Bønderne skulle holde i lange køer. Men politimesteren nægtede at åbne tidligere. Arbejderne på Nørrebro skulle betale for at komme på arbejde, og for at komme hjem. Det var direkte livsfarligt at færdes omkring portene, da trafikken tiltog i 1840erne. Nogle havde fri passage, men reglerne var åbenbart vanskelige at håndtere. Modstanden mod portene voksede fra misfornøjelse til direkte had.

 

Fire porte

Det var dengang, København var ligesom en fæstning. Den eneste måde man kunne komme til og fra byen var gennem mørke og snævre porte. Der var tre mod Sjælland og en mod Amager.

 

Der var lukket

De tre af portene var om natten hermetisk lukkede. Nørreport lukkede ikke helt. Mod ekstra betaling kunne man for lov til at slippe ud eller ind. Seks nætter om året i den såkaldte kildetid stod alle porte åbne hele natten.

 

Bøndervogne i kø

I vintermånederne, når portene først blev åbnet kl. 7, kunne man se lange rækker af bøndervogne, der kom med dagens forråd af torve – varer.

De ventede på, at Konsumtions – kontoret åbnede. Det gjaldt om, at komme tidligt. Det tog ofte flere timer inden den sidste vogn, var ekspederet.

 

Politimesteren sagde nej

Borgerepræsentanter fremkom i 1840 med et forslag om, at portene åbnede kl. 6, da de mente, portspærringen var en hindring for byens handel. Desuden var de kolde vintermåneder ubehagelige for de ventende bønder. Men det ville politimester Bræstrup ikke høre tale om. Han mente ikke, at det var behov for at handelen skulle begynde så tidlig, Og da slet ikke før det blev lyst.

Han mente også at mørket kunne give anledning til tyveri.

 

Dyrt for arbejderne

Men lukningen var også et problem for de arbejdere, der skulle ud til Nørrebro for at arbejde. De skulle betale 2 skilling for passage. Det var en betydelig udgift for arbejderne. Det hjalp heller ikke, at fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard klagede.

 

Afgifter

For bonden var det også dyrt at betale entré til byen. Måske havde han allerede passeret flere bomme for at komme til byen. Enhver ridende og gående måtte til lommerne. Og bonden måtte fra gammel tid betale afgift af næsten alt, som han bragte til byen.

 

Da et par mænd fandt på at grave sand i Valby Bakke og indføre det ind i København måtte de også til lommerne.

 

Bropenge

En række betjente var sat til at undersøge bøndernes vogne for lige at checke, at alt blev betalt. Når man omsider var kommet forbi Acciseboden og Konsumtionsbetjentene kom man til næste spærring, Byens Bom.

Denne var anbragt i selve Ravelinen. Her skulle atter betales. Om dagen opkrævedes den såkaldte Skillingstold eller Bropenge. Denne afgift faldt bort om aftenen, men så trådte andre og dyrere takster i dets sted.

 

Betalingen af de såkaldte Port – eller Passagepenge tilfaldt kommunen. Der betaltes 19 skilling for en lukket vogn, 10 skilling for en åben vogn og 6 skilling for en rytter.

 

Fritaget for afgifter

Der var nogen, der var fritaget for afgifter:

–  Det var alle kongelige vogne, samt kongelige og fyrstelige personer med følge til hest. Generaler og generalstabsofficerer med deres ordonnanser og rideknægte.

Kurerer og stafetter, kørende og ridende poster, vogne der kørte med vildt, fisk, frugt og brænde til kongehusets hofteater. Også vogne med havre, hø og halm til Staldetaten og til de militære.

 

       Alle militære transporter, alle hussarofficerer i uniform og vogne i fadeburs – eller kongerejser. Endvidere sprøjter med karrer og sluffer i ildebrandstilfælde, ligvogne, dag – og natterenovationsvogne og Skyttebrødrene når de på fugleskydningsdagene kørte i procession med Fuglekongen.

 

Endelig udstedtes tegn til fri passage enkeltvis til særlig begunstigede personer, til fremmede gesandter, højtstående embedsmænd m.m.

I alt var der udstedt ca. 600 sådanne fritegn, som skulle forevises ved portene.

 

Hvad var klokken?

En ringning skulle bekendtgøre, hvornår de forskellige takster trådte i kraft. Men man klagede over, at man ikke kunne høre dem. Det var også lidt tilfældigt, hvornår man begyndte at ringe.

Efter lange forhandlinger vedtog man, at opstille autoriserede ure ved stadens fire porte.

 

Den 1. oktober 1842 blev fire nye ure taget i brug. Det var såkaldte bornholmske prøveure uden slagværk. De stod inden for vinduet i bomhuset. Om aftenen blev deres skive belyst af en lygte.

 

Men heller ikke det kunne forhindre uenighed. Det kom til politiforhør i anledning af brandmajor Kellermann påstod at være afkrævet bompenge 1 minut før klokken var 6. Urene slog først, mans han parlamenterede med bommanden om klokkeslette.

 

Hvem skulle nu betale?

En stabsofficer med en forkert hat måtte heller ikke passere. Og kongelige jagtbetjente havde fri passage. Men en dag indfandt der sig ved Nørreport en knægt på ca. 8 år. Han fremviste et jagtskilt og krævede fri passage. Men det ville portbetjenten ikke anerkende. Så knægten blev krævet to gange 6 skilling. Men det viste sig senere, at knægten var jagtbetjent. Han var sendt i byen af en skovrider. De 12 skilling måtte betales tilbage.

 

En minister – karet, der indeholdt ministerens tre børn og guvernante kunne ikke få fri passage. Bomforpagteren konfiskeret tegnet. Men justits – og udenrigsministeriet måtte i gang med at arbejde.

Forholdene mellem portbetjentene og publikum var i konstant krigstilstand.

 

Ville ikke betale

Det skete også at vogne i stærk fart forsøgte at køre forbi bomhuset uden at betale. Blev de så standset, ja så måtte man betale en bøde på en rigsdaler.

Vrede kuske kastede penge til bommanden på gaden. Men fik man vognen standset, måtte han selv stå af vognen og samle pengene op.

 

Det skete ikke så få gange, at bomvagten heller ikke kunne finde ud af de indviklede regler. Så måtte retten tage over. I 1851 tomlede ministeriet med en afgift, som de kaldte passagepenge.

 

Porten var for smal

I 1840 måtte bommen ved Vesterport tages bort i forbindelse med Frederik den Sjettes begravelse. Den var for snæver til, at ligvognen kunne passere igennem. Straks efter tilbagekomsten fra Roskilde blev den dog sat på igen.

 

I 1848 var den atter nedtaget på grund af ingeniørarbejde i Ravelinen. Da den igen skulle sættes op, protesterede kæmneren. Bommen ville nu skræmme den nu smukke Avenue til Staden.

Men bompagterne forlangte den, da de ellers ikke kunne få penge ind til byen.

 

Samme problem opstod ved Nørreport nogle år senere. Her var det Ingeniørkorpset som frarådede genanbringelse af den gamle bom. De foreslog i stedet en jernkæde mellem to lygtepæle. Det modsatte bomforpagteren sig. Men kæden blev dog nu anbragt trods forpagterens protest.

 

Forpagterne beskyttede sig selv

Forpagterne havde lavet deres egen forening. De var de eneste, der vidste, hvor meget forretningen indbragte. Ingen andre turde byde på forpagtningen, og det var foreningen glade for. Men i 1849 brød kommunen denne ordning.

 

Farligt at passere portene

Det var heller ikke helt ufarligt at passere portene. Portene var alt for snævre til at tage den enorme færdsel. Forholdene blev hele tiden værre. Trafikken voksede med forstædernes tiltagende bebyggelse. I 184oerne blev omnibusser og store diligencer taget i brug. De gående måtte trykke sig helt ud til siden.

 

Kritik i medierne – dengang

Fædrelandet skrev i 1845, at Vesterport var så smal, at to mennesker ikke kan gå jævnsides, når en vogn på samme tid kører igennem. I løbet af en halv dag passerede to gange 10.000 mennesker.

 

I en artikel fra 1847 skildrer samme blad indgangen til København:

 

       Man forsøge om muligt at sætte sig ind i deres Sted, der første Gang føres forbi disse Toldhuse, disse uforlignelige Bomhuse, disse Vagt – og Sprøjtehuse, disse i alle Kroge besudlede Porte, gennem al denne Tranghed, hvor Mennesker og Kvæg, kørende og gaaende, Omnibusser og Ammer med Børn paa Armene og Livet i Hænderne presses og stuves igennem den ene snævre Aabning for at slippe ud og ind. Og al den Styghed og Usselhed danner Indgangen til et Riges Hovedstad, en kongelig Residensstad.

 

Pontonbro

I 1843 indgav kommunalbestyrelsen et andragende til kongen om at Nørre – og Vesterport måtte blive udvidet. Forslaget blev afvist, men kongen påbød at der midlertidig skulle anlægges en bipassage for fodgængere på en pontonbro over fæstningsgraven ved Vesterport. I dette og det følgende år lå denne pontonbro fra midt i april til midt i oktober.

Men den gavnede nu ikke ret meget.

 

Tunneler

I 1845 fremkom nye tanker om Vesterport. Arkitekt Herholdt foreslog at lægge tunneler gennem volden på begge sider af porten, men heller ikke dette blev til noget.

 

En lille lettelse

Krigsbegivenhederne i 1848 betød en lille lettelse. Den 6. april bekendtgjorde Københavns guvernør, Landgreve Wilhelm af Hessen, at Vesterport indtil videre, at hensyn til de med jernbanen ankommende eller afgående kurerer skulle stå åben hele natten.

Borgerrepræsentationen så muligheden i at nedbryde porten helt, men det kunne Krigsministeriet dog ikke tillade.

 

Misfornøjelse voksede til had

Befolkningens misfornøjelse voksede til et virkeligt had.

Og da de endelig blev sløjfet, betragtede befolkningen det som en sejr.

 

Kilde: Se

       Litteratur København (under udarbejdelse)