Aabenraa – under Første Verdenskrig
Levevilkårene ændrede sig. Børneopdragelse var stadig vigtig. Ikke foder til dyrene. Ingen varer i butikkerne. Myndighedskontrol og afleveringspligt. Initiativ med succes i købmandsgården. Den flotte uniform blev vist frem. Alle fra 16/17 år skulle 3 år til fronterne. ”Gør din pligt – Kræv din ret”. Nordslesvigerne betalte dyrt. Kvinderne måtte tage det hårde læs. Rektor meldte sig som frivillig. Skolebørnene fik fri efter hver sejr. De skulle også selv bidrage. Kortere skolegang. Flittig brug af spanskrøret. Børnene lærte for lidt. De dansksindede blev mere dristige. Befolkningen var nedslidt og udsultet. Danmark eksporterede masser af heste til Tyskland. Gullaschbaroner. Mange søfolk mistede livet.
Levevilkårene ændrede sig
Også i Aabenraa måtte kvinderne overtage mændenes arbejde. Hurtig opstod der mangel på fødevarer overalt i Nordslesvig.
Levevilkårene ændrede sig drastisk fra 1914 – 1918. Nordslesvigernes liv blev direkte berørt af verdenskrigen. Hele Tysklands produktion blev efterhånden tilpasset militærets behov. Et effektivt propaganda-program blev sat i værk. Moral, offervilje og udholdenhed skulle holdes oppe.
Børneopdragelsen var vigtig
Men det var svært. Derhjemme i Aabenraa og Nordslesvig var kvinderne udsat for psykisk pres bl.a. i form af vedvarende ængstelse for sønner, ægtemænd, fædre og brødre ved fronterne.
Retskaffenhed, flid og gudsfrygt var de vigtigste ting i børneopdragelsen. Og hvis man så tilmed kunne få dem til at være stille, når voksne talte, så var meget opnået. Jo så var det jo også lige at bibringe dem at lære at spise med kniv og gaffel.
Det var kvindernes lod at bibringe børnene disse vigtige ting. Fædrene havde travlt med deres virke uden for hjemmet. Jo han studerede dog inderligt karakterbogen. Han var stolt, hvis alle børn kunne frembringe gode karakterer. Han ville gerne tilskrive sig æren, hvis hans poder havde opnået den smukke vurdering.
Ikke foder til dyrene
Vi er i Aabenraa under første verdenskrig. De få børn, der havde husdyr, måtte af med dem. Der kunne ikke skaffes nok foder til dem. Og så var det lige det, at man selv måtte ud i naturen og plukke mælkebøtter m.m.
Men det var nu ikke kun foder til husdyr, som det var et problem med. Byg som var hovednæringsmiddel for svin blev i stigende grad anvendt som brødkorn. Mælkeproduktionen svandt il 25 pct. af niveauet i fredstid. Her var der ikke kun problemer med foder, men der manglede også folk til at passe kvæget.
I vinteren 1916/17 slog kartoffelhøsten også fejl. Så måtte man i stedet til at spise kålroer. I Haderslev demonstrerede husmødrene i 1918 for at få mere føde.
Ingen varer i butikkerne
I butikkerne og købmandsgårdene i Aabenraa var der ikke meget at lave. Der kunne ikke skaffes varer. Desuden førtes der kontrol med alt, hvad der var rationeret. Og myndighederne oprettede skam deres eget udsalg. Den fik navn efter den tyske amtmand Hans Siemon og man kaldte den for ”Siemons butik”.
Myndighedskontrol og afleveringspligt
Myndighedskontrol og afleveringspligt på bøndernes landbrugsvarer, hvilket gav grobund for udbredt snyderi, sortbørshandel og svækket tiltro til autoriteterne. Bønderne måtte affinde sig med tvangsaflevering. For at kontrollere, at der ikke blev slagtet i smug, blev gendarmernes sat til hyppigt at inspicere de forskellige gårde.
Også i Aabenraa måtte man drikke erstatningskaffe af brændt rug eller kålrabi. Man kunne være i tvivl om man drak kaffe eller te.
Initiativ med succes i Købmandsgården
Men nede i Schmidts Købmandsgård havde fruen besluttet, at hun ville starte en slags specialforretning med tallerkner, kopper og almindeligt køkkenudstyr. Desuden skulle butikken forhandle rammer til indramning af alle de fotos, der kom fra fronterne.
Hr. Schmidt mente at det var gøgl og han overdrog fuldstændig initiativet til fruen. Det blev dog også en succes. Fruen fortog rejser til de holstenske fabrikker i Elmshorn og Itzehoe for at købe ind. Hun overbeviste salgscheferne om at varerne skulle til Aabenraa. For at hjælpe på dette trak hun i sidste øjeblik 1 pund smør frem. Det var i den tid, hvor den ugentlige smørration pr. person beløb sig til 90 gr.
Den flotte uniform blev vist frem
Når børn ved fronten var hjemme på orlov, blev de ført gennem Aabenraa i deres flotte røde uniform af stolte forældre. Når man mødte en af de tyske honoratiores, blev der hilst ærbødigst på dem uanset om det var tysk – eller dansksindede. Men det mærkelige var, at i dagligdagen forsøgte de dansksindede forældre at skjule, at deres knægte var ved fronten.
Det blev efterhånden svært for soldater fra Nordslesvig at få lov til at komme hjem på orlov. Man frygtede at soldaterne ville flygte over grænsen til Danmark. Nogle gange kunne de få lov til orlov i det sydlige Tyskland. Mange var på den måde væk hjemmefra i årevis
Alle fra 16/17 år skulle til fronterne
Aabenraas og Nordslesvigs sønner opholdt sig i skyttegravene både på øst- og vestfronterne i skyttegravene fyldt med mudder og rotter. Sult, lus og kulde var evige følgesvende. Lig og kropsdele arbejdede sig ud gennem mudderet. En stank af død, latriner og giftgas lå kvalmende over fronten. Kedsomhed og hjemve blandede sig med angsten for at dø og gruen ved at skulle dræbe.
Jo indkaldelsen gjaldt alle krigsduelige mænd i alderen 17 – 45 år. Fra 1916/17 blev dette udvidet fra 16 – 60 år. Ikke så sært at mange indbyggere udvandrede for at slippe for militærtjeneste.
Gør din pligt kræv din ret
Men hvis nu alle dansksindede udvandrede var det jo ikke nogen tilbage for at kæmpe for danskheden. Det blev en del af den sønderjyske kamp, at man skulle gøre sin pligt, betale skat, aftjene sin værnepligt og så videre, så man kunne kræve sin ret. Men det var dyrt betalt.
Der var da også 2.500 nordslesvigere, der gik over grænsen for at slippe for at komme i krig.
Nordslesvigerne betalte dyrt
Til den tyske hær blev man indkaldt i tre år.
Af de ca. 35.000 krigsdeltagere fra Nordslesvig vendte de 4.000 hjem som krigsinvalider. Mindst 5.300 mistede livet ved fronterne. Dette efterlod
- 500 enker
- 5.000 faderløse børn
Ja så var det alle de mentale skader.
Kvinderne måtte tage det store læs
Kvinderne måtte passe hjemmet, den fælles bedrift, herunder det fysiske arbejde på markerne og i staldene. Det hjalp, da russiske krigsfanger kom til, så man nogenlunde kunne opretholde den sønderjyske landbrugsproduktion.
Under krigen indtog kvinderne sig hverv som kuske, postbude, maskinarbejdere, teglværksarbejdere og industriarbejdere. Men der var sandelig ikke tale om ligeløn.
Den tyske stat havde en forsørgelsesforpligtelse over for soldaterhustruer, men udbetalingerne var beskedne.
Rektor meldte sig som frivillig
I 1905 var der blevet dannet en ren drengeskole i Aabenraa med dr.phil. Herting fra Flensborg som rektor. Det var meningen at institutionen skulle være omdannet til gymnasium men krigen satte en stopper for dette. Flere lærere og Dr. Herting havde meldt som frivillig.
Allerede i 1914 indløb meddelelsen om de første faldne. Blandt de første faldne fra Aabenraa var en overlærer dr. Trebitz. Siden kom disse sørgelige beskeder hyppigere. Ikke mindre end 274 aabenraaer faldt under Første Verdenskrig og 22 blev meldt savnet.
Dr. Herting, der efterhånden var en ældre herre kom tilbage til skolen i sommeren 1916.
Skolebørnene fik fri efter hver sejr
Nu var det dog også visse lyspunkter, når man var skoleelev under krigen. De mange sejre især i begyndelsen gav mange fridage. Men det hørte også med til det hele at man ”skulle være med til at yde fædrelandet værdifulde tjenester” og det var uanset om man var dansk – eller tysksindet.
Til skolebørnenes opgaver hørte således ”indsamling af brændenælder og løv-hø, papirindsamling, tøjindsamling m.m. – alt dette foregik i skoletiden.
Der blev også samlet kirkeklokker til krigsindustrien. I Nordslesvig blev der samlet 46 klokker sammen i landsdelen. Så kunne befolkningen tegne krigslån eller aflevere metalgenstande til brug i krigsindustrien.
Skolebørnene skulle også bidrage
Ved løv-hø forstod man blade af eg og bøg, som anvendtes til fodring af køer og heste, der ofte værgede sig ved at æde det. Eleverne fik nogle få håndøre for det. Ofte opstod der slagsmål blandt eleverne om ejendomsretten på de forskellige stakke, der endnu lå på jorden og endnu ikke var kommet i sække.
Når eleverne kom hjem fra sådanne ekspeditioner, så de slemt tilredte ud. Mødrene vred hænderne af fortvivlelse over det iturevne tøj.
Plukning af brændenælder, der blev anvendt til tøjfabrikation, var nu heller ikke den mindst tiltalende af elevernes såkaldte tjenesteydelser. Ganske vidst brugte de handsker, men alligevel kom de ofte hjem slemt forbrændte med rifter og skrammer over hele kroppen.
Kortere skolegang
Om vinteren måtte skolen i hvert fald i krigens senere år, holde lukket i lange perioder på grund af kulmangel. Eleverne skulle blot mødes om morgenen til en halv times undervisning, opdelt i tre lektioner a 10 minutter a hver. I rasende fart hastede man gennem ny og gammel lektie. Også det skriftlige arbejde nåede læreren.
Når det var rigtig koldt, skulle elevere foretage armbøjninger ind imellem. Lærerne skiftede ofte. Efterhånden kom lærerinder på banen eller mere eller mindre affældige pensionister. Naturligvis anvendtes også sårede.
Flittig brug af spanskrøret
Det er kendt at disciplinen i de prøjsiske skoler dengang var streng og hård. Der blev gjort flittigt brug af spanskrøret. Eftersidning og afskrivning hørte også til de normale afstraffelsesmetoder. Kunne man ikke huske kejserens fødselsdag skulle man hundrede gange skrive:
- Vor kejser er født den 27. januar 1859
Mon ikke man så kunne huske det?
Man lærte også følgende:
- Kejseren er en elskelig mand. Han bor i Berlin og hvis det ikke var så langt herfra, ville jeg tage derhen endnu i dag.
Børnene lærte for lidt
Klassekvotienten var uhyggelig høj. Der skulle simpelthen være ro i klassen. Mindre tilgiveligt var det måske, at alt skulle læres udenad. Til de store paradenumre hørte digte af Schiller og Goethe. Men man blev også lært tåbelige patriotiske sange, som kun havde det sigte at forherlige kejseren og berømme den tyske storhed.
I de år fik børnene lært alt for lidt. Visse fag som fysik, kemi og naturhistorie forsømtes næsten helt.
Selv i krigens tid fandtes der i Aabenraa originaler. Der var Skrå-Sofie, Svenske Louise, Silde-Drea og hvad de ellers alle hed.
Det var altid en befrielse, hvis man blev inviteret til en klassekammerats fødselsdag på landet. Det var nogle solide måltider, der blev sat til livs.
De dansksindede blev mere dristige
I Aabenraa blev de dansksindedes udtalelser mere og mere dristige efterhånden som krigen lakkede mod ende. Også børnene blev mere og mere åbenmundede. Efterhånden dannede der sig to grupper, der stod over for hinanden. Da nationalsangen skulle afsynges i skolen, protesterede de danske børn på en meget diplomatisk måde. De bevægede munden uden at der hørtes en lyd. Meget ubegribelig lod den ellers strenge rektor gå denne optræden upåagtet hen.
Han nøjedes med at kalde urostifterne ind på sit kontor og holdt en til dels formanede og forsonende tale, der for en tid bragte stridighederne til ophør.
Befolkningen var nedslidt og udsultet
I Aabenraa og overalt i det sønderjyske var produktionsapparatet nedslidt. Befolkningen var nedslidt og delvis udsultede. Fødevaremanglen betød at modstandskraften over for smitsomme sygdomme var nedbrudt. Den Spanske Syge havde gode kår i Nordslesvig. I Danmark kostede sygdommen 14.000 døde.
Danmark eksporterede masser af heste til Tyskland
Der blev fra dansk side eksporteret masser af heste til Tyskland. Normalt lå hesteeksporten på 20-30.000 dyr. Men under krigen nåede man op på ca. 80.000 dyr pr. år.
Gullaschbaroner
Mange danskere tjente også en masse penge på eksport af dåsemad til de krigsførende lande. Deraf begrebet ”Gullaschbaroner”. I 1914 var antallet af danse fabrikker, der specialiserede sig på dette område oppe på 21 fabrikker. I løbet af krigen voksede dette antal til 148. Eksporten af kød på dåse steg med det 50 dobbelte.
Kvaliteten var alt andet end god. Det som skulle have været gullasch indeholdt alt fra sener, indvolde og brusk til egentlige knogler malet til mel og derefter kommet i blandingen. Producenter var også ofte lige glade med om der var kommet for gammelt kød eller en rotte med. Jo billigere de kunne fremstille det, des mere kunne de tjene på det.
Mange søfolk mistede livet
Mange Aabenraa skibe blev sænket under Første Verdenskrig. I alt blev 324 danske skibe sunket. 722 danske fiskere samt søfolk på handelsskibe mistede livet på havet.
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- Sønderjysk Månedsskrift
- Inge Adriansen, Hans Schultz Hansen (red): Sønderjyder og den store krig 1914-1916
- Inge Adriansen, Henrik Fangel: Krigens hverdag 1914 – 1918
- danmarkshistorie.dk
- kristeligt-dagblad.dk
- historievejen.inst.vejen.dk
- byhistorie.dk
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 2.147 artikler
- Under Aabenraa finder du 221 artikler
- Under Sønderjylland finder du 264 artikler
- Under Padborg/Kruså/Bov finder du 62 artikler
- Under Tønder finder du 363 artikler
- Aabenraa under de to krige
- Da Barsøerne blev arresteret
- Da Krigen brød ud
- Nordslesvig under Første Verdenskrig 1-2
- Haderslev under Første Verdenskrig
- Haderslev 1917 – 1918
- Sønderjyder i Første Verdenskrig
- Første Verdenskrig i Bov
- Når man ikke vil drage i krig
- Da krigen brød ud
- Krigsfangelejren ved Løgumkloster
- Russiske krigsfanger på Garnisons Kirkegård
- Krigsfanger i Sønderjylland
- Flugten over grænsen 1914 – 1918
- Dengang ved fronten
- Familien Filskovs fængselsophold
- Max Valentiner – en ubådskaptajn fra Tønder
- Zeppeliner i Tønder 1-8
- Sikringsstilling Nord 1-2