Ladelund og beskyttelse af Forbrydere

Dette er en meget lang artikel. Og bagerst kan du læse, hvor du kan finde mere om hvad der skete i Sydslesvig før – under og efter Anden verdenskrig. Hvad har vi skrevet om Frøslev og Fårhuslejren. Og hvad med krigsforbrydere og andre KZ – lejre. Her kommer vi også ind på Husum Schwesing. Hvorfor blev kommandanten af de to lejre aldrig dømt? Det har vi fundet svaret på. Og så døde 110 hollændere i Ladelund. Vi har historien om den tragiske hændelse i Putten i Holland. Og ordren til denne hændelse og interneringen af ca. 600 beboere i Putten kom fra Friedrich Christiansen. Denne krigsforbryder blev efterfølgende fejret og nærmest betragtet som helt i byen Wyk på den frisiske ø Før. Først efter hans død ophævede man hans status som æresborger. Hvorfor skal folk over 90 år dømmes, når det tyske retssystem nærmest indtil 1980 fredede krigsforbrydere. Tyske skoleelever fik indtil 1980erne at vide, at Wehrmacht ikke begik forbrydelser – det var kun SS. Hollandske pårørende ville i 1950 besøge kirkegården i Ladelund. De overnattede i Danmark. Men ved grænsen blev de tilbageholdt i timevis. De tyske embedsmænd ville forhindre, at de kom til Ladelund. Da de skulle hjem gentog chikaneriet sig. Tyskerne ville indføre en generel amnesti mod Nazi – forbrydelser, men udlandet protesterede. 

Der er god grund til at holde ud til den bitre ende.

 

Fundet med hul i nakken – i arresten i Padborg

Vi kigger på udelejrene i Sydslesvig og så finder vi ud af hvorfor kommandanten fra Husum Svesing og Ladelund ikke blev straffet.

Under udarbejdelsen af vores bog ”Grænsen er overskredet” fandt vi ud af nogle mistænkelige dødsfald i Padborg. En af disse var en person i arresten i Padborg, der efter besættelsen blev fundet med ”hul i nakken” på arresten. Han havde tilknytning til udelejr Ladelund. Vi fik bekræftet historien ved at ringe til familiemedlem i Nibøl

Vi lovede i den forbindelse ikke at omtale familienavnet. Vi har ikke kunnet få arkivadgang, der bekræfter historien yderligere. Normalt i disse situationer kalder man det ”konspiration”.

 

Forsømmelser

Kigger man på tyskernes jagt på krigsforbrydere så er det et ord, der går igen nemlig ordet ”Forsømmelser” Man prøver at anklage 90 – årige småforbrydere, men mange af de store er gået fri, og det gælder også denne kommandant Hans Hermann Griem fra de to udelejre under Neuengamme.

Britiske og hollandske retssager er der også blevet ført mod krigsforbrydere men samarbejdet med det tyske retssystem har været mangelfuld. Dette kan selvfølgelig skyldes en forskellig lovgivning.

 

Hvad handler denne artikel om?

Vores artikel handler også om katastrofen/hævnen i den hollandske by Putten, hvor en af de ansvarlige efterfølgende blev fejret som æresborger og fik en gade opkaldt efter sig på øen Fur. Mere end 130 borgere fra Putten omkom i Ladelund.

Friedrich Christiansen, der var en af de tre ansvarlige for hændelserne i Putten blev af en hollandsk ret idømt 12 års fængsel i 1948. Men allerede efter tre år blev han løsladt. Efterfølgende blev han i Slesvig – Holsten gennem et årti fejret som helt. Flere steder blev han udnævnt som æresborger og i Wyk på Før fik han en gade opkaldt efter sig.

Selv om hele sagen om Ladelund og Husum Swessing havde været fremme i en hollandsk ret i 1948 blev sagen mod Hans Hermann Griem først taget op i 1963. Det skete så uprofessionelt, at man ikke kunne finde hans opholdsadresse. Den fandt man først to år efter i Hamborg. Han havde ikke taget navneforandring. Og først i 1968 indledte retten i Hamborg undersøgelse mod Griem.

En dom udeblev og i 1971 døde han.

 

Friesenwall

Husum-Schwesing og Ladelund hørte til de i alt 87 udelejre unde KZ Neuengamme. Livsforholdene i disse udelejre var meget forskellige. Dødeligheden var størst i Ladelund og Husum-Schwesing. Grunden til at disse to lejre oprettet var, at man frygtede landgang fra de allierede på vestkysten.

Der skulle etableres en såkaldt Friesenwall. Og dette krævede en masse arbejdskraft. Kvinder og udenlandsk arbejdskraft blev også sat til dette arbejde. Derfor blev Husum-Schwesing oprettet den 26. september og i Ladelund den 1. november.

 

Vagtmandskabet var skrupelløst

Kommandant for de to lejre blev untersturmfuhrer Hans Hermann Griem. Han drak meget og så holdt han fødevarer tilbage og tjente penge på dette ved at sælge det videre. Han anvendte meget brutalitet særlig under spirituspåvirkning.

Det samme gjorde ”Blockführer” Josef Klingler. Han slog så længe på fangerne at de sidst lå livløs. Både Griem og Klingers optræden smittede på Kapoerne. De var skrupelløse. Vagtmandskabet bestod i begge lejre af mellem 150 og 300 mand. Det var for det meste ældre marinesoldater. De deltog ikke i mishandlingen men i flugtforsøg skød de løs.

 

Ingen arbejde, når der var tåge

Den største fangegruppe i de nordfrisiske udelejre var hollændere. Der befandt sig en tredjedel af de 589 mænd fra Putten, der blev arresteret og interneret i tyske KZ – lejre. Af dem døde 111 i Ladelund og 22 i Husum. Af andre større grupper var der fanger fra Frankrig, Polen og Danmark. Det vil sige, at der ikke var nogle danskere i Ladelund. Det turde man ikke så tæt ved grænsen.

Blandt de 70 fangere i Husum var der førende danske modstandsfolk og to politimestre.

Allerede dagen efter at fangerne ankom blev de sat i arbejde. Ofte skulle de gå 15 km. Pansergravene var 4-5 meter brede og indtil 4 meter dybe. At grave sådanne i et marskområde var nærmest et Sisyfos- arbejde. Snart blev disse grave fyldt med vand. Storm, regn og kulde var her ofte. Kun når der var tåge var arbejdet indstillet, så var der fare for flugt.

 

Ernæringen var håbløst

Ernæringen var fuldstændig håbløs. Om morgenen fik man en halv liter væske, der skulle ligne kaffe. Om middagen var der tynd suppe, 200 gram brød med lidt margarine og lidt blodpølse. Om aftenen fik man ingenting Disse rationer svarede til ca. 700-800 kalorier. Ved normalt arbejde burde man have 2.000 – 2.500 kalorier. Ved hårdt arbejde som dette gravearbejde ofte udgjorde, burde man have 3.000-4.000 kalorier.

Dertil kom beklædningen. Fangerne gik i udrangeret civilklædning som på ryggen var markeret med et gult kryds af oliefarver.

 

Massedødsfald

Allerede efter få uger startede massedødsfaldet. I slutningen af november 1944 var en tredjedel af fangerne i KZ Husum – Schwesing i sygeafdelingen. Man havde overhovedet ingen medicinske instrumenter, medicin eller andet.

Fangelægen Paul Thygesen var magtesløs over for massedødsfaldet. Hans beretning fra 25. november 1944 kunne fastslå, at der blandt 1.000 fangere var 734 syge. 125 havde tarmsygdomme, 470 havde åbne sår, som han ikke havde midler til bekæmpe. De fleste af disse sår kom fra træskoene. Alene i november 1944 døde 188 fangere i Husum.

Mindst 750 syge blev transporteret tilbage til Neuengamme og blev ifølge Griem erstattet af ”frisk menneskemateriale”.

 

Lokale hældte skrald over fangerne

Reaktion fra befolkningen på de lange fangetog var meget forskellig. Ligegyldighed var fremherskende. Lugten fra de døde blev mødt med forargelse. Forbipasserende spurgte:

• Hvad er det for svin

I de smalle gader i Husum hældte beboere deres affaldsspande over fangerne.

Men overlevende fortæller også, at beboere ofte gav fangerne levnedsmidler. Også bønder overlod ofte noget spiseligt til fangerne. Men dette ændrede nu ikke meget på den passivitet, der var fremherskende.

 

1.700 – 2.100 mistede livet under udgravningen

”Friesenwall – projektet” var uden mening. Man kunne ikke køre rundt med tungt apparatur i vadehavet. Pansergravene i marsken sank sammen. Ca. 9.000 mennesker blev indsat. Af disse mistede 1.700 – 2.100 deres liv inden for få uger.

 

Allerede fra 1942 var man enige om at undersøge krigsforbrydelser

Allerede den 13. januar 1942 fandt en konference sted i England, der erklærede at tyskernes krigsforbrydelser skulle straffes. Besatte lande var repræsenteret på en konference i St. James. Så vidt vides var Danmark dog ikke repræsenteret. På den baggrund dannede USA og England en kommission som skulle undersøge krigsforbrydelser. Denne kommission førte indtil 1947 efterforskninger på hele 28.000 personer.

Den 8. august 1945 blev en international militæret oprettet. Dette var begyndelsen til Nürnberg – processen. Her talte man om forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeretten.

 

Tyskerne opfattede domstolene som en slags hævn

Så skulle man tro, at den tyske justits havde lettere ved at dømme de nazistiske forbryder. Men sådan forholdt det sig ikke. Tyskerne opfattede grundlaget som en slags hævn. Den tyske justits forsøgte at bekæmpe grundlaget. Og de kunne slet ikke gå ind for motiverne og mente at det var sejrsmagterne, der bestemte.

Briterne oprettede retter i de områder som de havde besat i Tyskland fra 14. juni 1945. Men meget tyder på at den tyske justits ikke samarbejdede, da man senere skulle finde de skyldige.

 

Internationale retssager

Således blev der i hovedprocessen mod KZ Neuengamme fra 18. marts til 3. maj 1946 rejst tiltale mod 14 personer, deriblandt lagerkommandanten Max Pauly, SS – læge Alfred Trzebinski m.m. 11 dødsdomme blev dømt og de blev også alle udført.

Men det var ikke nok. I efterfølgende retssager fulgte 15 dømte og 12 dødsdomme. Mod udelagrene fulgte 18 retssager. Den allersidste britiske retssag i Tyskland blev gennemført den 19. december 1949 mod Erich von Mannstein.

Briterne gennemførte gennem Royal Warrant retssager mod 964 anklagede. 70 pct. blev kendt skyldige. 20 pct. fik dødsstraf og 50 pct. fik frihedsstraffe.

 

I 1946 havde briterne en sag parat mod Hans Griem

De sager som her har fokus på, er sagerne fra Ladelund og Husum-Schwesing. De blev kaldt for Husum – Cases. Allerede i 1946 havde briterne en anklage parat mod Hans Griem – kommandant i Husum og Ladelund. Men lige før retssagen lykkedes det ham i marts 1947 at flygte fra interneringslejren Neuengamme. Også Josef Klinger og lagerkommandant Eichler var hovedanklaget. Anklagerne var nedfældet på 50 sider.

Eichler fik fem års fængsel og den brutale Kapo Klinger blev dømt til døden og denne dom blev også udført.

 

Lovgivningen skulle tilpasses

Problemerne med retssagerne var at de skulle afstemmes med lovgivningen i 16 lande. Man forsøgte at gennemføre retssagerne med så få vidner som mulig. Dette skyldtes praktiske problemer.

Forbrydelserne var så store og der var så mange forbrydelser at et normalt retssystem, slet ikke kunne klare det. Baggrunden for Husum Cases var forbrydelser, der var sket i udelejrene Husum, Ladelund og Dalum.

 

Dødsårsager

Men hvorfor døde der så mange i Husum-Schwesing og Ladelund? Dødsårsager:

• Sult, kulde, mishandling, infektion, skyderi, skudsår og andre sår.

Tragedien i Putten er også en del af historien, når vi beskæftiger os med de to ude-lejre. Enhver i Holland kender tragedien.

 

Tragedien i Putten

Det var natten til den 1. oktober 1944 blev der uden for landsbyen Putten lavet en sabotage mod en af Wehrmachts personbiler. Dengang havde byen 10.000 indbyggere. I dag er det vel 22.000 indbyggere. Byen ligger 40 kilometer nordvestlig for Arnheim. Det var den hollandske modstandsbevægelse, der stod for anslaget.

En Oberleutnant overlevede, han blev lettere såret. Men den anden officer blev hårdt kvæstet. Det lykkedes ham at slæbe sig hen til en bondegård. Her døde han næste dag. De fleste af de hollandske modstandsfolk, der havde deltaget dette anslag blev i løbet af krigen myrdet af tyskerne.

 

Friedrich Christiansen befalede brutal fremgang

Tyske soldater omringede byen. Friedrich Christiansen befalede, at alle de ansvarlige skulle stilles op ad en mur, men hans ordre kan vel opstilles således:

• Dem, der var ansvarlige skal skydes
• Putten skal brændes og det skal få alle tysk-fjendtlige beboere
• Kvinder og børn skal evakueres
• De mandlige beboere skal interneres i KZ – lejre

Stabschef general von Wülisch parerede ordre.

Ingen af beboerne kunne undslippe. De blev alle samlet på markedspladsen. Bag ved kirken skulle mændene stille op. Dem, der var nazister eller tyskvenlige blev løsladt. Alle andre blev placeret i skolen eller æggehallen. Om aftenen blev alle ældre, børn og kvinder løsladt. Mændene blev nu ført til kirken. Og så fulgte ellers turen til banegården.

SS – soldater styrtede nu gennem byen og plyndrede. Og så blev huse ellers brændt af. 110 huse gik op i flammer. Det er ikke rigtigt, når det bliver påstået at hele byen blev nedbrændt, men det var dog alligevel 20 pct. af byen.

 

Kun 48 borgere vendte tilbage til Putten

660 borgere fra Putten blev anbragt i gennemgangslejren Amersfoort. Her blev endnu 59 frigivet. Undervejs til Neuengamme lykkedes det for 13 mænd at springe af toget. Nogle af disse blev skudt. Men 588 ankom til Neuengamme. Kun 48 af disse kom tilbage til Putten i 1945. Af de 540 ofre døde:

• 166 i Neuengamme
• 111 i Ladelund
• 56 i Versen
• 28 i Hamburg – Spladingstrasse
• 25 i Bergen-Belsen
• 22 i Husum-Schwesing

Dette var langt fra den eneste by, der blev nedbrændt af tyske soldater under krigen.

 

Tyske skolebørn fik at vide, at Wehrmacht ikke begik forbrydelser

Indtil 1990 var der i nogen vesttysk skolebog henvisninger til at den tyske Wehrmacht havde deltaget i Nazi – forbrydelser. Dem havde kun SS begået bilde man skolebørnene ind.

I Holland indrettede man efter krigen fem særlige rets-gårde. Her blev 241 tyskere og østrigere gjort ansvarlige for deres forbrydelser. I 1947 kom der til en stilstand i jagten på tyske krigsforbryder. Det skyldtes bl.a. fordi det tyske retssystem endnu ikke var rigtig etableret og de allierede havde travlt med at jagte deres forbrydere.

 

Storslået amnesti i Holland

Den storslåede hollandske amnesti fik 241 dømte tyskere glæde af. Den 8. maj 1950 – fem år efter afslutningen af krigen var endnu 146 arresteret. To år efter var der kun 81 tilbage. Ti år efter – i maj 1955 var der endnu 49 tilbage. I 1960 var der kun fire tilbage.

Men set på et internationalt niveau var hollænderne ret gode til at fange nazistiske forbrydere.

 

Da krigsforbryderen blev æret på Før

Den dømte krigsforbryder Friedrich Christiansen blev født på Før. Allerede som 15 – årig var han blevet skibsdreng. I 1900 tog han skibsofficer – eksamen. Fra 1924 – 1930 førte han passagerbåde over Atlanten. Han fik nærmest heltestatus på øen. I 1932 ændrede byen Wyk på Før deres betydeligste gade ”Grossen Strasse” til Friedrich Christiansens Strasse.

I 1933 hentede Göring sin flyver – kammerat til ”Rigsluftfarts- ministeriet”. Han blev leder af uddannelse og sport. Han kom sig aldrig over nederlaget i 1918.  Han skrev bogen ”Die Kapitäne Christiansen” Her kunne man tydelige læse hans nationalkonservative holdning. Han var kendt for at være meget ærekær og nærtagen

Og i bogen får vi så allerede på det tidspunkt skildret brødrenes mange heltedåd.

 

Dømt til 12 års fængsel i Holland

Han blev leder af flyverskolen i 1937. I 1940 blev han ”Wehrmachtsbefehlshaber” i Holland. Han blev således anden mand efter ”Reichskommissar” Syss-Inquart. Men åbenbart var det den højere ”SS- und Polizeifûhrer Albin Reuter, der greb magten. De tre kunne ikke udstå hinanden.

Hurtigt viste det sig at denne Friedrich Christiansen var en stor antisemit. Han mente, at såfremt tyskerne udraderede jøderne så ville de udradere tyskerne. Christiansen var indblandet i en del uheldige episoder i Holland. Dertil kom hans brutale fremfærd mod befolkningen i Putten. Han kunne måske være heldig med at være sluppet med 12 års fængsel ved en retssag i Holland. Anklageren havde forlangt 20 år og hans forsvarer 3 år.

De 540 døde fra Putten blev ikke engang medregnet i straffen. De to andre i toppen for nazisterne i Holland blev dømt til døden.

 

Christiansen blev løsladt efter kun 3 års fængsel

Allerede tre år efter blev han løsladt. Man sagde i Holland, at det var på grund af hans alder på 68 år. Men der var ikke noget, der tydede på at Christiansen var svækket på nogen måde.

 

Da 150 hollandske pårørende bliv chikaneret ved grænsen

I 1950 ønskede 130 besøgende fra Putten at besøge kirkegården i Ladelund. Og pastor Meyer skulle ledsage dem. Men ak. Hollænderne fik stemningen at mærke – dengang. Familiemedlemmerne til ofrene fik store problemer ved den tyske grænse. Den tyske told lod busserne vente i flere timer.

De hollandske gæster havde som man vel nok kunne forstå overnattet i Danmark. Alle rejsende måtte forlade busserne. Både ved ind – og udrejse blev hollænder tilbageholdt i flere timer. De tyske embedsmænd talte om ”Forlystelsesrejse” gennem familiemedlemmer af partisaner. På denne ydmygende måde forsøgte tyske embedsmænd at chikanere ofre for besættelsesterror i Holland i 1950.

 

Den evangeliske kirke ville have pastoren til at besøge krigsforbryderen

I 1951 rejste Pastor Meyer til Putten. Muligvis ville ledelsen i den evangeliske kirke have at han også besøgte Friedrich Christiansen. Og minsandten gjorde kirken alt for at dette skulle lykkes. De ville vise en nazistisk krigsforbryder al mulig støtte. Højtrangerede repræsentanter i den evangeliske kirke var også aktiv i SS – hjælpe-foreningen Stille Hilfe.

Nu havde pastor Meyer også været et meget energisk medlem af NSDAP fra 1930 til 1944. Hvad han sagde til dette møde, vides ikke. Men de kom senere til at være naboer og boede næsten side om side.

 

”De løslader morderen af vores fædre og sønner”

I Putten var man forbavset over Christiansens løsladelse. En kvindeforening udtalte om løsladelsen:

• De løslader bare morderen af vores fædre og sønner

Det kan nu engang ikke være hans sundhedstilstand, der bevirkede hans løsladelse. Han døde først i 1972 – næsten 93 år gammel. Som 80 – årig styrede stadig passagerskibe og føj.

 

På vadehavsøen forblev han helt – og ikke krigsforbryder

Man var begejstret på Før over hans løsladelse. Man forlængede navnet på gaden og Christiansens udnævnelse som æresborger blev forlænget. Han blev igen fejret som en helt på øen. Han blev ikke der betragtet som krigsforbryder. Også i medierne fik han kun rosende omtale.

 

Omtalt rosende i Tagesschau

Efter hjemkomsten forholdt sig tavs i et årstid, men så søgte han igen offentlighedens lys. Og i den lokale ”Insel-Bote” unne man i 1961 læse, at han arrangerede en flyversammenkomst i Wyk. Han fik besøg af gamle kammerater – gamle nazister. Selv i TV – i Tagesschau kunne man se og høre om dette – uden den mindste kritik.

 

Byrådet tilbageviste protester fra Holland og Danmark

Efterhånden kom der dog gang i diskussionen. Borgmesterens datter ville med andre unge en tur til Putten, men det gav borgmesteren ikke tilladelse til. Byrådet forsøgte nu med ikke helt sandfærdige udtalelser at forsvare deres udnævnelse af Christiansen som æresborger og sagen om gaden.

De Christiansen blev 84 år blev han foran ”Nordsee-Heilbad” æret med ”Ernst – Udet prisen”!. Desuden modtog han andre priser fra diverse foreninger. Ernst Udet var under Første Verdenskrig en af Tysklands bedste flyvere.

Fra Danmark og Holland indløb der protester mod at man på øen og andre steder på den måde ærede en krigsforbryder.

 

I 1964 endelig kritik i tysk TV

I 1964 bragte det tyske magasinprogram Panorama en kritisk udsendelse og Friedrich Christiansen og hans gøremål i Holland. Dertil kom en beretning fra Ladelund og fra Wyk på Før. Hollandske og danske aviser tog nu sagen op. Men man ikke på Før, at man gjorde noget som helst forkert.

 

Først 36 år efter hans krigsforbrydelser droppede man betegnelsen ”Æresborger”

I 1979 skrev det lokale medie igen om alle de heltegerninger som Friedrich Christiansen havde foretaget sig. Det var en serie på fire dele. Nu kom der endelig en masse kritiske læserbreve. Og endelig i 1980 bestemte man, at det nu ikke mere skulle hedde Friedrich Christiansen Strasse og 36 år efter hans krigsforbrydelser mente man heller ikke mere at samme person skulle være æresborger på øen.

Ja og hvad med KZ – kommandant Hans Griem blev helt færdig med ham? Dokumenter som også statsadvokaten havde i Flensborg viste, hvor frygtelige forhold det var i Husum Schwesing og Ladelund. Men statsadvokaten i Flensborg gjorde ingenting. Sagen blev arkiveret. Ingen interesserede sig i 1950 for Nazi – forbrydelser.

 

En amnesti-lovgivning for Nazi-forbrydelser

Bundestag havde lige besluttet sig for en amnesti – lovgivning for Nazi – forbrydere. I justits – sprog hed det sig, at jagten på Nazi – forbrydelser var afsluttet. Og på den måde besluttede statsadvokaten i Flensborg ikke at gøre mere.

13 år senere, den 18, marts 1963 henvendte en bonde sig i mellemtiden til myndighederne og fortalte om KZ Ladelund. Brevet blev sendt til Statsadvokaten i Flensborg. Nu kunne denne ikke mere undslå sig. Han kunne i det mindste finde dokumenterne i arkivet.

 

Statsadvokaten i Flensborg opgav

Nu blev Pastor Meyers efterfølger, Pastor Harald Richter i Ladelund besøgt. Han kiggede på gravene og gennemgik pastor Meyers kirkekronik. Han besøgte også pastor Meyer, som nu næsten var nabo til Friedrich Christiansen. Og i dokumenterne blev der da også tilføjet:

• I lejren (Ladelund) havde der hersket ubeskrivelige tilstande. Fangerne var ikke kun døde af svaghed, men de var også blevet pryglet ihjel.

Statsadvokaten fik meldinger om, at briterne havde kørt en sag. De skrev til den britiske ambassade og fik at vide, at man var velkommen til at kigge på dokumenterne fra den 3. september 1963 på ambassaden i Bonn.

Men statsadvokaten hverken afskrev kirkekronikken fra Ladelund eller besøgte den engelske ambassade. I stedet blev den bonde, der havde indgivet en anmeldelse afhørt af politiet. Han fortalte, at han havde set de stakkels fanger. De havde taget roer op, som lå på vejen, fordi de var sultne. På grund af dette var de blevet slået. En af dem var endda slået ihjel sagde bonden. Liget var af kammeraterne båret til lejren.

Statsadvokaten spurgte nu i hans fødeby Berlin – Spandau om hans eventuelle opholdssted. Men det eneste de kunne svare var at han ikke var registreret død.

Nu plejede det at være sådan, at politiet skulle søge efter hans opholdssted. Men det skete af mærkelig grunde ikke i dette tilfælde.

 

Hollændere inviterede den flensborgske statsadvokat

Den 6. marts 1964 kunne man fra Holland fortælle, at der lå vigtige dokumenter over KZ Ladelund. Og dengang var der endnu mange overlevende fra Ladelund i Holland. Statsadvokaten blev inviteret til at kunne se dokumentere og optage kontakt med de overlevende.  Men intet skete.

 

Borgmester betvivlede den hollandske dom

I stedet henvendte Statsadvokaten sig til borgmesteren fra Wyk på Før som hele tiden havde støttet Friedrich Christiansen og som i 1963 havde hædret ham. Denne borgmester Böttcher, der endda betvivlede retsgyldigheden mod Christiansen som de hollandske myndigheder foretog, skulle nu tilsende de dokumenter, han havde.

Han kunne fortælle, at han ikke havde nogle dokumenter, men henviste til Indenrigsministeriet i Kiel. De havde heller ikke noget liggende. Og så foretog man ellers ikke noget i Flensborg for at få Hans Griem dømt. Hvorfor vides ikke. Så vidt vides var den medarbejder, der havde med sagen at gøre i Flensborg ikke en såkaldt Nazi – jurist.

 

Chefen i Flensborg havde været aktiv nazist

Men denne medarbejders chef, overstatsadvokaten havde sikkert ingen interesse i at køre sagen videre. Han var ikke kun ”gammel kæmper” i NSDAP, men havde også været særanklager ved den Slesvig-holstenske særdomstol. Han havde forfulgt mange mennesker af politiske grunde. Fra 1960 ledede han igen den politiske afdeling. Men ellers var det ikke den store interesse i Flensborg for at få opklaret Nazi – forbrydelser.

 

I Ludwigsburg fandt man frem til Griems adresse

Således skriver man fra Flensborg til Ludwigsburg, som var hovedkontoret for efterforskningen for Nazi – forbrydelser at alle muligheder for en undersøgelse mod Hans Griem var udtømt. Det skete den 25. april 1965.

Flensborg ville afslutte undersøgelserne, inden de var gået i gang. Og som vi har beskrevet var der masser af muligheder. Men i Ludwigsburg var man uenige med Flensborg. Her kunne man også se muligheder. De fandt ret hurtigt ud af, at Griem levede i bedste velgående og under sit eget navn i Hamburg – Bergedorf.

Mange krigsforbrydere skiftede dengang ID og fik andet navn. Her var myndighederne meget aktive i Flensborg

 

Griem: ”Behandlingen af fangerne var helt efter bogen”

Selv om Flensborg hermed fik en kraftig lussing kunne de være tilfreds for nu var det ikke mere deres bord, så de kunne ånde lettet op. Nu var det overladt til Hamborg. Inden for de næste 6 måneder gjorde de mere end hvad deres kollegaer i Flensborg klarede på to år.

Måske skal vi læge nævne her, at Griem fortsatte sin karriere efter Husum-Schwessing og Ladelund i Dalum. Og hvad sagde Griem, da han erfarede at man ville køre en sag mod ham?

• Behandlingen af fangerne var helt efter bogen. Jeg har aldrig oplevet at en fange er blevet mishandlet.
• Ingen fanger er døde af sult
• Men jeg vil godt anmærke, at vi fra Neuengamme modtog syge fanger. Disse syge er så efterfølgende døde.

 

I Slesvig – Holsten var man slet ikke aktive – men det var man i Hamborg

Begejstringen med at skulle tage sagen var nu ikke særlig stor i Hamborg. Man havde gang i mange efterforskninger. Men i Hamborg satte man 10 statsadvokater ind i efterforskningen. Den samme energi til at jagte Nazi – forbrydere har man aldrig vist i Slesvig – Holsten.

 

Dem, der kom tilbage til Neuengamme var i elendig tilstand

Vidner blev indkaldt for at undersøge tre af udelejrene fra Neuengamme – Husum Schwesing, Ladelund og Dalum. De fanger der kom tilbage til Neuengamme fra de tre lejre var en meget elendig tilstand, blev det sagt. Mange døde også efterfølgende. Andre var allerede døde under hjemtransporten.

 

20 danskere omkommet i Husum

Også Paul Thygesen, hjælpelægen fra Husum- Schwesing blev afhørt. Han fortalte, at han den 15. september var ankommen til Neuengamme med 200 andre danskere. 78 var senere overført til Husum-Schwesing. 20 af dem var her døde, der i blandt 2 læger. Her havde Griem foretaget razziaer. Syge fanger uden sår var blevet tvunget på arbejde. Griem havde taget alkohol, som var beregnet til sår-behandling. Når han var fuld, havde han taget en pistol og skudt omkring sig.

 

Griem mødte ikke op – han var syg

Man havde i Hamborg også kigget på den britiske efterforskning. Den 2. maj 1969 måtte Griem møde op i retten. Men han kunne fremvise et dokument fra sygehuset at han var ude af stand til at møde op.

Fra foråret 1970 skete der ikke så meget i sagen. Griem var blevet mere syg. Den 25. juni 1971 døde han og sagen mod ham blev indstillet inden han fik en dom. Men han kan også takke det sløve juridiske system i Tyskland for, at han ikke fik en dom. Selv da en bonde efter 18 år anmeldte sagen, førte Statsadvokaten i Flensborg bevidst en meget langsom efterforskning.

 

Denne sag var langt fra enestående

Nu var denne sag ikke enestående. Mange krigsforbrydere eller andre, der have begået Nazi – forbrydelser fik aldrig en dom. Man påstår, at det tyske retssystem var konstrueret sådan, at man ikke kunne gennemføre sagerne. Men det passer ikke. I den tyske ”Reichsstrafgesetzbuch” fra 1871 taler man om en ”Kriminelle foreninger” (§ 129)

Denne paragraf kunne man have anvendt. Men gennem den traditionelle uddannelse af nye statsadvokater blev dette forhindret. På den måde slap mange Nazi – forbrydere for tiltale.

 

Mange forbrydere slap for straf

Senere er det tyske retssystem blevet bedre. Vi kan nævne et eksempel. Indtil 1960 var kun 8 mand fra KZ – lejrene Auschwitz, Chelmno, Majdanek, Sobibor og Treblinka blevet dømt. De blev kun ved et tilfælde efterforsket.

Hvad man ikke fandt frem til i Ludwigsburg blev ikke dømt. Nogle grupper slap helt for straf. Det var for eksempel folk fra Wehrmacht. Et blodspor fører fra Polen over Hviderusland, Ukraine, Grækenland, Jugoslavien til Frankrig, hvor tyske tropper har myrdet løs. Hundredvis af byer er lige som Putten blevet ramt. Der er ikke ret mange af de ansvarlige der her har fået en straf.

De såkaldte små ”Befalings-modtagere” er heller ikke blevet straffet. Det er dem, der var ansvarlig for mordaktionerne hovedsagelig i Østeuropa. Det drejer sig om vagtkommandoer og dem der stod for nedskydningen. Man mente, at de bare havde udført en ordre og derfor ikke skulle gøres ansvarlige.

Heller ikke Nazi-aktivister, der havde handlet i tjeneste for Tyskland, er blevet dømt som de burde. Det er i særlig grad politikere og et stort antal af Nazi-jurister. Det er dem som indtil begyndelsen af 1980erne bestemte over det tyske jura. Og så kunne man jo i samme kasse tage alle de embedsmænd, der førte deres filosofi videre i det tyske embedssystem.

 

I Tyskland ville man indføre generel amnesti

I Tyskland ville man helst have gennemført en general-amnesti. Men det kunne man ikke af hensyn til udlandet. I stedet indførte man begrebet ”Kold Amnesti” Kort fortalt betød dette at

• Medhjælp til mord blev betragtet som mordforsøg
• Forældelsesfristen som egentlig var 20 år blev nedsat til 15 år
• Såkaldte skrivebordsmordere skulle nu kun dømmes for mordforsøg
• Skrivebordsmordernes forbrydelser indtil 1945 betragtes som forældet

 

Der er kørt mange sager fra Ludwigsburg

Men positive ting er det også at berette. Siden 1958 har man fra Ludwigsburg indledt 7.300 sager vedrørende mord på europæiske jøder. Dertil kom 400 vigtige retssager mod 900 anklagede.

Og ved disse sager blev også skrivebordsmordere, deltagere ved såkaldte indsatsgrupper og ”ghetto-forbrydelser” dømt. Man kan med andre ord sige at advokaterne i Ludwigsburg har gjort et stort stykke arbejde. Hvis denne energi havde været til stede alle steder i den tyske justits – så ville langt flere være blevet dømt. Og så havde der ikke været 90 – årige på anklagebænken.

 

Afslutning

600 ofre blev tilbage i Nordfriesland. Og et større antal døde i Neuengamme indtil befrielsen. Og dem der overlevede, var mærket resten af livet. Briterne arbejdede effektiv i deres forfølgelse af Nazi – forbrydere. Det gjaldt også med hensyn til de nordfrisiske KZ – lejre. Men den hovedansvarlige flygtede kort før domsafsigelsen. En person, der var lige så brutal som Griem fik dødsstraf.

Helten på Før Friedrich Christiansen, der gav ordren til eliminering af den hollandske by, Putten kom heldig ud af sine forbrydelser. Indflydelsen af det høje antal af nazi – jurister virkede. Eksemplet fra Flensborg viser, hvordan det virkede. Det tyske samfund afviste Nazi-protester indtil begyndelsen af 1980erne.

Vi har kigget i mange kilder, og har selvfølgelig ikke fået alt med. Men du kan selv tjekke vores oplysninger eller forske videre i disse kilder. Måske skal du også kigge i de mange artikler, vi har om den tid i Sydslesvig. Det hele hører på en eller anden måde sammen.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Das KZ Husum-Schwesing (med bidrag fra Paul Thygesen)
• Pierre Jorrand: Husum – Hier wird Leben abgerottet
• Madelon de Kaizer: Razzia in Putten – Verbrechen der Wehrmacht in einem niederländischen Dorf
• Marc Buggeln: Arbeit & Gewalt – Das Aussenlagersystem des KZ Neuengamme
• Information zur Shleswig-Holsteinische Zeitgeschichte Heft 54
• Schleswig-Holstein 24
• Harald Richter: Wir haben es selbstverstandich getan – Ein Aussenlager des KZ Neuengamme bei uns in Ladelund
• Grenzfriedenheft (Husum 1983)
• Detlef Gabe: Die nordfriesischen Aussenkommandos des KZ Neuengamme in Festschrift von Jörn-Peter Leppien
• Hermann Kaienburg: das Koncentrationslager Neuengamme 1938-1945
• Garbe: Die nordfriesischen Aussenkommandos
• Klaus Bästlein m.m.: Das KZ – Husum-Schwesing
• Katrin Hassel: Kriegsverbrechen vor Gericht
• Lore Maria Peschel-Gutzeit: Das Nürnberger Juristen-Urteil von 1947
• Herbert Ostendorf: Strafverfolung und Strafverzicht
• Die Kapitäne Chritiansen
• Peter Longerich: Davon habe ich nichts gewusst – Die deutschen und die Judenverfolgerung
• Leppien m.m.: Konzentrationslager Ladelund
• Oliver Schröm: Hilfe für braune Kameraden. Das geheime Netzwerk der Alt – und Neonazis
• Jens Christian Hansen: Koncentrationslejren Husum – Schwesing
• Marc Buggeln: Die Aussenlager des Konzentrationslager Neuengamme
• Hermann Karenburg: Die Konzentrationslager und die NZ – Processe
• Per Langwiths: Neuengamme – Koncentrationslejren 1939 – 1945
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

www.dengang.dk indeholder 2.054 artikler

• Under Besættelsestiden (før-under-efter -Anden Verdenskrig) finder du 407 artikler
• Under Sønderjylland finder du 254 artikler
• Under Padborg/Kruså Bov finder du 66 artikler
• Under København finder du 200 artikler

 

• KZ – lejr Ladelund
• Ladelund – Hvorfor og hvordan?
• En Sønderjyde krydser sine spor
• KZ – Lejr Husum Schwesing (Svesing)

 

• Sydslesvig den 9. – 10. november 1938
• Da Flensborgs overborgmester blev afsat i 1936
• Likvideret på Alssund – 5. maj 1945
• Da Danmark blev tilbudt Sydslesvig
• Nazisternes sidste tilflugt
• Afnazificering og Hungersnød – syd for grænsen
• Sydslesvig før og efter Anden Verdenskrig
• Efterretningsvæsen – efter nazismen
• Flensborg – efter 1945
• Det danske Mindretal – under hagekorsets skygge
• Det danske mindretal – syd for grænsen
• Syd for grænsen efter besættelsen
• Flensborg – 20 dage som regeringsby
• Deserteret i Flensborg – likvideret i Gelting Bugt
• Harreslev – dengang

 

• Fårhuslejren
• Straffelejren
• Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den 1-3
• Hvordan var det at bo i Fårhuslejren?

 

• Frøslevlejren
• Frøslevlejren i den sidste tid
• Hvordan var det at bo i Frøslevlejren
• Myter omkring Fårhuslejren og Frøslevlejren
• Frøslevlejrens fremtid

 

• Dødsmarch
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• Jagten på det perfekte menneske
• Den Polske Historiefortolkning
• De asociale skulle i KZ – lejre
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Værnet – lægen som man lod flygte
• Holocaust – fornægteren fra Kollund
• Sort Jord – Holocaust
• I ondskabens øjne af Holocaust
• Holocaust – aldrig igen
• Auschwitz og Thalidomid-skandalen
• Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
• Da krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Josef Mengele – dødens engel
• Hvad skete der i Borbruisk?
• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Bag KZ – Lejrens pigtråd
• Christian den Grusomme
• Da Royal Air Force sænkede 7,000 KZ – fanger
• Oktober 1943 – de danske jøders flugt og fangenskab
• De danske hjælpepakker til KZ – fangerne
• En oktober – nat 1943
• De danske jøder i Theresienstadt
• De glemte KZ – lejre på Kanaløerne
• Nazi-jægerne
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Skal ældre krigsforbrydere straffes?