Da vi næsten fik en svensk konge

Kunne du tænke dig at være svensker? Kalmar-unionen. De store spiser de små. Forskellige formål. Svenske studenter vandrede over isen. H.N. Clausen var en stor tilhænger. Det kunne måske løse det slesvigske spørgsmål. De danske myndigheder forsøgte med forbud efter russisk pres. Den danske konge ville hellere have den svenske konge end prins Christian. Prins Christian modarbejder ideen. Hertugen af Augustenborg var udelukket. Svenskerne trak sagen i langdrag. Man stod ikke skulder ved skulder.  Unionen mellem Norge og Sverige oplæstes i 1905. Stemningen var krigerisk. Skåne og Blekinge ville hjem til Danmark. Danmark og Norge kendt i 800 år. Dansk styre i Norge i 400 år. Svenskerne ville tidligt have et ”Kejserrige”. Svenskerne løb Danmark over ende. Man drak en svensk spion fuld. Skandinavien blev neutraliseret af stormagterne.

 

Kunne du tænke dig at være svensker?

Hvorfor placere en sådan artikel under denne kategori? Situationen i grænselandet var måske både årsag til at vi skulle have en svensk konge og årsag til at det ikke blev til noget. Er du forvirret? Ja så bliver du det endnu mere, når du læser denne artikel.

Kunne du tænke dig, at Danmark var en delstat, og at du skulle til at tale svensk? Landet blev styret fra Stockholm og vi havde en svensk kongefamilie. Lyder det lidt vildt? Ja i midten af 1800 – tallet var disse tanker ikke urealistisk.

Hvis du ikke har hørt om ”skandinavisme” før, så gør du det nu. Nu blev bevægelsen ikke den store succes, derfor har du måske ikke hørt om det før.

 

Kalmar – unionen

Vi har jo haft den Skandinaviske Union før – dengang under Magrethe den Første og Kalmarunionen. Og dette handler ikke om Stormen mod København, hvor svenskerne tabte. Ja de tabte faktisk hele krigen, da de kom anden gang. Og vi fik ikke de gamle besiddelser igen. Det tillod stormagterne ikke.

 

De store spiser de små

Her skal vi tilbage til 1800 – tallet. Man ville opbygge en bevægelse, som skulle være en enighed, der byggede både på kulturelle, sproglige og åndelige fællesskab. Kulturerne mindede om hinanden. Det gjorde sprogene også

Det hele skulle samles under et, under et flag og en konge. Jo det skulle være en helt ny stat. Men hvorfor ville man det? Nu var det dengang slet ikke det guldaldermaleri, som tiden ofte bliver fremstillet som. Stemningen i Europa var kaotisk. Den var præget af revolutioner og krige. I kølvandet på de krige fulgte nye landegrænser, der blev besluttet af krigens vindere.

Ideen opstod også på grundlag af, at ”De store spiser de små”. Det var dengang, hvor vinderne i det store magtspil var de store nationer som Storbritannien og Rusland.

 

Forskellige formål

Reelt handlede det vel mere om en styrkelse af den svenske nationalstat. I Danmark handlede det om en styrkelse over for tyskerne om Slesvig Holsten.

Bevægelsen startede faktisk af danske og svenske studenter. I starten blev bevægelsen støttet af blade som Fædrelandet og Aftonbladet. Specielt i Treårskrigen, hvor Sverige – Norge tilbød støtte i form af en ekspeditionshær, der dog aldrig kom i kamp.

 

Det gode forhold frøs

Ja allerede i 1787, da den svenske kong Gustav den tredje var på besøg i København, kunne man i tidsskriftet Minerva læse om, hvor dejligt det var at se det nordiske folk hånd i hånde. I 17932 blev der holdt et foredrag i Nordisk Forening i London om betydningen af et nordisk fællesskab. I 1796 blev Skandinavisk Litteraturselskab dannet i København. Selskabet udgav i en årrække et tidsskrift ”Skandinavisk Museum”.

Men ak, Danmark angreb Sverige i 1808 under Napoleonskrigene. Og den svenske Gustav den Fjerde Adolf havde planer om at besætte Norge og Sjælland.

 

Svenske studenter vandrede over isen

Trods dette, blev der i 1828 oprettet fast ruteforbindelse mellem Malmø og København med dampbåd. I 1838/39 frøs Øresund til is. Et stort antal svenske studenter gik over isen til København, hvor skåltaler blev udbragt for den ”nordiske treenighed”.

Der var nu ikke helt enighed om en skandinavisk sammensmeltning. Den svenske konge Karl den tredje Johan var således en udtrykkelig modstander af projektet. Og den svenske udenrigsminister Gustaf af Wetterstedt udsendte i 1837 et cirkulære til de svenske ambassadører, hvor han advarede mod et forsøg på at forstyrre den eksisterende orden.

 

H.N. Clausen var stor tilhænger

Skandinaviske sympatier fandt man i 1830’erne fortrinsvis blandt de liberale, men i takt med den skærpede konflikt og oplevelsen af pres fra Tyskland, vandt sympatien for Sverige – Norge ud over oppositionen. De forestillinger, der lå til grund for den bredere tilslutning til den skandinaviske ide, blev udtrykt af professor H.N. Clausen i hans erindringer:

 

• Det ville være en tåbelig tanke, at henimod to millioner danske havde kunnet eller i fremtiden skulle kunne værge deres nationalitet imod germanismen, dersom vi ikke havde nationalitet og sprog fælles med Sverige og Norge, men fællesskabet hjælper lidet, så længe de tre folk står hver for sig, uden klar bevidsthed om fælles grundlag, fælles formål, fælles fare.

 

Skandinavismen var først og fremmest en reaktion på først en udansk enevælde og senere truslen fra syd.

 

Det kunne måske løse det slesvigske spørgsmål

Nu var bevægelsen hovedsagelig et københavnsk foretagende med tilslutning fra studenter og akademikere. Det blev betragtet med interesse fra borgerskabet.

Et fællesnordisk tidsskrift Brage og Idyn blev udgivet 1839 – 1842. I 1839 blev det første skandinaviske naturforskermøde afholdt i Göteborg.

I 1840’erne var der også ryster fremme i Tyskland, der talte for en indlemmelse af Danmark i et kommende forenet tysk rige.

Herhjemme mente Orla Lehmann og Carl Ploug, at en skandinavisk sammensmeltning kunne løse det slesvigske spørgsmål. Slesvig kunne så knyttes tættere til Danmark. Lehmann blev i 1841 på baggrund af en tale som han holdt på Falster idømt tre måneders fængsel ved Højesteret. Man mente, at han havde skabt ”had og misnøje” mod forfatningen.

 

Et fælles skandinavisk bogmarked

Selv da Grundtvig levede, ja så gik han ind for en fælles nordisk stat. Senere blev han dog mere nationalistisk.

Der blev også gjort forsøg på at skabe et fælles skandinavisk bogmarked. Dels ville et fælles marked danne et bedre økonomisk grundlag for forfattere, udgivere og boghandlere, dels ville et fælles marked være vigtigt for at udbrede en fællesskandinavisk identitet.

Man kiggede også på den fælles historie, for eksempel vikingetiden, og så prøvede man at nedtone den svensk – danske modsætning.

 

De danske myndigheder forsøgte med forbud efter russisk pres

Ploug holdt i 1843 en tale for svenske studenter, hvor han understregede, at den tyske trussel med Danmark fra syd og den sussiske trussel mod Sverige – Norge fra øst kunne afværges gennem etablering af en ny Kalmar – union. Den svenske regering var stadig imod. I 1844 holdt Lehmann en brandtale på det årlige møde på Skamlingsbanken.

Efter russisk pres anlagde de danske myndigheder en hård kurs over for tilhængere af denne bevægelse. Ved retsforfølgelse, beslaglæggelser og forbud forsøgte man at kvæle bevægelsen.

I offentligheden fremstod Lehmann som Ejderpolitikens ivrigste fortaler. Men egentlig foretrak han en deling af Slesvig, så de nordligste sogne tilfaldt Danmark og de sydligste egne tilfaldt Holsten.

En af planerne gik ud på at prins Oscar (den senere Oscar den Første af Sverige) skulle regere et forenet Skandinavien med sydgrænse ved eller nær Dannevirke.

 

Den danske konge ville hellere have Karl den 15. end Prins Christian

I Danmark/Sverige/Norge havde man udpeget den svensk – norske konge Karl den 15. som en oplagt kandidat til at overtage en samlet skandinavisk trone. Det var bl.a. med den danske konge Frederik den Syvendes velsignelse. Han havde ikke nogen børn selv. Han så gerne, at hans ven Karl den 15. sad på tronen. Hellere det end prins Christian af Lyksborg der senere blev udpeget som hans efterfølger med russisk velsignelse.

I begyndelsen var der en stor politisk modstand. Men man nåede egentlig langt i arbejdet. Så sent som i 1864 var der forhandlinger mellem Danmark og Sverige, hvor man diskuterede den struktur, som skulle forme forbundssten. Man havde udkast til en fælles forfatning. Men vi kom ikke til at tale svensk. Det endte aldrig med et forenet Skandinavien.

 

Prins Christian modarbejder ideen

Den udpegede arving til den danske krone, prins Christian af Lyksborg – der senere blev Christian den Niende – modarbejdede ideen. Han ville absolut ikke give afkald på tronen. Han ville også helst indføre enevælden igen, hvis han ellers kunne.

Flere steder i historien står der anført, at danskerne foretrak en konge af tysk afstemning. Men var det ikke en person, vi fik påtvunget? London-protokollen i 1852 bestemte arvefølgen til den danske trone og den forfatningsmæssige ordning af helstaten. Dette var også med til at fælde den skandinaviske union. Stormagterne var ikke begejstret.

Den danske kongeslægt var i fare for at uddø. Og så gjaldt det også forskellige arveregler i Hertugdømmet Slesvig Holsten og Kongeriget Danmark. Danmark måtte forhandle med Rusland, England, Preussen og Østrig. De skulle anerkende den nye tronarving.

Man bestemte sig ført for arvestorhertug Peter af Oldenburg. Men det viste sig, at han var alt for meget Slesvig – Holstener af sind og tanke. Det var russerne, der anvist denne.

Man enedes så om Prins Christian af Lyksborg, som var gift med Christian den Ottendes søsterdatter, prinsesse Louise af Hessen. På den måde tog man også hensyn til den tilsidesatte oldenborgske kvindelinje. For danskerne var det vigtigt at vide, at Prins Christian under oprørskrigen havde støttet den danske sag og tjente den danske hær.

 

Hertugen af Augustenborg var udelukket

Forinden havde også hertugen af Augustenborg mod at den danske regering for en i forhold til værdien for en meget stor sum afkøbte hans slesvigske godser. Samtidig måtte han ved sin hertugelige ord og ære på egne og familiens vegne love intet at foretage sig, der kunne true ”roligheden” i det danske monarki eller den nye tronfølgeordning. Med andre ord den danske stat købte sig til tavshed hos den hertugelig familie fra Augustenborg. Ja det gjorde de faktisk to gange. Og familien havde også glemt alt det, de havde lovet omkring 1920. Ja så sent om under besættelsen havde kongen problemer med et familiemedlem og udviste hende efter besættelsen.

 

Svenskerne trak sagen i langdrag

Men Frederik den Syvende og Karl den 15. fortsatte deres sonderinger. Og centralt placerede danske politikere arbejdede for tanken. Det var C.C. Hall, Orla Lehmann og D.G. Monrad.

Den 11. januar 1863 henvendte Monrad sig til den svenske diplomat Henning Hammilton med en plan for den skandinaviske forbundsstat med fælles parlament i Stockholm og fælles konge. Man mente, at Prins Christian så skulle tildeles Holsten som en slags kompensation.

Svenskerne trak sagen i langdrag. Efter Frederiks død i november 1863 foreslog Napoleon den Tredje en skandinavisk union, der også omfattede en deling af Slesvig. Men endnu engang trak svenskerne følehornene til sig. De dækkede sig ind under de internationale bestræbelser for at finde en løsning på Slesvig – spørgsmålet.

Da den 2. slesvigske krig brød ud, mente opinionen i Sverige, at man skulle hjælpe ”broderfolket”. Karl den 15. lovede at stille med en hær på 20.000 soldater og sendte gesandter til London, Paris og St. Petersborg for at skabe opbakning til en europæisk aktion mod Østrig – Preussen. Da ingen neutrale nationer ville stille med en hær, ville Sverige heller ikke.

Henning Hamilton, der havde lovet den danske regering Sveriges støtte, søgte straks sin afsked. Han følte sin ære krænket.

Måske anså man i Sverige-Norge Slesvig-Holsten problematikken som et dansk problem og ikke et skandinavisk problem.

 

Man stod ikke skulder ved skulder

Det blev det tydeligt, at Danmark og Sverige – Norge ikke stod skulder ved skulder. Krigen kom med andre ord på tværs for projektet om en skandinavisk forbundsstat.

Svenskerne skulle ikke nyde at være i konflikt med Det Tyske Forbund. Og for Danmark blev det et totalt og knusende nederlag. Men svenskerne ville ikke risikere en konfrontation med Preussen, der fremstod som en af de kommende magtfaktorer i Europa.

Men måske var svenskernes også bange for russernes reaktion, når de hjalp Danmark.

Bevægelsen led et hårdt nederlag som den aldrig helt overvandt, da den Anden Slesvigske krig brød ud. I Danmark var man dybt skuffet over den manglende svenske hjælp.

Men den skandinaviske forbundsstat var næppe blevet til noget. Russerne og englænderne kæmpede hele tiden imod. De så det som et styrket Sverige.

 

Unionen mellem Sverige og Norge ophørte i 1905

Unionen mellem Sverige og Norge opførte først i 1905. men forløbet var langt mere kompliceret end det normalt bliver gengivet.

Historien kunne have taget en helt anden drejning. Den svenske konge havde i 1814 påtvunget en modvillig norsk befolkning en personalunion efter at Norge havde erklæret sig selvstændigt, da Danmark måtte opgive landet ved freden i Kiel i 1814.

Med hjælp fra den senere danske konge Christian Frederik vedtog udvalgte nordmænd den frieste forfatning i hele Europa på Eidswoll den 17. maj 1814.

Carl den 14. Johan (Bernadotte) var dog ikke til sinds at opgive sit bytte. Hans løfte om at kompensere Sverige for tabet af Finland til Rusland i 1809 med Norge var baggrunden for, at han som Napoleons marskal var blevet valgt til Sveriges konge. Det blev ikke en danske som det ellers var påtale.

 

Nordmændene måtte acceptere unionen

Efter en kort krig med Carl Johans krigsvante tropper måtte nordmændene acceptere unionen med arvefjenden. Nordmændene beholdt dog deres frie forfatning og levede i et yderst selvstændigt liv uden at mærke den svenske tilstedeværelse. Kun udenrigspolitik, forsvarspolitik, flag og kongehus var fælles. Kulturen, herunder skriftsproget var dansk. Økonomien og forvaltningen stod nordmændene selv for.

I 1884 kom den nationalistiske venstrefløj til magten i Norge. I 1895 spidsede konflikten til i forbindelse med en kamp om økonomisk politik og politiske symboler, især flaget samt et norsk krav om egne konsulenter ude i verden.

 

Stemningen var krigerisk

En folkeafstemning blev afholdt i sommeren 1905. Kun 184 stemte nej til løsrivelsen. 368.208 stemte ja. Norge stod samlet som konsekvens af den nationale mobilisering i årene forud. Mens de var i union med Sverige, havde nordmændene forberedt sig militært ved at opbygge egen hær og opføre forter langs grænsen til Sverige. Til den norske hær var der indkøbt hypermoderne maskingeværer og haubitser. En flåde var Norge også i gang med at opbygge. Stemningen var meget krigerisk i begge lande. Blodet kunne nemt være kommet til at flyde.

Efter intense forhandlinger blev dette dog undgået. Kompromiset indebar blandt andet demilitarisering af grænsen og nedrivningen af fæstningerne. I november valgte den norske befolkning den danske prins Carl til konge under navnet Hakon den Syvende.

Denne begivenhed var også et slag mod Skandinavismen.

I 1919 oprettedes Foreningen Norden, der lagde grunden til et enestående nordisk samarbejde.

 

Skåne og Blekinge ville hjem til Danmark

Inspireret af den norske afstemning og afstemningen i Slesvig krævede befolkningerne i Skåne, Halland og Blekinge også afstemning om tilhørsforholdet, I skåne stemte et klart flertal i 1920 for genforeningen med Danmark, i Blekinge var et lille flertal for, mens det i Halland var et flertal for fortsat at være en del af Sverige.

 

Danmark og Norge kendt i 800 – tallet

Men hvad skete er i Skandinavien op til alle disse begivenheder? Her er et kort rids af den skandinaviske historie.

Navnene Norge, Danmark og Sverige har rødder tilbage i de ældste skrifter. Betegnelsen Norge optræder i Ottars tillæg til Kong Alfreds oversættelse af Orosius verdenshistorie fra 800 – tallet. Danmarks og Sveriges oprindelse fortaber sig i det dunkle. Vi ved at navnene betyder ”danernes mark” og ”sveernes rige”. Men hvem disse folkeslag var og hvilke grænser deres riger havde, fortaber sig i folkevandringens tåger.

Kun ordet ”mark” antyder, at det tidligste Danmark blev organiseret i forbindelse med Karl den Stores rige omkring 800 på samme tid som den ”spanske mark” (Katalonien) og Ostmark (Østrig). Sverige blev først til et fælles rige med basis i egnene omkring Mälaren et par hundrede år senere end de to andre kongedømmer.

 

Dansk styre i Norge i 400 år

Det danske styre overtager magten og styre Norge i 400 år. Norges indfødte aristokrati blev næsten udslettet af pest og landbrugskrise som følge af klimaændringer i anden halvdel af 1300-tallet. Derfor gled landet, i modsætning til Sverige smertefrit ind under den danske krone med Kalmar – unionen i perioden 1397 – 1523.

Efter Christian den Tredjes sejr i borgerkrigen 1534 – 1536 (Grevens Fejde) og reformen i 1536 blev Norge på samme vis som de øvrige dele af det Oldenborske monarki administreret direkte fra København, også selv om der i perioder var en statholder i Oslo (Kristiania) Indbyggerne var sig meget vel deres norske karakter bevidst, men det er omstridt, om de derved adskilte sig fra andre provinser såsom Nørrejylland, Slesvig og Holsten.

 

Svenskerne ville tidligt have et ”kejserrige”

Danmark var længe det mest folkerige af de tre monarkier, og dets bestræbelser på at opnå eneherredømme i det nordlige Europa mislykkedes kun, fordi den danske adel før nederlaget i 1600 – tallet ikke lod sig tæmme af et stærkt monarki.

Omvendt lykkedes det ikke den tværnationale adel med godser i såvel Sverige som Danmark at realisere en reel adelspolitik under valgte konger, som det skete på samme tid i Polen – Litauen. I stedet overtog Sverige under Vasa – dynastiet mellem 1630 og 1709 Oldenborgernes hegemoni over Østersøområdet og det nordlige Europa.

Danmark-Norge bestod af Island og Færøerne, samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I sidstnævnte regerede den danske konge som hertug i nogle dele og sammen med arveberettigede i andre dele i et indviklet mønster. De gamle norske bilande Orkney og Shetlandsøerne var blevet pantsat til Skotland i1469.

Svenskerne havde allerede tidlig planer om et ”Skandinavisk Kejserrige”. Ideen stammer fra Gustav den Anden Adolf, der i 1630 med stor succes greb ind i trediveårskrigen. Det var på grund af hans effektive hær, der i begyndelsen bestod af udskrevne svenske og finske bondesoldater.

For Christian den Fjerde var det en fiasko. Den svenske hær kom efterhånden til at bestå af tyske, engelske, skotske og irske lejetropper. De sejrede gang på gang. Tyske historikere debatterede i 1800 – tallet om den svenske konge var ved at oprette en skandinavisk stormagt.

 

Svenskerne løb Danmark over ende

I 1643 – 1645 vendte de svenske hære sig mod Danmark og erobrede Jylland. Ved hjælp af Holland besejrede svenskerne den danske flåde ved Femern. Ydmyget måtte den danske konge slutte fred og afstå øerne Gotland og Øssel samt Halland for 30 år. Dermed havde svenskerne opnået det gamle mål at bryde en dansk indespærring mod vest. Gustav Adolfs skandinaviske kejserdømme var dog ikke realiseret med freden Brømsbro, som ud over at svække Danmark havde givet store handelsfordele for Sveriges allierede, Nederlandene, der med freden i Westfalen i 1648 var blevet en af Europas stormagter.

Carl Gustav var kørt fast i Polen. Og for ham var det kærkommen med den danske krigserklæring. I januar – februar 1658 rykkede den svenske konge frem i Jylland. Fyn og Sjælland lå åben og modløse hen. Over en tredjedel af det danske rige blev afstået, Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, Bohuslen, Jemtland, Hejredalen og Trondhejm.

Trods den store succes havde den svenske konge ikke fået nok. Han fortrød, at han havde ladet den oldenborgske monarki bestå. I august 1658 samlede han sin hær i Kiel og sejlede til Sjælland for at tage resten af det lemlæstede rige. Frederik den Tredje gjorde sig klar til at dø i ”sin rede”.

 

Man drak den svenske spion fuld

Vi har tidligere her på siden beskrevet, hvordan det gik. På et hængende hår undgik vi at blive elimineret som en selvstændig stat. Carl Gustav undervurderede sine modstandere. Danske officerer havde fattet mistanke til den svenske ingeniørofficer, da han var på besøg. De havde drukket ham fuld. Måske var det derfor, at han havde indberettet, at Slotsholmen ude for Kalvebod Brygge var det svageste led.

 

Skandinavien blev neutraliseret af stormagterne

Svenskerne måtte afbryde angrebet efter at have mistet en tredjedel af deres tropper. Samtidig tabte svenskerne mod polske og brandenborgske tropper i Jylland og på Fyn. København blev nu stadig metropol i en mindre stat.

Den holstenske adel kom reelt til at styre og reformere den oldenborgske helstat efter dens konsolidering i 1700 – tallet. Storbritannien havde overtaget hollændernes rolle som dominerende flådemagt.

Skandinavien blev reelt neutraliseret af stormagterne i 1800 – tallet. De blev delt op i små, homogene nationalstater. I årene efter 1814 var de officielle relationer mellem Danmark og Sverige – Norge også blevet kølige.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• dr.dk/nyheder
• denstoredanske.lex.dk/skandivisme
• historie-online.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• ridsskrift.dk
• classic.samvirke.dk
• Grænseforeningen
• Berlingske Tidende
• Wikipedia
• Politica – 4 – 2008 (Uffe Østergaard)
• Sverre Bakke, Knut Mykland: Norge i danskertiden
• Sauntved, Eberhardt: 1864
• Rasmus Glenthøj: Sønner af de slagne
• Harry Haue m.m.: Det ny Danmark 1890 – 1980
• Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 15
• Julius Clausen: Skandinavismen – historisk fremstillet
• Henstad, Fabricius Møller, Thorkildsen: Skandinavismen. Vision og virkning
• Becker-Christensen: Skandinaviske drømme og politiske realiteter 1830-1850
• Vi fik ikke fat i al litteratur, men nu har du mulighed for at tjekke vores oplysninger

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.569 artikler bl.a.

• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 35 artikler
• Under Indlemmelse, Afstemning, Genforening finder du 129 artikler

 

Om Svenskerne:

• Carlstad – en svensk by i Brønshøj
• Svenske tropper på Nørrebro
• Er det historieforfalskning på Fælledvej
• Svenske tropper i Tønder
• På flugt fra Wallenstein
• Aabenraa fra 1544

 

Om Augustenborgerne:

• Da Augustenborgerne fyldte 100 år
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Royale med brune ideer

 

Om Kalmarunionen:

• Margrethe den Første og Sønderjylland