Købmandsforretningen, Tagensvej 162
På facadeskiltet over forretningen stod der Kolonialhandel og på skiltet ned langs siden ved indgangsdøren stod der, under hinanden, Kaffe The Kakao.
Købmanden var ikke en mand, men i en dame, – en frøken, med efternavnet Calle, som i 1950 vel har været omkring 55 – 60 år, hvilket er mit bedste gæt, for når man kun er 11 – 12 år, er folk på mere end 50, gamle og det så hun ud til at være, – hun var ingen ”letvægter”, kom fra Sønderjylland, drev forretningen alene og havde ”privaten” i forretningens baglokale.
Hun var kendt for sit sindige gemyt og venlige betjening af kunderne der kaldte hende Frk. Calle, eller bare Calle af dem der have boet i ejendommen længe.
Jeg mindes ikke at have set hende med andre frisurer end at det tynde, grånende hår var redt stramt om i nakken og samlet i en knold, der sad højt i nakken.
Også hendes tøjvalg var gammeldags og hele hendes fremtoning synes vi var lidt ”kone-fra-landet” agtig, men hun var altid ordentlig med sig selv.
Egentlig kender jeg ikke ret meget til Calle personligt, men ved dog, at hun havde en næsten jævnaldrende søster der kom og besøgte hende med lange mellemrum. Det ved jeg fordi Calle, engang i begyndelsen af 1960´erne, spurgte mig om jeg ville tage et foto af hende og søsteren, næste gang hun kom på besøg, som hun kunne vise familien i Sønderjylland. Calle havde lagt mærke til at jeg havde et fotografiapparat og det var nemmere – og billigere, at lade mig forevige dem. Det ville jeg gerne og efter aftale, kom jeg en aften ind i ”privaten”, som var på samme størrelse som mine forældres soveværelse, idet de lå i samme opgang og i lodret linje, blot på 4. sal. Jeg fik naturligvis dækket mine omkostninger for de 2 optagelser det blev til, godt og vel, og for ulejligheden, uden at jeg husker hvor meget jeg fik. Optagelserne var som nævnt, indendørs, så der blev benyttet en éngangs Blitzpære pr foto, – filmen skulle tages færdig før den kunne blive fremkaldt og der skulle laves billeder, så der gik nogle dage, eller uger, før Calle kunne få sine billeder og sende dem til søsteren.
Calle var glad for dyr, i hvert fald for heste, for i sommerhalvåret, tilbragte hun de fleste søndag eftermiddage, ude på Charlottenlund Travbane.
I dag forbinder mange navnet Calle, med den kendte grænsekøbmand, men jeg fået bekræftet, at de, underligt nok, ikke i familie med ”vores” købmand Calle.
Nå, – men den Sønderjyske grænsekøbmand hedder for resten slet ikke Calle, men Antoni Andresen og han brugte sit ”kælenavn” som forretningsnavn, da han startede første butik syd for grænsen d. 1. maj 1973.
Butikslokalet i Kolonialhandelen på Tagensvej 162, var indrettet med en lang, lige ”købmandsdisk” der stod parallelt med Tagensvej, og derfor optog mindre plads i rummet end Ismejeriets vinkelformede disk.
I diskens venstre side stod et lille skab med glassider og glashylder med småting til personlig pleje, tandpasta, håndsæbe, læbepomader og Ginge barberblade.
Pudsigt nok, husker jeg ikke at der skulle have været et kasseapparat, så muligvis har Calle blot brugt en skuffe under disken med rum til de forskellige valører i mønter og sedler og måske den lille bog hvor folk blev ”skrevet”, d.v.s. at de fik lov til at skylde indtil det var lønningsdag.
Op ad bagvæggen bag disken – og væggen til venstre i lokalet, var der et skuffemøbel den første meters højde og reol med hylder næsten op til loftet. Belysningen i lokalet bestod af 4 pendler med en kuglerund, mælkehvid glasskærm der hang ned fra loftet i en kort ledning, over disken, og ellers dagslys fra det store udstillingsvindue, hvor der stod grupper af ufyldte konservesdåser, stablet i pyramidefacon, lige som i et skydetelt.
For at skærme for solens påvirkning kunne Calle trække et ”rullegardin” af gennemsigtigt, rødbrunt, gennemsigtigt celluloid eller Cellofanmateriale, ned på indersiden af udstillingsvinduet. Indvendig på indgangsdøren var der et rullegardin, men det var bare af lysegråt, glat lærred, hvorpå der stod Lukket når det var trukket ned. Det kunne man så stå og glo på et øjeblik og ærgre sig, når man var kommet for sent til at handle.
I reolerne stod de sædvanlige færdigemballerede kolonialvarer og i et par af reolens rum stod der vin og spirituosa, hvorimod sodavand og øl stod i deres kasser i baglokalet, hvorfra Calle hentede dem efter behov..
I venstre hjørne, ud mod forretningens udstillingsvindue stod der en lille Kaffemølle med to store, forkromede beholdere, som indeholdt hver sin sort af kaffebønner. Kværnen blev drevet af en elektrisk motor via en smal, rund læderrem og et større hjul med s – formede eger, der sad direkte på kværnens aksel. På gulvet tæt ved Kaffemøllen, stod to store, gråbrune lærredssække med hele bønner i de to sorter, – eller kvaliteter, som Calle førte, parat til at blive hældt op i de respektive beholdere. De to kvaliteter man kunne vælge i mellem, hed i folkemunde: ”Hverdags kaffe ” og ”Søndagskaffe” eller som nogen kunne finde på at sige: ”Gæstekaffe”. Der var ingen grund til at gøre valgte af kaffe mere kompliceret end nødvendigt. Bønnerne blev forinden malningen, vejet af i papirsposer på en gammel balancevægt, med to skåle, – en til varen og én til lodderne. Der var altid lidt kværnet kaffe smulder omkring udløbet, og det kunne vi unger godt lide at dyppe en finger i, som først lige havde været i munden for at blive fugtig så der hang lidt fast.
Under 2. verdenskrig, og i nogle år efter, kunne man købe erstatnings kaffe, til at drøje kaffebønnerne med. Det smagte ikke meget af kaffe, men da der var rationering på rigtig kaffe, og kaffe var lige så uundværlig som nu, var det noget man var nødt til at supplere med.
Det var lavet af Cikorieplantens rod og 2 dominerende, danske firmaer kæmpede om markedsandele herhjemme, Danmark og Richs, bl. a. ved at finde på smarte slogan. Richs startede med sloganet : Det er Richs der drik´s og konkurrenten Danmark, svarede igen med sloganet : (men) Det er Danmark´s der du´r.
Et kuriosum er, at man i Lützhøfts Købmandsgård, Ringstedgade 6 – 8, i Roskilde, som er gammel, helt original kolonialhandel under Roskilde Museums regi, helt op til efteråret 2009 kunne købe nylavede pakker Richs, – ikke ud fra et rentabelt synspunkt, men udelukkende af hensyn til museumsbutikkens sortiment, så folk der kunne have lyst til at genopleve smagen, eller hvis man ville vide hvordan erstatningskaffe smagte, havde muligheden.
Røveri – ca. 1950.
En dag hørte vi, at der havde været røveri hos Calle, og da den slags hændelser var sjældne i ”vort” kvarter, og så ”tæt” på, vakte det stor opstandelse og alles
opmærksomhed.
Røveri og røveri !, – ja, man kan kalde det hvad man vil, for det der var sket, var ganske udramatisk, men ret snedigt udført. Hændelse forløbet var som følger:
To halvstore drenge var kommet ned i forretningen og havde bedt om nogle varer som de sikkert har vidst, at Calle opbevarede ude i baglokalet. Medens Calle var derude, lukkede den ene dreng døren mellem forretningslokalet og baglokalet og bandt et stykke reb fra dørhåndtaget og til radiatoren så Calle ikke kunne
åbne døren og komme tilbage til lokalet. Drengene begynder at tage varer og tømme pengeskuffen, hvilket Calle kan høre og som gør hende helt febrilsk, og vil så løbe ud på trappeopgangen og komme om til forretningen fra gaden. Drengen havde imidlertid været så snu, at de på forhånd havde bundet et stykke reb fra trappegelænderet og til dørens udvendige håndtag, således at Calle heller ikke kunne få den dør op da den åbnede indad. Hun var fanget i sin egen lejlighed, og ville så ringe efter hjælp, men det kunne hun heller ikke, for telefonen stod på den anden side af døren, altså inde i forretningslokalet. Sidste mulighed for at komme ud, var at kravle ud gennem vinduet til gården på bagsiden af huset, hvor der kun var ca. en meter ned til jorden. Calle var jo ikke nogen ”årsunge” og var ej heller særlig atletisk, samtidig med, at der stod stabler af varer foran – og i vinduet, som først skulle fjernes, så da det endelig lykkedes hende at komme
ud den vej og om til indgangsdøren, var drengen over alle bjerge med kontanter, et par kartoner cigaretter og nogle stænger chokolader.
Godt nok var det grimt at miste værdierne, men det var næsten værre at Calle følte sig taget ved næsen af et par ”snothvalpe”.
Calle var naturligt nok, stærkt påvirket af hændelsen, men passede alligevel troligt sin forretning – og levevej, endda uden at modtage psykologhjælp. Kunderne har givetvis mange gange, naturligvis ud fra den bedste mening, spurgt, hvordan hun havde det og fået hende til at mindes røveriet, når historien skulle genfortælles, men Calle var vellidt, så kunderne har givetvis snakket fortrøstningsfuldt med hende og alle var kede af det på hendes vegne.
Om Calle fik lavet nogle seriøse sikkerhedsforanstaltninger for at imødegå gentagelser, ved jeg ikke, men døren mellem forretningen og baglokalet blev straks taget af hængslerne og sat i kælderen.
De to frække drenge blev aldrig fundet, men vi unger, havde vore daglige fjender, ”Hoterne” under stærk mistanke, – ja !, vi var så godt som sikre.
Jeg ved ikke hvornår Calle ”drejede nøglen om”, og hvad der kom lige efter, men kendt er det, at forretningen gennem årene har skifte ejer og branche flere gange, ligesom lejemålet har stået tomt og ubenyttet i perioder.
Kolonialforretningen på Tagensvej 162. Foto FHC nov. 1955
Redigeret 9. – 03. – 2022
Kolonialhandler Calle og søsteren fra
Sønderjylland Foto FHC 1960