Lendemark og Omegn

Vi skal høre om Lendemark, Bylderup, Sottrup og lidt uden for nummer, Aventoft.

Under en bustur fra Tinglev til Tønder, kom undertegnede i tanke om hvordan livet på denne egn for mange år siden havde udfoldet sig. Ja vi skal da også lige besøge en meget omtalt pastor Braren. Og så troede man, at der gik en farlig rovmorder fri i Sottrup. Vi tager også postvognen til Aventoft. Her følte de sig lidt bedre end andre. En dampplov vakte opmærksomhed.

 

En bustur fra Tinglev til Tønder

Der er sket noget på Tinglev Banegård siden sidst, jeg var der. Nu skulle man op af trapper på en meget overdimensioneret overgang, og så ned igen. Fantastik at bussen til Tønder holdt og ventede. Ja tænk engang, den kommer helt fra Aabenraa og skal over Tinglev for at komme Dengang kunne man tage bussen direkte fra Aabenraa til Tønder. Fantastisk at rejsekortet fungerer her.

Siden sidst er bageren også lukket og sikkert også flere butikker. Men over for Tinglev Banegård gik vi til bal. Det gør man ikke mere. Men Nachschule ligger her stadig. Der holdt jeg engang et foredrag på sønderjysk/dansk og tysk vel nærmest for at provokere. Reaktionen af foredraget var forventelig. Den ene halvdel var begejstret. Den anden halvdel nærmest buhede mig ud. Ja det handlede om det tyske skolevæsen i Sønderjylland.

Men når man nu sidder i sådan en bus på vej til sine fødeby, så er der rigelig med tid til at fundere over det landskab man kørte forbi. Og egentlig har man jo skrevet om meget af det før, men det kan jo være, at man har glemt noget.

 

Hvordan levede man dengang?

Hvordan var livet egentlig herude dengang for mange år siden? Ja nu var bussen i mellemtiden nået til Lendemark.

 

Lendemark-dengang

Dengang i 1890 bestod landsbyen Lendemark af seks mellemstore gårde. Den største af dem var sognets præstegård. Ejerne af disse gårde var byens førende og ledende personer. Den øvrige del af befolkningen bestod af kådnere, små håndværkere, som tækkemænd, skomager, glarmestre, bødker, snedker, skrædder, købmand. Ved siden af deres erhverv, ja så var de daglejere på gårdene.

Det var en klar linje mellem bønder og småfolk. Man bliver præget af de mennesker, man vokser op med. Man bliver præget af sproget og af de skikke, der hersker.

Slogsåen snor sig endnu gennem det ret frodige engdrag. Kigger man i gamle dokumenter, så beskrives Lendemarks bymark således:

• Jorden er sandet, engene er ret gode, men dækker ikke behovet, der er ingen skov ej heller mosearealer.

 

En dampplov

Omkring 1900 blev der foretaget nogle foranstaltninger med henblik på en mere rationel udnyttelse af jordene. Da kom dampploven og trak sine dybe furer gennem hedearealerne, for at de efter en række år kunne være tjenelige til granbevoksning.

Dampploven var et dengang et meget beundret teknisk vidunder, der tiltrak mange besøgende. Den bestod af en stor dybtgående plov, der ved hjælp af et kraftig kæde var fastgjort til to dampmaskiner. Disse maskiner blev placeret ved hver sin ende af det hedestykke, der agtedes pløjet og trak således ploven gennem arealet frem og tilbage.

 

Her gik storken

Omkring 1910 tilhørte en lille mergelbane på tipvogne mergel fra lejet i Lund til de lette jorder for at fremme en mere frugtbar vækst.

Her har man fisket og badet i åen. Og det var almindeligt dengang, at storken spankulerede i engene efter mad til sine unger i reden på Christian Petersens gård i Bylderup. Om vinteren var det rig mulighed for at løbe på skøjter på de oversvømmede områder.

 

Den stakkels musikere

Vi passerer også Rørkær, hvor den privilegerede musikker, ”Dresen” boede. Jo han var berømt. Ja om en anden musiker, der en nat spillede op til dans i en rejsestald i Hajstrup Kro hed det sig, at han fik kulde i sine fødder i en grad at fødderne og underkroppen blev følelsesløse. Han måtte holde sengen og døde kun 56 år gammel.

 

Tag kransen ned

Jo også i Lendemark mærkede man det nationale. Således befalede gendarmen, at tage de rød/hvide kranse ned til rejsegildet.

Konkurrencen var stor. Også for de små købmænd i landsbyerne. Således rejste købmænd fra Tønder rundt og tog imod bestillinger til en langt billigere pris end de lokale købmænd kunne levere deres varer til.

 

Den dansksindede møller

Her var en trælasthandler Peter Hansen Petersen også kaldet Peter Bødker. Her var også en mølle og oppe fra toppen af denne var der en dejlig udsigt over Bylderup og Lendemark. I 1902 købte Jes N. Jacobsen møllen. Han kom til at betyde meget for danskheden i Bylderup Sogn.

 

Pastor Braren indkaldt til møde

Jo her foregik også mange kristne møder. Og herfra blev der også startet en afholdsforening. I 1909 skulle der afholdes et afholdsmøde på Bylderup Kirkekro. Der var kommet mange deltagere. Gendarmen konstaterede efter lovens forskrifter, at salen ikke var stor nok. Halvdelen af mødedeltagerne skulle forlade salen. Disse opholdt sig så i skænkestuen, mens lærer Lorenzen fra Ballum, der var mødets taler, holdt sit foredrag.

Efter lærer Lorenzen skulle pastor Braren fra Bylderup tale. Han nægtede at tale under polititrussel og indbød hele forsamlingen med over i præstegården, hvor gendarmen ikke havde noget at sige.

Dette indbragte bagefter pastor Braren en tilsigelse om et møde hos landråden. Han blev spurgt om, hvorfor han havde handlet således. Han havde svaret, at han ikke kunne acceptere tyskernes optræden over for danskerne. Landråden havde svaret:

• Das kann ich auch nicht.

 

Småfolk og storbønder

En nat brændte stuehuset hos Peter Bødker. Kusken her hed Jørgen Peter Eiffert. Han var kendt viden om, for han kom kørende med kul, træ og andre ting. Han var også kendt som Lendemarks største cykelrytter. Det tog ham ellers lang tid at lære at cykle.

Her lå også en trelænget slægtsgård tilhørende Rasmus Carl Eschelsen. Og de havde både tjenestekarl og tjenestepige. Men en dag skete der noget frygteligt herover. Tjenestepigen hængte sig nede i vognporten.

I byen boede også kådner Emil Peter Petersen. Han handlede med fisk og var en fin fyr, hvis ikke lige, at han drak, for så blev han meget voldsom.

Præstegården var også vigtig for byen. Omkring 1893 var der her Pastor Bahnsen, der regerede. Og i 1894 indtog en ny pastor gården. Han hed Simonsen.

Der var også et hus, som i ældre tid havde tilhørt præstgården. Her boede Thomas Snedker. Han var far til Peter Bødker. Her fik børnene altid franskbrød med honning.

 

Ringorme fjernes ved fuldmåne

Ja her var også forten, Den blev tidligere brugt til at vande kreaturer. Men her nede ved åen var det en fortræffelig legplads. Øst for lå Carl Johan Lorenzens hus med værksted. Han var bødker og blev derfor kaldt Carl Bødker. Jo og hans kone, Line kunne fjerne ringorme. Det skulle gøres under fuldmåne, hvortil man fremsagde en bestemt remse.

De havde en hund, der hed Bismarck, men den lignede dog ikke ham. Og Carl Bødker kunne både klippe hår og ordne træsko. Han leverede også smørdritler til Bylderup Bov Mejeri.

 

Missionærer i Østasien

I det næste hus boede Matthias Spillemand. I 1898 solgte han huset til Nikolaj Hansen også kaldet Klåj. Og det var med et anseeligt antal børn. Han fungerede mest som daglejer og arbejdede mest omkring Bylderup og Nolde. Klåj og hans familie tilhørte en sekt. De blev anset for at være meget kristne. Et par af deres døtre blev således missionerer i Østasien.

Lidt tilbagetrukket fra landevejen lå et gammelt hus. Her boede Hans Christian Sørensen og hans kone Karoline. Han var arbejdsmand og hans kone var kagekone. En gang om ugen, gik hun fra hus til hus med en stor kurv. Hun solgte brød og kager for bager Andersen i Bylderup.

 

Mælkemand med træben

På byens nordlige side lå Jørgen Asmussen Sørensens gård. Det var efter præstegården byens største gård. Det næste hus tilhørte banevogter Adam Horn. Han var fra Hessen. De havde en sindssyg søn, som for det meste opholdt sig i et lille rum ved siden af køkkenet. Og en datter, Anna havde et træben.

Senere boede Nis Spillemand i huset. Han var mælkekusk og havde også træben, men det hindrede ham ikke i at hoppe op og ned ad mælkevognen.

Ja så var der også en tidligere smedje, senere farveri på nordsiden af vejen. Nabohuset var Peter Damgaard Iversens kådnersted.

 

Den gamle kro

På vejens sydside lå den gamle kro. Det var en middelalderlig bygning med lav dør, små vinduer, lavloftede stuer og ældgammelt inventar. Det lå helt op til landevejen uden have. Jes Christian Christensen var dengang enehersker på kroen. Sønnen Peter Boysen Christensen passede landbruget i mark og stald.

De var begge enkemænd og skiftende husbestyrerinder klarede husholdingen, indtil døtrene kunne overtage dette. Men krovirksomheden gav næppe stort overskud. Den gamle kromand døde i 1913 og dermed ophørte krovirksomheden.

Man kærnede selv smørret. Og der blev lavet mad fra et åbent ildsted. I 1930 nedbrændte den gamle kro fuldstændig med alt indbo. Gården blev opført på ny i toften nord for landevejen.

 

Danske børneblade

Nabogården til kroen tilhørte Johann Philipp Johannsen. Han var kommuneforstander. Og så er vi vel nået til det sidste hus i byen. Det var et såkaldt fæste-kådnersted. Det tilhørte skomager Asmus Hansen. Han overtog det i 1892 af faderen. Han blev kaldt for Rasmus Kollunder, vel sagtens fordi hans farfar var fra Kollund.

Jo Rasmus var populær hos børnene. Han havde danske børneblade. Så kunne man jo lære dansk på den måde, for i skolen blev der på det tidspunkt ikke undervist i det.

 

Den store og Den lille skole

Skolevejen gik forbi købmanden i Lendemark over engdraget og broen over Slogsåen til Bylderup skole. I blæst og dårligt vejr var det sikkert en lang vej til Bylderup Skole. Men børnene fra Sottrupmark og Frestrup havde endnu længere.

Skolen havde to klasser – den store skole og den lille skole. I hvert lokale var der en stor kakkelovn. I den ene ende af legepladsen var der bygget en retirade.

Der var hele to skoler i Bylderup sogn. Der var nemlig også en en-klasset skole i Bredevad. Børnene fra Duborg gik i skole i Terkelsbøl.

Skolesproget var tysk, selv om hjemmesproget var dansk. Og det var nu heller ikke alle, der forstod det tyske sprog.

 

”Es ist vollbracht”

Der kom en lærer, der boede i Stemmild. Og han blev transporteret på en velocipede. Denne blev meget beundret af eleverne. Senere blev der dog indrettet et loftværelse til læreren på skolen. Jo han var meget populær. Men en gang imellem måtte han bruge stokken for at få respekt.

Han blev gift med bagermesterens datter. Han døde i 1927 i Kastelruh i Sydtyrol under et rekreationsophold. Han ligger begravet i et hjørne af denne bys katolske kirkegård. På gravstenen står:

• Es ist vollbracht

Kejserens fødselsdag og Sedanfesten den 2. september i anledningen af sejren over franskmændene i 1871 blev fejret på skolerne.

 

En autoritær degn

Degnen i den store skole var autoritær, men forsøgte at gøre undervisningen spændende. Når det var godt vejr, kunne han godt finde på at foreslå en spadseretur. Men det var først efter at ti-toget fra Tønder var kommet, idet kredsskoleinspektøren plejede at komme med dette tog, når der kom uanmeldt revision. Han skulle jo helst træffe alle hjemme.

 

Pastor Braren – nok engang

En præst, som vi tidligere i vores artikler har nævnt flere gange er Pastor Jürgen Braren. Han kom til Bylderup i 1907. Han var ugift, da han kom til byen. Derfor søgte han en husbestyrerinde. Braren spurgte sin mor, hvem af de to, der havde søgt, som han skulle tage. Hun svarede, at det skulle være hende fra København. For det kunne da tænkes, at damen ville gifte sig med ham.

 

Mor bestemte, hvem der skulle være kone

Og sådan blev det så. Frøken Elisabeth Mynster blev hans husbestyrerinde. Hendes far havde været præst i Ladelund i Sydslesvig, faktisk ikke særlig langt fra Bylderup. Han var en af de præster, der blev afsat efter 1864. Denne begivenhed havde sat sit præg på Frøken Mynster. Hun var ingen ven af tyskerne.

Det var ingen andre end Braren, der havde søgt stillingen i Bylderup. Det var dengang stor præstemangel. Braren holdt sin ”opstillingsprædiken” den 1. januar 1907. Man samledes til nationale fester på kroen og i hjemmene. Andre steder i sognet festede tyskerne.

 

Braren fik både danske og tyske venner

Braren fik venner både blandt tyskerne og danskerne. Han påtalte de tyske myndigheders foranstaltninger. Tyskerne havde en eftermiddags-gudstjeneste om måneden. Den var ikke ret godt besøgt. De dansksprogede gudstjenester blev derimod mere og mere besøgt, ikke mindst af unge.

Pastor Braren startede et kor, hvor man indøvede danske salmer. Pastoren regnede sig ikke som tilhørende Indre Mission, men han stod den ret nær. Han skrev dog ikke artikler til deres blad. I 1912 flyttede pastor Braren til Åstrup. Her adopterede han en lille pige, Johanne den pige som kongen red over grænsen med. Dette har vi også tidligere beskrevet i en artikel.

Brarens tid i Højer har vi også tidligere beskrevet.

 

Gårdmændene fra Sottrup

Fra Sottrup kom de altid i kirke både i godt og dårligt vejr. Der var altid fart på. De havde jo nok at se til. Jo de kom altid til fods. Gårdmændene fra Bredevad kom altid med hestevogn.

Man sagde om Sottrup, at det var en ret udsvævende by. Men man oprettede dog en ”vis kirkelighed”. Men byens kro var nu ret flittig besøgt. Der var desværre også en del konkurser og en dårlig økonomi. Dette gik ud over moral og helbredstilstand.

Det var i 1880 og 1890 mens pastor Bahnsen var sognepræst i Bylderup, at der gik en kirkelig vækkelse over Sønderjylland. Dette resulterede måske i det skilt, der blev sat op i krostuen i Sottrup:

• I mit hus du ej bande må

Men hel’re ud af døren gå,

Det hører Gud i Himmerig

Og straffer både dig og mig

 

Kirkeflokken fra Sottrup voksede

Jo, kirkeflokken fra Sottrup voksede og i 1905 blev der bygget et missionshus. Og kromanden fra Sottrup, Hans Schmidt blev i 1904 bestyrer af det nyoprettede missionshotel i Tønder.

Nej den bus, som jeg sad i, kører ikke til Sottrup. Men byen ligger vel ikke mere end 3 kilometer fra Lendemark. Skulle man hertil dengang skulle man gå over markstier, om sommeren var det gennem kornmarker.

Mads Mahler fra Øster Højst hentede i flere dage om ugen gods på Bylderup-Bov station og kørte til Sottrup. Og hver morgen kom postvognen forbi stationen og kørte posten til Øster-Højst. Om aftenen dukkede den frem igen for at nå sekstoget.

 

En berygtet og frygtet rovmorder

En berygtet og frygtet rovmorder Peter Ludvigsen blev i 1894 eftersøgt af politiet. Der var lovet 500 mark for hans pågribelse. Man mente at man havde set ham på egnen. Men nu blev enhver, som man ikke kendte i forvejen mistænkt.

Også en landstryger, der kom til byen og tiggede om en mellemmad blev anset for at være den mistænkte. Nu blev der så taget kontakt til byens stærkeste person, Jep Sørensen. Også en tidligere dragon, Peter Hald blev kontaktet.

Da han blev anholdt, sagde han, at han var overvagtmester fra Tønder og protesterede vildt og voldsomt. Også kommuneforstanderen, der blev hidkaldt, lod sig ikke overbevise om mandens identitet.

Kromanden Hans Schmidt sendte sin tjenestekarl til Ravsted for at hente gendarmen. Da denne så den formodede morder, klappede han støvlehælene sammen og hilste stramt med et:

• Guten Tag Herr Oberwachtmeister!

 

Frikendt for retten

Men her stoppede sagen nu ikke. For mændene fra Sottrup måtte for retten. De blev anklaget for frihedsberøvelse over for en tjenestemand i funktion. De blev dog frikendt. Dommeren anså, at de havde handlet i god tro.

Og så kører ”Den gamle Redaktør” ind i Tønder. Lidt senere er vi ved rutebilstationen, hvorfra der dengang fra Tønder Øst gik tog til Tinglev.

Et lille stykke derfra, oppe i Østergade ud for ”Den Gamle Redaktørs fødested” afgik der en postvogn til Nykirke via Aventoft syd for grænsen i dag

 

Aventoft

I Aventoft snakkede de lidt mærkelig. De sagde ”tug” i stedet for to. Og de sagde ”svort” i stedet for sort. De gik for at være lidt særpræget og selvbevidst. Byen lå også på en slags hallig. På den ene side grænsede den op til den rige marsk. Bønderne herfra kom, når der var markedsdag i Tønder kørende gennem Aventoft.

På den anden side var heden, hvor de fattige børn ved juletid gik rundt med deres rumlepotter for at bede om en lille gave. Men søområderne mod syd og Vidåen mod nord har sikkert sat en grænse med hensyn til naboskab.

Man kunne køre med postvogn fra Tønder til Aventoft. Den fortsatte til Nykirke. Jo den startede fra Lorenz Andresens Kro i Østergade. Det var senere møbelhandler Stahlberg, og her er ”Den Gamle Redaktør” født.

 

Kalkuner ved kroen

Dengang havde de ved kroen ved Møllehus inden broen over Vidåen, kalkuner der angreb de vejfarende. Jo, det var en fiskerby, Aventoft. Man kunne høre dem tidlig om morgenen starte deres arbejde. Der var vel kun 4-5 landbrug i byen. Her var masser af enge. Disse var omgivet af høje rørskove ned til søen. Disse holdt vinden ude. Hestene kunne man slet ikke bruge her. Det var ret besværligt at få bjærget høet. Ofte måtte man bruge både.

Om vinteren var mange af engene oversvømmede. Den vand man brugte i husholdningen tog man fra grøfterne.

Befolkningen talte dansk, kun få talte frisisk. Med præsten og læreren talte man tysk. Men ellers blev de nationale problemer ikke diskuteret herude. Man følte sig faktisk som lidt mere. Både i skole og kirke var sproget tysk. Men hvis en aventofter bare kom og talte tysk, så blev han anset for at ville gøre sig til mere, end han var.

 

Æ væddesejlen på Rudbøl Sø

Højdepunktet dengang var nok ”æ væddesejlen” på Rudbøl Sø. Denne kapsejlads blev afholdt i pinsen. Den tiltrak mange mennesker, af hvilke mange kom sejlende i deres egne både. Andre kom kørende med hestevogn.

Hjuldamperen ”Sylt”, der ellers sejlede mellem Højer Sluse og øen Sild blev taget ud af den normale rute for at sejle mellem Højer Sluse og Rudbøl Sø. Dens skorsten kunne lægges ned, så fartøjet kunne sejle under broerne.

Selve ”væddesejladsen” varede nok et par timer. Men dette var kun en del af et stort forlystelsesprogram. Det var en slags folkefest.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Andresen: Den gamle Landmåler fortæller

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

• Den sure præst fra Højer
• Højer Kirke
• Pigen fra Højer
• Syd for Tønder
• Aventoft-Byen ved Grænsen
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Kz-lejren Ladelund
• Moral og etik i Slogs Herred
• Øst for Tønder
• Grøngård-et forsvundet jagtslot
• Lærer i Burkal
• Avlsgården Grøngård-endnu mere
• Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Så kom der post til Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Emmerske ved Tønder
• Hestholm-syd for Tønder
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup Sogn
• Sheriffen fra Tinglev
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn-dengang
• Tinglev og Omegn-dengang
• Modstand i Tinglev
• Langs Grænsen
• Emil Noldes liv – vest på
• Vadehavets maler-Emil Nolde
• Solvig-en herregård i Slogs Herred og mange flere