Gamle Apotek Østergade 1 Tønder
Dette er historien om en flot bygning, hvor jeg har købt medicin og en julemand. To sammenhængende gavlhuse. R portalen fra Tønderhus? Borgmester Preuss begik underslæb. Fysikus Reinboth tvunget til at sælge. En flot have ned til Søndergade. Hans Iver Toft gjorde meget for bevarelse for gamle huse i Tønder. Tønders første apoteker. Eneret på salg af krydderier. Problemer med at drive vinstuer. Byen ville af med dette monopol. Filial-apotek blev nu selvstændig. Apoteket overtaget under aktion. Apoteket blev ombygget. ”Til glæde for Provisor og hans brud”. Der var ikke kundeunderlag til to apoteker. De to løver har aldrig brølet.
To sammenhængende gavlhuse
Her har vi en af de markante bygninger i Tønder. Den er opført i 1670 af borgmester Johan Preuss. Det er en grundmuret toetagers bygning med facader mod Østergade og Søndergade.
Egentlig er det to sammenbyggede gavlhuse.
Er portalen fra Tønderhus?
Det stod egentlig i blank mur af rød sten. Bygningen mindede om 1500-tallets herreboliger. Særlig pragtfuld er portalen med sine snoede søjler og brusk-barokke overdel.
Foran søjlerne sidder to løver med skjolde, der lige som indskrifts-felterne på overdelen nu er tomme. Man formoder at portalen skulle stamme fra det i 1750 nedbrudte Tønder Slot (Tønderhus).
Men selv om portalen virker ældre end huset er det næppe nogen grund til at antage, at den ikke altid har siddet her. Det jævngamle hus, Storegade 14 har et tilsvarende men dog ikke en helt så overdådig portal.
Sandstensportalen er også ældre end de sammenbyggede gavlhuse.
Borgmester Preuss begik underslæb
En sten med familien Preuss våben er nu indsat i havemuren. Dens oprindelige placering er dog ukendt.
Borgmester Preuss døde i 1674. Det viste sig at afdøde havde begået underslæb i vidt omfang. Familien måtte erklære boet for konkurs. Ejendommen blev solgt til dr. med. Johannes Reinboth. Denne var fysikus over Tønder Amt.
Borgmester Preuss havde især begået underslæb i sin egenskab af digegreve og landfoged over Horsbøl herred.
Fysikus Reinboth tvunget til at sælge
Men vi er da heller ikke færdig med fysikus Reinboth. Han levede i et ulykkeligt ægteskab med en datter af borgmester von Hutten. Han var forfalden og drak for meget. Han var tvunget til at sælge ejendommen.
Han måtte i 1697 sælge til apoteker Peter Langheim senior, der nu etablerede sig med sit ”Hausapoteke” på den ene side af indgangsdøren. På den anden side var der adgang til apotekets vinstue.
Man formoder, at sidehuset er blevet opført ved denne lejlighed. Rokokodøren er fra 1760 – 70.
Fra Langheims tid stammer antagelig det fine stukloft i det nuværende officin. Her kunne man i min ungdom se inventar fra ca. 1750. Det var helt enestående. Her var gamle reoler, skabe og skuffer.
Omkring 1830 er gadefacaderne blevet ombygget.
En flot have ned mod Søndergade
De spidse gavle afvalmedes, murene blev pudset. I tagfladen mod Søndergade har tidligere siddet to flagermuskviste. Disse er nu fjernet.
Dengang var der en flot have ned mod Søndergade inde bag muren. Her var det meget stemningsfuldt. Jo her en betydningsfuld start på Østergade, hvor der ligger en række ældre gavl – og længdehuse.
Hans Iver Toft gjorde meget for Tønders gamle huse
I 1945 overtog apoteker Hans-Iver Toft Tønder Apotek efter sin far, Peter Toft. Og Hans-Iver har i den grad kæmpet for de gamle huses bevarelse i Tønder.
Det er en elegant bygning – fornem og meget præsentabel. Og nu med julepynt.
Tønders første apoteker
Nu var dette ikke det første apotek i Tønder. Det blev allerede oprettet i 1623 af Hertugen på Gottorp. Det fik navnet ”Tønder Apotek”.
Den første apoteker hed Michael Frentzke. Han blev nu ikke modtaget med åbne arme af borgerskabet. Det var vel nærmest med misundelse. Og så fik han eneret på at sælge ”Gewürtz – krydderier og lignende.
Eneret på salg af krydderier
En henvendelse til Hertugen bad man om at ophæve disse privilegier. Andraget blev til dels imødekommet. Den 20. februar 1624 måtte byens kræmmere igen handle med:
- Gestossene Gewürz von kleinen Gewicht und pfennigwert
Omkring 1650 blev byens andet apotek ”Nebenapotheke” oprettet og samtidig gik man over til at kalde det første apotek:
- Hauptapotheke der Stadt Tondern
Problemer med at drive vinstue
Begge apoteker havde ret til at føre vinstue. Men de havde store problemer med rådmændene, der til dels havde vinprivilegium. Og så var det til dels smug-handlerne, der solgte vin og brændevin uden tilladelse.
Som allerede nævnt overtog apoteker Langheim i 1672 ”Hauptapotheke” og nedlagde året efter ”Nebenapotheke”, som var lukket til 1696. Da det atter åbnede. var det som en slags filial til ”Hauptapotheke”.
Ville stadig være under amtet
I 1673 ansøger apotekeren om stadfæstelse af bevillingen ligesom at må få overdraget bevillingen efter faderens død. Han bad os om at han og familien kunne blive fritaget for at stå under byens jurisdiktion og være beskærmet for alle borgerlige pligter og – som tidligere indehavere at stå direkte under amtet.
Byen ville af med apotekernes vinmonopol
Det fremgår af dokumenterne, at hovedapoteket stadig hørte under amtet, men det gjorde filialen ikke. Den stod under byen. Dette var et evigt stridsspørgsmål.
Det fik byen til i 1680 at sende et andragende til Hertugen om at få afskaffet:
- Die sich einschleichenden Monopolien insonderheit aber der Apotheken und das Weinhandels.
Dette var omtrent samtidig med at apoteket flyttede til Østergade 1.
Filial-apoteket blev nu selvstændig
I 1710 blev ”Nebenapotheke” solgt til apoteker Schönemarck. Det blev nu et selvstændigt, privilegeret apotek, der fik navnet:
- Zweite oder Schönemarcksche Apotheke zu Tondern.
“Alte Apotheke”, som det senere skiltede med, var vel nok falsk varebetegnelse. Men det var nok for at hamle op mod navnet ”Hauptapotheke”, som det ældste kaldtes til 1856. Da blev det i bevillingen kaldt ”Store Apotek”. Og det var så under apoteker A. V. Ørnstrup.
Apotek overtaget under auktion
I årene 1736 – 1745 havde apoteker Tscherning bevillingen til ”Hauptapotheke”. Han og hans hustru døde under en af de hyppige tyfus-epidemier. De efterlod sig tre små børn. Børnenes bedstefar og to andre Tønder – borgere blev af Magistraten udnævnt som formyndere.
Under en offentlig auktion blev apoteket tilstået provisor på Løve-apoteket i København D.S. Grasewurm for 8.250 Rigsdaler. Det skete den 11. august 1745.
Apoteket blev ombygget
Han besluttede at ombygge apoteket. Så byttede han om på officin og vinstue. Man talte i Tønder under denne tid at indrette et tredje apotek. Det blev der ansøgt om i 1753. Tyske Kancelli afslog ansøgningen.
”Til glæde for provisor og hans brud”
Apoteker Grasewurm døde i 1761. Hans enke drev apoteket i to år, hvorefter apoteker August Hotzendorff overtog bevillingen. Hans søn nåede ikke at afslutte uddannelse før faderens død i 1784. Hans mor fortsatte nu driften med en provisor. Hun tog sønnens forlovede, jomfru Mette Maria Christina Nissen til sig, som var hun hendes egen datter.
Den unge pige blev nu i 1793 forlovet med apotekets provisor Peter Ludolph Bendixen. Da dette skete. besluttede enkefru Holzendorff at overlade ham apoteket:
- Um ihn und seine Braut dadurch glücklich zu machen.
Hun indsendte ansøgning herom til Tyske Kancelli og fik sit ønske opfyldt.
Der var ikke kundeunderlag til to apoteker
Hendrik Augsburg købte apoteket omkring 1. januar 1863. Men købekontrakten var dateret den 15. april 1864.
Sælger var Andreas Volkmar Ørnstrup, der havde købt apoteket i 1855 for 38.000 Rigsdaler.
I 1877 overtager Haastrup apoteket.
Ved genforeningen/indlemmelsen blev den ny grænse trukket så tæt ved Tønder, at byen mistede 2/5 af sit opland. Det var umuligt at opretholde to apoteker.
Apoteker Peter Toft, der have fået bevilling til at drive ”Store Apotek” i Tønder 27. oktober 1919 ansøgte derfor, med støtte fra amt og by, om tilladelse til at købe ”Alte Apotheke” og derefter nedlægge dette. Denne tilladelse blev givet.
De to løver har aldrig brølet
Min far kunne i timevis underholde om Tønders bygninger. Han fortalte at løverne skulle brøle, her gang, der gik en jomfru forbi. Man har dog aldrig hørt dem brøle.
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- trap.lex.dk
- Slots – og Kulturstyrelsen
- Sønderjyske Månedsblade
- Sigurd Schoubye: Huse i det gamle Tønder
- Tønder gennem tiderne
- Claus Eskildsen: Tønder 1243-1943
- Hans Henrik Engquist: Tønder – Hvem byggede hvad
- H:I. Toft: Gamle Huse i Tønder 1-9
- Allan Tønnesen: Bevaringsværdige huse i Tønder
Hvis du vil vide mere?
- dengang.dk indeholder 2.247 artikler
- Under Tønder finder du 391 artikler
- En vandmølle i Tønder
- Sygehus, arbejderanstalt og borgmestergård (Østergade 15)
- Baupflege Tondern
- Omkring det gamle rådhus i Tønder
- En byvandring i Tønder
- Lauritz Thaysen – en arkitekt fra Tønder
- Nyholm og Slotsholmen i Tønder
- Storegade 14 – opkaldt efter en anden Drøhse
- Vajsenhuset 1-2
- En amtmandsbolig i Tønder
- Et jernstøberi i Tønder
- Humlekærren i Tønder
- Carsten Richtsen og Digegrevens hus
- Tønder Kristkirke
- Schweizerhalle i Tønder
- Ture i Tønder 1-4
- Banegårdshotel og Deutsches Haus
- Gavlhuset, Østergade 11, Tønder og mange flere artikler