Det var liv og glade dage i biograferne om søndagen. Man håbede på et kys af ”heltinden”. Brandvæsnet var altid til stede nytårsaften på Blågårds Plads. Klunserne fungerede som børnepassere. Håndsæbe kunne bruges til mange ting. Det var nødvendig, at holde kummen varm om vinteren. Politiet holdt parat ved Sveriges – færgen. Og betjent Grøn behøvede ikke at tage sin madpakke med.
En alternativ måde
De var hårdt for mange på Nørrebro – dengang. Hvis det kneb, ja så kunne man altid fange en and fra Peblinge Søen. Fisk kunne man også fange, men de smagte nu ikke af meget. De smagte nærmest af mudder, og så var de fulde af ben. Det var en lidt alternativ måde, at skaffe sig til føden.
En tur på Ladegården
Og det skete også at de sociale myndigheder måtte ind over. Hvis far og mor af den ene eller anden grund ikke var det til at tage vare på børnene blev disse anbragt på Ladegården.
Det var dog ikke altid lykken, for søskende blev adskilt fra hinanden. Drenge og piger blev ligeledes skilt fra hinanden.
Heller ikke når, der skulle spises i den store sal, måtte der snakkes. Det skulle være absolut ro. Overtrådte man reglerne, blev anbragt i et lukket rum, uden vindue. Ja det var nærmest et fængsel.
Grødretter
De fleste retter bestod af grødretter. Nogle gange fik man kartofler og sovs. Det var absolut sjældent, at der var kød imellem. Morgenmaden bestod af havregrød, et glas mælk og en skive tørt rugbrød. Man skulle hjælpe med rengøring og arbejde i køkkenet.
Jo det var godt, hvis far og mor igen kom hjem. Så kunne man selv komme hjem. Det var det bedste. Og særlig ved juletid fik man god mad. Det var den eneste tid på året, hvor man kunne risikere, at få røget skinke.
Med færgen til Sverige
Der var stadig masser restriktioner i København. Så var det godt, at man kunne tage til Sverige og købe nødder, chokolade, marcipan, rigtig kaffe, sukker og forskellige andre forbrugsgoder.
Alene turen med færgen var en velsignelse. Her kunne man også købe billige øller og snapse, og få rigtig smørrebrød. Snapsene på færgen var på 4 cl. I land var de kun på 2 cl.
Ved landgangen i Havnegade stod politiet parat med deres salatfade. Her blev dem, der ikke kunne tåle mosten anbragt og fragtet til den nærmeste detention, for at sove rusen ud.
Juletræer på Blågårds Plads
I løbet af december begyndte det at komme juletræer på Blågårds Plads. Det var juletræshandlere, der havde deres forskellige stader. De folk, der boede omkring pladsen fik altid den billigste pris. Dem, der så lidt finere ud i tøjet, skulle betale noget mere.
Det samme skete, når træerne skulle bæres hjem for kunderne. Boede man ved søerne eller på Frederiksberg, kom man til at betale det dobbelte.
Ondt i tænderne
Dengang havde man heller ikke råd til at gå til tandlæge. Hvis børnene fik ondt i tænderne, måtte man gribe til alternative metoder. En klud dyppet i brændevin blev puttet i barnets mund.
Ja og når en elev ikke kunne koncentrere sig dengang, om at læse og skrive, kaldte man barnet for dum. Man kendte ikke til begrebet tal – og ordblind.
Toilettet skulle opvarmes med stearinlys
Dengang helt op i begyndelsen af 1950erne var lejligheden ikke større end 45 m2. Her skulle der være plads til hele familien. Og kakkelovnen skulle der også være plads til.
Det var luksus, når toilettet ikke var nede i gården, men ude på trappen. Men den var ofte optaget af naboerne, som man skulle dele den med.
Om vinteren blev man nødt til at tænde et stearinlys omkring kummen, ellers frøs vandet til is. Et besøg på toilettet om vinteren var et meget kort og koldt besøg.
Håndsæbe til mange ting
Tænder blev ofte børstet i håndsæbe. Hvis det kneb med håndsæbe, kunne man altid bruge saltvand. Håndsæben kunne også bruges til håret. Så skulle man bare lige bruge lidt eddike til at skylle håndsæben ud igen.
Det ugentlige bad foregik som regel lørdag aften i en zinkbalje på køkkengulvet. Om vinteren foregik det dog foran kakkelovnen inde i stuen.
Det var dengang, man skulle putte 25 øre i gasautomaten. Hvis man ikke lige havde husket dette, kunne gassen forsvinde midt under madlavningen.
Grøden blev lavet om morgenen. Og så blev den lagt under fars tunge dyne. Så kunne den stadig holde sig varm om aftenen.
Dengang kunne man læse Flemming -, Paw -, eller Jan – bøger. Senere blev disse afløst af To års ferie, Robinson Crusoe og Tarzan – bøger.
Avishuset
En tur på Blågårds Plads dengang, var en oplevelse.
Avishuset var på 1 x 1,5 meter. På vægge og gulv lå dagens aviser. Folk nøjedes ikke med at købe dagens avis. De lokale nyheder blev også diskuteret. Avismanden hed Johansen. Han vidste altid, hvad der skete i nabolaget. Og så havde Johansen et kunstigt ben, lavet af træ.
Længere henne på pladsen stod en gadehandler, der solgte frugt og grønt. Hver aften blev det hele pakket sammen og låst inde i en vogn, der blev kørt væk.
Pølsemanden med næsen
Så fulgte en lille pølsevogn. Pølsemanden hed Georg. Han havde en meget karakteristisk næse, der havde været udsat for mange slagsmål. Måske havde han været bokser. Hans tud lignede i hvert fald en rigtig boksetud.
Telefoni for 10 øre
Ved siden af lå den rigtige avis/telefonkiosk. Her kunne man købe aviser, blade, kuverter, frimærker, cigaretter og lidt slik. Omme bag ved kiosken var der en dør ind til to telefonrum . Telefonrummet var adskilt med to døre, som kunne skydes frem og tilbage. Der var en lille rude ind til kiosken. Her kunne man så få vekslet sine penge til at putte i telefonautomaten. Dengang kunne man telefonere for 10 øre.
Tissehus for mænd
På venstre side af Blågårds Plads lå et Tissehus for mænd. Det var plads til at fire mand kunne lade deres vand samtidig. Dette tissehus, der var lavet af støbejern lugtede ikke særlig godt.
Den var dekoreret med en masse små halvkugler på den udvendige side. Det hele var malet i en mærkelig grå/grøn farve.
Lige bag Tissehuset var der en vandpost, så man kunne vaske sine hænder. Men det var det nu ikke så mane, der benyttede sig af.
Grøften
Midt på pladsen lå Graven eller Grøften. Det var en firkantet plads. Den var lidt dybere end den øvrige plads. Rundt om grøften var der firkantede granitsten. Her var også forskellige figurer.
På højre side af Grøften stod Talerstolen. Det var en firkantet forhøjning med trapper på tre sider. Over det meste af Blågårds Plads var der anlagt bunkers med beskyttelsesrum.
I mange år spillede militær – orkestrere på pladsen. Vinduerne rundt omkring blev åbnet, så man kunne nyde musikken.
At planke den
Det var dengang, at der var en fiskehandler og en købmand der hed Herskind. Så var der også Madsens Slagterforretning.
Ved siden af bageren lå Møbelgården. Herinde var der en herlig legeplads.
Der var masser af plankeværker, gårde og cykelskure i kvarteret dengang. Knægtene elskede at planke den.
Leg og boldspil i gården var forbudt, så al leg måtte foregå i Blågårdsgade. Og det var ikke helt ufarligt. Dengang var her masser af trafik.
Richs var meget udbredt. Man kunne samle et væld af billeder. Hver gang, der blev købt en pakke Richs til at blande i kaffen, fulgte der samlekort med. Det var billeder af dyr, blomster eller andre ting. Man kunne så købe et album til at sætte disse biller ind i.
Skraldemænd og rotter
Lige efter krigen i slutningen af 1940erne var der mangel på alt, også benzin. I Blågårdsgade kom skraldemændene med deres skraldevogne trukket af en hest. Når skraldevognene var fyldt helt op, kørte man på lossepladsen for at tømme indholdet. Allerede klokken fire om morgenen begyndte de at larme.
Så mange en rotte er blevet knust af skraldemændenes træsko. Jo, der er skam også historier om, at disse rotter bed igen.
En aftale med mælkemanden
Og tænk, så kunne man få en aftale med mælkemanden. Så behøvede man ikke selv, at gå ned til Ismejeriet og købe mælk. Mælkemanden leverede mælken direkte op til døren til køkkentrappen. Tidlig om morgenen satte han her de flasker, der var bestilt. Torsdag aften kom mælkemanden så og indkasserede for det, som var leveret i ugens løb.
Han havde enten en blå eller blåstribet skjorte på. Han bar et forklæde og havde en sort kasket med blank skygge på hovedet. Så havde han en skuldertaske af sort læder.
Mælken blev bragt op i stor stærk pose, der var lavet af et kraftigt stof med to hanke af tykt torv.
Klunsere og kogesprit
Blågårdsgade og Blågårds Plads var dengang fulde af klunsere. De gik på jagt i skraldespandene. De gik ikke af vejen for en sandkage, der nærmest var muggen, som købmanden havde kasseret. Man havde jo altid en dolk, så man kunne fjerne det værste.
Mange af de metalting, som klunserne fandt i skraldespandene blev solgt nede i Todesgade. Her lå der flere kælderforretninger, der købte genbrugsting af klunserne.
De penge, de så fik, blev omsat til flydende kost. Det var for det meste kogesprit. Og dette smagte bedre, når det samtidig blev blandet med kirsebærvin. Du var nu ganske billigt dengang. Når spritten og vinen var blandet, satte man sig på bænkene på Blågårds plads.
Klunsere som børnepassere
Disse klunsere eller sprittere var dengang en naturlig del af kvarteret. Disse klunsere fungerede også som børnepassere. Og det blev sandelig passet på børnene. Som tak for hjælpen fik de typisk 10 eller 25 øre. Men egentlig gjorde de det ikke for pengenes skyld, men som en service over for beboerne.
Den værste straf for disse klunsere/sprittere var at få rent vand i hovedet – fy for pokker.
Betjent Grøn
Engang imellem kom politibetjent Grøn forbi. Han havde som regel hænderne på ryggen og så meget autoritær ud. Han gik også ind og hilste på de handlende i Blågårdsgade. Han fik som regel pølse af slagteren, eller en cigar af tobakshandlere. Hos bageren vankede der en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Så egentlig behøvede betjent Grøn ikke at have madpakke med hjemmefra.
Når Grøn så en spritter, der ikke kunne klare sig selv, ringede han efter kollegaerne på Fælledvejens Station. Næste morgen var spritteren atter på pladsen. Han var da veludhvilet, ren, nogenlunde ædru og havde fået morgenmad.
Dengang var der aldrig cigaretskodder på Blågårds Plads. Dem tog spritterne sig af. Hvis der var nok skodder, var der til en stop på piben.
Vinteren på Blågårds Plads
Vinteren på Blågårds Plads kunne være sjov. Særlig når der var masser af sneboldkampe og man havde mulighed for at give sin kammerat en vasker.
Nede i grøften kunne man opleve hele 50 kælke på en gang.
Nytårsaften
Og Nytårsaften var også speciel på Blågårds Plads. De brugte juletræer blev smidt ned i grøften. Der var samlet en masse mennesker. Og så blev der ellers tændt ild i træerne. Men næsten inden det hele begyndte, kunne man høre sirenerne fra Fælledvejen. Brandbiler og politi var på vej.
Ja og så endte det som regel med at vandstrålen blev vendt mod publikum. Den næste dag lignede Blågårds Plads ikke sig selv. Her lå masser af knuste flasker, brugt fyrværkeri, nytårshatte og avispapir. På pladsen lå resterne af bålet. Man mødte berusede mennesker, der endnu ikke var nået hjem. De så godt brugte ud.
Et kys af heltinden
Så var der også biograferne. De mest populære for ungerne i kvarteret var Odeon på Fælledvej, Nørrebros Bio på Nørrebrogade og Regina på H.C. Ørstedsvej.
Det var som regel om søndagen, børnene gik i biografen. Da stod den på cowboyfilm. Men også film med sørøvere, soldater og andre helte.
Tidspunktet var mellem klokken 14 og 16. De fleste biografbilletter kostede fra 45 – 50 øre. Den billigste var Regina. Men så kunne man også risikere, at skulle sidde to på samme sæde. Når det gik rigtig vildt for sig, rejste man sig op, og klappede og skreg på sine helte.
Den bedste biograf var i starten af 1950erne Odeon. Her kunne man se de bedste og mest spændende film. Og alle ville være heltene fra filmene.
Hopalong Cassedy var en af de største helte. Man kom op og slås, for at måtte spille helten. Hjemkommet til Blågårds Plads blev filmen gennemspillet. Og så håbede man altid at få et kys af heltinden.
Zorro – helten på Blågårds plads
Zorro var en af datidens helte. Han var en slags Robin Hood, som bekæmpede slynglerne mod de fattige i Mexico. Han brugte sjældent skydevåben. Hans bedste våben var en lang pisk eller en kårde til at snitte et Z i panden på sin modstander.
Dagen efter var alle drengene omkring Blågårds Plads alle sammen Zorro. Der var ikke mange tørresnore tilbage. De var blevet forvandlet til piske. Og legetøjsbutikken Alhambra havde udsolgt af halvmasker. Alle Zorro’er stod opmarcheret på Blågårds Plads op mod Todesgade.
Drømme var en ting – virkelighed var en anden.
I robåd på Peblinge Søen
Midt i Peblinge Søen ude for Korsgade var der lavet et soppebassin. Og næsten ud for Baggesensgade var der en bådebro. Her kunne man om sommeren leje robåden. I disse kunne man sejle under Dronning Louises Bro over i Sortedams Søen. Man skulle dog ikke falde i søen, for vandet var nu ikke så rent.
Det var måske sjovere om vinteren, når man kunne stå på skøjter.
Kilde: Se
litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Om Blågårds – kvarteret:Læs:
Blaagaard Seminarium
Blaagaarden – på en anden måde
Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
Blågårds Plads på Nørrebro
Blågårdsgade – dengang
Byggeren på Nørrebro – nok engang
Byggespekulation på Nørrebro
BZ – bevægelsen på Nørrebro
Den stinkende kloak på Nørrebro
Et Hospital på Nørrebro
Fattiglemmer på Ladegården
Ladegården – dengang
Nørrebro beboeraktion og kampen om Byggeren
Rabarberlandet
samt mange andre artikler om det gamle Nørrebro