Efter Besættelsestiden

Det gik fint efter besættelsen. Det gik meget bedre end i andre lande. Ja sådan skal man helst fortælle historien. Du må ikke anfægte, at retssystemet ikke rigtig fungerede. Man må heller ikke anfægte, at der skete mystiske episoder, som man burde lade ligge i arkiverne. Stiller du alligevel spørgsmål, er du fuld af konspirationsteorier. Vi kigger på frontsoldaterne og deres dom. Dommerne fulgte slet ikke politikernes anvisning. Og justitsministeren dengang reagerede ikke. Retssystemet fulgte befolkningens ønsker. Og så var det lige sådan, at de små fisk blev dømt først. Og det var med brutale domme. Der var også tysklandsarbejderne og tyskerpigerne. Flere mente, at der efter 1945 opstod anarki. Bjørn Svensson en kendt skribent fra Sønderjylland udtalte: I 1945 var der ingen retsstat.

 

Overgangen gik fint?

Det er nogen ting, man ikke taler om. En af de ting, er hvad der skete lige efter besættelsestiden. Man taler ikke om, hvordan nogle blev behandlet. Man skal også nødig fremkomme med nyt. Derfor er arkiverne lukket. Og hvis du kommer med nyt, så er du fuld af konspiration.

Ja i en pause i et foredrag om besættelsestiden blev jeg beskyldt for at være fuld af løgn. Det kan da godt være, at overgangen gik meget bedre her i landet end andre steder. Men det er nu engang mennesker, der er blevet holdt hen i uvished. De er ligeledes blevet fyldt med løgn og bedrag. Det viser enkelte sager, som vi har fået kendskab til. Vi skal ikke bare holde det hen.

 

Retsbevidsthed krænket

Hvad med den person fra Nygade i Aabenraa, som gemte sig for tyskerne? Han endte som vagtmand i Auschwitz, men han havde fået nok. Han ville ikke tilbage. Nu var han efterlyst. Det er så en anden sag, som vi har fået kendskab til.

Egentlig bliver min retsbevidsthed krænket, når jeg kigger på nogle af de sager, der blev behandlet. For samme forbrydelse blev nogle idømt dødsstraf, mens andre fik udskudt straffen og dermed slap med nogle års fængsel.

Og egentlig blev grundloven jo krænket flere gange. Nedsættelse af kommissionen var et brud på grundloven. Her var den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt ikke adskilt. Udvalgte politikere opfyldte samme funktion.

 

Ikke alle havde glemt det

Politi og domstole deltog i retsforfølgelse på områder, hvor man normalt ikke ville blive idømt straf, og i nogle tilfælde i strid med grundloven. Nyt i forhold til gældende lov var indførelsen af dødsstraf, straffelovgivningen indført med tilbagevirkende kraft.

Man sagde, at anklagemyndigheden lagde en meget stram kurs. Med den kritik, ændrede man straffen i 1946. Mange danskere blev dømt, ja omkring 14.000 blev dømt for det, der faldt ind under væbnet kollaboration, først og fremmest frivillige i tysk tjeneste og en række forskellige tyske ansættelser.

Endvidere var det de strengere straffe som medlem af Schalburg – og Hipokorpset og endeligt de sager som kunne resultere i dødstraf, drab, tortur og angiveri.

I 1960 fandt retsopgøret sin afslutning ved løsladelse af den sidste livstidsfange. Men gjorde den nu også det. Nogle var stadig ramt af ”tab af almen tillid”. Lokalsamfundet havde ikke glemt alt.

 

De store gik fri

Og hvad betød det. Jo man blev frataget sin stemmeret og valgbarhed. Man kunne ikke ansættes i offentlige jobs. Man kunne heller ikke oprette en virksomhed, der krævede offentlig autorisation. Herudover mistede man retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende. Ja mange steder for eksempel i Sønderjylland varede dette ”tab” i lokalbefolkningen langt længere, end man havde forventet.

De største danske firmaer havde rygdækning hos de danske myndigheder. Men det havde statstjenestemænd og andre offentlig ansatte ikke. De blev afskediget på premisser, der var tvivlsomme. Det kunne være fordi, de havde været medlem af et nazistisk parti eller var kommet med tyskvenlige ytringer. De var udsat for det, der hed ”Beruftsverbot”.

Tyske krigsforbrydere dømtes på et mere lempeligt lovgrundlag. Måske var det fordi, at man var bange for, at vores naboer mod syd igen blev en stormagt?

 

Stikkerlikvideringer var en krigshandling

Og så var det lige modstandsbevægelsens drab og de såkaldte stikkerlikvideringer. Også dem der foregik efter krigens afslutning. Her mente Frode Jacobsen, at dette intet havde med retsopgøret at gøre. Her var der tale om en krigstilstand. Det var modstandsbevægelsens selvforsvar, også det som foregik efter krigen.

Og ingen skulle trækkes for domstole og politi for noget, som man i ærlighed havde udført som en krigshandling. Ja det er faktisk Frode Jacobsens ord. Man havde dog meddelt Landstinget den 3. oktober 1945, at der var foregået fejllikvideringer.

 

Ingen retningslinjer for stikkerdrab

Der skulle slås fast, hvilke drab modstandsbevægelsen havde ansvaret for. Hvis der var sket fejl, skulle oprejsning gives. Og hvis der var sket en forbrydelse skulle den straffes. Men det var en svær tid. For ved siden af, herskede der meget sortbørs – handel. Hvad var en henrettelse og hvad var en berigelsesforbrydelse?

Frode Jacobsen mente, at det var svært, fordi det netop var netop fuldbyrdet angiveri, man ville forhindre. Og her var forskellen på jura og krig. Der fandtes heller ingen retningslinjer for stikkerdrab, udtalte Frode Jacobsen.

Dog var der to betingelser, der skulle være opfyldt, for at stikkerlikvidering kunne forekomme. Og det var, at man havde taget fjendens parti. Desuden havde man fået en farlig viden.

 

Et mystisk forløb

Frode Jacobsen mente, at det var svært at finde frem til hele sandheden. For man kunne ikke kalde det for en fejltagelse. Man kunne ikke fremvise beviser uden at røbe, hvem der stod bag ved det.

Man mente også at en politiefterforskning ville føles som en kriminalisering. Frode Jacobsen ville have straffefrihed, hvis der var tale om en fejl. Men spørgsmålet er så, at så finder man aldrig ud af, om der var tale om hævn eller anden form motiv.

Efter den 5. maj 1945 tog Modstandsbevægelsen ansvaret for mindst 24 drab. I alt blev der foretaget 400 stikkerlikvideringer

Og hvad med de efterladte? Skal det være som nu, hvor man gemmer dokumenter i arkiver, som man siger ikke findes. Eller skal man grave dokumenter frem, der viser, at der er fusket i sagerne? Skal man i årevis bilde de efterladte nogle skrøner ind?

Kære læser, dette er ikke nogle fiktive spørgsmål, som vi kommer med. Vi har set det, hos personer, der har henvendt sig. Og vi har haft held ved at finde dokumenter, der beskriver et meget mystisk forløb.

 

Hvervning i samarbejde med DNSAP

Stadig væk diskuteres det om, det var med eller uden regeringens accept, at danskere meldte sig i tysk tjeneste. Efter Ruslandskrigens udbrud blev der drevet hvervning i Danmark i samarbejde med Waffen SS og de danske nazister DNSAP.

Nu blev hvervningen offentlig. Der blev i samarbejde med de samme aktører oprettet en såkaldt legion under Waffen SS, som fik navnet Frikorps Danmark. Oberstløjtnant Kryssing påtog sig opgaven som kommandør og trådte offentlig frem som stifter af korpset. Men under den første pressekonference takkede han dog DNSAP som initiativtager.

Kryssing var ikke nazist og kæmpede for at Frikorps Danmark skulle forblive dansk.

 

Ikke opfordring med ”Tilladelse”

Man efterkom en ordre fra tyskerne om, at officerer ikke blev nødt til at tage deres afsked. Der blev lovet at man kunne træde ud af nummer og siden vende tilbage. Krigsministeriet udsendte den 8. juli 1941 en skrivelse herom. Men der var ikke tale om en opfordring. Men man talte om en ”Tilladelse”.

Den 3. juli udgik der ligeledes en presseinformation. Den rummede heller ingen godkendelse af Frikorpset. Man talte dog, at Kryssing havde overtaget kommandoen med regeringens ”billigelse”. Samtidig blev aviser og radioer pålagt at bringe hverveannoncer og forskellige opråb.

 

Udenrigsministeriet: Tyskland vinder

Karl Eskelund, var chef for Udenrigsministeriets presseafdeling. Hans opgave var på Erik Scavenius vegne at få de modvillige avisredaktioner til at skrive positivt om Frikorps Danmark, så hvervningen måske kunne gå bedre:

• Man kan med ret stor sikkerhed regne med, at Tyskland i løbet af nogle uger har nedkæmpet den russiske modstand. Den dag Rusland er slået, er der ingen militære styrker på det europæiske kontinent, som kan stille noget op mod Tyskland.
• Krigen mod Storbritannien og evt. USA vil blive ført i periferien. Danmark må indrette sin politik i overensstemmelse med denne sandsynlige udvikling.

 

Var man dengang klar over, at det var landsforræderi?

Hvis nu regeringen helt havde holdt fast ved deres oprindelige beslutning ved ikke, at lægge navn til hvervningen, ville det have været klart for alle, der gjorde tjeneste i frikorpset, at her var det tale om landsforræderi.

 

Afsked med officiel deltagelse

Man kunne forstå at afskeden skulle ske fra et af DNSAP’ s hvervekontorer. Men det skete fra Ingeniørkasernen, i dag Svanemøllens kaserne. Til stede var en kontorchef fra udenrigsministeriet og en oberst fra krigsministeriet. Og man tog afsted med dansk materiel.

 

Schalburg begravet som statsbegravelse

Da Frikorps Danmarks kommandør, Schalburg blev begravet i 1942 havde det form som en statsbegravelse. Scavenius sagde et par ord, Endvidere var Statsministeren, forsvarsministeren, hærchefen tre højtstående officerer og broderen til Christian den Tiende til stede (Prins Harald).

 

Kongehus og gesandtskab involveret

Da K.B. Madsen senere skulle have jernkorset overdragt var både kongehuset og gesandtskabet i Berlin inddraget.

Adskillige soldater i vildrede

I 1943 skulle Frikorps Danmark opløses. Der var uro hos adskillige hundrede af danske soldater. De havde meldt sig til dansk krigstjeneste. De mente, at den danske gesandt Mohr i Berlin havde givet udtryk for, at soldaterne tjente Danmarks sag. Dette benægtede gesandten.

 

Brugte man soldaterne som afskærmning?

Forsvarsminister Brorson svarede efter besættelsen, at man blev nødt til at give disse indrømmelser ”for at undgå noget værre, f.eks. tvangsudskrivninger”. Spørgsmålet er, om man ikke brugte de frivillige som afskærmning for at bjerge Danmark lettere gennem besættelsen og så derefter at straffe dem.

 

Retsgarantier er udelelige

Man viste meget ringe interesse for hvad de havde gjort af gerninger. Men der var stor interesse for at få dem dømt med tilbagevirkende kraft, selv om retsgarantier er udelelige. Og de over 100 officerer, der deltog blev fyret uden pension. De var i den grad ”sprunget uden for nummer”

 

101 jurister henvendte sig

I efteråret skrev 101 jurister anført af seks professorer en henvendelse til Rigsdagen, hvori den henstillede til, at indtræden i Frikorps Danmark før 29. august 1943 og den blotte tjenestegørelse i dette korps blev gjort straffefri.

 

Retsopfattelse krænkes på det dybeste

Men ak kort tid efter sendte 266 jurister den modsatte opfordring. Argumentet var:

• Fordi deres retsopfattelse i modsat fald ville krænkes på det dybeste

 

Skal holdningen være afgørende?

Spørgsmålet er om de frivillige fulgte ”regeringens kurs”, eller om de meldte sig i en eller anden forstand, fordi ”regeringen havde givet grønt lys”. Hvordan blev regeringens holdning tolket?

Historikere har heftet sig ved, at 40 pct. af de frivillige var medlem af et nazistisk parti. Hvervningen foregik for det mest hos nazistiske partikontorer. Men skal det rent retsligt afgøre det lovlige eller ikke – lovlige?

Historikerne er ikke helt enige. Et sted er der set tal på, at 75 pct. som var nazister. Men har man så undersøgt, hvor mange, der gik i krig for at udrydde bolsjevikker. Efter krigen blev det jo afgjort, at det at være medlem af en nazistisk parti ikke var ulovligt. Men trods dette blev man alligevel straffet.

 

Man fulgte befolkningens ønske

Nu hed det sig så flot, at det at have ladet sig lede af regeringen ikke lod sig modbevise. Det var en mulighed som forelå dommeren i hver enkelt sag. Men de dommere, der frikendte de frivillige, som skete i nogle enkelte tilfælde, blev i den grad sat på plads. Vigtige personer inde for modstandsbevægelsen forlangte dommerne fyret. En udtalelse lød således:

• Vi protesterer på det kraftigste mod den sidste tids uforståelige domme – kulminerende i frifindelsen af tre overbeviste landsforrædere. Vi må kræve de elementer fjernet fra dommerstand, politi, fængselsvæsen og lignende, der under besættelsen var passive eller blakkede, og forlange at politiske sager behandles udelukkende af de mænd, som har stået sammen med modstandsbevægelsen.

 

Politiske domme

Man skyndte sig, at få lagt en linje. Og det var måske ikke så meget tale om jura men om politiske domme. De frivillige burde have set, at den danske regering var under pres

De danske retsinstanser var enige om, at lovligheden var et produkt af den tyske overmagt.

 

To fotos af hærchefen

Der findes et foto af hærchefen, generalløjtnant Ebbe Gørtz inspicere Frikorps Danmark, inden det i september 1942 afgik til østfronten for med regeringens samtykke (elle ikke?) at bekæmpe bolsjevismen.

Et anden billede viser den samme generalløjtnant med frihedskæmper – armbind som chef for de samlede modstandsstyrker efter 5. maj 1945.

 

 

 

 

 

 

”God Forhandlingsteknik”

Man kan vel med rimlighed påstå at den parlamentariske kommission var ineffektiv og langsommelig. Og da man endelig var klar 10 år efter, ja så var en almindelig proces mod samarbejdspolitikerne i den grad svækket.

Den norske undersøgelseskommissionen samlede ikke blot kilder. De underkastede det også en kyndig, historisk analyse og forstod at placere omstridte handlinger i deres virkelige sammenhæng. Man fik derved et solidere grundlag.

De danske kollegaer vidste ikke, hvad de skulle lede efter. De kunne kun referer og registrere, hvad de fandt.

Man kan sige, at sendrægtigheden og resultaterne efter 10 år afspejler et ”god forhalingsteknik”

 

En betragtelig udrensning

Det kan jo være lidt svært at tolke Frihedsrådets krav. Men egentlig forlangte de kun undersøgelse af specielle forhold.

Frihedsrådet accepterede, at det at være medlem af en nazistisk organisation ikke var strafbart. Men de mente, at udbredelse af nazistisk propaganda var strafbart. Med andre ord, al tysk propaganda blev kendt strafbart. Og tjenestemænd og offentlig ansatte, der havde været medlem blev afskediget. Så her skete en betragtelig udrensning.

Det var særdeles barske og hadefulde metoder, nazisterne blev udsat for.

En indmeldelse i DNSAP var ensbetydende med udmeldelse af det nationale fællesskab. Men disse grundvilkår legitimere ikke den hårde fremfærd mod de danske nazister. Selv om mange nazister ikke havde gjort noget strafbart, blev de alligevel socialt og erhvervsmæssigt udgrænset.

Det blev de gennem tjenestemandsdomstole samt faglige og politiske foreningers selvbestaltede undersøgelseskommissioner og standretter. Ofte skete dette med udhængning i de pågældende organisationers fagblade.

 

Cirkulære skabte forvirring

Tjenestemænd blev i et cirkulære af 29. august 1940 pålagt at pleje selskabelig omgang med de lokale tyskere. Den blev godt nok afløst af en svagere henstilling senere hen. Men det skabte en del forvirring.

 

Domstolene efterkom befolkningens ønske

Den aggressive folkestemning har stor betydning for, at retsopgøret fik det omfang som næppe politisk var tilsigtet. Og det var sikkert også den, der var skyld i, at retspraksis blev så hård for nogen. Befolkningen ønskede hårdere straffe, end myndighederne fandt rimeligt. I sidste ende efterkom domstolene befolkningens ønsker.

Justitsminister Busch – Jensen gav et løfte til Landstinget om, at han ville pålægge anklagemyndigheden at undlade tiltalerejsning i visse mindre alvorlige tilfælde. Men han gav aldrig anklagemyndigheden noget direktiv.

De små landssvigere blev tiltalt og dømt først og derfor strengt, at hvilken årsag Landstinget følte sig ført bag lyset. Det var mærkeligt, at de garvede politikere ikke sikrede sig, at justitsministeren skulle give en håndfæstning. Måske lov man sig rive med af folkestemningen.

Det var Rigsdagens ønske, at der kun skulle rejses tiltale efter straffelovstillægget i de groveste tilfælde. Justitsministerens handlemåde var gådefuld.

Gådefuldt er det også, at anklagemyndigheden heller ikke rettede sig efter Rigsdagen. Derved blev det fra starten lagt en meget streng kurs.

 

Dødsdomme – ligesom lodtrækning

Også med hensyn til dødsdommene er det lagt forskellige procedure. Her spiller tidsfaktoren en betydelig rolle. En lodtrækning havde måske været lige så god, som de kriterier man valgte. Busch – Jensen og hans efterfølger A.L.H. Elmquist valgte helt forskellige måder at forvalte benådningsretten på.

 

Dommerne følte stor ubehag

Domstolene fulgte i 1945 anklagemyndighedens påstand om, at Buhl’ s udsagn i 1942 (den berømte sabotage – tale) ikke var ”anvisning fra lovlig dansk myndighed”. Dommere som i 1942 havde dømt dem, der blev angivet på statsministerens anvisning, dømte tre år efter dem, der havde fulgt statsministerens opfordring, mens denne stadig hed Buhl.

Ja en højesteretsdommer, der i 1941 havde stadfæstet interneringen af kommunisterne dømte generaldirektør P. Knutsen for til det danske politi at have sendt en seddel med to nazisters navne. Den havde været ophængt på DSB’ s centralværksted, og Knutzen ville angiveligt undgå tysk indgriben, der kunne have afsløret værkstedets mange kommunister.

Dommerne følte stor ubehag ved disse sager, men dømme gjorde de. Vidste man det ikke i forvejen, så fandt man ud af dengang, at domstolsafgørelser var bestemt af konjekturerne. Disse kunne så ændres radikalt efter et par år.

 

Stadsadvokaten havde misforstået noget

Zeitfreiwillige blev dømt mildere end frontkæmpere. Og det var lige det modsatte, der var hensigten. Her var det stadsadvokaten fra Sønderjylland, der havde misforstået signalerne fra rigsdag og rigsadvokat.

I begyndelsen var, som vi i andre artikler har skrevet den mindste straf 4 års fængsel. Og de kunne man få for selv en lille forseelse. Hvis Byretten takserede forseelsen til to år, ja så skulle anklagemyndigheden nok få dommen anket til Landsretten, så det kunne blive 4 år.

 

Konstant angst

Mange modstandsfolk havde levet i konstant angst for arrestation, tortur og henrettelse. Mange var sikkert ved blive sindssyge. Tænk at skulle komme til at røbe kammeraterne og så bagefter, at blive skudt.  Måske er det forklaringen på den vildskab og brutalitet som forekom i de første majdage af 1945. Mange modstandsfolk mistede deres liv i denne periode.

 

Må jeg købe dit gevær?

Nogle dage efter den formelle kapitulation spurgte i Silkeborg en fredelig ubevæbnet kontorassistent naivt en tysk vagtpost, om han kunne købe hans gevær. Den tyske soldat sagde nej, skød og dræbte kontoristen bagfra, da han ville fjerne sig.

Det var fred, ja vist med stadig krig. Vi har tidligere beskrevet, hvad der skete på Flensborg Fjord. I Odense blev der ved ildkampe 26 dræbt og 77 såret. I hovedstaden var disse tal endnu højere.

 

Tysk tilstedeværelse til 1949

Det er nok de færreste, der ved, at den tyske tilstedeværelse i Danmark varede helt til 1949. Det var en gråzone mellem besættelsen og den kolde krig. Værnemagten opholdt sig fremdeles her i landet efter aftale med briterne. Disse var ikke interesseret i at stationere at større antal tropper i landet. Så værnemagten forblev i Danmark under våben og tysk kommando.

Briterne nøjedes med at udstikke nogle generelle retningslinjer. Og egentlig blev den danske modstandsbevægelse og de danske myndigheder ikke levnet meget indflydelse. I hvert fald ikke hvad angik de mest presserende opgaver efter 5. maj, nemlig den tyske rømning af Danmark. Nervecentret for denne omfattende militære operation var det tyske militære hovekvarter i Silkeborg.

Værnemagten havde vundet de interne tyske magtkamp i Danmark. SS blev den 6. maj underlagt Wehrmachtsbefehlshaber Dänemark.

Selv om den tyske rømning var afsluttet den 6. juni 1945, og den tyske stab opløst, forblev nogle tusinde tyske soldater i Danmark. De skulle sørge for oprydningsarbejder, bl.a. minerydning.

Først i juni 1949 forlod den sidste tyske soldat landet sammen med de sidste civile flygtninge.

 

Tyskerne henholdt sig til kapitulationsbestemmelserne

Den danske modstandsbevægelses reelle magt over for den tyske hær især i det farlige tidsrum mellem den 4. og den 8. maj, hvor tyskerne henholdt sig til kapitulationsbestemmelserne og under ingen omstændigheder lod sig afvæbne af modstandsbevægelsen må man heller ikke tale om.

Ja kigger vi på tabstallene i København den 5. 6. og 7. maj så ser vi at 76 er blevet dræbt ved skud. Og de fleste er mænd under 25 år.

 

Svært at argumentere mod den officielle opfattelse

Nu er det sådan, at det aldrig kan være historikernes opgave, at afgøre om de muligheder, der er valgt, var de rette, eller om denne eller hin person handlede rigtigt. Det er altid svært, at argumentere mod den officielle opfattelse af besættelsestiden.

 

Tyskertøser og feltmadrasser

Der er registreret 5.579 personer i Danmark som er født under eller lige efter besættelsen med en tysk biologisk far. De personer kaldes ”krigsbørn”. Andre kalder dem ”horebørn”.

Der anslås, at cirka 50.000 danske kvinder havde fortrolig omgang med tyske soldater i Danmark under besættelsen. Omgangen førte til sammenstød mellem danskere og enten tyske soldater eller kvinderne selv.

Mange af kvinderne blev udsat for social udstødelse. I besættelsesdagene blev de udsat for chikane, klippeaktioner og offentlig afklædning. Ingen blev straffet for disse aktioner. Samfundet dengang syntes, at det var helt i orden. Flere illegale blade opfordrede til at afstraffe kvinderne. De havde under besættelsestiden løbende bragt lister med de piger, der plejede omgang med tyske soldater.

De blev kaldt for ”Feltmadrasser, tyskertøser, syfilishopper og det, der er værre. Du kan læse i vores to artikler om dette emne, at piger der ville lede efter deres fædrene ophav mødte modstand fra det officielle Danmark.

 

Tysklandsarbejdere blev hånet

Tysklandsarbejdere måtte også finde sig i hån. Ikke mindre end 125.000 danskere rejste til Tyskland for at hjælpe tyskerne til dels i krigsindustrien. Men det var diverse fagforbund, a – kasser og ikke mindst Statens udvandringskontor, der beordrede dem afsted.

Tyskerne stillede krav om dansk arbejdskraft og det stillede både arbejdere og fagforeninger i et slemt dilemma.

 

Tilpasnings – og overlevelsesstrategi

Og man må hellere ikke sige, at både Socialdemokratiet og fagbevægelsen så en hvis interesse idet, for så kunne man eksportere en del af arbejdsløsheden.

Det samlede resultat blev en ikke ringe imødekommenhed over for de tyske krav, og metoderne til at komme afsted blev en blanding af stok og gulerod. Det handlede vel også om tilpasnings – og overlevelsesstrategi.

 

Var det så hårdt – økonomisk?

Vi hører også ofte om, at det var hårdt for det danske samfund. Vi fik et barskt økonomisk velfærdstab. Men tabet var nu ikke så entydigt. Beskæftigelsen steg. Og væksten i bruttofaktorindkomsten var betydelig.

Store dele af industrien havde tilsyneladende en god indtjening. Ganske vist faldt produktiviteten noget og omkostningerne steg. Men priserne på virksomhedens produkter steg mere. Mange var smarte nok til at udnytte situationen. Det er vel også almindelig kendt, at landbrug og fiskeri havde en god indtjening under hele besættelsen.

 

De blev dømt som landsforrædere og andre slap

Dem, der meldte sig i 1941 og 1942, hvor de fleste danskere troede på tysk sejr, betragtes i dag som landsforrædere. Og dem, der hjalp tyskerne blev dømt hårdt. Ikke de store, der virkelig tjente på tyskerne, de slap.

 

Svensson: I 1945 var Danmark ikke en retsstat

Men hvad var det nu den sønderjyske skribent Bjørn Svensson skrev:

• I 1945 var Danmark ikke en retsstat.

Hal Koch, Paul Henningsen og andre kritikere mente, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at anvende nazistiske metoder. Venstres presse førte an i kritikken af modstandsbevægelsen og deres stikkerlikvideringer. Men de gjorde det først, da euforien havde lagt sig. Andre igen påstod, at retssikkerheden blev afløst af anarki.

Den officielle holdning er, at det gik meget bedre end i andre lande.

 

 

Kilde:

• Besættelse og Befrielse – 50 år efter (Den Jyske Historiker nr. 71)
• Arbejderbevægelsen og Besættelsen (Årbog for Arbejderbevægelsens Historie)
• J.V. Jespersen, T. Pedersen: Besættelsen i perspektiv
• Lov nr. 395 af 12. juli 1946 om Straf for Krigsforbrydelser
• Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.
• Lov nr. 356 af 29. juni 1946 om Ændringer og tilføjelser til overstående.
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Niels – Birger Danielsen: Da retsstaten holdt pause (Kronik 18.12.2014)
• Frank Bøgh: De dødsdømte – Henrettelsen af 46 danskere efter besættelsen
• Claus Bundgaard Christensen m.fl. Under Hagekors og Dannebrog
• Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring
• Bundgård Christensen m.fl.: Danmark besat, Krig og hverdag
• Henrik Lundbak. Modstandsbevægelsen i regeringen 1945
• Frank Bøgh: Krigeren

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 176 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:

• Frihedsrådet som springbræt
• Kunne man stole på Centralkartoteket
• Bovrup – kartoteket
• Befrielsesdage
• År Nul – en fortælling om 1945
• At handle med ondskaben
• Kryssing og Frikorps Danmark
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Historien om overvågning 1 – 2
• Politik under Besættelsen
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Tyskerluder og Drageyngel
• Stikkerdrab
• Besættelsestidens fortrængninger
• Landsforrædere og Landssvigere
• De Mystiske mord ved grænsen 1 – 2
• Sheriffen fra Tinglev
• Opgøret efter 1945
• Tønder – maj 1945 og mange flere