Her er du aldrig alene. Dengang var kirkegården indhegnet af palisader og grøfter. Grundvandet stod højt. Man skulle langt ned. Der var ballede i Garnisons Kirke. Og en krig udspandt sig mellem ligvognene. Fangere fik lovet deres frihed, hvis de ville begrave de pestramte. Men ak. Kanonskud skulle fjerne stanken. Og så var det jøden, der blev begravet tre gange. Her ligger mange flotte titler, men også en af kongens elskerinder.

 

Du er ikke alene

Jeg går turen næsten hver søndag. Op ad Østerbrogade og forbi søerne. Så går det ellers bag om Lille Amalienborg og Den amerikanske Ambassade. Her holder man øje med en både på den ene og på den anden måde. Du er i hvert fald aldrig alene, når du færdes her.

Det er dog længe siden, jeg har set politi med hunde på kirkegården. Og disse politihunde løb rundt uden at være i snor. Det var bestemt ikke noget, der passede overgartneren. Omkring år 2000 så vi en ræv luske rundt på kirkegården.

Og de frygtelige grimme piller, der skal være med til at sikre ambassaden er der dog endnu. Efterhånden vokser der planter op omkring dem. Men de pynter bestemt ikke.

Kigger man op. Kan man som sagt tydelig se den meget dominerende amerikanske ambassade. Mod Kastelsvej ligger den britiske og spanske ambassade. Mod Kristianiagade ligger den russiske ambassade. Jeg tror også at den canadiske ambassadør bor op til kirkegården.

 

Man smider ikke tøjet

Sammenlignet med Assistents Kirkegård på Nørrebro smider man ikke tøjet her, når man skal solbade. Man kommer heller ikke i flok med en kasse bajer.   Her lå tidligere et muret kapel
fra 1872. Det blev revet ned i 1994. Det nuværende kapel blev opført efter. Det er et mindre trækapel beklædt med kobber. Nu er der kun plads til ca. 50, før var der vel plads til det tredobbelte.

 

Lille Amalienborg

Som skrevet passerer vi bagsiden af Lille Amalienborg. Under krigen fik General der Imfanterie Hermann Constantin Albert Julius von Hanneken besked fra Berlin om, at han skulle skifte hovedkvarter til et mere passende sted. Hotellet på Kongens Nytorv passede ikke ind i Det tredje Riges koncept. Den danske Stat fik ordre til at købe tømmerhandler Harald Simonsens pragtvilla Lille Amalienborg. Villaen var til rådighed for von Hanneken frem til den 6. februar 1945, selv om han flyttede sin stab til Silkeborg den 5. – 6. november 1943.

Harald Simonsen blev også kaldt Guld Harald. Millionøsen Erna Hamilton var hans datter. Hun fik aldrig nogen eksamen, skønt hun var kvik og intelligent. Hun boede i Lille Amalienborg
meget længe. Ja, egentlig flyttede hun først hjemmefra efter at hun var blevet gift anden gang. Hendes ildrøde hår og slagfærdighed var berømt og berygtet. Hun nåede også at blive gift en tredje gang.

Villaen der blev bygget i 1917 blev i en årrække benyttet af Dansk Røde Kors. I 2007 blev Danmarks dyreste villa overtaget af rigmanden Fritz Schur for 67 millioner kroner.

 

Nye gravsteder dukker op

Når solen har skinnet gennem længere tid, tages der lige et par vanddunke med. Det gælder om, at holde min afdøde kone, Hanne ‘s gravsted ved lige. Et nyt gravsted er dukket op. Det er
Linie 3`s gamle impresario. Overfor ligger en af hans gode venner, journalisten Orson Nielsen. Og ved siden af igen, en af ofrene fra Afghanistan.

Man sætter selvfølgelig en ære i, at holde ens afdøde kones gravsted i en god stand. Ja egentlig kunne man betale sig fra det. Men på en eller anden måde, er det ikke rigtig.   Det er nogle dygtige gartnere de har på kirkegården. Det er et sted med masser af historie. Ja egentlig hed stedet Soldaterkirkegården.

 

Soldaterkirkegården

Efter en anordning af Kong Frederik den Tredje blev der i 1664 anlagt en ny gravplads uden for demarkationslinjen. Næsten samtidig anlagde man lige over for Skibskirkegården. Denne kirkegård blev lagt under flådens kirke. Det er den, der i dag kaldes Holmens Kirkegård.  Men noget tyder på, at Soldaterkirkegården er blevet benyttet allerede i 1644.

Egentlig går historien tilbage til 1617, hvor Christian den Fjerde oprettede Holmens Sogn. Den første begravelse på den nuværende Holmens Kirkegård blev foretaget den 10. august 1656. Da blev bådsmand Mogens Andersen Mürchtüs  stedt til hvile. Begravelsen blev udført af Holmens provst Hans Jensen Seidelin.

En tilsvarende ordning for Soldaterkirkegården fandtes ikke. Og området viste sig, at være uegnet som kirkegård. Det var en gammel strandeng og grundvandet stod højt. Man skulle grave
meget dybt. I 1671 foretog man nogle forbedringer. Området blev indhegnet med palisader og der blev gravet grøfter.

Den 13. juli 1671 var der officiel indvielse af kirkegården. Men den blev nu ikke særlig benyttet de første årtier.  Man kom ind på kirkegården over en bro, hvor der for enden var et rækværk. Palisader og grøfter skulle holde dyr ude. Anvendelsen var lidt anderledes end i dag. Der var ingen pynt, og ingen gravstene. En ægtefælde fandt således på, at ansøge om at dyrke grøntsager på den del af konens gravsted, der ikke blev anvendt.

Både Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård var oprindelig meget mindre end i dag. I begyndelsen var det kun Landmilitæret, der brugte kirkegården.

Ballade i Garnisons Kirke

I 1706 blev den nye Garnisonskirke ved Sankt Annæ Plads indviet. De mest velbeslåede blev begravet inde i selve kirken eller på den tilhørende kirkegård tæt op af kirkens mure. Kirken var udelukkende beregnet for garnisonen. Den første prædikestol og den første altertavle kom fra Amalienborg Slotskapel.

Forholdet til stadens sognepræster var ikke godt. Der opstod mange vanskeligheder og langvarig strid brød ud. Man befattede sig med trolovelser og vielser. Samtidig udbrød der strid mellem den danske og den tyske præst i Garnisonskirken.

Efterhånden var det dog ikke kun de fattige menige, der blev begravet uden for voldene. Også underofficerer blev begravet på kirkegården.  Men der var problemer herude. En giftig stank bredte sig i området. Man havde lagt for lidt jord på ligene.

 

Ligvogns – krigen

Det hele var nu ikke let. For borgerskabet skulle begraves med manér. Til det brug var der i tidens løb lavet en del reglementer. Og det havde noget med rangklasser at gøre. I staden var deri 1710  to ligvognsforretninger, der konkurrerede med hinanden.

Det var skrædder Johan Andresen. Han havde sikret sig eneret for Helligånds, Nikolaj og Vor Frelsers Kirke.

Ved Holmens Kirke sørgede kirkeværgerne for at få eneret til kørsel for hof – land – og søetaten. Skrædderen svarede igen med at hugge Reformeret Kirke og Skt. Petri. Det fik så igen kirkeværgerne til at erobre Vor Frue Kirke og Trinitatis.

En tredje konkurrent havde imidlertid lejet sin vogn ud til den nye Garnisons Kirke. Her blev den brugt til landmilitære begravelser. Det var tapetmager Peter Magnus Funck fra Gothersgade, der havde stor succes med at køre for Garnisons Kirke.

Dette ville Holmens Kirke ikke finde sig i. Efter en begravelse blev Garnisons – vognen konfiskeret af politiet midt på gaden og trukket til arresten. Her blev det sagt, at vognen skulle ødelægges. Værgerne ved Holmens Kirke fik i første omgang medhold. Men ved årsskiftet 1710/1711 fik Garnisons Kirken tilladelse til at bruge sin indrettede ligvogn til de lig, der til kirken bliver begravede. Men ligvognen blev først frigivet efter at Garnisons Kirke havde protesteret direkte til Frederik den Fjerde.

 

Pesten

Den frygtelige pestepidemi angreb København i 1711. 23.000 københavnere omkom. På grund af smittefaren skulle de begraves inden for 24 timer.  Og det skete uden nogen form for ceremoni. Man blev nødt til at oprette en ny kirkegård. Den Kommunale Pestkirkegård kom til at ligge klods op ad Garnisonskirkegården.

Soldater blev sat til at grave en række kuler på arealet nord for Kastellet op mod det nuværende Classensgade. På grund af smittefaren trak kommandanten dog sine soldater tilbage. I stedet blev 17 fangere fra Bremerholm sat til arbejdet. De fik lovet deres frihed, når de var færdig med arbejdet. Efter nogle få dage var der kun to fangere, der var arbejdsdygtige. Resten var enten døde eller stærkt svækkede. Derfor blev der igen udkommanderet soldater til gravearbejdet. Dagligt var der op til 300 begravelser.

 

Kanonskud skulle sprede stanken

Under pesten var det sådan, at portene ved Nørreport og Amagerport kunne måtte passeres af friske og raske personer. Vesterport måtte kun passeres af syge personer, mens lig-transporter kun måtte foregå gennem Østerport.

Mange lig lå 3 – 4 dage u-begravede og udsendte en frygtelig stank. Soldaterne på Kastellet beklagede sig. Man affyrede kanonskud over dem for at sprede stanken. Efter pesten blev kirkegården udelukkende brugt til militære begravelser.

Fra 1720 anvendtes kirkegården regelmæssigt som almindelig kirkegård. Og navnet Garnisons Kirkegård anvendtes fra 1728.

 

En jøde blev begravet tre gange

Som så mange andre steder var jøderne i København også udsat for antisemitisme. Og dette tog fart i slutningen af 1720erne. I 1729 døde Jens Gedeløcke. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård. Snart gik det rygter om, at han slet ikke var kristen, men var blevet lokket af jøderne til at opgive den rette lutherske tro.

Politimester Hans Himmerich stævnede hele Gedeløckes familie og en række københavnske jøder. Han befalede simpelt hen, at liget skulle graves op og overflyttes til jødernes kirkegård på Nørrebro. Et helt kompagni soldater skulle sørge for transporten. Og det var jøderne selv, der skulle grave liget op. Og på Nørrebro måtte de under slag for soldater grave et nyt sted til Gedeløcke.

Jøderne klagede derefter direkte til kongen. De fik da tilladelse til at flytte kisten til et tredje sted, der hverken var i kristen eller i jødisk indviet jord.

 

Standsmæssige borgere på kirkegården

Det sydligste hjørne af kirkegården mellem Kristianiagade og Dag Hammarskjöldsgade blev i 1770 indviet som kirkegård for fattiglemmerne på Almindeligt Hospital. I 1857 blev denne afdeling dog overtaget af Garnisons  Kirkegård.

I 1805 blev der sagt nej til begravelser inde i kirken af hygiejniske grunde. Det gjaldt også for borgerskabet. Det betød at rige standspersoner nu også skulle begraves som alle andre. Den første standsperson på Garnisons Kirkegård var general, greve Adam Ludvig Moltke. Han blev begravet i 1810.

 

Det første monument

Det første rigtige monument blev rejst over Københavns kommandant Georg Ludvig von der Schulenburg, som døde i 1828. Inden monumentet blev rejst, blev der fremstillet et gravkammer med plads til generalens kiste samt hustruens Joachime Francisca Wilhelmine von Løwenstein kiste.

De gamle protokoller fortæller om frygtelige skæbner. Således fandt mange fra Garnisons Hospital deres sidste hvilested her. Inden for få dage blev tre personer begravet som alle havde begået selvmord.

 

Uden egentlige plan

Gravene blev kastet uden nogen egentlig plan. Det militære kommandantskab ville dog ikke ofre penge på kirkegårdens vedligeholdelse. Efterhånden lignede det en mindre urskov. I 1812 blev der sat lidt mere styr på tingene. Der blev anlagt veje og stier. Kirkegården blev inddelt i afsnit. Opsætning af gravsten blev ligeledes tilladt.

 

Ingen begravelse inden for voldene

I 1852 blev et 10.000 kvadratmeter stort område nord for Blindeinstituttet taget i brug. Året efter ramte en koleraepidemi København. Det var blandt andet morbærplantagen på fæstningen, der blev taget i brug. Et interimistisk ligkapel blev opført. Det stod faktisk helt til 1872. Men kirkegården fik igen pladsproblemer.

En af årsagerne til pladsproblemerne var, at sundhedsvæsnet i 1851 havde forbudt begravelser på de indenbys københavnske kirkegårde.

Kendte borgere på kirkegården

Kendte borgere blev efterhånden begravet på kirkegården, blandt andet kongelig teaterchef F.C. Holstein (1853) og skuespiller Christian Niemann Rosenkilde (1861). Ofrene fra treårskrigen og krigen i 1864 blev også begravet på kirkegården. Her ligger Olaf Rye, Christian de Meza og N.C. Lunding. De faldende fra 1864 blev i 1885  samlet i en stor fællesgrav. Et monument blev rejst med indskriften Herunder gemmes Støvet af 226 Krigere fra 1864.

I 1853 modtog kirkegården 538 af koleraens ofre. Et af dem var Garnisons Kirkens sognepræst, C.J. Boye.

 

Missionæren fra Lolland

Proprietær Rasmus Buch Clausen havde en sikker tilværelse på Lolland. Men som ung mistede han både sin kone og sit nyfødte barn. I 1880erne flyttede han så til hovedstaden, hvor han forkyndte det kristne ord. Gårdmissionær Clausen blev han kaldt. Som medlem af Indre Mission vandrede han fra gård til gård i et københavnermiljø, hvor vold, druk og prostitution hørte til dagens orden.

I 1904 fulgte et stort ligfølge ham fra Sankt Andreas Kirke til Garnisons kirkegård. Indre Mission bekostede en af de mest særprægede gravminder på kirkegården til ære for Clausen. Missionæren er portrætteret  i halvfigur i naturlig størrelse. Hans blik er intenst, nærmest manisk, mens han prædiker ud fra biblen, som han har i sin venstre hånd.

 

Dyrekirkegården

I fem år havde kirkegården et noget bizart naboskab. På en grund mellem kirkegården og Dag Hammerskjölds Allé indrettede gartner Johan Preisler før første verdenskrig en hundekirkegård. Den var oprettet med familie-grave og almindelige gravsteder.

Her lå også Kirkegaard for Stokhusslaver og enkelte henrettede Forbrydere.

Den meget forsømte fattigkirkegård, blev også kaldt for slavekirkegård. Den blev officielt nedlagt samtidig med nedlæggelsen af Københavns Stokhus i 1857. Fædrelandet skrev i 1858:

• Noget uhyggeligere kan selv den dristigste fantasi næppe tænke sig. Her findes hverken vej eller sti. Brændenælder, tidsler og andet ukrudt står i den frodigste vækst om sommeren, og kvinder af samfundets bærme benytte fortrinsvis dette sted som tumleplads for deres uærlighed.

Det blev en ganske pæn succes med hundekirkegården. Men i 1917 kun få år efter oprettelsen blev initiativet opgivet. Aviserne  var hårde mod kirkegården. I flere artikler beskrev de, at nogle hunde såvel i døden som i livet havde bedre kår end mennesker.

Det var her Lille Amalienborg blev bygget. Og efterkommere af grundlæggeren af verdens første hunde – kirkegård driver i dag et gartneri på Emdrupvej.

 

Vejviserens skaber

I 1925 overdrog kommunen kirkegården striben langs Dag Hammerskjölds Allé til gengæld for det område, der lå sydøst for Bergensgade.  Her ligger Jens Louis Petersen. Det var ham, der fordanskede Admiralens Vise. Han skrev flere afsnit af Huset på Christianshavn. Han var desuden redaktør af Blæksprutten.

Ove Krak, manden bag Københavns vejviser og ham, der var skyld i, at så mange gader og veje måtte have navneforandring, ligger her også. Han var dog ikke den første, der kom med ideen. I 1750 havde den unge norske præst og præstesøn, Hans Barnow fået ideen. Men det var ikke ligefrem egnet til udgivelse:

• Kontrollør Hauch i Hummergade var en ”satan”. Madam Clausens te-hus i Nicolai Kirkestræde ”siges at være et horehus” osv. 

I 1862 fik stadskonduktør, Thorvald Krak privilegiet til at udgive vejviseren, og hans søn, Ove Krak førte det videre.

 

Borum, Gress og Liebe

Og Poul Borum, der i Ekstra Bladet haglede de danske boghandlere ned i møget. Jeg svarede ham i bladet Det danske Bogmarked. Men det indlæg svarede han aldrig på. Af andre forfattere på kirkegården kan nævnes Barbara Gress.  Bag klokkestablen ligger Otto Liebe. Han var statsminister i seks stormfulde døgn  under påskekrisen i 1920.

 

Kongens elskerinde

Midt på kirkegården ligger Danmarkshistoriens sidste officielle maitresse, Bente Rafsted, senere Frederikke Benedikte Dannemand. Frk. Rafsted var en datter af en borer ved Holmen.
Hun kom i 1808 i forbindelse med Frederik den Sjette, og blev hans elskerinde. Dette forhold bestod indtil hans død i 1838. Mn der var en pause i forholdet i årene 1815 – 1818. Kongen blev gjort bekendt med, at Frk. Rafsted havde været ham utro med en spansk greve. De blev dog igen gode venner, og elskerinden blev installeret i en gård på Toldbodvej.

Hun fødte kongen to sønner og to døtre. Hun blev ophøjet i adelstanden under navnet Dannemand. Desuden skulle hun tiltales oberst-inde.  I en årrække var mindesmærket om hende
forsvundet, men i 1988 blev det igen sat op på kirkegården.

 

Heltene fra Dybbøl 

Under en poleret granat ligger Olaf Rye. Under et heldigt gennemført angreb mod Fredericiaden 5. juli 1849 døde den norsk fødte general. En anden af de store fra den tid, Anton Frederik Tscherning ligger under en stor kastanje. Tscherning var leder af Bondevennerne. Han var krigsminister, da krigen mod Slesvig brød ud.

General Christian de Meza er her også. Han var overgeneral i krigen i 1864. Han var ansvarlig for rømningen af Dybbøl. Dette udløste en massiv kritik fra politisk side. Dette betød, at han måtte træde tilbage. Han døde som en meget skuffet mand.

 

Fru Drusse, Peder Most og Tivoli

Vi er mange, der har læst romanserien om eventyreren Peder Most. Forfatteren til disse pragtfulde bøger Walther Christmas er her også. Tivolis grundlægger Georg Carstensen ligger på et anlæg, der gennem årene er blevet fornyet. Kun gravstenen synes at være den originale. Rundt om er der sat et gitter op.

Fru Drusse fra Lars von Triers, Riget er her også. Hun hed i det daglige Kirsten Rolffes. Grisehandleren fra Matador og cirkusdirektøren fra Cirkus Buster, Buster Larsen er her også. Han gik ofte tur med sine hunde på Østerbro.

 

Flotte titler

Fine navne ligger på kirkegården, Bauditz, Fibiger, von der Schlenburg, Hegermann – Lindencrone, Ahlefeldt – Laurvig, Irminger, Lundbye og Gyldenfeldt.  Her ligger gehejme-konferenceraad, etatsråd, gehejmeråd, justitsråd, amtmand, kammerherre, hofjægermester, greve, generalinde, admiralinde, oberst-inde, professor, general-major, krigsminister,
højesteretssagfører, biskop, dommer og viceadmiral.

Men så ligger her også almindelige dødelige som min afdøde kone. Uddannet på filmskolen, som produktionsleder. Hun var filmskaber, aktiv christianit og kulturmedarbejder på det Kongelige Bibliotek. Men på gravstenen er titlen eller titlerne  ikke som mange andre steder, angivet.

 

Underlagt Hærens øverste myndighed

Garnisons  Kirkegård er i dag præget af, at det er soldaternes kirkegård. Det er en selvstændig menighedsråds drevet kirkegård underlagt Hærens øverste myndighed. Det er mange betydningsfulde gravsteder på kirkegården. Og det er de lokale kirkegårdes ansvar, at bevare disse gravminder.

Intentionerne er ikke bare at bevare fortjente personers graver. Der er ikke en fast regel for, hvornår en person er blevet fortjent. Det hjælper, når man har været omtalt i Dansk Biografisk Leksikon.

Kirkegården har ydet tilskud til ikke mindre end 300 gravsteder. Der skaffes hvert år mange penge til at renovere bevaringsværdige gravsteder. Min anbefaling er. Gå en tur på kirkegården. Det er en oplevelse, både for sjæl og legeme.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Krigergraven på Garnisons Kirkegård
• Holmens Kirkegård
• Kastellet 1-5
• De gamle Statsfængsler i Citadellet og mange flere 

Redigeret 29.11.2021