Kong Valdemar og de fredløses kaniner

Af Olesen

 

Af Valdemar den anden fik vi Jyske Lov og vilde kaniner. Han var vilde med at gå på jagt. Pave Gregor tillod kristne at spise kaniner i fastetiden. I år 1000 spredte moden sig med at spise kaniner hos fyrster og adel. I Valdemars jordebog fra 1230 kan vi se, at der var kaniner på Amrum, Orø og Sprogø. I dag er der ikke kaniner på de to sidstnævnte øer. På hjelm fandt man foruden falske mønter under udgravninger også kaninknogler. Og på Fanø blev der sat kaniner ud i 1912. I nyere tid har vi også fået kaniner på Bornholm, Lolland og Endelave. Men de har dog ikke noget med Valdemars kaniner at gøre.

 

 

 

Kong Valdemar og de fredløse kaniner

Kong Valdemar 2. Sejr (1170-1241) gav Danmark to ting. Den mest kendte er den første rigslov kendt som Jyske Lov dateret år 1241 som vistnok mest blev ordnet af biskop Gunner af Viborg. Den mindre kendte er, at han indførte vildkaninen til Danmark.

 

Den europæiske vildkanin boede oprindeligt i Spanien og Sydfrankrig; der er dem, der mener, at Spanien betyder “kaninernes land” på fønikisk. Med romerne bredte smagen for kanin sig til hele middelhavsområdet. Efter Romerrigets fald fik kaninerne en ny chance, da pave Gregor 1. (540-604) tillod de kristne at spise kaninkød i fastetiden, med det lidt mærkelige argument, at kaninernes unger flød i fostervandet og derfor var “fisk”. I den tidlige middelalder blev kaninhold derfor almindeligt på klostrene i

Syd- og Vesteuropa, og omkring år 1000 spredte moden med at spise kaniner sig til fyrster og adel, blandt andet hos de normanniske fyrster, der tog dem med til England efter erobringen i 1066.

 

Vildkaninerne blev i middelalderen sat ud på tre måder. Den første måde var at lade dem opbygge et kanin-bo på en indhegnet mark omgivet af mure, de såkaldte kaninhaver – på fransk: “garenne”, på engelsk: “warren”. Den anden måde var at sætte kaninerne ud på små øer, hvor de kunne brede sig uden fare for kaninplage. Og den tredje måde var at sætte dem ud i klitter, omgivet af marsk eller voldgrave. Nogle af de første kaniner i Nordeuropa blev sat ud på sydengelske øer eller i klitterne i det nuværende Holland og Belgien. Jagten foregik derefter enten med bue og pil eller med fritter, (tamme ildere) der jog kaninerne op af deres huller, hvor de så blev fanget med net.

 

 

Kongeligt jagtdyr

Når Valdemar Sejr interesserede sig for kaniner, var det helt sikkert som jagtdyr. Han var ivrig jæger, der satte både hjorte, harer og kaniner ud på en række danske øer. En lidenskab, der blev skæbnesvanger, da hans jagtfælle grev Henrik af Schwerin i 1223 tog kongen til fange på den ubeboede ø Lyø og først løsgav ham efter godt to års fangenskab for en uhyre løsesum. I kong Valdemars Jordebog fra cirka 1230 står der, at der var kaniner på tre øer i riget: Amrum i Nordfrisland, Orø i Roskilde Fjord og Sprogø i Storebælt.

 

På Amrum kan udsættelse af kaninerne i øens klitter, hvor de endnu lever under navnet “Amrumer Karnickel”, ses som en fortsættelse af kaninholdet i de hollandske klitter. Kaninerne på Orø skulle måske tjene som føde for de mange gejstlige i Roskilde. Kaninerne på Sprogø kan være sat ud som føde for det faste, men isolerede mandskab på den strategisk vigtige borg i Storebælt. Men de kan også have været sat ud på øen som jagtdyr, efter at borgen havde mistet sin funktion. Hverken på Orø eller Sprogø er der i dag kaniner; de kaniner som omtales på Sprogø i begyndelsen af 1700-tallet har næppe været efterkommere af kong Valdemars kaniner. De kom snarere med de hollændere, som Christian 2. bosatte på øen i 1523.

 

 

Marsk Stigs kaniner

At kaniner med deres velkendte frugtbarhed kan løse et vanskeligt forsyningsproblem, kender vi i hvert fald på øen Hjelm i Kattegat, som Marsk Stig Andersen og de fredløse i årene 1290-1306 befæstede og holdt

som hovedkvarter for oprøret mod Erik 5. Klipping. Under de store udgravninger senest i hhv. 1999 og 2000 fandt man på Hjelm rester af to borge med murede bygninger og et møntværksted til produktion af falske mønter, der skulle undergrave den danske konges økonomi. Men samtidig fandt man sporene af andre undergravende elementer, nemlig kaniner. I affaldslagene fra de fredløses køkkener fandt man 161 kaninknogler, og desuden var borgtomterne gennemskåret af fossile kaningange, gravet af Marsk Stigs kaniner.

 

Kaniner var gennem middelalderen og renæssancen en delikatesse for fornemme folk. I Frankrig og England tog adelen patent på kaninhaver, og kaniner blev et symbol i kunsten – snart som symbol på uskyld og paradisisk fred, snart som symbol på det modsatte. Samtidig begyndte folk at holde kaniner i bure, og langsomt udviklede nogle af de ældste kaninracer sig som f.eks. “hollænder” og “sølvkanin”. Den første kaninhave efter engelsk-fransk mønster i Danmark blev anlagt af Christian 4. i 1616 i en have, som i dag kendes som Charlottenlund Slotshave. Mens Frederik 3.s dronning Sophie Amalie valgte en holm i Furesøen til de kaniner, hun i 1661 importerede fra Holland.

 

 

Hjem igen med Genforeningen

I slutningen af 1700-tallet blev dekorative kaniner, nu ofte “silkehaler” og angorakaniner, på små øer populære i slotshaverne. 1800-tallet var dog først og fremmest tamkaninernes århundrede, både til sport med udvikling af stadig nye racer, og til føde for den brede befolkning. I Tyskland og Danmark blev “Kaninsagen” en social bevægelse, Danmarks Kaninavlerforening blev stiftet 1895, mens kaninavlen i det 20. århundrede blev en del af landbruget.

 

I slutningen af 1800-tallet kom jagt på vildkaniner dog også på mode. Det var nu, der blev udsat kaniner på Fanø (1912). På samme tid sattes vildkaniner ud flere steder i Slesvig-Holsten, som dengang var under tysk styre. Da den nye grænse blev trukket i 1920, fik vi nogle af kaninerne med til Danmark, og de har siden bredt sig langt op i Sønderjylland. I nyere tid har vi også fået kaniner på Bornholm, Lolland og Endelave. Men det er en lang historie, som ikke har noget med kong Valdemars kaniner at gøre.

 

 

Illustration håber vi at kunne bringe, når teknikken er forbedret. Vi har gemt tegningen.

 

Pennetegning udført af Constantin Hansen. Illustration fra Svend Grundtvigs udgivelse Marsk Stig: Dansk Folkevise Fra 13de Aarhundrede (1861).

 

Marsk Stig skuer over mod Hjelm. De fredløse under Marsk Stig, opførte tre borge på den lille ø: Fyrbakken, Kastelsbakken og Skådebakken.

 

Stig Andersen Hvide (f.1275) døde på Hjelm 1293. Han hørte via ægteskab til den indflydelsesrige Hvideslægt og

blev begravet i Essenbæk Kloster.

 

 

Kilde:

 

 

https://unipress.dk/udgivelser/m/marsk-stig-og-de-fredl%C3%B8se-p%C3%A5-hjelm/

 

 

Tak til Olesen for bidrag