Kirkehandlinger foregik på samlebånd. Det var ikke unormalt at præsten i Skt. Stefans kirke skulle klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester i løbet af søndagen. De vantro skulle bearbejdes i Rabarberlandet. Det kneb med at finde et navn til Helligkors kirke. Efterhånden måtte rabarberdyrkningen vige. Fattigdommen var ekstremt stor. Der var druk og meget mere. Kirkerne ydede en stor social indsats. Og arbejderne mente i begyndelse at kirker var lig med kapitalisme. Vi skal også høre om kontroversielle præster. 

 

Kirkehandlinger på samlebånd

Omkring 1850 nåede Københavns befolkningstal op på 150.000. Dette gav anledning til dannelse af forstæder uden for voldene, nemlig Østerbro, Vesterbro og Nørrebro.

Nørrebro og det landelige Østerbro hørte til Vor Frue og delvis til Trinatatis Sogne.

De kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelse måtte foretages på samlebånd. Dette virkede efterhånden usmageligt.

 

To teologer i kamp

To unge teologer, Ludvig Helweg og Nicolai Holten slog i 1852 i pressen til lyd for bygningen af nye kirker og angreb de kommunale myndigheder i København. De anførte, at der ikke var bygget kirker i umindelige tider og nogle var endda taget ud som følge af brand. De første spæde skridt til en kirkesag var taget.

 

De to unge teologers kamp vandt genklang. Interessen for de kirkelige forhold var endelig ved at vågne. Man mente, at det var på Nørrebro man først trængte til kirker. En række lægfolk lovede betydelige pengebeløb. Men en henvendelse til ministeriet bar ikke rigtig frugt.

 

En kirke – efter otte år

Men så tog lægfolkene atter fat. En komité på 7 medlemmer med bankassistent P.D. Feilberg i spidsen udsendte nytårsdag 1853 et opråb med 41 underskrifter og startede en indsamling for bygning af en ny kirke. Det blev dog en møjsommelig kamp. Flere gange under bygningen af Skt. Johannes Kirke måtte man stoppe grundet pengemangel. Men efter 8 års kamp stod kirken endelig færdig.

 

Det nye Skt. Johannes sogn havde ved kirkens indvielse 16.000 indbyggere, der strakte sig fra Rysensten mellem Vestervold og Vesterbro i vest til Lersøen i vest og Slukefter i Hellerup mod nord.

Allerede i 1872 havde sognet 40.000 indbyggere.

 

Levende forkyndelse

Skt. Johannes Kirke trak mange til med en meget levende forkyndelse. Men det var også tiden, hvor mange kirkefjendtlige vendte sig mod kirken i skrift og tale.

I 1865 havde den første præst i Skt. Johannes kirke, Rudolf Frimodt stiftet Københavns Indre Mission. Jo det var trængsel, når Frimodt var på prædikestolen. Han var også en mester i sjælesorg. Men han var også en præst i gammeldags forstand. Der var et skarpt skel mellem han og menigheden. Men efterhånden kunne den stakkels præst ikke overkomme arbejdet.

 

Skt. Stefans kirke

På forbavsende kort tid fik Frimodt sammen med gode venner samlet frivillige bidrag til at få rejst en ny kirke på Nørrebro. Baron Løvenskjold til Løveborg skænkede en godt beliggende grund ved Nørrebrogade, hvor hans landsted Kristinedal lå. Og her blev Stefans Kirke indviet den 26. december 1874. af biskop Martensen. Til Skt. Stefans kirke henlagdes dele af Skt. Johannes sogn og Utterslev Mark.

Snart voksede indbyggertallet i sognet til 36.000 indbyggere.

 

Hadefuld indstilling fra arbejderbevægelsen

Arbejderbevægelsen i København indtog en meget fjendtlig og hadefuld indstilling til kirken. Måske var den ansporet af det tyske socialdemokrati. Problemet var, at de bedrestillede kunne få foretaget kirkehandlinger på almindelige dage, mens arbejderstanden var henvist til søndagen, hvor kirkehandlingerne var gratis.

Dette mente arbejderbevægelsen var klasseforskel.

Alle de indvandrere der kom fra provinsen og som oplevede skuffelser i storbyen lod sig rive med ad denne argumentation. Og egentlig stod kirken magtesløs over for denne situation.

 

Indre Mission gjorde fremskridt

Men Indre Mission gjorde fremskridt. Møderne i missionshuset Bethesda havde stor fremmøde. Søndagsskolerne blomstrede.

Problemet var nok, at på den tid manglede præsterne social forståelse.

 

Kirketjeneste på samlebånd

På dette tidspunkt fandt de kirkelige handlinger fortrinsvis sted om søndagen, som var den eneste dag i ugen kirken var til gratis benyttelse. Dette betød, at kirken var i benyttelse fra tidlig morgen til sent ud på aftenen. Man var således vidne til en usømmelig kirketjeneste, der foregik på samlebånd.

På en sådan søndag var det ikke unormalt med 40 dåb, 7 vielser og 16 begravelse. Hertil kom så to gudstjenester. Selvom Frimodt havde ansat to unge kateketer til hjælp, var forholdene uholdbare.

 

Atter måtte Frimodt i gang. Hans indflydelse var efterhånden så stor, at det igen lykkedes at finde midler af frivillighedens vej. Krigsministeriet havde stillet en gratis grund til rådighed på Østerfælled. Resultatet blev Skt. Jacobs Kirke, som blev indviet den 25. juni 1878.

 

Et sogn med 76.000 indbyggere

Frimodt døde midt i sit arbejde i 1879. Og efter hans død svandt interessen for at bygge nye kirker. Ingen overtog arven efter Frimodt. Men alligevel skete der noget. Således opførte brygger Carl Jacobsen Jesuskirken i Valby i 1891. Og en anden af de store industri – pionerer, C.F. Tietgen opførte Frederikskirken i Bredgade i 1894.

 

Skt. Johannes sogn voksede og voksede. Således havde sognet i 1889 hele 76.000 indbyggere.

 

De vantro masser

I 1885 var der sket noget spændende på et meget besøgt møde i Bethesta. Her indledte pastor Schepelen en diskussion om emnet Arbejdet med de vantro masser i hovedstaden. Her fremkom nye ideer med, at man skulle bygge flere små kirker, og at der skulle være et bedre samarbejde mellem præsterne og menighederne.

 

Men egentlig var det unge piger, der tog initiativet. De dannede den 1. juli 1886 en Forening til opførelse af små kirker. De tre var Inger Marie Schiøler, Emilie Neergaard og baronesse Th. von Ripperda.

Deres initiativ blev i første omgang mødt med underen og overbærenhed.

 

En kirke i en baggård

I løbet af tre år havde de tre piger samlet så mange penge sammen, at der kunne bygges en lille kirke. En lille kirke blev dem tilbudt. Det var et lille lokale, der lå i en baggård til Blågårdsgade 40. Hidtil var lokalerne blevet brugt til sekterisk brug. Det lå i et af de største og mest fattige sogne i København.

En del modstand var der selvfølgelig mod planerne, men Sjællands biskop Fog gik ind for planerne. Den 12. maj 1889 kunne han indvie kirken under navnet Bethlehemkirke. Den opstod som en filialkirke af Skt. Johannes sogn.

 

Pastor Ifversen samlede en trofast og offervillig menighedskreds. For første gang i folkekirkens historie blev der afholdt en midnatsgudstjeneste nytårsnat.

 

Ringen

Udviklingen førte til dannelse af en gruppe, der diskuterede menighedens opgaver. Gruppen kaldte sig Ringen. I 1889 samledes gruppen om et møde i Bethesta, Menighedsliv og kirkeliv. Det lykkedes at få præster delagtiggjort i nye holdninger. Dengang følte præsterne sig overbelastede af kirkehandlinger i de store sogne. De var ikke særlig modtagelig for nye ideer, som kunne føre til nye arbejdsbyrder.

 

Aflastning for Skt. Johannes kirken

Kvarterne uden for voldene trak masser af mennesker til. I Skt. Johannes sogn var der således i 1890 ca. 78.000 mennesker, og det på trods af, at dette sogn i løbet af 17 år havde afgivet Skt. Stefan og Skt. Jackob sognene. Disse sogne opnåede også efterhånden en betydelig størrelse.

De trænge også i høj grad til en deling.

 

En af ydersognene i Skt. Johannes sogn var Nordvestvejkvarteret. Det lå lidt upraktisk i forhold til Skt. Johannes sogn. For at løse dette problem på en praktisk måde, søgte pastor Frimodt at lade kvarteret midlertidig betjene af Skt. Stefans kirke.

Pastor Volf, som dengang var enepræst ved denne kirke, gik ganske modvillig med til denne ordning til aflastning for Skt. Johannes kirken.

 

Ifølge Pastor Volf burde kvarteret have sin egen kirke.

Nordvestkvarteret omfattede oprindelig udstrakte haver, som særligt blev benyttet til rabarberdyrkning, deraf navnet for kvarteret.

Det store areal uden for Assistens kirkegård lå mest hen som marker med enkelte lystejendomme. Den ene af disse var Løvenskjold´s Kristinedal, på hvis jorde, Skt. Stefans kirke blev opført.

 

Rabarberdyrkningen måtte vige

Rabarberdyrkningen måtte efterhånden vige for et omfattende byggeri af store 5 – etagers kaserner, alle med små lejligheder. Beregnet for arbejderfamilier.

I det sydøstligste hjørne af Assistens Kirkegård fik en komité en grund af Københavns Kommune. Den lå for enden af den nuværende Korsgade.

En indsamling blev iværksat, men man savnede i den forbindelse en mand af Frimodt’s format. Det gik derfor langsom med indsamlingen.

Takket være stiftsprovst Rothe og borgmester Hansen gik stat og kommune med til at betale 60.000 kr. hver til en ny kirke i Rabarberlandet. Kommunens tilskud var dog betinget af, at man valgte professor H.B. Storck som kirkens arkitekt. Denne beregnede de rene byggeomkostninger til 330.000 kr.

 

Etatsråd A. Gamél, som var indehaver af et anset kaffefirma i Østergade sponserede i alt 90.000 kr. til Helligkors kirke.

 

Stor offervilje

Grundstensnedlæggelsen fandt sted den 28. juli 1887 under meget højtidelige former. Behovet for denne kirke var der i høj grad. Skt. Johannes sogn og Skt. Stefans sogn talte på det tidspunkt omkring 100.000 mennesker. For dem havde man to kirker, tre præster og to medhjælpere.

 

Bygningen af kirken blev gennemført for de indsamlede 330.000 kr. Men bortset fra bænkene manglede man stadig inventaret. De forretningsdrivende på Nørrebro samt enkelte privatpersoner viste en enestående offervilje. Og det lykkedes at skabe en flot kirke.

 

“Kaffemøllen”

Men så kom næste problem – navnet på kirken. Ret hurtig forslog man navnet, Bønnekirken med hentydning til etatsråd Gamél’s store andel i indsamlingen. Ja vittige sjæle foreslog også navnet, Kaffemøllen.

Mange navne blev foreslået, og det kunne ikke opnås enighed. Men et medlem af byggekomitéen, etatsråd og anset læge på Nørrebro, Le Sage de Fontenay skar igennem. Den nye korsformede kirke skulle hedde Helligkors kirke.

 

Omkring nytår 1890 stod Helligkors kirke klar til indvielse i et sogn på 26.000 indbyggere, som blev udskilt af Skt. Johannes sogn.

Grænserne for det nye sogn betegnes som en linje fra Peblingesøen ad Korsgade til Blågårdsgade, ad denne gade til Bagergade, ad Bagergade, Slotsgade, Nørrebrogade, Jagtvejen, langs Ladegårdsåen til Peblingesøen og langs denne til Korsgade.

 

Kongelig besøg

Endelig den 19. januar 1890 var man klar til indvielse. I Berlingske Tidende kunne man læse følgende:

Med Hensyn til den imorgen stedfindende Indvielseshøjtidelighed er vi blevet anmodet om at oplyse at, når der – iøvrigt ikke ved Kirkens Værgers Initiativ – er udstedt Adgangskort ved denne Lejlighed, saa er dette ganske i overensstemmelse med, hvad der plejer at ske ved saadanne Fester og tillige naturligt begrundet i Forholdene, da der nødvendigt maa sikres en stor Del Mennesker, der paa forskellig Maade staar i særligt Forhold til Kirken, Plads.

Iøvrigt er Kirken aaben for Publikum imorgen fra Gudstjenestens Slutning og indtil kl. 3.

 

Lidt før kl. 10 ankom til kirken kronprins Frederik (senere Frederik den Ottende), kronprinsesse Louise, prinserne Christian (senere Christian den Tiende) og Carl (senere Håkon den Syvende af Norge). Lidt efter kom Christian den Niende og Prins Hans med følge.

De kongelige herskaber blev modtaget af komitéen for kirkens opførelse med dens formand, stiftsprovst Rothe i spidsen.

 

Præsterne var lig med kapitalisme

De første år i Helligkors kirke var bestemt ikke lette. Arbejderne i Rabarberlandet mente at præsterne var en del af Kapitalisme. De var fornemme, fede præster. Præsterne blev ofte mødt med uvilje og dørene blev smækket i for næsen af dem, når de var på husbesøg. Når præsterne færdedes i fuld ornat på gaden, kunne de ofte være udsat for at blive generet.

 

Myndighederne var også afvisende

Denne tendens smittede også af hos myndighederne. Københavns Kommunalbestyrelse stillede sig nu også uvillig over for at skænke byggegrunde til kirker. Da Kirkefondet købte grund til den ny Blågårdskirke, som blev indviet i 1905, betingede kommunen sig som betingelse, at der af denne kirke altid skulle svares afgifter. Det havde kirker ellers været fritaget for.

 

Ved oprettelse af det ny Blågårdssogn blev der tillagt et lille stykke af Helligkors sogn, nemlig den karré, der begrænses af Korsgade, Slotsgade, Bagergade og Blågårdsgade og som omfattede ca. 1.000 mennesker.

 

Præster var almindelige mennesker

De velhavende kunne stadig betale sig fra kirkehandlinger foretaget i dagligdagen samt sikre sig plads i kirkerne mod betaling. Dette forargede de mere fattige kirkegængere. Først i 1900 ophørte lejemålet på bænkene i Helligkors kirke.

Socialdemokratiets indstilling til kirken blev dog også bedre. Og særlig bidrog den store arbejdsløshed i 1930erne til at bringe befolkningen nærmere kirken. Man kom på bedre talefod med præsterne og opdagede, at de var almindelige mennesker.

 

Præsterne arrangerede specielle Arbejder – gudstjenester. Kirken blev ved disse lejligheder fyldt til bristepunktet. Respekten for kirken og dens arbejde steg mærkbart. Men også præsterne fik mere social forståelse.

 

“Baggårds – kirken”

Vi har tidligere været inde på den lille Bethlehemskirke. Den lå i en utiltalende baggård til Blågårdsgade 40. Den var indrettet i et halvtagsskur, som stødte op til Ågades Brødfabrik. I denne fabrik blev der arbejdet alle ugens dage. Støjen derfra kunne høres inde i kirken. Man forstod ikke, at denne bygning skulle bruges som hjælpekirke. Den kom da heller ikke til at virke som aflastnings – kirke for Helligkors kirke.

 

Yderste fattigdom

Præsternes aflønning var beskeden. Det omfattende sognearbejde var præget af yderste fattigdom. Derfor var det måske ikke overraskende, at præsterne efterhånden søgte forflyttelse.

Kirkens første sognepræst, pastor la Cour blev kaldet til sognepræst i Gamtofte sogn på Fyn i 1895. Pastor Linnemann forflyttedes til Christiansborg slotskirke året efter.

La Cour’s efterfølger blev pastor Jul. Ifversen. Han havde gennem sit arbejde i Bethesta godt kendskab til kirkelivet på Nørrebro. Som kapellan blev valgt pastor Vilhelm Kold.

Han var udpræget vækkelsespraktikant. Og det var meget naturligt, at han blev sat ind mod vantroen i Rabarberlandet.

 

Brorsons Kirke

Kold forsøgte at få Nordvestvejskvarteret skilt ud som et selvstændigt sogn. Takket være en energisk indsats kunne Brorsons Kirke indvies den 6. januar 1901. Kirken blev rejst som en gave fra den levende menighed i Danmark. De 143.000 kr., som kirken kostede blev dækket udelukkende ved frivillige bidrag.

 

Pastor Kold

Det var naturligt, at pastor Kold blev Brorsons kirkes første præst. Han fortsatte sit virke indtil 1927, hvorefter han blev Indre Missions formand indtil sin død i 1932.

Pastor Kold holdt blandt andet samfundsmøder i Marthahjemmet i Brohusgade.

 

“Murersagen”

Der var stor betænkeligheder ved at ansætte en ung mand, der hed Axel Beck i et barsk arbejderkvarter. Men denne unge mand blev i Helligkors kirke i hele 42 år.

Pastor Ifversen havde større vanskeligheder ved at tackle arbejderne. Hans kamp var rettet mod lederne af arbejderne. Han mente, at de vildledte arbejderne.

 

Arbejderførerne brugte da også enhver lejlighed til at skade pastor Ifversen. Og da den såkaldte murersag fremkom, gjorde de ihærdige forsøg på at få ham afskediget.

 

Sagen drejede sig om, at Ifversen nægtede at vie en fraskilt murer til en kvinde, han havde stået i forhold til inden ægteskabets opløsning. Mureren blev henvist til andre præster, men fik også afslag fra disse. Han fik derefter Socialdemokratisk Forbund til at klage til ministeriet. Og ministeriet pålagde Ifversen at foretage vielsen, men han nægtede fortsat. Sagen kom for provstiet, og den 28. januar 1903 idømtes Ifversen en bøde på 200 kr. eller 20 dages fængsel. Kirkens fjender triumferede.

 

Men pastoren stod fast og ankede sagen for Højesteret. I oktober 1903 blev pastoren frifundet, og denne dom overrumplede i den grad kirkens modstandere.

Sagen havde dog taget hårdt på Ifversens kræfter. Han måtte tage et års orlov, for at komme til kræfter igen.

I mellemtiden konstituerede biskop Rørdam den unge pastor Axel Beck som sognepræst.

Pastor Ifversen blev i efteråret 1908 forflyttet til Bregninge og Bjergsted sogne ved Kalundborg.

 

En nordmand fyldte kirken

Pastor Aage Westergaard var kommet til området fra Skjern. Han tog lidt tungt på arbejdet. Men gennem husbesøg og ungdomsarbejde vandt han efterhånden tillid blandt befolkningen. Han åbnede kirken for den norske frikirkelige lægprædikant Albert Lunde, der aften efter aften fyldte kirken. Dette gav anledning til oprettelse af et selvstændigt menighedssamfund i kirken. Gennem en årrække trivedes der to menighedssamfund i samme kirke.

 

Dette sled dog efterhånden på pastor Westergaard. Dertil kom tabet af hans eneste barn. I 1937 indgav han sin afskedsbegæring. Men inden han fik den bevilliget, døde han.

 

Stort socialt arbejde

Rabarberlandet var et udpræget nybyggerkvarter og i særlig grad børnerigt. Man havde allerede i 1877 oprettet en søndagsskole i Kapelvejens Skole. Denne søndagsskole virkede i 60 år, idet den i 1937 blev sluttet sammen med en anden søndagsskole i sognet.

Kvarteret havde et meget dårligt ry. De store lejekaserner rummede dyb fattigdom. Familieforholdene var dårlige. Druk og slagsmål hørte til dagens orden.

Fra Skt. Stefans Kirkes side blev der gjort en stor indsats for at beskytte de mange børn, som ofte var overladt til sig selv og udsat for dårlig påvirkning gennem oprettelse af arbejdsstuer, hvor børnene kunne anbringes, medens forældrene var på arbejde. Det viste sig dog hurtigt, at disse arbejdsstuer ikke slog til.

 

Anker Heegaard forærede grunde væk

Men da kom tanken om at oprette et asyl. Fabriksejer Anker Heegaard rådede over flere byggegrunde i kvarteret. Han skænkede en passende grund, Rantzausgade 41 til asylet. Prinsesse Thyra, senere hertuginde af Cumberland nedlagde grundstenen. Asylet fik navnet Prinsesse Thyra’s Asyl. Det blev indviet 31. januar 1878 i kongeparrets nærværelse. Asylet virkede som tilflugtsted for kvarterets mindreårige børn. Det blev drevet som privat institution indtil 1. verdenskrigs slutning. Da overgik det til kommunen.

 

Sognearbejdet blev støttet af Indre Mission, der lejede et lokale i Jægergade. Her blev afholdt offentlig møder, søndagsskoler og lignende.

Man appellerede til privat hjælp, da offentlig hjælp som fattighjælp som regel førte til en slags umyndiggørelse af de ramte. Også dette var man nødt til, hvis man blev ramt af sygdom. Derfor håbede man også her på privat hjælp.

 

Grundlaget for “Marthahjemmet”

På Parcelvej (Griffenfeldsgade) sørgede kammerassessor Evers og hans hustru for at afhjælpe den største nød ved at åbne en sygebespisning, ligesom de sørgede for fattige konfirmanders beklædning.

Det var da især to foreninger, der kom til at spille en rolle i bekæmpelse af nøden i området. De blev stiftet i henholdsvis 1877 og 1880. Det var de to foreninger, dannede grundlaget for Marthahjemmet i Brohusgade og Håndgerningsforeningen.

 

Foreningerne var Håndgerningsforeningen for Skt. Stefans sogn og Nørrebro Bespisningsforening.

Den første forening sørgede for, at give kvinderne hjemmearbejde. Det gjorde man for at forbedre forholdene i hjemmene og dermed sikre en bedre børneopdragelse. Foreningen leverede materiale til strikning, syning m.m. Det færdige arbejde blev overtaget og betalt af foreningen.

 

Bespisningsanstalten

Bespisningsanstalten førte den tidligere omtalte virksomhed, som kammerassessor Evers havde startet, videre.

De to foreninger blev samlet i Marthaforeningen. i 1882. Året efter tråde Anker Hedegaard atter til, idet han skænkede grunden i Brohusgade til foreningen.

I løbet af kort tid lykkedes det at indsamle 40.000 kr. til foreningens hus. Og hjemmet blev indviet den 24. marts 1886.

 

Erik Bock

Egentlig burde vi også nævne Erik Bock. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Den omdiskuterede sognepræst skabte i de ungdomsoprørske 1970’ere mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkes autoritet. Man vidste faktisk aldrig, hvor man havde ham. Han ville aldrig spændes for politikernes vogn. Han mente, at den politiske kirke lugtede surt og gammel.

Han elskede at spille teater og provokerede ofte. Han begravede en silikonedukke på Assistens Kirkegård og betragtede sig som præst for Christiania.

Helligkors kirke har været med til at gøre kirken mere åben for kultur. To gange har Erik Bock været suspenderet og utallige gange har han fået pålæg fra biskopperne. Men som han selv siger. Han har givet kirken mere frisk luft.

 

Blågårds Kirke kunne bedst undværes

Nu kunne vi fortsætte den historiske gennemgang. Men vi vender blikket mod den foreslåede lukning af Helligkors kirke. Dette medførte store beboerprotester og panderynker hos biskoppen.

Men også Nationalmuseet modsatte sig en lukning. De anså kirken, som den mest interessante af de tre kirker i området. Menighedsrådet havde åbenbart udvalgt den forkerte kirke til lukning. Og de barske realiteter var, at Blågårds Kirke var den kirke, som bedst kunne undværes i området.

Helligkors Sogn var i 1999 blevet sammenlagt med Blågårds Sogn og Brorsons Sogn til Blågårdens sogn.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Andesteg fra Peblingesøen
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Ned med arbejderne

 

• Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
• Blaagaard Seminarium
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Blågårdsgade – dengang
• Det gamle Nørrebro – og de fattige
• Fattiglemmer på Ladegården
• Et hospital på Nørrebro
• Ladegården – dengang
• Moral, Etik, Horeunger og fattighjælp
• Rabarberlandet
• Martha hjemmet – dengang

 

• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Under jorden på Assistens Kirkegård

 

• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Skt. Johannes Kirke

 

Hvis du vil vide mere: Om Kirke – og Åndsliv, uden for Nørrebro: Læs

 

Under Østerbro:

• En engelsk kirke ved Østerbro
• Garnisons Kirkegård

 

Under Sønderjylland:

• Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
• Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland
• Indre Mission, Baptister og de andre
• Pastoren fra Bylderup Sogn

 

Under Aabenraa:

• Kirker – syd for Aabenraa
• Jordemødre, hekse og kloge koner
• To kirker i Aabenraa
• Mysteriet i Ensted

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

• Ligvognen fra Frøslev
• Livet omkring Bov Kirke
• Ryd Kloster

 

Under Højer:

• Bryllupsskikke i Højer
• Højer Kirke

 

Under Tønder

• Brorson – en præst fra Tønder
• Et kloster – 15 km fra Tønder
• Møgeltønder Kirke
• Præsten fra Daler
• Tønder Kristkirke
• Åndens Folk i Tønder