationslejr. To dage efter forlød det i dagbladene, at aktionen var rettet mod ”asociale og vaneforbrydere”.
Aktionen i København var startskuddet til en række razziaer, der sendte 421 i koncentrationslejr, hvor 62 døde, mens 51 fik varige fysiske men. Dette er et glemt kapitel indtil fornyelig, hvor der kom bog om hændelserne. Deres lavstatus kunne også ses i deres behandling i Frøslevlejren. Heller ikke de andre danske fangere ville vide af dem.
Efter besættelsen: 40.000 anholdte
Straks efter den tyske kapitulation begyndte den størst bølge af anholdelser i besættelsestiden overhovedet. De første 22.000 anholdelser blev gennemført af modstandsbevægelsen og ikke af dansk politi, der først den 13. maj atter kunne overtage politifunktionerne i Danmark. I tiden derefter anholdt politiet 18.000 personer.
Begrundelsen for, at det var 40.000 anholdte var, at man ville forhindre lynchninger af landsforrædere. Hertil kom at interneringerne skulle virke præventivt.
Kun 13.500 blev dømt
Blandt de anholdte var mange ældre, som bestemt ikke udgjorde nogen form for sikkerhedsrisiko. Men interneringerne var nu også en del af Frihedsrådets efterkrigsprogram ”Naar Danmark atter er frit” fra 1943.
Landssvigere blev de alle kaldt, hvad enten de havde vasket tøj for tyskerne eller været beskæftiget i Gestapo. Men dertil skal nok også lægges den nervøse og oppiskede stemning, der var efter besættelsen. Blot 13.500 af de anholdte blev dømt.
Mange af anholdelserne var vilkårlige og fandt sted i en elektrisk, hadefuld og kaotisk atmosfære. Både skyldige og uskyldige røg med. Mindst 25 blev dræbt under anholdelserne, herunder en uskyldig 17 – årig dreng.
Lokalbefolkningen blev opildnet
Mange af de 40.000 blev kørt rundt på åbne lastbiler og bevogtet til spot og spe. Terror og tortur resulterede i raseri og had. Både skyldige og uskyldige måtte løbe spidsrod gennem hujende og spyttende mængder. Flere gange var der optræk til offentlige lynchninger, når sager blev opgivet og de internerede løsladt.
Pludselig blev uskyldige udnævnt som stikkere, fordi man havde et personlig opgør med vedkommende. Mange steder gjorde modstandsfolk brug af en retorik, der opildnede lokalbefolkningen.
Mange har kaldt brugen af pisk og tæsk af internerede i efterkrigsdagene for opspind, men det var det nu ikke. Det var fakta. Ja i Aarhus blev nogle af internerede banket bevidstløse. Der var masser af selvtægtsaktioner.
Befrielsesdagenes hårdhændende behandling af speciel Gestapo – og Hipofolkene var ikke kun udtryk for blindt raseri, hævn og mistillid. En del af brutaliteten var tilsigtet og foregik med modstandsledernes accept.
Drama i Aalborg
I Ålborg kørte der fra Højskolehotellet tidlig om morgenen en kortege med 6 – 7 biler med Gestapo – og SD – folk mod Brønderslev. De medbragte tre fanger, der var så svært mishandlede, den lokale Gestapo – chef ikke ville overgive dem til Røde Kors. I stedet ville man slette alle sporene ved at likvidere fangerne. Men undervejs forulykkede bilen med de tre fanger, og de blev sat på fri fod.
Ankommet til Brønderslev iførte de fleste Gestapo-folk sig værnemagtsuniformer og blev udstyret med de fornødne soldaterpapirer. De delte sig i mindre grupper. Tre Gestapo – folk valgte at begå selvmord. Andre klædte sig i civil og cyklede mod syd.
Fritz Bolle og en del af sine underordnede slap over Sæd Grænse ved Tønder.
Drikkegilder i Aalborg
I starten af oktober 1944 blev styrken i Aalborg kraftig udvidet. I slutningen af 1944 var der vel 50 Gestapo – folk her. Kriminalrat, Hauptsturmführer Bolle var ankommet fra Frankrig. Med sig havde han ca. 100 mand. De fleste var fra SS. En af disse blev fordelt til Gestapos øvrige afdelinger ud over landet.
Ved sin tiltrædelse udtalte han, at nu ville der blæse en anden vind i det nordjyske. Han var selv meget fordrukken og udpræget sadist. Bolle holdt store drikkegilder om natten, og der blev skudt rundt om i lokalerne. Jævnligt blev der tilkaldt murere og malere for at reparere efter Bolle og hans folks sindssyge vildskab. Hvis Bolle opdagede, at andre Gestapo – folk havde piger med hjem, trængte han ind på dem og tog pigerne fra dem.
Nogle af fangerne blev bundet op af en glohed radiator. Mishandlingerne fortsatte til fangerne besvimede. Nogle gange var tre folk til forhørene.
Til Frederikshavn sendte Bolle de folk, der ikke var i drikkelag med ham og så dem han ikke kunne lide. I Frederikshavn og Hjørring blev mange anholdt.
Tyskerne svigtede en aftale med de allierede
Egentlig havde værnemagten af de britiske myndigheder i forbindelse med aftalerne om de tyske troppers rømning af Danmark allerede den 5. maj om aftenen fået ordre til at internere Gestapo – og SD – folk. Fire dage senere blev det pålagt værnemagten at udlevere dansk personale og Hipofolk til danske myndigheder. Men mange Gestapo – folk flygtede alligevel som personalet fra Ålborg, for den ordinære ”flugtrute gik netop gennem strømmen af hjemvendte ordinære tyske soldater over grænsen i Sønderjylland.
Hans Hermannsen advarede modstandsbevægelsen
Hans Hermannsen blev ikke straffet i Danmark. Efter kapitulationen hjalp han de allierede med at opspore de gamle kollegaer. Men helt uskyldig var han dog ikke. Han var en central aktør mod deportationer af kommunister.
H.C. Andersen havde via Hermannsen fået en liste over alle danske medarbejdere hos Gestapo. Derfor blev antallet af likvideringer så store i april og maj 1945. I det illegale blad Information havde man den 23. april 1945 en længere artikel. Her blev kredsen af dem, der var i fare for at blive likvideret udvidet. Her var Hipo-folk, Gestapos danske chauffører, tolke, ja alle der arbejde på Gestapos kontorer.
Gestapo vidste udmærket besked med modstandsbevægelsens opbygning. Det skete ved arrestationen af oberstløjtnant E. Tiemroth den 26. februar 1945. Hermannsen underrettede øjeblikkelig Viggo Christensen, så modstandsbevægelsen kunne tage deres forholdsregler.
Angrebet mod Shell – Huset
Den truende optrevling fik SOE – lederen i Danmark til at appellere til Royal Air Force om at bombe Shellhuset. Den 21. marts satte RAF et præcisionsangreb ind og bombede Shell – huset fra siden og ikke ovenfra. For her havde tyskerne anbragt prominente fangere som værn mod luftangreb.
På mirakuløsvis vis overlevede mange af de fængslende modstandsfolk angrebet. Shell – Huset var godt ødelagt. Blandt de dræbte var 26 tyskere og 25 – 30 danske hjælpere. Det store kartotek var ødelagt. Men den tyske ledelse var intakt. Pancke, Bovensieben og Hoffmann var til begravelse. Også Hermannsen overlevede.
Likvideringerne tog fart
Likvideringerne tog i den grad en stigning. I modstandsbevægelsen var der tilfredshed med at antal af likvideringer efterhånden havde oversteget egne tab.
En Gestapo – mand Josef Eckl tilbød, at få løsladt frihedskæmpere for et beløb på 150.000 kr. Åbenbart blev der indgået en eller anden aftale for midt i april 1945 blev 8 fangere løsladt fra Vestre Fængsel.
Mange forblev ustraffet
Den flygtende Fritz Bolle forblev ustraffet, skønt han var eftersøgt for forbrydelser i både Danmark og Frankrig. En tolk hos en amerikansk efterforskningsenhed i Marburg i Tyskland genkendte i april 1947 en person på et foto over eftersøgte danskere. Det var Ib Birkedal Hansen. Han blev tidligt om morgenen den 20. juli 1950 henrettet ved skydning.
Heller ikke Rudolf Mildner blev straffet. Han var vidne under Nürnberg – processen. Men dernæst forsvandt han nærmest fra jordens overflade. Åbenbart har han plejet omgang med Eichmann i Argentina. Men ifølge Wiesenthal, der havde ham med på sin liste, havde han i 1963 forladt Argentina og bosat sig i Egypten.
En anden omstridt person var Erich Bunke. Han havde siddet i undersøgelsesret siden 1960. Efter vesttysk lov havde Bunke ikke et selvstændigt ansvar for f.eks. nedskydningen af de elleve modstandsfolk ved Roskilde – eller mordene på syv mænd i København den 23. februar 1945, hvor Bunke planlagde og ledede aktionen samt udvalgte både medlemmerne af dødspatruljen og ofrene. Hertil kom andre tiltaler mod den tidligere Kriminalrat i Gestapo.
En sag mod Bunke i Danmark var på forhånd udelukket, eftersom Vesttyskland ikke udleverede statsborgere til retsforfølgelse i andre lande.
Skyldig i 15 drab – forblev ustraffet
En del krigsforbrydere fra besættelsestiden har klaret frisag på at holde sig skjult i så lang tid, at deres sag er blevet forældet. Og her var man så naiv, at man troede, at mord ikke blev forældet.
Walter Carl Rasmussen anses for at være skyldig i 15 drab på modstandsfolk. Men der er aldrig rejst nogen sag mod ham. Han deltog i massenedskydningen af 11 modstandsfolk på landevejen mellem Roskilde og Ringsted den 9. august 1944. Han var også med til andre forbrydelser sammen med sin chef Erich Bunke.
Walter Carl Rasmussen var i efterkrigstiden med i ”Kameradenwerk Korps Steiner”. Det var et af de kendteste og mest effektive netværk for tidligere Waffen – SS – Folk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 216 artikler om Besættelsestiden før, under og efter herunder;