Erik Scavenius – Hvem var han egentlig?

Dette er en lang artikel. Så er du advaret. Erik Scavenius er en speciel person. De allerfleste foragter ham. Men nogle fastholde, at han var fremragende. Københavns Kommune vil ikke opkalde en vej eller plads efter ham. Er historien præget af politisk holdning? Ny roman om den forhadte person. En statsminister bruger besættelsestiden til at argumentere for krig. Havde politikerne fortsat til den bitre ende? Tyskerne bestemte altid i sidste ende. Scavenius truede hele tiden med at han ville gå. Knud Kristensen gik i protest mod ham. Men som regel fik Scavenius sin vilje. Kongen spurgte om han aldrig kunne sige nej til tyskerne. Og Stauning mente han var utilregnelig og fortrød, at de fik ham. Man var utilfreds med ham allerede i 1920, da han gav afkald på Sydslesvig. Efter besættelsen fandt han sammen med en forfatter med nazistisk fortid. Nogle spændte ben for at han fik en medalje. Se Henrik Stangerups specielle svar, da han blev spurt, hvad han syntes om Scavenius. Jo denne mente, at udenrigspoliti kun var for eksperter.

 

Er historien præget af politisk holdning?

Det er i den grad mange meninger om ham. Og når man taler om ham, taler man også om samarbejdspolitikken dengang. Men historikerne kan slet ikke blive enige om at give et ensartet billede af denne specielle politikker. Det er som om, at bedømmelsen af ham afhænger af ens politiske ståsted. Måske er det også sådan med besættelseshistorien generelt. Det er præget af ens holdning til samfundet.

 

Den inderste fare

Vi har tidligere skrevet om denne person, og vi har skrevet meget om samarbejdspolitikken. Erik Scavenius er igen blevet aktuelt efter andet bind af roman – biografien om ham – Den inderste fare af Birgitte Kosovic er udkommet. Men sådan artikel kan jo godt blive lang, når man vil have det hele med.

Ja i det omtalte to – binds – værk kommer vi da virkelig ind på den private Erik Scavenius med saftige sexcenter. Første bind indeholder desværre meget om hans engagement omkring Første Verdenskrig, som måske giver noget af forklaringen om hans opførsel under Anden Verdenskrig. Efter at Scavenius havde været i Berlin og møde Hitler strammede tyskerne skruen.

Måske var de engelske udtryk, der bruges i bogen Ikke på mode endnu, og den møntsort, som forfatteren taler om, blev først indført i 1948. Man kan sige, at det er måske en anden måde, at få lokket folk til historien ved at skrive en saftig beskrivelse af en af hovedpersonerne i den danske besættelseshistorie.

 

Han brændte alle efterladenskaber

For Erik Scavenius har ikke gjort det helt let. Han destruerede således officielle breve, private notater, udkast til taler m.m. inden han døde i 1962.

Ja han bliver nærmest alle steder gjort til en mand med klart usympatisk træk og dybt belastende forhold til næsten alle. Møderne med Best slår gnister. Han mærker også køligheden fra Christian den Tiende. Det er dog lykkedes for Birgitte Kosovic, at skabe en troværdig person krydret med historiske facts. Det er ret modigt gjort.

 

Københavns Kommune tør ikke at opkalde gade efter ham

Knap så modigt er det, at i Københavns vil man ikke oprette en Scavenius – gade. Vi skal lige huske, at han trods alt reddede Danmark gennem to frie. Han blev hyret til at gøre det beskidte arbejde. Ingen andre ville. Han påtog sig også skylden med pletter på tøjet. Fra kommunens side mener, man at tiden ikke moden. Men man har dog allerede oprettet strækninger opkaldt efter Aksel Larsen, som var antidemokrat, Knud Højgaard, som var værnemager eller Vilhelm Buhl, der skrev stikkertalen.

Åbenbart er det stadig mange følelser forbundet med samarbejdspolitikken med tyskerne. Men hvorfor skal man fjerne diskussionen på forhånd. Scavenius har da trods alt sit portræt hængende på Christiansborg.

 

Han vil smøre tyskerne

Historikeren Bo Lidegård mener, at Scavenius indrømmelser over for tyskerne var for at smøre dem. Han påstår, at samarbejdspolitikerne var enige med ham. Men han gik aldrig på kompromis.

 

Landsforræder som Corfiz Ulfeld

Scavenius blev engang spurgt, hvor vidt han ville gå. Og han svarede, at hvis tyskerne krævede jødelovgivning eller dødsstraf for sabotage ville han træde tilbage.

Nogle mener, at Scavenius var en lige så stor landsforæder som Corfiz Ulfeldt.

 

Ingen protesterede mod dødsstraf

Trafikminister Niels Elgaard fra Venstre gik ind for dødsstraf i august 1943 til sabotører. Han mente det var helt i tråd med sit parti. Fejlagtig har historikere betegnet det som, at han isoleret gjorde dette.

Elgaard var stærkt irriteret over, at sabotører, forbrydere og voldsmænd regerede Danmark. Han krævede derfor:

 

• At vi for en gangs skyld (måtte) opføre os som mandfolk og indføre dødsstraf for sabotage.

 

Men historien er nu således. Lige indtil bruddet og for mange sikkert også efter, var politikerne fjendtlige over for modstandsbevægelsen. Et eksempel leverer Gunnar Larsens Dagbøger for den 25. marts, to dage efter det rigsdagsvalg, som politikerne betragtede som en tillidserklæring for deres politik. Måske var det delvis også.

På ministermødet den dag forelagde justitsminister Thune Jacobsen det stigende problem med sabotage og sagde bl.a.:

 

• Man maatte nu gribe til hurtigst muligt, at bevæbne Sabotagevagterne med det for Øje at skyde naar som helst, der skete Angreb, og han vilde selv ingenlunde være ked af, om nogle Stykker af Sabotørerne blev skudt, tværtimod, herved vilde man saa komme udenom Straffespørgsmaalet.
• Til min store forbavselse raabte Elgaard (Minister for Partiet Venstre) kraftigt ”Hørt, hørt”. Alt i Alt havde man et tydeligt Indtryk af, at Regeringen nu stod paa Linie og bag Justitsministeren i hans Bestræbelser, hvad der maaske ikke altid har været Tilfældet.
• Dette hænger vel ogsaa sammen med, at Valget jo nu er overstaaet.

 

Ingen af ministrene protesterede mod justitsministerens anbefaling af drab på sabotører, og for egen person udtalte Gunnar Larsen sig:

 

• Med Billigelse for en skarpere Kurs og en Tilsidesættelse af al Blødsødenhed i disse Forhold. Krigen var erklæret fra Revolvermændenes Side, og den maatte da tages op, ellers kunne vi jo godt pakke sammen.

 

Socialdemokraterne var bange for kommunisterne

På det tidspunkt bestod modstandsbevægelsen mest af kommunister. Det vidste regeringen, og det gjorde naturligvis ikke synet på den mildere. Socialdemokraten og socialminister Laurits Hansen sagde ifølge Gunnar Larsen:

 

• Sabotagen blev foretaget af Smaaceller i Samfundet, som maatte betragtes som Befolkningens Fjender.

 

Statsministeren trækker tæppet væk under sit bagland

Sagen kom frem i forbindelse med Anders Fogh Rasmussen lodret i modstrid med sit eget partis historie kritiserer samarbejdspolitikken under besættelsen og i stedet forsøgte at lancere en aktuel tapperheds-dagsorden til et nutids-Danmark i krig uden for landets grænser. Samarbejdspolitikken forsøgte statsministeren at tørre af på de Radikale og Socialdemokraterne.

Er det ikke altid letkøbt at fordømme samarbejdspolitikken over en kam. Statsministeren dengang trækker jo tæppet væk under sit bagland i landbruget. Uden samarbejdspolitikken ville dansk landbrug være blevet udsat for en tysk udplyndringsstrategi i stedet for at sikre landbrugets overlevelse. Og det skete ved salg af varer til tårnhøje priser. Det var mange bønder, der blev rige på de fem år.

Fortiden kan åbenbart stadig bruges som kampplads for nutiden. Men selvfølgelig må den tidligere statsminister kommentere historien. Historikere har ikke eneret på at fortælle den.

I modsætning til hans positivitet over for Frikorps Danmark (”Man må ønske, at alle gode folk melder sig ind i Frikorpset”) tordnede han mod modstandskampen, der ville ”indføre norske tilstande i Danmark”.

 

Havde politikerne fortsat til den bitre ende?

Disse historikere spørger, hvad der ville være sket, hvis tyskerne havde vundet krigen. De historikere, der forsvarer samarbejdspolitikken fremstiller Erik Scavenius som den store diplomat. Nogle har måske forsøgt at skabe en balance i det unuancerede billede.

 

Var det opbakning til samarbejdspolitikken?

Hvis nu oprøret ikke var kommet den 29. august 1943, havde politikerne så bare fortsat til den bitre ende? Fem måneder forinden havde 95 pct. af danskerne stemt på disse samarbejdspolitikkere. Men var det tegn på opbakning til samarbejdspolitikken? Var det ikke snarere for at holde DNSAP ude?

Knud Kristensen siger i sin erindringsbog:

 

• Vælgerne har ved folketingsvalget i 1943 godkendt den førte politik, siger både Hal Koch og Scavenius. Det er ikke rigtigt. I de fem samarbejdende partiers valgmanifest, hvori man opfordrede til at stemme, siger man ”Vore partier ser forskelligt på mange spørgsmål, men vi står enige på det danske folkestyres grundlag, og i fællesskab opfordrer vi vælgerne til at benytte den borgerret, som landets grundlov giver dem.

 

I Jørgen Hæstrups bog ”Hemmelig Alliance 1” omtales en opinionsundersøgelse foretaget af statistikeren og modstandsmanden Viggo Villadsen. Den viste, at kun 6-12 pct. mænd og 15-23 pct. kvinder var modstandere af sabotage.

 

Scavenius skeptisk over for modstandsbevægelsen

Scavenius forsøgte at opretholde vort demokrati. Han forsøgte også at bevare dansk selvbestemmelse og demokrati. Han var i begyndelsen skeptisk over for modstandsbevægelsen, bl.a. fordi de rekrutterede medlemmer i alle samfundsgrupper, der på ingen måde var loyale over for demokratiet. Den første modstand var næsten årsag til at besættelsesmagten overtog retsplejen.

 

Tyskerne bestemte i sidste ende

Scavenius arbejdede ud fra den forventning, at tyskerne ville vinde krigen. Man ønskede, at normalisere forholdet til Tyskland, så Danmark kunne bevare en hvis form for suverænitet i et fremtidigt tysk domineret Europa. Scavenius forstod aldrig, at Hitler – styret ikke var noget man rationelt kunne forhandle med. En tysk sejr ville ganske givet have nazificeret Danmark, og så ville demokratiet være væk.

Men i første omgang gjaldt det om, at de danske nazister ikke fik magten. Men spørgsmålet er om de udgjorde en reel trussel. Tyskerne havde ikke den store fidus til DNSAP* s leder, Frits Clausen. Måske var det forretningsfolkene med Knud Højgaard i spidsen, der udgjorde en større trussel.

I sidste ende var det tyskerne, der bestemte.

Scavenius blev presset til at overtage udenrigsministerposten af kongen, statsminister Stauning og den afgående udenrigsminister Munch. Ja i november 1942, da han blev udnævnt til statsminister var det under tysk pres. Scavenius var i de tyske øjne den bedte garant for, at der var ro i den danske befolkning og omkring de danske fødevareleverancer.

 

Han skabte hurtig røre, da han kom i regering

Ja så var det udtalelsen af 8. juli 1940, som nogle historiker godt nok hefter sig ved var godkendt af alle partier. Det var den udtalelse med ”de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring”

Scavenius må have vidst, at tyskerne havde terrorbombet Rotterdam med ca. 1.000 dræbte civile til følge.

Han skabte hurtig røre om sig, da han kom i regeringen. Således skrev han en leder i Politiken, hvor han var bestyrelsesformand, der tillagde vestmagterne ansvaret for den tyske besættelse af Danmark og Norge. Det var en leder, der medførte den største læserprotest i Politikens historie med en nedgang på ca. 49.000 eksemplarer.

Ja den konservative Christmas Møller taler nærmest om bedrageri. Under forhandlingen forud havde Scavenius ikke nævnt erklæringen med et ord. Det var i forbindelse med regeringsdannelsen. Først efter at ministrene havde været hos kongen, hev han den dagen efter frem. Kollegaerne var nærmest bondefanget til at godkende den eller sprænge regeringen. Men det var det nok ikke mange, der ville i en nydannet regering.

 

Scavenius truede hele tiden med sin afsked

Politikere har fortalt, at han flere gange under forhandlinger truede med sin afskedsbegæring vel vidende, at tyskernes forlangte hans forbliven. Denne taktik er beskrevet i mange dokumenter.

Han var også forhadt af politikerne. Således forlod den senere statsminister Knud Kristensen og medlem af nimands – udvalget sit hverv i protest mod Scavenius. Og andre gjorde det samme. Der kom gang på gang til sammenstød, hvor Scavenius op i sit åbne ansigt fik at vide, at han var gået langt over stregen over for tyskerne.

 

Stauning: Han var utilregnelig

Mange mener, at han ikke fattede nazismen. Han mindedes hele tiden Bismarck, som var hans forbillede. Landbrugsminister Bording fra Socialdemokraterne kalde ham for ”Romantikeren”.

Erik Scavenius er blevet beskyldt for, at have rettet i Udenrigsministeriets direktørs referat af dennes samtale med tyskerne om en told- og møntunion, så det passede til, hvad Scavenius ville have, at der skulle være sagt i samtalen. Nu kunne han så bruge dette rettede ”referat” mod de øvrige ministre.

 

Stauning: Jeg har mange gange forbandet, at vi fik ham

Han havde lavet fiflerier med sine ministerkollegaer. Disse ting fremkommer i referaterne fra Den parlamentariske Kommission. Han var en emotiel mand. Og engang påstod Thorvald Stauning endda engang, at Scavenius var utilregnelig. Ja han også engang sagt:

 

• Jeg har mange gange forbandet, at vi fik ham (ind i regeringen).

 

Hans kollegaer var efterhånden trætte af, at han havde bundet Danmark over for tyskerne før han forelagde det i regeringen. Ved en storvask i regeringen 9. juli 1941 rasede samtlige politiske partier mod denne praksis. Scavenius meddelte, at han måtte gå som minister. Både statsminister Stauning og resten af de politiske ministre erklærede sig enige. Men det lykkedes ikke at finde en erstatning. Begge de (formentlig) tysk – acceptable kandidater tidligere udenrigsminister P. Munch og berliner – gesandten O.C. Mohr, sagde af forståelige grunde nej. Således kunne Scavenius fortsætte.

 

Knud Kristensen gik i protest

Ole Bjørn Kraft fortæller i sine erindringer:

 

• Der var en stadig kamp med Scavenius i ministeriet for at opnå resultater. Det var ikke altid modstanden sejrede, bl.a. fordi Scavenius på forhånd havde sagt ja til de tyske synspunkter.

 

Sandheden er vel, at der i regeringen var to lejre, ”nej – sigerne” (flertallet) og ja – sigerne (anført af Gunnar Larsen og Scavenius).

Knud Kristensen fortæller i sine erindringer:

 

• Mellem de 2 retninger (ja – siger og nej – siger) førtes der en stadig og ofte bitter kamp om den politik, der skulle føres, og hvilken stilling, man i de forskellige situationer skulle tage i forholdet overfor tyskerne. Scavenius – fløjen var i mindretal, men da det var den og navnlig udenrigsministeren tyskerne havde tillid til og håbede på imødekommenhed fra, stod han meget stærkt i forhandlingerne. Denne styrke udnyttede fuldt ud, idet han jævnlig for at få sin vilje igennem truede med at træde ud af ministeriet, hvis det ikke skete.
• Alle var sikkert klar over, at hvis han gjorde alvor deraf, var der al mulig grund til at tro, at tyskerne ville gribe ind og i så fald på det for os mest ugunstige grundlag.

 

Ja i Knud Kristensens erindringer finder vi også, at det temperamentsfulde Scavenius kunne finde på at kalde sine ministerkollegaer for ”nathuer”, ”nikkedukker”. Det var stærke ord dengang

 

Scavenius fik sin vilje

Den 16. maj 1942 diskuterede man om Østrumudvalget skulle gøres til et officielt regeringsudvalg. Dermed ville man forsøge at genetablere danske erhvervsinteresser i det tyskbesatte USSR.

Visse ministre mente, nu gik det for vidt. Ifølge Gunnar Larsen, Scaveniustrofaste støtte, svarede udenrigsministeren, at det var ham, der havde forstand på udenrigspolitikken. Hvis de andre ikke ville forstå dette, ville han ikke være med mere.

Nu ved undertegnede ikke om man kan stole på følgende referat. Det er lavet af handelsminister Halfdan Hendriksen. Han var konservativ og direkte modpart i dette spørgsmål

 

• Hendriksen: Erhvervsorganisationerne bør være repræsenteret (i Østrumudvalget)
• Scavenius: Pjat
• Hendriksen: Ja, det er De jo en kender af
• Scavenius: Jeg vil satan gale mig ikke finde mig i disse organisationsformænd
• Buhl (statsminister): Nu må De forholde Dem rolig
• Bording (landbrugsminister): Enig med Hendriksen
• Scavenius: Nu vil jeg fanden brøle mig ikke finde mig i mere. Jeg vil ud af dette rådne ministerium! (Går)

 

Mern Scavenius kom tilbage. Han havde i sidste ende regeringens opbakning

 

Kongen spurgte, om han ikke kunne sige nej til tyskerne

Christian den Tiende spurgte engang Scavenius:

 

• Kunne De aldrig tænke Dem at sige nej til tyskerne?

 

Scavenius mente, at den nazistiske besættelsesmagt kunne gøre, hvad den ville, og at man derfor lige så godt kunne give den, hvad den forlangte forud.

 

Scavenius forstod ikke nazismens ondskab

Og Antikominternpagten, der reelt betød at vi bakkede op om tyskerne i alt, hvad de foretog sig. Det kunne i den grad få folk op af stolene, men også historikere regerede i den grad. Men reelt var der med så mange danske forbehold, at det reelt gjorde Danmarks tilslutning betydningsløs. Da Scavenius den 25. november 1941 var i Berlin for at underskrive den, mødte han hele den nazistiske ledelse herunder Adolf Hitler. Tre dage efter kunne Gunnar Larsen referer, at Scavenius havde det allerbedste indtryk af Hitler, der var som det står skrevet ”den dynamisk personlighed, der fuldstændig beherskede alt og alle”

Ja, noget tyder på, at han slet ikke forstod nazismens ondskab og dæmoni. Selv efter krigen fortsatte han kontakten med Werner Best.

Scavenius suveræne realpolitiske begavelse kan næppe anfægtes. Men den havde også sine begrænsninger. Han forstod aldrig til fulde realiteten i nazismen og blev ved med at opfatte Det Tredje Rige som en normal stormagt – i stil med det gamle kejserrige.

 

Gjorde ikke noget for at mindske konflikterne

Han forstod ikke, at det kunne være realpolitiske grunde til at indtænke de allierede i en dansk udenrigspolitik. På det formelle plan havde han sikkert respekt for de parlamentariske spilleregler. Men noget tyder på, at han ikke gjorde meget for at mindske konflikterne mellem hans udenrigspolitik, Rigsdagen og den befolkning, som begge var ansvarlige for.

Han havde agtelse for forfatningen som institution men ikke demokratiet som samfundslivsform. Egentlig interesserede han sig ikke for befolkningens holdninger.

Han var modstander af Danmarks medlemskab af NATO og endte i parodiske forestillinger om en slags alliance med Sverige, for derved at kunne tækkes Sovjet

 

En moralsk glidebane

Mange historiker hefter sig ved, at Scavenius befandt sig på en moralsk glidebane. Men han holdt fast ved sin politik, og han fortrød den heller ikke efter besættelsen. Og så stod han bag embedsmændene under retsopgøret.

. Ja det var modstandsfolkene, der sprang samarbejdspolitikken i stykker. Og egentlig fortsatte samarbejdet nu bare i form af en departement – chefstyre.

 

Da Scavenius mødte en modstandsmand

På den første dag i frihed efter krigen stod BOPA – leder Hugo Uffe Howitz sammen med sin gruppe og bevogtede Kongens Nytorv i København. Ved fire – halvfem tiden kom højrehånden, Gert hen til ham og sagde:

• Uffe, der står en gammel mand og siger, at han skal ned på Amalienborg og tale med kongen.

 

Gruppen havde ordre på at stoppe alt og holde Kongens Nytorv fri for trafik. Men Howitz gik der hen, og en mand gav sig til kende.

• Jeg ved ikke om De kan genkende mig, men jeg er forhenværende statsminister Erik Scavenius.

 

Jo Howitz kunne godt genkendte ham:

• Hvorved kan jeg tjene ministeren?

 

Scavenius virkede meget rolig og slet ikke skræmt:

• Jeg skal til Amalienborg og i afskedsaudiens hos kongen klokken fem

 

BOPA – lederen svarede høfligt:

• Jamen så skal jeg følge Dem

Efter at Scavenius havde sagt, at det var alt for meget, så fulgtes de to mænd mod Amalienborg. Det var en meget behagelig samtale, som de førte. Det gik ned ad Store Strandstræde over Sant Annæ Plads ned mod Amaliegade.

• Ja De nærer sikkert stor afsky for mig

 

Ja sådan sagde Scavenius og Howitz svarede, at det gjorde han såmænd ikke, for landet skulle jo regeres på den ene eller anden måde.

 

Det var han glad for at høre. Da de to mænd nåede Amaliegade, standsede Scavenius pludselig op:

• Der lå resterne af det danske politi. De, der ikke sad i Tyskland eller var nået til Sverige.

 

Er han under arrest?

De nåede nu en politibetjent. Howitz forklarede, at det var forhenværende statsminister Erik Scavenius. Betjenten smækkede hælene sammen og gjorde honnør. Og svarede:

• Javel, er han under arrest?

 

Det grinede de to mænd af. Scavenius tog sin hat af og gav Howitz hånden og takkede ham. Så skiltes de to mænd. Howitz gik tilbage til sin modstandsgruppe og fortsatte arbejdet. Scavenius gik til Christian den Tiende og indgav sin afskedsbegæring.

Uffe Howitz fordømte ikke Scavenius politik.

 

Hvad ville fremtiden bringe?

At Scavenius også selv var taberen stod lysende klart. Det fremgik af en radiomontage med hans enke, der i detaljer fortalte, hvorledes de to på befrielsesaftenen sad med dystre tanker om fremtiden. Ikke fremtiden for Danmark, men fremtiden for dem selv.

 

Han var dømt af danskerne

Som alle andre politikere blev også Scavenius efter krigen afhørt. Men som bekendt blev hverken han eller nogen anden dansk parlamentariker dømt.

Men den danske befolkning dømte ham. Selv om de allerfleste var kommet gennem krigen uden ridser, så blev han i den grad hadet. Nogle mener også, at hadet til ham opstod, da han i 1919 indtog det standpunkt, at Danmark ikke ville søge at opnå en større del af Slesvig end folkenes selvbestemmelsesret kunne give.

 

Utilfredshed med at han afskrev Sydslesvig

I nationalistiske kredse i Danmark anså man Scavenius som den, der dolkede de danske forhåbninger om at få mere af Slesvig end selvbestemmelsesretten kunne give? Han fik løst de slesvigske problem og Danmarks uholdbare forhold på De Vestindiske Øer. Ja endda også forholdet til Island.

 

Fandt sammen med forfatter med nazistisk fortid

Efter den 5. maj 1945 fandt han kun sympati hos sine ”lidelsesfælder”. Det var folk, der i dag har et noget tvivlsomt ry. En af dem, han omgik sig med var en forfatter ved navn, Thorvald Knudsen med en klar nazistisk fortid.

Scavenius var forhadt af nogle, foragtet af flere og ugleset af alle høj som lav.

 

Fru Scavenius havde særdeles tæt forhold til Gestapo-chef

Fru Scavenius forhold til chefen for det hemmelige tyske politi Karl Heinz Hoffmann var særdeles tæt. Hun sad efter krigen varetægtsfængslet i mere end to måneder, mistænkt for spionage og drabsforsøg. Det er journalist og forfatter Erik Høgh – Sørensen, der fandt frem til dette. Notatet fra Rigsadvokaten viser, at anklagemyndigheden den 22. december 1945 opgav at sigte Alice Ninon Duvantier, Scavenius ”hjerteveninde” og senere hustru.

Hun fik et job i Udenrigsministeriet i telefonomstillingsbordet. Men kollegaerne mistænkte hende for spionage og moppede hende ud. Hun havde også forbindelse til forfatteren Jens Strøm, der blev aflønnet af tyskerne. Han drev en stor stikkercentral.

Det er uklart, hvorfor historien om Alice Scavenius, der døde i 2001 ikke er kendt.

 

Et forsvarsskrift fra Scavenius

I 1948 udgav Erik Scavenius bogen ”Forhandlingspolitikken under besættelsen”. Det er et tørt men meget konsekvent forsvarsskrift for sin politik. Som tidligere nævntblev han gjort til samarbejdspolitikkens syndebuk. Ingen af de aktive politikere efter besættelsen ønskede at forsvare ham eller hans politik. Det var vel fordi de ville forsvare deres eget skind. Og Scavenius kunne simpelthen være en belastning for samarbejdspolitikkens partier efter 1945.

 

Scavenius skulle have haft en medalje

Hans Kirchhof fandt frem til materiale i 1990, som Thorvald Knudsen havde skrevet, og det brugte han i en artikel i 1995 under titlen ”Thorvald Knudsen: Mine samtaler med Erik Scavenius”.

Men Kirchhof fandt ikke frem til det brev, der inviterede Scavenius til USA for at modtage en israelsk pris, som bl.a. Ronald Reagan og Marlene Dietrich også har modtaget. Men det var Niels Barfoed, der fandt frem til invitationen

I 1961 skulle Scavenius have haft en medalje på grund af hans indsats for at redde jøderne i Danmark. Det var Staten Israel, der under en ceremoni i USA, der ville overrække den. I begrundelsen stod der bl.a.:

 

• Deres urokkelige fastholden af grundsætninger for menneskelig værdighed og anstændighed fortjener påskønnelse og anerkendelse ikke blot af Israels borgere, men af hele verdens demokratiske folk.

 

Scavenius måtte svare, at han af helbredsmæssige grunde ikke kunne tage til USA. Året efter døde han.

 

Var der nogen, der spændte ben?

Spørgsmålet er om, at Scavenius fortjente denne medalje. Ikke på grund af samarbejdspolitikken, men snarere fordi SS kørte deres eget spil, for måske at opnå fordele hos vestmagterne.

Scavenius modtog aldrig noget svar. Men den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann tog til Israel i januar 1962 og indviede Denmark Square. Han indviede også en skov efter sig.

Ifølge Kampmanns børn, har deres far ikke modtaget nogen medalje.

 

Er det samarbejdspolitikernes skyld?

Det er svært at gøre regnskabet op. Og det er let med nutidens øjne at fordømme samarbejdspolitikken. Men Danmark kom lettere gennem besættelsestiden end alle de andre lande selv om det også kostede menneskeliv. Det kunne have gået meget værre. Men det mange historikere og politikere hæfter sig meget ved, er tabet af værdighed. Vi kæmpede først, da modstandsbevægelsen gik i gang.

 

Masser af menneskeliv gik tabt hos andre

Langt den største del af dem, der omkom herhjemme var efter den 29. august 1943, hvor Scavenius ikke havde noget, at skulle have sagt. Krigs – og besættelsestabene var ti gange større i Norge, her var ca. 15.000 døde eller ca. 0,5 pct. af befolkningen.

Belgien, der næst efter Norge slap billigst, mistede en procent af befolkningen. Frankrig 1,5pct. Holland 2,4 pct. Jugoslavien og Polen mistede 10 pct. Sovjet mistede mere end 15 pct.

 

Danskerne fik Røde Kors pakker

Der kom 6.000 danskere i tyske koncentrationslejre og fængsler. Af dem døde ca. 600. Igen er danskerne dem, der har langt de mindste tab. Grunden er, at fleste først blev deporteret sent i krigsforløbet efter samarbejdspolitikkernes sammenbrud. Det blev tilladt danske fangere at modtage Røde kors – pakker med fødevarer. Det har sikkert gjort forskellen på liv eller død for mange.

På tilsvarende måde med produktionsapparatet. Danmark var det af de besatte eller krigsindblandede lande, der slap igennem med mindste skader. Der skulle stort set blot tilføres råstoffer, så var produktionen igen oppe i omdrejninger, mens der i andre lande skulle milliardinvesteringer til.

Det var også stort set lykkedes at bevare retsvæsnet på danske hænder, så længe samarbejdspolitikken varede.

 

Jøderne blev ikke udskilt

Jøderne blev ikke udskilt af befolkningen forud for forsøget på deportering. Det var forudsætningen for, at så mange kunne reddes. Det var igen et resultat af samarbejdspolitikken. Man fik også lov til at holde Folketingsvalg i marts 1943.

 

Henrik Stangerups specielle fortolkning

Henrik Stangerup stiller spørgsmål i forbindelse med modstandsbevægelsen og vurderingen af Erik Scavenius:

 

• Er det hans fortjeneste, at der kun ligger rundt regnet 125 i Mindelunden, ikke 125.000
• Og burde der ligge 125.000 i en bundløs massegrav? Eller 12.500 eller bare 1.250?
• Eller burde politikerne ligefrem have stræbt efter Leningrads (Det nuværende Skt. Petersborg) skæbne? Af de tre millioner indbyggere omkom måske en million under byens 900 dage lange belejring. Havde det været bedre?

 

Ja se det er jo også en måde at forklare samarbejdspolitikken på.

 

Udenrigspolitik var for eksperter

Scavenius fastholdt livet igennem, at udenrigspolitikken var regeringens og diplomatiets anliggende. Almindelige mennesker havde ingen forudsætninger for at danne sig nogen kvalificeret mening om den slags sager. De måtte overlades til professionelle.

Udenrigsministeren var naturligvis parlamentarisk ansvarlig. Han kunne ikke fortsætte i sit embede, hvis han fik et flertal af medlemmer i den folkevalgte forsamling imod sig. Men de udenrigske sager egnede sig efter Scavenius mening ikke til drøftelse i Folketinget eller i offentligheden.

 

Foragt over for uvidenhed

Han lagde ikke skjul på sin foragt for de folkevalgtes uvidenhed. Han tillod sig replikker som:

 

• Herregud, lever De på månen?
• Så er De altså idiot?

 

Dette skabte ham ikke ligefrem venner. Han blev anset for og var vel også ubehagelig og arrogant over for, hvad han mente var indblanding i det område, han professionelt interesserede sig for og beherskede.

 

Stauning: Scavenius er sgu overhovedet ikke venlig

Da Stauning forud for Scavenius udnævnelse til udenrigsminister 1940 blev spurgt, om Scavenius dog ikke var for tysk – venlig, svarede Stauning med den berømte replik:

 

• Scavenius er sgu overhovedet ikke venlig

 

Ja dette dækkede meget godt hans professionelle og offentlige fremtræden, men ikke hans opførsel i almindelig omgang med mennesker. Der var han tværtimod høflig og netop venlig. Hans forhold til embedsmænd var godt. Han turde overlade dem ansvar

 

Han fik ikke den anerkendelse, han ønskede sig.

Den anerkendelse han ønskede sig, fik han aldrig. I de tilfælde, hvor hans indsats blev anerkendt, blev den altid fulgt af angreb. Det tog han meget nært.

Men Erik Eriksen mente dog, at Danmark aldrig har haft en bedre politikker end Erik Scavenius.

 

Gunnar Larsen fik tæsk af modstandsbevægelsen men frikendt

Vi skal måske lige nævne, at misnister Gunnar Larsen blev interneret af modstandsbevægelsen. Han fik tæsk, som det så tit skete i fængslerne og internaterne i de glade majdage.

Gunnar Larsen havde mange antenner ude. Han drev nærmest sin egen private efterretningstjeneste. Han finansierede den berygtede stikker, Rudolf Christiansen med øgenavnet ”hestetyven”. Han støttede det nazistiske blad Fædrelandet, indtil vinden vendte. Så begyndte han at støtte modstandsbevægelsen med store summer. Ja så var det også hele historien om F.L. Smith.

Byretten tildelte Gunnar Larsen en dom på 10 måneders fængsel. Og han sad fængslet indtil april 1946. Men både Landsret og Højesteret frikendte ham. Han måtte emigrere til Irland.

Ja og politikerne sagde nej til dødsstraf i 1943, men ja i 1945 med tilbagevirkende kraft.

 

 

Kilde:

• Birgitte Kosovic: Dern inderste fare 1-2
• Erik Scavenius: Forhandlingspolitik under besættelsen
• Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
• John T. Lauridsen, Joachim Lund: Gunnar Larsens Dagbøger – ”Samarbejdets Mand”
• Søren Mørch: 24 statsministre – 24 fortællinger om magten i det tyvende århundrede
• Knud Kristensen: Set fra mit vindue
• Hans Kirchhof: Augustoprøret 1943
• Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance
• Viggo Sjøquist: Erik Scavenius – en bibliografi 1-2
• Niels Wium Olsen (red.) Menneske, politik og besættelse
• Bjørn Kraft: En konservativ politikers erindringer
• Hans Kirchhof: Hitlers krig
• Joachim Lund: Hitlers spisekammer
• Claus Bundgård Christensen m.fl.: Danmark besat
• Bagsiden af medaljen (artikel i Weekendavisen 23. oktober 2015)
• danmarkshistorien.dk
• Diverse artikler på dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 225 artikler fra Besættelsestiden herunder:

 

• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder
• Tysklandsarbejdere og Dansk Erhvervsliv
• Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejdere
• Dansk Film under besættelsen
• Du skal omgås fortiden med varsomhed
• Besættelsestiden – stadig masser af huller
• Historikernes besættelsestid
• Besættelsestiden – det vi har glemt
• Krigens købmænd
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Da Anders Fogh Rasmussen blandede sig
• Efter Besættelsestiden
• Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
• Statsminister Buhl og hans stikkertale
• Udleveret til tyskerne
• Sandheden om Besættelsestiden
• At handle med ondskaben
• Dansk cementfabrik med tvangsarbejdere
• Værnemagere
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Kryssing og Frikorps Danmark
• En justitsminister i unode
• Politik under besættelsestiden
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Werner Best
• Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
• Besættelsestidens fortrængninger
• Landsforrædere og Landssvigere
• Flugten over Øresund og mange flere