På  det multietniske Nørrebro kan man grine af Sønderjysk. På  Tønder Kommuneskole havde man ikke humor. Den fromme Brorson blev censureret af prøjserne. Præsten fra Flensborg blev ”danskerfjendsk”. De gamle krøniker om landsdelen var uden humor. Numsen blev vist både i Flensborg og Sønderborg. Så skal Isted Løven stå på Bov Bakke og kigge over mod Flensborg.

 

De griner af sønderjysk

Når man midt på Nørrebro bryder ud i sønderjysk, griner de lokale beboere. Men det er jo ikke humor i sig selv. Vi er bare nogle, der holder fast i vores modersmål. Og takket være vore forældre kan vi efter mange år stadig beherske denne dialekt. Og det glæder da også tilhørere, når man kan holde foredrag på denne dialekt.

 

Respektløs over for øvrigheden

Den sønderjyske humor er respektløs over for konger, prinser, præster og øvrighedspersoner. Den sønderjyske humor er ikke næsvis som den københavnske. Vi har bevaret den tørre, brede jyske lune. Kun hvis det gælder om at værne den nationale værdighed, kan humoren blive hård og skånselsløst.

 

Erling Jepsen

Sønderjysk humor er tør og overraskende. Erling Jepsens fantastiske to bøger om forholdene i flækken Højer er både humor og ironi. Og de film, der er lavet over de to bøger fastholder denne ironiske stemning. Dog er der masser af alvor i bøgerne og filmene.

 

Asger og Willys Kaffeklub

Når jeg ser Asger Reher fra Ørkenens Sønner ja så er man bare fortabt. Eller dengang, jeg havde slæbt en sød serbisk pige til at overvære en optræden med Willys Kaffeklub. Hun kunne genkende nogle af typerne fra hendes hjemegn.

 

Isted Løven på Bov Bakke

Morsomt var det også, da min gode ven, Per Borgaard mente, at Istedløven skulle stå på Bov Bakke og kigge over mod Flensborg. Dette gav han udtryk for under et møde, som jeg arrangerede for Kulturelt Samråd på Smedeby Kro. Senere gengav vi indlægget i medlemsbladet og det blev det brugt i
den kommunale valgkamp – ak ja.

 

Ingen humor på  Tønder Kommuneskole

Men tingene kan åbenbart også  blive for morsomme. Således fik jeg i skolen at vide, at jeg skulle begrænse min kreativitet. Jeg havde skrevet en mini – krimi på 4 – 5 sider, der hed Mord i skraldespanden. Det skete 7 mord, inden jeg var færdig.

Ikke alle lærere på Tønder Kommuneskole var lige humoristiske dengang.

 

Alvorlige krøniker

I ældre tid træder den sønderjyske humor ikke frem. Middelalderens krøniker er gravalvorlige. De har ingen sans for humor. Den daglige brydning mellem dansk og tysk var den sønderjyske folkevids frugtbarske grobund.

En anelse humor kan vi ane i sagnet om Uffe hin spage. Også landsdelens høvding, Knud Lavard kan få en til at trække på smilebåndet. Men nu var han jo ikke sønderjyde.

En skæmtefuld tone oplever vi i den fromme Brorsons digt om David og Goliat. Kaptajn Werner Abrahamson fremkommer med den satiriske vise: Min Søn, om du vil i verden frem, saa buk.

 

Den fromme Brorson blev censureret

Morsomt er det også, at tænke sig, at den fromme præst og senere biskop Brorson i sin salme Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind blev beskyldt for at skrive politisk ophidsende sange. Den blev udlagt som opfordring til sej modstand mod undertrykkerne.

Derfor forbød preusserne denne sang i Köllertiden. Det mærkelige var, at preusserne helt overså Brorsons digt om David og Goliat.

Æ Rummelpot

En del humor findes i Svend Thorsen: Lunets Sønner (1937). Men det er nu småt med udbuddet. Så har Nikolaj Andersen i samlingen Sønderjyske Digte og Historier (1930) meget mere at byde på.

Og i dag har vi også Æ Rummelpot. Men kigger vi tilbage i Sønderjyllands historie kan vi også finde oplivende historier.

 

Præsten fra Svenstrup

Omkring 1630 hed præsten i Svenstrup på Als Carsten Lorenzen. Hans fyrstelige herskab var Hertug Frederik af Nordborg. Han var kendt som en rå og hensynsløs person.

I 1637 fandt han ud af på en helligdag at stævne Svenstrups bønder som klappere til en jagt. Men pastoren fritog dem. Det var ulovligt.

Derefter kom hertugen galopperende i fnysende arrigskab. Han langede præsten en over øjet med sin ridepisk. Men præsten lod sig ikke skræmme. Han tog fat i hertugens lange bukkeskæg, halede ham ned på jorden og holdt en dundrende tordentale. Denne formastelige handling kostede kjole og krave.

Men kong Christian den Fjerede, der godt kendte hertugens udskejelser, lønnede den tapre og spøgefulde præst til et bedre kald i Odense.

 

Krokonen fra Arrild

Krofolkene i Arrild var godt hjemmetyske. En dag kommer en dansk gæst ind på kroen. Han får øje på en tysk – national plakat, der pranger på væggen med
Bismarcks kæmpebillede og nedenunder hans stolte valgsprog:

• Wir Deutschen fürchten Gott, sonst nichts in der Welt.

Gæsten spørger krokonen, om hun nu også ved, hvad der menes med det. Troskyldig svarer hun:

• De veer æ it, de forstær æ  it, men de ska sej te vi æ så  tysk, så tysk, så tysk, – å de æ vi da å.

 

Præsten fra Flensborg

Et af de grelleste eksempler på  hovedkulds overgang fra flammende dansksind til tysksind er en provst Jacobsen fra Flensborg Provsti et eksempel på. I 1811 havde han endnu været pæredansk og kvædet hyper-loyale fædrelandsrytmer:

• Feierlich schallet der Jubelgesang, glücklicher Dänen beim Becherklang.
• (Festlig genlyder jubelsang af lykkelige danske ved bægerklang)

Men på sine gamle dage havde piben rigtig nok fået en anden lyd:

• O armes Land vom Gott veracht’t, wo man aus Holz, die Schuhe macht, wo man statt Holz die Erde brennt, und wo man ”Schneer” die Butter nennt.
  Gott wolle uns behüten, dass wir nicht werden Jüten.
• (O arme land, Guds spot og spe, hvor man af træ gør skoene. Hvor man for træ må brænde tørre og hvor man kalder Butter, smør. Gid Gud det blot
  forbyder, at vi skal vorde jyder.

 

Fischer fra Aabenraa

En hjemmetysk pastor Jens Wrang udtalte om den meget danske urmager i Aabenraa og stifter af bladet Freja:

• Fischer er en rasende dansker, så hvis ”Domsbasunen” ikke på den yderste dag blæser på dansk, står han såmænd ikke op af graven.

En smuk anerkendelse fra en modstander.

 

Vers til v. Köller

Til ære for Overpræsident Mathias v. Köller under sit felttog mod danskerne, blev der skrevet et vers:

• Doch da du nicht den Nacken beugst, nein unverdrossen wieter logst, dann hat man es verstanden zu finden die optanten.
• (Dog da du nakken ej har bøjet, nej ufortrødent videre løjet, har man forstået, som det sandt er, at finde frem til optanter.

 

Smedevers mod Eskildsen

I et anonymt stridsskrift mod Eskildsens ”Grænselære” findes citeret følgende smædevers mod rigsdanskere:

• Danske Pak, mæ æ Lus i æ Nak, mä æ Træsk i æ Haend, Herut a æ Laend.

 

Så  viser vi røv 

Prins Frederik af Nør  var i 1848 i Rendsborg. Her bildte han garnisonen ind, at Frederik den Syvende var taget til fange af københavnske oprørere,
og at det nu var den provisoriske Slesvig – Holstenske regering varetog hans rettigheder. Han var iført dansk generalsuniform.

Men allerede tidligere vidste beboerne i Flensborg, hvad han bar på.

I 1846 var han kommet til Flensborg med sit kongelige følge. Da hans vogn kom forbi det sted, hvor gildebrødrene fra St. Knuds Gildet stod, gjorde de kort omkring og fremviste den legemsdel, hvor ryggen bliver fræk.  Således markerede de deres manglende troskab.

Det var gildets oldermand, værkmester Kruse, der havde iscenesat den velmotiverede demonstration.

 

Numsen vises også  i Sønderborg

I 1868 fik Kong Wilhelm af Preussen lyst til at besøge de to hertugdømme, som hans soldater så tappert havde tilkæmpet sig. Han skulle også besøge Sønderborg. Lige inden besøgte en delegation ham, og takkede for at han anerkendte løftet i Prag – fredens § 5 om landsdelens genafståelse til Danmark. Dette nægtede han dog.

Så var det at slagtermester Reimers sagde til sit folk:

• Æ Kong vil it hils å vos, så vil vi helle it hils å ham

Kongen kom sejlende til byen og steg over i sin ekvipage for at køre op ad den stejle perlegade. Der stod alle stovte alsinger stille og rolig og røg deres piber. Sikke en masse loyalitet, tænkte kongen. Men pludselig lød en kommando: – Omkring 

Nu viste de alle en mindre respektfuld del deres legeme. Kong Wilhelm kom aldrig til Sønderborg igen.

 

Djævelen på  Augustenborg Slot

En nevø til Prinsen af Nør fik også sit Rap over Snerten.

Det var på Augustenborg Slot i 1844. Det var maskerade, og i en sofa sad to danske præster og snakkede gemytlig sammen på deres modersmål. Den ene var alsingeren Jørgen Hansen, der senere blev biskop. Han var kendt for sin slagfærdighed.

Pludselig stod der foran dem som skudt op af jorden, en festdeltager, maskeret som djævel, med store sorte horn, en ildrød tunge ud af halsen, og en lang sort sært bagud. Han skulede ondt til de to dansktalende præster og til sidst hvæssede han arrig:

• Verfluchte Dänen.

Men Jørgen Hansen lod sig ikke bringe ud af fatning:

• Nej se, det var da morsomt. Så fik vi at vide, hvad nationalitet Hans Majestæt Fanden regner sig til.

Djævlen forsvandt hurtig uden at svare. Da maskerne faldt, viste det sig, at djævelen var Prins Frederik af Augustenborg.

 

Bismarck og Prinsen

I 1864 dukkede Herzog Friedrich der Achte (Prins Frederik af Augustenborg) pludselig op hos Bismarck. Denne jagede prinsen ned af trapperne med en bemærkning på plattysk, at man har lov til at dreje halsen om på den kylling, man selv havde udklækket.

 

Løgn blev en videnskab – i Kiel

Omkring 1848 sagde Fanden:

• Nu er løgn blevet en videnskab – professoren er taget til Kiel for at studere.

Sønderjyderne var blevet trætte af den tyske historieforfalskning. Således holdt professor Kaufmann i 1923 et foredrag for flensborgske pigeskoleelever:

• Den jyske dialekt skulle slet ikke kaldes dansk

Lige så galt gik det for professor O. Brandt i Slesvig – Holstens Historie udgivet i 1925. her kaldte han Gorm den Gamle som en vild tyskerforfølger.

 

Præsterne havde det svært

Da de tyske præster havde overtaget alle hverv fik de det meget svært med sproget. Det havde provst Götting i Aabenraa. Han var ellers en brav mand, men mishandlede i den grad det danske sprog. Engang skulle han introducere en ny lærer:

• I hafe længe ønsket eder en godt Lærer, och nu hafe I fået en satan.

En anden præst skrev i en piges poesibog:

• Et godt Fæ ved din Vugge stod (skulle have været ”en god fe)

En tredje præst stævnede kirkeforstanderskabet til forhandling om følgende emne:

• Laag paa Kirkegaarden (skulle have været laage)

 

Lærerne kunne ikke undervise i dansk

Lærerne havde det lige så svært med de danske sprog. En af de værste var seminarieforstander Rickmers i Tønder. Engang sagde han:

• Vil de Herrer kaste op i Bibelen, Kapitel så og så

Da seminaristerne lo, spurgte han forarget:

• Hvad lattrer de af?

 

Svend kunne ikke Laut noget

Lille Svend skulle møde på sin første skoledag, og sige sit navn. Men han talte ikke så tydeligt. Læreren råbte Laut.(højere) Det hjalp nu ikke meget. Så læreren skreg igen Laut. I stedet for at svare begyndte Svend at snøfte og snuse. Læreren gentager igen: Laut. Nu var det i en vred tone. Da brast det for lille Svend, han begyndte at græde:

• Æ ka it laut (på sønderjysk: lugte) nowe.

 

Æ Feuerwehr i aktion

Kommandosproget i det frivillige brandværn i Sønderjylland, var helt op til 1945 tysk. Det var det i hvert fald i Tønder.

Og så skete det, at en brandmajor ville gøre sig vigtig. Han for rundt og kommanderede. Leute her, Leute her (folk herhen).

Men så var det en lun sønderjyde blandt tilskuerne, der udbrød på sønderjysk:

• Æ ka da sawt si uen Løjte (se uden lygter).

 

Da Schweizerhalle brændte

Æ Feuerwehr i Tynne var kaldt til brand på Schweizerhalle. Man manglede vand, og brandfolkene kunne lige så godt tage sig en lille en. Det fik en gendarm til at udbryde:

• Ich verbiete mich jeden genuss zu geniesen

En dansksindet brandmand vender sig om til ham:

• Då ska da helle it tro, at då få nue.

 

Latrinvognen fra Aabenraa

Kalle og Fidde kørte ind ad Ramsherred i Aabenraa med deres såkaldte latrinvogn. Det var i middagspausen. Pludselig råber Kalle:

• Fidde hålt, stop æ hest
• Hvorfor Kalle, wa æ det da sket
• Jamen Fidde, æ ha taft min mantel næe i æ en spand bachve
• Kalle, den mantel wå da it møje væe
• Jamen Fidde, æ lævepostæesma lå i æ fick

 

Ondt Naboskab

På en telegrafpæl stod følgende ”kvad”, der vidner om ondt naboskab:

• De æ så styg og ækel en Fowl

Vos oll te Skræk  å Plaw

• Fra Hus te Hus fra Gowl te Gowl
• han flyer både Nat å Daw
• Og hvå de æ nove å fesk
• Han stjæl både fad å Desk
• Å skriche vi Småfowl, som vi ka ha Grund
• så skrål han bare: ”Hold Mund”

 

Uffe hin spage og Sakserne

Vi kender alle sagnet. Men kender du den i den sønderjyske version. Den kommer her:

• Uffe stoj lidt å så å de to Sawsere. Saa gik han hen sæ tee å drill mæ bpåde de jæn å de annen. Å mere å mereåpire bløw dæn føst Sawser, han sku slås
  mæ, så den slow om sæ uen Mål å Mæ. Men så å jen Gång gæk Uffe løs å ham mæ æ Skræp, å snår lå æ Sawse å æ joer, å dæn Sawse wår døe.
• Nå gæk Uffe ætte æ Kejse sin søn, å mæ ham lejt han. Lie som en kat gør mæ æn Mus. Jo tombere slow æ prins om sæ. Men Uffe bløw hel role væ æt å soj te æ prins:
• Æ trj da te æn sawser wå stør. Men dæ æ væl kom i æ mun, di hær æt. Å så slow Uffe te æ tysk Kejse sin søn, te han dråt næer å æ joer, å hær bløw han liggen, fo hån wår å dø.

Ja og sådan kunne vi blive ved. Meget sjovt, er også at læse gamle sagn og eventyrer fra Løjt. Men dem har vi bragt under Aabenraa.

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Sønderjylland finder du 283 artikler

Redigeret 8,-01-2021