Stormflod – som Guds straf?

Os der er opvokset i sydvest kender til stormflod. Da militærets kommunikation brød sammen, måtte der Walkie Talkies til. Min mor ”Det er noget pjat, at vi skal evakueres” Der Schmimmelreter. Ikke alle stormfloder var hærgende eller farlige. Friserne: ”Havet tager – Havet giver”. Den fede marskjord. Rigdom kunne forsvinde på en nat. Kendskab til dige-bygning og værfter var forudsætning for at bosætte sig i marsken. Store landtab gennem tiden. Man byggede digerne for stejlt. Og så talte man om jerndiger, der heller ikke holdt. ”Blanke Hans” tog udfordringen op. De første mislykkede dige-forsøg er fra 1316. Det var Guds straf. Niels helvad havde forudset det. Ål med store øjne. Hovmod blev straffet. Friserne havde et særligt retssystem. Børn skulle ofres mod Vadehavet. Da Alt – Gamsböll gik under. Spaderetten. Den gamle dame og dige-vagterne. Peter Henriksen fra Møgeltønder. Og skibsradio ude fra Ny Frederikskog.

Vi kender til stormflod

Vi som er vokset op i Tønder kender til stormflod. Dengang var den fremskudte dige ikke blevet bygget. Vi lyttede til radioen, når Radio Syd havde særudsendelser. Min Opa, kom efter kørende på knallert fra Ny Frederikskog syd for Højer til Strucksalle i Tønder med et halv svin. Jeg husker endnu, når det var stormvejr, så gik han ud og kiggede op på skyerne. Og det skete da også, at han kørte hurtig hjem igen, for at lukke sluseportene. Han var i mange år stedfortrædende slusemester ved den gamle Højer Sluse.

Da militærets kommunikation brød sammen

Og da vi så var flyttet fra Tønder skete det, at Walkie-Talkie klubberne i Sønderjylland blev bedt om hjælp under en stormflod. Militærets systemer kunne ikke klare kommunikationen. Ved den lejlighed holdt min onkel fra Højer ved Tønder Politistation med et meget ulovligt anlæg med PA – trin (forstærker) og fungerede som hovedstation. Vi måtte skrive under på, at vi aldrig måtte fortælle om det.

Min mor: Det er noget pjat

Måske havde min mor arvet noget af min Opa’ s færdigheder. På et tidspunkt skulle Tønders befolkning evakueres. Jeg ringede hjem fra Aabenraa. Da mente hun, at det var forkert at Tønders befolkning skulle evakueres. Hun kunne over på Dreds (Lillebil) Vejrhave på Lærkevej se, at vinden ikke mere var i nordvest, så hun mente at der ikke mere var nogen fare.

Skal du besøge Tøndermarsken, Vadehavet eller Vidåen, så kig allerbagerst i artiklen. Der har vi en oversigt over 97 artikler fra dengang.dk , der sikkert kan inspirere dig til et besøg i denne skønne egn, dog ikke når der er stormflod. Du kan altid bruge søgefunktionen på hjemmesiden.

Der schimmelreiter

Jo vi er i familien også bekendt med den berømte roman af Theodor Storm, Der Schimmelreiter, der handlede om en stormflod. Og når vi dengang legede ude på forlandet havde min Opa fortalt, hvornår vi senest skulle være inde ved diget.

Får de besøgende nu alt at vide?

Vi har i denne artikel kigget på nogle af vores ældre artikler og kigget i diverse tidsskrifter og bøger omkring temaet med overtro og varsler herude ved vestkysten. Gad vide, om alle dem som nu skal trave rundt på de mange stier derude i Tøndermarsken også får disse historier fortalt? Men du kan som sædvanlig i slutningen af denne artikel få henvisninger til andre, der berører temaerne Tøndermarsken, Vadehavet og Stormflod.

Kulturlandskabet her ved Vadehavet virker. Har man først mærket og set naturens kræfter, glemmer man det ikke. Og det har mange af os, der er opvokset her.

Ikke alle stormfloder er hærgende og katastrofale

Det er langt fra alle stormfloder, der skal betegnes som hærgende og katastrofale. Der er ofte kraftige vandstigninger uden at det har konsekvenser. Her ved Vadehavet har det noget at gøre med hvor kraftig vinden er, og hvor den kommer fra. Ja og så er det jo også vigtigt, om den forhøjede vandstand kommer samtidig med flod.

Nogle stormfloder er betegnet som gode, fordi de aflejrede gødende havplanter.

Friserne: Havet giver – Havet tager

Cirka 340 før Kristelig fødsel var der en meget ødelæggende stormflod. Den var ved den lejlighed, at Den Engelske Kanal blev gennembrudt. Alt land mellem England og Nederlandene forsvandt. Al marsken, der strakte sig ud fra den engelske kyst forsvandt.

• Havet giver – Havet tager

Ja sådan siger friserne. Sammenspillet mellem stormflodens ødelæggelser og den omstændighed, at det er havets aflejringer af gødende havplantedele, der giver særligt gode betingelser for god landbrugsjord.

Den fede marskjord

Den fede marskjord har givet megen rigdom. I en lille rejseskildring fra 1892 fortæller H.P. Hanssen, Nørremølle, at marsken er et vidunderligt rigt land.

• Kornet staar i gode Aar, så tæt med røragtige Straa, at de ikke kan mejes med Le, men maa skæres med Segl.

Han skriver også, at – ”ifølge fuldt pålidelige vidnebyrd” – fik marskbonden Christian Meinsdorf 63 fold af sin bymark i året, mens landmanden i kongeriget på det tidspunkt var overmåde glad for at få 4-5 fold.

Rigdom forsvundet på en enkelt nat

Men på en enkelt stormflodsnat kunne al den rigdom blive skyllet væk. Generationers hårdt arbejde og velstand kunne blive ødelagt, når, som det heder hele kirkesogne forsvandt i bølgerne.

Omfanget af tragedier og katastrofer som følge af stormfloder hænger naturligvis sammen med en tiltagende indvandring og bebyggelse af marsken. Menneskerne i forhistorisk tid har forholdt sig passive over for begivenhederne ved kysten. Først i begyndelsen af middelalderen begynder beboerne i større omfang at deltage aktivt i forandringsprocesserne af landskabsforholdene.

Antallet af ødelæggede stormfloder steg i takt med digebyggeriet. Særlig slemt var der for området i det 17. århundrede.

Kendskab til bygning af diger og værfter

De dele af marsken, der hvilede på tørv sank efterhånden sammen, således at landet kom til at ligge lavere. De svage diger kunne ikke modstå vandmassernes tryk.

En forudsætning for indvandringen og bebyggelsen af marsken har været indvandrernes kendskab til at bygge diger og værfter (opkastede jordhøje, hvorpå gårde og huse kunne anlægges for at være i sikkerhed mod oversvømmelse ved stormflod).

Adgangen til den gode landbrugsjord har været drivkraften til at man flyttede ud i marsken og begyndte at bygge diger. Hvornår de første diger er bygget vides ikke. Saxo omtalte de diger, der beskyttede Lille Friesland.

Store landtab med tiden

De har næppe haft den store betydning for landskabet, idet der kun er tale om de såkaldte sommerdiger, der ikke var højere end at de lige akkurat kunne holde vandet ude, medens afgrøderne stod på marken. Resten af året var landet oversvømmet.

Det oprindelige motiv til at bygge diger, nemlig at indvinde nyt land til opdyrkning, blev hurtigt afløst af nødvendigheden af at beskytte det, man allerede havde. Man lavede også landinvindinger. Men de landindvindinger man har fået er kun procenter af de landtab, som stormfloderne har forårsaget.

Først i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at interessere sig for det byggetekniske.

Man kan bygge for stejlt

De store stormfloder i 1962 og januar 1976 har givet digebyggerne en lære. Det viste sig nemlig, at de nyere diger var for stejle på indersiden, hvilket bevirkede at bølgerne i stedet for at løbe stille ned ad indersiden, styrtede ned af de alt for stejle sider og vaskede jorden med sig.

En beskadigelse af et nyt dige betyder en større fare, end hvid det var et gammelt. De gamle er helt igennem af klæg. Kernen i de ny diger er havsand, som er dækket med et klæglag på 30 – 50 cm. Har brændingen først slået hul gennem klæglaget er faren for et brud overhængende.

Sandet yder ingen modstand, men skylles for nemt bort. Med andre ord er spørgsmålet, hvor sikker er man bag digerne stadig aktuelt. Ja selv med det fremskudte dige, var det kun held, at det ikke gik helt galt på et tidspunkt.

Man talte om jerndiger

I 1953 druknede 1.800 mennesker og 600.000 måtte evakueres under den store stormflod i Holland. Og 1976 skete der store skader på de danske diger.

Selv om digerne gang på gang ikke svarede til forventningerne, så har man alligevel været meget stolt over disse bygningsværker. Hver tidsepoke har ud fra sine forudsætninger gerne villet opfatte sine diger som:

• Så solide og sikre som aldrig før

Man talte om ”jerndiger” og ”evige værker”.

”Blanke Hans” tog udfordringen op

I Risummose satte man spaden i jorden efter et stort digebyggeri og sagde:

• Trutz nun, Blanke Hans (Blanke Hans er frisernes benævnelse for havet)

Men Blanke Hans tog udfordringen op ved den store flod natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. I denne forfærdelige stormflod menes 10 – 15.000 mennesker og 50.000 stykker kvæg at være druknet.

Stor rigdom i det 17. århundrede

I gode tider var rigdommen stor. I det 17. århundrede indskrænkede sønderjyderne sig ikke kun til landbruget. Man deltog også i den opblomstrende handel og søfart.

• De boede i velbyggede Gaaarde og klædte sig statelig.

Det første mislykkede digeprojekt fra 1316

Den rigdom, som marskjorden kastede af sig, betød også muligheder for gode skatteindtægter. Heri ligger nok forklaringen på, at så mange konger og fyrster i tidens løb har interesseret sig for marsken og har haft store visioner om digeprojekter.

Den første var Erik Menved, der i 1316 forsøgte at forbinde øen Vidding med fastlandet ved hjælp af et dige fra Rudbøl til Fegetasch. Det mislykkedes. Desværre kølnedes interessen noget, når markboerne bad om hjælp eller skattelettelser efter stormflodsødelæggelser.

Mange oplysninger er upålidelige

Mange oplysninger om stormfloder specielt når det gælder antal af omkomne og omfang af skader, stemmer ikke overens. Det skyldes hovedsageligt, at mange arkiver også er gået tabt i senere stormfloder.

En del oplysninger er derfor rekonstruktioner basseret på gamle sagn og vandrefortællinger. Pålideligheden i sådanne tilfælde er meget tvivlsom.

Det er gået hårdt ud over Nordstrand

Man ved fra Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der på øen Nordstrand har været 59 kirkesogne, hvilket er 50 flere end i 1934. Ligeledes ved man fra en meddelelse fra Slesvig Domkapitel til konciliet i Basel 1447, at ”Det Salte Hav har taget 60 kirkesogne, der har indbragt over Halvdelen af Kapitlets Indtægter”.

Mange gange henviser forfattere til lokale sagn.

Fra 1600-tallet er der bevaret en række samtidige beretninger fra de forfærdelige stormfloder, som hærgede på den tid. Præsterne fra dengang mente, at stormfloderne og deres ødelæggelser måtte være Guds straf for marskboernes syndige levned.

Det var Guds straf

Kigger man tyske og danske sagnsamlinger er holdningen den samme. Det var Guds straf. Troen på Guds straf kan opdeles i tre hovedpunkter:

1. Gud er vred over marskboernes syndige levned og straffer dem med stormflod
2. Da Gud er både god og tålmodig, sender han først varsel på varsel i form af naturfænomener for at få menneskerne til at opgive synden og dermed undgå katastrofen. Men forgæves
3. Hvis man opfyldte bestemte betingelser, f.eks. var meget from, præst, jomfru etc. Kunne man – på mirakuløs vis – blive reddet i en stormflod. Medens de øvrige, f.eks. resten af landsbyen druknede som straf for deres synder. Ofte får sådanne ”særlige” personer en direkte advarsel fra Gud om at bringe sig i sikkerhed inden stormfloden.

Niels Helvad havde forudset det

Vi har tidligere skrevet om Niels Helvad. Han udgav i 1616 sit første flyverskrift. Det handler om den forfærdelig stormflod året før, hvor:

• Mange tusinde Mennisker drucknede.

Niels Helvad indleder med at fortælle om det frygtelige uvejr, som kunne være blevet forudset eftersom:

• Alle Planeter vaare forsamlede i Trigono Igneo (trekant af ild)

Dette havde man kunnet læse i Helvad’ s store ”Prognosicon” for året 1615. Han beskriver selv katastrofen og giver en udlægning af den store Guds straf over synden. Dette bekræftes ved en række henvisninger til lignende begivenheder i den hellige skrift, nemlig Noah og syndfloden, Loftus flugt fra Sodoma og andre.

Han var flittig denne Helvad. Indtil sin død i 1634 udsendte han hvert år sine prognoser. Han har skrevet om flere stormfloder og deres årsager. Han mente, at det hørte til de plager, som Gud hjemsøgte menneskerne med for at advare dem mod synden.

Om en stormflod i året 1300 – altså 300 år før hans egen tid – skriver han, at man forud havde set en skrækkelig komet og ildtegn på himlen. Også mærkværdigheder som græshopper, ilanddrevne fisk eller andre havdyr, misfostre både blandt mennesker og dyr og ”blodregn” hører med til de varsler hører med til de varsler, som Helvad mente, at Gud sendte for at advare menneskerne.

Mange forvarsler

Andre eksempler på varsler, der optræder i forbindelse med stormfloder var:

• Blod i brødet – tre sammenvoksede æg – meget kvæg, der var rasende. I 1634 var der hele otte varsler før den store stormflod, et af disse var et smukt efterår!

Ål med store øjne

Der findes et sagn om Ecksee og Kattsee i Ditmarsken, hvor der havde vrimlet med ål med store øjne. Landsbyboerne i det gamle Tellingstede havde tvunget præsten til at give en so det hellige sakramente.

Kort efter rejste der sig en vældig storm og landsbyen forsvandt i en bundløs sø. Præsten og de fromme nåede at flygte. Det samme sagn kendes fra byen Hardendorf et par mil sydligere. Varslet var her, at veje og huse fyldtes med fisk.

Rig af velvære og overflod

Ofte advarer Gud direkte enkelpersoner og grupper, for eksempel præsten og de fromme i byen. Karakteristisk så når disse altid at redde sig fra området, inden stormfloden kommer.

Vi har også tidligere skrevet om Rungholdt, der forsvandt i ”Den store Manddrænkelse i året 1362:

• Så rig var den, så mæt af velvære og overflod, at ingen vidste, hvordan man bedst kunne trodse Gud.

Rungholdt var centrum for salthandelen. Rigdommen havde ledt beboerne til hovmod og gudsbespottelse.

Hovmod blev straffet

Det samme kan man sige om et sagn fra 716. Her nævnes byens navn dog ikke. Vi møder igen soen som præsten tvinges til at give det hellige sakramente. Så vred blev Gud over denne bespottelse, at hele byen plus seks nabosogne blev totalt udryddet. Kun præsten, hans pige og to jomfruer, der havde været i kirke i en anden by, overlevede stormfloden.

Men rigdommen og den dermed følgende gudløshed var kun en af årsagerne til Guds vrede. Friserne er blevet klandret for deres umådelige stolthed over digebyggerierne, hvilket blev udlagt som hovmod.

Præsten Boetius skriver i 1623 om tilstandene på Nordstrand at:

• Folk her kunne myrde en Fremmed ved en ringe, ja selv uden nogen som helst Anledning.

Friserne havde et særligt retssystem

Der er bestandigt klager over disse vilde frisere. Drab var hyppige i marskegnene.

Friserne havde et særligt retssystem. Den gamle organisation i slægten spillede i middelalderen og endnu længere tilbage en større rolle end blandt den danske befolkning i hertugdømmerne, og som følge heraf holdt ”blodhævnen” sig længere blandt friserne.

I Kragelund anskaffede man sig sabler mod friserne

At opfattelsen af friserne som vilde og blodtørstige har holdt sig længere blandt deres naboer, vidner et sagn fra Kragelund om. I sagnet hedder det, at friserne var ”slemme ved de folk, der boede i Kragelund, og at de havde slået mangen en Kragelund-borger ihjel. Mændene i Kragelund købte derfor sabler, så de kunne værne sig mod friserne. Det hjalp.

Børn skulle ofres mod Vadehavet

Friserne er også blevet beskyldt for at have ofret mennesker til havet. Så sent som i året 1932 skriver H.P. Hanssen, at han har truffet:

• Minder derom i overleveringer i Midtjylland

J. Kamp skriver i 1874, at man på egnen mellem Stadil og Nissumfjord fortalte om nogle landstrygere, der drog omkring lige efter Den Slesvigske Krig, at de var udsendt fra marsken til at opkøbe et barn, der skulle ofres til Vadehavet.

Der var nu gået flere år, hvor havet ikke havde fået noget offer, og nu turde man ikke vente længere. Også dette er dog et vandresagn. Det samme sagn fortælles også om Skanderborg Sø. Gamle folk siger, at de kunne høre på den lyd, som den gav fra sig, at tiden var kommet.

Der findes også sagn om menneskeofringer til Vadehavet. Her køber marskbønderne et barn fra en sigøjnerkvinde.

Nu er det nok en fordom, at friserne skulle være mere kriminelle end andre. De har levet under andre betingelser end deres naboer. Måske derfor har de virket særegne og vilde.

Da Alt-Galmsbüll gik under

I sagnet om Alt-Galmsbülls undergang har vi en klar udlægning, at en kriminel handling er årsagen til Guds vrede. Beboerne havde her skik for at lokke skibe med falske signaler, når det var dårligt vejr. Når skibene da var blevet slået sønder i den hårde brænding, besætningen druknet, og de der overlevede slået ihjel, plejede folkene fra Alt-Galmsbüll at dele byttet imellem sig.

En nat slår man på den måde nogle søfolk ihjel. Da man skal begrave dem næste morgen, opdager man, at en af de dræbte er søn af en af sørøverne. Sønnen havde i mange år rejst i det fremmede, men var altså nu vendt hjem. Straffen for denne ugerning kommer nogle uger senere. I en vældig stormflod går byen under.

Det gik også ud over de overlevende

Holdningen i dette sagn er helt på linje med præsternes. Menneskerne er selv skyld i deres ulykker. Stormfloder er retfærdige, fordi de rammer de syndige. Det er dog lige værd at huske, at det ikke kun er de stakkels mennesker, der omkom, der blev straffet.

Også dem, der blev tilbage gik det hårdt ud over. Mange gange er korn og andre afgrøder blevet ødelagt. Når digerne skulle sættes i stand igen, kunne det hænde, at det ikke var tilstrækkeligt mange arbejdsføre mænd tilbage. Arbejdet blev derfor ikke udført.

Spaderetten

Det kunne resultere i, at digerne gennem længere tid ikke blev ordentligt vedligeholdt, men forfaldt, og derfor ikke kunne modstå selv mindre stormfloder. I 1652 tog hertugen den såkaldte ”Spaderet” i brug og fratog nordstrandinger store dele af deres jord. Ved du ikke, hav spaderetten er?

• Digevæsenet havde deres egen lovgivning – Spaderetten. Digepligten, der bestod i vedligeholdelsen af digerne var fordelt på de enkelte grundejere. Den mand eller den kommune, der ikke opfyldte forpligtelserne, mistede retten til jorden. ”Den, der ikke vil dige – må vige”
•  

Det betød, at også kommende slægter blev jordløse. Efter Den Store Flod i 1634 var forholdene så fortvivlende på øen, at de overlevende dels var for få og dels var for udmattede til at reparere digerne efter ødelæggelserne.

Hertugen overlod da retten til jorden til hollandske participanter, der til gengæld forpligtede sig til at bygge diger.

Skillingsviser

Troen på den retfærdige straf er sejlivet. I begyndelsen af det 18. århundrede støder vi på den igen. Denne gang i en skillingsvise – en klagesang om de to stormfloder i 1717 og 1718. Den har fået følgende undertitel:

• Ved hvilken Gud efter sin uransagelige Retfærdighed mange Lænder/Stræder/Byer oc Sogne hjemsøgte/og somme af dem plat ødelagde.

Peter Henriksen fra Møgeltønder

Men se gudfrygtigt liv og en bøn kan også godt betale sig. Sagnet om Peder Henriksen fra Møgeltønder er et eksempel på, at stærk tro kan føre til frelse.

Peter Henriksen blev 127 år. Så han har bestemt ikke været en hel almindelig mand. Under en stormflod og kraftig vandstigning, da alle andre i byen havde forsøgt alt og opgivet over for vandet, der bare steg og steg, kom de til Peter Henriksen.

Han fortalte dem, at der var et, de havde forsømt, nemlig at bede til Herrernes Herre. Peder Henriksen bad nu for med ”stærk stemme”, og da han kom til den syvende bøn af Fadervor: ”Fri os fra det onde”, ja så begyndte vandet at synke. Ikke alene Peder Henriksen, men hele byen blev reddet ved hans bøn.

Den gamle kone og digevagterne

En gammel kone vågnede op og opdagede at hendes seng var omgivet af vand. Da hun blev klar over, at hun ikke havde nogen mulighed for at redde sig i land, knælede hun ned i sengen og bad til den kære Gud.

Bølgerne løftede nu hendes seng og bar den til nærmeste værft, uden så meget som hendes sengetæppe blev vådt. I samme nat og i samme sogn, var der nogle digevagter, der på frisk maner bad om noget mere at drikke. Dem gik det dårligt. Døden udfriede dem før tørsten, iden vandmasserne i det samme fik taget til at styrte sammen.

Skibsradio i Ny Frederikskog

Ja sådan kunne vi blive ved. Jeg husker endnu de aftener under en heftig storm, at jeg sad med min Opa i Ny Frederikskog cirka 3-4 kilometer syd for Højer og lyttede på en transistorradio på Blåvand Radio og Norddeich Radio. Det var på skibe, der lå ude i Nordsøen og ikke var kommet i havn. Min Opa havde forinden været oppe ved den gamle Højer Sluse for at tjekke om alt var i orden. Han havde også været nede ved sin fiskekutter og tjekket fortøjningen.

Det kan være barsk herude i Tøndermarsken. Og det er historier, sagn og vandrehistorier også.

Kilde:

• Diverse artikler på www.dengang.dk
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Bygd
• Folk og Kultur
• N.H. Jacobsen: Skibsfarten i det danske Vadehav
• Dinesen: Nordfrisland-digernes land
• Trap Danmark: Tønder Amt

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.374 artikler herunder Tønder(241), Sønderjylland (170) og Højer (70) med bl.a. flg. 98 Artikler:

Ribe:

• Ribe-brevet
• Ribes Historie (5)
• Ribes Historie fra 1666 (4)
• Riber Ret (3) og endnu flere

Mandø

• Vingeskudt på Mandø
• Mandø – en ø i vadehavet
• Mandø – endnu en historie

Brøns:

• Slaget ved Brøns
• Slaget ved Brøns – set med tyske øjne

Ballum:

• Klager over præsten i Ballum
• Agga – en sønderjysk pige
• Ballum – dengang
• Mellem Højer og Ballum
• Indre Mission, Baptister og andre
• Da Ballum næsten fik en havn

Rømø:

• Anekdoter fra Rømø
• Flere anekdoter fra Rømø
• Endnu flere anekdoter fra Rømø
• Borebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et Nordseebad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – endnu en gang
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rømø under besættelsestiden

Jordsand:

• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand – engang ude for Højer

Emmerlev:

• Kogsbøl ved Emmerlev
• Emmerlev Skole
• Søfolk fra Emmerlev
• Kniplinger – nord for Højer

Højer:

• Saltvandssøen ved Højer
• Landet bag digerne
• Højer – bondeby i marsken
• At plukke sut ved Højer
• Stormflod ved Vestkysten
• Højer – stormflod og Diger og mange flere

Trøjborg:

• Trøjborg, den fjerde historie
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Trøjborg, et slot nord for Højer

Møgeltønder:

• En landsbydreng fra Møgeltønder
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Oprør i Møgeltønder
• Møgeltønders historie

Rudbøl:

• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Rudbøls historie
• Bådfolk i Rudbøl

Aventoft:

• Syd for Tønder
• Aventoft en by ved grænsen

Tøndermarsken:

• Tøndermarsken 1-3
• Gammel frederikskog – dengang
• Fiskeri ved Højer
• Syd for Højer
• Emil Noldes liv – vest på
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Tønder, marsken og afvandingen
• Sort sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Digebyggeri i Tøndermarsken

Vadehavet:

• Langs Vadehavet
• Heltene i vadehavet
• Søslaget ved Højer
• Vikinger i vadehavet
• Apotekeren fra Højer

Vidåen

• Travlhed ved Højer Sluse
• Askeodde ved Vidåen
• Højer – som havneby
• Omkring Vidåen og havnen i Tønder
• En vandmølle i Tønder
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder

Andet:

• Bredebro-dengang
• De fattige i Vestdanmark
• Sikkerhedsstilling Nord
• Ude mod vest
• Præster og andet godtfolk i Sønderjylland
• Det vestlige Sønderjylland
• Enklaverne i Sønderjylland
• Præsten fra Daler
• Brorson – en præst fra Tønder
• En vandretur mod vest – dengang

Syd for Grænsen:

• Nordstrand syd for grænsen
• Fôhr – en ø i Vadehavet
• Johannes Mejer(Meyer) – en korttegner fra Husum
• Dæmningen syd for Højer
• Øerne – syd for Højer
• Det frisiske salt
• Friserne syd for Tønder
• Rungholt og mandsdrukning 1-2

• En berømt mand fra Hellevad