Begravelser – dengang

Under den store pestepidemi blev ligbærerne væk. Ligene blev liggende på gaden inden de enten rådnede op, eller hunde eller svin havde fortæret dem op. Ligbærerne holdt sig væk. Men så blev studenterne fra Regensen opfordret til at melde sig. De ville ikke have med de fattige at gøre. Og de tjente styrtene med penge. Dr. Bastholm mente dog, at dette arbejde ikke var noget for åndens arbejdere. Man måtte betale afgift for et sangkor, der ikke var der. Bedemanden forlangte tårnhøj afgift. En almindelig begravelse kostede 300 Rdlr. Der blev bygget fem nye kirkegårde. Folk smed affald ud gennem vinduerne på kirkegården. Og de unge holdt her ømme stævnemøder med forfærdelig lugt. På den ny kirkegård på Nørrebro blev der holdt sammenskudsgilder, og de hjemløse byggede huler.

 

De blev liggende til de rådnede op

I årene 1711 – 12 rasede pesten i København, som ingen sinde før. Man havde ellers oplevet mange epidemier i årenes løb.

• Byldepest, lungepest, Franzoser, den engelske sved og alle de andre epidemier.

Men aldrig havde det været så galt som nu. Efter to – tre dage døde de smittede. Ligene lå i husene, og kunne ikke begraves, da der manglede ligbærere, kister og kirkegårde.

En frygtelig stank udbredtes i byen. Det blev da heller ikke bedre, når afdødes pårørende kastede ligene ud på gaden. Her fik de lov til at blive liggende til de rådnede op. De halvvilde hunde eller svinene begyndte også at fortære dem.

 

Autoriterne vågnede op

Man kan sige, at sygdommen ophævede de mest primitive kendetegn på civilisation. Ja man kunne næsten tro, at man var i en moderne verdenskrigs centrum.

Det gik lang tid på den måde sygdommen raserede i byen. Til sidst var det som om, at den ville slukke alt liv i byen. Så endelig vågnede autoriteterne af deres skræk. Nu skulle der tages fat på alvor.

 

Ligbærerne blev væk

De hæderværdige og privilegerede ligbærere havde straks ved pestens udbrud stillet deres bærebøre og ligvogne væk. De var splittet over hele byen. Ingen ville overtage deres arbejde. Man lovede ellers Guld og Grønne skove. Men angsten var for stor.

 

Studenterne fra Regensen meldte sig

Så meldte studenterne fra Regensen sig. Kongen, Frederik den Fjerde sikrede dem og deres efterkommere ret til:

• Så længe Verden staar, uhindret at bære alle de Lig, hvortil deres Hjælp blev ønsket.

Rettigheden blev senere udvidet til Privilegium for Gejstlighedens og Borgerskabets Vedkommende.

 

Ville ikke have noget med de fattige at gøre

Regensianerne erklærede, at de intet ville have at gøre med de fattige lig. Disse blev af fanger læsset op på vogne og karrer og kastet ned i store fælleskuler. Disse lå i ugevis udækkede.

Så blev betalingen for de mere velhavende lig hævet til betragtelige højder. Således måtte byens forskellige håndværkerlav betale en årlig afgift på 300 Rdlr. for at få ligene af lavsmedlemmer stedet til jorde.

I den sammenhæng kan nævnes, at der dengang var 50 slagtere og 28 bagere, mens der var hele 406, der beskæftigede sig med fabrikation og udskænkning af øl, brændevin og lignende.

 

Det var ikke åndens arbejdere værdigt

Nu blev disse studenter dog snart træt at bære lig. De gjorde det jo ”for at mildne det økonomiske tryk, der hvilede på dem”.

Men en af Universitetets lærere, professor Bastholm havde udtalt, at et sådant arbejde ikke var åndens arbejdere værdigt, hvorfor det var blevet indstillet.

Men det var nu ikke morsomt at undvære denne indtægt. Hver Regensianer kunne opretholde en årsløn på 30 Rdlr. hvilket for datiden var et betydeligt beløb. Ja, det var især drikkepengene, der var med til at hæve lønnen. Man var forpligtet, at give ligbærerne 2 Mark, men ofte blev det da til 3 Mark.

 

En ny ordning for ligbærerne

Efter mange overvejelser fandt man frem til en ordning. Kommunitetet overtog Ligbærervæsenet i entreprise mod en årlig afgift af 20 Rdlr. til hver Regensianer. Det var godt nok en nedgang i lønnen, men det var mere frihed. Og det viste sig også at være en god forretning for Kommunitetet.

Efterhånden fik man et kæmpe overskud. Ligbærerne fik dog også jævnlig lønforhøjelse. Dertil fik de diverse tillæg, som støvlepenge, sygehjælp, dyrtidstillæg m.m.

Fra sidst i trediverne begyndte indtægterne ved begravelser at gå ned. Folk så med uvilje på den store kapitalophobning. Ja man talte om, at folk satte sig i stor gæld ved begravelser.

 

Måtte betale for sang, som ikke var der

I gamle dage havde Latinskoledrengene, de såkaldte Peblinge besørget sangen ved begravelserne. Skønt dette for længst var ophørt, var man dog stadig forpligtet til at yde skolen en afgift, der varierede fra 4 Mark til 10 ½ Rdlr. Og det skete alt efter finheden af den ligvogn, som man benyttede. Desuden skulle man også betænke skolepedellen, der ophævede afgiften med en lille dusør.

 

Bedemanden var ildeset

Så var det også bedemanden, der var meget ildeset. Ved en plakat af 26. juni 1818 var det påbudt, at enhver, der benyttede en ligvogn til en takst over 1 Rdlr. skulle gøre brug af bedemandens assistance. I Fædrelandet hed det sig i en artikel:

• Hvo, der har en blot lidet dannet Smag, vil næppe kunne overvinde sig til at bruge nogen ringere Ligvogn end den til 5 Rdlr.

Salæret til bedemanden alene kunne da ofte for folk med en blot lidet dannet Smag løbe op til et halvt hundrede Rdlr. Det var en aldeles urimelig afgift, da en hver med lethed kunne udføre det arbejde.

Den første gang, vi hører om bedemænd herhjemme var i 1682. Den gang blev der tilladt Magistraten at beskikke et par mænd, hvem folk kunne betjene sig af ved indbydelsen af begravelsesgæster. Den gang var det vel nærmest tjenesteydelser. Men senere udviklede bedemænd til at bestemme hele ceremonien.

Ja han holdt selv tjenere og kørte rundt i en stadskaret og indbød ligfølget. Ja det var en køretur, der blot ved en jævn begravelse kostede 9 Rdlr.

 

En uskik med handskepenge

Også ligbærerne fik drikkepenge, selv efter at studenterne havde nedlagt hvervet. De var dog ikke frivillige, men obligatoriske under navn af Handskepenge. Men denne uskik blev dog efter en skrivelse til Magistraten afskaffet i 1838.

 

En almindelig begravelse løb op i 300 Rdlr.

Jo en almindelig borgerlig begravelse kom meget let op på 300 Rdlr. Dertil kom alt gravøllet. For at undgå disse store udgifter, sluttede mange folk sig sammen i begravelsesforsikrings – selskaber. Man kaldte dem også Lig – Societeter. Disse lav og korporationer indgav efterhånden ansøgninger om selv at måtte bære deres døde til graven. Nu så Kommunitetet efterhånden deres privilegier truet. De frygtede, at deres virksomhed efterhånden måtte ende.

 

Magistraten ophævede privilegiet

I stedet for nu at gå ned i prisen gik de den modsatte vej. I 1840 ansøgte man Magistraten om en forhøjelse af afgifterne. Dette blev dog for meget for de kommunale autoriteter man mente, at renten af den opsamlede kapital på 100.000 Rdlr. alene kunne udrede de fornødne stipendier til Regensianerne.

Man henstillede til Borgerrepræsentationen om nedsættelse af en kommission, der skulle fratage privilegiet. Men det gik hele 11 år inden privilegiet var helt bortskaffet.

 

Fem nye Assistens – kirkegårde

De gamle kirkegårde, der lå op ad de 6 sognekirker, Vor Frue, Trinitatis, Hellig Geist, (Helligånds – kirken) Holmens, Nicolai og Vor Frue viste sig snart at være for små. Men det var vanskelig inde i byen, at finde plads til nye kirkegårde.

Men folk døde så hurtig, at de kirkegårdene omtrent var halvfyldte, inden man fik dem indhegnet. Det gjaldt ved Almindelig Hospitals nye kirkegård, der lå mellem Store Kongensgade og nuværende Øster Farimagsgade og også de andre nye.

I den indre by kom der fem nye Assitence Kirkegaarde. Herfra fik Nicolai Sogn de to. Den ene lå på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulckegade (Holmensgade) og blev en slags fortsættelse af den gamle Nicolai Kirkegård. Den fik først navnet Den lille Urtegaard men blev kort efter omdøbt til Den gamle Urtehave.

 

Jødernes kirkegård lagde man uden for byen

Ja således kom der flere kirkegårde, men fælles for dem alle, var deres uheldige beliggenhed. Man lagde dem midt imellem husene Dog ikke jødernes kirkegård. Den lagde man på Nørrebro, hvor der endnu var plads.

 

Affald ud på kirkegård

Man gavlvinduer og luger vendte ud til kirkegårdene. Og man kastede rask væk al slags affald og urenheder ud gennem disse åbninger. Derved kom disse kirkegårde til at ligne hele renovationslossepladser.

 

Ømme stævnemøder på kirkegården

Ja de unge mennesker benyttede disse kirkegårde som en slags kærlighedsstier, hvor ømme stævnemøder fandt sted. Det kunne ikke have været særlig romantisk til disse stinkende omgivelser.

Man fik efterhånden en aftale med husejerne om ikke at bruge luger og vinduer til at smide affald ud af luger og vinduer til kirkegårdene.

 

Drikkegilde på Nørrebros nye kirkegård

I 1760 blev den nye Assistens Kirkgård indviet på nogle grunde, der tilhørte kommunen uden for Nørreport på det såkaldte Lille Ravnsborg. Men her syntes man heller ikke have særlig respekt for de dødes sidste hvilested.

Man gjorde udflugter hertil, som om at det var en skovtur. Man havde medbragt sin brændevin og lavede gravstenene om til improviserede spise – og drikkeborde. Man fuldendte sine måltider i større eller mindre fordragelighed, alt efter mængden af de våde varer.

 

Kirkegården lignede en krigsskueplads

Men hvis nu mængden af disse slap op, kunne man let råde bod på dette, idet mængder af småhandlende i området solgte øl og brændevin ad libitum. Samtidig fik børnene lov til at lege og tumle mellem gravene.

Det var ikke et under, at Assistens Kirkegård særlig mandag morgen lignede en krigsskueplads.

 

De subsistensløse holdt sammenskudsgilder

Visse steder af kirkegården, særlig oppe ved Jagtvejen var ren idyl. Her var kun få grave, men høje buskadser. Her kunne man i fred og ro ligge og nyde sommersolen. Men også disse steder blev efterhånden annekteret af subsistensløse eksistenser. Her havde de indrettet varige sommerresidenser. Her hold de alle uvedkommende bort ofte med vold.

Godt nok blev alt dette forbudt omkring 1805. Men endnu 40 – 50 år senere kunne man ganske ofte herude træffe løsgængere, som havde opbygget hele hytter af sammenbundne grene. Ja her holdt de om aftenen sammenskudsgilder med alt, hvad de i løbet af dagen havde skrabet og tigget sammen.

Denne nye kirkegård var nu blevet indviet, derfor begyndte man nu at udleje eller bortsælge de gamle pestkirkegårde.

 

Snart måtte man udvide

Og snart viste den nye Assistens Kirkegård også at være for lille. Uviljen mod at lade sin afdøde begrave herude forsvandt hurtig. En af byens matadorer, tobaksfabrikant Augustinus havde nemlig valgt at lade sig begrave herude.

 

Kloge ord af Dr. Jens Bang

Nu blev det ene lig efter det andet begravet herude. Jævnlig måtte kirkegården udvides og omlægges. Allerede i 1803 talte den berømte læge og arkitekt Dr. Jens Bang for en omlægning:

• Kirkegårde skal være smukke, skyggefulde haver med krumme gange, som mere fornøjer øjet end de lige og lange, som trætter og keder.
• Endvidere må man tillige have hensyn til det skønne og så meget muligt undgå det skrækkende og skumle. Døden er overgang til et bedre liv. Den bør derfor ikke forestilles ved ”Benrade, Dødningehoveder, Gravhøje og slige gysende ting”, hvorved sindet nedtrykkes, sorrig og bedrøvelse forøges, mod og tapperhed tabes.
• Hvo som kender sjælens virkning på legemet, må let kunne vide, at legemet svækkes ved sorrig. De dødes hvilested må snarest gøres så skøn og behagelig som muligt, samt den vrange fordom om de mørke billeder på døden udryddes.

 

Tankerne vakte genklang

Disse tanker vakte genklang hos den øvrige Magistrat. Men pengevanskeligheder forhindrede dog denne udførsel.

Men ved anlæggelse af Vestre Kirkegård tog man hensyn til disse tanker. Men ak, dengang var de ublu takster stadig ikke udryddet.

 

 

Kilde: M. Vogelius: Nye Krøniker fra det gamle København plus en masse andet Københavner – litteratur (Vi arbejder på en oversigt)

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:

• Pest i København
• Pest på Nørrebro
• Den mærkelige læge fra Højer
• Sagn og Historier fra Brokvartererne
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – en oase
• Kejserinde på Dagmar på Nørrebro
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Under jorden – på Assistens Kirkegård
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Livet på Assistens Kirkegård
• Da Gertrud rejste fra kisten
• Garnisons Kirkegård
• Ligvognen fra Frøslev
• Død eller skinddød?
• Blegdamshospitalet på Nørrebro

 

.