Frihedskæmperen Lis Mellemgaard 1924 – 2019

 

Vi skal høre om en episode i Blågårdsgade, hvor Lis Mellemgaard og ”Bornholmeren” fik besøg af et par tyskere og HIPO. Men en Nazi-sangbog redede dem. Vi kigger i bogen ”Pige i Modstandsbevægelsen” Tyskerne stod officielt for 102 henrettelser. Lis var med i Skindergadebanden. Hun var dog ikke til stede, da gruppen blev taget angivet af en stikker. Den eneste der blev løsladt, var urmageren, i hvis butik gruppen mødtes. Holger Danske mente derfor, at han var stikkeren. Men det viste sig senere, at det var han ikke.

 

 

Lis var 20 år i 1945, og den 28. februar var hun på vej ned ad Blågårdsgade i København. Vi ved, at det kun var et par måneder før befrielsen – men det vidste hverken Lis eller hendes ven Bornholmeren, hvis rigtige navn var Jørgen Brandt. Som de gik ned ad gaden hånd i hånd, lignede de et nyforelsket par – de havde begge erfaring med, at tyskerne ikke troede, at et kærestepar kunne have noget med modstand og sabotage at gøre.

 

Men det havde både Lis og Bornholmeren. De gik ned ad gaden så hurtigt som muligt uden at virke påfaldende, de skulle nå indendørs inden spærretid. Lis havde fået nøglen til en lejlighed af Ernst, der selv var gået under jorden med sin kone, og nu stod den store borgerskabslejlighed tom. Bornholmeren havde været illegal så længe og boet så mange forskellige steder, at han ikke havde flere muligheder.

 

Derfor havde Lis tilbudt, at han kunne overnatte i lejligheden sammen med hende, selvom hun vidste, at det var mere risikabelt at være to. Normalt vidste man ikke, hvor de andre holdt til om natten; det var det sikreste. Faktisk var lejligheden heller ikke det perfekte sted

at overnatte. Én af Lis’ venner var blevet taget der for nogle måneder siden – og sendt i koncentrationslejr.

 

Men der var ikke andre muligheder, og de måtte finde et sted inden spærretid. De gik ind gennem porten og hen til hovedtrappen. Lejligheden lå på 3. sal. Udover hovedtrappen var der en køkkentrappe, men man skulle gennem porten for at komme ud på gaden, så der var faktisk ingen reelle flugtveje. De vidste, at de måtte være meget opmærksomme. De låste forsigtigt op og trådte ind i entreen. Entredøren var smukt udsmykket med ciselerede ruder og førte ind til tre store stuer mod gaden og et stort soveværelse mod gården.

 

Lis og Bornholmeren satte sig ind ved spisebordet i den spartansk møblerede spisestue. Ernst og hans kone var temmelig fattige, og det

eneste store møbel, der befandt sig i spisestuen ud over spisebordet og stolene omkring det, var et mahogniskab, der stod op ad endevæggen. De kiggede på hinanden, men sagde ikke noget i et stykke tid.

 

Hvad siger Lis’ historie os om besættelsestiden? Og hvad er årsagen til, at en ung studerende i februar 1945 befandt sig i den situation? For at besvare disse spørgsmål må vi gå dybere ind i Lis’ oplevelser og se nærmere på, hvad de siger om Danmark i tiden fra 1940 til 1945 under Danmarks besættelse.

 

For Lis var det startet i Dansk Samling (DS), et lille kristent, nationalt parti. Hun var kommet med ved et tilfælde, fordi nogle kammerater fra gymnasiet selv var med i partiet. I 1943 gik mange af partiets medlemmer ind i illegalt arbejde, blandt andet udgivelse af blade om sabotage og modstand mod nazisterne.

 

At forholdet mellem tyskerne og den danske befolkning, ikke mindst sabotørerne, blev forværret i sommeren 1943 er en kendsgerning. Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, blev der dannet en samlingsregering, som bestod af de fire største partier i Danmark. Den havde fra starten indstillet sig på en samarbejdspolitik med

tyskerne: “Det er befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand overfor disse (dvs. tyske tropper) … ro og orden må præge landet … loyal optræden… ” var nogle af kongens og statsminister Staunings udtalelser, som den 9. april blev offentliggjort i pressen. Og selvom modstandsbevægelsen var meget kritisk over for regeringens politik, havde befolkningen bakket op om de fire store partier ved rigsdagsvalget i marts 1943.

 

Men ved udgangen af august havde stemningen ændret sig. Folk var blevet mere optimistiske efter tyskernes nederlag i Sovjetunionen og Mussolinis afsættelse i Italien – det skabte forventninger om en snarlig afslutning

af krigen. By-strejker opstod overalt i landet som kritik af tyskerne, men også i protest mod faldende levestandard og lønnedgang, hvilket fik især arbejderne til at reagere. Værnemagten krævede på den baggrund,

at Danmark indførte undtagelsestilstand, og at der skulle indføres dødsstraf for sabotage. Dette kunne regeringen dog ikke sige ja til, så den 29. august 1943 gik regeringen af, og tyskerne indførte militær

undtagelsestilstand.

 

Samme dag var Lis, efter sin studentereksamen, inviteret ud til sin rektor i Lyngby sammen med sin klasse. Men hun måtte på Dansk Samling og hjælpe til med at sende meddelelser ud.

 

Selv om vi på baggrund af hændelser i sommeren 1943 kan konstatere, at arbejdet blev væsentlig farligere, gik Lis ind i modstandsarbejdet uden nogensinde at tænke over, hvorfor hun gjorde det – det var bare noget det

skulle gøres, også selvom hun var bange. “Det kunne være svært at tage sig sammen til at gå ind et sted, at gå gennem porten, ind i en baggård og op ad en trætrappe til et trykkeri hvor man havde fået at vide, at man skulle møde for at være med ved trykningen af bladene.

 

Det var tit et nyt sted og man kunne aldrig være helt sikker på at stedet ikke var overvåget. Man kunne blive fanget i en fælde”. På vej til lejligheden i Blågårdsgade var Lis og Bornholmeren netop gået forbi porten ind til et bogbinderi, hvor Lis og nogle af de andre fra Dansk Samling havde arbejdet. Det tilhørte en værnemager, der indbandt bøger for nazisterne, og det havde gjort arbejdet endnu farligere. Lis havde stjålet en sangbog derfra, der tilhørte Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti – den skulle senere på natten komme til at spille en vigtig og heldig rolle. På forsiden af sangbogen var hagekorset påtrykt i hvidt.

 

Efter regeringens afgang blev tyskerne mere opmærksomme på de illegale trykkerier, og de var også blevet klar over, at det ofte var unge studenter, der var med i arbejdet. Men selvom tyskerne truede med hårdere

straffe for illegalt arbejde, udkom der flere og flere illegale blade.

 

Bladene spillede en meget vigtig rolle i modstandsbevægelsen. De beskrev de begivenheder, der ikke kunne omtales i aviserne. De forklarede, hvordan tyskerne udførte sprængninger, den såkaldte schalburgtage, der skulle ligne modstandsbevægelsens metoder.

 

Men bladene var også vigtige for de forskellige modstandsgrupper, der intet kendte til hinanden. Modstandsbevægelsen var kendetegnet ved sin løse struktur, der var nødvendig for bevægelsens overlevelse. I september 1943 dannedes Frihedsrådet, der efterhånden samlede mange af de illegale grupper under sig.

 

Bladene var fyldt med vittigheder om tyskerne. For eksempel brugte man den kendte figur Carlo Cartophelmoos fra Politikens “At Tænke Sig” og forsynede ham med tekster som: “Jeg sidder og tænker på om det er symbolsk at Tysklands Forsvarslinje i Vest hedder SIG-FRED”, eller “Jeg står og tænker på om en Jernbane Sabotør kan kaldes banebrydende”. Den slags vittigheder var et ekko af den voksende kritik af tyskerne og en vigtig del af den symbolske kamp mod dem.

 

Men både Lis og Bornholmeren var blevet involveret i mere aktiv kamp mod tyskerne, og det var også grunden til, at de befandt sig i lejligheden i Blågårdsgade den 28. februar. Lis var netop gået ind i det store soveværelse mod gården, da hun hørte Bornholmeren råbe inde fra stuen. Hun løber ind og ser ham stå ved vinduet. Nede på gaden holder en af de berygtede sorte biler – en HIPO-bil. Bilen, der ikke var til at tage fejl af, var standset lige ud for huset.

 

Fire uniformerede mænd steg ud og kiggede ind i porten. Lis og Bornholmeren stod ubevægelige og lyttede efter den mindste lyd af fodtrin på trappen. Det var, som om tiden stod stille, som om alt var gået i stå og bare ventede på, at den knirkende lyd af en fodsål på et trappetrin skulle sætte det hele i gang igen, men den knirkende lyd udeblev. Tankerne begyndte at fare rund i hovedet på Lis.

 

Hun tænkte på, at de kunne udgive sig for at være nogle andre, det var lykkedes før. Hun kiggede over på Bornholmeren, han havde trukket sin Colt pistol og var begynd at komme patroner i den. Lis kiggede igen ud ad vinduet og så til sin overraskelse, at de fire mænd satte sig ind i HIPO-bilen igen og lidt efter kørte væk. Hun kiggede over på Bornholmeren, der så lige overrasket ud – det var næsten for godt til at være sandt.

 

De satte sig igen hen til spisebordet, og selv om de før havde været helt udmattede og trætte, var der ingen af dem, der tænkte på at gå i seng nu. De sad og talte om, hvad de ville havde gjort, hvis mændene var kommet op ad trapperne. “Jeg ville havde pløkket så mange som muligt!”, erklærede Bornholmeren. Lis havde tænkt på, at hun kunne udgive sig for at være tjenestepigen, der havde sin kæreste på besøg. Piger havde visse fordele i sådan en situation.

 

Piger og kvinder blev ikke i samme grad som mænd regnet for farlige modstandsfolk af tyskerne. Lis husker fornemmelsen af at gå med en trækvogn med bøger som John Steinbecks “Månen er skjult”. der handler om den norske modstandskamp, hen over Rådhuspladsen, hvor tyskerne sad med antiluftskyts på tagene. Og mange beretninger beskriver hvordan kvinder gik gennem vejspærringer med barnevogne fyldt med illegalt materiale,

hvordan de bar håndtasker, der kunne indeholde mangt og meget, og hvordan de var gode til at fjerne opmærksomheden fra en sabotør efter en aktion ved at agere hans kæreste.

 

Det var også den afledningsmanøvre, Lis og Bornholmeren havde benyttet sig af på vej mod lejligheden i Blågårdsgade. Kvinder udførte ofte kurérarbejde, de gav husly til de eftersøgte, og spillede ofte en vigtig rolle ved trykningen af illegale blade. Derfor er Lis’ historie på nogle punkter meget typisk for modstandsbevægelses kvindehistorier. At hun

var med i en sabotagegruppe under Holger Danske gør den derimod mere atypisk.

 

Vi finder ikke meget skriftligt materiale bevaret fra besættelsestiden, og der er derfor ikke mange kilder, vi kan støtte os til. Der blev

ikke stillet spørgsmål, og man måtte ikke notere noget ned. Men der var nogle, der gjorde det alligevel, og det kunne være årsag til arrestation af hele grupper. Ofte kendte sabotørerne ikke en hel aktion, men kun den lille del af den, som de selv skulle udføre.

 

Lis vidste ikke engang, at hun var med i en Holger Danske-gruppe, før

langt senere. “Jeg tænkte ikke så dybt over det – det handlede bare om at møde dér og dér og om at overleve”. De havde snakket om “HD”, men Lis havde aldrig tænkt på, at de var en gruppe, og at der var andre grupper

som dem.

 

Pludselig hørte de lyden af en bil med benzinmotor nede på gaden. Der var stor mangel på benzin, og kun tyskerne og deres danske håndlangere kørte med den slags motorer. Desuden var det efter spærretid, så det kunne ikke være andet end HIPO-bilen, der var kommet tilbage. Lis og Bornholmeren styrtede hen til vinduet igen og så et mylder af uniformerede mænd vælter ud af HIPO-bilen og en “prærievogn”, der ligeledes var standset foran porten. Prærievognen, dvs. en militær lastvogn med presenning over ladet, var et sikkert tegn.

 

Der var plads bag i vognen til at tage arresterede mennesker med til et af tyskernes tilholdssteder, hvad enten det var Politigården, Dagmarhus, Frimurerlogen eller Shellhuset. Lis og Bornholmeren løb ind i det store

soveværelse. “Du holder din mund”, hviskede Lis til Bornholmeren, der udmærket forstod, hvad hun mente.

 

Hans bornholmske dialekt ville afsløre ham med det samme – og de vidste begge, at han var meget eftersøgt. Han nåede lige at lægge sin Colt under hovedpuden. I løbet af få sekunder var ruderne i entredøren smadret, og

lidt efter stod en flok uniformerede mænd rundt om sengen og pegede på dem med maskinpistoler. Lis havde altid frygtet en situation som denne, men nu da hun vidste, at chancen for at slippe væk var minimal, og at det

nok var slut, mandede hun sig op og præsenterede sig selv: “Ich bin hausmädschen und das is meine liebe.

 

I kan selv se at jeg er god nok”, fortsatte hun hurtigt og hev sangbogen fra Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti frem. Et kraftigt slag ramte hende på halsen og hun faldt tilbage i sengen. Det kom fuldstændigt

bag på hende. Det næste, hun registrerede, var en af mændene, der rakte sin hånd frem mod hende og bad hende følge med ind i spisestuen.

 

Hun rejste sig fortumlet og fulgte efter ham. Det samme gjorde fire andre

mænd. Der var også nogle tyskere sammen med HIPO-folkene, bemærkede Lis, mens mændene satte sig rundt om spisebordet. Hun gik sammen med en af dem ud i køkkenet og kom lidt efter tilbage med en stor flaske snaps og et gammelt franskbrød.

 

Ernst og hans kone havde gemt snapsen til befrielsen, vidste Lis, men nu var der altså brug for den. Hun satte sig på stolen tættest ved soveværelset, hvor Bornholmeren stadig befandt sig sammen med et par HIPO-mænd. Lederen af aktionen åbnede sangbogen og smilede. Lis havde ingen anelse om, hvad Hipomændene tænkte, og hvad der ville ske, men lidt efter begyndte de at synge højt fra bogen, og hun sang med. Snapsen steg hurtigt Lis til hovedet, for hun havde ikke fået meget at spise de sidste par dage.

 

Hun kiggede over mod det store mahogniskab, hvor tre mænd var i færd med at rode alt igennem. De trak skuffer ud, og Lis så mange ting ryge ind under frakkerne. Hvor længe de sad der og sang, var hun ikke klar over. Men på et tidspunkt rejste lederen sig en smule usikkert og kaldte på sine mænd.

 

Han gik ud af lejligheden, og de andre mænd fulgte efter. Bornholmeren kom ind i stuen og satte sig på en stol over for Lis. Hvad han have foretaget sig i soveværelset, mens Lis havde siddet og sunget, havde hun ingen anelse om, og hun var også ligeglad. De begyndte at le højt. Men pludselig kom de i tanke om, at HIPO-folkene kunne vende tilbage hvert øjeblik, så de rejste sig og skyndte sig ned af trappen og ud ad porten.

 

Klokken havde været ti eller elleve om aftenen, da de var gået hen til lejligheden, nu var det næsten lyst, og spærretiden var slut. De havde

været der hele natten. Lis fik øje på to ruller optændingsbrænde uden for brændselshandleren, og først da gik det op for hende, at de var kommet levende igennem natten. Det var som efter en ond drøm at opleve

hverdagen igen.

 

Dette er en historie fra en erindringsbog, som Lis Mellemgaard har skrevet i 1998, en bog under titlen “Pige i modstandskampen”. Den er atypisk, fordi hendes beretning først er skrevet mere end halvtreds år efter

besættelsen. Hvorfor først så sent? “Fordi det handlede om at komme ud af det og tilbage til et normalt hverdagsliv”, svarer hun.

 

Den beskriver især det sidste halve år af besættelsen, hvor mange sabotører blev arresteret, var i koncentrationslejr eller gik under jorden. Lis’ historie illustrerer bl.a. den optrapning af aktioner, der fandt sted i modstandsbevægelsen, og Gestapos mere og mere voldsomme afstraffelser, som karakteriserer den sidste tid af besættelsen.

 

Men hvorfor udviklede begivenhederne sig sådan i det sidste halve

år? Et muligt svar ligger i tyskernes opløsning af det danske politi den 19. september 1944, hvor mange danske politimænd blev sendt til koncentrationslejren Buchenwald. Herefter oprettede tyskerne HIPO-korpset, dvs. “Hilfs-Polizei (hjælpepoliti) til støtte for Gestapo.

 

HIPO-korpset bestod af danskere. Gestapo var kommet til Danmark i september 1943 med alt, hvad det indebar af tortur og brug af stikkere. Og stikkere var netop baggrunden for de fleste arrestationer af sabotagegrupper, også for arrestationen af Lis’ Holger Danske-gruppe

i Skindergade.

 

Men forud for denne begivenhed ligger nogle hændelser, der spiller en central rolle for vores forståelse af arrestationen af det meste af Skindergadegruppen. I sommeren 1944 havde stemningen for alvor vandt sig

mod tyskerne. Der opstod ligesom året før en folkestrejke. Folk var ude på gaderne og byggede barrikader og tændte bål. Men det var ikke alene en kamp mellem danskere og tyskere, kampen stod også mellem de ledende danske politikere og modstandsbevægelsens organ, Frihedsrådet.

 

Partierne opfordrede folk til at stoppe strejkerne og vende tilbage til arbejdet. Frihedsrådet opildnede til strejken og fremsatte krav om ophævelse af undtagelsestilstanden og spærretiden. Frihedsrådet vandt, men intensiteten i jagten på sabotører blev derefter yderligere forstærket. Det blev modstandsarbejde på fuld tid for Lis. Hun var ligesom mange andre modstandsfolk gået under jorden i 1944, hendes falske legitimationskort fortalte, at hun var ekspeditrice og

hed Lisbeth Lynge.

 

Hun mødtes med de andre fra Skindergadegruppen på restauranter og lignende. Det var for farligt at opholde sig det samme sted længere tid ad gangen, specielt hvis der var én, der blev taget, så måtte de

så hurtigt som muligt flytte det illegale materiale. Tingene udviklede sig uden nogen form for kontrol.

 

Nervøsiteten og usikkerheden i modstandsgrupperne var større end nogensinde. Der var nu dødsstraf for at blive taget med pistol, og der var god grund til at være bange. Det kan man se af de undersøgelser, der er foretaget efter krigen. Af de 102 officielle henrettelser, som tyskerne foretog, fandt de 63 sted i de sidste fire måneder.

 

Den 26. februar 1945 indtraf katastrofen. En stor del af Skindergadegruppen blev arresteret af tyskerne i urmagerforretningen efter en mislykket aktion mod en berygtet stikker. Lis, der på grund af halsbetændelse ikke var med, besvimede, da hun hørte, hvad der var sket.

 

Kun to dage senere var hun selv sammen med Bornholmeren lige ved at blive arresteret i Blågårdsgade. Syv af gruppens medlemmer blev henrettet i

Ryvangen 17. marts 1945. I 1995 blev der i Skindergade nr. 44 opsat en mindetavle over dem.

 

Den intensiverede kamp mellem illegale grupper og tyskerne, som Lis’ historie illustrerer for os, viser også noget om den drejning, der kan følges i befolkningens holdning til værnemagten. En drejning, der for manges vedkommende kan karakteriseres som en overgang fra passiv til aktiv modstand.

 

Begivenhederne i august 1943 og folkestrejken i 1944 vidner om en stadig større opposition mod besættelsesmagten og en voksende accept af det illegale arbejde. Mange mennesker kom med i modstandsbevægelsen gennem transporten af jøder til Sverige i efteråret 1943, og ved besættelsestidens slutning kan der registreres mellem 20.000 og 50.000, der var mere eller mindre aktivt involveret i illegalt arbejde.

 

Lis Mellemgaards beretning viser tilsvarende en udvikling i retning af flere og flere farlige situationer. Det meste af det sidste halve år kan vi se, at hendes arbejde går med at opspore stikkere. Og dette fortsatte også efter 5. maj 1945. Den dag, hvor Danmark fik sin frihed, og hvor man godt kunne slutte denne historie.

 

Men historien sluttede ikke for de tyskere, der til fods drog hjem til Tyskland, og det gjorde den heller ikke for Lis. Hun var sammen med nogle englændere blevet sendt til Korsør for at fange stikkere. De kørte i én af tyskernes frygtede biler.

 

I den fandt Lis et kort over Tyskland, som hun stak ind under frakken. Det er først mere end halvtreds år senere, at Lis vender kortet om og på bagsiden ser navnene på seks af de mest eftersøgte stikkere. Navnet på den berygtede mand fra Skindergadegruppens mislykkede aktion i februar 1945 er et af dem. Vi er ikke færdige med besættelsestiden. Både den individuelle og den kollektive dialog med historien

fortsætter.

 

Lis Mellemgaard udgav i 1998 sin erindringsbog under titlen “Pige i modstandskampen”.

https://www.bog-ide.dk/produkt/206864/lis-mellemgaard-pige-i-modstandskampen-indbundet/1335005

Lis Mellemgaard døde 5. juli 2019. Hun blev 95 år

 

Hun er blevet tildelt flere hædersbeviser.

Herunder Dronning Ingrids Mindemedalje, en livsvarig tildeling af Frihedsfondens Hædersgave og Gudmond

Schacks Mindelegat.

 

 

• Det var i urmager Georg Stougaards butik, Skindergadegruppen holdt til. De mødtes nede i kælderen. Men gruppen vakte for meget opmærksomhed ved at mødes det samme sted hele tiden. Få måneder inden befrielsen blev de arresteret og skudt i Ryvangen. Kun Georg Stougaard blev løsladt. Men han blev senere likvideret i sin butik, fordi man troede, at han var stikkeren.
• Og det var en stikkerlikvidering uden grund, har man efterfølgende fundet ud af.

 

 

www.dengang.dk indeholder 1.514 artikler heraf er 303 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter)