Afnazificering og Hungersnød – syd for grænsen

Derfor havde nazismen så stor succes syd for grænsen. Man opdagede for sent, at Nazismen ikke var et mirakel. Briterne gav Danmark tre valgmuligheder. Slesvigerne ville hellere være sig selv. Briterne foretrak østtyske embedsmænd. Flygtningene var ikke til fare for Danmark. Regler mod flygtninge. Blandede ægteskaber udgjorde en trussel mod Mindretalsledelsen. Der var mange fordomme. De dansksindede sydslesvigere fejlfortolkede udviklingen. Speck – Dänen. Mange unge blev presset i NSDAP. Folk/Forbrydelser blev inddelt i kategorier. Det handlede om at have gode forbindelser, da tyskerne overtog afnazificeringen. ”De små hænger man og de store lader man undslippe”. Ydmygende og belærende at skulle svare på spørgeskemaerne. Afnazificeringen blev behandlet forskellig. Russerne erstattede nazister med kommunister. 200.000 tyskere blev sat i usle lejre. Tyskerne mente, at man skulle videre. Derfor blev afnazificeringen afskaffet.  Befolkningen var solidarisk med de dømte nazister. Fem år efter krigen blev så godt som alle benådet. Masser af top-nazister i ledende stillinger i Slesvig – Holsten.

 

Derfor havde nazisterne så stor succes syd for grænsen

Der har været fremsat mange forklaringer på, hvorfor der var så mange nazister i Flensborg og Sydslesvig. Og der har også været mange forklaringer på, hvorfor nazistiske embedsmænd kom tilbage.

Da Tyskland manglede et egentligt bondeparti, samledes kriseramte bønder i stort tal under de nazistiske faner. Derfor er det noget mærkeligt i, at nazismen var særlig stærk i et så landbrugspræget område som Sydslesvig.

I byerne var det arbejdsløsheden, der hærgede. Ved Rigsdagsvalget i Flensborg i 1930 var der en kommunistisk fremgang fra 1.143 til 4.004 og en nazistisk fremgang fra 844 til 6.309. Disse tal viser vel nærmest fortvivlede økonomiske forhold i byen. Ja det skrev H.V. Clausen i sin Sønderjyske Rejsehåndbog fra 1932.

 

Nazismen var ingen mirakel

Troels Fink skrev i ”Sønderjylland siden Genforeningen” kort og godt, at den vældige tilslutning til det nazistiske parti i Sydslesvig:

 

• Er et vidnesbyrd om, hvor hårdt krisen ramte, og hvor desperat stemningen var blevet.

 

Lorenz Rerup skriver i sin bog om Slesvig Holsten, at der i vinteren 1931 – 1932 var 8.000 i Flensborg uden arbejde.

Mange havde set nazismen som et mirakel uden nogen anelse om, ensidige dybere forståelse af nazismens betydning og sande væsen.

 

Briterne gav Danmark tre valgmuligheder

Allerede den 16. maj 1945 forlangte det danske mindretals vælgerforening SSV at regeringen i København skulle udøve tryk på de allierede.

Og minsandten om ikke Briterne faktisk senere giver Danmark tre alternative muligheder. Men det var næsten som ”en pistol til brystet – politik”. Man forlangte næsten et svar med det samme. Danmark skulle også overtage alle de flygtninge, der var kommet tril Slesvig – Holsten.

Man skulle tro, at der først skulle en folkelig modning til og en national afklaring med valg og så videre.  Man kunne vel ikke bare flytte grænsen før udviklingen var berettiget til det.  Og så skulle man tro at Tyskland måtte nå frem til lige vilkår i materiel henseende før afgørelsen blev truffet. Der skulle vel også finde en efterfølgende afstemning i Danmark sted.

 

Slesvigerne ville være sig selv

Slesvigerne har hele tiden villet være sig selv. Dernæst kom så forbindelsen til Holsten og så på tredjepladsen kom først forbindelsen til Danmark. På sidste pladsen kom forholdet til Preussen.

Man har gennem historieformidlingen helt glemt slesvigernes holdning. Således gav de i 1918 – 20 udtryk for glæde ved frigørelsen fra Preussen. De udtalte:

 

• Vi kræver en vidtgående selvstændighed, der svarer til vores gamle rettigheder. Vi vil forvalte os selv og pleje vor folkeejendommelighed.

 

Ved åbningen af den nydannede slesvig-holstenske landdag den 26. marts 1946 indrømmede overpræsident dr. Seltzer således, at:

 

• Slesvig-holstenerne kun ugerne havde ladet sig indlemme i den preussiske stat og aldrig havde følt sig hjemme under dens autoritære styre.

 

Briterne foretrak embedsmænd fra Østtyskland

Nu var de allierede ikke særlig imødekommende over for de dansksindede syd for grænsen. Men det var det i begyndelsen for da var der dansksindede, der fik tilbudt ledende embedsmænds-poster. Men ak, senere foretrak briterne østtyske flygtninge til disse poster.

Der kom hundrede tusinder af flygtninge. Allerede i april – maj 1945 kunne der spores spændinger.

Ret hurtigt blev de dansksindede sydslesvigers optimisme vendt til pessimisme. I Danmark kunne det ikke skabes politisk flertal til Sydslesvigs indlemmelse i Danmark.

 

Flygtningene var ikke til fare for Danmarks sikkerhed

Det var ikke flygtninges store sociale problemer, der bekymrede de dansksindede. Det var tværtimod den folkelige og nationale trussel, flygtningene udgjorde. Samtidig stod det mere og mere klart at de britiske soldater samarbejdede med det, der var tilbage af den tyske forvaltning.

De dansksindedes bestræbelser for at blive indlemmet i Danmark var ikke populært hos den sydslesvigske befolkning heller ikke hos flygtningene. Nu blev administrationen også fyldt med østpreussiske embedsmænd som briterne indsatte i massevis. De dansksindede beskyldte flygtningene for at vise nazistiske tendenser. De var alt for autoritetstro og snart bredte et rygte sig, at de var til fare for Danmarks sikkerhed.

Man mente at flygtningene ville kolonisere Sydslesvig og fortrænge den hjemmehørende befolkning. Den firkantede holdning hos de dansksindede sydslesvigere bredte sig til Danmark.

 

Igen gik briterne imod Danmark

I 1947 mente 88 pct. af den danske befolkning ifølge en Gallupundersøgelse, at Danmark burde forhindre flygtningenes bosættelse i Sydslesvig. Næsten lige så mange mente, at flygtningene ikke burde have de samme politiske rettigheder som den hjemmehørende befolkning.

Håbet om, at kunne samle alle hjemmehørende for Danmark og mod flygtningene blev en illusion. Da den tyske lejr fik stærkere fodfæste efter at det var blevet tydeligt, at Danmark ikke umiddelbart ville modtage Sydslesvig, blev flygtningene velkomne partnere på den tyske side.

Denne kendsgerning blev imidlertid ikke taget til efterretning i mindretalsledelsen. Den fortsatte med at give flygtningeproblemet en national dimension. Det gjorde konflikten mellem hjemmehørende og flygtninge til det egentlige problem i efterkrigens grænsestrid.

Danmark kunne slet ikke komme igen med deres krav om fjernelse af flygtningene. Hvor skulle man i øvrigt anbringe dem? Briterne accepterede overhovedet ikke det danske argument med at de udgjorde en fare for Danmarks sikkerhed. I øvrigt ønskede briterne ikke danskernes indblanding i de indre politiske forhold i Tyskland.

 

Regler mod flygtningene

Hvorfor fik de dansksindede pludselig så mange tilhængere? Var det madrationerne? Nej mange ”ny” – danskere nævnte, at det var flygtningene, der gav anledning til sindelagsskiftet.

For at forhindre at flygtningene blev medlemmer hos de dansksindede blev der indført regler, der skulle forhindre at de meldte sig ind.

En undersøgelse af medlemstilgangen i 1945 – 48 samt en undersøgelse af den medlemsrevision, der fandt sted i forbindelse med de nye vedtægter i 1946, bekræfter derimod ikke tesen om, at flygtninge i større grad skulle være søgt ind i mindretallet. Tværtimod tyder alt på, at mindretallet håndhævede reglerne.

 

Blandede ægteskaber udgjorde en trussel, mente mindretalsledelsen

Det danske mindretal forsøgte at afgrænse sydslesvigerne fra flygtningene. Et ægteskab med en flygtning betød at man blev smidt ud af gruppen. Man tog udgangspunkt i Claus Eskildsens bog ”Dansk Grænselære”. Sydslesvigerne var anderledes end tyskerne og anderledes end holstenerne og flygtningene. Sådan var holdningen hos de dansksindede sydslesvigere.

Men de blandede ægteskaber blev af mindretalsledelsen betragtet som en alvorlig trussel. En sydslesviger, der valgte en ægtefælle syd for Ejderen, blev anset for at være tabt for den danske sag. Det samme gjaldt børn fra blandede ægteskaber.

 

Der var mange fordomme

Den danske presse i Sydslesvig var med til at sprede de dansksindedes syn på flygtningeproblematikken. Flygtninge blev skildret som de mest ivrige slesvig-holstenere, der brugte de gamle blå-hvide-røde oprørsflag og sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”, selv om det var med en mærkelig accent.

Set fra avisernes side, så var det især fra flygtningene de anti-danske udtryk som landsforrædere, flæskedanskere, Lumpenpack, Gesindel m.m. blev brugt. Ofte blev flygtninge og nazister slået i hartkorn.

De hjemmehørende, der oprindelig var imod at give flygtningene stemmeret så det nu som en fordel. Det kunne øge de tyske stemmetal mod de danske.

Det var briterne, der ophøjede Slesvig-Holsten til en delstat i 1946. Det danske gled mere og mere i baggrunden på bekostning af Slesvig. Fra 1948 hed det SSW og ikke mere SSF.

 

De dansksindede sydslesviger fejlfortolkede udviklingen

Indtil 1949 ville hverken CDU eller SPD anerkende eller endda samarbejde med de ”danske separatister”. I det daglige arbejde kunne man heller ikke vente megen imødekommenhed fra de andre partier.

Set med efterkrigens øjne så fejlfortolkede de dansksindede sydslesvigere og deres støttegrupper i Danmark flygtningeproblemet i Sydslesvig. I længden viste det sig uholdbart at konstruere en national modsætning mellem flygtninge og hjemmehørende danske såvel som tyske. Konflikten var først og fremmest en social konflikt.

Hverken unge sydslesvigere eller unge flygtninge synes at have fornemmet hinanden som fremmede eller endda ”artsfremd”.

Fortyskningen af sydslesvigerne var ikke så overfladisk som man havde håbet fra dansk side. SSF – medlemmerne i mange landdistrikter så intet ondt i at deltage i udpræget tyske kulturelle arrangementer.

Sydslesvig blev ikke et nyt Nordpreussen. Befolkningen blev i de første år efter krigen nærmest fordoblet.

 

”Speck – Dänen”

Begrebet ”Speck-dänen opstod, vel ikke uden grund. Alle dem, der kunne bekende sig til danskheden, fik leveret levnedsmidler. Nu fik alle danskere fordoblet deres kalorieindtag fra 1.500 til 3.000 kalorier.

Selv den tyske formand for SPD, Kurt Schumacher brugte det ord om danskerne.

På alle danske skoler blev der dagligt servet et måltid. Imens herskede hungersnøden i Slesvig-Holsten.

I juli 1945 blev der leveret 3.700 hjælpepakker. I august 1947 var man oppe på hele 70.000 hjælpepakker.

I 1947 havde de dansksindede fået 99.500 stemmer. Det svarede til hele 30 pct. Hvis man ikke tog flygtningene med, var man helt oppe på 50 pct.

Nord for en linje fra Slesvig til Tönning havde hver tredje eller fjerde vedkendt sig danskheden.

 

Mange unge blev presset ind i NSDAP

En lærer havde allerede før maj 1933 meldt sig ind i NSDAP. Han fik at vide, at på dette tidspunkt burde han kunne have stået for trykket. Han måtte ikke fortsætte som lærer efter krigen.

En anden mand meldte sig ind i NSDAP i maj 1933. Han måtte gerne søge en ledende stilling inden for postvæsnet. Hans medlemskab i det nazistiske parti blev ikke betragtet som en hæmsko. Under krigen var det en forudsætning for at bestride et sådant job at være medlem af nazistpartiet.

Dette er bare to afgørelse fra Afnazificerings – udvalget fra Kreds Rendsborg i foråret 1947. Eksemplerne viser hvor tæt afgørelserne ligger og hvor tilfældig pendulet kan hælde til ens fordel.

Fra kreds til kreds blev der taget forskelligartede afgørelser. Nogle steder kiggede man ikke på om man bare havde været medlem af NSDAP eller en meget aktiv medspiller på Hitler – holdet.

 

Folk blev inddelt i kategorier

Godt nok forsøgte myndighederne at kategorisere ens ”forbrydelser”. Man tog også hensyn til de ny besvarelses-dokumenter og ved at afhøre en om den brune fortid.

I Nordtyskland eller nærmere i Slesvig så landede befolkningen således efter myndighedernes bedømmelse:

 

• Kategori 1-2 – 206.000
• Kategori 3 – 2.217
• Kategori 4:- 6.650

 

Hvem gemte sig bag disse kategorier? Der var i alt 5 kategorier.

• Hovedskyldige
• Belastede
• Mindre belastede
• Medløbere
• Uskyldige

 

Det handlede om at have gode forbindelser

Men når man tænker på, at Gau-leiter i Slesvig – Holsten, Hinrich Lohse landede i kategori 3, så må der have været noget galt. Denne person var særdeles aktiv også i Sønderjylland.

Men det handlede om at have gode forbindelser, venskaber og sociale relationer. Og så var der næsten lige meget, hvad man havde lavet. Ja sådan var det, da tyskerne selv overtog den administrative forvaltning af afnazificeringen.

 

De små hænger man og de store lader man undslippe

Det skete allerede den 5. marts 1946. Såkaldte ”Spruchkammern” skulle bedømme den politiske holdning og sindelag hos millioner af tyskere. Disse kontorer bestod for det meste af amatører og kun ganske få jurister.

Målet var at fjerne nazister fra offentlige embeder. Men ak. Hele aktionen var en fiasko. Tyskerne opfattede det således at:

 

• De små hænger man og de store lader man undslippe

 

Ydmygende og belærende

Egentlig var hele aktionen en chance for tyskerne at få hvisket fortiden væk. Men der skulle gå årtier inden dette skete.

Problemet var, at de fleste tyskere ikke erkendte nogen form for skyld. De mente, at de var blevet ofre for en gal mands værk. Tyskerne ville heller ikke belæres af sejrsmagterne. De følte, at de 133 spørgsmål, som de skulle svare på var særdeles ydmygende. Mange mente også at mange af spørgsmålene var banale og slet ikke handlede om det, de burde.

Således skulle svare på, hvor stor ens indkomst var fra den 1. januar 1931. Man skulle også opgive alle de rejser og evt. felttog man havde foretaget sig gennem årene. Ens opholdssted med tidsangivelse.

Man skulle angive hvilke organisationer man havde været medlem af og i hvilke nazistiske organisationer man havde arbejdet og hvilken rang man havde til sidst. Hele 14 nazistiske organisationer var nævnt i spørgeskemaet. Der var ingen plads til at angive begrundelser eller forklare, hvorfor man havde handlet som man gjorde.

 

Afnazificeringen blev behandlet forskellig

Således er der eksempler på, at gymnastiklærere havde truet deres elever med klø, hvis de ikke meldte sig til fronten.

De forskellige tyske kontorer behandlede afnazificeringen forskellig. Tyskerne fandt så ud af, at såfremt man kunne fremvise anbefalinger fra bekendte, der skrev, hvor god man var og hvor ofte, man gik i kirke, ja så hjalp det på bedømmelsen.

 

Russerne erstattede nazister med kommunister

Ledelsen i NSDAP, SS eller Sikkerhedspolitiet (SD) fik en bøde på 4.000 mark eller 2 års fængsel. Men på grund af den store mængde af sager blev det aldrig rigtig gennemført.

De forskellige besættelsesmagter varetog også håndteringen på hver deres måde.

De mest energiske var nok russerne. Indtil 1949 fjernede de 520.000 personer, der bare havde været medlem af et nazistisk parti og erstattede dem med kommunister. Der røg også ikke-nazister. Deres fejl var, at de ikke var kommunister.

 

120.000 tyskere sat i usle lejre

Indtil 31. marts 1948 håndterede amerikanerne dele af afnazificeringen. Men sagerne var endnu ikke afsluttet mod folk i kategori 1 og 2. Så kunne folk i kategori 3 blive straffet og se dem fra kategori 1 og 2 gå fri.

Hverken briterne eller amerikanerne kunne klare alle sagerne. Man led af mandskabsmangel. Dette betød at forbrydere i kategori 1 og 2 helt slap for tiltale.

Fra sommeren 1945 blev titusinder af ansatte fyret – særlig i den amerikanske zone.

Fra begyndelsen havde amerikanerne en liste med, hvem der automatisk skulle arresteres. De blev anbragt i interneringslejre. Og her var på et tidspunkt interneret 120.000 mennesker. Forholdene var elendige. Der blev talt om hævn og ”sejrs-justits”

 

Genopbygning af hele administrationen vigtigere end politisk undersøgelse

I Nürnberg-processen var 185 topnazister stillet til ansvar. Og blandt 2,4 millioner sager fandt man ud af, at 1,4 pct. var hovedskyldige eller belastede. Det var folk i kategori 1 og 2.

I november 1947 havde amerikanerne fundet frem til, at 640.000 i deres område var belastede. I januar var dette tal skrumpet ind til 230.000

Englænderne og franskmændene mente, at genopbygningen af hele administrationen var vigtigere end at lave en politisk undersøgelse.

 

Afslutning af afnazificeringen

I 1947 talte man allerede om at opgive afnazificeringen. Både CDU og SPD var ikke imod den beslutning.

I februar 1948 vedtog man i Slesvig-Holsten en lov

 

• Til fortsættelse og til afslutning af afnazificeringen

 

Lad os komme videre

Indenrigsministeriet i Kiel fandt frem til en afslutning den 30. juni 1949.

De britiske myndigheder gennemførte i maj 1948 en undersøgelse. Den viste, at 3 ud af fire mente at afnazificeringen skulle ophøre.

Befolkningen var ikke særlig tilfreds med den måde de allierede gennemførte deres undersøgelser. For den lokale befolkning handlede det også om pension.

Briterne valgte i 1946 Theodor Steltzer som ministerpræsident i Slesvig Holsten. Han var tidligere dømt til døden af naziregimet for højforræderi i forbindelse med attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. men grundet heldige omstændigheder slap han fri.

Men selv han mente, at man hurtigst muligt kunne trække en streg og komme videre. Det vil sige, at han også gik ind for en hurtig afnazificering.

 

I 1949 var der flere der mente, at nu skulle der sættes en stopper for jagten på nazisterne. Selv kirken var fortaler for dette. Konrad Adenauer mente at forfølgelsen af nazister bragte flere ulykker.

 

Mange havde været gennem afnazificeringen

Den 17. marts 1951 blev der ved lov lavet en ligestilling mellem kategori 3, 4 og 5. Måske var derfor at gamle nazister fik topposter i den Slesvig – Holstenske forvaltning og hos andre myndigheder. Man så lige så stille gennem fingrene på, hvilken fortid man havde haft.

Fra 1949 til 1954 blev en masse af de dømte benådet og løsladt. Også de fleste embedsmænd med en brun fortid kunne nu fortsætte deres karriere. Også større krigsforbrydere slap for videre efterforskning.

Indtil 1950 havde 3,6 millioner tyskere i Vest-zonen været igennem afnazificeringen. 25.000 af disse blev placeret i kategori 1 eller 2.

En million blev placeret som medløber.

 

Befolkningen var solidarisk med de nazister, der var blevet dømt

Snart kom gamle nazister tilbage på deres stole i den offentlige forvaltning. Holdningen i den brede befolkning havde ikke ændret sig meget viste amerikanske undersøgelser. Og befolkningen var solidarisk med de nazister, der var blevet dømt.

I deres undersøgelser fandt amerikanerne ud af, at kun 30 pct. af tyskerne mente at nazismen var dårlig. Sådan var holdningen i 1948.

 

Fem år efter krigen var næsten alle benådet

Fem år efter krigen var næsten alle blevet benådet. NSDAP – kartoteket indeholdt navnene på 6,5 millioner medlemmer.

Man forsøgte at ignorere, hvad der var sket under Det Tredje Rige. Først i 1960’erne begyndte man at er kende, hvad der var sket.

 

Masser af nazister i topposter syd for grænsen

Langt op i 1950’erne var der ansat masser af nazister i stat, amt og kommune i Sydslesvig. Vi har i denne artikel forsøgt at finde ud af, hvordan dette kunne lade sig gøre. Og i dag har man travlt med at jage 90 – 95 årige mere eller mindre belastede vagtfolk.

 

 

Kilde:

• Flensburger Tageblatt
• dengang.dk – div. Artikler
• hdg.de
• deuschlandfunk.de
• geschichtsbuch.hamburg.de
• lernhelfer.de
• segu-geschichte.de
• geo.de
• ndr.de
• Claus Eskildsen: Dansk Grænselære
• Martin Klatt: De stimer mod Grænsen
• V. Clausen: Sønderjysk Rejsehåndbog (1932)
• Troels Fink: Sønderjylland siden Genforeningen (1955)
• Lorenz Rerup: Slesvig og Holsten
• Sønderjyske Årbøger
• Historie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.774 artikler:
• Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) (359 artikler):
• Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
• Deserteret i Svendborg- livkvidret i Gelting Bugt
• Flensborg – 20 dage som regeringsby
• KZ- lejr Husum-Schwesing
• Militære efterretninger i grænselandet
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
• Efterretningsvæsnet efter Nazismen
• Det Danske Mindretal i Hagekorsets skygge
• Lige syd for grænsen 1940 – 1949

 

• Under Sønderjylland (207 artikler):
• En jernbanestrækning i Sydslesvig

 

• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (143 artikler):
• Sydslesvig – hvad er den sande historie?
• Sønderjylland eller Slesvig
• Flensborg skulle absolut til Danmark
• Slesvig – Holstenisme – et flag og en sang

 

• Under 1864 og De Slesvigske Krige (42 artikler)
• Slesvig Holstenisme- et flag og en sang