Søgeresultater på "aabenraa skippere"
Dato: oktober 29, 2023
Den fortsatte Historie – i Aabenraa (3)
Dette er sidste del af en serie på tre. Vi skal høre om søfartshistorien og tiden i Aabenraa fra 1800 – 1935. Det ældste skib fra Aabenraa. Sejlede på Frankrig, Spanien og Island i det 18. århundrede. I 1748 bestod Aabenraa – flåden af 115 enheder. Da man byggede skibe i Aabenraa. Storhedstiden i skibsbyggeriet i Aabenraa 1820-1880. Nueber og drømmen om et Østersøbad. Tysk og dansk i kirken. Allgemeines Wochenbalatt. Frederik Fischer får privilegium. Navnet blev Apenrader Ugeblad, Nu blev det til Freja. Hejmdal. Apenrader Tageblatt fik også navneforandring. Ny redaktør af Hejmdal. Frederiksklubben bliver dannet. Hele ledelsen bliver udvist. 1864 – den store udskiftning på Rådhuset. Apoteker Worsaae. En ond ånd kommer til Aabenraa. Sprogforeningen fik beslaglagt alle papirer. Foreningen købte Folkehjem. Tysk flertal i Aabenraa. Masser af aktivitet i Aabenraa. Bagerst er det henvisninger til artikler, hvis du vil have uddybet historien.
Ærefuld søfartshistorie
Kun få byer har så ærefuld en søfartshistorie som Aabenraa. Den har vi sådan set allerede beskrevet i mange artikler. Men måske skal vi beskrive den endnu mere. I Midten af det 13. århundrede rejste der sig oppe på ”Bjerget” kirken, der var viet til de søfarendes Helgen Sankt Nikolaj.
Interessant er det også at Kong Christoffer i 1257 gav Løgumkloster toldfrihed i Aabenraa Havn. Det må være bevis for, at havnen tidligt have en vis betydning. Både Stads-retten og Skraaen indeholder bestemmelser vedrørende skibsfarten. Op til omkring år 1700 har dette så godt som udelukkende været begrænset til Østersøen.
Datidens handelsfartøjer var af begrænset størrelse. De var på 50 – 60 Commerce – læster. De blev kaldt Butser, Kogger, Holke og Pinker. Butserne var de mindste. Pinkerne var de hurtigste.
Det ældste skib fra Aabenraa
Det ældste skib, vi hører om, der er bygget og udrustet i Aabenraa og som vovede sig ud på en længere fart blev sat i søen 1695. Efter at det var udrustet blev det sendt til den senere russiske Østersøkyst- Skibet vendte vente tilbage efter sin rejse i god behold. Overleveringer fortæller, at der fra Aabenraa på et langt tidligere tidspunkt er sendt skibe afsted på længere rejser.
Hertug Christian Albrecht af Gottorp udsendte I 1670 en forordning til fremme af handel og skibsfart. Denne forordning tog sigte på at hindre skibsbyggere i straks at sælge de nybyggede skibe. Dette kunne medføre at skibsfarten fra selve Aabenraa stagnerede, fordi der ikke var fartøjer nok til tidens behov. Ved at lægge skat på de nye skibe, der ikke blev indsat i den hjemlige fart, hjalp man byens egen skibsfart.
Sejlede på Frankrig, Spanien og Island
Aabenraa – skibene sejlede allerede i begyndelsen af det 18. århundrede på Frankrig og Spanien. Større skibe sejlede for det Islandske Kompagni. Skibene blev chartret delvis for flensborgske købmænd. Dette høstede aabenraaske skippere stor fordel af. De kom til at høre til byens mest agtede borgere.
Omkring 1735 hedder det sig at den overvejende del af borgerne bestod af skippere og skibsfarten var byens sjæl. I gamle dokumenter fra den tid påstås vel noget overdrevet, at skibsfarten var borgernes eneste næringskilde. I 1713talte Aabenraas handelsflåde 45 skibe. I den tid var det dog de færreste skibe, der blev bygget i Aabenraa. De kom fra skibsbyggerier i Neustadt og Lybæk. I Dansk Atlas hedder det omkring skibsfarten 1730 – 40:
I 1748 bestod Aabenraa -Flåden af 115 enheder
I 1748 bestod den herværende flåde af 115 enheder. Fra 1750 aftog skibenes antal atter af følgende grunde. Mange skibe havde sejlet på Sverige eller med træ fra Østersøen til England. Svenskerne måtte ikke udføre varer med fremmede skibe. England krævede em grundigere navigations-uddannelse for de her sejlende skippere. Dette og andre hindringer bevirkede, at Aabenraa handelsflådes tonnage stadig aftog. Skibenes antal i krigsårene 1807 – 14 var meget ringe. Skibsfarten blev nærmest lammende.
Englænderne opbragte næsten alle skibe, der sejlede under Dannebrog. De slæbte besætningerne i fangenskab. Derfor lå mange skibe tilflugtshavne. I årevis hørte man intet fra dem.
Snart gik det atter fremad i Aabenraa. Således indkom der i alt 757 skibe i 1845, hvoraf de 39 kom fra udlandet.
Da man byggede skibe i Aabenraa
I det 17. og 18. århundrede er der bygget ikke så få skibe i Aabenraa, men vi kender ikke bygmestrenes navne. I slutningen af det 18. århundrede bestod Erik Paulsens værft. På dette værft er langt de fleste skibe bygget. Fra 1831 – 68 byggede Thorkild Andersen, en født nordmand 57 skibe. Fra 1841 – 57 var Mads Michelsens værft i gang. Så overtog Niels Jacobsen dette indtil sejlskibs-byggeriets ophør.
Jørgen Reimer byggede fra 1857 til omkring 1865 ca. 10 skibe. Gustav Rabens værft bestod fra 1863 til omkring 1880. Foruden disse og et par andre helt små værfter i Aabenraa fandtes endnu Jørgen Bruhns værft på Kalø. Bruhn købte denne ø den 1. januar 1848 og oprettede her et værft, som han drev indtil 1868.
Danmarks største Koffardiskib og samtidig det skib, der gjorde den hurtigste sejlskibsrejse fra Liverpool til San Fransisco, som hidtil var foretaget. Den blev bygget på Kalø i årene 1856 – 57. Det var fregatskibet Cimber.
Storhedstid i skibsbyggeriet mellem 1820 og 1880
Aabenraas storhedstid i skibsbyggeri var vel mellem 1820 og 1880. I denne periode blev der bygget ikke mindre end 230 skibe. Det sidste skib, der blev bygget i Aabenraa, var galeasen Christoph. Det var i 1890. En tragisk skæbne var dette skib og dets ejer beskåret. Det gik i februar 1935 under ud for Rødbyhavn. Både kaptajn og besætning omkom.
Sidst i 1860erne lukkede Skifter – Andersens, det tidligere Thorkild Andersens og Reimers værfter. Rabens Værft ophørte sidst i 1870erne. Det sidste skib fra Jacobsens Værft løb af stablen i 1880. Et par år senere fandt den sidste stabelafløbning sted i ”Æ Timmergaard”, Jørgen Paulsens værft. Dermed sluttede en epoke i Aabenraas historie – skibsbyggeriet.
I 1880erne fik Aabenraa sit første fragt-dampskib. Det var kaptajn Michael Jebsen med damperen ”Signal” begyndte dampskibsrederi på Kinakysten. I 1935 havde Aabenraa to rederier.
Neuber og drømmen om Østersøbad
En interessant periode i byens historie var knyttet til Frederikslyst og fysikus A.W. Neuber. Dette har vi også tidligere beskæftiget os med. En kreds af borgere forsøgte at sætte fart i byens erhvervsliv. Det var et kostbart projekt med et stort badeetablissement. Borgerne levede i nogle år i håbet om Aabenraa som fremtid for et Østersøbad.
Bygmester P.S. Callesen havde i sommeren 1820 fuldendt Frederikslyst. Men allerede 8 år efter fik han til opgave at rive sit værk ned. Til bygning af det nye rådhus brugte man resterne af Frederikslyst.
I 1830 kunne man tage en tur med dampskibet Dania på en lysttur om aftenen. Det var det 150 passagerer, der gjorde. Og her kunne man nyde Aabenraa – egnens storstående natur.
Tysk og dansk i kirken
Indtil krigen i 1848 havde tysk ”dannelse” haft magten i Aabenraa. Men egentlig havde den ikke nogen rod i den indfødte befolkning. Ved den i 1850 foretagende ordning af sprogforholdene i de sønderjyske byer blev bestemmelserne for Aabenraa formuleret således
Allgemeines Wochenblatt
Endelig blev der nu undervist i det sprog, som man talte derhjemme. Nu vågnede Aabenraas dansksindede anført af Frederik Fischer.
Det fører os så lige til at beskrive bladforholdende i byen. I 1825 begyndte udgivelsen af et lille ugeblad, der hed ”Allgemienes Wochenblatt” redigeret af en høker ved navn Hans Koppeholdt. Han var indvandrer fra Hamborg. Selv om det tyske var fremhævende i bladet forekom der også danske indslag. Selv dr. Neuber, der senere kom til at hade alt, hav der var dansk, skrev i bladet.
Efter indvielsen af det nye rådhus den 28. oktober 1830 gengav ”Wochenblatt” den tale, borgmester Bendix Schow holdt ved den lejlighed.
Den konservative side af Slesvig-holstenismen blev repræsenteret især af borgmester Georg Schow, søn af den tidligere borgmester, Samme holdning havde Pastor Rehhoff. Der opstod en bitter strid mellem Kopperholdt og borgmester Schow, der i 1837 havde overtaget faderens embede.
Resultatet af denne tvekamp blev at kongen efter indstillingen fra borgmesteren kasserede Ugebladets privilegium på grund af redaktørens:
Det sidste nummer udkom den 10. februar 1839.
Frederik Fischer får privilegium
Den der søgte og fik privilegiet til at udgive et nyt blad i stedet for ”Wochenblatt” var Frederik Fischer. Han var et skud af de gamle aabenraaske slægter Fischer og Festesen, der kan følges 3-400 år tilbage i byens historie.
Faderen var skibsfører. Drengen skulle også have været til søs, men 9 måneder gammel fik han børnelammelse. Resten af sit liv slæbte han sig omkring på en gammel. Han lærte urmagerfaget, indgik ægteskab og etablerede sig i 1830 som mester i sin by. Fra sit tyvende år synes han at være bevidst dansk. Hans danske sindelag var uden påvirkning udefra. Han blev midtpunktet i byens nationale liv.
Ved professor Flors hjælp oprettede han et lille lånebibliotek i byen. I løbet af 18 måneder voksede det til en bogsamling på 200 bind. Det var denne mand, der kom til at udgive det nye ugeblad. Han ville udgive det på dansk. Men han måtte give efter for modstand og udgive det på tysk.
Det holdt han dog ikke ud ret længe. Fra 1. april 1840 gik han over til at udsende bladet på dansk under ”en Fandens Alarm i Aabenraa”. Navnlig var man vred over, at bynavnet Apenrade blev forandret til Aabenraa.
Både de liberale og de augustenborgske Slesvig-holstenere modarbejdede ham med en fantastisk iver. Han blev genstand for forfølgelse, blev skældt ud for at være spion og forræder.
Navnet blev Apenrader Ugeblad
Fischer holdt ud men alligevel kom bladet fra 1. oktober 1841 til at hedde ”Apenrader Ugeblad”. Krigen i 1848 kom til at vende op og ned på Fischers tilværelse. Han måtte under krigen flygte fra Aabenraa men efter slaget ved Fredericia vendte han tilbage. Han udgav nu bladet ”Freja”. I 1859 solgte han bladet til sin svoger bogbinder N. Sørensen, men han vedblev med at redigere det.
Nu blev det til Freja
Under krigen 1864 delte ”Freja” skæbnen med de øvrige blade i Nordslesvig. De blev simpelthen forbudt. Det udkom sporadisk igen. Men censuren var skrap. Frederik Fischers søstersøn løjtnant Richard Sørensen overtog bladets redaktion. Men i 1873 blev han udvist. Året efter blev bladet solgt til redaktør H.R, Hjort Lorentzen i Haderslev. Denne standsede trykkeriet og lod bladet udgå som en særudgave af ”Dannevirke”.
Hejmdal
Den 1. oktober 1879 udkom første nummer af Hejmdal. Bladet udkom kun hver tredje dag i et lille 3- spaltet format. Til at begynde med var der kun 250 abonnenter. Støtten gik dog fremad. I 1884 udkom Hejmdal 6 gange ugentlig. I de 14 år redaktør Matzen redigerede bladet var han gennem 31 presseprocesser og 9 gange blev han idømt fængselsstraf.
I 1893 købte H.P. Hanssen Hejmdal efter tilskyndelse fra rigsarkivar A.D. Jørgensen. Allerede i 1888 var denne blevet Vælgerforeningens sekretær.
Apenrader Tageblatt fik også navneændring
I Aabenraa blev der også udgivet det tyske blad, der var organ for Mindretallet i Nordslesvig. Bladet hed i en årrække ”Apenrader Tageblatt. Senere fik bladet navnet ”Nordschleswigsche Zeitung”
Ny redaktør af Hejmdal
I tiden fra 1899 – 1904 var senere amtsskolekonsulent Nic. Svendsen, Tønder, ansvarshavende redaktør af Heimdal. Fru von Wildenradt Krabbe havde i Hejmdal havde i Hejmdal fået bedømt sin journalistik som ”skamløs og ildesindet” Hun søgte at gå de preussiske magthavere til hånde. Men Overlandsretten i Kiel idømte redaktør Svendsen en måneds fængsel for fornærmelse.
Frederiksklubben
Et betydningsfuldt led i danskhedens gennembrud i Aabenraa var Frederiksklubben. Denne klub blev oprettet den 11. december 1848. Og klubben var forbundet til de gamle slægter Fischer, Bahnsen og Cornett.
Det var til ære for Frederik den Syvende at klubben fik sit navn. Snart var man oppe på 150 medlemmer. I foråret 1849 blev de ledende medlemmer kaldt op på rådhuset. Her meddelte Pladskommandanten at de skulle være ude af byen inden for to timer.
Udvisning
De modtog tvangspas til Kolding, hvortil de førtes ledsaget af soldater. Det var noget, der havde sin virkning. De øvrige medlemmer turde ikke at mødes før næste våbenstilstand. Men efter sejren ved Fredericia og våbenstilstanden den 10. juli 1849 indsattes en dansk-preussisk styre i Hertugdømmet. I slutningen af august rykkede neutrale svenske tropper ind i Aabenraa. De bortviste eller flygtede borgere kunne atter vende tilbage til deres hjem. Iblandt dem var Frederik Fischer, der nu var Frederiksklubbens skriftfører.
Efter 1850 Var både amtmand v. Helzen, Borgmester Lunn, Pastor Leth, toldinspektør Møller og amtsforvalter Woorsaae blandt medlemmerne af Frederiksklubben.
1864 – den store udskiftning
I 1864 marcherede østrigske og preussiske tropper gennem byen og blev indkvarteret. Rådmændene og Borgerrepræsentationen blev afsat. Tysksindede mænd rykkede ind på rådhuset.
I 1870 blev der oprettet en sømandsskole i Aabenraa. Men man skulle næsten tro, at dette nok var for sent. På det tidspunkt havde Aabenraa haft sin glansperiode med søfart.
Apoteker Worsaae
Apoteker Worsaae, som var bror til amtsforvalteren, skrev tre protokoller om forholdene dengang. Så vidt vides, er disse erindringer aldrig kommet ud i bogform. Han fik i 1851 privilegium til at oprette et apotek i Aabenraa. Det blev til Svane Apoteket. Det drev han indtil 1872 og så flyttede han til København.
En ond ånd kommer til Aabenraa
I 1864 kom en ”ond ånd” til Aabenraa i Stiftsprovst Rehhoffs skikkelse. Han havde været her indtil 1848. Nu fik han så indsat en slægtning Provst Götting. Han havde overbevist Rehhoff om, at han kunne tale dansk. Men det gik dog en del år inden han nogenlunde kunne tale dansk uden at skabe forargelse.
Sprogforeningen fik beslaglagt alle papirer
”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse” blev til Sprogforeningen. Den ene og den anden danske privatskole blev efterhånden nedlagt. Det tyske sprog blev ligestillet med det danske som undervisningssprog i de nordslesvigske folkeskoler.
I februar 1886 brød politiet ind hos advokat Bekker, der var kasserer i Sprogforeningen. Foreningens papirer herunder medlemslisten blev beslaglagt. I tidens løb fulgte en masse retssager. Således fik foreningens ledelse bøde for at havde brugt ordet ”Sønderjylland”.
Men senere blev de hvis nok frikendt for at have brugt dette ældgamle ord.
Foreningen købte Folkehjem
En af de våben, som man fra tysk side brugte over for Sprogforeningen var boykot. De værter, der gav lokaler til foreningens møder blev ramt af politiet på forskellige måder. Derfor besluttede Sprogforeningen i juli 1900 at købe egen ejendom.
Der blev nedsat et seks mands-udvalg, der besluttede sig for i 1901 at købe det nuværende Folkehjem for 30.000 mark. Indtil da havde det været et forlystelsessted ”Schweizerhalle” Sprogforeningen havde egentlig boglager i Flensborg. Men nu blev bøgerne ført hertil.
I 1903 flyttede sekretæren Nikolaj Andersen ind i ejendommen og overtog jobbet som bibliotekar. Hans hustru Sophie Andersen ledede restauranten. Folkehjem blev ikke blot et samlingssted for de dansksindede i Aabenraa med for hele Sønderjylland.
Det var her på altanen, at H.P. Hanssen den 17. november 1918 holdt tale for en tusindtallig forsamling. Det første afstemningsmøde blev afholdt den 16. januar 1920.
Tysk flertal i Aabenraa
Den 2. februar rykkede engelske og den 6. februar franske besættelsestropper. Ved afstemningen blev resultatet for Aabenraas vedkommende 2.224 stemte for Danmark – 2.725 stemte for Tyskland. 445 stemmer var afgivet af tilrejsende nord fra og 899 af tilrejsende syd fra.
Masser af aktivitet i Aabenraa
Nye bykvarterer blev bygget omkring Callesensgade. Fortsættelsen af Forstalle ud til Skovridergården, kvarteret ved Tønder landevej helt ud til Cecilielyst i Kolstrup, ved Nørre Chausse, Gammel Kongevej og Lindsnakkevej.
En ny færdselsåre, der fra Hotel Danmark fører forbi havnen, langs fjorden ud til Flensborgvejen. Og så var der flere nybygninger, Grand Hotel, Aabenraa Teater, Telegrafvæsenets administrationsbygning, Det danske Gødningskompagnis store lagerbygning. Og de gamle flyvehaller ved havnen var blevet indrettet til eksportstalde. Nede på kajen ved den nye havn knejsede Aabenraa Kul Kompagnis og A/S Prima’ s kulkraner. På den modsatte side af havnebassinet lå D.D.P.A. ’s store tanks for brændselsolie, benzin m.m.
Ved havnen var desuden Sønderjyllands Højspændingsværks store bygninger, Aabenraa Andels Svineslagteri med fabrik for kød-ekstrakt, det offentlige slagtehus og ved siden heraf Fyffes Bananmodningsanstalt – Kornfirmaerne ”Ceres” og ”Union” havde store pakhuse ved kajerne i gammelhavn og Sydhavnen. Union havde desuden et kornsilohus ved den nye havn og fået flere pakhuse ved den gamle havn. Ceres havde også fået flere pakhuse.
Her havde Sønderjysk Foderblandingsfabrik sin fabriksbygning. Ved Gammelhavn lå D.F.D.S’ s kontorer og lagerbygning. Så var det også kaptajn P.F. Cleemanns ”Vikinghus” med kontorer for Aabenraa rederi Og sådan kunne vi have blevet ved. Der var gang i meget i Aabenraa.
Hermed slutter vi vores lille serie på tre artikler. Og som sædvanlig kan du få udbygget din viden ved at læse de artikler, vi allerede har skrevet om den tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Søfart – Aabenraa/Løjt:
Aabenraa 1800 – 1935
Dato: september 15, 2023
Aabenraa-starten på historien (1)
Historiske Strejftog – Aabenraa (1) Aabenraa var isoleret. Fiskerbefolkningen startede. En gammel bonde-by var det også. Gammel Opner. Hvor lå de første bebyggelser. ”Skraaen” har sikkert været gældende længe før. Første byggeri har været ringe og vanskelig. Et livligt liv på byens torve. Byen omgivet af volde og grave. Aabenraa – brændt af Vendere i 1148. Det samme skete 99 år efter af andre. Et kapel til fiskere. Aabenraahus – Kongsgården. Magrethe den Første bygger nyt slot. Aabenraa pantsættes flere gange. Aabenraa vokser ud over volden. Udendørs Ting. Ramsherred – ikke for godtfolk. Sankt Jørgensgård. Tre Gilde – broderskaber. Broderskaber omtalt i ”Skraaen”.
Aabenraa var isoleret
I mange århundreder lå Aabenraa mere isoleret end andre sønderjyske byer. Det fattige bysamfund opstod uden tvivl som et fiskerleje omkranset på tre sider af skovklædte højdedrag. Dette betød en hindring for frit og uhindret samkvem med det øvrige land. Datidens vigtigste trafiklinjer trak uden om det vanskelige tilgængelige terræn omkring Aabenraa.
Den store færdsel ind og ud af riget foregik vest for byen ad den gamle Oksevej eller Hærvej. Denne havde ingen direkte forbindelse til Aabenraa som lå gemt bag de store skove.
Kun mod øst, hvor fjorden glimtede, var der en åben vej.
Fiskerbefolkningen startede
Den ældste bydannelse må sikkert søges på den sydlige skråning af den bakkeø, på hvilken byen er vokset op. Her har sin tids fiskerbefolkning skabt en bebyggelse i nærheden af stranden.
Kvarteret, der startede det hele, har været grupperet omkring den nu værende Skibbro, Skibbrogade, Fiskergade og Gildegade. Overleveringen fortæller os, at det var Skibbrogade, der i ældre tid var Østergade. Og i dette kvarter lå byens første kirke eller kapel indviet til Sankt Knud.
En gammel bonde-by
Men nu har fiskerlejet ikke været den første begyndelse til Aabenraa. Det fremgår af Kong Valdemars jordebog af 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby, hvorfra Aabenraa har hentet sit navn. I jordebogen nævnes en landsby, Opnør. Her ejede kongen også noget jord.
Gammel Opner
Byens gamle ”Skraa” blev stadfæstet af Hertug Valdemar den Femte af Jylland på Sønderborg Slot den 1. maj 1335. Her finder vi betegnelsen ”Gammel Opner”, I ”Skraaens” paragraf fire omtales græsningsrettigheder, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er ”Gammel Opner”. Men ”Skraaen” giver ingen antydning af, hvor dette sted skal findes.
Hvor lå det?
Forskellige kloge historikere har fremsat teorier om Opnørs eller Gammel Opners belligenhed.
Den å der har flydt forbi Opnør, nu Mølleå har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen (Opnør – Aa). Efterhånden dukker der forskellige omskrivninger af orden op:
Så er det diskussionen om, hvad slutningen ”Ør” i ”Opnør” betyder. I gammeldansk betyder ”Ør” ”grusset strandbred”. Måske er den allerførste bebyggelse sket herfra.
Ja egentlig var det jo en tredje teori med hensyn til, hvor Gammel Opnør lå
”Skraaen” har sikkert været gældende længe før
Denne ”Skraa” eller vedtægter som hertug Valdemar stadfæstede i 1335 har sikkert været gældende lov i Aabenraa længe før. Antagelig kan den føres tilbage til Valdemar Sejrs regeringstid (1207-1241), fra hvilken periode man almindeligvis regner, at byens købstadsrettigheder stammer.
Allerede i 1231, hvorfra ”Skraaen” stammer var der ind- og udførsel af varer i Aabenraa.
Første bebyggelse har været ringe og uanselig
Den første bebyggelse har været ringe og uanselig. Det har været mere hytter end huse, fiskerne boede i. Men da det opblomstrende bysamfund voksede op, har byen allerede fået købstadsrettighed. Vi kan gå ud fra at hytterne er afløst af huse og byen er i vækst.
Fra tidlige kilder ved vi, at der i fjorden har været gode fangstmuligheder. Og efterhånden lykkedes det at finde afsætning for disse fangster. Men vi kan se ud fra ”Skraaen” at også andre erhverv har gjort sig gældende. Således har landbruget spillet en rolle.
Et livligt røre på byens torve
Aabenraa – Fiskere har også deltaget i det rige silde-fiskeri, der efter år 1000 satte ind i Øresund og i flere hundrede år. I ”Skraaen” nævnes også sømænd og skippere. Der tales i ”Skraaen” om gejstlige og Rådmænd, om handel og købmandskab.
Der har udspillet sig et livligt røre på byens torve – Storetorv og Søndertorv.
Byen omgivet af volde og grave
Byen har været omgivet af volde og grave. En by-grav med vold foran strakte sig fra Kilen i øst til vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmunding i Nybro. Heraf er by-graven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret eller Indvandet og således i en halvcirkel omsluttet hele byen.
Nu var det vel så som så med den sikkerhed disse volde afgav. Aabenraa har næppe følt voldanlægget som nogen beskyttelse mod de farer og krige, der kom udefra. Trods sin forholdsvis afsides beliggenhed dengang er Aabenraa ikke blevet skånet.
Aabenraa – brændt af Venderne i 1148
Overleveringer, der dog savner bekræftelse, går ud på at Venderne i 1148 har afbrændt byen. Danckwerth skriver, at det her skete, da Kong Svend – Eriks søn og Kong Knud – Mogens søn kæmpede mod hinanden om Danmarks rige. Det er denne lejlighed, Venderne skal have benyttet sig af. Alt hvad der på dette tidspunkt var bygget op i Aabenraa, gik op i luer.
Det samme skete 100 år efter
Hundrede år senere i 1247, har krig og brand hærget byen. Slottet er blevet brændt ned, men dog igen opført. Men omkring denne tid har der på banken nord for by-volden rejst sig en kirkebygning, indviet til de søfarendes beskytter, Sankt Nikolaj. Kirken blev lagt nord for banken. Den blev lagt så højt, så den kunne tjene sømænd og fiskere som sømærke. 1248 nævnes som det år, hvor bygningen af kirken skulle være påbegyndt. Men det kan nu ikke udelukkes at kirken allerede var bygget på det tidspunkt.
Et kapel til fiskerne
Et tredje Gudshus har der også været i byen. Det var et kapel, indviet til fiskernes skytsengel Sankt Andreas, som skulle skærme og bevare fiskerne, når de var ude på det lunefulde hav. Dette kapel var kun lille og uanseeligt. Det findes på et kort fra 1641 og det lå på et højdedrag syd for byen og vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Endnu i 1641 hed det Kapelbjerget.
Kapellets præst holdt messe hver dag. Mange mennesker menes at have valfartet hertil. Ved Reformationens indførelse tabte Kapellet anseelse. Muligvis er det derefter blevet revet ned. Kapellets jorder blev overgivet til byens borgere til ”kålhaver”
Aabenraahus – kongsgården
Ude i den vestlige del ved Vestergade – Nybro ragede den gamle kongsgårds mure op. Foruden Aabenraahus blev slottet her kaldt Gamle Brundlund Slot og Kongelund. Stedet, hvor det har ligget, er ikke nøjagtigt fastslået. Nogle mener således ikke at det har ligget ved udmundingen af Vestergade men længere syd på.
Dette slot var omgivet af volde og grave. Det spillede en rolle i datidens kampe om riget og magten. Bisp Valdemar Knudssøn skulle således have siddet som fange på slottet, efter at han i 1192 havde taget kongenavn og stræbt efter den danske trone.
I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde med slottet. I Valdemar Atterdags sidste leveår var denne konge i besiddelse af slottet. De holstenske grever erhvervede Aabenraahus ved list og svig efter Kong Valdemars død, idet de ved at betale kongens foged, fik ham til at åbne slottets porte for sig.
Margrethe den Første bygger nyt slot
Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev det nemlig erhvervet af dronning Margrethe, hvis navn er uløseligt knyttet til Aabenraa. Hun fik i 1411 en overenskomst i stand med holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen gik ind på at pantsætte bl.a. Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronning Margrethe. Hun fik en aftale om at hun frit kunne rykke det gamle slot ned og bygge et nyt på det sted, der passede hende.
Og det gik hun straks i gang med. Indtil 1635, der regnes for Claus Møllers dødsår, kunne man endnu se rester af det gamle slot. Og egentlig var det Dronning Margrethes plan at bygge et stort og prægtigt slot men det undte skæbnen hende ikke. I oktober 1412, da hun befandt sig ved Okseøerne efter at have besøgt Flensborg døde hun.
Margrethes oprindelige porthus på Brundlund Slot blev indrettet til herskabelig embedsbolig, ligesom slottet har været stærkt befæstet med palisadeanlæg og vindebro. Mange gange er dette slot blevet angrebet.
Aabenraa pantsættes flere gange
Efter en belejring, der varede i en måned i 1429 under den krig Kong Erik af Pommern i flere år førte mod Hansestæderne og de Holstenske grever faldt Aabenraa i de holstenske grevers hænder. Aabenraa By blev udplyndret. Soldaterne til egnede sig alt, hvad borgerne havde af guld, sølv og værdifuldt husgeråd.
Slottet og byen har flere gange været genstand for pantsættelse. I 1470 pantsatte kong Christian den Første slottet til Henrik Rantzau for 24.000 Mark. I 1525 fulgte Kong Frederik den Første dette eksempel og satte slot og by i pant hos Bennedict Pogwisch for 10.000 Mark lybsk.
Ved Kong Christian den Tredjes deling af hertugdømmerne i 1544 blev Aabenraa tillagt den gottorpske del, var dette beløb endnu ikke betalt. Ved delingen valgte Hertug Adolf den gottorpske del. Han blev således den første gottorpske Hertug og blev stamfader til det gottorpske hus.
I 1589 har der fundet en ny pantsættelse sted, idet Hertug Johan Adolf, der var gift med prinsesse Augusta, en datter af Kong Frederik den Første og dronning Sofie straks efter sin svigerfaders død satte Aabenraa i pant til sin svigermor for et stort pengebeløb, hun lånte ham.
Aabenraa vokser ud over volden
Befolkningstilvæksten sprængte de rammer, som volden dannede for byen. Det var næsten udelukkende mod nord bebyggelsen skød op. Men der skete også ændringer mod vest, da det gamle slot blev revet ned. Nybro og Nygade hidrører naturligt fra tiden efter slottets nedrivning.
Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalandhuset. Det blev efter sigende opført af de katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Åbenbart har huset været Gildehus for byens gildebroderskaber og blevet taget i brug som rådhus.
Udendørs Ting
Uden for rådhuset under åben himmel mellem fire tingstokke havde Tinget fundet sin plads. Her blev retssager afgjort. Tinget blev afholdt hver mandag frem til den store brand i 1610.
Der har også været meninger fremme, at Tinget holdt deres møder på selve Storetorv.
Ramsherred – ikke for godtfolk
På Kirkebjerget havde de syv Marianere nedsat sig i deres huse og bygninger nær kirken. Lidt længere mod nord blev Ramsherred anlagt omkring 1470. Det var en lille bydel for sig selv. Det var som navnet antyder ikke godtfolk, der holdt til her. Tyve, løsagtige kvinder og deslige har her ført deres forargelige levned til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere.
Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden af denne rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de skarns folk i Ramsherred.
Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere syd for byen, indtil galgen fik sit blivende sted på Arnsbjerg, et højdedrag umiddelbart nord for det daværende Aabenraa.
Sankt Jørgensgård
Foruden de to kirker, der er nævnt og Sank Andreas – kapellet har der eksisteret endnu et Gudshus i Aabenraa, indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller rettere kapel har været knyttet til Sankt Jørgensgård. Ja det var vel et slags hospital for spedalske. Denne frygtelige sygdom – spedalskheden vakte tidligt de gejstlige og verdslige autoriteters opmærksomhed. Allerede i det 5. og 6. århundrede træffer vi sådanne hospitaler. Af hensyn til sygdommens karakter blev disse hospitaler lagt uden for byens porte. Det er efter et sådant hospital bydelen Jørgensgård har fået sit navn. Efter et fund i 1929 kan man ganske nøjagtig stadfæste Jørgensgårds beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten. Her har antagelig ligget en teglovn som har hørt til hospitalet. Fundet blev gjort ved Karpedam.
Vi ved at bygningen og jordene blev givet til den fyrstelige lensmand ”Svarte Hans”. Senere er Sankt Jørgens Kirke (Kapel) samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer.
Han ombyggede kirken (kapellet) til et beboelseshus og benyttede det en tid lang som sådant. Efter knap fire års forløb drog han bort, hvorpå jordene atter blev lagt til Brundlund Slot og siden forpagtet ud til borgere i Aabenraa.
Tre Gilde-broderskaber
Før ”Skraaens” konfirmering i 1335, måske allerede længe før, har der i Aabenraa været ikke færre end tre gildebroderskaber:
Broderskaberne omtalt i ”Skraaen”
Det største og betydeligste var Knuds – gildet opkaldt efter Knud Lavard, som havde været Oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At Sankt Knuds Gildet havde betydning i Aabenraa fremgår af § 20 i ”Skraaen”:
Sankt Knuds-Brødrene øvede stærk indflydelse på valget af byens rådmænd og borgmester. I Statsretten for Aabenraa-Flensborg Stadsret, der ved år 1514 var tillempet efter aabenraaske forhold og anvendtes ved siden af ”Skraaen” – siges således, at Sankt Knuds Goldes Oldermand skal være med til at indsætte og afsætte Rådmændene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 12, 2023
Schwennesen – Slægt, Ejendom og Stiftelse i Aabenraa
Stamfaderen. Han var gift tre gange. Præsten fortalte om sin slægt. Manden bag det flotte fattighus. Købmænd udgjorde borgerskabet. Jacob Schwennesen blev ganske velhavende. Manden bag Bommerlund Kro. To linjer af slægten deler sig. Bygningen fra 1772 så anderledes ud dengang. I 1871 stod der masser af vand i ejendommen. To tavler foran indgangsdørene. Uenighed om renten. Stiftelsen skulle først blive aktiv 8 år efter hans død. Husk lige seng, bord og to stole. Egen familie blev foretrukket. Legater udbetalt kvartalsvis. Ejendommen skulle genopbygges hvis den forfaldt. Stiftelsen mistede en masse penge.
Slægt
Nej vi tager ikke en slavisk gennemgang af familien. Det lader vi slægtsforskere om. Vi dukker ned i familien og fortæller selvfølgelig om ægteparret bag ejendommen og stiftelsen. Men det var nu ikke de eneste i familien, der tænkte på de fattige.
Stamfaderen
Slægtens stamfader er skipperen Schwenn Truelsen, der levede i Aabenraa i hvert fald fra 1676. I sidste halvdel af det 17. århundrede er der to personer i Aabenraa med dette navn. Spørgsmålet er så om det var far og søn. I Kongeriget var der dengang den skik, at når en søn skulle have samme navn som faderen, ja så skulle denne være død før sønnens dåb. Men nu var vi ikke i Kongeriget.
I 1676 møder vi hans ældste barn, Elin Schwennsdatter.
Han var gift tre gange
Den 14. februar mødte han op på Rådstuen med en klage over ”Peter Schusters sohn Peter”, der om natten havde forulempet ham med forskellige beskyldninger. Efter en kort arrest bad denne Peter om tilgivelse.
Og så ved vi at den 9. december 1692 klager Schwenn Truelsen over Johan Freess, der havde beskyldt ham for en masse i Højer, Hvor Schwenn havde hentet østers.
Jo stamfaderen for den berømte familie var gift tre gange. Fra det første ægteskab var der fire børn, af hvilke to døde som små. Hans næste kone døde i barselssengen. To år efter i 1697 giftede han sig for tredje gang med Cathrin Brandorp.
Præsten fortalte om sin slægt
Det er ikke sjusk fra forfatteren, når navnet fra dengang staves på en anden måde end i dag. Vi dukker ned under pastor Christian Schwensen, der beskriver sine forfædre med disse ord:
Manden bag det flotte Fattighus
Jacob Schwennesen havde tidligt opgivet skippernæringen og havde nedsat sig som købmand. Han blev en ret anset person i Aabenraa. Måske havde han ved sit ægteskab erhvervet sig lidt formue.
Det var ham, der byggede det flotte fattighus i 1772.
Købmænd udgjorde borgerskabet
I 1731 fik han foden under eget bord i Aabenraa. Han brugte Borgerbrevet til at opbygge sin eksistens som købmand. Varer blev importeret fra Østersølandene og solgt til et stort opland. Enkelte købmænd lagde vægt på handel med kolonivarer, andre havde betydelige varelagre af tekstiler.
Disse egentlige købmænd var Aabenraas overklasse. I Aabenraa drejede det sig om ca. 20 personer. De deltog alle personligt i forretningens drift lige fra ekspeditionerne i Kramboden til kontakten med leverandører og kunder på landet og i byen.
Alle byens større købmænd havde desuden interesser i søfarten. Ofte blev varerne transporteret på skibe, hvor købmanden var medejer. Ofte blev disse skibe også udlejet. Dette bragte en forrentning af købmandens investerede kapital.
Jacob Schwennesen blev ganske velhavende
Jacob Schwennesen fulgte dette mønster og arbejdet gav udbytte. I 1743 rangerede han endnu blandt byens mindre købmænd. Formuen var da vurderet til 400 rigsdaler.
Det var noget mindre end for eksempel rådmand Jacob Biørnsen. Han havde en formue på 3.400 rigsdaler. Hans kollega Christian Frellsen tegnede sig for 2.000 rigsdaler. Med årene voksede Schwennesens formue.
Han opkøbte produkter hos bønderne. Ja endda også kreaturer. Og byggemateriale indgik også i hans handel. Tekstiler var også en betydelig del af omsætningen. På Løjt Land var lærredsvævningen næsten en hel industri. Også de ting tog Schwennesen del i.
Med årene nåede Schwennesens købmandshandel en anselig dimension. Omtrent 40 år drev han handel. Omkring 1774 synes han at været gået på pension. Kigger vi på godsregnskaber fra Gråsten, Søgård og Trøjborg godser kan vi se, at Schwennesen har leveret betydelige mængder af bjælker, brædder, lægter, tjære og malinger til disse godser og sikkert mange andre.
Schwennesen var også skibsreder. Han har været ejer/medejer af mindst 5 skibe. Så også her fik han en del af kagen.
Jacob Schwennesen efterlod sig to døtre. Hans eneste søn, der blev voksen, mistede livet på søen. Det blev hans bror, Christian, der første slægten videre.
Manden bag Bommerlund Kro
Pastor Schwensen fortalte, hvorledes han far som dreng blev sendt til en guldsmed for at omsætte noget af husets sølvtøj i penge. Hans æresfølelse blev krænket, da guldsmeden forhørte sig, om han var kommet ærligt til det.
Hans mors nød tvang hans far til tidligt at tage til søs. Med stort besvær fik faderen en kvartpart i et skib. Men som skipper lykkedes det alligevel at tjene en mindre formue.
Han var skipper et stykke tid efter at han havde giftet sig med pastorens mor. Jo det var den Schwennesen, der overtog Bommerlund Kro. Vi har skrevet et par artikler om det.
Pastoren fortæller, at det var ikke let at drive kroen. Men det lykkedes ham ved et ihærdigt stykke arbejde at få en god virksomhed ud af kroen. Pastor C.A. Schwensen tilføjede i sine optegnelser, at kong Frederik den Sjettes svigerfar, landgreve Carl af Hessen – Cassel, altid overnattede i Bommerlund på sine rejser til og fra København.
Peter Schwennesen fik kroen ved at gifte sig med Anne Margaretha Jürgensen, der var enke efter kroens tidligere ejer – og opretter – Christian Bendixen. Kigger man på tegninger fra kro og brænderi fra dengang på begge sider af landevejen, ja så var det et ret stort etablissement.
To linjer af slægten delte sig
Slægten delte sig i to grene – Hørup-linjen, hvis medlemmer navnlig har været tilknyttet til Sønder – og Nørrejylland. Stoltelund – linjen var bosat på Fyn og Sjælland.
Efter Peter Schwennesens død 1805 gik kroen til hans yngste søn, Marcus Schwensen, der imidlertid allerede året efter døde, kun 31 år gammel. Hans enke beholdt kroen og bragte den med i sit andet ægteskab til Hans Benzen Møller, i hvis slægt, den forblev.
Stoltelund-linjen udspringer fra Peter Schwennesen, der var forpagter på Stoltelund i Tinglev Sogn. I 1800 flyttede han til Østrupgård på Fyn.
Hørup-linjen begyndte med Peter Schwennesens ældste søn, Christian Schwensen, der fra 1795 var sognepræst i Hørup på Als.
Pastor Schwensen havde i begge sine ægteskaber i alt 15 børn – syv sønner og otte døtre.
En del af slægten udvandrede til Amerika. Og også i Norge har slægten efterladt sig spor. Således er en gade opkaldt efter slægten i Oslo.
Ejendom
Sønderport blev indlemmet i Aabenraa by i 1560 og fik i 1769 sit nuværende navn. Ved anlæggelsen af chausseen mellem Flensborg og Aabenraa i 1847, blev Sønderport byens hoved-udfartsvej mod syd.
Bygningen fra 1772 så anderledes ud – dengang
Bygningen blev opført i 1722.
Den stod hvidkalket med hvidkalkede skorstenspiber og brunmalede karme om hvidmalede vinduesrammer. Bindingsværket på havesiden stod rødmalet med hvidkalkede tavl, mens nordgavlen var hvidkalket over stok og sten med rødmalet bræddebeklædning.
Huset bestod af 13 fag. Efter en synsrapport fra 1884 er ejendommen 21,51 meter lang og 9,50 meter dybt. Allerede i 1921 blev huset fredet i klasse A.
I 1871 stod der masser af vand i ejendommen
Huset indeholdt seks lejligheder, fire i stueetagen og to på kvistene. Hver bestående af stue og køkken. Desuden hørte et stykke havejord med til hver bolig.
I 1912 var den samlede kapital på 18.000 mark. Ejendommen var meget forfaldent. Man spekulerede på at bygge nyt.
Under den store stormflod i 1871, da vandet stod 1,51 meter højt i bygningen havde den taget stor skade.
To tavler
To tavler findes over indgangsdørene. Det er sølvbronzerede bogstaver på sot baggrund med følgende indskrifter. Til venstre:
Greif weislich an und sey behende,
Sei forsichtiig und halte dich schlegt
Sei auch nicht zu hastig, bedencke dich recht
Jacob Schwenesen
Catharina Schwenesens
Anno 1772
Til højre stod følgende:
Wie Gott es fügt
bin ich vergnügt
Jacob Schwenesen
Catharina Schweneens
1772
Stiftelse
Schwennesens Stiftelse blev oprettet ved en fundats i 1779, hvorefter bygningen efter Schwennesens død skulle være bolig for seks fattige. Jacob Schwennesen døde i 1783 og bygningen blev taget i brug som fattigstiftelse.
Uenighed om renten
Til understøttelse af de i Stiftelsen optagne personer og til bygningens vedligeholdelse skænkede Schwennesen en kapital på 1.500 rigsdaler. Disse penge blev anbragt hos Aabenraa Magistrat og skulle forrentes med 3 pct. p.a.
Denne bestemmelse medførte en del stridigheder, idet rådmand Cornelius Cornelsen og en del af de deputerede var imod, at byen blev bundet til at svare en bestemt rente, hvor penge kunne fås til 2 ½ pct. Men Magistraten godkendte satsen den 5. februar 1780.
Stiftelsen skulle først blive aktiv 8 år efter hans død
For at forøge kapitalen bestemte Jacob Schwennesen dog, at Stiftelsen først skulle træde i kraft otte år efter hans død, så renten i den tid blev opsparet.
Husk seng, bord og stole
Den eller dem, der kom i betragtning skulle være enkeltpersoner eller familier, der førte et kristent liv og ”ustraffelig vandel” og ”som ikke havde forskyldt deres tilstand”.
Enhver, der blev optaget skulle medbringe en seng, et bord og to stole. Alt hvad de efterlod sig af inventar, rede penge, klæder og så videre skulle tilfalde Stiftelsen. Denne skulle så til gengæld bekoste begravelsen ”Armen Gebrauch gemäss”.
Egen familie blev foretrukket
Når en lejlighed blev ledig, skulle den straks besættes. Den måtte i hvert fald ikke stå ledig i længere end tre måneder. Den ny optagende skulle i det første kvartal kun nyde fribolig, mens den til lejligheden knyttede legatportion skulle opspares.
Som fortrinsberettigede indsatte Jacob Schwennesen sin egen og sin hustrus familie. Og det blev de så i ”uendelige grader”.
Dernæst var det i Aabenraa fødte personer og hvis sådanne ikke fandtes så tillige de i amtet fødte.
Legater udbetalt kvartalsvis
Af legatrenterne skulle der tilfalde hver lejlighed 8 rigsdaler, som skulle udbetales kvartalsvis til nytår, påske, St. Hans, og St. Mikkelsdag. De øvrige renter skulle så vidt de ikke medgik til vedligeholdelse, forsikring og andre nødvendige udgifter opspares. Når så der var samlet 100 rigsdaler, skulle disse tillægges kapitalen og renterne fordeles på legatportionerne.
Som administrator af stiftelsen indsatte fundator, købmand Ambrosius Heinrich Lange og sin brodersøn, skipper Schwenne Schwennesen.
Ejendommen skulle genopbygges, hvis den forfaldt
For det tilfælde, at huset forfaldt eller i tidens løb blev ødelagt, bestemte Jacob Schwennesen, at det skulle opføres på ny. Såfremt kapitalen derved svandt ind under 200 rigsdaler, skulle Stiftelsen suspenderes, indtil kapitalen havde nået denne størrelse, således at
Stiftelsen mistede en masse penge
Endelig bestemte han, at de to tavler over indgangsdørene skulle vedligeholdes til opmuntring for de fattige, der gjorde sig håb om at blive optaget i Stiftelsen.
Den 14. marts 1919 havde Rentier Nicolai Albert Christian Tøgesen ved sit testamente af 13. oktober 1905 tillagt Stiftelsen 15.000 Mark.
Sønderjysk Valutafond havde tilstået den Schwennesens Stiftelse et årligt tilskud på 1.250 kr.
Ved opgørelsen den 1. april 1924 på det tidspunkt, forrentningen af Markformuen ophørte bestod Stiftelsens Aktiver foruden bygningen af en Markkapital på 40.877,65. Men da denne ikke var anbragt i fast ejendom, men henlå i obligationer var den ganske værdiløs.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 13, 2021
Fra skibsdreng til reder i Aabenraa
Ville ikke føre et skib under Dannebrog. Han ville absolut være sømand. Han købte halvdelen af ”Emanuel” Et stort ansvar. Når man byggede sit eget værft. Jørgen Bruhn tog en beslutning. Redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. Søfarten fik politisk indflydelse. Michael Jebsen førte sit første skib som 21-årig. Handlende og håndværksmestre investerede i søfarten. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelse. Hans Bruhn forlød søen allerede som 29-årig. Da damperne kom. Mange led tab. Jebsens rederi voksede. 15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa. De gamle blev bl.a. diamanthandler og vaskeriejer. Et minde forsvandt. Og så skal vi opleve Jørgen Bruhns begravelse.
Ville ikke føre et skib under Dannebrog
Michael Jebsen var født og opvokset i en stærkt tysksindet familie. Som 15-årig blev han arresteret og dømt af de danske myndigheder, fordi han på gaden i Aabenraa havde ”gjort sig skyldig i afsyngelse af en oprørsk (danskfjendtlig) sang.
Efter den hændelse skulle han have sagt at han aldrig mere ville føre et skib under Dannebrog. Det skete vist heller aldrig.
Allerede som ung havde han besluttet sig for at gå i slægtens fodspor. Det gjorde så mangen en knægt fra Aabenraa. Han var allerede dengang besluttet på at blive kaptajn.
Ville absolut være sømand
Hans Martin Krag ville også være kaptajn, men han måtte opgive det af helbredsmæssige grunde. Fordi han var for svag, forblev han hos sin onkel E.M. Krag på Møllegård. Han blev oplært i landbruget.
Men han ville være sømand, som de fleste knægte på Løjt. Og han kom da også til søs. Efter en enkelt rejse til Østen og retur med fuldriggeren Jørgen Bruhn. Han avancerede fra skibsdreng til jungmand. Nu ville han være styrmand.
Få dage efter sin eksamen i Flensborg i 1864 tog Hans M. Krag atter hyre nu som letmatros på Rabens brig Gustav, hvor han allerede ved ankomst til Hongkong 117 dage senere blev forfremmet til 2. styrmand.
Denne post besad han indtil september 1867, hvor han igen rejste hjem for at gå på styrmandsskole i Aabenraa hos hr. Ebsen. Han ville aflægge skippereksamen. Det var dengang frivilligt.
Efter dernæst at have faret i knap fire år som Førstestyrmand på endnu et Raben-skib, barken Elise, vendte Krag atter hjem i begyndelsen af 1872, forlovede sig ”offentlig” og så sig om efter et passende skib at føre.
Han købte halvdelen af Emanuel
Han ville gerne være kaptajn på Rabens nye skonnert. Men det job var allerede bortlovet til kaptajn Tutein. Men Raben sagde til han, at han havde købt en lille svensk skonnert. Den kunne Hans få andele i. Han fik en kort frist, for to andre kaptajner fra Løjt var interesseret.
Næste morgen købte han halvdelen af andelene i Emanuel for 10.000 mark. Han havde spurgt svigerfar og svoger. Ob beløbet havde han stående. Han skulle ikke låne hos familien.
Et stort ansvar
At tilegne sig den praktiske kunnen og teoretiske viden, der fordredes af skibets øverstbefalende, tog adskillige år.
Efter nogle år som selv- eller medarbejdende kaptajn, gik man i land. Så etablerede man sig som selvstændig skibsreder og fortsatte løbebanen ved som sådan et etablerer et hierarki under sig.
Man skulle nu organisere skibe, skibsfører, mandskaber og ladninger. Men ikke nok med det. Man skulle også være konkurrencedygtig. Man satsede på skibsfart på et højt niveau. I løbet af få år var skibene nedslidte og forældede. Skibsfarten foregik ofte i nogle af klodens mest barske farvande.
Som skibsreder måtte man hele tiden orientere sig, hvad der skete på markedet og hvordan den teknologiske udvikling formede sig. Derfor var der nogle af rederne, der etablerede deres egne værfter.
Når man byggede eget værft
Det gjorde blandt andet agent Bruhn. For ham var skibsbyggeriet den ”kjæreste kæphest”
Når man som Raben og Bruhn etablerede egne værfter, forventede man også at anskaffelsen blev billigere, idet man sparede den fortjeneste som en fremmed skibsbygger ville beregne sig.
Det gjaldt om at finde de rigtige kaptajner. Og for at få dem skulle man være menneskekender. Hans Bruhn har fortalt at hans far ved første øjekast kunne vælge sine undergivne. Han tog sjældent fejl.
Man skulle hele tiden holde sig orienteret om mange forhold. Evnen til at sikre sig pålidelige informationer var uhyre vigtig.
Jørgen Bruhn tog en beslutning
Andre ting gjorde sig også gældende. Det var for eksempel, da den 73 – årige Jørgen Bruhn i 1854 besluttede sig for at bjærge clipperen Calcutta efter dens forlis ved Læsø efter jomfrurejsen. De første forsøg slog fejl. Han fik så udbetalt forsikringssummen på to tredjedele af værdien.
Næste sommer blev skibet tømt for brugbart materiale, der kunne bruges på værftet. Trods store anstrengelser lykkedes det ikke at rede dette vidunder af et skib. Men alligevel kunne hele redningsaktionen godt betale sig rent økonomisk.
Redere og kaptajner havde en stærk position
Disse redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. I året 1700 fik den dengang førende købmand Lorenz Bjørnsen fyrstelig fuldmagt til at udstede skibspas. Men i 1703 indløb der klager over at han først udstedte skibspas til de skibe han havde andel i og siden til hans omgangskreds.
Herefter overtog borgmester og råd pasudstedelsen.
Søfarten fik politisk indflydelse
I 1800 – tallet blev Aabenraa en betydelig faktor i den oversøiske søfart. Her opfordrede man til at regeringen indgik handelsaftaler med de lande de ønskede at optage sejlads på, eller hvor de allerede havde et vist fodfæste.
Magistraten i Aabenraa blev flere gange taget med på råd hvis der skulle tages beslutninger om at oprette konsulater.
En enkelt af byens reder, Michael Jebsen nåede som bekendt videre end tillidspost på det politiske plan. I 1890 fik han sæde i den tyske rigsdag. Han anbefalede at marinefartøjer blev sendt til Sydamerika for ”at vise flaget” og derved støtte den tyske skibsfart.
Medlemskabet af den tyske rigsdag havde store personlige udgifter for Jebsen. Gennem uendelige forhandlinger lykkedes det ham gennem en kontakt i Reichspostamt at opnå rabatter til sin linjefart Shanghaj – Kiautschou – Tietsen.
Michael Jebsen førte sit første skib som 21 – årig
Prisen for et ”Aabenraa – skib” i 1850 svarede til godt 90 års løn for en styrmand.
Selv om man fra en velstillet familie var vejen ikke sikret for et selvstændigt virke inden for skibsfarten. Flere eksempler tyder også på at man uden familiens hjælp kunne mobilisere driftsmidler. Det gælder for eksempel Michael Jebsen, der ovenikøbet kun var 21 år gammel, da han fik sit første skib at føre.
Jacob Jebsen havde en særlig betydning for familien. Han var den første skipper (1688 – 1737). Han byggede også huse i Skibbrogade.
Handlende og håndværksmestre investerede i skibsfarten
Gennem århundreder opbyggedes der store driftsmidler i miljøet. Det blev styret af slægts- og venskaber.
Hvert skib havde en kort levetid. Også håndværksmestre og handlende investerede i skibene.
I 1700-tallet blev skibsfarten ejet af et eksklusivt miljø. Dengang var skibsfarten hovederhvervet i byen.
I 1800-tallet var der et voksende antal af håndværksmestre og handlende, der var underleverandører til skibsfarten. Det er var i den periode, at Aabenraa-egnen bliver et søfarts- og skibsbygnings-centrum af internationalt format. Det overskud, man fik blev igen investeret.
Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelsen
Skibsrederen eller kaptajnen kunne skabe sig et navn, der var respekt om. Han kunne skaffe sig goodwill ved at skyde parter i andre skibe, rejse driftsmidler ved at gifte sig strategisk godt og opnå anerkendelse som en god skibsfører.
På godt og ondt fungerede den enkelte kaptajn som middel for mange forskellige interesser i Aabenraa og omegn. Værftsejeren havde brug for ham som bygherre. Andre håndværkere, handlende og navigationslærere havde brug for ham som kunde. For familien og eventuelt fjernere slægtninge var han nyttig som en loyal skibsfører, ens redere og kaptajnskollegaer havde brug for ham som parthaver.
Det var vigtigt at købe en gård eller en mølle som tidligere slægtled havde i fæste, at bygge et stort skipperhus i købstaden, at føre en standsmæssig husholdning og at hjælpe unge medlemmer af slægten på vej. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og befæste anerkendelsen om ens slægtsnavn og hjemegn.
Hans Bruhn forlod søen som 29 – årig
Agent Jørgen Bruhns ældste søn, Hans gjorde allerede sin første sørejse som 13-årig. Han tilbragte derefter godt halvandet år i huset hos en god ven af faderen, Kaptajn Frahm i København.
23 år gammel blev han fører af fregatten Maria, der var opkaldt efter moderen. Den ejede faderen i fællesskab med kaptajn Frahm. Skønt Hans Bruhn viste sig som en ualmindelig skibsfører og elskede at sejle, lod han sig overtale til at forlade søen som 29 – årig for aldrig at vende tilbage igen. I stedet skulle han forpagte en af faderens vandmøller.
Han var dog også tilknyttet faderens rederikontor og efter agentens død blev han medindehaver af firmaet Jørgen Bruhns Sønner.
Da damperne kom
Med dampernes fremtrængen i anden halvdel af 1800-tallet blev konkurrencen skærpet yderligere. Fra omkring 1880 udgjorde det en alvorlig trussel i Østen. Modtrækket fra Aabenraa var at forbedre sejlskibene. Man forsøgte sig med mandskabsbesparende installationer ombord. Man opsøgte også nicher, som endnu ikke blev truet af damperne.
I stedet for at bygge jernskibe i Aabenraa svarede man igen med en yderligere specialisering af sejlskibene. Man foretog ikke den omstilling, der var nødvendig i det tempo, der også var nødvendig.
På grund af den ensidige satsning på dette erhverv var Aabenraa meget sårbar i omstillingen til jernskibe. Mange kaptajner følte det nedværdigende at skulle løsrive sig fra sejlskib til jernskib.
Mange led tab
Da man endelig i Aabenraa besluttede sig for at sælge blev det til ”dårlige priser”. Derfor led redere og kaptajner ofte ret alvorlige tab. En betydelig del af de driftsmidler, der gennem tiden var bygget op i kaptajnsmiljøet, gik tabt, fordi man stik imod sædvane – men ikke uden grund – stod tøvende over for ny teknik.
Men måske bunder det hele også på at de handlende og håndværksmestrene, der som skrevet også investerede i skibsfarten, mente at det krævede helt andre former for ekspertise, praktiske færdigheder samt et langt mere omfattende og kostbart produktionsapparat end ens hidtidige håndværksvirksomhed.
Michael Jebsens rederi voksede
Michael Jebsens rederi begyndte at vokse efter 1870. Dette rederi gav i de følgende år beskæftigelse til adskillige ”omvendte” sejlskibskaptajner, der næppe selv kunne have finansieret egen overgang til damp.
I de første år blev rederiet ledet fra Rotterdam. Blandt kaptajnerne møder vi navne som Bendixen, Bruhn, Davidsen, Hohlmann og Matthiesen.
Nogle overlevede omstruktureringerne. Men det var ikke med lokale investorer. Skibene blev opsplittet i mange parter.
15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa
Jævne mennesker kunne nu pludselig få en gevinst. Man sagde i Aabenraa omkring 1900, at hvis man satte sine penge i en bank kunne man få 5 pct. Men hvis man satte pengene i en skibspart, kunne man få 25 pct.
Men i Aabenraa var der mange, der mistede deres levebrød. I årene 1878 – 82 var der mere end 1.000 mennesker eller 15-16 pct. af byens befolkning, der udvandrede eller flyttede. Mange måtte fattigvæsnet tage sig af.
Vi kan også anskue det fra en anden vinkel. Mens byens sejlskibsflåde i 1880 beskæftigede 498 mand. Så var antallet i 1890 sølle 41.
Der var så opstået en ikke ubetydelig damskibsflåde. Men disse var fortrinsvis i Østen. Officererne var fra Aabenraa-egnen men de ansatte var fra Østen.
Diamanthandler og Dampvaskeri – ejer
Jacob Petersen forsøgte sig som diamanthandler i Sydafrika og var en tid hotelejer. Hans M. Krag drev landbrug og kreaturhandel hjemme i Løjt. Også Fischer gik på sin vis over til damp – dog først efter at han i 1882 forlod søen, idet han oprettede et dampvaskeri og en badeanstalt i Aabenraa.
Et minde forsvandt
Med sejlskibenes mindre betydning så svandt også efterhånden interessen i lokalbefolkningen. Endnu omkring år 1900 hædrede byen Michael Jebsens minde ved at omdøbe en af gaderne ved havnen Schiffbrücke til Michael Jebsen-Strasse. Dette navn blev til manges fortørnelse efter 1920 igen til Skibbroen.
Ligeledes var Jebsen den sidste af egnens skibsredere, der blev gravsat under stor deltagelse fra byens befolkning.
Jørgen Bruhns begravelse
Men ingen kunne skildre det bedre end Frederik Fischer, der var lokalavisen Frejas redaktør. Ved Jørgen Bruhns begravelse i 1858 rapporterede redaktøren følgende:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 9, 2021
Aabenraa- under Preussisk/Østrigsk styre
Vi når ikke helt til 1920, og hilser på nogle af danskhedens kæmpere. Det var bestemt ikke kun H.P. Hanssen. Det var apotekeren, Bahnsen og Fischer og ikke mindst Junggreen. Forholdene blev vanskelige. Der var masser af konfrontationer. Og økonomisk gik det tilbage for Aabenraa. Danskerne så hjemmetyskerne og slesvig-holstenerne som fjender. Hjemmetyskerne havde i begyndelsen også et køligt forhold til prøjserne. I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne. ”Bürgerverin” fik stoppet bladet ”Freja”. Endnu i 1867 var der dansk flertal. Splittelsen mellem dansk og tysk voksede. Man troede på Jomfru Fannys forudsigelser. Og så blev kongen til kejser. Men inden da var han på lynvisit i Aabenraa. Og så blev Junggreen dømt seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse. På Junggreens grav står mejslet ”Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner”
Østrigerne holdt ikke så længe
Måske er overskriften lidt vildledende. Det var jo ikke så længe, at Aabenraa var under østrigsk styre. Det vil nok være for omfattende, hvis nu vi to hele perioden til 1920. Det kan vi komme tilbage til i andre artikler. Her vil vi nøjes med tiden ind til 1871.
Det handler om dem, der kæmpede for danskheden. Og det var ikke kun ham, vi hører mest om hele tiden, H.P. Hanssen, der kæmpede for de dansksindedes sag. Men der var sandelig også andre. Dette bliver en lidt længere artikel. Nu er du advaret.
Der kom gang i handelen
Den overvejende indtægtskilde havde været skibsfarten. Indbyggerne var søfarende, som skibskaptajner, styrmænd og matroser. Dertil kom skibstømmermænd og småhåndværkere.
Det var som om, at der i 1850’erne kom mere gang i handelen. Der kom flere købmænd og købmandsgårde opstod. Men vi kigger engang på de 500, der fra 1851 – 63 fik borgerbrev, ja da var 60 købmænd og handlende. Og de fleste af de 47, der fik borgerbrev som gæstgivere drev også høkeri ved siden af.
I 1842 havde byen ca. 4.000 indbyggere. Af den var 5-600 skibsførere og sømænd. På værfterne arbejdede der 250 skibstømrer. I begyndelsen af 1870’erne arbejder der en del af dem endnu i byen.
Enkelte skippere, der havde tjent godt oprettede stiftelser med friboliger for de gamle. Der var ikke så meget forbindelse til bønderne på Løjt. Men der var dog den undtagelse med de bønder på Løjt, der havde været skippere. Her opstod der også nogle flotte kommandørgårde.
Halvdelen af indbyggerne var født i byen
Længe før H.P. Hanssen i 1893 flyttede til byen og brugte Folkehjem (Schweitzerhalle) som kampplads var det Fr. Fischer og Junggreen, der med Hotel Danmark som kampplads kæmpede for danskheden.
Aabenraa havde i 1864 ca. 5.000 indbyggere. Halvdelen af dens indbyggere var født i byen eller amtet. Indvandringen var kongeriget var ikke stor, men det havde været stigende fra Tyskland. En masse skippere fra Løjt tog borgerskab i Aabenraa. Man sagde dengang og måske også nu, at få at være ægte Aabenraaer så skal man tre slægtled have boet i byen. Flertallet af indvandrerne længere væk fra tilhørte de mindre bemidlede.
Man sagde dengang at ”Affenraask” var mere særpræget end i andre sønderjyske byer. Man kunne få bugt med det tyske sprog, først som plattysk senere som højtysk. Det blev også i Aabenraa embeds-og kirkesprog. Der kom tysk skolesprog og selv til danske gudstjenester sang man engang tyske salmer.
I 1850 sagde Martin Bahnsen i stænderforsamlingen, at af byens 800 familier eller fuldstændige husholdninger var kun 30 tysk.
Men ak, så kom 1864 med alle dens ulykker og sorger. Nu var det de tysksindede, der sad i byens ledelse.
Jørgen Bruhn med forsigtig og tilbageholdende stilling
I 1850’erne havde agent Jørgen Bruhn været byens rigeste mand. han var en stor skibsreder og havde på Kalø et skibsbyggeri, hvor der i årenes løb blev bygget mange skibe. Han ejede mange af disse eller havde part i dem. Foruden den store gård på Sønderport, ejede han Slotsvandmøllen og Nymølle. Han havde også bygget Stenbjeg Mølle på Løjt Land.
Han var rådmand indtil 1849, da han trådte tilbage. Han havde stor indflydelse i byen. Han indtog en meget forsigtig og tilbageholdende stilling i national henseende. Frederik Fischer sagde flere gange i 1840’erne, at han inderst inde var dansk, men han ville først og fremmest have fred.
Han døde i 1857 og hans ejendom deltes mellem børnene. Af disse blev eller var de fleste tyskere. Ingen tog del i den nationale kamp. Sønnen Ingvard Bruhn var del dansk og vel også advokat Bruhn, som fik ejendommen på Torvet.
Jørgen Poulsen blev dansk
Det største skibsbyggeri i Aabenraa var Paulsens. Jørgen Poulsen havde oprindelig været slesvig-holstener, men i 1850’erne slag han om. Ved Frederik den Syvendes besøg i 1854 hejsede han Dannebrog. Fra den tid hørte han til i danskernes lejr.
Skibsbygmester Gustav Raben var derimod en af tyskernes ivrigste og mest fremtrædende mænd. Han boede på Store Torv. Af de andre skibsbyggere var Skifter Andersen og Jacobsen danske.
Den rigeste del af borgerskabet
Den rigeste del af borgerskabet bestod af skibsredere, kaptajner og enkelte købmænd. Ynden for denne klasse var de fleste danske. Den største skatteyder i 1863 var dog kommerceråd Jørgen Lorenzen. Han slog over i 1864 og var på tyskernes side. Den næststørste var Dr. Grauer, der var dansk.
Måske stod tyskerne stærkest i mellemklassen
Blandt danskernes første mænd træffer vi farver, fhv. rådmand, stænder deputeret Martin Bahnsen, agent Middelheus, den unge tobaksfabrikant J.P. Junggreen, apoteker Worsaae, fysikus Th. Dahl, udgiver af Freja, boghandler Nicolai Sørensen, skibsbygger N. Elberg samt en del flere.
Blandt hjemmetyskerne skal vi nok også nævne gamle Jørgen Ahlmann, der var den første til at hænge det slesvig-holstenske flag ud af sit hus, da tre prøjsiske dragoner den 10. februar 1864 red gennem byen.
I borgerskabets mellemklasse var der en del tysker mens danskerne stod stærkest i småborgernes klasse.
’
Man så slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden
Den 31. oktober var freden underskrevet. Da flagede tyskerne i Aabenraa. Frederik Fischer fortæller i sine dagbøger, at han var langt nede. Han tilbragte nogle dage hos hans fætter Callesen på Posekær.
Apoteker Worsaae fortæller, at han påtænkte at forlade sin fødeby og tage ophold hos en gift datter i Sverige. Men alligevel var det håb hos Bahnsen og Fischer for hertugdømmets endelige skæbne var endnu ikke afgjort mente de.
Danskerne så først og fremmest slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden. Man kom bedre ud af det med østrigerne end prøjserne. Østrigerne stod med augustenborgerne, som Prøjsen var meget kølig over for.
Hjemmetysker havde en køligt forhold til prøjserne
Hjemmetyskernes begejstring for prøjserne blev hurtig kølnet. Da Kong Wilhelms fødselsdag skulle fejres den 22. marts 1865, deltog hjemmetyskerne ikke i synderlig grad. Dette overlod man til det prøjsiske militær.
Året efter ville man give fødselsdagen et lidt mere festligt præg. Men kun få hjemmetyskere flagede. Den Augustenborg – sindede borgmester, Gottburgsen havde i nogle dage i forvejen ladet flagstængerne nedtage fra kirketårnet.
Amtmand von Levetzau havde forsøgt at få danskerne til at deltage i et festmåltid, men forgæves. Efter måltidet var der bal på Coloseum. Her deltog de prøjsiske soldater med inviterede tjenestepiger.
Farvel til danske embedsmænd
I 1864 havde man sagt farvel til mange danske embedsmænd. Også amtmand Heltzen blev afskediget og Augustenborgeren, herredfoged Petersen blev konstitueret i stedet for. Men den 19. juli blev det så i stedet advokat Jürgensen. Og allerede den 22. september kunne en ny en sætte sig på posten. Det var Kammerjunker Werner von Levetzau. Nu måtte Jürgensen så flytte ud til sin bror, der ejede et teglværk uden for byen. Han var en forholdsvis human embedsmand.
Borgmester Lunn var blevet suspenderet allerede den 15. april 1864. En Richardi fra Rendsborg holdt kun i meget kort tid. Så blev det advokat Gottburgsen ligeledes fra Rendsborg. Han var ikke særlig afholdt af danskerne. Han blev medlem af kredsretten i Flensborg og blev derfor afløst af aktuar A v. Krogh. Han var dog ret ubetydelig.
Man valfartede til Bjolderup
Fra 1850 – 63 var pastor A. Leth dansk præst i Aabenraa. Pator Holdt var præst for den tyske menighed. I 1864 blev Holdt dansk diakon og provst Götting blev hovedpræst. Om denne mærkelig danske sprog er der mange historier. Han manglede, som han selv sagde ”Øverning”. I 1865 blev Holdt præst i Løgumkloster. I Aabenraa fik han en efterfølger, en Ewertsen, der var ganske skikkelig, men han duede ikke som prædikant. I 1868 kom han til Hviding.
Leth var grundtvigsk og havde haft temmelig stor betydning for kirkelivet i Aabenraa. I hans tid var kirken gerne overfyldt. Nu da både han og Holdt var borte, var kirken nærmest tom. Danskerne søgte især til kirke hos pastor Michaelsen i Bjolderup. Han var dansksindet og en begavet taler.
Om søndagen holdt der ligefrem kapervogne uden for byen for at befordre folk til Bjolderup i kirke. Engang da pastor Michelsen var vikar i Aabenraa, var kirken overfyldt. Der måtte anbringes bænke i gangene.
Efter pastor Ewertsen kom pastor Grønning. Han var pietistisk og samlede en kreds om sig og efterhånden holdt tilstrømningen til Bjolderup kirke op.
Tysk skulle indføres som hovedsprog i skolen
Den 8. februar 1865 havde provst Götting stævnet alle byens skolelærere til sig og givet dem ordre til at indføre blandet sprog i skolen. De skulle først fortælle og eksaminere på dansk- derefter skulle de gentage det hele på tysk. Men dette var kun en begyndelse.
I oktober 1864 var der blevet stemt om, hvorvidt skolesproget skulle være dansk eller tysk. Tyskerne havde overrumplet danskerne og havde sejret. Den 10. marts 1865 indstævnedes lærerne for Skolekollegiet for at få meddelt, at de havde deres afsked fra 1. april, da tysk nu skulle indføres som hovedsprog. De fik ventepenge, men disse var nu ikke ret store.
Rektorskolen skulle føres tilbage fra forholdene før 1848. Til førstelærer valgtes en prøjser, Dr. Wolf. En af de afskedigede lærere var anden pigelæreren J.C. Juhler. Han fik tilbudt en pension på 300 mark om året. Han tog imod med den betingelse at han ville oprette en privatskole i Aabenraa.
Han købte et hus i Slotsgade og begyndte her på sin skole i 1866. Her virkede han og sin kone til hans død i 1883. men der blev dog lagt hindringer i vejen for ham og i 1872 blev hans pension taget fra ham. Han har haft en stor betydning for danskheden i Aabenraa.
I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne
I Borgerskolen indførtes tysk helt fra 1. april 1867, hvilket dog ikke kunne gennemføres i de lavere klasser. I rektorskolen måtte der heller ikke tales dansk i frikvarterne. Skete dette blev man straffet ved at skulle at skulle straffes på den store tavle 50 gange:
Også Navigationsskolen indførte nu tysk. Tidligere var der i gennemsnit 20 – 30 elever. Omkring 1870 var der kun tre elever tilbage. De sønderjyske sømænd søgte til skoler på Fanø og i Kolding.
Den 8. april havde Christian den Niende fødselsdag. Man fejede gaden og strøede sand og blomster uden for hvert hus for at markere sin danskhed. Men borgmesteren påbød at det hele skulle være fjernet inden for en time. Skete dette ikke ville de pågældende få en stor bøde.
17 dansksindede blev arresteret
Dagen efter – i 1865, en søndag aften samledes de sandsindede sig i frederiksklubben på Hotel ”Danmark”. Der blev Christian den Niendes skål udbragt og der blev sunget nationale sange. Ved ti-tiden var de fleste gået hjem.
Lidt over 10 viste Gendarm-vagtmester Olsen og politibetjent Gielow sig i salen og bad de tilbageværende om at forlade salen. De fik dog lov til drikke deres punch først. Man sendte bud til bestyrelsen og Junggreen mødte op. Denne bad nu om at de forsamlede gik hjem.
Men nu blev døren hevet op. Politibetjenten, Gendarmen og en vagtkommando med fældede bajonetter trængte ind og erklærede de forsamlede som arresteret, dog med undtagelse af Junggreen.
17 personer førtes nu under eskorte til Rådhuset. Uden for Hotel ”Danmark” stod en skare hjemmetyskere og hoverede. Da man kom forbi Rudebecks Hotel (det nuværende Hotel Royal) hvor tyskerne havde deres forsamlingssted, kom der også en del tyskere for at se optoget.
Arrestanterne anbragtes i fire arrester. De blev læsladt næste formiddag kl. 10. Frederiksklubbens bestyrelse beklagede sig til borgmesteren, der lovede at undersøge sagen.
Endelig efter lang tids venten svarede borgmester Gottburgsen, at politibetjenten og gendarmvagtmesteren havde overtrådt deres beføjelser.
Dansk gudstjeneste kl. 7 om morgenen
Om sommeren blev de danske gudstjenester nu afholdt klokken 7 om morgenen og om vinteren kl. 2. Den danske præst måtte ikke foretage dåbshandlinger og vielser i kirken og i husene kun med den tyske præsts tilladelse.
Borgmesteren havde forlangt at alle skilte skulle være på tysk. Spændingen mellem slesvig-holstenerne og prøjserne var stigende. Den augustenborgske præsident havde fødselsdag den 6. juli. Hjemmetyskerne ville fejre dagen med flagning, blomster, optog, skiveskydning osv. Aftenen før kom der ordre fra amtmanden og borgmesteren om at forhindre optog og demonstrationer.
Amtmanden i lidt for ophøjet stemning
Politibetjenten måtte afsted. Nu var det tyskerne, der måtte til at skaffe sand og blomster væk fra gaden. Det blev fortalt at det var forbudt for embedsmænd at flagre. Det slesvig-holstenske flag kom først op på slottet mellem kl. 7 og 8 om aftenen. Det blev sagt, at amtmand Jürgensen om eftermiddagen var kommet ud til Schweitzerhalle (nu Folkehjem) og der efterhånden var kommet i en så opløftet stemning, at han havde sendt ordre til slottet om at hejse flaget. Muligvis var dette årsagen til at han var blevet fyret til september.
Om aftenen samledes tyskerne sig på ”Rudebecks Hotel”. Da den prøjsiske vagtpatrulje over midnat trak forbi, blev der sunget:
Jagt die Preussen aus dem Land
Patruljen rapporterede det til major von Cranach, der med en kommando ryddede salen og noterede de tilstedeværende. Efter hændelsen blev ”Bürgerverein” lukket i byen. Tyskerne og soldaterne var i den kommende tid i et spændt forhold.
Flere tysksindede borgere blev om aftenen overfaldet af soldaterne. Tre af dem fil sabelhug i hovedet. Soldaterne flygtede inden de blev pågrebet. Heldigvis blev bataljonen kort tid efter kommanderet på øvelse i Lockstedt.
De prøjsiske officerer levede temmelig isoleret. Hverken danskere eller tyskere ville have noget med dem at gøre. Apoteker Worsaae var dog i marts 1866 sammen med nogle af de nyankommne officerer, nogle embedsmænd og nogle danske familier til et middagsselskab.
Bürgerverin genopstod
Den 2. – 6. september 1865 blev der arrangeret en tur til København. Der meldte sig masser af folk fra hele Sønderjylland. Men man havde kun 6 dampskibe til rådighed.
Bürgerverein havde fået lov til at genopstå. Tyskerne havde den 14. oktober under et møde i Rødekro vedtaget at oprette en forening, der skulle modarbejde Slesvigs deling.
Fischer solgte sit blad
Frederik Fischer havde vakt danskheden i byen ikke blot ved sit blad men også med de sammenkomster, der fandt sted hos ham. Efter Treårskrigen var han blevet dybt skuffet over at Sønderjylland ikke var blevet indkoopereret i kongeriget. Han følte sig skubbet til siden.
I 1859 solgte han ”Freja” til boghandler Nicolai Sørensen, men han blev ved med de daglige sammenkomster i sit hjem. I 1865 flyttede Fischer ind i sin nye og sidste lejlighed nede ved havnen, som Jørgen Paulsen og apoteker Worsaae havde indrettet til ham til ham for penge, som hans venner havde skudt sammen.
Her var et stort værelse, hvor han kunne have sine bøger og instrumenter og hvor sammenkomsterne kunne holdes. Her samledes venner hver dag fra kl. 5 til 7. Disse møder fik stor betydning for danskernes sammenhold.
Worsaae indtog en forsigtig rolle
Mange af disse erindringer har vi også fra apoteker Worsaae. Han måtte vel også regnes for en af danskernes ledere. Men han indtog en lidt mere forsigtig rolle. Han skulle passe på sit privilegium. Han foretog et par udenlandsrejser. Og på en af disse tog han til Verdensudstillingen i Paris. På vej hertil besøgte han redaktør Heinrich Kruse fra ”Köllnische Zeitung”. Han skildrede de sande forhold i Nordslesvig. Og Worsaae leverede ham stoffet. Dette blev så oversat af Bahnsen eller Fischer.
Paragraf 5 gjorde det af med et augustenborgsk Slesvig-Holsten. Og fra Aabenraa sendte man en lykønskning til den prøjsiske sejr over Østrig i 1866. Året efter fejrede ”Liedertafel”, ”Bürgerverin” og ”Turnverein” og eleverne fra en drengeskole denne sejr med et optog ud til Hjelm Skov.
Den 18, september besluttede man i By kollegiet at anskaffe et flag med ørn til rådhuset og lade flagstangen male sort og hvidt. Også skilderhusene skulle males ”anordningsmæssigt”
Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen
Den 24. januar 1867 blev Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen fejret.
Fra Rubebecks Hotel gik ”Bürgerverin” med et musikkorps i spidsen til rådhuset. Men egentlig var der kun ca. 80 personer der deltog i festlighederne.
Fysikus Dahl ville ikke aflægge ed til kongen af Prøjsen. Derfor blev han suspenderet og afskediget. Han blev dog i nogen tid bosiddende i Aabenraa som er en af de ledende danske mænd i Aabenraa. Senere blev han stiftsfysikus i Aalborg.
I den følgende tid blev prøjsisk administration og til dels også lovgivning indført i Hertugdømmerne. Amterne blev omdannet til kredse og amtmændene blev til landråder. Der blev oprettet amtsretter og amtsdommere blev ansat.
Valgsejr til danskerne 1867
1867 var et valgår. Der blev i Aabenraa afgivet 516 danske og 469 tyske stemmer. Fra Landsognet 90 danske og 43 tyske stemmer.
100 dansksindede skibstømrere havde søgt til Danmark. Det var sløjt med arbejdet i Aabenraa. Der var indvandret 50 teglværksarbejdere fra Tyskland. En række danske værnepligtige var også fraflyttet byen.
Ballade i Stadt Hamburg
I Stadt Hamburg kom der til ballade. Hel formiddagen holdt Junggreen, Bahnsen og apoteker Worsaae sig her for at alt gik rigtig til i forbindelse med valget. Da en danske var kommet i strid med kaptajn Michael Jebsen, ville Junggreen tale ham til rette, men det fik den tysksindede advokat Schwennsen til at true med knytnæve for Junggreens ansigt:
Efterhånden som der blev drukket mere tæt steg faren for, at der kom håndgribeligheder. Der blev sendt bud efter flere dansksindede. Under stemmeoptællingen var der bnær gået galt. Tyskerne med Michael Jebsen og advokat Schwennsen i spidsen havde igen erobret skænkestuerne. Håndværkssvende og de tyske teglværksarbejdere blev trakteret med drikkevarer og stemningen høj.
Tyskerne tabte valget. De havde bestilt musik og forberedt sig på fakkeltog og et et stort gilde på Rudebecks Hotel. Det måtte aflyses.
Danskerne fejrede sejren
De danske vælgere blev inviteret til et glas punch på Rudebecks Hotel, hvor man kunne fejre sejren. Her blev der skålet og sunget. De fleste var gået hjem inden kl. 8.30, da borgmester Gottburgsen indfandt sig.
Over for værten, Jessenius Hansen bad han ham om at sende de sidste hjem inden kl. 9 og de skulle heller ikke synge. Kort efter kom advokat Schwennesen og en flok tyskere. Idet de sang Slesvig-Holsten – visen sprang de døren til Hotel Danmark. De var kommet fra Hotel Rudebeck.
Der kom til slagsmål, men tyskerne blev drevet tilbage. I stedet begyndte de nu at ødelægge vinduer. Der blev nu sendt bud efter politiet. Borgmesteren kom nu med betjentene og straks efter mødte en militærvagt op. Gaderne blev nu ryddet og bagefter Rudebecks Hotel.
Næste aften holdt Frederiksklubben fest på ”Danmark”. Alle lokalerne var fulde. Da trådte den ny borgmester, A. v. Krogh ind. Han var netop tiltrådt samme dag. Han påbød værten at det ikke måtte synges og at gæsterne skulle sendes hjem kl. 9.
Splittelsen voksede
Den 30. oktober skulle der vælges valgmænd til valg af deputeret til den prøjsiske landdag. Resultatet blev, at der valgtes 10 danske og 9 tyske valgmænd. Dette skabte igen had og ophidselse i befolkningen.
Borgmester og fysikus erklærede nu over for skovrideren at embedsmændene ikke ville deltage i jagterne hvis Bahnsen og Worsaae skulle deltage. Splittelsen voksede. Her havde det altid været både dansk – og tysksindede med til jagt
Økonomisk blev det vanskeligere for Aabenraa
I økonomisk henseende blev årene efter 1864 vanskeligere for Aabenraa. I skibsbyggeriet indtrådte der en stilstand. Folk fra egnen ville ikke mere lade bygge et skib. En mængde skibstømmermænd havde forladt byen. De aabenraaske småskippere ville nødig føre tysk flag. De sejlede derfor uden flag så længe de var på tysk område. Mange virksomheder i Aabenraa gik ned med nakken.
En kaserne blev oprettet
Aabenraa var blevet garnisonsby. De dansksindede havde ikke meget glæde ved at se prøjsiske pikkelhuer. Byen havde ingen kaserne. Soldaterne måtte indkvarteres hos borgerne. Den ivrige hjemmetysker købmand Johan Jacobsen var meget optaget af planer om at få opført en kaserne.
Han ejede nogle arbejderboliger i nærheden af den udtørrede vig af floden. Disse fik han omdannet til kaserne, senere fik han hjælp af byens kasse til at få opført en kasernebygning.
Et stykke af engen, der grænsede op til kasernebygningen, blev grøftet og drænet. Sand og grus blev kørt dertil. Og det blev omdannet til eksercerplads. Da garnisonen tog bort, blev den omdannet til markedsplads.
Vanskelige forhold med den prøjsiske presselov
Den prøjsiske presselov var trådt i kraft. Det betød, at det fra den 1. september 1867 var en ret begrænset frihed for den danske presse. Redaktøren for ”Freja” havde fået at vide, at der fra den 27. marts skulle foreligge en oversættelse på tysk hver gang. Og så skulle kommandanten sætte sit stempel på. Ud der disse forhold kunne Nicolaj Sørensen ikke udgive et blad.
Men senere udkom den dog under lidt mildere betingelser. I 1867 fik redaktøren at vide, at nu var bægeret ved at flyde over. Der ville ikke blive accepteret flere provokationer og man frabad sig artikler fra Junggreen. Alt imens måtte Apenrader Nachrichten kalde folk for ”blödsinning”. Til sidst fik ”Bürgerverin” gennemført et forbud mod ”Freja”.
Jag danskerne ud af landet
Nytårsnat mellem 1867 og 1868 samledes tyskerne på Store Torv. Ved midnat blev et bål antændt. Man afsang en koral ”Des Jahres letste Stunde”. Derefter drog man rundt i gaderne syngende Slesvig-Holsten-visen. Man havde ændret lidt på omkvædet:
Bedre hjemme var man ikke i det tyske. I morgenstunden trak reveillen gennem byen. Denne skik blev så gentaget de følgende år.
I 1868 blev der også arrangeret en rejse til Danmark. 700 sønderjyder aflagde i dagene 4. – 7. juni besøg i Aarhus og Randers. Fra Aabenraa deltog der ca. 60 stk.
Da Kong Wilhelm besøgte Aabenraa
I september 1868 kom kong Wilhelm til Nordslesvig. Myndighederne og tyskerne havde travlt med at planlægge turen. Det skulle selvfølgelig foregå med pomp og pragt. Man forsøgte at samle en deportation, der skulle tale med kongen. Men det ville han ikke.
I en hel uge havde man forberedt besøget i Aabenraa. En masse æresporte var slået op. Og flag var stillet op foran alle de dansksindedes huse. Borgmesteren opfordrede også folk til at sætte lys i vinduerne.
Embedsmænd stod parat ved kongens skib. Områdets præster var forsamlet. Skyttelavet ”Liedertafel” og ”Turnerne” og hvidklædte damer stod parat. Kongen stod med armene ned ad siden og foroverbøjet hoved. Han steg så op på en vogn, der skulle køre ham fra Sønderport gennem hele byen til banegården. Og han kørte i Kommerceråd Jørgen Lorentzens ekvipage. Ja og fra Banegården gik det mod Tønder.
Frederiksklubben fik bøde
Skyttelavet var allerede i 1864 blevet erobret af tyskerne. Dets skyttefest 3. pinsedag havde et fuldstændigt tysk præg.
I 1869 arrangerede Frederiksklubben en skiveskydning ved Schweitzerhalle (Folkehjem). Det var den samme dag som Skyttelavet afholdt deres. 114 deltagere var mødt op hos Frederiksklubben. Man vandrede fra Hotel Danmark til skydepladsen. Man havde fået tilladelse til denne skydning, fordi skydepladsen lå i Kolstrups distrikt.
Men man havde ikke fået lov til at gå det korte stykke på Aabenraas grund. Og det blev betragtet som en meget alvorlig sag. Man forlangte en liste over alle de 114. De ville nu alle få en bøde.
Borgmesteren truede med bøde
De danske topledere var kaldt møde hos borgmesteren. Han gjorde opmærksom på, at han kunne straffe dem, hvis de blev ved med at argumentere for paragraf 5. Borgmesteren mente, at denne paragraf kun var blevet optaget i Prag – Freden af høflighed over for kejser Napoleon. Den ville aldrig komme til udførsel, mente borgmesteren.
Den 15. januar 1870 var der valg til borgmester. Danskerne overvejede om de skulle deltage. Måske var det en fordel at beholde A. v. Krogh på grund af hans ubetydelighed.
Man troede på Jomfru Fanny
Jomfru Fanny havde varslet at store begivenheder skulle finde sted i 1870. I seks år skal Slesvig være under fremmed herredømme, sagde hun. Et stort slag ville foregå omkring Aabenraa. Noget som man aldrig havde set før. Danmarks konge ville komme på den hvide hest. Der ville være blod i gaderne og de danske tropper ville herefter komme tilbage for bestandig.
Jo hendes spådom lever stadig i Aabenraa. Og det gør visheden også, at hun skulle være en kongedatter. Men den store krig, der kom. Ja det var Prøjsen mos Frankrig.
I Sønderborg tænkte man på at flygte. Her var man bange for at blive beskudt af den franske flåde. Jomfru Fanny havde sagt at et prøjsisk skib, forfulgt af seks andre snart ville vise i Aabenraa Fjord.
Aabenraa – Bataljonen i krig
Rundt om i hjemmene spillede danskerne Marseillaisen. Og dette irriterede tyskerne, når de gik forbi på gaden. Den 25. juli om aftenen skulle den garnisonerende bataljon drage afsted. Husene var illuminerede og tyskerne flagede. På banegården musicerede Knacks Musikkorps. Drengene var mødt med stoklygter. Til sidst var alt i orden, så toget bestående af tre lokomotiver og 41 vogne kunne afgå.
Senere kunne man så læse at tyskerne havde taget 40.000 fangere. Det viste sig så at være en trykfejl. Der var kun 4.000.
Efter nogle sejre var rådhuset fuldt oplyst, men slottet var mørklagt. Et planlagt fakkeloptog blev ikke til noget.
Da kongen blev til kejser
Man længtes efter freden. Der kom indberetninger om, at flere unge fra byen var faldet. Den 20. januar 1871 kom så budskabet fra kong Wilhelm at han ville lade sig udnævne til Kejser. Dette fik Fischer til at udbryde:
Landråd v.Levetzau hejste et flag på slottet, men flagstangen knækkede af stormen og flaget forsvandt.
Hvem havde knækket flagstængerne?
Endelig den 2. marts kom efterretningerne om freden. Der blev skudt salut og ringet med kirkeklokkerne. Dansksindede havde også illumineret deres huse, men de blev kaldt for kujoner.
Næste dag var tyskernes flagstænger knækket. De danske topledere blev kaldt til afhøring. Men hvem der havde ødelagt flagstængerne, kom aldrig frem i dagens lys.
Et skuffende dansk nederlag
Den 3. marts var der valg til den tyske rigsdag. Det var ikke med store forventninger danskerne gik til valget. Nu var stemningen tilmed trykket efter den uheldige illumination aftenen forud. Resultatet blev også dårligere, end man havde ventet. 322 danske og 371 tyske stemmer.
Fra dansk side blev der påstået at der var uregelmæssigheder med hensyn til valglisterne. Men resultatet var i hvert faldt, at danskerne havde tabt flertallet af stemmer i Aabenraa og de genvandt det ikke i den tyske tid.
Junggreen blev danskhedens leder
Dagen efter den 4. juli 1871 døde Frederik Fischer af et apoplektisk tilfælde. Martin Bahnsen døde den 12. marts 1875. Og i 1872 solgte Worsaae apoteket og rejste til København. I 1877 forlod også fysikus Th. Dahl byen.
Junggreen trådte til som deres arvtager. Han blev ikke kun Aabenraas fører. Han blev hele Sønderjyllands/Nordslesvigs fører for danskheden. Og snart fandt han ud af, at Prøjsens overherredømme ikke var kortvarig.
Han gik i tysk skole men blev dansk påvirket i hjemmet og navnlig af deres omgangskreds. hvortil hørte mænd som Fischer og Bahnsen. Han drømte om at stå til søs lige som sin far og farfar. Men han tog sin første uddannelse på stedfaderens tobaksfabrik.
Seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse
Denne Junggreen var under den første Slesvigske krig rejst til kongeriget for ikke at blive indkaldt i den slesvig-holstenske hær. I 1853 rejste han udenlands. Og det var som guldgraver. Da han opholdt sig i Virginia studerede han tobaksfabrikation. I løbet af sommeren 1857 vente han tilbage til Aabenraa, hvor han giftede sig og etablerede sig som tobaksfabrikant. Det har vi tidligere skrevet om.
Han skrev ret ofte til Frederik Fischers avis ”Freja”. Han forsøgte at skrive moderat. Men han undgik ikke fængsel. Han skrev at, den tyske kejser skulle gå ind for paragraf fem. Dette blev takseret som majestætsfornærmelse. Det blev takseret til 6 måneders fængsel som blev afsonet i Magdeburg.
Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner
Fra 1868 skrev han i det genoprettede Dannevirke. Fra 1866 – 70 skrev han i Köllnische Zeitung om begivenhederne i Nordslesvig.
I 1881 tog Junggreen initiativet til ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig (senere Sprogforeningen). Han blev den første formand. I 1884 blev han valgt til Rigsdagen. Men han sad der ikke ret længe. Allerede i 1886 døde han – en uventet død. På hans gravsted i Aabenraa står følgende:
Han holdt mange foredrag særlig om historiske og astronomiske emner. Han har sikkert været inspireret af Fischer.
Vi forlader nu Aabenraa under prøjsiske styre. Men vi vender tilbage for det er meget mere at fortælle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 6, 2020
Da Achton Friis mødte Aabenraa – egnen
Hvem er Achton Friis? Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder i 1932 – 33. En maler med humor. Et Tornerose Slot. De smukke ”Aabenraa – piger”. En tur til Varnæs. Der var også noget trist. Bakkerne blev mere voldsomme. Turisterne var endnu ikke kommet – dengang. Udsigt fra Galgebakken. De rige Løjt – gårde. Jinges grav. Flere ulve på egnen. Nu kommer ”de Genner – drenge”. Nis Kromand. Knivsbjerg og Røde Mølle.
Hvem var Achton Friis?
Vi har bladret lidt i ”De Jyders Land”, og her er vi så standset op, da Achton Friis mødte egnen omkring Aabenraa. Vi kommer i denne artikel langt omkring. Det er lige fra Varnæs til Knivsbjerg, Rødekro, Øster Løgum. Genner, Løjt Land og selve Aabenraa. Achton Friis har sin helt egen måde at lovprise naturen på. Vi vil så ind imellem ikke spare på kommentarer. Vi skal lige gøre opmærksom på, at det var 1930erne, at den berømte forfatter og eventyrrejsende besøgte området.
Han skrev ”De Jyders Land 1 – 2 i 1932 – 1933. Og de ældre af os er jo klar over, at han inden da havde skrevet ”Danmark – ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906 – 1908. Fra 1926 – 1928 udgav han ”De Danskes Øer, et trebinds væk over 132 øer. Ja og ikke nok med det. I 1936 – 1937 blev det så til et to binds værk Danmarks Store øer.
Aabenraa er ingenlunde distanceblænder
Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder. Gå blot en sådan solfyldt majdag gennem den gamle del af byen gennem Ramsherred og Slotsgade ja så tror du, at du befinder dig i en provinsby fra midten af det 18. århundrede.
Se på alle de nysgerrige karnapper, der stikker hovederne frem foran hinanden og kigger på langs ned ad gaden. Men først og fremmest, list dig ind i en af de gamle baggårde, hvor hylden hælder ud over de frønnede plankeværker og småbygninger snubler over hinanden – et sted for katte og kanariefugle og Aabenraas gamle skippere. Et sted, hvor Spitzweg kunne have hentet alle sine motiver.
En maler med humor
Her skal vi nok lige skyde ind, at Carl Spitzberg var en tysk maler, der først kom sent i gang. Han var egentlig apoteker. Han forstod, at forene realisme, fantasi og humor og levede fra 1806 til 1885. Mange af hans motiver var nemlig fra byer som kunne minde om Aabenraa.
Et Tornerose – slot
Gå ned til den mindste af byens havne, Nordhavnen og se som jeg i dag en tremastet Helsingborg skonnert laste træ med baggrund af den nære bøgeskov og himmelhøje bakke – den blåsorte tjære på det brede skrog, masternes ravgule søjler og de nøgne fyrrebjælkers mængde.
Så er det Dronning Magrethes slot, nu embedsbolig men med omgivelser så eventyrlig som var det en Tornerose, der sov bag dets mure og ikke en amtmand. Slettet med dets omgivelser danner klimaksen af hele egnens skønhed. Det skal ses sydfra over engene med græssende kvæg, disse engflader, der danner fjordens fortsættelse og er lige så jævne som dennes vandspejl. Et mere fint kultiveret dansk landskab findes ikke.
Frodighed og velplejethed præger det og de omgivende skove. Bakkernes kraftige fald mod fjord og enge og de rige agre.
De smukke Aabenraa – piger
Man må jo sige, at Achton Friis forstod at beskrive Aabenraas skønhed. Men det er ikke spor overdrevet. Jeg husker en sommerdag, hvor vi cyklede fra Ensted ned mod Kystvej. Så derude på fjorden så vi Dannebrog ligge der på stille vand. Sådan et syn glemmer man heller ikke.
Ja-ja. Her skulle man misunde dem, som går i denne ”Wunderschöne Monat Mai og rejs til Aabenraa. Aldrig på noget andet sted af så ringe udstrækning har jeg set så mange yndige piger som her. De er lyse og lysblonde til hobe og i dette solskin går de alle i fine lette sommerdragter. De bararmede blondiner med den lette solbrunede lød og de slanke legemer, den yndefulde gang, det rene, bedårende ungpige – blik. De er som åbenbaringer. Forårets Apotheose Primavera mødt hundrede gange på gaden i Aabenraa.
En tur til Varnæs
Fra Aabenraa skal man tage ud ad vejen langs fjordens sydside til Varnæs, men man bør helst gøre det på en høstdag, en augustdag med karsk vejr og sol over de åbne kornmarker., hvor negene står tæt med hver sin solglorie om toppen, over den blå fjord og skovens vindrørte kroner. Mellem kraftigt svungne banker med spredte trægrupper fører vejen bestandigt med udsigt over den brede fjord, helt ud til Varnæs Hoved, som er et såre pragtfuldt sted.
Yderst står klinterne stejle, græsklædte eller med friske okkergule skred ned mod en strand, der er dækket af mægtige nedrullede kampsten. Helt ude på findes et sted som stærkt minder om ”Stenkastkrogen” på Romsø men hvis kampestensblokke er langt mere kæmpemæssige.
Ovenfor klinten et fuldkommen romantisk landskab med sæd- og kløvermarker og højstammede trægrupper, kulminerende ved den yndige gård ”Varnæs Vold”. Her er storslået og mildt på en gang, yndefuldt som et folkeeventyr er dette landskab – de røde køer, den grønne kløvermark, vejens slyng ned mod gården i den dybe dal mellem de skovklædte højder, fjorden derude med den hvidtskummende kyst. Det er vidunderligt dansk, dette østkystlandskab, dets sødme er den friske honning – ikke puddersukker som i den indre Vejle Fjord. Mærkeligt er det, at mens den kan trække sommergæster til som fluer, synes disse steder ukendte.
Også noget trist
Sammen med dommer Chr. Andersen, i hvis hjem i Aabenraa jeg husvalede mig efter min ørkenvandring gennem alle landets hoteller, gjorde jeg udflugter til landskaberne vest for fjordene, mest ad den gamle ”Hærvej”.
Egnen mellem Hovslund og Pothøj, hvorfra man ofte samtidig ser ud over det rige Østland og de jævne fattige hedeegne i vest, er højtliggende og umådelig kuperet, og for det meste så sandet og stenet, at man skal lede længe for at finde elendigere jord. Hele denne strækning vest for linjen mellem Genner Fjord og Aabenraa er overhovedet noget af det mest triste, jeg kender.
Bakkerne bliver mere voldsomme
Men når man bryder af fra Hærvejen ved Rødekro og kører mod Aabenraa bliver landskabet så stik modsat dette som vel muligt. Bakkerne bliver ganske vist endnu voldsommere, det er et helt bjerglandskab man farer igennem med mægtige langstrakte banker og dybe kløfter, der åbner sig brat foran en. Men hvilke enge og marker og hvilken skovrigdom.
Dette er så sandelig en natur, som må kunne gøre den mest forhærdede brostensdyrker til lyriker. Ikke mindst mærkelig er den første del af vejen fra byen mod Løgumkloster gennem det voldsomme bakkeparti langs den gamle fjordlavning.
Turisterne var endnu ikke kommet – dengang
Op ad bjerg ned i dal står de vældige bøge med sollys gennem de unge blade, vekslende med store lysninger, hvor egebundens yppige flora er baggrund for det blanke kvæg. Men blot et par kilometer vest for byen er man atter oppe på højderyggens kam og ser de gamle hedeflader, milevidt over engene om Hærvejen mellem Øster Løgum, Rødekro og Bolderslev – en uhyre modsætning til dette Østens Arkadien.
Og Aabenraaegnen er endnu ikke blevet opdaget af turisterne, er højst besynderligt. Ja se det sagde Achton Friis dengang, men de er nu kommet godt efter det.
Udsigt fra Galgebakken
Jeg mindes en aften, siger vores berømte hovedperson, da vi efter solnedgang gik op på bakkerne bag byen og stod tavse og så ud over denne, mens oldenborrerne brummede og flagermusene jagede i tusmørket, da lysene dybt nede under os tændtes i de skumringsfyldte gader et for et sammen med de første stjerner, da fjorden lå som et opalfarvet skjold under den violette jordskygge på østhimlen. Da bad jeg en stille bøn til den landflygtige plan om at skærme stedet mod den turiststrøm, som jeg lige nu har givet et kraftigt vink om at standse en stund netop her.
De rige Løjt – gårde
Løjt – halvøen eller Løjt Land, det høje land mellem Aabenraa Fjor og Genner Fjord er også et besøg værd. Ganske vist tager Østslesvigs levende hegn overhånd netop her, så det næsten føles beklemmende at færdes ad halvøens veje, så frodigt gror langs deres sider tjørn og hassel, hyld og roser, syrener og brombærbuske.
Enhver bondesøn herfra skulle fare til søs nogle år. De fleste Løjt-bønder havde været viden om, før de slog sig ned på den fædrene gård. De stolte gamle bøndergårde bar omtrent helt op til vor tid spor af deres ejermænds langfarter.
I de anseelige gårde havde på den tidhver stue sin hovedfarve, f.eks. kraprødt i ”vinterstuen”, cinnober i ”Sommerstuen” og ultramarin i ”storstuen” – døre, lofter og vægge med samme farve. Langs lofterne gik forgyldte lister, og på dørfyldningerne var broget malede buketter eller ornamenter.
Jeg ved ikke, om sådanne Løjt-hjem endnu findes. De få jeg har set rummer kun moderne, ret tarveligt fabriksbohave og er lige som næsten alle andre bønderhjem i landet blottede for et hvert præg af ejendommelig kultur. Men blandt de gamle bøndergårde findes hernede endnu enkelte pragteksemplarer, som i hvert fald udvendigt har bevaret præget af at være rejst af godtfolk i en god tid.
Vi kan så sige til Achton Friis, at de stadig findes både på Løjt Land og Rømø – de gårde, der minder om søfart til det fjerne.
Jinges grav
Hele turen langs Genner Fjords vest – og nordbred ud til Sønderballe Hoved går gennem et landskab af fremragende skønhed, det er udpræget Lillebælts – natur med al dens ynde og frodighed, hvor bøgeskovens grupper løfter.
Vest for Genner ud mod Øster Løgum har der på den nordre side af vejen været en hulning i jorden, som kaldes ”Jinges Grav” Det er en gammel ulvegrav, over hvilken der i sin tid var anbragt en vippe, på hvis yderste ende et stykke kød blev anbragt som madding.
En fattig kvinde ved navn Jinge gik en aften ud for at ville tage kødet, man faldt ned i kulen. Beretteren, som har fortalt Evald Tang Kristensen derom, huskede ikke mere om der var kommet folk til, der trak hende op, eller om hun døde dernede.
Hyrdedrengene fra egnen brugte tidligere den gamle ulvegrav som læ, men nu er den jævnet, et hus er bygget på stedet og en have dækker graven.
Flere ulve på egnen
Jes Markosen i Genner har fortalt følgende:
Nu kommer ”de Genner – drenge”
Genner – boerne skulle have været knippelstærke folk, og i deres hyppige stridigheder med Løjt – boerne var der ofte en eller anden gammel stærkodder, som klarede ærterne med et dommedagstag.
Således hændte det engang, da bønderne begge steder fra var på hovkørsel med korn fra Hellevad Mølle til Aabenraa Skibsbro, at Løjt – boerne var kommet først til broen med deres vogne. Den gamle Per Lassen fra Genner rejste sig på kuskesædet og råbte:
Da Løjt – boerne ikke hummede sig for så lidt, kørte Per Lassen hen på siden af deres vogne, der bestandigt befandt sig mellem ham og skibet. Så råbte han til kaptajnen, om at han var parat til at modtage hans sække:
Ja sådan råbte kaptajnen fra skibet. Da stod Per Larsen op i vognen, tog en sæk i sin næve, svang det i luften og kastede den hen over Løjt – vognene og over på dækket, hvor den brast, så kornene spredtes til alle sider. Skipperen råbte:
Nis Kromand
Ikke mindre berømmelig er striden på Løjt Made blevet, hvor den gamle bonde Nis Kromand fra Genner var nede og slå græs med sine folk, samtidig med at de Løjt karle brugte leerne på åens modsatte bred. Efter at parterne i nogen tir havde ”ærtet hinanden”, sprang løjt – boerne over åen og gik på med næverne.
Men en Genner – bo greb den første, der kom over og smed ham et langt stykke henad marken ned mod åen. Så siger den gamle Nis Kromand:
Og så greb gamlingen en anden Løjt – bo og hev ham lige så langt væk. Ved dette syn flygtede resten af fjenderne over på deres enemærker.
Knivsbjerg og Røde Mølle
Udsigten fra det nærliggende Knivsbjerg er storslået. Genner Fjord ligger som en lille ting dernede som en lillebitte ting nede ved foden., et kunstigt vandspejl mellem de store skove.
Ja så er det også Runde Mølle, der ligger gemt i sin frydefulde skovdal ”med de nattergale og andre fugle små som tale” med den brusende møllebæk ved de store damme, der nu driver turbiner, hvor før vandmøllernes hjul svang om de knagende aksler.
Kilde
Hvis du vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.511 artikler heraf 149 artikler fra Aabenraa inklusive:
Dato: april 24, 2019
Det spændende kvarter i Aabenraa
I dette kvarter boede ”Den Gamle Redaktør” en gang. En by blev etableret i 1252 – 1257. Her lå Kongens Fogeds Borg. Man har fundet et bageri og et værksted. Og så var her en enorm stor voldgrav, man kunne sejle på. Slotsgade havde stor betydning med tilhørte amtet. Der var masser af erhverv på Slotsgade. Slotsgrunden gik helt ned til Slotsgrunden. Virksomhederne her var en torn i øjet på aabenraa-købmændene. Hertugen gav Slotsgade, beboerne ret til at bedrive handel. Der var særdeles flotte huse i Slotsgade. Og så var det skyttekongen, der måtte abdicere. Jacob Petersen snød købmændene. Stor gæld i Slotsgade. Beboerne i Slotsgade blev også udnyttet. Nye privilegier skulle forhandles. Beboerne ville ikke betale skat, men i 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.
I dette kvarter boede man en gang
Engang boede undertegnede i dette kvarter i Aabenraa. Det er godt nok lang tid siden. Jo det er kvarteret omkring Slotsgade og Vestergade. Men nu kan vi jo nu engang ikke snakke om det kvarter uden at berøre alt det andet i Aabenraa. Og når undertegnede nu henviser til gamle fund, så er det jo ikke sikkert, at det er alt det nyeste.
En by blev etableret omkring 1252 – 1257
Engang hørte størstedelen af kvarteret ikke engang med til Aabenraa. Det allerældste vi kender til Aabenraa er nok etableringen af Openrå på kong Christoffers foranledning. Denne by er etableret omkring 1252 – 1257 og placeret der, hvor Mølleåen flød ud i Fjorden.
Ved krydset Skibbrogade(Østergade) og Fiskergade/Gildegade placeret. Lidt afsides lå der også en lille kirke, Skt. Knuds. Den var placeret midt i Humlehaven, men vi ved ikke præcis, hvor den første Knuds Kirke lå.
Her lå Kongens Fogeds Borg
Kongens foged holdt på en borg. Den ligger der, hvor Vestergade 27, ligger i dag. Det har dog nok været en lille borg med et lille tårn lige inden, at det gik ud i de små moseområder.
Lige her i nærheden boede jeg ved Nybro 5. Her har man fundet den sydlige voldgrav i 30 meters dybde. Syd for den fandtes en plankebelagt gade. Nord for borgen på Vestergade 16 – 18 lå et vådområde.
Her fandt arkæologer i 1984 en godt en meter bred og ½ meter dyb middelalderlig rende. Denne blev senere udfyldt med affald tilbage i historien. Men dette er nok ikke Aabenraas nordlige voldgrav.
Man har fundet et bageri og et værksted
Man har fundet ud af, at I Søndergade 2-4 har der engang ligget et overdækket bageri med uden vægge. På torvet Søndertorv findes endda et stykke intakt vej fra middelalderen. Men ingen af de fundne genstande er ældre end 1350.
I Vestergade 2-4 er der fundet et spor af værksted, mens der på Vestergade 12, 16 og 15 er fundet middelalderlig affald. Vestergade var ind i højmiddelalderen (1000 – 1300) næsten ikke bebygget af borgerne.
Den oprindelige grænse mellem den ældste Openrå og kongens borg gik gennem Vestergade 2 og 4 samt Vestergade 9 og 11 og videre over skellet mellem Slotsgade 14 og 16.
En enorm voldgrav
Markeringen af den udvidede middelalderbys grænse skete ca. 1350 med anlæggelse af en enorm stor voldgrav 20 meter bred og 4 meter dyb. Den strakte sig fra sumpene ude ved den nuværende Dronning Margrethevej og nord om købstaden og ned til fjorden Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med denne voldgrav, som man i Aabenraa brugte som fragtvej.
Uden for denne bebyggelse havde der allerede siden byens begyndelse ca.1250 ligget en kirke Sct. Nicolai, oppe på den bakketop, hvor den stadig ligger.
I forbindelse med krigene med de holstenske grever lykkedes dronning Margrethe den Første i 1404 at få Aabenraa-hus som pant, og som alle ved så begyndte hun få år efter opførelsen af borgen Brundlund på en lav bakkeø syd for byen.
Den gamle borg blev brudt ned og graven fyldt op. Men resterne lå synlig i terrænet på 250 år og derefter.
På Mejers kort fra 1640erne ses for eksempel en øst-vestlig markering, der deler Vestergade fra Slotsgade. Ved nedbrydningen af Aabenraahus må gaden Nybro være anlagt, opkaldt efter en bro over vandløbet, der førte til de vestlige sumpområder. Den gamle bro var Sønderbro (i dag ved Nyvej).
Slotsgade har haft stor betydning
Slotsgade må have haft sin betydning ved flytningen af borgen til Brundlund. Det var så vejen fra det ældre Aabenraa, der første hen til den stedlige øvrighed. Den kongelige eller hertugelige ladegårdsjord, der hørte til borgen strakte sig fra Nybro og ind i Slotsgade, Slotsgrunden.
Dette område lige som landsbyen Kolstrup hørte ikke under købstadens jurisdiktion eller betalte afgifter og skat til dem. I Slotsgade har man nok opfattet sig som et supplement til købstadsbebyggelsen. Men købstaden har nok opfattet den som en snylter.
Sandsynligvis har de ledende embedsmænd fra startet boet i dette område på Brundlund Slot. Vi kender først beliggenheden af boligerne langt senere.
Men fra 1700-tallet kender vi beliggenheden. I den vestlige del af Slotsgade (nr. 33 og 35) var der i hvert fald senere amtsforvalteren, som boede her og havde sit kontor i ejendommen lige ved siden af.
På den anden side af gaden boede i 1700-tallet (nr. 20) en kontrollør. Og en kirurg (nr.28) I slutningen af 1700-tallet boede også købstadens borgmester Kamphøvener i Slotsgade (24).
Masser af erhverv på Slotsgade
I dag vil man nok synes, at det er bemærkelsesværdigt at købstadens borgmester boede uden for området i skattelyet Slotsgade. Men borgmesteren var en juridisk embedsmand udnævnt at staten – ikke en lokalpolitisk valgt repræsentant som i dag.
I begyndelsen af 1700-tallet opførte husfoged Heinrich von Günderoth på en stor grund Nybro 14, lige over for den tidligere borg, sit meget flotte byhus.
Det er hertugenes og amtmandens embedsmænd, der boede her, der havde stor betydning for opretholdelsen af Slotsgade som selvstændig jurisdiktion gennem 400 år. Men det fik også betydning for andre. Handlende havde også borgerlige erhverv så som hattemager, rebslagere, bogtrykkere og skippere.
Slotsgrunde ned til Mølleåen
Slotsgade havde grunde ned til Mølleåen. Dette gav mulighed for bådsejlads og ulovlig import af varer. Nogle havde både handel i Slotsgade og nogle boder i købstaden. Håndeværkerne i Slotsgade tilhørte dog købstadens lav og gilder.
Erhvervsvirksomhed fra middelalderen og frem til liberaliseringen i midten af det 19. århundrede var reguleret gennem privilegier, lav og bestemmelser, der tilsigtede at samle dem i købstæderne og at modvirke ulovlig konkurrence.
Et torn i øjet på Aabenraa-købmænd
Den handel der foregik i Slotsgade var en torn i øjet for Aabenraa – købmændene. De forsøgte i 1624 at få handelen forbudt eller at få gaden lagt under købstadens jurisdiktion, således at skatter og afgifter kunne blive de samme for de to områder og konkurrencevilkårene mere ligelige.
Det gjaldt også i 1643, hvor man igen søgte at ramme Slotsgades beboere. Aabenraa købstad udsendte nemlig forbud mod at beboerne i gaden købte varer direkte på skibbroen, der var byens.
Hertugen gav Slotsgade – beboerne ret til at drive handel
Forbuddet ramte også hertugens embedsmænd i gaden, der klagede til deres herre og fik medhold. Hertugen bestemte også over Aabenraa, og han gav Slotsgade – beboere ret til at drive handel på lige fod med byens borgere. Byens borgere blev endda truet med en stor bøde på 5.000 rigsdaler, hvis den igen søgte at hindre Slotsgade-beboernes handel.
Ti år senere (i 1652) bestemte hertugen endda, at ved levering af materialer til reparationer af slottet og dets landbrugsafdelinger (ladegårdene), skulle alle embedsmænd i Slotsgade have første bud.
På mejers kort over Aabenraa fra 1640erne kan man se både Slotsgade og Vestergade tæt sammenbygget, hvorimod Nybro som det indre af kvarteret rummer områder, hvor der dyrkes humle til den hjemlige ølbrygning.
Mange huse brændte ved de store brande i 1578 og 1707
Husene i Slotsgade-kvarteret har været kendte bul-huse, en trækonstruktion, som var meget brandfarlig. Aabenraa brændte i 1576, og mon ikke at Slotsgade også ramtes af branden?
I hvert fald viser en bygningsplanen over historiske huse i byen at bortset fra enkelte huse i Slotsgade (nr. 17, 19, 28, 29) så brændte alle kvarterets huse ved den store brand i 1707.
Krigsårene efter 1700 havde ført til et vældigt opsving for skibsfarten med indlemmelsen i 1721 af det gottorpske Aabenraa under den danske konge som hertug af Slesvig gav nye store muligheder. Handel og skibsfart for hele monarkiet blomstrede og Aabenraa samt Slotsgade fik sin rigelige del af det.
Flotte huse i Slotsgade
Det var i hele dette århundrede at der blev opført nye gavl- eller langhuse i kvarteret. En af de fineste er måske langhuset Slotsgade 14 fra 1767 med bryn over vinduerne. Det er muligvis bygget af samme bygmester, som stod for Postmestergården i Søndergade.
Generelt er Slotsgades huse i den sydlige side udover forhuset, bebygget med sidehuse og baghuse, der omslutter et lukket gårdrum, hvortil der er adgang fra gaderne gennem åbningerne mellem husene eller gennem langhusenes portrum. Husejerne var selvbevidste og gudstro, som det fremgår af hustavlene. Byggeriet i den lange økonomiske blomstringsperiode har givet Slotsgade sit helt særlige præg.
Også i denne periode tog de skiftende amtmænd på Brundlund Slot, parti for deres amtsundersåtter i Slotsgade, når de var i vanskeligheder med Aabenraa købstad.
Nu var der 30 overordentlige flotte huse i Slotsgade
Ved hvert troneskift skulle alle privilegier bekræftes (og udvidet). Indlemmelsen af Slotsgade var et vigtigt punkt. Det blev afvist i 1741 efter en langvarig behandling af sagen. I denne tid indsendte købstaden gang på gang klager over Slotsgade mest detaljeret i 1726.
Det hed i Aabenraa’ s klage i 1726, at det var soleklart at forholdene 60 år tidligere i 1660, hvor flere af Slotsgades privilegier var blevet udstedt, havde det været helt anderledes end nu. Dengang var beboerne fattige håndværkere og daglejere (arbejdere), der boede i tarvelige huse og skure. Kun en havde drevet lidt handel, men vel og mærke til byens borgere. Ingen havde solgt til fremmede købmand på Skibbroen.
Nu var forholdene helt anderledes, idet Slotsgade var en af de mest betydningsfulde i byen. De 30 huse var langt bedre end de øvrige huse i Aabenraa. Nu var der ikke én, men 7 skipperede, der havde store skibe og drev udstrakt handel. Varerne blev oplagt i Slotsgade og solgte til fremmede købmænd, ja selv på Skibbroen drev Slotsgades folk deres handel med de fremmede.
Smidt ud af Skytteforeningen
Et år var det sandelig en af Slotsgades beboere, der blev skyttekonge. Men da man fandt ud af, hvor kongen boede, blev han frataget sin titel og samtidig smidt ud af foreningen.
Jacob Petersen snød købmændene
Et særlig grelt tilfælde var Jacob Petersen, der opkøbte varer i amtet, sejlede på Holland og videresolgte varer til stor skade for byens handlende. Da gadens indbyggere ikke betalte kontribution (betegnelse for skatter) byen og heller ikke næringsskat, kunne de sælge deres varer langt billigere. To af gadens købmænd og skippere var oven i købet borgere i Sverige og nød derfor toldfrihed derovre, således at de kunne konkurrere på helt ulige vilkår.
Til myndighederne svarede Slotsgade indigneret på disse klagepunkter. Sagen mod Jacob Petersen søgte man at minimere. Og de påviste at blandt Aabenraa købstads borgere var der også skippere, der havde borgerskab i Sverige.
Stor gæld i Slotsgade
I øvrigt var Slotsgade meget forgældet fordi alle huse måtte nybygges efter branden i 1707. Slotsgade påstod, at man var beskattet meget hårdt i forvejen med landbrugsskat, og man ville gå fallit alle sammen hvis købstadens næringsskat blev lagt oveni. Dette var ikke blot soleklart, men klarere end solens lys ved middagstid.
Og så takkede Aabenraa købstad igen med en statistik over de næringsdrivende i Slotsgade og byen og dens skattebetaling.
Udviklingen i 1700-tallet viste dog, at Aabenraa købstad havde ret i sin frygt for konkurrencen fra Slotsgade. Den blev stadig mere velstående og trak mere handel og håndværk til sig.
Amtmændene beskyttede beboerne
I 1789 var der i gaden 5 skippere, en tømmerhandler, en kornhandler, en vinhandler, en guldsmed, en juveler, 3 skomagere, 2 skræddere, to bagere, og en af hver af disse, rebslager, garver, hattemager, tømrer, murer, høker, bendrejer, møllebygger, styrmand og 2 daglejere.
Amtmændene (Massow, von der Lühe, von Blücher) afviste hver gang købstadens ønsker. Men amtmændene havde også specielle økonomiske interesser i forhold til Slotsgades beboere. Som amtsområde var det jo et landområde, og beboerne skulle udføre hoveri-tjeneste over for godset Brundlund Slot. Disse ydelser føltes tungere i dette århundrede.
Beboerne blev også udnyttet
Det drejede sig om kørsel for slottet, høhøst i engene, hjælp ved bageri, bryggeri af øl m.m. I 1749 klagede gadens indbyggere til kongen over amtmand von Messows udnyttelse af dem. Svaret var dog et blankt afslag, men 7 år senere lykkedes det at få arbejdsydelsen afløst af en årlig fast pengeafsnit til amtmanden.
Slutningen af Slotsgades selvstændighed kom i det 19. århundrede. Folketallet i Aabenraa købstad steg i 1840erne og 1850erne og det kneb med at skaffe plads på den overfyldte bybakke til dem, der ville erhverve hus der.
For at have borgerskab og næring i købstaden måtte man besidde en ejendom der. En udvidelse af byens areal kunne ske ved at indlemme Slotsgade, som indbyggerne der tit havde afvist.
Ny privilegier skal forhandles
Da Frederik den Sjette døde 1839 og blev afløst af Christian den Ottende, skulle Aabenraas købstads privilegier igen konfirmeres af kancelliet i København. I den forbindelse rejste bystyret igen ønsket om in indlemmelse af Slotsgade. Slotsgades selvstændighed var ret reduceret, fordi man var fælles med Aabenraa om kirke-, skole-, fattigvæsen, politi- og brandvæsen, samt jordemoderordningen. Egentlig ret meget af de kommunale opgaver.
Beboerne ville ikke betale mere i skat
I Slotsgade blev der i 1840 afholdt afstemning om indlemmelse. Heraf gik kun to ind for den. Man frygtede, at resultatet ved indlemmelsen ville være øgede skattebyrder. Dette synspunkt har altid været brugt i forbindelse med modstanden mod kommunale indlemmelser eller fusioner. Trods modstanden besluttede dog ved kongelig resolution den 1. april 1843, at Slotsgade skulle indlemmes pr. 1. januar 1861.
Slotsgade måtte overgive sig – indlemmet i Aabenraa
Det lå jo 17 år ude i fremtiden, og da pladsproblemet fortsat var presserende, så blev forhandlingerne mellem købstaden og Slotsgade fremskyndet. De strandede dog på skattespørgsmålet, hvor Aabenraa stod fast på, at Slotsgades beboere skulle betale næringsskat ligesom købstadens andre borgere. Slotsgades beboere ønskede derimod at betale de hidtidige afgifter.
Sagen endte i Ministeriet for Slesvig, der fulgte byens indstilling. Så endte det med at per 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Du kan på www.dengang.dk finde 145 artikler om Det Gamle Aabenraa og Omegn, herunder en masse artikler om søfart men også disse artikler:
Dato: juli 15, 2017
Ballade i Aabenraa i 1790
Efter revolutionen opstod der social og polisk uro i Sønderjylland og også i Aabenraa. Prisen for rug var steget, trods en god høst. Garnisonen skulle have 3.000 tdr. Købmand Kopperholdt havde lovet at levere 600 tdr. I begyndelsen var der ingen problemer, men så forhindrede demonstrationer afsejling. Amtmand von Schmettau var forstående. Men hans handlemåde blev stærkt kritiseret af regeringen. Han fik en skarp irettesættelse. Og revolutionen i Aabenraa sluttede med at 108 borgere i Aabenraa alle fik en bøde på 3 rigsdaler.
Social og politisk uro
Måske var det begivenhederne i Frankrig i 1789, der havde sat gang i social og politisk uro i hele Sønderjylland. Vi har tidligere på siden beskrevet uro på Tønder-egnen.
Trods en god høst, herskede det dyrtid. Især var priserne på brødkornet særdeles høje. Allerede i februar 1790 var der forekommet uroligheder ved Tønder.
Garnisonen havde bestilt 3.000 tdr. rug
Den jævne borger kunne se, at der blev udskibet korn fra Aabenraa Havn. Men man vidste åbenbart ikke, at kornet gik til garnisonen i Glückstadt, som skulle bruge 3.000 tdr. rug. Dette kvantum havde købmand Christian Möller i Wilster påtaget sig at skaffe. Dernede dyrkede man hovedsagelig raps og hvede. Så rugen måtte skaffes andre steder fra.
Købmanden havde en aftale med Hans Kopperholt fra Slotsgade i Aabenraa om en levering af 600 tdr. rug. Det meste af dette var på lager. Men han behøvede noget mere for at være fuldstændig leveringsdygtig.
Det manglende rug blev skaffet
Kopperholt fik 30 tdr. møller Nis Nissen i Felsbæk, 30 tdr. hos forpagter Petersen, Vojensgård, 50 tdr. hos gårdmand Peter Simonsen, Vejbølgård, 40 tdr. hos præsten i Skrydstrup.
Bitterheden blev øget
De stadige leverancer af korn under dyrtiden i de første måneder af 1790 øgede bitterheden hos småkårsfolk i Aabenraa. Lidt efter lidt forlød det, at opkøbene sikkert var ulovlige og dermed faldt det ind under det man i daglig tale kalder forprang.
Var der en forbindelse?
Tilmed foretog en vis Johan Christian Grage fra Eckernförde en række opkøb af korn. De utilfredse i Aabenraa har antaget, at der var en forbindelse mellem denne og det korn som Kopperholt skulle levere.
Ingen problemer i begyndelsen
Til at begynde med mødte afskibningen af rug fra skibbroen i Aabenraa dog ikke vanskeligheder. Skipper Martin Petersen var således afgået med en ladning til Holtenau ved kanalmundingen, hvor der skete en omladning ril småbåde. Kielerkanalens forløber havde kun et smalt sejlløb af ringe dybde.
Afsejlingen blev forhindret
Flensborg-skipperen Martin Paulsen skulle sejle med resten, men forinden tog spektaklerne fart.
Det var meget betegnende ikke byens øvrighed, købmænd, skippere eller andre af de velstillede borgere, men derimod håndværkerlavets medlemmer, der satte sig imod en afskibning af rugen af rugen.
Det var dengang ti håndværkerlav i Aabenraa (skræddere, smede, skomagere, snedkere, glarmestre, skindere, bødkere, kobbersmede og sadelmagere). De var alle enige om, at hindre afsejlingen af det dyrebare brødkorn.
Hans Kobberholdt mente, at de enten endnu måtte have hovederne fulde af stærke drikke fra den foregående tids fastelavnsfornøjelser eller også af efterretningerne fra optøjerne i Paris og Liège.
Den 10. marts drog man om formiddagen gennem Aabenraas gader ned til Skibbroen, hvor de besatte det befragtede skib, hvor indladningen var i fuld gang. De truede med at rugen ville blive kastet i vanden, hvis man ikke øjeblikkelig bragte arbejdet til ophør.
En forstående amtmand
Derefter vandrede demonstrationstoget ud til amtmand von Schmettau på Brundlund hvor otte mand på de utilfredses vegne satte amtmanden ind i situationen. De forklarede, at dyrtiden fortsatte, og at manglen på brødkorn blev stadig mere følelig. Man havde netop fået en ny pengereform, men det gjorde det nu ikke bedre. Håbet om lavere kornpriser blev ikke indfriet. Demonstranterne mente, at hvis nu kornskibet fik lov til at sejle, ville nøden blot blive endnu større.
Amtmanden bad talsmændene komme igen om eftermiddagen og lod tillige Kopperholdt stævne. Efter Kopperholdts mening optrådte demonstranterne tumultagtige.
Kopperholdts tilbud blev afvist
Den næste dag mødtes parterne igen. Kopperholdt gentog sit tilbud fra dagen i forvejen om indtil Mikkelsdag at opbevare lige så meget korn, som enhver borger skulle bruge og så sælge kornet i små portioner. Han ville sælge det til en rimmelig pris. Den omstridte skibsladning ville han sælge til samme pris som han fik hos den tyske aftager.
Men disse forslag tog demonstranterne ikke imod. Koppeholdt mente, at nogle af demonstranternes ledere var ”inficeret af Pariser-luften”. De krævede edsaflæggelse på, at der ikke var tale om forprang. Det gik Kopperholdt med til. Men nu krævede demonstranterne også beviser.
Amtmanden ønskede ikke en militærkommando
Schmettau erklærede i sin beretning til regeringen på Gottorp, at demonstranterne næsten udelukkende bestod af håndværkere og den mindrebemidlede, men størstedelen af borgerskabet.
Amtmanden gik med til at holde skibet tilbage indtil der forelå flere beviser. Han ønskede dog ikke en militærkommando til Aabenraa. Han var overbevist om, at dette ville føre til at bringe byens borgere i endnu større affekt. Og dette ville sikkert få ubehagelige følger.
En skarp irettesættelse fra regeringen
Regeringen svar på von Schmettaus redegørelse blev en ret skarp irettesættelse på grund af hans ukloge optræden i sagen. Det var med forbavselse, at man hørte om klager over dyrtid og mangel på brødkorn, da kornpriserne i de sidste 8-14 dage var faldet kendeligt på de udenlandske handelspladser, hvilket vel også snart kunne trykke priserne på det indenlandske marked.
Det havde været rigtigt, at holde skibet i ”arrest”, så længe undersøgelsen om forprang stod på. Men amtmanden havde ikke gjort ret i at lade de klagende borgere få foretræde hos sig hele to gange. Han skulle have ladet dem indgive en skriftlig klage, og så kunne den gå rettens vej.
Angsten havde siddet i embedsmændene
Regeringen mente, at amtmanden med sin handlemåde havde været med til at skabe mistillid (Übelstand):
Angsten for, at de franske revolutionæres eksempel skulle smitte her i landet, har ganske givet siddet myndighederne i Slesvig i blodet.
Denne frygt viste sig nu at være ganske ubegrundet. Sagen kom herefter til at gå rettens vej. Det lykkedes ikke for klagerne, der nu havde organiseret sig med hattemager Rasmus Møller og skrædder Hans Christian Hansen at føre bevis for, at kornet var tilvejebragt ved ulovlig forprang.
108 borgere fik en bøde på 3 rigsdaler
Efter en halv snes dages forløb fik skibet lov til at sejle bort med den omstridte ladning. Kopperholdt kaldte klagernes optræden for børnestreger.
Regeringen krævede udtrykkeligt, at demonstranterne skulle bøde for:
Det blev for de 108 borgere som skriftligt havde støttet demonstrationen samt for alle håndværkerlavenes medlemmer til en bøde på 3 rigsdaler til hver.
Ja se sådan forløb revolutionen dengang i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
Dato: juni 27, 2016
Søfartshistorier fra Aabenraa
Der var mange store kaptajner i Aabenraa. For mange var det et risikofyldt job. De var ude i al slags vejr. Mange led skibbrud. Og mange steder var der også pirater og røvere. Men i næsten alle havne mødte man bekendte. Heldigvis er det også lykkedes at skrive en masse erindringer ned. Særlig i 1920erne gjorde man meget for at få fastholdt Aabenraa’ s storhedstid. I byen var der et væld af skibsværfter.
Købmanden mistede alle sine skibe
Christoffer Conrad Fischer (1736 – 1810) sejlede hos en af de store købmænd i Aabenraa, Cornelius Cornelsen. Men ak, efter englandskrigen var det mange der led i Aabenraa.
Sådan gik det også for Cornelsen. Han mistede alle sine skibe. Og kaldte alle sine kreditorer til. Han fremviste sit guldur og spurgte om det kunne række. Også fra sin bolig i Storegade måtte han flytte. Når han fremover gik ture på gaden, gik han aldrig forbi sit tidligere hus.
Slået ned på prøvetur
Men denne Christoffer var et hidsigt gemyt. Således melder historien, at han slog sine medredere ned på en prøvetur.
Christoffer fik seks børn med den første kone og tre med den anden kone. Men også han oplevede skibrud. I ni dage lå de på en øde ø, og det var faktisk Elba.
Hele 70 – 80 skibe på redning
De kaptajner, der boede i Slotsgade førte skibsmateriel op af åen. Hele 70 – 80 skibe lå på reden dengang.
Vi har efterhånden gengivet en del søfartshistorier fra Aabenraa. Og vi har da også før kigget på den berømte Fischer – familie.
Erindringer blev nedskrevet
I 1920erne blev Aabenraa – borgere opfordret til at skrive deres erindringer ned. Man ville godt bevare erindringerne af Aabenraa’ s storhedstid. Det var netop Kaptajn Fischer, der slog til lyd for, at de folk, der havde oplevet søfarten skulle skrive det ned.
Dette resulterede også i, at Kaptajn Hans Schlaikier og amtslæge Mads Michelsen fik udgivet Aabenraa Søfarts Historie (1929). C.C. Fischer bakkede alle de historiske ting op til sin død i 1933.
Spændende beretninger
Ligesom Hans Bruhns erindringer indeholder også Fischers erindringer:
Familien Bruhn’ s erindringer
Hans Bruhn skriver om 1860erne og beskæftiger sig primært med sejladsen på Sydamerika. Vi kigger tilbage på Jørgen Bruhn’ s tid efter Englandskrigen i 1820erne. I 1840erne sejlede de første Aabenraa – skibe til Østen. Flere skibe sejlede til østen uden at vende hjem igen.
Den mest dansksindede
Den mest dansksindede var vel nok Frederik Fischer. Denne har vi også beskrevet på vores side. Da han blot var ni måneder gammel, blev han ramt af børnelammelse. Han kunne derfor ikke følge familietraditionen og gå til søs. I stedet kom han i urmagerlære.
I 1830 kunne han nedsætte sig som mester. Men lige så meget interesserede naturvidenskab og samfundsforhold sig ham.
Freja
Den 20. august 1839 fik Frederik Fischer privilegium at han måtte påbegynde udgivelsen af ugebladet Apenrader Wochenblatt. Oprindeligt var det hans plan, at det skulle være tosproget, men snart skiftede han opfattelse, at bladet udelukkende skulle være på dansk.
Fra 1849 hed bladet Freja. Og det blev fjenderne ikke mindre af. Jo det var danskernes vigtigste talerør i Nordslesvig. Den 4. juni 1871 døde Frederik Fischer.
Men inden da, var onkel Frederik blevet udvist under treårskrigen til Barsø.
Frederiksklubben
Christoffer Conrad Fischer var den 11. december 1848 sammen med Frederik Fischer blandt stifterne af Frederiksklubben. Som havnefoged tog Christoffer Conrad Fischer haveflaget ned, inden prøjserne kom. Dette flag befinder sig nu i museet.
Omkring 1856 blev Nyvej anlagt. Indtil da, havde det kun været Skibbrogade, der gik ned til havnen. Midt i 1850erne var den første dæmning også lagt over til Lindnakke
Masser af skibsværfter
Der var masser af skibsværfter dengang i Aabenraa:
Det største værft lå ude på Kalø
Men byens største reder og bygmester var dog stadig Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede her i 50’erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere havde han bygget Calcutta, men den forliste ved Læsø. Master m.m. blev brugt til Cimber.
Jørgen Bruhn ejede også Nymølle, Knappen, Teglgården på Lindsnakke, Vejrmøllen og flere huse i byen.
Hele byen var efterhånden afhængige af skibsfarten.
Man bevægede sig ud i verden
Først rejste de kun til Middelhavet, senere gik turen videre ud til Brasilien, Østasien, Kina og Japan. I begyndelsen var der ikke ret mange havne, der var åbne i Japan. Når man læser de oplevelser, som søfolkene har oplevet i det fjerne, ja så er det mere spændende end en kriminalroman.
Man så kendte Aabenraa – kaptajner i fremmede havne
Og overalt i de fremmede havne optrådte danske skippere ofte fra Aabenraa. Det var også i 1860, hvor Suez – kanalen åbnede. Da C.C. Fischer endelig kom hjem fra det fremmede, fik han det sidste skib, som skibsbygger Skifter Andersen byggede. Det hed Charlotte Christine.
Sendte konen hjem med tre børn
Også en tredje gang sejlede Fischer i 1870 ud mod øst. Han blev derude en del år, og blev også gift derude. Det var farligt om natten, for kineserne dengang stjal som ravne. Ja de kunne også finde på at stjæle hele skibet for så at brænde det af.
I 1877 sejlede konen hjem nu med tre småpiger. Atter engang havnede Fischer i skibrud. Halvdelen af mandskabet gik ned med forskibet. Men vores hovedperson klarede også lige en japansk kaptajnseksamen.
Badeanstalt og så ikke til søs igen
Jo, Fischer var meget imponeret af japanerne. Han fortalte også, at de selv førte deres skibe til Europa. Selv om de var krigere, var de også dygtige fiskere og bådfolk. Efter fem år ville Fischer vende vejen hjemad. Og hans kone mente så, at han skulle føre dampvaskeri og en badeanstalt og ikke tage til søs igen.
Danskerne stemte på ham
I 1882 var der borgmestervalg. Der var opstillet tre kandidater. Men tyskerne regnede slet ikke med Vreden. Men nu så det ud som om, at alle danskere havde stemt på ham. Så måtte man gå ud fra, at han betalte tilbage.
12 år efter skulle Vreden igen vælges, og igen stemte danskerne på ham, og han blev valgt.
Folkehjem blev købt
Køllerpolitikken forbød værter at leje lokaler ud til dansksindede. Og dette gav også værten på Schweitzerhalle i Aabenraa problemer. De dansksindede tilbød så 30.000 mark for herlighederne, men det skulle holdes hemmeligt. Betingelsen var at værten med det samme skulle gå hen til sin advokat og få aftalen underskrevet. Det var ikke noget gå hjem og rådføre sig med konen. Og så blev Folkehjem til de dansksindede.
Men borgmesteren ville ikke tillade servering af spiritus. Men man var nu ikke tabt helt bag vognen så fandt man bare på andre kreative ideer.
Da man skulle have tilladelse til at afholde bal i Frederiksklubben inviterede man selvfølgelig borgmesteren, og så fik man tilladelsen. Kort tid efter oprettede man også Selskabelig Forening.
Frimenighedskirken var Fischer også med til at bygge. Under byggeprocessen forsøgte myndighederne hele tiden at spænde ben.
Udvisningen blev ophævet
I 1902 skulle C.C. Fischer også udvises. Men udvisningen blev der ophævet af overlandretten.
Ridderkorset
I 1929 fyldte C.C. Fischer 85 år. Han var efterhånden blevet et nationalt ikon og man kunne købe postkort af hans hus. Nordschlewigsche Zeitung syntes, at det var en skam, at man mindedes de lokale tyske myndigheders behandling af ham.
Da Sønderjylland vendte tilbage fik Fischer overrakt det danske ridderkors. Den 29. oktober 1933 døde han, 89 år gammel.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere om Aabenraa og Søfart: Se
Dato: maj 14, 2016
Aabenraa for meget længe siden
Vilhelm Marstrand blev bedt om, at skrive en bog om Aabenraa med undertitlen ”en egnsplan og byhistorisk undersøgelse”. Men der er da hvis lidt for meget roman over denne. Vi vil her forsøge at give den rigtige fremstilling af Aabenraas første historie. Opnør var en landsby, der lå ud til ”den åbne strand”. Aabenraahus blev anlagt længere mod nord, og her blev også anlagt en dyb stadsgrav. I 1247 blev Opnør lagt i aske i Erik Plovfennings kamp mod Abel. Beboerne flyttede ind til Aabenraa eller til Kolstrup. Den såkaldte Skraa kendes fra 1335. En overenskomst underskrevet i 1340 i Aabenraa bestemte, at de holstenske grever fik magten. Men dronning Margrethe var smart. Hun fik efterhånden magten. Hendes efterfølger, Erik af Pommern fik mange fjender. I 1460 blev grundloven for Slesvig – Holsten underskrevet. Foran Aabenraa opstod der et slumkvarter – Ramsherred.
En historikere tog fejl
I 1933 udkom Vilhelm Marstrands bog om Aabenraa. Det står anført i bogen, at det er en egnsplan og byhistorisk undersøgelse. Men det er noget i bogen, der ikke kan stemme. Skal man undersøge sandheden, ja så bliver det svært. For hvilke kilder, skal man nu følge? Hvilke er korrekte? På vores side har vi da heldigvis også kvalificerede kræfter, der har skrevet om Aabenraa’ s tidlige historie.
Byen Opnør
Det er ingen tvivl om, at byen tidlig hed Opnør. Og særlig med Opnør var der naturlige grænser. Mod nord var det Nørreskov. Mod syd havde vi Sønderskov. Mod øst var der Jørgensgård Skov, som dengang i Middelalderen hed Østerskov. Ja og navnet Vesterskov overlevede heller ikke. Det blev i stedet Hjelm Skov.
Var der et gadekær på Vægterpladsen?
Kunne der måske have været et gadekær på vægterpladsen? Nogle af beboerne har i tidens løb klaget over fugt i kælderen. Antagelig har grundvandstanden været høj. Andre igen peger på, at der her har været en voldgrav.
Men herfra var der ikke langt til Opnørs beskedne trækirke. Der gik veje til Kolstrup. Den sidste del af navnet tyder på, at det var udflytterby.
Den åbne strand
Vi har tidligere filosoferet over navnet Opn – ør. Det betyder noget i retning af Bebyggelsen ud mod ”den åbne strand”. Ja ør (eller –er) kender vi fra andre byer. Det oversættes vel bedst med Strandbred.
Opnør må have kunne ses fra fjorden. Men de jordløse har søgt ned mod vandet, hvor fiskeriet var deres hovederhverv. Vi ser det i byvåbnet De tre makreller. Mange af datidens gader gik direkte ned til vandet eller til åen. Her bosatte fiskerne sig og trak deres både op.
Man sejlede ind ad åen. Så sent som i 1680 er en af Slotsgades skippere således indblandet i en smuglerhistorie. Også ved udgravninger kan der konstateres at åen fortsatte hertil.
Handelslivet voksede
Handelslivet udviklede sig langs Østersøen. Det skete efter sejren over venderne. En af disse strandkøbinger var Aabenraa. Ifølge gammel ret tilhørte stranden kongen. Derfor havde han ret til at opkræve told. Til gengæld værnede han om købstæderne.
Aabenraahus
Aabenraa fik borgen Aabenraahus. Denne blev lagt for enden af det snorlige strøg, der skabte forbindelsen til havnen. Midt på dette strøg blev Storetorv anlagt. Her skulle man udveksle varer med folk fra oplandet. Gaderne til hver side fik navnet Vestergade og Østergade (nu Skibbrogade). Søndergade førte sydpå ud af byen.
Den dybe stadsgrav
Nord for Storetorv gennemskar en dyb stadsgrav den sydligste del af Bybakken. Udgravninger har vist, at denne var usædvanlig dyb. Til de andre sider var engstrækningerne nok beskyttelse.
Den såkaldte Skraa
Aabenraa fik som andre købstæder også deres egen bylovgivning, den såkaldte Skraa. Den kendes først fra 1335. Men den har tydelige træk fra Valdemar Sejrs tid (1202 – 41). Kong Valdemar nævnes flere gange ved navn.
Borgerne drev dengang landbrug ved siden af deres købstadserhverv, handel, håndværk og fiskeri. Derfor støttede kongen dem ved at tildele dem græsningsarealer i syv omkringliggende landsbyers marker.
Skraaen omtaler også Skåne. Det vidner om, at allerede dengang havde fiskeriet stor betydning. Det var selvfølgelig Middelalderens store silde – fiskeri, som aabenraaerne også havde deltaget i.
Sankt Knuds gilde
Endelig er også omtalen af Sankt Knuds gilde et vidnesbyrd om handelens store betydning for byen. Gildet i Aabenraa havde deres egen kirke, Sankt Knuds Kirke, der lå på hjørnet af Skibbrogade og Gildegade.
Ved Valdemar Sejrs død i 1241 var købstaden i god trivsel og byens borgere kunne gå en lys fremtid i møde.
Et skæbneår 1247
Men ak og ve. Det skulle gå helt anderledes. Skæbneåret i Aabenraa’ s ældste historie er 1247. I Danmarks Riges Krønike fra år 1600 skriver Arild Huitfeld, at Kolding, Haderslev, Aabenraa og ”mange bondebyer” blev afbrændt under Erik Plovpennings kamp mod Abel.
Denne måske meget sene oplysning kan måske forklare ny kirkebyggeri i de nævnte byer omkring 1250.
Det vides med sikkerhed, at kirken på hjørnet af Gildegade/Skibbrogade gik til. Og det samme er sikkert sket for borgernes stråtækte træhuse.
Opnør blev ikke genopført
Opnør blev ikke genopført. De overlevende var enten flyttet til Kolstrup eller ind til Aabenraa. Der var ikke kræfter til at genopføre Sankt Knuds Kirke. Man valgte i stedet at bygge en teglstenskirke på Bybakkens top. Den blev antagelig bygget på trækirkens tomt. Denne kirke blev indviet til de søfarendes helgen Sankt Nikolai.
Det var lidt enestående, at byens kirke kom til at ligge uden for det egentlige byområde, cirka 100 meter nord for Stadsgraven.
Kongen havde retten til Opnør’ s jord. Da byen ikke blev genopført forærede han nu dette til Aabenraa.
En overenskomst fra 1330
En overenskomst blev undertegnet i Aabenraa i 1330. Den betød, at Gerhardt den Tredje (grev Gerhardt eller Den kullede greve), der i 1325 havde kaldt sig Danmarks Riges administrator, formelt overdrog hertug Valdemar regeringsmagten over den nordlige del af Sønderjylland.
Efter attentatet i Randers i 1340 bevarede Gert’ s sønner herredømmet over Sydslesvig. Som nordligt værn anlagde de Niehuus.
Det var hertug Valdemar, der bekræftede og fornyede den gamle stadsret fra Kong Valdemars tid. Denne og hans søn, Henrik var de sidste hertuger af Abel’ s slægt.
De holstenske grever tager magten
Da denne døde i 1375, samme år som Valdemar Atterdag satte de holstenske grever sig i besiddelse af den nordlige del af Sønderjylland og dermed også Aabenraa.
I 1386 godkendte Dronning Magrethe dette. Hun var optaget at få samlet hele Norden. Da den daværende holstenske greve, Gerhard den Sjette faldt i kampen mod ditmarskerne, påtog dronningen sig, at være formynder for afdødes børn.
Dronningen var meget kløgtig, for hun benyttede lejligheden til at besætte borgene i den nordlige del af Sønderjylland. Hun fik også fodfæste i Flensborg og opførte Duborg.
Et slot i Aabenraa
I Aabenraa mente hun ikke, at Aabenraahus var egnet, og opførte Brundlund i 1411. Det vil sige, slottet blev først færdig efter hendes død. Og egentlig blev slottet ikke så stort, som hun kunne have forstillet sig.
Til slottet hører jo også en mølle. Og Slotsmøllen er der endnu.
De mange fjender
Hun var smart, Dronning Margrethe. Men hertugerne i Holsten ville ikke findes sig i hendes politik. Det førte til en 30 år lang krig fra 1409/10 – 1435/40. Efter hendes død i 1412 i Flensborg Fjord var det hendes efterfølger Erik af Pommern, der skulle forsvare kongemagtens herredømme over Sønderjylland. På grund af Øresunds – tolden fik han hanseaterne som fjender. Og det blev farligt for ham.
Aabenraa plyndret i 1429
I 1429 blev Aabenraa plyndret af en hanseatisk lejehær. Også omegnens beboere led overlast. Bønderfolk fra Løjt flygtede nordpå. Mod vest nedbrændte kirken i Ønlev, samt landbyerne i Årslev og Søst. Det lille bondesamfund i Hessel forsvandt for altid. Det lå omkring det nuværende Tøndervej – kvarter.
I 1431 måtte de danske tropper rømme Flensborg. Det betød, at Sydslesvig fortsat var under tysk administration. Ja det havde det været siden 1325.
Men det betød også, at hele området fra Kongeåen blev styret på tysk, det vil sige, at det var på plattysk.
Dette betød, at Aabenraa’ s gamle Skraa måtte oversættes til plattysk.
Grundlov for de to hertugdømmer
Og det hele endte med en Slesvig – Holstensk territorialstat. Denne statsdannelse blev i 1460 anerkendt af Danmarks Rigsråd, da den danske konge af oldenborgsk herkomst Christian den Første blev valgt til Herre over landene Slesvig og Holsten. Dette foregik i Ribe.
Ja man kan sige, at aftalen i Ribe var en slags grundlov for de to hertugdømmer. Og den holdt helt til 1848.
Et flygtningeproblem
Den store krig havde skabt et flygtningeproblem. Men lige så snart faren var over vendte de fleste tilbage og genopbyggede deres ødelagte landsbyer.
Men mange andre søgte mod Sønderjyllands østkyst, fordi de havde trange kår. Også mange søgte til Aabenraa. Men her ville borgerne ikke dele deres brød med de nye. De måtte blive uden for byvolden. På den måde opstod Ramsherred.
Skarnsknægte og tyve i Ramsherred
På plattysk hedder Ramsch noget i retning af Slum. Ramsherred var således et slumkvarter, beliggende nord for Aabenraa’ s vold og grav.
Borgerskabet så ikke med milde øjne på de mange elendig stillede mennesker. Dette fremgår ganske tydeligt af Aabenraa Bykrønike. Ifølge denne var Ramsherred oprindelig et sted, hvor
Det vandløb, der i Skråen kaldes Bækken norden by, fik nu navnet Tyvkærbæk.
Kirker tog sig af sociale problemer
Ja og i Middelalderen var kirken eneste instans, der tog sig af de socialt usselt stillede. I Haderslev og Flensborgs slumkvarterer oprettedes Sankt Gertuds stiftelser og gilder med tilhørende kirkerum. Sankt Gertrud var nemlig skytshelgeninde for de elendige.
Noget tilsvarende kendes ikke i Aabenraa. Måske var det fordi Ramsherred lå tæt ved den lokale Skt. Nikolaj kirke. Her kunne beboerne søge hen, hvor marianer – præsteskabet kunne tage sig af dem.
Den lille smøge mellem to af de nordligste ejendomme på Storegades vestside er i dag et minde om Ramsherred – folkets adgang til Skt. Nikolaj kirke.
Aabenraa atter udplyndret
For Aabenraa’ s vedkommende var afslutningen på middelalderen ret så voldsom. Det hang sammen med Christian den Andens fordrivelse som konge i 1523.
Danmarks Rigsråd havde opfordret kongens farbroder, Frederik den Første til at blive ny konge. Han lod derfor sine tropper rykke nordpå ad Hærvejen.
Undervejs slog de lejr ved Rise. Herfra måtte aabenraaerne finde sig i, at deres by blev plyndret for alt af værdi.
Aabenraa var nemlig ved Sønderjyllands første deling i 1490 blevet tillagt kongens andel af hertugdømmet. Derfor var byen på den forkerte side i kampen.
Desværre, Marstrand
Ja, kære Wilhelm Marstrand, det er sådan at Den Gamle Redaktør tolker historien om Aabenraa’ s historie i begyndelsen. Det er en skam, at vi ikke er helt enige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs