Efterretningsvæsen efter Nazismen

Vi har delt denne artikel i tre dele. Først kigger vi på et efterretningsvæsen i Tyskland opfundet og gennemført af en meget beregnende person. Han havde ansat mellem 200 – 400 personer med en meget brun fortid. Der foregik stor våbeneksport både til Israel og Egypten fra tyskernes side. Det skulle i den grad holdes hemmeligt. Så kigger vi på Konrad Adenauer, der regnes for antinazist. Men alligevel blev han fyret af englænderne som overborgmester i Köln. I hans regering var der også ministre med en brun fortid. Og han ønskede afnazificering afsluttet meget tidligt. Han nærmest betragtede socialdemokrater som kommunister. Og så indførte han ”Berufsverbot”. Kommunister skulle ikke have arbejde i den offentlige forvaltning. Vi kigger også på de almindelige tyskere. For dem var det ikke lige med det samme en befrielse at Hitler – tiden var over. Nazi-sympati og antisemitisme levede længe. Forhavenet med at udrydde dette var ikke den store succes for de allierede. Mange tyskere følte ikke medansvar for det, der skete. De følte sig som offer.

 

En ny efterretningstjeneste

Reinhard Gehlen var var en god organisator og meget beregnende. Han generalmajor I Wehrmacht i afdelingen ”Fremde Heere in Ost”. Det var en topstilling i det nazistiske Tyskland.

I juni 1941 var han med i planlægningen af ”Operation Barbarossa”. Det var overfaldet på Sovjet. Det var især transport og reserveforsyning, der var hans opgave.

Efter at tyskerne havde tabt i kampen om Moskva i vinteren 1941/42 søgte man folk til Hærens Efterretningsvæsen. Denne kom til at være en konkurrent til Rigssikkerheds Hovedkontor.

Reinhard Gehlen havde ikke det fjerneste kendskab til efterretningsvæsen og kunne heller ikke tale og forstå russisk. Men alligevel fik han jobbet som leder af ”Fremde Heere in Ost”.

 

Gehlen fik informationer fra andre kilder

Hurtigt opbyggede han en tjeneste. Han fik masser af oplysninger fra lederen af ”Forsvar”, admiral Wilhelm Canaris. Endvidere fik Gehlen også en masse informationer fra krigsfanger. Tre af sin mest betroede medarbejder satte han i de ledende poster. Disse brugte han også efter krigen.

Canaris var modstander af Hitler. Meget tidligt advarede han bl.a. Danmark.

Efter nederlaget ved Stalingrad i vinteren 1942/43 arbejdede Gehlen sammen med SS’ s udenlandstjeneste. Men egentlig findes der ikke meget historisk materiale omkring, hvad han foretog sig.

Gehlen fik sine informationer fra andre kilder, bl.a. fra udenlandske efterretningsvæsner. Han skulle finde ud af Den Røde Hærs slagkraft og bedømme, hvad deres næste træk ville være. Kunsten bestod i at fremlægge det på en plausibel måde. Han skulle også sørge for at nævne at andre muligheder var mulige.

Han kunne dog ikke forhindre at tyskerne led det ene nederlag efter den anden. Den Røde Hærs overlegenhed var stor. Måske var nogle af bedømmelserne rigtige. Men Gehlen forudsagde ikke Tysklands absolutte største nederlag i sommeren 1944.

 

Gehlen blev degraderet

Gehlen måtte have vidst at slaget var tabt. Men han havde ikke kræfter til at gå imod Hitler lige som så mange andre officers-kollegaer. I marts 1945 degraderede Hitler ham til ”Førerreserven”. Andre kaldte Gehlen for ”Eventyrfortælleren”

 

Gehlen vidste, at de allierede ville vende sig mod Rusland

Meget tidligt fandt han ud af, at de allierede efter krigen ville vende sig mod Rusland. Så havde de brug for ham og hans medarbejdere. I begyndelsen af marts lod han nogle få medarbejdere affotografere diverse formularer og dokumenter. De blev lagt på mikrofilm og lagt i vandtætte tønder. Dem lod han så nedgrave i marker i de østrigske alper.

Han fik også sendt sin familie til de Bayerske Skove. Så de ikke faldt i Den Røde Armes hænder. Efter krigen overgav han og så to betroede medarbejdere tønderne til amerikanerne.

 

Han forsøgte at overbevise amerikanerne

Den 9. april 1945 blev Gehlen fyret af Hitler. Deen 28. april forlod han hovedkvarteret og gemte sig. Han overgav sig den 22. maj til soldater fra den 7. arme. Grunden til dette var at han var bange for at blive udleveret til russerne på grund af sine handlinger.

Han forsøgte at overbevise amerikanerne om sin store færdigheder som efterretningsmand også efter krigen. I første omgang viste amerikanerne nu ikke den store interesse for det forehavende.

I Wiesbaden sad en anden tysk officer, som havde de samme ideer som Gehlen. I mellem tiden havde amerikanerne kigget på det materiale, som var i tønderne. Captain Boker fandt nu ud af, hvad Gehlen havde lavet under det nazistiske styre og løslod ham.

 

Operation Gehlen

Men i 1945 blev han sammen med seks tidligere medarbejdere fløjet til Fort Hunt i Virginia. De tog også tyske videnskabsfolk med til USA bl.a. raketforsker Wernher von Braun og atomfysiker Otto Hahn. Gehlen blev nu overført til Camp King. Det lykkedes for Gehlen at overbevise amerikanerne om at han simpelthen udgjorde Tysklands efterretningsvæsen. Ved hjælp af intriger kunne han udmanøvrere sine konkurrenter, der også bejlede for amerikanernes gunst.

I 1946 var han tilbage i Tyskland. I første omgang betalte amerikanerne for Organisation Gehlen. Der findes dog ingen skriftlige dokumenter i denne sag. Han skulle dog arbejde sammen med amerikanerne. Indtil der var dannet en tysk regering, skulle organisationen ledes af Gehlen. Amerikanerne ville fortsætte med at betale, forudsat at Gehlen leverede materiale til dem. Hans viden og hans fabelagtige færdigheder, hvis han skulle sige det, kunne amerikanerne alligevel bruge.

Og han fortsatte lige som under nazi-tiden. Krigsfanger, tidligere tvangsarbejdere og flygtninge i lejre blev udspurgt.

Konrad Adenauer fik ikke lov til at oprette egen efterretningsvæsen. Så kunne denne også regne ud, at det heller ikke måtte opstå en uafhængig vesttysk styrke.

Derfor måtte han acceptere en omstrukturering af Gehlens efterretningsvæsen. Medarbejderne bestod af en række tidligere officerer fra Wehrmacht og SS – medlemmer.  Gehlen havde hemmeligholdt deres identitet. Officielt fik Adenauer først i 1949 besked om Gehlens aktiviteter og samarbejde med amerikanerne.

På briternes anbefaling oprettede Adenauer dog en Central for Hjemmetjeneste under ledelse af General Gerhard Graf von Schwerin. Men Gehlen sørgede for at nogle af de vigtigste personer blev fyret.

 

Ny identitet til medarbejdere med brun fortid

Gehlen var også i gange med indlandsspionage. Man kunne have mistanke om, at han ville forhindre udviklingen af et liberalt demokrati i Tyskland. Han fortsatte med at antage tidligere SS- og Gestapo – folk. Han skaffede dem en ny identitet. Han så stort om de havde deltaget i Holocaust.

En interne undersøgelse så sent som i 1965 viste at der var ansat 200 tidligere nazister. De 70 af dem blev betragtet som så belastet, at de blev fyret med det samme. Hvad der skete med disse, er ikke kendt.

 

400 Gestapo og SS – folk ansat

Ifølge Der Spiegel skulle der i 1949 være ansat ca. 400 Gestapo og SS – folk ansat i efterretningsvæsnet.  Men som Gehlen sagde, at han havde brug for skolede folk.  Han havde ingen moralske og etiske skrupler

Det lykkedes for Gehlen at få fat i Hermann Baun. Han arbejdede for Canaris i Østeuropa for det rigtige militære efterretningsvæsen.

Særlig i 1948 under Berlin – blokaden fik amerikanerne masser af viden fra Operation Gehlen.

 

Hjalp Eichmanns nære medarbejder til flugt

I 1951/52 mente CIA, at Gehlens efterretningsvæsen skulle overgives til tyskerne. De kunne ikke bruge så meget af den han leverede. Men Adenauer viste en kølig distance til Gehlen.

Desværre for Gehlen var der en forræder i blandt så hundredvis af agenter, radiokoder og kommunikationsveje var blevet forrådt.

Fra 1. april 1953 betalte tyskerne selv for efterretningsvæsnet. Fra 1. april 1956 bestod tjenesten af flere tusinder af medarbejdere. Den 20. december 1956 blev Gehlen udråbt som præsident for forbundsstatens efterretningstjeneste (BDN). Og det til livstid.

Reihard Gehlen hjalp Adolf Eichmanns nærmeste medarbejder den eftersøgte Alois Brunner til Syrien. Han hjalp også andre til flugt.

 

En tam biografi

CIA syntes efter at det materiale man fik af Gehlen var for svagt. Gehlen skrev også en biografi, men den var alt for svag og indeholdt ikke noget, der kunne bruges imod ham. I den engelske oversættelse måtte David Irving ind over for at dramatisere den.

 

Mosad møder Gehlen

Midt under Den Kolde Krig i vinteren 1960/61 fandt der et vigtigt møde sted. Isser Harel, der var chef for det israelske efterretningsvæsen Mossad var på besøg hos Reinhard Gehlen.  Mødet var kommet i stand efter, at der var indgået et militært samarbejde mellem de to stater.

Men ellers var der ikke nogen officiel forbindelse mellem de to stater. I Israel huskede man stadig Holocaust. I de israelske pas stod der anført:

 

• Tilladt i alle stater undtagen i Tyskland.

 

Harel ville teste Gehlens agenter og udspurgte dem om forskellige aktiviteter. Men Mosad kendte allerede alle svarene på forhånd. Men testen var tilfredsstillende.  Dette betød, at Mossad ville indgå et nærmere samarbejde med BDN.

Man var havde en fælles fjende og det var Kommunisterne.

 

Samarbejdet blev udvidet

Men der var stadig et problem. For Gehlens efterretningsvæsen bestod stadig af mange officerer fra holocaust. Gehlen havde også sendt en masse kendte nazister til Mellemøsten og de arabiske stater som officielle BDN – agenter.

Samarbejdet mellem de to efterretningsvæsner blev udviklet og udvidet efter besøget. Hyppigere var nu Mossad – officerer gæster hos BDN.

Men Gehlens store ønske om at komme til Israel blev aldrig til noget. Det har sidenhen vist sig at Shimon Peres ofte var på hemmeligt besøg i Bayern.

 

Stor hemmelig våbeneksport til Israel

Som følge af disse besøg leverede tyskerne tanks og militærkøretøjer over tredjelande til Israel. Dette blev så tryllet om til civile handelsvarer og blev læsset i Hamborgs Havn.

I Rotterdam blev dette omladet til israelske skibe. Hemmelige aftaler blev også gjort med italienske politikere. Her blev tyske tanks ombygget til de israelske behov. Tyskerne leverede også tophemmeligt amerikanske M – 48 tanks til Israel.

Efterretningstjenesten havde sørget for at våbenfabrikken i Breda satte nye kanoner på disse tanks. Også med Frankrig skete der aftaler med hemmelig udrustning til Israel. Den tyske regering betalte franskmændene penge for levering af helikoptere og flyvemaskiner. Det skulle dog se ud som om, at det var Frankrig, der forærede Israel disse ting.

BDN og Mosad skulle nu dække over dette. Venligsindede stater måtte ikke få noget at vide.  Intet blev nedfældet. Alle penge flød over bankkonti som de hemmelige agenter kendte til.

De leverede varer var godt kamufleret. Man kunne ikke se, at det var tyskerne der havde leveret varerne.

Et eksempel på dette er hemmeligholdelsen af to hurtigbåde fra Burmeister – værftet i Bremen til den engelske marine i slutningen af 1950’erne. Officielt var disse produkter fremstillet på et israelsk værft.

 

Franz Josef Straus var mellemmand

Det var Franz Josef Straus, der var bindeleddet mellem de to efterretningsvæsner. Han ville opbygge et godt forhold til Israel efter Holocaust. Efter sigende var der også en gave på en Mercedes – Limousine indblandet. Om den var til israelitterne eller til hr. Straus vides ikke.

Vi har tidligere omtalt en forræder. Denne blev anholdt af KGB. Og han røbede også BDN’ s samarbejde med Mosad.

 

Tyskerne samarbejdede også med Egypten

Gehlen ville ikke samarbejde med franskmændene eller englænderne. Han betragtede disse som konkurrenter. Han satsede i stedet på Israel og tilbød dem de samme informationer som tilgik Adenauer.

Mosad havde dog fundet ud af at tyskerne arbejdede sammen med Egypten i raketfremstilling.  Mosad – agenter fandt ud af, at der i Stuttgart befandt sig et firma, der kaldte sig Intra. Det var et ægyptisk firma, der arbejdede sammen med tyske forskere.

 

Egyptiske videnskabsmænd forsvandt sporløst

Det israelske Mosad – leder mente, at dette kun kunne ordnes politisk. Han mente, at Den israelske premierminister Ben – Gurion skulle protestere over for Adenauer. Men det ville han ikke. Begrundelsen var, at så gik de hemmelige våbenleverancer fra Tyskland til Israel tabt.

Nu hade Mosad så et andet våben som de satte ind. En række ægyptiske forskere, der var involveret i denne raketproduktion, forsvandt nu sporløst.  Også Intras chef forsvandt sporløst.  Også brevbomber var involveret i aktionerne.

Disse raketter var med i Yom – Kipur – krigen i 1973 mod Israel. Men manglende navigationsinstrumenter betød, at de ikke udrettede så stor skade som egypterne havde forventet. Ja og tyskernes leverancer til Israel var også med.

Gehlen var utrolig god til at lyve. Godt nok siger man at ærlighed varer længst. Men i den branche er løgn og bedrag almindeligt.

Gehlen døde i 1979 i en alder af 77 år.

 

Hvad så med Adenauer?

Men hvad så med Adenauer?

Han var blevet overborgmester i Köln. Da Hitler var på besøg den 18. februar 1933, forbød han enhver form for opsætning af flag. Den 12. marts nægtede han at give Hitler hånden. Dette betød, at han mistede sit hverv som overborgmester. Allerede i 1931 havde SA vendt blikket mod Adenauer.

Han mente ellers selv, at han altid havde behandlet NSDAP korrekt. Således havde han altid givet dem lov til at benytte sportspladsen.

I 1933 fik han en begrænset pension på 1.000 mark om måneden. Efter 1934 skiftede han ofte sit opholdssted. Han gemte sig med jævne mellemrum.

 

Arresteret af Gestapo

Efter attentatet mod Hitler den 20. juli 1944 blev han arresteret den 23. august. Han blev anbragt i Gestapos Arbejdslager i Köln. Men egentlige beviser var det ikke mod ham. I Gestapos kartotek stod der anført, at Adenauers tilbagekomst var uønsket.

Det lykkedes for Adenauer at lyve sig syg. Han blev anbragt på et hospital, hvorfra det lykkedes ham at flygte. Han blev dog snuppet den 26. november. Men blev dog snart igen løsladt.

 

Briterne fyrede Adenauer som overborgmester

Amerikanerne indsatte ham den 4. maj 1945 som Kölns overborgmester. Men den 6. oktober blev han fyret af den britiske militærguvernør på grund af ”dårlig embedsførelse”. Han skulle inden 8 dage forlade byen.

I et brev fra 1946 beskylder han den katolske kirke i Tyskland for ikke at have grebet ind over for KZ – lejrene. Han mente, at biskopperne havde et stort medansvar.

 

Adenauer ville bygge atombombe

Adenauer indledte et nært samarbejde med Frankrig. Men det var nu ikke altid fryd og gammen. Ministerpræsident Pierre Mendés France anså han som en sovjetisk indflydelsesagent. Og i 1958 sammenlignede han de Gaulle som en slags Hindenburg – en forhenværende general, der blandede sig i politik med negativ følger.

I 1950 arbejdede Adenauer for en europæisk hær. Og i 1957 arbejde han sammen med Italien og Frankrig for at udvikle en atombombe. Men Frankrig bakkede ud. De ville hellere selv arbejde med projektet.

 

Diplomatiske forbindelser med Israel

Også Adenauer arbejdede på en forsoning med Israel.  Han mente at et sponsorat på 10 mio. DM i form af et hospital var nok. Men mod finansministerens ønske blev det til hele 3,45 milliarder DM. Det var 3.000 DM for hver jødiske flygtning. Om den hemmelige tyske våbeneksport til Israel er indbefattet i dette beløb, vides ikke.

Endelig i 1965 opnåede man diplomatiske forbindelser.

 

Attentatforsøg mod Adenauer

Den 27. marts 1952 var Adenauer udsat for et attentatforsøg. Det var en pakke, der var adresseret til ham. Og en politibetjent, der åbnede pakken, døde ved eksplosionen. Fem mistænkte blev udvist til Israel og ellers holdt den tyske regering bevismaterialet for sig selv. Denne handling fik stor anerkendelse fra den israelske premierminister Davis Ben-Gurion.

Østblokken havde et meget anstrengt syn på Tyskland. Og Adenauer ønskede intet samarbejde med det kommunistiske DDR.

 

1955 – ca. 10.000 krigsfanger løsladt

Først i 1955 skrev Sovjet under på krigsafslutningen med Tyskland. Det benyttede Adenauer til at få frigivet de sidste 9.626 tyske krigsfanger.

 

Streng antikommunistisk linje

Ifølge Adenauer besad Socialdemokraterne samme retorik som kommunisterne. Fra 1950 var det forbudt at ansætte kommunister i offentlige stillinger. I Forbunds-lovgivningen fra 1956 blev kommunist – partiet forbudt. Det skete kun få år efter at efterfølgerne til NSDAP – Socialistiske Arbejderparti (SRP) blev forbudt.

I 1952 blev ”Bundenscentrale für Heimatdienst” oprettet. Det var forløberen for ”Bundescentrale für Politischer Bildung”. I begge institutioner blev der fulgt en meget streng antikommunistisk linje.

 

Adenauer hadede Willy Brandt

Adenauer havde et par ministre i sin regering med brun fortid. Han mente, at det var vigtigt at få erfarende ministre. Han mente nu skulle man holde op med afnazificere. Og det sagde han i 1952, hvor det var som om at mange tyskere igen begyndte at tro på nazismen.

Adenauer forsøgte også at lave et statsligt fjernsynsselskab, som skulle konkurrere mod det kendte ARD. Men det lykkedes nu ikke for Adenauer.

Adenauer døde i 1967, 91 år gammel. Måske skal vi lige have med at han nærmest hadede en stor tyske politiker, nemlig Willy Brandt.

 

Efter Hitler – regimet

Vi har nu både kigget på efterretningsvæsnet og kansleren. Men hvordan havde den almindelige tysker det. Hvordan opfattede de enden på Hitler – regimet?

Tiden efter Hitler var præget af at få orden i en ny infrastruktur og statslig orden. Men den enkelte tysker oplevede sult og knaphed. Men allerede fra 1947 begyndte tyskerne at mærke ”Wirtschaftswunder”.

 

Et forkert billede af tyske kvinder

Vi har set billeder af tyske kvinder, der samlede murbrokker og ryddede op efter de allieredes bombetogter mod tyske byer. Vi ser dem samle murbrokker med de bare hænder. De er glade og griner.

Men billedet er forkert. Det var kun en brøkdel af murbrokker, som de fjernede. Og de fleste af dem, gjorde det ikke frivilligt. Det var mænd og maskiner, der fjernede disse murbrokker.

I nazi – tiden var det straffearbejde. Da var det KZ – fanger og krigsfanger, der stod for det.

Da de allierede overtog magten, var det NSDAP – medlemmer og tyske krigsfanger, der overtog arbejdet. Også arbejdsløse mod lovning af bedre levnedsmidler blev indsat i dette enorme oprydningsarbejde.

Mange af disse fotos var opstillet for at skabe et andet billede. Mange af disse kvinder var endda sminket til formålet.

 

Ikke alle opfattede det som en befrielse

Med Israels grundlæggelse i 1948 opstod der mere antisympati over for jøder. Også fra Sovjet. Staten blev jo ikke socialistisk.

Mange oplevede ikke de allieredes besættelse som en befrielse. Jo det kan da godt være at grupper som Jøder, andre mindretal, medlemmer af kirker, liberale, socialdemokrater, kommunister (kortvarigt), pacifister, handicappede, homoseksuelle, udenlandske tvangsarbejdere og krigsfanger oplevede det som en befrielse.

 

Masser af forbrydere på fri fod

Hitler var væk, nu var besættelsesmagterne der. De fleste kunne ikke bruge et demokratisk parlament til noget. Besættelsesmagten forsøgte at vise tyskerne, hvad der var foregået i KZ – lejrene ved at vise film. Men disse ville tyskerne overhovedet ikke se.

Alligevel bredte der sig en positiv stemning blandt tyskerne. Ikke flere alarmer. Nu kunne man sove igennem. De forskellige besættelsesmagter gik i gang med afnazificering. Men de gik hver især frem med deres egne metoder. Amerikanerne foretog mange undersøgelser. Ved en af undersøgelserne fandt man fem til:

 

• 667 hovedskyldige
• 060 belastede
• 425 mindre belastede
• 005.874 medløbere
• 213.873 ikke skyldige
• 265.749 ikke betruffen

I 12 år havde man lovet Hitler troskab

I maj og oktober 1946 fandt der igen frie valg sted. Tyskerne opererede med begrebet ”Stunde Nul”. Det var tiden med sejrherrens hævn, fordrivelse og voldtægt, sult og elendighed.

Man havde vænnet sig til meget under Det tredje Rige. Det var ikke lige til at komme af med på en gang.  Pludselig var butikkerne fulde af varer.

Det handlede om medløberne, de små folk og hele befolkningen. 8,5 millioner havde været medlemmer af NSDAP og havde støttet Hitler aktivt eller passivt. De var med til det. I 12 år havde det tyske folk erklæret troskab over for Nazi – regimet.

 

1948: 55,5 pct. mente at nazismen var godt

Nu skulle de så alle afnazificeres. Hele 72 større undersøgelser foretog amerikanerne. Mellem november 1945 og december 1946 blev der foretaget 11 undersøgelser. 47 pct. mente at nazismen var en god ting. Det var måske ikke udført på den bedste måde. Og tallet voksede i 1948 til 55,5 pct.

68 pct. mente at det var Versailles – freden efter første verdenskrig, der gav tyskerne ret til at starte anden verdenskrig.

 

Antisemitisme

Lige efter krigen vedkendte det tyske folk sig ikke et medansvar. De allieredes tilstedeværelse fik dem til at være forsigtige og undgå anti-jødiske udtalelser.

Men i begyndelsen af 1950’erne var 30 pct. af tyskerne fjendtlig indstillet over for jøderne. Spørgsmål om nazister og jøder førte til sammenstød. Efter at ledende nazister var blevet løsladt som ”ofre” fulgte en periode, hvor man ikke snakkede om den nazistiske fortid.

For regeringen gjaldt det om at få gode forbindelser til USA og den vestlige verden. Ved årsskiftet 1959/1960 var der hele 600 tilfælde af antisemitisme.

 

Kun 6.700 blev dømt

Ingen havde været nazist. De fleste tyskere løj om deres fortid. De ville ikke indrømme deres medskyld. Det tyske retssystem har indledt sager mod 170.000 personer. Kun 6.700 blev dømt. Alligevel kunne man ikke vide sig helt sikker.

Men skal ældre mennesker på over 90 år så undgælde det som det tyske retssystem ikke har kunnet gennemføre?

 

Også Det Tyske Mindretal følte sig som ofre

Egentlig kommer undertegnede til at tænke på Det Tyske Mindretal herhjemme. De følte sig i mange år som ofre. Men de havde vel også et medansvar i, hvad der skete herhjemme under den tyske besættelse af Danmark?

Når man ser disse tal, så undrer man sig vel ikke, at der i det tyske efterretningsvæsen var 200 – 400 personer med en meget brun fortid. Og man undrer sig heller ikke over, at Konrad Adenauer ville have afsluttet afnazificeringen så tidligt.

 

Kilde:

• de.wikipedia.org
• welt.de
• sueddeutsche.de
• hsozkult.de
• dw.com
• ruhr-uni-bochum.de
• web.de
• berliner-zeitung.de
• anders-denkan.de
• deutschlandfunk.de
• forschung-und-lehre.de
• Reinhard Gehlen: Der Dienst. Erinderungen 1942 – 1971
• Jens Wegener: Die Organisation Gehlen und die USA

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.719 artikler heraf 345 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter):
• Skal ældre krigsforbryder straffes?
• Det danske mindretal i Hagekorsets skygge
• Den nationale pligt for fædrelandet
• Lige syd for grænsen 1940 – 1949
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
• Gerningsmænd eller ofre?
• Hitler var en farlig mand allerede i 1930
• Da krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• År nul – en fortælling om 1945