Langs Vadehavet
I denne artikel følger vi Vadehavet fra Ribe til Jordsand. Bagerst i artiklen er det en omfattende artikeloversigt på 89 artikler hvor du kan få mere viden. Vestkysten er sunket 15 meter. Vi kigger på ebbe og flod. Man smed noget levende ned i dige-hullet. Nogle kan læse skyer. Vi tager en tur fra Ribe til Jordsand. Ribe er fra 700’tallet. Borgertårnet med stormklokker. Hekse i Ribe. Trolden på Manø var tilfreds. Det var en meget lang jernbanestation. Der var to tårne på Hviding Kirke. Her druknede 18 sigearbejdere. Præstedrab. Alle piger skulle testes for mælk. Pastor Jacobsen endte i Sydtyrol. Danskerne var alle landsforrædere, sagde tyskeren. Og så var det den stakkels gymnastikpige. Fangerne var udsultede og hungrude. Der var gravhøje ved Gasse og så var det lige ”Den svorne vej”. Døstrup var ikke uddø af pest. Her var det første fattighus på landet. Vi kigger på en stor kniplingskræmmer og en af Bredebros store sønner. Og så fik matrosen færgeriet. Så var det lige den stakkels mor. Og Brorson var her. Der var store tanker om Jordsand.
Vestkysten sunket 15 meter
Vadehavet er en del af Vesterhavet som ligger inden for de Frisiske Øer fra Hollands nordvestligste hjørne op til Ho Bugt. I alt er der 41 øer, hvoraf 10 er hollandske, 27 tyske og 4 danske. Ja de sidste er Rømø, Mandø, Fanø og Langli. Jordsand forsvandt for en del år siden.
Ja, hvorfor hedder det i grunden Vadehavet. Det er fordi store dele ligger tørt ved lavvande. Kun en tiende del af Vadehavet er dansk.
Man har beregnet, at den sønderjyske vestkyst er sunket 15 meter siden ældre stenalder. Kigger man efter ude i Vadehavet vil man kunne finde rester af gamle skove og bopladser ude i Vadehavet.
Ebbe og flod
Da vi knægte færdedes en del ude på forlandet fik vi hurtig lært begrebet ebbe(lavvande) og flod (højvande). Og dette handler om månens tiltrækningskraft.
Til Vadehavet hører selvfølgelig også marsken. Denne har vi allerede skrevet en del om. For eksempel er store dele af Tøndermarsken rester af en gammel bugt.
Digebyggeri har vi også allerede berettet en del om. Du får en artikeloversigt til sidst i denne artikel. Med det barske klima, der var her vest på, opstod der mange sagn og historier.
Der skulle noget ”levende” i hullet
Man sagde, at der helst skulle skubbes noget levende i diget for at det kunne holde. Sagnet fortæller, at da man byggede Viddingherreds-diget sydvest for Tønder købte man to spædbørn af en fattig kone og smed dem ned i det sidste hul, før det blev lukket med sand og klæg.
Da man udgravede Tofting-værftet på Ejdersted, fandt man under opkørslen et barneskelet i en vugge. Mest kendt blandt marskens ”spøgelser” er ”Skimmelrytteren”, som i stormvejr rider ad digerne og varsler død og stormflod.
Nogle kunne ”læse” skyerne
Kort før sin død skrev Nordfrislands største digter, Theodor Storm den berømte fortælling ”Skimmelrytteren” om digegreve Hauke Haien, der byggede et dige efter helt nye principper. I stormfloden styrter han ned i digebruddet for at redde kone og barn.
Naturen, overtroen og livsbetingelserne knytter sig til hele strækningen langs Vadehavskysten. Men nu var alt ikke overtro. ”Den Gamle Redaktør” her kan huske, at når Opa var på besøg i Tønder, og der var stormvejr, var han ofte ude at kigge på himlen, for at se om han skulle hjem og lukke sluseportene ved Højer Sluse, hvor han også i mange år arbejdede. Han kunne læse skyerne.
Det var dengang, vi ikke havde det nye Højer Dige. Og dengang var man også meget opmærksom på i Tønder, når der var optræk til stormflod. Enkelte gange blev man endda evakueret.
Ribe fra 700’tallet
Den ældste by langs Vadehavet er Ribe. Byen kan føres tilbage til 700-tallet, og allerede i 800-tallet blev den første kirke opført her. Riberhus er antagelig grundlagt i 1115. På et tidspunkt var her 16 kirkelige institutioner, herunder seks klostre.
Krigen i 1864 berøvede byen dens sydlige og østlige opland. Anlægget af Esbjerg Havn ødelagde byens planer om at genoplive sejladsen.
Han var imod Clausen-linjen
Mon ikke man kan takke den tidligere redaktør af Ribe Stiftstidende, Willemoes for at Ribe i dag er en af Skandinaviens bedst bevarede middelalder og renæssancebyer i Skandinavien. Han kæmpede energisk imod nedrivning af de historiske bygninger. Under Første Verdenskrig organiserede denne redaktør også hjælpearbejde for sønderjyske krigsfangere.
Han ville for resten gerne have haft Flensborg med til Danmark og samlede underskrifter imod Clausen-linjen (den nuværende grænse).
Borgertårnet med stormklokker
Domkirken må den gang have virket endnu mere gigantisk blandt de lave boder. Grundstenen menes at være lagt omkring 1130. Men byggeriet kom vist først rigtig i gang cirka 20 år efter. Borgertårnet er først tilføjet sidst i 1200-tallet og er cirka 50 meter højt. Det var her stormklokkerne hang, så byens borgere kunne advares.
Ja og så er det de fantastiske kunstværker af Carl – Henning Petersen i kirken. Man siger, at Riberhus blev grundlagt af kong Niels i 1115. Valdemar Sejr opholdt sig ofte i Ribe og her døde dronning Dagmar.
I reformationstiden var Ribe et af landets vigtigste kulturcentre. Gejstligheden og borgerskabet dannede i fællesskab Ribes overklasse. Det var også her, at Hans Tausen var biskop fra 1542-61.
Mandsdomineret samfund
Det var ret så mandsdomineret dengang. Peder Palladius skrev i 1557:
- Manden skal være herre og regenter, kvinden skal være lydig og underdanig.
Mange af pigerne var ganske unge, ofte kun 14-16 år, når de blev gift med deres i reglen mere end dobbelt så gamle mænd. De havde kun haft ringe skolegang. Og dengang var det ikke ufarligt at føde børn.
En ”retfærdig” straf
Og så var det jo lige Riber ret. Stadsretten fra 1269 bestemte, at der var dødsstraf for drab, tyveri og voldtægt. Mænd skulle hænges eller halshugges. Kvinderne skulle ”for den kvindelige æres skyld” levende begraves. Ved hængning ville man kunne se deres ben, og det var uanstændigt.
Hvis en person blev halshugget, beholdt arvingerne retten til deres gods. Men hvis en person blev hængt betød det, at vedkommendes ejendele blev inddraget af byen.
Og så sagde man også, at der skulle herske fred og ro i byen. Så hvis nogen bar våben uden lovlig ret, skulle ”hans hånd gennembores med samme våben, det være dolk, sværd eller spyd”.
Ved ægteskabsbrud måtte den bedragende ægtemand i vidners nærværelse:
- Dræbe horekarlen eller begge i horesengen
Hekse i Ribe
Diederich Skrædder brækkede en uhumsk klump op og fik det bedre. Noget sådant kunne ikke ske naturligt. Så det måtte være en heks bag ved dette. Og inden længe var den rapkæftede krokone i nabohuset anklaget for have sat ondt i den arme skrædder. Under grusom tortur indrømmede hun. Jo, der var skam en del hekseprocesser i Ribe.
Niels Bøgh Andersen har sagt, at hekse, trolde og nisser først definitivt forsvandt med indførelsen af det elektriske lys i vort århundrede.
Trolden på Manø var tilfreds
Trolden på Manø var godt tilfreds med tilværelsen til han en dag så, at de i Ribe var ved at rejse noget, som afskar ham fra at nyde solopgangen. Han tog derefter en stor sten og kastede den efter domkirken. Men han fejlberegnede til at held afstanden, så stenen faldt i åen syd for Ribe Holme. Der lå den i mange år, til man samlede den op på bredden. Og her ligger den endnu. Hvis man ser godt efter, kan man endnu se aftrykket af hans fingre.
I virkeligheden er det tale om en kværnesten, vel beregnet til en af møllerne i byen. Måske er den faldet over bord fra et skib i middelalderen.
Sejladsen til Ribe foregik af åens snoede løb. Tilgroning og tilsanding besværliggjorde tidligt trafikken. Man forsøgte sig med diverse kanalprojekter. Ja det gjorde man også i Tønder, dengang.
Jacob A. Riis i Ribe
Det var også herfra, at Jacob A. Riis kom fra. Gennem 30 år var han politireporter i New York. Han var en dygtig fotograf og var en af de første journalister, der illustrerede sine reportager med fotos. Han skrev flere bøger også om Ribe, ”Min gamle by”. Det er et nostalgisk og stærkt romantiseret billede af Ribe før 1870.
Handelscentrum fra 700’tallet
På marken Dankirke på Vedsted-bakkeøens sydskråning ud mod Hvidding marsk, er der fundet rester af en landsby, der har eksisteret i mindst 800 år-fra ca. 100 f.v.t. til 700-tallet. Her fandtes mange metalsager-våben og redskaber-og et pragtfuldt drikkeglas med på – smeltet glastråde. Her er også fundet romerske mønter.
Ved bebyggelsen af Okholm lidt længere mod nord, er det gjort et af de største guldfund fra dansk vikingetid. Her må have været et vigtigt handelsområde i jernalderen og vikingetiden. Der har været anlægsplads ved den såkaldte Vedstedgårds Havn og på Hviding Nakke lidt længere mod syd.
En tur på Manø
Ja man kører på havbunden, når man kører til Manø. Og sidste gang ”Den Gamle Redaktør” var forbi, var der to muligheder for at komme over. Det var den gamle ebbevej og låningsvejen.
Ja Manø er kun på seks kvadratkilometer med ca. 80 indbyggere. Næsten hele øen består af marsk. Kun de ca. 11 meter høje klitter vest for byen rager op over stormflodsgrænsen. Kirken er fra 1727 i barokstil. En del af inventaret er ældre end bygningen og stammer fra dens forgænger.
Om det stadig er skole på Mandø vides ikke, men det var den mindste i Ribe Amt. Præsten var dengang også øens lærer. En sten i klitterne fortæller, at det var her Dagmar landede i 1205, da hun skulle giftes med Valdemar Sejr. Øen tilhørte kronen, men i 1741 købte beboerne den for 864 rigsdaler.
Syd for Manø ligger den store sandbanke Koresand. Og det er et yndet tilholdssted for sæler. Stedet er ikke offentlig tilgængelig, men det kan også være livsfarligt, hvis man på egen hånd ville bevæge sig herud grundet tidevandet.
En maget lang jernbanestation
Midt i stationsbyen, Hviding står en hvidkalket prøjsisk nivellering-sten fra 1885. Hertil gik grænsen fra 1864 til 1920. Lige overfor ligger en prangende villa med tårn i Jugendstil. Den er opført omkring år 1900 af en lokal mand, der tjente en formue ved at bestyre den karantænestation, som på grænsen modtog de kreaturer, der fra Danmark blev importeret i det tyske rige.
Det var en meget lang jernbanestation, der tidligere gik over grænsen. Iden ene side var den tysk og i den anden side dansk. Her var selvfølgelig også toldstation. I 1920erne blev bygningen omdannet til statshospital. En stationsbygning af mere passende størrelse blev placeret et par hundrede meter syd på.
Der var to tårne
Høgsbrogård har tilhørt kendte adelsslægter som Rosenkrantz, Rantzau og Blücher. I 1794 blev gården købt af staten og solgt videre. I tysk tid var gården centrum for danskheden.
Hviding Kirke ligger ensomt på en lav banke ud mod Vadehavet. Det er en høj markant bygning med tagrytter. Den er opført af tuf, bortset fra den vestligste del af skibet, som er af munkesten.
Oprindelig havde kirken to svære tårne med en forhal imellem. Men tårnene er åbenbart faldet ned engang i begyndelsen af 1500-tallet. Tagværkerne er for dels vedkommende de oprindelige fra 1100-tallet. Og i koret er de enkelte dele nummeret med runer.
19 digearbejdere druknede
Meget af inventaret er fra 1400 og 1500-tallet. Den anseelige kirke er udsmykket for midler, der stammer fra handel og søfart. Ladepladsen Hviding Nakke lå i nærheden.
Rejsby Kirke ligger ud mod de brede enge nord for byen. Altertavlen er svulmende barok fra 1670erne. Under Første Verdenskrig blev to flygtninge skudt ned ved en plantage nær Rejsby Mejeri. Det gjorde de selv om de kom med oprakte arme. De blev begravet på Rejsby Kirkegård.
Den 30. august 1923 mens diget var under opførelse, druknede 19 dige-arbejdere.
Den energiske pastor
Den smalle Vodder Kirke med det skæve spir ligger ensomt mellem landsbyerne Frifelt og Gånsager. Her findes en af de bedste skårne og mest udtryksfulde middelalderskulpturer i landet. Det er en St. Laurentius fra slutningen af 1400-tallet.
I tårnrummet hænger en høj smal tavle fra 1735 med navne på alle de folk i sognet, som med større eller mindre beløb bidrog til indkøbet af et messehagel.
Og når vi nu er her, så skal da også hilse på Pastor Johannes Schmidt-Vodder, som figurer på vores artikler om det tyske mindretal. Han var præstesøn fra Als og fra 1896 præst i Vodder. Folkeafstemningen i 1920: 481 danske mod 31 tyske stemmer.
Buer fra 1100-tallet
Den lille romaske tufstenskirke Roager Kirke har smukke arkadebuer fra 1100-tallet. Vinduet er sammensat af to forskellige glasmalerier, begge fra 1200-tallet. Kirken har ikke mindre end 25 gotiske træfigurer. Der er rester af mindst tre altertavler. De stammer alle fra 1400-tallet.
I Spandet Kirke er der en altertavle fra 1754, som er forsynet med 11 figurer fra 1400-tallet. En mørk tavle fortæller, at en ”gudfrygtig pige” i midten af 1700-tallet gav 100 rigsdaler til kirkens udsmykning.
En berømt saga
Knytlingesaga beretter:
- Plov den Sorte hed en mand. Han var en mægtig mand i Danmark. Han stammede fra Jylland.
Sagnet vil vide, at han var herre på Spandetgård.
Sagaen fortæller videre, at Erik Emune, der var konge 1134-1137, havde ladet hans far dræbe, og at Plov tog hævn ved at støde et spyd igennem ham på tinget ved Hvidding. Da kongens søstersøn, Erik Lam ville hævne morbroderen, standsede Plov ham med ordene:
- Stik dit sværd i balgen, ug Erik, thi da kan der falde fedt flæsk i din gryde, om du forstår at søbe.
Erik lod sig derefter hylde som konge. Nogle år senere blev Mildeborg nær Husum belejret af Knud, Erik Emunes søn, som dog ikke kunne tage den. Han indgik forlig og lovede de indespærrede frit lejde. Blandt forsvarerne var Plov. Senere blev Plov dræbt af en af Knuds mænd.
Spandetgård
Spandetgård blev 400 år senere ejet af Christian den Tredjes håndgangne mænd, Klaus Sehestedt, der i 1534 førte Skipper Clement som fange til Koldinghus efter Ålborgs erobring.
Hans svigersøn Mourids Podebusk var en stridbar herre, der lå i proces til højre og venstre. Han pryglede også sognepræsten ”med en tyk stok”.
I 1584 blev gården nedlagt og jorden kom under Høgsbrogård.
En af de største landsbykirker i Danmark
Det gamle Brøns sogn var ret stort. Her er relativ velstående bondelandsbyer bygget på banker ud mod havet. Her er mange hedestrækninger med spredte udflyttergårde mod øst.
Den 48 meter lange romanske landsbykirke må være en af de største i Danmark. Den er opført mellem 1200 og 1250 og er opført i tuf, granitkvadre og munkesten. Tagværkerne er fra 1200-tallet. De er af eg, og tømrerens navn Didrik er skrevet i runer. Et af helgenfigurerne er fra 1275.
I våbenhuset står en romansk gravsten og et stenkar, som – efter hvad der påstås – altid har vand i bunden, selv om der aldrig bliver hældt vand i det.
En gravsten i tårnrummet minder om Margreth Christiane Reimars, der var gift med hele tre præster fra 1670 til sin død i 1729. Det hørte åbenbart med til embedet, at man skulle overtage enken og sørge for hendes forsørgelse. Margereth havde 11 børn!
Anders Malling var gennem 42 år sognets præst. Han var ikke alene salmeforsker. Han var også et stort navn inden for det danske nazistparti. I 1936 stiftede han sin egen variant ”Dansk Folkefællesskab”. Han havde udtalt hang til førerdyrkelse af sig selv.
Brøns var i Tørning Len
Hertug Christian (senere Christian den Tredje) havde fået overdraget Haderslevhus og Tørning len af sin far for at have et fyrstendømme at ”øve sig på” inden han skulle være konge. Som ivrig lutheraner ønskede han den nye kirkeordning indført. Han lod derfor i 1528 præsterne i de to len sværge sig troskab. De som nægtede, blev afskediget.
Brøns lå i Tørning Len. Og den store kirke havde gode hvide vægge. Her kunne hertugens malere forkynde den nye lære på en kreativ måde.
Det var også her i Brøns, at den berømte træfning fandt sted under den første slesvigske krig, men det kan du læse meget mere om i to artikler her på siden.
Brøns Mølle ligger i ådalen øst for byen. Den nævnes første gang i 1579. Før digernes tid lå den meget udsat. Møllen var i kongens eje og møllerne betalte en årlig afgift til kronen.
Gården blev skyllet væk
Astrup har navn efter den lave ås, der strækker sig ud i Vadehavet. Omkring 1400 lå her en adelig frigård. Indtil 1533 var der her sæde for herredsfogeden i Hviding fogderi. Den norske slægt Astrup, der tæller kunstnere, politikere og polarforskere stammer herfra.
I 1602 deltes gården mellem to brødre.
I 1533 flyttede herredsfogeden til Haveradsgård. I de næste 200 år giv hvervet i arv. Gården kendes fra 1394. Efter stormfloden i 1634 blev den flyttet til den nuværende plads. Stuehuset er muligvis det originale. Avlsbygningerne er fra 1900. Og hvad skete der med den gamle gård. Ja den blev skyllet væk af stormfloden.
Upopulær vejskat
Hovedvejen mellem Ribe og Tønder blev anlagt mellem 1860-61. Ja man brugte rester af Tønderhus i anlægget. For hver mil var der opført et bomhus. De vejfarende skulle betale en meget upopulær vejskat i den slesvigske del af vejen. Den nordligste af disse huse lå mellem Skærbæk og Brøns. Og denne findes stadig. Ordningen med vejskatten ophørte i 1864.
Præstedrab
Skærbæk er opvokset omkring Storegade. I Melby findes den ældste bygning. Den er fra 1651 og det er kroen. Melbyhus er fra 1688. I Hjemsted findes endnu en smuk marskgård fra 1700-tallet.
I kirken findes et kalkmaleri fra 1509. I den sydlige korsarms ydermur er indsat en romansk gravsten med kors, kaldet ”sværdet i muren”. Lokale sagn fortæller, at den skal minde om en henrettelse i 1600-tallet.
Vi ar i tidligere artikler fortalt om et præstedrab i Skærbæk. Det fortælles, at drabet skete på kirkegulvet foran alteret men en anden version vil dog vide, at det fandt sted ”da man steg til vogns”.
Der var sandelig også en præst, Martinus Nissen, der ved siden af sit hverv også blev kroholder. Jo han havde fået Christian den Femtes tilladelse til dette.
Alle piger skulle testes
I 1696 blev et nyfødt pigebarn fundet død i en dam og:
- Alle pigerne i Skærbæk skulle prøves i overværelse af øvrigheden, sognepræsten, jordmødrene, dannemænd og dannekvinder, om der fandtes die eller mælk i deres bryster for at befri dem for mistanke.
Pastor Jacobsen endte i Sydtyrol
Når vi nu er ved præster og deres gerninger, skal vi da ikke glemme Pastor Jacobsen. Han var en ivrig fortaler for fortysknings-politikken. Det parrede han med personlig ærgerrighed. Rygraden i sit imperium var Creditbank Scherrebek. Jo han var i mange år en høj stjerne. Men det hele revnede for ham. Præsten gik fallit og blev drikfældig. Ikke nok med det. Han blev fyret i 1904 grundet ”usædelig optræden”. Han endte sin karriere som præst i Sydtyrol.
”Danskerne er landsforrædere”
Den iltre hjulmand (karetmager) fra Gesing oplevede, at få sin ”statsfarlige ladeport” tjære sort. Tyskerne kunne ikke acceptere, at den var malet hvid med røde hænger.
De dansksindede i byen kæmpede i et par år mod amtsforstander Hans Freiherr von Winther von Adlersdlügel. Denne udtalte:
- Danskerne er landsforrædere og imod landsforrædere er alt tilladt.
Den stakkels gymnastikpige
I 1895 stiftede 100 familier Skærbæk Frimenighed. Og ude i Mjolden havde man tætte forbindelser til Brødremenigheden i Christiansfeld. Frimenigheden ophørte først i 1979.
Kirstine Boesen, senere Stauning-Jensen ledede pigegymnastikken i Skærbæk og Bredebro. Da hun ikke var godkendt af myndighederne, blev hun som gymnastikleder anset for at være ”uegnet”. Og som erklæret dansksindet var hun vel også ”ildeset”.
I 1906 fik hun et polititilhold og i 1907 en bøde, som foreningens formand i Skærbæk betalte. Men ak, kort efter nytår 1910 konstaterede gendarmen i Bredebro, at der var piger under 18 år til stede ved hendes undervisning. Hun blev idømt en bøde på 200 mark. Det kunne eller ville hun ikke betale. I august samme år blev hun først indsat i arresten i Skærbæk. Derefter sad hun 11 dage under simple forhold i Porthuset i Tønder.
Sagen vakte stor og pinlig opsigt, ikke alene i Sønderjylland, men i store dele af det tyske rige, især fordi H.P. Hanssen drog det frem i en tale i Rigsdagen om forholdene i Sønderjylland.
Sultne og udsultede fangere
På en mark ved Gårdkrog syd for Gasse lå der under Første Verdenskrig en fangelejr. Fangebarakkerne var inddelt i store rum. Her boede fangerne meget tæt stuvet sammen. Der var køjesenge i flere etager. Kosten var elendig. Den bestod mest af roer, kartofler og hvidkål.
Fangerne skulle bygge fæstningsværker. Sultne og udhungrede vandrede de ud på deres arbejdspladser. Det var Sicherungstelle Nord, som de var i gang med. På Gasse Høje lå en signalstation. Der gik også en feltjernbane fra Døstrup til Ottersbøl-batteriet og fra Skærbæk til Gasse.
Gravhøje ved Gasse
Egnen omkring Hjemsted Banke er fuld af fund især fra jernalderen. Der er påvist grave og spor fra adskillige lokaliteter. Her er fundet mange urnegrave og rigt gravgods med perlekæder og kostbare smykker. Ja der er rester af en hel landsby. På Astrup Banke og i Ottersbøl er der også gjort fund. På Gasse Høje ligger syv monumentale gravhøje fra den yngre stenalder.
”Den svorne vej”
Vejen fra Hjemsted gennem marskegnene ved Misthusum bærer navnet ”Den svorne vej”. Sagnet fortæller, at bønderne fra Misthusum kom i strid med Skærbæk-bønderne om retten til at benytte vejen. Det kom til en sag, men da intet forlig syntes muligt, bestemte øvrigheden, at hvis de tolv Mithusum-bønder stående på vejen ville sværge på at de havde gammel hævd på at færdes der, skulle de beholde denne vejret.
Sagen var dog lidt ulden. Og bønderne fyldte derfor jord fra deres egen byvej i støvlerne inden edsaflæggelsen, så de kunne sværge på, at de ”stod på egen jord”.
De elleve bønder svor-den tolvte var forhindret-men mændene kom alle ulykkeligt af dage, og en dag mødte en mand ude i engene en rytterskare, som for frem imod ham, mens den skreg:
- Tolv vi var, elleve vi svor
- Og sammen vi til helvede for
En pige drømte kort efter, at hvis hun kunne redde elleve mennesker fra at begå selvmord, ville hun kunne frelse de ulykkelige bønders hvileløse sjæle. Hun drog derefter ud i den vide verden, og som gammel vendte hun tilbage efter udført gerning. Hun gik roligt spøgelsesskaren i møde, og da hun viste den korsets tegn, forsvandt den for altid.
Misthusum-den forsvundne by
Elleve gårde lå engang på otte værfter i den forsvundne by Misthusum. Udgravninger i 1930erne viste, at landsbyen går tilbage til omkring 1200.
Under stormfloden i 1634 blev landsbyen atter ødelagt og 44 mennesker druknede. Et sagn vil vide, at et spædbarn drev herfra til Fanø i sin vugge.
Ja og så burde vi jo egentlig tage en tur over på Rømø, men det bliver nu en kort tur, for vi har været her flere gange. Du kan bagerst i denne artikel se hvad vi tidligere har skrevet om Rømø.
Døstrup var ikke uddø af pest
Et sagn vil vide, Døstrup kommer af, at landsbyen var ganske uddød af pest. Men sandheden er nok, at navnet har noget at gøre med dysse, høj at gøre. Der findes endnu ti høje i sognet, men der har været væsentlig flere.
I kirken findes et sjældent unggotisk krucifiks fra omkring 1250. I 1537 kom sognets første lutheranske præst, Knud Jenssøn og hans hustru hertil. Og i de kommende 328 år var alle præster mere eller mindre i familie med hinanden.
I kirkebogen skrev sognepræsten Michael Andersen efter stormfloden i 1634. I alt omkom 19 mennesker fra sognet. Og vandet stod 2 alen i præstens stuer, båse og lader.
Det første fattighus på landet
Omkring 1820 var der 60 mennesker, der modtog fattighjælp. Ofte blev dette omsat i brændevin. På initiativ af den energiske og sognepræst Gabriel Koch opførtes i 1825 et 13 – fags hus en kilometer øst for byen. Her var også lidt jord og plads til at man kunne holde køer og svin. Denne bygning som stadig eksisterer anses for at være den fattiggård på landet i Danmark.
Regnskabet fra 1828 viser, at de fattige med deres arbejde betalte tredjedele af driftsomkostningerne. I tidligere år havde udgifterne til fattighjælp været cirka 700 rigsdaler, bu var det sunket til under 200 rigsdaler.
Store fund ved Drengsted
Nær Drengsted blev der fra 1960-1973 udgravet en gravplads og landsby fra germansk jernalder ca. 400 e.v.t. Husene var de gængse langhuse med buede vægge og svære tagbærende stolper.
Der var masser af slaggegruber fra jernudvinding. Man fandt også ansigtsmasker med næse og kindbeskyttere nittet sammen af tynde jernbånd.
En frygtelig ulykke på Brede å
Mjolden færgegård ligger på et højt værft nord for Brede å. Før broen blev bygget, blev man her sat over åen i en pram. Syd for ligger landsbyen Forballum og ude mod vest den ensomme marskgård Hybjerg.
På åen nær denne gård kæntrede en overfyldt udflugtsbåd i 1912, og 8 mennesker druknede. De er mindet på en sten i Mjolden by. En tavle med navnene på de omkommende er ophængt på en tavle i Emanuelskirken i Skærbæk.
Den første grundtvigske præst
Det var her, at Sønderjylland fik sin første grundtvigske præst, og her rejste der sig den grundtvigske vækkelse. Her startede Kold også sit arbejde. Han blev bl.a. lærer for Knudsens børn på Trøjborg. Og historien om Knud Lausten Knudsen, Gyde Marie Oksen fra Forballum har vi allerede fortalt. Se artikeloversigten efter denne artikel.
På gavlen af en af gårdene i Forballum er indmuret en tavle og i Mjolden står der en mindesten for Kold.
Den store kniplingskræmmer
Den gamle håndværkerby Bredebro hed oprindelig Bredevad. Vest for banen ligger den tidligere bondelandsby Brede. De to byer voksede sammen, da Storegade omkring 1900 blev udbygget. Her ses en del huse i Jugendstil.
Kirken ligger på en lav banke syd for åen. I sydmuren er indsat en tysk granat til minde om, at kirken blev ramt den 9. april 1940.
Jens Andreas Wulff havde i sine velmagtsdage flere tusinder kvinder på egnen beskæftiget med at fremstille kniplinger. De blev solgt først og fremmest i Tyskland og andre europæiske lande. Men han eksporterede også til så fjerne lande som Cuba og Brasilien.
Han anså både danske og slesvig-holstenske agitatorer for at være urostiftere. Hans ideal var, at danske og tyske:
- Kunne vandre i endrægt med hinanden hånd i hånd
En af Bredebros store sønner
En af Bredebros store sønner var Poul Johansen Geleff. Ja dem, der har læst vores artikler om Kampen på Fælleden og Arbejdere på Nørrebro ved godt, hvem han er. Han var husmandssøn fra Bredebro. Som redaktør af ”Heimdal” i Ribe blev han tiltalt for, at have fornærmet den prøjsiske konge.
Han rejste derfor til København. Her kom han i forbindelse med Pio, som i 1871 var begyndt at udsende ”Socialistiske Blade”. Sammen med boghandler Brix dannede de International Arbejderforening for Danmark.
De tre ledere fik langvarige fængselsstraffe. I 1877 blev de mere eller mindre udvist af Danmark. Dette var sponseret af arbejdsgivere, der ikke tolererede socialisme. Men det hele endte med, at Geleff døde på Capri.
Sognepræsten i Bredebro sukkede da også og udbrød:
- Vor tid er fuld af vantro og socialdemokrati, store kampe i folkelivet, længsel efter bedre tider og forhold.
Men først 25 år senere opnåede Socialdemokratiet de første tre stemmer i sognet.
To langdysser
I 1960 blev der på marken Steneng i randen af Bredeå-lavningen nord for Abterp opdaget to langdysser. Den ene havde allerede haft besøg. Her var gravkammeret ødelagt. Den anden dysse havde tre gravkamre. Her fandt man et smukt køllehoved af sten, nogle ravperler, flintøkser, lerkar og perler.
Der var gang i Ballum
Ja os, der gentagende gange har cyklet til Rømø fra Tønder har opdaget alle de byer, der ender på Ballum. Ja det er vel en halv snes stykker. Den sydlige del af det gamle sogn ligger på en lav bakkeø. Og her er man nogenlunde sikret ved stormflod.
I 1976 og 1981 lå store dele af Bådsbøl, Rejsby og det meste af Buntje under vand. Ballum er præget af store stråtækte gårde opført i randen af marsken. De fleste står på såkaldte randværfter. Det er forhøjninger ”skubbet” fra gestkanten ud i marsken.
Her har man i mange år praktiseret studefedning. Det gav et godt udbytte uden de helt store anstrengelser. Det gav et godt økonomisk grundlag. Hansigne Lorenzen har skildret det så flot med disse ord:
- Her groede bondens velstand frem
Med Ballums blanke stude,
Grundfæstet blev mangt vestkysthjem
Ved ry, de vandt derud
I kirken findes kalkmalerier fra 1250. Prædikestolen er fra 1600.
Kongen var på inspektion i Ballum
I 1637 puslede Christian den Fjerde med tanken om en havn ved Rudbøl. Fem år senere besøgte han Skærbæk og Ballum for at finde et egnet sted til havn, købstad og fæstning. Der kom dog også materiale men så brød krigen mod Sverige ud.
Matrosen fik færgeriet
Ja og historien om færgeriet og matros Gram har vi allerede berettet om i en af vores artikler. Han gjorde en heltegerning. Og kongen ville give ham noget for dette. Han ønskede sig færgeriet fra Bødsbøl til Rømø. Og færgeriet udgik fra Bådsbøl, hvor Færgegården opført i 1800-tallet stadig ligger. Det var også herfra der blev udskibet kreaturer.
Den stakkels mor
Et sagn fortæller om en ung knøs fra Ballum, der efter et drab blev dømt til døden. Hans mor gik da til kongen, som forbarmede sig over hende, og lovede, at hvis hun alene kunne meje en ager fra solopgang til solnedgang, skulle sønnen gå fri.
Moderen påtog sig opgaven og fuldførte den, men sank død om i samme øjeblik, det sidste strå var skåret. I 1942 fortalte Karen Blixen historien i ”Vintereventyr”.
Her stod Brorson
Randerup Kirke ligger nord for landsbyen med de mange smukke gårde. Krucifikset i skibet er fra omkring 1300. Både i og uden for kirken mindes Hans Adolph Brorson, der er født her i 1694. Han var præst i sognet 1722-1729.
Den lille kirke i Skast ligger forblæst og ensom på en lav højde nord for byen. De to store gårde, Asgård og Skastgård blev ejet af familien Beyer. De var søfarer og handelsmænd. Ved restaurering af kirken i 1980 fandt man et sammenstyrtet gravkammer med skeletrester og en sølvknap med initialerne PB (Peter Beyer).
I den sydligste del af Ballum bakkeø ligger en del store og karakteristiske høje fra bronzealderen. Nord for kirken er det en pragtfuld udsigt over Vadehavet.
Selve landsbyen Hjerpsted ligger nord og øst for landevejen. Her mange stråtækte huse og gårde.
Store tanker med Jordsand
Ja så er det jo lige Jordsand, som lå cirka 7 kilometer ude og midt mellem Rømø og Sild. Men øen er der ikke mere. Den kendes fra kong Valdemars jordebog. Indtil midten af 1700-tallet var den beboet året rundt.
Det sidste værft på Jordsand med et stråtækt hyrdehus blev ødelagt under en stormflod i 1895. Her er fundet mange skeletter, som stammer fra det store søslag i Listerdyb i 1644. Men nogle er sikkert fra den danske hjælpehær på 7.000 mand, der skulle hjælpe den engelske konge. Mange blev overrasket af højvande og stormflod.
”Folkebladet” foreslog i slutningen af 1800-tallet, at øen blev inddiget, og at der blev lagt en jernbanedæmning herud. Tanken var at etablere en havn ved Højer Dyb vest for øen. Jo og det var herover, at tyske soldater under besættelsen ulovligt jagtede fugle.
Og her slutter vores artikel. Men hvad så, vi er jo langt fra nået til måls. Vi mangler Emmerlev, Højer, Møgeltønder, Rudbøl og Tønder. Ja og så mangler vi alt syd for grænsen. Men se, det var jo alt sammen skrevet om. Derfor bringer vi en artikeloversigt lige efter dette.
Kilde:
- Diverse artikler på dengang.dk
- Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde
- 226 artikler om Sønderjylland
- 150 artikler om Tønder
- 66 artikler om Højer – herunder:
Hvis du vil vide mere om Langs Vadehavet, Tøndermarsken, dige, stormflod m.m. så se her:
Ribe:
- Ribe-brevet
- Ribes Historie(5)
- Ribes Historie fra 1666 (4)
- Riber Ret (3)
- Ribe-Hekseafbrændingen (2)
- Ribe-i begyndelsen (1)
Mandø:
- Vingeskudt på Mandø
- Mandø – en ø i Vadehavet
Brøns:
- Slaget ved Brøns
- Slaget ved Brøns-set med tyske øjne
Ballum:
- Klager over præsten i Ballum
- Agga-en sønderjysk pige
- Ballum-dengang
- Mellem Højer og Ballum
- Indre Mission, Baptister og Andre
Rømø:
- Anekdoter fra Rømø
- Flere anekdoter fra Rømø
- Borrebjerg på Rømø
- Færge fra Ballum til Rømø
- Da Rømø fik et Nordshedsbad
- Rømø, den tredje tur
- Rømø – endnu en gang
- Rømø – en ø i Vadehavet
- Rømø – under besættelsestiden
Jordsand:
- Soldater på Jordsand
- Øen Jordsand, engang ude for Højer
Emmerlev:
- Kogsbøl ved Emmerlev
- Emmerlev Skole
Trøjborg:
- Trøjborg, den fjerde historie
- Bondeslægten fra Trøjborg, endnu mere
- Bondeslægten fra Trøjborg
- Trøjborg, et slot nord for Tønder
Møgeltønder:
- En landsbydreng fra Møgeltønder
- Overinspektør på Schackenborg
- Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
- Dagborg fra Møgeltønder
- Møgeltønder Kirke
- Møgeltønder – dengang
- Schackenborg i Møgeltønder
- Oprør i Møgeltønder
- Møgeltønders historie
Rudbøl:
- En arbejder fra Rudbøl fortæller
- Rudbøls historie
- Bådfolket i Rudbøl
Aventoft:
- Syd for Tønder
- Aventoft ved grænsen
Tønder-marsken:
- Tøndermarsken 1-3
- Gammel Frederikskog – dengang
- At plukke sut ved Højer
- Fiskeri ved Højer
- Syd for Højer
- Emil Noldes liv – vest på
- Tønder, marsken og afvandingen
- Vadehavets maler, Emil Nolde
- Tøndermarken – under vand
Vadehavet:
- Heltene i Vadehavet
- Vadehavet ved Højer
- Søslaget ved Højer
- Vikinger i Vadehavet
- Apotekeren fra Højer
Stormflod og diger:
- Landet bag digerne
- Stormflod ved vestkysten
- Højer, stormflod og diger
- Digebyggeri i Tøndermarsken
Vidåen:
- Travlhed ved Højer Sluse
- Askerodde ved Vidåen
- Højer, som havneby
- Omkring Vidåen og havnen i Tønder
- En vandmølle i Tønder
- Drømmen om en havn i Tønder
- Kanal gennem Tønder
Andet:
- Bredebro – dengang
- De fattige – i Vestdanmark
- Sikkerhedsstilling Nord
- Ude mod vest
- Præster og andet godtfolk i Sønderjylland 1-2
- Det vestlige Sønderjylland
- Enklaverne i Sønderjylland
- Præsten fra Daler
- Brorson-en præst fra Tønder
- En vandretur mod vest-dengang
Syd for grænsen
- Nordstrand-syd for grænsen
- Fòhr – en ø i Vadehavet
- Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum
- Dæmningen syd for Højer
- Øerne – syd for Højer
- Det frisiske salt
- Friserne syd for Tønder.