Det var ofte en kamp mellem det danske og det tyske i Aabenraa. Pastor Ahrnkiel havde herskersyge og var meget egenrådig. En Aabenraa – skrædder lavede en kappe til den svenske konge. Og svenskerne forlangte meget af Aabenraa – borgerne. I 1848 blev Frederiksklubben dannet. Lederne blev udvist til Kolding. I 1830 erne var det småt med industri i Aabenraa. Man havde et par tobaksfabrikker, en orgelfabrik og et teglværk. Det var godt man havde skibsfarten og driftige købmænd. To gange om ugen kom der post. Først i 1870 blev der etableret en sømandsskole. Men da var det nok for sent.

 

Herskabet talte tysk

Ved Hertugdømmernes deling i 1544 kom Aabenraa by og amt under de gottorpske hertugers regime. Det var Hertug Adolf, der regerede. Dette betød at befolkningen kom i et slags modsætningsforhold til kongen.

I den gottorpske tid var embedsmændene alle tyske og embedssproget var tysk. Oprindelig var sproget plattysk, således er den ældste kirkebog fra Aabenraa på plattysk. Senere er det højtyske trængt ind. Antagelig talte den almindelige befolkning dansk.

Men kongen og hans embedsmænd brugte også tysk.

 

Der blev sunget tysk under danske gudstjenester

Det gottorpske regime forsøgte bevidst at uddybe modsætningsforholdet til kongen, således tilsluttede de sig til kongerigets fjender. De fortrængte alt, hvad der var dansk. Også i kirken blev tysk anvendt. Ja selv under de danske gudstjenester blev der sunget tyske salmer. Skolebørnene blev også undervist på tysk.

 

Et egenrådigt gemyt

En af de ivrigste tilhængere af det gottorpske styre var provst Troels Ahrnkiel. Han var født i 1632 i Toldsted. (se artikel). I 1672 blev han præst og provst i Aabenraa.

I 1675 inden den Skånske krig lykkedes det for kongen at få afsluttet en traktat i Rensborg med hertugen af Gottorp, hvorefter kongen skulle overtage disse dele. Men straks efter den Skånske Krig i 1679 måtte kongen atter afgive områderne.

 

I 1684 mente kongen atter at være stærk nok til at overtage områderne. Det danske kongehus anordnede, at nu skulle der bedes kongebøn for den danske konge. Men dette ville Troels Ahrnkiel ikke. Han var mild sagt et meget egenrådigt gemyt. Det endte da også med, at kongen afskedigede ham.

Men i 1689 måtte kongen atter afgive sine områder til hertugen, og Troels Ahrnkiel rykkede atter ind i kirken. Her fik han så lov til at blive til sin død i 1712.

 

Tyskheden havde det let

Denne Ahrnkiel var næsten konstant i strid med borgmester, råd, amtmand og regering. Han var herskersyg og egenrådig.

I 1713 kom de gottorpske lande endelig igen under den danske konge. Den gottorpske tid har senere haft betydning for tyskheden i Aabenraa. Det viste sig nemlig, at den Slesvig – Holstenske bevægelse havde lettest ved at vinde indpas i Aabenraa.

 

De frygtlige svenskere

30 – års krigen, som brød ud i 1618 kastede sin tunge skygge over Aabenraa. Det var især mellem 1626 – 29, at Aabenraa fik krigen at føle. I 1625 havde Christian den Fjerde kastet sig ind i krigen. I slaget med Tilly ved Lutter am Barenberg blev kongen fuldstændig slået. De kongelige tropper drog i de følgende år mod nord. De blev fulgt af Wallensteins tropper.  I vild forvirring jog kongens soldater op gennem Jylland. De brændte  og plyndrede byer overalt, hvor de kom.

 

Det var kun med de største anstrengelser, at det lykkedes at skaffe de penge, fornødenhed m.m. som fjenden forlangte. Soldaternes grusomheder mod befolkningen kendte ingen grænser.

Wallensteins tropper plyndrede også byen. 40 borgere i byen stod uden tag over hovedet. Deres huse var blevet brændt af.

 

Og i 1629 måtte Aabenraa også døje med en alvorlig pestepidemi.

 

Et dyrt bekendtskab

I december 1643 var det general Lennart Torstenssons tur til at gøre det surt for Aabenraas befolkning. Efter at have ødelagt Søgård indfandt han sig i Aabenraa.

Pastor Hübschmann skriver i sine optegnelser, at svenske tropper 8 dage før jul i 1643 blev landsat i Aabenraa. De forlangte flere tusinde rigsdaler.

Da oberst Douglas med fire et halvt kompagni ryttere og den halve stab havde ligget byen til last gennem længere tid havde ligget byen til last, blev der sendt et nødråb til hertugen. e klagede deres nød i høje toner. Senere rykkede kongens tropper ind i byen. de slog 28 svenske ryttere ihjel. Men også de kongelige tropper blev et dyrt bekendtskab for Aabenraa.

 

I marts 1645 udskrev den svenske general Wrangel en ordre til Aabenraa Amt og By om levering af 50.000 pund Brød, 150 Tdr. Øl, 600 Tdr. Havre.

Det skulle sammen med en lignende ordre til Løgumkloster Amt leveres til Ergenförde.

Den 1. august var krigen slut. Men spændingerne mellem Danmark og Sverige bestod.

 

Krigserklæring mod svenskerne

Den 1. juni 1657 udstedte Danmark en krigserklæring mod Sverige. Den svenske konge Karl Gustav som netop befandt sig på felttog mod Polen, vendte øjeblikkelig dette land ryggen. Allerede en månedstid efter erklæringen stod han i Holsten. Det varede heller ikke længe inden han havde indtaget hele Jylland. I januar 1658 foregik hans berømte togt over isen til øerne.

 

En kappe til den svenske konge

Karl Gustav må en tid have haft kvarter i Aabenraa. Det skriver pastor Hübschmann. Aabenraa – skrædderen, Peter Schade fik gennem borgmester Hans Magnussen ordre til at sy en kappe til kongen.

En mand ved navn, Lorentz Layggaard fik 24 skilling for at bringe den færdige kappe til kongen. Han var draget til Fredericia for at forberede troppernes overgang over Lillebælt.

 

Efter at kongen havde forladt Aabenraa, måtte befolkningen lide med polakker og brandenborgere. Særlig polakkerne stod for at pine mange af Aabenraa – borgerne.

Det gik mange år, inden Aabenraa kom sig efter krigene.

 

Pest på vej

I 1711 – 12 udbrød der igen pest i Polsk Preussen. Et omfattende apparat blev sat i gang for at hindre, at sygdommen bredte sig til de kongelige og hertuglige lande.

Der blev udsat ridende strandvagter, der skulle hindre at søfolk blev landsat. Mandskab, der kom ind i havnene blev nøje undersøgt. Der blev ført tilsyn med varer, klædningsstykker og lignende.

 

En stolt søfartsby

Snart oplevede Aabenraa sin storhedstid som havne – og handelsby og fremstilling af skibe. Dette har vi dog beskrevet i andre artikler.

Da bygningen af jernskibe begyndte, gik det tilbage for skibsfarten i Aabenraa. Men eventyret varede helt til 1860erne. De stolte skibe og de driftige sømænd fra Aabenraa og Løjt, der havde været overalt i Nordhavet, Vestindien, Kina, Japan og endda Sydamerika, havde udspillet deres rolle.

 

Vi skal også lige kort nævne, Aabenraas ambitioner om, at blive badeby. Også det har vi beskrevet udførligt i artikler.

 

En sprogerklæring

Embedsmændene havde udbredt det tyske sprog i byen. Men den jævne befolkning talte nærmest sønderjysk. I 1850 blev der udsendt en bestemmelse om sprogforholdene i Sønderjylland. For Aabenraa hed det sig:

Der indrømmes det danske og tyske Sprog lige Ret som Kirkesprog, saaledes at der afvekslende paa den ene Søndag holdes Højmesse paa Tysk og Aftensang eller Froprædiken paa Dansk, paa den anden Søndag omvendt. I samme Øjemed ansættes to Kompastorer ved Byens Kirke. Det danske Sprog indføres som Undervisningssprog i Stadens Skoler, men dog saaledes, at der ogsaa drages Omsorg for, at der meddeles Børnene grundig Undervisning  i det tyske Sprog.

 

Ugebladene i aabenraa

Vi skal måske lige kigge på de daværende Bladforhold i Aabenraa. I 1825 påbegyndtes udgivelsen af et lille ugeblad, Allgemeines Wochenblatt. Det var redigeret af høker, Hans Kopperholdt. Han var indvandrer fra Hamborg. Og bladet blev trykt hos C.A. Rathje. Selv om bladet var tysk, var der også danske tekster i bladet.

Der var ingen danske – eller tysknationale tendenser i bladet i begyndelsen. Selv dr. Neuber, der senere blev danskhedens store fjende, skrev lejlighedsdigte på tysk i bladet til kongens eller Danmarks pris.

Efter indvielsen af den nye rådhus  i Aabenraa den 28. oktober 1830 gengav Wochenblatt den tale, borgmester Bendix Schow holdt ved den lejlighed.

 

I efteråret 1830, da Uwe Jens Lornsens skrift Ueber das Vervassungswerk in Schleswigholstein, blev dette omtalt i avisen. Men det varede ikke længe før der kom en beklagelse af dette i bladet.

 

Gnidninger mellem redaktør og borgmester

Men snart opstod der en strid mellem borgmester Georg Schow og redaktør Hans Kopperholdt. Dette resulterede i, at kongen efter indstilling af borgmester, kancelli og regering fratog ugebladets privilegium på grund af redaktørens stadig voksende Modstand og aabenbare Ulydighed. Det sidste nummer af bladet udkom den 10. februar 1839.

 

Frederik Fischer søgte, at udgive et nyt blad i stedet for Wochenblatt. Han var ud af en gammel Aabenraa – familie, der kan føres mange hundrede år tilbage. Sammen med professor Flor oprettede han et dansk Laanebibliotek i byen. I løbet af 18 måneder voksede dette bibliotek til 200 bind.

Hele den historie om Fischers blad, har vi tidligere omtalt her på siden.

 

Frederiksklubben

Den 11. december 1848 blev Frederiksklubben oprettet. Det var de gamle slægter, Fischer, Bahnsen og Cornett, der stod bag. I løbet af 1849 havde foreningen efterhånden 150 medlemmer. Og medlemmerne var kærnen af byens borgerskab, håndværksmestre, købmænd, skibsførere og lignende. Og navnet på klubben var selvfølgelig til ære for kong Frederik den Syvende.

I foråret 1849 blev de ledende medlemmer kaldt op på Rådhuset, hvor de fik at vide, at de havde to timer til at forlade byen. De fik udstedt et tvangspas til Kolding og blev ledsaget dertil af soldater. De øvrige medlemmer turde ikke mødes før den næste våbenstilstand.

 

Sprogforeningen

Og efter 1864 blev det bestemt heller ikke lettere, at være dansksindet i Aabenraa. Også medlemmerne af Sprogforeningen blev gang på gang anklaget. Og man måtte heller ikke anvende ordet Sønderjylland.

Sprogforeningens medlemmer kunne heller ikke mødes kængere, for dem, der lagde husly til dem, blev straffet. Derfor erhvervede foreningen forsamlingshuset, som de omdannede til Folkehjem.

 

Ikke meget industri

Hvordan så det i grunden ud dengang i Aabenraa i 1830erne? Dr. Neuebers forsøg med at gøre Aabenraa til kurbad, blev en kæmpe fiasko. Der var to tobaksfabrikker, to lysestøberier, et teglværk, en orgelfabrik og et sukkekogeri. Der var masse af småhåndværkere, handelsstanden, fiskere, gæstgivere og landbrugere. Hertil kom søfarten.

To gange om ugen kom der post

 

Aabenraa havde dengang ikke nogen højere skole, sygehus eller Forsørgelsesanstalt. Man havde et stort antal milde Stiftelser og Legater til lindring af Nød og fattigdom. Der var dog læger og apotek i byen. Drikkevandsforsyningen var både god, bekvem og tidsmæssig. Fra kilderne på Ahrensbjerg blev vandet i udborede træstammer ført ned til byen.

 

Post – to gange om ugen

Gadebelysningen var sparsom og minimal. Ved hjælp af olie – og tranlygter spredtes enkelte steder aftenens mørke af et minimalt lysskær. I hjemmene hjalp man sig mest med støbelys i stager eller lysekroner.

På to ugentlige torvedage forhandlede landboerne deres produkter til byens indbyggere. Af hvert slagtet kreatur, der udbødes til salg, tilkom der borgmesteren dyrets tunge. Og desuden skulle der erlægges 4 skilling i torvegebyr.

 

Fremgang indtil 1864

Lige op til 1864 blev Aabenraa under borgmester Lunn præget af en positiv udvikling. Slotsgrunden blev indlemmet til byen og Kilen blev inddiget. Byen fik en arbejds – og forsørgelsesanstalt , et sygehus og en borgerskole. Et nyt apotek fik kongelig privilegium. Den elektriske telegraf kom i brug og blev installeret i Rådhuset. Et gasværk blev bygget. Ved anlæggelse af jernbanen og ved dampskibenes udvikling blev trafikken til og fra Aabenraa forbedret. Skibsfarten samt skibsbyggeri havde succes.

 

Efter 1864 skete der atter et omsving i byens forvaltning. Da Preussen i 1867 havde overtaget Hertugdømmet og dermed byen, måtte forvaltningen atter ledes efter nye principper. Nye mænd rykkede ind på Rådhuset.

 

Tilbagegang for Byen

En sømandsskole blev oprettet i 1870. Men byens søfart var da allerede på tilbagegang. Skibsværfterne måtte lukke, og det svækkede byens næringsliv.

Det gik tilbage for byen, og indbyggertallet faldt. Byens garnison var blevet flyttet til Haderslev.

Et lyspunkt var dog indførslen af tømmer, kul og foderstoffer samt kvæg til karantænestaldene. Dette bragte indtægter og beskæftigelse til byen. Ved bygningen af en fiskerihavn og anlæggelse af småbaner, søgte byens ledelse at fremskaffe nye erhvervsmuligheder.

 

Kilde: Se

• Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa 1848 – 51
• Aabenraa i de onde tider
• Aabenraa 1864
• Aabenraa – et strejftog i historien
• Aabenraa – før Prøjserne
• Aabenraa – som søfartsby
• Aabenraa, Skibe og Søfart
• Dagligliv i Aabenraa – dengang
• En Fysikus fra Aabenraa
• En skibskaptajn fra Aabenraa
• Et Gammelt Jernbaneprojekt
• Flere skibe fra Aabenraa
• Folkehjem i Aabenraa
• Fra det gamle Aabenraa
• Mennesker i Aabenraa
• Rådhuset i Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Syge mennesker i Aabenraa

Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

Toldsted på Hærvejen

Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt