Den sønderjyske historie handler også om håneretten. Det er en slags ”Tak for sidst”. Efter 1867 blev de dansksindede i Sønderjylland udsat for en massiv
kontrol. Det blev særlig galt, da von Köhler kom til magten. Han så  som sin vigtigste opgave at knægte danskheden. Den preussiske lovgivning blev sat på prøve. Over tusinde sønderjyder blev udvist på tvivlsomt grundlag. Forældre – og opdragelsesretten blev frataget dansksindede forældre. Forsamlings – og foreningsretten blev gradbøjet efter bedste beskub. Det internationale samfund accepterede det.

 

Tak for sidst

De københavnske skoleelever får ikke meget at vide om Sønderjyllands historie. Her får man, at vide at danskere og tyske har levet side om side i fordragelighed i tusinder af år. Men får sønderjyske skoleelever noget at vide om den følgende historie?

I perioder af Sønderjyllands historie var det både danskere og tyskere, der havde håneretten, og det kunne i høj grad mærkes. Det var som om de to nationaliteter i en periode sagde:

• Tak for sidst

 

Reichsfeinde

En af de værste perioder for de dansksindede i Sønderjylland var fra perioden 1. oktober 1898 til 1903. Det var i den periode, hvor sønderjyderne var udsat for overpræsident Ernst von Köller.

Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge den preussiske ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.

 

Ikke alle enige med H.P. Hanssen

Det var ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen, der mente, at man skulle aflægge ed og aftjene preussisk værnepligt. Ved at række hånden frem ville man opnå nogle rettigheder. Man kunne så forhindre at befolkningstallet faldt på grund af udvandring.

 

Sønderjyder ladt i stikken

Sønderjyderne følte sig ladt i stikken politikerne på Christiansborg. Det var hverken første eller sidste gang, de følte sådan. De politiske muligheder for at hjælpe, var dog beskedne. Men set i bakspejlet er det ufatteligt, at det internationale samfund kunne acceptere den massive kontrol, som de dansksindede blev udsat for.

Ja man kan kalde det for en stigende statslig undertrykkelse af den danske befolkningsdel.

Det internationale samfund accepterede også, at Preussen med et pennestrøg fjernede paragraf 5. Det var en paragraf i forbindelse med den preussisk – østrigske krig i 1866 bestemte, at Nordslesvig ved en folkeafstemning havde ret til at stemme sig tilbage til Danmark.

 

Genstand for hyldest

Da overpræsident Ernst von Köller efter Kejserens befaling forlod Hertugdømmerne for at tiltræde en høj stilling i Elsas var han genstand for megen hyldest.

Der blev holdt mange afskedstaler. Men begejstringen for Köller – politikken var nu ikke så glødende som i 1899. Men en af talerne gav dog udtryk for, at det var lykkedes for Hans Excellence, at føre den faste hånds politik.

Men denne bemærkning fik dog Overpræsidenten selv til talerstolen:

• Forholdene i Nordslesvig er og bliver vanskelige

 

Kunne ikke fremvise overbevisende resultater

Han måtte dog også indrømme, at hans resultater ikke kunne vise resultater af overbevisende betydning. Som alle tyske statsmænd af den Bismarckske skole var begrebet magt et ufejlbarligt universalmiddel imod alle sygdomme i staten.

 

Politipræsident

Denne von Köller blev født i 1841 i Pommern. Han studerede på universiteterne i Heidelberg og Berlin. I 1887 blev Von Köller udnævnt til politipræsident i Frankfurt, hvor der trængtes til en hård hånd. Frankfurt var samlingspunktet for den socialdemokratiske bevægelse, og et af de få steder i Tyskland, hvor anarkisterne havde gjort sig bemærkede. 9 anarkister blev idømt 19 års tugthusstraf og  politipræsident Rumpf blev myrdet.

 

Von Köller elskede diktatur

Med von Köller blev pressefriheden, forenings – og forsamlingsretten ophævet. Det var den såkaldte Socialistlov, der blev indført. Og den sørgede for at 1.300 trykte skrifter blev forbudt, 332 arbejderforeninger opløst og 900 personer blev udvist. Diktaturet var noget Hr. von Köller kunne lide.

Han fortsatte med sit diktatur i Elsas – Lothringen. Her blev han forhadt af de fransksindede.

 

Ville fortrænge danskheden

Den 7. august 1897 tiltrådte han efter eget ønske som Overpræsident i Hertugdømmerne. Von Köller afløste overpræsident von Steinmann, en mand af den gamle skole, der var ærbødig over for den skrevne lov.

Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Det lykkedes ham hurtig at kaste danskerne ud af provins – landdagen. Ja og offentlige tillidshverv var heller ikke noget dansksindede skulle regne med i fremtiden.

 

Nu skulle der tales tysk

Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud, at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen et par enkelte religionstimer.

Danskerne i Sønderjylland havde allerede i 1880erne indstillet sig på en langvarig nationalkamp. De havde med stigende held udnyttet de preussiske borgerrettigheder , især forenings – og forsamlingsretten. Dette gav sig udslag i en tilgang af 1.444 danske stemmer fra 1884 til 1893.

 

Husundersøgelser

Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig et indblik i foreningernes virksomhed lod han foretage husundersøgelser. Desuden beslaglagde han hundredvis af breve hos foreningernes bestyrelsesmedlemmer. Men politimyndighederne fandt intet ulovligt. Retssager måtte indstilles eller endte med frifindelse eller meget små pengebøder.

 

Krig på kniven

Hen imod slutningen af hans embedstid havde Den Tyske Forening for Nordslesvig udstedt parolen Krig på kniven mod danskerne. Danskerne var i deres øjne borgere af en lavere klasse. De havde håbet på opbakning hos overpræsidenten. Men denne frarådede endda sine embedsmænd om at samarbejde med foreningen.

 

Massiv overvågning

Von Köller var i begyndelsen af sin embedsperiode afventende. Valgene til den preussiske landdag stod lige for døren. Aviserne var ikke tilbageholdende, og foreningerne var meget aktive. Bismarck havde forsøgt at undertrykke katolikkerne, socialdemokraterne og polakkerne ved hjælp af undtagelseslove.
Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.

 

Ville ruinere danskerne

Inden von Köller for alvor begyndte med sin politik i Sønderjylland havde han taget Landråderne med på råd. Under disse samtaler var han kommet til det resultat, at han ikke kunne komme de danske agitatorer til livs uden at ramme dem indirekte om nødvendig at ruinere dem, så de rejste ud af landet.

 

Befolkningen skulle hæfte solidarisk

Nye politiforordninger blev udstedt. Således skulle enhver beboer i Sønderjylland melde til politiet, hvis de havde en dansk undersåt boende. Danskerne
fik også følgende at vide:

• Befolkningen skal lære at hæfte solidarisk. Forser en sig, skal de alle straffes, indtil de ved gensidig opdragelse har lært hinanden at holde sig i skindet.

Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.

 

Masseudvisninger

Von Köller måtte med andre ord gribe til andre midler. Og han begyndte med masseudvisninger i efteråret 1898. Også en af Sønderjyllands største og dygtigste forretningsfolk, grosserer N. Outzen i Haderslev havde fået 14 dage til at forlade Sønderjylland.

Dagen før Rigsdagsvalget blev forpagter Hansen, Nybøl Mølle forlade landet. Og der fulgte en masse andre udvisninger.

 

Karle og piger udvises

Også  et par handelsbetjente hos en dansk købmand i Haderslev blev udvist. Et par medarbejdere på bladet Dannevirke fik march – ordre. Den 24. oktober udvistes 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde.

 

Hensat til middelalderen

Hejmdals bogtrykker, Carlsen med hustru og fire børn, hvoraf den mindste kun var fire uger gammelt udvistes med 24 timers varsel. Der var ikke tale om anklage eller domsafhandling. I mange tilfælde hentede gendarmerne arbejdsfolkene fra marken og førte dem til politikontorerne. Her blev det kort og godt meddelt, at de skulle forlade landet inden for 24 timer.

Udvisningerne ramte især gifte folk, børn, syge og ælde hårdt. Ja mange følte sig hensat til middelalderen.

 

Datteren døde

En dramatisk hændelse skete den 1. november 1898, da enkefruen Rasmussen i Bøgeskov fik ordre til at forlade landet med sin dødssyge 12 – årige datter. De blev transporteret 3 mil til Aabenraa med vogn.

Derfra måtte de straks rejse videre med tog til Vejen. Inden de var ankommet var datteren gået i krampe. Kommunen var ikke blevet underrettet, og moderen
og datteren måtte hjælpeløs tilbringe flere timer på stationen. Langt om længe kom en læge til, og konstaterede, at pigen led af svær hjernebetændelse. Et par dage efter døde datteren uden at være kommet til bevidsthed.

 

Fattiggården åbnede dørene

Fra Tyrstrup Sogn udvistes en arbejder-familie med 24 timers varsel. På fire vogne førtes mand, hustru og børn samt alt deres bohave over grænsen. I flere timer holdt de ved Toldstedet i Frederikshøj uden at vide, hvor de skulle finde husly. Til sidst åbnede Fattiggården sig for familien.

 

De sidste år på Fattiggården

Fra Bjerndrup udvistes en gammel arbejdsmand på 72 år. Hans husbond havde lovet ham et hjem på hans gamle dage. Nu blev han jaget ud af landet, og kunne tilbringe de sidste år af sit liv på en fattiggård, fordi denne husbonde var dansk.

 

Blodig uret mod den danske nation

Sådan kunne vi blive ved med at fortælle om skæbner fra denne gang. Den hårde preussiske fremgangsmåde vakte foragt alle vegne. Udvisningerne var en blodig uret imod den danske nation.

 

Fare for den tyske befolkning

Fra forskellige politiske sider blev det appelleret til den tyske nation om at tage afstand til den preussiske handlemåde. Fra mange lande lød der kritik af den barske fremgangsmåde. Men så  skete der ellers ikke mere

Statsregeringen offentliggjorte en redegørelse for tilstanden i Nordslesvig. Det rettedes i denne et stærkt angreb på de nationale foreninger. Her talte man om, at de danske foreninger organiserede indvandring af danskere. Det kunne føre til en alvorlig fare for den tyske del af befolkningen.

 

De fanatiske skulle rammes

Journalisten m.m. Henrik Cavling spurgte von Köller, om hvilke love de danske tjenestefolk havde forbrudt sig imod. Von Köller svarede:

• Ingen, men ved deres udvisning rammes de fanatiske principaler

 

Omkring 1.000 blev udvist

Von Köller mente, at der i 1898 og 1899 var udvist 373 personer. Men det rigtige tal var omtrent 600 personer. I perioden fra 1898 til 1903 blev der udvist mellem 800 og 1.000 personer. Det har ikke været muligt at finde det nøjagtige antal. Tyske kilder mener stadig, at det kun drejede sig om under 400.

 

I begyndelsen, medfølelse fra tyskerne

Blandt de tysksindede var der i begyndelsen også forargelse over de mange udvisninger. Men von Köller forsøgte at skabe en antidansk stemning. Og rundt omkring begyndte amtsforstanderne, at henvende sig til de dansksindede:

• De kan beholde deres arbejdere,
• hvis De holder dem borte fra danske forsamlinger
• hvis De tager deres søn hjem fra højskolen
• hvis De afsiger deres danske avis o.s.v.

Lästig gefallen –  kunne ikke mere bruges For at få fred, var der masser af dansksindede der gik på akkord med uretten.

Efterhånden forlangte Berlin dog, at der skulle gives en grund til, at der blev givet ordre til udvisning. Begrundelsen “lästig gefallen”kunne ikke mere bruges.

 

Regeringens samtykke

Efter at Kejser Wilhelm var på besøg i København i 1903 blev der udstedt en anordning fra det preussiske indenrigsministerium, hvorved der blev pålagt at indhente regeringens samtykke, inden der blev foretaget politiske udvisninger. Men det blev nu kun kortvarig overholdt.

 

Et prøveforsøg

I efteråret 1899 udtalte von Köller:

• Hele den såkaldte masseudvisning er kun et ”prøveforsøg”, først når jeg har iagttaget virkningerne, vil jeg træffe mine videre dispositioner.

 

Udvist for at havde deltaget i dansk vælgermøde

I Lavensby på Als blev gårdejer Nis Schmidt udvist sammen med hustru og en voksen datter. Schmidt var 69 år og sengeliggende. Hans kone var meget svagelig. De deltog ikke i det offentlige liv. Tysksindede naboer henvendte sig til den stedlige politimyndighed med bøn om at ophæve udvisningsordren. De fik også begrundelsen for udvisningsordren.

Schmidt havde to voksne sønner, som havde aftjent deres værnepligt i den preussiske hær. De havde kort før landdagsvalget deltaget i et dansk vælgermøde, som blev afholdt i sognet. Forældrenes og søsterens udvisning var straffen for denne handling.

 

Udvist for stedfaderens sindelag

En ung mand blev udvist på grund af stedfaderens sindelag. Mange af de udviste var ikke ønsket i Danmark, og blev sendt retur. De blev så arresteret i Sønderjylland, når de kom tilbage. De blev gjort statsløse.

 

Hendes husbond stemte dansk

I Felsted blev en ung pige stemplet som hjemløs og jaget ud af sin tjeneste, fordi hendes husbond stemte dansk. Pigens far, snedker Meier var afgået ved døden 18 år tidligere. Hans efterladte papirer viste, at han havde tjent i den preussiske hær i tre år.

 

Han havde sunget en dansk sang

Mads Kjær blev udvist, fordi han havde deltaget i et bryllup og hørt på en dansk sang. Man tog ikke hensyn til, at han havde aftjent sin værnepligt i den preussiske hær og blevet invalid under tjenesten.

 

Fischer vandt

Den berømte kaptajn C.C. Fischer blev også udvist. Hans oldefar, bedstefar og far havde også ført Aabenraa – skibe på de store verdenshave. To dage efter Rigsdagsvalget i 1902 blev han kaldt op på Politikontoret og udvist som udlænding trods det, at han havde papirer på, at han var preussisk statsborger.

Han ville ikke selv forlade sit hjem. Men det sørgede politiet for. De transporterede ham over grænsen. Han førte en retssag mod preusserne, og vandt sagen. Men sagen tog to år. Og myndighederne fratog ham alle sine borgerrettigheder. Dette var i direkte strid med gældende rettigheder.

Flere retssager fulgte. Den danske befolkning ville ikke finde sig i den uret, der fulgte.

 

Man fratog forældrenes opdragelsespligt

Efter at folkeskolen var blevet fuldstændig fortysket, sendte stadig flere deres børn på kongerigske skoler. Dette medførte, at amtsdistrikterne skulle indberette, hvilke børn, det drejede sig om. Forældrene blev truet med høje bøder, hvis de ikke straks hjemtog deres børn.

De preussiske myndigheder fratog også danske forældres opdragelsespligt. Ja man fratog også forældre – forældre – retten over deres egne børn, blot fordi de havde sendte børnene i skole i Danmark.

I den Tyske Landdag fordømte man fremgangsmåden. Nogle medlemmer mente, at fremgangsmåde var både grusom og hård. Det er forældrenes helligste ret, at opdrage deres børn, var der et medlem, der sagde. En anden mente, at dommerne var partiske.

 

Børn måtte ikke mere tage sommerarbejde

Det var normalt, at bønderne antog børn til at passe dyrene i sommerferien, men også dette forhindrede von Köller. Mange børn kom grædende hjem, fordi de havde mistet sommerens gode indtægt.

Tjenestedrenge – krigen var rettet mod de danske foreninger. Den ramte mange fattige hjem meget hårdt. Den satte mange bønder i forbigående forlegenhed, og skaffede endnu flere bryderier. Men den pålagde også embedsmændene mange ærgrelser.

 

Forordninger om foreninger

Von Köllers hensigt var at ødelægge de danske foreninger. I Hertugdømmerne indførtes den 25. juni 1867 en forordning om foreninger. Man skelnede mellem tre slags foreninger:

1. Foreninger, som behandler politiske Gjenstande
2. Foreninger, som drøfter offentlige Anliggender
3. Private foreninger

 

Forbudt for kvinder, lærlinge og elever

Mens den sidstnævnte sidstnævnte tilhørte privatlivet, var de andre under politiopsyn. Bestyrelsen for en forening, som ville diskutere politiske Gjenstande eller drøfte offentlige Anliggender, skulle indlevere vedtægter og medlemsliste til politiet inden tre dage efter foreningens oprettelse.

Endvidere skulle bestyrelsen melde enhver ændring i vedtægterne og enhver ændring i medlemstallet senest tre dage efter, dette er indtrådt. Overtrædelser
af dette blev straffet med høje pengebøder.

 

Skulle meldes 24 timer, før de blev afholdt

For politiske foreninger gjaldt desuden, at man ikke måtte holde møder under åben himmel, før man havde fået politiets tilladelse. Kvinder, elever og lærlinge måtte hverken være medlemmer af politiske foreninger eller deltage i deres møder.

Dertil kom, at møder, hvor der skulle diskuteres offentlige anliggender skulle meldes til politiet 24 timer før de blev afholdt.

 

Ejendommelig fortolkning af møder

Efter Kammerrettens fortolkning var det også et offentligt møde, når to landmænd kom kørende i en lukket vogn, for at give plads til en tredje, for derefter, at begynde en samtale om sukkerroedyrkning og sukkerpriser. Dette skulle ifølge loven være meddelt 24 timer, inden de mødte hinanden. Ja det kan godt nok lyde grotesk, men sådan var det. Det var værre end George Orwel eller Huxley. Det var kontrolsamfundet.

 

Masser af danske foreninger

Danskerne i Sønderjylland organiserede sig i foreninger. Før 1864 var det i selskabelige foreninger. I 1880 kom Sprogforeningen, i 1888 Vælgerforeningen, i 1893 Skoleforeningen. Næsten alle vegne blev der oprettet foredragsforeninger, selskabelige foreninger, læsekredse, kirkelige samfund, sygeplejeforeninger m.m. Köller-politikken havde her en stor udfordring.

 

Man forbød dyrskuer

Kampen mod vælgerforeningerne mislykkedes fra preussisk side. Der forelå ikke lovovertrædelser. Men man måtte indstille sig på meget stærk kontrol. Men Kammeradvokaten i Berlin mente, at disse foreninger stred imod tyske interesser, og mange af de danske foreninger var at betragte som politiske foreninger. Dette betød så øget chikane fra preussisk side.

Dette gik blandt ud over Aabenraa Amts Landboforening, Haderslev Amts Landboforening samt Frederiksklubben i Aabenraa. Da landboforeningerne ville holde dyrskue, blev dette forbudt.

 

Frimenigheder måtte ikke afholde gudstjeneste

Frimenighedskirken i Bovlund fik forbud mod at bruge deres nyopførte kirke til gudstjenester. Dette skete også i Haderslev. Den 24. oktober 1897, da kirken skulle indvies trådte en politibetjent med blinkende pikkelhue og raslende sabel op og erklærede, at han straks ville opløse forsamlingen, hvis der blev foretaget gudstjenestelige handlinger.

Først efter fire år, fandt man ud af, at disse forbud havde været ulovlige. Snart rejstes to nye kirker i Sundeved og Aabenraa uden problemer.

Da der i 1900 blev afholdt et politisk møde i Bevtoft, trådte en gendarm frem under foredraget og erklærede ejendommen for brøstfældig. Han havde opdaget en lille revne i gips-loftet, og erklærede, at det var fare for, at forsamlingshuset kunne falde sammen og begrave tilhørerne under ruinerne.

 

Man ville skræmme folk fra forsamlingshusene

Preusserne forsøgte at skræmme danskerne væk fra forsamlingshusene. Man brugte stor kreativitet til at lukke møder. Mange retssager fulgte. Man spærrede fuldstændig for brug af forsamlingshuse under forskellige påskud. Og endnu flere retssager fulgte.

 

Lovens grænser blev udvidet

I slutningen af 1890erne blev mange nye forsamlingshuse oprettet overalt i Sønderjylland. Preusserne mente, at disse huse ville kvæle tyskheden i grænselandet. Derfor blev forsamlingsretten bekæmpet og undertrykt på mange andre måder. Rettens skranker og lovens grænser blev udvidet mere og mere.

Byggeselskabet Folkehjem købte på Sprogforeningens regning forlystelsesstedet Schweitz i Aabenraa. Den fik efterfølgende navnet Folkehjem. I 1905 var der bygget 20 forsamlingshuse i Sønderjylland.

 

Forsamlinger blev opløst

Forsamlinger blev opløst, fordi nogle af de ældre havde stokke med. Det blev af gendarmer betragtet som våben. Man lukkede også, hvis foredragsholderen
foreslog nationale sange. Og man kunne også lukke, hvis gendarmerne tolkede foredraget for at have for gudeligt præg.

 

En sort liste

Når navngivne foredragsholdere deltog, blev det betragtet som politiske møder. Og disse foredragsholdere kom også på en sort liste. Man var fra preussisk side så ekstra opmærksom på, at forbryde møderne.

 

Hvem lod sig skræmme

Ved hjælp af politichikane af forskellig art, udvisninger, bortvisninger og tjenestekrig, samt personlig påvirkning lykkedes det for prøjserne nogle steder at true og tvinge medlemmer ud af de danske foreninger. Men fra dansk side blev der ført nøje kontrol med, hvem der lod sig skræmme.

 

Standard – formularer

Man angreb også danske foreninger, når man ikke i rette tid havde afmeldt en afdød som medlem af en forening. I mange tilfælde fik hele bestyrelsen store pengebøder. Og de preussiske myndigheder fik travlt med at gennemgå medlemslister. Man fik fremstillet standardformularer, så man rent administrativt fik lettere ved chikanere danskheden i Sønderjylland.

 

Kollekter blev forbudt

Kollekter, det ville sige indsamlinger måtte også først iværksættes efter godkendelse af myndighederne. Da de sønderjyske kvinder samlede bidrag ind til en krans til Dronning Louises begravelse, blev dette betegnet som en ulovlig handling.

 

Kirkedørene var lukkede

Kirkedørene var også lukkede for offentlige møder. Men langt om længe måtte de preussiske myndigheder åbne kirkerne og de 25 forsamlingshuse. De kunne ikke i længden knægte forsamlingsretten.

Von Köller havde ikke meget til overs for datidens medier. Men han forsøgte også at manipulere med dem, som lod sig manipulere.

 

Dannevirke skiftede stil

Dannevirke fra Haderslev havde i mange år forsvaret de danske interesser. Men efter redaktør Hjort – Lorentzens udvisning i 1870erne var den blevet solgt til
dyrlæge Bjørnshauge i Aabenraa, blev stilen ændret.

Bladets ejer havde i årenes løb lidt store økonomiske tab. Efterhånden gav ejeren sig efterhånden efter, for prøjsernes pres. Bladets redaktion kunne ikke mere stå inde for det redaktionelle pres. Starten på denne udvikling begyndte med en artikel om en artikel, der frarådede sønderjyske forældre, om at sende deres børn i skole i Danmark.

 

Den ny redaktør talte nedsættende

Det viste sig senere, at landråd von Uslar havde stor indflydelse på dyrlæge Bjørnshauge. Med stor utålmodighed forlangte landråden et redaktionsskifte på Dannevirke. Før sin afrejse fra København udtalte den nye redaktør Fru von Wildenradt – Krabbe sig meget nedsættende om den sønderjyske presse. Som
noget af det første besøgte hun til danskernes store ærgrelse landrådene i Haderslev og Aabenraa.

 

Et redskab i von Köllers politik

Dannevirke blev i de følgende måneder et vigtigt redskab i von Köllers politik. Danskerne vendte bladet ryggen. Allerede efter et halvt år, var bladet i en alvorlig økonomisk krise. Von Köhler var nødt til at spæde til med en økonomisk indsprøjtning. Det kunne man i hvert fald læse i Hejmdal. Bladet
kunne berette om, at på Brundlund Slot var Dannevirkes ejer, Landråd von Uslar og Pastor Jacobsen fra Skærbæk mødt frem til et møde. Dagen efter kunne Hejmdal tilføje, at Dannevirke havde fået lovning på 70.000 mark fra Fortyskningsbanken i Skærbæk.

Senere kom det frem, at den egentlige køber var Finansminister von Rheinbaben.

 

Handelen blev aldrig afsluttet

Men handelen blev aldrig afsluttet. Advokat Ritter fra Tønder kunne ikke få sikkerhed for beløbet. Så den 20. juli blev Dannevirke med tilhørende bygning og
trykkeri solgt til Aktieselskabet Modersmaalet i Haderslev for 52.000 Mark.

Men Bjørnshauge ville ikke godkende dette salg og erklærede sig fallit.

 

Den sønderjyske befolkning følte sig forrådt

Den tidligere redaktør fru Wildenradt – Krabbe købte en dyr ejendom i Haderslev og udgav nu bladet Det Gamle Dannevirke takket være prøjsiske penge. I bladet forsøgte redaktøren at forsvare von Köllers overgreb. Hendes far, folketingsmand Chr. Krabbe forsvarede datterens handlemåde. Han erklærede, at man skulle støtte datteren.

Og ikke nok med det. Folketinget valgte Krabbe til næstformand.

Von Köller og hans ligesindede tolkede det som en godkendelse af deres handlemåde af de danske politikere. Den danske befolkning i Sønderjylland følte sig forrådt af politikerne i København. Efter et par år måtte fru von Wildenradt – Krabbe dog opgive. Von Köller havde for anden gang måtte opgive at få indflydelse på den danske presse.

 

Den dansksindede presse

Hejmdal i Aabenraa havde i 1905 3.500 abonnenter. Af danske aviser var det også Dybbøl – Posten i Sønderborg. Vi havde også Flensborg Avis med tilhørende Vestslesvigsk Tidende i Tønder. Sidstnævnte var oppe på ca. 9.000 eksemplarer i 1905. I akt udgjorde de danske aviser i Sønderjylland omkring 18. – 17.000 i 1905.

 

Den tysksindede presse

Den tysksindede presse blev understøttet af von Kohler. Schleswigsche Grenzpost fik hvert år 8.000 Mark til rådighed via en hemmelig fond. Vi vender senere tilbage med en artikel om von Kohlers undertrykkende politik.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Tønder
• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

Redigeret 20. – 03. – 2022