Sjællandsgades Bad blev opført som led i et renlighedsprojekt ved siden af Simeons Kirken. Nu kunne man få renset både sjæl og legeme. Brusebade blev betegnet som Nødtørftige renselsesbade . Fælles dampbade var kvinderne ikke meget for. Stedet udviklede sig til værested, hvor man hyggede sig i bar røv. Og som man sagde, For Gud og Bademesteren er alle lige. Men København ville ikke bevare den gamle kulturskat.

 

Renlighedsprojekt

Den sidste kommunale badeanstalt er Sjællandsgade – badet. Den blev opført som led i et renlighedsprojekt for byens arbejdere.

 

Den personlige renhed

Den personlige renlighed eller snarere mangel på denne, havde være på dagsorden i en længere årrække. I andre storbyer rundt om i verden havde man opført flere såkaldte Varmtvands – badeanstalter. I København eksisterede der kun nogle få selvejende og private bade. Her kunne københavnske arbejdere få sig et billigt bad.

Man diskuterede til stadighed, om det at få et vad var en kommunal sag, eller om det skulle overdrages til private. Men her var der dog ikke den store interesse.  I 1899 kom den socialdemokratiske gruppe med den senere borgmester, Jens Jensen  med et forslag om en kommunal badeanstalt på det tætbyggede Vesterbro.

 

Den første badeanstalt i Saxogade

I 1903 blev den første kommunale varmtvands – badeanstalt opført i Saxogade. I de følgende år, blev der opført badeanstalter i Sofiegade på Christianshavn. Også i Helsingørgade  i Borgergade/Adelgadekvarteret blev der opført en badeanstalt. I 1917 kom turen så til Nørrebro.

Det skulle dog en længere diskussion til, inden man besluttede at badeanstalten skulle ligge umiddelbart op af den den nyopførte Simeons Kirke (1914).

 

Bygningen skulle harmonere

Hans Wright, Københavns  stadsarkitekt tegnede badeanstalten. Han lagde meget vægt på, at bygningen skulle harmonerer med kirken. De to bygninger måtte ikke trykke eller skade eller hinanden.  Det smarte var nu, at Nørrebros arbejderbefolkning nu kunne få renset såvel sjæle som legeme.

Sjællandsgades Bad er lige som kirken opført i røde mursten. Symmetrisk anbragte vinduer og rene linjer afspejler netop det, der var dens funktion, at bringe orden og renlighed i arbejderklassens liv. Den høje skorsten var karakteristisk for de tidligere badeanstalter. De benyttede sig af kuldrevne kedler til opvarmning af badevandet. Den sorte kul-røg skulle sendes så langt til vejrs som muligt.

Badeanstalten var opdelt i en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på 1. sal. I kælderen lå kedel – og kulrummet. Kvistetagen var indrettet som bolig for bademesteren.

 

Nødtørftige renselsesbade

Kvindeafdelingen bestod af 6 brusebade og 6 karbade. Mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Man diskuterede meget de forskellige badeformer. Tilhængere af den ældst benyttede badeform, karbadet opfattede de hurtigere og billigere brusebade som nødtørftige Renselsesbade. Modstanderne påpegede, at brugen af karbade var uhygiejnisk og uøkonomisk.

 

Dampbad for kvinder

Der var også indrettet finsk inspirerede dampbade med fælles baderum for henholdsvis kvinder og mænd. Sjællandsgades Bad var den første kommunale badeanstalt, hvor der var indrettet et såkaldt dampbad for kvinder.

 

Uvilje mod denne badeform

Og dette dampbad for kvinder skabte også debat. Således udtalte repræsentant og landstingsmand C.F. Sørensen under debatten i Borgerrepræsentationen i marts 1915, at han

• havde talt med mange Kvinder om dette Spørgsmaal, og de allerfleste havde ytret Betænkelighed, ja nærmest Uvilje og Mangel paa Forstaaelse overfor denne Badeform.

Det var dampbadets fælles baderum, kvinderne fandt utiltalende.

 

Lørdagen var stor badedag

En opgørelse fra en uge i oktober 1924, viser at der på ugens fem hverdage var mellem 200 og 300 mænd, der brugte brusebads – afdelingen i Sjællandsgades Bad. Om lørdagen lå tallet på omkring 750.

Også hos kvinderne var lørdagen den store badedag. Omkring 400 havde valgt den dag til det ugentlige brusebad, mens antallet på ugens øvrige hverdage lå på mellem 150 – 200. Det hurtige brusebad stod i højest kurs hos mændene, mens kvinderne foretrak karbadet.

 

Var mændene mere renlige?

I en artikelserie i BT  i 1923 blev københavnernes renlighed diskuteret. Her blev det påpeget, at mændene brugte badeanstalterne flittigere end kvinderne. Det følte en kvindelig badegæst sig provokeret over. Hun skrev:

• Du skriver, at Mændene er mere renlig end Kvinderne., men det tror da pokker – det er nemlig mange flere Baderum for Mænd efter hvad min Mand og Bror siger, og de maa da heller ikke vente mere end højst ½ Time.

 

Karbadet populært hos kvinderne

Karbadet var som skrevet meget populært hos kvinderne. Her var ventetiden ca. 2 timer. Så længe havde arbejdende kvinder med mindre børn ikke tid til at vente på et bad. De måtte derfor nøjes med etagevask ved håndvasken.

 

Penge gik til et godt formål

Kommunale badeanstalter har aldrig været en overskudsforretning. Men ifølge C:F: Sørensen fra Borgerrepræsentationen så var det ikke grund til bekymring, så længe pengene gik til et
godt formål:

• Renlighed er jo af allerstørste Betydning for alle Mennesker og ikke mindst for Befolkningen i de store Byer, som ofte lever tæt sammenpakket i smaa Lejligheder, i snævre Gader oosv. . Jeg tror, at de Penge, der ofres saavel paa Sø – som Varmtvandsbadeanstalter, for en stor Del spares paa Hospitalerne og andre Steder.

 

Fokus på boliger

Der blev fokuseret yderligere på sundhed. Men blikket blev rettet mod boligforhold. Fra 1940erne blev der sat ind med saneringer af den gamle boligmasse. Der blev nu etableret badeværelser i de renoverede og nyopførte beboelsesejendomme. I takt med dette fik de kommunale badeanstalter nye funktioner.

 

Huset med ro og velvære

Ud over traditionel karbad lokkede Sjællandsgade – Badet nu også med karbad med æteriske olier, bademælk eller salt fra Det døde Hav. Der var saunagus for kvinder, wellness fra top til tå eller massage. Det var ikke uden grund, at Sjællandsbadet til sit navn havde føjet:

• Huset med Ro og Velvære

 

Hygge – i bar røv

Sjællandsgade – badet fik en anden betydelig funktion i den multikulturelle bydel. Det fungerede som socialt værested, hvor brugere faldt i sank og kunne mødes på tværs af kulturelle skel. Her kom folk og hyggede sig – i bar røv. Diskussionerne var livlige. Alt blev diskuteret lige fra religion til politik.

 

Funktion som kulturhus

Blandt de mange protester mod lukningen af badeanstalten blev netop denne funktion som kulturhus fremhævet. Det var ikke første gang, dette argument blev brugt, når en badeanstalt, blev lukket. Det gjorde det også, da den gamle badeanstalt ved Rundetårn blev lukket i 1918. I Social Demokraten i 1918 blev lukningen betegnet som et indgreb mod byens badeliv og

• et Tilbageskridt i Kultur

 

10 års diskussion om lukning

I nyere tid brugte kommunalpolitikerne så 10 år på at diskutere om det gamle badehus skulle lukke. Det var for dyr i drift var begrundelsen, og det fik dødsstødet. Badet lukkede og slukkede i november 2010.  Københavns Kommune  lukkede stedet som led i en sparerunde. Det blev blandt andet begrundet med faldende besøgstal. Det koster kommunen 3,6 millioner kroner årligt at drive badeanstalten.

 

Besøgstal faldt

De seneste ti år faldt antallet af gæster på badeanstalten fra ca. 90.000 til 44.000. Men måler man tilskuddet fra kommunen til hver gang en borger tager et bad, ja så er det kun på 80 kr.

 

Vil ikke bevare de gamle kulturskatte

I Københavns Kommune er det ikke råd til at bevare de gamle kulturskatte. Fortsætter man på denne måde, oplever vi sikkert et samfund uden rødder. Alt skal være strømlinet uden identitet. Nørrebros mangfoldighed bliver efterhånden truet af denne strøm-linethed.

 

Tyrkisk bad – syltet

For et par år siden havde man planlagt en haman (tyrkisk bad) i forbindelse med badet. Finansieringen var på plads med fondsmidler. Men planerne blev fra højere sted syltet. Mulighederne forsvandt og pengene måtte tilbagebetales.

 

For Gud og bademesteren er alle lige

Der har været stor folkelig modstand mod at stedet skulle lukkes. Det vigtige sociale mødested var guld værd. Og som man sagde på Sjællandsgades Bad:

• For Gud og bademesteren er alle lige

 

En vigtig del af Københavns historie

Badeanstalten er en vigtig del af Københavns historie, ikke mindst i et gammelt arbejderkvarter som Nørrebro. Mange af bydelens beboere har boet i små lejligheder uden bad. Badeanstalten var en del af deres hverdag. Det gjaldt ikke kun at blive vasket. Badeanstalten handlede også om velvære og fællesskab – et frirum fra stress og jag.

Sjællandsgades Bad var

• en blanding Den Gamle By, en indvandrerklub og Ungdomshuset

 

Stedet blev fredet

Men stedet blev fredet. Nu må det hverken rives ned eller ombygges. Kulturarvsstyrelsen  begrundede fredningen med at badet

• har de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning.

 

10.000 har stadig ikke eget bad

Og mange frivillige har kæmpet for bevarelse og for at få genåbnet stedet. Kommunen vil ikke bruge stedet til badeanstalt. Stedet er kaldt for en vigtig historisk institution. Den var en del
af en større kommunal plan i 1900 – tallets første år.

Og så er der stadig mange på Nørrebro, der ikke har sit eget bad. De kom også på badeanstalten. Ja man regner med, at 10.000 borgere på Nørrebro stadig ikke har eget bad.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• BT 4. juni 1923
• Stadsarkivet
• Arkitektur 6/7 1986
• Social Demokraten 27. juni 1918
• Nete Balslev Wingender: Et renlighedsprojekt (2006)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 13. – 12. – 2021