Foredrag på Landbohøjskolen den 7. marts 2013 i Æ Synnejysk Ambassade å æ Sproch. Her er det dog gengivet på almindeligt dansk. Vi tager på  en historisk, kulturel og geografisk tur fra Øst til vest i Sønderjylland. Vi skal møde trolde, hekse, spøgelser, præster, originaler og andre sønderjyder. Vi skal gennem et par mord, møde grænseoverløbere og en del henrettelser, utroskab og andre dramatiske begivenheder. Noget er sørgeligt, noget andet er morsomt. Nu er det ikke de store historiske begivenheder, der præger dette foredrag.

 

På Højer Dige

Der på det gamle dige ude ved den gamle sluse pegede min Opa ud i nordvestlig retning. Han fortalte mig, at der lå Jordsand. En ø, som blev opslugt af vandet. Men her ude fandt en mand ved navn Ehmsen fra Ballum en gang en hel masse skeletter. Og hvor mon de stammede fra?

 

Jordsand

Enten kan det være dengang, da den engelske konge bad sin danske kollegaer om 6.000 soldater til udlån for at bekæmpe irerne. Her overraskede floden soldaterne, inden de skulle ros ud til skibene i Lister Dyb. Men skeletterne kan også stamme fra nogle af de 800 hollandske søfolk, der kæmpede mod Christian den Fjerde ude i Vadehavet.

Ja fra øen blev der udskibet 6.000 soldater. Det var den engelske konge, der bad sin engelske kollega om dette løn, for at bekæmpe irerne. Lejen blev fastsat til 325.000 rigsdaler.
Døde nogle i krigen, skulle der betales erstatning. For en hest 50 rigsdaler, og for en soldat kun 10 rigsdaler. Der forlød rygter om, at soldater døde på Jordsand fordi en stormflod overraskede dem.

 

Sild

Min Opa pegede også mod sydvest. Der lå øen Sild. Og der ligger noget, der hedder Uwe Büne. Og det er ikke min dyne, eller noget, der er købt i Jysk Sengetøjslager.

 

Højer

Og oppe i Højer på Ballumvej trak Barber Jacobs tænder ud på folk. Og Kalle kørte galt med sin vogn. Han brækkede begge ben. Man spurgte ham, hvordan det gik. Han svarede

• Æ æ skidt disponere

Og Ludde var lige blevet opereret for prostata. En dag stod han ude for posthuset i Højer, da Ingeborg kom forbi:

• Ingeborg, Ingeborg, ka då pis, for det kan æ.

 

Dagny skal hjem

I mange år var værkfører Niels Johansen værkbestyrer på el – værket i Højer. Når hans datter var ude om aftenen, og han syntes, at det var på tide, at hun kom hjem, blinkede han to gange med lyset. Ja så vidste hun besked. Ja hele Højer vidste besked. De sagde til hinanden:

• Nu skal Dagny hjem

 

En dyr taxa

En aften sad Peter og Kesse på Peters Kro. Pludselig siger Peter:

• Kesse, tæer lich å ring ette æ Taxa. Vi ska´øve å æ Sylt

Hotel
Sylt lå ikke langt derfra, skulle man mene. Lige over på den anden side af Torvet. Nu var der ingen taxa hjemme i Højer, så man måtte have fat i en helt fra Tønder.

Da den endelig kom sagde Peter til chaufføren:

• Nå ska då køe sinne, for æ æ fuld.

Men Kesse bemærkede beroligende:

• Æ goe ve sien af, å holde fast i æ retningsvise.

De to høvringe fik et chock, da de blev præsenteret for regningen for de cirka 50 meters kørsel – 20 kr. Det var mange penge dengang.

 

Dann lieber kriechen

En hjemmetysker havde været på kro i Højer. Han væltede rundt og blev liggende. Et par mænd kom forbi og tilbød at hjælpe:

• Æ I Tysk ejsen Dansk

De to måtte erkende, at de var danske, hvortil manden i rendestenen svarede:

• Dann lieber kriechen

 

Hjem fra England

Under Anden Verdenskrig marcherede Æ Heimwehr rundt i Højers gader og skrålede:

• Wir fahren nach Engeland.

 

En dag efter en sådan episode møde en dansk – og en tysksindet så hinanden i Mellemgade i Højer.

 

• Nåh Fritz æ då komme hjem
• Wa mind då mæ dæ
• Wå dæ it dæ, det skrål, at då sku te England i gåe.

 

Alternativ helbredelse

I 1850/51 under Dige-byggeriet blev mange syge. Og det var ikke altid, der var læger til stede. Så måtte man ty til andre helbredelsesmetoder.

 

• Naar et Menneske har Feberen eller Kolden, skal han tage Leveren af en Muldvarp og gøre den til Pulver. Det skal to Gange indgives den syge i Brændevin
• Naar et Menneske har Kolden eller Feberen skal han tage en halv Skilling Skorpionolie, naar Kolden vil komme.

Når vi nu er ved læger, kan det også nævnes, at Højer havde en mærkelig læge, Dr. Jersild. Ja det var den lokale befolkning, der syntes, at han var mærkelig. For folk styrtede til Højer, for at blive behandlet af den meget alternative læge. Han kunne godt for det pæne borgerskab og hævingerne op af stolen. Han fortalte sin gode ven i Tønder, redaktør Skovrøy, at på sin gravsted skulle der stå:

• De, børn der hviler her, er mine. Jeg ville ønske det var dine.

På  sine gamle dage blev han bange for at dø, eller nærmere bange for at blive levende begravet. Derfor havde han aftalt med dyrlæge Hauge i Tønder, at han straks skulle komme og skære halspulsårene over, når han hørte om dødsfaldet.

 

Samme tro

Og i Højer blev postbåden til Sild beslaglagt som krigsskib. Det er hvis ikke sket før eller siden i verdenshistorien, at en postbåd blev beslaglagt som krigsskib.

Andreas Pust, havde sit øgenavn, fordi han led af astma.
Han havde heller ikke så mange penge. Engang lånte han to mark af Pastor Rolfs. Da han stak pengene i lommen,
spurgte han pastoren:

• Troe då, at då naun siin fåe dem igen
• Næh, det troe æ it, Andreas
• Ja men pastor, så ha vi to da sam tro.

Så  havde fotograf Mathiesen vundet i lotteri. Så han lukkede butikken og tog på ferie. I flere uger hang der et skilt på hans butiksdør:

• Wegen Reichtum geschlossen

 

En kristelig overbevisning

En novemberdag i 1918 kom revolutionen til Højer. Der skulle vælges et arbejder – og soldaterråd. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker i byen blev foreslået.

• Nej dæ ka æ it, Det er moj min kristle øvebvisning

 

Men håndværkeren bøjede sig for argumentet:

• Dæ æ jawn sån jen Vorherre vil ha.

 

Rømø

Da vi nu stod deroppe på diget, min Opa og mig, kunne det også  ske, at vi kunne se Rømø – Sild færgen. Og det er netop Rømø vi skal til nu. Lige nord for Kommandørgården lå en sørøverborg. Her fandt en mand en stor spand med guldmønter. Spanden var for tung til at han selv kunne løfte den. Senere dukkede han op med en flok venner for at hente skatten.
Men jo mere mændene trak i spanden, des dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt.

En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame til en fødsel.

Modvillig gjorde hun som ønsket. Som tak modtog hun et forklæde med træspåner. Tankeløs kastede hun spånerne i ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag havde de forvandlet sig til det purreste guld.

 

Sporvogn på Rømø

Og tænk i over 40 år har der eksisteret en sporvogn på Rømø. Eller i hvert fald en hestetrukken skinnebane. Man drømte om at sætte et lokomotiv foran. Og tænk, det var en præst fra Skærbæk, der indrettede et ferieparadis på øen. Han drømte om et Kurbad lige som syd på. Men ak i 1903 gik det hele fallit.

 

Skærbæk

Vi skal ind på fastlandet igen – til Skærbæk. På vestsiden af Skærbæk Kirke er indmuret en romansk gravsten fra omkring år 1100. Den er til minde om følgende episode. En mand fra Midthusum hørte mens han var til mølle i Brøns, at en springflod var på vej. Han skyndte sig hjemad. På vejen hjem mødte han nogle mænd, der bar hans sager. De nægtede at udlevere dem. Han dræbte den ene mand med en hjulring, og skyndte sig hjem. Han blev gemt af sine venner, men dog anholdt og henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk.

 

Sorgager

I 1634 er der en historie, om en mand, der hedder Thøger, der dræbte en strandrøver. Han blev henrettet i 1635. Men Thøger havde en ven, der hed Jørgen, som skulle have været med
til drabet. Men moderen gik i forbøn hos kongen. Han lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte dette, men døde af overanstrengelse. Sønnen blev benådet og fik en gård i Hjemsted.

Marken som moderen måtte meje, kan stadig udpeges i Ballum, og kaldes i dag Sorgagre. Dette inspirerede Karen Blixen til at skrive en historie af samme navn.

 

Trolden fra Øster Gasse

Og så var det trolden i Øster Gasse, der blev sur på klokkeren i Skærbæk Kirke. Han slyngede en kæmpe sten efter kirken men ramte ikke. Han havde dog knuget så fast om stenen, at fingeraftrykkene kunne ses i stenen. Og det er ganske vist.

 

Ballum– hele tiden

Når vi nu er her ude vest på, så har det altid forbavset mig, at der er så mange Ballummer. Når Ingolf og mig cyklede fra Tønder til Rømø følte vi, at vi aldrig kom ud af stedet. Jeg tror, det er ni byer, der ender på Ballum. Og her troede jeg, at Barsmark på Løjt Land var Danmarks længste landsby. Tænk, at der her ude i år 1200 lå en borg med 43 ansatte, og at man herfra havde planer om, at bygge en kanal på 11 fods dybde til Aabenraa. Men det var svenskerne, der var skyld i, at det ikke blev til noget.

 

Emmerlev

Dem, der solgte ejendom efter 1920 og havde solgt i D – mark, fik ikke meget for det. Således ligger der omkring Emmerlev en pæn stor mark (fenne), som bliver kaldt for Æ Kasketfen. Værdien af salget blev ikke til mere, end at sælgeren kunne købe sig en blå kasket. Så var de penge brugt.

 

Draved

Ludde Jensen var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armene af sin far. Nu havde han så hugget træ i Draved Skov og antændt det fyrstelige vogterhus. Den 19. juni 1598 skulle han derfor hænges. Men ak, skarpretteren havde fået en for mange. Han fik to fingre klemt mellem galgestokken og strikket. Han lod Ludde hænge lige så længe til han troede, at han var død. Han blev til sidst nødt til at skære snoren over, for at få fingrene fri.

Mange blev chokeret over, at Ludde rejste sig, efter at have været en tur på galgen. Men torsdag den 22. juni forsøgte man igen. Skarpretteren var blevet ædru og Ludde overlevede ikke.

 

 

Daler

Lige før Møgeltønder ligger Daler. Og i gammel tid havde både Emmerlev og Daler hver sin trold, som begge boede på en høj. Højene er ikke længere beboet af trolde. Nu ligger her kirker.

De to trolde var lidt fjollede. De var ellers gode venner, men kastede store sten efter hinanden. Efter mange års stenkast, lå der en hel bunke sten på begge høje, da der skulle bygges kirker her. Og som tegn på, at historien er sand, så findes der en speciel sten i den nordlige tårnmur i  Daler – Kirke. Her kan man se et tydelig aftryk af Emmerlev – tyroldens store næve.

 

Møgeltønder

I 1585 blev Lauritz Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var prisgivet til drukkenskab og lemfældighed. Hun lå i med mange mandspersoner fra  Møgeltønder. Og datteren blev udsat for blodskam og udlånt til diverse personer. Det hele endte med, at konen og datteren blev halshugget. Og præsten, Laurids Thomsen blev brændt.

 

Peter Henriksen

I Møgeltønder Kirke hænger et billede af Peter Henriksen. Han var død i 1521 og efter sigende blev han 127 år. I 1500 – tallet var der en stor stormflod, som fik vandet til at stå helt op på Stjernen. Og denne er pladsen ved Korsvejen – vest for byen. Det er derfra at DR og TV2 transmitterer, når de fine i deres stilethæle vandrer gennem Møgeltønder til diverse bryllupper og barnedåb.

Men tilbage til 1500 – tallet, så råber Peter Henriksen til folket:

• Godtfolk I har forsøgt mange ting, men det bedste har I forsømt.
• Hvad da, råbte de
• At bede til herrernes Herre, svarede han.
• Man opfordrede ham til selv at gøre det.

Så råbte han:

• I mænd fra Møgeltønder, ned med kasketterne og fald på Eders knæ. Alle knælede og Peter Henriksen bad med høj røst. Fadervor.

Ved den syvende bøn, begyndte vandet at falde.

 

Tønder

Det var format over at gå i kino i Tønder, særlig i Vestergade. Her havde cykelhandler Meinert Lützen fra Popsensgade sin storhedstid. Det var dengang, at stumfilmene blev ledsaget af en pianist eller en violinist. Og i Tynne havde man Æ Geiger, Meinert Lützen. Og som han selv sagde:

• Æ haj damahls i æ tywer te opgaw i æ Kino å untermahle å dramatisere æ stimmung.

 

Det gjorde han særlig energisk under en Asta Nielsen Film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene. Fødderne bevæger sig længere og længere ud mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning.

Cykelhandleren “untermahle” den dramatiske “Stimmung”, så violinen skriger. Pludselig råber en tilskuer bagerst i salen op til lærredet:

• Asta, Asta tai æ Geiger mæ

 

Der var engang en ønskebrønd

Michael Falch havde ikke meget til overs for Tønder, da han ankom til byen. Han sammenlignede Tønder med Rusland i 1950erne. Men han fandt en god ven i præstens uvorne søn Christian Arendt (Kedde). I perioder var Michael dog forvist fra Præstegården. Talrige er de gange, hvor han sammen med Kedde røg Sort Nepal, Rød Libanon eller Grøn Marok u æ Schweitz. De gik også i hash – klub hos Anne Marie ud på Leos Alle. Og talrige elefantøl er blevet indtaget ved Æ Liebestempel.

Kedde var lidt af en alkymist. Blanding af forskellige kemikalier havde  en mærkbar virkning. Og alt dette blev produceret i præstegården. Dengang havde man på Torvet i Tønder en ønskebrønd, som Michaels far, Hans Ehlert var initiativtager til en ønskebrønd. Heri kunne tyskerne slippe deres dyrebare D – mark. Og denne form for kapitalisme var ikke noget som Michael brød sig om. Det var kapitalisme af værste skuffe. På et stort skilt stod der på dansk og tysk:

• Kast en mønt i dybets bølger
• Og ønsk dig det du i hjertet dølger

Men en aften, da kirkeuret slog 12 tog Michael og Kedde en gryde med fra Keddes laboratorium. Byen var næsten uddø.

Forsigtig hældte de eliksiren ned i ønskebrønden. Der lød en kraftig syden og de to unge mennesker tog benene på nakken. Aktionen kom de følgende dage på alles læber, og blev Breaking News i dagbladet Vestkysten, hvor Michael for øvrigt havde været bydreng.

Da de første tøndringer om morgenen krydsede Torvet var den indhyllet i en tæt røgsky, hvor der stank af klor.

Da røg og lugt efterhånden aftog omkring ønskebrønden, konstaterede man at vandet var omdannet til en tyk lilla grød, der havde ætset tusinder af mønter, såvel de danske som de tyske D – mark.

Michael fik aldrig sagt undskyld til sin far. Det forblev et stort mysterium i Tønder. Og Michael kom ført i tanke om begivenheden, da han samme sted optrådte for dronningen og prinsgemalen.

 

Aventoft

Os fra Tønder kender Aventoft. Her skulle vi altid til Frühshoppen. Det var jo selvfølgelig søndag formiddag i den bedste kirketid. Inden da havde vi bestået manddomsprøven, der bestod af at drikke Æ Støvl. Men efter 1920 skulle der her oprettes nogle toldbygninger. Men grundejeren ville absolut ikke sælge grunden til dette formål. Man greb til ekspropriation. Grundejerens
sagfører greb til det argument, at han ikke havde adgang til sin mødding, hvis arealet skulle overdrages til toldvæsenet. Indgrebet ville gøre det umuligt at komme til møddingen i hestevogn.

Derfor blev det besluttet, at der skulle foretages en prøvekørsel med toldinspektøren som udførende myndighed og en repræsentant fra byrådet som vidne. På et kort var det indtegnet helt
nøjagtig, hvor man skulle køre, henholdsvis med et læs møg, og et tomt læs.

Men det kom aldrig til denne prøvekørsel, da byggematerialerne til toldbygningen allerede var læsset af på grunden.

 

Sæd

Når vi kommer forbi Sæd ned til grænsen, står der en skamstøtte ud til vejen. Der blev kastet sten mod den af de forbipasserende. Stenen er rejst som en advarsel om Karen Christensen. Hun myrdede i 1712 sine fire børn og sig selv med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der ikke kunne forsørge sig selv og sine børn. Børnene blev begravet på Udbjerg Kirkegård. Men Karen blev faktisk kastet ud af vinduet og slæbt ud på heden og begravet i uindviet jord.

 

Burkal

Det var her i sognet at Vadehavsmaleren Nolde blev født. Han tog navn efter fødebyen. Ifølge beboerne skulle Tyge Nold have været den sidste beboer, og om ham findes der et fantastisk sogn.

Kong Waldemar sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot. I syv år. Da snakken var ved at holde op, sendte man løbere ud i landet for at høre nyt. Meningen var at snakken skulle holdes i gang.

En af disse budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han først mødte 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte og sidst 12 rødklædte ryttere. Bagerst kom en ældre kone kørende. I en hendes vogn var der halm, og oven på lå en gammel mand. Budbringeren fik standset konen, og bad om en forklaring. Den gamle dame fortalte, at de 12 grønklædte ryttere var hendes farbrødre, de blåklædte var hendes morbrødre, og de 12 rødklædte var hendes sønner:

• Å om bach i æ wuun legge Thøge fra Nold, han æ fae te dem åll.

 

Præste – skandale

I 1200 – tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal. Meget mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte ikke gifte sig med hende. Men uhadada, han fik barn med hende. Det var en skandale.

Og i 1722 berettes om en mand i Burkal , der levede sammen med sin kone og sin søster. De blev begge gravide. Søsteren først. Og for at skjule utugten, lod konen som om, at det var hendes barn. Men da konen steg op af barselssengen, kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede.

 

Grænsestrid

En dag i 1950 passerede en ko, tilhørende en bonde i Bögelhuus på den tyske side af grænsen – den danske grænse. Her blev den fanget af en dansk tolder og trukket over på den tyske side. Men nej, den tyske tolder ville ikke tillade dette. Sådan en sag skulle anmeldes. “Ordnung muss sein”

Konsekvensen var at koen blev sat i karantæne hos en dansk nabo.

Den tyske toldkommissær og en en dansk overtolder forsøgte at løse grænsestridighederne. Resultatet blev, at den tyske bonde fik sin ko, og at de tyske toldere fik det gode råd, at en sådan grænseoverskridelse nødvendigvis ikke burde anmeldes.

 

Stoltenlund

Lige før Tinglev kommer vi til Stoltenlund. Her blev Jens Peter Jessen født. Og det er ikke en vi bare skal overse. Sammen med Graf von Stauffenberg var han med til at planlægge det mislykkede attentat mod Hitler.

 

Tinglev

Den 17. april 1699 blev der fundet et lig i Tinglev Mose. I halvanden år lå det på lit de Parade i Våbenhuset. Befolkningen blev opfordret til at komme med en forklaring. Sådan foregik datidens efterforskning.

 

Degnens datter

Og Pastor Hoegh Havde et godt øje til degnens unge datter. Han blev lokket i en fælde og i 1763 blev han nødt til at tage sin afsked. Han havde overtrådt det 6. bud. I 1867 åbnede man jernbanen fra Tinglev til Tønder. Grundet forsinkelser har mange tilbragt timer på stationen. Således foreslog en forsinket passager en gang, at den tid man tilbragte på banegården i Tinglev skulle godskrives i skærsilden.

 

Jeg elsker de grønne lunde

Det var også her på banegården, at enkedronning Louises salonvogn holdt. Da stationsforstanderen fløjtede til afgang, sagde enkedronningen:

• Nej Hr. Stationsforstander. Jeg vil høre mine kære sønderjyder synge ”Jeg elsker de grønne lunde, og jeg vil høre alle versene

Dette førte til, at DSB atter havde forsinkelser.

Da det igen blev dansk ville de tysksindede i Tinglev ikke give de danske DSB – folk logi, så DSB måtte fremskaffe sovevogne, som de ansatte kunne bo i.

 

Kongen blev stoppet

Sheriffen fra Tinglev skød en tysk officer længe efter at besættelsestiden var over på Tinglev Banegård. Og han stoppede også Kong Frederik den Niende. Ja, sheriffen lå ligefrem på lur for
at fange ham. Kongen var kendt som en rigtig fartbølle.

 

Padborg

I slutningen af 1700 – tallet havde sognet en præst, der var så  frygtet, at gik han en tur gennem sognet, så holdt folk sig indenfor. Senere hev folk ham dog ned fra prædikestolen, når prædiken blev for lang.

 

Døddrukne munke

I Kollund Skov huserede munkene fra Ryd Kloster. Baggrunden for oprettelse af klosteret var at deres liv i Slesvig ikke var særlig ærbart. Her gik abbeden og hans folk rundt på byens værtshuse. De lå døddrukken rundt omkring. De åd, drak og horede med byens fruentimmere.

 

Guds straf

Fra kirke-byen Bov strækker der sig vest på en stor hede kaldet Efling Hede. Tidligere var her skov. Midt i denne lå en røverborg, som tilhørte en greveslægt. Den sidste af denne greveslægt var en, der terroriserede hele området. Engang var greven og sin bande vendt hjem fra et røvertogt. Det hele endte i et værre drikkelag. Pludselig oplyste et rødt ildskær hele salen. Skoven omkring dem stod i flammer. Da ilden ikke havde mere, at tage fat i, var et hvert spor af borg og skov væk. Sagnet fortæller, at dette var Guds straf.

 

Den synske Anna

I Frøslev døde i sommeren 1912 den 94 – årige Anna Andreasen. Hun var enke efter skrædder Karl Andreasen. Hun var synsk og forudså Mejeriets bebyggelse. Engang skulle Anna hjem fra Frøslev Kro. Men hun vendte tilbage og skulle have hjælp fra Karsten Thomsen for at komme hjem. Hun sagde, at hun ikke kunne komme igennem for menneskemængden. Men Karsten Thomsen så ingen mennesker. Men et par dage efter var der bryllup på Frøslev Kådnermark. Brudeparret kørte gennem byen. Og som sædvane var, så fyrede smeden en kanonsalve af. Men det kunne hestene ikke klare. Og brudeparret blev slynget ud af vognen. En menneskemængde samlede sig. Og det var den menneskemængde Anna havde set.

 

Overtro i Bov

Dengang var der masser af overtro i Bov Kommune:

1. Efter syring af brød, skal der tegnes et kors i dejen, ellers lykkes den ikke, eller også vil der ikke være en velsignelse i den.
2. Juleaften skal kvæget have utærsket neg eller det bedste hø.
3. Sankt Hans aften må der ikke ligge tøj på blegen, ellers sætter kræften sig på den, og man får kræftskader. Ligeledes må man heller ikke have vask ude juleaften, ellers kommer man til at klæde lig inden næste jul.
4. Juleaften må ingen plov stå på marken eller sætter den evige jøde sig på den. Eller som man siger her på egnen Jerusalems Købmand.
5. Vil et barn ikke lære at gå, eller har det engelsk syge, så må barnet bæres over et græstørv.

Og tænk, at i Frøslev brugte man blod fra slagtedyr til at smøre bræddegulvene.

 

Gråsten

På Gråsten Slot var hertug Ernst Günther utilfreds med at dæmningen til Æ Kleinbahn var blevet forhøjet. Det skæmmede udsigten fra slottet. Og det skæmmede også udsigten for de besøgende på slottet samt fra kurhotellet. Hertugen gjorde opmærksom på, at han ikke var hvem som helst. Han var svoger til Kejser Wilhelm den Anden. Men det var netop denne kejser, der havde givet tilladelse til forhøjningen.

Og hertugen blev fornærmet og deltog ikke i Æ Kleinbahns indvielse i 1899.

 

Søgård

Godset Søgård var Sønderjyllands største. Men adelsfamilien Ahlefeldt var ikke gode venner med hinanden. Således havde man anlagt en mur tværs gennem gården, så man kunne undgå at se hinanden. Ved Søgård Sø boede en heks. Grev Ahlefeldt fik besøg af denne, og fik et rødt ar i panden.

Familien tjente masser af penge fra Kliplev Kirke. Kirken var et valfartsted. Da familien kunne se, at det var indbringende. Så man byggede et kæmpe valfartsted ved Årup syd for Ensted.

Frederik Ahlefeldt var rigets næst – mægtigste mand. Han var modstander af ødselhed, selv om han var en af landets rigeste mænd. Men det var hans børn ikke Tværtimod. De led af pragtsyge. I 1722 blev boet sat under administration. For øvrigt blev familiens præst dømt for sædelighedsforbrydelse hele to gange.

 

Den stakkels Hans

Og i Kliplev Kirke måtte den 19 – årige Hans Rossen, søn af den ansete bonde og lensfoged Rossen bekende over for menigheden, at han havde fået et barn ude for ægteskabet.

 

Hærvejen

Toldsted Kro på Hærvejen blev rost i 1671. Således udtalte Holger Jacubæs, at der var så mange puder og dyner på kroen, at det var nødvendig med en stige.

 

Kørselspligt for de kongelige

Bønderne langs Hærvejen havde kørselspligt for de kongelige. Men man skulle nok mene, at det var lidt overdreven nogle gange. Da Christian den Femtes søster, Prinsesse Wilhelmine Ernistine i 1671 skulle en smuttur til Tyskland måtte der den 18. august fremskaffes 88 vogne til Årøsund til brug for hendes kongelige højhed. Et tilsvarende antal skulle bruges i Haderslev og Bolderslev.

 

Sagnet om Varnæs Kirke

Junker Vigge var en ung og velhavende ridder. Han boede på gården Vold ved Varnæs. Åh så forelskede han sig i Jomfru Ida, der boede på Helnæs på Fyn med hendes far, Ridder Ove.

Vigge ville gerne have himlens velsignelse, så han gik til præsten, Mathies, of spurgte hvad han skulle gøre. Jo han skulle bygge en kirke, Varnæs Kirke. Så skulle præsten nok arrangere det hele. Men ak, Ridder Ove var i gæld til den mægtige Ridder John af Odde. Og denne ønskede, at Jomfru Ida skulle giftes med sin søn. En uhæderlig pagt blev således indgået mellem de gamle mænd. Dette erfarede Vigge under julemessen i Varnæs Kirke.

Lillebælt var frosset til. Men julenat drog junker Vigge nu med tyve svende over bæltet. De ankom netop som bryllupsklokkerne lød. Med sværdet afbrød Vigge klokkeringningen. Ingen blev
skånet, undtagen Ida. Hun skulle med til Varnæs. Men ak på vej til Varnæs brød isen op. Vigge og Ida kom fra hinanden. Mange omkom. De elskende troede, at de havde mistet hinanden.

Flere år senere førte skæbnen dem sammen igen. Ida var gået i kloster i Letland. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de blev viet. Men mere ak og ve. Om morgenen blev Ida fundet død. Hun kunne ikke håndtere nonneløftet og kærligheden.

Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge. Han havde vandret hvileløs omkring i årevis. Han lagde sig på Idas grav og udåndede. Måske kan
du stadig møde Junker Vigge på Varnæs Kirkegård. Her kunne man i mange år drikke vand fra et træ, der havde helbredende virkning.

 

Rødekro

Ved Rødekro Savværk stod en gammel træstamme med hul i. Efter sigende skulle den hjælpe piger, der havde mistet deres mødom. De skulle blot kravle gennem hullet ved fuldmåne, og
fluks så var mødommen så god som ny. Om træstammen står der endnu og om hvor mange piger, træstammen har hjulpet vides ikke.

 

Løjt

Pastor Fabricius måtte mane kromandens genfærd i Mørkesø nord for Kirkeby, og Pastor Bendixen havde fået anskaffet Cuparanus Trolddomsbog. Men uheldigvis havde tjenestepigen fået fat i den. Hun havde fået læst rotterne til præstegården. Men det lykkedes dog for pastoren at få dem læst væk igen.

 

Præsten drak sig ihjel

Der var masser af problemer med Herrnhutere på Løjt land. Pastor Paulsen fra Aabenraa sendte sin hjælpepræst til Løjt for at gøre noget ved sagen. Men ak, hjælpepræst Bachmann forfaldt til druk og drak sig ihjel.

 

Sindelags – kontrol

De preussiske myndigheder indførte sindelagskontrol. Det gik ud over Anne Hansen i Barsmark. Hun var uegnet som håndarbejds-lærerinde, fordi ægtemanden var en af de største socialister, som der fandtes på denne tid.

 

Den fartglade pastor

I 1914 ankom der to gendarmer til Barsmark og anholdt alle dansksindede. Man var bange for, at de ville hjælpe en fjendtlig flåde gennem bæltet. Æ Klienbahn havde fået konkurrence på Løjt land af den fartglade pastor Treplin. Han havde fået en Adler til seks personer. Og minsandten så var pastoren også ejer af sognets eneste motorcykel fra Neckreuter Fahrzeugwerke.

 

Haderslev

Inden vi på vores rejse, når vores bestemmelsessted tager vi lige et hurtigt smut til Haderslev/Tønder. Wallensteins tropper havde raseret hele Sønderjylland. På Hansborg Slot kom kommandanten over alle de svenske tropper til at bo. Kommandanten havde forlangt, at Tønders borgmester, Hans Werkmeister skulle give møde på Hansborg. Kommandanten havde sendt en vogn til Tønder, for at hente borgmesteren, men han turde ikke møde op, så han lod vognen returnere tom.

Men fire dage efter holdt fyrstens vogn, samt 30 soldater foran borgmesterens bopæl. Wermeister var tvunget til at tage til Haderslev. På Hansborg forlangte kommandanten, at Tønders borgmester skulle sørge for krydderier og vin fra Hamborg. Men borgmesteren forklarede at han ingen forbindelser og kredit havde i Hamborg.

 

Bøger blev ødelagt

På  indkvarteringsstedet i Provstegården på Naffet, så Werkmeister, hvordan svenskerne var ved at ødelægge gården. Og på gulvet lå værdifulde bøger og flød. Tønders Borgmester bad oberstløjtnanten, om at pakke bøgerne ind og skåne dem. Den svenske oberstløjtnant forklarede, at man ikke var interesseret i disse kætterske bøger. Men hvis nu borgmesteren var så interesseret i bøgerne kunne man da slå en handel af. Oberstløjtnanten havde været i borgmesterens hjem for at hente ham og foreslog 14 alen fløjl med guld – galoner samt de 14 hvide ræveskind, der befandt sig borgmesterens hjem. Men det var borgmesteren ikke interesseret i.

Men ikke længe efter, at borgmesteren var kommet til Tønder holdt der en vogn foran huset med 400 bøger, samt en deling soldater. Borgmesteren var nu nødt til at aflevere ræveskind og fløjl.

 

Du kan hente bøgerne for 100 rigsdaler

Da provsten langt om længe var kommet tilbage til Provstegården i Haderslev sendte Tønders borgmester en besked om, at provsten kunne hente sine bøger for 100 rigsdaler. Det var de udgifter som borgmesteren selv havde haft. Men problemet var bare, at så mange penge havde provsten ikke. Forgæves forsøgte amtmændene Georg von Ahlefeldt og Volf Bluhme at mægle i sagen. Og til sidst forsøgte den gottorpske hertug også at mægle. Men forgæves. I mellemtiden døde Tønders borgmester. Først efter hans død fandt bøgerne vej til Haderslev igen.

 

Aabenraa

En af de andre gange jeg var her talte om hekse i Aabenraa. Man gik ud fra den katolske heksebibel. Her kunne man læse, at en heks havde en umættelig kødelig lyst. Og her kunne man læse, at kvinder havde mindre hjerne end mænd.

 

Kometer over Aabenraa

I 1680 og 1682 viste der sig kometer over Aabenraa. Det fik provsten til at udsende teologiske advarsler. Fra Nicolai Kirke tordnede han mod menigheden. Nu skulle de syndige råde bod. Han pegede på Romerbrevets 8. Kapitel vers 22:

• Wir wissen das denen die Gott lieben, alle Dinge zum besten dienen.

Tre uger efter brændte hele Vestergade. Måske havde provsten ret?

 

Den fordrukne diakon

Diakonen blev anklaget for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til fester. Han havde sågar ladet trusseløse Piger hoppe over sig. Så havde de drukket, De vakre Pigers Skål. Han havde revet parykker og hatte af festdeltagere. Sjældent ramte han tonen i kirken og fyrede de forkerte salmer af. I 1704 blev han så endelig afskediget. Keglespil og øldrikkeri samt svin på kirkegården – alt dette skete, mens det var gudstjeneste i Nicolai Kirke i Aabenraa.

 

Solæg ikke fra Aabenraa

Og så kunne Landbohjemmet i Affenraa byde på Solæg. Egentlig skulle de hedde Sole – æg. Ægget har ingen relationer til sol eller Sønderjylland, men til den tyske by, Sole. I denne by fandt man for ca. 170 år siden på at lægge æg i saltlage, efter at de var hårdkogte.

 

Foredraget er baseret på artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.779 arikler, herunder
• Under Sønderjylland 207 artikler
• Under Tønder 283 artikler
• Under Aabenraa: 169 artikler
• Under Højer: 77 artikler
• Under Historier fra Padborg/Kruså/Bov: 63 artikler
• Under Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening: 143 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige: 42 artikler

Redigeret 23.-o9. – 2021