Guldalder – guide til København (1)

Her er første del af vores guide til Guldalderens København. Vi besøger Amagertorv 4, hvor vi besøger en gammel sømand. Men ellers er det Amaliegade, vi aflægger et besøg. Vi vil finde ud af, om vi her kan finde Guldalderen. Ja her også her kom H.C. Andersen, hvor han besøgte Collins ejendom. Men her befandt man sig altid i tusmørket. Det samme mente Johanne Louise Heiberg, når hun kom på besøg. Men vi besøger nu også andre interessante ejendomme. Og vi skal da også høre om den maler, der ikke turde at fri. Så blev han dræbt af et vådeskud nede i Sønderjylland.

 

Kan man lave sådan en guide?

Kan man godt lave sådan en guide? Ja vi forsøger. Nu kan man vel ikke bare gå ind og besøge alle disse ejendomme, men vi forsøger alligevel at finde historiske højdepunkter fra guldalder – tiden, når vi nu vandrer gennem byen.

Egentlig var guldlader – tiden noget man tilegner de bedre borgerskab, men vi forsøger lige at indflette noget mere.

Vi skulle måske have valgt et tour – forslag, så man selv kunne lave en byvandring, men vi har for nemheds skyld valgt at holde det hele i alfabetisk form. Og her i første del koncentrerer vi os for Amagertorv/Amaliegade

 

Amagertorv 4

Denne ejendom stod her antagelig før Københavns første store brand i 1728. Her døde i året 1827, kommandør i Søetaten, Peter Norden Sølling.

Han var eksemplet på den danske sømand i tiden omkring englandskrigene. Indtil 1807 var danskerne stolte af deres flåde. Men ellers var de danske sømænd nu ikke særlig velhavende. Men dette fik Sølling til at opstille en bombe, der skulle fungere som en kæmpe sparebøsse.

Tænk engang, bidragene var så store, at man kunne købe et gammelt hus på Christianshavn (Brogade – nu nedlagt). Dette hus blev brugt som alderdomshjem til gamle sømænd. Huset fik navnet Bombebøssen. Det eksisterer stadig, dog i en nyere version og på at andet sted i Overgaden under Vandet.

 

Amaliegades historie

Vi skal nok lige tilbage til tiden efter 1660, hvor Sophie Amalie anlagde en stor have i denne bydel. I 1749 blev haven opgivet. Her var også en eksercerplads og tømmer – og opslagspladser. Kongen forærede arealet til byen under betingelse af, at der opførtes forsvarlige bygninger inden for fem år.

Man projekterede så en hel ny bydel, kaldet Frederiksstaden. Man anlagde Amaliegade, der gennemskærer slotspladsen.

Frederik den Femtes hofbygmester Nicolai Eigtved var hovedleverandør af tegninger. Hele seks af bydelens palæer og 12 af borgerhusene kommer fra hans tegnestue. I andre tilfælde skulle han godkende tegninger.

Da Eigtved døde, var det Thurah, der tog over.

 

Amaliegade 8

Maleren C.A. Jensen fra Bredsted ved Husum opnåede stor popularitet med hans livsfulde små portrætter. Familien Jensen boede her indtil 1830.

I en periode var han den mest populære portrætmaler i det københavnske. Der var ikke den sædvanlige stivhed og højtidelighed over hans portrætter. Der var sprudlende liv, elegant og hurtig penselføring i en chokerende moderne form. Men han var for dygtig, og man kunne dengang ikke bare have en komet, der skubbede de gamle ud. Kritikeren N.L. Høyen fik ham stoppet i slutningen af 1840erne.

 

Amaliegade 9

I 1838 flyttede gehejmekonferenseråd Jonas Collin og hans familie fra Bredgade hertil. I gården i Bredgade stod et gammelt træ. Det gik rygter om nedrivning af gården. Og H.C. Andersen skrev om træet: Det gamle træ – oh lad det stå. Men det hjalp dog ikke.

Det var i Bredgade, at H.C. Andersen kom og fik gode råd. Denne Collin var en mand med sære meninger. Gårdspladsen måtte ikke luges. Derfor var det eldorado for mælkebøtter. Alle besøgende fik besked om at gå af køkkenvejen. Den besked fik H.C. Andersen også.

Vores national – digter kom mange steder, og han bragte masser af sladder med sig. Men det var nu ikke alt, Collin ville finde sig i. Således fortalte Andersen om sen slægtning til Collin, at vedkommende havde pletter i hovedet, og at det lignede råddent kød.

Collin var en god meddirektør af Det Kongelige Teater. Johanne Louise Heiberg har i hendes erindringer beskrevet besøg hos Collin. Og hun beskrev det, som man mødtes i tusmørket.

 

Amaliegade 13

Gehejmestatsminister J.S.v.Møstring var det gamle styres mand. Han gjorde karriere i Tyske Kancelli. I 1813 blev han overdirektør i Rigsbanken. Det var ham, der skulle redde Danmark ud af statsbankrotten i 1814. Han blev præsident for Rentekammeret, datidens finansministerium.

Vores hovedperson var en god repræsentant for enevælden fra 1819 frem til sin død i 1843. Om sommeren lå statsministeren på landet i sit endnu eksisterende landsted på Frederiksberg kaldet Mørstings Hus.

 

Amaliegade 18

Det gule Palæ bliver også kaldt Slavehandlerens Palæ. Bygherren H.F. Bargum sendte slaver til Vestindien mod at få sukker til Europa. Hans arkitekt var den fornemme N.H. Jardin.

I 1816 troede man at ejendommen skulle blive hjemsted for Frederik den Sjette’ s datter Prinsesse Caroline, da hun i 1812 blev forlovet med Christian af Hessen. Men ak og ve. Forbindelsen gik over styr.

I stedet blev hun i 1829 formælet med Christian den Ottendes yngre og ikke særlig begavede bror Prins Ferdinand. De to blev installeret på Bernstorffs Palæ.

I 1842 levede her et ungt ægtepar, Louise af Hessen og hendes gemal, prins Christian af Glücksborg. Ved giftemålets indgåelse var der ikke meget, der tydede på, at her var landets kommende konge og dronning.

Prinsen var officer i Hestegarden og var yngre søn af den ubetydelige hertug af Glücksborg. Men moderen var var søster til Frederik den Sjettes dronning Marie. Prinsessen var datter af landgreve Vilhelm af Hessen – Kassel.

Først efter Tronfølgeloven af 1853 blev prins Christian udpeget som tronfølger. De levede nærmest borgerlig indtil Frederik den Syvendes død i 1863. Og det stod heller ikke skrevet over deres fire børns vugge, at to af disse skulle blive konger og to skulle blive gift med henholdsvis den engelske konge og den russiske zar.

 

Amaliegade 22

I 1850 døde Adam Oehlenschläger. Han var netop blevet 70 år, og var blevet fejret ved en stor fest på Skydebanen på Vesterbro. I sin takketale sagde han blandt andet:

• Tre, fire huse herfra blev jeg født.

Men derfra går – vil det naturens orden –

Endnu en smuk allé til kirkegården

Kort tid efter blev han syg og døde. Han ligger begravet ved siden af sin trofaste Christiane på Frederiksberg Kirkegård.

Et par forinden boede Georg Carstensen her. Det var på den tid, hvor han arbejdede på Vinter – Tivoli i Casinobygningen længere henne i Amaliegade/Toldbodgade.

Og ejendommen, ja det er et prægtigt 7 – fags hus tegnet af arkitekt Nicolai Eigtved i midten af 1700 – tallet. Det er så senere blevet forhøjet med halvanden etage.

Lige ved siden af lå Almindeligheden, ja sådan kaldte man Almindeligt Hospital. Her boede et stort antal invalider, sindssyge og åndssvage, gamle og ulykkelige mennesker. Her var også en sygeafdeling. Forholdende var forfærdelige – også målt med datidens øjne.

I krigene 1801 og 1807 blev her også indlagt kvæstede soldater. Fra 1809 blev patienter med kønssygdomme behandlet her. I 1846 udbrød der en stor epidemi med barselsfeber. Og i 1853 døde her 90 pct. af de 500 kolera – ramte. Og så kunne det godt være, at de kloge herrer begyndte at kigge på et bedre sygehusvæsen i København.

Uden tvivl er Oehlenschläger stødt på nogle af disse, og givet dem en skilling. Han var kendt som en godhjertet mand.

 

Amaliegade 27

Bygningen er den sydlige del af arkitekten Laurids de Thurahs pavilloner til Det Kongelige Frederiks Hospital (I dag Kunstindustrimuseet). Det er opført i midten af 1750erne.

I denne ejendom lejede maleren Johan Th. Lundbye sig i efteråret 1841 ind hos lægefamilien Krebs. Kunstneren er kendt for sit store værk, En dansk kyst. Mon ikke dette værk er en af milepælene i Guldalderen. Det er da i den grad nationalromantisk.

Forinden havde Lundbye sammen med sin ven P.C. Skovgaard udsmykket Skovgaards onkel H.C. Aggersborgs lejlighed i den nu forsvundne ejendom, Holmens Kanal 4.

Denne Lundbye havde forelsket sig i proprietærdatteren Louise Marie Neergaard fra Vedbygård. Men ak, den evigt tvivlende maler fik aldrig taget sig mod til at fri. Og en menneskealder senere, fortalte den aldrende frøken til kunsthistorikeren Karl Madsen, at hun skam ville have sagt, Ja. Men hvorfor tog hun så ikke et initiativ? I stedet oplevede vi et drama, for Lundbye havde meldt sig frivillig til hæren. Og endnu mere, ak og ve. Han døde ved et vådeskud ved Bedsted i Sønderjylland.

Det var det første skud, der blev løsnet i Treårskrigen.

 

Amaliegade 45

Dette statelige hus er opført af tømrermester Andreas Hallander i 1790 – 1791.

I 1817 fik ejendommen ny ejer. Det var den fra Norge hjemvendte Ferdinand Henrik Rørbye. Han havde den fornemme titel, overkrigskommissær.

Blandt han og hustruens mange børn var den siden så kendte maler, Martinus Rørbye. Han kom på Kunstakademiets Kunstskole i 1820. Han har blandt andet foreviget udsigten fra forældrenes stuelejlighed på 1. sal.

Han døde i det nu nedrevne Amaliegade 33.

 

Kilde:

• Villads Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
• Hans Edward Nørregaard – Nielsen: Kongens København – En guldaldermosaik (1985)
• Sigurd Jensen, Claus M. Schmidt: Rammerne sprænges
• Helge Paludan: Københavns historie – Fra Absalon til Weidekamp (1987)
• Trap Danmark – Storkøbenhavn (1959 – 1960)
• Claus M. Smidt, Mette Winge: Hen over torv og gade (Gyldendal 1996)

 

Hvis du vil vide mere: Om Guldalderen:

• Guldalderens København (1)
• Guldalderens København – Sådan var det også (2)
• København 1840 – 1880
• En digter på Østerbro
• C. Andersens sidste dage på Østerbro
• Christen Købke – en maler fra Østerbro (og mange flere)