Anker Heegaard og hans jernstøberi

M.A. Heegaard tilbragte sin barndom på Samsø. Han fik sin egen isenkram – butik. Og så købte han 5 tønder land på Nørrebro. Kongen og militæret skulle spørges. Befolkningen hadede alt, hvad der var engelsk. Det var heldigt for Heegaards omsætning. To sønner overtager virksomheden. Kompagniskabet ophører. Der produceres kakkelovne, gryder, pander, plove og to chokolademaskiner. Det var dyrt for arbejderne, at møde kl. 5 om morgenen. Tarmfabrikken måtte lukke. Det lugtede meget fælt. Man fremstillede musikinstrumenter. Stor Nordisk – udstilling i 1872. I 1872 var der 102 ansatte. To sønner og svigersøn overtager. Stort socialt engagement. Heegaard sælger ud – nye beboelseskvarterer opstår. Og så tog Anker Heegaard fusen på grundejerne. Han var førende på dansegulvet. I 1898 flytter man til Hillerødgade og sælger 14 år senere. Der fortsættes i Frederikssund.

 

Barndom på Samsø

Mathias Anker Hedegaard var født 1776 og tilbragte det meste af sin barndom på Samsø, hvor hans far var sognepræst på Samsø. Der var flere præster i familien. Men den vej ville Mathias Anker ikke gå. Han valgte en helt anden løbebane.

Efter konfirmationen rejste han i 1790 til København, hvor han kom i lære hos isenkræmmer Peter Faber. Han viste en stor håndværksmæssig kunnen men også et stort handelstalent.

 

Egen isenkrambutik

I 1803 åbnede han sin egen isenkramforretning i Frederiksborggade. Butikken voksede støt. I 1820 købte han naboejendommen på hjørnet af Frederiksborggade og Nørrevold. Nu havde han byens største forretning af den art.

Efter det engelske bombardement af København og Englandskrigene var der stor modvilje i befolkningen mod alle engelske varer. Det var baggrunden for, at Heegaard optrådte som medstifter af ”Selskabet for indenlandsk Kunstflid”. Selskabet afholdt en række udstillinger i det følgende tiår.

I 1813 havde Heegaard fået patent på en ny slags jernkedler. Modviljen mod de fremmede produkter gav ham vind i sejlene, så han efterhånden havde kunder over det meste af landet.

 

Han købte 5 tønder land

Det var langt ude for byen dengang. Og lystslottet Blågård var delvis revet ned. Og nu var det plads. Det havde M.A. Heegaard også opdaget. Han købte 5 tønder land.

 

Ansøgte Kongen om tilladelse

I oktober 1827 søgte han kongen allernådigst om at måtte få tilladelse til at drive et jernstøberi på stedet. Ja han spurgte også om han måtte ansætte smede og håndværkere. Han forklarede kongen, at hans ide var at fremstille alle sorter af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre finere ting af jern.

Han har sikkert også forklaret kongen, at alle disse ting var noget som vi importerede fra udlandet. Heegaard mente, at det ville gavne landets økonomi, at vi selv kunne fremstille det. Og han mente sandelig, at han også kunne gøre det billigere.

De gamle håndværkere protesterede, men Heegaard fik tilladelsen. En masse fabriksbygninger blev opført rundt på grunden. Selv tog han sommerresidens og senere fast ophold på Blågårdsgade.

 

Militæret skulle også spørges

Arealet lå på demarkationsområdet foran voldene, hvor der af forsvarsmæssige grunde kun måtte bygges i begrænset omfang. Der skulle søges om tilladelse hos militærets demoleringskommission.

 

To sønner overtager virksomheden

I 1837 overtog sønnen Anker sammen med en ældre bor Christian August virksomheden samt isenkramforretningen. Der kom flere produkter til, bl.a. messingdekorationer til ovne.

Anker måtte mellem 1839 og 1840 afsone ti måneder i fængsel for underslæb, men fortsatte sine forretninger efter løsladelsen.

 

Kompagniskabet ophører

I 1847 blev kompagniskabet ophævet. Anker overtog nu for egen regnskab støberiet. Fabrikken skiftede navn fra M.A. Heegaard Sønner til Anker Heegaards Jernstøberi. Nu var han udelukkende fabrikant.

 

Kakkelovne, gryder, plove, pander og to chokolademaskiner

Jernstøberiet havde stor fremgang på grund af det almindelige økonomiske opsving. Den kongelige fabriksinspektør O:J. Rawert, til hvem industrihistorikere er i stor gæld på grund af hans grundige bøger, oplyser i sin beskrivelse af

• Maskinfabrikationernes og Jernstøberiets Tilstand i København (1847),

at der da var 52 arbejdere ansat på virksomheden. Der blev blandt andet årligt produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellige typer og 140 skorstensindretninger.

Af de mere specielle produkter var to chokolademaskiner til kværning og finmaling af kakaobønner samt fire barkmøller, som blev anvendt til garverierne. De gode tider for landbruget i årtierne frem til ca. 1870 spillede også ind for afsætningen.

Rawert nævner således også 390 plove og dele til plove. Netop på denne tid begyndte man at fremstille en række redskaber af jern i stedet for af træ, som man havde gjort tidligere.

 

Det var dyrt for arbejderne

København var indtil 1850erne, da koleraen slog til, endnu en fæstningsby. Arbejderne boede inden for voldene. Arbejdet på jernstøberiet startede kl. 5 om morgenen. Det kunne selvfølgelig give problemer, når porten først blev åbnet for fri færdsel kl. 7.

For at komme igennem inden da, skulle der erlægges en afgift på 2 skilling til portvagten som bompenge. Det var en mærkbar udgift. Det udgjorde således 1/24 af en arbejders og 1/16 af en lærlings løn.

Fabrikanterne på Nørrebro klagede derfor i 1844 til Borgerrepræsentationen. Men da den årlige indtægt beløb sig til omkring 1.000 rigsdaler, var man ikke meget for ændringer. I de følgende år øgedes klagestrømmen. Først i 1852 bøjede man sig, idet byportene da blev åbenet kl. 5. Året efter forsvandt afgiften helt.

 

Familien boede i 1850 på Blaagaardsvej 36

En optælling fra 1850, kan vi se, at Anker Hedegaard bor på Blaagaardsvej 36. I husholdningen er hans kone, Louise Feilberg og tre børn, Luis Carl, Stephan Petrea Ankeriette og Anna Sophie.

Der var en mandelig og en kvindelig tjener, en bogholder, en kusk og en karl

Efterspørgslen på gelændere, kakkelovne og komfurer steg. Heegaard kunne levere det hele.

 

Tarmfabrikken måtte lukke

Men det var nu ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Det var godt nok stor efterspørgsel efter violinstrenge, og det var en god efterspørgsel. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev alarmeret.

De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnende tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Fabrikken blev dog også lukket af myndighederne.

 

Store opkøb

Under Anker Hedegaards ledelse blev de største af sin art i Danmark. I 1857 købte han J.F. Clausens 100 år gamle maskinfabrik og jernstøberi i Frederiksværk. Han købte det under auktion for 118.000 rigsdaler.

Samme år overtog han et lerbrænderi i Blågårsgade. I Frederiksværk fik han installeret dampmaskine som supplement til den ustabile vandkraft. Ja han fik også anlagt en havn i Frederiksværk. Den stod klar i 1866.

Hovedkontoret og lagerbygningerne blev etableret i Havnegade i København.

 

Stor udstilling i 1872

Ved den ”Nordiske Industri – og Konstudstilling i Kjøbenhavn” i 1872 optræder Anker Heegaard som stor udstiller. Han udstillede dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner samt en betydelig række støbte husholdningsmaskiner, derimellem emaljerede gryder.

Udstillingen blev afholdt af Industriforeningen, hvis formand Heegaard var blevet.

Støberiet var leverandør til bl.a. støbejernsgitteret, som endnu omgiver Ørstedsparken i København. Fabrikken leverede også jernrammer til Hornung & Møllers pianoer og flygler.

 

Masser af udvidelser og 102 ansatte

I 1860erne og i begyndelsen af 1870erne opførtes nye værkstedsbygninger, foruden ombygninger af de eksisterende huse. En opgørelse fra 1872 viser, at der nu var beskæftiget 102 arbejdere.

I 1862 havde han stiftet Frihandelsforeningen. Men han nærmest stemte imod dens program. Så her var han kun kort tid.

 

To sønner og svigersøn overtager

Han var også med i Arbejderforeningen af 1860. Fra 1866 – 1885 var han med i bestyrelsen. Fra 1868 til 1885 var han i Borgerrepræsentationen i København. I 1881 var han en af stifterne til Dansk Sparemærkekasse.

Anker Heegaard ønskede efterhånden at trække sig tilbage til privatlivet. I 1884 overdrog han derfor hele sin virksomhed, fabrikkerne på Blågård og Frederiksværk til to sønner og en svigersøn.

 

Stort socialt engagement

Hans sociale engagement kom også til udtryk gennem en række legater, der blev stiftet på grundlag af en del af hans formue. Ved testamente af 1890, der trådte i kraft ved hustruens død i 1905 skænkkede Hedegaard 350.000 kr. til legater bl.a. med det formål at fremme afholdelse af populære foredrag over naturvidenskaber og historie.

Også de socialt dårlig stillede på Nørrebro mærkede hans godhed, således skænkede han grunden til Marthahjemmet.

Han blev Ridder af Dannebrog i 1869, Dannebrogsmand i 1872 og etatsråd i 1883. I 1844 var han blevet gift i Thisted med Louise Christine Feilberg. De fik i alt seks børn.

En gade på Nørrebro blev opkaldt efter hans kone, Louisegade. Men efter et grusomt mord fik gaden navneforandring til Prins Jørgens Gade.

Anker Heegaard døde den 19. december 1893 og ligger begravet på Assistens Kirkegård.

 

Det kneb med udvidelsesmulighederne

Gradvist blev mange af aktiviteterne flyttet til Nordsjælland. På Nørrebro kneb det efterhånden med udvidelsesmulighederne. Det var efterhånden blevet et tætbefolket arbejderkvarter. Grundpriserne steg. Og Heegaard tjente masser af penge, da han i 1898 solgte den sidste rest af sine ejendomme på Blågårdsgade til Københavns Kommune.

 

Nye beboelseskvarterer opstår

Men allerede fra midt i 1870erne begyndte Heegaard at sælge af sine grunde på Nørrebro. Det gav en ikke ubetydelig indtægt. Der opstod beboelseskvarterer omkring Stengade, Bagergade (senere nedlagt), Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgensgade).

 

Anker Heegaard tager fusen på grundejerne

Vi skal da lige have historien fra 1872, da Baggesensgade skulle anlægges. Det viser, hvordan Anker Heegaard i usædvanlig grad var i stand til at spinde guld på andre grundejers bekostning. Gaden løber i dag parallelt med Nørrebrogade. Heegaard forsøgte at få denne gades grundejere med på anlæggelse af den nye gade. Han foreslog, at de delte anlægsudgifterne, og at alle afgav et stykke af deres jord.

Det blev pure afvist af alle grundejerne, men Heegaard absolut mente, at der ville blive behov for en gade netop på dette sted, valgte han i stedet at anlægge den midt inde på sin egen parcel. Mellem fortovet og grundene langs Nørrebrogade lod han imidlertid en strimmel jord ligge ubenyttet hen.

For de berørte grundejere opstod der hurtigt et behov for den nye gade. Men de var blot nødt til hver at erhverve en bid af jordstrimlen. Det blev naturligvis til en noget højere pris, end hvis de fra begyndelsen havde indvilliget i at deles om anlæggelsen. Også på den forretning tjente Heegaard en net sum.

 

Førende på dansegulvet

Man sagde om Anker Heegaard, at han nærmest var førende på dansegulvet. Det får man glimt af i et brev fra direktionen for ”Det forenede borgerlige Selskab” i februar 1842. Jo det var en af byens fineste selskaber som også lå på Nørrebro:

 

• Vi bede Deres Velværdighed herved, på Selskabets vegne, at modtage vor forbindtligste taksigelse for den almindelige more De fremkaldte i Selskabet ved Maskeballet i Søndags den 13de i denne Måned som Deltager i den udmærkede Udførelse af en steiersk Dans og dels i den såre interessante og veludførte Sømandsdans.

 

Brevet var var underskrevet af direktionsmedlemmerne J, Hammerich, Thønnesen, Bülow og J.R. Harboe.

 

Man flytter til Hillerødgade

Mod slutningen af 1800-årene var fabriksbygningerne i Blågårdsgade efterhånden nedslidte. Og i 1898 erhvervede Anker Hedegaard en ny stor grund i Hillerødgade nær ved Nørrebro Station. Dengang var her en betydelig godsbanestation, som betjente det store industriområde i denne del af byen.

Hertil flyttedes produktionen fra Blågårdsgade, hvor bygningerne blev nedrevet i 1899. Her lå virksomheden i 14 år, da maskinfabrikken Aurora overtog anlægget. På samme måde som Blågårds Plads opstod, blev godsstationen nedlagt 1930, og hele jernbaneområdet blev udlagt til Nørrebroparken.

I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til Aktieselskab A/S Anker Hedegaard og i 1930 indgik den i De Forenede Jernstøberier.

 

 

 

Kilde:

• Dansk Biografisk Leksikon
• Årsskrift 2002/ Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
• Skalk nr. 5 / 2000
• danishfamilysearch.dk
• A. Clemmensen: Anker Heegaards fabrikker gennem 100 år

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 236 artikler om det gamle Nørrebro, herunder:

• Martha-hjemmet, dengang
• Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade
• Rabarberlandet
• Prinserne på Nørrebro
• Omkring Blågårdsgade
• Andesteg fra Peblingesøen
• Blaagaarden – på en anden måde
• Blågårdsgade – dengang
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Blågårdskvarteret gennem 400 år
• Gå ikke over sporet, der kommer tog
• Med tog over Lersøen
• Tog til Nørrebro
• Nørrebros mange stationer
• Omkring Nørrebroparken 1-3