Svenskerne slog sig ned, der hvor man troede, at man var beskyttet for dem. Vi skal besøge Hullet, Bjørnsdal, Brandtvænget, Victoriagade. Der var også de mange stiftelser. Vi fortsætter med Badevejen, Vesterbros Torv og Svendsgade. Så er det også Frk. Kruses Pigeskole, Københavns første Gasværk, Vesterbros romerske bad, De Danske Maltfabrikker. Og Badevejen skiftede til Knudsgade og derefter til Eskildsgade. Det var de letlevende damers skyld. Og så kigger vi på reberbaner.

 

Truslen tog til

Christian den Fjerde havde travlt med at anlægge det ydre befæstningsanlæg fra Sankt Jørgens Sø til Kalvebod Strand. Den ydre voldgrav blev forsynet med vand fra Vodroffå samt et udløb i den ene ende af Sankt Jørgens Sø. Arbejdet med anlægget blev fremskyndet i løbet af 1640erne. Truslen fra svenskerne tog til.

 

Svenskerne slog sig ned

Da Carl Gustav så kom, og man skulle have brugt anlægget, ja så opgav man området, og svenskerne slog sig ned, beskyttet af volden. Anlægget fik lov til at forfalde. Områderne vest for volden blev igen til græsningsareal. Rosenåen passerede hovedgaden. Passage måtte foretages over en træbro.

 

Hullet

Lidt syd for Vesterbro gik en stejl skrænt ned til åen. Her lå en lille fæsteejendom. Den blev omtalt som Hullet. Her boede Vangemanden. Poul Poulsen havde fæste på Hullet fra 1736.
Han drev også gæstgiveri. Og selve gæstgiveriet var en lang et – etages bygning, der lå ret lavt. Tagskægget var under gade-niveau. Adgang til krostuen var over en stinkende rendesten og ned ad en stejl trætrappe.

 

Bjørnsdal

I 1776 fik Peter Bjørn fæste på ejendommen og omdøbte den til det flotte navn, Bjørnsdal. Bjørn fik også tilladelse til køb og salg af kvæg. Trommesalens kvægmarked kunne ikke længere klare efterspørgslen.

 

Ny gæstgivergård

Reinholdt Smidstrup søgte om kongeligt byggelån til at bygge en stor ny gæstgivergård. Den stod færdig i 1802., og var på hele 19 fag. Omkring gårdspladsen lå store udhuse med stald, lade og vognremise. Desværre fik gården efter få  år uventede gæster. I 1807 meldes Bjørnsdal fyldt med englændere og hannoveranere. Det var faktisk herfra, at de første ildraketter blev sendt ind over byen.

Bag Bjørnsdal oppe ved det nuværende Vesterbrogade  lå det store vænge, der strakte sig helt ned til stranden mellem reberbanerne og Rosenåen, som stadig i siksak fulgte den gamle voldgrav.

 

Brandtvænget

Vænget til hørte Magistraten. Christopher Berendtz ville gerne have en del af grunden til udvidelse af sin farveplantage. Men man gjorde opmærksom på at vænget kaldt Brandt – Vænget var helt uegnet til plantage på grund af saltvands – oversvømmelse. Det var især til militærets uniformer, at disse røde, gule, blå, grønne og sorte farver, der skulle anvendes.  Det gik fint for Berendtz.  Han købte den store gård, der senere kom til at hede Eutin (omtalt i artiklen På Vesterbro).Der opstod en strid efter hans død. Og de flotte farveplantager blev ødelagt. Senere overtog ejeren af Bjørnsdal hele herligheden.

I 1825 overtog Frederik Peter Schmidt både gæstgivergård og vænge. I 1844 var det gæstgiver Lars Hansens tur. Det var i hans tid, de virkelige store ændringer skete på  Vesterbro.

 

Jernbanen

I 1846 blev en bred strimmel eksproprieret til anlæg af jernbanen København – Roskilde. Samtidig afhændede Lars Hansen al grund syd for jernbanen til Landmilitæretaten. Her blev der indrettet skydebaner.

 

Starten til Victoriagade

I 1852 kom der rigtig gang i udstykningen. To store byggegrunde ud mod den projekterede Gasværksvej  blev afhændet til tømrer Jochum Jensen. Denne var lidt af en lokal byggematador. Men allerede i 1854 købte Handelshuset Larsen og Co. de to grunde.

Handelsfirmaet tog en forhandling med kommunen. Man ønskede en adgang til Vesterbrogade. Stadsingeniøren ønskede også en regulering af den berygtede Rosenåen, der efterhånden fremstod som en stinkende kloak. Dette blev starten til Viktoriagade.

 

De mange stiftelser

I årene efter 1856 skete udparcelleringen i hastigt tempo. Gasværksvej, Istedgade og Viktoriagade. Inden for et ganske lille område lå  Børneasylet, Skipperstiftelsen, Skomagersvendenes Stiftelse og Heymans Stiftelse for officersenker.

 

Vesterbrogade 39 – 41

Vesterbrogade 39  41 repræsenterer i dag det gamle Bjørnsdal.  Gæstgiver Lars Hansen havde siden 1841 haft fæste på den store gamle gæstgivergård. Han købte i 1853 ejendommen af kommunen. Allerede året efter solgte han krohaven mod vest.

Efter Hansens død, fortsatte enkemadammen ejendommen som hotel.

 

Vesterbrogade 57

På vestsiden af Vesterbros Torv lå et gæstgiveri medgård, udhuse, have, keglebane og lysthuse. Her lod fæsteren Christian Strelow  i 1793 opføre et nyt toetagers hus. Det er omtrent, der hvor hjørnehuset Vesterbrogade 57/Absalonsgade 1 ligger.

Senere overtog Johan Friedrich Lachmann ved ægteskab med Strelows enke, såvel fæstekontrakt som bygninger.

Ejendommen blev i år 1800 og 1801 overtaget af to slagtermestre. Slagterne både boede og holdt butik i de gamle lave forhuse. Omkring gårdspladserne lå store staldbygninger, slagtehuse samt lange baghuse.

De to ejendomme lå efter 1852 indesluttet mellem det smalle Banemøllestræde, der førte til Absalonsgade, dels den lille adgangsvej til Vesterbrogade ned over det senere anlagte torv til Badevejen (nu Eskildsgade), og de gamle reberbaner.

 

Absalonsgade gennemføres

Til gennemførelse af Absalonsgade frem til Vesterbrogade købte kommunen i 1864 en matrikel. Naboejendommen på den anden side af Banemøllestræde, den gamle grynmølle , ejede man allerede. Nu blev bygningerne på denne nedrevet og gaden ført igennem.

 

Vesterbros Torv

Vesterbros Torv blev anlagt i årene 1858 – 60. Fra dette torv havde man planlagt at føre en lang lige vej helt ud til Vesterfælledvej.  Projektet blev dog kasseret til fordel for Istedgade.  Kun den nødvendige korte stump med forbindelse til Badevejen og Absalonsgade blev anlagt som Svendsgade omkring 1866.

 

Frk. Kruses Pigeskole

Det nuværende Absalonsgade 3  ejedes i slutningen af 1860erne af slagtermester Jacobsen. Han valgte at fraseparere den bagerste tredjedel af sin ejendom i 1870. Den nu ret lille grund lå ubebygget i flere år. Men i 1878 købte skolebestyrerinde Frk. Marie Kruse grunden. Hun opførte en beboelsesejendom med skole. På det tidspunkt boede hun og drev en pigeskole i naboejendommen Vesterbrogade 57.

Bygningen fik en særlig attest i et og alt veludført og solid. Det var fra starten indrettet med skolestuer på 2. og 3. sal. Frk. Kruse havde privat lejlighed i tagetagen, mens stueetagen og 1.
sal blev udlejet. Huset havde et meget moderne varmesystem og ventilationsrør til alle skolestuer.

I slutningen af 1880erne overtages bygningerne af kommunen. Man fortsætter som Absalonsgades Skole helt frem til Første verdenskrig. Herefter overgår lokalerne til andre sociale formål. Først blev det til en husvilde-afdeling, senere til et centralkontor for hjemløse mænd og fra 30erne blev det socialkontor.

 

Vesterbros romerske badeanstalt

Inde i naboejendommen blev Vesterbros Romerske Badeanstalt indrettet. Kommunen havde solgt grunden i 1869 for 4.939 rigsdaler til arkitekt Claus Lendorff, brændevinsbrænder J.C.
Olsen og fabrikant Ernst Traube, Odense.

Stueetagen blev opført med store hvælvende baderum og ægte romersk indfyringssystem under gulvet. Her kunne publikum få romersk bad for 72 sk., et varmtvandsbad for 32 sk. Eller et
styrtebad for 16 sk. Man konkurrerede med de meget større konkurrent i Tordenskjoldsgade.

 

Folkekøkken

I 1884 blev ejendommen overtaget af Selskabet til Oprettelse af Kaffe – og Spisestuer. Stueetagen blev nu ombygget til folkekøkken.

 

Reberbaner

Mange virksomheder søgte væk fra de trange forhold inden for voldene ud til de nye forstæder. Det gjaldt også for reberbanerne. Oprindelig lå de nye reberbaner ikke så langt uden for Vesterport. Men i 1650 fik Rebslager-lavet  anvist en grund lige ude for Christian den Fjerdes ydre forsvarslinje.

Arealet var ca. 125 meter bredt og strakte sig godt 400 meter helt fra vejen (Vesterbrogade) ned til Kalvebod Strand. Og vinkelret på denne.  Her opførtes så reberbanerne i lange, smalle, parallelle strimler med de små spindeboder på række i den nordlige ende.

I cirka 200 år fungerede området efter den oprindelige bestemmelse. Den sidste reberbane blev først nedlagt i 1884. Bygningerne blev flere gange ødelagt, bl.a. af Gustav Adolfs belejringshær. Her opførte man soldaterbarakker.

 

Nye regler

En julinat 1692 brændte alle reberbanernes boder og pakhuse, hvilket medførte indførsel af nye strenge regler. Der skulle være nok afstand mellem bygningerne, rygeforbud og nattevægter.
Af jordebogen fra 1746 ses, at der lå 16 reberbaner, hver 8 x 620 alen og spindehuse nydelig på række.

Rebslager-lavet fik i 1756 lov til at få bygningerne forsikrede i stadens brand-kasse. Hele området blev ødelagt i 1807 af englænderne.

 

Morskabsteater og badeanstalter

I 1820 åbnede Vesterbros Morskabs-theater en lille filial i området. Og en anden form for underholdning opstod efterhånden nede i strandkanten. Det var først rebslager Jensen der i 1847 oprettede en badeanstalt på sit strandområde syd for jernbanen. Publikum kom til langs Badeveien ned langs reberbanen. Året efter kom der på nabogrunden et lignende etablissement.

 

Københavns første gasværk

En stor betydning for hele Reberbaneområdet var placeringen af Københavns første gasværk. Der opstod en konflikt mellem kommunen og Rebslager-lavet om ejendomsretten. I 1856 faldt dommen til fordel for Magistraten. Men det skete først efter, at kommunen måtte købe sin egen grund for 5.000 rigsdaler.

 

Planen gik i stykker

Den vedtagende gasværksplan omfattede en 15 alen bred adgangsvej fra Vesterbrogade. Men den nye Gasværksvej fik en bredde på 25 alen.  Man blev hurtig klar over, at en ny byplan nøje måtte tilpasses den nye gas -, vand – og kloakplan. På  Vesterbro havde man planlagt den vigtigste nye gade som en 30 alen bred forbindelseslinje fra hjørnet af Vesterbrogade  og Gasværksvej ud til gadekæret på Thayssensvej, den senere Vesterfælledvej. Men projektet synes hurtigt at være strandet, sikkert hovedsagelig på grund af uheldige overskæringer af skydebanens grund.

 

Offentlig torvehandel fra 1860

Derimod fik den anden planlagte Øst-vestgade i kvarteret, der skulle gå fra banegården til Valby og som i 1859 fik navnet Istedgade  en langt væsentligere betydning end først tænkt. Med besvær fik man også etableret Vesterbro Torv. Her begyndte den offentlige torvehandel i 1860.

 

Svendsgade

Den planlagte brede gade fra torvet til Vester Fælled blev som skrevet ikke til noget. Kun den allerførste lille strækning, der lå på den gamle adgangsvej ned til de vestligste reberbaner, og som nu var en nødvendig adgang til Badevejen  blev anlagt i 20 alens bredde. Den fik i 1867 navnet Svendsgade.

 

Gasværksvejens Skole

De voksende kvarter fik hurtig behov for en moderne og stor kommuneskole. På Istedgade – hjørnet lod Magistraten i 1878 – 1880 opføre Gasværksvejens Skole.

 

Kludder i planlægningen

Helt frem til begyndelsen af 1880erne var det uorden i gadeforløbene omkring Badevejen. Selv henlå den den stadig kun som en 12 alen bred vej, som tyndede ud til en smal sti over en privat grund. Ved udstykningen af Badevejens østside i 185oerne havde man ikke taget højde for en kommende tvær-gade. For overhovedet at gennemføre Istedgade til Badevejen havde man måttet mageskifte en 20 alen bred strimmel gennem et tømrerværksted.

På den anden side af Badevejen  standsedes Istedgade dog brat af den gamle reberbanebygning, der forhindrede forbindelse til den for længst anbragte Absalonsgade – afsnit og resten af den efterhånden etablerede Istedgade.  Man planlagde endvidere ved den gamle jernbanevold en regulering af den såkaldte Ny Stormgade (Halmtorvet), der skulle være 40 alen bred.

 

Badevejen blev til Knudsgade

En mængde mageskifter og ekspropriationer blev gennemført 1884 – 1886. Badevejen  blev 20 alen bred og omdøbt til Knudsgade.  Istedgade blev gennemført i sin fulde 30 alens bredde, og Ny Stormgade blev anlagt. En tvær-gade Eriksgade blev anlagt mellem Knudsgade og Gasværksvej.

 

Knudsgade blev til Eskildsgade

De gamle huse tiltrak en stor mængde letlevende piger. I den offentlige prostitutions tid, 1874 –  1906 var Knudsgade vidt berygtede for sine bordeller. Da disse blev forbudt ønskede de pæne beboere et nyt image for gaden. Det første trin var en navneændring. Man blev ved det fædrelands – agtige og kaldte den Eskildsgade i 1908.

 

Eliaskirken

Ved kommunens auktion over byggegrunde blev Vesterbrogade 49 i 1857 købt af bådebygger Bentzen. I 1858 blev der opført et et-etagers forhus med høj kælder i fem fag. På den østligste halvdel af grundene. I løbet af århundredet kom der flere lave bygninger og værksteder på grunden. I april 1898 købte det nystiftede Københavns kirkefond grunden. Man bad Rådhusets
arkitekt, Martin Nyrop om at projektere en kirke til det tætbefolkede Vesterbro.

De første tegninger til Eliaskirken lå færdige i januar 1900. man havde lidt diskussioner omkring trappen. Men den 17. maj 1908 kunne kirken indvies.

 

De danske Maltfabrikker

I 1874 blev en del af grunden Gasværksvej 16 solgt til maltgjørerne Møller. De lod opføre en fire etagers fabriksbygning i 17 fag med maltkølle bagerst på grunden. Et pakhus blev opført som sidebygning i 1896. I 1908 – 09 opererede De danske Maltfabrikker  på adressen. I maj 1914 nedbrændte den gamle fabrik bagerst på grunden.

 

Vognmand og karetmager

På Gasværksvej 8 lod karetmager L.P. Christensen i 1866 opføre en staldbygning af bindingsværk. Der blev etableret værksted bagerst på grunden. På nabogrunden blev der drevet vognmands – virksomhed. N.C. Schou overtog stedet og etablerede både hærdeovn, glødeovn og gasmotor.
Kilde: 

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• På Vesterbro
• Vores vandreture gennem Vesterbro fortsætter med flere artikler

Redigeret 18. – 11. 2021