De Fattige i Vest – Sønderjylland

Daglønnen om vinteren var 50 pf. og betydelig større om sommeren. Det var en lang arbejdsdag. Hvorfor skulle man lige have blå bukser på i fattiggården i Borg? Her var masser af børn. En af disse blev præst i Møgeltønder. Bestyreren skulle bruge skrappe midler. Pludselig sad en nøgen pige fast i tremmerne. Og nogle tog sig en udgangsbillet. Så var det Anders ”Kjærremand”, Jørgen og Kjesten Trild, Æ synkuen, Stam Peter og Æ Pryller. ”Bosser” blev en landepage.

 

Daglønnen om vinteren: 50 pf.

Brede Sogn hørte nok ikke til de fattigste sogne. Her var mange større og mindre gårde. Og på de mindre ejendomme holdt man 3 – 4 køer og ofte en hest. For almindelige arbejdere var forholdene nogenlunde. Lønnen var lille, men det var heller ikke de afgifter og skatter, som vi kender i dag. Her i slutningen af 1800 – tallet var daglønnen 50 pf. plus kost. Det vil sige, at det var vintertaksten.

 

En lang arbejdsdag

Om sommeren, når der skulle høstes var daglønnen selvfølgelig væsentlig højere, men man nåede dog ikke over 3 mark. Man kunne også arbejde på akkord. Betalingen for at slå en demant eng var normalt 3 mark. Dygtige ”slættere” kunne klare 1 ½ demant på en enkelt dag.

Arbejdsdagen kunne sagtens starte klokken tre om morgenen og først slutte klokken otte om aftenen afbrudt af et par timers hvil.

 

Brede Sogns fattiggård i Borg

Men fattigdom kunne ikke undgås. Kunne man ikke klare sig, var den eneste udvej, fattighjælp. Og helt galt var det, hvis man endte på fattiggården.

Brede sogns fattiggård lå uden for byen Borg. Den blev ejet af sognet og var en mindre gård, der blev drevet af en bestyrer. Ved driften måtte alumnerne hjælpe til. Kvinderne hjalp til i huset og mændene på gården.

 

Det var pinligt med de lyseblå bukser

Der blev kartet, vævet, spundet og strikket tøj til de mange beboere. Var et stykke færdigt, kom skrædderen for at sy tøj til både mænd, kvinder og børn. Mændene bar korte mørkeblå jakker (jækkerter), lyseblå bukser, strømper af ufarvet uld og træsko.

Man var ikke så tilfreds med de lyseblå bukser. Det var tydligt, at man var fattighuslemmer. De blev dog også afskaffet senere.

Kvinderne bar normalt hjemmelavet mørkeblåt tøj både sommer og vinter. Det har sikkert været pinligt for børnene at skulle bære samme uniform som mændene, når de skulle i skole.

 

Op til 50 personer på fattiggården

I perioder var belægningen helt op til 50 personer, deraf en stor del børn. Børnetallet i sognet var temmelig stort dengang. Alle skoler var overfyldt. Ja der var hele 50 i en skolestue, som i dag måske kunne rumme 20.

 

Masser af børn

Børnene på Fattiggården hørte til Borg skole. Men da den var meget lille, gik seks – syv stykker af de store på skolen i Bredebro. Ja i perioder blev man også nødt til at sende børn til Harres Skole og til noget fjerntliggende skole I Abterp.

Skoletiden var fra 9 til 12 og 13 og 16 hver dag med undtagelse af onsdag og lørdag eftermiddag, blev der især om vinteren ikke megen fritid for børnene. Det var mørk aften, inden de kom hjem til fattiggården igen.

Blandt fattighus – børnene var der en del født uden for ægteskabet. Der var ugifte kvinder, der bragte en del børn til verden i fattiggården. Moderen måtte atter ud at tjene, men børnene blev der.

I skolen klarede disse børn sig godt, når man betænker under hvilke elendige forhold, de voksede op.

 

En præst i Møgeltønder

En af disse var særlig opvakt. Navnlig ved præsternes hjælp kom han senere til at studere teologi i København. Efter endt studium blev han præst og havde embede forskellige steder. Efter Genforeningen blev han sognepræst i Møgeltønder, men døde kort tid efter.

 

Bestyreren skulle bruge skrappe midler

Under disse forhold var det at være bestyrer ikke en let post. Der måtte både en mand og en kone til. Der skulle både energi og vilje til at regere de mange fattiglemmer.

I mange år og i den værste tid hed bestyreren, Sven Olesen. Det var ikke altid såkaldte ”førsteklasses” mennesker, der kom på fattiggården. Mange af mændene var forhutlede og fordrukne. De var ikke altid lige medgørlige. Og med adskillige kvinder var det ligesådan. Bestyreren var derfor nødt til at bruge skrappe midler.

 

En nøgen kvinde sad fast i tremmerne

For alle tilfældes skyld var det på fattiggården indrettet et arrestlokale, hvori den, der blev alt for umedgørlig, kunne indsættes, til han kom på bedre tanker, eller til rusen, der sædvanligvis var skyld i opsætsigheden var sovet ud.

Uha, og så var det en mand, der levede sammen med en kvinde uden at være gift. Sådan noget kunne ikke tillades på fattiggården. Dette passede ikke kvinden. Hun opførte sig så rebelsk, at hun måtte i arresten.

Da manden kom hjem, var konen borte, hvad der ikke passede ham. I nattens mulm og mørke gik han på opdagelse for at finde hende og få hende med hjem igen.

Han havde vel en anelse, om hvor hun var havnet. Så fandt han ud af, at hun sad i arresten. Han forsøgte at befri hende. Men det lykkedes nu ikke. Bestyreren anede uråd og kom på benene. Han fandt kvinden, som Gud havde skabt hende siddende mellem stængerne. Benene havde hun fået ud, og manden hev så godt han kunne.

Det kostede bestyreren en del møje og besvær at hale det nøgne kvindemenneske tilbage igen.

 

De tog sig en udgangsbillet

En gang imellem fik eller tog mændene på fattiggården udgangsbillet og benyttede friheden på deres vis. Med andre ord, de drog rundt i sognet og omegnen og tiggede sig frem. Hurtigst muligt blev pengegaverne omsat i brændevin.

En gammel mand ved navn Ebbe var ret anmassende. Han optrådte som prædikant og kunne være ret besværlig at komme af med igen.

 

Anders ”Kjærremand”

De fattigste koner i sognet gik også rundt med tiggerposen eller sendte deres børn på tiggergang. Men de kom også fra nabosognene som Sejerslev og Nørre Løgum.

I gamle dage lå der vest for Brede op vejen til Abterp to huse i Kjærfennerne, de såkaldte Kjærhusene. Herfra stammede en mand, der blev kaldt ”Æ Kjærremand”. Han gik rundt i et stort område og solgte selvlavede lynglimer(koste) og koste. Men han glemte aldrig at tage tiggerposen med på turen. På sine ture bar han altid en gammel cylinderhat.

På den måde slog han sig igennem tilværelsen. Men han var et meget skikkelig menneske. Mange gange blev han på sine vandringer nappet af politiet for løsgængeri. Så måtte han ind og brumme et par dage. Men lige meget hjalp det, så snart han var kommet ud, optog Anders Kjærremand atter sin håndtering, trofast assisteret af sin kone.

 

Jørgen og Kjesten Trild

I Abterp boede et ældre ægtepar, manden hed Jørgen og kaldtes Jørgen Trild. Konen hed Kjesten og blev selvfølgelig kaldt Kjesten Trild.

Manden var ingen ven af fast arbejde, men lå hellere og plaskede om i Brede Å., som fisker. Og deraf levede de hovedsagelig.

Ægteparret boede i et gammelt forfaldent hus, der tilhørte pastoratet i Brede. Undertiden blev det dog lidt skralt med udkommet for Jørn og Kjesten, men så hittede de på råd. Hun foranstaltede et lille privat lotteri. Det gik sådan for sig. Hos en eller anden købmand købte eller tiggede hun sig en glasvase i meget grelle farver.

Den skulle så bortloddes, og hun gik fra hus til hus og solgte lodsedler til fire skilling stykket. Lodsedler havde hun ingen af, men skillingerne fik hun alligevel. En lodtrækning er sikkert heller aldrig blevet foretaget.

 

”Æ synkuen”

I sognet var der også en lille krumbøjet kone ”æ synkuen”. Hun var en trofast gæst rundt på gårdene. I den tid fåreklipningen stod på lød spørgsmålet:

• Sku I it ha en lille tot uld te mæ?

I slagtetiden:

• Sku I it ha en lille toten te mæ?

Dermed mente hun en grisetå, men hun var også taknemmelig for andre spisevarer.

Hun kom på sine rundture adskillige gange i konflikt med politiet og var ret bange for det:

• Æ ska jo pas å for den skidte sjendarm, te han it tejer mæ o putter mæ i æ sort gaf.

Ja sådan sagde hun altid, og sluttede med: ”Gud velsing dæ”.

 

”Stam Peter” og ”æ Pryller”

I fattiggården i Visby var der i nogle år nogle originaler, som af og til fik lov til at gå en tur i omegnen. Det var ”Stam Peter”, som stammede så meget, at det næsten var umuligt at forstå ham. Og så var det ”æ Pryller”, der var en ældre helt forskruet person. Brystet havde han behængt med ”ordener”. Det vil sige, at det var brogede sløjfer og bånd og prunkende ting. En eller anden havde givet ham dem, og som han indbildte sig, var det ordener og hæderstegn.

Havde han fået en ny, fremviste han den altid og forklarede, at den var blevet ham tilsendt af kejseren i Kina eller en anden eksotisk person.

Med sig havde han altid en ældgammel harmonika, hvorpå han spillede, det vil sige, han trak instrumentet ud og ind, hvorved det gav nogle vældige hyl. Dertil sang han så en vise, sædvanligvis om en eller anden frygtelig udåd.

”Æ Pryller” var nærmest lykkelig med tilværelsen. Gladest blev han, når man gav ham et blank æskelåg eller lignende.

 

”Bosser” var en landeplage

I årenes løb forsvandt disse personer efterhånden og en ny slags dukkede op på egnen. Det var de såkaldte ”bosser”, der strejfede rundt på landevejene og brandskattede beboere. For det meste var det arbejdssky, ofte fordrukne personer, tit hjemmehørende langt nede i Tyskland.

Det var ikke velsete gæster at få, og der var mange af dem. Det var ikke sjældent, at der kunne komme fem – seks stykker om dagen.

Det var ikke altid hyggeligt, at få sådant besøg, især ikke, hvis der ingen mandfolk var hjemme på gårdene. Gendarmerne var naturligvis på nakken af disse ”bosser”.

Det tog tid for gendarmerne i Bredebro, at føre ”bosserne” til amtsretten i Løgumkloster. Turen måtte tages til fods. Imens kunne andre ”bosser” husere i området. Jo disse ”bosser” var en ren landeplage. Nogle steder fandt man på at lave blikpenge.

 

• Kilde:

Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjyske Årbøger

Litteratur Bredebro (under udarbejdelse)

 

• Hvis du vil vide mere – læs her på dengang.dk : Om Fattige:
• Det gamle Nørrebro og de fattige
• Fattiglemmer på Ladegården
• Moral, etik, horeunger og fattighjælp
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Fattige i Tønder
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Udvandring fra Tønder 1 – 2
• Aabenraa’ s fattige
• Husvild i Aabenraa og mange flere