Sønderjyske Årbøger 2016 – en anmeldelse

7 hovedartikler, 18 boganmeldelser, oversigt over lokalhistoriske hefter, årsrapporter m.m. På hjemmesiden er der gode bogtilbud og mange gange i løbet af året kommer der nyt fra Sønderjylland ind ad døren. Og dem, der bor i lokalområdet kan benytte sig af gode foredrag, konferencer og historiske udflugter. Man får en masse for 325,- kr. Artiklerne denne gang handler om Skibskaptajner, Spadeslaget i Haderslev, Simmersted – ulykken, København – Bonn erklæringen, Skolestrejke i Terkelsbøl, Slesvigland i Sydslesvig, Samarbejde med tyskerne. Nogle artikler er mere spændende end andre. Men generelt kan årbogen varmt anbefales.

 

Man venter med længsel

Ja man længes faktisk efter årbogen med længsel. Denne gang beklager man, at kontingentet er steget med 10 pct. Vi er nu oppe på 325,- kr. Man får dog en masse for de penge. Og når man tænker på de stigende portoudgifter, er det ikke dyrt.

Tænk, hvor meget lokalhistorie, vi får. Og kig en gang på foreningens bogliste. Der er altid tilbud. De lokale nede i Sønderjylland, har også mulighed for foredrag og historiske ture.

Men her er det selve Årbogen 2016, vi skal anmelde. Her får vi så:

• 7 hovedartikler
• 18 boganmeldelser
• Oversigt over lokalhistoriske hefter
• Årsrapport fra foreningen
• Årsrapport fra museerne og arkiverne

Var det nu nogle af de 7 artikler, der ikke var så relevante? Ja det er vel op til den enkelte at vurdere. Hvad er det lige, som interessere en mest? Det er jo tydeligvis fagfolk, der kan deres kram, som man har fået til at skrive de forskellige indlæg.

 

 

Mikkel Leth Jespersen: Skibsredder Jacob Bendixen fra Stolliggård – En Aabenraa – matadors storhed og fald

 

Jacob Bendixen var blandt de første, der rejste mod Sydamerika. Og redderiet blev en af de største i Aabenraa. Han havde mange af sine forretninger kørende sammen med sin svoger Jørgen Bruhn. Der findes i den grad også masser af kildematerialer at tage af. Familierne Bendixen og Bruhn havde andele i hinandens skibe.

 

Fra Aabenraa – avisen Freja vides, at allerede som ung rejste Jakob Bendixen til søs. Besætningen følte sig forpligtet over for hinanden. De fleste regnede med en dag at vende hjem og bosætte sig på Løjt.

Jacob Bendixen tog som så mange andre løjtninger sin navigationseksamen i Tønning, men blev undervist i navigationsskolen på Løjt. Ifølge nevøen, Hans Bruhn blev han ”en meget duelig skibsfører”.

 

Ved krigsudbruddet mod England i 1807 blev der taget ni store skibe fra Aabenraa. Det samlede tab under krigen med England var nærmest en katastrofe for skibsfarten i Aabenraa. 46 af byens 66 store fragtskibe blev taget af englænderne.

I 1811 var Bendixen bosat i Nyhavn og sejlede som styrmand fra Norge. To år efter blev han gift med en søster til vennen Jørgen Bruhn. Han overtog en mindre landejendom i Stollig. Men det varede dog noget, inden han for alvor kom hjem. Først i 1820 opsagde han sit københavnske borgerskab.

 

Sammen med Jørgen Bruhn købte han Bolette og Marie. Han sejlede dernæst i pendulfart mellem Nord – og Sydamerika. Derefter gik turen til Rio de Janeiro.

Bendixen var også med i det stort anlagte projekt med Creole, der skulle sejle med klonister og soldater over Atlanten for den brasilianske regering.

 

På returrejsen medbragte skibet kaffe og sukker. Jacob Bendixen blev gode venner med den brasilianske kejser, Pedro den Første. Bendixen købte en slave, der boede hos Jørgen Bruhn på Løjt. Denne druknede dog, da han skulle bade heste i Aabenraa Fjord.

 

Stoliggaard blev et samlingspunkt for Bruhn – Bendixen familien.

Jacob Bendixen var tyskorienteret. Han var en af dem, der ønskede skibsmærket ”Dansk Ejendom” fjernet fra byens skibe. Dannebrog skulle erstattes af det Slesvig – Holstenske flag.

 

Den eneste i kredsen, der fastholdt det danske, var den kongetro Jørgen Bruhn.

Det var i Sydamerika – fartens gode år, at Jacob Bendixen for alvor etablerede sig som skibsredder. Hans store skib, Napoleon, var det første Aabenraa – skib, der besejlede Hongkong. Det er også Napoleon, der er kirkeskib i Løjt Kirke.

I 1849 blev fregatten Hindoo bygget på Paulsens Værft. Det var det sidste skib, der blev en forretningsmæssig succes. Byggeriet af skibet Himalaya havde været en uheldig timing. Det begyndte at gå ned ad bakke. Stolliggård måtte nu belånes for at betale restgælden.

 

Til sidst måtte huset sælges og familien måtte flytte til Aabenraa. Jacob Bendixen døde i 1866, 78 år gammel. Han blev begravet på Løjt Kirkegård. Magrethe Marie, hans kone døde i 1881.

Men konsekvenserne blev mere smertelige for sønnen Bendix Georg og hans familie. Udover at gå i land, måtte han sælge sit hus. Der opstod store problemer på hjemmefronten, og han begyndte at drikke. I 1887 døde han. I kirkebogen står, at han var ”forhenværende kaptajn” og at han boede på ”arbejderhuset”, hvor han var fattiglem.

 

Hans kone havde solgt alle værdigenstande fra de gode tider på havet. Hun fik understøttelse fra Aabenraa Sømandskasse. Hun sikrede børnene en tryg opvækst. I 1894 flyttede hun ind hos datteren, som var blevet søster i Brødremenigheden i Christiansfeld.

En spændende beretning fra en person, der kan sin skibshistorie. Det, der så undrer ”Den Gamle Redaktør” er, hvorfor de andre i kredsen ikke kunne hjælpe noget mere økonomisk, da det gik galt.

 

 

Sidsel Maria von Qaulen: ”Die Nationale Pflicht für das Mutterland” – Det Tyske mindretals økonomiske kollaboration under den tyske besættelse af Danmark 1940 – 45

 

Mindretallets almindelige samarbejde er så rigelig belyst i diverse kilder. Men det er det økonomiske samarbejde dog ikke. For at begrænse omfanget har forskeren begrænset undersøgelsen til Haderslev – området. Og det er i grunden en skam.

En endegyldig nazistisk ensretning efter tysk forbillede fandt sted i 1938. Senere blev Zeitfreiwilligendienst sidestillet med aktiv krigstjeneste. Den blev så bare aftjent i hjemstavnen. 1.700 tysksindede i Nordslesvig gjorde tjeneste i korpset. Selbstschutz – korpset blev ikke nær så stort. Disse to grupper er indgående blevet beskrevet andet sted.

 

DBN – Deutsche Berufsgruppen für Nordschleswig havde to hovedopgaver:

• At dygtiggøre medlemmer som håndværkere
• At varetage deres erhvervsmæssige interesser

 

I 1940 blev organisationen omstruktureret i tre undergrupper. Dette blev så yderligere omstruktureret i 1941.

 

• Alle forretningsdrivende blev samlet i handelsgrupper. I februar havde man 1.019 medlemmer.
• Håndværkergruppen havde på samme tidspunkt 1.834 medlemmer.
• Arbejdergruppen havde 1.150 medlemmer.

 

En yderligere underorganisation blev oprettet. Den kaldte man for LG – Liefergemeninschaft

 

Omkring 1942 havde man månedlige leverancer gennem LG på 1,2 millioner kroner.

 

Stauning skulle over for Jens Møller have givet udtryk for, at dette var helt i orden. Men statsmagten havde nu flere indvendinger mod dette system. Og det var, fordi de tysksindede virksomheder blev favoriseret. Og så påtog de tysksindede virksomheder fra Sønderjylland efterhånden arbejde i hele landet.

Man fik også afvist en kontrol, da priskontrolrådet i 1942 ville lave et tjek på de arbejder, der blev lavet for værnemagten. Gennem de tyske myndigheder fik man afvist kontrollen og kunne fortsætte, som de var vant til.

 

3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev under retsopgøret dømt for samarbejde (kollaboration) med den tyske besættelsesmagt. 700 af de dømte fra mindretallet blev enten dømt for værnemageri eller for at have udført vagttjeneste.

Den største sag om økonomisk kollaboration fra Haderslev omhandler et lokalt bryggeri, der under hele besættelsestiden leverede øl, vand og kaffeerstatning til besættelsesmagten.

 

21 personer fra Haderslev blev dømt for at have været Zeitfreiwillige.

Men også dansksindede blev dømt, og her var der mest tale om vognmænd.

En klædefabrik havde haft en omsætning på 6,5 – 7 millioner kroner på arbejdet for tyskerne. Man havde hovedsagelig syet uniformer og leveret tøj til Frøslevlejren. Man havde i perioden udvidet personalet fra 120 til 230 ansatte.

 

Man var blevet opfordret til arbejdet af Industrirådet. Og man mente også at have regeringens tilladelse. Anklagen mod klædefabrikken blev frafaldet i 1948.

 

Omfanget af kollaborationen var temmelig stor, konkluderer forfatteren. Og det skyldes blandt andet den gode organisation.

Mindretallet var fanget som en lus mellem to negle. Man ydede en indsats for krigen som en del af det tredje rige. Men man fik ikke opfyldt ønsket i parolen ”Heim ins Reich”.

 

 

Hans Schultz Hansen: Spadeslaget i Haderslev den 8. december 1940.

 

Her er et af de bedre indslag i Årbogen. Og hvorfor nu det? Jo den bringer en masse nyt til en emne, man troede, man vidste alt om. Forfatteren er her tydelig inde i sit område, og ved, hvor han skal finde kilderne.

Fra august 1940 finansierede tyskerne DNSAP’ s aktiviteter. Den tyske gesandt i Danmark, Renthe – Fink foretrak at arbejde med den siddende regering frem for en nazistisk regering med Frits Clausen.

 

I anden halvår 1940 foranstaltede DNSAP en række demonstrationer. De trodsede også uniformsforbuddet.

I Roskilde måtte det danske politi finde sig i at tyske soldater deltog i en march arrangeret af DNSAP. Man ville forhindre, at noget lignende fandt sted i Haderslev. Derfor havde man kontaktet de tyske myndigheder.

 

Forud for demonstrationsmarchen den 8. december 1940 marcherede SA – tropper med spader. Det var sikkert nazistledernes sidste forsøg på at fremprovokere en krise. Mødet var anmeldt, men politiet var ikke rigtig klar over marchens omfang.

Dansk politi blev stærk udvidet under besættelsen. 1. juli 1940 fik rigspolitiet bemyndigelse til at ansætte 1.100 betjente på honorar – basis. Det betød blandt andet, at to udrykningsdelinger blev placeret i Sønderjylland. Disse blev der brug for den dag i Haderslev.

 

SA’ erne var bevæbnet med spader af en længde fra 47 cm til 113 cm. Efter slaget blev der beslaglagt 106 lange og 20 korte spader. Endvidere fandt man et par pistoler og dolke.

I programmet stod der, at der på højskolehjemmet afholdtes offentlig møde med kaptajn Lærum som taler. Bovrup S.A. orkester musicerede. Endvidere stod der en talkode, som politiet efterfølgende afkodede. Der stod, at klokken 14.30 skulle alle stille to kilometer syd for Haderslev. Spader og tornystre skulle medbringes.

 

Tilsammen var der 275 mand i optoget, alle uniformerede. Flere gange forsøgte politiet at stoppe marchen, men de var endnu for få.

Haderslevs politimester Hartmann måtte have hjælp flere steder fra. Der kom betjente fra Aabenraa, Tønder, Kolding og Odense. På sit højeste nåede man op på 130 mand.

På et tidspunkt beordre overbetjent Jacobsen fra Aabenraa, at man trak pistolerne. Politiet fik nu anholdt et par stykker. Det lykkedes dog for disse at flygte. Nu blev der også sendt bud efter tåregas.

 

Det offentlige møde inde i salen blev indledt med kaptajn Lærum´s tale. Men det bevarede manuskript og overbetjent Riis’ s referat stemmer ikke overens med, hvad han virkelig sagde.

Det offentlige møde var forbi lidt efter 18. De ikke uniformerede forlod derefter mødet. Her blev ingen arresteret. Politimesteren afbrød telefonforbindelsen til Højskolehjemmet, da der pludselig gik rygter om et kup.

Kaptajn Lærum præsenterede sig som ”Rigsungdomsfører”. Han anmodede om frit lejde for NSU’ erne. Han anmodede om, at de måtte forlade mødet. Alle under 16 år fik derefter lov til at gå.

 

Men klokken 20.30 var aktionen endnu ikke afsluttet. Nazisterne ville ikke gå ind på politiets krav. Nu fik de 10 minutter, men de viste sig stadig ikke.

Et par vinduer blev nu slået ind, og tåregas blev smidt ind i lokalerne. Nu styrtede SA`erne ud med hævede spader. Politiet svarede igen med tre brandslanger og knippelsuppe.

I alt blev 239 nazister anholdt. Kvinder, civile og unge under 16 år blev sat på fri fod. I alt 23 betjente måtte under behandling.

 

Fædrelandet kunne berette om ”Polititerror i Haderslev” og ”Politiets Torturmanerer”

Nordschleswigsche Zeitung kunne berette om, at de løsladte nazister var forulempet af menneskemængden. En håndfuld SA’ er fik vitterlig bank.

Meningen var, en del af disse løsladte skulle senere ind og afsone deres straf, men så vidt kom det aldrig.

 

Frits Clausen skrev til understatssekretær Luther i det tyske udenrigsministerium. Ribbentrop gav Renthe Fink ordre til, at den påståede hetz mod de danske nazister skulle ophøre.

Det hele endte med, at der blev givet amnesti til alle. Men efter krigen blev tre af sagerne taget op igen.

 

Og mange år efter fik det også følger for Jes Friis, da han stillede op for Fremskridtspartiet til Amtsrådsvalget. Det var i 1978, og han måtte trække sit kandidatur, da det kom frem, at han havde været en af de ledende i Spadeslaget i Haderslev.

Som allerede skrevet. En yderst velskrevet beretning.

 

Jesper Thestrup Hansen: Side om side i det kommende Europa. Købehavn – Bonn erklæringerne og Vesttysklands optagelse i Nato 1948 – 1955

 

Emnet eller dele af emnet har flere gange været op at vende i De Sønderjyske Årbøger. København – Bonn erklæringerne skulle for fremtiden sikre henholdsvis det tyske og det danske mindretals rettigheder.

Den danske brigade eller Tysklandsbrigaden bestod i starten af 5.000 soldater. I 1947 blev de sendt til Tyskland som besættelsesstyrke.

Problemet var, at Tyskland var et sikkerhedsproblem for Danmark. Men den største fare var dog Sovjetunionen.

 

Danmark var stiftende medlem af Atlantpagten i 1949. Men det bar slet ikke en sikkerhedsgaranti. Samme år blev Forbundsrepublikken Tyskland oprettet. Franskmændene så med skepsis på Tysklands genoprustning. Og langt fra alle ville have tyskerne med i Nato. Danskerne måtte gå med listesko.

Danmark var tydelig bange for russerne. Da tyskerne så endelig blev optaget i Nato, så var det straks bedre. Det danske efterretningstjeneste søgte råd hos tyskerne med hensyn til russerne.

 

Adolf Heusinger med en fortid som officer under det nazistiske regime fik stor betydning i forbindelse med opbygningen af de dansk – tyske forsvarsarbejde.

For Danmark var det vigtigt at få løst problemerne for det danske mindretal syd for grænsen.

 

Den 29. marts 1955 blev København – Bonn erklæringerne underskrevet. H.C. Hansen lovede til sidst at tale tyskernes sag vedr. Nato.

 

 

Erik Nørr: En sønderjysk skolestrejke 1951 – Da forældre og skolenævn i Terkelsbøl ville beholde lærerinde med nazistisk fortid.

 

Denne fortælling er et rystende eksempel på, hvor svært det er at glemme fortiden. Man kan sikkert finde masser af lignende eksempler i Sønderjylland. Der er eksempler på, at folk, der har siddet i Fårhuslejren er nægtet en offentlig stilling op til 20 år efter.

Nu er lige denne sag særdeles godt dokumenteret. Den viser også en lokalbefolkning, der kæmper mod systemet.

 

I dagene den 15. – 19. september 1951 holdt forældre næsten samtlige skolebørn hjemme fra undervisningen i Terkelsbøl Skole. De ville beholde en lærerinde, der havde været vikar på skolen i halvanden år.

Undervisningsministeriet ville dog ikke ansætte hende grundet hendes forhold under krigen.

De tyske skoler blev som bekendt lukket efter befrielsen. De fleste tysksindede børn i Terkelsbøl fik ikke undervisning i et halvt år.

 

I februar 1946 blev der oprettet særklasser for tyske elever ved den danske skole i Terkelsbøl. Dette skete under protest fra lærerne. Særklassen havde 21 elever, og undervisningen blev varetaget af to lærere fra den danske skole. Denne ordning vakte stor offentlig modstand ikke mindst fra modstandsbevægelsen.

Særklasserne blev igen lukket ved udgangen af marts 1946 efter krav fra skolekommissionen.

 

I Tinglev blev der afholdt et protestmøde som politibetjent J.P. Egebjerg Andersen (Sheriffen fra Tinglev) tog initiativ til.

Omtrent 100 tyske børn i kommunen sad nu atter uden undervisning. De fleste af disse blev i stedet af kort tid indmeldt i danske skoler. De havde ingen anden udvej.

 

Tysksindede forældre forsøgte forgæves at oprette en tysk privatskole. Nogle af eleverne fik dog undervisning af en tyske vandrelærerinde.

I 1949 og 1950 blev der oprettet tyske privatskoler i Bylderup og Tinglev. Og herfra blev der optaget ikke så få børn fra Terkelsbøl.

 

Enkelte af børnene gik til konfirmationsforberedelse hos den tyske præst i Tønder. Dette første til klager og protester. Og det førte så til, at de tysksindede forældre holdt deres børn hjemme fra skole i 21 dage.

Skolen i Terkelsbøl havde gode bygningsforhold. Problemet var, at der fra 1945 og langt op i 1960erne var lærermangel. Det var særlig slemt i Tønder Amt. Undervisningsministeriet tillod, at lærerstuderende og seminarieelever blev udsendt som vikarer.

 

Den 1. september 1949 blev lærerstuderende Hilda G. ansat som vikar. Fem gange i perioden 1949 – 51 søgte man om besættelse af lærerindeembedet. Hver gang søgte Hilda G. og fik embedet. Ansættelsen blev støttet af flertallet i Terkelsbøl Skolenævn. Men Tønder Amts skoledirektion nægtede hver gang at indstille hende.

I foråret 1951 lykkedes det at få Ingrid Schmidt Danielsen ansat. Hun havde lærereksamen fra Tønder Statsseminarium. Det var amtsskoleinspektør Brejl, der havde sørget for, at hun ansøgte om dette embede. Derfor måtte Hilda G. fratræde i september 1951.

 

Hilda G. Havde arbejdet i Aalborg. Men ansættelsesopholdet ophørte, da det kom frem, at hun ventede barn med en tysk soldat. Hun nægtede over for skolevæsnet at vise attest. Faderen til det kommende barn, den tyske soldat mødte frem og truede med de tyske myndigheder, hvis hun blev fyret.

Hilda G. havde ingen anden mulighed end at arbejde for de tyske myndigheder. Ingen dansk virksomhed ville ansætte hende. Hun meldte sig ind i DNSAP og arbejdede for den tyske værnemagt i diverse kontorstillinger. Hun fik yderligere et barn med den tyske soldat.

 

Fra 1. august 1948 til udgangen af august 1949 blev hun ansat ved Broager Private Realskole med fuldt timeantal. Hun fik et flot vidnesbyrd.

Men i Terkelsbøl gik det rygter om hendes ”skumle” fortid. Trods dette fik hun støtte hos forældre og skolenævn. Man ønskede hende fastansat. I skolenævnet var det dog et enkelt medlem, der ikke gik ind for Hilda G. Det var førstelærerens kone.

 

Hilda G. var ikke anklaget i retsopgøret og heller ikke senere for nogle kriminelle forhold. Trods dette blev hun afhørt af politibetjent J.P. Egebjerg Andersen (Sheriffen fra Tinglev) om hendes fortid. Referatet af denne afhøring blev sendt til Tønders politimester og amtsskoleinspektør Brejl.

Sagen med lærerinden vakte efterhånden stor opmærksomhed i landets aviser. Der var vidt forskellige holdninger til lærerinden. Hilda G. synes dog at Jydske Tidende var gået for vidt. Hun forlangte 2.000 kr. i erstatning. Det kvitterede avisen så med denne overskrift den 6. september 1951:

 

• Nazi – lærerinde anlægger sag mod Jydske Tidende

 

Sagen endte dog med et forlig. Hver af parterne betalte halvdelen af sagsomkostningerne, og avisen bragte et dementi, hvor de var gået for vidt.

 

Efterhånden ændrede fokus sig i sagen. Nu gik beskyldningerne mod førstelæreren. Han skulle således i en religionstime have anklaget Hilda G i elevernes påhør.

Arbejds – og socialminister Poul Sørensen blev indblandet i sagen. Han lovede at hjælpe. Men embedsmændene i ministeriet var ikke særlig vilde med at får Hilda G. ansat et andet sted.

Forældrene lovede igen, at deres børn kom tilbage på skolen. Men problemerne i Terkelsbøl var langtfra afsluttet.

 

Hilda G. endte med at få ansættelse i Middelfart Kommunale skolevæsen. Hun var ansat som lærerinde ved Vestre Skole i Middelfart indtil hun døde i 1966, 52 år gammel. Man var her bekendt med hendes ”skumle” fortid. Men her var det ikke samme problem som i Sønderjylland.

Den 30. oktober 1951 var der afskedsfest på Terkelsbøl Kro. Hverken førstelæreren eller den lærerinde var til stede. Beboerne havde samlet en gave sammen til hende og hendes to børn på 500 kroner. Dette beløb voksede i løbet af aftenen.

 

Forældrene boykottede også et par af de traditionelle fester på skolen. Og fire ud af fem skolenævnsmedlemmer nedlagde i protest deres hverv. Kun førstelærerens kone blev i nævnet.

 

Leif Hansen Nielsen: Giftulykken i Simmersted

 

Endnu en spændende beretning følger. Ulykken her i Simmersted fik alvorlige konsekvenser for beredskabet og for en ny miljølovgivning. Episoden er spændende fortalt.

Det var natten mellem den 20. og 21. januar 1972. Tidspunktet var omkring kl. 23.30. En tankvogn forulykkede i den lille by Simmersted 10 kilometer nordvest for Haderslev.

 

Egentlig var det en banal ulykke, men den udviklede sig til en kæmpe forureningskatastrofe, for man anede ikke, hvordan man skulle håndtere den.

En Mercedes Benz sættevogn nærmede sig nordfra ad Ørskovsvej. Lasten var 23 tons flydende 80 grader varmt Fenol.

 

Det var et stof, der ved almindelig stuetemperatur er i fast form og nærmest harmløst. I flydende form afgiver det giftige dampe og er stærkt ætsende. Opløst i vand er det i selv små mængder uhyre giftig.

Pludselig skred motorvognen ud i det glatteføre og vogntoget rullede rundt. Fortumlet kravlede chaufføren ud af førerhuset. Han benægter straks den kraftige lugt af Fenol. Han løber op til det nærmeste hus efter hjælp.

Inden han mistede bevidstheden, nåede han at fortælle, at det var gift i tankene.

Chaufføren var ikke bekendt med, at han ikke måtte køre på de små veje. Han skulle holde sig til den såkaldte ”blå rute” Det kan jo undre, at han ikke vidste dette. Men han var jo også kørt forkert. Seks af sættevognens otte hjul var også meget nedslidte.

Det var formentlig bevægelser i tanken, der fik chaufføren til intuitivt at trykke på bremsen i krydset i Simmersted.

 

De første på stedet var to betjente og Sommersted Frivillige Brandværn. Vojens Kommunale Brandvæsen kom med røgdykkerudstyr. Men der var brug for ekspertbistand. Falck – Zonen og CF – kolonnerne fra Haderslev og Middelfart blev også tilkaldt.

Befolkningen i den nærmeste omkreds måtte evakueres. Fenol løb ned i kloakken og ind i vandværket. Strøm og vandforsyning blev afbrudt. Cirka 20 mand blev indlagt til observation.

 

48 husstande i Simmersted var nu pludselig uden vand. Der blev tilkaldt specialister fra nær og fjern. Men man stod næsten alle falmende over for situationen.

Om lørdagen konstaterede man døde fisk i det nærliggende å – system. Dambruget i Fole, mere end 20 kilometer borte konstaterede døde fisk. Spangså, Nørreå og Ribe Å helt ude ved vadehavet var også angrebet.

 

Direktøren for Nyborg Kommunekemi, Peter Stausholm gned salt i det lokale sår med en udtalelse om Fenol – ulykkens omfang i Simmersted kunne være undgået såfremt redningsarbejdet var blevet af en kemiker i stedet for en jurist.

Egentlig fik chauføreren og hans vognmand små bøder. Men erstatningskravet var enorm. Den lovpligtige forsikring kunne slet ikke dække for skaderne. Alene kravet fra Fole Dambrug var på 550.000 kr.

Langvarige forhandlinger fulgte. Og for vandværksbrugerne fulgte også en svær tid.

 

 

Mogens Rostgaard Nissen: Slesvigland – en knast i forholdet mellem flertal og mindretal i Sydslesvig omkring 1980.

 

Egentlig blev undertegnede glad, da han så, at det var noget omkring dette flotte tidsskrift, som enhver, der beskæftiger sig med Nord og Sydslesvigs historie kender. Pludselig kunne man ikke finde det på nettet mere. Det var så let før, man bare lige kunne printe ud. Artiklen nævner ikke noget om dette. Men det er åbenbart noget man kan få adgang til via Dansk Central Bibliotek.

Denne historie beskæftiger sig kun med starten på projektet. Og det var i den grad en vanskelig start.

I perioden 1980 – 2010 blev tidsskriftet Slesvigland sendt ud til alle husstande i Sydslesvig. Det var rigmanden Traugott Møller, der stod bag projektet.

 

Hans langsigtede mål var en adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Fra tysk side blev Slesvigland mødt med kraftig kritik. Det udkom hver gang i 200.000 eksemplarer. Men til sidst var bunden nået i Traugott Møllers pengekasse. Jo, det var manden bag tekstilfabrikken Møller & Co i Sønderborg.

Mange sydslesvigske personligheder, som undertegnede kendte fra tiden i Padborg Boghandel var involveret i dette tidsskrift.

 

Der var mange og gevaldige sværdslag inden projektet kom i gang.

Hver gang, der kom et nyt nummer af Slesvigland, kom der kritik. Først i 1990erne forstummede kritikken. Slesvigland blev aldrig det propagandatidsskrift, som man fra tysk side advarede imod.

Formålet fra dansk side var at fremme dansk identitet. Traugott Møllers ambitioner var nok for skarp. Han var meget svær at arbejde sammen med. Først trak SSF sig. Siden SSW og Flensborg Avis. Troels Fink og H.P. Clausen forsvandt også.

 

Siegfried Matlok og Der Nordschleswiger advarede mod rigsdansk kulturoffensiv i Sydslesvig.

Men selve tidsskriftet Slesvigland indeholdt en hav af fantastiske gode artikler både fra Nord og Sydslesvig.

 

Nu skal der bestilles bogtilbud

Sønderjysk Årbøger 2016 levede atter engang op til forventningerne. Nu overvejer ”Den gamle Redaktør” her, at skal benytte sig af tilbuddet af ældre årbøger og månedsskrifter til en slik. Men mange har man jo i tidens løb modtaget, så måske kan det lade sig gøre at bestille en masse minus på det man har?

Igen engang vil jeg da opfordre folk til at melde sig ind i Historisk Samfund For Sønderjylland. Man får sandelig noget for pengene.