Nolde og Nazismen

Tusinder af danskere valfarter til Nolde-museet. En ny farve blander sig. Et nyt digert værk afslører nyt. Allerede kritik af Nolde i 1947. Fra umerkel vil ikke længere have Nolde. Han var overbevist nazist fra start til slut. Det københavnske kunstnerliv foragtede ham. Statens Museum for Kunst sagde nej. Nolde ville ikke stemme i 1920. Hans identitet var vestslesvigsk. Han var Himmlers æresgæst. Der tog Bonnichsen fejl. En hadeudstilling. Han har aldrig fået malerforbud. Han havde mange antisemitiske udtalelser. Så prøvede han at pynte på sit liv. Han satte sig selv i scene som offer. Forskere mener, at Nolde-museet bevidst holdt dem tilbage. Kunst bliver lavet af mennesker. Han var en stor kunstner, men et svagt menneske.

Tusinder valfarter til stedet

Nolde-museet i Seebüll syd for den dansk-tyske grænse ved Rudbøl modtager hvert år tusindvis af besøgende fra Danmark. Gæsterne falder for den mystiske og stærkt personlige dimension som Emil Nolde tilførte den tyske ekspressionisme.

Og så var Emil Hansen endda fra Nolde i nærheden af Bylderup Bov. Mon ikke han er sognets mest kendte person?

En ny farve blander sig

Valmurerne er varmere, himlen mere blå, græsset gennemført grønnere og naturen i det hele taget lidt vildere hos den berømte maler, der boede det meste af sit liv herude i marsken. Men nu er en ny farve begyndt at dukke op, når talen falder på Emil Noldes billeder i de tyske medier – og det er farven brun. Brun som nazisme. Brun som jødehader.

Det har altid været tvivl om Noldes holdning til nazismen. I flere af hans bøger er dette nedtonet – set i bakspejlet måske bevidst. Statens Museum for Kunst forbereder i 2021 en stor udstilling med hans værker.

Et nyt digert værk afslører nyt

Da han kom på Hitlers sorte liste, mente de fleste, at han så nok ikke kunne være en fanatisk nazist, selv om han ikke skjulte, at han foragtede jøder.

Men et digert dobbeltbinds – værk afslører, at han sympatiserede med nazisterne til det sidste Det er første gang, at kunsthistoriker med fuld opbakning fra Nolde-stiftelsens hovedsæde i Seebüll har haft mulighed for at belyse emnet ud fra Noldes omfattende dødsbo og hidtil ukendte kilder.

Allerede kritik i 1947

Allerede i 1947 udtalte kunstkritikeren Adolf Behne på Noldes 80 års fødselsdag, at maleren var ”degenereret, degenereret”. I mange år gik Nolde – stiftelsen forsigtig med dørene, når det gjaldt en fuldstændig afdækning af Noldes sympati for nazismen. Den nuværende direktør af Nolde-museet, Christian Ring udtaler:

• Vi er fra Nolde-stiftelsens side blot med til at lægge forskningen frem. Så må hver især drage sine egne konklusioner.
•  

De nye toner fra Seebüll kommer efter, at hidtil ukendt dokument er dukket op i Schweitz. I et seks siders langt maskinskrevet memorandum bekender Nolde en glødende sympati over for ”Fører, Folk og Fædreland”.

Papirerne er dateret den 6. december 1938 – altså blot en måned efter Krystalnatten, hvor nazisterne smadrede over 7.500 jødiske forretninger og satte omkring 200 synagoger over hele Tyskland i brand. Masser af jøder blev pryglet ihjel og 26.000 fængslet.

Disse hændelser ser ikke ud til, at have gjort det største indtryk hos Nolde.

Frau Merkel vil ikke have Nolde mere

Men nu har Angela Merkel bebudet, at de to malerier hun havde af Nolde ikke kommer tilbage. Hun var ellers en stor tilhænger af hans kunst. Nu kan hendes beslutning være ganske uskyldig, men beslutningen kan også skyldes, at ny forskning har afsløret at hans forhold til nazismen er stærkt belastende.

Og kan Frau Merkel have billeder hængende af en kunstner, som delte ideologi og verdensanskuelse med nogen af det 20. århundredes værste forbrydere?

• Emil Nolde var antisemit, racist og en overbevist nationalsocialist

Ja sådan udtalte direktør Felix Krämer til radiostationen Deutschlandfunk, og det vil forbundskansleren åbenbart ikke lade sidde på sig.

Kunsthistorikeren Felix Krämer havde sat spørgsmålstegn ved, om det var passende for en tysk kansler, at have billeder af sådan en ”engageret nazist”. I kanslerværelset. Det er nye toner om en maler, der selv kaldte sig systemkritisk maler.

New York Times skriver, Emil Noldes liv generelt er blevet hvidvasket. Hans forhold til nazismen forekom mere uskyldig end den egentlig var.

Overbevist nazist fra starten

Ny forskning af Noldes privatliv har overrasket forskerne. Han var fanatisk nazist og jødehader. Efter krigen har han formodet at nedspille sin rolle og erklæret sig som offer. Men fra starten var han overbevist nazist.

Et tysk forskningsprojekt kaster nu et klarere lys over Nolde og hans samtid.

Nolde begyndte med at fantaser, Eventyrlige væsener, groteske skikkelser, lys og mørke, fik krop og skulle ud. Barndommens religiøse fortællinger blandede sig med selvskabte mytologier.

Det københavnske kunstnerliv foragtede ham

Hans møde med det københavnske kunstnerliv omkring år 1900 var alt andet end hjerteligt. Han følte sig udenfor og ignoreret. Og det selv om han møder begavede malere som J.F. Willumsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og Wilhelm Hammershøj.

I stedet tager han til Hundested for at se sit elskede klithav og her slog lynet ned. Hun hedder Adda Vilstrup, er skuespiller og at jysk bispeslægt.

Statens Museum for Kunst sagde ”nej tak”

Ja egentlig blev hans kunst nedgjort i hovedstaden som ”Tyskerkunst”. Dette forhold medførte, at Statens Museum for Kunst omkring 1920 ikke ønskede at modtage de værker af Nolde, kunstneren havde tiltænkt museet som gave.

En uoverensstemmelse tilbage i 1910 bliver forvandlet til et tudligt og ensomt opgør med jøderne i kunstverdenen, der, ifølge Nolde selv, var:

• En kamp mod en stor overmagt, som bragte mig årtiers materiel nød og ulempe.

Nolde ville ikke stemme i 1920

Som vi tidligere har skrevet så slog Nolde sig i 1916 ned i Utenwarf. Han blandede sig i den grad i debatten om afvandingen af Tøndermarsken.

Efter lange overvejelser bestemte han sig for ikke at stemme i 1920, fordi han følte sig som tysker, men ikke ville stemme imod sin danske kones fædreland. Efter den nye grænsedragning tog han bevidst mod det danske statsborgerskab og blev medlem af det tyske mindretal.

Hans identittet var vestslesvigsk

Han lagde dog ikke skjul på, at hans sympatier lå på den tysknationale-højrefløj. Men faktisk beholdt Nolde sit danske pas resten af livet. Nolde følte sig dog hverken som nord- eller sydslesviger og heller ikke som friser. Hans identitet var vestslesvigsk. Derfor opfattede han 1920-grænsen som ligegyldig.

Set fra Seebüll, hvor han slog sig ned i 1927 med dansk pas og medlem af det tyske mindretal nord for grænsen virkede absurd.

Nolde hørte til impressionismens farveglæde. Og egentlig holdt disse fast i de særlige germanske værdier. De omfatter dyder som særligt mådehold og måske endda en medfødt overlegenhed, som filosoffen udtrykker det i sin nihilistiske ”Übermench-teori”. Hele tankegangen var dog temmelig tåget og ret konservativ.

Himmlers æresgæst

Om sommeren 1930 besøger Nolde øen Sild, hvor han bliver venner med det jødiske ægtepar Turgel.

I 1931 var han blevet en anerkendt og velstående kunstner, og blevet optaget i Det Preussiske Kunstakademi. Men foran ventede afgrunden.

Samme år er Nolde, Himmlers æresgæst i markering af Hitler’ s ti årsdag.

I selvbiografien ”Das eigene Leben fra 1931 forklarede han sit brud med den jødiske kunstner Max Wittner således:

• Raceforskellene kan have været en forskel til bruddet. Min kunst og dens stærke udtryksform var ham fremmed. Sydens mennesker fatter kun vanskeligt det skumrende og fantastiske ved Nordens kunst

En fantastisk rejsning af det tyske folk

11 uger efter Hitlers terrorvalg den 27. april 1933 skriver Nolde til den norske kunstkritikker Henrik Grevenor:

• I denne politisk urolige vinter er der sket så meget, som hele tiden har optaget én, fordi vi oplever den stærkt gennemførte og fantastiske rejsning af det tyske folk.

”De har vand i hovedet”

Ved flere lejligheder udtalte han sig stærkt antisemitisk. Han mente også, at Hitler var i gang med at oprette en idealstat.

Ikke Kun jøderne, men også englænderne nærede han dyb foragt for. Som bondefødt så han hæmningsløst ned på storbyens mennesker, om hvem han sagde:

• De har vand i hovedet og lever skamløst som hunde

I et brev fra 1933 fremhæver ægteparret Hitler og hans højre hånd, Hermann Görring som ”mænd, der sætter livet ind, når det gælder”. Nazismens overtagelse betragtede parret som:

• Det tyske folks så stærkt gennemførte og smukke genoprejsning

Men når han var i Berlin, gik han aften efter aften på kabaret. Dette var noget som nazisterne afskyede. Han var meget imod den jødiske indflydelse. Han skrev:

• Når jeg ser mit liv og så længe, jag har været kunstner, åbent har kæmpet mod den fremmede indflydelse på tysk kunst mod den urene kunsthandel og mod den jødiske overmagt inden for snart sagt alle kunstneriske områder-så må der foreligge en misforståelse.

I kunsten var der ingen forherligelse af den tyske race

For selv om Nolde tydeligvis følte sig som en meget tysk kunstner, så finder man ikke i hans værker den forherligelse af ”den tyske race”, man kunne forvente.

Han lod et hagekors hænge ved sit hjem i Seebüll. Allerede i 1934 blev han medlem af nazistpartiet. Og det første var NSAN. Året efter bliver han medlem af NSDAP – N

Der tog Bonnichsen hvis fejl

I 2009 skrev hans Jørgen Bonnichsen i bladet Grænsen, at medlemskab i denne forening nok for Nolde var at melde sig ind i den lokale borgerforening. Dette medlemskab har nok spillet en større rolle for os, end det har for Nolde, skrev den tidligere efterretningschef. Men vi er nok alle blevet klogere.

Nolde: En uholdbar situation

I mellemkrigstidens nazistiske rejsning blandt det tyske mindretal i Nordslesvig var et medlemskab normen. Der blev i mange tilfælde set skævt til hjemmetyskerne, der ikke bakkede op om de nye nationale toner i riget.

I hans bog ”Jahre der Kämpfe skrev han også:

• Gennem deres ulykkelige bosættelse i det ariske folks byer og gennem deres stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er det gensidigt opstået en uholdbar tilstand.

Hitler kunne ikke lide hans kunst

Det var også i dette år at kunstnerne skulle underskrive en loyalitetserklæring til Hitler, forfattet af Goebbels. Men tre år efter fjernes tusind af hans værker fra offentlige steder. 47 af dem kommer med på udstillingen ”Entlartete Kunst.

Han havde håbet, at blive udnævnt til officiel statskunstner af nationalsocialisterne. Men han blev skuffet for Adolf Hitler kunne ikke lide hans malerier og kaldte ham:

• Det svin Nolde

Ja så hjalp det ikke noget, at propagandaminister Goebbels var vild med Nolde’ s kunst.

Problemet var også at propagandaminister Goebbels kørte en svig magtkamp med chefideologen Alfred Rosenberg. Sidstnævnte kørte en hetz mod al ”uren og utysk” kunst.

En Hadeudstilling

Da nazisterne udstillede degenererede kunstværker i 1937, en hadeudstilling af de værker, som ikke kunne lide, var Emil Noldes maleri af Jesu Liv, udstillingens centrale værk.

Den degenererede kunst blev udstillet på anden etage i det, der tidligere havde været Arkæologisk Institut. Nu var det blot et beskidt hus med små vinduer. Og fugtskader.

Placeringen af Emil Noldes angstfuld stirrende Jesus var velgennemtænkt. Værket skulle straks og slagkraftigt forskrække og fremkalde fornemmelsen af afsky hos de besøgende, følelser som skulle understreges gennem hele udstillingen.

Først havde man værker, som man mente spottede religionen. I det næste rum var der kun kunst af jødiske kunstnere. I det tredje rum var der kunst, der spottede den tyske kvinde, den tyske bonde og den tyske soldat.

Resten af rummene havde bevidst ophængt kunst med slagord og anklager. En af udstillingens mål var at overbevise gæsterne om, at modernister og jøder havde fælles idealer og fremtidsvisioner. I virkeligheden var kun 6 af de 112 udstillede kunstnere jøder.

Nolde var den kunstner, der havde flest værker med på udstillingen.

Nolde fik sine billeder tilbage

Nolde skriver flere breve til Goebbels for at få tilbageleveret de beslaglagte billeder. Det lykkedes, billederne blev tilbageleveret i december Oven i købet fjernes hans billeder nu også fra had – udstillingerne.

Nolde skrev til Goebbels, at det måtte være en fejl, for hans kunst var både ”tysk, stærk, djærv og inderlig. Og i 1942 understreger han, at hele hans liv:

• Fra begyndelsen til i dag har været viet de idealer, som er præget i nationalsocialismen.

Magda Goebbels blev regelmæssigt overbevist om, at hun skulle have to akvareller hængende af Nolde.

Nolde beskylder kollega for at være jøde

Mest infamt var nok forsøget på at ramme den tidligere maler-kollega Max Pechstein, som han over for Goebbels medarbejdere beskyldte for at være jøde. Den slags kunne have været skæbnesvangert i de dage. Da Pechstein forsøgte at få Nolde til at trække den urigtige påstand tilbage skrev Nolde i et brev, at den slags ”eksistensbekymringer interesserer ham overhovet ikke”

Skænderi med Liebermann

Nolde’ s ambition var ganske enkelt at være Nazi-rigets kunstneriske fører. Han så sig selv som indbegrebet af alle germanske dyder. Men den brændende drøm gik aldrig i opfyldelse.

Tidlig gik Nolde ind for en løsning for at smide jøderne ud af Tyskland. Det var ikke tale om, at de skulle aflives, men eksporteres bort. Alle jøder skulle udvises af Det Tredje Rige.

Allerede 20 år før havde Nolde haft en skænderi med den jødiske maler Max Liebermann. Den nye forskning viser, at Nolde var en udpræget racist. For Nolde gjaldt det også om et spørgsmål om den rene tyske race.

Han har aldrig fået malerforbud

I 1941 blev det besluttet, at Nolde skulle have en officiel tilladelse, hvis han ville sælge malerier. I sine erindringer påstod Nolde imidlertid, at han havde forbud mod at male. Desuden påstod han, at han jævnlig havde besøg af Gestapo. Disse løgne blev standard i fremstillingen af Nolde. Dette har vi i vores artikler i god tro også viderebragt.

Sigfried Lenz fremstilling af Nolde i Tysktime er også forkert fremstillet. Han fik aldrig malerforbud og Gestapo besøgte ham ikke.

I 1943 skulle Nolde have fortalt sin kone, Adda, at Anden Verdenskrig mere og mere blev en jødekrig, og at det var jøderne, der havde erklæret tyskerne krig. Det var lige på samme linje som Goebbels. Nolde brugte også bemærkningen, at jødernes magt var blevet nedvurderet.

Mange antisemitiske udtalelser

Efter krigen fjernede Nolde sågar al nazi – venlig og antisemitisk indhold fra sin selvbiografi ”Jahre der Kämpfe” (Kampens år). Den var udkommet første gang i 1933. Dette skulle sætte ham i det bedst mulige og mest heroiske lys.

Der findes mange antisemitiske udtalelser, der ikke bare drejer sig som en tilpasning til den almindelige tidsånd. Nolde følte sig knyttet til det nationalsocialistiske tankegods. I bogen skrev han således om jøderne:

• Gennem deres ulykkelige bosættelse i det ariske folks byer og gennem deres stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er det gensidigt opstået en uholdbar tilstand.

Han satte sig i scene som offer

Ifølge Nolde måtte jøderne gøre, hvad de ville – blot det skete i deres ”eget jødiske rige” – altså Palæstina. Og de havde værsgo ikke at blande sig i tysk politik og kultur

I sin biografi og sine breve ”Worte an Rande gav Nolde ofte kritisk over for nationalsocialismen. Måske var det i skuffelse over manglende anerkendelse.  

Nolde synes i det hele taget, at være en af de slags mennesker der i særlig grad og yderst behændigt fik drejet begivenhederne til sin egen fordel.

Han satte sig selv i scene som offer. Han beskrev sig selv som en verdensfjern og politisk naiv kunstner. Men det virker nu meget utroværdigt.

Efter krigen begyndte historierne om det påståede maleforbud at dukke op. Men sandheden skulle skjules

Hustruen blev begravet i haven

I sin høje alder fortsatte han med at skildre sin marsk, sit vadehav, sit kringlende indre og sin kærlighed til hustruen Ada, der døde i 1946. I mange år måtte hun lige som sin ægtemand leve i dyb fattigdom. Men hun troede på ham.

Stridigheder med andre kunstnere og andre galleriejere medførte længe manglende anerkendelse. Men hun oplevede anerkendelse og rigdom. Hun blev begravet i en opkastet høj for enden af haven ved deres hus.

I 1947 giftede Emil Nolde sig med den 26-årige Jolanthe Erdmann. Og i 1952 fik Emil Nolde den tyske fortjenstmedalje, landets højeste civile anerkendelse.

Døde i en høj alder i 1856

Selv sov Emil Nolde ind i 1956 på sit elskede Seebüll. Han var da en særdeles velhavende mand og blev bisat ved Ada’ s side. Han døde barnløs og havde testamenteret en del værker til sin anden hustru.

Filmatiseringen af ”Tysktime”

I 1968 dukkede Nolde’ s løgn op i levende billeder, da filmatiseringen af Siegfried Lenz, Tysktime kom frem. Nolde var så heldig, at kun få sagde fra over for den forfulgte kunstner. Og det var måske held i uheld for ham, at Goebbels ikke vandt kampen om, hvordan nazistisk kunst skulle se ud. Hvis det var gået anderledes, havde historien om det brutale maleforbud næppe været nok til at redde Noldes anseelse efter krigen.

Vi fik også her løgnen om de ”umalede” billeder. Og Nolde fremstilles nærmest som en antinazistisk maler. Ja hovedpersonen hed godt nok Max Ludwig Nansen. Filmen og bogen var med til at højne Noldes popularitet.

Skal vi se anderledes på Nolde’ s kunst?

Spørgsmålet er nu, om man skal se anderledes på Noldes kunst. Særlig når man tænker på ”Blut und Boden – filosofien”. Men hans tilgang til farve og kreativitet er jo fantastisk. Særlig hans farvespil i illustrationerne af Vadehavet er eminent.

Den nordslesvigske marsklandshimmels farvepragt ved solnedgang i storm og stille og blomsterne i sin have i Seebüll har han gang på gang skildret i olie og akvarel, ofte så så intens, at man bliver aldeles stille indeni ved synet af disse billeder.

Men i alle tilfælde så kan man ikke længere se blomsterakvarellerne som et:

• Et knytnæveslag i ansigtet på det nationalsocialistiske uvæsen

Forskere mener, at Nolde – museet bevidst havde nægtet adgang

25.000 dokumenter er blevet gennemlæst. Og man kan synes, at det er lidt underligt at sandheden først nu er kommet frem. Kan det være, at det er fordi, at de tidligere ledere i Seebüll bevidst har holdt historikere og forskere tilbage for ikke at tilsmudse Noldes omdømme.

Forskere mener, at Nolde-museet i de forgangne årtier på utilstrækkelig vis har bidraget til det mørke kapitel at få det mørke kapitel i Noldes liv bragt for dagens lys. Først i 2015 blev fondens kuratorium åbnet.

Nu indrømmer de, at de har fejlbedømt historien

Nolde-museet erkender, at der i fortiden erkender, at der er sket regulære ”fejlbedømmelser” af Emil Nolde. Der er blevet dannet myter uden at disse er blevet modsagt med Emil Noldes biografi. Fremover bliver det hele dog lagt frem på museet.

Kunst bliver lavet af mennesker

I et længere interview på Deutschlandfunk kalder historikeren Michael Wolffsohn Merkels reaktion et udslag af ”dydsmønsterhysteri” Vi tager lige et uddrag, som ”Den Gamle Redaktør” har forsøgt at oversætte:

• Kunst bliver lavet af mennesker. Og ingen mennesker kan leve op til billedet af det perfekte menneske. Det gælder for andre i den tyske historie som reformationsleder Martin Luther, komponisten Richard Wagner – begge var stærkt antisemitiske, og det gælder forfatteren Günther Grass, som i årevis tav om sin fortid som frivillig i SS, mens han forsøgte at kalde det øvrige samfund til ansvar.

• Der er altid mennesker, som ærer deres ”Gud” eller afguder, og mener, at en stor personlighed også må besidde en fuldstændig ren samvittighed. Det er helt illusorisk, meget sympatisk ganske vist, men urealistisk.

Han var en stor kunstner, men et svagt menneske

Ja sådan lød det fra Wolffsohn, der kunne have ønsket sig, at Noldes værker fik lov til at blive hængende på Merkels kontor, netop som et billede af Tysklands ”brune historie”

• I Forbundskontoret kunne man have sagt. Han var en stor kunstner, men et svagt menneske.

Kilde:

• Div. Artikler Fra www.dengang.dk
• Berlingske Tidende ’
• www.focus.de
• www.tagesspiel.de
• www.deuschlandfunk.de
• www.shz.de
• www.arbejderen.dk
• www.kristeligt-dagblad.dk
• www.trineross.dk
• www.nolde-stiftung.de
• www.vimu.dk
• www.information.dk
• www.fla.de
• www.kulturkapellet.dk
• www.hocdavidsen.wordpress.com
• www.jv.dk
• www.altomhistorie.dk
• www.tv2.dk

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.373 artikler og heraf er 242 om Tønder og omegn herunder:

• Emil Noldes liv – vestpå
• Vesterhavets maler – Emil Nolde
• Emil Nolde og Tøndermarsken