Anekdoter fra Rømø

Vi bringer her otte historier fra Rømø. Den første hedder ”Strandet på isen” Det var i 1777 på en grønlandsfærd. Pludselig måtte 300 sømænd efterlades på isen. Nogle skibe sank. På Rømø havde man opgivet, men efterhånden vendte mange hjem. Og glemt er også, at der på Rømø blev taget 1.450 svenske fangere, deriblandt en landsforræder. Christian den Fjerdes flagskib sænkede næsten en hel flåde. 800 – 1.000 svenskere og hollændere omkom. I mange år havde en bandit hærget på øen. Endelig havde bønderne fået nok af ham. De overfaldt ham og 13 dage senere døde han. Og så blev Jørgen Jespersen fejret som helt. Sammen med andre øboer fik han ordnet nogle sørøvere. En ”Heks” blev anholdt 14 år efter, at hun var angivet. Men de kunne ikke finde andre beviser. Og så blev øvrigheden narret, da de skulle inspicere noget nyt land. I mange år kæmpede øboerne mod sandflugt. Og mens mændene var på havet, var det konerne, der måtte sørge for dette.

 

Strandet på isen

Man siger, at den første grønlandsfarer kom fra Rømø. Men der nok ikke rigtig. En kendsgerning er dog, at øen kan takke hvalfangsten ved Grønland for den velstand, som øen opnåede.

 

Kommandøren skulle være fra Rømø

Rømeserne blev regnet for aldeles fremragende søfolk. Man sagde:

• Hvis der skal være held ved en grønlandsfart, så må kommandøren ubetinget komme fra Rømø.

Det var nok lidt overdrevet. Men en kendsgerning var, at næst efter Føhr så leverede Rømø det største antal kommandører til Hamborgs hvalfangerbåde. Desuden var mange hollandske og danske skibe bemandet med en kommandør fra Rømø.

 

Han blev på havet

Hvert år i februar tog en meget stor del af Rømø’s mandelige befolkning afsted på søen. Kvinderne måtte overtage kommandoen derhjemme. Om efteråret vendte de så igen hjem. Men på gravsteder kan man læse:

• Han blev på havet

På mange gravsten er det ligefrem en hel livshistorie.

Søfolkene tog mange kostbarheder med hjem.

 

Man tager afsked

Det var skik og brug at man holdt Persawten med bål og ild. Det gjorde man også i 1777. Den følgende dag tog mændene til Amsterdam og Hamborg. De havde ladt sig hyre til grønlandsfarten. De yngste var kun 10 – 12 år gamle.

Før de gik om bord i da fladbundede vadehavsbåde, tog de afsked med familie, venner og bekendte. Efter tur besøgte de diverse huse. Man drak punch og kaffe. Og et par punche blev det også på kroen ved havnen. Man råbte så et trefoldigt hurra fra land, og dette blev gentaget at folkene i bådene.

Den 12 årige Anders Mickelsen List skulle med skibet ”De twee jonge Hermans” under kommando af Engelbrecht Jensen. I slutningen af marts forlod skibet Hamborg. Midt i maj nåede man fangstpladserne.

 

Tolv skibe blev indesluttet i isen

Isforholdene var vanskelige, og der var tåge under hele fangstperioden. Som nybegynder måtte man ikke deltage i jagten. Men man kunne følge det fra skibet. Mændene i små chalupper(robåde) mod kolossale havdyr. Oftest var det dog mændene, der vandt.

Det var et godt fangstår, men midt i juni blev ”De twee jonge Hermans” og de andre hvalfangerskibe indesluttet af tætte ismasser. I otte dage forsøgte mændene at bringe deres skibe fri. Men det lykkedes kun delvis. Tolv skibe forblev indesluttet.

Anders var frygtelig bange, men kommandøren trøstede ham. I slutningen af juli så det en overgang ud til, at isen ville åbne sig. Men i august pakkede den sammen igen. Ja nu var man også bange for at skibet ville blive knust af ismasserne.

 

Han forsvandt i det kolde vand

Nogle vovede sig ud på ismasserne for at undersøge, hvor langt isen strakte sig. Det blev en besværlig tur. De måtte springe over revner og klatre over høje isbjerge. Men der var kun hvid ørken så længe øjet rakte. På tilbagevejen gled en af mændene, da han ville springe over en åben spalte i isen. Han forsvandt i det iskolde vand under isen.

 

300 sømænd stod på isen

Den 19. august kom der en voldsom storm fra øst. Den følgende nat vågnede Anders ved lyden af træ, der splintredes. Et øjeblik senere lød det gennem mandskabslukafet:

• Alle mand fra borde! Vi synker!

Det var ikke tid til at rede noget. En smule proviant og to redningsbåde. Isen pressede alt andet ned i dybet. Inden stormen havde lagt sig var endnu fem skibe blevet knust.

I begyndelsen af september lykkedes det for to skibe at komme fri. Endnu fire sad fast. Men fire sad stadig fast. De knustes under endnu en heftig storm sidst på måneden.

Det hele resulterede i, at 300 sømænd stod tilbage på den arktiske isflade uden skib. De fleste ventede bare på døden. Men kommandør Jensen råbte op, at nu skulle der kæmpes. Han mente, at nu skulle man slå sig igennem isen til Grønland. En farefuld vandring startede. Man måtte gå lange omveje for at komme over alt få brede sprækker.

 

En røgsøjle i det fjerne

Det gik uger. Kræfterne ebbede ud. Nogle var blevet angrebet af skørbrug. Anders var nået til det yderste af sine kræfter. Hele tiden blev han bagefter gruppen. Men kommandøren blev hos ham. Han bad om at tage noget af sit tøj af. Han gik nu halvnøgen og uden fodtøj videre.

Stormen hylede. Solen lod sig slet ikke se. Og det var iskold. Men pludselig fik hele gruppen nyt liv. De kunne se land. Men glæden varede kort. Hver nat krævede sinde dødsofre.

Pludselig en morgen kunne man se en røgsøjle. Man slæbte sig afsted med de sidste kræfter. Hurtigt kom man sig under grønlændernes omsorgsfulde pleje. Men nogle var så svage, at de døde efter få dage.

 

På Rømø havde man opgivet

På Rømø blev der bedt for de savnede. Hver gang en vendte hjem, blev der bedt i kirken. I efteråret og vinteren 1777 var halvdelen endnu ikke vendt hjem. I 1778 gik pastor Rasmus Christiansen Neve på prædikestolen og sagde med grådkvalt stemme:

 

• Lad os ikke længere narre hinanden. Ingen har dog lidt længere håb om, at vore kære kommer velbeholdne hjem. De er blevet derude og har lidt sømandens død på havet. Derfor er det også bedre, at vi hver søndag beder for de dødes genopstandelse på den yderste dag.
• Gud være med Eder, som har mistet jeres kære.

 

155 af 475 søfolk blev reddet

Fra den dag bar mange familier sørgedragt og accepterede i tavshed deres skæbne.

Hen på foråret vendte de 27 af dem, de havde troet døde, tilbage til Rømø. Der blev jubel og glæde, men også tårer og lidelser. Man fik bekræftet at 20 mænd blev derude.

Anders Mickelsen List drog trods alle de grusomme oplevelser igen på grønlandsfart. Han blev senere styrmand.

Af de 475 søfolk, hvis 10 skibe blev trykket ned af isen, blev kun 155 reddet. Derfor er året 1777 gået over i grønlandsfartens historie som:

• Det Store Ulykkesår

Engang stod der to rustne kanoner på klitten øst for Havneby Kro. Om de står der endnu vides ikke. Hvorfor de står eller stod her, får du svaret på her.

 

Da svenskerne blev jaget væk fra Rømø

Den svenske general Torstensson erobrede i februar 1644 den nordlige del af Sild og Rømø. Begge øer faldt uden modstand. Dette skyldtes englænderen Markus Whittes forræderi. Christian den Fjerde havde overdraget ham forsvaret af øerne med to pramme og otte galejer. Whitte gav skibene til fjenden og trådte i svensk tjeneste.

 

Svenskerne brændte 26 af Rømøs 30 skibe

Svenskerne brændte 26 af Rømøs 30 skibe. De anlagde to skanser øst for Havneby. Lidt nord Mølby opslog de deres lejr. Dammen med deres forbundsfæller, hollænderne kaprede svenskerne alene i februar måned tolv danske skibe.

 

Von Buchenwald tog 1.450 fangere og en landsforræder

Den danske oberstløjtnant Heinrich von Buchwald forlod i marts fæstningen Glückstadt med 600 soldater. Den 21. marts landede han på Rømø. Uden større besvær erobrede han begge skanser og forlod øen med 1450 fanger, deriblandt Markus Whitte. Som tak for sin indsats blev von Buchwald unævnt til oberst.

 

Slaget ved Listerdyb

Men i begyndelsen af maj viste en flåde på 36 skibe sig nu i Listerdyb. De var blevet udrustet i Holland af den rige købmand Louis de Geer, som boede i Sverige.

 

800 bueskytter om bord

Under ledelse af Martin Theyssen sejlede skibene til Ribe for at tage 800 af Torstenssons bueskytter om bord. De skulle understøtte svenske troppers landgang på Fyn.

 

Trefoldigheden angreb

Men dette foretagende blev forpurret af den danske konge, der i rette tid løb ind i Listerdyb med ni orlogsskibe. Den 16. maj angreb Christian den Fjerde med sit flagskib ”Trefoldigheden” den fjendtlige flåde. I over to timer måtte han holde stand mod en kæmpe overmagt, da de andre danske skibe ikke kunne gribe ind grundet vindstille og manglende strøm.

 

Svenskerne og hollænderne mistede 800 – 1000 mand

Men grundet kanonernes større rækkevidde og vindstille lykkedes det danskerne at tilføje svenskerne og hollænderne et tilintetgørende nederlag. Svenskerne og hollænderne skal have mistet mellem 800 og 1.000 mand. De fleste af dem fandt deres hvilested på den nu forsvundne ø, Jordsand, ud for Emmerlev og sydøst for Rømø.

På Rømø var der efter krigen stor fattigdom, fordi indbyggerne nu savnede deres vigtigste middel til livets opretholdelse, skibene som svenskerne havde brændt.

 

Da Tandrup blev banket ihjel

I årene omkring 1650 levede der i Kongsmark en mand ved navn Jens Sørensen Tandrup. Han havde under svenskekrigen tjent i den danske flåde under kaptajn Peter Bomfeldt. Efter sin tilbagekomst udstedte han på egen hånd søpas for rejser til udlandet.

 

Rømøs søfolk var på langfart

Da øboerne havde pligt til at stille mandskab til den danske flåde, kunne kun tage hyre på de hamborgske og hollandske skibe, hvis de besad et sådant gyldigt søpas til udenlandsrejser.

Da øen nu skulle stille sit kontingent søfolk til marinen, var de fleste rejst. Man var derfor tvunget til under store ofre, at hverve fremmede og oven i købet uerfarent mandskab, for at kunne stille det fordrende antal matroser til flåden.

 

Røverier og indbrud

Men dermed var det ikke slut. Sammen med sin følgesvend Niels Knudsen Stürck begik Tandrup også en række røverier og indbrud uden at nogen turde sætte sig op imod ham. Alle øens beboere frygtede hans voldshandlinger og håbede at problemet en dag ville løse sig selv.

Efter nogle års tyranni fik man dog mod til at underrette herredsfogeden i Brøns på fastlandet. Han kom over til øen for at besigtige de anrettede skader, men blev truet af Tandrup og hans følgesvende, der mødte bevæbnede op. Med uforrettet sag måtte fogeden vende tilbage.

 

Det blev for meget for Rømøs bønder

Der gik endnu nogle år uden at der skete Tandrup noget på grund af hans ugerninger.

Da hændte det, at han ved højlys dag brutalt slog en øbo ned og udplyndrede ham. Nu kogte vreden over hos nogen af øens bønder. De lagde sig i baghold, og da han endelig kom, slog de så længe løs på ham, at han blev liggende på jorden som livløs. Kort efter blev han fundet af nogle kvinder, der kom forbi. I et dejtrug blev han bragt til sin svigerindes hus.

 

Begravet ”uden sang og klang”

Her døde han 13 dage senere af sine svære kvæstelser, efter at præsten, Aagaard, havde givet ham den sidste nadver.

Fra Ridefogeden kom der besked om, at liget ”uden sang og klang” skulle jordes ved kirkegårdsmuren, hvor forbrydere og selvmordere blev begravet.

Før dette kunne ske, havde nogle af Tandrups slægtninge begravet hans jordiske rester på engen bag ved huset.

 

Konen forsøgte at stikke af med godset

Hans kone, Dorthe Jenses ville dagen efter bagholdet flygte til fastlandet med en del af det stjålne gods. Men hun blev i sidste øjeblik fanget af øboerne. Da hun havde deltaget i en del af sin mands forbrydelser, blev hun ved retten i Haderslev idømt flerårig fængselsstraf. Under trussel om livsvarig indespærring blev hun bortvist fra Haderslev Amt.

Der blev senere indledt en undersøgelse mod de mænd, der havde deltaget i overfaldet på Tandrup. Efter at den var afsluttet blev de skyldige idømt en bod til amtet.

 

Da Jørgen Jespersen fangede sørøverne

Jørgen Jespersen levede i midten af det 16. århundrede på Rømø. Som de fleste mænd på øen sejlede han til søs. Det skete, at de fik en for meget. Og i den tilstand blev de ofte hyret til et skib.

 

Jørgen Jespersen flygtede

Sådan skete det også for Jørgen Jespersen i Holland. Han befandt sig pludselig på kaperfart. Nu hændte det så at sørøverskibet satte kursen mod Rømø, for at snuppe bytte i søfartsruten til Ribe.

Men på en vagt sprang Jørgen i vandet og flygtede. Hans landsmænd bød ham velkommen på land. De var straks parate til at kæmpe mod piraterne. De skulle bare have lokket fribytterne på land.

 

Kaptajn og besætning overfaldet

På skibet var flugten blevet opdaget. Kaptajnen lod sig ro i land af en del af besætningen for at lede efter desertøren og for at lede efter bytte.

De var næppe kommet på land før øboerne med vilde skrig for frem fra klitterne, faldt over dem og tog dem til fange. Herved blev en del af de fremmede ilde tilredt.

 

Sørøverne blev taget til fange

Da sørøverne om bord på skibet så udgangen af denne kamp på stranden, forsøgte de at sætte sejl og flygte. Men de kendte ikke farvandet og det varede ikke længe før de løb på grund i vaden. Jørgen Jespersen og hans venner entrede skibet og tog resten af besætningen til fange.

Skibet blev bragt til Ribe. De mænd, der frivilligt havde taget hyre om bord blev lagt i lænker og senere hængt. De øvrige lod man løbe efter at deres udsagn var ført til protokols.

Jørgen Jørgensen blev belønnet af kongen for sit mod og fik del i prisen.

 

Hvem skulle have udbyttet

Resten af byttet blev anledning til en strid mellem hertugen af Slesvig og den danske konge. Begge gjorde krav på skib og ladning. Den vade, hvor skibet var strandet hørte med til hertugdømmet.

Men hertugen måtte i sidste ende trække det korteste strå, fordi skibet som nævnt allerede lå i Ribe, der hørte under kongen Og han ønskede under ingen omstændigheder at afgive nogen del af byttet til den slesvigske hertug.

 

Da heksen blev frikendt

For nogle hundrede år siden fandtes der også hekse på Rømø ligesom i resten af Europa. Det var i reglen kvaksalvere eller ”kloge damer”. Folk mene, at de ”kunne mere end deres fadervor”

 

Anna Boyes angav endnu en heks

I året 1652 var der en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø, der blev indbragt for retten i Ballum på fastlandet. Efter en retssag blev hun dømt til døden for hekseri. Inden hun blev overgivet til bødlen og henrettet, aflagde hun endnu en tilståelse, idet hun angav Mette Thøffrings som heks. Nu kan det også være at dette skete under tortur.

 

Heks anholdt fjorten år efter

Fjorten år senere anholdt man denne kvinde og bragte hende til fangehullet på Møgeltønderhus. Herfra blev hun den 14. februar 1666 ført til retten i Ballum, hvor man rejste anklage mod hende for hekseri.

Sagen trak i langdrag, fordi man ikke kunne fremlægge andre ”beviser” mod Mette Thøffrings end den henrettede Anna Boyes’ udsagn.

 

Frikendt, så længe ikke andet er bevist

Efter at processen havde varet i over et år, spurgte de femten domsmænd, der var udpeget i sagen, den 2. marts 1667 anklageren Hans Andersen, om han ud over allerede kendte beskyldning lå inde med andet bevismateriale. Det benægtede han og tilføjede, at han i den forløbne tid ikke havde hørt andet end godt om den anklagede.

Således kunne retten ikke godt gøre andet end at frikende Mette Thøffrings, selv om det skete med tilføjelsen:

• Så længe ikke andet er bevist

Denne beretning er historisk og her er sikkert tale om et af de få tilfælde, hvor en heks er blevet frikendt. Sædvanligvis gjorde man kort proces i sådanne sager.

 

Øvrigheden blev narret

Foran diget nordøst for Juvre finde man i dag et pænt stykke forland, som øboerne kalder Ejland. I slutningen af det 18. århundrede fandtes der endnu intet dige her, og det nuværende forland var adskilt fra øen af en pril og blev overskyllet ved højvande.

 

Strid om det nye land

I året 1779 opstod der en strid mellem folkene i Juvre og øvrigheden i Haderslev og Ribe om dette nye kystland. Den sydlige del af Rømø var dengang under kongelig overhøjhed, og blev styret af Ribe. Den nordlige del var slesvigsk (hertugelig) og blev styret fra Haderslev.

Nogle steder, bl.a. i Juvre, fandtes der både hertugelige og kongelige gårde.

 

Første kommission så kun oversvømmet land

Øboerne gjorde gældende, at havet i løbet af den sidste menneskealder havde taget en fjerdedel af alle marker og enge på øen. Det nye land på den anden side prilen var kun en ringe erstatning for den tabte.

Men øvrigheden i Ribe og Haderslev bestred denne ret og sendte en kommission til Rømø, for at det kunne blive vurderet, hvilken værdi det omstridte område repræsenterede.

Første gang kommissionen drog af sted, nåede den slet ikke over til øen, fordi der blæste en kraftig modvind. Da overfarten endelig kom i stand, fik vurderingsmændene ikke lejlighed til at se det nye land, fordi en stormflod havde overskyllet det.

I deres indberetning oplyste de, at øens indbyggere havde meddelt dem, at den nye ø fra gammel tid havde eksisteret som sandbanke. For at kunne losse brændsel havde Juvre-folkene bygget en dæmning over til Ejland, idet de skibe, der bragte brændsel fra fastlandet til øen stak så dybt, at de ikke kunne gå ind på østsiden af sandbanken.

 

Kommission mente ikke, der var noget at komme efter

Øvrigheden i Ribe og Haderslev stolede ikke på øboerne og sendte næste år en ny kommission af sted, som skulle fastsætte værdien af Ejland. Kommissionen bestod af dommere, fogeder og vurderingsmænd fra fastlandet.

Den 25 juli skulle kommissionen komme. Denne dato var fastsat, fordi det var midt i høsttiden, og man mente, så kunne man tage græsset i øjesyn, når det var bedst.

Også denne kommissions indberetning faldt ud til Juvre-folkenes fordel. Denne gang fik de høje herrer endelig lejlighed til at tage det nye land i øjesyn, og de berettede, at græsset på de bedste steder var 5 cm højt, men for det meste kun 2-3 cm eller lavere.

En ansættelse af, hvor meget hø, der kunne høstes her, skønnedes ikke muligt. I øvrigt erklærerede vurderingsmændene, der var bedre vant, hvor de kom fra, at de ville end ikke bjerge høet, om de så fik det foræret. Man kunne heller ikke lade kvæg græsse her, erklærede kommissionen, da det ville drukne ved pludseligt indtrædende højvande.

Resultatet af kommissionens arbejde blev, at Juvre-folkene som førhen kunne slå hø på Ejaland, uden at skulle betale for det.

 

Øboerne grinede af de kloge vurderingsmænd

Da kommissionen havde forladt Rømø grinede man af de kloge vurderingsmænd. Deres afgørelse blev fejret. På Ejland vokser der nemlig annelgræs, en græsart, som først bliver slået i slutningen af august og begyndelsen af september. Derfor kunne disse planter ikke være særligt høje eller frodige den 25. juli.

 

Det kunne godt betale sig

Selv om det ikke var tale om noget yppigt bevoksning, så lønnede det sig i hvert fald at bjerge høet. Når man havde nøje kendskab til ebbe og flod, hvad øens indbyggere naturligvis havde, så var det også muligt at lade kvæget græsse på området.

Dertil kom, at prilen i tidens løb slikkede til. Det betød at landområdet år for år blev større. Man kan roligt sige, at Juvre-folkene havde gjort en god handel.

 

Kampen om sandet

Rømø er ikke nær så gammel i geologisk henseende som for eksempel Føhr eller Sild. Mens disse to øer har en fast kerne af gestland, og vel oprindelig har hørt til fastlandet, så mener de kloge, at Rømø oprindelig var en sandbanke, der i løbet af årtusinder har hævet sig af havbunden.

Efterhånden er det kommet basis for vegetation. Faktisk har der kun vokset træer her de sidste 100-120 år. Klitter og kunstigt byggede volde udgjorde den eneste beskyttelse mod vinden. En kendt øboer Peder Jens Manø her berettet om, hvorledes disse volde blev bygget.

 

Sandet var alle steder

I slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. århundrede så det ikke godt ud for Juvre. På grund af nordøstenvinden havde det skarpe flyvesand fra stranden taget overhånd. Sandet blæste over markerne, hvirvlede ned fra klitterne og fløj ind i gårdene, hvor det ofte lå indtil tre alen højt.

Særlig slemt så det ud i Mikkel Hansens og Las Brodersens ejendomme samt i de to nordligste huse. Når disse nævnte bønder kørte hø hjem fra de østligste marskenge, som endnu var fri for sand så lejrede der sig meget sand mellem udkørsel og hjemkørsel-især når vinden var i nordvest. De måtte skovle sandet væk fra døren, før de kunne få høet ind. Kål og grøntsager kunne man ikke længere dyrke på Nørreland.

 

Nu måtte der gøres noget

På grund af de stærke nordveststorme havde sandstøvet taget overhånd i sådan grad, et de ikke blot dækkede engene, men også de faste og veltilgroede klithøje, der på denne måde blev til rent flyvesand. Til sidst var det ikke blot markerne, men også husene og de tofter og gårdspladser, der ligger omkring dem, dækket med skarpt klitsand.

Indbyggerne var imidlertid fast besluttet på at forene deres anstrengelser for at dæmpe sandflugten, og efter et mangeårigt hårdt arbejde lykkedes dette.

 

Et kæmpe arbejde fulgte

Først bragte de sandet ud af deres huse og slæbte det sammen til en stor bunke. Derefter hentede de tang og klæg fra havstokken mod øst for at dække bunken og derved forhindre, at sandet blæste væk. I nogen afstand byggede de en vold af tang.

De købte gammelt og nyt træ og hentede græstørv for at dæmpe sandet. Børnene samlede grene og andet opskyl på stranden til samme formål. På lignende måde byggede man volde af sandhøjene, som blev beplantet med marehalm, som man hentede fra andre klitter. Dette lykkedes så godt, at næsten alle volde nu er bevokset. På mange steder må beplantningen dog gås efter hvert år.

 

Størstedelen blev gjort af landsbyens kvinder

Da sandflugten nu var nogenlunde under kontrol fattede indbyggerne nyt mod. Den mængde sand, som de tidligere havde samlet i store bunker søgte de nu på en hver måde at fjerne. Derved har Juvre siden 1740 vundet nogle hektar land, som tidligere lå dækket af flyvesand.

Det særdeles hårde arbejde med at inddæmme sandet er for størstedelen gjort af landsbyens kvinder.

• Vi vender snart igen tilbage til skønne Rømø

 

Kilde:

• Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
• Moritz: Die Nordseeinsel Röm
• Hansen: Friesische Sagen und Erzählungen
• Hanssen: Grønlandsfarer i Aaret 1777
• Chr. Jessen: Von Seeleuten, Fischern und einem Sklaven der Insel Röm
• Deutscher Volkskalender, Nordschleswig
• Mühlendorf: Sagen, Märchen und Lieder der Herzogtümer Schleswig, Holstein und Lüneburg
• Nis Edwin List Petersen: Sagn og historier fra Rømø

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

• Borrebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et Nordseebad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – endnu engang
• Rømø – en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet og øerne i Vadehavet – Læs her på www.dengang.dk

 

• Det frisiske salt
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Vikinger i Vadehavet
• Nordstrand – syd for grænsen
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Føhr – en ø i Vadehavet
• Heltene i Vadehavet
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Soldater på Jordsand
• Øerne- syd for Højer
• Dæmningen-syd for Højer
• Slaget ud for Højer