Hvad skete der egentlig lige efter 1864?

Ejder-politikken led en krank skæbne. Danmark forpassede muligheden ved fredsforhandlingerne. Preussen rettede sig ikke efter §5. En klar skillelinje mellem dansk og tysk. Upopulær dansk indsats. Tomme løfter fra Preussens side. De dansksindede nægtede at aflægge ed. Rigsfjenderne. Smart valgdemokrati. Hindringer for dansk livsudfoldelse.

 

Ejder-politikken led en krank skæbne

Måske var det relevant lige at beskæftige sig med, hvad der skete I Nord- og Sydslesvig lige efter nederlaget 1864. Der er kommet ting frem her op til Genforeningens/Grænsedragnings/Forenings – jubilæet, som måske ikke helt passer med sandheden.

Det danske rige blev reduceret fra at være et stat af en vis, om end begrænset betydning til en småstat uden vægt i det internationale samfund.

Krigen var i snævrere forstand en følge af den såkaldte November – forfatning, der have til formål at knytte Slesvig nærmere til Danmark. Det var et led i den såkaldte Ejder-politik.

 

Danmark forpassede muligheden

Da krigen endte, var det en almindelig opfattelse, at en deling af Slesvig efter en nationalitetsgrænse, måtte være Danmarks mål. På tragisk vis var mulighederne for at opnå en national grænse under forhandlingerne i London i forsommeren 1864 blevet forpasset.

Freden i Wien den 30. oktober 1864 var et diktat fra de sejrende magter, Østrig og Preussen. Men Slesvigs og Holstens stilling var dermed ikke afklaret. Årene 1866 – 1866 var et interregnum. I 1866 kom der til krig mellem Preussen og Østrig om magten i det tyske forbund.

 

Preussen rettede sig ikke efter §5

Preussen vandt krigen. Foruden Slesvig og Holsten blev også Hannover samt Hessen-Kassel og fristaden Frankfurt indlemmet i Preussen, der nu blev den absolut dominerende magt i det nyoprettede ”Nordtyske Forbund”.

Freden blev i 1866 sluttet i Prag. Der blev her på foranledning af den franske kejser Napoleon, indføjet bestemmelser om, at indbyggerne i de nordlige distrikter af Slesvig ved en folkeafstemning skulle få lejlighed til at afgøre, om den ville tilbage til Danmark. Det var den berømte §5, som kom til at spille en så dominerende rolle i sønderjydernes diskussioner om den rette politiske kampmåde.

Trods denne løfteparagraf blev Slesvig og Holsten uden videre som ”Provinsen Slesvig – Holsten” Indlemmet i Preussen, og dermed i ”Det Nordtyske forbund”.

 

En klar skillelinje allerede i 1867

Det nyoprettede forbund havde en mere liberal holdning end det meget konservative Preussen. Man fik en liberal grundlov med en politisk repræsentation, en forbundsdag, valgt med almindelig valgret af mænd over 30 år.

Valget skete i enkeltmandskredse med en mulighed for omvalg, hvis en af kandidaterne ikke havde fået absolut flertal.

Det første forbundsvalg blev holdt i februar 1867. De dansksindede blev enige om, trods alt, at deltage i valget, fordi det kunne få betydning som en slags generalprøve på den forestående folkeafstemning.

Valget viste til en almindelig overraskelse en klar delingslinje mellem den tysksindede og den dansksindede del af Slesvig. Linjen gik syd om Flensborg og nord om Tønder. Man havde en klar skillelinje for det man kaldte Nordslesvig.

 

Upopulær dansk indsats

I årene 1850 – 1864 var det gjort en stor indsats i den sydlige del af Slesvig for at vinde befolkningen for Danmark. I 41 sogne, hvor det danske sprog ikke var helt forsvundet, havde skolesproget i disse år været dansk med 4 timers ugentlig undervisning i tysk.

Mange præster fra Danmark havde virket i disse sogne, hvor både tysk og dansk sprog var ligestillet i kirkerne.

Men disse sprogreskripter dikteret af den danske stat var yderst upopulære. Den gamle ordning med tysk skole – og kirkesprog blev straks genindført efter 1864. De danske embedsmænd blev forjaget. I de nordslesvigske købstæder blev tysk skolesprog igen indført, men på landet blev dansk kirke- og skolesprog bibeholdt.

I Nordslesvig kom mange af de tyske præster, lærere og embedsmænd tilbage, som man havde forjaget i 1850erne.

 

Tomme løfter fra Preussernes side

Der blev lovet meget fra preussernes side men institutionerne i Hertugdømmerne skulle tilpasses det øvrige Preussen. Og de nye indbyggere skulle hurtigst muligt gøres til preussere. Ethvert bånd til Danmark skulle hurtigt overskæres.

Hurtigt blev det gjort klart, at bestræbelser mod at bevare det danske sprog eller sindelag stred mod den preussiske stats interesser. Kun det tyske sprog og tankegang havde ret til at udfolde sig.

 

Man tålte ingen fremmednationale folk inden for rigsgrænsen

Bismarck havde engang udtalt sig, at det tyske rige ikke måtte tåle nogen fremmednationale folk inden for rigsgrænserne. Man anerkendte ingen moralsk ret for de danske til at bevare deres nedarvede kultur, men de borgerlige frihedsrettigheder, hvor de begrænsede de end var, at man fik borgere af første og anden klasse. De danske fik straks at føle, hvor de hørte til.

 

Man nægtede at aflægge ed

I 1867 forlangte de nye myndigheder, at alle i offentlig tjeneste skulle aflægge ed til kongen af Preussen. Der blev bland de dansksindede i Nordslesvig oparbejdet en stemning mod at aflægge eden. To dansksindede medlemmer af den preussiske landdag nægtede at aflægge eden til den preussiske landdag. Men omkring 1888 fik edsaflæggelsen overvægt.

Pressefrihed var garanteret af forfatningen. Og denne lov blev lempet i 1874. Men regeringen forventede, at embedsmændene bekæmpede statens modstandere. Efter at Bismarck havde sluttet fred med katolikkerne, følte mange at det borgerlige samfund nu blev truet af socialdemokraterne. Fra 1878 til 1890 blev disse underkastet en særlov.

 

Rigsfjenderne

Kejser Wilhelm kaldte dem ”Die Vaterlosen Gesllen”. De blev opfattet som ”rigsfjender”. Til denne kategori høre også de nationale mindretal og heriblandt efter 1871 også de dansksindede.

Efter Tysklands sejr over Frankrig i 1870-71 blev ”Det Nordtyske Forbund” til ”Det Tyske Rige”.

 

Smart Valggeometri

For at forhindre dansk flertal i Nordslesvig blev der bedrevet ”Valggeometri”. Haderslev og Sønderborg Amter dannede en kreds, selv om de slet ikke hang sammen. Aabenraa Amt blev lagt sammen med Flensborg Amt. Det betød, at de dansksindede sagtens kunne hævde sig i første kreds, men ikke i anden kreds.

Almindeligvis var en provins delt i flere regerings-distrikter. Men det gjaldt ikke for Slesvig-Holsten. Her var kun et regeringsdistrikt med en regeringspræsident i spidsen. Hos denne lå tyngdepunktet i den lokale selvforvaltning.

I 1889 blev treklassevalgretten indført for amternes vedkommende. Så kunne man med valggeometri forhindre danskernes opnåede flertal i amtsrådene.

I 1889 kunne kun folk med et tysk sindelag vælges som amtsforstander. De skulle alle godkendes af overpræsidenten.

Samme år blev skolen yderligere fortysket. Dette varede helt til 1914.

 

Hindringer for dansk livsudfoldelse

Embedsmænd og dommere søgte at lægge hindringer i vejen for den danske livsudfoldelse.

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk
• Sønderjyske Årsskrifter (div. Udgaver)
• Troels Fink: Båndene bandt – Forbindelsen over Kongeåen 1864-1914 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk finder du 1.420 artikler.
• Vi har på vores hjemmeside en masse artikler, der belyser tiden frem til den såkaldte ”Genforening”, samt tiden inden.
• Vi har en oversigt over Genforening/Grænsedragnings – artikler
• Vi har en oversigt over 1864 – artikler