Karantænestation ved Grænsen

Man glemmer, at nævne dem. De kvinder der arbejdede i døgndrift på karantænestationerne i Padborg og Kruså. I Kruså kan man ellers se et monument af Folke Bernadotte, men ikke nogen af disse kvinder. Læs også beretningen om spøgelsestogene på Padborg Banegård. De kom i 56 kreaturvogne og skreg af sult. De så at de to karantænestationer var bevogtet af tysk militær. Men langsom fik de tiltro, og ville ikke med til Sverige.  Ved grænsen så man nogle af de rædsler, som de 500 nazistiske dødslejre havde udsat folk for.

 

Et monument for Folke Bernadotte

I Kruså står en stort monument for Folke Bernadotte. Manden bag de hvide busser. Men var han nu også det? Ja ifølge hans egen biografi var han. Det kan så undre, at det skulle gå så lang tid, at andre også fik æren. Svenskerne havde behov for at få lidt oprejsning efter krigen. De ville være en del af de allierede.  Og nu var det også sådan, at Dronning Ingrid var i familie med Folke Bernadotte. Kongehuset var det sidste, som man ville røre ved dengang.

 

Kvinderne kun omtalt i bisætninger

Men hvad med alle de dansker og normænd, der startede det hele? Og hvad med alle de kvinder i karantænestationerne i Padborg og Kruså. Dem er der ikke stillet et monument op for. Denne artikel handler om disse.

Historien er helt overskygget af svenskerne. Men er der ikke kommet lidt ridser i lakken? De Hvide Busser handler mest om modige mænd. Kvinderne er kun omtalt i bisætninger.

 

Det hele var kynisk planlagt

Der var vel alt i alt 500 dødslejre dengang. Det hele var vel kynisk planlagt. Dem, der endnu ikke var aflivet lå i uisolerede barakker. Sengetøj og dyner eksisterede ikke. Hver morgen kunne fangere hive deres døde kammerater ud. De lå 4 – 6 fanger i hver seng.

 

Heltene – de sked sig ihjel

Nogle var så afkræftede, at de ikke kunne stå på deres egen ben. De nåede heller ikke toilettet. Sengen blev toilet. De tæpper, madrasser og tøj, der forfandtes var stift af aftørret afføring. Disse sovesale var stinkende pesthuller. Risiko for smitte var kolossal. Lus, tyfus og kolera var hyppigt forekommende. Diarre var så hyppigt forekommende, at Mogens Fogh udtalte om modstandskampens helte:

• Heltene, de sked sig ihjel

Alle havde dysenteri, altså tynd mave. Afføringen løb ukontrolleret ud af dem. Tøjet stank, og der var ingen mulighed for at vaske det eller sig selv.

 

Sultedøden var sikker

Fødens kalorieindhold og vitaminindhold var så lavt, at sultedøden var sikker men langsom. Man stjal fra dem, der var så afkræftet, at de ikke mere kunne forvare sig.

Ja hvad fik man egentlig? Suppe kogt på roer eller kartofler og en mere beskeden humpel brød.

 

Tøj – og levnedsmiddelpakker livsvigtig

Tøj – og levnedsmiddelpakker havde en uvurderlig betydning for de danske fangere. En enkelt standardpakkes indhold havde samme værdi som lejrkosten i en hel måned. Men trods dette meldes der om et hold danske betjente, der ankommer fra KZ – lejren Neuengamme til Frøslevlejren i december 1944.

På ca. 3 ½ måned var disse store stærke, sunde betjente trods en lang række fordele i forhold til andre fanger forvandlet til muselmænd. De var udhungrede i en sådan grad, at knoglerne næsten stak igennem huden, deres liv var i overhængende fare.

 

Kun halvdelen af pakkerne nåede frem

Nu var det sådan, at kun halvdelen af de danske pakker nåede frem. Og det som nåede frem, blev ofte stjålet fra danskerne af medfangere. I nogle af lejrene lavede de danske talsmænd en aftale med de andre internerede om fordeling af pakken.

 

Man kunne dø af normal kost

Fangerne var så udmattet af sult og sygdomme. Da de endelig kom ud, var sygehjælpernes største problem at holde dem fra at spise almindelig mad. Trangen var så stor, at de trods advarsler, forsøgte at tilfuske sig eller stjæle mad. De kunne dø af at få normal kost. Derfor måtte de have særkost.

For de fleste tog det måneder og år, før de kom til kræfter. Men en normal tilværelse fik ingen, der havde været i Helvedes Forgård.

 

En anden gruppe var i tankerne

Ja det var sådanne mennesker, man endte med at tage imod i karantænestationerne i Kruså, Padborg, Tønder og Gedser. Allerede i 1943 havde Sundhedsstyrelsen en plan klar. Men egentlig var det slet ikke disse personer, der var med i den oprindelige plan.

Hver station skulle have en opsamlings, og venteafdeling, en aflusningsanstalt og et afgangslokale. Personer, der havde sorteret grænsen skulle registreres og sorteres efter smitterisiko. De skulle bespises og instrueres i sundhedsmæssige forholdsregler. Tøjet skulle afluses i mobile aflusningsovne. Personerne skulle i styrtebade m.m. Alt blev organiseret, også hvorfra man skulle skaffe personale.

Dengang havde man nok ingen ide om, hvor stort et antal, de kom i. Man havde heller ingen ide om, hvem der kom. I alt 17.300 hjembragte fanger måtte Kruså og Padborg tage sig af.

 

Det var Tysklands – arbejdere, man havde i tankerne

Egentlig var det almindelige Tysklands – arbejdere, man havde i tankerne, og som man skulle tage imod. Man troede, at Tysklandsarbejderne kom tilbage medbringende sygdomme, som man ikke ønskede importeret til landet.

Foruden kønssygdomme, kunne det være smittebærende kropslus og lungetuberkulose. Det var ikke så velset, at være Tysklandsarbejder, så en ydmyg hjemkomst ville ikke skade. Men nu skal vi lige huske, at for mange var det ikke frivilligt. Fagbevægelsen nægtede at udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis ikke man tog syd på.

Men disse arbejdere kom enkeltvis og i små grupper.

 

I busser og tog

Det var i første omgang danskere og nordmænd, der kom hertil. Men senere kom andre nationaliteter.

Mange kvinder arbejdede her i døgndrift ved grænsen.

De kom både med tog og de hvide busser til Padborg og Kruså. Vi har tidligere berettet om dette i et par artikler her på siden.

 

Mange nationaliteter

Det var ikke kun karantænestationerne i Kruså og Padborg, der bidrog, når De Hvide Busser ankom hertil. Ved jernbanestationen i Padborg blev der i remisen indrettet et aflusnings – og desinfektionsanlæg, der kunne forsynes med varmt vand fra et lokomotiv. I Tønder var der indrettet lazaretter i mange bygninger.

De Hvide Busser stoppede omkring 20 april i første omgang. Derefter sendte tyskerne kvindelige fanger fra andre nationer, der var anbragt i KZ Ravensbrück mod Danmark.

 

Alle skulle efterses

Nede i Kruså blev der spredt halm i barakkerne. Oven på halmen blev der lagt tæpper. I hver barak kunne der anbringes 200 personer. Mange gange blev laden på Krusågård taget i anvendelse, når tilstrømningen blev for stor.

I køkkenet blev der næsten konstant lavet mad. Der var også barakker til personalet, chaufførerne og selvfølgelig patienterne. En isolationsbarak var der også. Selve karantænestationen var der med registrering, behandling og depot. En særlig bygning var baderum og desinfektion. Alle skulle afluses inden de blev sendt videre til København med Malmøfærgen.

Men senere måtte mange også sendes til Frøslevlejren og til Møgelkær ved Horsens.

 

Man vadede i afføring

Midt i det hele kom også de danske fangere hjem. Og som beskrevet over for, var deres tilstand i mange tilfælde alvorlig. Men også de psykiske problemer spillede en stor rolle. De blev ved med at tale om deres oplevelser. Sygeplejerskerne og de frivillige måtte ligge øre til mange forfærdelige ting.

Fangerne led voldsomt af diarre og opkastninger, og sygeplejerskerne vadede bogstavligt i afføring. Er middel mod det var at bore huller i trægulvet. Det sparede på gulvklude. Jo det gav arv på sjælen og stå ansigt til den umenneskelige behandling i KZ – lejrene.

Nogle sygeplejerske var her kun i få dage. Andre var her i hele perioden fra 10 april til 3. maj 1945.

 

Den store bespisning

Bestyreren på Kruså Mejeri stillede hele anlægget til rådighed. Danske Kvinders Beredskab fra Sønderborg og Gråsten mødte op med 50 unge Fruer. Og så blev der ellers smurt mellemmadder. Og landevejen blev spærret for almindelig trafik. Så stillede man ellers bænke op, og var klar med den helt store bespisning.

Sønderborg Hospital leverede i store junger en varm sammenkogt ret af kalvekød, kartofler, grøntsager og sovs. Dette blev serveret på paptallerkner. Og maden var beregnet til sarte maver.

På mejeriet blev der kogt havregrød og herfra blev der leveret mælk.

 

Karantænestation anbragt bevidst ved jernbanen

Den 8. april startede karantænestationen i Padborg. De første busser med norske og danske kvinder kom i busser. De fik et måltid mad og blev så kørt videre.

Karantænestationen var bevidst lagt op af jernbanen. Det var langt til lokalbefolkningen. Man kunne bruge dampen fra lokomotiverne. Der blev hele tiden bygget nye barakker, og togvogne blev ryddet for at klare den stigende efterspørgsel.

Nogle dage senere kom 100 dødssyge mænd fra Neuengamme. De havde tyfus, plettyfus, dysenteri m.m. Efter nødbehandling og aflusning blev de dagen efter sendt videre med et lazarettog.

 

Evakuering af lejr

Men der kom en uophørlig strøm af udpinte fanger. Mange måtte direkte mades. Natten til den 19. april var karantænestationen i Padborg udsat for luftangreb, hvor flere blev såret.

Kort tid efter, at skyderierne var ophørt blev lejren beordret evakueret, da man havde fundet en forsager. Personale og patienter blev anbragt på godsbanegårdens terræn og dels i busser.

Morgenen efter var der kæmpe oprydningsarbejde. Der var blod mange steder. Karantænestationen var gennemhullet flere steder. Flere måtte en tur på sygehuset med granatsplinter i hovedet.

Den 22. april kom Folke Bernadotte forbi. Han ønskede at trykke alle sygeplejerske og frivillige i hånden og sige tak.

 

Stor mistro

Det var nu ikke alle, der var lige glade for at komme ud af busserne eller toget. De var bange for, at blive ført over til et gaskammer. De så, at der stadig gik tyske patruljer rundt om lejrene.

Et særligt problem var alle de spædbørn, der fulgte med. Når de skulle undersøges, frygtede kvinderne, at de skulle aflives. Det gik nogen tid, inden der blev opbygget et tillidsforhold. Og det var nu heller ikke altid kvinderne var sammen med deres eget barn. Mange havde overtaget det, efter at deres veninder døde i KZ – lejren.

Disse småbørn var gråblege og helt udtørrede. De led ofte af tarmlidelser. Men efter to døgns ro og varme samt rigeligt drikke af en tynd mælkeblanding kom de sig dog meget hurtig.

Det er ikke mange, der er klar over, at allerede fra december 1944 hentede man knap 600 danske politifolk hjem fra KZ – lejrene.

 

Man skulle ikke vise følelser over for Gestapo

Dagen efter ankomsten gik der som regel en transport videre mod Sverige. Sammen med busserne måtte der også sendes ambulancer. Gennem næsten hver by, man kørte stod folk parat med mad, tobak og blomster. Specielt tobakken var velkommen. Gestapo var med i vognene. Personalet havde advaret mod, at man ikke skulle vise følelser over for dem.

Men nu var det ikke altid lige let at sende tog af sted på grund af sabotage. Det skulle et stort planlægningsarbejde til hele tiden til at få organiseret alle transporterne.

I København stod svenske sygeplejerske til at tage over. De danske kunne så tage tilbage til grænsen.

 

Masser af kontraordre

På karantænestationerne var man udsat for mange kontraordre om ophævelse af lejrene. Der var hele tiden luftangreb og skader på materiel. Og også i lejrene oplevede man skader.

 

De mange spøgelsestog i Padborg

Det var uhyggeligt for personalet at se spøgelsestogene fra Ravensbrück. Men også for de lokale i Padborg var det et chok. I lejren for kvinder og børn blev der også foretaget medicinske forsøg. Tyskerne var ikke interesseret i at russerne, der nærmede sig lejren fik nogen indblik i, hvad der var sket. I alt blev der transporteret 7.000 fangere fra Ravensbrück til Sverige.

Med den første transport kom der 1.000 kvinder med mest unge piger fra Polen, Holland og Belgien, men også fra Frankrig og England. Nogle af de franske studiner blev i Kruså. De havde nemlig lært sig polsk i KZ – lejrene. De fungerede derefter som tolke.

 

53 kreaturvogne

Den 30. april kom et spøgelsestog med 4.300 kvinder fordelt i 53 kreaturvogne. Man oplevede menneskelig lidelser af næsten uforståelige dimensioner. Og de overbebyrdede sygeplejerskerne var synkefærdig af træthed.

Gang på gang blev der afholdt sørgehøjttidelighed i Bov Kirke, når der var dræbt personale i De Hvide Busser. Gang på gang blev de angrebet af allierede fly. Også mange befriede blev dræbt eller såret under sådanne angreb.

 

De sloges om skraldespande

I de næste dage kom der flere transporter fra Ravensbrück både med tog og ad landevejen. Mange var meget svage og syge. Der var også mange spædbørn med. Man kunne ikke skaffe ren mælk eller andet babymad. Men øl i uåbnet stand var rent. Så spædbørnene fik en lunken Hof med sut hver sjette time. De blev mætte og meget rolige.

Mange døde dog under transporterne. Den 2. maj kom flere i forfaldne godsvogne. Ud af alle åbninger stak menneskearme. Ud humpede, krøb og løb udhungrede syge kvinder. De havde været undervejs i fire – fem døgn. De invaderede de nærmeste haver og gravede lægkartofler op. De sloges om skraldeposer og vandposter. Og så satte de sig midt på perronen for at forrette deres nødtørft.

Efterhånden havde man lært at lukke kvinderne ud i hold, så der ikke opstod kaotiske situationer som ved de første transporter.

Nogle måtte blive siddende i vognene nogle timer endnu. Man kunne ikke tage sig af alle på en gang. Der blev stillet vand ind og der blev kastet knækbrød ind i hver vogn.

Luftkamp over lejren

Ikke alle var i stand til at røre sig. Og i flere vogne var der døde. Samme aften den 2. maj var der luftalarm i Padborg. Man frygtede at målet var jernbanen. Der var luftkamp lige over lejren i Padborg. Lysnettet blev beskadiget, så alt arbejde måtte foretages i mørke.

 

De ville ikke til Sverige

Man forsøgte at give dem alle en lægekonsultation. Men egentlig kunne man ikke gøre så meget end at trøste, give dem noget at spise og drikke og få dem i bad. Kvinderne havde mange sygdomme og mange havde voldsomme sår efter hundebid.

Mange ville selvfølgelig blive i Danmark efter den gode behandling. Og før hver transport måtte personalet lede barakkerne igennem for at finde dem, der havde gemt sig.

 

En hyldest til kvinderne

Den 3. maj 1945 blev lejren i Kruså ophævet. Ja egentlig var meningen at lejrene skulle lukke ned den 2. maj. Men pludselig lød meldingen, at det holdt et tog med yderligere 3.000 kvinder på Padborg Station.

• Denne artikel er en hyldest til alle de kvinder, der bidrog til at redde liv i Sønderjylland

 

 

Kilde: Se

• Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)
• Hans Sode – Madsen: De hvide busser 1941 – 45 – Reddet fra Hitles Helvede
• Klara Kragh: Foredrag (Dansk Sygeplejehistorisk Museum)
• Susanne Malchau: Kærlighed er tjeneste
• Bo Lidegaard: Redningsmænd

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 166 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig, herunder:

 

• Sort Jord, Holocaust
• De hvide busser – nok engang
• Tvangsarbejde i det tredje rige
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• I ondskabens skygge af Holocaust
• Holocaust – aldrig igen
• Sandheden om de hvide busser
• KZ – lejr Ladelund
• Bov Kommune – under besættelsen
• Sverige og jøderne
• De svenske forbindelser – under Anden verdenskrig
• År nul – en fortælling om 1945 og mange andre artikler