Forbindelser Til Danmark
Dette handler bl.a. om Lægen Rascher, der troede at han kunne få en doktorgrad. Men det slutter helt bizart. Han fik en god forbindelse til Himmler. Rascher var skruppelløs. Alt for mange døde. Forsøg med forfrysninger. Thalbizer ville ikke samarbejde. Derfor blev Himmler rasende. Men det var ingen grundt til at skride ind over for den københavnske professor. Emil Petersen foreslog Vasodil. Endnu engang mange døde i forsøg. Endelig var et universitet interesseret. Et spædbarn forsvandt og det ændrede på alt. Pludselig viste det sig at Raschers børn ikke var deres egne. Himmler følte sig narret og til grin. Barnepigens lig blev fundet. Himmler gjorde kort proces. 23 læger anklaget i Nürnberg. Amerikanerne kunne bruge nogle af dem. 23 danske læger blev udsat for clearingsmord. Tysk læge myrdet i Padborg. Læger fra Mindretallet fik milde straffe. Værnet slap for straf. Emil Petersen fik mild straf. Hvad lavede hans J. Bissing. De danske myndigheder interesserede sig ikke for, om danskere havde lavet krigsforbrydelser uden for Danmark.
En god forbindelse til Himmler
Den 26. april 1945 blev den 36 – årige læge Sigmund Rascher dræbt med et nakkeskud i celle 73 i KZ – lejren Dachau. Det var blot tre dage før amerikanernes ankomst. Gennem årene havde lægen haft tætte bånd til Heinrich Himmler.
Racher bestod i 1936 den medicinske embedseksamen i München. Fra 1936 til 1938 beskæftigede han sig med kræftforskning hos professor Trumpp ved Patologisk Institut i München. Allerede i 1933 havde han indmeldt sig i NSDAP og 3 år efter i SA. Men han forlod denne organisation i 1939 til fordel for Himmlers SS. Og så blev han tilknyttet denne organisations af deling for ”Ahnenerbe”.
Formålet med dette var at udforske ”germansk” ånd og kultur. Gennem hans kone, Karoline blev han præsenteret for en gammel bekendt Heinrich Himmler. Denne var interesseret i Raschers kræftforskning.
I begyndelsen brugte man aber
Og nu fortsatte han forskningen derhjemme. Men det kom lidt bag på ham, at han blev indkaldt til Luftwaffe. Dette efterlod ikke så meget tid til egen forskning.
I foråret 1941 blev Rascher sendt på kursus Lauftgaukommando 7 i München. Kurset handlede om påvirkningen af den menneskelige fysik ved flyvning i stor højde. Luftwaffe var på den tid ved at udvikle en ny type jagerfly, der skulle operere i 18.000 meter, og dermed være de engelske jagerfly overlegne.
Rascher var skruppelløs – 70 – 80 døde
Der var vigtigt at vide, hvorledes piloternes fysik blev påvirket i denne højde. Under Dr. Siegfried Ruffs ledelse skulle piloternes udholdenhed undersøges i et undertrykskammer. Man havde vanskeligheder ved at få frivillige til forsøgene. Derfor brugte man aber.
Men Rascher havde en løsning på problemet. I midten af maj 1941 foreslog han Himmler at stille to –tre fangere fra KZ – lejre til rådighed. Men man aftalte at fremtidige forsøg skulle foregå i Dachau. Forsøgene skulle foregå sammen med lægerne Romberg, Weltz og Ruff.
Et mobilt undertrykskammer fra Berlin blev flyttet til Dachau og forsøgene begyndte den 22. januar 1942. En senere fange og medhjælper ved forsøgene berettede efter krigen, at 180 – 200 fangere deltog i forsøgene, hvoraf 70 – 80 døde. Han mente, at det alene var Rascher, der var skyld i dødsfaldene. Han betegnede denne som skruppelløst.
Romberg forsøgte, at forhindre dødsfaldene, men Rascher fortsatte sine dødbringende eksperimenter om natten, eller når Romberg ikke var til stede. Højdeforsøgene fortsatte til midten af maj 1942, hvor det til trods for Raschers modstand, lykkedes for Ruff og Rosenberg at fjerne undertrykskammeret fra Dachau.
Forsøg mod forfrysninger
Rascher blev dog ikke arbejdsløs. Luftwaffe ønskede en ny type forsøg, nemlig nedkølingsforsøg. Mange nedskudte men reddede tyske piloter døde af forfrysninger, de havde pådraget sig efter ophold i det åbne hav.
I juni 1942 gav Himmler Rascher til opgave at forberede eksperimenter med nedkøling i Dachau. Himmler gjorde sine egne besynderlige tanker i hvilken retning disse forsøg skulle bevæge sig i. Rascher skulle indhente oplysninger om, hvorledes lokale fiskekoner ved Nordsøen tog sig af deres skibbrudne mænd. Det var også oplagt at undersøge, hvorledes folk i arktiske egne behandlede forfrosne og nedkølede mennesker.
Thalbitzer ville ikke samarbejde
For at få svar på disse spørgsmål rettede Himmler og SS øjnene mod Danmark og filologen og eskimologen William Thalbitzer.
Denne havde siden 1926 været professor i eskimoisk sprog og kultur ved Københavns Universitet. Han havde været med i en række videnskabelige værker om eskimoisk sprog og kultur.
Om nogen var det ham, der kunne svare på, hvad eskimoer gjorde for at redde forfrosne folk fra at dø af kulde. Det var ”Ahnenerbes kurarator og rektor for universitetet i München Walter Würst, der foreslog Himmler, at involvere den danske polarforsker i de forestående forsøg i Dachau.
Den 2. august rejste Rascher til København for at tale med Thalbitzer og et par andre danske forskere. Tre dage efter var han atter tilbage. Samtalen med den danske forsker faldt ikke så heldigt ud.
Fra lægen ved det tyske gesandtskab fik Rascher efterfølgende at vide, at Thalbitzer var ærkekommunist, mens den danske læge og SS-mand Emil Petersen som Rascher mødte på sin tilbagerejse til Berlin kunne oplyse, at Thalbitzer var ”Heljøde”.
`Åbenbart er samtalerne kun ført gennem telefonen. Mere held havde Rascher tilsyneladende med lægen Helge Eltorm fra Amtssygehuset i Gentofte og lederen af den danske radiumstation, overlæge Jens Nielsen. Hvad disse læger har fortalt vides ikke. Men Thalbitzer viste ikke den store vilje til at samarbejde.
Himmler blev rasende
Og dette gjorde Himmler rasende. Han ville lade den genstridige professor arrestere og overføre til Dachau, hvor han passende kunne tvinges til at stille sin viden til rådighed for Raschers arbejde.
Det var så op til Paul Kanstein og resten af staben i København til at fremstille anklagerne mod Thalbitzer. Her skulle man også finde det rette tidspunkt til hans anholdelse. I København var man godt klar over, at en tysk anholdelse af en kendt dansk videnskabsmand og efterfølgende deportation kunne få alvorlige konsekvenser for det dansk – tyske samarbejde. Og det var lige efter telegramkrisen.
En tysk kriminalassistent blev bedt om at forske i Thalbitzers slægt. Og her fandt han ud af at han ikke var af jødisk slægt. Det var nu ikke den dybdeborende efterforskning. Det var opslag i et to trykte og let tilgængelige genealogiske værker om Thalbitzerslægten. Det var alt, hvad der blev til. Men det tog alligevel tre måneder at komme frem til resultatet.
Ingen grundt til at skride ind over for Thalbizer
Syd fra blev det rykket for svar. Og det kunne Kanstein nu give. Han fastslog også, at han ikke havde fundet dokumentation for Thalbitzers antityske holdning. Han kunne heller ikke finde dokumentation for, at Raschers og Thalbitzer havde talt sammen.
Ud fra disse omstændigheder fandt Kanstein og Werner Best det umuligt at skride ind. Samme holdning nåede Himmler også til- til at held for Thalbitzer.
Emil Petersen foreslog Vasodil
Den danske læge, Emil Petersen arbejdede i et KZ – lazaret i Wien. Denne havde foreslået Rascher at komme til København en måneds tid senere. Så ville han skaffe Rascher nogle gode kontakter. Han gjorde opmærksom på en artikel i ”Ugeskrift for Læger”, hvor den danske læge Harry Heidemann fremlagde sine forsøgsresultater med et nyt danskproduceret lægemiddel, Vasodil produceret af Løvens Kemiske Fabrikker.
Nu havde Løvens Kemiske Fabrikker overhovedet ingen kendskab til, at deres produkt skulle indgå i forsøg i tyske KZ – lejre. Pillerne udgik fra markedet i juli 1962.
Disse piller kunne udvide blodkar ledsaget af en moderat sænkning af blodtrykket. Blodgennemstrømningen blev øget hvad det lokalt kunne modvirke eksempelvis forfrysninger. Heidermann havde testet Vasodil hos 25 – 30 patienter med bl.a. forfrysninger og opnået gode resultater.
Rascher kom ikke til København, anden gang
Rascher ville gerne til København for at tale med Heidermann og have en masse Vasodil med hjem. Men trods en masse henvendelser så fik han ikke lov. Hans forhold til Luftwaffe var ikke de bedste efter de undersøgelser, som han havde gennemført. Han blev efterhånden mødt med masser af mistro. Rascher forsøgte nu med Himmlers navn at komme til København. Men heller ikke dette lykkedes.
Til et kursus i Nürnberg mødte Rscher igen Emil Petersen. Med Raschers hjælp var han nu blevet tilknyttet SS – Sanitetsamt i Berlin.
10 pk. Vasodil blev sendt til Rascher
Der blev nu skrevet til Germanische Leitstelle i København, at de skulle fremskaffe 10 pk. Vasodil samt artiklen fra ”Ugeskrift for læger”. Endelig den 24. december 1942 blev 10 pk. Vasodil sendt til Rascher. Og et eksemplar af Ugeskrift for læger ville blive sendt lige så snart man havde fået fat i et eksemplar.
Leder af Germanische Leitstelle lånte et eksemplar fra DNSAP-medlem og overlæge ved Usserød Sygehus, Charles E. Hindborg. Det er sikkert også denne, der senere oversatte artiklen til Rascher.
80 – 90 døde i kuldeforsøg
I løbet af vinteren 1942/1943 havde Rascher påbegyndt en ny type nedkølingsforsøg. Ved disse forsøg blev forsøgspersonerne tvunget til at opholde sig nøgne udendørs i timevis, indtil deres kropstemperatur var faldet drastisk.
- februar 1943 berettede Rascher om de foreløbig resultater af forsøgene til Himmler. 30 fanger havde opholdt sig i kulden i mellem 9 og 14 timer, indtil kropstemperatur var faldet til 27 – 29 grader. Herefter kom fangerne i et varmt bad. Metoden virkede ifølge Rascher særdeles lovende. Der skulle foretages 100 forsøg for at forsøgene kunne anerkendes. Nedkølingsforsøgene fortsatte til maj 1943.
Endelig var et universitet interesseret
Forsøgene med Vasodil skulle være gennemført i vinteren 1944. Men de blev de dog ikke. I alt blev der gennemført 400 forsøg. Mellem 80 og 90 døde under forsøgene. Rascher havde håbet på at erhverve sig en doktorgrad, der var en forudsætning for at kunne gøre karriere i den tyske universitetsverden. Derfor havde han alene fortsat forsøgene.
Endelig var der nogle, der reagerede og det var universitetet i Strassbourg. Noget doktorforsvar fik Rascher dog aldrig lov til at holde. Et par bizarre hændelser i foråret 1944 satte en stopper for Raschers karrieredrømme.
Et spædbarn forsvandt
Den 22. marts blev et spædbarn bortført i München. Et vidne, der havde set en kvinde og en mand forsvinde med det lille barn, gav politiet en detaljeret beskrivelse af bortførerne. Nogle dages efterforskning førte politiet på sporet af Karoline og Sigmund Rascher. Da politiet dukkede op på parrets bopæl i Trogerstrasse, var Karoline Rascher ikke hjemme. Men manden åbnede for betjentene. Han nægtede at oplyse om, hvor konen befandt sig.
Ingen af Raschers børn var deres egne
Men han kom på andre tanker efter et forhør. En fuldstændig forrykt historie så nu dagens lys. Der kom frem at ingen af ægteparret Raschers tre børn var deres egne. De var alle tilkommet ægteparret på ulovlig vis, som det fjerde barn som ægteparret havde forsøgt, at bortføre.
Himmler, der ved Karoline Raschers tre forudgående ”fødsler” havde sendt lykønskninger og gaver var rasende. Ægteparret havde i flere år hold SS – rigsføreren for nar. Og sagen var langt fra slut.
Lig af barnepige blev fundet
I april 1944 fandt politiet liget af familien Raschers tjenestepige, Julie Muschler, som havde været forsvundet siden december 1943. Meget tyder på, at hun kendte til sandheden om børnene, hvorfor ægteparret Rascher fik hende ryddet af vejen.
I midten af maj 1944 blev Karoline Rascher fængslet i München og senere – efter et overfald på en fangevogter – i november 1944 overført til koncentrationslejren Ravensbrück.
Himmler ønskede kort proces
Sigmund Rascher lod Himmler indespærre på kasernen Freimann i München uden mulighed for at arbejde. Han ønskede at blive sendt til fronten, hvor lægemanglen var stor. Men hans bøn vakte ikke gehør.
Himmler ønskede ikke at gennemføre en retssag mod ægteparret Rascher. Karoline Rascher skulle forblive i Ravensbruck. Men Sigmund Rascher blev overført til Buchenwald den 3. april 1945 sammen med andre særlige fanger. Herfra blev han evakueret. Den 26. april gjorde Hauptscharführer Bongartz ende på SS-lægens liv med et nakkeskud.
Hustruen, Karoline var allerede blevet hængt i Ravensbrück.
23 læger og medarbejdere under anklage
Ved den amerikanske domstol blev der rejst sag mod 23 læger og deres medarbejdere. Sagen begyndte den 9. december 1946. Nogle blev dømt til døden, andre fik langvarige straffe. Andre blev hurtig løsladt og fortsatte deres lægegerning. Andre igen blev overtaget af det amerikanske luftvåben.
En anden var gået under jorden. Efter 1945 blev han rådgiver for opbygningen af Luftwaffe og slap helt uden straf. Lykkelig uvidende om sin mulige skæbne arbejdede William Thalbitzer videre i København frem til sin død i 1958.
21 danske læger udsat for clearingsmord
De danske læger ydede en stor indsats under besættelsen, både i modstandsbevægelsen med at skjule og redde jøder. De betalte også en høj pris. 21 læger blev henrettet eller dræbt af nazisterne ved clearingsmord.
Læger fra mindretallet fik milde straffe
Et lille antal blev imidlertid nazihjælpere. Det drejede sig om lidt over 100 læger, hvoraf en stor del kom fra Sønderjylland. En mindre andel af disse fik efter krigen taget deres sager op af domstolene og lægernes eget retsvæsen. Nogle blev frakendt retten til at praktisere.
Tysk læge fundet med ”hul i nakken” i Padborg
Under efterforskningen til min bog, fandt vi ud af, at en læge tilknyttet udelejren Ladelund havde fået ”hul i nakken” mens han sad på politistationen i Padborg. Vi fandt frem til lægens søn, der bekræftede dette, men dog ikke ville udtale sig yderligere. Den tyske læge var blevet indsat i arresten i Padborg på englændernes foranledning.
Værnet – slap for straf
Den danske læge Carl Værnet deltog som vi allerede har omtalt i en artikel i medicinske forsøg på homoseksuelle i KZ – lejren Buchenwald. Han slap for straf og emigrede til Argentina.
Emil Petersen fik en mild straf
Emil Petersen, som vi allerede har omtalt havde været reservelæge i Usserød. Han lod sig i 1942 hverve til Waffen SS som militærlæge. Efter krigen fik han en mindre straf. Det kom nemlig aldrig rigtig frem, hvad han havde lavet. Her som i andre sager var danske myndigheder ikke interesseret i at vide, hvilke forbrydelser, der var blevet begået uden for landets grænser. Man stolede under retssagerne stort set på de danske lægers hvidvaskning af sig selv.
Der skulle gå 50 år, før sandheden om Emil Petersens gerninger kom frem i lyset, og det skete, da dokumentar fra tyske arkiver dukkede op. De vidste, at Emil Petersen havde fungeret som læge ved et SS-lazaret i Krakov i Polen. På dette lazaret blev der udført nazistiske forsøg med jøder, der kom fra en nærliggende KZ – lejr ved navn Pustkow og fra den jødiske ghetto i Krakow, hvorfra folk blev sendt i døden i Auschwitz.
I 1947 ville dansk politi gerne afhøre Emil Petersen, om han havde deltaget i Raschers koldvandsforsøg. Men på det tidspunkt var han rejst til Brasilien. Han vendte dog hjem i 1950 men da havde de danske myndigheder mistet interessen.
Hvad lavede Hans J. Bissing?
Vi kan også tage sagen om Hans J. Bissing, der var læge ved den danske hær. I 1940 meldte han sig ind i DNSAP. Fra 1942 gjorde han tjeneste ved Østfronten hos Waffen SS. Efter krigen var han også gennem en retssag, hvor man undlod at spørge ham om, hvad han havde lavet ved Østfronten. Men nu ved man mere.
Senere arbejdede Bissing for det nazistiske projekt Lebensborn, der skulle øge børnetallet og sikre racebiologiske værdifulde børn og mødre. I Norge blev der f.eks. oprettet et Lebensborn-hjem, hvor 8.000 børn blev født. I projektet indgik også, at man kidnappede børn, der blev undersøgt, for at fastslå om de var ariske.
Børn, der ikke blev godkendt som ariske, blev sendt i døden. Dette har Bissing sikkert været vidne om. Og om han deltog aktivt i dette ved vi ikke. Bissing fik alene sin straf på fire års fængsel for at have meldt sig til Waffen SS. Hans ugerninger blev aldrig undersøgt. I 1948 generhvervede han lægeautorationen og medlemskab af Lægeforeningen. Fra 1950 praktiserede han som læge.
Vi har allere nævnt, at blandt det tyske mindretal i Sønderjylland var der mange læger, der var med i nazistisk medløberi. De fleste fik milde straffe ved danske domstole, og hovedparten kunne generhverve deres autorisation i løbet af 1947 – 48.
Forsvaret afskedigede efter krigen fem læger, der havde været i nazistisk lægetjeneste eller havde udvist unational optræden.
Jens Nielsens samarbejde med tyske læger
Der var lige sagen mod overlæge Jens Nielsen, der skulle have udtrykt pronazistiske og antisemitiske ytringer under besættelsen. Sagen førte til en splittelse af Lægeforeningens udvalg, fordi man i sidste ende ikke kunne blive enige om han skulle ekskluderes. Men i sidste ende blev han frikendt. Så kunne han genindtræde i sin stilling på Radiumstationen. Men på de københavnske hospitaler opstod der proteststrejker.
Så blev sagen taget op igen af en ekstra ordinær undersøgelseskommission, men Jens Nielsen blev atter frikendt. Først i 2010 viste tyske arkiver, at Jens Nielsens samarbejde med tyske læger muligvis havde været meget problematisk, end hvad der kommet frem. Således havde Jens Nielsen som vi tidligere har nævnt haft samtaler med Sigmund Rascher.
På grund af de danske myndigheders manglende interesse for danskernes deltagelse i nazistiske grusomheder lagde man op til en senere tids historieopfattelse, der ikke svarede til virkeligheden.
Kilde:
- tidsskrift.dk (Lars Schreiber Petersen)
- John T- Lauridsen: Dansk Nazisme 1940 – 45 og derefter
- Andreas C. Johansen: Danske læger under nazismen
- Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
- Artikler fra www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 290 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter herunder:
- Læge under og efter Besættelsen
- Dansk Vaccine i Buchenwald
- Værnet – lægen man lod flygte
- Josef Mengele – dødens engel
- Jagten på det perfekte menneske
- Bag KZ – lejrens pigtråd
- KZ udelejr Husum-Schwesing (Svesing)
- Holocaust – aldrig mere
- KZ – lejr Ladelund og mange flere