Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd

 

Hun har skrevet romaner, dramaer og digte. Hun var 15 år, da hun fik en meget kendt huslærer, P.A. Heiberg. To år efter blev de gift, da var han 32 år. Men hun følte sig svigtet. Og det kunne gæsterne godt se. En ung svensk baron forelskede sig i Thomasine. Heiberg beskæftigede sig ikke med noget så ”latterligt” som jalousi. Så blev Heiberg udvist af landet. Og Thomasine og baronen giftede sig. Heiberg opholdt sig i Paris og skrev hadefulde brev hjem til Thomasine. Deres søn kom i pleje hos Rahbek – ægteparret i Bakkehuset. Thomasines nye mand døde allerede som 48 – årig. Thomasine fik dog et usædvanligt, langt og rigt liv. Hun døde som 82 – årig. Hendes værker var skrevet under pseudonym. Men de kendte i kulturlivet vidste dog godt, hvem der stod bag. Thomasine blev gravlagt på Holmens Kirkegård.

 

 

Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd er født 1773, død 1856. Datter af Johan Buntzen og hustru Anna Bolette f. Sanggaard. Thomasine gift 1790 med P.A. Heiberg. Ægteskabet opløst 1801, han død i Paris 1841, gravlagt på Montmartres kirkegård.

 

Thomasine gift anden gang 1801 med baron Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd, han død 1815. Hun død i København, gravlagt på Holmens kirkegård. Op gennem den danske romantik, der foldede sig ud i ord, toner, billeder og følelser, i romaner, digte og dramaer, levede en kvinde, der fik en særlig skæbne. I perioder var hendes liv romantisk, men det blev også tragisk, menneskeligt, skuffende, givende, og livet løb ikke bare afsted med hende. Hun lærte sig tidligt selv at styre det, så vidt vilkår og hændelser gør den kunst muligt. Derfor er hun ret enestående.

 

Thomasine Christine Buntzen blev født 9. november 1773 i København, hvor hendes fader var stadsmægler og dispachør (autoriseret til at vurdere søskader). Hun var den yngste af Buntzens fire døtre og blev meget forkælet, men hun var kun fire år da hendes moder døde, og hun var meget alene, fortæller hun selv.

 

Hun fik en omhyggelig opdragelse og skoling, men i “ensomheden” blev hendes fantasi stærkt udviklet. Stadig ifølge hende selv. Måske. Fantasi er nu noget, man har eller ikke har, medfødt, men den kan nok hæmmes eller udvikles. I hvert fald var hendes fantasi nærmest overudviklet, så den ikke gavnede hende i hendes unge år.

 

Hun var 15, da hun fik en huslærer i sprog. Det var translatør Peter Andreas Heiberg. Han var på den tid henved 30, og allerede en kendt forfatter og en af tidens førende skikkelser. Hun var dybt benovet over at få den kendte mand som lærer, og han havde, som senere hans søn Johan havde det, en vågen sans for unger piger.

 

De blev gift 1790 da hun var 17 og han var 32, og det siges, at selv målt med sin unge alder var hun meget barnlig. Hvad kærlighed var, havde hun læst om, men hun anede det ikke selv. Thomasine flyttede til hans gård Ruhedal ved Ringsted, der var åbent for en ret stadig strøm af tidens skønånder og intelligente, og udenlandske gæster, der kom til staden.

 

Her blev sunget og læst højt og diskuteret, og alt det kunne Thomasine ikke følge med i. P.A. Heiberg havde hjemført sin brud, men han var en nøgtern mand, ikke en svømmede romantiker. Han prøvede at sætte skik på sin meget unge hustru, lære hende noget af alt det, der fængslede ham selv, få hende med – men dels var hun for ung, dels lå det i de år ikke for hende, og endelig kunne han selvfølgelig ikke proppe akademisk dannelse og europæisk åndsorientering ind i hovedet på det arme barn i løbet af ingen tid.

 

Hun reagerede sundt nok; ved at være sig selv. Han var nok lidt flov over hende. For ham at se var hun pjanket, tankeløs, optaget af kjoler og latter, og hendes fantasi var som sagt trænet – så meget, at han fandt hendes fantasier og drømme tåbelige, ikke til at holde ud. Han var stadig opslugt af digteri og debat og tidsånd, med i det meste af, hvad der skete i ånd og politik.

 

Det endte hurtigt i, at han overhovedet ikke tog sig af sin unge hustru, selv ikke da de fik sønnen, Johan Ludvig i 1791. Den yndige oplevelse, at hjemføre sin unge brud, var overstået, og at have hendes naive pludder om ørerne hver eneste dag var for meget. For ham. Ikke for alle.

 

En fransk gæst monsieur Duveyrier, lagde særdeles mærke til den unge frue, og hun blev indtaget i ham, så det nær var gået galt. Men det blev overstået. Heiberg var for overlegen til at lade sig mærke med den slags pjat. Men så dukkede en ny gæst op.

 

Det var den 25-årige Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd (1767-1815) svensk adelig. Han var søn af en svensk generalmajor, friherre Carl Ehrensvärd, der første gang var gift med friherreinde Margareta Gyllengranat, og anden gang med Anna Antoinetta Gyllenborg.

 

Sønnen af det sidste ægteskab, Carl Frederik var blandet ind i den sammensværgelse, der endte med mordet på kong Gustav 3. Carl Frederik blev dømt fra ære, liv og gods, men dommen blev mildnet til, at han mistede adelskab og borgerret og blev landsforvist. I Danmark klarede han sig godt, og uden at være fremragende, var han dygtig og interesseret, især i landbrug.

 

For danske frihedsvenner måtte han være lidt af en helt, så han kom hos P.A. Heiberg – og blev forelsket i husets unge frue. Han kunne som alle andre se, at hun var forsømt af sin mand. Fruen blev også forelsket i

ham. Når hun senere hævdede, at Heiberg to gange skulle have sagt, at han ikke var forelsket i sin kone, er det nok en lille fordrejning af nogle ord om, at han ikke var forelsket på den romantisk overspændte manér, som hun drømte om.

 

Forholdet mellem de to – Thomasine og den detroniserede svenske baron – var ikke ægteskabsbrud, men dog så langt på vej i den retning, at Gyllembourg lidt teatralsk desperat og ud fra adelig officersære spurgte

P.A. Heiberg, om han mente det heldigst, at han (Gyllembourg) forsvandt ud af billedet.

 

Den helt korrekte og adelige officersære havde jo nok fået ham til at forsvinde uden at spørge, men dels var det stadig romantikkens tid med de teatralske forelskelser i andre mænds hustruer, dels og især var Heiberg for stolt til at røbe noget så småt og latterligt som jalousi. Han svarede, at han stolede på sin hustru, og et smukt venskab mellem hende og en gæst så han intet galt i. Hans ord blev siden lavet om til, at han noget nær havde opfordret sin hustru til utroskab.

 

Men juleaftensdag 1799 fik P.A. Heiberg sin dom, ud fra anklagerne imod hans skriverier. Hans bitterhed skyldtes i høj grad, at han var blevet sprunget over ved besættelsen af embedet som notarius publicus. Det gjorde ham rasende. Han kom i konflikt med kammeradvokat Christian Colbjørnsen, og det hele endte i den landsforvisning, som han nok temmelig let kunne have undgået.

 

Det blev siden hævdet, at da Gyllembourg var en god ven af Colbjørnsen, havde han nok skubbet på med den landsforvisningsdom. Det tør regnes for usandsynligt.

 

Den 7. februar 1800 rejste Heiberg. Kone og barn lod han blive tilbage. Meningen var, at de skulle følge efter, når han havde fundet en stilling, eller i hvert fald noget at leve af. Målet var revolutionens og frihedens by Paris.

 

Thomasine var stadig kun 27 år, mens Heiberg nu var 41. Og hun var håbløst forelsket i Gyllembourg. Det skrev hun lige ud til Heiberg.

Han blev ude af sig selv og kom tilbage til Hamborg for at være Danmark så nær som muligt.

 

Brevvekslingen mellem ham og Thomasine blev hektisk og dybt ubehagelig. Thomasine flyttede hjem til sin far med sin lille søn – og så arbejdede hun på at få skilsmisse. I ret lang tid førte hun dobbelt brevveksling,

med Heiberg og med Gyllembourg, og lagt på bordet ved siden af hinanden er de breve ikke smigrende for hende.

 

Løgn, fortielser, fordrejninger, alle midler brugte hun, ikke fordi hun var en satan, men hun var i knibe. Hun havde ikke været lykkelig i sit ægteskab, og hun havde ikke fjerneste lyst til at føre det videre som landflygtig i Paris. Imens gik forholdet til Gyllembourg over til at være ægteskabsbrud.

 

Heibergs breve blev tryglende, de blev hadefulde, anklagende. Han beskyldte hende for mange ting: ikke alene var han smidt ud af Danmark, han skulle også tåle, at hans egen hustru svigtede ham, tog hans søn

fra ham, og samtidig gjorde ham latterlig.

 

Han søgte om benådning. Han lovede, at hvis han kom hjem, skulle han være rolig og stilfærdig. Imens søgte hun om skilsmisse. Hun henviste til, at hun var uskyldig i sin mands forbrydelser og ikke havde haft

eller havde tanker om at følge ham til udlandet.

 

Her skete så det, der kan se ud, som om det er hittet lidt for godt på af en romandigter: de to ansøgninger, hans om benådning, hendes om skilsmisse, dalede ned på kronprins Frederiks (6.) bord samtidig. Ikke ved skæbnens lune, men arrangeret, for de kom ikke frem samme dag. Igen har “man” tænkt, at Gyllembourg har snakket med Colbjørnsen. Det er næppe rigtigt. Colbjørnsens vrede imod Heiberg var smålig, men et perfidt menneske var han ikke.

 

Snarest er papirerne bare blevet ordnet som hørende til samme sag. Men

kronprinsen fik dem ikke desto mindre serveret, så de balancerede: kom Heiberg hjem, kunne hans kone ikke få skilsmisse. Fik Fruen skilsmisse, var det uheldigt at få Heiberg hjem.

 

Hvem af de to, der havde opført sig uheldigt overfor den anden, er stadig svært at sige, ja i dag naturligvis sværere, for vi har kun breve og akter at holde os til. Johanne Luise Heiberg udgav i 1882 bogen om de to,

med deres breve og andre tekster. Den er siden trykt op. Her for vi Johanne Luise Heibergs tolkning af sagen, inspireret af hendes mangeårige samvær med svigermoderen Thomasine, og af hvad hendes mand Johan Ludvig har fortalt.

 

Man bør korrigere den skildring ved at læse, hvad en senere Johan Ludvig

Heiberg – den klassiske filolog, der døde i 1928 – skrev, da Fru Heibergs bog kom. Det stod i “Nordisk Tidsskrift” og blev senere trykt op i hans skrifter “Fra Hellas og Italien” (1929). Den tolkning yder P. A. Heiberg mere retfærdighed og ser mere nøgternt på den unge frue.

 

Der er senere skrevet om sagen, f.eks. særdeles godt i Povl Ingerslev-Jensens “P.A. Heiberg” (1974), men vi kender det alle: vore venner og

bekendte opliver os med deres skilsmisser, hvem har så ret, hvem har uret, hvad er sandt, hvad er løgn – vi må “tage det til efterretning”. Og Thomasine Heiberg-affæren er nu over 200 år gammel. Hvad der søges

er ikke en endelig klarhed i den sag, så meget mindre som sager af den art ikke ER klare.

 

Her søges kun, så vidt muligt, et kort portræt af Thomasine Gyllembourg.

Man kan ikke se bort fra, at hendes manipulationer i hvert fald var med til at hindre, at Heiberg blev benådet og kom hjem. Det endte i skilsmisse. Fra Paris fik Heiberg sat igennem, at da hun fik skilsmisse på grund af indrømmet utroskab, måtte sønnen ikke vokse op i hendes hjem.

 

Derfor kom drengen en tid ud til ægteparret Rahbek i Bakkehuset på Frederiksberg. Thomasine blev gift med Gyllembourg, og der skete det pudsige, at mens kronprins Frederik, eller hans administration, ikke kunne tilgive Heiberg hans frimodige skriverier, så var kronprinsen nok straks lidt skeptisk overfor Gyllembourg, men så kunne han alligevel se bort fra, at Gyllembourg havde været med til at myrde kongen af Sverige.

 

Den 17. december 1801 blev Gyllembourg gift med Thomasine, ikke to år

efter at Heiberg var blevet landsforvist. Heibergs venners hjem var naturligvis lukkede for hende.

.

De flyttede til gården Ruhedal ved Ringsted, men den brændte i 1806 og de kom igen til København. Lang blev lykken ikke. Kun 48 år gammel døde Gyllembourg i 1815. Hun sad tilbage med en lille pension på 600

rigsdaler.

 

Hun blev stærkt knyttet til sønnen Johan Ludvig. Han måtte jo ikke komme til hende, så hun kom til ham. Det skabte en fejde mellem sønnen og hans far i Paris, men det ændrede sig, da sønnen i et par år var i Paris og lærte sin far at kende. Der kom en slags forsoning imellem P.A. Heiberg og Thomasine, og de vekslede igen breve, dog uden megen glød. En tid boede sønnen i Kiel, og han mor kom ned til ham og førte hus. Fra 1825 blev hun fast inventar i hans hjem.

 

To nye mennesker tegner sig her. Komponisten Edouard du Puy, der var blandet ind i Christian 8.s skilsmisse fra den første hustru, havde fået en datter i Preussen, før han kom til Danmark. Den datter hed Camilla, kom herop, og blev gift ind i familien Buntzen. Uagtet hun var gift, var hendes fjerde barn, drengen Georg, en søn af Johan Ludvig Heiberg, efter hvad familien har noteret.

 

Litteraturhistoriker Morten Borup mener i sin tre-binds biografi om Johan Ludvig Heiberg (1947-49), at det er rigtigt i hvert fald overvejende sandsynligt. Det forklarer, at Thomasine tog sig af Georg som søn eller sønnesøn, at Johan Ludvig Heiberg “legede med drengen som med en jævnaldrende”, og at drengen som ung mand blev fast gæst og logerende hos Heibergs. Georg døde ung, kun 31 år gammel, og ved det dødsfald var Thomasine næsten utrøstelig.

 

Selv om det hører under Fru Heibergs historie, må det noteres også her, at det var ikke bare sin mands søn udenfor ægteskab Johanne Luise Heiberg skulle have i sit hjem, det var også svigermor, og Fru Heiberg lægger ikke skjul på, at en svigermor kan være et særdeles besværligt arvemøbel i et ungt hjem. (Mere om Fru Heiberg i næste artikel)

 

På den anden side var det Thomasine, der fik situationen manøvreret, så hendes søn Johan Ludvig fik Johanne Luise, for med al ydre sikkerhed i formen kunne Johan Ludvig være akavet passiv, ræd for at handle. Det ordnede hans mor. Men hun var også sejlivet, så hun boede hos sin søn og svigerdatter i 25 år, et kvart århundrede. Johan Ludvig var rørende sød ved sin mor.

 

Hans hustrus følelser var mere blandede, men hun holdt stilen.

Og Thomasine sad i de år ikke bare hen. I 1827 dukkede hun op som forfatterinde. “Adresseavisen” bragte 2. januar en personlig annonce fra en anonym dame, som svar til en løjtnant, der kunne hente brev på

Fodpostens Kontor.

 

Den 12. januar stod der i tidsskriftet “Kjøbenhavns Flyvende Post” et brev fra løjtnanten til redaktionen. Det var skrevet af Thomasine, der så kørte historien videre til en familieroman.

 

Og så blev hun flittig. “En Hverdags-Historie” kom året efter i “Flyveposten”. I den er en ung mand havnet i forelskelse, i kval mellem to søstre. Samtidig brugte forfatterinden bogen til at formane københavnerne, der burde anlægge ædlere omgangsformer. Og så var hun i gang.

 

Sit navn røbede hun ikke, men det gik slag i slag, og sønnen hjalp hende, bl.a. ved nu og da lægge navn til værkerne. Romanen “Slægtskab og Djævelskab” (1830) er blevet kaldt den betydeligste roman i nordisk

litteratur på den tid.

 

Den 25-årige Søren Kierkegaard udsendte 1838 den lille bog “Af en endnu Levendes Papirer”, hvor han hævnede sig på H.C. Andersen og samtidig roste forfatterinden til “En Hverdagshistorie” overmåde stærkt. Der regnes med, at han vidste hvem forfatteren (forfatterinden) var, og at han meget gerne ville tækkes Johan Ludvig Heiberg, men helt på tværs af hans virkelige mening om det anonyme, i hvert fald officielt anonyme forfatterskab kan hans lovprisning næppe være.

 

Der sker unægtelig meget i hendes fortællinger, og forbytninger af personer, som i ældre engelske romaner, er ikke noget ukendt her. Men hendes sprog er godt, dog ikke i alle replikker. Hun har øst af de

mennesker, hun kendte, af sin slægt, de mange hun havde truffet, men at skrive og digte er jo ikke kun referat af, hvad man har set og hørt.

 

Hun kan digte, hun er ud fra sin tids muligheder psykolog, hun kender

mennesker. Af den umodne pjankede pigehustru i det P.A. Heibergske hjem var blevet en erfaren, midaldrende, senere ældre frue, der gennem sit liv havde haft øjne og ører og forstanden med sig. Hun kender mennesker, men hun er ikke bitter. Hun prøvede sig også med dramatik. Hendes stykke “Magt og List”, blev spillet på Det Kongelige Teater med sønnen som forfatter.

 

Men han har næppe hjulpet hende meget i selve det at digte og skrive. Ærligt talt: når det gælder fantasien, er hun bedre end sønnen. Han havde sin styrke helt andre steder. Men et gennemgående tema er hendes frisind. Allerede som ung var hun ganske dristig, som når hun i et brev til Gyllembourg taler om, at forelskede folk er barnlige, og at det vidste den gode Jesus nok, da han var hos Maria – hun mener, at det var Jesus, der sad ved Maria Magdalenes fødder, ikke omvendt, mens de sendte den arme Martha ud i køkkenet.

 

Og til det sidste, også i værkerne, mente Fru Gyllembourg, at i hendes tid var kærligheden fordomsfri og havde mod til at være ærlig, mens den “nu” (midten af 1800-tallet) var blevet smålig og snerpet. Hendes værker er i dag forældede. Man skal være i nogen træning med ældre litteratur for at læse dem.

 

Men hendes “Samlede Skrifter” kom første gang i 1849-50, før hun døde, i ikke mindre end tolv bind. To gange siden, sidst i 1884, er de kommet igen, og endelig en firbinds udgave så sent som i 1914. Det sker

kun med yderst få skribenter.

 

Hun døde 1. juli 1856. Hendes navn som forfatterinde til værkerne var røbet. Men i 1830’erne kunne digteren Poul Møller anmelde hende rosende uden at åbenbare hendes navn, uagtet han kendte det. Den stil i respekten for maskespillet kendes ikke i dag.

 

Men Thomasine Gyllembourg havde et usædvanligt, et langt og rigt liv bag sig, da hun døde 82 år gammel. Hun er begravet på Holmens Kirkegård.

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/978/?fbclid=IwAR3WSfhP39ji65TxyeFTaVgyytce9vqTzfWkP439hdpMkX

LvhJrPLTdeN38

 

• I artiklen nævnes der også masser af kilder
• Vi håber, at vi senere kan bringe et billede.

 

• Hvis du vil vide mere: dengang,dk indeholder 1.535 artikler herunder 46 artikler under kategorien ”Andre Historier”:
• Karen Margrethe Rahbek

 

• Senere følger en ny artikel om Johanne Louise Heiberg – hold øje med den.