Skibsfarten var både i frem – og modgang. Kun halvdelen af børnene gik i skole. Borgerskabet fastholdte det tyske sprog. Ved de danske gudstjenester sang man tyske salmer. Kanoner og geværer blev hentet i Rendsborg og kanonbatterier blev oprettet, for at forsvare byen mod de onde englændere

 

Som en Morten Korch – roman

En tysk rejsende var begejstret for Aabenraa. Han skrev:

• Byen med dens huse og røde tage, med dens spidse kirketårn, med dens gamle slot, med dens haver på bakkerne, og dens enge omkring den, lå foran mig. En krans af bjerge, løvklædte med ege – og bøgetræer, omgiver det hele, og i midten ligger denne sø-stad på bakker som en rubin på en grøn krone.

En anden berejst tysker, karakteriserede byen som en temmelig nydelig, folkerig og meget velhavende by. På en tur gennem byens gader fandt han alle indbyggere meget velklædte.

Han roste også Postgårdens mahognikommode og – bordene samt sengenes fine linned.

En pastor Wedel fra Sjælland besøgte byen i 1801. Han fandt de fleste huse smukke, og konstaterede at de næsten alle sammen var udbygget med karnap.

• I denne karnap sidder fruentimmerne om dagen ved deres rok, ramme eller synål for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigående. Uden for døren er desuden sirlige bislag og hvilebænke, som især i aftenskumringen findes besat af damer og mandsfolk, der har lejlighed til på
  den tid at hvile sig fra dagens sysler.
• Ingen nye moder har fordrevet indvånernes gamle tarvelighed, da staden for det meste består af handlende og sømænd, som skønt dragten er simpel, er den dog prægtig og af værdi. Damerne bærer silketøj, guldkæder, guldliv-spænder og mange ringe.
• Torvet er lidet med et vandspring i midten, hvor Neptun står, meget velgjort.

Ja man skulle tro, at man befandt sig i en Morten Korch – roman.

 

Tysk eller dansk?

Hvem var de dem fra Aabenraa?

En stor del var daglejere, sømænd og tjenestefolk, som aldrig nåede at blive borgere i byen. Halvdelen af tilflytterne kom fra Nordslesvig. Og cirka en femtedel kom fra kongeriget. Fra underklassen var der kun en tiendedel, der kom fra de tysktalende egne.

I 1851 lavede borgmester Lunn en undersøgelse over sprogforholdene i byen. Anledningen var, at der i 1850 blev besluttet, at indføre dansk som undervisningssprog i byens skoler.

Af byens 850 familier talte de 42 tysk. Desuden var der 20 familier, hvor der blev talt tysk med børnene, men ellers talte forældrene dansk indbyrdes.

Doktor Neuber ville i 1841 udgive et tysk ugeblad i Aabenraa. Fra Provinsial – regeringen på Gottorp lød beskeden, at det ikke var så god ide, da der næsten udelukkende blev talt dansk i Aabenraa.

I 1811 havde amtmanden og provsten indberettet, at der kun var behov for to tyske eftermiddagsprædikener om ugen.   Nu var det bare sådan, at i Aabenraa
var det ret betydningsfulde mennesker, der talte tysk. Det var embedsmænd, gejstlige, lærere, advokater, læger m.m. Dette forhold er nok bedre beskrevet i artiklen om Skyttebrødrene.

I retten brugte man det tyske sprog, men det var nok mest på skrift. I Magistratens indberetning fra 1811 blev der ligefrem anført at ved forhør over ringere folk brugtes det danske sprog.

 

Sproget er fattigt?

Nu stod det sikkert ikke så dårlig til med sproget i Aabenraa som provst Paulsen påstod i 1829. Han sagde, at Aabenraa er en af de grænsebyer, der er så ulykkelig ikke at have et egentlig folkesprog.

Senere blev det påstået at den afart af det danske sprog, der tales i Aabenraa, at den er så fattig, at den mangler ord for alt, hvad der ligger uden for hverdagslivets snævre områder, så eleverne for eksempel tænker og udtrykker alt, hvad der har med religion at gøre, på tysk.

Det gjorde det nok ikke bedre da den før omtalte pastor Wedel igen besøgte Aabenraa i 1810 mente, at sproget var vanskelig at forstå, halvt tysk, halvt
dansk med en fordærvet udtale.

Nu er den dialekt, man taler i dag i Aabenraa nok ikke meget forandret fra den gang. Da jeg i oktober 2009 skulle holde foredrag på Landbohøjskolen på
Frederiksberg om Aabenraas historie foregik det på sønderjysk. Og her har min Tønder – herkomst sikkert skindet igennem. Af de 65 tilhørere har mange været fra Aabenraa, og de forstod det udmærket. Forrige gang jeg holdt et foredrag på sønderjysk, var det dog en tilhører fra Sønderborg, der udtalte sig om, at han lige skulle indstille sine sprogøre til Tønder – dialekten.

 

Borgerskabet fastholdte det tyske

Man kan så undre sig at borgerskabet i Aabenraa så længe kunne fastholde det tyske, som øvrighedens sprog. Måske havde det noget at gøre med, at Magistraten kom til at bestå af byens indflydelsesrige skibsredere og købmænd, der så en ære i at holde traditionerne ved lige. Når en rådmand afgik, valgte
magistraten på livstid efterfølgeren. Af de 50 deputerede i tidsrummet fra 1800 til 1850 var der kun 5 håndværkere.

Ja det var håndværkerne, der dominerede. I 1803 talte byen hele 433 håndværkere. Men også sømandsstanden og skibsfarten dominerede byen. Besætningsmedlemmerne kom både fra Aabenraa og Løjt. Skipperne kom i begyndelsen fra Aabenraa, mens Løjt Land senere kunne levere kaptajnerne.

 

Tilbagegang for skibsfarten

Takket være udenlandske fragtfarter var Aabenraa i det 18. århundrede blevet en velhavende by. Krigen fra 1807 – 14 forandrede dette. Aabenraa oplevede et kæmpe formuetab. Aabenraas tab af skibe fra 1801 til 1811 udgjorde hele 66 pct.

I 1819 skrev skolekollegiet til kongen, og fortalte, at 200.000 rigsdaler  aldrig var betalt i fragt, foretaget af Aabenraa – skibe. Af 66 større fragtskibe var de 46 faldet i fjendens hænder og resten havde ligget stille i årevis.

 

Dansk gudstjeneste – med tyske salmer

I det 19. århundrede gennemførtes en række mindre reformer til fordel for det danske kirkesprog i byen. Men der var stor modstand mod disse reformer fra byens spidser. Og til de danske gudstjenester blev der stadig sunget tyske salmer, selv om der var kommet danske salmebøger. Ja en af dem kom endda fra en af nabobyerne – Tønder.

 

Skolevæsnet i dårlig forfatning

I 1742 vendte de deputerede sig imod at ansætte underlærer Johansen som skrive – og regnemester. Hans tysk var simpelthen for dårlig. Man mente, at byens tyske skole var det sted, hvor børnene skulle nyde en grundig undervisning i god og ren tysk – skrivning.

I 1800 var Skolevæsenet i Aabenraa i en meget dårlig forfatning. Der var tre  skoler i byen. Den Kommunale Byskole, den selvejende Günderothske Fattigskole, og et varierende antal bi-skoler.

Byskolens førstelærer kaldtes kantor. Han ledede den såkaldte latinskole for de ældste elever. Skrive – og regnemesteren, der blev assisteret af en underlærer underviste i den såkaldte tyske skole. Den blev besøgt af cirka 100 drenge fra 10 til 14 år.

En del af lærerens løn blev dækket af byens kasse. Resten af lønnen kom fra det beløb, som forældrene måtte betale.

 

Kun halvdelen gik i skole

Fattigskolen havde sine egne penge og lønnede en lærer, som i 1794 underviste 80 elever, både drenge og piger. Skolegangen her var gratis. Det var provsten,
der bestemte, hvem der skulle gå der.

Bi-skolerne var beregnet til børn under 10 år, men da skolevæsnet var forsømt, var det ikke ualmindeligt, at de fortsatte til konfirmationsalderen.  Det var nok kun halvdelen af byens børn mellem 6 – 14 år, der gik i skole. Fattigskolens elever forlod skolen ved 11 års alderen, og bedre så det ikke ud for byens piger.

Amtsstuefuldmægtig Thomas Iversen udtalte i 1804, at ikke en af Byskolens elever kunne skrive en linje korrekt på tysk. Og det blev overhovedet ikke undervist i latin eller på dansk.

Nødvendigheden af en skolereform blev allerede lagt på banen i 1794 af Generalsuperintendent Adler. Reformens gennemførsel blev i årevis forsinket på grund af en strid mellem førstepræst Nissen i Aabenraa og provst Posselt.

 

En ny skoleordning

Den nye skoleordning blev vedtaget af alle parter i 1807. Alle de bestående skoler, bortset fra Fattigskolen blev forsamlet til en fælles byskole, til hvilken drenge og piger havde lige adgang.

Latinskolen blev opgivet, dog skulle kantoren privat kunne forberede elever til universitetet. Alle bi-skoler blev forbudt. Børnene blev skolepligtige fra det 6. år. Lærerne skulle lønnes af kommunen. Børnene skulle hver dag sikres seks timers undervisning. Danskundervisningen blev slet ikke nævnt i skoleordningen. Skolekollegiet indførte den dog på egen hånd, antagelig allerede fra starten i 1807.

Til de 600 skolepligtige børn rådede man over 8 – 9 delvis ustabile og dårligt uddannede lærere. Lokaleforholdene var også elendige. Ikke desto mindre lykkedes det inden for et par år, at få ordningen til at fungere. I 1809 havde pigeskolen fået den krævede indretning.

 

Ud at tjene som 11 – årig

Fra 1815 blev der besluttet, at eleverne i Fattigskolen daglig skulle have fire timers undervisning i religion, læsning, skrivning og regning. Efter det 11. år måtte børnene tage ud og tjene om sommeren og komme i håndværkerlære.

Konfirmationsundervisningen bestod af to timers aftenundervisning de fem af ugens dage.

Kantorklassen fungerede dog ikke helt efter hensigten. Erhvervslivet var ikke tilfreds med standarden. Men skylden for dette fik kantor Matthiesen. Man mente, at han havde for mange skavanker. Manden var ikke læreruddannet og efterhånden var han blevet senil.

Fra 1814 – 1835 var der ansat 15 lærere ved skolevæsenet i Aabenraa. De 7 af dem havde fået eksamen på seminariet i Tønder.

Dansk sproget undervisning foregik et par timer ugentlig skolens højere klasser. Det ansås ikke nødvendigt, at børn i Fattigskolen skulle lære dansk, før de beherskede tysk i skrift og tale. Men der var ingen problemer i Aabenraa med at læse Fischers danske ugeblad.

En utrættelig indsats af provst Poulsen fik hele skolesystemet til at fungere i meget usle lokaler.

 

Aabenraas forsvar

Statholderen Carl af Hessen opfordrede i 1801 havnebyerne til at opbygge et forsvar, da et engelsk angreb kunne forventes. I Aabenraa manglede man dog både kanoner og geværer. Derfor bad man om hjælp. Byen bad amtsforvalter, kaptajn Chr. von Born, der var forhenværende officer i hæren til at lede forsvaret.

Byfogeden, J. Chr. Hojer blev fornærmet over denne udnævnelse. Han mente selv, at være den rette mand, da han havde været Stadshauptmand og forsvaret byen tidligere. Han fandt også borgmesterens og borgernes foranstaltninger latterlige.

Disse foranstaltninger bestod af, at fire fiskere hele natten skulle ro rundt i havnen, forsynet med lygter og bøsser. De skulle skyde, hvis de bemærkede noget fjendtligt.

Overrets-advokat Lorentzen og købmand Hermann Frees fik fuldmagt til at rejse til Rendsborg for at bede om at få udleveret 8 kanoner og 200 musketter til havnens og byens forsvar.

Ved havnen blev byens krudt opbevaret, og udkommanderede folk, holdt skiftevis vagt ved bygningen. Et batteri blev opført ved havnen. Amtmand von Schmettau havde indkaldt tolvmændene fra Løjt og Varnæs for at få dem til frivillig at køre jord til batteriet. Men de ville på ingen måde hjælpe til. De gav udtryk for, at de havde rigeligt at se til.

Borgmester Bendix Schow ønskede at der kom militær til byen, så man fik oprettet et ordentligt forsvar. I december 1807 besluttede hærledelsen at opføre flere kanonbatterier ved Aabenraa. Den mest omfangsrige kom til at ligge på Lindsnakke.

Man lod dog også bygge en kanonbåd, der fik navnet Caroline.

 

Fremmede tropper i byen

I årene 1808 og 1809 var mange spanske og franske soldater indkvarteret i Aabenraa. I december 1813 transporterede frivillige fra Aabenraa kanoner og ammunition fra batterierne i byen til Middelfart og Strib.

Et voldsomt indtryk efterlod det sig, da den første afdeling kosakker i 1814 kom til byen. To uger efter freden i Kiel den 28. januar viste borgerne i Aabenraa
deres kongetro. På borgmesterens initiativ havde byens borgere illumineret deres huse. Der blev affyret kanonskud og i madam Rudebecks gæstgivergård var der bal.

 

Skibsfarten i fremgang

Krigen satte sine spor. I løbet af kort tid erobrede Hamborg handelen på den jyske halvø. Fra København vendte skippere tilbage til Aabenraa.

I midten af 1820erne var skibsfarten på vej frem, og i begyndelsen af 1830erne voksede Aabenraas flåde med yderligere 50 pct. Medvirkende til den positive udvikling var sikkert det gode håndværk, man præsterede på de lokale værfter i byen. Mange af Aabenraas skibe kom til at sejle for de handelshuse fra Hamborg. Der har sikkert også været masser af kapital fra Hamborg i skibene fra Aabenraa.

På Jacob Paulsens Skibsværft var der i 1827 ansat 160 tømrere. Aabenraas erhvervsliv oplevede en sand opblomstring. Hele eventyret bevirkede også en opblomstring i indbyggertallet.

Allgemeines Wochenblatt

Hans Kopperholdt var medlem af en gammel skipper– og købmands-familie, der havde fået sit knæk under krigen mod England. I sin ansøgning om at udgive et ugeblad i Aabenraa, at han havde hustru og fire børn. Han skulle have et erhverv, der kunne ernære ham. Det kom udgivervirksomheden nu aldrig til. Men Koppenholdt drev ved siden af et ølbryggeri, der efterhånden kunne ernære ham.

Bladet Allgemeines Wochenblatt skulle hovedsagelig bringe handels – og skibsefterretninger og være et lokalt annonceorgan. Venner hjalp ham med det økonomiske, herunder borgmester Schow og fysikus Neuber. Egentlig skulle bladet have heddet Hamburger Nachrichten.
I kontrakten med bogtrykker Rathje var nævnt titlen Nordischer Mercur. De første numre udkom i 1826.

Bladet var mere moderne end for eksempel Tondernsches Intelligenzblatt, det haderslevske Lyna eller Flensburger Wochenblatt für Jedermann.

Før 1834 var der kun ganske få  lokale nyheder, og hvad der findes af politisk stof, var beskåret af censuren. Der var påfaldende mange artikler fra kongeriget.
Der var også prøver på Aabenraa – dialekten. Ja man kan sige den var meget tolerant over for både dansk og tysk. Kongefamiliens gøren og laden kunne også læses i bladet.

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk  indeholder  1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Aabenraas fattige
• Muntre historier fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Rådhuset i Aabenraa
• Skyttelavet i Aabenraa

Redigeret 13.01.2022