Vi skal høre om denne bro, der er blevet noget så trendy. Men også Fredens Bro kigger vi på. Og det var dengang, der skete en masse spændende ting i og omkring søerne. I Socialdemokraten advarede man mod at gå over broerne. En muremester ville etablere en bro og forlange brotakst. En anden ville lave en færgefart. Fiskeri i søerne var forbudt. Overtrædelse betød en tur på Bremerholm. Der var masser af fornøjelser langs søen, men Menighedsrådet i Skt. Jacobs Kirke satte en stopper for festlighederne. Nu kan man løbe omkring søerne, men dengang skulle man have gummistøvler på.

 

Søerne blev udvidet

Efter 1523 blev der igen engang arbejdet på Københavns fæstning. Det betød, at søerne blev opdæmmet. Peblingesøen var i middelalderen ikke skilt fra Sortedamssøen. Vejen ud af Nørreport er antagelig gået ud til Peblinge – dammen. Før 1523 var Sankt Jørgens Sø kun en lille sø. Fra begge sider gik der kun enge ned til dette lille vandstade. Men i 1524 blev disse enge sat under vand.

 

En Fjællebro

Vi hører allerede i 1562 om en fjællebro over Søerne i nærheden af det sted, hvor Dronning Louises Bro senere kommer til at ligge. Da Frederiksborggade senere skulle blev anlagt, sørgede Christian den Fjerde for at en kombineret dæmning og bro blev anlagt.

Der tales også om en dæmning, der adskilte Peblinge – og Sortedamssøen. Oprindelig var der tale om en privat overgang, der senere blev offentlig tilgængelig. Det er antagelig også den, der blev kaldt for Fjellebroen.

 

Fiskeri var aldeles forbudt

Flere gange er søerne blevet renset, vel sagtens også fordi, at befolkningen smed alt muligt i søerne. En af de gange, Sortedamssøen blev renset, blev Blegdammen fyldt med mudder og jord fra søen. Derefter blev det i 1727 givet tilladelse til at indrette sig på ny i 30 alens afstand fra søen.

Fiskeri i søen var absolut forbudt. Det var kongen, der i store periode alene havde fiskeretten. Overtrådte man forbuddet, ja så var det en tur på Bremerholm.

 

Broen kunne skylle væk

Peblingebroen var mange gange temmelig brøstfældig. Det var den også omkring 1720erne. En kraftig storm og højvande kunne skylde den bort. Det lange træbolværk blev nedtaget. Dele af dæmningen blev opmuret med kampsten i 1728. Det kostede 2.542 RDL. Vindebroen i midten blev opført af oberstløjtnant Heusser. Allerede i 1721 havde Magistraten forsøgt at få kongen til at betale en grundmuret bro.

 

Paraplyen skulle kunne holdes oppe

I slutningen af 1800 – tallet var trafikken over broen steget kraftigt. Man havde et ønske om, at borgerskabet måtte komme tørskoet over broen. Så havde man også et ønske om, at kunne holde paraplyen nogenlunde oppe. Det kneb, selv under svagere vinde.

 

En flot bro – tegning i Ude og Hjemme

Arkitekt Emil Blichfeldt lod sig inspirere af de berømte broer sydpå. Vi skulle lige som i Firenze og Venezia have en kombineret bro og basargade. Jo man kunne i 1883 se de spændende tegninger i Ude og Hjemme.

Den oprindelige Peblingebro lå lidt nordøst for den nuværende Dronning Louises Bro.

Den 18. april 1884 afsluttede man i Borgerrepræsentation en livlig debat. Med stemmerne 13 mod 12 vedtog man at puste liv i planerne. Men Magistraten valgte et langt enklere forslag

 

En vellykket overraskelse

I nattens mulm og mørke var det sidste plankeværk ved Peblingebroen fjernet. Plænerne for enden af broen var smukt ordnet. Skurene var revet ned, og ubrugt materiale var fjernet. Blomsterplænerne var revnet og pyntet. Fortovene var fejet og lygterne var poleret. Den ny bro var blevet klar til færdselen. Og sandelig kunne man læse i ens morgenavis, at kommunalbestyrelsen på et lukket møde, havde vedtaget at broen for fremtiden skulle hedde Dronning Louises Bro.

Overraskelsen var vellykket. Dem, der lige havde passeret broen kunne ikke forstille sig, at man kunne blive så hurtig færdig. Og navnet var også en kærkommen overraskelse. Jo broen et offentlig bygningsværk, som er staden værdig. I medierne håbede man at broen ville holde sig lige så godt, som hendes majestæt, som broen er opkaldt efter. Man mente også, at det ikke var grund til at fortryde den halve million, som det havde kostet. Det var ikke blevet ødslet, men hele anlægget gjorde et velhavende og smagfuldt solidt indtryk.

Udkast og tegninger var blevet foretaget af professor Vilh. Dahlerup. Arbejdet blev allerede påbegyndt i foråret 1885. En stor del af arbejdet var foretaget af stadsingeniør Ambt.

Broen var blevet bygget i perioden 1885 – 87. Broens rækværker var prydret med fire ensartede bronzeskjolde, der gengiver Københavns byvåben, omkranset af våben, hjelme, visirer, faneborge og løver. De gamle udsigtsbænke af smedejern er bevaret.

 

Genialt og festligt

Der er tale om en granitdæmning med tre buede gennemsejlingshuller. Genialt og festligt er anlæggelsen med de fire flagstænger ved broens ender. Også lygtestanderne på brystværnet er en flot markering af byens midte.

 

To siddende unge – hvad tænker de på

Her er også fire grønne anlæg, bænkerækker og skulpturerne, To siddende unge mennesker fra 1940 af Johannes Hansen, samt afstøbninger af romerske originaler, Nilen og Tiberen. De grønne anlæg er lige som selve broen underlagt diverse fredningsbestemmelser. Gad godt nok vide, hvad de unge mennesker i stenskulpturen diskuterer. Får han at vide, at hun er gravid?

 

Bredere cykelstier

I 2011 gennemgik broen en stor forvandling. Kørebanen blev væsentlig indsnævret til fordel for bredere fortove og cykelstier. Meget fornuftig har Københavns Kommune sat flere bænke op. Men også rækværket og fortovet besættes af soldyrkende københavnere.

Broen blev og er utrolig populær. Det kan også ses ud fra de talrige postkort, der gennem tiderne er udgivet af broen. Også fotografer og malere har i tidens løb gengivet Dronning Louises Bro.

 

En unik oplevelse

Og tænk broen var engang det mest cyklist – trafikerede sted i Verden. Nu er stedet overgået af Knippelsbro. Broen er blevet et samlingssted blandt ungdommen. Her hænger man ud, og her viser man sin utilfredshed, ja også tilfredshed. Det er også at brugerne af det tidligere ungdomshus markerede deres utilfredshed. Her bliver uautoriserede kunstværker sat op. Her parkeres cykel – ghettoblaster, eller hvad man kalder mobile musikanlæg, og så kan en spontan fest begynde.

Her er en unik oplevelse af bylivet og storslående udsigt til de andre af søernes broer. Vi kan vel godt kalde stedet for en Hipster – Bro. Den er lidt Paris – agtig. Kig engang på lamperne. Det er så meget at kigge på. Livet flyder forbi. Tag en bajer eller en flaske vin med, og kast dig ned. Snak med de andre. Broen er blevet en del af den københavnske ungdomskultur.

 

En nøgle var nødvendig

I dag løber man rask væk rundt om søerne, og det gjorde undertegnede redaktør også, indtil knæene ikke ville mere. Det var en superskøn oplevelse, hver søndag at tage alle søerne. Det kunne man dog ikke dengang. Chr. Købkes mange malerier fra dengang giver et godt indtryk af, hvordan det så ud. Store områder henlå ubebygget med sivkransede bredder og badebroer. Men dengang tilhørte Dosseringen, Vandvæsenet. Beboerne på Blegdammene kunne mod et depositum af fem mark få udleveret en nøgle til de låger, der spærrede for begge ender. Først med anlægget af Skt. Hans Gade i 1851 – 53 blev Sortedams Dossering en offentlig gangsti.

Man kunne leje robåde, og tage en tur på søerne. Her var masser af små lysthuse med anløbsbroer. Ja og sejlbåde kunne også beskues på søerne.

 

En afsondret bydel

Egentlig var Nørrebro en afsondret bydel. Der var særdeles primitive broer over Ladegårdsåen. Og dengang var Peblingebroen meget smal. Beboerne havde flere år i træk tryglet Magistraten at anlægge broen. Tusinder af arbejdere måtte hver dag gå ind over Østerbro. For at komme til deres arbejdsplads på Nørrebro.

 

Færgefart over søerne

Snedkermester Mau foreslog, at der blev etableret færgefart over søen. Muremester Petersen ville gerne bygge en bro, mod så at tage 2 øre fra hver, som passerede broen. De fik begge afslag, men det var nu gået op for Magistraten, at der var behov for en bro. Og endelig i 1878 blev der bygget en træbro. Men trafikken blev større og større.

Syd for Tagensvej opstod adskillige fabriksanlæg, som i slutningen af det 19. århundrede blev sat i forbindelse med byen ved forlængelse af Tagensvej ind over Fælleden. Ved anlæggelse af Fredens Bro, var der skabt en afløser for en plankebro, der var beregnet til spadserende trafik. Man fik nu en sporvogn over den nye forbindelse. Men det var nu på privat initiativ, at denne dæmning blev etableret i 1887. Det var på fabrikant Haubergs initiativ. Han måtte forhandle i tre år. Det største problem var at få militæret til at bøje sig på Fælleden.

 

Plankerne var pilrådne

Inden dæmningen blev anlagt, kunne man i Socialdemokraten læse, at træbroen var det rene selvmord. Mange af plankerne på broen var pilrådne. Og det gav våde tæer, at passere broen.

Fredensgade var først blevet anlagt i 1870.

 

Syre – og petroleumsbåde

Stod man dengang på forløberen for Dronning Louises Bro eller den og skuede ud over søerne, så var der sandelig masser af aktivitet.

Der har altid været masser af trafik. Smukke hvide motorbåde sejlede i rutefart mellem Gyldenløvsgade og Østerbro. Denne trafik stoppede dog i 1902. Men især om sommeren var der masser af både på søen.

Købmand E.M. Olesen fik modvillig lov til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne klagede dog over stanken. Og disse både var måske heller ikke så driftsikre, som man kunne ønske sig. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne.

 

Koncert med Husarenes Musikkorps

De nye både blev kaldt De Elektriske Både. Her kunne man leje de såkaldte Promenadebåde. Og her kunne 12 mand få deres frokost. Fredag aften gav Husarernes Musikkorps koncert i en illumineret båd. Man kunne så følge med i almindelige passagerbåde. Det kostede 50 øre.

 

350.000 passagerer

Tænk i 1911 fragtede man 207.100 passagerer. Dette tal var i 1916 vokset til 350.000 passagerer. Og det kun i de fire sommermåneder. Det må siges at være ganske imponerende.

Ud for Korsgade var der lavet et soppebassin. Vandet var nu ikke så rent. Og det var også dengang, da den fattige arbejderbefolkning i enkelte tilfælde gik ud i søen og fangede ænder. Så var julemaden da reddet, men smagen, ja det var smagen af mudder.

 

Et hornorkester underholdt

Ved vintertide var der mulighed for skøjteløb, såfremt der var is på søen. I nærheden af Gyldenløvsgade var der en estrade, hvor et hornorkester underholdt de skøjtende. På Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvorfra man kunne købe sild for 5 øre. Med dem kunne man så fodre de sultne måger.

 

Menighedsrådet satte en stopper for festlighederne

Musik og underholdning var der også masser af langs søerne på et tidspunkt. Det var traktørstedet Søfryd. Og så var der masser af koncerter i Søpavillonen. Der var masser af lysthuse langs søerne. Og det kunne da have gået helt galt med festlighederne, havde det ikke være for Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirken. De satte en stopper for restauranter og andre festlige ting ved Sortedammen.

 

Det knap så morsomme

Ved kongelige festdage var der fyrværkeri og illumination på søen. Bådejere satte en ære i, at dekorere deres både.

Knap så morsomt er det at vide, at mange har forsøgt at begå selvmord i søerne. Om sommeren 1802 forsøgte digteren Jens Baggesen, men det mislykkedes. Om vinteren samme år lykkedes det for billedhuggeren, Johannes Wiederwelt. Han kastede sig i Sortedamssøen.

 

Husk lige gummistøvlerne

Fremkommeligheden har ikke altid været lige let. På et tidspunkt måtte man have gummistøvler, for at komme rundt. Mon ikke også Kierkegaard skulle have gummistøvler på, når han gik langs søerne til Nørrebro, bare for at få et glimt af Regine, som han elskede så højt. Men ak, hun rejste til Dansk Vestindien, sammen med hendes mand.

 

Knud Mikkelsen ville ikke flytte

Det var lettere, da knæene kunne holde til, at vi hver søndag kunne tage den om alle søerne. Det var herligt, selv om vinteren. Men da byggeboomet begyndte måtte man rydde en del. Og det gik også ud over Stenhuggerhuset. Herfra holdt Knud Mikkelsen øje med, at der ikke blev kastet affald i søen. Men Knud Mikkelsen påstod, at han ikke kunne læse, så han blev bare boende. Men så brugte Magistraten, rettens vej.

Stenhuggerhuset lå lige ved siden af Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskab for Druknede og Skinddødes Redning.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro

 

Hvil du vide mere: Læs på www.dengang.dk

• Andesteg fra Peblingesøen
• Nørrebro og Omegn
• Søerne foran Nørrebro
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Christen Købke – en maler fra Østerbro
• Østerbro langs søerne