Arne Pedersen var en vellidt skolelærer og idrætsleder i Sønderborg. Hvad ingen vidste var, at han var stikker for den tyske besættelsesmagt. Da det gik op for folk, lykkedes det ham at flygte til Randers, hvor han fortsatte sin stikkervirksomhed. Han stak omkring 70 personer. Mange døde, kom i fængsel, i Frøslevlejren eller blev sendt til KZ – lejre. Han blev den sidste, der blev henrettet
i retsopgøret efter krigen.
Støbte kugler til ugerning
Ofte har litteraturen kun beskæftiget sig med dem, som var åbenlyse mordere eller torturbødler i besættelsesmagtens tjeneste. Disse var genstand for foragt og afstandtagen. Men i Sønderjylland var der mange, der støbte kuglerne til disse ugerninger.
Arne Pedersen blev dømt ved alle tre retsinstanser for følgende forhold afledt af angiveri:
- tre mord
- tre mordforsøg med dødelig udgang
- en deportation til KZ – lejr
- seks personer, der blev indsat i danske fængsler
- en person, der blev indsat i Frøslev – lejren
- otte personers flugt til Sverige.
Dette var meget billigt sluppet. Man mener, at Arne Petersen angav mindst 75 personer til tyskerne.
Rost og anerkendt
I 1934 fik Arne Pedersen et lærerjob ved Ellehus Privatskole ved Løgumkloster. Han blev aktiv i Det unge Grænseværn. Værnet modsatte sig tyskernes krav om en grænserevision. I 1937 arrangerede han en cykeltur fra Tønder over Dannevirke til Slesvig og hjem igen. Det var en tur, der tog flere dage. For sin indsats blev han rost og anerkendt i foreningens officielle tidsskrift.
I 1939 fik Arne Pedersen stillingen som lærer ved Sct. Jørgens Skole i Sønderborg. Her vankede der meget let lussinger og en tur med spanskrøret til elever, der havde gjort noget forkert.
Han engagerede sig i DUI (De unges idræt), en socialdemokratisk organisation. Dette lå milevidt fra det, som han senere beskæftigede sig med, nemlig forræderi i form af angivelse af sine landsmænd.
Begejstret over Görings besøg
I 1938 havde Herman Göring besøgt Sønderborg i sin sejlbåd. Fra kajen lød der fra publikum:
- bleibe doch bei uns, bleibe doch bei uns.
Indberetninger til Abwehr
I Sønderborg opstod der mange konflikter med det tyske mindretal. På Skt. Jørgens Skole mente Arne Pedersen, at der måtte gøres noget. Han opfordrede sine kollegaer til melde sig ind i den nydannede modstandsgruppe i byen.
Det var en farlig opfordring. Allerede på det tidspunkt var Arne Pedersen i tyskernes tjeneste. Også den meget aktive modstandsbevægelse i Tønder fik Arne Pedersen kontakt til.
Begge grupper blev meget tidlig indberettet til Abwehr. Men i den tyske efterretningstjeneste var der meget rivalisering. Derfor landede Arne Pedersens
oplysninger i første omgang forkert.
To modstandsfolk skudt i Kollund
Der skulle laves et attentat mod vognmandsfirmaet Voigt & Rasmussen, der var mere end villige til at leje biler ud til besættelsesmagten. Modstandsfolkene fra Sønderborg havde lejet sig ind på Kollund Strandhotel, hvis indehaver også var aktiv modstandsmand. Man afventede her, en sending sprængstof fra Tønder.
Sønderborg – gruppen vidste dog ikke, at Tønder – gruppen var blevet taget af Gestapo. Tidlig om morgenen den 10. februar 1944 ankom Gestapo med 20 mand til Kollund for at anholde de to mand fra Sønderborg – gruppen. Det kostede begge mand livet.
En af dem, der havde fulgt Arne Pedersens opfordring til at søge ind til modstandsbevægelsen i Sønderborg var Hermann Møller Boye. Han var med til at ligge grunden til det nuværende Sønderjyllands Symfoniorkester.
Sabotage mod Skrædder-firma
En af de første aktioner var mod Skrædder-firmaet Otto John. De syede uniformer til den tyske besættelsesmagt. Og familien var meget aktiv i den paramilitære organisation, som det tyske mindretal oprettede i 1943. Den kaldte sig “Zeitfreiwilligendienst”
Organisationen var et klart brud på den danske lovgivning. I retsopgøret blev dets medlemmer idømt fængsel på mellem to og tre år.
Aktionen var en stor succes. Skrædderiet brændte helt ned til grunden. Arne Pedersen fik via lærerkollegaer opsnappet, hvem der havde været med. Det blev
meddelt til “Abwehr” Og det var to af disse, der blev skudt i Kollund.
Fik kollega anholdt
Arne Pedersen gik nu til Boye og spurgte, hvad hans planer var. Han fik det svar, at han ville hæve tre måneders løn og flygte til Sverige. Dette forehavende fik Pedersen dog forhindret. Dagen før rejsen blev han anholdt.
Gruppens våbenbeholdning havde Pedersen også kendskab til. Den blev sikret af Gestapo, og yderligere medlemmer af gruppen blev arresteret. Efterhånden fandt man ud af at det var Arne Pedersen, der var stikkeren. En af lærerne, der var med i aktionen blev løsladt. Han advarede de andre i Sønderborg om Pedersens stikkeri. Men de troede ham ikke.
For hver sabotageaktion i landet henrettede SS et antal modstandsfolk. Den 9. juni 1944 afgjorde SS – Domstolen i København at det var Herman Boyes tur for en sabotage mod Svendborg Skibsværft. Den 12. juni 1944 blev han skudt i Ryvangen.
Hvem var stikkeren?
Sønderborg var i sorg. Hvem var stikkeren? Den lokale kioskejer, Thorvald Jepsen i Perlegade var ikke i tvivl. Det var Arne Pedersen. Men ingen ville tro ham.
Arne Pedersen følte sig dog truet, og kontaktede derfor en lokal politiassistent, som han vidste havde kontakter til modstandsbevægelsen. Sammen fik de forfattet et trusselsbrev til Jepsen, der skulle få ham til at tie.
Arne Pedersen følte sig dog mere truet og forsøgte at kaste skylden over på en anden lærer på skolen, Jens Lampe. Han forfalskede et brev, som skulle kaste skylden over mod denne Lampe.
Forgæves forsøgte Arne Pedersen, at få de andre i gruppen til at likvidere ham. Ja han sagde sågar:
- Er der ingen andre, der vil skyde ham, så vil jeg
Pas på tyskerne
Arbejdsbetingelserne for modstandsbevægelsen i Region 3 (Syd – og Sønderjylland) var påvirket at tilstedeværelsen af det tyske mindretal. Oberst Bennike gav følgende karatestik i juni 1944:
- Der findes dernede en tysker i omtrent hvert eneste hus , hvad som De ved, der også gentagende gange har ført til, at de bedste folk dernede var blevet
dræbt eller arresteret eller har måttet rejse til Sverige.
Dette var nok lidt overdrevet. Folketingsvalgene i 1939 og 1943 afslørede at 80 pct. var dansksindede. Men de resterende 20 pct. var til gengæld meget aktive.
Tysk krigsskib dræber en person
Skibene, der passerede broen i Sønderborg, viste ofte truende adfærd over for brovagten. Det skete også den 17. april 1944. Her affyrede et tysk krigsskib en brisantgranat, der dræbte en. En anden blev alvorlig såret.
Følelserne i Sønderborg nåede uanede højder. Sønderborg – gruppen inklusive Arne Pedersen mødtes atter. Man ville nu opfordre til strejke. Det lykkedes. Butikkerne undtagen hjemmetyskernes butikker holdt lukket.
Werner Best i aktion
Werner Best ville ikke finde sig i folkestrejken. Han lod oprette en lokal afdeling af Gestapo og Sicherheitsdienst. Sidstnævntes opgave var at få fat i hovedmændene. Og her fik de god hjælp af Arne Pedersen. Ni mand blev anholdt, blandt andet to mand fra selve hovedgruppen.
I begyndelsen af maj 1944 klappede fælden for næsten alle i Sønderborg – gruppen. Arne Pedersen havde siden december 1943 fungeret som lønnet
Vertrauensmann for Abwehr. Efter anholdelsen af næsten hele Sønderborg – gruppen fik Pedersen en belønning på 1.200 kr.
På jagt efter illegal sender
I sommeren 1944 fandtes der næsten ingen modstandsfolk i Sønderborg. Arne Pedersens arbejde havde været særdeles effektiv.
Han modtog en indberetning fra Abwehr om, at der i området fra Sønderborg til Fynshav skulle befinde sig en illegal sender. Selv mente Arne Pedersen, at det kunne være Danebod Højskole i Fynshav. Han opsøgte stedet under anden påskud. Men han fandt ingenting. Hans indberetning til Abwehr gik på, at der ikke fandt ulovligheder sted på højskolen. Han tog dog grundigt fejl.
Senere aflagde Pedersen besøg på præstegården i Notmark. Han mente at præsten her, var involveret i noget. Men blev genkendt af en tidligere elev. Pedersen skyndte sig til Sønderborg og aflagde beretning over for Gestapo. Den næste dag rykkede de ud til Højskolen. Men da var hovedpersonerne for længst over alle bjerge.
Elever nedlægger arbejdet
Fra efteråret 1944 var Arne Pedersen isoleret af lærerkollegaer og modstandsbevægelsen samt de frivillige organisationer. Han underviste stadig på Teknisk Skole om aftenen.
I september havde han sat eleverne i gang med en opgave, hvorefter han gik en tur rundt på skolen. Han undrede sig over, at der i det tilstødende klasseværelse ikke var nogen undervisning. På tavlen hang der imidlertid et opråb fra modstandsbevægelsen Holger Danske:
- Opråb til danske Kammerater og Lærere:
- Blandt os har vi en Mand, der er genstand for alles Foragt, en Mand, der samvittighedsløs har overgivet sine nærmeste Kollegaer til Pinsel og Død og er Skyls i manges Indespærring eller Flugt. Det er Stikkeren Arne Petersen
- Da det menes han stadig fortsætter sin afskyelige Virksomhed, hverken vil eller kan vi arbejde sammen med ham, derfor opfordrer vi alle til at gå hjem nu og ikke møde igen, før Meddelelse fremkommer i Bladene dvs. når ARNE PEDERSEN er væk.
- Kammerater, Lærere hold sammen!
Er alle med er vi stærke - Holger Danske.
Søger sygeorlov
Han var rystet, men gennemførte undervisningen. Næste dag mødte han også op på Skt. Jørgens Skolen. Men her var der også sat lignende plakater op. Eleverne strejkede. De ville ikke finde sig i at bliver undervist af en forræder.
I Jydske Tidende den 7. september 1944 kunne man læse følgende:
- Lærer Arne Pedersen ved Sct. Jørgens Skole har i Gaar set sig nødsaget til efter Tilskyndelse af sin Læge at tage Sygeorlov indtil videre.
Likvideringsforsøg
Man havde ikke troet på beskyldningerne mod Arne Pedersen. Men Modstandsbevægelsen var begyndt at skygge ham.
I begyndelsen af september sendte Den Jyske Rejsegruppe personer fra Århus til Sønderborg med det formål at likvidere ham. Flensborg
Avis skrev således den 21. april 1946:
- Efterhånden som det mere og mere blev klart, at Arne Pedersen var en uhyre farlig mand for modstandsbevægelsen, blev det alvorlig overvejet at likvidere ham. Men i hovedsagen af frygt for følgerne lod man ham slippe. Adskillige clearings-mord ville utvivlsomt være fulgt efter, om han var bleven likvideret.
Trods dette blev det forsøgt et likvideringsforsøg, men det mislykkedes.
Det illegale blad Information advarede mod ham. Arne Pedersen havde forladt Sønderborg. Der gik forskellige rygter om, hvordan havde forladt Sønderborg. Men faktum er, at han fik 800 kr. af besættelsesmagten til flytteudgifter.
Han flyttede til Randers – kanten, hvor han fortsatte sin stikker – virksomhed.
Flere anholdte
Han angav tre ledere fra DUI i Randers, trods det faktum, at de aldrig havde deltaget i sabotageaktioner. De måtte i hast flygte til Sverige. Flere DUI – ledere fra Sønderborg blev anholdt efter Pedersens flugt. Mindst en af dem blev anbragt i Frøslev – lejren.
Det har ikke kunnet bevises, om Arne Pedersen stod bag arrestationen af den tredje modstandsgruppe i Sønderborg. Men det synes meget sandsynligt.
Tortureret af besættelsesmagten
Gestapo ville gerne have fingerende i Anton Toldstrup, lederen af modstandsbevægelsen i det nordlige Jylland. Ved hjælp af Arne Pedersen lykkedes det for Gestapo at anholde et andet højtstående medlem i modstandsbevægelsen, Nørlem Andersen. Han døde på Statshospitalet i Sønderborg en måned efter befrielsen. Hans anbringelse i Frøslev – lejren havde forværret situationen.
Utroligt fortsatte Pedersen sin stikkervirksomhed. Det var mærkeligt at modstandsbevægelsen ikke var i stand til at bremse dette. Han sørgede for at unge modstandsfolk blev tortureret i besættelsesmagtens varetægt.
Beskyldte dansk politi for tortur
Arne Pedersen blev anholdt i slutningen af 1945. Han nægtede ethvert kendskab til noget som helst. Han s stikkervirksomhed i Sønderborg, Randers, Århus og andre steder blev aldrig fuldt opklaret. Han beskyldte det danske politi for tortur.
På vej tilbage til fængslet væltede en fangetransport, hvor Arne Pedersen befandt sig. Han blev indlagt på sygehuset i Sønderborg med forskellige skader. Modstandsbevægelsen gjorde det klart for ham, at hvis han prøvede på at flygte, ville han blive erklæret fredløs, og skudt.
Ikke mentalt syg
Den retsmedicinske undersøgelse af Arne Pedersen konkluderede, at han ikke var mentalt syg, men at han havde visse problemer med at holde virkelighed og fantasi adskilt. Han havde en tendens til at pynte på sandheden og lyve i pressede situationer,
Højesteret afsagde den 23. maj 1949 dom, hvor Arne Pedersen fandtes skyldig i 53 af 61 anklagepunkter. Han blev dømt til døden.
Under retsopgøret blev der afsagt 78 dødsdomme. Af disse blev 46 henrettet. Og Arne Pedersen slap ikke. Han skulle den 12. juli 1949 blive den sidste, der blev henrettet i Undallslund Plantage ved Viborg.
Kilde:
- Div. Besættelsestids – litteratur
- www.dengang.dk – div. artikler
- Henning N. Larsen: Stikkeren – Mord uden samvittighed / Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck.
Hvis du vil vide mere
- www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
- Under Sønderjylland finder du 207 artikler
- Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler
Redigeret 30.-12.2021