Kongens Nytorv – endnu mere (2)
Vi er tilbage i området omkring Kongens Nytorv, og fortsætter vores vandring fra dengang. En mekanisk dukke vakte opsigt. Så fandtes der morgenbeværtninger, og så kunne andre få natbevilling. Dem, der ikke kunne få, kaldte så bare stedet for en læseforening. Her havde der aldrig været en bog. Fem rige og ugifte søskende boede sammen, og de havde hver især abonnement på Berlingske Tidende. I en kælderbeværtning gik rygtet, at murene til enhver tid kunne styrte sammen. Og så var pigerne helt vilde med de krøllede kræmmersvende i Østergade.
En grim træbygning
Stadsbyggemesteren havde ikke noget imod, at Industriforeningen skamskændede Torvet med en anmassende træbarak. Men man havde dog glemt at spørge Det Kongelige Danske Kancelli. Herfra kom der en kraftig irettesættelse, fordi man havde glemt at spørge dem.
På Kongens Nytorv 18, hvor firmaet Axel E. Aamodt residerede, havde kammerråd og brændevinsbrænder Lihme haft sin virksomhed. Det var også ham, der havde ladet ejendommen opføre.
Handel med noder
I sin tid havde ejendommen en høj stue og en kælderbutik. Her flyttede en papirhandel ind. Denne var grundlagt i 1811 i Store Kongensgade af fuldmægtig ved Adressekontoret, J.G. Christiani. Ja firmaet hed Christiani & Grisson. Det boede på adressen indtil 1857.
En ung fremadstræbende mand med det meget almindelige navn, Wilhelm Hansen overtog derefter forretningen. Han fortsatte den gamle papirforretning. Men noget nyt fik han dog tilført, handel med noder.
Han blev musikforlægger, og flyttede fra Kongens Nytorv til Gothersgade. Her kom det verdenskendte Wilhelm Hansenske Musikforlag til at ligge.
En konditor bosætter sig
To huse fra den Lihmeske Gård i nummer 22 bosatte sig i det Herrens år 1856, en konditor Bentzen. Han havde i 1834 etableret sig i Pilestræde som Kukkenbager. Han drev konditoriet på Kongens Nytorv indtil 1865, da han blev afløst af en anden konditor, Valdemar Brønnum. I fem år drev denne konditoriet i den høje stue.
Jo der skete en masse på Kongens Nytorv gennem tiderne. De mange forskelligartede bygninger harmonerede godt sammen. Her var mange store palæer og mindre borgerlige huse. Der var stil, ro og hygge over det gamle torv. Men er det ikke som om, noget af denne hygge er gået fløjten? Her lå urtekræmmere, vinhandlere og meget mere.
Adelen havde etableret sig på Østergade
Ned ad Østergade havde adelen etableret sig, men de måtte efterhånden vige pladsen for de borgerlige og for de handlende. De gamle fornemme haver blev efterhånden også nedlagt. En af de sidste rester der forsvandt var i 1898, da den Frølichske Ejendom på Østergade 26 blev revet ned. Gik man gennem denne ejendoms store gård, kom man ad en gang i mellembygningen ud i en lille have med plæne og blomster samt et havehus, der lå bag ved Grønnegade 8.
Denne have, der lå træt ved Østergade var alt, hvad der var tilbage af adelens prægtige haver. Nu lå den tilbage som en stille landsbyhave. Østergade var dengang byens hovedåre. Her lå de fineste og mest noble butikker. Adelsgårdene var omdannet til købmandshuse i hvis kældre og stueetager, kræmmere havde etableret sig. De kaldte sig senere manufakturhandlere. Dette passede bedre til Østergade. Jo her opstod mange kvindedragende modebutikker. Det blev betragtet som meget fint at have butik på Østergade.
Klædekræmmersvend blev til kommis
Det gik mode i, at lade sig se og holde små uskyldige stævnemøder på Østergade. Jo på Østergade hed det ikke mere Klædekræmmersvend, men i stedet det fine ord Komis.
Iden da kaldte man også disse ansatte for Diskespringere:
– Thi det fordredes af enhver Kræmmersvend, at han efter hver Ekspedition med et flot Spring skulde sætte op paa Disken, dreje hurtig rundt paa sit Agterspejl med samlede Ben og ile hen for at aabne og lukke Døren for den paagældende Kunde, enten saa denne havde købt noget eller ej.
De ikke – købende Kunder kaldtes i kræmmersvende – jargonen for Stejlere.
Pigerne drømte om den krøllede kræmmersvend
Dengang talte man ikke om at være ansat. men i stedet kaldtes det at staa hos vedkommende kræmmer eller lignende. Og denne Kræmmersvend udkrammede alle butikkens herligheder for de søde små damer, der alle var mere eller mindre verliebt i den promadiserede, krøllede svend. Åh ja, man sagde endog, at man drømte om ham om natten. Dengang var der prestige i at være ansat i butik.
Hvis man var træt af at spadsere
Når Østergades Drivere eller Lapsene, som man kunne læse om i Kjøbenhavns gyldne A.B.C. i 1836:
– Var trætte af at spadsere op og ned ad Gaden fra Rabech’s Hjørne til Kogens Nytorv, og man trængte til noget vederkvægende, men ikke brød sig om at gaa op i Kaféen hos Gianelli, saa gik man ned i Ølhallen i Nr. 13, den, som nu kaldes ”Rydbergs Kælder”.
Denne ejendom blev i 1850 – erne ejet af vekselmægler senere Kommerceråd I.W. Heymann. Han havde i kælderen indrettet den første øltunnel som blev åbnet for publikum tirsdag den 1. januar 1855 klokken 4 om eftermiddagen under navnet Den Bayerske Ølhalle.
Et farligt rygte
Heymann havde fuldstændig ombygget ejendommen, der egentlig var opført af hofarkitekt Kirkerup. Inden åbningen var der gået de vildeste rygter om, at det var livsfarligt for gæsterne, at opholde sig i denne kælder, da murene til enhver kunne styrte sammen.
De sagkyndige måtte hidkaldes. Men der var intet i vejen. De sagkyndige afgav da også en beroligende erklæring.
Den tilstødende ejendom i nummer 15, har i sin tid spillet en vis rolle for det København, der morer sig. Ejendommen havde facade til Lille Kongensgade. Den blev i 1658 ejet af maleren Karel van Mander. Dengang blev ejendommen drevet som herberg for fornemme Rejsende. Selv Hoffet brugte herberget.
Den kongelige Klub
Vi har i tidligere artikler beskrevet ejendommen, der i det 18. århundrede tilhørte Greve Conrad Wilhelm Ahlefeldt. I 1775 blev ejendommen solgt til traktør Gottlieb Schreck. Han drev forretningen, hvor Vincent’s Restaurant senere befandt sig.
Der kom gang i den med klub – og selskabslokaler og baller og koncerter. Her havde Kongens Klub sine lokaler. Klubbens sommerresidens var dog på Vesterbro.
Natbevilling
Inde i ejendommens gård var der i stueetagen i 1860erne Feyerschous Vinstue. Blandt stamgæsterne var digteren Christian Winther. Denne gik også på værtshus på Nørrebro og her var pigerne vilde med ham. Men det har vi allerede skrevet om.
Kælderen, hvortil adgangen var fra gården, rummede i 1880erne en af byens natbeværtninger. Dengang betød det, at de åbnede deres døre, når alle de andre lukkede. Det vil sige kl. 24. Polititilladelse var påkrævet, men det var forholdsvis let at få dette.
Af andre, der havde sådan en tilladelse kan nævnes:
– Klosterhallen på hjørnet af Vimmelskaftet og Hyskenstræde
– Blanch’ Kælder også kaldet Ginderups Kælder i Vimmelskaftet 38
– Riises på Amagertorv
– Kronens Kælder i Store Kongensgade på hjørnet af Fredericiagade
Sidstnævnte have faktisk ikke et rigtigt navn. På skilte og rullegardin var godt nok anbragt en krone. Men sandheden var at kælderen lå i en ejendom tilhørende politidirektør Crone. Så egentlig burde kælderen have heddet Crones Kælder.
Læseklubben – hvor ingen læste
Man var dog også dengang kreativ. Således fik beværtningen på Østergade 15 ingen polititilladelse. Men værten forstod, at hjælpe sig selv, og muligvis kendte han også lidt til grundloven. Her er der nemlig noget, der hedder Foreningsretten. Og det er ikke noget politiet skal blande sig i.
Resolut blev der lavet en forening, som man kaldte for Læseklubben. Enhver kunde kunne blive medlem ved at betale 25 øre en gang for alle. Men læse var det nu ikke nogen i den forening, der gjorde. Sandsynligvis var der heller ikke noget at læse i. Formålet var udelukkende i største Gemytlighed at drikke et par krus øl efter klokken 24 i stedet for at gå hjem i seng.
Måske havde det været bedre at gå hjem i seng, men københavnerne har aldrig holdt af, at lade sig kommandere af autoriteter. Derfor gik man i Læseklubben. Måske var det umoralsk, men det tænkte man ikke så meget på, bare det var fornøjeligt.
Berømt – for sine æbleskiver
På Østergade 27 etablerede A.C. Gaméls Kaffeforretning sig i 1805. Indehaveren kom sammen med nogle andre franske emigranter til København i 1794. Han fik Borgerskab som frisør i 1804. Samme år fik han dog dette Borgerskab udvidet til også at omfatte salg af olie, udenlandske frugter m.m. og kolonialvarer.
I kælderen boede i ret mange år Mel – og grynhandler Buchhorn. Det var dog ikke som melhandler, at han blev berømt. Nej det blev han sandelig som Æbleskivebager. Hans æbleskiver var særdeles efterspurgt. Hver aften var der et stort rykind i den lille, dybe kælder for at købe disse lækre æbleskiver. Ja, man kunne også få Berliner Pfannkuchen, fyldte med hindbær, blommer eller æblegrød. Ja disse kostede i opvarmet udgave 2 skillinge stykket.
De Rige søskende
På samme side af Østergade boede i sin tid silke – og klædekræmmer, Eduard Falck. Han var ugift og boede sammen med sine fire, ligeledes ugifte søskende. Alle fem søskende efterlod ved deres død en formue på hele 1.300.000 kr. Beløbet blev testamenteret til Københavns Kommune, som så kunne anvendes til legater i forskellige øjemed.
Den eneste luksus, som de fem søskende tillod sig var foruden at holde et lille sommerhus i Jægersborg Allé, at de abonnerede hver på et eksemplar af Berlingske Tidende. Selv om de var gode venner, ville de gamle søskende ikke vente på, at de andre havde læst den.
Morgenbeværtninger
Det var dengang noget man kaldte for Morgenbeværtninger. Det var Caféer, der åbnede klokken 4 om morgenen. Disse var beregnet til københavnere, der endnu ikke var nået i seng den foregående aften. Her kunne de få en hårdt tiltrængt kop kaffe med varme boller for billige penge.
Et sådant sted fandtes på førstesalen i Østergade 47. Den kaldtes aldrig andet end Mokka Meyer. Denne Hr. Meyer havde tidligere et Sangerinde – Tempel på Øen i Tivoli.
På slaget fire blev hans Café befolket af kjoleklædte herrer, der var på vej hjem efter bal eller danseøvelser hos Karlebye i Lille Kongensgade25. Nu ville de så slutte af med et kop dampende Mokka. Ellers var der dagen igennem et alsidigt publikum. Til frokosten var der en stor omsætning af kaffe til Østergades kræmmersvende.
Kaffe – Petersen
En anden morgenbeværtning lå lige i nærheden. Det var Kaffe – Petersen i Lille Kongensgade 46. Caféens grundlægger var Carl Magnus Thorup, der var taget til søs. I midten af 1840erne havde denne købt det gamle forlystelsessted Ratzenborg i Frederiksberg Runddel. Han havde ombygget etablissementet fuldstændig, så det blev mere mondænt. Han vidste dog ikke, hvad han skulle kalde stedet.
En dag mødte han så sin gamle ven marinekaptajn Sommer. Denne foreslog, at han kunne opkalde stedet efter ham. Og sådan blev det. Stedet blev kaldt Sommerlyst. Den 22. maj 1846 åbnede etablissementet med dette navn.
Kaffe – Petersen, der oprindelig hed Rasmus Petersen, var oprindelig gartner. Han sørgede for de bedste varer til de billigste priser. Mange af hans kunder var slagtere. Det var fra den tid, hvor slagteboderne eksisterede.
Senere blev Rasmus Petersen en af Tivolis kendteste restauratører.
En mekanisk reklamedukke
På hjørnet af Østergade og den tidligere Sankt Jørgens Gade lå indtil 1826 en stor bygning med takkede gavle. Den mindede meget om den naboen, Efterslægtens Gård og ejendommen Amagertorv nr. 6.
Ejendommen havde i sin tid tilhørt ærkebispen af Lund. Han har dog næppe selv boet i den. Derimod ved vi, at den i 1658 blev ejet af vinhandleren Jacob Fuiren, der havde skænkestue ud til det lille stræde, der gik langs Nikolaj Kirkegård. Men i 1826 blev ejendommen nedrevet.
Har blev der langt senere stor opmærksomhed og opløb. En ung manufakturhandler havde lige som modehandlerinde Louise Rasmussen alias Grevinde Danner anbragt en mekanisk reklamedukke i vinduerne. Måske skulle det lige nævnes, at den unge manufakturhandler hed A.C. Illum.
To Fiskehandlere i Østergade
Nu var der ikke kun kræmmerhandler på Østergade. Man traf også butikker, der forhandlede levende fisk. En af fiskehandlerne hed Hans Dyhr. I en annonce kunne man læse:
– Hos Hans Dyhr paa Østergade, hvor de 3 forgyldte Karper sidder over Døren, er at bekomme: gode fede Karper, Karusser, Geider og Aborrer, alt sammen for billig Priis, og Brasen 10 Sk. Pd.
En kollega til denne hed Ib Pingvin. Han reklamerede sådan her:
– Første Dør paa Høyre og i Kirkestrædet anden Dør paa venstre Haand fra Aamger – Torv.
Ejendommen brændte i 1795. I den nye bygning på stedet, fandt man senere Mourvielles Charkuterieforretning.
Mon ikke vi kigger forbi Kongens Nytorv og de omkringliggende gader en tredje gang.
Kilde:
Carl C. Christensen: Fra Voldenes København – Kongens Nytorv Kvarteret (Hagerup 1924)
Hvis du vil vide mere: Læs
– Omkring Kongens Nytorv (1)
Bagerst i denne artikel henviser vi til 38 artikler om ”Det Gamle København”