Aabenraa omkring 1830

Det nye Rådhus. Ingen folk på kontorerne. Sådan blev Aabenraa ledet. Byens tre vigtigste personer. Kirkegården blev flyttet. Provsten så mange drukkenbolte blandt de fattige. Fysikus Neuber var lidt af en fantast. Alle tre var tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse. En omvendt auktion. Frederikslyst holdt kun i seks år. Et vældigt selskabshus. På kareter i den romantiske egn. Kartoffelhaver kunne være et værdifuldt bidrag. Det kunne måske begrænse fatters lyst til krogang. 100 familiefædre på fattiglisten. Nu svarede Magistraten endelig. Man havde fundet et areal på Galdebakken. ”Ikke i en Tilstand, der gør Erhvervelsen tillokkende” Det tog 12 år at etablere hjelmhaverne og de eksisterer stadig.

 

Det nye Rådhus

Det var i 1830, at Rådhuset blev indviet. Det var derind, jeg blev gift. Jeg bad borgmester Terp Nielsen om at holde det hemmeligt. På det tidspunkt var jeg formand for HK og ofte i aviserne. Hanne lavede film til bl.a. TV – Syd.

Det gamle rådhus blev skildret som faldefærdigt. Man måtte holde møderne i borgmesterens hus. Rådhuset var virkelig gammelt. Det var opført efter branden i 1610. Rådhuset var tegnet af C.F. Hansen og opført af bygmester Peter Callesen.

Dengang tog det kun 4 år fra ansøgning til at et rådhus stod færdigt stod færdigt. På rådhuset var der kun en kvinde. Det var politibetjent Iplands kone. Hun skulle sørge for mad til eventuelle indsatte.

 

Ingen folk på kontorerne

Der var ikke nogen på kontorerne. Den stores sal stod tom, når der ikke var møde eller bal. For den store sal blev udlejet til borgerskabets fine baller. På kontorerne så man næsten kun borgmesteren og by-kassereren.

 

Sådan blev Aabenraa ledet

Byen havde kun 4.000 indbyggere. Så med rimelighed havde Borgmesteren tilranet sig nogle yderligere funktioner til. Udover at være borgmester – byens administrative leder- var han også byfoged som vel var det samme som byens politimester og dommer. Ja så var han også by-skriver og by-sekretær.

Når der var møde, var der fem magistratsmedlemmer og tolv deputerede borgere. Borgmesteren var officielt udpeget af kongen i praksis af statholderen. Magistraten udpegede de deporterede borgere. De var magistratens rådgivere. Nu var det dog kun 24 mand i Aabenraa, der var rige nok til at kunne vælges.

 

Byens tre vigtigste personer

I Aabenraa var der tre ledende personer. Borgmester Bendix Schow, provst Peter Paulsen og fysikus (embedslæge) A.W. Neuber. De var tre velstuderede folk. Show var en forsigtig person, mest indstillet på de praktiske reformer. Og som yngre borgmester havde han været en ypperlig forhandler i forhold til besættelsens tropper.

 

Kirkegården blev flyttet

Han iværksatte planerne om en nord-sydgående gade gennem byen helt ud til landevejen. Men den var nu først færdig, da han havde overladt tøjlerne til sin søn. Han fik næsten alle gader brolagt. Sammen med provsten fik han kirkegården ved Nikolai opgravet. En ny blev oprettet ved Kirkegårdsalle, som man senere omdøbte til Forstalle. Man sagde om den gamle, at det var en ren svinesti.

 

Provsten så mange drukkenbolde blandt de fattige

Provsten så mere døgenigte og fordrukne mænd blandt dem, der søgte fattighjælp. Brændevinen var den fattige mands trøst. Den ægte trøst var at finde i kirken under provstens prædikestol og sin skæbne måtte man bære i gudvelbehagelig ydmyghed.

 

Fysikus Neuber var lidt af en fantast

Fysikus Neuber var noget af en fantast, en god portion habil digter, en iderig projektmager af høj intelligens. Det var Gud den almægtige, der rådede over fattigdom og rigdom. Den gode Neuber blev afsat som fysikus, fordi han lod sig bestikke. Ved sæsonen kunne man hos ham betale sig fra at blive soldat.

 

Alle tre var tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse

Alle tre omtalte personer juristen, teologen og medicineren var medlemmer af ”Schleswig Holsteinische Patriotische Gesellschaft.

 

En omvendt auktion

Man dyrkede de borgerlige dyder. Langt op i tiden holdtes der også i Aabenraa licitation over forældreløse drenge -en slags omvendt auktion:

• Hvem vil tage imod denne dreng som arbejdsdreng i så og så lang tid med seng, mad og arbejde for den laveste pris.

 

Frederikslyst holdt kun i seks år

Frederikslyst holdt kun i seks år. Men den 10.marts 1826 var det slut. Allerede dengang gik man ind for genbrug. En del fra det nedbrudte Frederikslyst blev brugt i Rådhuset.

Jo det var Neuberts værk. Han fik rest sin bade- plads på Lindsakke. Byen var som sådan ikke fattige, selv om der var mange fattige- flere end der var arbejde til.  Men det var nu ikke dem, Neuber henvendte sig til.

Han ville lokke industriens første matadorer indenbys og udenbys, indenlands og udenlands. De blev tilbudt et elegant selskabshus i kanten af en skov og ved en åben strand. Han mente selv, at det var en europæisk sensation.

Badning var ved at blive mode. Allerede da han kun havde været i byen i to år, da han rejste de første to badehuse i yderste ende af havnen. Det var i 1813. Der kom flere badehuse til i 1818. Og så i 1820 rejstes Frederikslyst.

 

Et vældigt selskabshus

Det var et vældigt selskabshus med balsal og musikrum. Der var skønne møblerede mindre rum til kortspil og andet tidsfordriv. Salen gik op gennem to etager. Der var engelsk have foran huset ned mod fjorden og opad mod Jørgensgård Skov.

Der var fristende, romantiske spadserestier. Her skulle rige og dygtige mødes og hvile ud til nye ideer og ny fortjeneste. Her skulle de i lukkede kabiner bade i koldt eller varmt vand, eventuelt tage svovlbade.

 

På kareter i den romantiske egn

Her skulle de i kareter køre på tur i den romantiske egn, sejle på fjordens blånende vand, gå på jagt. Her skulle ved bålfester og omkring punchebollen de unge frøkener præsenteres på ægteskabsmarkedet. Fint skulle det være, og det var det. Men det endte skidt. Kongen og prominente borgere i byen havde investeret i projektet.

Provsten havde hvis ikke. Men det hed sig, at han fik mindre ind i fattigskat.

 

Kartoffelhaver kunne være et værdifuldt bidrag

Den 18. juni 1822 blev der fremsendt en skrivelse fra statholder i hertugdømmerne, generalfeltmarskal landgrev Carl zu Hessen. Denne skrivelse var fulgt af en håndfuld bilag. Det handlede om at indrette ”Armegärten” – familiehaver til værdigt trængende familier.

Her var især tænkt på kartoffelavl, der netop bredte sig i disse tider, fordi man mente, at kartoflen giver rigt udbytte selv på dårlig jord. Kartoffelhaver kunne være et værdifuldt bidrag til mindrebemidledes føde vinteren igennem.

 

Det kunne begrænse fatters lyst til krogang

Man mente også at det var sundt at arbejde i frisk luft. Det var sundhedsbefordrende og skabte en vis stabilitet i de fattige familiers økonomi og begrænsede sikkert fatters lyst til ”krogang”.

Men i behandlingen af sagen i magistraten skete absolut intet selv om landkommissær justitsråd Otte besøger magistraten og drøfter sagen med dem. Men der skete stadig intet.

I andre byer var man for længst gået i gang. Det var jo ikke en særlig bekostelig affære. Man var gået i gang bl.a. i Ærøskøbing og Haderslev, Husum og Egernförde. Man var åbenbart uinteresseret i Aabenraa.

 

100 familiefædre på fattiglisten

Det var da ellers fattige nok i byen. Der var over 100 familiefædre opnoteret på borgmesterens og provst Peter Paulsens lister over personer, der var værd at hjælpe. De 100 personer var derved gjort understøttelsesberettiget. Men de fik faktisk ikke mere end 15-16 rigsdaler årligt.

I perioder var der mere end 400 personer, der demonstrerede foran provstens bolig og foran borgmesterens hus i Slotsgade. Der var sultne børn imellem dem. Men ingen havde noget at give dem. Og på magistratens indstilling til haverne gjorde det ikke noget indtryk. Og det skete stadig intet.

 

Nu svarer Magistraten endelig

Men den 20. juni 1825 skrev statholderskabet på Gottorp en alvorlig rykker til ”den kongelige magistrat i Aabenraa”:

• Magistraten ”har in duplo og snarest at fremsende” beretningen om det i have-sagen skete og om fremgangen deri.

Nu er det en befaling ril embedsmændene, borgmesteren. Der var gået 3-4 år, uden så meget som et målebånd var udspændt eller en pæl slået i jorden til at fremme disse ”Armengärten”.

Men nu tager magistraten sig endelig sammen – sådan da – for den skriver in duplo en:

• Pligtig beretning fra byen Aabenraa vedrørende indretning af og fremgang for den til dyrkning af mark-gemyse for trængende anviste jord.

Det lyder jo godt, men der var ikke anvist nogen jord. Man skriver – det er nok Schow (borgmester) selv, at man på Gottorp jo nok ved, at Aabenraa by kun har såre lidt jordegods og at det man har, i al væsentligt er eng og sump, lidet egnet til havebrug.

 

Man har fundet et areal på Galgebakken

Fra Aabenraa søger man at krybe udenom og få omkostningerne kastet over på amtet. Man har fået afgørelsen udskudt. I 1828 lød det fra magistraten at man har fundet et areal på Galgebakken.

Man satte nu landmåler Dietrichsen i Løjt til at opmåle og udparcellere de tre tønder land. Men samtidig nedsætter magistraten en kommission af deputerede borgere til at tage jorden oppe på toppen i øjesyn.

 

Ikke i en tilstand, der gør erhvervelse tillokkende

De borgere, der tog jorden under opsyn, var de herrer, Jürgen Moritz, Habelien, Ahlmann, P. Davidsen. De erklærede samstemmigt, at de med landmålerens rids i hænde havde besigtiget arealet, hvorpå der stadig stod træer, som amtet skulle fælde og rydde og en vis planering –

• Ikke er i en tilstand, der gør erhvervelse tillokkende

Det ville koste byen ”en ikke ubetydelig sum”.

Se kloge borgermænd øjner samtidig en chance. For i et hjørne af arealet er der ”et lerbjerg”. Man savnede ler til behandling af teglsten.

Og nu vendte magistraten skuden! Man opgav alle indvendinger og den 19. marts 1829 bad den statholderskabet om at måtte opgive Galgebakke-kobler og i stedet anvende Hjelm – koblerne.

Det var tydeligt nok dem, justitsråd Otte i sin tid havde foretrukket.

 

Det tog 12 år at etablere Hjelmhaverne

De første fattige rykker ind den 1. maj 1831. Men man manglede stadig at færdiggøre veje og stier. I november 1833 afstår major og toldforvalter Hansen det areal, der blev til Hjelmhavernes 2. afdeling. Han havde haft det i forpagtning og siges at være glad for at slippe af med det.

Skytterne klagede åbenbart ikke. De fine borgere i lange skødefrakker med fadermordere og silkehalstørklæder havde nok ikke klaget over at skulle have de fattige og deres børn lige op ad skydebanen.

På rådhuset blev der talt tysk. I Hjelmhaverne blev der talt sønderjysk og det gør det stadigt. Det skulle gå 12 år før 79 nyttehaver var klar til de fattige i Aabenraa

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Aabenraa Bys Historie bd. 2

 

På www.dengang.dk kan du finde 2.234 artikler

• Under Aabenraa kan du finde 233 artikler

 

• Nedslag i 1800-tallets Aabenraa
• Frederikslyst ved Aabenraa
• Bendix Schow – borgmester i Aabenraa
• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraas Fattige
• Rådhuset i Aabenraa
• En fysikus fra Aabenraa
• Kolonihaverne i Aabenraa