Dette er den tredje vandretur på  Vesterbro. Vi går lige fra Skydeselskab til Bymuseum. Her var fornemmeselskabslokaler. Efterhånden blev der for farligt at skyde efter papegøjen.
Et forhus i Absalonsgade fik wc i 1923, baghuset først i 1941, og så måtte 4 lejligheder dele et. Vi kigger også på et sjusket byggeri, hvor murværket skvattede sammen. Her var 18 møllebakker, en stub – og gryne-mølle.

Den tredje vandretur

Her er tredje del af vores historiske vandretur på Vesterbro.  Vi er efterhånden nået til området omkring Absalonsgade.

18 møllebakker

På det lave terræn ned mod Kalvebod Strand opstod en masse møller. De blev opført på små kunstigt opkastede møllebakker. Således var der i 1620 alene på sydsiden af broen hele 18 møllebakker.

Man kan måske i dag fornemme, at området omkring Absalonsgade var afgrænset af reberbanerne i den ene ende og Skydebanen i den anden ende. Her lå dengang den store Banemølle eller Rebslagermølle.

En stampe – og en gryne-mølle

I begyndelsen af det 18. århundrede bestod hele området af vænger. De blev ejet af Magistraten. Og de fleste var såkaldte Rådmands – vænger.

I 1733 fik Feldberedder Christian Gottschalck fæste på to sådanne vænger. Han fik tilladelse til at oprette en stampemølle, som han lod opføre sammen med et beboelseshus. I 1740 overtog øltapper Jakob Lindberg  fæstet  og købte bygningerne. Han opnåede privilegium til at indrette en Gryne-mølle.

Næste mand på stedet var P.A. Oberkamp, som var en stor forretningsmand og grundejer på Vesterbro. Efter en langvarig kamp med møllelauget fik Oberkamp såvel privilegium til Grynemøllen som lå ud til Vesterbro, som i 1749 tilladelse længere ind på grunden at opføre en vindmølle. Den blev flyttet hertil fra en ugunstig beliggenhed på Nørrebro.

Lille Banemøllestræde

Senere blev de to møllegrunde solgt hver for sig. Johan Gottlieb Horn fæstede Gryne-møllen og Banemøllen bagved. En lang smal adgangsvej blev etableret. Den blev kaldt Lille Banemøllestræde.

Banemøllens store grund var på næsten otte tdr. land. Det meste af den tilhørte efterhånden Dines Nielsen.  I 1802 foretog han et nybyggeri på syv fag på grunden. Men ak, efter englændernes besøg måtte
såvel hus som mølle genopbygges efter 1807.

Svane overtager grunden

I 1809 fik Jesper Hansen Hamborg en livslang fæstekontrakt. Denne gik i arv til datteren Thrine Deichmann. Fruen ønskede dog at bortforpagte møllen. Den blev overtaget af naboen. J.G. Zeltner, der drev Grynemøllen.

Enkefruen lod i 1843 opføre to store bygninger på grunden. Samme år solgte hun hele herligheden for 13.000 Rigsdaler . til den unge møllermester Niels Peter Ludvig Svane.

På Grynemøllen havde Magistraten glemt at forny fæstekontrakten siden 1795. Det betød at Zelners arvinger kunne sidde uhindret og afgiftsfri inden fejlen blev opdaget i 1862 ved anlæggelse af Absalonsgade.

Jernbanevolden tog vinden

I 1846 blev 34.000 kvadratalen eksproprieret til anlæg af jernbanen København – Roskilde, som her løb dobbeltsporet på en dæmning langs vandet. Denne ekspropriering foregik dog ikke fredeligt. Svane hævdede, at jernbanevolden hindrede vindens frie adgang til stubmøllen. De udkommanderede synsmænd, begge møllermestre altså kollegaer, gav Svane medhold. De skønnede, at møllens kapacitet var nedsat med en fjerdedel. Dette blev takseret med en årlig erstatning på 200 rigsdaler.

Den sidste mølle

I begyndelsen af århundredet havde kommunen solgt væsentlige grunde for at skaffe midler til genopbygningen efter branden i 1795. Mange steder havde man ikke heftet fæsteafgiften siden 1819. Kommunen forstod ikke rigtig at tjene på det store jordsalg.

I 1853 var Svanes mølle en af de sidste, der var tilbage på Vesterbro. Fra Banemøllestræde havde anlægget nærmest taget sig ud som et lille landsted, haven med mange gamle frugttræer, tjørnehække og sågar lysthus samt overdækket keglebane.

En god grundpris

For 7.900 Rigsdaler. fik Svane i 1854 et skøde på en godt fem tønder stor grund. Det giver en grundpris på ti kvadratalen for en rigsdaler. Få år senere solgte staten byggerunde på Gammelholm for ti rigsdaler pr. kvadratalen.   Svane opgav møllen og investerede i boligbyggeri. De eksisterende bygninger blev indrettet til lejligheder, som han udlejede.

Absalonsgade

I foråret 1856 planlagde Svane for alvor udparcelleringen af sin store ejendom. Stubmøllen blev revet ned og en gade af den nu lovbefalede 20 alens bredde blev anlagt i nord – sydlig retning. Endnu var det kun med navlestrengs forbindelsen til Vesterbrogade med Lille Banemøllestræde.

Absalonsgade var hermed anlagt, og navnet givet med rådstueplakat 11.05.1859.

Halmtorvet

På jernbanevolds plads blev der også udstykket en vej. Den fik navnene Stormgades Forlængelse, Ny Stormgade, Sønder Boulevard for så til sidst at ende som Halmtorvet.

En driftig mand

Svanes store ejendom blev solgt i tidsrummet 1865 – 1877. Svane  døde selv først i 1895. Han stod selv for det meste af udstykningen. Han var bygherre på flere af husene og boede selv i en af dem.  Ellers var det lokale bygmestre og håndværkere, der i samarbejde opførte husene. Således stod murermestrene P.C. Henriksen og H.F. Olsen som bygherre på ikke mindre end 11 ejendomme i området.

Og Svane blev bestyrelsesformand i et asylselskab. Et børneasyl blev indrettet i det gamle grundmurede møllehus indtil det i 1875 måtte vige for nybyggeri. Det er her, hvor Absalonsgade 19,  ligger.

Politi – og brandstation

Hvis vi kigger på Absalonsgade 9, så blev bygningen i 1881 – 82 opført som politi – og brandstation. Selv boede den driftige Svane i Absalonsgade 15. Her boede kunstmaleren, Fritz Syberg på 4. sal i 1880erne.

Sjusket byggeri

At et byggeri kan foregå for hurtig ses af eksemplet Absalonsgade 20. To huse blev opført af betonsten. Men byggeriet var af så dårlig kvalitet, at myndighederne allerede efter en måned blev alarmeret. Et påbudt  byggestop i december fik murermester N. Petersen omstødt.

Men i februar 1866 i forbindelse med et voldsomt regnskyl, styrtede en del af gårdfacaden ned. En inspektion afslørede væsentlige knusninger i de nederste etagers betonsten især i pillerne. Dette afstedkom et generelt forbud mod betonbyggeri. Huset blev derefter opført i traditionelle materialer og taget i brug i oktober 1866. Men en politirapport fra maj 1867 afslørede manglende bygningsattest. Den forelå først den 10.05.1867.

Sene wc’er

I Absalonsgade 44 fik forhuset i 1923 wc til hver lejlighed. Men først så sent som i 1941 kom der først wc’er i sidehusene, men kun en pr. fjerde lejlighed.

Skydeselskabet leder efter en grund

Fæsteren, den lollandske postmester Christen Dam betale 16 Rigsdaler. Om året i lejeafgift på skydebane – område. Den store 16 fags bindingsværksgård ud mod Vesterbrogade  var dog hans private ejendom.

Omkring midten af århundredet overtoges fæstet af gartner Frantz Christopher Sauerach, der købte gården og fortsatte dyrkningen af den store have, der var anlagt på den nordlige del af grunden, mens resten henlå som vænge ned mod stranden.

Det Kongelige Skydeselskab ledte med lys og lygte efter en egnet lokalitet. Og her havde man den helt rigtige grund. Selskabets historie kan føres tilbage til middelalderen. Siden 1682, da man solgte det gamle  kompagnihus mellem Kompagnistræde og Brolæggerstræde havde man ført en omflakkende tilværelse med tilbagegang og opløsning som følge.

Senest havde man holdt til hos agent Bjørn på Christianshavn. Men enken ville efter mandens død i 1750 ikke længere spille vært.

Papegøjestangen væltede

Man ønskede derfor en fast skydeplads til både skive – og fugleskydning. Kongen havde i 1751 givet sin tilladelse til projektet. Magistraten bevilligede frihed for næringsskat på 50 Rigsdaler.  Et skydehus og et markørhus samt en skydemur skulle opføres. Og den første fugleskydning blev gennemført i august 1753.

Men ak, Papegøjestangen blæste i 1761 omkuld formedelst ælde. Skydeselskabet havde ikke råd til at bekoste en ny. Men kongen trådte hjælpende til og bekostede en ny. Den blev så stående helt til 1816.

Magistraten hjalp

Alt var ikke fryd og gammen. Man havde til stadighed genvordigheder med værterne på Skydebanen. Selskabet ønskede derfor selv at overtage stedet. Men man kunne ikke skaffe de 8.200 Rigsdaler. Som det ville koste. Så ejeren Joachim Wentzell  blev siddende på Skydebanen til sin død i 1780.

For at hjælpe Skydeselskabet gjorde Magistraten nu brug af sin forkøbsret til gården. Man købte i 1780 gården af Wentzells enke for 6.000 Rigsdaler plus 100 rigsdaler. Så længe, hun levede.

Man tilbød straks at sælge videre til  Skydeselskabet for samme pris. Man ville oven i købet låne pengene som en første prioritets obligation taget af midlerne i Helliggejst Fattiges Skole.

Fornemme selskabslokaler

Selskabets fornemme domicil blev tegnet af hofmurermester Brandemann. Grundstenen blev nedlagt på kongens fødselsdag den 29.01.1782. Men på grund af manglende midler blev selve byggeriet først påbegyndt
i 1786. Murermester Petermann fik entreprisen for 10.500 Rigsdaler. Året efter, den 10. maj kunne man foretage den festlige indvielse.

Forskellige tilbygninger blev foretaget i årenes løb. I 1846 blev 9.000 kvadratalen eksproprieret mod syd til anlæg af København – Roskilde banen.

Skydebanen rummede i adskillige år, Københavns fornemste selskabslokaler, mens selve Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab florerede med kongelige gæster og med medlemmer rekrutteret i de højere kredse.

For farligt at skyde efter papegøjen

Efterhånden som bebyggelsen skød op overalt blev det for farligt at skyde efter Papegøjen  på stangen. I 1878 var der for første gang kun en græsfugl, man kunne skyde efter. Året efter fik man et lån på 80.000
kr. af universitetets midler til sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Men det var også presserende at føre Istedgade tværs over grunden. I sommeren 1886 vedtog Borgerrepræsentationen en ekspropriation af det nødvendige gadeareal mod 10.000 kr. i erstatning. Projektet blev straks iværksat.

Den store gamle grund var nu delt i to. Den store 30 alen høje skydemur blev opført i gotisk borgstil. Den sydlige halvdel af skydebanegrunden blev i 1891 solgt for 155.000 kr. til murermester Viktor Jensen.

Privat

Store samlede etagebebyggelse blev foretaget, med små private stikgader på hver side af den nye 30 alen brede Skydebanegade. Grunden blev opdelt i mange små parceller. Facadens pompøse stil harmonerede dårligt med de ret små to – og fireværelses lejligheder. Men de blev udbudt for en rimelig leje.

Der var lidt privat over bebyggelsen. Således havde man egne vægtere, der patruljerede om natten. Ligeledes var gaden mod Sønder Boulevard var spærret med bom og mod Istedgade  var det med Privat – skilte.

Bymuseum

Skydebanens hovedbygning med sidefløje og portbygning blev fredet i 1924, og skydemuren blev fredet i 1982.  Det gamle bygningskompleks fra slutningen af det 18. århundrede gennemgik i nyere tid en række om – og tilbygninger. I 1948 lykkedes det for kommunen at købe en stor del af Skydebanehaven. Man indrettede en tiltrængt park med legeplads for kvarterets børn.

Skydningerne blev flyttet ud til Skydeselskabets  nyerhvervede ejendom Sølyst ved Klampenborg.

I 1952 var der en stor debat om et hotelbyggeri på Skydebanens område. Ejendommen blev købt med statstilskud af Københavns Kommune. I 1954 – 1955 blev den gamle hovedbygning indrettet som bymuseum, mens sidefløjen blev indrettet som post – og telegrafmuseum.

• Vi vandrer senere videre i vores fjerde afsnit af den historiske byvandring på Vesterbro.

Kilde:
Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.907 artikler 
• Under København finder du 196 artikler 

– Om Vesterbro,
Læs

• Et sted på Vesterbro
• På Vesterbro
• Den Franske Skole – i bomberegn
• Forlystelser i København
• Tivoli
• Tog til København og mange flere 

Redigeret 24.11.2022